Hvad har James Weddell og Dumont D'Urville tilfælles?
De har begge på et tidspunkt opholdt sig i Berkeley Sound ved Falklandsøerne, hvor Louis de Freycinet, led skibbrud på vej hjem fra sin Uranie-ekspedition, og de har begge rejst meget meget langt mod syd.
I 1820 mødte James Weddell Freycinet-parret, som jeg fortalte om i forrige blogindlæg, umiddelbart før de slap væk fra Falklandsøerne. Dumont D'Urville besøgte stedet et par år senere, hvor han var med til at undersøge, hvad der var sket med Uranievraget.
Min intention var at kæde Weddell og D'Urville sammen, men jeg indså, at det måtte deles op i to indlæg. Så dette første indlæg bliver om James Weddell og Weddelhavet, som han nåede i 1823.
Men jeg starter lige lidt tidligere.
I 1772 var James Cook blevet udpeget til at lede sin anden videnskabelige ekspedition. The Royal Society havde ikke opgivet ideen om, at der syd for Australien skulle ligge en større landmasse, "Terra Australis", og Cook fik ordre til at sejle så langt sydpå som muligt. Skibene HMS Resolution og HMS Adventure satte sejl mod Antarktis i juli 1772. Cook var kaptajn på HMS Resolution, og Tobias Furneaux på ledsageskibet HMS Adventure.
Den 17. januar 1773 krydsede Resolution som det første skib nogensinde den sydlige polarcirkel ved 66,56 grader. I den antarktiske tåge kom Resolution og Adventure fra hinanden, og Furneaux sejlede til New Zealand, hvorfra han vendte tilbage til England, mens Cook fortsatte sin udforskning.
Cook forsøgte gentagne gange at nå ned til Antarktis, men måtte vende om pga. ismasser. Provianten var knap, og søfolkene fik kun 2/3 ration, og kulden tærede på kræfterne. Den 30. januar 1774 måtte han opgive, ismasserne var uigennemtrængelige. Cook skrev i loggen: "I who had ambition not only to go farther than anyone had been before, but as far as it was possible for man to go, was not sorry in meeting with this interruption...".
Til sidst sejlede Cook nordpå til Sydafrika, hvorfra han fortsatte hjem til England.
Han forudsagde, at et antarktisk land i givet fald ville ligge bag isbarrieren.
 |
| James Cooks 2. rejse. Den der førte ham længst mod syd. |
Det blev en sælfanger - og slet ikke en ekspeditionsleder eller forsker- der kom til at slå Cooks rekord. Ikke fordi han søgte efter Antarktis, men fordi han søgte efter sæler.
James Weddell blev født i Ostende, Belgien, 24. august 1787, som den yngste af to. Snart flyttede familien til London. Faren døde ung, så hans ældre bror Charles meldte sig til Royal Navy for at forsørge familien. I en alder af blot ni år fulgte James Weddell efter, og i 6 måneder sejlede han med HMS Swan. Han nåede derfor ingen skolegang, men kunne dog læse og skrive.
Weddell kom i lære hos en købmand, der sejlede på Vestindien. Han var med på flere sejladser. Men på en sejlads i 1805 kom han i klammeri med sin kaptajn. Han slog ud efter kaptajnen, hvilket blev betragtet som en alvorlig forbrydelse. Kaptajnen arresterede ham for forædderi og mytteri og overgav ham som fange til den engelske garnison på Jamaica. Han fik sandsynligvis valget "jail or sail". Weddell sluttede sig til flåden som midtskibsmand. Han steg hurtigt gennem graderne og blev kaptajn.
I 1810'erne var James Weddell ombord på Hope og var med til at fange en berygtet amerikansk kapermand 'True Blooded Yankee', og han deltog også i et søslag mod Napoleons skibe.
Med afslutningen af Napoleonskrigen blev han afskediget med halv løn. Hans forbrydelse var sonet. Han kunne igen bosætte sig i England, og han genoptog i en periode handelsrejser til Vestindien.
