I 1972 var der premiere på den berømte film The Godfather – om en fiktiv mafiafamilie i USA med rødder tilbage til den lille by Corleone på Sicilien.
Corleone, som vi besøgte i 2016. En lille by, hvor tiden synes at være gået i stå - og hvor gamle mænd og unge arbejdsløse sad på torvet og fordrev tiden, som de gør i gamle italienske film.
Efter sigende vidste alle i Corleone, hvor virkelighedens Godfather, Bernardo Provenzano, i mange år gemte sig på en fårefarm ude i det øde landskab rundt om byen, indtil han i 2006 endelig blev fundet og arresteret.
Læs her Berlinske Tidendes spændende artíkel herom.
Filmen Godfather var baseret
på en roman af Mario Puzos, og drejebogen blev skrevet af Puzo i samarbejde med
Francis Ford Coppola, som også var instruktør på filmen.
The Godfather vandt en Oscar for bedste film og en Oscar for bedste filmatisering og Marlon Brando vandt en Oscar for bedste mandlige hovedrolle for rollen som Don Vito Corleone.
Filmen bliver af mange anset som en af verdens bedste film.
To år senere, i 1974, kom The Godfather ll, nu med Robert de Niro i rollen som Vito Corleone og med Al Pacino i rollen som sønnen Michael, der indtræder som overhoved for Corleonefamilien.
Filmen blev nomineret til 11 Oscars og vandt 6, heriblandt bedste instruktør, bedste birolle til Robert de Niro og bedste tilpassede manuskript.
Den fik også Oscaren for bedste film og blev derved den første ”toer”, der vandt denne titel.
The Godfather lll lod vente på sig. Den kom først i 1994.
Treeren så jeg ikke, dengang den kom frem. Men ingen tvivl om, at jeg lige som de fleste andre filminteresserede, var meget imponeret over de første to Godfather-film.
De havde den specielle amerikansk/italienske atmosfære. Coppola var eminent til at skabe miljøer og stemninger, skuespilpræstationerne var formidable, og hvem husker ikke musikken fra The Godfather?
Ofte kommer jeg i tanke om film, jeg har været meget optaget af, og jeg ønsker, at det var muligt at gense dem. Det er ikke ret tit, den mulighed opstår.
Måske er det også bedre blot at bevare erindringen.
Gensyn kan føre til skuffelser.
For nogle år siden var vi en stor flok kolleger, der samledes for at gense filmen Easy Rider, som vi alle huskede som fantastisk. De fleste af os blev skuffede og tænkte, var det virkelig den film, vi havde været så optaget af?
Jo, det kan være farligt at gense film, man var meget optaget af i sin ungdom.
Modsat genså jeg for nylig filmen Rocky, som jeg huskede som en tomhjernet muskelbundt-film, men ved gensynet oplevede jeg den som en ret god film med en socialrealistisk drejning og karakterer, jeg fattede sympati for.
Lørdag aften kan godt være en sløv affære rent tv-mæssigt, så faktisk valgte jeg de følgende lørdage også at se de følgende film i Rocky-serien, og faktisk syntes jeg også, de næste var nogenlunde ok. Der var en forholdsvis interessant udvikling i karaktertegningen.
Godfather-filmene
er ofte blevet sendt på TV, men jeg har ikke haft lyst til at gense dem. Heller ikke selv om de er fyldt med italiensk charme og smukke italienske landskaber. Det
skyldes, at jeg ikke bryder mig om den romantisering og forherligelse af Mafiaens
æresbegreber, deres machismo og filmenes underliggende accept af deres ligegyldighed
over for andres liv. F.eks. skildres Michael Corleone ind imellem som sympatisk,
når han forsøger at vælge en anden livsbane, men ikke kan undslippe sin skæbne
og mere eller mindre tvinges ind i familieforetagendets vold og kriminalitet - og derfor fortsætter den gentagne brutale nedslagtning af fjender og konkurrenter.
