Poor Knights of Windsor refererer til en gruppe adelsfolk, der var blevet ruineret under hundredårskrigen. De fik pension og logi af kong Edward III, og deres efterkommere (Military Knights of Windsor) marcherer stadig den dag i dag rundt i Windsor.
Et bemærkelsesværdigt træk ved regionen er de store interne tidevand, der forekommer. Så store, at overflademanifestationen af disse bølger kan ses fra rummet.
En fortælling fra Poor Knights Islands fører frem til oprindelsen af ordet tabu.
En høvding ved navn Tatua førte i begyndelsen af 1820'erne sine krigere på en krigerekspedition til Hauraki-bugten. Mens de var væk, flygtede en slave ved navn Paha fra øerne og rejste til Hokianga, hvor han fortalte høvding Waikato her, at øerne var blevet efterladt uforsvarede. Da Waikato blevet fornærmet af Tatua nogle år tidligere, da han blev nægtet de grise, han var kommet for at bytte for, drog han og hans krigere ud på tre store kanoer for at angribe øerne. De ankom til øerne en nat i december 1823 og overmandede snart øboerne i deres krigeres fravær. Mange øboere sprang ud fra de høje klipper for at undgå at blive taget som slaver. Tatuas kone Oneho og datter blev taget til fange og ført til fastlandet, hvor en fjern slægtning genkendte konen og hjalp de to med at flygte.
Da Tatua vendte tilbage til øerne, var kun ni eller ti mennesker tilbage på øerne, inklusive hans femårige søn Wehiwehi, som havde været gemt i en hule under angrebet. Øerne blev erklæret tapu, og Tatua tog afsted med de overlevende og tog til Bay of Islands, hvor han uventet fandt sin kone og datter.
Tapu betyder helligt/forbudt.
Det engelske ord tabu stammer fra sidstnævnte betydning og stammer fra kaptajn James Cooks besøg i Tonga i 1777.
Jeg synes faktisk, jeg kan huske, jeg har hørt den historie før. Derfor skulle den med.
Blomsten Xeronema callistemon er endemisk for Poor Knights Island. Den blev opdaget i 1924 og kaldes også raupōtaranga eller Poor Knights lilje. Det botaniske artsnavn betyder "med en smuk støvdrager". Et velvalgt navn, når man ser de fremtrædende røde støvdragere i blomsterne.
Det kan også være en henvisning til den australske slægt Callistemon, som bl.a. indeholder australsk lampepudser - som vi i parentes bemærket så på vores netop afholdte ferie på Mallorca.
Xeronema callistemon vokser normalt på rhyolitklipper og klippefremspring og nogle gange i skove. Den kræver meget vand og bestøves af både fugle og sommerfugle.
 |
Længe kunne jeg ikke få øje på planten,
men det må være dem på toppen af klippen. |
Planterne vokser fra friske, faldende frø. Selvom de spirer let, kan det tage 10-15 år for dem at vokse til blomstringsstørrelse.
Hvis dens frø falder på et nærliggende træ, som f.eks. Metrosideros excelsa , kan den vokse som en epifyt på det.
Det er dog ikke Xeronema callistemon der giver den flotte blomstring på træet herunder. Det klarer træet selv.
 |
Metrosideros excelsa
Pōhutukawa tree |
Pōhutukawa ( Metrosideros excelsa ) kaldes også newzealandske juletræ , og det hører til den gruppe af træer, der kaldes jerntræ, fordi deres ved er ekstremt hårdt, tungt og stærkt som jern. Det er en fælles betegnelse for træarter, hvor træet har en massefylde på over 1000 kg/m³, hvilket gør, at det endda synker i vand. Cellerne sidder så tæt, at overfladen er svær at bearbejde med almindeligt værktøj.Træet tåler konstant fugt og modstår angreb fra insekter uden kemisk imprægnering. Det bruges ofte til havnekajer, broer og terrasser, fordi det næsten ikke er til at slide op.
Pōhutukawa er et stedsegrønt kysttræ i myrtefamilien, og det er en af tolv Metrosideros- arter, der er endemiske for New Zealand.
 |
Den sjældne Gul pōhutukawa
|
Ud over sine livlige farver er Pōhutukawa også kendt for sin evne til at overleve selv på klippefyldte, usikre klipper, og har fundet en vigtig plads i New Zealands kultur for sin styrke og skønhed og betragtes af maorier som et "chiefly tree".
Chiefly tree er en engelsk oversættelse af det maoriske udtryk rākau rangatira. Det kunne også oversættes til høvdingetræ. Udtrykket benyttes om majestætiske, dominerende eller hellige hjemmehørende træer, der besidder høj spirituel status, enorm styrke og stor nytteværdi. De betragtes som højtstående skikkelser eller skovvogtere, der er knyttet til skabelsesmyter.
Et andet eksempel på et chiefly tree er kauri. Det bliver over 50 meter højt og kan vokse i op til 2.000 år.
Mercury Islands blev observeret af James Cook i 1769, som navngav øerne sammen med Mercury Bay på Coromandel-halvøen, fordi Cook observerede Merkurpassagen i 1769 nær øerne og bugten.
 |
| Mercury Islands |
 |
Mindesmærke for Cooks observation af en Merkurpassage.
Det er fejlagtigt placeret på den modsatte side af bugten i forhold til det sted, hvor Cook foretog sin observation
|
Jeg har farvet omridset af Coromandel-halvøen rødt, så du nemt kan finde den.
Halvøen er kendt for sine flotte strande og gode friluftsaktiviteter, så den er nok et must for de mange roadtrippere og back-packers. Den ligger i behagelig nærhed af Auckland - som ikke er hovedstad, men alligevel er landets største by. To timers sejlads over Hauraki-bugten eller en køretur på 2 1/2 time i bil.
Auckland med forstæder har ca. 1,5 milioner indbyggere - 1/4 af New Zealands indbyggertal. Så New Zealnds indbyggertal er ca. som Danmarks. Til gengæld er landet 6 gange så stort. Knap 170 000 km2. Så fik vi lige det med.
I 1827 fik den franske opdagelsesrejsende, flådeofficer og kontreadmiral Jules Sébastien César Dumont d'Urville (også) øje på øerne og gav dem deres franske navn Iles d'Haussez.
Dumont d'Urville (1790 - 1842) udforskede den sydlige og vestlige del af Stillehavet, Australien, New Zealand og Antarktis.
Han opkaldte øgruppen efter Charles Lemercier de Longpré, baron d'Haussez, der på det tidspunkt var fransk marineminister.
Hovedgruppen af Mercury Islands består af den store Great Mercury Island mod vest, Red Mercury Island mod øst samt fem langt mindre øer imellem dem Alle øerne – med undtagelse af Great Mercury Island er lovmæssigt beskyttede og forvaltes af Department of Conservation som værdifulde naturreservater, hvor offentlig adgang er forbudt.
Whakau er den østligste af Mercury-øerne og er med en bredde på 2,3 kilometer også den næststørste. Hele øen er omgivet af op mod 100 meter høje, rødbrune klipper, hvilket fik kaptajn James Cook til at give øen navnet Red mercury Island under sin udforskning af området i 1769.
Under første verdenskrig brugte grev Felix von Luckner i en kort periode øen som skjulested, mens han forsøgte at flygte fra New Zealand med kurs mod Kermadec-øerne. En vig på øens nordkyst bærer i dag hans navn til minde om denne begivenhed.
Grev Felix von Luckner (1881–1966) var en berømt tysk flådeofficer, søfarer og eventyrer, bedst kendt som Der Seeteufel. Under Første førte han den tyske hjælpekrydser SMS Seeadler, et sejlskib forklædt som norsk trætransport. Han sænkede 14 allierede handelsskibe i Atlanterhavet og Stillehavet uden tab af menneskeliv under selve angrebene. Skibet strandede på et rev ved Mopelia-atollen i Fransk Polynesien i 1917, hvorefter han blev taget til fange i New Zealand. Efter krigen blev han globetrotter og forfatter. Han rejste verden rundt og holdt populære foredrag om sine eventyr. Han døde i Malmö i 1966.
Ahuahu / Great Mercury Island har været beboet af Ngati Hei-folket , som drev kvæg- og fårefarme. I dag er den ejet af to fremtrædende newzealandske forretningsmænd. Den private ø, der rummer to luksuriøse boliger, kan lejes for omkring 20.000 NZD om dagen. U2's forsanger Bono og guitarist The Edge opholdt sig på øen under bandets Vertigo-koncerter i Auckland i november 2006.
