Om de første englændere på Northwest Pacific

I forrige blogindlæg fortalte jeg om Spaniens udforskning af den nordvestlige Stillehavskyst og spansk suverænitets-håndhævelse. I starten bekymrede spanierne sig mest om konkurrence fra russerne i de aller nordligste egne. Men da James Cooks rapport,  A Voyage to the Pacific Ocean, om hans undersøgelser af Amerikas vestkyst blev offentliggjort i 1784, blev englænderne pludselig også aktive på denne kyst. 

Dette indlæg kommer til at omhandle englænderne i det nordvestlige Stillehav. En af hovedaktørerne bliver kaptajn Meares, som nævnes i skærmdumpet øverst.

Cook selv blev dræbt på Hawaii og kom aldrig hjem, men hans næstkommanderende, James King, aflagde rapport og fik den offentliggjort. I den blev der rapporteret om den givtige indsamling af skind især i Friendly Cove i Nootka Sound-området – det navn jeg herefter vil anvende.  Først havde Cook kaldt området for King Georges' Sound, men senere ændrede han det til Nootka Sound - et navn der ifølge myten skyldes, at Cook misforstod det, som høvding Maquinna og hans folk råbte: "itchme  Nuu-chah-nulth, itchme  Nuu-chah-nulth " hvilket  - igen ifølge myten - betyder :"Gå rundt, gå rundt." Altså at indianerne viste Cook vej til en god ankerplads, men at Cook misforstod det og troede, at det var stedets navn. Den boplads, som indianerne havde på stedet, hed Yoquot, som betyder  Der hvor det blæser fra alle retninger, så det kunne måske godt passe, at indianerne havde hjulpet Cook frem til en sikker ankerplads, og det er den myte , der fortælles generelt, men på det seneste har nogen  afvist den. Men under alle omstændigheder er det det navn, der anvendes om det sund, hvor Friendly Cove befinder sig, og hvor indianerne havde bopladsen Yoquot, som blev omdrejningspunktet for indsamling og handlen med skind.

Området var beboet af flere indianerstammer - nootkanere, mowachaht'ere og mushalaht'ere. Fra sommerlejre ved kysten sejlede de langt ud på havet i deres små kanoer og drev hvalfangst. Om vinteren trak de længere ind i landet og fiskede i floderne og jagede.

Cooks oprindelige navn King George's Sound blev bevaret i et britisk handelsfirma, King George's Sound Company.

 Kings rapport om mulighederne i havodder-skind var overvældende:

"During our absence in Canton, a brisk trade had been carrying on with the Chinese for the sea-otter furs, which had, every day, been rising in their value. One of our seamen sold his stock, alone, for eight hundred dollars; and a few prime skins, which were clean, and had been well preserved, were sold for one hundred and twenty each. The whole amount of the value, in specie and goods, that was got for the furs, in both ships, I am confident, did not fall short of two thousand pounds sterling. And it was generally supposed, that at least two-thirds of the quantity we had originally got from the Americans were spoilt and worn out, or had been given away, and otherwise disposed of, in Kamchatka. When it is remembered that the furs were at first collected without our having any idea of their real value, the first two Otter skins we had having been bought for six green glass beads, the greatest part of them having been worn by the Indians, from whom we purchased them; that they were afterwards preserved with little care, and frequently used for bed-clothes, and other purposes, during our cruise to the North; and that, probably we never received the full value for them in China; the advantages that might be derived from a voyage to that part of the American coast, undertaken with commercial views, appear to me of a degree of importance sufficient to call for the attention of the public.... The rage with which our seamen were possessed to return to Cook's River, and buy another cargo of skins, to make their fortunes, at one time, was not far off mutiny."

King fortsætter:

"The Russian merchants have a still larger profit upon the furs at Kiachta, on the frontiers of China, which is the great market for them. The best sea otter skins sell generally in Kamchatka, for about thirty rubles apiece. The Chinese market at Kiachta purchases them at more than double that price, and sells them again at Pekin at a great advance, where a further profitable trade is made with some of them to Japan. If, therefore, a skin is worth thirty rubles in Kamchatka, to be transported first to Okotsk, thence to be conveyed to Kiachta, a distance of one thousand three hundred and fifty-four miles, thence to Pekin, seven hundred and sixty-miles more, and after this to be transported to Japan, what a prodigiously advantageous trade might be carried on between this place and Japan, which is but about a fortnight's, at most, three weeks sail from it?"

 Pilen på kortet ovenfor viser Kiachta, hvor russerne efter en lang og besværlig sejlads fra Alaska til Okhotsk og derefter op ad floder mødte kinesiske handelsmænd til hvem de solgte de værdifulde havodderskind. På det tidspunkt var Kiachta Ruslands 3. vigtigste by, kun overgået af Sankt Petersborg og Riga.

Det er sjovt at læse, hvordan det er den russiske handel med skind, som englænderne vil udfordre. For da Krusenstern i 1803 blev sendt afsted på ekspedition for russerne, var en del af opgaven netop  at udfordre englændernes handel – da russerne, som det også fremgår af ovenstående uddrag – havde en meget lang transport af havodderskindene fra Russisk Amerika, og Krusenstern skulle forsøge at finde en bedre og hurtigere rute. 

 Både russere og englændere var opsatte på at komme til at afsætte deres skind til Japan, men det var et lukket land. Russerne solgte så skind til kineserne, som havde mulighed for at sælge dem videre til Japan. Men en direkte handel i Japan var meget at foretrække.

 Den første britiske købmand, der ankom til Nootka Sound var James Hannah, i 1785, med skibet The Sea Otter. Han tjente styrtende på at samle skind og sælge dem i Macao og Kina. Han vendte hjem med 560 skind til en værdi af 20.400 Spanish dollars – også kaldt "piece of eight" - (spansk: Real de a ocho, Dólar, Peso duro eller Peso fuerte). 

En spansk dollar var en sølvmønt med en diameter på cirka 38 mm til en værdi af otte spanske realer. Spanish dollars var den gængse internationale møntenhed på det tidspunkt. 

Læs mere om den spanske dollar her 

 Værdien af 20.400 spanske dollars kender jeg så ikke, men den var åbenbart overvældende meget. 

 Uddrag af en avisomtale af Hannahs ekspedition og spekulationer omkring de svimlende summer, der var at tjene på pelshandlen i Amerika fortæller:

 "Setting out from Macao in the snow Sea Otter, on 15 April 1785, Hannah followed the route of the Manila galleons past Japan from whence the prevailing winds and current brought him to Nootka Sound on 8 August. Although there was one violent altercation in which a number of natives lost their lives, Hannah was successful in trading for furs and returned to Macao with 560 pelts worth over 20,000 Spanish dollars. Word of this success was sent back to England and reported in the London press on 21 September 1786: The Sea Otter, Capt. Hannah, is arrived from King George's Sound, on the West coast of America, after one of the most prosperous voyages, perhaps, ever made in so short a time. This brig, which was only 60 tons, and manned with 20 men, was fitted out in April 1785, by Capt. Mackintosh, of the Contractor, and some other gentlemen in the Company's service, as an experiment while the Captain is gone to England to procure a licence from the India Company for the carrying on this trade. Should he succeed in his application, of which I presume there is but very little doubt, I am sensible it will insure them a tremendous fortune; you will be astonished when I tell you, that the whole out-fit, with the vessel, did not cost them 1,000l. and though she was not more than one month on the coast, the furs she collected were sold at Canton for upwards of 30,000l. Had they had goods to have bartered, and had been two or three months more on the coast, Captain Hannah assured me he could have collected above 100,000l. of furs.—The beauty of these furs is beyond description, and held by the Chinese in the highest estimation: it is astonishing with what rapidity they purchased them.—Captain Hannah acquainted me that there were several sent home to England as presents; your friend Sir Joseph Banks hath two of them sent by this ship, where no doubt you will see them.—It is astonishing that this business hath not been taken up long before this directly from England, as there is a full description of it in the publication you sent me of Capt. Cook's last voyage: it is fully expected that when the astonishing value of this trade is well known in England, that the Company will send out some of their China ships to trade for furs on that coast, and to try to open a trade from Japan for the disposal of them. Should they be able to accomplish this trade it would be a great acquisition, as it would procure them vast quantities of silver and gold, and the furs would sell for 300 per cent. more than they do at China. The trade is carried on by the Chinese at an amazing advantage.” 

Hannah har nok været lidt betænkelig ved mødet med de indfødte ved Nootka Sound, for i Cooks beskrivelse havde han bl.a. læst: 

”But the most extraordinary of all the articles which they brought to the ships for sale, were human skulls, and hands not quite stripped of the flesh, which they made our people plainly understand they had eaten-, and, indeed, some of them had evident marks that they had been upon the fire. We had but too much reason to suspect, from this circumstance, that the horrid practice of feeding on their enemies is as prevalent here, as we had found it to be at New Zealand and other South Sea islands.” 

Alligevel havde Cook opfattet de indfødte som venlige og imødekommende. Det var også det indtryk, Hannah selv fik. 

 Senere historikere har forklaret europæernes megen omtale af kannibalisme som en diskurs, der har skullet retfærdiggøre kolonialisering af de indfødtes land. De skulle jo kristnes.

 Selskabet, der stod bag Hannahs handels-ekspedition, var Bengal Fur. Det var finansieret af John Henry Cox and John Reid med base i Canton og Macau. 

