Utroligt, hvad man kan blive interesseret i.
Ved vores besøg i København den forløbne weekend blev det tårne - kirketårne.
Vores datter er for ret nylig flyttet i ny lejlighed og er ikke helt kommet til rette med ekstra sovepladser endnu.
Så da vi i sidste weekend skulle på vores traditionelle julebesøg - første weekend i december - besluttede Ib og jeg at indlogere os på Hotel Ottillia, som ligger bare et stenkast fra hendes lejlighed i Carlsbergbyen.
Lørdag forløb som den plejer. Afgang med tog fra Kolding 8.55. Ankomst Københavns Hovedbanegård 11.03. Frokost og hjemlig hygge i Tanjas lejlighed. Herefter går vi ofte - og også i år - en tur i Tivoli og nyder, hvordan mørket falder på, og lysene tændes.
Om aftenen går vi altid ud at spise. Det er Tanja, der står for at finde et godt sted, og i år havde hun reserveret bord på Restaurant Uformel i Studiestræde.
Inden vi satte os til bords, slog vi et slag hen på Rådhuspladsen. Der var en helt fantastiske stemning med lysene op mod den blåsorte himmel.
Maden på Uformel var spændende og velsmagende og betjeningen overmåde venlig - og uformel.
En af de kvindelige tjenere næsten dansede omkring.
Og det var lidt sjovt, syntes vi. For om eftermiddagen var vi inde i caféen til Tivolis Koncertsal og slappe af med varm chokolade. Her opføres for tiden balletten Snedronningen, og cafeen var smukt pyntet med vinterlige grene blandet med lyserøde balletsko.
I nederste etage af cafeen var der propfyldt med glade mennesker, men vi fandt vej op ad trappen og fandt et roligt hjørne i det, der vel nærmest var en lille foyer til den store sal. Her sad kun få mennesker, og da vi efterhånden blev de sidste gæster, der var tilbage, fik vi en god snak med den unge oprydder, som fortalte, at hun var fra Ålborg og var flyttet til hovedstaden for at studere; hun studerede dans.
Så da vi senere den aften stødte på den dansende tjener, mente vi, at temaet for årets julebesøg måske blev de dansende piger. Det blev det nu ikke. I min efterbearbejdning blev det byens tårne.
Også Tivoli var leveringsdygtig i tårne.
Efter middagen gik det med en kort metrotur tilbage til Enghave Plads. Også her kunne vi nyde den hyggelige københavnerstemning, inden vi travede den korte tur "hjem".
Hvor er vi dog privilegerede at have en base lige her i hjertet af København.
Efter et kort ophold i lejligheden, hvor vi lige skulle indsuge altanernes julebelysning og udsigten til den lille park lige uden for Tanjas vinduer, var det på hovedet i seng på hotellet.
Spændende lysskakt i den gamle bygning,
der rummer Hotel Ottillia.
Søndag morgen sluttede Tanja sig til os, og morgenmaden blev indtaget på 5. sal med en fantastisk udsigt - til den ene side til det moderne højhusbyggeri.
Ja, det virker jo næsten helt San Gimignano-agtigt i 2021-udgave.
Toscanabyen med de mange tårne.
- Eller som L.A. en miniature
Til den anden side udsigt til de gamle bygninger på Carlsberg-grunden og helt over til tårnet i Zoologisk Have.
Det firkantede, gamle røde tårn med den irgrønne top er tårnet på Elefantporten ved Carlsberg Bryggeri. De fire elefanter har hver fået navn efter Carl Jacobsens fire længstlevende børn.
Senere på formiddagen tog vi ind på Ny Carlsberg Glyptotek. Meget passende efter at have overnattet på Hotel Ottilia i Carlsbergbyen.
Ottillia var Carl Jacobsens første hustru, som fødte ham 8 børn. De fire af børnene døde tidligt, og efter ønske fra Carl Jacobsen er de fire klokker i Jesuskirken i Valby opkaldt efter dem.
Jesuskirken er opført som et mausoleum for Carl Jacobsen og hans familie. Kirken er tegnet af arkitekt Vilhelm Dahlerup og bygget i 1891. Den har et meget karakteristiske tårn, som jeg fandt ud af, at flere københavnske kirker har.
I det ydre tilsyneladende en kirke, der ikke adskiller sig stort fra andre, men i en artikel i Berlingske Tidende oktober 2020 bliver kirkens indre beskrevet som "opløst i billeder og ornamentik, et teatralsk smykkeskrin og den unge bryggers selvforherligende praleprojekt."
Byggeriet endte med at koste en million kroner, hvilket var en svimlende sum i 1891 – og fire gange det budgetterede.
Måske det var derfor, at da Carl Jacobsen i 1888 overdrog sin samling til det danske folk, var det på betingelsen af, at København skulle bekoste byggeriet af et nyt og større museum end det Glyptotek, Carl havde bygget ved bryggeriet Carlsberg- et Glyptotek, der var blevet for lille til at rumme hans stadigt voksende samling af især antikke statuer.
Det nye Carlsberg Glyptotek blev indviet i 1897, og de første dele er ligesom Jesuskirken tegnet af Vilhelm Dahlerup, som var en af Danmarks førende arkitekter.