Den 30. november 2009 lagde Ahuahu/Great Mercury Island grund til den første vellykkede opsendelse af Rocket Labs suborbitale forskningsraket Atea-1.
En suborbital flyvning er en rejse ud i rummet, hvor fartøjet når over grænsen til rummet, men vender tilbage til Jorden uden at gå i kredsløb. Fartøjet krydser Kármán-linjen (100 km højde), men mangler hastighed til at fastholde en bane om Jorden. Det giver typisk 5 til 12 minutters vægtløshed og observationstid over atmosfæren. Bruges til forskning, turisme og test af raketter
 |
| Det var ikke den kæmperaket, jeg lige forestillede mig. |
Læs mere om begivenheden her. Det er faktisk ret interessant.
Rocket Lab er (nu) et amerikansk firmaet, men grundlagt af en New Zealænder i 2016. Dets primære opsendelsessted i New Zealand er Launch Complex 1, der ligger ved Ahuriri Point på den sydlige spids af Māhia-halvøen.
Herover ses Rocket Labs affyringsrampe - den høje, sorte konstruktion yderst ved havet. Affyringsstedet er verdens første private anlæg til opsendelse af fartøjer i kredsløb og forventes at muliggøre den højeste frekvens af rumopsendelser i historien.
Så skal vi til Hen and Chickens Island og Cuvier Island.
 |
Hen and Chickens Islands stik nord for Auckland City.
Cuvier Island øst-nordøst for Auckland City.
|
Hvis vi lige skal sammenligne med øerne, jeg allerede har fortalt om, så ligger Hen and Chickens Islands ca. 50 km sydvest for Poor Knights Island. Cuvier Island ligger ca. 15 km nord for Mercury Islands.
 |
| Stephenson Island, Poor Knights Islands, Mercury Islands |
 |
Hen and Chickens Islands øverst
og Cuvier Island lidt sydligere
|
Hen and Chickens Islands (eller Marotere-øerne) ligger ud for østkysten af Nordøen i New Zealand. Øgruppen består af én stor ø, "Hen" (Taranga), og en række af seks mindre øer, "Chicken"-øerne.
Også denne gruppe fik sit engelske navn af kaptajn James Cook , som så den den 25. november 1769, da hans skib ankrede op i Bream Bay.
 |
| Bream Bay |
Bream Bay beskrives som en spektakulær kyststrækning berømt for sine 22 kilometer uberørte, hvide sandstrande, blot to timers kørsel nord for Auckland
Navnet Hen and Chickens Islands menes at være et gammelt navn for stjernehoben, der normalt er kendt som Plejaderne.
I thailandsk mytologi er stjernerne kendt som Dao Luk Kai (kyllingestjernerne). Historien fortæller om et fattigt ældre ægtepar, der opdrættede en høne og hendes syv kyllinger. Da en omrejsende munk kom på besøg, og parret ikke havde andet at byde på, besluttede de at tilberede hønen. Hønen overhørte dette og bad sine kyllinger om at klare sig selv, før hun ofrede sit liv for parret. Af sorg og kærlighed kastede de syv kyllinger sig ind i ilden sammen med deres mor. En guddom gjorde hønsene udødelige ved at placere dem på nattehimlen som stjernehoben Plejaderne.
Ud over i Thailand er "Hønen og kyllingerne" en af de mest udbredte folkelige betegnelser for Plejaderne i hele Eurasien.
Engelske, tyske, russiske, ungarnske og tjekkiske folketraditioner har ligeledes brugt betegnelsen "Hønen og kyllingerne" som et populært navn for stjernehoben.
Vikingerne forbandt stjernerne med høns og omtalte dem specifikt som Frejas høns (eller Friggs høns).
Jeg kendte kun denne stjernekonstellation som de syv søstre og den græske mytologis fortælling om dem.
De syv klareste stjerner i Plejaderne er opkaldt efter de mytologiske døtre af titanen Atlas og havnymfen PleioneI. Atlas - kæmpen, der boede på vestkanten af den flade jord og bar himmelhvælvet på sine skuldre. Fordi han skulle holde himlen oppe, var han ikke i stand til at beskytte sine døtre. For at for at beskytte dem mod jægeren Orions meget ihærdige tilnærmelser forvandlede Zeus dem til stjerner. Men den ene søster forelskede sig i et almindeligt (og ufuldkomment) menneske, hvorefter hun gik i skjul, så derfor kan vi kun se seks stjerner.
De syv søstres navne er: Alcyone (den klareste stjerne i hoben), Maia, Electra, Merope, Taygete, Celaeno og Asterope. Selvom hoben ofte omtales som "De syv søstre", omfatter de stjerner, der er synlige for det blotte øje, to yderligere fremtrædende medlemmer, der er opkaldt efter forældrene: Atlas og Pleione.
Tæt på De Syv Søstre er ét af de mest markante stjernebilleder, den store og klare konstellation, Orion. I græsk mytologi er Orion en kæmpestor og smuk jæger fra Boiotien, søn af Poseidon eller født af Jorden.
Også blandt Australiens oprindelige kulturer er Orion en jæger, eller en flok kraftige og stærke unge mænd, og ifølge forfatter og antropolog Daisy Bates anser befolkningen i det centrale Australien Orion for at være en 'kvindejæger' – og især kvinderne i Plejaderne.
Ifølge mange af de australske aborigineres fortællinger forfølger Orion De Syv Søstre, men én af søstrene gemmer sig, eller er død, eller for ung, eller er bortført, så igen er kun seks stjerner synlige.
Antropologerne mente engang, at europæerne tog de græske fortællinger med til Australien, hvor de oprindelige australiere tilpassede historierne, så de passede til deres formål.
Men de oprindelige australieres historier lader til at være langt, langt ældre end kontakten med europæerne, og desuden var der kun ganske lidt kontakt mellem de fleste aboriginer-kulturer og resten af verden i mindst 50.000 år.
Så hvorfor deler de samme fortællinger?
I en nylig artikel Advancing Cultural Astronomy – publiceret hos den videnskabelige forelægger Springer – funderer Barnaby Norris og Ray Norris over dette, og de giver svar på, hvorfor vi kalder konstellationen de 7 søstre, når vi kun kan se 6 stjerner.
Læs selv artiklen for at finde svaret. Det bliver for lang en udredning her, selv om den er spændende. Men jeg kan ikke lade være med at gengive en af overvejelserne: "Så for 100.000 år siden de fleste mennesker virkelig syv stjerner i stjernehoben?"
På Hen and Chicken Islands lever et helt specielt dyr, som grundlæggende er en levende dinosaur - som nogen formulerer det.
Det drejer sig om Sphenodon punctatus kendt som tuatara eller broøgle på dansk. Teknisk set er det dog slet ikke en øgle. Den kom før øglerne. Den er et firbenlignende krybdyr og den eneste overlevende art i ordenen Rhynchocephalia.
Den overlever i dag kun på Hen and Chickens Islands og kaldes ofte et "levende fossil", da dens slægt har eksisteret i over 200 millioner år.
De trivedes i Trias- og Jura-perioderne samtidig med dinosaurerne. Trias for cirka 251 til 201 millioner år siden. Jura for 201 til 145 millioner år siden.
Sphenodontias storhedstid var således for mere end 150 millioner år siden. De tidligste beviser på en sphenodontian kommer fra den øvre midterste Trias i Tyskland .
Jeg bryder mig ikke om padder (undtagen små frøer) og slet ikke krybdyr som slanger, firben og krokodiller (undtagen skildpadder, som på trods af navnet ikke er en padde).
Men Tuataraen er alligevel så speciel, så på trods af, at den er et krybdyr, så får den et par ord.
Tuataraer har en overfladisk lighed med øgler, men adskiller sig fra disse ved hverken at have trommehinder, mellemøre eller egentlige tænder, men i stedet savtakkede kæber, der bevæger sig som en sav i stedet for op og ned, når de tygger.
https://en.wikipedia.org/wiki/Tuatara
Tuataraen har et tredje øje - et parietaløje. Organet sidder i kranietaget hos visse fisk, padder og krybdyr (f.eks. firben) og er særlig udviklet hos tuataraer.
Øjet kan ikke fokusere eller danne billeder, men det hjælper tuataraen med at registrere lys og mørke, styre døgnrytmen samt regulere kropstemperaturen.
Et voksent individ bliver normalt omkring 60-70 centimeter langt og vejer op mod 1,2 kilogram.
Hvor mange moderne krybdyr kræver varme omgivelser for at være aktive, trives tuataraen bedst ved temperaturer omkring 10-15 grader Celsius. Det gør den til et af verdens mest kuldetolerante krybdyr.
