Mens jeg samlede stof til mit blogindlæg om Congos mineraler, kom landet på avisernes forsider. Der var endnu engang udbrudt uro i byen Goma, i en af landets østlige provinser, Nord-kivu, der hvor mange af de værdifulde mineraler findes. Og jeg blev interesseret i landet som sådan og dets blodige historie.

Så det kom der et blogindlæg ud af. Og jeg går helt tilbage til Congos tidlige historie.

Inden europæerne kom, eksisterede der et kongerige, Kongo, i det område, der nu omfatter dele af Republikken Congo, DRC Congo og Angola.

Herskerens titel var Mani kongo, og han residerede i Mbanza Kongo. Mbanza Kongo, nu San Salvador, lå i nutidens Angola.

Mbanza Kongo (i dag São Salvador) i 1745

Der var også andre velfungerende statsdannelser i Congo-området, men det var kongeriget Kongo, som portugiserne kom i kontakt med, da Diego Cao gik i land ved Congoflodens udmunding i Atlanterhavet i 1742.

Hovedstaden Mbanza Kongo lå i hjertet af riget, hvor gamle handelsveje krydsede hinanden. Inde i landet blev der produceret klæde af raffiapalme-fibre samt fødevarer. Nord for kongeriget blev der udvundet kobber, og i kystregionerne sydede man salt og indsamlede nzimbus-skaller - en art muslingeskaller, der blev anvendt som betalingsmiddel. I hver region var de ting, der blev produceret, almindeligt forekommende og ikke særligt dyre, mens de i andre regioner var eftertragtede og dyre. Salt var f.eks. billigt ude ved kysten, men dyrt inde i landet. Det var mani kongoen, som kontrollerede handlen, og han havde også monopol på indsamlingen af nzimbus-skaller. Ved at lægge told på de varer, der blev transporteret ad handelsvejene, blev Kongeriget velhavende og udviklede sig til en stabil og sofistikeret stat, med skatteudskrivning, central regering - og mani kongoens hof og med guvernører i hver eneste provins i riget, samt en hær på 50.000 mand under rigets storhedstid, som faldt sammen med portugisernes ankomst.

I første omgang besøgte Diego Cao ikke hovedstaden, men han vendte tilbage 2 år senere. Her sendte han budbringere til byen med gaver fra den portugisiske kong Jao ll til mani kongoen. Rejsen fra kysten tog 17 dage til fods. Nzinga Nkuvu, som var mani kongo på dette tidspunkt, tog vel imod budbringerne. De nåede dog ikke tilbage til kysten, inden Diego Cao lettede anker og vendte hjem til Portugal. Med sig tog han i stedet fire kongolesiske gidsler, som han dog lovede at bringe tilbage, når han kom for at hente de landsmænd, der var draget til Mbanza Kongo.

I 1487 tog Diego Cao på sit tredje togt til Kongo. De kongolesiske gidsler var nu klædt som portugisiske adelsmænd og vakte stor opsigt. I Mbanza Kongo sørgede Nzinga Nkuvu for en storslået modtagelse af portugiserne, og der blev udvekslet gaver. Dermed indledtes den samhandel mellem Kongoriget og Portugal, der i sidste ende ledte til Kongorigets sammenbrud.

Fra Kongo blev der sendt kobber, elfenben og raffiaklæde til Portugal. Den største handelsvare var dog slaver. På San Tomé, som ligger ud for Afrikas kyst, oprettede portugiserne plantager, hvilket øgede efterspørgslen efter slaver.

Tilsvarende var der også et stort behov for slaver i selve Portugal. Anslået befandt der sig omkring 50.000 slaver fra Kongoriget i Lissabon, da der var flest. Slavehandlen voksede som bekendt eksplosivt, da portugiserne opdagede Brasilien, hvor der opstod en driftig plantageøkonomi, og behovet for slaver var nærmest umætteligt.

Slaveinstitutionen var en velintegreret del af de afrikanske og også det kongolesiske samfund, som så mange andre steder - som f.eks. vel også i vikingesamfundet i Norden.

At have slaver var ensbetydende med rigdom og social status. Slaverne kunne være krigsfanger eller folk, der pga. gæld var havnet i slaveriet. Mindre lovovertrædelser kunne også være en årsag.

Men den traditionelle slaveinstitution blev ikke respekteret af portugiserne. Selv højtstående medlemmer af Kongeriget blev fanget af portugiserne og ført bort som slaver. En handling, der var utænkelig i det traditionelle kongerige.

Slavehandelen blev skæbnesvanger for Kongoriget. Godt nok blev mani kongoen og andre adelige medlemmer i Kongoriget i første omgang rigere, men portugisernes efterspørgsel på slaver ville ingen ende tage. Den destruktive handel med mennesker ledte til, at samfundet blev tømt for folk, høj som lav. Pludselig forsvandt talrige mennesker ud af den kongolsiske samfund og bidrog ikke længere til at vedligeholde samfundsproduktionen. Det medførte interne stridigheder og krige mellem nabostammer og nabofolk. Til sidst flyttede portugisernes deres slavehandel længere sydpå og oprettede kolonien Angola. Dermed var fundamentet for Kongorigets velstand væk. Riget brød sammen.

Om slavehandlen i Vestafrika har man hørt uendeligt meget - mest fra Guldkysten, hvor Danmark deltog. Men interessant fandt jeg det, her at erfare om portugisernes allertidligste slavehandel i Afrika.

Lige siden portugisernes ankomst havde Europa været vidende om de rige handelskaravaner, der kom over land og ned langs floderne fra Afrikas indre.

Helt frem til 1870'erne kendte europæerne dog kun en smal stribe land langs kysten. En ting var man dog overbevist om. I det indre af Centralafrika skjulte der sig enorme rigdomme, som bare ventede på at blive udnyttet og eksporteret.

Først da Verney Cameron i 1875 rejste fra Afrikas østkyst til Angola, og journalisten Henry Morton Stanley to år senere, i 1877, rejste fra Zanzibar i øst til Congoflodens munding i vest, blev Afrikas hjerte blotlagt for europæerne.

"Han gik tværs over Afrika"
Cameron som karikeret i Vanity Fair juli 1876

Henry Stanley kender vi jo fra hans berømte ord; "Dr. Livingstone, formoder jeg." Verney Cameron, derimod, kunne jeg ikke nikke genkendende til. Så ham måtte jeg undersøge. Havde jeg undladt det, havde jeg undgået en del forvirring. Men pyt, for det bragte mig også en del mere kendskab til Henry Stanley.

Vidste du f,eks,. at Henry Stanley blev født i Wales som John Rowlands, at hans 18-årige mor forlod ham som en meget ung baby og afbrød al kommunikation og at faren døde inden for et par uger efter hans fødsel?

Drengen blev opdraget af sin bedstefar Moses Parry, som døde, da John var fem. John/Henry boede derefter hos nogle kusiner og niecer i kort tid, men han blev til sidst sendt til St Asaph Union Workhouse for the Poor.


John Rowlands som 15-årig, kort efter han var løbet væk fra vajsenhuset.

Se evt. billeder af vajsenhuset og læs Stanleys egne ord om hans ophold her. oplevelse af tiden i vajsenhuset her - men for guds skyld ikke i den danske oversættelse. Den er horribel.

John kom ombord på et skib til USA i 1859. Et tilfældigt møde med den barnløse Henry Hope Stanley, en velhavende handelsmand, førte til et job og et tæt forhold mellem dem.dem. Stanley fortæller selv, at han blev adopteret af Stanley og af beundring for ham tog hans navn Henry Stanley. Stanleys egen historie herom er dog senere blevet bestridt.

Bemærkningen om at Stanley i 1877 krydsede Afrika fra øst til vest, havde faktisk også fået mig til at løfte et øjenbryn, for mødet med Livingstone var da en del tidligere, for Livingstone døde i 1873. Så Stanley var åbenbart på flere rejser - en del flere, skulle det vise sig.

I 1871 blev han som journalist udsendt af New York Herald for at søge efter Livingstone. Det er den historie, vi kender.

Stanley rejste til Zanzibar i marts 1871 og efter en 1.100 km lang ekspedition gennem den tropiske skov fandt han Livingstone den 10. november 1871 i Ujiji, nær Tanganyika-søen.

Kan du se de tre små røde prikker ovre ved Tanganyika-søen.
Tanganyika-søen er verdens næststørste ferskvandssø efter volumen
og den næstdybeste, i begge tilfælde efter Bajkalsøen i Sibirien.
Det er verdens længste ferskvandssø

Stanley sendte straks besked med budbringer tilbage til Zanzibar, at Livingstone var fundet. Depechen var otte måneder om at nå kysten. Fra Zanzibar blev den sendt til Bombay, hvor den blev telegraferet til London og derefter videresendt til New York. Den 2. juli 1872 informerede forsiden af New York Herald verden om, at Livingstone var blevet fundet.

Livingstone var syg og svækket, da Stanley ankom. Med Stanleys omsorg og opmærksomhed genvandt Livingstone dog sin styrke.

Stanley tilbragte fire måneder hos Livingstone og deltog i udforskningen af området og fandt ud af, at der ikke var nogen vandvej fra Tanganyika-søen til Nilen. Stanley og Livingstone fik et tæt forhold, næsten som far og søn. Da Stanley vendte tilbage, skrev han en bog om sine oplevelser: How I Found Livingstone; rejser, eventyr og opdagelser i Centralafrika (1872).

Eftertiden har sluttet, at en del af Stanleys beretninger, både i de artikler han sendte hjem til New York Herald og i hans bøger, nok er en del overdrevne. Men det er vel noget, der af og til sker, når hovedpersonen i beretningerne, er forfatteren.

Den lille rødbrune rute er ekspeditionen ind til Livingstone i Ujiji.
De to øvrige er senere, 1874-1877 og 1879-1884.
Faktisk var Stanley på en sidste fjerde rejse , som ikke er vist her.

How I found Livingstone.

"Hvordan jeg fandt Livingstone" udkom første gang på dansk i 1873 og foreligger her i en nyoversat og udvidet udgave.

Men det var jo Verney Cameron, jeg skulle have styr på. Så ham tager jeg fat på nu.

Verney Lovett Cameron var født i Dorset, og blev den første europæer, der (1875) krydsede Ækvatorialafrika fra hav til hav.

Han gik ind i Royal Navy i 1857, tjente i det abessinske felttog i 1868 og var ansat i lang tid i undertrykkelsen af den østafrikanske slavehandel.

Det abessinske felttog var en straffe- og redningsaktion. Den etiopiske kejser, Tewodros, havde taget nogle missionærer og to repræsentanter for den britiske regering som gidsler for at fremtvinge militær støtte fra Storbritannien. Det var ikke en god strategi.

Kejser Tewodros' gidsler

For briterne satte sin hær ind mod ham.

Planlægningen af ekspeditionen var vanskelig for briterne, da denne krig ikke var på havet. De nævnte senere, at Etiopien havde "ingen kyst; har følgelig ingen byer eller forter at bombardere, ingen fartøjer at angribe, og ingen handel at tilegne sig."

Britiske flåde- og støtteskibe i Zula-bugten.
Det abessinske felttog

Opgaven blev givet til Bombay-hæren og kommandoen over ekspeditionsstyrken til generalløjtnant Sir Robert Napier, som i parantes bemærket havde tjent bl.a. som kommandant i Den anden Opiumskrig i Kina.

Dette var en meget usædvanlig beslutning, da det var første gang, en kampagne var blevet overdraget til en officer fra Corps of Royal Engineers, den britiske hærs ingeniørafdeling.

Elefanter sendt fra Indien
for at transportere våben og granater til ekspeditionen.

Ligesom ved militæroperationer i dag var der journalister med for at beskrive felttoget. En af dem var Stanley. Mon de to, Stanley og Cameron, har mødt hinanden?

I 1873 blev Verney Cameron af Royal Geographical Society udvalgt til at lede en ekspedition sendt ud for at hjælpe Dr. Livingstone. Kort efter ekspeditionens afgang fra Zanzibar , blev en karavane på omkring 80 mødt med den ærede læges døde krop. Camerons to europæiske ledsagere, Dr. William Edward Dillon, kirurg i Royal Navy, og løjtnant Cecil Murphy fra Royal Artillery, vendte tilbage til kysten for at deltage i opgaven med at returnere Livingstones mumificerede lig. Livingstones hjerte havde afrikanerne begravet i Ujiji. Cameron fortsatte sin march og nåede Ujiji ved Tanganyika-søen i februar 1874, hvor han fandt og sendte Livingstones papirer til England.

Cameron brugte noget tid på at bestemme den sande form for den sydlige del af søen og løste spørgsmålet om dens udløb ved opdagelsen af Lukuga-floden . Fra Tanganyika slog han vestpå til Nyangwe, den arabiske by ved Lualaba, som tidligere var besøgt af Livingstone. Denne flod antog Cameron med rette for at være hovedstrømmen i Congo, og han bestræbte sig på at skaffe kanoer til at følge den ned. Det mislykkedes på grund af hans afvisning af at benytte slaver, og han vendte derfor mod sydvest. Efter at have sporet Congo- Zambezi vandskel i hundreder af miles ankom han endelig til kysten den 28. november 1875, som den første europæer, der krydsede ækvatorialafrika fra hav til hav, hvorfor han blev tildelt Royal Geographical Society's Founder's Medal i 1876.

Cameron ankommer til landsbyen Oulonnda

i Zanzibar

Cameron modtages af portugisisk nybygger Det må være da han nærmer sig Atlanterhavet. Angola var portugisisk område.

Hans beretninger om hans rejser, der blev udgivet i 1877 under titlen Across Africa , indeholder værdifulde forslag til åbningen af kontinentet, herunder udnyttelsen af de store søer som en forbindelse mellem Cape og Cairo Road .

Resten af Camerons liv var hovedsageligt viet til projekter for den kommercielle udvikling af Afrika og til redigering og skrivning. Hans sidste værk var redigeringen af den personlige eventyrfortælling om skibsføreren James Choyce, der i 1797, som teenager, gik ombord på et hvalfangerskib til Stillehavet. Choyces fortælling, der dækker 26 års søfartsliv, er et af de tidligste værker af en englænders oplevelser i Sydamerika.

