At blå er min yndlingsfarve, kommer vist ikke som nogen overraskelse.
Blues er blå musik - og jeg holder af blues. Med messingblæserne, bluesguitaren og især den sørgmodige saxofon.
Egentlig har jeg undret mig over, at nogle af de musiknumre, som er både livfulde og fyldt med masser energi med de kraftfulde messingblæsere for fuld udblæsning, bliver kaldt bluesmusik.
Jeg tror, jeg har fundet forklaringen.
Men først et helt traditionelt nummer med Daniel Castro: I'll Play the Blues for You.
Lækker totalt laid-back slow blues, hvor teksten udtrykker hele essensen af blues
If you're down and out and you feel real hurt
Come on over to the place where I live
And all your loneliness I'll try to soothe
I'll play the blues for you
Don't be afraid come on in
You might run across some of your old friends
All your loneliness I gotta soothe
I'll play the blues for you
I got no big name and I ain't no big star
I play the blues for you on my guitar
All your loneliness I'll try to soothe
I'll play the blues for you
Musik, der oser af en lang, ensom og ensformig, varm sommer søndag eftermiddag.
I'll Play the Blues for You er et nummer, der er indspillet af rigtig mange kunstnere gennem tiden.
Her ligger en udgave fra 1969 med Geater Davis. Da det ikke er en Youtube-video, kan jeg ikke lægge det direkte ind, men må gå denne lille omvej.
Geater Davies kaldes "one of the South's great lost soul
singers" med en stemme som "a combination of sweetness and
sandpaper grit". Hans fortolkning har et højere tempo og er mindre
melankolsk - og han har en virkelig lækker mørk stemme. Han indleder med lidt hyggesnak.
Geater Davis kaldes altså soulsanger, men synger et ikonisk bluesnummer.
Blues har sin oprindelse i de afroamerikanske samfund i det sydlige USA i 1800-tallet, hvor den fungerede som arbejdssange og sammen med soul og gospel kunne den være med til at tage trykket af, når tilværelsen blev for hård.
En del af sangene var protestsange, og rytmerne fra de afrikanske trommer blev i starten af 1800-tallet brugt som kommunikativt værktøj ved tilrettelæggelses af slaveopstande. Forbindelsen mellem trommespil, kommunikation og modstand blev til sidst for meget for de hvide, der forbød brugen af trommer. I et dekret fra år 1811 i staten Georgia står der: "It is absolutely necessary to the safety of this province that all due care be taken to restrain Negroes from using or keeping drums.".
Selvom de hvide fjernede et vigtigt instrument fra afroamerikanernes liv, opgav afroamerikanerne ikke deres musikalske arv. De svarede igen ved at tilpasse musikken til andre musikinstrumenter, heriblandt guitaren, der sidenhen er blevet en væsentlig del af bluesen. Det var især i slutningen af 1800-tallet, at bluesen udviklede sig.
Bluesen fandt sin tidlige form blandt slaverne på bomuldsmarkerne i Sydstaterne i USA i slutningen af 1800-tallet, men rødderne strækker sig helt tilbage til vestafrikansk musiktradition, hvor et betydeligt antal af slaverne jo kom fra.
En række af bluesens musikalske kendetegn - især den glidende intonation og call-and-response princippet - peger tilbage til det vestlige Afrika og måske især til Mali.
Countryblues
En af bluesens tidligste former kaldes country blues. Den udviklede sig separat i flere forskellige regioner i slutningen af 1800-tallet.
I Sydstaterne ved Mississippi-deltaet udvikledes den såkaldte delta blues, i Piedmont-regionen – et 950 kilometer langt bjergplateau langs USA's østkyst – udvikledes Piedmont blues, og i det østlige Texas udvikledes Texas blues.
Piedmont-bluesen opstod blandt sorte migranter, som måske egentlig gerne ville være flyttet videre til mere landlige områder, men blev bremset af Appalache-bjergene. Så de blev boende i byområder, hvor de blev eksponeret for byens mange musikgenrer såsom ragtime og country – musikgenrer som havde betragtelig mindre indflydelse på bluesen i de landlige områder.