Broren Charles Weddell bosatte sig sandsynligvis i Vestindien, hvor han døde i 1818.
I 1819 mødte Weddell James Strachan, en skibsbygger og partner i "Strachan & Gavin".
Strachan ejede sammen med James Mitchell, en skotsk forsikringsmægler bosat i London, den 160 tons tunge brig Jane, et amerikansk bygget skib, der var erobret i 1812-krigen. Nu blev det udstyret som sælfangerskib, og Weddell blev hyret som kaptajn og sendt afsted mod syd.
Siden James Cook havde rapporteret om uudtømmelige sælbestande på Sydgeorgien efter sin anden rejse 50 år tidligere, var sæljagt blevet en veritabel industri. Olien udvundet af sælfedtet holdt den engelske økonomiske motor i gang som brændstof og gav lys i hjemmene, når det blev mørkt. Desuden kunne pelsene sælges til en høj pris, og amerikanerne havde endda etableret en handel så langt som til Kina. Pris pr. skind var dengang 6 dollars, hvilket i dag svarer til omkring 100 dollars.
Man må sige, at Cooks rejser og rapporter fik stor betydning i store dele af verden. Jeg har allerede fortalt om, hvordan hans rapporter fra tredje rejse om de store havodderbestande ved Amerikas vestkyst satte gang i utallige handelsekspeditioner dertil. Og vi ved jo,. hvordan det endte for havodderne, og vi aner vel også allerede, hvordan det vil gå med sælbestandene.
Handel og sejlads kunne føre til store rigdomme. Vi kender efterhånden alle de ufattelige rigdomme de danske slavehandlere samlede sig og for en del af pengene byggede Frederiksstaden, som Amalienborg er en del af.
Men drømme om rigdom kunne også briste, og der var også en del fusentastere, der var med i jagten på guldkalven. Nogle af dem - som f.eks. John Meares og William Bolts - har jeg tidligere fortalt om. Men her er jeg nødt til at fortælle om endnu en fusentast og lykkeridder, nemlig englænderen Charles Barrington. Ham mødte jeg i en voldsomt interessant bog, jeg netop har læst: Kåre Laurings roman Rejsen til Madagaskar. Kåre Lauring er søn af den legendariske Palle Lauring og 1987 til 2012 ansat som museumsindspektør på Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg. Ud fra kildemateriale, der i dag befinder sig i Rigsarkivet, spinder han en ende om skibet “Grevinde af Lauervigens” rejse i 1737 til Madagaskar.
Barrington har gæld og drømmer om lette penge. Han overtaler Københavns borgmester og vestindisk-guineisk kompagni til at investere i en slaveekspedition til Madagaskar. Om bord er han leder af handelsafdelingen, der består af en mindre gruppe englændere, og en Jacob Holst er kaptajn på skibet og leder af en noget større dansk besætning. Ligesom det skete på Krusensterns første russiske jordomsejling, hvor der var uendelige sammenstød mellem Krusenstern og Baron Baranov, da de begge havde fået opfattelsen af at have hovedkommandoen, så ryger Holst og Barrinton uafladeligt i konflikt, men det der gør situationen værre på Grevinden af Laurvig er, at de to nationalt forskellige mandskaber i endnu højere grad kommer i karamboulage med hinanden. Dette er medvirkende til ekspeditionens fiasko, men en endnu vigtigere grund er, at Barrington er totalt uvidende om, hvordan man gebærder sig ved indkøb af slaver.
Jeg ved såmænd ikke, om James Weddell drømte store - umulige - drømme, men hans endeligt blev faktisk lidt sørgeligt - trods hans berømmelige sejlads til Weddellhavet.
I 1819 havde den engelske navigatør William Smith opdaget en ny ø, som han kaldte South Shetland, og ligesom Cook rapporterede også han om enorme sælkolonier. Denne nyhed affødte jægernes og handelsfolkenes begejstring.
