onsdag den 4. december 2019

Minder fra Patagonien

Hvad var det bedste ved vores rejse til Patagonien for snart et år siden? At vi var der! Hvad er det eneste dårlige ved vores rejse til Patagonien for næsten et år siden? At jeg til stadighed drømmer om at vende tilbage.
Eller sagt på en anden måde: Det bedste var det hele! Den storslåede natur, de spændende fortællinger, det gode selskab. Og efterfølgende gode minder og anledning til at søge meget mere viden om det barske område og de seje mennesker, der blev drevet til at søge en bedre tilværelse ved verdens ende. Men så bliver jeg jo opmærksom på alt det, vi også kunne have opsøgt - hvis der havde været mere tid - og vi havde uanede midler.




I øjeblikket er jeg i gang med at læse Bruce Chatwins En rejse i Patagonien, udgivet i 1977. Det er noget af en røverroman. Ved udgivelsen blev den bl.a. i The Guardian meget rosende omtalt som nydefinerende rejselitteraturen. Efterfølgende er Chatwin blevet kritiseret for at have digtet vel meget, og de beskrevne personer har ikke alle været tilfredse med omtalen. Men spændende er den, og den tager mig rundt til de steder, vi besøgte - og mange, mange flere afkroge af Patagonien. Så uh, den får drømmen om selv at vende tilbage igen og udforske meget mere til at blusse op.