Om Japans relationer med Vesten del 2.

I over 200 år var Japan et lukket land. I 1854 tvang amerikaneren Mathew Perry med magt japanerne til at åbne landet.  

Japan kunne måske også godt se fordele ved åbningen. Men da Europa (Storbritannien, Frankrig, Rusland og Holland) i 1858 yderligere påtvang  Japan de såkaldte Ulige traktater med flere åbne havne, international kontrol med det japanske toldvæsen, lav importtold og eksterritoriale rettigheder for udenlandske residenter, så skabte det bitterhed i Japan. 

I Japan var der indtrådt et nyt lederskab, og det nye lederskabs første mål var ophævelsen af de ulige traktater og sikring af stormagternes accept af Japan som en ligeværdig partner.  At gøre Japan til en ligeværdig partner over for de vestlige stormagter under mottoet: Rigt land — stærk hær.  

Midlet hertil var omfattende politiske og økonomiske reformer. En omfattende modernisering efter vestligt mønster, men samtidig en fastholden af det traditionelt japanske i et forsøg på at bevare en egen identitet.

Det hierarkisk opdelte stændersamfund blev afskaffet. Der indførtes almindelig skolegang samt værnepligt. Der blev anlagt jernbaner, der blev indført moderne jord- og banklovgivning og en række foranstaltninger til fremme af industrien blev iværksat. 

Allerede i 1869 fik man en telegraf, og i 1871  lagde Store Nordiske Telegrafkompagni undersøiske kabler fra Shanghai til Nagasaki og videre til Vladivostok. 1872 var der japanske skibe, som  regelmæssigt sejlede på ruten til San Francisco. 

Som det eneste land i tredje verden formåede Japan før 2. Verdenskrig at gennemføre en industrialiseringsproces. Den tidlige industrielle udvikling var baseret på tekstilindustri, og først i mellemkrigstiden fik sværindustrien betydning. 

 

Silke- og bomuldsindustrien var kernen i udviklingen, og regeringen gik i spidsen med etableringen af modelfabrikker og kvalitetskontrol. Udenlandske eksperter spillede også en rolle i den tidlige fase, men Japan søgte at gennemføre industrialiseringen uden store udenlandske lån. 

Først i 1889 efter mange overvejelser og indgående studier i vestlig forfatningsret fik Japan en forfatning med forbillede i den preussiske.

I 1890 var de politiske reformer tilendebragt, og magthaverne begyndte at vende blikket udad.

Først mod Korea. 

Japan havde allerede meget tidligt udvist interesse for Korea. I 1592 og 1597 invaderede de Korea. I 1597 udgjorde den japanske invasion den største søbårne invasion i historien med 300 000 mand. 

Først 350 år senere, 6. juni 1944,  blev den store japanske søbårne invasion overgået af de allieredes landgang med 352 000 mand ved landgangen i Normandiet.

Året efter Japans invasion lykkedes det dog Korea med hjælp fra Kina at drive japanerne væk.

Og herefter var scenen sat for mange stridigheder.

Helt fra 1880-erne ønskede Japan for enhver pris at undgå, at Korea faldt under dominans af et europæisk land (Rusland) eller Kina.

 De benyttede noget lokal uro i Korea i 1894 som påskud til at besætte Seoul, men dette medførte en kinesisk krigserklæring mod Japan, og den kinesisk-japanske krig var i gang. 

Krigen blev udkæmpet fra 1. august 1894 til 17. april 1895.   

Kineserne led et knusende nederlag, og krigen blev Japans  første udenrigspolitiske triumf og indledningen til grundlæggelsen af et japansk imperium i Asien. 

Krigen afsluttedes med Shimonoseki-traktaten, hvor Japan fik tildelt Formosa, Pescadorerne og Liaodong-halvøen samt en omfattende krigsskadeserstatning. Korea blev uafhængigt af Kina. 

Fredsforhandlinger mellem Japan og Kina

Men kun få dage senere greb Tyskland og Frankrig på foranledning fra Rusland ind med det, der kaldes Tripel-interventionen.  Med japansk herredømme over Liaodong var Japan kommet for tæt på Peking og europæiske interesser i Kina. Storbritannien afslog at deltage i interventionen.

Den røde cirkel viser Liaodonghalvøen. På den yderste spids lå havnebyen Lüshun/Port Arthur.
De sorte linjer er nyere afgrænsning af Nord- og Sydkorea. De er ikke relevante for dette blogindlæg.

Rusland havde mest at vinde ved Tripel-interventionen. I de foregående år havde Rusland langsomt øget sin indflydelse i Fjernøsten. I 1860 havde  de grundlagt havnebyen Vladivostok ved Stillehavets kyst.  Navnet betyder ”Østens behersker”. Det var en udmærket havn, men den var isdækket 3 – 4 måneder om året, og adgangen til den foregik via nogle smalle  stræder nær de japanske hovedøer. En fjende kunne forholdsvis nemt spærre for  den militære og civile udnyttelse af havnen. Rusland havde derfor et desperat behov for en havn med varmt vand i øst, og de så  sig om efter muligheder. Port Arthur ville have været en oplagt mulighed, og et Port Arthur på japanske hænder ville stille sig i vejen for dette.. Rusland havde slet ikke forventet, at Japan ville sejre mod Kina, og måtte derfor forsøge at gribe ind efter fredsaftalen.