På nettet ligger en artikel British Sealing on New South Shetland 1819-1826 om sæleventyret i Sydhavet.
Artiklen ligger på JSTOR, som er den digitale udgave af
The Geographical Journal.
Her finder jeg mange spændende tilg.
Da kaptajn James Weddell samme årsom opdagelsen af South Shetland fandt sted - altså1819 - begav sig ud på sin første rejse mod Sydhavet og overvintrede på Falklandsøerne, lå 50 andre sælskibe allerede forankret der.
Men på den tid var slutningen af sæleventyret allerede i sigte: Falkland var allerede blottet for sæler, og bestanden i Sydgeorgien var alvorligt udtømt. Opdagelsen af Sydshetlandsøerne gav nu et nyt skub til sæljagten.
Weddell bemærkede i sine rejsenotater: Nu er disse dyr næsten uddøde, men troværdige personer har berettet for mig, at siden det år, de var i så stor overflod, er ikke mindre end 20.000 tons sælelefantolie blevet bragt til det londonske marked. Han giver os et andet tal for øen Sydgeorgien alene et par afsnit senere: Mængden af skind, som dels vi og dels fremmede medbragte fra Georgien, kan anslås til ikke mindre end 1200 000.
Handel med sælskind og sælfedt er stadig lukrativt. Som forventet var Jane også lastet med tusindvis af sælskind, da den vendte tilbage til sin hjemhavn i London i januar 1820. og med en fuld last på 220 tons hvalolie.
Rejsen var så rentabel, at hans investorer besluttede at få bygget endnu et skib, Beaufoy, og nu fik Weddell desuden part i skibene - eller i hvert fald i Jane.
Fra 1821 til 1822 førte Weddell begge skibe til de nyopdagede Sydshetlandsøer, men allerede kun to år efter opdagelsen af øerne var sælerne allerede ved at blive færre.
Weddell noterer nogle tal for denne jagtsæson i sin rejserapport: Mængden af sæler taget af skibe fra forskellige lande i 1821 og 1822 kan beregnes til 320 000 og mængden af sælelefanter til 940 tons. I Sydshetland, noterede han, er sælerne nu "formelt udryddet". Han anslår, at 2 000 til 3 000 sømænd var engageret i jagt på Sydgeorgien alene den sæson.
Weddell sørgede samvittighedsfuldt at tegne skitser af de fremmede kyster.
Michael McCleod, kaptajn på Beaufoy, så Syd Orkneyøerne den 22. november 1821, en opdagelse som Powell og Palmers som de første havde gjort blot et par dage tidligere.
Udbyttet af denne rejse var skuffende, men Weddell vendte dog hjem med 145 fade olie og 1 200 sælskind.
Da Weddell begav sig ud på sin tredje Antarktis-rejse i september 1822 gav Strachan og Mitchell ham en ekstra opgave: Søg efter nyt land! Med masser af sæler naturligvis. Skibet var udstyret med tre af de nyeste kronometre og en azimut for den mest præcise lokaliseringsbestemmelse, der var mulig på det tidspunkt. Ydermere fuldendte kompasser, barometre, to termometre og det nyeste kortmateriale udstyret. Dette var kun lidt sammenlignet med et officielt forskningsfartøj, men meget for et sælskib.
På den tredje rejse fra 1822 til 1824 kommanderede Weddell endnu igen Jane, mens kaptajnen på Beaufoy var en Matthew Brisbane. Sammen sejlede de til Sydorkneyøerne.
Sælfangsten viste sig dog at være skuffende, og efter at have søgt efter land mellem Sydshetlandsøerne og Sydorkneyøerne satte de kurs endnu længere mod syd.
