Jeg har i mit foregående blogindlæg fortalt om Marie Hammers fantastiske rejser i Sydamerika og i Centralasien omkring 1950 og i 1979, og jeg har ligeledes tidligere skrevet om, hvor imponeret jeg har været over Alexander von Humboldts rejser til Sydamerika og Rusland allerede i starten af 1800-tallet.
Men endnu mere imponeret bliver jeg unægtelig, når jeg går endnu længere tilbage i historien, helt tilbage til de sidste 100 år før Kristi fødsel.
Det er helt vildt, hvor mange tusinder af kilometer de
romerske hære kunne tilbagelægge – til fods!
Vi har alle læst om de mægtige romerske veje – helt til Spanien og England.
Gik marchen gennem fjendtligt område, skulle hæren efter en fuld dagsmarch have etableret en sikker lejr for natten – have gravet grøfter og opstillet palisader, før der var mad og nattesøvn.
En romersk soldat i fuld udrustning bar et kort sværd, kalder gladius, en dolk, kaldet pugio, og to kastespyd, kaldet pilum / pilae. Til beskyttelse havde han et skjold af læder og træ i flere lag, på hovedet en hjelm af jern, og kroppen blev beskyttet af et panser af jern. På fødderne havde han lædersandaler beslået med søm. På en lang gren over skulderen bar han sine egne ejemdele og desuden måske en spade eller en stav til æalsade. - Og naturligvis e skind med vand. Fuldt udrustet bar en legionær på 50 kg. Andre kilder angiver dog kun omkring 35 kg.
Soldaterne var inddelt i legioner. En legion kunne bestå af mellem 5000 og 6000 mand.
En forholdsvis lille hær kunne bestå af 2 legioner, dvs. 10-12 000 mand. Hertil kom et rytteri, ofte på et par tusinde, og ofte desuden en måske tusindtallig hjælpehær, auxilia. Hjælpehæren bestod af specialiserede krigertyper som bueskytter, stenslyngefolk eller måske mænd med køller. Oftest var det folk fra forskellige dele af Romerriget, så det var en blandet flok at se på til forskel fra legionærerne, der var en fuldstændig ensartet masse. Efter 25 års tjeneste som auxilia, kunne man opnå den største belønning overhovedet - det romerske borgerskab.
Med soldaterne fulgte et stort træn med udstyr - telte, redskaver, jern til smedning af nye spydspidser og f.esks. nye hestesko, store madforsyninger til så mange tusinde mand og endelig alskens bekvemmeligheder til feltherren og hans øverste befalingsmænd.
På de helt lange felttog deltog desuden smede, tømrere og lignende, og når hæren marcherede i egne, hvor der skulle bygges veje, broer og vandledninger undervejs, så fulgte også ingeniører og byggekyndige.
En feltherres største opgave undervejs var at skaffe de daglige forsyninger til de mange tusinde mennesker.
Jeg startede med at forundres over de romerske soldater, der marcherede og marcherede - blot for at Rom kunne udvide sit herredømme og blot med udsigt til at slå ihjel eller selv blive slået ihjel. Men det er vel ikke en helt rigtig udlægning. De marcherede og kæmpede jo også, fordi det kunne være en vej til at opnå et bedre liv – når eller hvis de vendte tilbage i live. De tjente en daglig løn, og et felttog gav mulighed for plyndring, og når den romerske stat havde fået sin andel, så delte feltherren som oftest også sit bytte med soldaterne – i større eller mindre grad.
I republikkens første tid var det kun mænd med romersk borgerskab og som ejede jord og kunne stille med sin egen udrustning, der kunne blive soldater.
Men da Rom manglede soldater (omkring år 107 eller noget i den retning f. Kr.) fik Gajus Marius gennemtrumfet, at han måtte samle fattige, besiddelsesløse ikke-romere, dvs. italikere, for at skaffe en tilstrækkelig stor hær. - Meget imod de konservative i Senatet. Og da han vendte sejrrig hjem, måtte han igen kæmpe i senatet for at skaffe jord til sine hjemvendende soldater.
For Gajus Marius og andre feltherrer, kom de militære successer til at danne grundlaget for en efterfølgende politisk karriere. Og hvis ikke senatet var til sinds at lade feltherren stille op til f.eks. det fornemste embede - konsul-embedet - kunne en feltherre - hvis han var elsket af sine soldater - med sin hær i ryggen næsten true sig til at blive valgt - hvilket Gajus Marius benyttede sig af.