 John Henry Cox var søn af en berømt London-urmager, hvis ure var blevet brugt af det engelske selskab i handel med kineserne. Da nogle af disse kinesiske købmænd gik konkurs, fik John Henry tilladelse fra det engelske østindiske kompagni til at rejse til Canton i 1780 for at inddrive gæld til familievirksomheden. Da han først var der, dannede han et partnerskab med John Reid og engagerede sig i "landehandel" mellem Kina og Indien. 

 Reid var ankommet til Canton fra Indien i 1781. Reid havde tætte forbindelser med supercargoerne fra det engelske østindiske kompagni, der var bosat der. En supercargo var den næstvigtigste person ombord på et handelsskib efter kaptajnen. Ham, der har ansvaret for lasten – og dermed handelsvarerne. 

 John Reid var skotte af fødsel, men havde taget borgerskab som østrigsk undersåt. Han optrådte i Østen som repræsentant for det  kejserlige østrigske østindiske kompagni. 

Som bibemærkning kan jeg fortælle, at Danmark var et af de lande, der var tidligt ude med at danne et ostindisk kompagni.

England var de første i år 1600, Nederlandene fulgte i 1602, Danmark kom med i 1616 under Chr. IV, så fulgte Portugal 1628, Frankrig 1664, selv Sverige i 1731, og endelig Østrig, der først dannede deres ostindiske kompagni i 1776.

Som det vil ses af det følgende kom det østrigske ikke til at bestå i mange år.

I kraft af sin stilling som repræsentant for det kejserlige østindiske kompagni havde Reid konsulær status, hvilket gjorde det muligt for ham at unddrage sig det engelske kompagnis charterrestriktioner. 

 Fox og Reid sendte straks Hannah afsted igen i 1786. Men ved ankomsten til Nootka Sound måtte han til sin overraskelse konstatere, at en anden købmand, James Charles Stuart Strange, allerede havde været der, og derfor kunne han kun samle 50 skind. Lige så overrasket blev Strange over, at Hannah allerede havde været der før ham.

James Stuart Strange - som ung og som ældre

 Strange var udsendt af East India Company som supercargo over to skibe , "Captain Cook" og "Experiment". Strange havde den overordnede kommando over ekspeditionen, hvis formål var “Exploring for the benefit of Navigation.”   ... For the benefit of navigation, jo, men det skulle så efterfølgende være  ... for the benefit of trade.

En artikel på U.S. Naval Institute fortæller, at "Strange was given fullest powers to carry on commercial transactions and even to decide the routes to be taken," men han havde nu fået meget præcise instrukser.

Artiklen fortsætter:

"The main object given was to explore to the northward, taking surveys with the greatest possible precision, using the mathematical instruments provided for the use of the “many Gentlemen versed in Astronomy & Surveying” who were aboard, and entering everything in journals.

"We would wish You to range along the whole American Coast, up through Barings Streights, and from thence to proceed on towards the Pole, keeping the Eastern Shore aboard, untill the Ice impedes Your nearer approach to it, & then steering to the Wt. ward, to keep as far north as the Ice will permit, untill You make the Coast of Asia, which You will in the like manner Survey, and afterwards direct Your course to Kamstkatska." 

A preliminary report of their discoveries was to be sent forward to Mr. Scott in London by means of a cypher letter from Kamchatka in care of the British ambassador at the Russian court, and the information was to be kept secret for the use of the British East India Company. On the return passage to China, the two ships were to survey as well as time would permit “all the Islands in Your way, and particularly those of Japan.”

Ekspeditionen skulle jo også finansieres, så undervejs fragtede de tin, sandeltræ og andre værdifulde varer fra Malabarkysten til Kina. Varer som ikke fyldte for meget - der skulle jo også være plads til proviant til en forventet 15 måneder lang rejse. 

 Strange sejlede ud fra Bombay i december 1785. Efter 7 måneders sejlads nåede han Nootka Sound. Her skulle han oprette et fort, som kunne beskytte fremtidig handel, hvorfor der også var et kontingent af soldater med ombord under kommando af Alexander Walker. 

Alexander Walker

Walker, der forventede at skulle opholde sig i Friendly Cove en rum tid, havde forberedt sig godt. På basis af Cooks ordbog havde han lært sig lidt af indianernes sprog, så han kunne tale med de indfødte. 

Walker forsøger at se nuanceret på de indfødte. 

 “He was struck by the sharpness of the natives’ trading practices and by their general good health, important observations in these early days of culture contact. Originally convinced that the Nootkas were cannibals, he revised this judgement as a result of Mackay’s experiences. Despite a tendency to view the Indians as savages in a state of nature, Walker manifested a healthy relativism and functionalism in his assessments of their accomplishments and behaviour."

Det lykkes nu ikke helt, synes jeg:

 “The Savage is the prototype of the Civilized Man,” he wrote. “His faculties are less cultivated, his mind is stored with fewer ideas, and his Character possesses less variety. In many of the useful and necessary Arts of Life however, and in that knowledge which is necessary for his safety, the Savage is almost on a level with those who are instructed in the arts of regular Life.” The struggle for survival accounted for “so many unfavorable features” in the Indian’s character, Walker surmised. “He becomes suspicious, deceitful and treacherous. The mere Savage is therefore scarcely capable of generosity: gratitude and humanity are not among the list of his virtues. Their exercise would be useless to him, and dangerous to the safety of his Person.” 

 … suspicious, deceitful and treacherous – det er tillægsord, der minder meget om de ord, europæerne også brugte i beskrivelser af de fremmedartede japanere ved de første møder mellem europæere og japanere. 

 Strange hejste kong George III's flag og gjorde  krav på landet i den britiske krones navn. Han opgav imidlertid ideen om at grundlægge et fort. Han mente, det blev for dyrt. Han fortsatte rejsen nordpå, for han havde jo også instruks om at skulle sejle så langt op mod Nordpolen, som isen tillod ham. Her forventedes det, at indsamling af hvalros-stødtænder også kunne give en økonomisk fortjeneste. 

Strange efterlod lægen John Mackay i Friendly Cove med aftale om, at han ville komme igen det følgende år. Men Strange vendte aldrig tilbage for at hente ham som lovet. 

 Så da englænderen Charles William Barkley ankom på skibet Imperial Eagle i 1787, blev også han overrasket  (sikke mange overraskelser) - han over at møde en englænder blandt de vilde indianere. 

Barkley sejlede på the Imperial Eagle på 400 tons, det største skib, der nogensinde kom dertil. 

The Imperial Eagle, som oprindelig hed Loundon,.
Forklaring på navneændring følger. 

Barkley var søn af en kaptajn i East India Company. Allerede som 11-årig fulgte han faderen på hans rejse med skibet Pacific. Faderen druknede i en flod ved Calcutta, mens Charles stadig var en dreng, men Charles forblev i selskabets tjeneste. Han foretog 7 rejser til Fjernøsten og steg hurtigt i graderne.

 Men så skiftede han til Bengal Fur og blev sendt på ekspedition mod nordvest af sit nye selskab. 

Barkleys handelsrejse var altså finansieret af Bengal Fur kompagniet, og dermed af de samme købmænd som Hannahs rejse havde været, nemlig af Cox og Reid og desuden indgik også John Meares som økonomisk bagmand. John Meares som vi skal høre rigtig meget mere om senere.

 For at undgå at skulle betale licens til det engelske East India Company, som havde monopol på handel i sydøstasien (Barkleys tidligere arbejdsgiver) og South Sea Company, som havde monopol på handel i Stillehavet, sejlede de under ØSTRIGSK flag.

Det var derfor ikke opportunt at sejle på et skib med navnet Loundon, hvorfor navnet ændredes til Imperial Eagle. (Østrig var på det tidspunkt et kejserrige.)

Barkley sejlede ud fra hollandsk Ostende 24. november 1786, og med sig havde han sin kone. De to havde mødt hinanden i Ostende, hun var blot 17 og han 26. De blev forelskede, og efter blot et par ugers bekendtskab blev de gift. 

Lidt romantik skal vi da have med.

Charles William Barkley.
Måske ikke den helt store Don Juan, men Francis blev forelsket i ham.

 Francis var født i Somersetshire i England, men hendes far flyttede familien til Ostende, hvor han blev leder af en protestantisk kirke. Francis var uddannet i syning, broderi, madlavning og fransk på et fransk kloster. En af hendes søstre blev gift med James Cook. 

Måske var det det ensformige, næsten klosteragtige liv, Francis gerne ville væk fra. I hvert fald – straks efter brylluppet - fulgte Francis med sin nyslåede ægtemand på togt til Northwest Pacific. 

Francis blev en yderst loyal følgesvend for sin mand. Hun blev den første kvinde, der rejste jorden rundt. Dvs, det er ikke helt rigtigt. To andre havde gjort det, men den ene forklædt som mand, den anden skjult som blind passager på sin mands skib. Men Francis blev den første, der officielt som kvinde sejlede jorden rundt.

Mødet med Mackay var overvældende.

"Mackay soon appeared on board, dressed only in a sea-otter skin and filthy beyond belief.  MacKay reportedly looked and smelled so much like an Indian that Frances Barkley, the Captain's wife, shunned him."

En måske tidstypisk tegning af Mackays møde med Barkley-ægteparret i Nootka Sound.
Fra forsiden af Seattle Times Magazine July 19, 1955  

 Barkley opholdt sig en måned i Nootka Sound, og med hjælp fra Mackay fik han samlet 700 skind i bedste kvalitet og en del i mindre god kvalitet. 