Weddell udlovede det betragtelige beløb af 10 pund til den, der opdagede nyt land - hvilket førte til mangen en falsk alarm. Men hvordan skulle udkigsmanden i udkigstønden adskille et sanddækket isbjerg fra en rigtig ø, når ingen vidste, om der overhovedet var land her og hvordan det i bedste fald ville se ud. Ved en enkelt lejlighed viste en formodet ø sig at være en død hval.
 |
| Søelefant |
At tjekke meldinger om land var besværligt, at sejle i et tykt bælte af is var farligt.
 |
| The Jane and the Beaufoy underway in Antarctica |
 |
| The Jane and the Beaufoy. Bemærk pingvinerne på isflagerne forrest i billedet og hvalhalen yderst til højre |
Men så skete noget mærkeligt. 16. februar 1823 passerede de halvfjerdsindstyvende sydlig breddegrad, og pludselig blev der mindre af isbjerge og drivis. Havet lå åbent med blot en mild vestlig vind. "The weather became very pleasant," noterede Weddell. 18. februar noterede han; "Not a single bit of ice." Og efter at have checket koordinaterne flere gange fastslog han sin position til 72 grader 38 minutter sydlig bredde. Cooks rekord var slået, og hver ekstra sømil ville nu øge hans bedrift og føre ham til helt ukendt hav og territorium.
Den 20. februar nåede de 74 grader 15 minutter sydlig bredde på længdegraden 34 grader 16 minutter vest. Den sydligste position noget skib nogensinde havde nået på det tidspunkt. Han var sejlet 444 km længere sydpå end Cook og havde slået ham med tre grader. Han befandt sig 2 200 km syd for Sydgeorgien.
Der blev holdt en lille ceremoni; flaget blev hejst, en salut blev affyret, begge mandskaber udråbte tre hurraråb og fik en ekstra grog.
Weddell var i tvivl - hvad nu? Der var stadig intet land. Ville havet fortsætte lige til Sydpolen. Var det sagnomspundne Terra Australis Incognita ikke-eksisterende? Cook havde udtalt, at ..."The risk that he takes who wants to explore a coast in this unknown and icy sea is so great that I could dare to say that no one will ever venture further than I have done, and that those lands which may lie to the south will never be explored."
Havet var stadig isfrit og roligt. men en vind med voksende styrke begyndte at komme fra syd. En sydlig vind ville gøre den fortsatte sejlads vanskelig, men ville derimod gøre hjemrejsen så meget lettere. desuden vidste han af erfaring, at vinde fra Sydpolen med eksplosiv fart kunne udvikle sig til frygtindgydende storme. Skulle han udsætte sit mandskab og ham selv for denne unødvendige fare? Sømændene var trætte, madforsyningerne var svundet ind, den første scurvy havde meldt sig. Og måske vigtigst af alt. Mændene var ikke opdagelsesrejsende. De var sæljægere, og deres løn ville afhænge af den mængde bytte de bragte hjem.
Så valget blev truffet. Weddell styrede igen nordpå.
Yderligere to dages sejlads ville have bragt ham til Coats Land, øst for Weddellhavet, men hvem ved, om det ville have været med livet i behold.
Der skulle gå 18 år, før James Clark Ross skulle bryde hans rekord, da han i 1841 nåede Roos Havet på den anden side af Antarktis.
Og først 88 år efter Weddell, i 1911, lykkedes det tyskeren Wilhelm Filchner at nå længere sydpå end Weddell i Weddellhavet. Selv i dag er Weddellhavet svært at gennemsejle endda med isbrydere. Der er så megen pakis og langsomt drivende drivis.
Weddell havde været usandsynlig heldig at ramme et isfrit år i 1823.
Weddell sejlede altså igen mod nord og kom i ly ved South Georgia, hvor han og hans besætninger stadig / igen ledte efter sæler. De overvintrede ved Falklandsøerne og sejlede igen til Sydshetlandsøerne i november 1823. I begyndelsen af 1824 skiltes de to skibe. Weddell vendte tilbage i marts 1824 til Falklandsøerne og vendte tilbage til England, hvor han ankom i juli.
Weddel gav havområdet navnet Sea of George the Fourth, men navngivningen blev ikke permanent. Efter Weddells død blev det ændret til Weddellhavet, til ære for manden, der opdagede det.