Når temperaturen bliver for høj, søger den beskyttelse i sine huler. Denne egenskab har sandsynligvis været en af hemmelighederne bag dens overlevelse gennem enorme klimatiske ændringer, fordi den ikke er afhængig af varme miljøer på samme måde som mange andre reptiler.
De har et meget lavt stofskifte og kan i hvile nøjes med én vejrtrækning i timen.
Hunnerne bliver ikke kønsmodne, før de er mindst 20 år gamle, men en tuataras levetid kan til gengæld overstige 100 år. Der findes en gammel han i fangenskab ved navn Henry, som med succes har parret sig med hunner i fangenskab i en alder af omkring 115 år.
Ligesom slanger og øgler, er tuataraen udstyret med tohemipenisser, som fungerer uafhængigt af hinanden. De bruger kun én ad gangen under parring, ofte skiftevis. Når de ikke er i brug, opbevares de inde i dyrets hale
Hunnens æg udvikler sig ekstremt langsomt. En hun kan bruge op mod 16 måneder på at klargøre en enkelt æglægning, hvilket er blandt de længste reproduktionsperioder blandt krybdyr.
Hos tuatara bestemmes kønnet hos ungerne af temperaturen under udviklingen i ægget. Når klimaet bliver varmere, produceres der flere hanner.
Den langsomme livsstrategi betyder, at arten ikke hurtigt kan genopbygge bestande efter tilbagegang. Til gengæld har den gennem millioner af år været perfekt tilpasset en verden, hvor langsomhed ikke nødvendigvis var en ulempe.
Hvis du har mod på det, ligger der en video om den laangsomme tuatara
her
Af nogle betegnes tuataraerne som levende fossiler , fordi de er overlevende fra en relativt forskelligartet gruppe. Andre bryder sig ikke om betegnelsen. På
Reddit ligger en interessant diskussion af spørgsmålet, hvor nogen hævder, at hvis tuataraen er et levende fossil, så er mennesket det også.
Saddlebacks er unikke, meget energiske sangfugle, der er endemiske for New Zealand. De er kendt for deres blanke, sorte fjerdragt, den karakteristiske kastanjebrune sadel og to orange eller røde hudlapper ved næbbet.
De er også kendt for deres frygtløshed og støjende opførsel. De tiltrak derfor opmærksomheden hos europæiske naturforskere i det 19. århundrede.
.jpg) |
Litografiet er udført af John Gerard Keulemans
Fra Walter Lawry Bullers "A History of the Birds of New Zealand" 1888. |
Maorinavnet "Tieke" er det navn, der almindeligvis bruges i New Zealand. Det stammer fra dets karakteristiske kald, "ti-e-ke-ke-ke-ke". Det spiller traditionelt en vigtig rolle i maoriernes tro. Et kald fra højre betragtes som et godt varsel , mens et kald fra venstre ses som ugunstigt.
Der knytter sig en del maori-legender til saddlebacks.
En af dem fortæller, hvordan fuglen fik sin sadel.
I maorisk mytologi handler kampen mod solen om halvguden og helten Māui, der fangede og tæmmede solguden Tamanuiterā, fordi solen bevægede sig alt for hurtigt over himlen. Det betød, at dagene var alt for korte til, at folk kunne nå at skaffe mad og tørre deres tøj.
Māui og hans brødre rejste mod verdens ende om natten og skjulte sig om dagen, så solen ikke opdagede dem. De flettede store reb af tæt flettet hør og lavede snarer for at fange solens stråler, mens den sov i sin dybe grube. Da solen stod op, strammede brødrene rebene og holdt den fast. Māui slog solen hårdt med sin magiske kæbeknogle, indtil solen blev udmattet. Solen bad om nåde og gik med til fremover at bevæge sig langsomt over himlen, så menneskene fik længere dage
Efter sin kamp med solen var Maui tørstig. Han bad Tieke om at bringe ham vand. Tieke lod som om han ikke hørte ham. Så greb den rasende Maui fuglen med sin stadig varme hånd og efterlod et brændemærke på dens ryg.
Saddlebacks flyver dårligt. Derfor hopper de mest fra gren til gren, men kan også flyve korte afstande. De optager et territorium, som de markerer med sang i skumringen. Deres trusselsopvisninger mod rivaler inkluderer hovedvippen, halenviftning og trilling, hvorunder de kødfulde lemmer på deres næb svulmer op. Direkte udfordringer fører til kampe, hvor modstanderne forsøger at gribe hinanden i disse lemmer.
Saddlebacks bygger rede i epifytter, træbregner eller træhuler, ofte tæt på jorden. Ungerne forlader også reden for at hoppe rundt på jorden på deres karakteristiske støjende måde.
De er primært insektædere. De river barkstykker af træer med deres næb og spiser insekterne nedenunder, men de søger også efter føde i bladaffald. Ud over insekter spiser de også frugt og nektar.
.jpg) |
| Saddleback, der spiser i new zealandsk hør-plante |
 |
Billedet er kendt som "Femme Maori - Maori woman at Papakura"
Historisk fotografi af en Māori-kvinde fra New Zealand,
taget mellem 1868 og 1898, hvor hun er iført en traditionel kappe af hørfibre. |
Nu har jeg omtalt saddlebacks under Hen and Chickens Islands, men de findes også på Cuvier Island, som er den næste ø. (Men det er kun ved menneskelig indgriben.)
Men inden vi kommer til den, skal vi lige have en helt anden historie fra Hen and Chicken Islands, nemlig Forliset af RMS Niagara.
Natten til den 19. juni 1940 ramte det canadisk-australske passager- og postskib, Niagara, to tyske søminer udlagt af hjælpekrydseren Orion.
Den tyske hjælpekrydser Orion (også kendt som Schiff 36 og Raider A) var et kaper- og handelsskib i Nazitysklands Kriegsmarine under Anden Verdenskrig. Skibet blev bygget i 1930–1931 som fragtskibet Kurmark, blev ombygget til krigsformål og indsat fra december 1939 til at opbringe og sænke allieret skibsfart. Det har jeg faktisk skrevet om tidligere. Jeg kan bare ikke helt huske hvor. Måske i et af de blogindlæg, der endnu ikke er blevet færdigt og udgivet - tror jeg næsten. Så må det jo dukke op på et tidspunkt.
Det canadisk-australske skib var en 13.415 tons tung oceandamper. Stillehavets Titanic blev det kaldt under byggeriet pga. sin luksus og størrelse, men passagererne ombord på dette skib var heldigere end dem på det virkelige Titanic. Alle 349 passagerer og besætningsmedlemmer overlevede mirakuløst og blev reddet i land i redningsbåde.
Men skibet medbragte også en tophemmelig last af 590 britiske guldbarrer til en værdi af flere millioner pund, pakket i 295 kasser, som alle gik ned med skibet.
I en stor bjærgningsoperation allerede året efter lykkedes det et dykkerhold at bjærge 585 af guldbarrerne, mens de resterende fem aldrig er blevet fundet.
Skibet ligger i dag på havbunden i en dybde af ca. 121 meter i Hauraki Gulf, præcist placeret i sejlrenden mellem Bream Head, Hen and Chickens Islands og Mokohinau Island, og vraget overvåges i dag nøje af Maritime New Zealand og Department of Conservation - ikke på grund af de resterende fem guldbarrer, men på grund af den store mængde olie, der stadig vurderes at ligge i skibets tanke.
Cuvier Island
Igen er franske Jules Dumont D'Urville på banen.
Øens maoriske navn er Repanga, men det var D'Urville, der gav øen navnet Cuvier efter Jean Léopold Nicolas Frédéric, baron Cuvier (1769 – 1832) – kendt som Georges Cuvier.
George Cuvier var en fransk naturforsker og zoolog - en fremtrædende skikkelse inden for naturvidenskabelig forskning i begyndelsen af det 19. århundrede. Cuvier spillede en afgørende rolle i etableringen af fagområderne sammenlignende anatomi og palæontologi gennem sit arbejde med at sammenligne nulevende dyr med fossiler, og undertiden betegnes han som "palæontologiens fader"
Cuvier er, ligesom næsten de fleste af de andre småøer jeg fortæller om, et beskyttet naturområde
Under Hen island skrev jeg, at kun på denne ø, fandt man Saddleback-fuglen.
Det var også rigtigt i begyndelsen af det 20. århundrede. Da var saddleback uddøde på New Zealands fastland. Men i 1960'erne begyndte man at flytte fuglen til Cuvier Island, som nu har en meget sund bestand.