Soldaterne kunne elske eller hade deres feltherre – under alle omstændigheder gjaldt streng disciplin og 100 % lydighed.
Hvis en legion ikke kæmpede som feltherren forlangte, kunne han i yderste tilfælde foretage decimering. Det betød, at legionen blev stillet op, og efter lodtrækning blev hver 10. soldater pillet ud og dræbt. Det skete blandt andet i felttoget mod slaverne – i Spartacusoprøret.
I nogle - sandsynligvis få - tilfælde skete der mytteri.
Et berømt mytteri fandt sted i år 86 f.Kr. i en romersk hærafdeling undervejs fra Makedonien til Asien, hvor de skulle kæmpe i den første krig mod Mithridates, kongen af Pontos. Felttoget blev ledet af konsul Lucius Valerius Flacchus, men hans nærmeste underofficer, Gaius Flavius Fimbria, fik legionærerne opildnet til oprør.
Flacchus var en streng hærleder og upopulær blandt legionæerne. Han forbød soldaternes plyndring undervejs. Da legionærerne på et tidspunkt havde været på plyndringstogt med Fimbria, forlangte Flaccus, at de skulle tilbagelevere det, de havde røvet.
Fimbria derimod sørgede for at gøre sig populær blandt legionærerne, og da han havde holdt en opflammende tale, hvor han fordømte Flacchus og anklagede ham for at tilbageholde deres penge og bytte, og selv bo i luksus i byen, mens de måtte udholde storme og vinterkulden udenfor, gjorde soldaterne oprør. Flacchus flygtede, men blev fundet og dræbt.
Indtil nu havde legionerne været kendt som valerianerne, men Fimbria overtog kommandoen, og legionerne blev senere kendt under navnet fimbrianerne.
Fimbria kæmpede sejrrigt mod Mithridates, kongen af Pontus, som romerne havde mange problemer med, og Fimbrias soldater elskede ham, for de fik lov at plyndre og stjæle, hvor de kom frem.
Fimbria handlede grusomt mod alle de mennesker i Asien, der havde gjort oprør mod Rom. Han massakrerede indbyggere og brændte byer ned.
Men med sit mytteri mod den lovlige hærledelse, havde Fimbria jo selv på sin vis gjort oprør mod Rom. Så i år 85 f. Kr. krydsede Sulla fra Grækenland til Asien, sluttede fred med Mithridates og vendte sig mod Fimbria. Fimbria så ingen anden udvej end selvmord.
Som straf for
mytteriet blev det fimbrianerne forbudt at vende tilbage til Rom. De blev tvunget til at tjene i Asien helt til afslutningen af 3. krig mod Mithridates i år 63 f. Kr.
De mange års træning
gjorde dem til stærke, modige og formidable soldater, men de var ikke afholdt,
for de var også selvbevidste og kunne være besværlige for en leder. Det blev Lucius Licinius Lucullus, der overtog fimbrianerne.
Lucius Licinius Lucullus og Publius Clodius
I 4. del af Colleen McColoughs værk “Den romerske familie” følger vi Publius Clodius – en ung mand af god familie, der har gjort sig upopulær og keder sig i Rom. Han vælger derfor at rejse østpå til sin fætter Lucullus og slutte sig til hans personlige stab. Ikke for at opnå et ry som en tapper og fremragende soldat. Militære præstationer tiltalte ikke Clodius det mindste. Men hvem kunne vide, hvilke muligheder der bød sig, når man var tilknyttet Lucullus’ stab.
Fra Rom kender Clodius sin fætter som ”en dannet og overdrevent korrekt aristokrat med et ægte talent for at more sig, meget velhavende og uden tvivl med en formue, der nu voksede hastigt; en navnkundig kærlighed til god mad, gode vine og godt selskab. Lige den slags overordnede som Clodius kunne tænke sig. Et felttog i Lucullus’ personlige følge kunne ikke undgå at blive et luksusliv.”
Lucullus er statholder i Den asiatiske Provins i Lilleasien. Han opholder sig i Amisos, en pragtfuld by ved Euxinerhavets bred i hjertet af Pontos, efter at romerne endnu engang har jaget kong Mithridates, Roms mægtigste fjende i mange år, ud af dette område. Da han af breve, som Clodius medbringer, erfarer, at han snart vil få frataget sit statholder-embede, beslutter han sig for hurtigst muligt at invadere Armenien. Tigranes, kongen af Armenien – kongernes konge, som han ynder af kalde sig - er svigersøn til og allieret med Mithridates.
