søndag den 19. februar 2023

Om afsidesliggende steder og ukendte berømtheder

 



Jeg vidste det, allerede inden jeg satte sidste punktum i forrige indlæg. - At jeg ville blive nødt til at følge op med lidt historisk geografi og tidlige ekspeditioner.

Da jeg så gik i gang, var det med den faste beslutning, at jeg ville fortælle om Krusenstern, La Perouse og to mere, som allerede var valgt.

Men nettet åbner sig jo som en Pandoras æske og lokker mig ad mangen sti vild. Ok. De to udtryk hører normalt ikke sammen, men det kom de til nu. Jeg bliver lokket på vildveje. 

Da jeg startede, havde jeg til hensigt at indsætte links til de forskellige ekspeditionsledere, jeg stødte på. Men det gik ikke. Det blev alt for mange links. I stedet har jeg blot indsat enkelte links til særligt spændende sider. Ikke fordi jeg forventer eller synes, at læseren nødvendigvis skal følge dem, men mere for min egen skyld. Så jeg nemt kan vende tilbage og genlæse nogle af artiklerne.

Jeg forlod Petropavlovsk i mit forrige blogindlæg sammen med den flygtende Zavoiko, men der er jo mere at fortælle -  om Petropavlovsk og nogle af de geografiske steder, jeg strejfede, og om nogle af de mennesker der har besøgt disse afsidesliggende steder.

Den fransk-britiske belejring af Petropavlovsk under Krimkrigen førte til, at stedet blev helt forladt, og der gik mange år, før stedet igen blev vakt til live. 

Som det ses på tabellen, har byen haft en højst ujævn demografisk udvikling, hvilket efter 1917-revolutionen er udtryk for benhård sovjetisk planstyring.

Petropavlovsk blev officielt grundlagt af Vitus Bering 17.oktober 1740. Men hvad og hvem var der, før han kom?

Kamtjatka før Bering

Om Ivan Ivanovich Kamchatyi og lidt om Grigory Shelikhov

Den første navngivne, jeg støder på, der kommer til det ukendte Kamtjatka, er kosakken Ivan Ivanovich Kamchatyi.

I 1658-59  rejste han fra Gizhuga og ned langs den vestlige kyst af Kamtjatka-halvøen til Lesnyafloden, som flyder ud i Shelikhov-bugten. 

Ved den røde pil: Gizhuga

Shelikhovbugten

Shelikhovbugten er opkaldt efter Grigory Shelikhov. Han organiserede i 1775 nogle handelsrejser til Kurilerne og Aleuterne. 1783-86 ledede han en ekspedition til Alaska, hvor han grundlagde de første russiske bosættelser. Sammen med Ivan Larionovich Golikov ejede han det firma, der senere - i 1799 - blev til det russisk-amerikanske kompagni, som stod for den indbringende handel med skind fra Alaska.



Men tilbage til Ivan Ivanovich Kamchatyi og 1600-tallet. Fra udmundingen af Lesnya fulgte han floden mod øst og krydsede tværs over de tårnhøje Sredinny-bjerge. Sredinnij-bjergkæden løber på langs ned gennem det meste af halvøen og stiger højt op over snegrænsen. Her findes op mod 160 vulkaner, hvoraf de 28 er aktive. I gennemsnit er seks af vulkanerne i udbrud hvert år. 1996 blev vulkanområdet på Kamtjatka af UNESCO erklæret  for verdensarvsområde.


Kamchatyis rejse fra Gizhuga til Karaginskybugten


Herefter fulgte han Karagafloden ud til Karaginskybugten, hvor han håbedegat finde værdifulde hvalros-tænder  Det gjorde han ikke, men de lokale koryaker fortalte om et overmåde rigt område længere mod syd.
 
Kamchatyi vendte tilbage til Gizhiga, men begyndte straks at forberede en ny ekspedition, som skulle nå længere mod syd. På denne i 1660-61 krydsede han Sredinnybjergene længere sydpå, og han nåede en stor og meget fiskerig flod.

Senere deltog han i bekæmpelse af et Lamuts-Evens-oprør og blev dræbt. Evenerne var et ikke-nomadisk fiskerfolk, der levede langs kysten ved det nordlige Okhotske Hav. 
Evenerne gjorde oprør mod den yasak - den skat -  som kosakkerne opkrævede hos dem. Yasak var en skat, der blev betalt i varer. 

Yasak er en variation af det tyrkiske ord Zhasaq. Det stammer helt tilbage fra Genghis Khan og Den gyldne Horde.  Oprindelig betød det  "This is what you have to do".  Det blev brugt som et ord for opkrævning af  skatter i form af naturalier fra ikke-tyrkere og blev overtaget af især de kosakker, der opkrævede yasak - blandt de indfødte folk i Sibirien mest i form af skind.



Skønt hans åbning af Kamtjatkahalvøen ikke fik nogen betydning, blev det alligevel Kamchatyi, der kom til at give navn til Kamtjatkafloden (for det var den, han var kommet til) og Katjatkahalvøen, eller dvs. de to lokaliteter blev senere navngivet sådan for at ære ham.

Om Ivan Moskvitin og en smule om Kurbat Ivanov


I august 1639 havde kosakken Ivan Moskvitin nået Det okhotske Hav, og han blev den første  kosak/russer, der så  "The great Eastern", som Stillehavet dengang kaldtes. 
Kosakkerne stammer fra områder nord for Sortehavet og fra Ukraine. Det var for en stor del kosakkerne, der udforskede Sibirien i deres jagt på rigdomme. Kosakkerne blev senere assimileret  i Rusland, og de kom til at udgøre en særlig enhed af den russiske hær.  De var kendt for stor brutalitet. 
Med udgangspunkt i Tomsk rejste Moskvitin  sammen med 40 andre kilometer efter kilometer over land eller ad Sibiriens mange floder. Som vi så det på Moesgårds nylige udstilling, at vikingerne i øst måtte trække deres skibe over land fra én flod til en anden, på samme måde kom Moskvitins gruppe frem - eller de efterlod deres skibe /både og byggede nye ved næste flod.




 Ved udmundingen af Ulya-floden nåede de Det okhotske Hav, hvor de byggede deres vinterlejr. Herfra sejlede de østpå i tre dage og nåede Okhotskfloden, hvor byen Okhotsk senere blev grundlagt, hvorpå de sejlede yderligere 500 km østpå. 
Vinteren tilbragte de i lejren med at få bygget to store skibe, der var velegnet til at sejle på havet. Det følgende forår sejlede de mod sydvest.

De hørte om et folk " the bearded Daurs who had big houses, cattle and horses, ate bread and lived like Russians", som levede langs kysten.
De nåede helt ned til mundingen af Amurfloden. Husker du fra mit tidligere indlæg, at det var her, Zakovski lykkedes med at skjule sine skibe, da han flygtede fra belejringen af Petropavlovsk i 1855? 

Da Moskvitin nåede Amurflodens munding var mandskabet plaget af stor sult, men da de havde hørt fortællinger om, at befolkningen her var yderst aggressiv, turde han ikke søge ind for at få forsyninger, så han vendte om. Moskvitin aflagde ved hjemkomsten grundige rapporter - de såkaldte skaski -  så vi har hans egne ord for det.

Moskvitins rute

Moskvitin byggede ny vinterlejr 50 km nordøst for Ayan (som også optrådte i omtalte indlæg) og i juli 1641 var han tilbage i Yakutsk.
Moskvitin vurderede, at der var så mange rigdomme i de områder, han havde gennemrejst, at han foreslog, at  der skulle sendes en stor militær ekspedition på mindst 1000 mand med 10 geværer (?) og tilstrækkelige forsyninger til Amur, men dette blev afvist af myndighederne. Han blev sendt til Moskva i 1646 og returnerede til Tomsk i 1647. Herefter kender man ikke noget til hans liv.

Men hans geografiske undersøgelser og rapporter derom var enestående, og de satte Kurbat Ivanov i stand til at tegne de første kort over Russisk Fjernøsten. Kurbat Ivanov var manden, der i 1643 ledede en ekspedition op ad Lenafloden og som den første nåede Baikalsøen.  

Også Yakutsk er med utydelig skrift angivet på kortet.
   
 


Åh den smukke Baikalsø, som vi besøgte i 1977 på vores tur med den transibirske jernbane helt til Khabarovsk. Jo, jeg har jo faktisk befundet mig i det storslåede Sibirien.