Weddells rekord tre grader bedre end James Cooks, forårsagede nogle hævede øjenbryn. For når alles helt, den store James Cook, havde sagt, at ingen kunne nogensinde sejle længere mod syd end han havde været, hvordan skulle sæljægeren Weddell så kunne have gjort det? Kunne man tro på hans historie om et isfrit hav så langt mod syd?
Weddell blev overtalt af Strachan og Mitchell til at inkorporere alt i en bog. Den første udgave udkom i 1825, efterfulgt af den anden forstørrede udgave i 1827, med nogle oplysninger fra Beaufoy, som var vendt tilbage til England i 1826. Besætningerne aflagde ed på, at alt i bogen var sandt, men lige meget hjalp det. Offentligheden - især landets betydningsfulde adelsmænd - viste ingen interesse for bogen. Det skyldtes nok for en del, at Weddell netop ikke var en heroisk opdagelsesrejsende, der pyntede sig med floromvundne beskrivelser, men indskrev lange, kedelige rapporter om vind og vejr og de præcise instrumenter, han medbragte.
Weddell ser ud til at have været bosiddende i Edinburgh, Skotland i sommeren 1826, da han blev anklaget for manglende betaling af en gæld på £245, lånt til ham af Commercial Bank.
Papirer, der nu findes i National Archives of Scotland, viser, at han og hans økonomiske bagmænd, var blevet uenige om betalingsansvar. Ifølge hans bog så kostede de navigationsinstrumenterne, som Weddell tog om bord, 240 pund. De Leith-købmænd, der engagerede ham, kan have følt, at disse var unødvendige for en sæljagt.
Weddell tilbød sine tjenester til admiralitetet med et forslag om en genrejse til de sydlige breddegrader, men blev afvist. I stedet vendte han tilbage til handel og transport i de lunere dele af Atlanterhavet. I 1829 havde han igen kommandoen over briggen Jane, men på en passage fra Buenos Aires til Gibraltar lækkede skibet så voldsomt, at hun måtte opgives på Azorerne. Weddell og hans last blev overført til et andet skib for at sejle til England, men dette strandede på øen Pico, og Weddell overlevede kun med nød og næppe.
Tabet af Jane betød økonomisk ruin for Weddell, som blev tvunget til at tage lønnet arbejde som skibsfører. I september 1830 var han på skibet Eliza på vej til Swan River Colony i det vestlige Australien. Derfra fortsatte han til Tasmanien, hvorfra han returnerede til England i 1832.
Weddell døde den 9. september 1834 i en alder af syvogfyrre. Selvom måske mindre velhavende og berømt end man kunne forvente, døde han i sit hus på Norfolk Street ud for Strand i London. Han blev begravet på kirkegården til St Clement Danes on The Strand, meget tæt på sit hjem.
Et frimærke er det dog blevet til - fra den meget afsidesliggende Tristan fa Cunha.
Weddellhavet er et rigtig spændende hav.
Et stort hav i det sydlige ocean, der dækker omkring 2,8 millioner kvadratkilometer. Bugten er omkring 2000 km bred på det bredeste sted. På det dybeste sted er det 5 148 m dybt.
Weddellhavet siges at have det reneste vand blandt alle verdens have. Ting, der ligger i en dybde af 80 m, kan tydeligt ses fra overfladen.
 |
| Fugl over Weddellhavet |
Weddellhavet har et ekstremt barskt og koldt klima ledsaget af stærk vind og isfyldte vandmasser.
Weddellhavet har stor betydning for regulering af det globale vejr og cirkulationen af verdens havstrømme. Det er et af de få steder i verden med dybvandsmassedannelse.
Nu bliver det ret teknisk, men jeg er vel geograf, så jeg forsøger at forklare.
Dybvandsmassedannelse handler om koldt overfladevand med lavt saltindhold og et underliggende tykt lag af forholdsvis varmt og meget saltholdigt vand kendt som Wendell-dybvandet.
