Del 2 af Joanna Lumleys rejse på Silkevejen, som jeg skrev om i mit forrige indlæg, vakte et væld af minder, som jeg slet ikke kunne lade være med at skrive om.
Men det gjorde indlægget alt for langt og usammenhængende. Resolut fjernede jeg det hele for i stedet at indsætte fraklippene i et selvstændigt blogindlæg - som også blev for langt og derfor nu også er blevet yderligere opdelt.
Hvorfor bittersøde minder?
Fordi de vækker et ønske om at gense alle de skønne steder, vi tidligere har besøgt – og fordi det har så lange udsigter, før det kan komme til at ske.
Selv de film, som minderne får mig til at huske og ønske at gense, ligger det tungt med. Selv hvis jeg igen fik en dvd-afspiller, er de er så gamle, at de er svære at skaffe. En del fandt jeg på Amazon, men med en note om, de ikke kan leveres til min adresse – til Danmark.
Men her kommer så første portion minder. Måske de giver læseren lyst til at følge i vore fodspor – engang når det igen bliver muligt.
Det, der fik tankerne til at gå på langfart, var Joanna Lumleys besøg i et smukt byhus fra 1800-tallet iTbilisi., Georgien. Huset – og især trappeopgangen, som jeg har indsat øverst – fik mig til at huske en middag i Havanna sommeren 2014.
Tanja havde fået en bestemt restaurant i Havana, Paladar La Guarida, anbefalet af en dansker, hun tidligere havde mødt i Ecuador. Restauranten var berømt i filmkredse, og mange kendisser havde tidligere besøgt den, fordi mange scener i filmen Fresa y chocolate - Jordbær og chokolade - var optaget her.
I filmen var lokalerne dog ikke restaurant, men hovedpersonens lejlighed, hvor store dele af filmen foregik. Det fortælles, at både den spanske Dronning Sofia i 1999 og den amerikanske sangerinde Beyonce i 2012 nægtede at forlade Havanna uden først at have besøgt lejligheden og set huset, hvor filmen blev optaget.
Filmen er instrueret af Tomas Gutiérrez Alea. Den havde premiere i 1993 og gik for fulde huse i Cuba i otte måneder, den vandt præmier i Spanien og ved Berlin-filmfestivalen og blev endda - meget spektakulært - nomineret til en Oscar i USA.
Det er historien om David, der ser sin kæreste gifte sig med en ældre og rigere mand. Opflammet af de socialistiske paroler tager han fra provinsen ind til Havana for at studere på universitetet. Han møder Diego, en homoseksuel kunstner, der er stærkt modstander af styret.
David spiser chokoladeis som en rigtig proletar gør, mens Diego spiser
jordbæris, som en rigtig bøsse gør. Davids homofobe medstuderende, Miguel
overtaler David til at spionere mod Diego, en person, som de ser som
afvigende og farlig for den kommunistiske sag, så oppe i Diegos lejlighed tager
David og Diego sig mange diskussioner om kultur, samfundsforhold og
livets gang. og med tiden forvandles et fjendskab til venskab.
Lyder det lidt tungt? Det er det ikke.
Jeg har set filmen - den er fantastisk. Elegant og umådelig morsom med alle dens akavede situationer.
Her er to forskellige covers til filmen med meget forskellige udtryk.
Revolution og kærlighed er en god cocktail. Cuba– Havana – det luksuriøse liv før revolutionen og hele revolutionshistorien er noget, der har appelleret til filmskabere.
I 1979 kom filmen ”Cuba” med Sean Connery i hovedrollen som en tidligere britisk major, der kommer til Cuba for at træne diktator Batistas styrker mod Fidel Castro.
En film, jeg ikke kender, men gerne vil se engang.
https://en.wikipedia.org/wiki/Cuba
I 1990 kom filmen ”Havana” med Robert Redford i hovedrollen som den desillusionerede gambler, der ankommer til Cuba i de allermest hektiske dage af revolutionen. Han forelsker sig, og derved inddrages han i revolutionen. Filmen har været vist i tv flere gange – og jeg har set den mere end en gang
Scenerne langs Havanas havnefront, El Malecon, står klart i min erindring.
Filmen har mindelser tilbage til filmen Casablanca fra 1942 med Humphrey Bogart og Ingrid Bergman i hovedrollerne. Så kan det jo kun blive godt.