Nu er man så i gang med at flytte Saddleback-fugle fra Cuvier Island til Cape Sanctuary nær Napier.
 |
| Cape Sanctuary nær Napier |
Et blogindlæg fra New Zealand Bird Banding & Banders (ringmærkning og ringmærkere på New Zealand) fra 2013 fortæller om en sådan flytning:
"Tre fra vores gruppe (Nikki, Sussie og Annette) er netop vendt tilbage efter en uge på Cuvier Island, hvor de har hjulpet med at indfange saddlebacks i tågenet med henblik på en flytning til Cape Sanctuary nær Napier.
 |
| Saddleback-fugl i tågenet |
Planen var at overføre op til 120 fugle over 2 uger, men der var så mange saddlebacks, og vejret var så godt, at der blev fanget 120 fugle på tre en halv fangstdag, og hele operationen var overstået på en uge. Det var heldigt, for vi havde fantastisk vejr, og den følgende uge kom der kuling og skybrud.
Fuglene blev transporteret med helikopter over 2 ture, men Annette og de andre måtte rejse med båd. Der er en stejl sti mellem havet og huset, hvor fyrvogteren plejede at bo (som nu bruges til indkvartering), og ulempen ved denne hurtige beslutning var, at efter at have båret udstyr og mad op til 2 uger, måtte de bære meget af det ned igen. Det var hårdt, selvom der kun var halvt så meget, og det gik ned ad bakke.
 |
| I luftlinje 250 km |
Overraskende nok, selvom der er rigeligt med saddlebacks, så der ud til at være ret lave antal af de andre hjemmehørende arter. Der var kun få fugle af arter som Bellbird,
Red Crowned Parakeet,
Grey Warbler,
Fantail og
Morepork, og kun omkring et dusin fugle blev fanget som bifangst.
Der var nogle store flokke af
Silvereyes,, men selv solsorte og finker var forholdsvis sjældne."
 |
| Bellbird |
Bellbird - klokkefuglen udgør en væsentlig del af det berømte newzealandske fuglekor ved daggry, som de tidlige europæiske nybyggere bed mærke i. James Cook beskrev dens sang som "små klokker, der er stemt helt udsøgt".
Johann Reinhold Forster og Anders Sparrman indsamlede de første eksemplarer i april 1773 under Cooks anden rejse. Forster tegnede klokkefuglen, men hans illustration forblev upubliceret i mange år.
John Latham offentliggjorde en beskrivelse af klokkefuglen i sit værk A General Synopsis of Birds fra 1782. Han nævnte, at klokkefuglen "har en behagelig stemme", og at den på grund af sin evne til at efterligne andre fugles kald "blev kaldt Mocking-bird af englænderne".
Klokkefugle bruger deres sang året rundt til at forsvare yngleterritorier og føderessourcer. Klokkefugle synger hele dagen, men er særligt aktive tidligt om morgenen og om aftenen.
Syngende hanner stemmer ofte i med hinanden. Deres fulde sang omfatter en række forskellige lyde, såsom klonk- og chonk-lyde, dæmpede toner og skurrende lyde. Hunnen synger med en ret ren frekvens og frembringer sange bestående af 7 til 15 toner. Hun kan indgå i vekselsang med andre hunner eller synge duet med sin mage.
Parringslegen finder sted i august og september, hvor man kan se et par klokkefugle jage hinanden eller synge sammen. Hannens kurtiserings-adfærd omfatter at svirre på stedet eller stige langsomt til vejrs med kroppen i lodret stilling, mens han frembringer en summende lyd med vingerne. Der forekommer også undertiden fodring som led i kurtisering, hvor hannen fodrer hunnen. Kurtiseringen tager til, jo tættere de kommer på at skulle bygge rede. Hunnen bygger en skålformet rede af kviste, mos og fibre og foret den med fint græs, uld og fjer.
Som andre honningædere har klokkefuglen enbørsteagtig tunge, der bruges til at indsamle nektar dybt inde i blomster.Tungen har en længdegående fure, og spidsen er delt i fire segmenter. Enden af hvert segment er forsynet med fine, håragtige strukturer, der danner selve børsten.
Bellbirds var engang vidt udbredte og talrige i hele New Zealand. Da europæerne ankom, var de en af de mest almindelige fuglearter. Bestanden af bellbirds er faldet markant som følge af ødelæggelsen af de oprindelige skove (påbegyndt af maorierne og videreført af europæerne samt indførslen af invasive rovdyr. Mellem 1860'erne og omkring år 1900 faldt antallet af bellbirds drastisk, hvilket fik mange ornitologer til at lede efter andre årsager end blot skovrydning og indførte pattedyr.
Walter Lawry Buller var en af de første ornitologer, der omtalte et markant fald i antallet af klokkefugle i 1860'erne.
Walter Buller var en fremtrædende newzealandsk ornitolog i det 19. århundrede. I 1871 citerede han Frederick Maning, en beboer i Hokianga, for følgende udtalelse:
Jeg husker en tid – ikke for længe siden – hvor maoridrengene kom ud af skoven med hundredvis af korimakoer hængende i snore om sig; nu hører man knap nok fuglen. Tidligere vrimlede de i tusindvis i de nordlige skove, men nu er de så godt som uddøde.
Maorierne jagede klokkefugle for deres køds skyld ved hjælp af forskellige metoder. De benyttede spyd eller lange, tynde stænger til at ramme fuglene. Snarefælder på jorden, kendt som puaka, blev agnet med honningholdige blomster, såsom dem fra pōhutukawa-træet. Ved direkte jagt skjulte jægeren sig i et skjulested lavet af vegetation, eksempelvis bregneblade eller blade fra nīkau-palmen. Jægeren opsatte derefter en lavtsiddende, vandret siddepind med en snare over skjulestedet og lokkede klokkefuglene til ved at efterligne deres kald ved hjælp af et blad, der blev holdt mellem læberne. Når en fugl landede på siddepinden, slog jægeren til. En metode til at fange levende klokkefugle involverede en fælde kaldet en tuke. Det var en lang, tynd stang, der endte i et kort, vandret stykke med en løkke for enden af en lang snor. Fældens konstruktion gjorde det muligt for fangeren at stramme løkken til, når en fugl landede på enden af tuke-stangen, så dens ben blev fanget.
Tilberedningen af et måltid med klokkefugl indebar, at fuglene blev tilberedt hele i hāngī (jordovne). Klokkefuglene blev plukket, men de indre organer blev ladt urørte for at give en særlig smag. En anden tilberedningsmetode gik ud på at pakke klokkefuglene ind i store blade fra puka- eller rangiora-planter og placere dem i et lavt hul, cirka 15 cm dybt. Derefter blev de dækket med aske og jord, indtil de var færdigtilberedte, hvilket sikrede, at saft, fedt og aromaer blev bevaret indeni.
"He kōpara kei te hāku rae"Betydning: "En klokkefugl på min pande."Anvendelse: Henviser til en person, hvis tanker eller opmærksomhed konstant flitter hurtigt fra emne til emne.
Ud over ordsprog, der fremhæver klokkefuglens sangtalent, findes der også mere negative sammenligninger mellem hunfuglenes rastløse natur og uansvarlige eller endda promiskuøse kvinder.
 |
| Red Crowned Parakeet |
Rødkronede parakitter er grønne papegøjer med store haler. De er nemmest at genkende på deres klare gulgrønne fjerdragt og karminrøde pande, halefinner , øjenstriber og forsiden af kronen . De har også røde pletter på begge sider af bagdelen. Mens de flyver, kan deres mørkeblå ydervinge være synlige.
På fastlandet findes fåtallige bestande af Rødpandet parakit i store skovområder. Resten af bestanden er begrænset til Stewart Island og en række småøer som f.eks. Cuvier.
Der findes underarter på f.eks. Kermadec-øerne og Chatham-øerne.
En australsk underart, macquarie-parakit, der fandtes på Macquarie Island, (et australsk subantarktisk territorium, der ligger cirka 1.500 km sydøst for Tasmanien og halvvejs til Antarktis), og øst for South Islan) og Auckland Island i New Zealand - er uddød.
