Tirsdag aften så jeg Horisont. En fantastisk reportage. En djævelsk god sammenstilling, hvor en reportage om en lille pige i San Diego blev stillet over for en reportage om en russisk rigmandsdatter, der under Corona-epidemien har indlogeret sig på Stockholms dyreste hotel. Fordi hun her ikke er lukket inde, men frit kan gå ud og shoppe og more sig. Hun opholdt sig i Tjekkiet, men da landet ligesom de fleste andre lande lukkede ned, startede hun Maseratien og kørte til det eneste åbne - frie - land, Sverige.
På et tidspunkt spørger intervieweren den russiske pige om, hvorfor hun får neglemanicure, og svaret er: Jeg har mulighed for det, så hvorfor ikke udnytte det?" - Sagt på en anden måde: "Fordi jeg kan."
Blikket i hendes øjne er næsten lige så tomt som blikket i øjnene på en af de hjemløse, vi møder i første del af Horisont-udsendelsen. Den om den lille pige i San Diego.
Pigen er velvalgt. Yndig, med glimt i øjnene, udstråling og et stort smil. F.eks. da hun fortæller, at hun blev venner med Isabelle, fordi de havde den samme lyserøde sweatshirt med en enhjørning.
Hun er også eftertænksom. Da hun bliver spurgt om, hvad et hjem er, svarer hun to værelser og to badeværelser. Ikke så mærkeligt, at hun drømmer om endda to badeværelser. På pladsen må de benytte et offentligt toilet.
Det er ikke en junkie-familie, vi besøger. Moderen har fuldtidsarbejde - meget mere end 37 timer om ugen - som assistent nurse. Om det betyder uuddannet ved jeg ikke - det kunne godt tænkes - altså noget i retning af sygehjælper. Vi får ingen forklaring på, hvordan de er havnet i denne situation. Hun virker fornuftig og omsorgsfuld. Det er muligt, hun har truffet nogle dårlige valg, jeg ved det ikke. Vi får ingen forklaring. Det er ikke til at vide, hvordan det ser ud, når kameraerne er slukkede, men hvorom alting er, så er den lille piges virkelighed den, at hun må bo i en bil på en parkeringsplads i San Diego - ikke langt fra de store stjerner i drømmenes og englenes by og Harry og Megan med deres formue på 200 millioner pund.
Ind imellem de to reportager, vistes optagelser fra en af de store demonstrationer, der for tiden finder sted i nogle af de store tyske byer, herunder Berlin. Et sammenrend af venstre- og højrefløjsekstremister, tilhængere af konspirationsteorier, hooligans og almindelige borgere, som korrespondenten præsenterede indslaget.
En del demonstranter bar en læderrem med en sammenkrøllet sølvpapirskugle - en udviklingskugle - og forklarede, at den var udtryk for, at de var i stand til og ønskede at tænke selv, reflektere og danne et fornuftigt billede.
Det er jo absolut anerkendelsesværdigt at tænke og reflektere selvstændigt, men på basis af hvad? "Sandheden" har aldrig været mere divergerende, end den er i dag.
Nogle betragter coronaen som fake news. Selv i Danmark begynder der at komme små pip frem, om ikke det er noget overdrevet med alle de forholdsregler.
Total frihed for ét menneske vil uværgeligt føre til ufrihed for andre.
Mens tankerne om dette indlæg rumsterede i mit hoved, funderede jeg over, hvorfor jeg egentlig ville skrive indlægget. Var det ikke bare at lufte nogle frustrationer. Joh...., men ens sandhed - syn på virkeligheden - hviler jo på noget, så måske var denne udsendelse meget god at bygge sin sandhed på - sit syn på virkeligheden.
Udsendelsen kan stadig streames på DR.DK, og med mit indlæg ville jeg nok i bund og grund opfordre til at se den.
Men sandheden - opfattelsen af, hvad der er rigtigt og forkert - skal jo udfordres.
Det fik jeg virkelig sat i relief dagen efter, hvor jeg kom et lille stykke længere ind i romanen Den Kongelige Egyptiske Automobilklub, skrevet af Alaa al-Aswany.
Jeg skal lige love for, at der er der personer, der ikke et sekund tvivler på, at deres sandhed er den rigtige, eller at deres frihed går forud for andres.
Den tyske dames ønske om frihed for sig selv og sine børn bliver her virkelig sat i relief.
For tjenerstaben i den engelske automobilklub i Cairo var der ingen - som i absolut ingen - frihed. Kun underdanighed.
Jeg er nødt til at bede dig læse med i Koos oplæring af personalet.
Koo er nubier - oprindelig kongens påklæder - men nu chef for tjenerstaben på de kongelige paladser.
Godt at meget har ændret sig. Men har alt ændret sig - 100 %?
Hvorfor blev jeg så påvirket af denne beskrivelse.?
Var det, fordi jeg ind imellem ser nogle mennesker kræve deres totale frihed, uagtet det kun kan ske på bekostning af andres?
Er det, fordi jeg ind imellem ser udslag af herrementalitet - ikke blot blandt USAs billionærer, men også blandt ganske almindelige danskere?
Er det, fordi jeg ind imellem ser udslag af herrementalitet - ikke blot blandt USAs billionærer, men også blandt ganske almindelige danskere?
Hvorfor går du til neglemanicure? Fordi jeg kan. Fordi JEG kan (?).
Er det fordi jeg indimellem føler ubehag ved det teater, der somme tider opføres i samspillet mellem tjener og gæst på en dyr restaurant, mellem hotelgæst og portier eller rengøringspersonale, mellem kunde og ekspedient, mellem minister og departement, mellem chef og ansat ....?