I 1878-1879 besøgte Cameron Eufrat- dalen i forbindelse med en foreslået jernbane til Den Persiske Golf og ledsagede Sir Richard Burton (endnu en spændende person, følg selv linket) på hans vestafrikanske rejse i 1882. Ved Guldkysten undersøgte Cameron Tarkwa-regionen, og han var medforfatter sammen med Burton på To the Gold Coast for Gold (1883). I 1880'erne udgav han adskillige bøger for drenge,

En af hans drengebøger.
Den kan man faktisk lytte til på Mofibo

Endnu en spændende personlighed med vidtfavnende evner og stort vovemod.

Verney Lovett Cameron 1878

David Livingstone havde som den første europæer besøgt Nyangwe på bredden af Lualaba. Også Verney Lovett Cameron besøgte som nævnt Nyangwe i 1874.

Byen blev grundlagt som et arabisk handelsdepot omkring 1860, da nogle swahili-araberne havde fordrevet de oprindelige beboer. Den blev efterfølgende en del af Sultanatet Utetera, styret af den swahilianske slavehandler Tippu Tip og forbundet med Sultanatet Zanzibar. I anden halvdel af det 19. århundrede var det et vigtigt swahili - arabisk knudepunkt for handelsvarer som elfenben, guld, jern og slaver, og det forblev et af de vigtigste slavehandelscentre indtil den arabiske krig i Congo 1892-1894.

Tippus Stat beliggende vest for Tanganyikasøen

Sultanatet Utetera (1860-1887), også omtalt som Tippu Tip's stat , var et af de arabiske sultanater etableret i det østlige Afrika. Det var en kortvarig stat fra det 19. århundrede styret af den berygtede swahili- slavehandler Tippu Tip (Hamad al Murjebi) og hans søn Sefu . Hovedstaden i staten var byen Kasongo , beliggende i den moderne Maniema- provins i DRC Congo .

Sultanate of Zanzibar og andre statsdannelser i Østafrika
med de arabiske handelsruter indtegnet

En enklere illustration af de arabiske handelsruter og
i et mindre geografisk område end på ovenstående kort
- adskillige af dem slaveruter

Tippu Tip handlede med slaver til Zanzibars nellikeplantager. Som en del af den store og lukrative handel ledede han mange handelsekspeditioner ind i Centralafrika , byggede profitable handelsposter dybt inde i Congo Basin- regionen og blev dermed den bedst kendte slave- og elfenbenshandler i Afrika og forsynede store dele af verden med elfenben fra slavegjorte afrikanere.

Tippu Tip

Tippu Tip betragtes som den næstrigeste muslimske slavehandler i historien. Han brugte overskuddet til at etablere nellikeplantager på Zanzibar. Fra 1883 voksede hans besiddelser fra ingen til i 1895 at have erhvervet sig "syv 'shambas' [plantager] og 10.000 slaver.

Da Livingstone besøgte Nyangwe, var det den sidste kendte by for folk, der kom fra øst. Livingstone troede, at floden Lualaba, som Nyangwe lå ved, var den øvre del af Nilen.

Den 15. juli 1871 oplevede Livingstone omkring 400 til 500 afrikanere blive massakreret af arabiske slavehandlere på Nyangwe-markedet ved bredden af Lualaba. Livingstones efterfølgende beretninger om massakren gav inspiration til andre victorianske forkæmpere for afskaffelse af slaveriet og opfordring til indgåelse af "en anti-slaveritraktat" mellem Storbritannien og Zanzibar.

Henry Stanley vendte hjem til England i 1872, og allerede i september 1884 var han tilbage i Zanzibar og i gang med at organisere en ny ekspedition finansieret af New York Herald og London Daily Telegraph.

Med i hans følge var tre unge englændere, Frederick Barker og brødrene Francis og Edward Pocock, og Kalulu , en afrikaner, han havde taget med til England på sin tidligere rejse.

Nok det kendteste billede af Stanley.
Stanley og Kalulu, som han tog med til Europa

Stanley medbragte 60 pund stof, kobbertråd og perler (samisk samer) til handel, et barometer , ure og kronometre, sekstant , kompasser, fotografisk udstyr, Snider-rifler og elefantpistoler og delene af en 12 m lang båd med enkelt sejl. I den korte tid i England var Stanley blevet forlovet med en ung 17-årig Alice, og båden opkaldte han efter hende. Alice havde lovet at vente på ham i to år, så da Stanley endelig vendte hjem efter 4 år, måtte han konstatere, at hun var blevet gift med en anden og allerede havde fået barn.

Morsomt er det at læse om hans betagelse af Miss Alice. Hun var yngste datter af tre af ægteparret Pike. Ved en middag på luksushotellet Langham i London mødte han Mrs Pike og den ældste og yngste datter.

"On that momentous evening, Alice was the only one to whom he felt drawn. The eldest sister he dismissed as rather fast, and also because she wore her hair in fashionable "frizzles", and talked too loud. But as for Alice, he was at once struck by her "soft girlish profile" and "self-contained way". He liked her blue-grey eyes and soft, large mouth, and thought "the carriage of her head indicated that she was cool and self-possessed". His only criticism - a serious one in his eyes - was that she wore too many diamonds, which made him fear "inordinate vanity with over-much wealth to gratify it. She was also, he said, very ignorant of African geography, & I fear of everything else.

"I fear, if Miss Alice gives me as much encouragement, as she has been giving me lately, I shall fall in love with her, which may not perhaps be very conducive to my happiness, for she is the very opposite of my ideal wife.""

Jeg kan forestille mig, at Stanley heller ikke har været en kommende drømme-svigersøn for Mrs Pike.

"Now almost every day the distinguished, cigar-smoking, and mustachied thirty-three-old explorer, with his dark wavy hair, greying at the temples, and the pert, selv-confident daughter of Samuel N. Pike, the recently deceased owner of the Cincinnati and New York Opera houses, met each other. Alice's father had also owned numerous hotels and several of America's largest whisky distilleries, and had had an annual income of 3 000 000 dollars. It seems unlikely - despite Stanley's apparent disdain for ostentation - that Alice's staggering wealth was not fascinating to him. Perhaps this compensated for her ignorance and immaturity, which would normally have repelled a serious-minded man who had worked so hard to educate himself."

Dette engelske citat har jeg hentet i Tim Jeals bog "Stanley - The Impossible Life of Africa's Greatest Explorer. En bog jeg senere vender tilbage til.

Jeg synes, det var morsomt, så det skulle også med, nu jeg fandt det.

Den yndige Miss Alice, som vist var for livlig til at kunne vente på Stanley. I et brev til ham fortæller hun overstadigt om, hvordan de unge mænd havde kredset om hende til søsterens bryllupsfest. Det var vist heldigt, at Stanley ikke nåede at få det brev, inden han satte ud på sin lange slidsomme rejse.

I Zanzibar rekrutterede Stanley afrikanske portører, i alt 228 personer, heraf 36 kvinder og 10 drenge.

Hans karavane, der afgik fra Bagamoyo (Tanzania) den 17. november 1874, strakte sig over næsten 1 km.

Først del af rejsen, som i alt kom til at strække sig over mere end 11 000 km , var den godt 1 100 km lange rejse (ca. en tiendedel af den fulde rejse) op til Victoriasøen. Den del blev lidt af et mareridt. De første par uger forløb uden problemer, men så fulgte de næste tre en halv måned, hvor Stanley mistede mere end 1/4 af sine folk. Nogle døde af sygdom, nogle i kamp, men over halvdelen ved desertering. Nogle deserterede blev indfanget, og da den normale straffemetode - piskning - medførte svækkede bærere og risiko for livstruende mavesår, så valgte Stanley - på trods af associationen til slavekaravaner - at lægge de genindfangne desertører i lænker i nogle dage.

Da Stanley havde fået stoppet deserteringerne, fik han nye problemer. Regnsæsonen gik ind og gjorde stierne glatte og fik bærerne til at glide og falde med de tunge byrder. Hvert et trin blev en kraftanstrengelse, og maden var knap, så bærerne var på halve madrationer.

Da regnen endelig holdt op, skulle ekspeditionen krydse et landområde uden dyr at jage overhovedet. Sulten indfandt sig. En dag faldt fem mænd omkuld og døde, før de blev fundet, fire andre faldt bagud og gik tabt. Stanley måtte træffe et valg. Han sendte 40 af de stærkeste mænd ud for at lede efter den nærmeste landsby, og de kom tilbage med mad, som reddede ekspeditionen.

Stanley måtte nu gøre et ophold, så hans folk kunne komme nogenlunde til hægterne igen. Da de derefter nåede Ituru-området mødte de fjendtlig-sindede og kom flere gange i kamp. "Stanley had been gripped by a presentiment of evil ever since entering the regions of Ituri and had been doing his utmost to propitiate the locals by handing over liberal presents."

Efterhånden som antallet af bærere svandt, måtte Stanley efterlade betydelig mængder af hans udrustning.

Endelig nåede han Victoriasøen, men efter 103 dages udfordrende etape, var kun 166 tilbage af den oprindelige ekspedition på 228.

Her foretog Stanley en 8 måneder lang ret vovet rundsejling af søen med kun 11 mand.

I april 1875 landede han på nordkysten, ikke langt fra det sted hvor Speke havde fundet et udløb, som han kaldte Ripon Falls, og som senere skulle vise sig at være det eneste.

Stanley gik i land, hvor Muresa, kongen af Buganda foranstaltede en festlig modtagelse. 2000 Ganda-krigere affyrede en salut og trommede på deres stammetrommer.

Efter at have modtaget gaver bestående af ti okser, seksten får og tre dusin kyllinger, vandrede Henry til Mutesas bolig ad en bred gade, 24 m bred og en halv kilometer lang, omkranset af 3.900 kongelige tjenere. Kongen rejste sig fra en stol ved Stanleys ankomst - en høj og slank skikkelse, klædt i arabisk kostume. Så snart Mutesa begyndte at tale, blev Henry betaget af hans måde at være på, for der var meget af en ægte gentleman over ham.

Kong Mutesa byder Stanley velkommen

I 1862 havde Speke afvist Mutesa som en blodtørstig despot, der endda tillod sine undersåtter at skyde og dræbe tilfældigt forbipasserende. Stanley tilskrev efterfølgende forbedringen i Mutesas opførsel den civiliserende indflydelse fra en elfenbenshandler, som havde boet ved hoffet i et år. Stanley blev ikke fornærmet, da Mutesa erklærede sig selv som tilhænger af islam. Men det forfærdede ham, at kongen havde tilladt sit land at blive den nordlige kilde til den østafrikanske slavehandel. Stanley var overbevist om, at Buganda-landet havde et presserende behov for nye moralske rådgivere: kristne missionærer. Stanley som Livingstone før ham så etableringen af missioner som afgørende. Men intet ændre sig, medmindre Mutesa gik med til at modtage missionærer.

På det perfekte psykologiske øjeblik havde Stanley held til på Mutesas anmodning og foran hans 300 koner at skyde en babykrokodille, der solede sig på en sten hundrede meter væk. Hvorvidt det var dette bevis på Stanleys våbens overlegenhed over arabernes musketter, der var grund til Mutesas pludselige iver efter at invitere flere europæere (hvorfra han håbede at købe mere moderne våben) er usikkert, men tænkeligt.

Mutesa havde udgivet sig for at være en mere human hersker, end han var, men selv om han måske havde forblændet sin europæiske gæst (hood-winked - er det ikke et skønt udtryk - jeg har selv valgt oversættelsen forblændet), så blev det Stanleys håb for Bugandas fremtid snarere end Mutesas, der blev realiseret - riget blev til sidst en britisk koloni, og kristendommen triveded der.

Stanleys ambitiøse mål var at fuldføre udforskningen og kortlægningen af de centralafrikanske store søer og floder, i processen at sejle rundt om Victoria- og Tanganyika- søerne og lokalisere kilden til Nilen. Under ekspeditionen foretog Stanley en enorm masse opmålinger - længder, bredder, dybder, forløb osv. Det var en vældig masse geografiske data, han kom hjem med, og hans detaljerede målinger og beskrivelser førte til en større revision af områdets geografi.

Tanganyika-søen ligger inden for Albertine Rift , den vestlige gren af den østafrikanske Rift.

Det er den største sprækkesø i Afrika og den næststørste sø efter volumen i verden. Det er den dybeste sø i Afrika og rummer den største mængde ferskvand på kontinentet, Den strækker sig over 676 km i en generel nord-syd retning og er i gennemsnit 50 km i bredden. Søen dækker 32.000 km ² med en kystlinje på 1.900 km, en gennemsnitlig dybde på 572 m og en maksimal dybde på 1.471 m. Den rummer et anslået volumen på 18.750 km ³ .

Stanleys rute på hans første transafrikanske rejse indtegnet med rødt.
Den første rejse ind til Ujiji, hvor han mødte Livingstone,
er også indtegnet med grønt.

Mellem 1875 og 1876 lykkedes det Stanley at nå den første del af sit mål, idet han konstaterede, at Victoria-søen kun havde et enkelt udløb, det, der blev opdaget af John Hanning Speke den 21. juli 1862 og hed Ripon Falls.

Hvis dette ikke var Nilens kilde, så kunne den separate massive nordgående flod, af Livingstone kaldt Lualaba og af ham kortlagt i dens øvre løb, strømme videre mod nord og forbinde sig med Nilen via Lake Albert og dermed være flodens primære kilde.

Det var derfor vigtigt, at Stanley sporede Lualabaens forløb nedstrøms (nordpå) fra Nyangwe, det punkt, hvor Livingstone havde forladt den i juli 1871.

Mellem november 1876 og august 1877 navigerede Stanley og hans mænd på Lualaba-floden mod nord op til og ud over det punkt, hvor den drejer skarpt mod vest og bliver til Congo-floden.

Den røde streg er Lualaba-floden

Allerede i søgningen efter Livingstone havde det kun været med hjælp fra Tippu Tip, at Stanley havde fundet Livingstone - Livingstone som havde overlevet årevis på Lualaba netop i kraft af Tippu Tip's venskab.

Og endnu engang, nu under denne Stanleys første transafrikanske ekspedition, måtte han gøre brug af Tippu Tips beskyttelse, der sikrede sikker passager på lange stræk.

Ekspeditionen forlod Nyangwe over land og gik ind i den tætte Matimba-skov den 6. november. Den 19. november nåede de Lualaba igen, hvor Stanley fortsatte nedstrøms med Lady Alice , og Tippu Tip holdt trit på den østlige kyst. De krydsede gennem kannibalen Wenyas land. Under hele ekspeditionen var Stanleys folk i kamp med fjendtlige stammer 30 eller 31 gange.