Han rekognoscerede i farvandene syd for Nootka Sound. Han var den første ikke-indfødte, der sejlede ind i Neah Bay, som senere blev besøgt af flere af de kaptajner, jeg fortæller om i dette indlæg. John Meares i Feliz Aventureira var der i juni 1788, Charles Duncan i Princess Royal var der i august 1788. Robert Gray, i Lady Washington sejlede ind i Neah Bay i april 1789, og i july 1789 gjorde José María Narváez ligeså i Santa Gertrudis la Magna. 

Hov, der kom en spanier på banen. Men ham skal vi først høre om i næste indlæg. 

Neah Bay. En lille bugt i det omkransede område.

Panoramabillede af Makah Marina, Neah Bay i dag

Photograph of a Makah woman carrying wood
along Neah Bay in 1908 by Asahel Curtis

Også andre nåede til Yoquot og mødte Mackay, nemlig James Colnett og Charles Duncan på skibene Prince of Wales og Princess Royal. Colnett var Cook-veteran og begge var  ligesom Meares tidligere Royal Navy-officerer.

De var udsendt af  King George’s Sound Company og dermed med lovlige licenser til at drive handel.

Colnett og Duncan var sejlet ud fra London 23. september 1786. Undervejs var de stødt ind i forskellige problemer, og ved ankomst til Yoquot ærgrede det dem at møde Barkley, som var sejlet ud 2 måneder senere end dem selv, men var nået frem først og allerede havde opkøbt de bedste skind til den bedste pris - endda ulovligt.

Kaptajnerne bemærkede, at Mackay havde spillet en vigtig rolle på deres bekostning, og broderen til ejeren af Prince of Wales, en vis Mr. Etches var ombord og ansvarlig for lasten - var altså supercargo -  han rapporterede dette til kaptajn George Dixon, som følte sig forpligtet til at føre Mackay tilbage til Canton "i lænker" og retsforfølge ham, hvis han kunne fange ham. Det kunne han så ikke, viste det sig.

Beskrivelser af Mackay er ikke specielt flatterende.

Alexander Walker, som rejste sammen med ham skriver "he was a man with “neither much Education nor much understanding", og Etches rapporterede nedladende og ironisk om ham til George Dixon: "No great dependence could be placed on M'Key's story, he being a very ignorant young fellow, possessed of but an ordinary capacity,  frequently contradicting himself; but that entire credit might be given to that part of it respecting his adopting his manners of the natives, as he was equally slovenly and dirty with the filthiest of them all. His knowledge of the language was greatly short of what he boasted."

Man kender ikke så meget til Mackays tidlige liv. Men han menes at være irer. Han havde meldt sig til tjeneste for East India Company som privat soldat og blev udvalgt til  Stranges ekspedition, da han havde modtaget en vis medicinsk uddannelse. Angiveligt havde han været ombord på Cooks  skib the Experiment som kirurg-assistent. Strange beskrev Mackay som en kvik ung mand, men han har sandsynligvis overdrevet Mackays medicinske baggrund og såvel personlige som lægelige kompetencer. Han havde ingen interesse i at indrømme, at han havde efterladt en mand, som ikke var særlig velkvalificeret alene tilbage blandt de indfødte.

Mackay  menes at være gået med til aftalen alene for at undgå at skulle tilbage til militærtjeneste i Indien.

Mackay blev efterladt med fuld proviant, store mængder frø, et par geder  såvel som bøger, blæk og papir, så han kunne optegne "enhver hændelse, uanset hvor triviel den  end måtte være, som kunne  tjene til at kaste ethvert lys på vores hidtil indesluttede viden om disse menneskers manerer, skikke, religion og regering." For indianerne skulle han fungere som læge, for englænderne som etnograf.

Strange skrev, at Maquinna  lovede at  "... my doctor should eat the Choicest Fish, the Sound produced; and that on my return, I should find him, as fat as a Whale."

 

I starten stod Mackay på god fod med indianerne. Høvding Maquinna lovede ham endda ægteskab med en ung indfødt kvinde. 

En måned efter, at Strange havde efterladt ham der,, ankom kaptajn Hannah på sin 2. rejse til Yoquot. Han beskrev efterfølgende Mackay som “healthy and contented, dressed and living like the natives”

Mackay selv udtrykte stor tilfredshed med sit liv og afslog Hannahs tilbud om at komme med på hans skib tilbage til civilisationen. Han afventede trygt, at Strange ville komme tilbage og hente ham.

 Men på et tidspunkt kom Mackay uforvarende til at overtræde et tabu - en overtrædelse som indianerne mente blev skyld i Maquinnas yngste barns død. Herefter levede han et kummerligt liv som en outcast, hvorfor han også var glad for at kunne komme med Barkley, da denne rejste videre. 

Barkley sejlede sydpå, og ved mundingen af Hoh-floden vest for Seatlle og syd for Juan de Fuca-strædet (et navn som I vil genkende fra mit forrige blogindlæg om spanierne på Vestkysten) sendte Barkley en båd med 6 besætningsmedlemmer op ad floden. De blev angrebet af indianere og blev alle dræbt. Han kaldte derfor floden for Destruction River. Senere fik den navnet Hoh River efter den indianerstamme, der boede deromkring, og Barkleys Destruction-navn blev overført til en ø, Destruction Island. 

Herefter besluttede Barkley at vende tilbage til Canton. 

Hoh River

 Undervejs på udturen havde Barkleyparret holdt ind på Hawaii, og derfra havde de medtaget Wynee, en ung hawaii-kvinde, som selskab for Francis. Senere blev Wynee pga. af sygdom og hjemlængsel sat af i Canton, hvorfra John Meares efterfølgende tog hende med på sit skib for at få hende hjem til Hawaii, men desværre døde hun undervejs lige før de nåede Hawaii.

Wynee

Også Mackay blev sat af i Canton. Herfra kom han videre til Indien, og i Calcutta mødte han Alexander Walker. Da Mackay faldt i unåde i Yoquot, havde en af høvdingene frataget ham

og destrueret hans bøger, blæk og papir, så han medbragte ingen skriftlig dokumentation om livet i Yoquot, men ved mødet i Calcutta udspurgte Alexander Walker ham grundigt, og beretninger derfra er blevet nedskrevet.

Blandt andet aflivede Mackay myten om, at de indfødte i Yoquot var kannibaler. Walker nedskrev: "He was of the opinion that they did not actually devour their captives and slain enemies. They only washed their hands in their blood and tasted it. The dried hands he insisted were preserved as trophies and charms... The testimony of McKoy [MacKay] must be admitted of superior weight to our cursory observations and it at least leaves the fact in doubt whether these people are really cannibals."

Mackay kom man ikke til at høre mere til. Man mener, han hurtigt døde af druk. Han blev nok anset for en kummerlig person, men anerkendes dog for den betydningsfulde etnografiske indsigt,  han bibragte om livet blandt indfødte ved Nootka Sound.

I Canton fik Barkley afleveret og solgt sin last af indsamlede skind. De indbragte en sum af 10.000 pund til selskabet bag Barkley. 

Herefter blev han sendt til Mauritius med en last. Her fik han underretning om, at East India Company havde indledt retssag mod Cox og Reid, sandsynligvis som følge af Etcess' rapport til George Dixon om Barkleys ulovlige handel.

 Når det netop var under østrigsk flag, at Barkley sejlede, skyldtes det, at Reid – den ene af de økonomiske bagmænd - som før nævnt havde taget østrigsk statsborgerskab og var blevet udnævnt til østrigsk konsul. Det var det, der havde givet ham diplomatisk immunitet og selskabet dets mulighed for at drive handel uden hensyn til de to engelske selskaber, der ifølge engelsk ret havde monopol. Men det østrigske East India Company var gået konkurs, og Reid havde mistet sin konsulære stilling. 

 Som følge heraf, havde Bengal Fur solgt skibet Imperial Eagle, og de opsagde deres ellers 10-årige kontrakt med Barkley. Parret var derfor strandet på Mauritius i et år, hvor de også fik deres første barn. 

På trods af mulig retslig forfølgelse endte de alligevel med at sejle til Canton, og herfra kom de hjem til England. 

 The Imperial Eagle blev beslaglagt i Canton. I forbindelse hermed sikrede John Meares sig Barkleys nautiske udstyr og hans skibsjournaler. Francis Barkley skrev senere om Meares, at ”… with the greatest effrontery, he published and claimed the merit of my husband's discoveries therein contained, besides inventing lies of the most revolting nature tending to vilify the person he thus pilfered.” 

Barkley havde personligt investeret de fleste af sine penge til at udstyre skibet. De var nu tabt. Barkley lagde sag an mod Bengal Fur og fik ved en voldgiftsafgørelse tildelt erstatning for den brudte kontrakt, men beløbet var utilstrækkeligt. 

 Det er svært at forholde sig til de forskellige beløb, jeg støder på. Men jeg kan vel konstatere, at det var de økonomiske bagmænd der – som altid – spandt guld -  og ikke de mænd – og Francis – der udholdt besværlighederne på de lange sørejser.

 Barkleyparret havde ikke mistet modet. Men nu ville de åbenbart selv skumme fløden – og midler havde de åbenbart stadig. Efter 7 måneder i England var de klar til en ny ekspedition til Alaska via Indien. 

Sørejsen til Calcutta varede 11 måneder og under en voldsom storm, da de rundede Kap det Gode Håb i 1791, fødte Francis en lille pige.