Macquarie Island beskrives i øvrigt som enhver geologs drøm, da det er eneste sted på Jorden, hvor bjergarter fra Jordens kappe (ca. 5-6 km under havbunden) aktivt er blotlagt over havoverfladen. Hele øen er dannet ved en voldsom tektonisk kollision mellem Stillehavspladen og den indo-australske plade langs Macquarie-ryggen og består af oceanisk skorpe samt kappematerialer såsom pude-basalt, gabbro og peridotit.
 |
| Satellit-foto af Macquarie Island |
Parringsadfærd begynder at finde sted omkring to måneder før æglægningen, midt i oktober. I begyndelsen af oktober begynder hannerne at eskortere deres ledsager for at inspicere potentielle redesteder . Mens han holder vagt foran et hul, udforsker hunnen det forsigtigt. Hun kommunikerer, at hun har fundet et passende hul ved gentagne gange at gå ind og ud af hullet. Hunnen graver derefter et hul op til 10-12 cm dybt og 15 cm bredt i bunden af redekammeret med sin overkæbe og fødder. Træflis fra væggene tygges og bruges som substrat. Gennem hele redebygningsprocessen forbliver hannen i nærheden, fodrer sig selv og sin mage samt jager andre parakitter væk.
Reder findes oftest i hullerne i store, sunde træer, selvom andre typer hulrum ikke er udelukket. Disse omfatter huller i klipper, hulrum mellem planters rødder, forladte havfuglehuller og menneskeskabte strukturer. Det er også blevet bemærket, at et flertal af redeindgangene vender mod nord.
 |
Fantail
|
New Zealand fanhale Rhipidura fuliginosa er en af New Zealands mest kendte små endemiske sangfugle. Udbredt i hele New Zealand
Det er en lille insektædende fugl, den eneste art af fantail i New Zealand.
Der er ingen tvivl om, hvorfor den fik sit navn. Det ses tydeligt på de næste billeder.
På dansk kaldes den viftehale.
I de vågne timer er fuglen næsten aldrig stille. Den flyver fra siddeplads til siddeplads, nogle gange på jorden, men mest på kviste af et træ eller en anden bekvem genstand, mens den holder øje med flyvende insekter.
På grund af viftehalernes konstante bevægelse kaldes mennesker, der farer meget rundt og ikke kan sidde stille, undertiden for en viftehale - (ligesom klokkefuglen også bliver brugt til en (kritisk) traditionel betegnelse for især kvinder, der ikke kan falde til ro eller sidde stille.
Fuglene er ikke sky og vil ofte flyve inden for få meter fra mennesker, især i skovområder og forstadshaver. Derved er den i stand til at fange små flyvende insekter, der kan være blevet forstyrret af menneskelige aktiviteter såsom at gå eller grave. De følger også ofte efter tīeke, der er på jagt efter føde. Det skyldes, at pīwakawaka sætter pris på et nemt måltid og holder øje med madresterne! - skriver en anden kilde.
Fantails / viftehalers reder har - ligesom fuglen selv - en lang "hale".
Fantails bygger ofte adskillige ufærdige eller forladte reder (op til syv på en enkelt sæson) før eller under yngleperioden, hvilket forskere mener er med til at forvirre rovdyr.
De kan lægge flere kuld æg om året – de har været kendt for at opfostre op til 15 unger i løbet af en enkelt ynglesæson.Når der opdrættes flere kuld, overlader hunnen ofte de nyligt flyvefærdige unger i hannens varetægt, så hun kan begynde at bygge den næste rede.
 |
Fantail på rede
|
Under kolde temperaturer vil en flok fantails krybe sammen for at holde sig varme. Det er således kendt, at fantailsaf og til overnatter i fællesskab i perioder med koldt vejr.
På maori kaldes den for Pīwakawaka, og den er endnu en budbringer fra guderne. Dem har maori-mytologien en del af.
I maori-mytologien er pīwakawaka en budbringer, der bringer død eller dødsnyheder fra guderne til folket. Fuglens løgformede øjne og uberegnelige flyveadfærd tilskrives, at den blev klemt af halvguden Maui , for at få den til at da afsløre, hvor hans stammoder Mahuika , ildguddommen, gemte sig. Senere forsøgte Māui at gøre menneskeheden udødelig ved at trænge ind i dødsgudinden Hine-nui-te-pōs krop (faktisk gennem hendes vagina), mens hun sov. Han bad skovens fugle om at være fuldstændig stille. Men pīwakawaka kunne ikke dy sig; den kom til at grine ad synet, hvilket vækkede gudinden, som derefter dræbte Māui med sine vaginatænder. Siden dengang har fuglen været set som en budbringer mellem de levendes og de dødes verden.
Men den kaldes også Tieakawaka. Ifølge legenderne var Tiwakawaka barnebarn af Maui og navnet på en af de første maori-nybyggere, der ankom til Bay of Plenty for mere end 1000 år siden – længe før de store migrationsbølger.
Han blev stamfaderen til Ngāti Awa-stammen. ,
Te Mautaranui, en senere høvding for denne stamme har skabt stammens motto: ”Jeg er som en fugleunge, en nyfødt fugl, der netop er ved at lære at flyve.” Disse ord, der blev udtalt af Te Mautaranui på hans dødsleje efter at stammen havde mistet deres stammeområder under nogle stammekrige i midten af 1860’erne. Han lægger fortidens uretfærdigheder bag sig. og mottoet udtrykker håb om en lys fremtid. Måske et motto, der var godt at huske.
Morepork-uglen Ninox novaeseelandiae) også kendt under sit maoriske navn ruru, er en lille, brun ugle, der findes i New Zealand og på den australske ø Norfolk Island samt tidligere på Lord Howe Island. Den har flere navne, som f.eks. boobook og mopoke, der alle er lydmalende og afspejler artens karakteristiske kald. På dansk hedder den New Zealandsk høgeugle.
Morepork er den eneste indfødte ugle i New Zealand, der er bevaret.
Der anerkendes tre underarter af morepork-uglen, hvoraf den ene, latteruglen, blev sjælden i slutningen af 1800-tallet, og den sidste sikre registrering af fuglen var i 1914 (og det var en død fugl). I 1940 blev erklæret for uddød.
I sit værk Supplement to the Birds of New Zealand (1905) beskrev Sir Walter Buller et vidneudsagn fra en korrespondent. Vedkommende berettede, at latterugler blev tiltrukket af harmonikamusik, når der blev spillet på instrumentet i ødemarken. Lyden af en harmonika på lang afstand mindede angiveligt utrolig meget om latteruglens eget melankolske og hylende kald. Når musikerne spillede, troede uglerne derfor, at det var en artsfælle, og de lokkede fugle kom helt tæt på for at undersøge lyden. Det var en af de få måder, man nemt kunne lokke den ellers sky og i dag uddøde natfugl frem på.
 |
| Udstoppet latterugle på Museum of New Zealand |
Den sidste underart eksisterer kun som en hybridpopulation.
En hybridpopulation er en gruppe organismer, der opstår, når to forskellige arter, underarter eller genetisk forskellige grupper parrer sig med hinanden og udveksler genetisk materiale. Denne blanding skaber en unik genpulje, der kombinerer egenskaber fra begge de oprindelige ophavslinjer.
 |
| Silvereye |
Silvereye eller wax-eye Zosterops lateralis – også kendt under sit maoriske navn, tauhou, er en meget lille, altædende passerine - spurvefugl, 11 til 13 cm lang og med en vægt omkring 10 g.
I Australien og New Zealand kaldes den undertiden white-eye, men dette navn bruges oftere om alle arter i slægten Zosterops eller hele familien Zosteropidae - brillefugle.
Brillefugle lever på de fleste tropiske øer i Det Indiske Ocean, det vestlige Stillehav og Guineabugten. Bortset fra enkelte vidtudbredte arter i slægten Zosterops er de fleste arter endemiske for enkelte øer eller øgrupper.
I New Zealand blev silvereye første gang registreret i 1832. Den ankom i større antal i 1856, og det antages, at en trækkende flok blev ført mod øst af en storm. Da den tilsyneladende er ankommet på naturlig vis, er den beskyttet som en hjemmehørende newzealandsk art. Dens maoriske navn, tauhou, betyder fremmed eller – mere bogstaveligt – nyankommen.
Silvereye gør stor nytte i haver og frugtplantager, hvor de æder insekter, der skader afgrøderne. Nogle frugtavlere, vinbønder og haveejere betragter dem dog som et alvorligt skadedyr, især fordi de på grund af deres ringe størrelse slet ikke lader sig hindre af fuglenet, men uhindret smutter ind og ud gennem maskerne. De tiltrækkes af en lang række frugtsorter, herunder æbler, citrusfrugter, feijoa, figner, vindruer, pærer og kaki-frugter.
I teksten frra Cuvier Island nævntes også finker. New Zealand har imidlertid ingen hjemmehørende finke-arter. Alle finker, der findes i landet, blev indført af europæiske nybyggere i det 19. århundrede. I dag er tre hovedarter udbredt i hele landet: the goldfinch - stillitsen, der værdsættes, fordi den æder ukrudtsfrø, the redpoll - gråsisken og the chaffinch. - bogfinken.
 |
| European Goldfinch |
 |
Redpoll - gråsisken er kendetegnet ved sin røde pandeplet.