Også forfattere har fundet inspiration på Cuba.
Leif Davidsen har skrevet en meget underholdende spionroman, ”På udkig efter Hemmingway”, om gymnasielektor i spansk og historie, John C. Petersen, fra Ringkøbing, som bliver groft udnyttet og ufrivilligt inddraget i en indviklet spionaffære. Også her spiller en forelskelse i en smuk cubanerinde ind.
Historien er lidt en pendant til Graham Greenes morsomme roman, ”Vor mand i Havana”, som også er blevet fremragende filmatiseret med Alec Guinness i hovedrollen som den fredsommelige støvsugersælger, der mod sin vilje bliver spion for den engelske efterretningstjeneste.
Filmen er helt tilbage fra 1959, men et gensyn med Alec Guinness er altid velkomment.
Men nu ville vi besøge La Guarida. I receptionen havde de hjulpet os med at finde navnet på et bykort. Da vi ikke helt kunne bedømme afstanden fra vores hotel - hvor lang tid det ville tage at gå derhen - så gav vi adressen til en taxachauffør og kørte i en af de store gamle amerikanerbiler derhen.
Det var en god beslutning - ellers havde vi vist ikke fundet frem til restauranten. Taxichaufføren måtte i al fald bruge en del overtalelse for at overbevise os om, at det var her, vi skulle af.
Hold da op, et run-down område den lå i. Bygningen var forfalden og først troede vi næsten, den var afspærret, men det viste sig bare at være tørresnore, der hang på kryds og tværs og også hen over trappen op til restauranten.
Vi vovede os dog op ad den store trappe – og ind kom vi til den fineste fine old-time restaurant. Det var en stor oplevelse.
Hjemad gik det på gåben, for der var ikke så langt. Men der blev kigget noget efter os på vor vej fra de mange havanesere, der stod og hang på de nedslidte gader og gadehjørner. Det var vist ikke et område, hvor turister normalt spankulerede rundt om aftenen.
En anden aften spiste vi på en lille familierestaurant, som vores guide havde anbefalet for deres fine og billige hummer. (Den guide, vi ikke havde – men det kommer jeg tilbage til senere.)
I gården neden for restauranten hang unge piger på hjørnerne og småbørn løb og legede. Vi funderede over, om vores guide (ja, ham vi ikke ….) måske havde besøgt stedet også af en anden grund end hummeren.
Vi boede helt fantastisk lige midt i det gamle Havanna, hvor musikken strømmede ind gennem vinduerne fra gaden og de omkringliggende cafeer og små beskedne spisesteder, når vi tog en lille siesta i middagsvarmen.
Cuba var noget helt specielt. Man følte, man kom tæt på cubanernes hverdag. Gaderne var smalle og fra vores vindue på hotellet kunne vi kigge lige ind i en lille lejlighed lige over for og næsten ikke undgå at følge med i hverdagslivet her.
Vores hotel
At Cuba var fuld af musik, havde vi læst. Jeg havde også kort forud for vores rejse til Cuba flere gange set filmen Buena Vista Social Club. Men at det var så gennemgribende, var alligevel en overraskelse. Fra hvert et gadehjørne lød der musik, og straks man havde sat sig til bords på en restaurant, begyndte et lille band at spille. Andre steder kunne det sikkert have virket anmasserende, men her var det bare dejligt.
Buena Vista Social Club var et spillested i Havana, før Fidel Castro tog magten i landet.I midten af 1990'erne rejste den amerikanske musiker Ry Cooder til Cuba for at indspille en cd med en række aldrende cubanske musikere, blandt andre Ibrahim Ferrer, Compay Segundo, Rubén González og Elíades Ochoa. Cd'en kom til at hedde Buena Vista Social Club, opkaldt efter spillestedet.
Cd'en blev en stor succes, og den tyske filminstruktør Wim Wenders – ven til Ry Cooder – indspillede efterfølgende i 1999 en dokumentarfilm, der også kom til at hedde Buena Vista Social Club, om musikerne og deres koncertturné.
En vidunderlig film.
Vores rejse til Cuba var et strålende koncept. Det var en rundrejse og en grupperejse, men uden dansk rejseleder. Den første aften kom en dansk guide bosat i Havana hen på hotellet og informerede lidt, men ellers benyttede vi kun lokale guider Men alt var minutiøst planlagt af Stjernerejser, som var dem, vi rejste med. Der var styr på det hele. Og de lokale guider var fremragende.