Baikalsøen. Verdens ældste og dybeste sø, som rummer 1/5 af hele verdens ferskvand i søer. Tidligere lagde man togskinner hen over den vinterfrosne sø.


I 1659 blev Kurbat Ivanov forflyttet til Anadyrsostrog, hvor han efterfulgte Zimyon Dezhnyev, som du senere skal høre RIGTIG meget om. I 1660 foretog Ivanov en sejlads  fra Anadyrbugten mod nord op mod Cape East (senere Cape Dezhnyov). Han krediteres for et meget tidligt kort over Chukotka-halvøen og Beringssstrædet. Et kort, der meget skematisk viste Wrangeløen, Diomede-øerne og Alaska. Så skematisk, at man tvivler på, at han virkelig har set disse geografiske steder.



Kurbat Ivanovs kort har jeg desværre ikke kunnet opdrive. Så ovenstående er ikke hans kort. Men det viser beliggenheden af de nævnte geografiske steder. Diomedeøerne ligger i den aller smalleste del af Beringstrædet. Men de er så små, at de ikke kan ses på kortet. Dem kommer du til at høre mere om.

Ved  Okhotskflodens udmunding havde Moskvitin anlagt to forter - ostrocs, som de kaldes. Vi er stadig mere end 1600 km fra Kamtjaka. Men vi nærmer os. 
Herunder ses to eksempler på ostrocs



Tårnet står åbenbart stadig på sin oprindelige placering.
I baggrunden ses moderne bygninger i Yakutsk

For ret hurtigt kom der flere ostrocs. 1648 byggedes et ved Anadyr-floden - med navnet Anadyrsk. Det blev den første russisktalende bosættelse så langt ude mod øst. 

Pilen viser beliggenheden af Anadysk ostroc ved Anadyrfloden.
For at vise HVOR langt væk Anadyrsk lå,
har jeg også indsat en prik ved Yakutsk længst ude til venstre



Om Vladimir Atlasov

Det blev Vladimir Atlasov, der i 1698 annekterede Kamtjatkahalvøen til Rusland. 
Atlasov blev født i Veliky Ustyug knap 800 km nordøst for Moskva. Han var kosak. I starten af 1680-erne rejste Atlasov rundt langs floderne vest for Det okhotske Hav, hvor han opkrævede yasak. 



I 1695 blev Atlasov af voyevodaen  af Yakutsk udnævnt til  prikazshchik Anadyrsk. (Begge russiske ord for nogle militære og administrative lederstilllinger).


Russerne havde fået rapporter om en ukendt "Kamtjatkaflod". De havde sendt skatteopkrævere sydover, og en af dem var nået til Penzjina-floden, som  flyder sydpå mod Kamtjatkahalvøen og løber ud i Det okhotske Hav.

Penzjina-floden


I 1696 sendte Atlasov Luka Morozko på udforskning sydpå. Han nåede Tegil-floden på vestsiden af halvøen, hvilket i sig selv må betegnes som en ganske lang rejse.

Pil ved Tegilfloden - rød plet ved Anadyrsk-fortet

Han vendte hjem med nogle ark med mystiske skrifttegn - øjensynlig fra et japansk skibsvrag. Men endnu vigtigere havde han fået fortalt om et utroligt rigt landområde endnu længere sydpå, hvilket allerede Ivan Ivanovich Kamchatyi havde fået berettet næsten 40 år tidligere. Måske det var gået i glemmebogen - ligesom noget andet, vi kommer til.

Atlasov besluttede straks at tage på ekspedition hertil.
Han gennemrejste og kortlagde halvøen. Dvs. det er jo noget vrøvl at skrive, at han gjorde det. Det får mig til at tænke på Bertolt Brechts digt "En læsende arbejder spørger". 

"Den unge Aleksander erobrede Indien.
Han alene?
Cæsar slog gallerne.
Havde han i det mindste ikke en kok med sig?"

Atlasov var ikke alene. Han ledede en ekspedition på 125  mand, men kun hans navn - og Luko Morozkos - står tilbage. De 125 mand var fordelt på 65 kosakker og 60 yukaghirer.  Yukaghirerne var et folk, der boede i området nord for Anadyr.  De var rensdyravlere, og ekspeditionen red på rensdyr. 

Nutidigt billede af Yukaghir med rensdyr

Gammelt billede af yukaghirer

Nutidigt billede af yukaghir-piger - nok mest til turistbrug

Det blev en mægtig ekspedition. Bare ned til Penzhinskaya Bay på toppen af halvøen var der 700 km. Ekspeditionen kom til at vare 4 1/2 år og Atlasov rejste omkring 11 000 km. 


Ofte kom det til kampe med de lokale, for han kom som erobrer og skatteopkræver. Og han levede øjensynligt op til kosakkernes ry som brutale. Når han mødte modstand, blev det straffet hårdt.

I den centrale dal på halvøen rejste han et kæmpestort kors, hvormed han i Guds navn gjorde krav på landet.



Indskriften lyder på engelsk: In the 7205 year of July 18 of the day put this cross pentecostal Volodymer Atlasov with the goods 65 people.  18. juli år 7205 rejste pinsevennen Volodymer Atlasov sammen med 65 dette kors. Pentecostal bliver oversat til  pinsevennen??? Men Pinsebevægelsen er jo en meget senere bevægelse. Så hvordan det skal forståe, ved jeg ikke. Det må vel bare være en eller anden titel. The goods 65 people skal nok forstås som 65 kammerater. Atlasov udelader de 60 yukaghirer, som blot er "sovereign's lackeys" - tjenestefolk, og nævner kun de kristne kosakker. 

Årstallet er jo også bemærkelsesværdigt. År 7205. Men det skyldes, at han anvender den gamle russiske kalender, der startede ved jordens tilblivelse i år 5508 f. Kr. År 7205 svarer så til 1697.

Korset stod der stadig, da Stepan Petrovich Krasheninnikov kom til området mere end 40 år senere. Krasheninnikov var del af Vitus Berings 2. Kamtjatkaekspedition.

Atlasov mødte flere forskellige folkeslag på Kamtjatka. I dalen langs Kamtjakafloden mener man, der kan have boet op mod 25.000 koryaker. Dem kom han ofte i kamp med. 

Science First Hand ligger fine illustrationer af koryaker før og nu, og der ligger beskrivelser af karyakernes sammenstød med russerne / kosakkerne.

Nutidigt billede af fredelige karyak-børn

På venligere fod stod han med itelmenerne. 

De levede som fiskere. 

Itelmenerne havde forskellige boliger om vinteren og sommeren. Vinterboligen var halvt nedgravet. Sommerboligerne stod på pæle.



Nutidigt billede af piger fra itelmener-folket

Når man ser dem afbildet i dag, minder de meget om amerikanske indianere. 

I Foråret 1699 nåede Atlasov helt ned på sydspidsen af Kamtjatka. Her mødte han ainufolket. 

Som det ses af bygningen med vinduer, er det et nyere billede.
Jeg kender ikke årstallet.

Ainufolket er Japans oprindelige befolkning. Det er et mysterium, hvordan de kom til Kamtjatka.  I dag lever de stadig på Sakhalin,  Kamtjatka, Hokkaido og Kurilerne.

På sitet Kamtjatkaland findes en fin gennemgang af de forskellige folkeslag.

Fra sydspidsen af Kamtjatka kunne Atlasov se den nordligste af Kuril-øerne med den smukke Alaid-vulkan. Alaid-vulkanen er i senere haikudigte beskrevet som endnu smukkere end Fujiyama.


Øen fik senere navnet Atlasov-øen.


 

Men nu havde Atlasov været undervejs i flere år. Mændene var trætte og udhungrede, og der var mangel på krudt. Det var tid at vende hjem. Atlasov efterlod dog 28 kosakker i en lejr hos de venlige itelmenere.

2. juli 1699 nåede så Atlasov med kun 15 kosakker og 4 yukaghirer tilbage til Anadyr. En del af yukaghirerne var blevet dræbt, og en del var gået over til karyakerne.  

Ekspeditionen havde ikke givet det udbytte i skind, de havde forventet. Atalasov medbragte 330 zobelskind, 191 rød ræv 10 grå ræv (en blanding af rød ræv og sølvræv), 10 havodder, 10 bæverskind. Ikke nogen imponerende indsamling. I sine rapporter havde Atasov også brokket sig over, at de lokale folk bare spiste fisk og ikke samlede skind. Men han gav også selv den forklaring, at de ikke havde nogen at sælge skind til.

Men så medbragte han til gengæld noget meget mere spændende.