Frankrig var som følge af en traktat fra 1892 forpligtet til at slutte sig til Rusland. Selvom franske bankfolk havde økonomiske interesser i Rusland  - især jernbaner - havde Frankrig ingen territoriale ambitioner i Manchuria, da dens indflydelsessfære lå i det sydlige Kina. Faktisk havde franskmændene hjertelige forbindelser med japanerne. Franske militærrådgivere var blevet sendt til at træne Den Kejserlige Japanske Hær, og et antal japanske skibe var blevet bygget på franske værfter. Frankrig ønskede imidlertid ikke at blive isoleret diplomatisk, som det tidligere havde været, især i betragtning af Tysklands voksende magt.

Tyskland havde to grunde til at støtte Rusland. For det første ønsket om at lede Ruslands opmærksomhed mod øst og væk fra sig selv og for det andet håbede Tyskland, at Rusland til gengæld ville at støtte Tysklands koloniale ambitioner, som først for nylig var kommet i spil ved Tysklands samling til en nation.

Tripel-alliancen krævede, at Japan skulle afstå Liaodong-halvøen, mod at de fik forhøjet krigsskadeserstatningen markant. Dette blev Japan tvunget til at gå med til. Men når Kina skulle betale sin krigsskadeserstatning til Japan, kunne de kun  gøre det ved at låne i udlandet. Russerne lånte villigt pengene mod at få  rettigheder i Kina, herunder retten til at lægge jernbaner og telegraflinjer. 

 De følgende år sikrede Tripel-alliancen sig så selv kinesiske territorier. Havnebyen Lüshun/Port Arthur på den sydlige spids af Liadonghalvøen  blev i 1895  lejet  af Det Russiske Kejserrige. Det vender jeg tilbage til.

 Qingdao blev i 1898 annekteret af Det tyske Kejserrige,  og indtil 1. Verdenskrig  var  Qingdao  (staves undertiden også Tsingtao) var hovedby i den tyske koloni Kiautschou.  Det vender jeg også tilbage til. 

Qingdao, Kiautschou

Og Zhanjiang-området  - nær Macao i Sydkina -  blev  i 1898 besat af franske styrker og blev påtvunget en 99-årig  forpagtelses-traktat i stil med den britisk-kinesiske for Hongkong. Det vender jeg ikke tilbage til :-)

Japan oplevede interventionen som et ydmygende diplomatisk nederlag, og det blev anledning til en massiv japansk oprustning og en søgen efter allierede. 

Til trods for japansk vrede over den europæiske intervention i Shimonoseki-traktaten deltog Japan sammen med en lang række europæiske lande og USA i bekæmpelsen af Bokseropstanden i Kina. Faktisk søgte Kina under Bokseropstanden 1899 - 1900 japansk  støtte  i kampen mod de europæiske magter, men Japan afslog. Tværtimod sendte  de  15.000 mand mod Kina på hævntogter over tidligere konfrontationer.

Sammenslutningen mod bokseropstanden kaldtes Ottenations-alliancen.

Herunder ses de europæiske tropper foran kejserpaladset i Peking, og derefter en mere følelsesmæssig illustration  af kampene mellem øst og vest.

Bokserne var en halvreligiøs gruppe, som med stiltiende samtykke fra Enkekejserinde Cixi førte an i et oprør, der ville fjerne  alle udlændinge fra kinesisk jord og ikke mindst fra stormagternes havneforpagtninger: Port Arthur (russisk), Wei-hai-wei (britisk) og Kiautsjou,(tysk).

Missionærerne og de udenlandske koncessioner var de medvirkende årsager til bokseropstandens rivende udbredelse. Bokserne selv kaldte sig  I-ho-tuan, »Frivillig, national Forening«, og dens mål var åbenlys kamp mod "de fremmede smukke djævle og deres fordærvelige indflydelse". 

Ved freden i 1901, som kaldes  Bokserprotokollen, blev der aftalt særdeles hårde fredbetingelser og stillet store store krav til Qing-imperiet. 

Bokserprotokollens forhandlere

Dén allierede, som Japan havde søgt efter Tripel-alliancens indgreb mod dem i 1895, det blev Storbritannien. i 1902 indgik de to lande i Det britisk-japanske Forbund. 

Forbundet var bemærkelsesværdigt, fordi Storbritannien hermed forlod sin "Splendid isolation-politik" - Det at Storbritannien aldrig indgik i permanente alliancer.

Den fælles  trussel for Storbritannien og Japan var Rusland. 

Efter at Rusland i 1898 havde indgået aftalen med Kina om leje  af Lüshun/Port Arthur, havde Storbritannien presset Kina til en aftale om leje af  Weihaiwei - et område på den modsatte side af  Bohaibugten, ud for Port Arthur. Dette for at undgå at Rusland skulle kunne kontrollere indsejlingen til Peking. I aftalen var indskrevet, at lejemålet skulle vare lige så længe, som russerne rådede over Port Arthur.

På trods af stormagternes interne aftale om ikke at udnytte Kinas  svaghed til egen vinding havde Rusland under Bokseropstanden benyttet sig af uroen til at besætte Manchuriet. Russerne blev pålagt at rykke ud igen, men benyttede  forskellige påskud til at forblive og til at forbedre deres position. Hverken Japan eller Storbritannien ønskede en russisk ekspansion, som den de havde set Rusland foretage i Manchuriet under Bokseropstanden.