Dybvandsmasser produceres ved overfladen af havet og transporteres til dybden via downwelling.
Downwelling sker, hvor overfladehavet afkøles af vinden. Vind, der bevæger sig over vandet, både afkøler det og forårsager en stigning i fordampningen. Denne fordampning resulterer i en stigning i vandets saltholdighed. Faldende temperatur og stigende saltholdighed gør disse overflade-vandmasser tættere og tungere, hvilket får dem at gå til bunds. Dannelsen af havis bevirker også en stigning i saltholdigheden, da frysningen fjerner ferskvand og dermed gør det omliggende vand mere salt og tungere, så det søger mod bunden.
Jeg tror også, det er det, der kaldes termohaline cirkulation. Termo betyder varme og halin refererer til niveauerne af saltholdighed. Variationer i vandtemperatur og saltholdighed fører altså til strømme i havvandet, og processerne i Weddellhavet bidrager til en global termohaline cirkulation. Weddellhavet en vigtig komponent i den globale vandcyklus, der skubber koldt vand nordpå.
Derudover findes en af de to gyres i det sydlige Ocean i Weddellhavet.
Nu bliver det endnu mere teknisk.
Det vestlige Weddellhav har en nordgående havstrøm, som er en del af det vinddrevne cyklonstrømsystem kendt som Weddell-gyren. Denne nordgående strøm er hovedårsagen til udstrømningen af vand fra Weddell-havet
Weddell Gyre er en af de to store gyres eller havstrømme i det sydlige ocean, der roterer med uret i Weddellhavet og er dannet i skæringspunktet mellem den antarktiske cirkumpolære strøm og den antarktiske kontinentalishylde.
Antarktis er omgivet af det sydlige ocean, en ubrudt vandmasse med en brusende strøm, der både isolerer Antarktis' kysthav og leverer vigtige kemiske næringsstoffer til det antarktiske økosystem.
Den antarktiske cirkumpolære strøm (ACC) er den største vinddrevne strøm på Jorden. Det er den eneste strøm, der går hele vejen rundt om vores planet og forbinder Atlanterhavet, Stillehavet og Det Indiske Ocean.
Den er drevet af kraftig vestenvind og skaber noget af det barskeste hav i verden, som er berygtet blandt sejlere. Det blev opdaget af Edmund Halley, den britiske astronom, under ekspeditionen af HMS Paramore i 1699-1700. Senere beskrev James Cook i 1772-1775 og James Clark Ross i 1839-1843 begge ACC i deres journaler.
ACC er en massiv vandstrøm, der fungerer som en barriere, der adskiller det sydlige ocean fra mere nordlige oceaner. Strømmen strækker sig fra havoverfladen til dybder på 4000 m og kan være næsten 200 km bred. Det er en meget kold strøm med temperaturer fra –1 til 5°C afhængigt af årstiden og med hastigheder op til 2 knob (3,7 km i timen).
Antarktis er også stedet, hvor der dannes vand, der strømmer gennem det dybe hav som en del af den globale Ocean Conveyor (World Circulation). Vand, der flyder på bunden af havet, dannes på den antarktiske kontinentalsokkel, især i Weddellhavet og Rosshavet. Efterhånden som is dannes, bliver vandet mere salt. Når isen driver og der åbner sig huller, mister vandet varme og bliver koldere med temperaturer fra -0,9°C til +0,4°C. Dens tæthed øges til at blive det tætteste vand i verden, og det synker til bunden af havet (under ~4000 m ) for at flyde gennem verdens dybe hav. Dybere vand trækkes op nær overfladen for at erstatte det, der synker ned, hvilket bringer de næringsstoffer med sig, som økosystemet har brug for og skaber livsbetingelser for en rig fauna.
Dette sidste var vist det samme som jeg forsøgte at forklare ovenfor. Det med dybvandsmassedannelsen.,
Men lad mig hurtigt komme tilbage til noget mere letforståeligt.
