lørdag den 14. december 2019

Om Patagonien og de folk, der kom dertil Del 3




I 1520 overvintrede Magellan i Puerto San Julian. Her slog han et mandskabsoprør ned og henrettede en af sine kaptajner.
58 år senere, i 1578, overvintrede kaptajn Drake i Puerto San Julian. Her henrettede han sin ven Doughty for forræderi. Alligevel måtte han en måned senere slå endnu et oprør ned.
256 år senere, i 1834, ankom Robert Fitzroy på sit skib HMS Beagle med bl.a. Charles Darwin om bord. 
Denne gang slap man for både mytteri og henrettelser, og Darwin fik tid til sine studier.

I klinterne nær havnen fandt han fossiler af dele af en rygrad og et bagben af et stort dyr.
Han mente, det kunne være rester af en mastodont, men det viste sig senere, at det drejede sig om et dyr, der mindede om en lama og en kamel. Det fik det navnet Macrauchenia, og fundet var det første af mange fund og iagttagelser, der senere ledte frem mod Darwins evolutionsteori.

I slutningen af 1800-tallet blev der etableret Patagoniens største fåreslagteri ved havnen og et stort fryseanlæg.
I 1982, under Falklandskrigen, var Puerto San Julian, som den nærmeste base, udgangspunktet for 149 togter mod briterne på Falklandsøerne.
Forviklingerne omkring Falklandsøerne er i øvrigt mange og spændende. Læs herom på Wikipedia.
Argentina gør stadig krav på øerne, som de kalder Las Malvinas.
I Tierra del Fuego Nationalpark mødte vi dette skilt.

Den ekspedition, som Darwin deltog i, var Fitzroys anden ekspedition til Sydamerika.
På den første, havde man nede ved Ildlandet medtaget 4 indfødte, 3 voksne (hvoraf den ene døde af kopper, da de nåede England) og en ung dreng.
Historien fortæller, at drengen og hans onkel en dag pludselig så en mærkelig genstand.

Jeg gengiver fra Bruce Chatwins bog ”En rejse i Patagonien”.

I flere år havde folk nede sydpå mumlet om et besøg af et uhyre. Først troede de, det var en slags hval, men et nærmere bekendtskab afslørede en gigantisk kano med vinger, fuld af lyserøde skabninger med ildevarslende hårspirer i ansigtet. Disse havde imidlertid vist sig halvt menneskelige, da de havde et vist kendskab til reglerne for tuskhandel. Venner oppe langs kysten havde byttet en hund med en meget nyttig kniv, lavet af en hård, kold, glimtende sten.
Uden at ænse faren overtalte drengen onklen til at padle hen til den lyserøde mands kano. En høj person i en dragt gjorde tegn til ham, og han sprang ombord. Den lyserøde mand rakte onklen en skive, der skinnede som månen, og så foldede kanoen en hvid vinge ud og fløj gennem kanalen mod perleknappernes kilde.
Så køb eller kidnapning kan vel komme på tale.
Drengen fik navnet Jemmy Button og levede i England i 13 år, men var ombord på den anden Beagleekspedition for at vende tilbage til Tierra del Fuego for at virke som missionær.

Darwin kendte den beskrivelse, som kaptajn Drakes skibspræst havde givet af de indfødte, som et ”kønt og harmløst folk”, hvis kanoer havde proportioner, ”så både syn og brug heraf måtte synes at henrykke fyrster”.
Men Darwin fik en helt anden opfattelse. Han syntes godt om Jemmy Botton, som havde været på kostskole og lært ”engelsk, havebrug, tømmer arbejde og kristendommens enkleste sandheder”, men han forfærdedes over ildlænderne.
Han betragtede dem som ”de usleste og mest elendige skabninger”, han nogensinde havde set. De mindede ham om djævlene i ”stykker som Jægerbruden”, og var lige så fascinerede af hans hvide hud som en orangutang i zoologisk have. Han rynkede på næsen ad deres kano, han rynkede på næsen ad deres sprog (”fortjener næppe at kaldes artikuleret”), og indrømmede, at han knap kunne få sig til at tro, at de var ”medskabninger og indbyggere i den samme verden”.