De to lande anerkendte hinandens særlige interesser - Storbritannien i Kina, Japan i Korea, og derudover indeholdt aftalen et vigtigt punkt, hvor der stod, at de to lande ikke var forpligtet til at yde støtte til det andet land, medmindre de var i krig mod TO lande. Det blev et vigtigt punkt i forhold til den krig, der snart (1904) startede mellem Japan og Rusland. For Storbritannien kunne undlade at blande sig, da Japan kun var i konflikt med ET land, og Frankrig kunne undlade at støtte Rusland, da de ellers ville komme i krig med Storbritannien, fordi Japan ved en sådan indblanding pludselig ville være i krig med to lande, og England derfor forpligtet til at gribe ind og støtte Japan.

Selv om der således ikke blev tale om direkte deltagelse i krigen fra britisk side, havde Japan glæde af finansiering og udvikling af skibstyper   og en efterretningstjeneste, der udvekslede informationer.

Japan var vedvarende urolig over Ruslands tilstedværelse i Manchuriet og tegn på russisk interesse for Korea. Japan stillede derfor krav om russisk rømning af Manchuriet, men kravet blev ignoreret.  Uden en formel krigserklæring indledte Japan derefter  den russisk-japanske krig med et overraskelsesangreb på den russiske flåde, hvorefter Port Arthur kom under en lang japansk belejring.  

Port Arthur har ført en omskiftelig tilværelse.

Fæstningen og den tilknyttede by lå på en øde stenet halvø, men havde en fortrinlig havn. Det var den kinesiske statsmand Li-Hung Schang, som af frygt for Japan tidligt besluttede sig til at anlægge Port Arthur som støttepunkt for den kinesiske flåde. Hvad der er særlig interessant for os som danskere er, at han blev tilskyndet dertil af den danske kommandør Münther, der var repræsentant for firmaet W. G. Armstrong i Kina.

Under den kinesisk-japanske krig  blev byen i 1894 som tidligere nævnt erobret af japanerne, men som følge af Tripleinterventionen blev Japan efterfølgende  tvunget til at opgive hele Liandonghalvøen, hvor Port Arthur lå. 

 2 år senere bortforpagtede Kina halvøen til Rusland, som i foråret 1898 lod sine tropper besætte Port Arthur. Havnen var isfri og skulle nu omdannes til den vigtigste base for den russiske flåde i Det Gule Hav. Russerne udbyggede krigshavnen og indrettede også en handelshavn, som med den manchuriske jernbane fik en sikker forbindelse til det sibirske jernbanenet.

Det var det, der også gav anledning til at starte krigen i februar 1904.

Port Arthur 1905

Port Arthur faldt den 2. januar 1905, hvilket den russiske kommandant Stressel senere blev stærkt bebrejdet. For efter russernes kapitulering i Port Arthur fulgte flere store landslag længere mod nord. Det største var slaget ved Mukden fra 20. februar til 10. marts 1905 -  et slag, der er kaldt det største landslag før 1. verdenskrig. Og havde fæstningen ved Port Arthur blot holdt ud i endnu et par dage, ville japanske Nogis armé ikke i tide have kunnet gribe ind i slaget ved Mukden, hvor russerne led det nederlag, der var et af de to afgørende slag, der afgjorde krigen. 

Her ses Admiral Nogi siddende som nummer to fra venstre ved siden af den russiske kommandant Stressel.

Nogi havde studeret militær strategi i Europa. Efter krigen var han japans store helt, og han kom til at stå for den militære træning af unge Hirohito - Japans kommende kejser.

Sammen med prins Hirohito overværede han i I 1910 kroningen af kong George V, og her mødte han folk som grundlæggeren af spejder-bevægelsen Baden-Powel og den engelske general og senere krigsminister Lord Kitchener

Efter kejser Meijis død og begravelse i 1911 begik han sammen med sin kone selvmord ved seppuku (harakiri). Han fulgte således samuraierne tradition med at følge sin herre i døden. I sit selvmordsbrev skrev han, at han ønskede at sone for de tusindsvis af ofte i Port Arthur.

Og nu følger et romantisk og sødladent et billede. 

Hvorfor nu det?

Jo, med den russiske hær ved Mukden i 1905 fulgte Ilia Alekseevich Chatrov som dirigent for Mokchansky-regimentet. I et af af slagene ved Mukden var regimentet omgivet af japanerne og konstant angrebet af fjenden. I et kritisk øjeblik, hvor ammunitionen var udtømt, beordrede oberst Pavel Pobyvanets, regimentets øverstbefalende, orkestret til at tage føringen. Chatrov dirigerede orkestret mod fjenden og beordrede sine musikere til at spille en militærmarsch, og soldaterne kastede sig ud i et bajonetangreb. Regimentet formåede at bryde omringningen, men med store tab. 3300 mand ud af 4000. Kun 7 musikere fra orkestret overlevede For denne bedrift blev alle orkesterets musikere dekoreret med St. George's kors. 