Da Lucullus marcherer
mod Armenien, er det med fibrianerne. Og det er med en lille hær på blot 2 legioner og 3000 ryttere. Ingen hjælpetropper.
Lucullus er ikke en elsket hærfører - fimbrianerne ikke elskede legioner.
Feltlivet havde mistet sin tiltrækningskraft på Clodius i samme øjeblik, han hørte, at Lucullus planlagde en march på 1600 km. Clodius besluttede at blive i Amisos.
De krydser Tigris, en nem sag efter Eufrat, for den var hverken bred eller hurtig. Og efter at have tilbagelagt over 3000 kilometer på to måneder, får Lucullus' hær Tigranokerta i sigte.
Tigranokerta er hovedstad i Tigranes’ Armenien – Armeniens NYE hovedstad. Den gamle hovedstad var Artraxa og lå længere inde i bjergene. Men da Tigranes fik succes med at udvide sit rige betragteligt, anlagde han en ny hovedstad.
Han er en civiliseret hersker – dvs. græsktalende og græskpræget - og han
bygger sin by som en græsk by. Han tvangsforflytter grækere fra den sydvestligste del af sit store rige - den syriske kyst mod Middelhavet - til sin nye hovedstad for at fremme en hellenisering af Armenien, og han bygger et teater, hvor der opføres græske dramaer.
Man har ikke med sikkerhed kunnet fastslå Tigranocertas præcise beliggenhed. Her har jeg sat ring om stedet, hvor man mener, Tigranokertas må have ligget.
Af samtidige græske historikere
beskrives byen som overvældende rig og smuk. I McCulloughs roman beskrives den således:
Da Tigranes hører, at en romersk hær er på vej, bliver han panisk og flygter med store mængder guld, men efterladende hustru og børn. Han vender tilbage med en hær på 100 000 mand og angriber romerne uden for byen. Lucullus med sine blot to legioner har ingen besvær med at slå ham. Armenierne har ingen strategi og angriber op ad et bjerg.
Efter slaget meddeler Lucullus lakonisk til Rom: ” Mere end hundredetusind døde armener – fem døde romere.”
Lucullus indtager byen og bliver modtaget som en helt, da han giver de
tvangtilflyttede grækere tilladelse til at rejse tilbage til de områder, hvor de kom fra. Det giver så problemer der, hvor arabiske nomader har overtaget deres land. - En velkendt problematik.
Lucullus og hans fimbrianere nyder livet i Tigranokerta i fulde drag hele vinteren.
Beruset af sejren over Tigranes' kæmpehær og de store rigdomme, han finder i Tigranokerta, begynder Lucullus at drømme store drømme.
"På dette tidspunkt dukkede visioner om rigdomme , der oversteg enhver romersk forestillingsevne, pludselig op i Lucullus' sind. Tænk hvad der fandtes i Seleukia, Tkesiphon, Babylon, Susa! Hvis to romerske legioner og mindre end tre tusind galatiske ryttere praktisk taget havde kunnet udrydde en stor armensk hær, kunne fire romerske legioner og de galatiske ryttere bestemt erobre alt helt ned til Mesopotamien og Sinus Persicus!
Hvilken modstand ville partherne kunne opbyde, som Tigranes ikke havde kunnet? Lucullus' hær havde prøvet det hele - fra katafrakter og zoroastrisk ild. Han behøvede blot at hente de to kilikiske legioner fra Pontus.
Lucullus traf sin beslutning lynhurtigt. Til foråret ville han invadere Mesopothamien og knuse Partherriget. Det ville sandelig blive en overraskelse for ordo equesterridderne i senatet! Lucius Licinius Lucullus skulle vise dem. Skulle vise hele verden.
Der udgik befalinger til Sotersiusi Zela. Bring øjeblikkelig de kilikiske legioner til Tigranokerta. Vi marcherer mod Babylon og Elam. Vi bliver udødelige. Vi indlemmer hele østlandet i Roms provins og udrydder Roms sidste fjender.