Vinterhaven med den meget imponerende store kuppel er også tegnet af Dahlerup, men blev først tilføjet i forbindelse med en udbygning i 1906, som Hack Kampmann stod for.
I centrum af Kampmanns udbygning står Festsalen.
Festsalen fremtræder som et senklassisk græsk tempelanlæg
Henning Larsens seneste tilbygning adskiller sig naturligvis og helt bevidst fra de gamle afdelinger. Men når man går op ad hans lange trappe, tænker man, at det er da den helt rigtige arkitektur at føje til den smukke gamle bygning. En tilføjelse, der med sine rene linjer afspejler nutidens arkitektur.
Et tårn er det ikke, den lange trappe. Men når man står i bunden af trappeforløbet kan man næsten få fornemmelsen af at skulle stige op gennem et tårn.
Havde vi fulgt sporet med de dansende piger, skulle vi have været på jagt efter Edgar Degas' bronzestatue "Danserinde med balletskørt - fjorten år" i Den franske Samling. Hun er så yndig. Vi har besøgt hende før.
Men nu var det jo tårne og kupler, der var sporet.
Fra
Glyptotekets tagterrasse er der lige som fra Ottillias tagterrasse den
flotteste udsigt - her til en tårnhøj forlystelse i Tivoli og til
Rådhustårnet - begge steder, vi var aftenen før. Dog ikke oppe i
forlystelsen. Men det var mange andre fornøjeligt-skrigende børn og
voksne.
Glyptotekets egen kuppel ses til højre i billedet. Bemærk de mange ovenlysvinduer.
På hele vores Københavnerweekend blev jeg optaget af de mange italiensk-inspirerede slanke, firkantede campanile-agtige tårne, der findes i centrum af København, alle i stil med Rådhustårnet.
Københavns Rådhus er tegnet af arkitekten Martin Nyrop, som var inspireret af Rådhuset i Siena, Italien. Han vandt en konkurrence, og rådhuset blev opført fra 1892 til 1905.
Rådhuset i Siena
Københavns Rådhus
Martin Nyrop har i øvrigt også tegnet Eliaskirken på Vesterbros Torv opført 1904-1908.
Eliaskirken, Vesterbro Torv
Den er kendetegnet af de nyromanske tvillingetårne, der leder tankerne hen på Hvideslægtens berømte kirke i Fjenneslev.
Når vi skal ind til Hovedbanegården eller et andet sted helt inde i centrum, tager vi Metroen fra Enghave Plads. I udkanten af pladsen ligger Kristkirken.
Tårnet til Kristkirken på Enghave Plads er lig Jesuskirkens tårn og Rådhustårnet. Kirkens arkitekt var Otto Valdemar Koch (1852-1902). Koch benægtede at have haft noget forbillede; men Kristkirkens lighed med domkirken i Spoleto nord for Rom er umiskendelig.
Domkirken i Spoleto
Med de hvide mure giver Kristkirken mig nu også mindelser til Firenze. Altså kun tårnet, en lille smule.
Da der i 1889 blev udskrevet en konkurrence om bygning af Københavns Rådhus, indsendte Otto Valdemar Koch et forslag og blev nummer to. I 1891 blev Koch indvalgt i Borger-repræsentationen. Heldigvis benyttede han ikke på smålig vis lejligheden til at fremme sit eget projekt, men støttede Nyrops projekt - det, som havde vundet konkurrencen, og det projekt blev da også gennemført, så vi i dag har det rådhus, vi har.
Sions kirke på Østerbro - også tegnet af Otto Valdemar Koch - har et tårn meget lig det på Kristkirken på Enghave Plads, skønt i andre sten.
Sions Kirke, Østerbro
Ud over de to kirker har Otto Valdemar Koch tegnet yderligere tre kirker i Indre København. Også i Apostelkirken genfinder vi tårnet, skønt det her er blevet lidt "pakket ind".
Apostelkirken på Vesterbro
De to næste af hans kirker tager sig helt anderledes ud.
Kapernaumskirken på Nørrebro
Derudover har Otto Valdemar Koch også tegnet Reersø Kirke på Sjælland, der som landsbykirke skiller sig ud fra de øvrige,
og faktisk også Vor Frelsers Kirke i Vejle, som næsten ligner en hel katedral i miniformat.
En helt anden kendt kirkearkitekt var C.F. Hansen, som tegnede Christiansborg Slotskirke, som vi sør'me også lige nåede at besøge i søndags. Men det er jo en helt anden stil med en kuppel, der i den grad giver mindelser til Pantheonkirken, vores yndlingssted i Rom.
Så også her genfinder jeg duften af Italien, og måske - som det måske er fremgået af mine mere eller mindre relevante henvisninger til steder i Italien - var det nok mere den - duften af Italien - end kirkerne i sig selv, jeg blev forført af.
Og det må da for pokker snart blive muligt igen at stå foran det venetianske marktårn på Marcuspladsen i Venedig.
Jeg lægger gerne arm til både fire og fem stik, hvis bare resten af verden også gør det - får mulighed for at gøre det og gør det.
Men ellers må jeg nøjes med at tage til Himmelbjerget. Der er nu også dejligt.