Atlasov havde på et tidspunkt hørt rygter om, at der i en nærliggende bosættelse befandt sig en mærkelig fremmed fange, og han forlangte, at fangen skulle bringes til ham.  Det viste sig at være en japansk fisker, Denbey, som havde lidt skibbrud, var drevet i land og var blevet taget til fange. Det var sandsynligvis det første møde mellem en russer og en japaner - da Denbey sikkert var den første japaner,  der nogensinde kom til Kamtjatka / Rusland. Atlasov tog ham for en kineser eller inder - han kendte både til Kina og Indien, men havde sikkert aldrig hørt om Japan.  Men fangen var spændende, og Atlasov tog ham med på den videre færd.

Ovenfor skrev jeg, at Denbye var en fattig fisker. Enkelte andre kilder angiver, at han var "a merchant's clerk". Jeg synes egentlig, at hvad der videre skete, tyder på, at han havde en vis uddannelse, men ovenfor valgte jeg at følge de fleste kilder.

Undervejs på ekspeditionen havde Atlasov sendt løbende rapporter - skaskis - tilbage til Yakutsk.  

I Moskva befandt sig en central regeringsinstitution, Den sibirske Orden, som var ansvarlig for alle forhold i Sibirien. Den blev meget interesseret i Atlasovs beretninger og især japaneren Denbey. De beordrede ham til personligt at møde op i Moskva og aflægge rapport - medbringende den spændende fremmede!

Undervejs mødte han i Tomolsk  geografen og kartografen Semyon Remezov, som med hjælp fra Atlasov tegnede et kort over Kamtjatkahalvøen. 

Semyon Remezov

Remezovs kartografi af Sibirien blandede traditionel russisk kortfremstillings-praksis med den moderne videnskab og oplysningstiden, der begyndte at påvirke russisk kultur på hans tid. F.eks. fulgte Remezovs kort det russiske mønster med at bruge flodsystemer som grundlag i stedet for astronomiske punkter. Det resulterede i, at mange af hans kort blev orienteret mod syd i stedet for nord. Alligevel gav han overdrevent ros til kompasset og brugte universelt accepterede skalaer og mål i sine atlasser.

                                        

"Drawing of the land of the Yenisei. The drawing book of Siberia, compiled by the son of Tobolsk boyar Semoyn Remezov in 1701", står der under kortet.

I Tobolsk-området står der flere statuer af Remezov.

På plaketten står der: "Til  Remezov fra taknemmelige indbyggere af Tobolsk".



Remezovs kartografi viser også udbredelsen af kristendommen i Sibirien. På flere af hans kort er nystiftede byer repræsenteret af kunstfærdige kirker.
For Remezov havde zarens kejserlige erobring også et religiøst og missionært islæt, hvor landunderlagt Rusland på samme vis blev vundet til Gud og hans kirke. Remezov skriver selv, at russerne bragte "lys af uudsigelig glæde" til Sibirien".


På en spansk hjemmeside, Geopolitica, kaldes Remezov ud over kartograf, arkitekt, kunstner og historiker ligefrem  Sibiriens engel og Sibiriens Leonardo da Vinci. 

Houghton Library Blog ligger flere af hans smukke kort.

Lidt sjov og ballade skal vi også have. Se/lyt her

Det var den Semyon Remezov, som Atlasov mødte i Tomolsk.

Atlasov selv var en uudannet kossak, men i besiddelse af fremragende iagttagelsesevner. Han gav Den sibirske Orden fyldige oplysninger om det ukendte Kamtjatka og også detaljerede oplysninger om Japan, for undervejs havde Denbye lært sig en del russisk og havde kunnet fortælle om sit land og folk. 

Et eksempel på Atlasovs meget detaljerede beskrivelser af Kamtjatka:

(Hvis du er en af dem, der irriteres over indsatte afsnit på engelsk, så spring dem over :-))

"And in the Kamchatka and Kuril lands, berries - lingonberry, bird cherry, honeysuckle - are smaller than raisins and are sweet against raisins ... Yes, berries grow on the grass a quarter from the ground, and the size of that berry is slightly smaller than a chicken's egg, the appearance of ripe green, and it tastes like raspberries, and the seeds in it are small, like in raspberries ... But I haven't seen a vegetable on Nikakov's trees ..."

Og om klima og vulkaner:

" “and from the mouth of the river going up the Kamchatka river for a week there is a mountain - like a bread hay, much is high, and the other near her is like a haystack and much higher: smoke comes from it during the day, and sparks and glow at night. And Kamchadals say: if a person ascends to half of that mountain, and there he hears a great noise and thunder, which is impossible for a person to endure: ... But winter in Kamchatka land is warm against Moscow, and snows are small, and in Kuril foreigners there is less snow. .. And the sun in Kamchatka is a long day, twice against Yakutsky ..."

Atlasov og Denbye opholdt sig en måneds tid i starten af 1701 i Moskva og blev godt behandlet. Alle ville gerne høre deres beretninger. De mødte begge zar Peter den Store.

Denbye ville dog så gerne rejse hjem til Japan, men det fik han ikke lov til. Han blev tvunget til at blive i Moskva og undervise udvalgte russere i japansk, så de måske senere kunne rejse til Japan og skaffe gode forbindelser, når nu de kendte sproget. Nogle af disse elever kom senere med på Vitus Berings ekspeditioner som tolke. Men stakkels Denbye skal vi lige huske til senere.

Til Moskva nåede underretning om lovløse tilstande på Kamtjatka.De indfødte overfaldt kosakkernes ostrocs. Kosakkerne røvede og stjal, dræbte de lokale folk eller fangede dem og benyttede dem nærmest som slaver. Så Atlasov blev sendt afsted på en ny ekspedition, nu for at genoprette lov og orden.

Nu var det sådan, at når man blev sendt på ekspedition, var det umuligt at medbringe alt det, man ville få brug for. Så man blev udstyret med en skrivelse fra zaren - en slags I owe you - som betød, at hvor man kom frem, skulle de lokale forsyne en med det, man forlangte. Det var ikke alle steder, det var helt let at få, hvad man fandt nødvendigt, så måske man kunne forfalde til selv at tage. Det kom til at gå galt for Atlasov og de kosakker, der udgjorde hans styrke. På vejen mødte de en rig købmand, der var på vej hjem til Moskva med værdifulde varer fra Kina. Og ham overfaldt de. Røve måtte man godt. Men ikke rige købmænd med indflydelsesrige venner i hovedstaden. 

Da Atlasov nåede frem til Yakutsk, lå der en arrestordre på ham. Atlasov blev fængslet i fire år. Men i 1707 blev han pludselig løsladt og genindsat som leder af kosakkerne med opgaven at genoprette lov og orden på Kamtjatka.

Men de lovløse kosakker var vænnet til et frit liv. I et forsøg på at slippe af med Atlasov, sendte de rapporter om påståede ulovligheder fra hans side til Yakutsk. Men da dette ikke havde nogen effekt, tog de sagen i egen hånd og snigmyrdede ham.

Men som en kilde lakonisk skriver: Noget godt fik Rusland dog ud af drabet på en embedsmand. For at bøde for deres handling og undgå straf, så rejste drabsmændene frivilligt på ekspedition til Kurilerne og blev de første russiske bosættere her. 

Hvor er det fantastisk, at mænd som Vladimir Atlasov var så grundige i de skaski-rapporter, de sendte hjem til Den sibirske Orden. De giver os en viden, som vi ellers ikke ville have fået. 

Længe var Atlasovs bedrifter stort set glemt, men i slutningen af 1800-tallet gennemgik historikeren Nikolai Ogloblin ordenens arkiver og stødte på Atlasovs egne rapporter og de rapporter, som blev nedskrevet efter hans mundtlige afrapportering i Moskva. 

I 1894 udgav Ogloblin  en biografi om Vladimir Atlasov. Nok stort set alle de sites, jeg har fundet om Atlasov,  bygger på denne biografi. Et bestemt site vil jeg fremhæve. Ud over fortællingen om selve ekspeditionen indeholder det Atlasovs egne malende beskrivelse af de indfødte folk, han mødte.

Om Vitus Bering, Semyon Dezhnyev og Diomede-øerne

På stedet, hvor Petropavlovsk senere kom til at ligge, havde Atlasov og hans kosakker i 1697 bygget et fort med nogle barakker til opbevaring af skind. Men der skulle gå 40 år, før der igen kom til at ske noget lige der. 

