Cutting Edge Technology - banebrydende ny teknologi
.
I Vesteuropa - især Frankrig og Spanien - er det Sankt Vinecent, der 22. januar bliver fejre som vinbøndernes helgen. Men ahn er ikke i min sammenhæng så spændende, for han holder bare en vindrueklase i hånden.
Der blev udviklet mange udgaver, nogle måske for at lokke de arbejdere, der stadig sværgede til beskærekniven, ind i folden.
ps. Blev du (ligesom mig - alligevel) interesseret i beskæreknive, så følg dette link til Bob Burgess' imponerende hjemmeside.
En overskrift som denne ville aldrig påkalde min opmærksomhed. Jeg er fuldkommen uden teknisk snilde eller forståelse og interesser mig ikke for teknik eller maskiner og apparater.
Men den indledende brødtekst gjorde mig alligevel nysgerrig:
"There can't be many garden tools that have caused hundreds of people to demonstrate in the streets against their introduction. But that's precisely what happened in 1840 when a committee decided to testy a new device against traditional methods and equipment."
Det skabte hos mig en forventning om, at det måske ikke ville være tekniske finesser, der prægede artiklen, men derimod et kulturhistorisk aspekt. En vinkel, der i langt højere grad appellerer til mig.
Artiklen, jeg citerer fra ligger på en blog, jeg følger. En blog som udgives af The Gardens Trust.
Om Gardens Trust-bloggen:
"It has been running since 2013 and is written by Dr David Marsh, who is one of our trustees. It is planned to come before breakfast time on Saturday mornings, and to inspire, amuse or cajole you into finding out more about the fascinating world of garden history in its broadest sense."
Emnerne for det ugentlige indlæg er naturligvis ofte(st) britiske godser og deres haver. Men udtrykket "garden history in its broadest sense" skal virkelig tages bogstaveligt. Ind imellem kommer der andre sjove emner, og artiklerne indeholder altid en mængde dokumentation med fantastiske illustrationer og nedslag i britisk historie, ofte med små, sjove detaljer.
Men hvad var den banebrydende opfindelse, det tekniske vidunder, som skabte så voldsom en vrede - emnet for det indlæg, jeg fik tilsendt i går lørdag?
Beskæringssaksen, såmænd.
Kan der skrives en interessant artikel om den? Oh yes!
Beskæringssaksen blev opfundet af en fransk aristokrat, Antoine Francois Bertrand, Marquis de Molleville. - Ham jeg indsatte et billede af øverst i indlægget.
Han havde kortvarigt været minister for flåden og kolonierne og havde efterfølgende været chef for det hemmelige politi. I 1792 flygtede han til Storbritannien for at undgå guillotinen. Under sit eksil i Storbritannien skrev han en øjenvidneberetning om begivenhederne op til revolutionen. Som en bibeskæftigelse vendte han opmærksomheden mod havearbejdet, idet han opfandt sekatøren - som beskæringssaksen hedder med et fint ord. Enkelte mener endda, at opfindelsen var inspireret af guillotinens vinklede klinge - den guillotine, han var flygtet fra.
Antoine Bertrand introducerede beskæringssaksen i Frankrig, da han vendte tilbage i 1814. Allerede i 1818 omtales den i havealmanakken Le Bon Jardinier.
Sekatøren blev hurtigt omtalt i forskellige havemagasiner, og der blev udviklet utallige forbedrede modeller. De allerbedste var efter sigende dem, som gartnerne ved Versaillesslottet brugte.
Modstanden mod sekatøren kom især fra franske vingårdsarbejdere omkring Beziers, som ville fortsætte beskæringen med deres traditionelle knive. De hævdede, at beskæring med sekatøren beskadigede vinplanten, knuste de nye knopper.
Vi har hørt om maskinstormerne i England. Og modstanden mod denne lille tingest - mod den forbedrede teknologi - bundede også i dette tilfælde i bekymring for beskæftigelsen. Hvis / når sekatøren var hurtigere, nemmere, mere effektiv end de traditionelle knive - hvilket den naturligvis var - så ville indførelsen af den reducere antallet af nødvendige arbejdere og mange ville miste deres arbejde.
Rapporter om uroen i Frankrig nåede de engelske aviser. Og også i England var der modstand mod det nye redskab. Eller skal jeg sige nedladende engelsk arrogance.
I 1827 affærdigede den anerkendte skotske botaniker John Loudon i sit magasin, The Gardener Magazine , nyskabelsen således:
“more adapted for the use of the amateur rather than the practical gardener.”