Det kendte nummer The Entertainer, som kendes fra filmen Sidste stik nævnes som eksempel på en ragtime-klassiker med et klaverakkompagnement bestående af skiftevis en dyb bastone og en lys akkord, der er karakteristisk for ragtime.
Texasblues er en genre, der opstod i starten af 1900-tallet i det østlige Texas blandt afroamerikanerne, der arbejdede på ranches og i olieindustrien. Genrens primære kendetegn er en mere swingende spillestil end andre bluesgenrer og en udbredt brug af guitarsoli og guitar-licks.
Urbanblues
Som følge af svære livsvilkår rejste mange bluesmusikere i 1930'erne og 1940'erne nordover i håb om et bedre liv. Under deres rejse opstod blandt andet den elektrificerede Chicago blues og den mere jazz-influerede jump blues - som med en fællesbetegnelse kaldes urban blues.
I efterkrigstiden havde bluesen sit hovedsæde i Chicago. For første gang blev bluesen anerkendt af et større publikum. Den blev et urbant, aggressivt og pulserende udtryk for bylivet i Chicago.
Det var her, bluesen skiftede karakter og introducerede de mere kraftfulde instrumenter.
Den akustiske guitar blev skiftet ud med elektrisk guitar og fik følgeskab af både basguitar, trommer, klaver, saxofon og mundharmonika.
Jump blues er up-tempo blues, som regel fremført af et lille band med en blæsersektion bestående af saxofoner eller messingblæsere.
Blæsersektionen peger tilbage mod jazzens big band-æra, mens tempoet peger frem mod rock'n'roll.
Fra 1950'erne blev jump blues markedsført under betegnelsen rhythm and blues (R&B).
Man siger somme tider, at Elvis Presley (1935-1977) var en "countryman" der sang blues, mens Chuck Berry (1926-nu) var en "bluesman", der sang country. Det kom der rock'n'roll ud af!
På den måde anskues Rock'n'roll som en sammensmeltning af sort folkemusik (blues) og hvid folkemusik (country), hvoraf blues dog regnes som det primære musikalske grundlag:
”The blues had a baby and they named it rock'n'roll.”
Rockmusikere dyrkede de gamle bluesklassikere og genintroducerede dem i moderne rockdragt.
The Rolling Stones var blandt de første, der bragte bluesen "tilbage til Amerika" - et udtryk der peger på, at de i 1960'erne rejste på turné i USA med både egen bluesrock og cover-versioner af ældre amerikanske bluesnumre, og guitaristen og sangeren Eric Clapton (1945-nu) - også englænder - peges på som en af de tidligste og mest betydende inden for denne bevægelse. Det var således England, der bragte bluesen til Amerika i form af bluesrock.
Og nu må det være tiden for nogle eksempler. Først Eric Clapton, som jo er forrygende på blues-guitar.
Først en akustisk udgave af Layla. Nyd overgangene.
Wonderfull Tonight
Og endelig Tears in Heaven. En sang til hans 4-årige søn, som døde ved et fald ud gennem et vindue på 53. etage.
Her var ikke så mange blæsere med, men de kommer
her i et klip fra den forrygende og meget lystige The Blues Brothers-film. Nummeret hedder Everybody Needs Somebody to Love.
Musikken i filmen vil jeg vist kalde gospelinspireret Rhythm & Blues, selv om filmen hedder The Blues Brothers.
Filmen har jeg på DVD - men jeg har bare ingen DVD-afspiller mere.
For at få en forrygende sax med, vælger jeg herefter nummeret In the Midnight Hour fra filmen The Commitments. In the Midnight Hour er et gammelt Wilson Picket-nummer, og filmen er en hyldest til Wilson Pickett, som var en betydelig soul og rythm and blues-sanger, sangskriver og producer.
Han producerede f.eks. et remake af Beatles-nummeret Hey Jude, Jimmie Hendrix-nummeret Hej Joe og forskellige Supremes-numre.