Men allerede i 1723 var Vitus Bering faktisk på Kamtjatka på sin første Kamtjatkaekspedition.  Efter mere end to års strabadserende rejse over land nåede Bering, Spangsberg og Aleksei Chirikov Okhotsk-bebyggelsen. Herfra sejlede de til  Bolsheretsk på den sydvestlige side af Kamtjatka. Havde de nu haft nogle søkort, var de jo sejlet videre syd om halvøen, men det var jo det, de ikke havde. 

Bering hyrede - nogen mener tvangsudskrev - lokale itelmener til at transportere hans gods tværs over Kamtjakahalvøen. Nogle kilder fortæller, at han lovede dem fritagelse for yasak i et år og informerede Yakutmyndighederne om dette. Men enten nåede meddelelsen ikke frem, eller også ignorerede myndighederne den. Året efter blev de i hvert fald præsenteret for et krav om betaling af yasakgææld.

Men altså krydsede Berings ekspedition igen over land med stort besvær - over de høje Sredinny-bjerge - og nåede frem til Kamtjatkaflodens munding, hvor han igen kunne gå ombord på havgående skibe og sejle afsted og opdage Beringstrædet. 

Det Beringstræde, som i virkeligheden var fundet 80 år tidligere af Semyon Ivanovich Dezhnyov.

I 1648 sejlede Dezhnyov fra Kolymafloden ved Det arktiske Hav, rundt om Chutki til Anadyrfloden ved Stillehavet. 

Kolymafloden

Anadyrfloden


Hans gennemsejling blev imidlertid glemt i mere end 100 år.
Så Bering kom til at lægge navn til Beringstrædet, og det var også ham, der kom til at navngive de øer, som Dezhnyov sandsynligvis også opdagede.
Bering fik øje på øerne 27. august 1728. 27. august er dagen, hvor den russiske ortodokse kirke fejrer Sankt Diomedes, så han gav de to øer navnene Diomede-øerne.
Store Diomedes er ubeboet og hører til Rusland. Lille Diomedes er beboet af  82 inuitter  og tilhører USA. Det er uhyre svært at komme til øen. Der er ingen rigtig havn eller landingsbane. Om vinteren anlægger indbyggerne en landingsbane for små fly, der kan bringe forsyninger. På øen findes en helikopterplads.
Om vinteren kunne man gå over isen til Store Diomede. Men det ville jo være ulovligt at krydse landegrænsen uden visum og paskontrol.

Afstanden mellem Store og Lille Diomedes er omkring 4 km. Men da datolinjen går ned lige mellem de to øer, er der 21 timers forskel på tiden.

Derfor bliver de også undertiden kaldt henholdsvis Tomorrow Isle og Yesterday Isle.
På Inupiaq-sproget kaldes Store Diomedes  Den anden eller Den derovre.

Under Den kolde Krig blev grænsen mellem de to øer kaldt Istæppet. 

I 1987 svømmede Lynne Cox som en fredsdemonstration fra Lille til Store Diomedes. Hun blev lykønsket med bedriften af både Gorbatjov og Ronald Reagan. 

Meget mere om Semyon Dezhnyev og lidt om Fedot Alekseyev Popov 

Men sejlede Dezhnyov helt alene den lange vej - sådan i en enlig havkajak, kunne jeg spørge med Brecht in mente.

Nej, det gjorde han mildest talt ikke.

I starten af 1640'erne rejste Dezhnyev sammen med Mikhail Stadukhin  rundt i området nord for Yakutsk og indsamlede yasak. 100 km oppe ad Kolymarfloden oprettede de en lejr, som de kaldte Srednekolymsk.

Men chukotkerne - de lokale indbyggere var vilde og krigeriske, og indsamlingen gav ikke meget.

Ligesom Wilhelm Erobreren efter 1066 fik udfærdiget Doomsday Book, som angav hvor mange  indbyggere, der boede et sted, indbyggere man kunne kræve skat af, så skulle også de russiske yasak-indsamlere føre bog over, hvor mange yasak-betalere, der var i et område.

Da Dezhnyev og Stadukhin kom til Kolyma var der opført 396 mænd, der skulle betale yasak. Yderligere 404 fik udstedt pas, som gav dem tilladelse til at rejse fra Yakutsk til Kolyma. Så selv om vi europæere synes, det må have været Verdens ende, var det et område, man søgte til. Fik jeg nogensinde fortalt, at Yakutsk er verdens koldeste sted. Om vinteren kan temperaturen nå helt ned på - 60 grader.Om sommeren er målt helt op til 30  plusgrader.

Kolymafloden

Tilstrømningen skyldtes nok, at der fra 1642 begyndte at florere nogle rygter om en "Pogychaflod", der  strømmede ud i Arktis langt mod øst. Området omkring floden skulle være umådelig rigt på zobelpels, hvalroselfenben og sølvmalm. Nærmest et russisk El Dorado. 

I 1647 organiserede Fedot Alekseyev Popov , en agent for Moskvas rigeste købmand, en ekspedition mod dette El Dorado,  og han bragte Dezhnyov ind som statens embedsmand. Ekspeditionen nåede havet, men måtte vende tilbage. Pga. af tyk drivis kunne de ikke runde Chukchi-halvøen.

Året efter forsøgte de igen. Nu deltog udover Fedot Popov yderligere tre  købmænd med egne skibe og mænd. Også Dezhnyov rekrutterede sine egne mænd, 18 eller 19, til pelsindsamling for privat fortjeneste.  

30. juni afsejlede de fra Srednekolymsk. 7 kocher med omkring 90 mand. -Ombord var mindst én kvinde - Popovs kone. Så helt alene var Semyon Dezhnyev såvist ikke. 

En koch er et mindre fartøj med to master

Gruppen nåede havet og sejlede østpå. Undervejs forliste to kocher og deres overlevende blev dræbt af indfødte. To andre kocher gik tabt på en måde, der ikke er registreret. Midt i september rundede de "Bolshoi Kamennyi Nos" - som Dezhnyev kaldte det - en stor stennæse. Dette må have været Sibiriens østligste punkt. Her forliste endnu en koch og de overlevende blev overført til de resterende fartøjer. I begyndelsen af oktober blæste en storm op, og Fedot Popovs koch forsvandt.

Dezhnyovs koch blev drevet af stormen og blev til sidst ødelagt et sted syd for Anadyr. De resterende 25 mænd vandrede i ukendt land i 10 uger, indtil de kom til mundingen af Anadyr-floden. En gruppe gik op ad Anadyr og blev aldrig hørt om igen. I foråret 1649 byggede de tilbageværende 12 mand nogle både af drivtømmer og sejlede op ad Anadyr. 500 km op ad floden byggede de et zimov've - et vinterkvarter. Herfra begyndte de at drage ud og opkræve yakov. 

Dezhnyevs zimov've

Da 
Mikhail Stadukhin - ham jeg nævnte kort tidligere -  hørte, at Dezhnyov var sejlet fra Srednekolymsk mod Ishavet, forsøgte han ligeledes at sejle den vej, men måtte opgive. I stedet rejste han nu sydpå og fandt ud af, at man fra en af Kolymas bifloder ret let kunne nå Anadyrflodens kilder. Altså fandt han en langt lettere vej over landjorden til det område, der skulle være så rigt. Det betød, at Dezhnyovs søvej aldrig blev brugt igen.

I 1650 ramlede en gruppe mænd med Stadukhin i spidsen helt tilfældigt ind i Dezhnyovs lejr. Stadukhin havde højere rang end Dezhnyov, så han tog straks kontrol over begge grupper. Men hans lederskab skabte vrede, og en del af hans mænd sluttede sig til Dezhnyev.

Stadukhin rejste videre og vendte tilbage til Yakutsk for at afleverede en rapport om sine rejser til Moskva.

Du husker, at Fedot Popovs skib forsvandt undervejs, efter at de havde rundet den yderste spids af Chukotkahalvøen.  I 1653/54, da Dezhnyev var i kamp med nogle koryaker i Anadyrskområdet, stødte han pludselig på Popovs kone, som blev holdt fanget der.  Han befriede hende, og hun fortalte, at Fedot var død af skørbug, nogle af hans mænd var blevet dræbt af koryakerne og andre var flygtet i små både. 

Dezhneyev blev i Anadyrskområdet i næsten 10 år, hvor han fiskede og indsamlede pels og hvalroselfenben. På et tidspunkt sejlede han ned til udmundingen af Anadyr og der fandt han en helt overvældende mængde hvalroselefenben. 