De nåede Kindu den 5. december 1876.

Stanley beskrev Kindu som "bemærkelsesværdig lang" med en "bred gade, tredive fod bred og to miles i længden" og "bag landsbyen var banan- og palmelundene."

Fra Kindu gik det videre nordpå, og efter 338 km nåede de Stanley Falls - som nu hedder Boyoma Falls.

Og fra Bayoma Falls er der omkring 70 km til Kisangali - nu Congos tredjestørste by.

Jeg faldt over en illustration med titlen "Gennem det mørke kontinent - eller, Nilens kilder omkring de store søer i ækvatorial Afrika og ned ad Livingstone-floden til Atlanterhavet."

Jeg er ikke sikker, men det kunne være fra Stanley Falls/ Boyoma Falls.

lllustrationen herover er hentet fra Stanleys bog "Through the Dark Continent. Et kort citat fra teksten på samme side som illustrationen lyder: "Vi skubbede en rådden og fordømt kano over faldet, så den skyde som en pil og kredse rundt om det frygtelige hvirvlende bassin, og i næste øjeblik så vi den trukket ind af det frygtelige sug.

På denne ekspedition brugte Stanley sektionsbåde og udgravede kanoer til at passere de store fald på Congofloden, der adskilte Congo i adskilte områder. Disse både blev transporteret rundt om strømfaldene, før de blev samlet igen for at rejse på den næste del af floden.

Andre knap så høje strømfald passerede de sejlende på floden, men her druknede mange af hans mænd.

Gennem en strømhvirvel

Mønstringslister og Stanleys dagbog (12. november 1874) viser, at han startede med 328 personer og nåede Boma med kun 114 overlevende, med ham selv som den eneste europæiske tilbage i live ud af fire.

Bemærk flere angivelser af Arab Village.

Det syvende katarakt af Boyoma-vandfaldet kaldes Wagenia-vandfaldet. Det er berømt især fordi der her drives et særligt (farligt) fiskeri.

Stanleys beskrivelse af Wagenia-fiskeriet:

"...ved at udnytte klipperne er de indfødte blevet sat i stand til at fastgøre opretstående tunge pæle, 6 tommer i diameter, til hver af hvilke de fastgør enorme fiskekurve ved hjælp af rattan-kabel. Der er sandsynligvis tres eller halvfjerds kurve lagt i floden på hver side, hver dag; og selvom nogle kan komme tomme op, ser de generelt ud til at være rimeligt vellykkede, for ud af et halvt dusin kurve... blev der fanget 28 store fisk."

En nutidig illustration og beskrivelse af samme fiskeri i dag:

Navnet henviser til de lokale Wagenya fiskere, som har udviklet en særlig teknik til at fiske i floden. De bygger systemer af træstativer tværs over strømfaldene, fastgjort i huller der er hugget i klippen af vandstrømmen. Disse tjener som ankre til kurve, der fanger store fisk. Kurvene sænkes ned i strømfaldene for at "si" vandet for fisk. Det er en meget selektiv fiskemetode, da kurvene er ret store, så kun store fisk bliver fanget.

Da de nåede Vinya-Njara, var de komme til et område med mere fredelige stammer. Her kunne Stanley indgå et " blodsbroderskab " med de indfødte.

Blodbror henviser til to eller flere personer, der ikke er født i familie , men som har svoret loyalitet til hinanden.

Vinya-Njara ligger ved Lomamiflodens sammenløb med Congo. Lomami er en meget lang flod, der løber parallelt med Lualaba-/Congofloden.

Her blev i 2016 oprettet en stor naturpark

Lomami National Park er hjemsted for flere truede arter, herunder bonobo (pygmæ- eller dværgchimpanse), okapi og Congo-påfuglen, lesula-aben, Dryas-aben, den afrikanske skovelefant, kæmpe pangoliner (kæmpeskældyr) og flodheste (som ikke er så truede).

Lomami National Park dækker et område på næsten 9.000 km ² og er hjertet af det 40.000 km ² naturlige landskab mellem floderne Tshuapa, Lomami og Lualaba (TL2). Regionen er næsten fuldstændig dækket af tæt tropisk regnskov.

Bonobo/Pygmæ-chimpanse/dværgchimpanse

Dryas-aben også kendt som Salonga-aben er en lidet kendt art
af Old World-abe, der kun findes i Congo-bassinet.
Old World aber: Tidsmæssigt interval: Oligocæn – Nylig

Lesula-aben - som først blev internationalt kendt i 2012 -
beskrives som havende meget menneskelige øjne.

Congopåfugl

Kæmpeskældyr

Okapi

Tippu Tip forlod ekspeditionen i Vinya-Njara, mens Stanley rejste nedstrøms den 28. december med 149 mænd, kvinder og børn på 23 kanoer.

Stanley afrejse fra Vinya-Njara

Kort over Stanleys rejse på Congofloden.
På kortet her ligger Stanley Falls længst ud mod øst.
Leopoldville, nu Kinshasa, næsten længst mod vest.

Stanley og hans mænd nåede den portugisiske forpost Boma, omkring 100 kilometer fra mundingen af Congo-floden ved Atlanterhavet, den 9. august 1877, efter efter 999 dages farefuld og udmarvende rejse.

Da han ankom til Boma, havde han fastslået, at Lualabaen faktisk var en af kilderne til Congo-floden, og at Victoriasøen ikke var forbundet med Tanganyikasøen. Det blev således den walisisk fødte, amerikansk opvoksede journalist Stanley, der fik æren af endeligt at løse Nilens gåde

Stanleys første transafrikanske rejse

Tilbage i England skrev sin Stanley sin beretning Gennem det mørke kontinent, som blev en bestseller.

Henry M.Stanley. Through the Dark Continent, 2 bind, første udgave, litografiske portrætfrontispieces, 33 trægraverede plader, 10 kort, herunder 2 foldelommer i slutningen af hvert bind, original billedklud forgyldt, 8vo, London: Sampson Low, 1878.

Solgt på auktion for 1783 kr.

Da Stanley med sin berømte rejse på tværs af Afrika havde dokumenteret, at Congofloden gennemløb hele den centrale del af Afrika og var sejlbar oven for vandfaldene, blev han modtaget af Dronning Victoria på Dunrobin Castle, hvor han fik overrakt en gave - en fornem snusdåse - dette til trods for, at Dronning Victoria personligt beskrev ham som 'en beslutsom, grim lille mand - med en stærk amerikansk twang. (twang: kraftig, skarp klang på stemmen)


Snusdåsen som Stanley modtog fra Dronning Victoria

I vide kredse i Storbritannien var der en udbredt opfattelse af, at handel, kristendom og civilisation var de tre ting, der kunne redde Afrika og bringe velstand til kontinentet. Stanley havde derfor håbet at fortsætte sit pionerarbejde i Afrika under britisk flag. Han blev skuffet, for ved hjemkomsten måtte han konstatere, at det ikke var muligt at overbevise det britiske parlament om at anlægge en koloni i Congo. Hverken Udenrigsministeriet eller Edward, Prinsen af Wales, følte sig kaldet til at modtage Stanley efter mange rygter om hans plyndring og drab i det indre af det afrikanske kontinent

I stedet gik han i den belgiske Kong Leopol ll's tjeneste.

Under sin regeringstid så Leopold imperiet i Holland, Portugal og Spanien som værende i en tilstand af tilbagegang og udtrykte interesse for at købe deres territorier. I 1866 pålagde Leopold den belgiske ambassadør i Madrid at tale med dronning Isabella II af Spanien om at afstå Filippinerne til Belgien, men ambassadøren gjorde intet. Leopold erstattede hurtigt ambassadøren med en mere sympatisk person for at udføre hans plan. I 1868, da Isabella II blev afsat som dronning af Spanien, forsøgte Leopold at presse på med sin oprindelige plan om at erhverve Filippinerne. Men uden midler lykkedes det ikke. Leopold udtænkte derefter en anden mislykket plan for at etablere Filippinerne som en selvstændig stat, som derefter kunne blive styret af en belgier. Da begge disse planer mislykkedes, flyttede Leopold sine forhåbninger om kolonisering til Afrika.

En enkelt kilde hævder fejlagtigt, at Leopold ll var så desperat efter at få kolonier, selv om det belgiske parlament faktisk var modstander heraf, at han tilsyneladende også søgte at gå efter en koloni/koncession i Kina eller i Mellemamerika, Abessinien, Guatemala, Nicaragua, Brasilien, Argentina, Mexico, New Zealand, Hawaii, Kreta, Vestafrika, Fiji, Cuba, Borneo, Ny Guinea og Cypern.

Noget er der om snakken, men det var hans far Leopold l, der med støtte fra militære og finansielle personer, havde gang i de forsøg, der alle mislykkedes. Læs spændende om dette og om Belgien som kolonimagt her.

På det site skriver de, at Leopold ll forgæves forsøgte at annektere omkring halvtreds territorier til sit kongerige, herunder Kreta , Cuba , det nordlige Borneo , Filippinerne, Ny Guinea og Fiji, og at han også udtænkte en plan for at invadere Holland og annektere hele landet, inklusive dets kolonier. Der kom intet ud af disse urealistiske planer. Den mand var da mere desperat/vanvittig (?), end jeg tidligere har været klar over. Minder han om en nutidig person?

Efter alle sine mislykkede projekter vendte han nu blikket mod Afrika.

I 1876 var Leopold II af Belgien vært for en geografisk konference i Bruxelles , hvor han inviterede berømte opdagelsesrejsende, filantroper og medlemmer af geografiske samfund for at vække interesse for en "humanitær" bestræbelse for europæere i Centralafrika for at "forbedre" og " civilisere " de oprindelige folks liv. På konferencen organiserede Leopold Association Internationale pour l'Exploration et la Civilization de l'Afrique Centrale, der som arbejdsområde havde Østafrika fra kysten til de store søer som arbejdsfelt.arbejdsområde havde Det nye organ blev hilst velkommen i hele Europa. Han blev selv formand.

Den 15. april 1877 sendte kong Leopold II af belgierne sin første ekspedition til Centralafrika. Ekspeditionens medlemmer, fire belgiere, der rejste fra Zanzibar, havde som mål at etablere en videnskabelig post i Karema , i dagens Tanzania , men allerede inden gruppen kom ind i Centralafrika , var to af dem døde, den ene af et solstik, den anden af en alvorlig feber, hvorefter de andre medlemmer af ekspeditionen trak sig. På grund af disse vanskeligheder indså Leopold, hvor vigtigt det var at finde erfarne mænd til at lede sine ekspeditioner. Han forsøgte først at overtale Pierre Savorgnan de Brazza , men han var allerede trådt i fransk tjeneste.

Efter Stanleys hjemkomst i august 1877, hvor han havde påvist Congoflodens løb og dets enorme bækkens rigdomme, syntes dette område mere egnet som operationsfelt end Østafrika, hvorfor Leopold 2. den 25. november 1878 i Bruxelles dannede "Comité dé'tudes du Haut-Congo"

Og efter Pierre Savorgnan de Brazzas afslag faldt Leopolds øjne nu på Stanley, og Stanley underskrev ivrigt en 5-årig kontrakt med Leopold til en løn på £1.000 om året. Fra august 1879 til juni 1884 opholdt Stanley sig således - i hemmelighed - i Congo-bassinet i Leopolds tjeneste. Han rejste under et påtaget navn, og kommunikationen mellem Stanley og Leopold foregik ikke direkte , men gennem en oberst Maximilien Strauch.

Stanley, der var meget mere fortrolig med det afrikanske klimas strabadser og kompleksiteten i lokalpolitik end Leopold, som aldrig i hele sit liv satte sine ben i Congo, overtalte sin protektor til, at det første skridt skulle være anlæggelsen af en vej (et vognspor) rundt om Congo-strømfaldene og en kæde af handelsstationer ved floden. For at undgå opdagelse blev materialer og arbejdere sendt ind ad forskellige round-about-routes, skriver den engelske tekst (rundkørselsruter? omveje?).

Ved Vivi grundlagde Stanley i 1879 byen Matadi, og herfra drog han afsted den 21. februar 1880.

Vivi efter tegning af Stanley

Prospekt over Vivi.

Vivi (Matadi) ligger knap 150 km fra Congoflodens munding, men videre herfra gjorde Livingstonefaldene det umuligt at sejle videre op ad floden, og derfor måtte Stanley have anlagt en vej uden om disse fald. Afstanden fra Matadi til Stanley Pool, hvor floden igen bliver sejlbar, er omkring 350 km. Den nuværende hovedstad Kinshasa, som er afsat på kortet, ligger ved Stanley Pool. Så her kan du se den afstand, hvor Stanley fik bygget en vej.

Livingstone Falls set af Stanley.

Længe generede det mig, at Falls blev oversat til grå stær, og jeg tænkte, det var en håbløs Google oversættelse. Men da jeg endelig søgte på grå stær, viste det sig, at grå stær er en korrekt betegnelse for et vandfald - et sted hvor vand flyder ud over en kant. Jeg ville hellere have brugt ordet fald eller katarakt.

Stanley beskrev Livingstone grå stær som

"...den vildeste strækning af flod, jeg nogensinde har set. Tag en stribe hav blæst omkuld af en orkan, fire miles i længden og en halv mil i bredden, og en temmelig nøjagtig opfattelse af dens springende bølger kan opnås. Nogle af trugene var 100 yards lange, og fra den ene til den anden styrtede den gale flod ned i bunden, og derefter dybt ned i bunden, og derefter en rivning. ren kraft ville det enorme volumen løfte sig stejlt opad, indtil det samlede sig selv i en højderyg, pludselig slyngede sig selv 20 eller 30 fod lige opad, før det rullede ned i et andet trug. afgrænsende høje og bølgende bølger, mens bunden af begge banker, bestående af en lang række stablede kampesten af massiv størrelse, var begravet i den stormfulde brænding. Brølet var enormt og øredøvende, jeg kan kun sammenligne det med tordenen fra et eksprestog gennem en klippetunnel.

Det har været sin sag at få slæbt hans 50 tons udstyr, inklusive 2 demonterede dampbåde og en pram med.