Jeg vil gøre Rom rigere end nogensinde, sagde en lykkelig Lucullus. Marcus Crassus snakker om de rigdomme, det vil give at erobre Egypten, men Partherriget vil få Egypten til at ligne et fattiglem. Fra Indus til Eufrat opkræver kong Fraates skatter. Men når jeg er færdig med Fraates, vil disse skatte tilflyde vort kære Rom. Vi kommer til at bygge et nyt skatkammer til at rumme dem."
Men et sådan felttog er Clodius og fimbrianerne ikke interesseret i.
"Du kender ikke slettelandet, siger Silisius, en af fimbrianernes ledere, til Clodius, men det gør vi. Vi har været overalt. Et sommerfelttog hvor man arbejder sig ned langs Tigtris og helt til Elam? I den hede og fugtighed? Parherne er vokset op i hede og fugtighed. Men det bliver vores død.
Godt, sagde Clodius hurtigt, så må vi hellere sørge for, det felttog ikke bliver til noget.
De kilikiske legioner, sagde Silisius straks. Uden dem kan vi ikke marchere i et landskab, der er fladt som et brædt. Uden fire legioner til at danne en fuldkommen forsvarsformation. Det ved Lucullus."
Lucullus sender bud efter forstærkning – to legioner, han havde efterladt i Pondus, men fimbrianerne får et endnu hurtigere sendebud afsted med besked til disse legioner om, at de skal nægte at komme til Tigranokerta. Så ingen forstærkning møder frem. Uden dem kan han ikke besejre partherne, og Lucullus må ændre planer.
Nu vil han i stedet gå mod Artaxa, hvortil Tigranes er flygtet. Hans befalingsmænd forsøger at tale ham fra det.
Thospitis-søen er nævnt i flere gamle kilder. For eksempel skriver geografen Strabo, at den er meget stor og har saltvand. Dette er korrekt. Vandet er virkelig salt, og Strabo har ret, når han siger, at dens vand er uegnet til at drikke. Strabo har også ret, når han siger, at der kun er én slags fisk, der kan leve i Thospitis-søen - en lille type makrel.
På den anden side tog de gamle grækere bestemt fejl, da de sagde, at floden Tigris passerede
gennem Thospitis og flød til sin virkelige kilde gennem en underjordisk forbindelse. Selvom
denne tunnel ikke findes, er teorien ikke helt så skør, som den
lyder: Strabo var klar over, at søen ikke havde noget udløb.
Grunden til, at søen ikke har noget udløb, er, at en vulkan i den sydvestlige del af søen, Mount Nemrud engang udsendte en stor lavastrøm, som blev en naturlig barriere. Mod nordvest blokerer en anden vulkan, Süphan, et muligt udløb. De manglende udløb er grunden til, at søen bliver salt, når vandet fordamper.
I
dag kaldes søen Van.
Med en overflade på 3.713 kvadratkilometer og en bredde på næsten 120 kilometer
er det den største sø i Tyrkiet. Søen er beliggende 1.640 m over havets
overflade, hvorfor der flere uger om
året er frost ved søen, men pga. søens høje saltindhold fryser den sjældent
til.
Den gamle hovedstad Artaxata kender man. Der har man fundet arkæologiske rester. På kortet har jeg også indkredset Artaxata og også Ararat-bjerget, det bjerg som Noa - ifølge Biblen - stødte på, da vandet begyndte at synke efter Syndfloden.
Lucullus' valg af den østlige rute om Thospitissøen blev skæbnesvanger. Beskrivelsen af fimbrianernes march mod Artaxata er grufuld.
Her får du (næsten) hele beretningen. Det var den, der gav mig lyst til at skrive dette blogindlæg.
Lige siden indtagelsen af Tigranokerta havde Clodius gjort sit for at skabe utilfredshed med og modvilje mod Lucullus. Clodius havde fået soldaterne til - fejlagtigt - at tro på, at Lucullus havde snydt dem for deres andel af rovet i Tigranokerta. En situation, der måske mindede dem om Fimbrias tale til dem - den tale, som førte til mytteriet mod Flacchus. Det mytteri, der var skyld i, at det blev dem forbudt at vende hjem til Rom, og var skyld i, at de stadig måtte kæmpe videre i Asien. Så oprøret ulmede. Det blev dog Araratbjerget, der udløste det endelige oprør.
Det var, da Lucullus så Bogitarus træde ind i teltet, at han vidste, at han var slået, for Bogitarus var anfører for de galatiske ryttere og en mand, hvis loyalitet han ikke kunne betvivle.
Er du af samme mening, Bogitarus? spurgte Lucullus.