Synet af ildlænderne – og sammenligningen mellem dem og den civiliserede Jemmy Botton - var med til at udløse teorien om, at mennesker havde udviklet sig fra en abelignende art, og at nogle mennesker havde udviklet sig mere end andre.
"De var uden sammenligning det mest mærkværdige og interessante syn, jeg nogensinde havde set. Jeg havde slet ingen forestilling om, hvor stor afstanden kunne være mellem vilde og civiliserede. Den er større end mellem de vilde og deres husdyr," skrev Darwin i sin dagbog.

Også Fitzroy var forvirret over disse vilde ”af farve som devonshirekvæg”, der fartede rundt om Kap Horn i deres barkkanoer.
Hans overbevisning var, at alle mennesker på jorden stammede fra Noah, og han havde vanskeligt ved at forstå og forklare, hvordan og hvorfor de havde bevæget sig så langt væk fra Araratbjerget.
I 1843 blev Fitzroy udnævnt til guvernør for New Zealand, men blev kaldt hjem, da han havde taget parti for maorierne i en sag om jordrettigheder. Han forblev dybt religiøs og kunne ikke tilgive sig selv, at han havde ledet den rejse, der gav Darwin muligheden for at udvikle sin ugudelige evolutionsteori. Han endte med at tage sit eget liv.

Jimmy Botton kom ikke til at virke som missionær, men vendte tilbage til livet som ”vild”.
I 1855 ankrede det patagonske missionsselskabs skonnert op i Murrausundet, og Jemmy Botton kom padlende ud til skibet, kom om bord og bad om noget tøj og ”med en fremtræden som en bavian klædt på til lejligheden” drak han te i kaptajnens kahyt, som om 21 år var smeltet væk”.
4 år senere overfaldt og dræbte han sammen med en gruppe ildlændere 8 hvide deltagere i gudstjenesten i den første anglikanske kirke i Wuleia. Kun skibskokken, som var blevet om bord for at forberede frokost, overlevede. Han svor ved den officielle undersøgelse, der fulgte, at Jemmy havde planlagt drabene af vrede over ”de usle gaver han fik sendt fra England , og at han bagefter havde sovet i kaptajnens kahyt.
Ja, her fik vi virkelig bevis på de vildes utaknemmelighed og skammelige natur.

Knap 300 år tidligere havde Magellans krønikeskriver Pigafetta beskrevet mødet med de vilde sådan her:
Fra skibet så vi en kæmpe danse nøgen på stranden, ”dansende og hoppende og syngende, og mens han sang, kastede han sand og støv over hovedet”. Da de hvide mænd kom nærmere, hævede han en finger mod himlen for at spørge, om de var kommet fra himlen. Da han blev ført frem for generalkaptajnen, dækkede han sin nøgenhed med en kappe af guanakoskind.
Kæmpen var tehuelcheindianer, hans folk var en race af kobberhudede jægere, hvis størrelse, styrke og øredøvende stemmer stod i skarp modsætning til deres føjelige karakter. Pigafetta fortæller, at de løb hurtigere end heste, forsynede deres pile med spidser af kisel, spiste råt kød, boede i telte og vandrede frem og tilbage som sigøjnere.
Opfattelsen af de vilde ved en europæers første møde med de indfødte havde tilsyneladende ikke forandret sig meget på de 330 år.

Jemmy Botton levede et stykke ind i 1870’erne og så missionsstationen blive oprettet i Ushuaia, og han så de første af hans folk dø af epidemier bragt til Patagonien af europæerne.

Chatwin fortæller om Ushuaia:

"Usuaia begyndte med et præfabrikeret missionshus opført i 1869 af pastor W.H. Stirling ved siden af yaghanindianernes skure. Briterne gav stedet sit navn ud fra det navn, urbefolkningen havde for området. I 16 år trivedes den anglikanske kirke, køkkenhaverne og indianerne. Så kom den argentinske flåde, og indianerne døde af mæslinger og lungebetændelse."
Bopladsen ændrede sig gradvis fra flådebase til straffekoloni. I næsten halvdelen af 1900-tallet bestod stedet mest af et fængsel for nogle af Argentinas farligste fanger – heriblandt militærjuntaen politiske fanger. 
Argentina ville anvende Tierra del Fuego lige som briterne oprindeligt anvendte Australien, dvs. som et deportationssted fjernt fra hjemlandet. Fangerne blev dermed nybyggere og opbyggede området omkring fængslet på egen hånd. De anlagde også en jernbane til kolonien, som stadig er verdens sydligste jernbane 
Det tidligere fængsel bruges nu  som kulturhus. Vi havde egentlig tænkt, at vi ville derind på vores tur til Ushuaia – det kunne også have været sjovt med en tur med banen, som nu mest bruges af turister - men efter vores tur i Tierra del Fuego Nationalpark, endte vi med at køre med ned til midtbyen i stedet for, hvor vi kom på Hard Rock Caf'e og kom ind i en souvenirbutik/boghandel.
Her havde de adskillige bøger om de oprindelige beboere, og jeg ærgrer mig over, at jeg ikke købte nogen af dem, selv om de var på spansk. (Jeg kunne vel have tygget mig igennem dem)