Fartøjet "Stanley" det ene af Stanleys fartøjer, bygget på Yarrow & Companys skibsværft uden for London. Fartøjet bestod af seks galvaniserede stålsektioner, som var boltet sammen. Den var 21 meter lang og 3 meter dyb med to dampmaskiner og et bredbladet hjul i stedet for en propel. Det kunne transporteres over land opdelt i disse sektioner. I begyndelsen af marts 1884 blev der udført en officiel navigationstest på Themsen, med fremragende resultater.

Stanley ved Stanleypool.

Han ankom til Stanley Pool den 3. december 1882. Dvs. det tog næsten to år at nå dertil, men undervejs var han også i forhandlinger med lokale høvdinge.

Stanley Pool er navnet på et sted, hvor floden udvider sig, så den næsten kommer til at ligne en sø, der er 35 kilometer lang og 23 kilometer bred.

Ved ankomsten hertil blev han chokeret over at se det franske flag veje. Pierre Savorgnan de Brazza var nået dertil før ham. Ikke mindre rasende blev Leopold, da han erfarede det.

Satellitbillede af Stanley Pool (som nu hedder Pool Malebo).hvor de to hovedstæder Brazzaville og Kinshasa ligger lige over for hinanden,
på hver deres bred, henholdsvis den nordlige og den sydlige.

Savorgnan de Brazza og Henry Stanley
I modsætning til Stanley er de Brazza ofte blevet skildret som en venlig mand,
med stor charme og en fredelig tilgang til de afrikanere,
han mødte og arbejdede med på sine rejser.
Han minder næsten om Lawrence of Arabia, gør han ikke?

Da Stanley ankom til Stanley Pool, gav en lokal konge, Makoko af Anziku Kingdom, ham et sted nær Kintambo, hvor han kunne bygge en by. På trods af fjendtligheder fra en anden nærliggende konge, Ngaliema , besluttede han at starte opførelsen af Léopoldville på bjergsiden af Khonzo Izulu . I dag er Kinshasas befolkning 17.000.000, og det er en af verdens hurtigst voksende megabyer .

Oven for Stanley Pool bliver floden atter sejlbar. Så Stanley søsatte sine to dampskibe og rejste ad floden videre nordpå. Undervejs anlagde han utallige stationer - omkring 30- , og han oprettede utallige traktater - omkring 400 - med lokale høvdinge og indfødte ledere, som sikkert ikke rigtig var klar over, hvad det var for dokumenter, de satte deres tommelfingermærke på. Traktater, hvor de afstod deres højhedsrettigheder over store områder og overdrog alle rettigheder til deres respektive jordstykker til Leopold. Disse blev grundlaget for, at Leopold senere kunne gøre krav på et enormt stort område i Congo.

Et site skriver, at Stanleys metode var: forhandlinger med lokale høvdinge, der afgav suverænitet i bytte for værdiløse nipsgenstande; spille en stamme ud med en anden eller endda skyde en obstruktiv høvding og forhandle med hans kuede efterfølger i stedet.

Da Stanley startede den første transafrikanske ekspedition i 1874, havde zanzibarerne opfattet Congos indre som dødbringende og ufremkommeligt og havde advaret Stanley om ikke at forsøge at tage dertil. Men da Tippu Tip havde rejst sammen med Stanley ind i vildnisset og senere erfarede, at Stanley havde overlevet, var han hurtig til at handle. Landsbyer i hele regionen blev brændt og affolket. Tippu Tip plyndrede 118 landsbyer og dræbte 4.000 afrikanere.

Så da Stanley (nok i 1883-1884) nåede frem til ham i hans lejr, havde Tippu 2.300 slaver, hovedsagelig unge kvinder og børn, i lænker klar til at blive transporteret halvvejs tværs over kontinentet til Zanzibars markeder.

Tippu Tip

Stanley valgte at forhandle en aftale med Tip for at stoppe ham fra at komme længere nedstrøms og angribe Leopoldville og andre stationer. For at opnå dette måtte han tillade Tip at bygge sin sidste flodstation lige under Stanley Falls, som forhindrede fartøjer i at sejle længere opstrøms.

Stanley Falls/Boyoma Falls ligger ca. 70 km syd for Kisangali,
Congos tredjestørste by, som tidligere hed Stanleyville.

Her ses Kisangali ca. midt på kortet og Kinshasa ude mod vest.

Kinshasa blev grundlagt af Stanleyunder navnet Leopoldville.

Der var alligevel et godt stykke vej, hvis Tippu Tip skulle nå til Leopoldville.

På et tidspunkt var Stanley så syg, at han troede, han skulle dø.
Han kom tilbage til Europa, men så snart, han var rask, måtte han afsted igen

Kong Leopold arbejdede videre med sin "fredelige humanitære forening", som blot var et skalkeskjul for hans ønske om at skaffe sig rige områder i Afrika.

Han søgte støtte til sin forening fra USA og sendte præsident Chester A. Arthur omhyggeligt redigerede kopier af de traktater, som Stanley havde indgået med forskellige lokale myndigheder, og foreslog, at hans foreningen, skulle administrere hele Congo, indtil de lokale selv var klar til at klare opgaven.

I april 1884 besluttede præsident Chester A. Arthur, at de afståelser, som Leopold hævdede at have fået fra de lokale ledere, var lovlige og anerkendte International Association of the Congos krav på regionen. Den amerikanske udenrigsminister udtalte: "De Forenede Staters regering bekendtgør sin sympati med og godkendelse af den internationale sammenslutning af Congos humane og velvillige formål."

Chester A. Arthur er en amerikansk præsident, jeg ikke kendte til. Så jeg har ladet linkjet til omtalen af ham stå. En grund dertil er en sætning fra den indledende beskrivelse: Arthurs præsidentskab den største udvidelse af den amerikanske flåde , afslutningen på det såkaldte " byttesystem " og implementeringen af skrappere restriktioner for migranter, der kommer ind fra udlandet."

Sidste del minder om Trumps planer, mens det byttesystem, som Arthur afsluttede, det ligner det Trump er i gang med at uofficielt at indføre..

I politik og regering er et byttesystem (også kendt som et protektionssystem ) en praksis, hvor et politisk parti , efter at have vundet et valg, giver regeringsjob til sine tilhængere, venner ( kammeratskab ) og slægtninge ( nepotisme ) som en belønning for at arbejde hen imod sejr og som et incitament til at blive ved med at arbejde for partiet. Det står i kontrast til et meritsystem , hvor embeder tildeles eller forfremmes på grundlag af en vis grad af fortjeneste, uafhængig af politisk aktivitet.

USA var det første land, der anerkendte Congo som en legitim suveræn stat. og anerkendte dets flag, blå dug med en gul stjerne og de europæiske lande fulgte snart efter.

I november 1884 indkaldte Otto von Bismarck til en konference med 14 nationer for at forelægge Congo-spørgsmålet til international kontrol og for at afslutte den koloniale opdeling af det afrikanske kontinent. De fleste stormagter deltog i Berlin-konferencen og udarbejdede en international kodeks, der skulle styre, hvordan europæiske lande skulle opføre sig, når de erhvervede afrikansk territorium.

Der blev enighed om det grundprincip, at enhver magt havde ret til en koloni, hvis vedkommende stat var den første til at tage den i besiddelse - samme aftale, som Spanien og Portugal allerede i 1494 var blevet enige om vedrørende Sydamerika.

Leopold lovede at undertrykke den østafrikanske slavehandel; fremme humanitære politikker; garantere fri handel inden for kolonien; ikke pålægge importtold i tyve år; og tilskynde filantropiske og videnskabelige virksomheder.

Berlig-konferencen anerkendte officielt Den Internationale Congo Association og specificerede, at den ikke skulle have nogen forbindelse med Belgien eller noget andet land, men skulle være under kong Leopolds personlig kontrol.

At de øvrige lande så villigt godkendte dette, skyldtes nok ikke så meget de smukke ord, men mere det, at de for enhver pris ville undgå, at nogle af deres konkurrenter fik fingrene i det store landområde. - Det lille Belgien og dets konge var uden betydning.

Et landområde på over to millioner kvadratkilometer, blev Leopolds personlige ejendom, Domaine Privé, og han kaldte det for Free State Congo og sig selv Roi Sovereign.

Leopold II hyrede europæiske lejesoldater til at forsvare sine interesser. Disse var organiseret i en privat hær, Force Publique, som talte op til 19.000 tropper. Alle officerer var hvide, mens alle de menige soldater var sorte mænd, der var blevet presset ind i tjeneste og tvunget til at tjene i Force Publique i minimum syv år. Rekrutter blev nogle gange købt fra stammeledere, selvom de ofte simpelthen blev kidnappet.

I starten var Free State faktisk ikke voldsomt indbringende for Leopold. Men da gummidæk blev opfundet i 1888, ændrede dette sig drastisk. For i Congo var der masser af gummiplanter.

I 1890, på 25-årsdagen for Leopolds regeringstid som belgisk monark, blev Stanley taget fra den ene festsal til den anden, udråbt til en helt. Leopold hædrede ham med Leopoldordenen . Sammen undersøgte de hele den congolesiske situation. Nøglespørgsmålet var, hvordan Fristaten kunne blive rentabel. Stanley påpegede over for monarken blandt andet gummiproduktionens potentiale.

Stanley skrev: "Du kan finde det på næsten ethvert træ. Da vi tog os vej gennem skoven, regnede det bogstaveligt talt med gummijuice. Vores tøj var fyldt med det. Congo har så mange bifloder, at et velorganiseret firma nemt kan udvinde et par tons gummi om året her. Du behøver kun at sejle op ad sådan en flod, og grenene med gummi hænger næsten op til dit skib."

I modsætning til andre steder, så udvindes gummien i Congo ikke fra træer, men fra lianer.

Da Leopold i starten ikke kunne dække omkostningerne ved at drive Congo Free State, satte han desperat et system i gang for at maksimere omsætningen. Den første ændring var indførelsen af begrebet terres vacantes , "ledig" jord, som var enhver jord, der ikke indeholdt en beboelse eller en opdyrket havegrund. Al denne jord (dvs. det meste af landet) blev anset for at tilhøre staten. Statens tjenere (nemlig alle mænd i Leopolds ansættelse) blev opfordret til at udnytte den.

Kort efter en antislaverikonference, han afholdt i Bruxelles i 1889, udstedte Leopold et nyt dekret, som sagde, at afrikanere kun kunne sælge deres høstede produkter (for det meste elfenben og gummi) til staten i en stor del af fristaten. Ethvert elfenben eller gummi indsamlet fra den statsejede jord, lød begrundelsen, skulle tilhøre staten; skabe et de facto statskontrolleret monopol. Pludselig var den eneste afsætningsmulighed, en stor del af lokalbefolkningen havde for deres produkter, staten, som kunne fastsætte indkøbspriser og derfor kunne kontrollere mængden af indkomst, congoleserne kunne få for deres arbejde.

Et dekret i 1892 opdelte terres vacantes i et domænesystem, som privatiserede udvindingsrettigheder over gummi til staten i visse private domæner, hvilket tillod Leopold at give store indrømmelser til private virksomheder. Som væsentlige mellemmænd tvang lokale herskere deres mænd, kvinder og børn til at indsamle gummi, elfenben og fødevarer. I oktober 1892 gav Leopold koncessioner til en række virksomheder. Hvert firma fik en stor mængde jord i Congo Free State, hvorpå de kunne indsamle gummi og elfenben til salg i Europa. Disse virksomheder fik lov til at tilbageholde afrikanere, der ikke arbejdede hårdt nok, til at bevogte deres store områder, som de fandt passende, og til at tage alle skovens produkter til sig selv. Til gengæld for deres indrømmelser udbetalte disse virksomheder et årligt udbytte til Free State. På toppen af gummibommen, fra 1901 til 1906, fyldte disse udbytter også den kongelige kasse.

Frihandelszonen i Congo var åben for iværksættere fra enhver europæisk nation, som fik lov til at købe 10- og 15-årige monopollejekontrakter på alt af værdi: elfenben fra et distrikt eller gummikoncessionen, for eksempel. Den anden zone - næsten to tredjedele af Congo - blev Domaine Privé , statens eksklusive private ejendom.

I 1893 udskar Leopold de lettest tilgængelige 259.000 km² del af frihandelszonen og erklærede den for at være Domaine de la Couronne , bogstaveligt talt "kronens len". Gummiindtægter gik direkte til Leopold, som betalte Free State for de høje omkostninger ved udnyttelsen. Der gjaldt de samme regler som i Domaine Privé . I 1896 steg den globale efterspørgsel efter gummi voldsomt. Fra det år og frem begyndte den congolesiske gummisektor at generere enorme pengesummer til enorme omkostninger for den lokale befolkning.

De forskellige koncessionshavere havde carte blanche til at tildele landsbyerne gummikvoter, som de skulle opfylde, og hvis en landsby nægtede at udføre tvangsarbejdet, risikerede indbyggerne at blive skudt. En anden taktik, der blev taget i brug for at tvinge congoleserne til at slide for den belgiske konge, var at tage mændenes familier som gidsler. Arbejdede mændene ikke hårdt nok, eller protesterede de, risikerede de at få forelagt deres hustrus eller barns afskårne hånd eller fod, måske begge dele. Andre straffe bestod i at tvinge unge mænd til at voldtage deres egne søstre eller mødre.

De mest kendte eksempler på vold er afhugning af hænder på gummi-tapperne, som soldaterne brugte til at dokumentere, at de havde straffet de landsbyer, som ikke opfyldte kvoten. Det er uvist, hvor udbredt praksissen var, men det er sikkert, at congoleserne i stor stil blev udsat for voldelige afstraffelser, mord, lemlæstelser, seksuel vold, kidnapninger og bortførelser.

Et af de mere makabre indslag i Leopolds jagt på gummi var, at man blev beordret til at spare på ammunition, og derfor var "Force publique" instrueret om, at for hver kugle, som blev afskudt enten mod vilde indfødte, som forsøgte at undgå at blive tvunget ud i skoven, eller mod rebeller, måtte de forevise en højrehånd, dvs. at hvis en soldat kom til basen om aftenen og havde anvendt tre patroner, skulle han også have tre afhuggede højrehænder med sig som bevis på, at han havde dræbt tre afrikanere og at kuglerne ikke var blevet bortsløst på dyr. Når man ramte forbi, var man tvunget til at hugge hånden af et levende menneske, ikke sjældent et barn.

Længe så det ud til, at rædselsregimet i Congo kunne fortsætte upåagtet af omverdenen. Men i længden kunne det ikke holdes hemmeligt.

Efterhånden begyndte der dog at komme beretninger om, hvad der foregik.