Det er jeg, Lucius Licinius. Mine heste kan ikke gå over et bjerg som dette, efter de klipper. Deres hove og haser er ømme, de kaster deres sko hurtigere end mine smede kan sko dem, og jeg er ved at løbe tør for jern. Desuden har vi ikke fået leveret trækul, siden vi forlod Tigranokerta. Vi ville følge dig til Hades, Lucius Licinius, men vi vil ikke følge dig over det bjerg, sagde Bogitarus.
Araratbjerget blev Lucullus' Waterloo.
Måske husker du, jeg tidligere har skrevet om, hvordan Alexander von Humboldt på sin rejse til Rusland i 1829 øjnede det store Araratbjerg - fra nordsiden - hvordan han drømte om at bestige det, men hvordan han erkendte, at det var for sent på året til, at det kunne nås, hvorfor han i stedet vendte hjemad. Måske han derved undgik et lignende Waterloo. Araratbjerget er åbenbart frygtindgydende.
I dag har danske rejsebureauer som Kipling Rejser og Victors farmor bjergbestigninger på Araratbjerget på deres program.
Beretningen om Lucullus' forfærdelige march mod Artaxata og Ararat er en del af Roms tredje Mithridateskrig. Selv om Lucullus faktisk var ganske sejrrig i krigen, var han upopulær i kredse i senatet. Han havde nemlig ændret en urimelig skatteopkrævning i Asien til et mere rimeligt niveau, men det betød mindre indkomster til ordo equestres- ridderklassen i Rom, og det førte til, at han blev frataget sine provinser og sine legioner.
Kommandoen blev i stedet overgivet til Gnaeus Pompejus Magnus, som blev forsynet med yderligere legioner.
Fimbrianerne, der langt og længe – efter 16 år i Lilleasien – fik lov at vende tilbage til Rom, endte alligevel med frivilligt at forblive i Lilleasien og gav sig ind under Pompejus’ kommando.
Så selv om det var Lucullus, der havde gjort det store forarbejde, blev det Pompejus, der blev hædret som ham, der i sidste ende besejrede både Tigranes og Mithridates.
Lucullus vendte tilbage til Rom i år 66 f.Kr. som en bitter, men dog umådelig rig mand. Efter et par år trak han sig tilbage til et meget luksuriøst privatliv med overdådige gæstebud. Heraf stammer udtrykket lukullisk.
I år 60 f.Kr. indgik tre mægtige mænd, Julius Caesar, Pompejus Magnus og Markus Lisinius Crassus en aftale, som senere er kaldt det første triumvirat.
Man kan sige, det var en slags samarbejdsaftale, der sikrede dem hver især herredømmet over den provins, de ønskede sig.
Pompejus fik Spanien, Crassus Syrien, og Cæsar kunne fortsætte sin succesfulde erobring af Gallien.
Da Crassus blev statholder i Syrien var han 62. Han havde været konsul, og han havde været en forholdsvis sejrrig feltherre. Men hans kampe var blevet udkæmpet i Italien - mod rigets egne indbyggere.
I Borgerkrigen mellem Gajus Marius og Sulla havde han udkæmpet et afgørende slag for Sulla. Inden da havde han reelt set nedkæmpet de oprøske slaver i Spartacusoprøret, men Senatet var blevet utålmodig over den tid, det tog og sendte Pompejus Magnus til forstærkning, og det blev Pompejus, der fik æren for at have afsluttet slaveopoprøret - ligesom han - Pompeius også fik æren for at have nedkæmpet Mitridates efter at Lucullus havde udført det hårde forarbejde.
I triumviratet var Crassus hovedsagelig tildelt rollen som pengemanden. Da Sulla havde tilkæmpet sig magten i Rom, havde han tjent styrtende på Sullas proskriptioner. Han blev anset for Roms rigeste mand.
Når han glædede sig voldsomt over, at det lykkedes at blive statholder i Syrien, skyldtes det det nærliggende Partherrigets umådelige rigdomme, som han mente lå inden for rækkevidde.
Medvirkende var især også, at han følte sig underlegen i forhold til de succeser, både Caesar og Pompejus havde opnået på slagmarkerne - eller rettere, han følte sig snydt for den anerkendelse, han mente tilkom ham.
Så år 53 indledte Crassus - uden Senatets tilladelse - sit felttog mod partherne. Det felttog, som også Lucullus havde drømt om.