Og så faldt jeg alligevel i sidste lørdag og i går aftes, da en af vore mange TV-kanaler viste Godfather ll og lll. Toeren så jeg næsten fra starten, men treeren dumpede jeg ind i langt henne i handlingen, hvor Michael igen er fundet sammen med sin tidligere kone, Kay, som forlod ham, da hun ikke kunne acceptere hans position og ageren i den kriminelle underverden, og hvem han derfor fratog ethvert samvær med deres søn, Anthony, og datter, Mary.
Michael var den yngste søn af Vito Corleone, og forventningerne fra farens side, om at han skulle drive forretningen videre i hans ånd, kunne han slet ikke honorere – og ønskede det vel heller ikke.
Michael kæmper en indædt kamp for ikke at miste magten og herredømmet over sit foretagende, for at forhindre at det hele falder fra hinanden, og samtidig er han fyldt med anger over sine tidligere gerninger. For første gang i 30 år går han til skrifte.
På grund af sine mange velgørende projekter og donationer får han selveste pavens velsignelse. Dette får dog også nye fjendskaber til at blusse op, da flere af de højtstående forretningsfolk, som på en eller anden måde har været involveret i et samarbejde med Michael, mener, at han har brugt ufine metoder for at opnå sin succes og velstand.
Han fornemmer, at hans tid på tronen er ved at være forbi, og han leder derfor efter en værdig efterfølger, og valget falder på nevøen, Vincent.
Dette meddeler han ham, men under den forudsætning, at Vincent straks opgiver sit forhold til Michaels datter, Mary - et krav, som Vincent betingelsesløst undergiver sig.
Og så kommer der et brag af en afslutning.
Den sidste lange del af filmen foregår i Massimo Teateret i Palermo - det største operahus i Italien.
Michael har langt om længe
accepteret, at sønnen, Anthony, har fravalgt den kriminelle bane og er blevet
operasanger. Sammen med Kay og datteren Mary, overværer de Anthonys debut i operaen
Cavalleria Rusticana – en dramatisk fortælling om svigt og jalousi, der
udspiller sig på Sicilien under påskeugens store religiøse processioner i slutningen af 19. århundrede.
Her følger den lange fantastiske scene, hvor vi sammen med Michael og hans familie overværer operaen, samtidig med at en lejemorder forbereder et snigmord på Michael – et mord, der imidlertid mislykkes, fordi Michael bliver kaldt ud til en samtale. Lejemorderen opdages, 2 mænd dræbes i håndgemænget – vist en fra hver af de stridende familier, og lejemorderen haster væk.
I teateret befinder sig også Michaels søster, Connie, og fra tilskuerrækkerne følger hun opmærksomt – gennem sin kikkert – ikke operaen, men hvordan en gammel fjende kvæles, da han spiser de forgiftede cannoli, hun netop har bragt ham.
Ind imellem alt det, der sker under den dramatiske operaforestilling, er der klip, der viser, hvordan Vincent er i gang med at tage hævn over gamle fjender og sikre sin magtposition. Den nyvalgte pave dræbes med gift i hans aftente, en pavelig regnskabsfører bliver kvalt, styrtet ned gennem en enorm trappeopgang og hængt op under en bro, så det ligner selvmord, og ligeledes i Vatikanet dræbes endnu en mand, denne gang med pistolskud.Uddrag af anmeldelse: Filmen kulminerer i en grandios finale, hvor Francis Ford Coppola i allerhøjeste grad skaber kunst på et plan, som er dybt rørende og samtidig så intenst og voldsomt, at man nærmest holder vejret. Han fletter for det første handlingen fra en opera, som man er vidne til i filmen, ind i selve handlingen af sin egen film, og skaber nærmest en parallel til sin egen film (eller omvendt)… Disse øjeblikke oser af symbolik, og kunst af ypperste karat.
Da forestillingen er slut, og Michael forlader operaen sammen med sin familie, fatter Vicente mistanke til en mand med et gevær – en af lejemorderens medhjælpere. Denne flygter, men lejemorderen træder nu frem og skyder direkte på Michael. Kuglen går igennem hans skulder uden at forrette megen skade, men rammer derefter hans datter, Mary, der står anklagende foran ham og spørger, hvorfor han har tvunget Vicente til at afslutte sit forhold til hende. Hun dør, og Michael bryder sammen.