En britisk journalist Edmund Morel, som arbejdede i et britisk rederi i Liverpool, som havde kontrakt med congostaten, lagde mærke til, at der kom masser af råvarer af stor værdi til Europa, men at kun soldater og geværer sendtes tilbage. Han anede, hvad der foregik. At kun slavearbejde kunne forklare de enorme gevinster. I sit tidsskrift West african mail begyndte Morel at kritisere Leopolds styre i Congo intensivt, og i årene, som fulgte, skulle proteststormen vokse som en lavine.

Flere besøgende i Congo begyndte at sende information og dokumenter til Morel. Alle fra missionærer til militærfolk og ansatte i firmaer følte sig efterhånden tvunget til at fortælle om den elendighed, de havde set i Congo.

I 1899 udkom novellen Heart of Darkness af den polsk-britiske forfatter Joseph Conrad, hvor sømanden Charles Marlow fortæller sine lyttere historien om sin opgave som dampskibskaptajn for et belgisk selskab i det afrikanske indre. Romanen betragtedes bredt som en kritik af det europæiske kolonistyre i Afrika. Selvom Conrad ikke nævner den flod, hvor det meste af fortællingen finder sted, var ingen i tvivl om, at det var Congofloden.

Over 100 steder foregik der missionsvirksomhed i Congo, og særligt ægteparret Alice og John Harris fik stor betydning for oplysning om de forfærdelige forhold.

Ægteparret var udstationeret i Congo fra 1898 til 1905.

En dag kom to afrikanere til missionsstationen. Den ene af mændene, Nsala, holdt et lille bundt blade, som, det det blev åbnet, afslørede et barns afskårne hånd og fod. Vagtvagter havde dræbt og lemlæstet Nsalas kone og datter. Forfærdet overtalte Alice Nsala til at posere med sit barns rester på verandaen i hendes hjem til et billede.

Det blev starten på hundredvis af fotos af afrikanere med afskårne lemmer.

Oprindeligt blev Alices fotografier brugt i Regions Beyond , magasinet for Congo Balolo Mission. I 1902 vendte ægteparret midlertidigt tilbage til Storbritannien. I 1904 nåede Alices fotografier en bredere udbredelse, herunder Congo Slavery , en pjece udarbejdet først af af Mrs. H. Grattan-Guinness, hustru til redaktøren af Regions Beyond , og senere af ED Morel . Samme år blev Congo Reform Association, en politisk og humanitær aktivistgruppe , der søgte at fremme reformen af Congo Free State, grundlagt af Morel og den britiske konsul i Congo, Roger David Casement.

Som konsul måtte Casement i det daglige assistere forvildede søfolk, samt købmænd, der skændtes med lokale leverandører. Højdepunktet i hans karriere var to rapporter, han skrev om kolonimagternes overgreb mod befolkningen i Congo og Peru. På en tid, da europæisk imperialisme ellers blev fremstillet som et filantropisk civiliseringsprojekt, afslørede Casement, at det i stedet drejede sig om en rå udnyttelse af forsvarsløse mennesker. Hans brændende engagement for de undertrykte sikrede ham en plads hos den britiske elite. I 1911 blev han adlet af kong George.

Casement var oprindelig irer. Boerkrigen og hans undersøgelser som konsul af forbrydelserne i Congo, ændrede Casements politiske holdninger, først til anti-imperialist og senere til irsk republikaner og separatist. Han forsøgte at vinde tysk støtte til et oprør i Irland mod britisk styre. Kort før påskeopstanden rejste han til Irland og blev arresteret. Han blev efterfølgende dømt og henrettet for forræderi.

For at protestere mod det, de så i Afrika, blev Harris og hans kone aktive forkæmpere. De gjorde den britiske regering og politikere opmærksom på disse grusomheder, gav vidnesbyrd ved høringer, udgav bøger, papirer og fotografier, holdt foredrag og talte til hundredvis af offentlige møder.

I 1906 begyndte Alice og John Harris at arbejde for Morels Congo Reform Association. I begyndelsen af 1906 turnerede de i USA. De præsenterede hendes billeder ved 200 massemøder i 49 byer via magiske lanternevisninger. I december 1906 brugte dagbladet New York American Harris' fotografier til at illustrere artikler om grusomheder i Congo i en hel uge.

Nok den mest kendte illustration

I 1908 blev parret fælles organiserende sekretærer for Congo Reform Association, og i april 1910 blev de fælles organiserende sekretærer for Anti-Slavery and Aborigines' Protection Society . Hun opgav hurtigt sin officielle stilling, men hjalp John i Society indtil hans død.

Tilhængere af Congo Reform Association omfattede den amerikanske forfatter Mark Twain, som udgav en pjece, Kong Leopolds Soliloquy, (enetale), en politisk satire i form af en fiktiv monolog af Leopold II, der taler til sit eget forsvar og bl.a. udtaler, at det at bringe kristendommen til landet opvejer lidt sult.

Forfatteren Arthur Conan Doyle kritiserede også "gummiregimet" i sit værk fra 1908 The Crime of the Congo , skrevet for at støtte arbejdet i Congo Reform Association.

Leopolds bestræbelser på at dæmpe international kritik af menneskerettighedskrænkelser omfattede sponsorering af en forfatter, May French Sheldon på en ekspedition til Congo Free State i 1891. Mens hun var i Congo, rejste hun på dampbåde ejet af staten og dets firmaer, som havde kontrol over, hvor hun kom hen, og hvem hun mødte. Da hun vendte tilbage til England, skrev hun i artikler i aviserne: "Jeg har været vidne til flere grusomheder i Londons gader, end jeg nogensinde har set i Congo."

Og så skal vi da også lige have en dansk/færøsk vinkel med.

En artikel i Kristeligt Dagblad fortæller om Daniel Jacob Danielsen.

Som 32-årig havde Daniel Jacob Danielsen, missionær og maskinmester, i knap to år været udstationeret for den britiske Congo Balolo Mission i Fristaten Congo, da han i foråret 1903 pludselig blev beordret hjem. En tidligere medarbejder beskyldte ham for at mishandle indfødte med en flodhestepisk. Nok tillod missionen undtagelsesvis fysisk afstraffelse af afrikanerne, men det var langt over stregen.

Danielsen skrev et forsvarsskrift og begyndte den lange rejse ad Congofloden mod kysten. Han var ikke uvant med lange rejser. Som spæd havde han taget den lange tur fra København til Thorshavn på Færøerne sammen med sin mor, der som tjenestepige i København var blevet gjort gravid af en dansker, der omgående forsvandt fra hendes og sønnens liv. Som teenager drog Danielsen til Skotland for at udlære sig til maskinmester. Her blev han som 27-årig omvendt ved et vækkelsesmøde i lægmandsbevægelsen Plymouthbrødrene. Derefter var det oplagt for ham at søge stilling som maskinmester og skipper på en missionsbåd på Congofloden i 1901-1903.

Danielsens forsvarsskrift virkede, men han fortsatte sin rejse for at holde orlov i England. Så langt nåede han ikke. Et møde undervejs med den britiske konsul i Østcongo, Roger Casement, førte til, at han blev hyret som kaptajn på den damper, der var udset til at være Casements transportmiddel.

Da det britiske parlament ikke længere havde kunnet sidde de mange beretninger om mishandlinger overhørig, havde Casement fået til opgave at undersøge forholdene i Free State Congo.

Casement og Danielsen var de eneste europæere ombord på damperen Henry Reed. Danielsen var kaptajn, chef for det indfødte mandskab og tolk – han havde lært sig de indfødtes sprog for at kunne prædike for dem.

Den 29. juli 1903 besøgte de to europæere en landsby. Danielsen medbragte et kamera, og her fotograferede han drengene Mola Ekulite og Yoka, der havde fået hugget den ene hånd af ifølge Oli Jacobsen, der er forfatter til bogen ”Daniel J. Danielsen and the Congo: Missionary Campaigns and Atrocity Photographs”.

Billedet blev det første af flere, der dokumenterede grusomhederne. De er siden blevet tilskrevet andre missionærer, men ifølge Oli Jacobsens bog er de taget af Danielsen.

Ifølge Oli Jacobsen besøgte Danielsen som den eneste begge steder,
hvor billederne er taget – og han må derfor være fotografen.

Danielsen var en rystet mand, da han kom tilbage til Europa.

”Da han rejste hjem til Europa i september i 1903, sagde han til sin mission, at man måtte gøre noget. Men missionsselskabet afviste at reagere, før Casement kom hjem og aflagde rapport. De frygtede, at de ikke kunne fortsætte arbejdet i Congo, hvis de handlede,” forklarer Oli Jacobsen.

”I stedet begyndte Danielsen sin egen kampagne. Han var meget karismatisk, og han samlede tusindvis af mennesker til sine offentlige møder, hvor han kunne vise disse frygtelige billeder af afhuggede hænder.”

Billederne blev præsenteret ved hjælp af en laterna magica, et slags primitivt lysbilledapparat, og de gjorde enormt indtryk.

”Da missionen så, at han havde succes med sin kampagne, begyndte den selv på trods af, at Casement endnu ikke var vendt hjem med sin rapport,” siger Oli Jacobsen.

Casements rapport var sønderlemmende. Den blev startskud til stiftelsen af Congo Reform Association.

På det tidspunkt var Daniel Jacob Danielsen skubbet ud på et sidespor.

”Han blev sortlistet. Selv hans egen mission nævner ham ikke efter, at han har startet sin kampagne,” udtaler Oli Jacobsen.

”En årsag kan være, at han havde snuden for langt fremme og kørte sin egen kampagne i stedet for at underordne sig missionsledelsen.”

Daniel J. Danielsen ønskede at komme retur til Congo. Men de belgiske myndigheder afviste at lukke ham ind.

”Bedre anerkendelse for sin indsats kunne han næppe få,” siger Oli Jacobsen.

I stedet drog Danielsen retur til Færøerne, hvor han blev en markant prædikant for Brøðrasamkoman, den færøske aflægger af Plymouthbevægelsen. Han døde af malaria som blot 45-årig i 1916.

I 1908 var dokumentationen af forholdene efterhånden så overvældende og folkestemningen så voldsom, at Kong Leopold ll måtte afgive Free State Congo, og den belgiske stat overtog - lettere modvilligt - området som kolonien Belgisk Congo.

Det blev også en halvdyr affære for Belgien. Den aftale, der førte til overdragelsen, kostede Belgien den betragtelige sum af 215,5 millioner franc. Dette blev brugt til at indfri Congo-fristatens gæld og til at udbetale dens obligationsejere samt 45,5 millioner til Leopolds kæledyrsbyggeprojekter i Belgien og en personlig betaling på 50 millioner til ham.

Leopold forsøgte i mellemtiden at sikre, at hans forbrydelser aldrig ville komme ind i historiebøgerne. Kort efter koloniens omsætning, skriver Hochschild, brændte ovnene i nærheden af Leopolds palads i otte dage, hvilket "forvandlede det meste af Congos stats-dokumenter til aske og røg". "Jeg vil give dem mit Congo," siges kongen, "men de har ingen ret til at vide, hvad jeg gjorde der."

Leopold ll døde allerede året efter. Meget belejligt, kan man næsten sige, for herefter forstummede protesterne over hans misregime.

I kaosset i det tidlige 20. århundrede, da Første Verdenskrig truede med at ødelægge Belgien, rejste Leopold II's nevø, kong Albert I, statuer af ham for at huske succeserne fra de forgangne år, og den belgiske regering fejrede Leopold ll som byggekongen og for hans hans bedrifter i Belgien.

Debatten om Leopolds arv blev genoplivet i 1999 med udgivelsen af King Leopolds Ghost af den amerikanske historiker Adam Hochschild, men adskillige affærdigede hans bog.

En Guardian-artikel fra 1999 skriver: "Debatten om Belgiens koloniale arv kunne ikke være mere aktuel. I riget bag slottets mure, hvor Leopolds oldebarn Albert II nu er konge, byder den åbenlyst racistiske ekstreme højrefløj Vlaams Blok, som skyder skylden på en stor del af landets dårligdomme på farvede immigranter fra Afrika, om at blive et af de største partier ved næste måneds valg.Men aldrende belgiske embedsmænd, der arbejdede i Congo, gik på nettet med et 10-siders skrift, der hævdede, at måske kun et halvt dusin mennesker fik deres hænder hugget af, og at selv det blev gjort af indfødte tropper.I 2010 kaldte Louis Michel et belgisk medlem af Europa-Parlamentet og tidligere belgisk udenrigsminister, Leopold II for en "visionær helt." Ifølge Michel, "At bruge ordet 'folkedrab' i forhold til Congo er absolut uacceptabelt og upassende. ... måske var kolonisering dominerende og erhvervede mere magt, men på et bestemt tidspunkt bragte det civilisation."I juni 2020 protesterede en Black Lives Matter-demonstration i Bruxelles mod mordet på George Floyd, hvilket fik Leopold II's arv til igen at blive genstand for debat. The Guardian citerer en udtalelse fra belgiens premierminister, Jean-Luc Dehaene, om arven fra Congo: "Den koloniale fortid er fuldstændig fortid," sagde han. 'Der er virkelig ingen stærk følelsesmæssig forbindelse længere. Det bevæger ikke folket. Det er en del af fortiden. Det er historie.Parlamentsmedlemmer blev dog enige om at nedsætte en parlamentarisk kommission til at undersøge Belgiens koloniale fortid, et skridt, der sammenlignes med Sandheds- og Forsoningskomitéen, der blev nedsat i Sydafrika efter apartheidstyrets afskaffelse. 'Den 30. juni, 60-årsdagen for Den Demokratiske Republik Congos uafhængighed, udsendte kong Philippe en erklæring, hvori han udtrykte sin "dybeste beklagelse" over sårene fra den koloniale fortid, og de "voldshandlinger og grusomheder, der blev begået" i Congo under koloniseringen. Nogle aktivister beskyldte ham for ikke at give en fuldstændig undskyldning, fordi han ikke eksplicit nævnte Leopold ll's rolle.I årtier er kolonihistorie knap blevet undervist i Belgien, fortæller aktivister. Belgiens undervisningsminister meddelte dog i forbindelse med Black Lives Matters -demonstrationerne, at fra 2021 skulle gymnasier begynde at undervise i kolonihistorie.