For jeg har lidt svært ved at skelne de forskellige indianerstammer – eller rettere, jeg kan ikke finde ud af, om det er de samme stammer, de taler om i chilenske Punta Arenas og i argentinske Ushuaia.
Jeg tror, det er de samme. Der var onaer og hausher, der jagede til fods, og alakaluffer og yaghaner (eller yamanaer), der jagede fra kanoer. De var alle utrættelige vandrere og ejede ikke mere, end de kunne bære. Buer, pilekoggere, harpuner, kurve, guanakohuder.
 I Punta Arenas besøgte vi et spændende museum, som fortalte om alt muligt - fremviste udstoppede dyr, et hvalfoster bl.a. en kopi af hulen med hulemalerier Cueva las Manas, indianernes redskaber. En af deres stolteste udstillingsgenstande var den kæmpestore skinddækkede stol, som paven havde siddet i, da han for nogle år siden besøgte byen.
Men også en del omkring ”de vilde” og deres møde med de hvide, og jeg synes, at jeg fornemmede, at den del var præget af selvransagelse.


Darwin fandt som tidligere omtalt, at de vildes sprog knap kunne kaldes artikuleret. En anden mand, Thomas Bridges,  havde en helt anden og mere interesseret opfattelse.
Fra artikel i Information:
Thomas Bridges var født i England i 1843 og adopteret af præsten George Pakenham Despard. I 1851 var kaptajn Allen Gardiner og hans besætning døde af sult og kulde under et forsøg på at bosætte sig på Ildlandet, og stedet var lige ved at blive opgivet. Men Gardiner havde i sine sidste timer nedkradset en rapport, hvis hovedkonklusion var, at man burde starte med at etablere sig på Malvinas (Falklandsøerne) og derfra forsøge at skabe kontakter til Ildlandets indianere. Da Despard blev bekendt med denne plan, tøvede han ikke med at påtage sig opgaven. Thomas Bridges ankom således til Malvinas som 13-årig, og på de følgende års ekspeditioner til Ildlandet lærte han sig yaghan-indianernes sprog og fik snart rollen som tolk.
Da Jemmy Botton myrdede missionæerne i Wulaia befandt Bridges sig på Falklandsøerne/Las Malvinas.


I 1869 fandt man, at tiden var inde til at sætte en missionær i land på Ildlandets kyst. Opgaven tilfaldt præsten Whait H. Stirling, som blev den første hvide beboer på øen. Samme år var den 25-årige Thomas Bridges på besøg i England, hvor han forlovede sig med Mary Varder fra landsbyen Harberton. Parret slog sig ned på Malvinas, og snart efter blev Thomas Bridges udpeget som Stirlings efterfølger på Ildlandet. Han tog dertil i 1870, og året efter hentede han sin familie.
Selv om Thomas Bridges noterer i sin dagbog, at hele hans eksistens "sitrer af spænding" over disse første spadestik til et nyt samfund, må man ikke glemme, hvad der rent faktisk ventede familien. Omkring pastor Stirlings lille hytte, der var rejst på en bakketop, var nogle få indianerhytter spredt ud over den golde klippekyst. Den nærmeste civilisation, Malvinas, var 600 kilometers sejlads væk. Her skulle Mary og hendes nyfødte barn tilbringe de næste mange år. Og, som Lucas Bridges skriver om sin mor i Uttermost Part of the Earth: Hun var ikke "typen, der beklagede sig."


Med tiden voksede den lille koloni og blev til starten på Ushuaia. I 1886, hvor indianerne var begyndt at uddø, indså Bridges, at missionens dage var talte, og han besluttede at trække sig tilbage - også fordi han var plaget af sygdom, Han bad  præsident Roca om skødet på et stykke jord, og den argentinske regering tildelte ham et stykke land halvtreds kilometer øst for Ushuaia.