At Weddellhavet er hjemsted for en enorm rig fauna i form af hvaler, sæler, pingviner, er nok velkendt. Alligevel nævner jeg nogle arter.
Weddelsælen er en almindelig art, der for det meste findes i kystområder.
Selvom den er opkaldt efter havet, findes de over hele Antarktis.
Krabbesælen, som også kaldes krillsæl, er mindre end Weddell-sælen.
Leopardsælen er blandt de voldsomste rovdyr i Antarktis. Ikke alene dræber de andre sæler, men de er også kendt for at være aggressive og har endda angrebet mennesker.
Det kan være svært at se forskel på de to øverste sælarter, men den tredje er umiskendeligt en leopardsæl.
Ved Weddelhavet lever mange pingvinarter - op mod 12 millioner pingviner, især på Den Antarktiske Halvø.
Adéliepingvin, hagerempingvin, gentoo/æselpingvin, Magellanpingvin, konge- og kejserpingvin, macaroni/ guldlokket pingvin og rockhopper/springpingvin
De tre førstnævnte tilhører alle børstehalegruppen.
De to sidstnævnte er dem med de flotte gule øjenbrynskvaster.
Springpingvinen hører til slægten af gultoppede pingviner. De har fået deres navn, fordi di kommer fremad og forbi forhindringer ved at springe i stedet for at lunte afsted eller kurre på maven, som de fleste andre pingviner.
Nogle af de andre gultoppede pingviner springer faktisk også, men springpingvinerne var nogle af de første, der blev beskrevet af hvalfangere og andre søfarere.
de er nogle af de mindre pingviner - 50-60 cm.
København Zoo havde i slutningen af 1980'erne en enkelt springpingvinhun sammen med sine humboldtpingviner. Hunnen fik efter mange parringsforsøg en unge, som viste sig at være halvt af hver, altså en hybrid. Den døde efter et års tid af stofskifterelaterede problemer, formentlig netop forårsaget af hybridiseringen.
Det engelske navn macaroni penguin fik den af sømænd i 1800-tallet, navngivet efter medlemmerne af den såkaldte "macaroni-club". Det var et drillende navn for unge mænd, der gik i anderledes tøj og havde en flamboyant tøjstil, som man kaldte macaroni.
Adelie-pingvinerne er små og kan let kendes på de hvide cirkler omkring deres øjne.
Chinstrap Penguin - hageremspingvinen er let genkendelig ved den iøjnefaldende øre-til-øre sorte rem under hagen.
Det sjoveste om hageremspingvinerne er nok,
at ny forskning viser, at ynglende hagerem-pingviner (Pygoscelis antarcticus) benytter mikrosøvn, som også kendes fra fugle. De døser hen flere end 10.000 gange om dagen med en gennemsnitlig varighed på fire sekunder. Samlet summer det op til mere end 11 timers søvn i døgnet. Forskernes resultater viste, at over en observationsperiode på 10 dage var der ingen af fuglene, der på noget tidspunkt sov i længere tid. Den længste lur, der blev registreret i perioden, var således på 34 sekunder. Ved hjælp af målingerne med elektroder kunne forskerne se, hvornår pingvinerne trådte ind i et stadium med langsomme hjernebølger, som er den dominerende form for søvn hos fugle og som også ses hos mennesket. Målingerne viste, at pingvinerne havde flere end 600 korte episoder med langsom-hjernebølge-søvn i timen. Disse episoder blev endnu kortere og hyppigere, når fuglene var optaget af at passe deres æg.
Gentoo-pingvin - Æselpingvinen - har fået sit navn efter sit kald, der lyder som et æselbrøl. Den kendes let på den hvide stribe fra øje til øje på toppen af hovedet. Dens halefjer er længere end hos nogen anden pingvinart, og den er verdens hurtigste pingvin.
Det engelske udtryk gentoo kan stamme fra det portugisiske gentio - hedensk, ikke-jøde. Nogle spekulerer i, at den hvide plet på hovedetkan ligne en turban.