Også Stanleys rolle bliver stadig diskuteret. Af samtiden blev han betragtet som Leopolds skødehund. Men var han bekendt med Leopolds planer eller var han blot naiv, da han indgik kontrakten med Leopold og troede på hans smukke hensigter. Bemærkninger antyder han havde sympati for de afrikanere, han omgav sig med - når det ikke drejede sig om krigeriske stammer, der angreb ham.

Han blev beskrevet som voldelig og brutal over for afrikanerne. Men var han så voldelig, som beskrevet nogle steder?

Særligt hans sidste rejse i Congo, som jeg ellers ikke havde medtaget, men alligevel vælger at fortælles om, endte med at forstærkede det negative billede af Stanley, især som en dårlig leder. Da var han udsendt for at undsætte Emin Pasha. Emin Pasha var en osmannisk læge og naturforsker af tysk-jødisk oprindelse, som lidt tilfældigt var endt i Equatoria, hvor den britiske Charles George Gordon gjorde ham til sin efterfølger som guvernør her. I 1885, kollapsede den osmannisk-egyptiske administration af Sudan, og Equatoria, den yderste sydlige provins i Sudan, var næsten afskåret fra omverdenen, da den lå i Nilens øvre del nær Lake Albert.

En skotsk forretningsmand og filantrop William Mackinnon, der havde været involveret i forskellige koloniale ventures, henvendte sig til Stanley om at lede en nødhjælpsekspedition. Stanley erklærede sig klar "med et øjebliks varsel". Mackinnon henvendte sig derefter til James Frederick Hutton , en forretningsbekendt, der også var involveret i koloniale aktiviteter, og sammen organiserede de "Emin Pasha Relief Committee", for det meste bestående af Mackinnons venner . Deres første møde fandt sted den 19. december 1886. Komiteen rejste i alt omkring £32.000.

Stanley blev ledsaget af et antal britiske officerer. Emin Pasha Relief Committee modtog 400 ansøgninger fra håbefulde deltagere. Fra disse valgte Stanley de officerer, der skulle ledsage ham til Afrika.

Formelt var Stanley stadig ansat af Leopold, og det var i forbindelse med denne ekspedition, at han fik indsat Tippu Tip som guvernør af Stanley Falls, og Tippu Tip gik med til at bemande ekspeditionen.

I Zanzibar fik Stanley også som repræsentant for briterne overbevist sultanen af Zanzibar om at give en koncession til det, der senere blev Imperial British East Africa Company. Mon ikke, det var det der senere gav ham en britisk orden, så han herefter var Sir Henry Stanley.Stanley skriver selv: ".... Den indrømmelse, som vi ønskede at opnå, omfattede en del af den østafrikanske kyst, hvoraf Mombasa og Melindi var de vigtigste byer. I otte år var sagen mig bekendt blevet forelagt Hans Højhed, men sultanens underskrift var svær at få. Om ekspeditionen skriver han: " Ekspeditionen er ikke-militær – det vil sige, dens formål er ikke at kæmpe, ødelægge eller spilde; dens formål er at redde, at lindre nød, at bære trøst. Ekspeditionen er blot en kraftfuld karavane, bevæbnet med rifler med det formål at sikre sikker afvikling af ammunitionen til Emin Pasha og for en mere sikker beskyttelse af hans folk under tilbagetoget. Men det har også midler til at købe venskab mellem stammer og høvdinge, til at købe mad og betale sig liberalt."Stanley fik følge af i alt 700 mand. Ekspeditionen var den største og bedst udrustede til at tage til Afrika; en 28 fods stålbåd ved navn Advance blev designet til at blive opdelt i 12 sektioner til transport over land, og Hiram Maxim præsenterede ekspeditionen for en af hans nyligt opfundne Maxim-kanoner , som var den første, der blev bragt til Afrika. Sir Hiram Stevens Maxim var en amerikanskfødt britisk opfinder, bedst kendt som skaberen af det første automatiske maskingevær , Maxim-pistolen Blot at 'udstille' pistolen blev anset for at være en forskrækkelse, som ville spare ekspeditionens problemer med fjendtlige indfødte.

Leopold ønskede, at ekspeditionen skulle tage en længere rute op ad Congo-floden frem for en kortere rute ind i landet fra den østlige afrikanske kyst. Til gengæld ville Leopold stille sine fristatsdampere til rådighed for transporten af ekspeditionen op ad floden, fra Stanley Pool (nu Pool Malebo ) til mundingen af Aruwimi-floden .Ekspeditionen forlod Zanzibar den 25. februar og rundede Kap det Gode Håb og ankom til Banana ved mundingen af Congo den 18. marts. Deres ankomst var noget uventet, fordi et telegrafkabel var gået i stykker, og lokale embedsmænd havde ikke modtaget nogen instruktioner.

Stanleys ekspedition ankommer til Banana, 18. marts 1887, Congo.
Fra bogen "Stanleys ekspedition till Emin Paschas undsättning" (1890)

Chartrede dampskibe bragte ekspeditionen til Matadi , hvor transportørerne tog over, og bragte omkring 800 læs forråd og ammunition til Leopoldville på Stanley Pool . Fremskridtene var langsomme, da regntiden var på sit højeste, og maden var mangelfuld - et problem, der skulle være vedvarende under hele ekspeditionen (området langs ruten havde sjældent ekstra mad til 1.000 hårdtarbejdende mænd, da det var en subsistensøkonomi ).

Afgang fra Matadi. Stanley og Tippu Tip.
Tippu Tip fulgtes med Stanley op ad floden til Stanley Falls,
hvor han nu skulle fungere som guvernør.

Den 21. april ankom ekspeditionen til Leopoldville. Kong Leopold havde lovet en flotille af floddampere, men kun én fungerede. Stanley rekvirerede to, Peace og Henry Reed fra missionærer fra Baptist Mission og Livingstone Inland Mission, hvis protester blev tilsidesat, såvel som Florida , som stadig var under opførelse og derfor blev brugt som en pram. Selv disse var utilstrækkelige, så mange forsyninger blev efterladt i Leopoldville og flere i Bolobo . På dette tidspunkt annoncerede Stanley også opdelingen af ekspeditionen: en "bageste kolonne" skulle slå lejr ved Yambuya på Aruwimi, mens "forkolonnen" pressede videre til Equatoria.

Den røde streg er Aruwimi-floden

Fra Aruwimi-floden har jeg fundet flere illustrationer.

Fem dage senere (15. november), ved mundingen af Aruwimi, kom en række krigskanoer ud, og mens tromlerne tordnede opfordringen til at bevæbne hundredvis af fuldt bevæbnede krigere fra Basoko-stammen langs bredderne. For ikke at fremprovokere angreb blev de mindre dampskibe fortøjet ved en lysning på den modsatte side af Aruwimi, mens En Avant , med Yumbila ombord, skyndte sig over åen for at overbringe forsikringer om fred og god vilje til de forsamlede krigere.
Denne illustration med tilhørende tekst har jeg fundet på et site, hvor der er lange uddrag af Stanleys egen bog.

Søkamp ved sammenløbet af floderne Aruvimi og Livingstone.

Stanleys gruppe fortsatte ad Ituri-floden.
Ituri er 650 km lang, og Aruwimi er 380 km lang,
hvilket giver en samlet længde på 1.030 km.

Floden løber gennem den 63.000 km² store Ituri regnskov. Omkring en femtedel af regnskoven består af Okapi Wildlife Reserve, der i dag er et verdensarvssted.

Stanleys ekspedition var den første gennem Ituri-regnskov, Congos nok vanskeligste gennemtrængelige region. Skovens træer var så høje og tætte, at kun lidt lys nåede jorden, mad var næppe at finde, og de lokale pygmæer skød på dem med forgiftede pile . Ekspeditionen stoppede ved to arabiske bosættelser, Ugarrowwa's og Ipoto, og efterlod i hvert tilfælde mere af deres udstyr i bytte for mad. Kun 169 af de 389, der rejste fra Yambuya i forreste kolonne, var stadig i live, da de nåede Emin Pasha.

Stanleys møde med Emim Pasha

Jagt på elefant ved Ituri-floden

Den bagerste kolonne lå i lejr et helt år, hvor de ventede på forsyninger, der aldrig kom. og det var i den tid og i denne bagerste kolonne, som indbefattede de engelske officerer, at der tilsyneladende foregik grusomme ting. Det var her, at en af de engelske officerer, James Sligo Jameson, påstås at have købt en ung kvindelig slave og givet hende til kannibaler, så han kunne overvære, at hun blev dræbt og spist. I sin posthumt offentliggjorte dagbog indrømmede Jameson, at han faktisk havde betalt for pigen og så på, hvordan hun blev slagtet, men hævdede, at han betragtede hele affæren som en joke og ikke havde forventet, at hun rent faktisk ville blive dræbt.

Jeg sendte min dreng efter seks lommetørklæder, og troede, at det hele var en joke ..., men lige nu dukkede en mand op, som førte en ung pige på omkring ti år ved hånden, og jeg så det mest forfærdeligt kvalmende syn, jeg nogensinde vil se i mit liv. Han stak hurtigt en kniv ind i hendes bryst to gange, og hun faldt på ansigtet og vendte sig om på siden. Tre mænd løb da frem og begyndte at skære liget af pigen op; til sidst blev hendes hoved skåret af, og der var ikke en partikel tilbage, hver mand tog sit stykke ned til floden for at vaske det. Det mest ekstraordinære var, at pigen aldrig udstødte en lyd eller kæmpede, før hun faldt. Indtil sidste øjeblik kunne jeg ikke tro, at de var for alvor ... at det var alt andet end en list at få penge ud af mig ...

Da Stanley endelig vendte tilbage til Yambuya, måtte han konstatere, at styrken af den bagerste kolonne var voldsomt decimeret pga. sult og deserteringer, fra 271 personer til 132.

Nødhjælpsekspeditionstropper lander ved Yambuya

In Darkest Africa meeting Rear Column at Banalya

Stanley lykkedes med at nå frem til Emim Pasha. Hverken Stanley eller Emim var særlig glade for hinanden, og "redningen" faldt i sidste ende i farce, da Emim faldt ud over en balkon og brækkede kraniet ved en festlig middag på Zanzibar i december 1889, og Stanley blev tvunget til at vende tilbage til Storbritannien uden sin præmie. Til Stanleys store forfærdelse tiltrådte Emin efter sin bedring en stilling i den tyske kolonitjeneste, og kort efter var den "reddede" guvernør på vej tilbage til sin provins med den hensigt at annektere den for Tyskland.

Inden Stanley tog tilbage til Storbritannien, tog han til Kairo, hvor han skrev de 900 sider af bogen In Darkest Africa på kun 50 dage.

Ekspeditionens forløb havde været kaotisk, men Stanley vendte tilbage til Europa i maj 1890 til en enorm offentlig anerkendelse; både han og hans officerer modtog adskillige priser og æresgrader og blev inviteret til at holde foredrag. Alene i juni solgte hans nyudgivne bog 150.000 eksemplarer. Men tilbedelsen skulle blive kortvarig I efteråret, da de sande omkostninger ved ekspeditionen blev kendt, og da familier til de engelske officerer reagerede på Stanleys beskyldninger om inkompetence i bagerste kolonne, blev kritik og fordømmelse udbredt. Samuel Baker kaldte historien om den bagerste kolonne "den mest forfærdelige og uanstændige eksponering, som jeg nogensinde har hørt om set på tryk". Stanleys egen brug af vold under ekspeditionen genoplivede også gammel kritik af, at han var en "sham explorer". sBeskyldninger om, at Stanley og hans officerer havde tyet til brutalitet, vold og plyndring var udbredt i den britiske og amerikanske presse. Efter Stanleys egen indrømmelse var ekspeditionen direkte og indirekte ansvarlig for døden af cirka tusinde individer, for det meste afrikanske soldater, portører og diverse "krigsførende indfødte". Mange stillede også spørgsmålstegn ved Stanleys visdom i at efterlade den humørsvingende og mentalt ustabile Edward Barttelot i kommandoen over en "bageste kolonne" ved Yambuya ved Aruwimi-floden. I sidste ende blev Emin Pasha Relief Ekspeditionen den sidste ekspedition af sin type; fremtidige afrikanske ekspeditioner ville blive regeringsdrevet i jagten på militære eller politiske mål, eller udført udelukkende for videnskab.Tippu Tips guvernør-tid blev kortvarig. Allerede omkring 1890/91 rejste han tilbage til Zanzibar. Han satte sig for at skrive en beretning om sit liv, som er det første eksempel på den litterære genre selvbiografi på bantu -swahili-sproget . Dr. Heinrich Brode, som kendte ham på Zanzibar, transskriberede manuskriptet til romersk skrift og oversatte det til tysk. Den blev efterfølgende oversat til engelsk og udgivet i Storbritannien i 1907.

Tippu Tip 1890
Han døde af malaria i 1905

Tippu Tips hus i Stonetown på Zanzibar

Efter at Tippu Tip forlod guvernørposten i Stanley Falls, blev hans søn Sefu bin Hamed sammen med Rumaliza en ledende skikkelse i området. Rumaliza var den dominerende omansk swahili-handelsmand i Østafrika. Hans dominans strakte sig fra kysten ti byen Ujiji, hvor han kontrollerede handelsruterne og etablerede sig som en betydelig leder. Med hjælp fra Tippu Tip blev han sultanen af Ujiji .

Kort over Congo Free State ved dens oprettelse i 1885.
Rumalizas højborg ved Ujiji ligger i "uopkrævet territorium" øst for Tanganyika-søen .

Rumaliza byggede adskillige alliancer med afrikanske stammeledere og styrkede hans indflydelse og autoritet gennem handel. Han var kendt for sin tapperhed og generøsitet, især i tider med hungersnød, hvilket gav ham udbredt respekt. Hans ry nåede international anerkendelse, da den tyske kejser gav ham en dekoreret riffel som et symbol på beundring for hans præstationer. Sefu bin Hamed havde ikke de tætte relationer til Stanley og belgierne, som hans far havde haft. I 1892 angreb han belgiske elfenbenshandlere, der blev set som en trussel mod den arabisk-swahiliske handel. Det blev anledningen til den Congo-arabiske krig.
Var Stanley blot en dårlig leder? Var han blot en usikker mand, der stadigt måtte bevise eget værd efter sin barndom i vajsenhuset , hvor han efter sigende blev misbrugt af lederne af hjemmet?Tim Jeal udgav i 2007 en biografi om Stanley: "Stanley, the Impossible Life of Africa's greatest Explorer". Jim Jeal er en anerkendt britisk biograf. Han var den første biograf, der fik adgang til Stanleys dagbøger og papirer, der for nylig blev solgt til Royal Museum for Central Africa, Tervuren, Belgien. Med den indsigt, disse tilbød, og anden omfattende forskning, leverer Jeal en langt mere sympatisk og modig karakter end den, der er overleveret af den kollektive historie. Bogen blev Vinder af National Book Critics Circle Award , 2007.