Crassus forbrød sig mod Roms (officielle) politik om, at man ikke indledte en krig uden at være blevet angrebet. Og mellem Rom og Parthien lå en gammel aftale om, at alt land vest for Eufrat var Roms interessezone, og alt land øst for Eufrat var Parthiens interessezone. Men den aftale brød Crassus helt åbenlyst, da han ganske uprovokeret styrede mod parthernes rigdomme.
Cæsar - i Gallien - var mere snu. Han sørgede for, at nogle af de mange forskellige stammer henvendte sig til ham og bad om hjælp, når de blev angrebet af en anden gallisk stamme. Og så slog han til. Eller han fandt et brud på en aftale, der så kunne straffes.
Man siger gerne, at Romerriget kun oplevede tre store krigsnederlag. Det første var Slaget ved Cannae mod karthageren Hannibal i 218 f.kr., det tredje var Varrusslaget mod germanerne i Teutonerskoven i år 9 e. Kr., og det ind imellem var Slaget ved Carrhae i år 53 f. Kr. i Crassus' felttog mod Partherriget. Et felttog, der blev en katastrofe og en ydmygelse af Rom.
Måske det trods alt var Lucullus' held, at fimbrianerne lykkedes med at modsætte sig hans togt mod partherne. For Lucullus kom dog tilbage til Rom i live. Crassus blev slået ihjel og hans hoved hugget af. Hovedet og den ene hånd blev sendt til Armenien, hvor de blev brugt som teaterrekvisitter i en opførelse af Euripides' "Bacchanterne" til ære for parthernes kong Orodes. Efter at partherne havde slået den romerske hær, havde de også taget magten i Armenien.
Da Crassus indledte sit felttog, havde Armeniens konge tilbudt sin militære støtte og foreslået, at Crassus krydsede ind i Partherriget gennem de kuperede områder i Armenien, så partherne ikke kunne udnytte deres overlegne kavaleri så godt, og Armeniens konge, Artavasdes II, Tigranes' søn, havde tilbudt at ville føje yderligere 40 000 mand til Crassus' styrke. Efter at Pompejus havde besejret kong Tigranes var Armenien blevet en lydig vasal til Rom.
Dette tilbud afviste Crassus imidlertid.
Crassus stod i spidsen for en mægtig hær på 7 legioner med i alt mellem 28- og 35 000 tungt bevæbnede legionærer og derudover let infanteri på 4 000 og et kavaleri på 4 000. Han forventede, det ville blive et nemt felttog.
Han marcherede direkte mod Mesopotamien. Men han blev lokket ud i ørkenen, og her stod et forfærdeligt slag, Slaget ved Carrhae.
Da Crassus mødte partherhæren, virkede den ikke afskrækkende. Surenas, som dengang var den førende kriger i Partherriget, havde kommandoen over ca. 10.000 ryttere, heraf 9 000 lette hesteskytter og 1000 tunge katafrakter.
Katafakter var harniskklædte ryttere på tunge, ligeledes helt brynjedækkede heste.
Nutidig gengivelse af en frygtindgydende katafrakt
Men Surenas havde fået katafrakterne til at dække deres rustninger og harniskklædte heste med huder og kapper for at skjule hærens styrke.
For at intimidere romerne, blev slaget indledt ved, at partherne trommede på et stort antal hule trommer, og de romerske tropper blev urolige over den høje og kakofoniske støj. Da katafrakterne derefter smed huder og kapper og afslørede deres skinnende rustninger, var den psykologiske effekt hos romerne enorm.
Den romerske hærs ryttersoldat var nu ellers også et imponerende skue. Bemærk i øvrigt, at romerne selv ikke havde rytteri. Det var altid lejede soldater fra provinserne. Romerne var fodfolk.
For et større billede, hvor du kan læse teksterne, følg linket
Det romerske infanteris spyd, pilae, havde slet ikke samme rækkevidde som partherne buer. Crassus sendte derfor sit lette infanteri ud for at møde / stoppe de parthiske beredne skytter, men de flygtede tilbage, da parthernes pile begyndte at regne ned fra himlen.
Ovenstående er et udsnit af The Hepthalite silver bowl, fundet nær Swat-floden i vestlige Pakistan, nordøst for Peshawar. Nu udstillet på British Museum.
De romerske soldater var trænet i nærkamp og var afhængig af at få Surenas mænd tæt på. Men partherne undgik at komme for tæt på, og deres speciale var The Parthian shot - deres evne til at ride væk, mens de skød bagud på fjenden.