Rygterne om områdets store rigdomme bragte flere kosakker dertil. I 1659 overgav Dezhneyev ledelsen af lejren til Kurbat Ivanov, opdageren af Bajkalsøen, men han blev i området i et par år. Nu hvor han ikke længere var i statens tjeneste, kunne han samle skind og hvalros til egen fortjeneste.

I 1662 dukkede han pludselig op i Yakutsk. En af de officerer, der havde forladt Stadukhin for at slutte sig til Dezhnyev, nedfældede en fuldstændig beretning om hans ekstraordinære rejse, men da Dezhnyev var uden status, anså guvernøren for Yakutsk rapporten for at være uden interesse og arkiverede den blot væk i byens magasin.

Dezhnyev blev derefter sendt til Moskva for at afleverede de enorme mængder af hvalros-elfenben, han havde samlet for staten, 4,6 tons mener man. Ubegribeligt for mig, hvordan han fik transporteret så stor en mængde, og det var i sig selv en ære at få betroet denne opgave. Han forlod Yakutsk tidligt på vinteren 1662 og nåede Moskva i 1664,

I Moskva bad han om at få udbetalt sin løn for 19 års tjeneste, idet han pointerede, at han havde stor ubetalt gæld.  Lønnen fik han - efter at han havde måttet bede zaren om den flere gange, men den ikke overvældende. 126 rubler, hvoraf 38 rubler, omtrent 1/3, blev udbetalt kontant, resten i form af "97 arshin cloth", nok ca. 100 meter klæde. Dvs. ca 6,6 rubler i årlig løn, heraf kun kun de 2 udbetalt kontant.

Til sammenligning vurderes værdien af de for staten indsamlede 4,6 tons hvalros-elefenben at have været 17 340 rubler. 

Heldigvis havde han jo også sin personlige last af skind og hvalros. Hvalros-elefenbenene solgte han for 500 rubler, så han blev alligevel en holden mand. Skindene nævnes ikke.


Desuden blev han udnævnt til Yakutsk ataman, dvs. øverste militære leder af hele Yakutsk ostrog til en noget bedre årlig løn på "9 rubles, 7 quarters" of rye, 4 "quarters" of  oats, and 90 lbs of salt".

Så belønnet og anerkendt blev han, men mest for sin indbringende indsamling af elfenben.

Dezhnyev havde tidligt giftet sig med en indfødt kvinde i Yakutsk. Og så er det, jeg synes, det er morsomt, når fortællingerne fletter sig ind i hinanden. For deres søn blev en af de mænd, der fulgte Atlasov på ekspeditionen til Kamtjatka.

I 1736 blev Dezhnyovs henlagte rapport genfundet af tyskeren Gerhardt Friedrich Müller. Müller var deltager i Berings 2. Kamtjatkaekspeition. Han gengav rapporten, da han i 1758 udgav bogen "Nachrichten von Seereisen", og dermed blev Dezhnyevs bedrift kendt i Europa.

En bjergkæde på Chukotkahalvøen har fået navn efter Dezhnyev ligesom en bugt i Beringshavet,  og Ruslands østligste punkt kom til at skifte navn fra The east point til Kap Dezhnyev, men det var først meget senere. Selv på Mars findes et Dejnev krater, og adskillige isbrydere bærer hans navn.

I 1984 blev der indspillet en film om ham.

Om Fedot  Popov  findes en myte. Det fortælles, at da Vladimir Atlasov i 1697 kom til Kamtjatka, hørte han, at andre russere havde været der før ham. De lokale fortalte, at en "Fedotov" og hans mænd havde boet ved Nikul-floden, en biflod til Kamtjatkafloden, og de havde giftet sig med lokale kvinder. Ruinerne af deres hytter kunne stadig ses. De lokale troede, de var guder - og dermed udødelige - og lad dem være. Men da de så en russer dræbe en anden, ændrede de opfattelse. De angreb russerne, som forsøgte at flygte, men alle blev dræbt. 

Men her er vi vist på tynd is. Popovs kone sagde jo, han var død? Nogle mener, at det kan have været de af Popovs mænd, der lykkedes med at flygte fra karyakerne, og at den Fedotov, der nævnes, kunne være en søn af Fedot - selv om vi ikke har hørt noget om, at han havde en søn.

Om byen Anadyr

Efter ordre fra Katarina 2. blev Anadyrsk ostroc nedlagt i 1764. De lokale chukchis var krigeriske og gav for lidt i yasak. Mere herom senere, når jeg kommer til Chukotska.

I 1866 besøgte amerikaneren George Kennen som den anden ikke-russer området.  Han var ansat i det russisk-amerikanske telegrafselskab og skulle undersøge muligheden for at anlægge en telegraflinje gennem Sibirien og over Beringstrædet. Han fandt ingen rester af det tidligere fort, kun et dusin træhytter.

Senere - i 1889 - opstod byen byen Anadyr helt ude ved Anadyrflodens udmunding.  Under revolutionen udkæmpedes en del kampe her, da byens købmænd støttede Den hvide Hær mod den røde. Men vi ved jo, hvem vandt.

Under 2. verdenskrig blev der bygget en lufthavn, som kunne modtage amerikanske fly til kampen mod Japan. 

Det var dengang, vi var allierede.

I 1960'erne blev Anadyr base for ballistiske missiler, der skulle kunne ramme amerikanske militær-installationer på Alaska. Gad vist om de stadig findes.

I dag er Anadyr en moderne og vigtig havneby og hovedbyen i Chukotka okrug.





En smule om Bering og Ivan Yelagin

Da Bering vendte tilbage fra Beringsstrædet på 1. Kamtjatkaekspedition, udforskede han østsiden af Kamtjatka.

I 1740 vendte han så tilbage hertil på 2. Kamtjatkaekspedition, og det er ved den lejlighed, han officielt får æren for grundlæggelsen af Petropavlovsk.

 Faktisk ankom navigatøren Ivan Fomich Yelagin  til Avachabugten midt juni, få måneder før Bering. Yelagin kom sejlende fra Okhotsk til Kamtjatka for at få tegnet kort over bugten, finde en god havn og for at bygge huse og lagerbygninger til brug for kommende ekspeditioner. Bygningerne blev opført i nærheden af en lokal itelman-lejr, kaldt Aushin, og på en bakke i nærheden hejste han det russiske flag. 
Men lad nu Bering beholde æren for Petropavlovsk, når jeg netop har berøvet ham æren for at være den første, der fandt Beringsstrædet.


Om Georg Steller og Stepan Krasheninnikov på Store nordiske Ekspedition

Når vi læser om Bering, er det næsten kun hans to sejladser til Beringsstrædet og på havet over mod Alaska (og hans triste endeligt), vi hører om. Men hans ekspeditioner var meget mere omfattende, især 2. Kamtjakaekspedition, som også kaldes Den store Nordiske. Og det med god grund.
I realiteten var det ikke én ekspedition, men et helt kompleks af ekspeditioner under Berings overkommando.
Med over 3.000 direkte og indirekte deltagere var 2. Kamtjatkaekspedition en af de største ekspeditioner i historien. De samlede omkostninger, som blev betalt af den russiske stat, menes at være løbet op i 1.5 millioner rubler, svarende til 1/6 af den russiske stats indkomst i 1724


Her deltog utallige botanikere og andre forskere, som kom til at beskrive Sibiriens geografi, dets dyre- og planteliv samt folkeslag grundigt.
To af dem var Georg Wilhelm Steller og Stepan Krasheninnikov.

Georg Wilhelm Steller

Steller var en tysk  botanistzoologist og fysiker. Han studerede ved det kejserlige vidensakademi, stiftet af Peter den Store i Sankt Petersborg. Her mødte han Daniel Gottlieb Messerschmidt. Ham har jeg lyst til kort at nævne - ikke fordi Steller efter Messerschmidts død giftede sig med hans enke, heller ikke, fordi jeg på grund af navneligheden tror, han er en forfader til den Messerschmidt, vi kender i dansk politik, heller ikke fordi han nedskrev beskrivelser af 149 mineraler, 1290 planter og mere end 260 hvirveldyr, selvom det nok burde være begrundelsen, men fordi han som den første udgravede et mammutskelet!  Lige siden jeg så udstillingen med de russiske mammutter på Naturhistorisk Museum i København har jeg været meget optaget af mammutter.

Steller var med, da Bering ankrede op ud for Kayak Island  og var efter sigende den eneste, der gik i land på fastlandet. Steller jamrede: "10 års forberedelser og så får jeg 10 timer i land."