Jeg har naturligvis lånt bogen, og den er SÅ spændende.Tim Jeal pointerer, at Stanley kun skød på afrikanere, når det var nødvendigt for at undgå, at de selv blev skudt eller taget til fange (og spist?).

Og han beskriver ham som en mand, der tog sig af sine folk og var trist, når nogen deserterede eller stjal fra de lokale, og han blev nødt til at straffe dem, eller true dem til at følge med videre.Da Stanley havde fuldført ekspeditionen og var kommet til Kabinda på Atlanterhavskysten, kunne han være hastet videre mod England og den fejring, der ventede ham. Men han så, hvordan hans bærere pludselig faldt sammen i mismod, og han tolkede det som deres frygt for aldrig at se deres hjem og familie igen.Stanley skrev et brev til James Gordon Bennett, New York Herald og Edward Levy-Lawson, London Daily Telegraph, de to der havde finansieret ekspeditionen: "You have now a debt of gratitude to pay, in fact you are bound as men of honour. Theses poor men must see their homes and families again by your means. If you allow them to work their way across the continent themselves - ignorant of the country - not one of them will ever see Zanzibar again, and the whole world will condemn you."Stanley beder Lawson gøre sin indflydelse gældende, så Storbritannien vil sende et skib, som kan sejle folkene tilbage til Zanzibar, og han beder Bennett og Lawson om at sende penge, så han kan betale deres løn.Begge ting kommer til at ske, og Stanley går først derefter ombord på et portugisisk kanonskib til London, og Tim Jeal understreger, at Stanley behandlede sin folk betydeligt bedre end Livingstone havde gjort.

Hvorom alting er, da Stanley kom tilbage til England, giftede han sig med Dorothy Tennant. De adopterede et barn, og Stanley tog britisk statsborgerskab, hovedsageligt på sin kones foranledning. Han gik ind i politik og var medlem af det engelske parlament i 5 år.

I 1899 blev han af kong George udnævnt til Ridder The Most Honourable Order of the Bath (og dermed adelig) som en anerkendelse af hans tjeneste for det britiske imperium i Afrika.

I 1890 havde han fået Ordre de Léopold af kong Leopold II.


The Most Honourable Order of the Bath og Leopoldordnen.

Det besynderlige navn på den britiske orden stammer fra en omfattende middelalderlig ceremoni for at forberede en kandidat til at modtage hans ridderskab, hvoraf rituel badning (som et symbol på rensning) var et element.

Stanley havde ønsket at blive begravet ved Livingstone. Det ønske fik han dog ikke opfyldt.

Når jeg starter på at søge på nettet for at samle stof til mine blogartikler, kommer jeg i første omgang ind på meget almene artikler. Efterhånden når jeg dybere ind. Og ofte er det et billede, der pludselig åbner adgang til andre mere spændende artikler. Således også da jeg var ved at være færdig med denne artikel. Her stødte jeg på en Politiken-artikel "100 glemte år i Congo" fra 2016, skrevet af Peter Tygesen.Den fortæller blandt andet også om to danske sømænd, der var med på rejsen 1879-84, hvor Stanley på sin vis "erobrede" Congo for Leopold, og den fortæller også om, hvordan rigtig mange skandinaver indgik i den hær, som Leopold opretholdt i Free State Congo.Artiklen er lang, og der kommer også lidt gentagelser, men artiklen bringer en ikke så køn dansk vinkel ind i historien om Congo, og den peger fremad mod tiden efter 1908, da Leopold ll måtte afgive sin private ejendom.Jeg kan ikke lade være med at indsætte den her.
I sommeren 1879 landede to unge danskere i byen Banana ved Congoflodens munding. Beskyttet bag en smal krum sandtange lå byens lille samling lave pak- og beboelseshuse lige bag Atlanterhavet, ideel til formålet som udskibningshavn for Centralafrikas produkter. Det var dem, de var kommet efter. Albert Christophersen og Martin Mortensen anede imidlertid ikke, hvad deres opgave var. De to sømænd havde nogle måneder tidligere hygget sig på en havneknejpe i Antwerpen, da 'en fin herre' spurgte dem, om de havde lyst til »at føre nogle skibe op ad nogle floder i Afrika«. Det hele var en lille smule mystisk, men da han tilbød dobbelt løn og gav et klækkeligt forskud, var de med på vognen. Det blev startskuddet til en udvikling, hvor flere tusinde skandinaver omkring slutningen af 1900-tallet rejste til Centralafrika for at deltage i den blodigste kolonisering, Afrika har undergået. Mange hundrede danskere deltog, især sømænd og soldater. Den belgiske kong Leopold II havde i årevis ønsket sig en koloni. Men midt i det stadigt voldsommere kapløb mellem Europas stormagter om at eje eller kontrollere de sidste 'ukendte' dele af jordkloden, havde lille Belgien ikke store chancer. Han var desuden stækket, fordi Belgiens regering ikke ville skyde penge i kolonieventyr. Kongen var imidlertid en af Europas rigeste mænd, og han satte sig ganske enkelt for at skaffe sig selv en koloni. Albert og Martins opgave var derfor ganske rigtigt »at føre nogle dampere op ad nogle floder i Afrika«. Formelt var formålet at hjælpe fremtidige opdagelsesrejser ved at anlægge en stribe 'stationer' fra Congoflodens munding tværs over kontinentet. Stationerne skulle angiveligt være til gavn for videnskabelige ekspeditioner; et sted, hvor de kunne få bærere, fødevarer og andre forsyninger. Reelt var hensigten imidlertid at skabe 'facts on the ground' - det vil sige give Leopold II gode kort på hånden, når han senere skulle forhandle om retten til landområder i Afrika. Mens danskerne ventede i Banana på de øvrige deltagere, kunne de studere omfanget af handlen ved flodmundingen. Den var voldsom. Ned ad floden strømmede tonsvis af varer, hvoraf nogle havde rejst helt inde fra midten af kontinentet. I 1872 blev der fra Congoflodens munding eksporteret mere end 12.000 ton - baobabfiber, jordnødder, kaffe, sesamfrø, gummi, palmenødder til margarineindustrien og 185 ton af kontinentets fineste elfenben. Det var denne handel, Leopold II havde sit sigte på: Jo højere oppe ad floden han kunne få varerne, des bedre ville prisen være. Det var derfor, han skulle bruge sømænd: Tre fjerdedel af Congo er dækket af tæt regnskov, så floderne var fuldstændig afgørende for, at Leopold kunne udforske, erobre og udnytte det kolossale område. I de følgende år, da ekspeditionen under ledelse af Henry Morton Stanley arbejdede sig dybere ind i skoven, købte Stanley over 400 traktater med lokale høvdinge, hvori de solgte suveræniteten over deres jord, floder og folk til Leopold II. Og da kongen i tiden op til Berlinkonferencen i 1884-1885 kunne præsentere de europæiske stormagter og USA for disse facts, lykkedes det ham at få opbakning til at tage hele området som sit eget, med det udtrykkelige formål at skabe frihandel for alle, frihed for slaveri for afrikanerne og fri forkyndelse af det kristne budskab. Fristaten Congo var Leopolds personlige ejendom - og dermed også hans personlige økonomiske investering. I de følgende år måtte han betale stadig større summer til både infrastruktur og erobring, og snart blev hans behov for indtægter desperat. Frihandel fik de andre lande aldrig noget af, og hurtigt knuste han afrikanernes handel for at opnå sit eget monopol. Da denne svindel gik op for afrikanerne - der var blevet lovet nye indtægter i handelen med de hvide - og da kolonistyret begyndte at tvinge indbyggerne til at høste kostbar naturgummi fra skovens lianer, gjorde de modstand. Snart var der krig i Congo. Når fattige skandinaver i disse udvandringsår kiggede udover kloden efter udveje af deres hjemlandes ørkesløse udsigt, så nogle af dem muligheden i Fristaten Congo. Det gjaldt især sømænd og officerer fra hæren. Allerede i 1882 havde kong Leopold II rekrutteret de første svenske officerer til sin kolonihær, og snart fulgte danske og norske. Hans hær skulle overvinde to stærke lokale grupper for at få kontrol over området, landets indbyggere samt den såkaldt 'arabiske' kolonimagt, der fra sit hovedsæde i Zanzibar kontrollerede hele den østlige del af territoriet og stadig ekspanderede længere mod vest. Leopold II havde brug for en stærk, velorganiseret og velbevæbnet hær. Koloniseringen havde allerede fra første dag været akkompagneret af overvældende europæisk ildkraft. Da Stanley ankom til Banana i august 1879, medbragte han hundrede lejesoldater fra Zanzibar, bevæbnet med moderne baglade- og maskingeværer. Fire år senere sendte Leopold yderligere et dusin præcisionskanoner fra Krupps fabrikker, ligesom hvervningen af afrikanske lejesoldater fortsatte i Vestafrika. Efterhånden som kolonihæren fik kontrol over kystområdet og de vigtigste strækninger langs floden, turde Leopold rekruttere congolesere til hæren - de var billigere end importerede lejesoldater. Alle officerer var hvide frivillige; de første blev rekrutteret i Belgien og enkelte i Storbritannien, senere fulgte også italienere og schweizere. Skandinaverne udgjorde dog den største gruppe. Allerede dengang spillede angsten for 'bodybags' en rolle i statslederes krigsførelse: Den danske løjtnant A.E.A. Lindegaard fortæller i sin erindringsbog, 'Soldaterliv i Congo', at han på sin lille, øde udpost i det vestlige Congo i 1897 fik brev fra distriktskommissæren, »som meddelte, at der fra Guvernøren var udsendt en Rundskrivelse til samtlige Distrikter, der havde Skandinaviske Officerer, med Ordre til at forespørge disse, om de frivilligt vilde melde sig til Deltagelse i Expeditionen til Bekæmpelse af det store Soldateroprør ved Nilen. Sagen var nemlig, at der hjemme i Belgien var opstaaet en Del Misfornøjelse over at saa mange Belgiere havde mistet Livet ved dette Oprør, og saa mente man vel, at det vilde gaa mere roligt af, naar det blev Skandinaver, der kom paa Tapetet i Stedet«. I flere af de værste krigszoner udgjorde skandinaverne en tredjedel af officerskorpset. Da kolonimagten i slutningen af 1880'erne forbød alle afrikanske købmænd at handle med elfenben og naturgummi, forsøgte congoleserne at stoppe denne underminering af deres livsgrundlag. Koloniens svar var en nådesløs og overvældende voldsanvendelse, der skulle tvinge congoleserne til fuld underkastelse. Forholdene blev tilspidset i 1889, da den danske skibskaptajn Victor Freiesleben blev skudt under et skænderi i den store handelsby Tshumbiri. Han var den første hvide, der blev dræbt af congolesere, og ivrige efter at statuere et eksempel sendte kolonistyret en straffeekspedition op ad floden. »De ødelagde samtlige landsbyer mellem udmundingen af Kasai og byen Bolobo«, skrev en ansat i et handelskompagni. Dermed var de vigtigste afrikanske handelsbyer udryddet. Straffekorpsets to skibe blev ført af de danske kaptajner Hans Madsen og Siegfried Duhst. Sidstnævnte fortæller om overfaldet på Tshumbiri: »Vi kunne se Byen brænde på flere Steder, flere Kanoer med Døde og Sårede kom padlende op til os langs Stranden«. Herefter fortsatte styrken myrderierne 300 kilometer længere oppe ad floden og standsede først, da også byen Irebu var raseret. »Vores store og blomstrende by ... er som skyllet bort«, skrev en amerikansk missionær. I det følgende halve århundrede rejste stadig flere forskellige grupper af danskere til Congo: læger, plantører, forretningsfolk, jernbaneingeniører, maskinister, landmænd, entreprenører, missionærer, mange af de sidste også læger. Senere fulgte 800 FN-soldater (1960-1963) og sundhedspersonale i et af Danmarks første store bistandsprojekter, undervisningshospitalet i Kinshasa (1963-1981). I dag er deres indsats glemt i Danmark. Men den var afgørende - 90 procent af søfolkene på floden var skandinaver. I sit storværk fra 1905, 'Skandinaver i Congo', sammenfatter den danske officer H. Jenssen-Tusch vore landsmænds indsats således: »Det er de svenske, norske og danske Skibskaptajner, Styrmænd, Maskinister og Skibshaandværkere, der i Virkeligheden i første Række har muliggjort Belgiernes erobring af Congolandet«. Mange af danskerne avancerede til høje stillinger: Da kaptajn Jespersen fra Bornholm i 1909 blev forfremmet til chef de zone i hjertet af urskoven, var han således øverste myndighed i et territorium på størrelse med Tyskland og Østrig. Frederik V. Olsen fra Kalundborg blev general og øverstbefalende for kolonihæren og siden direktør for hele koloniens skibs- og jernbanetrafik. Rasmus Høier fra Nyborg drev landets største nationalpark. Valdemar Sølver fra Helsingør grundlagde minedistriktets hovedby, Lubumbashi (Elizabethville). Rederiet Dansk-Fransk gik i fast rutefart fra Antwerpen til Congo. Senere ejede og drev den legendariske 'Kapselkonge' Congos eneste fabrik til fremstilling af øl- og sodavandskapsler. Vordingborg-køkkenets grundlægger og ejer opkøbte en landbrugs- og skovkoncern og leverede i mange år fra sine tre savværker såkaldt 'Congo-eg' til danske hjem. Østasiatisk Kompagni drev plantager, oprettede handelsagenturer og sørgede for leverancerne af både Folkevogne og Studebakers. Leopolds Congoprojekt blev 25 år efter Albert og Martins ankomst afsløret som et næsten ufatteligt barbari, hvor op mod halvdelen af indbyggerne omkom, mens Leopold II opbyggede en kolossal formue fra salget af det tvangsindsamlede naturgummi. Med 'Mørkets hjerte' rejste Joseph Conrad ham en skamstøtte for at have indledt »det ondeste kapløb om bytte som nogensinde har plettet menneskets samvittighed«. Hvad er så de danske kolonisatorers eftermæle? Flere officerer har fortalt om voldsomme overgreb, de selv foranstaltede. Den unge løjtnant Frederik Keyper skriver i et brev til sin mor om en dag, hvor han red ud med sine soldater for at samle proviant til kasernen. Da han fandt en landsby med masser af mad, overfaldt han den, »fordrev de Indfødte og slog mig ned her, og sendte Soldaterne ud efter flere Fødevarer«. Under opholdet forsøgte indbyggerne flere gange at fordrive besættelsesmagten, men de blev nådesløst mejet ned, og deres afskårne hænder hængt op i træerne til skræk og advarsel. Soldaterne myrdede og brændte, søfolkene var vidner og deltagere. Når den store danske ulandsbistand til Congo i 1960'erne og 1970'erne kunne gennemføres uden opgør med det tidligere engagement i landet, skyldtes det muligvis, at også denne indsats havde fundet sted under en godgørende overskrift. Med ulandshjælpen skulle vi give afrikanerne 'udvikling' - Leopold II ville give dem 'civilisation'. At hans indsats reelt forarmede og forpestede congoleserne, skyggede ikke dengang for projektets smukke omdømme; danske aviser bragte kun sporadisk omtale af de afsløringer af barbari, der i USA og Storbritannien rejste en så voldsom storm, at Leopold II i 1908 måtte afstå kolonien (til Belgien). Siden sænkede den store stilhed sig over Congo, og i dag er de danske aktiviteter glemt af alle andre end nogle få tilbageværende FN-soldater og sygehuspersonale. Congos historie er grusom. Millioner af indbyggere omkom under de første årtiers kolonisering - netop da skandinaverne »muliggjorde belgiernes erobring«. Efterkommere af de overlevende voksede op med tvangsarbejde og apartheid, der gjorde dem til tilskuere til moderniseringen af deres land. Da demokratiet blev indført i 1960, stod Belgien, USA og Frankrig bag mordet på den valgte ministerpræsident og de næste 45 års diktatur under Mobutu Sese Seko. Mobutu-tiden, som vi har lært at kende som selveste indbegrebet af ryggesløs afrikansk korruption, var et produkt af den kolde krig: Landet i hjertet af Afrika måtte ikke falde i hænderne på kommunisterne, hvorfor Mobutus magt blev garanteret af vore allierede i en sådan grad, at han kunne tillade sig at styre Congo uden hensyn til, hvad der tjente landet og dets indbyggere bedst - han skulle jo tjene os. Nu er Congo ved at genrejse sig. Dets første frie valg siden 1960 er lovet om få måneder. Danmark bidrager praktisk talt ikke til genopbygningen, det er jo vanskeligt at arbejde i Congo: et enormt land med kun rudimentære transportveje og infrastruktur, gennemsyret af korruption, fyldt med indbyggere, der er mistroiske over for hvide mennesker og deres motiver. Congo ligner kort sagt det øvrige Afrika, det er bare endnu værre - ligesom landets historie. For Danmark er der imidlertid en afgørende forskel: Congo er det eneste afrikanske land, hvor vi har en ubrudt historie fra koloniseringen og frem til nutiden, hvor vore landsmænd tog aktivt del i kolonisering og undertrykkelse. Følger der intet ansvar af sådan en historie? I Storbritannien, Frankrig og Belgien er man klar over sit nationale ansvar over for de tidligere kolonier. Men hvad med lande, hvis borgere deltog i koloniseringsprojektet, selv om deres stat ikke gjorde? Danske officerer nedkæmpede congolesernes oprør mod en diktatorisk kolonimagt, terroriserede de opsætsige, afbrændte landsbyer, plyndrede forrådskamre og marker. Disse sønner af den danske militærstand udførte deres arbejde med et brev i lommen fra den danske konge, der bemyndigede dem til at træde i Leopolds tjeneste. Naturligvis skal disse mænd ikke dømmes med nutidens moral. Men det skal nutidens gerninger naturligvis - herunder også det, vi ikke gør. I I Congo har man næppe kunnet skelne mellem de mange slags europæere, der opererede i landet, og den danske indsats har derfor ikke været noteret som dansk - bortset fra én væsentlig detalje: Fortæller man i hovedstaden Kinshasa, at man er dansker, er der stor sandsynlighed for, at en eller anden i selskabet med et stort smil siger: »Åh! Clinique Danoise!«. Smilet skyldes ikke bare en form for genkendelsesglæde. Årsagen er, at undervisningshospitalet skabte et enestående ry for Danmark - for professionalisme, for partnerskab og for en lighedstanke, der måske er udbredt i vor ende af verden, men et sjældent gode i Congo. »Danskerne ... De var anderledes«, siger den tidligere chef for sygehusets bilpark, mr. Loui, »de var lige med os. De ville have, at vi skulle behandle alle ens, når de kom på sygehuset - uanset om de var hvide eller sorte, højt på strå eller almindelige mennesker«. Dét er altså vort nuværende omdømme i landet, at vi indledte en afgørende indsats for et professionelt sundhedsvæsen og for retfærdighed. Men congoleserne spørger også, hvorfor vi i 1981 overlod dem til Mobutus forgodtbefindende, og hvornår vi dog kommer tilbage?Artiklen slutter lidt brat, men det er fordi jeg ville kkulle betale for at se resten. Og da jeg ikke vidste, hvor meget der fulgte, så undlod jeg det :-)At 90 procent af søfolkene på Congo-floden var skandinaver, kom som en stor overraskelse for mig. H. Jenssen-Tusch skriver sin konklusion "Det er de svenske, norske og danske Skibskaptajner, Styrmænd, Maskinister og Skibshaandværkere, der i Virkeligheden i første Række har muliggjort Belgiernes erobring af Congolandet" med stolthed, fornemmer jeg. Det er der vist ikke ubetinget grund til.