 Francis fortæller: "Nothing would be easy in this environment; even washing diapers presented a challenge. Fresh water was always at a premium so washing in saltwater would be the norm.” 

De saltbelagte bleer har nok forårsaget bylder og åbne sår, som ikke ville hele, med infektion til følge. Babyen døde i hvert fald senere på rejsen. 

 I Calcutta købte parret en 80-ton brig, Halcyon, og et mindre ledsageskib, the Venus, og 29 december 1791 sejlede de ud.

 Francis kunne have valgt at blive i Bengal, ”… where I was to have Servants, Palanqueens and every Luxery," som hun senere skrev, men hun insisterede på at følge sin mand, .”…. much to the satisfaction of My Husband, who never thought of being separated from me. Others called it madness. The infant at my breast would die and became the Victim of our folly during this second voyage.” 

Halcyon som adjektiv beskriver  "a period of time in the past that was idyllically happy and peaceful."

Som substantiv er det "a mythical bird said by ancient writers to breed in a nest floating at sea at the winter solstice, charming the wind and waves into calm."

 Det blev en barsk rejse med megen sygdom for besætningen. Skørbug, tyfus, dysenteri, indvoldsorm, og når de sejlede i tropisk farvand, malaria og gul feber. Når skibene var i havn, blev der sejlet prostituerede ud til sømændene, så kønssygdomme som syfilis og gonoré blev betragtet som forventlige, arbejdsrelaterede sygdomme. 

Barkley-parrets forsøg på at handle i Sibirien blev forhindret af russiske embedsmænd. De mødte også modstand i det uforudsigelige og frygtindgydende Tlingit farvand. Ikke desto mindre var Francis den første europæiske kvinde, der besøgte Alaska i 1792. 

De overvintrede på Hawaii, men rejsen med Halycon gik fra slemt til værre. Efter at have fået færre skind end håbet, nåede de Kina i marts 1793 og sejlede herfra videre til Mauritius, uvidende om at Frankrig og England igen var i krig mod hinanden. Franskmændene konfiskerede Halcyon, og en amerikaner sejlede skibet til USA. Barkleys forblev på Mauritius som midlertidige fanger. Til sidst fandt de et skib, som tog dem med til USA, men det lykkedes dem ikke at opspore deres eget skib her. 

På skibet Amphion nåede de England i november 1794. Da Barkley fik underretning om, at Halycon befandt sig i Boston, vendte han tilbage dertil (det er det, jeg siger – de må stadig have haft en del midler), og han genvandt ejerskabet af fartøjet. 

Herefter levede Barkleyfamilien i England. Francis fødte 7 børn, hvoraf 4 voksede op.

 Kaptajn Barkley døde i maj 1832. Francis begyndte 4 år senere – som 66-årig – at skrive sine fragmenterede erindringer. Manuskriptet "Reminiscences" – hovedsagelig skrevet efter hukommelsen - blev fundet af Bett Hill, som derefter søgte videre og fandt forskellige breve og en artikel skrevet af Charles Barkley. I 1978 udgav hun bogen "The Remarkable World of Frances Barkley, 1769-1845." 

 Meget af den info, jeg har videregivet i dette blogindlæg, stammer fra en hjemmeside, bestyret af et fire gange tipoldebarn af ægteparret. Så hvis beskrivelser indimellem har virket vel heroiske, er det grunden. I officielle dokumenter er der ikke så meget at hente om Charles Barkley. Han har dog fået opkaldt Barkley Sound efter sig – men med en forkert stavning – Barklay Sound. Et lille sund på den sydvestlige kyst af Vancouver Island.

Colnett og Duncan vendte tilbage til Northwest Pacific i sommeren 1788, hvor de valgte at splitte op - ligesom Dixon og Portlock havde gjort - for at afsøge mest muligt land  og derved få indsamlet flest mulige skind. Duncan sejlede bl.a.sit skib "Princess Royal" til øen Haida Gwaii (et navn som nogen måske vil huske fra mit forrige indlæg om spanske ekspeditioner) og han udforskede mange sunde og øer i det område. Da han igen sejlede sydpå, mødte han John Meares, fra hvem han hørte, at Colnett ikke var kommet til dertil. Duncan fortsatte til Clayoqout Sound og Juan de Fuca strædet. Navne der igen og igen dukker op. Herfra fortsatte han til Hawaii, hvor han blev genforenet med Colnett på Prince of Wales. Sammen sejlede de til Kina, hvor de fik solgt deres skind.

Princess Royal   blev  i Stillehavet  for også i næste sæson at samle skind, men med Thomas Hudson som ny kaptajn. Prince of Wales returnerede til England, men uden kaptajn Colnett, som fik kommando over et nyt skib, Argonaut. Argonaut og Colnett kommer du til at høre mere om i næste blogindlæg.

 Stratenrøveren John Meares 

En anden first-mover var  John Meares.

 

 Meares var vist lidt af en stratenrøver. Meares var søn af en velanskreven advokat ved The Court of Exchequer i Dublin. Han gik ind i Royal Navy i 1771, blev udnævnt til løjtnant og sluttede sig til handelstjenesten. Da Cox og hans nye forbindelse i Indien, Bengals generalguvernør Sir. John Macpherson gik i gang med at organisere en ny ekspedition efter Hannas lidt skuffende 2. ekspedition, var det med Meares som leder. 

I februar 1786 sejlede to skibe afsted fra Calcutta. Meares var kaptajn på Nootka, William Tipping var kaptajn på  Sea Otter. Tipping havde en last opium ombord og tog den direkte vej til Malacca for at afsætte den her. Da Meares ikke var nået hertil til det aftalte tidspunkt, fortsatte Tipping alene. Næste aftalte mødested var Alaska. 5. september sejlede Tipping ind i Snug Corner Bay i Prince Williams Bay, hvor han mødte James Strange. Alexander Walker, soldaten der oprindelig skulle have oprettet et fort på Yoquot – det der blev opgivet - har senere beskrevet dette møde. Det blev det sidste, man hørte til Tipping på Sea Otter. Efter at han sejlede ud igen, hørte ingen nogensinde mere fra ham. 

Den røde plet angiver Snug Corner Cove.
Vancouver Island med Nootka Sound og Yoquot ligger helt nederst i højre hjørne af kortet. 

Meares havde en meget langsommere rejse. Først skulle han sejle til Madras, hvor nogle embedsmænd skulle sættes af. Efter en meget langsom passage af Den bengalske Bugt, hvor en del af hans besætning allerede led af skørbug, fulgte han vestkysten af Japan og nåede Aleuterne i begyndelsen af august. Her kom han ind i en tyk tåge, men heldigvis mødte de et russisk skib, der eskorterede ham ind til Unalaska Island. 

Kan du få øje på Unalaska Island - svagt omkranset med rødt

Her var ikke mange skind at få, da de allerede var opkøbt af russerne. 20. august forlod han Unalaska, og med James Cooks dagbog og atlas som sin guide ankom han over Shumaginøerne og gennem Shelikhov-strædet mellem Kodiak Island og Alaskas fastland til Cook Inlet. Han ankrede op ved Cape Doughlas og fortsatte senere til Snug Corner Cove i Prince Williams Sound, hvor han ankom 25. september 1786. Der var tegn på, at andre skibe havde været der for nylig, nemlig Tippings Sea Otter, som havde forladt stedet omkring den 11. september - ca. 2 uger tidligere før Meares ankom, og Stranges to skibe, der var afsejlet den 14. september.  Du husker nok, Strange, det var ham der havde efterladt Mackay i Yoquot.

 Strange vendte tilbage til Canton i god behold, men økonomisk havde ekspeditionen været en fiasko. Samlet var omkostningerne ved at udruste  ekspeditionen nået et punkt, hvor kun en stor succes inden for pelshandel muligvis kunne betale investeringer tilbage.Sådan gik det ikke. 

 

Strange selv havde personligt investeret 10.000 pund i virksomheden - penge han havde lånt. Han solgte sine pelse for omkring £5.600, hvilket ikke var nær nok til at dække udgifterne til ekspeditionen, end ikke hans egen personlige investering. 

Selvom hans forehavende blev en økonomisk katastrofe, huskes Strange på linje med de øvrige tidlige købmænd; James Hannah, Charles William Barkley og George Dixon.

Senere sluttede han sig til East India Company, hvor han fik forskellige ansættelser alle med base i  Puducherry,  også kendt som Pondicherry. Puducherry er den tamilske fortolkning af "ny by" og stammer  fra "Poduke", som betyder markedsplads. Poduke var en markedsplads for romersk handel her helt tilbage i 1. århundrede.

I 1521 kom portugiserne hertil og begyndte en handel med tekstiler. I starten af 1600-tallet benyttede også hollandske og danske købmænd stedet som handelsplads.

I slutningen af 1600-tallet startede Frankrig sin kolonialisering af Indien og i forbindelse hermed oprettede Fransk Østindisk Kompagni  en handelsstation ved Pondicherry. 

Stedet blev kendt som  "The French Riviera of the East".

Efterfølgende kom Pondicherry / Puducherry som føge af europæiske krige på skiftende  hænder, hollandsk, engelske, franske.

16. januar 1761 erobrede englænderne Pondicherry, men stedet blev givet tilbage til franskmændene ved Treaty of Paris 1763 ved afslutningen af 7-årskrigen.

 I 1793 tog England igen kontrol over området ved Slaget ved Pondicherry, som var en udløber af Revolutionskrigene mod Frankrig. I 1814 blev det givet tilbage til Frankrig.