Næbbet er gulligt. På oversiden er den lys og har mørke striber,
mens vingerne har tydelige lyse bånd.
Hannen har i yngletiden rødt bryst. Ungfuglene kan mangle den røde pande. |
Det blev til en hel stribe fugle ud fra teksten fra New Zealand Bird Banding & Banders. Og det endte med at blive helt hjemligt. Gråsisken er en almindelig ynglefugl i Danmark, og den så vi uden for køkkenvinduet denne vinter. Eller dvs. det var i hvert fald første gang vi fik den identificeret som gråsisken - netop ud fra den røde pandeplet og en god fuglebog.
Men hvorfor gennemgår jeg alle de fugle?
Dels fordi jeg finder smukke billeder og dels fordi jeg får ny unyttig viden. Som f.eks. at der anerkendes tre underarter af morepork-uglen, hvoraf den ene er uddød, og en anden kun eksisterer som en hybridpopulation :-) Hvem ved, måske jeg en dag får brug for at benytte ordet hybridpopulation?
Udgangspunktet for denne afdeling var - hvis du husker det - at der blev flyttet saddlebacks fra Cuvier Island til Cape Sanctuary.
Jeg kender yderligere to arter, der også bliver flyttet til Cape Sanctuary, og det er endda to petrelarter fra mit forrige blogindlæg: Grey-faced Petrel ( Pterodroma gouldi, maori Oī Cook's Petrel Pterodroma cookii, maori Tītī.
 |
| Pterodroma gouldi |
 |
| Pterodroma cookii |
Grey-faced Petrel Pterodroma gouldi yngler typisk i jordhuler på mange småøer ud for den nordlige halvdel af Nordøen bl.a. på Three Kings Islands helt i nord, på Mercury Islands, Hen and Chickens Islands og et par andre ø-grupper i Haukiribugten til Cape Kidnappers cirka 600 km mod syd. En nylig litteraturgennemgang har identificeret 178 forskellige ynglepladser i dette område.
Hulerne findes som regel i dyb jord og er typisk større end de huler, som de fleste andre havfugle i regionen graver
New Zealands absolut største koloni af Pterodroma gouldi findes på Whale Island / Moutohora. Den huser anslået 95.000 ynglepar.
 |
Whale Island / Moutohora
Hvis du sammenligner de to seneste kort kan du finde "næsen" yderst til højre.
Så får du en fornemmelse af, hvor Whale Island ligger i forhold til Haurari-bugten og mange af de andre små ø-grupper, vi har været omkring.
|
Men New Zealand ønsker at få fuglen til igen også at yngle på fastlandet. Man har derfor siden 2015 flyttet kyllinger til Cape Sanctuary - især fra Whale Island.
Whale Island er en lille, ubeboet ø, der ligger ud for kysten ved Bay of Plenty cirka 9 kilometer nord for byen Whakatāne. Øen, der har et areal på 1,43 km², er en rest af en kompleks vulkan, som er eroderet og har efterladt to toppe. Området er stadig præget af vulkansk aktivitet, og der findes varme kilder på øen.
 |
| Whale Island / Moutohorā Island |
Bay of Plenty er en stor bugt langs den nordlige kyst af New Zealands Nordø . Den strækker sig 260 kilometer fra Coromandel-halvøen i vest til Cape Runaway i øst.
 |
Cape Runaway ligger i den østlige ende af Bay of Plenty
|
Der angives to oprindelige maorinavne til den store bugt: Te Moana-a-Toitehuatahi (Toitehuatahi-havet) efter Toi-te-huatahi , en tidlig forfader, og Teoneroa (te one roa, "den lange strand". Bay of Plenty-navnet blev givet af James Cook i 1769, da han bemærkede de rigelige fødevareforsyninger i flere maori- landsbyer der, i skarp kontrast til observationer, han tidligere havde gjort i Poverty Bay . Oprindelig havde han ellers tænkt sig at kalde området for Endeavour Bay, som et minde om skibets første landingssted i New Zealand.
 |
Den lille Poverty Bay ligger ved den røde prik ved Gisborne.
Nord herfor finder vi den store Bay of Plenty,
på den anden side af East Cape-halvøen .
Læg også mærke til, hvor White Island er markeret.
Den skal vi nemlig også høre om. |
 |
| I dag ser der ud til at være godt gang i Poverty Bay |
Fotoet herover er fra Bay of Plenty kendt for sit subtropiske klima og krystalklare vand.
Vi ser Mount Maunganui, en ikonisk vulkansk kuppel i New Zealand, der er over 2,35 millioner år gammel. Lokalbefolkningen kalder bjerget Mauao, hvilket betyder "fanget af daggryet".
Bay of Plenty er kendt for sit subtropiske klima og krystalklare vand. Stranden for foden af bjerget, kendt som Main Beach, er gentagne gange blevet kåret til den bedste strand i New Zealand.
Bay of Plenty indeholder adskillige øer. Den mest kendte / spektakulære er
Whakaari, "den dramatiske vulkan"), også kendt som White Island. Whakaari / White Island er nogenlunde cirkulær, omkring 2 km i diameter, og hæver sig til en højde af 321 m over havets overflade. Øen er New Zealands mest aktive keglevulkan og er blevet opbygget af kontinuerlig vulkansk aktivitet over de sidste 150.000 år.
Den blotlagte ø er kun toppen af en meget større undersøisk vulkan , der hæver sig op til 1.600 m over den nærliggende havbund.
 |
| Whakaari / White Island |
Øen har været i en næsten kontinuerlig fase med frigivelse af vulkansk gas, mindst siden den blev observeret af James Cook i 1769.
Whakaari var i samme udbrud fra december 1975 til september 2000, hvilket markerede verdens længste historiske udbrud, og den var også i udbrud i 2012, 2016 og 2019. Udbruddet i 2019 førte til 22 dødsfald. 25 overlevende blev såret, mange kritisk og med alvorlige forbrændinger. 47 personer var angiveligt på øen, da det gik i udbrud, primært turister fra et nærliggende krydstogtskib, der udforskede øen på det tidspunkt. Det mener jeg faktisk at kunne huske fra nyhederne dengang.
På Whale Island er gjort talrige arkæologiske fund, der viser at øen tidligt har været beboet. Maoriernes permanente beboelse ophørte i begyndelsen af det nittende århundrede.
Det maori-baserede navn, Moutohorā , er en forkortet form af Motutohorā , der betyder "Hvalø" eller "Fanget hval". Stavemåden "Motuhora" bruges også. ( Tohorā er det maori-baserede navn for den sydlige rethval .)
Den første europæiske besættelse fandt sted i 1830'erne med et mislykket forsøg på at etablere en hvalfangststation på land . Foretagendet mislykkedes imidlertid, uden at en eneste hval blev fanget. Fyrre år senere kom forsøg på at tjene penge på svovl . Det blev udvundet og solgt til et raffinaderi i Auckland over en årrække, men var af dårlig kvalitet, og foretagendet blev opgivet i 1895. Den næste fase af industriel aktivitet kom i 1915, da stenbrydning leverede sten til opførelsen af Whakatāne havnemur. I alt 26.000 tons sten blev fjernet over fem år.
Whakatāne havnemur omtales almindeligvis som den østlige bølgebryder, som beskytter flodmundingen i byen.
I marts 1999 gik den lokale Ngati Awa-stamme og New Zealands naturforvaltningsmyndighed sammen om at realisere en drøm. Fyrre eksemplarer af saddleback (tieke) blev flyttet fra Cuvier Island til Moutohora (Whale Island).
Denne flytning var en gentagelse af en historisk flyvetur foretaget for århundreder siden. En legende fortæller, at "Mataatua"-kanoen ("waka") blev ledt på vej af to saddlebacks / tīeke-fugle på turen fra Repanga (Cuvier Island) til stedet, der blev til byen Whakatāne.
Mātaatua-kanoen (waka) er en af de store sagnomspundne kanoer, som ifølge maorisk tradition bragte forfædre fra urhjemstedet Hawaiki til New Zealand (Aotearoa) for omkring 700–800 år siden. Rejsen og kanoen er knyttet til centrale personer som høvdingen Toroa, hans bror Puhi og søsteren Muriwai.
De tre blev sendt af sted med forsyninger af søde kartofler (kūmara) til de etablerede bosættelser i New Zealand. Tīeke-fuglene som ledsagede dem slog sig kortvarigt ned på Moutohora (Whale Island), før de vendte tilbage til Repanga (Cuvier Island).