På trods af det ringe økonomiske udbytte i de første år af Free State Congo, endte kong Leopold med at tjene styrtende på elfenben og gummi fra Congo.

Han byggede Afrikamuseet på grunden af sit palads i Tervuren, med en "menneskelig zoologisk have" på grunden med 267 congolesere som udstillinger. Glaskuplerne og tårnene i de storslåede victorianske drivhuse på grunden til det kongelige palads i Laeken er bygget til at fejre kong Leopold II's erhvervelse af Congo. Drivhusene strækker sig over mere end en halv mil og er blandt de mest synlige og storladne tilbageværende symboler på et engang så enormt afrikansk imperium, 60 gange så stort som Belgien .

Det siges, at da han viste sin nevø drivhusene, gispede ungdommen, at de var som et lille Versailles. 'Lidt?' fnyste kongen.

Selv om jeg havde mest lyst til at lade være, så synes jeg alligevel, jeg er nødt til kort at omtale nogle trods alt positive indenrigsforhold under Leopold ll's regeringstid. Blandt de sociale forbedringer var arbejdernes ret til at danne fagforeninger og afskaffelsen af Livret d'ouvrier, en ansættelsesbog. Love mod børnearbejde blev vedtaget. Børn under 12 år måtte ikke arbejde på fabrikker, børn under 16 år måtte ikke arbejde om natten, og kvinder under 21 år måtte ikke arbejde under jorden. Arbejdere fik ret til at blive kompenseret for arbejdsulykker og fik søndage fri. Frère-Orban-loven skabte frie, sekulære, obligatoriske grundskoler støttet af staten og trak al statsstøtte fra romersk-katolske grundskoler. (En statsstøtte, som det katolske parti l Belgien dog 4 år senere fik genindført.)

Om vedtagelsen af disse love så skete med Leopold gode vilje er måske en anden sag.

Leopold bestilte et stort antal bygninger, byprojekter og offentlige arbejder. Ifølge historikerne Wm. Roger Louis og Adam Hochschild , var dette stort set kun muligt takket være overskuddet genereret fra Congo Free State.

Satiretegning, der skildrer kong Leopold II af belgierne,
der lægger den første sten af den nationale basilika for det hellige hjerte i Bruxelles, med lemlæstede afrikanere og katolske biskopper i baggrunden.

Disse projekter gav ham tilnavnet "Builder King" (hollandsk: Koning-Bouwheer). De offentlige bygninger var hovedsageligt i Bruxelles , Oostende , Tervuren og Antwerpen. Det er ikke nogen, jeg kender, eller nogen der siger mig (og måske mine læsere) noget, men nu nævner jeg dem alligevel. De omfatter Parc du Cinquantenaire/Jubelpark , mindearkade og kompleks, Basilica of the Sacred Heart, Duden Park i Bruxelles, racerbanen Hippodrome Wellington, Royal Galleries og Maria Hendrikapark i Oostende, det kongelige museum for Centralafrika og dets omgivende park i Tervuren og Antwerpen-Centraal jernbanestation.

Panoramaudsigt over Cinquantenaire Arcade.

Ja, har man planer om en tur til Belgien, har man da nu næsten et katalog over steder, der skal besøges.

Ud over sine offentlige arbejder erhvervede og byggede Leopold adskillige private ejendomme til sig selv i og uden for Belgien. Han udvidede grunden til det kongelige slot i Laeken og byggede de kongelige drivhuse , såvel som det japanske tårn og den kinesiske pavillon nær paladset (nu Museerne i Fjernøsten ). I Ardennerne bestod hans domæner af 6.700 hektar skove og landbrugsområder og slottene Ardenne , Ciergnon , Fenffe, Villers-sur - Lesse og Ferage. Han byggede også vigtige landejendomme på den franske riviera , herunder Villa des Cèdres og dens botaniske have , og Villa Leopolda .

Men havde Leopold været grådig, så fulgte der en anden efter ham, som var endnu grådigere, men måske ikke så brutal.

Artiklen i The Guardian konkluderer, at den virkelige arv fra Leopold og fra belgierne, der styrede landet, indtil de blodigt blev smidt ud i 1960, har været kaosset i regionen lige siden og en rovdrift blandt herskere som Mobutu Sese Seko, der oversteg selv kongens. Leopold tjente 3 millioner pund på 10 år mellem 1896 og 1906, Mobutu tjente mindst 3 mia. Da belgierne rejste, var der kun tre afrikanere i lederstillinger i Congos administration og færre end 30 kandidater i hele landet.

Efter den forfærdelige tid under Leopold kunne man ønske Congo en lys og lykkelig tid.

Det var bare ikke sådan, det blev.

I næste blogartikel vil jeg (måske) fortælle om Congos nyere historie.

ps.

Hvis du ligesom jeg er blevet ret interesseret i Henry Stanley, så ligger der her en blog med en interessant artikel om Stanleys bedrifter / oplevelser FØR de berømte Afrikaekspeditioner.

Bl.a. om hans deltagelse i den amerikanske borgerkrig - både på nord- og sydsiden, om rejser til Kreta, Spanien, Konstantinopel, Bombay, Suez, Jerusalem, Odessa og gennem Persien.

PPS.

Under min billedsøgning til denne blogartikel er jeg stødt på to helt fantastiske serier billeder - en fransk med titlen Explorateurs Cèlebres og en engelsk med fællestitlen Trading Cards.
De ligger på salgssider som f.eks. Look and Learn, så jeg tør ikke indsætte dem. Men prøv selv at søge Explorateurs Cèlebres eller Henry Stanley Trading Cards,Verney Cameron Trading Cards og Savorgnan de Brazza Trading Cards.

På disse handelskort benyttes de berømte udforskere til reklame for eksotiske produkter. Nogle af kortene er angivet som undervisningskort, andre som samlekort, f.eks. en Liebig Company-serie af hollandske samlekort, der viser berømte opdagelsesrejsende.

Om Liebig Company

Liebig-samlingens handelskort er en international samling med tusindvis af handelskort.

Ingen samling til dato har kunnet matche Liebigs. Dette gælder både for det territoriale omfang og for antallet af handelskort. For ikke at nævne de endeløse emner, der blev dækket på de forskellige sprog. Virkelig en encyklopædi for alle. I alt dette kan du se den kulturelle værdi af dette kommercielle initiativ. Liebigs kort er stadig små mesterværker af uovertruffen skønhed. Virksomheden Liebig Company har været producent af "kødekstrakt" Den berømte tyske kemiker Justus von Liebig var opfinderen af kødekstraktionsprocessen, som gjorde det muligt at koncentrere og bevare de essentielle næringsstoffer og smag af oksekød i form af pasta eller boullionterninger. Et engelsk firma, som ejede store kvægfarme i Sydamerika, besluttede at starte produktionen af kødekstrakten i 1850 og opkaldte det efter dets opfinder. Snart blev "Liebig Fleischextrakt" solgt over hele verden. Produktionen foregår i Fray-Bentos og Colon (Sydamerika). Samlingen Liebig-kollektionen er en af de største handelskortsamlinger. Efter mere end et århundredes udgivelser tæller samlingen ikke mindre end 1871 forskellige serier, hvoraf de fleste måler 7 x 11 centimeter. De dækker virkelige temaer, fra natur til historie, fra kunst til videnskab og fra religion til teater. En samling af Liebig-serier er svær at sammenligne med andre kromosamlinger. Afhængigt af perioden indeholder bagsiden reklamer, simple Liebig-opskrifter eller forklarende tekster. Derfor er det måske mere hensigtsmæssigt at forbinde samlingen med et rigtigt illustreret leksikon, bestående af tryk med billedtekst og supplerende kommentar på bagsiden. I dag, næsten halvandet århundrede efter dens første udgivelse, er Liebigs kromosamling langt den mest udbredte i verden sammenlignet med alle andre kromosamlinger, der er kendt til dato. Samlingen omfatter 1871 forskellige serier, de fleste af 6 kort, alle udgivet mellem 1871 og 1975. Uden at tælle de forskellige sprog med, omfatter originalsamlingen omkring 11500 fagkort. Nogle kort er meget sjældne og eftertragtede af forskellige samlere. Liebig-kortene udmærker sig ved den høje kvalitet af de kromolitografiske print - op til 12 farver - og billedernes perfektion. I mange tilfælde lavet af kunstnere med et navn.Kortene udgør en lille kulturhistorisk perle.

Viden om verden

onsdag den 26. marts 2025

Om DRC Congos tidligste historie, Henry Stanley, Leopold ll og en hel del flere

Søkamp ved sammenløbet af floderne Aruvimi og Livingstone.

In Darkest Africa meeting Rear Column at Banalya