I 1956 blev der aftalt, at området skulle overgå til Indien, men pga. modstand i Frankrig blev aftalen først ratificeret iså sent som i 1962.

Puddicherry er stadig præget af smuk fransk kolonialstil med velordnede lige gader  omkranset af smukke bougainvillatræer og smukke bygninger. 

                                   

 I 1816 trak Strange sig tilbage fra arbejdslivet og vendte hjem til England. På rejsen hjem stoppede han op på Sankt Helena, hvor han vandt et spil piquet - et kortspil - mod den eksilerede Napoleon. Det var også en lille sløjfe, der skulle med :-)

Og så skal vi ellers tilbage til Meares i Stillehavet i 1786.

Overalt var Meares blevet mødt af venlige og hjælpsomme både russere og indianere, men han havde kun fået få skind, da andre havde været der før ham. Meares besluttede, at han ikke – som det ellers var normalt – ville sejle til Hawaii og overvintre der. Han var bange for, at øernes fornøjelser ville vise sig at være så fristende for hans mænd, at han ikke ville være i stand til at få nok af dem til at vende tilbage med ham til strabadserne på den nordvestlige kyst det følgende forår.

Den teori skulle vise sig at holde for en senere besætning.

 Beslutningen om at tilbringe vinteren i Prince William Sound blev fatal.  I begyndelsen af oktober tog han kontakt med lokale Chugach-folk Der var ikke mange skind at hente her, men Shenawah, den lokale høvding, tilbød at hjælpe ham, da han forstod, hvad Meares havde planlagt. Han førte Nootka op til spidsen af Port Fidalgos indløb, femten miles fra Snug Corner Cove, og anbefalede det som et mere beskyttet sted. Allerede i  midten af november var skibet dog helt iset ind, og maden var ved at blive knap. 

 

Port Fidalgo

23 af hans mænd døde af sult og skørbug, og de resterende 10 blev kun reddet, da de engelske handelsmænd George Dixon og Nathaniel Portlock ankom i maj.

Dixon var i 1785 blevet partner i Richhard Cadman Etches and Company, i daglig tale King Georges's  Sound Company. Formålet var - som for alle andre, jeg skriver om i dette blogindlæg - at udvikle handlen med skind i nutidens British Columbia og Alaska - og personligt at blive rige. 

I september 1785 sejlede Dixon ud fra England i selskab med sin ven Nathaniel Portlock. Dixon på 200 ton Queen Charlotte med en besætning på 33. og Portlock på 320 ton King George med en besætning på 59. 

Begge havde sejlet med James Cook på hans tredje rejse.

Nathaniel Portlock var faktisk amerikaner. Han var ship's mate ombord, hvilket jeg ikke helt ved hvad er. En position mellem besætning og ledelse? 

Tæt på afslutningen af Cooks rejse, ved Kap det Gode Håb,  afmønstrede Portlock og blev på skibet HMS Sybil sendt i forvejen med kopier af skibenes journaler og med nyheden om Cooks død.

George Dixon var fra Cumberland. Oprindelig var han sølvsmed, men på Discovery var han ansvarlig for skibets våben.

Sammen kom de ud på en næsten 3 år lang sørejse.

På vej fra London havde de tilbragt nogle dage på Hawaii. De havde ankret op i Kealakekua Bay ud for på Kona-kysten. Men de skulle ikke nyde  noget af at gå i land her. Begge havde på Cooks 3. ekspedition oplevet, hvordan James Cook var blevet dræbt af indfødte netop her. I stedet gik de i land på en anden ø, hvor de blev venligt modtaget og fik forsyninger af både mad og vand.

Herefter sejlede de videre mod nord. Undervejs udforskede de øer og farvande som Queen Charlotte Islands (som spanierne havde kaldt Haida Gwaii),  Port Mulgrave, Norfolk Sound (som russerne kaldte Sitka Sound), Dixon Entrance og Alexander Archipelago  (en gruppe bestående af ca 1.100 øer), dvs. den samme kyst som de russiske pelshandlere også udforskede.

Vinteren 1785 tilbragte de på Hawaii, hvorefter de igen søgte  nordpå,  I maj 1786 var de i Prince Williams Sound, hvor de stødte på nogle Chugach-indianere, der fortalte, at et engelsk skib havde overvintret i nærheden. Indianerne ledte dem til op til Port Fidalgo, hvor de fandt Meares skib, Nootka, og Meares og resten af hans besætning i en livstruende forfatning.

 Dixon og Portland hjalp Meares med mad og lægebehandling, og da det meste af Meares' besætning var døde, overlod de også Meares to sømænd, der skulle hjælpe ham med at komme væk fra Prince Williams Sound, og ved deres hjælp nåede Meares ned til Charlotte Islands.

 Dixon forlangte til gengæld, at Meares skulle love at vende tilbage til Kina og aldrig mere drive ulovlig handel i nordvest. Et løfte, som Meares afgav, men på ingen måde havde til hensigt at overholde. Derimod sagsøgte han senere Dixon for at have taget overpris for de forsyninger, som havde reddet hans og hans mandskabs liv. 

 George Dixon og Nathaniel Portlock havde som nævnt begge været med på Cooks tredje expedition, så de kendte de barske forhold i det nordvestlige Stillehav. Og som udsendt af  King George’s Sound Company besad de lovlige licenser. Licenser fra South Sea Company, der gav dem tilladelse til at handle på Amerikas  vestkyst. 

The South Sea Company var et britisk selskab med det officielle navn "The Governor and Company of the merchants of Great Britain, trading to the South Seas and other parts of America, and for the encouragement of the Fishery". 

Det var et offentlig-privat partnerskab – i moderne sprog vel et joint venture selskab - oprettet for at konsolidere og reducere omkostningerne ved den britiske statsgæld. England var i økonomiske problemer på grund af to samtidige krige, Den spanske Arvefølgekrig og Store Nordiske og var utilfreds med Bank of England, som indtil nu havde haft monopol på at låne staten penge. 

 Selskabet blev oprettet i 1711 af finansminister Robert Harley. Direktører for Bank of England og East India Company var udelukket fra at være direktører for South Sea Company. Og som kuriosum kan nævnes, at ethvert skib på mere end 500 tons, der blev sendt ud med selskabets velsignelse, skulle have en kirkelig præst om bord. Det var dengang, religion virkelig betød noget, og kirken havde magt. 

 Læs en spændende artikel om The South Sea Bubble - Sydhavsboblen - en spekulations-bølge, som i 1720 greb et stort antal engelske aktiekøbere og efter en kort periode endte i et omfattende sammenbrud og bankkollaps. Midtpunkt i spekulationsboblen var the South Sea Company. 

 

 The South Sea Bubble betegnes af nogen som verdens første finanskrise. Men det er vel ikke helt korrekt. I hvert fald havde man i Holland i februar 1637 oplevet The Tulip Bubble eller Tulipmania’en. Priserne på de nye eksotiske tulipaner steg og steg – der er eksempler på, at prisen på et enkelt løg steg fra 100 til 1000 gylden. (Ja, jeg tænker jo på de priser, som sjældne, nye vintergæk-arter forhandles til i disse år.) Alle ville være med og forventede enorme afkast på tulipanhandlen. Men boblen brast, og markedet faldt sammen. 

  The South Sea Company havde fået eneret af den britiske regering på at drive handel i det spanske Sydamerika. Og da Utrecht-traktaten af 1713 gav Storbritannien en Asiento de Negros, var det  en appelsin i turbanen for kompagniet. Det var en tilladelse til at forsyne de spanske kolonier med 4.800 slaver om året, og den skulle være gældende  i 30 år.

 Storbritannien fik tilladelse til at åbne kontorer i Buenos Aires, Caracas, Cartagena, Havana, Panama, Portobello og Vera Cruz for at arrangere den atlantiske slavehandel. Et skib på højst 500 tons kunne sendes til et af disse steder hvert år (Navío de Permiso) med almindelige handelsvarer. En fjerdedel af overskuddet skulle reserveres til kongen af Spanien. Der var lagt op til to ekstra sejladser ved kontraktstart. Asiento blev givet i navnet på dronning Anne og derefter indgået kontrakt med selskabet. I juli havde de arrangeret kontrakter med Royal African Company om at levere de nødvendige afrikanske slaver til Jamaica. Ti pund blev betalt for en slave over 16 år, £8 for en under 16, men over 10. To tredjedele skulle være mænd og 90 % voksne. Selskabet omladede 1.230 slaver fra Jamaica til Amerika i det første år, plus alle, der måtte være blevet tilføjet (mod stående instruktioner) af skibets kaptajner på deres egne vegne. Ved ankomsten af de første laster nægtede de lokale myndigheder at acceptere Asiento, som stadig ikke var blevet officielt bekræftet der af de spanske myndigheder. Slaverne blev til sidst solgt med tab i Vestindien. I 1714 blev 2.680 slaver transporteret over Atlanten, og i 1716-17 13.000 flere, men handelen fortsatte med at være urentabel. Medvirkende til at handlen var urentable var, at regeringen i 1714 vedtog, at en fjerdedel af overskuddet skulle tilfalde dronning Anne og yderligere 7,5% til en finansiel rådgiver, Manasseh Gilligan. Hertil kom en importafgift på 33 stykker af en spansk dollar blev pålagt hver slave (selvom nogle slaver til dette formål kun blev talt som en brøkdel af en slave, afhængigt af kvaliteten). 