Billedet skifter til den aldrende Michael, der til tonerne af det smukke musikstykke, Cavalleria Rusticana Intermezzo synker sammen og dør. Se:
Godfather lll var indstillet til 7 Oscars, men vandt ingen. Til gengæld blev Sofia Coppola, der spillede Michaels datter, Mary, udråbt som den værste skuespillerinde det år.
Den afsluttende musik kan også opleves i en udgave med Wiens Filharmoniske Orkester med smukke billeder fra Schloss Heilbrunn.
Musikken og hele operaen, som Michael Corleone
overværer i filmen, er en faktisk eksisterende opera, skrevet af Pietro Mascagni (1863-1945)
– En komponist jeg aldrig havde hørt om, men han omtales på
nettet som en af de vigtigste italienske komponister fra
århundredskiftet 1800-1900.
Hans
mest succesrige opera er netop Cavalleria Rusticana fra 1890, men
Mascagni skrev faktisk 15 operaer, en operette og mange andre musik- og
kor-værker.
Man
siger, at Cavalleria Rusticana introducerede realismen - i Italien kaldet
"verismo" - i operaerne.
Handlingen i Cavalleria Rusticana kan læses her
På nettet ligger et lille uddrag af en moderne udgave af forestillingen med et flot korstykke, som jeg synes, jeg kan genkende:
Cavalleria Rusticana er en lille en-akter, og den spilles ofte sammen med en anden lille opera, I Pagliacci - Bajadserne af Ruggiero Leoncavallo (1857 – 1919).
Cavalleria Rusticana siges at have inspireret Leoncavallo, mens han skrev I Pagliacci.
Det lykkedes mig faktisk også et finde en stump fra I Pagliacci, som jeg kunne genkende.
Sjovt nok, det første klip jeg fandt med musikstykket Vesti La Giubba er næsten en parallel til slutscenen i Godfather lll - fra teateret i Palermo. Opera-uddraget indgår nemlig i filmen For the First time fra 1959 - som jeg ikke kender - men i klippet ser vi et par, der overværer teaterforestillingen.
Og bemærk lige, Zsa Zsa Gabor på rollelisten.
I det næste klip er det Pavarotti, der synger det berømte musikstykke - og her er der undertekster :-)
Faktisk synes jeg Mario Lanzas fortolkning er smukkere, men den oversatte tekst berører mig.
Ruggiero Leoncavallo vandt verdensberømmelse med I Pagliacci fra 1892, og han havde også en vis succes med sin La Bohème, der dog ikke kunne klare sig over for Giacomo Puccinis opera over samme emne.
Puccini og Leoncavallo var mødtes i den lille schweiziske landsby
Vacallo.
Leoncavallo
tilbød Puccini en tekst som han havde skrevet efter Henri Murgers roman Scènes
de la Vie de Bohème, men Puccini afslog tilbuddet.
Året
efter mødtes de to ved et selskab, hvor Puccini fortalte Leoncavallo, at han
var i gang med at komponere en opera over Murgers roman.
Leoncavallo
blev rasende, for han var selv i gang med at komponere en opera over samme
roman.
Puccinis
udgave blev en stor succes, mens Leoncavallos "Bohème" nærmest var
dødsdømt på forhånd og knapt er spillet siden.
Vi havde fornøjelsen af Det kongelige Teaters flotte opsætning af La Boheme i Operahuset i København i 2018.
Her en ældre udgave af Så kold den lille hånd er med Anna Netrbko og Rolando Villazón
Jeg har før skrevet om filmmusik, og når jeg lytter til Cavalleria Rusticana Intermezzo, minder den mig om Adagiettoen i Mahlers 5. symfoni, som benyttes i filmen Døden i Venedig.
Jeg har noget med de sødmefyldte, melankolske adagioer.
Hver gang jeg lytter til Gustav Mahlers 5. symfoni (1860 - 1911), så husker jeg f.eks. også Adagio i G-mol af Tomaso Albinoni (1671-1751).
Der må indgå nogle af de samme klange.