“Near Russian Coast. Sophron Khitrovo, Nikita Shumagin, Dmitry Ovtsin, Vitus Bering, Ivan Elagin, Georg Steller, Alexey Chirikov” Author: V.N. Ephimov, 1985. Painting from collection of Kamchatka Local Joint Museum.

Motivet er udført med kunstnerisk frihed. For Steller var den eneste, der gik i land, og Berings og Chirikovs skibe kom fra hinanden, så de nåede aldrig sammen til områder på den amerikanske kyst.

Steller var med, da ekspeditionen strandede på Berings-ø. Modsat Bering så overlevede han og kom i land på Kamtjatka.

Titel på maleriet:
Vitus Bering's expedition is wrecked on the Aleutian Islands in 1741.
Skønt det var nu ikke ved Aleuterne, men ud for  Kommandør-øerne, de led skibbrud og drev i land på den ø, der kom til at hedde Bering Ø




Steller har beskrevet et utal af dyrearter som f.eks. Stellers søko, som nu er uddød, stellers søløve, stellers skade, stellers edderfugl, stellers albatros, havoddere, hvis skind blev en eftertragtet handelsvare, og mange flere.

Stellers søko


Stellers korthalede albatros


Steller's jay. For Steller blev denne fugl beviset på, at de havde været i Amerika.
Han havde set malerier af en Blue jay, blå skovskade, som denne fugl mindede meget om.

T
Iagttagelse af de fugle, der senere fik hans navn, Stellers edderfugl, ud for øen, hvor de var strandet, overbeviste Steller om, at de ikke var langt fra fastland.




 I det nordjyske ørnereservat kan du se to stellers ørne, der bærer navnene Kamtjaka og Okhotsk. Også Skandinavisk Dyrepark på Djursland har to Stellerørne Gandalf og Legolas.

Steller døde på vej tilbage til Sankt Petersborg, men hans efterladte skrifter blev senere brugt af andre opdagelsesrejsende i det nordlige Stillehav, herunder kaptajn Cook.

Jeg lovede , at forsøge at begrænse mine links, men for biologisínteresserede indsætter jeg alligevel et om Georg Steller.



Krasheninnikov var med for at studere planter, dyr og mineraler, men hans ophold fik ham til at fatte meget mere vidtfavnende interesser. 



Krasheninnikov tilbragte 10 år på 2. Kamtjatkaekspedition, heraf hele 4 fra 1737 til 1741 hvor han rejste rundt på Kamtjatka. Han udgav i 1757 bogen "Beskrivelse af landet Kamtjatka" - i 1764 oversat til engelsk.



Ud over beskrivelser af Kamtjatkas geografi og natur, udgør den den mest omfattende etnografiske kilde til historie, sprog, kultur, religion og dagligt liv blandt itelmenerne. 

Itelmener laver ild med træ. Illustration fra bogen



Vulkanen Krasheninnikov har navn efter Stepan Krasheninnikov.



Lidt om  Aleksei Ilyich Chirikov 



Chirikov var deltager i både 1. og 2. Kamtjatka-ekspedition. 
Det var ham, der kom til at navngive Chuktchi-halvøen. 
8.august 1728 havde ekspeditionen deres første møde med den oprindelige befolkning, som var chukchier. Jeg har forsøgt mest at bruge det engelske ord, chukchi, fordi det er det, der oftest står på de kort, jeg finder. Men nogen gange står der  - som herunder - Chukotsky og andre gange Chukotka. Senere kommer jeg til at benytte ordet Chukotka. Jeg håber læseren ikke bliver alt for forvirret. På dansk ville vi sige Tjuktjerhalvøen og tjuktere.

En båd med 8 chukchier nærmede sig ekspeditionen og forhørte sig (hvordan mon?) om formålet med deres besøg. Bering bød dem ombord, hvilket de afslog. Men de sendte en enkelt mand, som svømmede ud til skibet på en luftfyldt ballon lavet af dyreskind. Manden fortalte om en nærliggende ø. To dage senere og 90 km længere mod øst på St. Lavrentius' Dag, 10. august nåede Bering en ø, som han naturligvis navngav St. Lawrence Island. Chirikov navngav det sted, hvor de mødte chukotchierne, Cape Chukotsky. (Ja, der smuttede det allerede med navnet.)




På 2. Kamtjakaekspedition var Chirikov avanceret til kaptajn på skibet Sankt Poul. Bering selv førte Sankt Peter. I juni 1741 kom de to skibe fra hinanden i en storm og mødtes aldrig igen. Chirikov nåede Prince of Wales-øen, men han fandt ingen steder at gå i land, og efterhånden var manglen på ferskvand kritisk. Han sejlede nu nordpå - passerede Sitka på Baranof Island, hvor russisk-amerikansk pelskompagni senere oprettede deres første handelsplads, kom forbi Kodiak-øen og Adak-øen, som er en af de yderste af Aleuterne. I oktober 1741 nåede han sikkert tilbage til Petropavlovsk. I modsætning til Bering.



1. Prince of Wales Ø.  2. Baranof Ø.  3. Kodiak Ø.  Adak Ø

Året efter blev han sat i spidsen for en eftersøgning af Bering. På turen fandt han Attu-øen, helt yderst på Aleuterkæden, men ingen Bering. Chirikov har fået en ø opkaldt efter sig 130 km sydvest for Kodiak og adskillige Kap'er, endda et på den japanske ø Kyushu. 
Attu-øen er det vestligste punkt i Alaska, USA og Amerika. Den er 56 km lang og 30 bred. De nærmeste øer vestfor er de russiske Kommandør-øerne - hvortil hører Beringøen, hvor Bering døde - 335 km væk og på den modsatte side af datolinjen. Mod sydvest ligger den nærmeste Kurilø 1210 km væk og ind til Alaskas fastland er der 1800 km. 
Under 2. verdenskrig invaderede Japan Attu, og efter at den var erobret tilbage, oprettede USA en radiostation på øen. Indtil 2010 boede der 20 mennesker på øen, som alle boede og arbejdede på kystvagtstationen. Da den lukkede, blev øen helt forladt.

Jeg tænkte jeg lige måtte sætte en større prik, så du kunne få øje på Attu-øen


Om Cook-ekspeditionen i Beringsstrædet og ved Petropavlovsk

Da James Cook sejlede ind i Beringsstrædet, har han formodentlig kendt til Dezhnyevs tidlige sejlads her.

Cook kom fra Hawaii og ramte Nordamerikas vestkyst på 44° 30' nordlig breddegrad. Han fulgte kysten mod nord og erkendte snart, at Amerika strakte sig meget længere mod nordvest, end man tidligere havde antaget. Efter at have passeret Kodiak, hvor han traf russiske kolonister, trængte han gennem Beringstrædet op i Chukchihavet.



Her sejlede han først mod nordøst, men ved Iskap ved 161° 46' vestlig længde blev han standset af uigennemtrængelige ismasser, så han vendte om, søgte mod vest og fulgte den sibiriske kyst rundt om Chukotka-halvøen og herefter tilbage til Hawaii.


Omkring 40 år efter Berings grundlæggelse af Petropavlovsk ankom så i april 1779  Cooks to skibe til Avachebugten og Petropavlovsk. Cook selv var ikke med. Han blev dræbt, da han vendte tilbage til Hawaii.

Ufatteligt, hvad James Cook nåede på sine ekspeditioner.

Morsomt hvordan en kilde skriver: "The British liked the bay, as well as the settlement there. Since then, Petropavlovsk has become a must-see place for sailors around the world."
 
En anden skriver: "Description of the area by members of this expedition was not happy. They met only a few houses on the coastal strip, constructed on stilts. The rest area was unequipped and wildlife."

Nu hed lederen af ekspeditionen Charles Clark. Han gik ind i Avacha-bugten for at få forsyninger af mad og vand. Under opholdet besøgte han kilderne ved Paratunka. 

Allerede I 1703 var en afdeling kosakker under ledelse af Rodion Presnetsov under deres indsamling af yasak nået til Avachabugten  og derfra til Paratunka floden og de termiske kilder, der findes der, 70 km sydvest for for nuværende Petropavlovsk. De lokale itelmænd frygtede stedet, da de mente, det var hjemsted for onde ånder. Følgelig var der ingen beboelse der - og dermed heller ingen yasak at hente, så kosakkerne forlod hurtigt stedet. 

Meget langsomt opstod der dog en landsbyen på stedet.

 I dag er de varme bade en turistattraktion og et yndet kursted. 