 I 1718 udbrød der endnu engang krig - krigen War of the Quadruple Alliance – hvor England, Frankrig, Østrig og Holland stod sammen mod Spanien. Selskabets aktiver i Sydamerika blev beslaglagt til en pris, som selskabet hævdede at være £300.000. 

Ét site fortæller, at enhver udsigt til fortjeneste fra handel, som virksomheden havde købt skibe til og havde planlagt sine næste forehavender, dermed forsvandt. Et andet skriver dog, at South Sea Company i løbet af 96 rejser på 25 år købte 34.000 slaver, hvoraf 30.000 overlevede rejsen over Atlanten.

 Selskabet fortsatte med slavehandelen gennem to krige med Spanien og den katastrofale kommercielle boble i 1720.

 Selskabetss handel med menneskeligt slaveri toppede i løbet af handelsåret 1725, fem år efter boblen brast. 

 I 1724 besluttede South Sea Company at påbegynde hvalfangst. De fik bygget 12 hvalskibe ved Themsen, og disse gik til det grønlandske hav i 1725. Yderligere skibe blev bygget, men forehavendet lykkedes ikke. Der var næppe nogen erfarne hvalfangere tilbage i Storbritannien, og kompagniet måtte ansætte hollandske og danske hvalfangere til nøgleposterne ombord på deres skibe. For eksempel blev alle befalingsmænd og harpunerer hyret fra den nordfrisiske ø Föhr. Andre omkostninger var dårligt kontrolleret, og fangsterne forblev skuffende få, selvom rederiet i nogle år sendte op mod 25 skibe til Davis Strædet og Grønlandshavet. I 1732 havde virksomheden akkumuleret et nettotab på £177.782 fra deres knap otte års arktiske hvalfangst.

 Det blev lidt et sidespring, men jeg faldt for fristelsen til at omtale de danske hvalfangere. 

 I 1720 havde England igen brug for flere penge. Som modydelse for et lån til staten fik the South Sea Company med The South Sea-loven udvidet sit monopol, så det kom til at omfatte handel på hele vestkysten af Amerika – hele vejen fra Kap Horn til Beringsstrædet.

Det var et voldsomt stort område South Sea Company havde monopol på.

Russere og spaniere var heller ikke enige i den tolkning.

Jeg er måske heller ikke helt sikker på, hvordan jeg skal tolke kortet, men syd for Kap Horn er tydelig angivet en grænse. I nord og vest er set ikke angivet nogen begrænsning.

Jeg har medtaget kortet, fordi der her tydeligt er vist mange af de stationer, jeg har omtalt i dette og andre blogindlæg. Det giver lidt et overblik over verden dengang.

Som udsendt af King George's Sound Company havde  Dixon og Portlock som nævnt betalt South Sea Company for en lovlig licens til at  operere i Northwest Pacific. En licens, som Meares så stort.

Portlock fik nu Meares til at underskrive en obligation på 1000 pund, som skulle forfalde, hvis han igen optog handel uden licens. Men også den så Meares stort på. Han satte kurs mod syd og gik i land nær Cape Edgecumbe vest for Baranof Island, hvor han straks indkøbte nogle skind. Herefter sejlede han til Hawaii, hvor han tog han en hawaiianer ombord. Det var Kaiana, bror til høvdingen på øen Kaua’i, hvor Meares senere ønskede at etablere sig. 

20. oktober 1787 nåede han Macau. 

Efter at have undsat Meares og de sidste 10 af hans besætning besluttede Dixon og Portlock at sejle en tid hver for sig i håb om, at dette kunne fordoble  mængden af skind, de fik opkøbt.

Efter nogen tid da Dixon på Queen Charlotte nærmede sig Nootka Sound, hvor han forventede igen at møde Portlock, mødte han i stedet to engelske skibe, der netop var ved at forlade sundet. Det var Colnett på Prince og Wales og Duncan på Princess Royal. Mødet var givtigt for begge parter. Dixon blev orienteret om, at Portlock ikke opholdt sig i Nootka Sound, og at der ikke var nogen skind tilbage der. Colnett og Duncan fik at vide, at der heller ikke var nogen skind at hente i Prince William Sound, og Dixon rådede dem til i stedet at undersøge området omkring Queen Charlotte Islands. 

Det må også have været  ved det møde, ude på havet, at John Etches fortalte til Dixon om Mackays medvirken til Barkleys ulovlige indsamling af skind.

 

Herefter fortsatte Dixon mod Hawaii.

Da Portlock ankom til Hawaii-øen Waimea, erfarede han, at Dixon havde været forankret der i 3 dage, men var rejst videre mod Macao for 14 dage siden. Han hørte også, at Meares havde besøgt stedet, og der var opstået en klammeri, hvor flere hawaiianere var døde. Portlock fortsatte fra Hawaii den 8. oktober, og 21. november 1787  ankrede han op i Macao, og fire dage senere blev han genforenet med Dixon.

Dixon og Portlock havde samlet 2000 skind og havde forventet at sælge dem for en stykpris på 80  dollars pr.  skind, men prisen blev kun 20 dollars pr. skind.

Faktisk viste det sig, at flere slet ikke blev så styrtende rig på handel med havodderskind, som de havde forventet.

Det pauvre økonomiske udbytte af Dixon og Portlocks ekspedition var én ting, men hvad værre var, de havde ikke udrettet det, de var blevet beordret. De havde ikke som anbefalet i deres instrukser taget kontakt med Japan, og de havde ikke opfyldt det mål, som ejerne af King George’s Sound Company havde om at etablere to små handelsstationer på Nordvestkysten. Hovedejeren, Richard Cadman Etches, forklarede efterfølgende de øvrige ejere, at Dixon og Portlock havde indset, at de som et privat og ikke- statsligt firma ikke kunne etablere et tilstrækkelig givtigt handelssted, og at de uden beføjelser til at danne en egentlig regering ikke kunne regulere folket, hvorfor der snart ville opstår anarki og forvirring.

Efter at Dixon havde solgt sin last af skind,  tog han en ny last bestående af te, som han sejlede til England. 

I 1789 udgav han  bogen    "A Voyage Round the World; but More Particularly to the North-west Coast of America". En lille bog på 47 sider, som hovedsagelig indeholder breve skrevet af hans supercargo, William Beresford.  Den fulde titel ses herunder.

"The accout, except for the introduction by Dixon and the two apprentices, is a series of forty-nine letters signed W. B. The writer was William Beredsford, a Quaker who, says Dixon in his introduction , "has been totally unused to literary pursuits, and equally so to a sea-faring life." Notwithstanding this, his letters, corrected by Dixon on nautícal points, make good reading and the book is an excellent authority for the early days of fur trading on the northwest coast. Dixon also contributed the valuable maps."

Bogen med et udfoldet kort.

Samme billede forstørret

Dixons håndtegning af Queen Charlotte Islands

Førsteudgaven af bogen på 47 sider kan erhverves for den nette sum af 9.300 US dollars

Også Portland udgav en bog - med en meget enslydende titel.

Bøgerne forveksles derfor ofte.

 

 

 

Portlocks bog indeholder dog langt flere og mere grundige skildringer af rejsen.

Portlocks bog indeholder også smukke illustrationer. En del fine tegninger af fugle, men de stammer fra rejsen, før de når op til det kolde nord. Men herunder ses Cook River.

Coal Harbour, Cook River

Men som nævnt forveksles de to bøger ofte - også på nettet -  så jeg kan være lidt i tvivl om, hvilke illustrationer stammer fra hvilken bog.

Dixons eller Portlocks bog? Jeg hælder til Portlock, selv om nettet angiver noget andet. Under alle omstændigheder smuk.

For førsteudgaven af Portlocks bog må du betale 16.000 dollars.

Rare deluxe issue with hand-coloured plates of the first edition of a classic narrative of the early exploration on the Northwest coast.

Contemporary rose calf, flat spine in six compartments, ruled in gilt, titled in the second compartment, repeat gilt decoration in the others, marbled endpapers and edges

Portlocks bog - på 456 sider - ligger tilgængelig på nettet i en midre fornem udgave.

Vel tilbage i England forsøgte Dixon indædt at advokere for, at der skulle gennemføres en ny ekspedition og oprettes en bosættelse på vestkysten af Amerika. Han var bange for, at russerne, amerikanerne og spanierne skulle komme først med at etablere sig her, og at England ville miste handlen. Han kom med forslag til skibe, besætning, udrustning og foreslog Queen Charlotte Isles som det bedste sted at oprette en sådan station. Men ingen lyttede åbenbart.

Efter nogle år i England besluttede Dixon at rejse til Bermudaøerne for her at genoptage sin tidligere beskæftigelse som sølvsmed og  juveler. Sammen med sin hustru Ann ankom han via New York  til Bermudaøerne i februar 1794. I maj samme år døde Ann i barselssengen, og han selv døde kort efter, i november 1795. Den forældreløse Marianna Dixon giftede sig  i 1814  - som 20-årig - med en Bermuda-købmand ved navn Charles Bryan Hayward.

For Nathaniel Portlock bød hans efterfølgende liv på en fornem karriere inden for Royal Navy.

Jeg ved, det er forvirrende, når jeg kører frem og tilbage i årstallene, og jeg bliver selv lidt forvirret, når jeg fortæller om noget, der skete i 1787, før noget der skete tidligere. I mit eget hoved kommer jeg til at sammenblande Dixon og Portlocks ekspedition med Colnett og Duncans ekspedition. 