I orgel-udgave har jeg hørt stykket ved en begravelse. Meget stemningsfuldt.
Tomaso Albinoni (1671-1751) var en italiensk barok-komponist og violinist. Han skrev 55 operaer, hvoraf de fleste nu er glemt, symfonier, sonater og kammermusik. Da nationalbiblioteket i Dresden brændte ned under 2.verdenskrig, forsvandt næsten halvdelen af Albinonis originale kompositioner for altid. Det mest populære værk, som forbindes med Albinoni er "Adagio i G-mol".
I
sin levetid var Albinoni en af de mest kendte italienske komponister og blev
holdt for at være på samme niveau som Vivaldi (1678 -1741) - ham med De fire Årstider.
De venetianske scener spillede Albionis operaer i næsten 50 år, og det er længere end for de fleste af hans samtidige. Efter Albinonis død faldt hans musik i glemsel og blev først genoptaget i midten af 1900-tallet.
Da jeg i går aftes havde hørt og var blevet betaget af Cavalleria Rusticana Intermezzo, gik jeg ind til Ib, fordi han skulle høre stykket.
”Det stykke kender jeg da godt,” udbrød han straks – til min store forundring. Kunne det nu passe? For det er ikke et stykke musik, der ofte opføres.
Men jo, det gjorde det. Det passede. Han kunne genkende musikken. Han fandt den igen på nettet.
Der blev jeg alligevel imponeret.
Vi diskuterede først, om det kunne være i en af DRs koncert-transmissioner,
som havde temaet film-musik, at han havde hørt musikken. For det mente han først.
Og da
jeg lyttede til koncerten, tænkte jeg, at man nemt kunne
forveksle Cavalleria Rusticana Intermezzo med soundtracket fra Once upon a Time in America - ikke at forveksle med Once upon a Time in the West.
Begge de to sidstnævnte er komponeret af Ennio Morricone (1928-2020). Once upon a Time in the West er den med mundharmonika-stykket.
Jeg mistænkte ham nok en smule for at tage fejl. De to musik-stykker Cavalleria Rusticana Intermezzo og Once upon a Time in America har meget det samme tempo, de samme klange og
instrumentering. Once upon a Time in America indgår i nævnte koncert, og en forveksling kunne nemt ske.
Men vi går jo i dybden, når vi undersøger noget, for Ib var overbevist om, at det var den helt rigtige Cavalleria Rusticana Intermezzo, han havde genkendt og ikke en forveksling.
Og vi fandt jo frem til at han havde ret. Respekt!
Musikken er blevet spillet ved en DRs nytårskoncert 31. december 2017 og igen i P2-koncerten: Operagalla med Anna Netrebko med venner,
Det idyllisk-sentimentale Cavalleria Rusticana Intermezzo er pudsigt nok - og bemærkelsesværdigt - blevet brugt som indledningsmusik til den amerikanske film Raging Bull fra 1980, instrueret af Martin Scorsese og med Robert de Niro i hovedrollen som en temperamentsfuld, paranoid og stædig bokser. Filmen bygger på en selvbiografi af den tidligere boksemester Jake LaMotta. Noget af et clash.
Filmen modtog i begyndelsen blandende anmeldelser. Mange kritikere var blevet frastødt af filmens meget voldelige karaktér og de usympatiske typer i hovedrollerne.
Jeg synes da ellers nok, at Rocky - Sylvester Stallone - fik bank nok i de boksekampe.
I slutningen af 1980'erne havde Raging Bull - Tyren fra Bronx - cementeret sit ry som en moderne klassiker og er i flere sammenhænge blevet udvalgt som en af de bedste film nogensinde.
Roger Ebert beskrev Tyren fra Bronx i hans bog Great Movies som den bedste film nogensinde, som omhandlede følelsen jalousi, og han kaldte den endda vore dages Othello. Han mener, at filmen indeholder mange paralleller til netop dette stykke af William Shakespeare.
Hm!
Men jeg vender tilbage til DRs temakoncert "Duellen - Morricone trækker først", for Ennio Morricone skal have lidt flere ord med på vejen.