 Efter slaget komponerede Chatrov valsen  The Hills of Manchuria , som han dedikerede til ​​sine faldne kammerater. Så det var forklaringen på illustrationen her i bloggen. Forklaringen på det romantiske billede på LP-omslaget er, at det er en LP med flere af Chatrovs valse. Så coverbilledet refererer ikke specifikt til The Hills of Manchuria. Men valsen er i øvrigt ret  yndefuld. Man skulle ikke tro, den havde noget med krig at gøre, selv om der er noter af militærmusik. Du kan høre den  her. 

Der kunne ellers vises andre billeder fra Mukden. Nogle måske mere retvisende end andre. De to første herunder er malerier, der skildrer krigen på gammeldags vis. 

De næste 2 er fotografier. De leder tankerne hen mod den moderne krig og kampene i skyttegravene i Nordfrankrig i 1. Verdenskrig

Den russisk-japanske krig blev fulgt af en stor skare europæiske reportere, og der findes derfor også en del fotomateriale fra krigen.

 Efter japanernes angreb på russernes 1. Stillehavseskadre, blev 2. russiske Stillehavseskadre  afsendt fra Østersøen 15. oktober 1904. Målet var at undsætte Port Arthur fra søen, skabe forbindelse til resterne af  1. Stillehavseskadre og overvinde den kejserlige japanske flåde og derpå forsinke den japanske fremrykning ind i Manchuriet, indtil russiske forstærkninger kunne ankomme med den Transsibiriske jernbane og besejre de japanske landstyrker i Manchuriet 

Men hvilken distance den skulle tilbagelægge. Normalt fulgte russiske krigsskibe, når de skulle fra Østersøen til Østen den røde rute på kortet herunder, men nu blev 2. Stillehavseskadron tvunget til at følge den endnu meget længere blå rute.

Det gik således  for sig:

Da 2. Stillehavseskadre sejlede ned gennem Nordsøen, gik der rygter om, at der var japanske torpedobåde i Nordsøen. I usigtbart vejr på Dogger Banke - og nok pga. generel usikkerhed - tog russerne fejlagtigt nogle britiske trawlerbåde for japanske krigsskibe og beskød fiskerbådene, som havde trawl ude og derfor ikke hurtigt kunne komme væk. beskød derfor de britiske fiskerbåde. 

 

7 fiskere døde og et antal blev såret. En trawler sank. Men forvirringen i den russiske flåde var så stor, at russiske krigsskibe også beskød hinanden. En russisk sømand og en præst blev fanget i krydsilden og døde.  

 

 The Dogger Bank Incident - som hændelsen kaldes på engelsk var alvorlig og tæt på at føre til krig mellem Rusland og Storbritannien. Royal Navy skyggede den russiske flåde, indtil der var nået en diplomatisk løsning.

 

Men episoden medførte, at briterne nægtede at lade russerne sejle gennem Suezkanalen.  Stillehavseskadren måtte derfor sejle den lange vej syd om Afrika, før den i april/maj kunne ankre op ved Cam Ranh-bugten i Fransk Indokina. Rejsen var lang og udmarvende og tærede hårdt på besætningernes moral. 

 

Den russiske flåde havde fået ordre til at bryde blokaden af Port Arthur, men byen var jo allerede faldet den 2. januar, så målet for rejsen blev nu den russiske havneby Vladivostok.

Så langt nåede de ikke. Ved Tsushima stod et stort søslag. 

På grund af den 29.000 km lange rejse var den russiske flåde i relativ dårlig forfatning til et søslag. Bortset fra de fire nyeste slagskibe af Borodino-klassen bestod flåden af gamle og dårligt vedligeholdte krigsskibe. Samlet set havde ingen af parterne nogen stor fordel i manøvredygtighed, men den lange rejse og de deraf følgende begrænsede muligheder for vedligeholdelse betød, at de russiske skibes skrog var stærkt overgroede, hvilket reducerede deres hastighed betydeligt. De japanske skibe kunne sejle med 15 knob, mens de russiske kun kunne nå op 14 knob og kun i kortere perioder.

Afgørende for slaget var japanernes større og mere præcise kanoner, bedre uddannelse, bedre kamperfaring og bedre kommunikation. Begge parter benyttede  den trådløse telegraf som kommunikationsmiddel, men igen var japanernes den mest effektive. Slaget betegnes i dag som starten på elektronisk krigsførelse.

Slaget var ødelæggende for Rusland, som mistede alle sine slagskibe og hovedparten af sine krydsere og destroyere, og i praksis kom det til at betyde afslutningen på den russisk-japanske krig til Japans fordel. 

I London skrev Sir George Sydenham Clarke i 1906: "Slaget ved Tsushima er den største og vigtigste begivenhed til søs siden slaget ved Trafalgar". 

Sejren placerede Japan som den 6. største sømagt, mens den russiske flåde herefter knap nok var større end Østrig-Ungarns, og sejren havde en tydelig kulturel og politisk effekt i Japan. Det var første gang, en europæisk magt havde tabt til et asiatisk land, som brugte hele paletten af den dengang moderne industrielle teknologi. Det svækkede tanken om den hvide races overlegenhed, som hidtil havde været almindelig anerkendt i Vesten. 

I The Guiness Book of Decisive Battles hævder Geoffrey Regan, at sejren afstivede Japans stadig mere aggressive politiske og militære ledere. Regan mener, at sejren bidrog til den senere japanske vej til katastrofen, "fordi resultatet var så vildledende. Den japanske flåde havde bestemt gjort en god indsats, men dens modstander havde været svag, og den var ikke uovervindelig. Tōgōs sejr var med til at lede Japan ind på en vej, som til sidst ville føre landet ind i 2. verdenskrig."