Men altså:  Begge ekspeditioner var udsendt af Richard Cadman Etches og King George's Sound Company. Dixon og Portlocks på  Queen Charlotte og King George i september 1785  og Colnett og Duncan på Prince of Wales og Princess Royal året efter, dvs. september 1786, 

Det var Dixon og Portlock, der reddede Meares i foråret 1787 og det var Colnett og Duncan, der mødte Barkley-parret i Yoquot i sommeren 1787. Og ombord på et af Colnett og Duncans skibe varsom supercargo John Etches, bror  til Richard Etches, som var medejer af King George's Sound Company.

Man kan da også blive helt forvirret af, at der i 1786 og 1787 sejlede så mange skibe og søkaptajner rundt oppe i Northwest Pacifics kolde farvande. Hannah, Strange, Meares, Tipping, Dixon, Portlock, Barkley, Colnott, Duncan. Ja, jeg bliver helt rundtosset.

For Meares havde hans eventyr længst mod nord i vinteren 1786 været en katastrofe.

Men det lod han sig ikke gå på af, og han var åbenbart en mand med store overtalelsesevner. Snart investerede hans økonomiske partnere i endnu en Meares-ekspedition. 

Cox havde fået en ny kompagnon, Daniel Beale. 

Som følge af det kejserlige østrigske østindiske kompagnis konkurs, hvilket fratog ham hans status som kejserlig konsul, (som jeg også fortalte om tidligere), havde Reid været nødt til at tage hjem til England. Nu blev den nye partner, Beale, garant for at undgå krav om betaling af licenser til East India Company og South Sea Company. I London hos den preussiske ambassadør havde han nemlig sikret sig Preussens konsulat og dermed var Bengal Fur endnu engang beskyttet af udenlandsk diplomatisk status. 

 I januar 1788 indkøbte selskabet to skibe, og  22. januar 1788 afsejlede de to skibe. Dixon havde kommando over Felice Adventurer med en besætning på 50 mand, og en handelskaptajn ved navn William Douglas blev udnævnt til at kommandere det andet skib, Iphigenia, med en besætning på 40. 

Blandt dem ombord var der 3, der skulle fragtes hjem. 

Kaiana, som Meares havde bragt med fra den hawaiianske ø Kaua’i under det besøg, som Portlock fik underretning om, han havde foretaget på Hawaii. Meares havde ikke kun haft et sammenstød med indfødte, men han havde også indgået en aftale, en traktat kaldte han det, med Kaiana, som han betragtede som en prins af Sandwich-øerne, ” med det formål at afhænde øen Kaua’i og for at give adgang til alle britiske skibe til disse øer. Comekela, en bror til Nootka-høvdingen Maquinna, som var blevet bragt til Macau af James Hannah for at lære engelsk, så han kunne fungere som tolk for pelshandlerne, skulle også hjem, og endelig var også Wynee ombord - den hawaiianske pige, der havde fungeret som selskabsdame for Francis Barkley, men som var blevet sat af i Macau pga. sygdom og hjemlængsel. Wynee nåede dog ikke hjem. Hun døde lige før ankomsten til hawaii. 

Købmanden og pengemanden  Cox tog sig nogle holmgange med East India Company. I april 1788 blev han mere eller mindre tvunget af East India Company til at vende tilbage til London. I magasinerne The World i oktober og The European Magazine i november skrev han i en artikel med overskriften New Fur Trade følgende: 

 ”The exclusive privilege granted to a Society in England, having prevented all expeditions to the N.W. coast from any of the British settlements in the East, two coppered vessels, the Nostra Signora de Felix Aventura e Discoverto, of 200 tons, and the Nostra Signora de Bom Successo, of 100 tons, were fitted out by an enterprising Portuguese Merchant of Macao. These vessels sailed from the Typa in the month of January 1788, commanded by English officers who had served in the former expeditions to that coast.”

 Bemærk hans indirekte kritik af kompagniet: “The exclusive privilege granted to a Society in England, having prevented all expeditions …” 

Og artiklen omhandler jo netop Meares' ekspedition, som han selv var med til at finansiere. For for at omgå East India Companys monopol, sejlede Meares nu under portugisisk flag. Det var skibene Felice Adventurer og Iphigenia, der havde fået portugisiske navne. 

 Meares fulgte denne gang en ny rute. Han sejlede fra Saranganistrædet syd for den filippinske ø Mindenao ud i Stillehavet og direkte mod Nootka Sound. Han har givet en malerisk beskrivelse af, hvordan det eneste land, han så på denne sejlads var ” … a bare, solitary rock pillar over three hundred feet high in the midst of the sea to the south of Japan, which he said was “one of the most wonderful objects, taken in all its circumstances, which I ever beheld” and which he called Lot's Wife: it is now called Sōfu-iwa (孀婦岩 , “The Widow’s Crag”), a free translation from the English into Japanese. “In regarding this stupendous rock,” Meares said, “which stood alone in an immense ocean, we could not but consider it as an object which had been able to resist one of those great convulsions of nature that change the very form of those parts of the globe which they are permitted to desolate”. Rising immovable from the restless waters, Lot’s Wife was a significant discovery for navigation: Meares fixed 29°50' North and 157°4' East. Den faktisk position er, som Meares ganske rigtig fastslog,  29 grader 50 minutter nordlig bredde, men østlig længdegrad er reelt 140 grader 22 minut,  

Meares fulgte denne gang ikke vejen op langs Japan, til Kurilerne og derefter Aleuterne
og derefter ned langs Amerikas vestkyst som tidligere. 
 Han tog den direkte rute tværs over det uendelig str, tomme Stillehav.

 Meares ankrede op ud for bosættelsen Yoquot i Friendly Bay i Nootka Sound den 13. maj 1788. Comekela - ham som kaptajn Hannah havde taget med hjem fra Yoquot - blev budt velkommen hjem, og Maquinna gav Meares et lille stykke land, hvor han kunne etablere en base i land. Og så gik arbejdet i gang. Men ikke blot med at bygge en base, men med at bygge et skib. Meares havde nemlig medbragt tømmer og redskaber og 50 kinesiske mænd, som her skulle bygge et skib for ham. 

Selv sejlede Meares allerede 11. juni længere sydpå for at handle. Han var interesseret i Juan de Fuca-strædet, efter at have fået fat i Charles Barkleys søkort og papirer, mens han var i Macau. Han satte ind i Clayoquot Sound, som han kaldte Port Cox efter John Henry Cox, den ene af hans forretningspartnere.

Jeg har flere gange indsat kort over disse områder, men måske var det på tide at indsætte en forstørrelse, så du kan se, hvor uendelig mange sunde og stræder der var, som kunne navngives af / efter dem der kom der som nogen af de første.

Udsnit af området omkring Clayoquot Sound et stykke syd for Yoquot Sound

Efter en uges handel I Clayoquot Sound krydsede han Juan de Fuca-strædet. Med kopien af Barkleys kort fra året før prøvede han at komme ind i sundet. 6. juli rundede han et næs i forventning om at finde mundingen af den flod, som spanieren Hezeta havde opdaget i 1775. Yderst i mundingen ligger en stor sandbanke, og forholdene tillod ikke Meares at afgøre, om bugten i virkeligheden var en flod, så han kaldte den Deception Bay og næsset Cape Disappointment. Bugten var i virkeligheden mundingen af Columbia-floden, det navn som floden fik af Robert Gray efter hans skib, Columbia Rediviva, da han kom ind i floden i maj 1792. 

 Meares nåede Tillamook Bay, vest for Portland, Oregon. Han kaldte den Quicksand Bay. Forlandet lige syd for Tillamook Bay blev kaldt Cape Lookout, men er siden blevet omdøbt til Cape Meares. 

Pilen angiver Cape Meares

Cape Meares. Området indgår nu i en nationalpark.

Nu satte Meares igen kurs mod nord. Han sejlede længere ud fra kysten, og 11. juli nåede han igen land i Barkley Sound.  Meares sendte en langbåd med 12 mand i land med en vis Duffin i spidsen for at undersøge den nordlige bred af Juan de Fuca-strædet. De kom tilbage en uge senere med de fleste mænd såret af pile og spyd eller i det mindste hårdt forslået, selvom ingen var blevet dræbt. De havde handlet med nogle indfødte, men den 16. var de blevet overfaldet i Clo-oose Bay. Duffin kaldte nu bugten for Hostility Bay. 

Langbåden med Duffin slap væk fra Port Hawkesbury, som Duffin kaldte indløbet (nu Port Juan) og vendte tilbage til Barkley Sound. I sin dokumentation overdrev Meares den afstand, Duffin havde roet ind i strædet, og han hævdede også, at der blev foretaget en besiddelseshandling for Storbritannien, selvom han sejlede under portugisisk flag. 

Meares vendte tilbage til Nootka 26. juli. Han var godt tilfreds med fremskridtene på bådebygningen, men 28. juli udbrød der et mytteri ledet af bådsmanden. Meares genoprettede hurtigt status quo, og mytteristerne fik valget mellem at blive straffet eller at leve mellem indianerne, nootkanerne. Mytteristerne valgte det sidste, men nootkanerne ville ikke vide af dem, hvilket efterlod mytteristerne i en elendig situation. I løbet af september forlod Maquinna sin sommerlejr ved Yoquot og trak til sit vinterkvarter, Tahsis, lidt længere nordpå, og alle mytteristerne på nær den ledende bådsmand blev taget til nåde af Meares. Han har nok haft brug for deres arbejdskraft. 

