Det behøver jo ikke altid handle om sejladser på Stillehavet

Endnu en fantastisk udsendelse på den fransk-tyske Arte-kanal fik vi i lørdags med berusende smukke billeder fra de uendelige sletter i Khövsgöl-provinsen i det nordlige Mongoliet. 

Darhat-nomaderne er kendt for deres opdræt af særlig stærke, fine hvide heste. 

En legende fortæller, at de stærke, hvide heste opstod af disse søer. Da nomaderne prøvede at fange dem, forsvandt de ned i vandet igen. Men så udtalte shamanen en formular, og søerne blev tørlagte, så mongolerne kunne fange dem.

I lørdagens dokumentar Le Cavalier Mongol / Hüter der mongolischen Pferde følger vi hesteopdrætteren Shukherk.

Vi møder hans familie, vi oplever, hvordan han tæmmer og rider heste til, og vi er med til et morsomt stævne, hvor han tjener lidt ekstra ved at kæmpe konkurrence-kampe.

Jeg har koncentreret mig om at tage skærmdumps af stemningsfulde og smukke billeder og landskaber. 

I århundreder har Darhat bevogtet grænsen mellem Mongoliet og Sibirien. Deres heste er velegnede både til de flade sletter og mere bjergrige egne. 

Men i de senere år er deres heste blevet stjålet og solgt til russiske slagterier for nogle få rubler. Røverne tilhører tuwinernes nomadefolk, som bor på den anden side af grænsen på russisk side. Tsaatan, rensdyrhyrder på den mongolske side, hjælper dem med at bringe hestene over grænsen.

Da Shukherk bedste hvide avlshingst forsvinder, er han ret overbevist om, at det er hestetyve, der har været på spil.

Han henvender sig til politiet, men der er ikke megen hjælp at hente.

Så optager han selv forfølgelsen af hestetyvene. Det er et kapløb med tiden, for Shukhert skal finde sin hingst,  før hestetyvene når over grænsen til Rusland.

Og før vinteren for alvor sætter ind.

Noget af det, der fascinerer mig, er samhørigheden mellem menneske og dyr - den barske mands omsorg for hund og hest, hans viljestyrke og samspillet med og mod naturen.

 

 

På et tidspunkt, da sne og is gør færden besværlig - og for at skåne hesten, går jeg ud fra, så laver han sig et par ski.

Han fælder han et træ, får udskåret og blødgjort tynde planker. Af hestehår laver han en tråd og med den syr han hesteskind fast under brædderne. 

 

 

 

 

 

 

 

Lørdag aftens dokumentarfilm, Le Cavalier Mongol/ Hüter der mongolischen Pferde er instrueret af Hamid Sardar. Sadar har levet 10 år i området. Han er fortrolig med landet og folket, kender deres kultur og taler deres sprog. Hans dokumentation giver et fantastisk og smukt indblik i en anderledes virkelighed, som kun er tilgængelig for få.

Hamid Sardar er født i Iran i 1966.  Han har en Ph. D i Sanskrit & Tibetan Studies ved Harvard University. 

Han har vundet adskillige filmpriser, og hans billeder vises i de  fleste større prestige-fyldte publikationer  som National Geographic Adventure, Le Figaro og Paris Match.

Godt vi ikke mistede Arte-kanalen, da vi for nylig downsizede og gik fra den dyreste TV-pakke til den billigste.

Skov- og sne-sekvenserne giver mindelser tilbage til filmen Dersu Uzala - en sovjetisk-japansk spillefilm fra 1975 af Akira Kurosawa. Vi så den i en art-cinema-filmklub, vi var med i i 1970'erne. Jeg husker den som en af de bedste film, jeg har set. Det må den være. For den popper ofte op i mit hoved i forskellige forbindelser.

Foto af den virkelige Wladimir Arsenjew,
og den virkelige Dersu Uzala

Filmen fortalte den autentiske, men filmisk bearbejdede historie om Dersu Uzala, der i starten af 1900-tallet fungerede som vejviser for kartografen Wladimir Arsenjew, der udforskede områderne omkring Ussuri-floden i det sydøstligste Sibirien.

Jeg husker tydeligt  sekvensen, hvor Arsenjews ekspedition bliver overrasket af en voldsom snestorm, og Dersu Uzala med overnaturlige kræfter samler strå i det øde landskab og får bygget en hytte, hvor ekspeditionen kan overleve.  

Og jeg kan stadig se billedet for mig af Dersu Uzala, der står over for den mægtige sibirske tiger.

I 1977 besøgte vi et lokahistorisk museum i Khabarovsk, - det yderste punkt på vores rejse med den Transsibirske Jernbane.

De blegnede fotos derfra sidder stadig i fotomappen.

Efter museumsbesøget kørte vi ad en lang grusvej ud til floden Amur - grænsefloden til Kina - og kiggede over mod det dengang meget lukkede land.

                                      

I Irkutsk deler den Transsibirske Jernbane sig. Et spor - det vi ikke fulgte - går sydover mod Ulan Bator og Peking. Det spor står højt på min liste over uopnåelige rejsemål.

Kom jeg på den rejse, ville jeg netop komme igennem  Khövsgöl-provinsen, hvor lørdagens dokumentar er filmet i nærheden af Ulan Ude.

                                     

i 1997 var min morbror Hans i 6 måneder på vegne af EU udsendt som ekspert til et mejeri i Mongoliet. Min morbror er desværre død - i en alder af 90 - men min fætter Lars-Bo fortæller, at hans far levede på en sten sammen med de lokale. På vej dertil havde han for øvrigt fået stjålet sin billet og penge i Beijing, men havde fået hjælp af den danske ambassade til at komme videre.

Men Mongoliet! Tænk engang. Dér skulle vi da være rejst ud og have besøg ham. Men dengang var vi ikke så berejste. Desværre. 

Dokumentaren Hüter der mongolischen Pferde ligger på youtube indtil 6. april 23.

https://en.wikipedia.org/wiki/Kh%C3%B6