Han skrev musikken til mange af Sergio Leones spaghetti-westerns (men også til min yndlingsfilm Cinema Paradiso).
Den allermest kendte er vel The Good, the Bad, and the Ugly.
Spaghetti-westerns blev i USA betragtet som andenrangs westerns i sammenligning med de rigtige amerikanske westerns, og Morricones musik var derfor heller ikke særlig anerkendt i de første mange år.
Morricone, der i dag af mange betragtes som verdens største udi filmmusik, fik sin første Oscar for bedste filmmusik så sent som 2016 i Quentin Tarantino's film The Hateful Eight, hvor han blev den ældste person nogensinde til at vinde en konkurrence-Oscar, efter at han efter manges mening var blevet forbigået 5 gange med nomineringer for filmene "Days of Heaven,” “The Mission,” “The Untouchables,” “Bugsy” og “Malena".
I 2007 havde han fået en æres-Oscar for hele sit virke.
Soundtracket til Once upon a Time in the West er i dag et af de 5 mest solgte originale instrumentale indspilninger i verden - solgt i omtrent 10 millioner albums.
En James Bond titelmelodi er det også blevet til undervejs helt tilbage i 1964!
I det hele taget har Morricone en produktion, der må tage pusten fra enhver.
Et andet af hans værker, som også indgår i DRs temakoncert, er soundtracket til The Sicilian Clan. Så er vi tilbage på Mafia-sporet.
Once upon a Time in America fra 1984 af Sergio Leone og med Robert de Niro i hovedrollen var i øvrigt også en gangsterfilm og blev Leones sidste film, før han døde fem år senere.
Åh, hvor er det smukt. Umiskendelig Ennio Morricone Musikken til Godfather-filmene blev skrevet af den knap så kendte Nino Rota, som dog også skrev musikken til Zeffirellis Shakespeare-film Romeo og Julie og en lang række af Federicco Fellinis film, herunder det kendte og meget italienske La dolce Vita-soundtrack.
På DRs streaming-tjeneste ligger hele 8 tema-koncerter med filmtracks, så nu ved jeg da, hvad evt. kommende stille søndag-eftermiddage skal fordrives med.
Men
Ibs henvisning til DR-koncerten fik mig også til endnu en gang at drømme om engang at komme til en koncert
i DRs koncertsal, hvor de spiller alle mine yndlingsstykker fra kendte operaer.
- Barcarolle fra Offenbachs Hoffmanns eventyr,
- Den store
arie Celeste Aida fra Verdis operaen af sammen navn
- Alle Puccinis smægtende værker:
Nessun dorma from Turandot
E luceva stelle og Vissi d'arte fra Tosca
O mio babbino caro fra den knap så kendte opera Gianni Schicchi
Arierne fra La Boheme
Og endelig hans Madame Butterfly.
- Så skulle de også spille noget af Tchaikovskys balletmusik - valsen fra Tornerose, lidt fra Nøddeknækkeren og Svanesøen.
- Og koncerten skulle slutte med
Schuberts Ave Maria
Concierto De Aranjuez Adagio af JoaquinRodrigo
Con Te Partirò – Time to Say Goodbye.
De kan bare noget, de italienere - og hvilket sprog er smukkere at synge på end det italienske?
Ak, ja. Der er meget, man kan drømme om.
Og når drømmen ikke ser ud til at gå i opfyldelse, så er You Tube trods
alt er en velsignelse sådan en stille søndag aften som i aften, hvor jeg endnu
engang kan lytte til José Carreras,
Plácido Domingo og Luciano Pavarotti og deres kvindelige modstykker: Maria Callas, Kiri Te Kanawa, Anna Nebrebko og alle de andre store navne
Og ps forresten.
Husker du filmen Scent of a Woman med Al Pacino i hovedrollen, som den blinde tidligere oberstløjtnant, som i bitterhed over sin skæbne har besluttet at leve en weekend i sus og dus og derefter begå selvmord.
En rolle som han (naturligvis) også fik en Oscar for
Ellers se klippet her. Så får du også lige en stump forførende argentinsk tango med på falderebet.