Bridges rejste til England og hentede byggematerialer til et beboelseshus, og i 1887 flyttede familien ind i Harberton, den første estancia på Ildlandet, opkaldt efter hustruens landsby i  Devonshire.
Stedet er stadig i familiens besiddelse .

Journalisten Lars Movin fortæller om sit besøg på Haberton:

"Ved ankomsten til Harberton giver en ung pige os en kort rundvisning. På toppen af en bakke standser hun op og fører med en generøs bevægelse armen ud mod horisonten. "Dét er Harberton estansiaens ejendom," siger hun.
"Hvad?" Vi spejdede forgæves efter et hegn. Men der var ikke noget hegn. Det var bjergene i horisonten, pigen pegede på. "Vi har fire bjerge på vores jord," fortsatte hun. "Og tre store floder. Og de øer, I ser derude i Beagle-strædet. Men det er ikke nogen særlig stor estancia i forhold til Patagonien. Dér findes estanciaer, som er dobbelt så store."


Jeg havde allerede set Harberton fra oven, fortsætter Lars Movin. Efter den tre timer lange flyrejse fra Buenos Aires, over Patagoniens flade pampas fra nord til syd dykkede maskinen pludselig ned gennem skydækket og slog inden landingen en bue ud over
Beagle-strædet. Derfra kunne man se det meste af Harbertons besiddelser i ét vue. Og dér lå Ushuaia som et panorama-postkort, omkranset af Martial-kædens sneklædte bjergtoppe og med udsigt til de chilenske øer Navarino og Hoste på den anden side af det smalle stræde."

Helt fra ung havde Bridges haft øre og tålmodighed til at sidde sammen med en gammel indianer og lytte til og øve sig i at mestre det sprog, som Darwin havde vrænget af.
Allerede som 18-årig havde han besluttet at udforme en ordbog, der kunne hjælpe ham med ” at fortælle dem, til min tilfredsstillelse og deres overbevisning, om Jesu kærlighed”, men også for at skabe basis for kulturel udveksling og fredelig sameksistens
Ved sin død i 1898 havde han optegnet 32.000 ord, og han havde afdækket en kompliceret opbygning og et ordforråd, som ingen havde forestillet sig hos et ”primitivt” folk.

Lucas Bridges var søn af Thomas Bridges, og i bogen ”Uttermost Part of the Earth” beretter han om sin far og om deres liv på Harberton ved Beagle-strædet.
Her fortæller han bl.a., hvordan hans fars manuskript blev hugget af en amerikansk lystløgner og forsøgt udgivet i hans navn.
Under 2. verdenskrig forsvandt manuskriptet til ordbogen i Tyskland, men blev genfundet af sir Leonard Wooley, manden som udgravede Ur i Mesopotamien, og af familien blev det overdraget til British Museum, hvor det stadig befinder sig.

Lucas Bridges’ Uttermost Part of the Earth var også en af Bruce Chatwins yndlingsbøger, og den angives som en af årsagerne til, at han i december 1974 skrev det berømte notat til sin arbejdsgiver, redaktøren Francis Wyndham på Sunday Times: "Taget til Patagonien i fire måneder." Rejsen endte med at vare over et år.

En anden, der ligeledes blev optaget af bogen, var Natalie Goodall, en amerikaner fra Ohio. Under en rejse i Sydamerika i starten af tresserne faldt hun over et eksemplar af Lucas Bridges’ erindringer og blev så opslugt af historien, at hun resolut rejste ned til Ildlandet og mødte Thomas Drummond Goodall, oldebarn af Thomas Bridges - den mand, hun seks måneder senere blev gift med.
Natalie Goodall er havbiolog og forfatter. Hun tilbringer halvdelen af året på Harberton og har bl.a. udgivet et stort værk om øens flora og fauna.   
Lars Movin opsøgte Goodall i forsøget på at finde et menneske, der havde mødt Bruce Chatwin.
Hun havde ikke direkte mødt Chatwin. "Jeg var heldigvis bortrejst," sagde hun.
Jeg har tidligere omtalt, at ikke alle i Patagonien brød sig om den omtale, de fik i Chatwins bog, og Goodall tilslutter sig åbenbart dem. Lars Movin fortæller videre, at selv om bogen er værdsat over det meste af verden, var den er uopdrivelig i Ushuaias boglader. Først inde på Museo del Fin del Mundo fandt han  et eksemplar gemt væk i biblioteket bag udstoppede albatrosser og vraggods fra de mange skibe, der var forlist ved Kap Horn.