En sjov detalje i relation til krigen er, at Ekstrabladet kom til verden blandt andet som et barn af Den russisk-japanske  krig. Der var så stor interesse for at  høre nyt om den netop udbrudte krig i Asien mellem Rusland og Japan, at  dagbladet Politiken, når der var afgørende nyt, udgav et ekstra nyhedsblad om  eftermiddagen. Det kostede to øre. 

Ligesom senere hen i 1. verdenskrig blev der allerede under den russisk-japanske krig lavet postkort, der viste scener fra krigen. 

Kortet herover er et, der blev sendt hjem til Danmark. Dog først efter en omvej over Sct. Petersborg, har jeg kunnet læse mig frem til på Fyns Frimærkeservice, hvor det blev sat på auktion og solgt i januar 2022 for 181 kr. Måske til min storebror. Hvem ved. Han er frimærkesamler og har haft os med til en messe, hvor sådanne postkort blev udstillet :-)

Bemærk, at det først er videresendt i 1906.

Nu vi er ved en dansk vinkel, vil jeg vende tilbage til danske Kommandør  Münther, for her er noget, der ikke stemmer. En kilde fortæller, at han stod på kinesernes side og opfordrede kineserne til at styrke Port Arthur mod japanerne. Det var den udgave, jeg oprindelig stolede mest på og derfor har anvendt ovenfor. 

Et andet opslag på nettet fortæller imidlertid, at Münther rejste til Fjernøsten i 1886 og tilbragte 10 år i Japan som repræsentant for det engelske firma W.G. Armstrong. hvor han som mægler og rådgiver for marinen udvirkede, at W. G. Armstrong blev hovedleverandør af skibe og bestykning til den kejserlige japanske orlogsflåde. 

Og der er skrevet en bog om ham, "Dødens købmand, Balthasar Münther - leverandør til det kejserlige japanske hof" af Yoichi Nagashima, så jeg er nødt til at tro på den sidste udlægning. 

Men han har åbenbart også modtaget Kinas Ching Hsing orden.

Måske begge historier er rigtige?  Når man sælger krigsudstyr og ikke selv som nation er involveret, kan man jo undertiden handle med begge parter.

Efter at jeg har surfet rundt på nettet, er jeg overbevist om, at det er forklaringen. W. G. Armstrong nok var den tids største producent af  kanoner og krigsskibe.

Kommandør Balthsar Münter - for nu lige at komme tilbage til ham - ligger begravet på Vestre Kirkegård. Jeg må over og finde hans grav en dag. Det er jo bare en rask gåtur med barnevognen fra Tanjas lejlighed.

Den russisk-japanske krig varede fra februar 1904 til september 1905.

Den afsluttedes på Portsmouthkonferencen i 1905, hvor USAs præsident Theodore Roosevelt optrådte som mægler, hvilket han efterfølgende fik Nobels Fredspris for.

Roosevelt mellem den russiske og japanske forhandlingsdelegation

 Japan fik tilkendt den sydlige del af Sakhalin, anerkendelse af sin altdominerende interesse i Korea, og jernbanerettigheder i det sydlige Manchuriet. Liadong-halvøen kom tilbage til Kina, men Japan fik senere - i 1915 - Port Arthur og Talienwan til leje / forpagtet for en periode på 99 år.

Så skulle Port Arthur jo faktisk have været på japanske hænder helt indtil for ganske nylig - 2014. Men sådan kom det ikke til at gå. Det blev alligevel Japans gamle fjender, der trak det længste strå. Med Japan på den tabende side i 2. Verdenskrig, så mistede de Port Arthur i 1945.  En traktat mellem Kina og Sovjetunionen tillod Sovjetunionen at bruge byen som flådebase i ti år efter 2. verdenskrigs afslutning, hvorefter byen vendte tilbage til kinesisk suverænitet. I dag er det en storby med navnet Dalian.

Ved Portsmouthkonferencen i 1905 fik Japan som nævnt anerkendt sin altdominerende interesse i Korea. Men det var åbenbart ikke nok for japanerne. I 1910 annekterede de Korea.

Så her er det på sin plads med et lille sidespring til en anbefaling af en bog, som er en af de efterhånden mange tilfældige titler, vi har købt, når vi savner ny skønlitteratur og søger til Bog og Ide og køber to skønlitterære bøger for 111 kr.

Romanen hedder Pachinko og er skrevet af Min Jin Lee - en koreaner, der er udvandret til USA. Bogen er en international bestseller, der var  finalist ved National Book Award og på New York Times' liste over årets 10 bedste bøger i 2017.

Den tager udgangspunkt i en fattig fiskerfamilie på øen Yeongdo-gu ud for byen Busan i Korea i 1915. De oprindelige indbyggere - koreanerne - lider under den japanske annektering. En rig, japansk gift mand, der har farlige kriminelle forbindelser til yakuza-syndikatet (den japanske mafia), kaster sine øjne på datteren Sunja. Han er blevet rig på arkadehaller med det japanske arkadespil pachinko. Sunja kæmper imod hans tilnærmelser, men indlader sig til sidst med manden. Hun bliver gravid. En katastrofe. Nu bliver det umuligt at få Sunja bortgiftet. Familien tvinges ud på fortabelsens rand. Men en svagelig gennemrejsende præst tilbyder Sunja en anden vej  og et nyt liv i Japan som hans kone. Sunja beslutter at forlade sit hjemland og vende sit ufødte barns magtfulde japanske fader ryggen, og hun og hendes efterkommere mødes af et hårdt og uretfærdigt Japan i den koreanske koloni i Tokyo.