Men allerede Charles Clark holdt af området. 
Efter besøget her stod James Cooks skibe ud igen med kurs mod Beringsstrædet. Mandskabet forsøgte  at bryde gennem en isbarriere, men forgæves, og de returnerede. Mange var syge, og Charles Clark selv døde af lungebetændelse. Efter eget ønske blev hans aske begravet i landsbyen Paratunka. 
I 1914 rejste repræsentanter for British Admiralty Board i centrum af Petropavlovsk et monument til ære for den modige kaptajn .

Ombord på James Cooks skibe var også maleren John Webber og gravøren S. Smith, som dokumenterede alt det fremmede, de så på deres rejse. 

På Esbjerg Fiskeri- og søfartsmuseums hjemmeside ligger en pdf-fil med mange af deres illustrationer fra Kamtjatka. (Du skal lige bladre frem til side 60.)



"På øen Kamtjatka boede et lokalt folk, som blev tvangsudskrevet til at hjælpe ekspeditionen. Der kom til flere og blodige oprør mod ekspeditionen på grund af disse tvangsudskrivninger. Her ses den lokale befolkning i deres vinterbolig." Gengivet i Morten Hahn-Pedersens bog zarens befaling. Med Bering og Spangsberg i Sibirien og Stillehavet 1725-1743. Udgivet 2018
MortenHahn-Pedersener, tidligere direktør for Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg





Og hvad skete der så senere?

Så gik der henved 100 år, før der igen kom fint besøg.  I 1787 nåede den franske udforsker, Jean-Francois La Perouse, på sin jordomrejse til Petropavlovsk ved Avachabugten på Kamtjatka, og i 1804 nåede Ruslands nok mest berømte opdagelsesrejsende, Ivan Kruzenstern, dertil på den første russiske jordomsejling. Dem tror jeg, jeg gemmer til "Om afsidesliggende steder og ukendte berømtheder del 2".

Petropavlovsk blev en vigtig havn for skibe, der hentede værdifulde skind fra Russisk Amerika. Men da Alaska i 1867 blev solgt til USA, mistede den sin betydning.

Om Petropavlovsk i dag


I dag er Petropavlovsk en moderne by med næsten 200.000 indbyggere. Dens økonomiske aktivitet er - naturligt nok - i vid udstrækning baseret på fiskerisektoren. Der landes næsten 400.000 tons fisk og skaldyr om året, især laks og krabber. 80 procent af de industrielle aktiviteter i regionen er knyttet til udnyttelse af havet.  


 


Byen ligger stort set på højde med Hamborg, Dublin og Manchester, men har et ganske anderledes klima - nemlig subarktisk. 
Men dog kun subarktisk. De mange bjerge beskytter byen for de kolde arktiske vinde, og havet giver forholdsvis milde vintre. Sommertemperaturen er til gengæld kølig sammenlignet med temperaturen i det indre Sibiriens fastlandsklima. 
 


Selva Avachebugten er enorm. Den har et areal på 215 kvadratkilometer, og man siger, at den kan rumme hele verdens handelsflåde. Det, at den er isfri, har en gunstigt, mildnende effekt på landområderne omkring den.
 
 



Der er ingen veje, der forbinder Kamtjatka-halvøen med resten af verden. Petropavlovsk er verdens næststørste by uden vejforbindelse.  Så skal du til Petropavlovsk, må du flyve eller sejle. Hvad er så verdens største by uden vejforbindelse, tænker du nok.  Det er Iquitos, som ligger dynt inde  i Perus amazonjungle. Men her fungerer Amazonas jo som en ren motorvej. Om bl.a. Iquitos skrev jeg i øvrigt i et indlæg i juni 2020, Guf for geografer om vandveje og manglende landveje og mange andre ting.

                         

På nettet kan du finde flere forskellige rejsebureauer, f.eks. Altrejser, der lokker med rejser til Petropavlovsk.  Med dem kan du bestige vulkaner, komme på fotoshoot på både bjørne og spækhuggere, tage på fisketure, stå på ski, bade i de varme kilder ved Paratuga, og, hvis pengene rækker, tage på helikopter-udflugt ud over det smukke landskab.

 


I starten af 2000-årene fik man udbygget havnen, så man i 2017 kunne modtage det første Cruise ship i Petropavlovsk. Du kan endda komme dertil med "vores eget" luksus-rederi CelebrityXCruises - og mange andre.




Adskillige bureauer som f.eks. engelske Bird Quest - The ultimate in birding tours - tilbyder Russia's Ring of Fire: Sakhalin, Kurilerne (med besøg på Atlasovs Ø), Kamtjatka & Kommandør-øerne.

Waterproof Cruises and Expeditions - et engelsk-hollandsk bureau - tilbyder cruise til Kamtjatka, Chukotka og Kommandør-øerne 

Jo, der er mange tillokkende muligheder - Og så alligevel ikke. 

Alt-rejser gik konkurs under corona.

Søger jeg på flyrejser på Skyscanner, bare for at se hvad en flyrejse fra Moskva til Petropavlovsk ville koste, får jeg meddelelsen: Vi kan desværre ikke finde nogen tilbud på flyrejser, der flyver fra Moskva til Petropavlovsk-Kamtjatsky i øjeblikket.

Det CelebrityXCruises rejseprogram, jeg kiggede på, lå på en gammel hjemmeside. Destinationen er nu - naturligvis - taget af programmet. 


With the safety of our guests and crew always our top priority, we are removing Russia from upcoming itineraries in 2023, due to the current situation in Ukraine. Our thoughts are with all who are impacted by this conflict.

På samme måde skriver Bird Quest:" It is likely to be many years before this tour is possible again. The dates given on our website are hypothetical and given only so that you can read the tour itinerary (which would otherwise be invisible). We do not know when tours to this destination will actually be able to resume."

Næh, det kan ingen vide. Vi kan håbe. Men jeg tvivler. Vi må nøjes med at rejse på nettet.

Om bebyggelser på Chutkahalvøen i dag

I 1600-tallet kunne en rejse fra Kolymafloden, hvor Dezhnyev startede sin sejlads rundt om Chutkahalvøen, og til Moskva vare i 4 år. 
Nu kan vi nemt og ubesværet komme næsten hele verden rundt. 
Men trods det, at udviklingen inden for  transport har udviklet sig eksplosivt, er der stadig steder i verden, der stadig er så isolerede, at det næsten ikke er til at forstå, hvordan man kan leve der.

Et af dem er Uelen.
Uelen er den østligste bosættelse i Rusland og i Asien og ret svær at komme til.

Fra Anadyr, det administrative center for hele Chukotka autonome okrug, er der flyforbindelse til Lavrentiya, som ligger 100 km fra Uelen. Lavrentiya udgør det lokale administrative centrum for Chukotkahalvøen. Byen/landsbyen har knap 1500 indbyggere. 

 Herefter afhænger alt af held. Du kan måske komme videre med båd eller vente på helikopteren, som flyver til Uelen hver anden uge - hvis vejret tillader det. Eller om vinteren kan du måske komme med snescooter eller hundeslæde.

På sitet Russia beyond ligger en spændende artikel om, hvordan Rusland op gennem 1700-tallet havde store vanskeligheder med at kontrollere chukchi-folket - med flotte illustrationer af det krigeriske folk.



Exhibit in the Asian collection of the American Museum of Natural History, New York, USA/Daderot/Public Domain



Til sidst valgte Sankt Petersborg simpelthen at indgå en aftale med de genstridige rensdyravlere her helt mod nord. 
Anadyrsk ostrog, den befæstede bosættelse, som oprindelig blev grundlagt af Simyon Dezhnyev, og som havde været en væsentlig kilde til forværring af forholdet til chukchierne, og hvis vedligeholdelse efterhånden kostede de offentlige kasser dyrt, blev simpelthen nedlagt. Og efter det var udsendinge fra Katharina II i stand til at føre vellykkede samtaler med de lokale leder - de såkaldte toyony.
I 1779 blev Chukotka officielt indlemmet i Imperiet. Men chukchierne blev fritaget for tribut - yasak - i 10 år og beholdt fuldt reelt fuld uafhængighed i deres indre anliggender. Selv i begyndelsen af 1900-tallet havde mange af dem ingen anelse om, at de var russiske undersåtter.