Det tog en del år før stemningen skiftede. Men fra verdensudstillingen i Paris i 1867 rapporterede den anerkendte irske gartner og journalist, William Robinson, ham som senere indførte den vilde have og den engelske blomsterhave, således:
"I also believed in the knife but when I saw how useful is the secateurs to the fruit growers of France,, and how easily and effectively they cut with it exactly as desired,, I became at once converted… this is an instrument that every gardener should possess himself of at once.”
Han fortsatte med at lovprise opfindelsen i artikler og bøger og også andre begyndte begejstret at skrive derom i aviserne. Her et udsnit fra Kelso Cronicle, april 1871:
“... we have a very useful instrument for this purpose. It is much handier than the knife, and doesn’t jar the wrist in cutting off a large branch."
" The danger of cutting the hand is lessened in using this secateur in lieu of the knife, and, moreover, more work can be done in a given time."
 |
| Et udvalg af beskærersakse fra 1896 |
Udviklingen lod sig naturligvis ikke stoppe. Men ud over bekymringen for beskæftigelsen, forstår jeg faktisk godt, at arbejderne i starten ønskede at holde fast i de traditionelle beskæringsknive. For de har jo en tusindårig tradition bag sig.
Beskæreknive ses på mange gamle illustrationer. En illustration fra 1350 viser sågar Noah, der høster vin med sin beskærekniv.
Et andet eksempel fra 1330 viser en engel, der udfører samme arbejde.
. Definitionen på en beskærekniv er et buet blad med et håndtag. Visse steder omtales den også som både beskærebuen og beskærekrogen.
Der findes utallige billeder, der viser redskabet i funktion i gammel tid - og både med buet og ikke-buet blad.
 |
| Marts. Fra en kalender 1350-1390 |
 |
| Februar. Fra en kalender omkring 1425-1450 |
 |
| Marts måneds arbejde 1580. Den venetianske skole |
Oprindelsen til de franske vindyrkeres beskæreknive ligger sandsynligvis i de beskæringskroge, der blev brugt i assyrernes haver i civilisationens vugge, Mesopotamien.
De tidligste skriftlige omtaler findes i bøger i Det gamle Testamente fra ca. 800 f. Kr., og i skrifterne fra den græske digter Hessoid ca. 700 f. Kr.
Eksemplarer i bronze fra omkring 1000 f. Kr. er fundet i Egypten, så de har sandsynligvis været i brug i over 3000 år.
Med assyrerne blev de spredt østpå til Indien og Asien og vestpå til Middelhavet, hvor grækere tog dem med til deres kolonier tværs over Middelhavet til det nordlige Afrika og det sydlige Europa.
Man mener, at det er en beskærekniv, der er afbildet på en gammel trakisk mønt fra omkring 350 f. Kr. Jeg må indrømme, jeg har lidt svært ved at se set.
Eksempler på førromerske og romersk-britiske kroge er blevet fundet i England og mange andre europæiske lande, og de har været i konstant brug lige siden.
Den romerske forfatter Cato beskriver i detaljer de forskellige redskaber, der blev brugt i landbruget. Han nævner fire forskellige slags
dem til brug i en vingård
dem til at skære siv
dem til beskæring af træer
dem til at skære tov
Ovenstående oplysninger har jeg fundet på en meget, meget omfattende hjemmeside, der bestyres af en englænder ved navn Bob Burgess. Han bor i Wylye Valley i Wiltshire.
Beskæreknive blev udformet af den lokale smed - efter lokal tradition og findes derfor i et utal af udgaver. På hjemmesiden fortæller Burgess om og viser mangfoldige eksempler på beskærekroge, beskærebuer i Nordeuropa, Østeuropa, Sydeuropa, i Afrika, Indien Kina, Japan.
Han giver sågar eksempler på redskaber, der ligner beskærekroge, men ikke er det - som f.eks. "machetter" til sukkerrør, champagne- og østersåbnere, knive specielt til stikkelsbærbuske og mange flere.
Selv har han en samling på over 6000 beskæreknive / beskærekroge.
En særlig spændende udgave af billhooks - ja, nu benytter jeg det engelske navn, for jeg kan næsten ikke kalde det en beskærebue eller beskærekrog, for der er ikke meget hverken bue eller krog på den. Men det er den franske cochoir de 'tonnelleries'. Et særligt redskab som bødkerne anvendte.
Herunder et andet redskab, som blev anvendt af de fransk vintøndefremstillere i Bourgogneregionen.
Det menes at være blevet brugt til at flække de kastanjegrene, der blev brugt til at lave de træbøjler (circeaux), der holdt tønderne sammen.
I Østeuropa er Sankt Tryphon vindyrkernes helgen og fejres hvert år 1. februar.