Wilson Pickett havde sin storhedstid i slut 60'erne - start 70'erne.
Jeg kunne naturligvis også have valgt et klip med Bill Clinton, der spiller saxofon. Han er ret habil - men The Commitments vækker flere minder.
Hold op, hvor var der dog mange gode numre i den film. Her Mustang Sallie - også et Wilson Pickett-nummer - fra før bandet i The Commitments blev rigtig stort.
Jeg har faktisk hele Andrew Strong-CD-en med numrene fra filmen The Commitments - hvis ellers jeg kan huske, hvor jeg har lagt den. Den er helt tilbage fra 1991.
Ain't no Mountain so High, ain't no Valley so Deep - oprindelig et Marvin Gaye og Tammi Terrell-nummer - er bestemt et af favoritnumrene.
Nu nævnte jeg tidligere Bill Clinton. Skulle jeg så ikke også
lige indsnige et nummer med soul-bluesdronningen Aritha Franklin i den
optagelse, hvor hun optræder for blandt andre Barack Obama, der bliver så rørt, at han får tårer i
øjnene. You Make Me Feel Like a Natural Woman.
OK. Det er mere soul end blues, men soulmusikken har i den grad også leveret utallige uforglemmelige numre, f.eks med Diana Ross and The Supremes.
Aritha Franklin er som nævnt Queen of Soul,
men hun optræder også i filmen The Blues Brothers - ligesom også Wilson Pickett gør.
Læs evt. om forskellen på blues og soul her.
En personlig og lettere humoristisk forklaring, men kernen er vist god nok.
Ved min surfen rundt stødte jeg tilfældigt på et videoklip med Phil Collins. Phil Collins - den formidable trommeslager, sanger og sangskriver, der også skrev musikken til Disneys Tarzan. Er der en, der kan skabe stemning, så er det ham.
Det klip, jeg aktuelt stødte på, var fra en koncert i Sydney, Australien 22.1.2019 - 15 år efter hans First Farewell Tour Paris 2004.
Phil Collins har fået en alvorlig nakkeskade, der gør, at han ikke længere kan spille på trommer, han har næsten ingen følelse i den ene hånd og ene ben, så i klippet går han med stok ind på scenen, og han sidder på en stol under hele koncerten.
Det kan godt give anledning til nostalgiske og stærkt melankolske følelser, når man sammenligner med samme nummer i en optagelse fra 2004. Men også anledning til glæde over alt det, han har givet os.
Til gengæld er det også ret chokerende at opdage, at han kun er 3 år ældre end mig. Han ligner en olding i dette videoklip, som er lige knap et år gammelt.
Men han har nok
levet et noget hårdere liv.
Jeg tror, jeg vælger at indsætte nummeret fra 2004, hvor han stadig er i fuld vigør. I nummeret indgår en fed sax-solo.
Selv om Phil Collins orkester har den fulde urbanblues-besætning, og selv om mange af Phil Collins-sangene indeholder de typiske guitargange og bluesharmonier, er det nok en tilsnigelse at kalde hans musik for bluesrock.
Men teksterne er bluesprægede – ofte handler de om smerte over at blive forladt af kvinder.
En af blueshistoriens store drenge, Son House, har udtalt, at …” There's just one kind of blues. And that blues is the blues between a man and a woman when one of them deserts the other, ” og den kategori falder Phil Collins tekster og musik absolut ind under, vil jeg mene.
Tænk på den smukke, men forbitrede (?) In the Air med den legendariske trommegang. Et af hans allerbedste numre med en inciterende og ret fremmedartet instrumentering.
Kun
et enkelt af hans sange har et mere politisk indhold, nemlig Another Day in Paradise.
Hele den mere end to timer lange First Farewell Tour fra 2004 ligger herunder.
Husker du, hvordan koncerten blev indledt med en næsten 8 minutter lang tromme-session?
Er jeg stor Phil Collins-fan? Ja, absolut.