En fantastisk roman, der udspiller sig i en for mig så fjern og ukendt kultur. Den udspiller sig i den historiske sammenhæng, jeg netop nu støder på i min søgen efter Japans historie. 

Bogen er filmatiseret og kan ses på Apple TV har jeg lige fundet ud af. Skal jeg se den? Jeg tror det ikke. Jeg tror, jeg hellere vil bevare de billeder, jeg har på nethinden efter læsning af bogen.

At koreanerne rent faktisk blev ilde behandlet, dokumenteres af de faktiske begivenheder, da Tokyo i 1923 blev ramt af et mægtigt jordskælv.  Se udførlige beretninger om jordskælvet her     

Dødstallene var enorme, men også usikre. Det skyldes, at der efterfølgende blev begået en massakre mod det koreanske mindretal i Tokyo og omegn, fordi der blev spredt rygter om, at koreanerne gjorde brug af den efterfølgende undtagelsestilstand til at stjæle og begå hærværk. Uskyldige koreanere i tusindvis blev ikke blot ofre for selvtægt – de blev også slået ihjel af politi- og militærfolk i en periode på tre uger efter jordskælvet.  Mange af disse ofte blev fejlagtigt antaget for at være blevet dræbt under naturkatastrofen. Selvom over 300 japanere blev anholdt for mord, så fik mange af dem lov at gå fri, fordi man anså deres ugerning for at være en patriotisk handling og ikke en forbrydelse.

Tilbage til den historiske tråd.

Den japanske sejr over Rusland i 1905 gav genlyd hos alle undertrykte folk i Asien og bragte det russiske kejserdømme på randen af politisk sammenbrud. 

Men krigen havde været et voldsomt dræn på den japanske økonomi, og med store udgifter til fortsat oprustning og til det nyvundne imperium og den deraf følgende gældsætning var landet ved udbruddet af 1. Verdenskrig på fallittens rand. 

Under 1. verdenskrig sluttede Japan sig til Vestmagterne, hvilket var nyt og aldeles ukendt for mig, men en naturlig følge af det britisk-japanske forbund.  Japan erobrede de tyske besiddelser i Shandong og i Stillehavet: Carolinerne, Marianerne, Marshalløerne, Palau og Yap. Samtidig overtog japanerne de europæiske markeder i Asien, og eksporten tredobledes, således at Japan gik ud af krigen med en væsentlig forbedret økonomi. 

 

En gruppe, der kom i klemme i 1. verdenskrig, var de danske sønderjyder, der var tvunget til at indgå i den tyske befolkningsgruppe. På hjemmesiden "Den store Krig 1914-1918" fortælles om sønderjyder, der kom i japansk fangelejr, da de befandt sig som sømænd eller embedsmænd eller handelsmænd i den tyske koloni Kiautschou i Kina, som blev erobret af japanerne.  Husker du Kiautschou? Det var det område, Det tyske Kejserrige kom i besiddelse af efter at de sammen med Rusland og Frankrig havde deltaget i Tripel-interventionen efter den kinesisk-japanske krig i 1895. Jeg havde jo lovet, jeg ville vende tilbage dertil.

Og for nu at blive ved hændelser med en spinkel tilknytning til Danmark, så deltog flere  japanske officerer som observatører ombord på britiske krigsskibe i Slaget ved Jylland i 1916. På Sea War Museum i Thyborøn fortælles blandt andet om orlogskaptajn Chiusuke Shimomura, der blev dræbt, da slagkrydseren HMS Queen Mary sprang i luften. 

Den 18. december 1916 anmodede det britiske admiralitet om flådestøtte fra Japan. og 11. marts 1917 kom de første japanske skibe sejlende op gennem Suezkanalen. I alt 17 japanske specialskibe blev tilknyttet hovedkvarteret for Royal Navy's Mediterranean Fleet på Malta. De japanske eskadrer fik til opgave at beskytte den allierede skibsfart nær Malta mod ubådsangreb og at sikre den vitale østlige Middelhavsrute mellem Suez-kanalen og Marseilles, Frankrig.

De japanske skibe kom til at eskortere 100 000 britiske soldater sikkert fra Mellemøsten til Marseilles og siden tropper fra Egypten til Thessaloniki, og de kom til at udføre mange anti-ubådsoperationer. I løbet af krigen eskorterede de 788 skibe indeholdende omkring 700 000 soldater, og i alt 7 075 mennesker blev reddet af japanerne fra beskadigede og synkende skibe. På et tidspunkt blev to britiske kanonbåde og to destroyere midlertidigt bemandet af japanske søfolk. De britiske officerer havde kun ros til overs for japanernes indsats.

 Den japanske eskadre havde 34 kollisioner med tyske og østrigske ubåde, men led næsten ingen tab.

Kun døde 68 japanske mænd og officerer 11. juni 1917, da den japanske destroyer Sakaki blev torpederet. 