Adgang til Moutohora er i dag begrænset til indehavere af tilladelser fra Department of Conservation. De nuværende indehavere af adgangstilladelser er den lokale maori-stamme Ngati Awa samt turistoperatører og godkendte videnskabelige grupper.
Whale island er "off the grid". Dvs. Ingen offentlig elforsyning, vandforsyning eller kommunal infrastruktur; helt vildt og beskyttet
Det vigtigste træk ved Moutohoras /Whale Island's nuværende fauna er ynglekolonien af Pterodroma gouldi, sodfarvet skråper , små blå pingviner og den truede new zealandske dotterel, som kun findes i visse områder af New Zealand. Den kaldes også New Zealand Plover.
 |
| Sodfarvet skråpe |
 |
| New Zealand dotterel New Zealandsk præstekrave |
Dværgpingvinen (Eudyptula minor) er verdens mindste pingvinart og stammer fra New Zealand og Australien. Den kaldes ofte "fairy penguin", "little blue penguin" eller "blue penguin" på grund af sin skiferblå fjerdragt og er også kendt under sit maori-navn, kororā. Det er en marin art, der lever i kystnære farvande; den dykker efter føde i løbet af dagen og vender tilbage til sine huler på land ved skumringstid. Fjerene hos Eudyptula minor har et højt indhold af melanosomer, hvilket øger vandafvisningen og giver dem deres unikke blå farve.
Truede arter, der lejlighedsvis besøger Whale Island, er den kaspiske terne, nordøens kakao og new zealandsk falk .
 |
Kaspisk terne er verdens største terne
med en længde på 48–60 cm, et vingefang på 127–145 cm og vægt på 530–782 g. |
Den newzealandske kākā Nestor meridionalis er en stor papegøjeart i familien Strigopidae.
Men her er den jo blot en lejlighedsvis gæst, så jeg venter med at fortælle mere om den til senre, når jeg når til et sted, hvor den er mere udbredt.
Den newzealandske falk er New Zealands eneste falk og en af blot fire nulevende, hjemmehørende rovfugle.
Ud over falken er det moropork-uglen, som jeg fortalte om under Cuvier Island, Marsh Harrier, som jeg kommer til senere og Little owl
Little owl / Athene noctua) kirkeugle er en ugleart der blev indført fra Tyskland/Europa mellem 1906 og 1910. Formålet var at få den til at bekæmpe småfugle, som gjorde skade i frugtplantager og kornmarker.
Alternativt nævnes slørugle (Barn owl / Tyto alba), som har etableret sig i nyere tid. Den er selv fløjet over Tasmanien fra Australien eller er ankommet som blind passager med skibe og fly, hvorefter en lille bestand etablerede sig naturligt på Nordøen.
Jeg nævnte tidligere Whakatāne havnemur, som blev opbygget af sten fra Whale Island. Nu skal høre lidt om Whakatāne.
.jpg)
Området, hvor i byen ligger, har længe været beboet. Levn efter maori-pā'er (befæstede maori-landsbyer) i området stammer helt tilbage fra de første polynesiske bosættelser, der anslås at have fundet sted omkring år 1200 e.v.t. Ifølge maori-traditionen gik Toi-te-huatahi – senere kendt som Toi-kai-rakau – i land ved Whakatāne omkring år 1150 e.v.t., mens han ledte efter sit barnebarn Whatonga. Da det ikke lykkedes ham at finde Whatonga, slog han sig ned på stedet og byggede en pā på det højeste punkt af det næs, der i dag kaldes Whakatāne Heads, med udsigt over den nuværende by. (En pā er en bosættelse eller et forsvarsværk.)
Omkring 200 år senere ankom kanoen Mātaatua til Whakatāne. Den historie jeg genfortalte tidligere.
Her kommer en fortsættelse.
Høvding Toroa bad de to saddleback-fugle, som guidede ham og hans skib, om at lede efter et vandfald, der styrter ned ad en klippe, en hule, der giver varmt ly, og en flodmunding, der giver sikker ankerplads. De fandt det ved Wairere-vandfaldene, Te Ana-o-Muriwai og Hinemataroa-floden. Her blev skibet fortøjet i flodmundingen.
Mændene begyndte at losse skibetog gik i land for at komme i kontakt med de lokale. Kvinderne blev efterladt til at passe lejren og holde øje med kanoen. Snart begyndte en storm at bygge op i nord. Strømmen var meget stærkere end forventet, og kanoen begyndte at drive væk. Lige da kom Toroas datter, Wairaka, til wakaen og hun udtalte sine berømte ord "Kia whakatane ake au i ahau" (Jeg vil handle som en mand) og begyndte at padle – noget, kvinder ellers ikke havde tilladelse til. Med hjælp fra de andre kvinder lykkedes det at redde kanoen. Stedet fik navnet Whakatane for at fejre Wairakas ord. I 1965 blev opstillet en bronzestatue af hende ved udmundingen af Whakatāne-floden.
Europæere begyndte at bosætte sig i Whakatane i1830-verne efter at de første hvalfangere, pelsjægere, missionærer og handelsfolk kom til området. Kaptajn James Cook havde sejlet forbi og opdaget regionen i 1769, men der gik årtier før de første faste bosættelser opstod.
Byen var et betydningsfuldt skibsbygnings- og handelscentrum fra 1880, og i takt med at Rangitāiki-sumpen fra 1904 blev tørlagt og omdannet til produktiv landbrugsjord, voksede Whakatāne betydeligt. I begyndelsen af 1920'erne var det landets hurtigst voksende by i en periode på omkring tre år, og i den forbindelse blev elektricitet indført for første gang.
.jpg) |
Whakatāne township ca. 1910'erne,
med Whakatane Hotel til venstre. |
Whakatāne har ofte registreret det højeste årlige antal solskinstimer i New Zealand. Siden de officielle målinger begyndte i 2008, har byen ofte nået op på over 2.600 timer om året.
Men når vi skal høre om Whakatāne, så er det også, fordi det er her, vi finder den anden kendis, jeg tidligt annoncerede ville komme, nemlig John Rowles, som er født i 1947 i Whakatāne.
Rowles er af maorisk afstamning. Hans far, Eddie Hohapata Rowles, spillede rugby union for Māori All Blacks i 1938. Hans mor var af europæisk herkomst. Han voksede op i Kawerau, som er et lille samfund med en økonomi, der i høj grad drives af den nærliggende papirmasse- og papirfabrik , der drives af Norske Skog og OJI Fiber Solutions. Kawerau er en af de yngste byer i New Zealand. Den blev grundlagt i 1953 som en mølleby for Tasman -masse- og papirfabrik. Stedet for fabrikken blev valgt af Tasman Pulp and Paper Company på grund af den lette tilgængelighed af geotermisk energi , vand fra Tarawera-floden og den store forsyning af fyrretræ fra den nærliggende Kaingaroa-skov
Norse Skog i Norge er verdens næststørste producent af avispapir. På et tidspunkt havde de tre papirmaskiner i Kawerau, men Pr. 16. juli 2021 er alle tre avispapirmaskiner ophørt med at fungere på grund af mindre efterspørgsel i takt med at verden bliver digital.
Kawerau er blandt de tre byer i New Zealand med en majoritet af Māori-befolkningen.
John Rowles er bedst kendt for sangen "If I Only Had Time", som nåede en tredjeplads på den britiske singlehitliste i foråret 1968 og lå på listen i atten uger.
Du kan høre sangen her. Jeg tror, du genkender den. Jeg gør i al fald.Han blev en rigtig crooner - og har optrådt sammen med Elvis Presley.
I 1970-erne og 1980-erne optrådte han mest i Las Vegas, Nevada, and Hawaii.
.jpg) |
| John Rowles 2018 |
Rowles har modtaget tre vigtige hædersbevisninger.
I 1974 modtog Rowles Benny Award fra Variety Artists Club of New Zealand Inc – den højeste udmærkelse, en newzealandsk varietékunstner kan opnå.
Rowles blev udnævnt til Officer of the Order of the British Empire i forbindelse med nytårshædersbevisningerne i 1979 for sin indsats inden for underholdning og for at fremme newzealandske interesser i USA.
Han blev udnævnt til Knight Companion of the New Zealand Order of Merit for sin indsats inden for underholdning i forbindelse med dronningens fødselsdagshædersbevisninger i 2018.
Tilbage til fuglene.
Vi skal kort omkring den tredje af de fugle, der flyttes til Cape Sanctuary, og høre lidt om dette reservat.