Det videnskabelige navn Pygoscelis papua er en misvisende betegnelse. I den oprindelige beskrivelse antog Johann Reinhold Forster , der sejlede jorden rundt med kaptajn James Cook , fejlagtigt, at arten forekom i Papua Ny Guinea. Der findes ingen pingviner i Ny Guinea. De nærmeste gentuer levede over 6000 km mod syd på Macquarie Island .
Det er æselpingviner, vi finder i Odense Zoo og i Kattegatcenteret og Givsgud zoo.
Og så er der alle hvalerne:
Den sydlige vågehval og pukkelhvaler er almindeligt forekommende i Weddellhavet, og mange andre hvalarter såsom blåhvalen, finhvalen, sejhvalen og kaskelothvalen migrerer til denne region. Sæler og pingviner tiltrækker grupper af spækhuggerhvaler, som er kendt for at skabe høje bølger, der skubber byttedyrene væk fra iskapperne og ned i vandet.
Der skulle gå 18 år før Weddells sydlige rekord blev slået. Det skete i 1841 af James Ross, men på den modsatte side af Antarktis - ved Ross-havet.
Og først 88 år efter James Weddell lykkedes det nogen at komme længere sydpå i Weddellhavet, end Weddel havde været, skønt der blev gjort mange forsøg. Weddellhavet viste sig at være næsten uigennemtrængelig i alle de år. Weddell havde blot været usandsynlig hedig at ramme et isfrit år i 1823.
Men i 1911 lykkedes det for Wilhelm Filchner, der opdagede Filchner-Ronne ishylden - verdens næststørste ishylde, der dækker omkring 430 000 kvadratkilometer. Filchner ishylden er knyttet til Coats Land. Det område, som Weddell kunne have nået, hvis han var blevet i området to dage længere.
Verdens største ishylde er Ross Ice Shelf ved Ross Sea.
 |
| Er det ikke bare vidunderligt smukt? |
 |
| Model af Ishylden i Weddellhavet |
 |
| Ved sådan en ishylde er der mange forskellige bevægelser i spil |
I 2021 foretog et forskningshold en boring i isen ved ishylden i Weddellhavet. De nåede bemærkelsesværdige opdagelser.
I en dybde af 1200 m med en vandtemperatur på - 2,2 grader Celsius fandt man individer - svampe og uidentificerede fastsiddende organismer, der levede så langt fra lys og føderessourcer.
Her kan du se en optagelse af boringen, som blev foretaget på Filcher-Ronne ishylden, hvor isen var næsten 900 m tyk
Weddellhavet er også stedet, hvor Ernest Shackletons mistede sit skib The Endurance til ismasserne i 1916. Han ledede tre britiske ekspeditioner til Antarktis i 1900-tallet og var fast besluttet på at krydse Antarktis og Sydpolen. Hans skib var fanget i tyk polaris i ti måneder.
 |
| The Endurance i pakisen umiddelbart før den blev skruet helt ned. |
Øen er ubeboet, og da der ikke kunne forventes at komme skibe forbi øen, besluttede Shackleton og enkelte andre at sejle de 1.290 km til Sydgeorgien i en redningsbåd for dér at hente hjælp til de nødstedte på øen.
 |
| Dem der blev efterladt på Elephant Island |
Shackleton rejste afsted den 24. april 1916 ved vinterens begyndelse og kom først tilbage med hjælp den 30. august 1916. Samtlige på øen havde overlevet. Mandskabet havde i fire måneder brugt to redningsbåde dækket med teltdug som ly for vinteren.
Elefantøen har ingen flora af betydning og er præget af tåge og sne. Vindene kan være kraftige, helt op til 160 km/t. Øen har æselpingviner og sæler langs kysten, og rempingviner yngler på øen. Så mon ikke det er sådanne, de skibbrudne har overlevet på.
Og så vil jeg for en tid forlade det kolde Weddellhav for i næste blogindlæg at følge Dumont D'Urville, så vi i hvert fald for en tid kan komme til lunere himmelstrøg.