De indfødtes sprog er helt forunderligt.
Eksempler på årstidernes navne er æggetid, mågeunger-flyver-ud, bøgeblade-bliver-røde. Blå søanemoner bebudede forårets komme, ibiser betød jævndøgnsstorme og maj måned var en kombination af nøgne-grene-og-havodderen-vender-tilbage.
Iuan  var årstiden for unge krabber (når forældrene forlader dem), Cuiuna var årstiden hvor ungerne giver slip (fra et verbum, der betyder at holde op med at bide, og "nedtrykthed" blev beskrevet med det ord, som beskrev den sårbare fase i en krabbes sæsonbestemte kredsløb, hvor den har smøget sit gamle skjold af og venter på, at et nyt skal vokse ud.
Jeg vil se, om ikke jeg kan få scannet et par sider med flere eksempler og få  dem indsat.

Som I kan fornemme, er jeg meget optaget af Chatwins bog.
Han fortæller meget mere – og mange røverhistorier. Jeg tror, at de historier jeg har refereret, er ret godt historisk underbygget.
Hvad jeg ikke medtager her, er hans historier om Butch Cassidy and The Kid og andre røverbander, om kampe mellem oprørske arbejdere og virksomhedsejere, om triste skæbner og bristede drømme.

Jose Menendez og Sara Braun blev kaldt kongen og dronningen af Patagonien. Dem fortæller Chatwin ikke meget om, så her tyr jeg til nettet.
  

Jose Menendez forvaltede en af de største formuer i Patagonien gennem fåreopdræt, handel og skibsindustri. Han kontrollerede store arealer i Chile og Argentina.
Han blev født i 1846 i Spanien. Familien emigrerede til Buenos Aires. Han giftede sig i med en Maria Behety, en uruguyansk dame af god stand.
I 1875 kom han til Punta Arenas for første gang. Han var ansat i en boghandel og skulle inddrive gæld hos en kunde.
Året efter bosatte han sig her.
Han startede med ulvejagt og jagt på søløver og handel med skind, men fra 1880 begyndte han at indkøbe får fra Falklandsøerne, og han opkøbte jord i stor stil, ligesom han gik ind i skibsfart.
Såvel Chile som Argentina var interesseret i at kolonisere Patagonien og ydede særdeles favorable vilkår for folk som Menendez.
Aktiviteterne bredte sig til minedrift, fødevareindustri og bankvirksomhed.
I 1910 dannede han Menendez Behety Livestock Corporation.  Dens får blev fordelt på et område på 1.028.000 ha i Chabut, Tierra del Fuego og Santa Cruz. (Chabot, det var det område vi kørte igennem fra Puerto Madryn ned til pingvinkolonien.)
I Rio Grande på østkysten af Tierra del Fuego  etablerede han en fåreklippestation, som stadig er verdens største.



Elias Braun og Sofia Hamburguer var jødiske, russiske immigranter. I nogle år rejste de omkring i området mellem Buenos Aires og Paraguay i deres søgen efter arbejde.
I 1874 rejste de sammen med 46 andre indvandrere til Patagonien, og Sara Braun ankom dermed som 12-årig  til Punta Arenas.  Faren engagerede sig i forskelligt: detailvirksomhed, et hotel, et savværk og kulbrydning.
Han blev venner med Jose Nogueira, en portugisisk immigrant – som var kommet til Punta Arenas i 1866 som en af de allerførste nybyggere i Magellanes. Punta Arenas var dengang en landsby med meget få indbyggere. 
Det blev et venskab, der styrkede Braun familiens økonomiske velstand.
Nogueira startede med handel af ulvehuder – ligesom også Jose Menendez gjorde – og engagerede sig senere i skibstransport i forbindelse med minedrift og import af får fra Falklandsøerne og i handel i stor målestok bl.a. med levering af flådeartikler og mad til ekspeditioner . Han engagerede sig også selv i 2 guldminer.
I midten af 1880-erne var Nogueira blevet en af områdets rigeste mænd, og i 1887 giftede han sig med Sara Braun.
                                                   