Cook's Petrel (Tītī) (Pterodroma cookii) yngler tre steder i New Zealand: på Little Barrier Islands, Great Barrier Islands og Codfish island. Tre lokationer, vi skal høre mere om senere. Men også kyllinger fra især Little Barrier Island bliver flyttet til Cape Sanctuary og opfostret her.
Cape Sanctuary ligger ved det sydligste punkt af Hawkes Bay ved det punkt, der hedder Cape Kidnappers og for at høre historien om det navn, skal vi endnu engang have fat i James Cook. Men den venter jeg med til sidst.
|
 | Hawkes Bay indtegnet med rødt
|
|
Hawkes Bay er navngivet af James Cook til ære for Edward Hawke, 1st Baron Hawke. Hawke vandt en sejr over en fransk flåde i slaget ved Quiberon-bugten i november 1759 under Syvårskrigen, hvilket forhindrede en fransk invasion af Storbritannien. Hawke fungerede som First Lord of the Admiralty i fem år mellem 1766 og 1771. I denne stilling lykkedes det ham at få kontrol over flådens udgifter, ligesom han stod i spidsen for mobiliseringen af flåden under Falklandskrisen i 1770.
Det maoriske navn for Hawke's Bay er Te Matau-a-Māui (Māuis fiskekrog). Navnet stammer fra en traditionel fortælling, hvor Māui løftede New Zealands øer op af havet. Ifølge sagnet er Hawke's Bay den fiskekrog, Māui benyttede, hvor Portland Island og Cape Kidnappers udgør henholdsvis krogens nordlige og sydlige modhager.
DeCape Sanctuary er New Zealands største privatejede og finansierede bevaringsprojekt på en 'fastlandsø'. Det blev grundlagt i 2006 af Andy og Liz Lowe i 2006.
De fortæller: "Siden 2006 har Cape Sanctuary arbejdet målrettet på at "hente vores fugle tilbage". Indtil videre er 23 lokalt uddøde arter blevet genudsat på halvøen, og yderligere 11 er på vej."
Vi ved jo, at tre af dem er saddleback, Gould's petrel og Cook's petrel.
Herunder er også en diving petrel / alkestormfugl taget med.
Nogen af de næste, de satser på at få flyttet til stedet er Fairy Prion, Fluttering Shearwater, Flesh Footed Shearwater, Sooty Shearwater, Black Winged Petrel og White Faced Storm Petrel.
Cape Sanctuary rummer New Zealands største koloni af australske suler (takapu) på fastlandet. Den befinder sig øverst på den barske kyststrækning ved Cape Kidnappers. Historikken for denne koloni på 20.000 fugle går helt tilbage til 1870'erne.
Cape sanctuary rummer også krybdyr. Dem er jeg - som du sikkert husker - ikke begejstret for. Men jeg vil alligevel omtale en af arterne, Hawke's Bay Skink.
I 2020 blev denne tidligere ubeskrevne art af skinker opdaget lige syd for Cape Kidnappers. Den er nu klassificeret som en ny art af plettet skink.
Skinker har jeg aldrig hørt om før. Det er ellers en familie af øgler med mere end 1.700 arter og dermed den største nulevende øglefamilie. Skinker er udbredt i det meste af verden og er særlig hyppige i Australien, Sydøstasien og Afrika.
Så utroligt, de hidtil er gået min næse forbi - eller er det?
Det græske ord skinkos betyder en art firben.
Den blåtungede skinke, som i parentes bemærket ikke lever i New Zealand, men Australien, er ret imponerende. Først for dens blå tunge, men også fordi hannerne kan blive helt op til 55 cm og hunnerne føder levende unger. Æggene klækkes lige før de bliver lagt.
Blåtunget skink (Tiliqua gigas Ceram), også kendt som Ceram-blåtunge, er
en af de mest populære skinkearter blandt krybdyrentusiaster.
De fleste skinker lever på eller i jorden. Nogle få arter er klatrende, og kæmpen (op til 60 cm) blandt skinker, snohaleskinken fra Salomonøerne, har sågar gribehale. Skinker kan regenerere afkastede haler. Der er både dag- og nataktive former. De mindre er overvejende rovdyr, mens de større former som blåtungeskinken og grankogleskinken fra Australien er altædende. Der er både æglæggende og ungefødende arter. Kuldstørrelsen er som regel mindre end seks, men kan være op til over 50.
Blandt de mere kendte repræsentanter for skinkerne er apotekerskinken. Den kan "svømme" gennem løst sand med sine veludviklede lemmer. Navnet skyldes, at den har været anvendt til medicinfremstilling. Uf, den er så grim, at jeg ikke engang vil vise et foto af den.
Lad mig hurtigt komme tilbage til fuglene. (Ja, jeg kunne jo også bare have ladet være med at skrive om skinkerne. Men gætter jeg rigtigt, hvis jeg siger, at mine læsere heller ikke kendte dem. Det gør I nu.)
Jeg bringer fire eksempler på små fugle fra Cape Sanctuary: Popokotea, Toutowai, Titipounamu og Miromiro.
Popokotea - hvidhovedet Mohoua var tidligere ret almindelig og udbredt i oprindelige skove på Nordøen og nærliggende små øer, har oplevet en markant tilbagegang i de sidste to århundreder.
Dens nærmeste slægtning er gulhovedet Mohoua.
 |
| NB. Begge billeder er den hvidhovede fugl |
Udbredelsen af hvidhovedet og dens nærmeste slægtning gulhovedet Mohoua er allopatrisk. Allopatrisk artsdannelse er en form for artsdannelse, der opstår, når biologiske populationer bliver geografisk isolerede fra hinanden i et omfang, der forhindrer eller hæmmer genflow. Ordet allopatrisk stammer fra oldgræsk állos (anden) og patrís (fædreland), og fænomenet kaldes også geografisk artsdannelse eller vikariant artsdannelse.
I modsætning til gulhovedet Mohoua, som kun bygger rede i hulrummene i træstammer, som generelt er højt oppe i trækronerne, bygger hvidhovedet en mere konventionel kopformet rede i en højde mellem 1 og 15 meter over jorden; enten i skovens krone eller længere nede i mindre træer eller buske.
Flokke af hvidhovedet fugle udgør en del af hākuturi , en mængde små fugle, der undertiden kaldes Te Tini o te Hākuturi – "Hākuturis myriader",
Popokotea indgår i flere legende. Som budbringer (og spåkone) mellem mennesket og guderne, var den meget tapu (hellig) fugl. Levende fugle blev tidligere fanget og brugt i flere forskellige ceremonielle ritualer.
Når en ny pā (befæstet landsby) blev indviet og ceremonierne var afsluttet, blev en enkelt hvidhoved fugl frigivet uskadt som symbol på, at pā'en blev fri for tapu og kunne trygt betrædes. Formålet med dette ritual var at bringe velstand og vitalitet til pā'en og dens folk i krigs- og fredstid.
Når en kandidat ansøgte om at blive en senior tohunga, skulle han først fange en lille hvidhovedet fugl. Efter flere ritualer blev ansøgeren lukket inde i en hytte for at sove med fuglen en nat. Næste morgen åbnede han døren, og hvis fuglen fløj væk af sig selv, blev hans egnethed til at være seer, hvilket hvidhovedet fuglen faktisk blev betragtet som, bekræftet.
I nogle historier var hvidhovedet fugl en af flere små fugle, som Maui valgte til at ledsage ham i hans søgen efter at afskaffe døden ved at dræbe Hine-nui-te-pō , nattens og dødens gudinde. (Den historie jeg tidligere otalt.)
I en anden historie gik helten Rata ind i skoven og fældede et træ for at lave en kano, men undlod at udføre de rette forsoningsritualer over for Tāne , skovens gud. Hvidhovedet fugle fløjtede skingert ad ham i formaning og om natten samlede de stykkerne af træet, indtil det stod helt igen. Dette skete flere gange, indtil Rata viste anger, og fuglene fældede træet og lavede kanoen til ham.
Skovarbejdere i det 19. århundrede betragtede hvidhovedet fugl som en nyttig vejrudsigt. De holdt en livlig kvidren nogle timer før en kommende storm. Det var en advarsel, som skovarbejderne aldrig lod gå ubemærket hen.
Kolonister kaldte denne fugl "Joey whitehead" på grund af dens karakteristiske hovedfarve. Dette er oprindelsen til fuglens engelsksprogede navn.
Næste fugl er Toutowai Nordøens rødhals.
Den har et ret specielt udbredelsesområde - midten af Nordøen.
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
_male_South_Bruny.jpg)
.jpg)
Men det er først, når man kommer tæt på, man ser de iriserende farver.
.jpg)