Crassus håbede, at hans legionærer kunne holde ud, indtil partherne løb tør for pile. Men Surena havde tusinder af kameler til at forsyne sine hesteskytter med nye pile, så pileregnen var uden ophør.
Den romerske hær havde i hovedtræk tre formationer, de havde indøvet til bevidstløshed.
Ved Carrhae tog romerne opstilling på en nærliggende skråning. De dannede en defensiv testudo (rektangulær sammenlåsende skjolddannelse ) for lettere at afbøje pilenes spydspidser, men dette viste sig katastrofalt, for den varierende højde udsatte tropperne bag frontrækkerne for konstant beskydning.
De blev beskyttet af deres store skjolde (scuta) og rustninger, men de kunne ikke dække hele kroppen, og ydermere beskriver nogle historikere, hvordan pilene delvist trængte ind i de romerske skjolde og sømmede skjoldene til lemmerne på det romerske infanteri og sømmede deres fødder til jorden. Historikeren Plutarch skrev i sine beretninger, at romerne blev mødt med et brus af pile, der passerede gennem alle former for omslag, både hårde og bløde. Og på den måde ødelagde partherne hele det romerske kontingent.
Lucullus havde ved Tigranocerta med under 20 000 mand besejret kong Tigranes hær på over 100 000, fordi den armenske hær ikke var trænet, og fordi den ikke havde nogen strategi og angreb op ad en bakke.
Ved Carrhae blev Crassus' hær på over 40 000 mand besejret af Surenas hær på 10 000 ryttere, fordi de mødte fjenden på hans hjemmebane - en fjende hvis kampstil passede til terrænet - en kampstil som de veltrænede romerske soldater intet kunne stille op over for.
Noget lignende skete jo egentlig i Slaget ved Teutonerskoven i år 9, hvor germanerne fik romerne trukket ind i de store skove, hvor deres indøvede formationer ikke kunne benyttes.
Ifølge historikeren Plutarch udgjorde de romerske tab omkring 20.000 dræbte, 10 000 slap væk og kom tilbage til Syrien, og
10.000 blev taget til fange.
Om de 10 000 fanger florerer der en spændende myte.
Ifølge myten - eller folkefortællingen om man vil - blev de sendt østpå til Margiana - et område, der nu er Turkmenistan.
The Lost Legion bliver de kaldt, fordi man ikke rigtig ved, hvad der skete med dem. Hvis folkefortællingen holder vand, blev de slaver og tvunget til at beskytte parthernes østligste grænse mod hun-kineserne- en grænse, der var meget langt hjemmefra.
Men her blev de igen taget til fange, nu af Xiongnuriget, som udfordrede partherne, og de blev optaget i Hun-kinesernes / Xiongnus
magtfulde hær, sandsynligvis som lejesoldater.
Og således dukkede The Lost Legion op næsten tyve år senere i år 36
f.Kr. i slaget ved Zhizhi mellem Xiongnu og han-kineserne.
Kinesiske krøniker taler om erobringen af mærkelige soldater, mangeårige veteraner, som kæmpede perfekt, organiseret i en "fiskeskalaformation", som visse historikere mener er en reference til den testudo (skildpadden), som var typisk for romerske legioner.
Efter tilfangetagelse er de åbenbart blevet deporteret til et øde område på kanten af Gobiørkenen, hvor de efter sigende så skulle have grundlagt landsbyen Liqian, 300 km fra den nærmeste by.
Liqian kaldes også Zhelaizhal.
Liqian / Zhelaizhal ligger nogenlunde midt i det, der nu udgør Gansu-provinsen, men ofte kaldes Gansu-korridoren eller Hexi-korridoren. Navnet Gansu-korridoren relaterer sig tilbage til Silkevejen.
I magasinet Vagabond annonceres en rejse på Silkevejen gennem netop dette område og langt videre ad Silkeruten. Rejsen er arrangeret af Sinex rejser, som jeg ikke mener at have hørt om tidligere. Men artiklen er fra 2017, så jeg behøver vist ikke at begynde at drømme og spare sammen ....
En pensioneret lærer her fra Kolding-området, som jeg
tidligere ind imellem er stødt på i forskellige sammenhænge, har faktisk rejst
på Silkeruten to gange, og aldrig har han fortalt et ord om det. Men vi kendte selvfølgelig ikke hinanden, så han kunne ikke vide, jeg var interesseret i Silkevejen. Faktisk har vi måske aldrig talt sammen - bare været til de samme møder.