Til venstre Sara Braun og Jose Nogueira og Saras forældre, Elias og Sofia Braun. Damen yderst til højre ved jeg ikke, hvem er .
Det viser tydeligt, at familien nu er blevet økonomisk vestånde

Guvernør Carlos Wood havde i 1878 opfordret bosættere til at rejse omkring i det omkringliggende område for at udvikle landbruget og havde lovet ”besiddelse af, hvad de kunne dække ved hjælp af tilladelser.” Det betød ekstremt gode vilkår, og ægteparret Braun-Nogueira begyndte nu at engagere sig i landbrug.  I 1889 sikrede Nogueira en lejekontrakt fra regeringen på 180.000 ha på Tierra del Fuego, og syv måneder senere lejede hans svoger, Mauricio Braun, Sara Brauns bror, yderligere 170.000 ha. Sara Braun var aktiv i virksomheden og hjalp sin mand med at planlægge strategi og fungere som en hovedrådgiver.
Året efter, i 1890, overtog ægteparret en 20-årig lejekontrakt for 1.009.000 hektar ekstra jord fra Præsident Jose Manuel Balmacedas – en tredjedel af de 3.000.000 ha jord, der var til rådighed i Tierra del Fuego.
I 1893 døde Nogueira, og Sara Braun overtog alle sin mands virksomheder og blev den første forretningskvinde i Magellanes historie.
Sammen med sin bror og forskellige chilenske forretningsmænd bl.a. fra Valparaiso og desuden Peter H. McClelland, den britiske chef for firmaet Duncan, Fox & Co  grundlagde hun selskabet Society for the Exploitation of Tierra del Fuego, som beskæftigede sig med fåreopdræt og auktionering af husdyr og jord. For at få lov til at danne firmaet, var Sara Braun, som ikke var chilensk statsborger, nødt til at have chilenske forretningmænd med.
I 1905 blev Societetet til Eksploitation af Tierra del Fuego udvidet til det nærliggende territorium i argentinsk Patagonien, og nu kontrollerede Braun og hendes partnere, bl.a. Jose Menendez,  3.000.000 ha jord og var det største kvægselskab i Patagonien.
I 1914 dannede hun endnu et firma sammen med McClelland, Sara Braun Livestock and Commercial Corporation. Firmaet importerede får, og Sara Braun tilførte virksomheden ny industriel teknologi til klipning og uldforarbejdning. I starten anvendte den engelsk arbejdskraft til administration og lignende, men fik et godt ry, da den begyndte at uddannede lokal arbejdskraft til flere af disse funktioner, og også fordi den f.eks. også gav arbejderne mulighed for at købe på kredit indtil næste sæsonbestemte ansættelse.

I 1930 fik Sara Braun chilensk statsborgerskab, og på grund af dårligt helbred flyttede hun til Vina del Mar uden for Valparaiso.
Hun døde i 1955 i en alder af 92 og blev begravet på kirkegården i Punta Arenas, som nu fik navnet  Cementerio Municipal Sara Braun. Hun havde ingen børn, og formuen blev fordelt på forskellige slægtninge.

Kirkegården i Pinta Arenas er en typisk imposant,  sydamerikansk kirkegård opdelt i afdelinger efter, hvor immigranterne kom fra. Sara Brauns gravsted kendes let på den russiske udformning med forgyldt løgkuppel.


Mauricio Braun, Sara bror, arbejdede først for Jose Menendez og Jose Nogueira. Senere blev han selv jordbesidder og kom med i Sara Brauns selskaber
Mauricio giftede sig i  1895 med Menendez’ ældste datter Josefina Menedez Behety. To betydelige formuer blev derved samlet, og det gav nye muligheder.

Mauricio og Josefina

Da de i 1910 fusionerede med Sara Braun i selskabet Import and Export Corporation of Patagonia, samledes de tre mægtigste familier i området i et mægtigt imperium. Det vigtigste selskab i det sydlige kontinent med fuldt monopol i regionen.

Der har været mange tal og årstal i ovenstående, og jeg synes ikke altid oplysningerne på forskellige websider passer helt sammen, men  jeg håber, at teksten på trods af måske nogle fejl giver et klart billede af familiedynastiets fortagsomhed og umådelige rigdomme.

Reklame for en af familiens sejlruter efter at de hat taget firmanavnet Anonima - den anonyme.