Geografforbundet - den forening for geografilærere på alle niveauer - som vi rejste med på den transsibirske jernbane i 1977 - har udgivet en rigtig spændende publikation  om Kamtjatka og Chukotka før og nu. Et GO-temahefte som var ment som en appetitvækker til Geografforbundets ekskursion til Tjukotka og Kamtjatka i sommeren 2013. Man burde vel også et eller andet sted kunne finde en reportage fra turen.

Uh jeg får helt lyst til at melde mig ind igen. Netop i disse februardage er Geografforbundet  på rejse i Argentinas øde egne, hvor de højt oppe i Andesbjergene besøger det astronomiske observatorium El Leoncito - hvis ellers turen er blevet til noget og ikke aflyst.

Helt op til midten af 1900-tallet fandtes der flere små samfund langs kysten på Chukotka, blandt dem Dezhnyev - nær Kap Dezhnyev selvfølgelig - og Nauka, som begge lå endnu længere mod øst end Uelen.  Men på ægte russisk /sovjetisk vis blev mange af de små samfund i 1958 nedlagt og befolkningerne samlet i seks lidt større enheder. Det lyder brutalt, men når jeg ser billeder af, hvordan nogen boede på golde grusstrande mellem og i gamle forladte olietønder, tænker jeg, at der måske var nogen ræson i det. Men det er jo svært at dømme om, hvad der er bedst for andre mennesker.


Drum family



Herunder ses de 6 bebyggelser, som befolkningen langs kysten blev samlet i.

Ved Lorino, som ses nederst på kortet, findes der varme kilder, som man bader i - ligesom på Island.


Og ligesom på Island er der drivhuse, der opvarmes med den varme vand.

Kukun” (Lorino ) Spr. Thermal pipeline on the foreground, greenhouses on the background. Dezhnev Spr. are situated more close to potential consumer than Chaplino and Kukun’ springs, at 8 km only from Uelen Settl. But their low temperature and flow rate along with high TDS content (up to 19 000 ppm) prevent their use. The indirect estimations of base temperature in these fluids are very contradictory: from 69 ° C (Si-temperature) to 213 (Mg/Li one). The possibility of geothermal development of this thermal field should be refine by further investigation. 


Indbyggerne i Dezhnyev og Nauka blev flyttet til Uelen. 

Nauka

Dezhnyev

Uelen

Uelen



Da Dezhnyev rundede pynten i 1648 kaldte han den  Bolshaya Chukotka Cape. I 1778 navngav James Cook pynten Vostochny’ (‘Eastern’)- East Cape, og det var først i 1879, da den svenske polarforsker Baron Nordenskiöld udsendt af Det russiske Vidensakademi sejlede gennem den længe søgte  Nordøstpassagen og ned gennem Beringstrædet, at han for at ære sin forgængers bedrift gav stedet navnet Cape Dezhnyev.
På Cape Dezhnyev blev der i 1958 rejste et monument for Dezhnyev - et fyrtårn med hans buste. 



Tidligere stod blot et trækors, hvilket af nogle anses for mere passende.



Hvalben i nærheden af den tidligere bebyggelse Nauka


En engelsk hjemmeside fortæller - lidt humoristisk - om, hvordan man i dag kan nå Cape Dezhnyev. Igen - hvis du irriteres, når jeg indsætter engelsk tekst, så spring den over.  Men her bliver jeg lige lidt lad og gider ikke oversætte.

"Even nowadays, a trip to Cape Dezhnev is something truly extreme and it requires both physical and mental training. The edge of the continent is a concentration of strong, piercing winds, which one can hide from either behind a volcanic hill or behind the monument to the pioneer. The weather is constantly changing: one moment there’s sunshine and the next moment it gives way to gloom, rain or snow. There’s untamed nature all along the way and an almost zero chance of meeting a human. However, the place is visited by as many as several hundred tourists a year, accompanied by experienced local guides. So, better not travel here on your own. 

The first way to get here is to take a hiking trip. The closest inhabited settlement to the cape is the eastern village of Uelen, which is 10-15 kilometers away across the tundra. Yet, the most common route starts in the village of Lavrentiya, where the airport is. It is about 100 kilometers away from the cape. A hike is the cheapest and the most challenging option. 

The second — and the most popular — way to reach the cape is going on a boat expedition from Lavrentiya. Tourists sail over the icy Bering Sea for several hours, before either spending a night in tents near the cape or making a return journey after a bit of rest.

It is also possible to reach the cape as part of a sea cruise. Yet, one will still have to take a short motor boat ride from the ship to make it to the final destination. It is the most expensive, but convenient option. 

In extremely rare cases, one can fly to the cape from Lavrentiya in a helicopter. Due to strong side winds and the cliffy shores, only pilots with great expertise can land it there — and only in really good weather."



Uelen, som nu er den aller østligste bebyggelse i Rusland, ligger på en smal grustange.






De har 3 (!) gader. 


Der er en skole, en kirke, et posthus, et benskærerværksted. 

Kirken


Indbyggerne i Uelen ernærer sig ved fiskeri, hvalfangst og benskæring. 

Børn til undervisning i benskæring

Her findes verdens eneste museum for udskåret hval og hvalros. Museet viser også læderarbejder.



I 2004 var der en udstilling af indbyggernes arbejder i Bern i Schweiz og ved en Moskva-udstilling tog udskærerne fra Uelen førstepladsen i kategorien: Tradition og modernitet. 

Byen har fostret en anerkendt forfatter, Yuriy Sergeyevich Rytkheu, der i bogen A Dream in Polar Fog skrev om chukterfolkets møde med fremmede. Han betragtes som en af Ruslands vigtigste indfødte forfattere. Han skriver både på russisk og chukchi - romaner, digte, noveller, artikler. Han er tildelt Maksim Gorkiy prisen.

Og så har de et kor og dansetrup, der samarbejder med inuitter på den anden side Beringstrædet. 



Drengen her er medlem af dansegruppen og har været i Alaska og optræde.
Bemærk hans cap. Hvis du forstørrer billedet, kan du se, at det er en Alaska-souvenir.


Alt i alt en imponerende kulturel aktivitet på et af verdens mest afsidesliggende steder.

Glade Uelenbørn løber væddeløb.

I december 2000, på et tidspunkt hvor Chukotka var en af de fattigste regioner i hele den Russiske Føderation, blev den russiske oliemilliardær, Roman Arkadjevitj Abramovitj, ham der ejer den engelske fodboldklub, Chelsea, valgt som Tjukotkas guvernør. Se, det var godt nok noget, jeg ikke vidste.
Allerede i 2001 blev de økonomiske forandringer i Chukotka synlige. Der blev der bygget nye huse, skoler, klinikker, el- og vandværker, forsyningslinjer og infrastrukturer.

Eksempler på de nye typehuse, der blev bygget i tiden
efter Abramovitjs indsættelse som guvernør.


Og i 2011 skete der så i Uelen, hvad jeg godt vil kalde en revolution. Det lykkedes en mobiloperatør at forbinde bebyggelsen med deres netværk. Så nu kan indbyggerne her rejse lige så meget rundt i verden - på nettet - som vi andre. Og straks er der nogen, der har både blogs og hjemmesider.



Findes der opdagelsesrejsende i dag?

I den oprindelige betydning, hvor man finder uopdaget land, findes der vel ikke længere opdagelsesrejser. Det skulle da lige være på Mars eller Månen.
Men jeg vil påstå, at der findes personligt opdagelsesrejsende.

På nettet findes et site, Cape to Cape, der fortæller om en ekspedition til Uelen. Rigtig spændende, overraskende og interessant. 
Teamleder var Steve Burgess, der til daglig opdrætter Aberdeen anguskvæg på en gård i Yorkshire.



På nettet stødte jeg også på to australier, Wendy, en tidligere mikrobiolog og hendes mand Alan, som har været på nogle ret vilde rejser. 



To gange har de været rundt til små bitte udsteder langs Chutkas kyst. I marts 2018 og igen i august/september 2018. Og derudover tidligere adskilligt flere ekstreme steder.






Også deres rejseblog, TravelArk2.0 er bestemt værd at besøge - når nu vi ikke selv kan rejse derop. 

(Linket bliver pludselig blokeret, men hvis du indkopierer 
http://v2.travelark.org/travel-blog-entry/crowdywendy/10/1548646869 
så virker det - for mig.)


Og her vælger jeg at afslutte min rundtur i både tid og sted i fjerne Østsibirien. Den blev lang. Hele tiden dukkede der nyt og spændende materiale op. Også efter at indlægget var udgivet, og jeg har tilføjet en del. 
Jeg har brugt mange, mange - mange - timer. Men hvor har jeg dog fornøjet mig.