Jeg stødte tilfældigvis på hans blog, Bents bane, hvor han fortæller og viser billeder fra Silkevejen. Meget spændende, især når man scroller et godt stykke ned, og han når ud i de rigtig øde egne, startende ved Juayuguan i den vestlige ende af Gansukorridoren og følger ruten til Kasgar, hvorefter hans rejse stopper i Pakistan. Bloggen kan varmt anbefales.
(Titlen på bloggen skyldes, at Bent er jernbane-entusiast.)
Legenden om The Lost Legion er blevet forsøgt bevist af en professor ved Oxford Universitet, Homer H. Dubs.
Han baserer sig dels på kinesiske og romerske krøniker, dels på de særlige fysiognomiske - kauskasiske - træk hos nogle af indbyggerne i denne lille by: grønne øjne, spidse næser, hævede superciliære buer (øjenbryn), blondt eller rødt hår.
Derudover mener Dubs, at navnet "Liqian" kunne være translitteration på kinesisk af "legio" (legion). Liqian var netop det navn, kineserne brugte i denne æra til at betegne de ukendte romere, der købte mange af deres luksusprodukter.
Kinesiske arkæologers fund af omkring hundrede skeletter, hvoraf nogle var højere end 1,80, og som dateres til over 2.000 år gamle, bakker Dubs’ teori op, men den er dog ret omdiskuteret.
En ny hypotese fra 2011 af dr. Christopher Anthony Matthew fra Australian Catholic University tyder på, at disse mærkelige krigere ikke var romerske legionærer, men Hoplitter fra kongeriget Fergana - altså efterkommere af soldater i Alexander den Stores hær, som var blevet efterladt i det, der kaldes en af efterfølgerstaterne i Alexander den Stores imperium.
Ligesom de parthiske ryttere gjorde det, så gjorde den makedonske falanks med dens 6 meter lange spyd det næsten umuligt for fjendens angribere at komme i nærkamp. End ikke et kavaleri kunne bryde en sådan mur af spyd.
I år 329 f. Kr. grundlagde Alexander den Store i den sydvestlige ende af Ferganadalen byen Alexandria Eskhata. Ordret oversat fra græsk til engelsk betyder navnet "Alexandria the Furthest". Byen var den nordligste udpost af det græske imperium.
Det var fra dette område, som kineserne kaldte for Dayun, at de berømte ferganaheste kom. Han-dynastiet havde brug for disse "flyvende heste", som de kaldte dem, i deres kampe mod de stærke Hun-kineserne / Xiongnu-nomaderne.
Da Ferganas herskere på et tidspunkt besluttede, at de ikke længere ville sælge deres heste til kineserne, blev det årsag til Han-Dayan-krigen eller War of Heavenly Horses, som den kaldes på engelsk. Jeg ved ikke, hvad det oversættes til på dansk - Krigen om de hellige heste?
Kejser Wudis Hankinesere erobrede Ferganadalen i år 102 f. Kr., og det blev kinesernes yderste mødested med Vesten.
Om det og om Han-dynastiets besvær med Xiongnu-nomadernes stærke hær - som måske, måske ikke omfattede rester af The Lost Legion - har jeg skrevet i blogindlægget "Om Kina 3. Om tidlige rejsende og om Yuan- og Ming-dynastierne."
Og på den måde kom jeg - med et smut til både partherne og Alexander den Store - helt fra Romerriget til Kina.
Nu er spørgsmålet, om jeg skal tilbage på sporet og have fat i 5. bind af Colleen McCulloughs Den romerske familie, hvor Caesar endelig kommer afsted til Gallien.
Eller jeg skal fare over Alfred Duggans skønlitterære roman Winter Quarters, som fortæller om to unge gallere, som slutter sig til Crassus' felttog - en roman, hvorom anmeldere har skrevet, at Duggan fint i stedet kunne have givet den titlen The Road to Carrhae.
En anden mulighed er The Forgotten Legion af Ben Kane, om tre mænd, der ligeledes tilslutter sig Crassus' skæbnesvangre togt til Partherriget.
Med den titel må de næsten blive tre af de 10 000 mænd, der blev taget til fange og måske endte med at grundlægge en lille by i Kina.
Nu må vi se.