Den japanske destroyer Sakaki

 Et mindesmærke på Kalkara Naval Cemetery i Malta er dedikeret til de japanske sømænd, der døde i Europa i krigen. 

 

"Sacred to the Officers and Men belonging to His Imperial Japanese Majesty's 2nd Detached Squadron who Gloriously Fell in the Mediterranean During the Great War 1914-1918" er den pompøse tekst ved mindesmærket.

Efter våbenhvilen var admiral Satos anden specialeskadron til stede ved overgivelsen af ​​den tyske flåde. 7 ubåde blev overdraget til Japan som trofæer. De sidste japanske skibe vendte tilbage til Japan den 2. juli 1919.

Da Japan tilsluttede sig verdenskrigen på Ententens side, kom Japan og Rusland for første gang til at stå på samme side i en krig. Eller næsten. De havde jo begge deltaget i bekæmpelsen af Bokseropstanden.

Den samme situation opstod mellem Japan og USA, da USA i 1917 trådte ind i verdenskrigen. Der havde længe hersket et anstrengt forhold mellem USA og Japan, da USA i den sydøstlige del af verden satsede på Kina, som Japan gentagne gange havde konfrontationer med. Men nu stod de på samme side. 

Og efter revolutionen i Rusland blev japanske styrker sammen med amerikanske, canadiske, franske og italienske tropper sat ind til støtte af  Den hvide Hærs kamp mod Den røde Arme. 

Forventningen var, at Japan skulle levere 7000 mand, men realiteten blev 70.000 mand, der blev indsat i Sibirien øst for Bajkalsøen. I november 1918  besatte japanerne alle havne og større byer i de russiske maritime provinser og Sibirien øst for byen Tjita. 

Da Den hvide Hær kollapsede i 1920 og de øvrige allierede trak sig væk, forblev USA i området sammen med japanerne, da de mistænkte japanerne for at have deres egen dagsorden, hvilket de måske / sandsynligvis også havde.

De japanske enheder enheder blev først trukket væk i 1922 efter pres fra USA.

Den britisk-japanske alliance fra 1901 var blevet fornyet i 1905 og 1911, og i årene op til 1. verdenskrig dannede alliancen grundlag for positiv handel og kulturelle udvekslinger mellem de to lande. 

Hurtig industrialisering og udvikling af de japanske væbnede styrker gav betydelige eksportmuligheder for britiske skibsværfter og våbenproducenter. 

Japanere uddannet i Storbritannien var i stand til at bringe ny teknologi tilbage til Japan.

Tidens britiske kunstnere, kunsthåndværkere, designere og arkitektur var stærkt inspireret af Japan, og japanske agenturer udgav adskillige engelsksprogede udgivelser og publikationer.

En japansk-britisk udstilling i 1910 i London, arrangeret af den japanske regering til fremme af viden om Japans modernisering og ideen om en alliance af folk, havde 8 millioner besøgende.

Under 1. verdenskrig havde både Japan og England og Europa som påvist ovenfor i høj grad profiteret af alliancen.

Men efter krigen kølnedes forholdet mellem Storbritannien og Japan.

På trods af, at Japan under krigen havde ydet store lån til Ententen, beskrev britiske banker efterfølgende Japan som værende i en ustabil finansiel situation og en risikabel investering, og de begyndte kun at tilbyde Japan lån med høje renter  svarende til dem, de tilbød Osmannerriget, Chile, Kina og Egypten, hvilket var skuffende for Japan.

Bankmanden og senere premierminister Takahashi Korekiyo hævdede, at Storbritannien gennem uattraktive lånevilkår antydede, at Japan var vendt tilbage fra en af ​​de "civiliserede nationer" til "uudviklede nationer".

Men Japan var jo netop gået økonomisk styrket ud af krigen, fordi de havde overtaget de europæiske markeder i Asien, og eksporten var tredobledet. Godt nok blev Japan efter krigen ramt af stor inflation, men alligevel -  den reelle grund var måske, at Japan var blevet for stærk og en konkurrent - både økonomisk og magtpolitisk i Stillehavsområdet.

Japan fik lov at beholde de tyske besiddelser i Asien, men følte sig degraderet til en andenrangsnation, da et japanske forslag om en klausul om racernes lighed i Folkeforbundspagten blev forkastet. 

Et andet konfliktpunkt var "De 21 krav", som den japanske regering i 1915, midt under 1. Verdenskrig, havde  tilstillet Kina. Krav, der i realiteten ville betyde, at Kina kom under total japansk indflydelse. Hermed havde Japan ikke bare bekendt kulør og vist sine ambitioner i Kina, men også bragt sig på konfrontationskurs med Storbritannien og frem for alt med USA. 

På fredskonferencen i Paris 1919 blev Japan tvunget til at modificere sine krav.

1921-22 blev der indkaldt til en Washington-konference, der førte til vedtagelse af en ni-magts-traktat, der garanterede Kinas territoriale integritet, og en flådetraktat, der  begrænsede kapløbet mellem Storbritannien, USA og Japan ved at fastlåse størrelsesforholdet mellem de tre landes flådestyrker til 5:5:3.

På denne konference blev Storbritannien presset af USA, Canada og Australien til at opsige den gamle aftale med Japan, og Japan havde ikke andet valg end at indgå i en firemagtsaftale mellem USA, Storbritannien, Frankrig og Japan.