Der er næsten ikke det forretningsområde, som Braun-Menendez ikke har været involveret i. og i nyere tid også ting som aviser, radiostationer, flyselskab og især varehuse og kædeforretninger.
Mauricios 10. søn, Oscar Braun, er fætter til moren til den nuværende regeringschef for den argentinske regering.

Mauricios med hele familien

I Punta Arenas er man stolte af Braun-Menedez-familien.
De byggede mange imponerende bygninger, både deres egne residenser, men også andre, bl.a. et teater. Deres residenser blev bygget i fransk stil og blev fyldt med luksuriøst inventar hentet i Europa.


   
 Sara Brauns Palace ligger midt i byen ved byparken med Magellan-monumentet. 
Det er nu dels hotel under navnet Hotel Jose Nogueira og dels Club de Union, et mødested for forretningsfolk. Vist meget luksuriøst.


Palacio de Braun Menedez – Josefina Menedez og Maurizios  Brauns hjem er nu Museo de Regonal de Magellanes.Sara Braun var kendt for sin velgørenhed.  Hun gav betydelige velgørenhedsdonationer i hele sit liv til institutioner som Sociedad de Dolores og La Gota de Leche, den katolske kvindeliga, Røde Kors og børnehjemmet i Punta Arenas,  og hun donerede også jorden til flere skoler .
 Men senere er det blevet kendt, at Braun Menendez havde også en anden side.
Exploitation Society of Tierra del Fuego førte sig meget aggressivt frem, da de overtog de landområder, der var centrum for  de oprindelige beboere i Selk’nam-området.
Selk’nam jagede guanacoer, men da de nye jordejere indførte får og kvæg og indhegnede marker til deres dyr, søgte guanacoerne bort. Indianerne begyndte at dræbe landmændenes dyr, som de kaldte hvide guanacoer.
Efter ordre fra Mauricio , der på det tidspunkt bestyrede Jose Menedez’ virksomhed, Første Argentina,  iværksattes direte drab på de indfødte.
For at stoppe drabene foreslog præsten Jose Fagnano i 1894, at Exploitation Society skulle betale for hver af de indfødt, der blev sendt til Salesian-missionen på Dawson Island. De, der modsatte sig flytningen, fortsatte med at stjæle kvæg, og da de blev arresteret for tyveri, dræbte de nogle af de hvides vagter. Herefter blev militæret sat ind i en ren massakre på de indfødte.
De, der valgte at flytte til Salesian-missionen gik det ikke bedre. Missionsstationen kom i realiteten til at virke næsten som en koncentrationslejr, hvor de indfødte var indelukket med magt, og mange døde af syfilis, tuberkulose og andre sygdomme.

Selk’nam-indianerne – eller onaindianerne – var de sidste indfødte grupper, der kom i kontakt med europæerne – i starten mest briter.
Man taler om folkedrabet på Silk’nam. På et tidspunkt fik man kontant betaling, når man kom med et øre, som bevis på at man havde dræbt en indfødt. Kvinder gav mere end mænd, fordi de kunne føde nye ona-børn. Det foregik dog ikke udelukkende på Braun Menendez’ landområder. Folkedrabet var særlig intenst i en periode på 10-15 år . Fra slutningen af 1800-tallet faldt antallet af Silk’nam/onaindianere fra 4.000 til 297 i år 1919, og i 1930 var der lidt over 100 tilbage.

De indledende fotos viste en kopi af HMS Beagle, som vi besøgte i Punta Arenas sammen med Magellans Victory.
Her står jeg ved Beaglekanalen – en ret fantastisk oplevelse.



Bruce Chatwin brød sig ikke om Ushuaia. Det gjorde vi.
Men byen har nok også udviklet sig betragteligt siden Chatwin besøgte den.




Punta Arenas er nu en stor by med ca. 125.000 indbyggere. Det var en fin by med mange museer, vi slet ikke nåede at besøge.

Der var jo også lige en sejltur ud mellem øerne, som vi missede på grund af blæst og voldsom havstrøm.


Mens jeg har gået med denne tekst i tankerne, har jeg ofte tænkt, at det kunne være spændende at prøve at opholde sig i Ushuaia – og Punta Arenas i en 3-4 uger. Stille og roligt følge livet på disse afsides steder – og så lige med en udflugt op til Perito Moreno-gletscheren i Torres del Paine nationalpark  - eller et krydstogt til Antarktis.


Meeen, det ligger vist ikke lige for.