 Da der 6. august blev der set sejl, forventede Meares, at det var William Douglas på Iphigenia. Det var det ikke. Det var Charles Duncan på Princess Royal, et King George’s Sound Company-fartøj fra London. Meares besluttede at besøge Port Cox / Clayoquot Sound, så han sejlede ud fra Nootka den 8. og mødte Duncan til søs. Begge skibe gik ind i Clayoquot, før de gik til Nootka.

Og den 27. august ankom endelige Douglas på Iphigenia. 

17. september ankom endnu et skib. Det var Lady Washington fra Boston, anført af Robert Gray. 

 

20. september blev det nybyggede skib søsat. Det blev til Meares’ store tilfredshed beundret af englændere og amerikanere og nootkanere, som var vendt tilbage for at overvære begivenheden. Amerikanerne fejrede det ved affyring af fyrværkeri, fordi de også fejrede Amerikas uafhængighed af englænderne.

 

Launch of the North West America

 

 Skibet fik navnet North West America. Det var det første skib, der var bygget af ikke-indfødte i Amerika. Robert Funter fik kommandoen over det nybyggede skib, og mænd og forråd blev overført fra Meares’ to andre skibe. 

 24. september sejlede Meares selv afsted fra Yoquot medbringende de indsamlede skind. Ved afrejsen lovede han Maquinna, at han ville vende tilbage det følgende år for at udvide sin virksomhed. Efter et kort ophold på Hawaii, Kaua’i og Niihau nåede han Macau den 5. december 1788. 

To dage efter at Meares var sejlet fra Yoquot ankom endnu en amerikaner, nemlig John Kendrick på skibet Columbia Rediviva. Gray og Kendrick var sejlet ud fra Boston sammen, undervejs byttede de skibe, og nu var de atter sammen.

 Douglas havde fået besked på, at sejle sit skib og den nye skonnert til Hawaii for vinteren og derefter vende tilbage til den nordvestlige kyst for mere handel. Oktober blev brugt til de sidste forberedelser, og 27. oktober forlod han og Funter Yoquot på  Iphigenia og North West America.. 

 De to amerikanere valgte at blive i Nootka Sound for vinteren. De ville blive venner med indianerne, og så en fordel i at ligge klar til handel med skind, før englænderne vendte tilbage og dermed få et forspring. 

Da Meares nåede Macau, fandt han ud af, at hans selskab var gået fallit. Men hurtigt, den 23. januar 1789 indgik han i nyt selskab med navnet  ”Associated Merchants of London and India Trading to the North West Coast of America” 

Det var et bemærkelsesværdigt foretagende. For det var et partnerskab, som John Etches fra King George's Sound Company dannede sammen med  Meares og hans medarbejdere, Beale og (i fravær) Cox.

John Etches, det var ham der var broder til en af ejerne af King George's Sound Company -  ham der havde sejlet som supercargo på et af selskabet skibe - ham der rapporterede til Dixon om Mackays andel i Barkleyparrets ulovlige handel ved Nootka Sound.

 Således kom Meares nu i partnerskab med sin tidligere konkurrent, King George’s Sound Company, og dermed kom Meares endelig til at sejle under engelsk flag. Alligevel lykkedes det Meares at løbe ind i kontroverser og skærmydsler, nu med spanierne. 

Herom i næste blogindlæg. 

 Men inden jeg slutter her, skal der yderligere et par historier.

Den første om  John Henry Cox – ham der helt fra starten havde været Meares’ forretningspartner. 

 Cox var vist også lidt af en spradebasse. Som tidligere nævnt var han utilfreds med East India Companys monopol. Og East India Company var ligeledes utilfreds med ham. Da han indgik partnerskab med Bengals generalguvernør Sir. John Macpherson, fik han ham til at skrive og klage over kompagniets monopolstilling, men uden at det ændrede noget. 

Da Cox i april 1788 af kompagniet blev presset til at forlade Canton fik han en – ret skør – ide. Han ville udnytte den svensk-russiske krig til egen vinding. 

Han rejste til Gøteborg, og gennem repræsentanter for Svensk Ostindisk Kompagni fik han kontakt med den svenske kong Gustav lll. 

Cox tilbød at stille sit skib Mercury til rådighed for den svenske konge, således at Cox kunne handle i Østasien som svensk privatperson, og kongen skulle have 10 procent af indtægterne. 

Kong Gustaf udstedte autorisation til Captain John Henry Cox of the Swedish naval brig Gustaf III – det var Mercurys dæknavn, og  26. februar 1789 stod Mercury ud – men i starten under engelsk flag for at forvirre East India Company. 

Ombord var flere af Cox's venner, så det lignede næsten blot en lystsejlads.

 28. april passerede de Tristan de Cunha – den mest fjerntliggende beboede øgruppe i verden, der ligger ca 2.787 km fra Cape Town, Sydafrika, 2.437 km fra Sankt Helena, 3.949 km fra Mar del Plata i Sydamerika.

 Oprindelig ville Cox have sejlet rundt om Kap Horn, men efter at have kæmpet med dårligt vejr i flere dage, vendte han mod øst, og det blev  Kap det Gode Håb, han rundede.

 

29. maj nåede Mercury Amsterdam Island midt imellem Afrika og Australien. 

Den første person, der menes at have set øen, var den spanske opdagelsesrejsende Juan Sebastián de Elcano, den 18. marts 1522, under sin jordomsejling. (Hov den jordomsejling har jeg da aldrig hørt om før.) Elcano kaldte øen for Desesperanza (Fortvivlelse), fordi han ikke kunne finde et sikkert sted at lande, og hans besætning var desperat efter vand efter 40 dages sejlads fra øen Timor. Den 17. juni 1633 så den hollandske sømand Anthonie van Diemen øen og opkaldte den efter sit skib Nieuuw Amsterdam. Den første registrerede landing på øen fandt sted i december 1696, foretaget af den hollandske opdagelsesrejsende Willem de Vlamingh. Der var så en mere, jeg aldrig havde hørt om.

 Cox mente sig at være den første englænder, der gik i land på øen. Han opkøbte her 1000 sælskind og adskillige tønder olie. 

18. juli ankrede han op i en bugt på østkysten af Van Diemens Land – nu Tasmanien. Han kaldte bugten for Oyster Bay, et navn, den stadig bærer, og Cox fik forsyninger af vand og brænde. 

13. august nåede han Tahiti og ankrede op i Matavai Bay. 

23. til 25. september var Cox på Hawaii, og derefter fortsatte han til Unalaska Island, en af Aleuterne, hvor han ankom  27. oktober. Men han kom en måned eller to for sent, og der var ingen indfødte, der havde skind at sælge. Cox blev der i 2 uger.

 

At Cox havde nogen intentioner om at deltage i den Svensk-russiske krig og udfylde kontraktlige forpligtelser med den svenske konge og genere russerne, er yderst tvivlsomt. Den kontrakt blev vist kun brugt som en talisman til at forvirre og snyde East India Company.

 27. december 1789 ankrede Cox op i Macao. Han var omhyggelig med på forhånd at melde ankomsten af den svenske armerede brig Gustavus lll under kommando af kaptajn John Henry Cox af den svenske kongelige flåde. Sandsynligvis havde Cox planer om at vende tilbage til det nordlige Stillehav for at handle, men afslutningen på den svensk-russiske krig 14. august 1790 gjorde en ende på disse planer. 

I slutningen af september 1791 sejlede Cox Mercury op ad floden til Cantons ydre havn, Whapoa. Det ærede Ostindiske Kompagni bød ham ikke velkommen. Tværtimod modarbejdede de ham på alle måder, idet de nægtede at give ham opholdstilladelse, fordi de hævdede, at han som engelsk statsborger havde brudt virksomhedens hellige monopol. Ikke desto mindre hejste Cox et preussisk  (??) flag og gik i land. 

Cox kom ikke ret længe til at nyde den enorme formue han havde samlet sammen. Han døde som 41-årig den 5. oktober 1791 og blev begravet den følgende dag på French Island, hvor alle udlændinge, der døde i Canton eller på skibe der, blev begravet indtil slutningen af det 18. århundrede. 

 Men hvad var det så med den anden historie? 

Jo, 28. april 1787, netop den dag Cox passerede Tristan de Cunha, langt ude i Atlanterhavet, da fandt mytteriet på Bounty sted i en helt anden del af verden.

Historien om kaptajn Bligh og mytteriet på Bounty har jeg faktisk allerede skrevet, men den har jeg flyttet over i et selvstændigt blogindlæg, som meget snart bliver udgivet. Så den må du læse der.

 Ellers kommer jeg vist til at bevæge mig for langt væk fra de første  englændere på Northwest Pacific.

 James Cooks rejser kendte jeg en del til i forvejen, syntes jeg. Men jeg har slet, slet ikke været opmærksom på den betydning hans rejser fik i form af den uddannelse og den erfaring som deltagere i hans ekspeditioner fik, som efterfølgende kom til at afføde deres senere personlige ekspeditioner.

Det har været spændende at læse om dem og følge dem på deres videre færd. Spændende at læse om deres møder i de afsidesliggende kolde lokaliteter langs den nordvestlige kyst af Amerika og andre steder. 

I næste indlæg - altså efter indlægget om mytteriet på Bounty - vender jeg tilbage til Nootka Sound og de skærmydsler, som John Meares og spanske José Martinez foranledigede der.

Men hvad med den egentlige hovedperson i dette drama - havodderen! Fortjener den ikke også lidt omtale?

Jo bestemt! Den får også sit eget opslag.