Hvor kan jeg ærgre mig over, jeg aldrig nåede at komme til en Phil Collins-koncert - eller så mange andre for den sags skyld – Bruce Springsteen, f.eks.
Men det er for sent at ærgre sig over det nu.
Godt, vi har You tube.
For øvrigt har vi jo et rimeligt godt bud på noget blues i bandet Big Fat Snake. Dem har jeg også en CD med - fra før Anders Blichfeldt blev en lettere afdanket Kanal Charlie popsanger.
- Og for et par år siden gav jeg Ib en CD med lækre bluesnumre med Nora Jones. Den har vi ofte lyttet til, når vi har været på farten .... og en anden CD med forskellige gamle bluesnumre, Rolling Stones Forty Licks og Katie Melua Secret Symphony ....
Men øv, i den nye bil er der ingen CD-afspiller. CD-afspillere er Old School, fik jeg at vide, da jeg opdagede det.
Måske jeg alligevel skulle ofre de 800 kr., som en ekstern CD- og DVD-afspiller koster....
Jeg har lært noget - igen ...
SvarSletDer er nemlig meget mere, der bliver kaldt blues, end jeg har forstået var blues. Jeg har normalt forsaget den genre, fordi det er for dystert til mig, men nu må jeg altså erkende, at der er meget blues, jeg godt kan lide at lytte til. Det må så bare ikke blive alt for blåt ;-) - her kan du tage John i hånden, fordi for ham kan det næsten ikke blive dystert nok.
Vi beholdt vores dvd-afspiller, hvilket vi har været glade for, ikke mindst fordi vi har mange film, som børnebørnene kan lide at se.
Ja, så kvikke var vi desværre ikke.
SletJeg er også blevet overrasket over, at blues er så meget mere, end jeg tidligere troede.
For et par år siden gav jeg Ib en CD med superlækre Nora Jones, som vi ofte lyttede til, når vi var på farten. Men øv, i den nye bil er der ingen CD-afspiller. CD-afspiller er Old School, fik jeg at vide, da jeg opdagede det.
Jeg tager gerne John i hånden :-) Ved lejlighed må du fortælle om ongle af hans favoritter.
John har overspillet mange af vores CD'er til et usb-stik - der kan være virkelig meget musik på sådan et. Det stik sætter han så i bilens radioanlæg og vupti: Vi har vores yndlingsmusik med på farten.
SletI kan også købe et ekstra simkort til telefonen, så vil I kunne have flere hundrede cd'er på den. I bilen afspiller I så via bluetooth.
Tak for tippet. Muligheden med to sin-kort kendte jeg ikke. Det er nok, fordi vi bruget iPhone. Men løsningen med at overspille på USB kan jeg bruge. Ib har en Mac, der er så gammel - og tyk - dvs. ikke air - at den har CD/DVD-afspiller indbygget.
Slet
SvarSletVi - og det var Leif, Arne Falk og mig bl.a. - var i vores ungdom vilde med blues musik. Sonny Terry & Brownee McGhee, Muddy Waters, Howling Jack Wolf og sådan noget i den retning. Men også Rolling Stones og Eric Clapton. De fleste andre i realklassen i Ejby Skole var til Beatles og B1913. Leif og mig var til Stones og B1909. Det var sådan nogle af skellene gik i drengegruppen. Tak for beskrivelsen af sammenhæng og historie bag bluesmusikken. Som du måske husker var en af de store oplevelser ved mit besøg i San Francisco besøget på en bluesbar i Fishermens Wharf med levende musik.
Ja, det var nogle af de gode originale countryblues- numre med bare en guitar, en sørgmodig mundharpe og en god stemme.
SletBlues-baren i San Francisco - der skulle jeg have været med. Var der der, du gik helt alene gennem Chinatown tilbage til hotellet?
Nej, det var på vejen hjem til hotellet fra en etiopisk restaurant. Hotellet lå på havnen i Fishermens Wharf. I en af bygningerne nær kajerne lå bluesbaren på 1. sal
Slet