Bemærk beskærekniven i hans hånd - i to udgaver
Det blev en lang omgang om beskæreknive. Jeg synes, de er rigtig spændende.
Men for nu at vende tilbage til det oprindelige emne - beskæresaksen, så se her et eksempel på, hvordan man nogle gange forsøgte at kombinere de to redskaber. Det må have været en noget besværlig fætter at håndtere.
Der blev udviklet mange udgaver, nogle måske for at lokke de arbejdere, der stadig sværgede til beskærekniven, ind i folden.
Den rene udgave af beskæresaksen blev også produceret i mange udgaver. Her en samling fra 1907.
Og har du virkelig fået interesse for emnet - og du alligevel skal en tur til Sydengland - så findes der en samling af sekatører på Breamore House Museum i Hampshire.
Som nævnt i starten af dette blogindlæg interesser jeg mig ikke for teknik eller maskiner og apparater. Men jeg kan alligevel fascineres af, hvad folk dog kan kaste sig over, og jeg synes, at alt det kulturhistoriske udenom er spændende.
En ekstra gevinst ved at læse artikler som denne om så snævert et emne som beskæringssakse er, at jeg får støvet mit efterhånden ret rustne engelsk lidt af. Ikke at jeg får brug for nogle af fagudtrykkene, men jeg kan da også bare nyde ord og synonymer, som jeg ikke tidligere er stødt på (og som jeg sikkert heller aldrig får brug for).
Det pirrer min etymologiske interesse.
Derfor denne sidste sløjfe.
Sécateur er et fransk ord, der blev optaget i det engelske sprog som secateurs (et fletalsord ligesom a pair of scissors).
Oprindelig kommer det fra det latinsk secare - som betyder at skære.
Secare kommer så igen fra PIE-roden sek-.
Men hvad er PIE?
Ja, det vidste jeg ikke. Men PIE står for Proto-Indo-Europæisk. Det er et hypotetisk rekonstrueret sprog. som man forestiller sig kan ligge til grund for adskillige nutidige sprog, som er karakteriseret af ligheder i basalt ordforråd og grammatik. Et sprog, der altså ligger forud for de indo-europæiske sprog. PIE blev "opfundet" i 1905. På engelsk bruges ordet coined- it was coined in 1905.
"to coin a phrase means to invent a new saying or idiomatic expression that is new or unique".
Sproget kan være talt for 4500 til 6500 år siden i den sene neolitikum og placeres i den pontisk-kaspiske steppezone i Østeuropa - nuværende Ukraine og sydvestlige Rusland.
Det udviklede sig så til de indo-europæiske sprog. Det tidligste menes at være sanskrit. Det nutidige sprog, der minder mest om det proto-indo-europæiske (formodede) sprog, menes at være litauisk.
PIE-roden sek indgår i mange kendte ord. Her en liste med engelske ord, der dog nemt kan genkendes i ord brugt i dansk: bisect, dissect, insect, intersect, section, sector, segment.
Jeg undrede mig over insekt - men det skyldes, at denne dyregruppe har en krop, der er skåret over i to dele - eller i hvert fald delt i to dele.
På listen stod også ordet hacksaw. Det var lidt sværere at forstå, at det hører med der. Huggeskære/huggesave/huggesav?
Nå pyt. Så opdagede jeg da, at der findes savfluer, som sammen med hvepse, bier og myrer tilhører hymenoptera-ordenen
- at de er de mest primitive i ordenen
- at de har deres navn efter æglægningsorganets savlignende udseende, som hunnerne bruger til at skære i de planter, hvor de lægger deres æg
- at store populationer af visse arter af savfluer kan forårsage økonomiske skader på skove og dyrkede planter
- at der findes 7000 arter med ret forskelligt udseende - varierende i form og farver og ofte med navn efter den plante eller det træ, de lægger deres æg på
- at de kendes fra triastiden for 250 millioner år siden
- at de lever kort tid, bare 7-9 dage, selv om larvestadiet kan vare fra flere måneder til år, alt efter arten
- og mange, mange andre ting, man har forsket sig frem til om det lille bæst.
 |
| Det savlignende æglægningsorgan |
 |
| Puha. Dem kan vi ikke lide |
 |
| Og slet ikke i en rosengren som her |
Men nu er vi vist så langt ude i nørderier, at associationstråden knækker.
Lad mig slutte med et spændende maleri, som jeg overvejede at indsætte allerøverst. Men det gik jo ikke. For så havde jeg straks og for tidligt afsløret for meget om, hvad der var den banebrydende ny teknologi.
 |
| A 1944 Pastoral: Land Girls Pruning at East Malling af Evelyn Dunbar |