Måden hvorpå den britisk-japansk aftale blev opsagt, vurderes af historikere som stærkt medvirkende til Japans engagement i 2. Verdenskrig imod de allierede.

I de følgende år valgte Japan en internationalistisk samarbejdskurs, og den økonomiske indtrængen i Kina skete med fredelige midler. 

Men i Japan var meningerne om det hensigtsmæssige i denne politik delte. 

I 1931 tog Kwantunghæren, der var stationeret i det sydlige Manchuriet for at beskytte japanske koncessioner, sagen i egen hånd og indledte erobringen af hele Manchuriet. Det resulterede i oprettelsen af den japanske lydstat Manchukuo i 1932. 

I det næste årti gennemgik Manchukuo en hastig økonomisk udvikling under den japanske hærs styring og blev det mest industrialiserede og militariserede område på det asiatiske fastland. Men Vesten så ikke med milde øjne på Japans ageren i Manchuriet.

Og da Lyttonkommisionen, nedsat af Folkeforbundet for at undersøge forholdene omkring Manchuriet i 1933 aflagde en rapport, hvori Japan blev udpeget som aggressor, selv om også Kina blev pålagt en del af skylden for situationen, så valgte Japan at udtræde af det internationale organ, Folkeforbundet, og derved knustes ethvert håb om forsoning mellem Japan og Kina.

Japan udtrådte desuden af Washingtontraktaten og proklamerede en "Monroedoktrin for Asien", dvs. afvisning af de vestlige magters indflydelse i Asien. Definitivt forlod de den internationale samarbejdspolitik og indledte i stedet en oprustningspolitik.

 

Friktionerne mellem Kina og Japan fortsatte, indtil det resulterede i total krig i 1937.

Den 7. juli 1937 udviklede en træfning mellem japanske og kinesiske styrker ved Marco Polo-broen uden for Peking sig til et egentligt japansk erobringsforsøg af selve Kina. I løbet af 1938 underlagde japanerne sig de vigtigste byer og jernbanenettet, men den kinesiske  Guomindang-regering bed sig fast i Chongqing, og Japan var herefter indviklet i en blodig asiatisk fastlandskrig, der ikke kunne vindes og blev et stadig større dræn på de japanske materielle og menneskelige resurser. 

Samtidig betød angrebet på Kina, at Japan nu definitivt var på kollisionskurs med USA, hvis asiatiske open door-politik netop havde Kinas territoriale integritet som en hjørnesten, for nu udvikledes i Japan tankerne om den storasiatiske kollektive velfærdssfære, der omfattede hele Sydøstasien med Japan som centrum.

I 1940 smeltede den asiatiske og den europæiske krig sammen. I kølvandet på den franske kapitulation gik Japan i 1940 ind i det nordlige Indokina, og i september indgik Japan, Tyskland og Italien på japansk initiativ den såkaldte Tremagtspagt. 

Som reaktion på den japanske politik opsagde den amerikanske regering handelstraktaten med Japan og lagde embargo på eksport af flybenzin samt jern- og stålskrot, der var af afgørende betydning for den japanske krigsindsats. Den amerikanske embargo udvidedes yderligere i november 1940 til også at omfatte jern og stål, og i juli 1941 blev samhandelen mellem de to lande bragt til næsten totalt ophør, da den amerikanske regering indefrøs de japanske tilgodehavender i USA som følge af Japans invasion af det sydlige Indokina. 

Sanktionstyper vi kan genkende fra den aktuelle krig i Ukraine?

Den japanske regering stod derfor over for enten at opgive sin ekspansive Kinapolitik eller søge sine behov for olie, strategiske mineraler og gummi dækket ved invasion af Hollandsk Ostindien (Indonesien) og Malacca-halvøen. 

Den japanske regering valgte det sidste, vel vidende at det ville betyde krig med USA. 

I håb om at lamme USA besluttede man at slå til først. Det skete med angrebet på flådebasen Pearl Harbor den 7. december 1941. 

Overalt hvor de japanske tropper trængte frem i de tidligere kolonier, blev de modtaget som befriere af lokalbefolkningen. Japan viste sig imidlertid hurtigt at være en skånselsløs besættelsesmagt, og for de tilbageblevne vesterlændinge blev besættelsen et mareridt; både civile og krigsfanger blev udsat for en nedværdigende og ofte grusom behandling, der samtidig var led i en bevidst politik, som skulle vise, at "den hvide race" ikke længere var den overlegne.

I de første måneder af 1942 så det ud til, at "den storasiatiske kollektive velfærdssfære" skulle blive en realitet. Singapore faldt i februar, hele Hollandsk Ostindien i marts, hovedparten af Filippinerne i april, og i maj gik japanerne ind i det nordlige Burma og afskar forsyningerne til Kina. 

Men herefter vendte krigslykken, og efter de store slag i Coral Sea og ved Midway i midten af 1942 var Japan i defensiven.

Hvordan det japanske engagement i verdenskrigen endeligt sluttede, da de to atombomber blev kastet ned over Hiroshima og Nagasaki  6. og 9. august 1945, ved vi alle.

Men her vil jeg slutte det, der har skullet give mig selv et overblik over relationerne mellem Japan og Vesten gennem tiderne.