Der var både god tid på egen hånd og mange inkluderede udflugter. F.eks. til Hemingways favoritbar, hvor vi fik fik serveret en iskold mojito.
Herefter gik det ud til hans villa et stykke uden for byen, hvor han holdt mange vilde fester og til fiskerlandsbyen, hvor han havde sin båd liggende.
Undervejs stoppede vi op og så, hvordan man pressede saften ud af sukkerrørene.
Og naturligvis skulle vi smage.
Efter 4 nætter i Havanna blev vi kørt til Vinales i den nordvestlige del af øen- et fantastisk naturområde, som med rette er på Unescos kulturarvs-liste.
Vi boede på et betagende lyserødt hotel.
I morgentågen var udsigten fra vores værelse helt eventyrlig.
I Vinales var en ridetur med i pakken. Og det var altså en rigtig ridetur - ikke bare en rundgang på 10 minutter, men en tur på 2-3 timer gennem tobaksmarkerne ud over landskabet i strålende sol og hede. Vandflaskerne blev tømt og bagdelen godt øm.
Undervejs gjorde vi ophold hos en lokal tobaksbonde, som fremviste sin tørrelade og hvordan han rullede cigarer. Det må efterhånden være hårde tider for tobaksbønderne. Det er flere år siden, jeg sidst har set nogen ryge cigar.
Hestene havde de ledsagende ryttere nu ikke helt styr på. En gæst fik et spark af et bagben, men da Ibs hest pludselig stak i galop, og det gik ud over sletten som i den bedste westernstil, ja, så fik de alligevel travlt med at sætte efter og få den indfanget. Helt unødvendigt, mente Ib. ”Jeg havde helt styr på den.” Og et godt hælspark havde han da vist også givet hesten for at afprøve eventyret.
Efter rideturen var der dækket op til frokost på terrassen uden for et lillebitte spisested. Men lige da vi skulle til at sætte os derude for at nyde et glas før maden, begyndte regnen at styrte ned, og samtidig var der en kraftig vind, der simpelthen blæste nedbøren ind under taget på terrassen. I hast fik vi borde og stole båret ind i et lille bitte lokale, som viste sig at være familiens køkken, og så kunne vi sidde sammenklemt – der var ikke en cm til overs – alle sad fast og kunne ikke rejse sig, undtagen vi alle gjorde det - vi var nok en 20 stykker . Her kunne vi så følge med i, hvordan mand og kone fik stablet en god frokost på benene på de to små gasblus, de havde til rådighed.
Efter et par dage i dette vidunderlige område gik det mod øst
– på langs af øen på en stor bred, forholdsvis moderne hovedvej – dog med en
del huller – hvor vi mødte flere æselkærrer end biler.
 |
Nu kom vi til Trinidad med dets små farverige huse blandet med større casaer i den traditionelle spanske kolonistil. Trinidad emmede af den helt rigtige caribiske stemning.
Om Trinidad er på Unescos liste? Ja, naturligvis! Sammen med Valle de los Ingenios. .
Trinidad blev grundlagt af spanierne i begyndelsen af 1500-tallet, og området blev centrum for sukkerproduktionen. Da produktionen var på sit højeste, var der 50 sukkermøller i dalen, og der arbejdede 30 000 slaver i sukkermarkerne og møllerne.
Første dag I byen bød på byvandring, først i hestetrukken droske, derefter til fods.
Rundturen inkluderede et museumsbesøg i en af de tidligere så rige sukkerbaroners hjem.
Kun en enkelt henvisning til slavetiden stødte vi på.
En søndag blev tilbragt ved Det caribiske Hav sammen med de lokale, der holdt picnic på stranden.
En anden dag hyrede vi en taxa sammen med et andet dansk
ægtepar og tog på vandretur med en lokal naturguide i et skovområde oppe i
bjergene. Pragtfuldt.
Andre havde knap så komfortabel transport som vi.
I turen indgik heldigvis et køligt dyp.
På hjemvejen besøgte vi en lokal kaffebonde.
Opholdet i Trinidad bød på lækre måltider
på fine gamle restauranter - det var som at træde ind i sukkerbaronens casa
og lagde øre til masser af dejlig livsglad og inciterende musik
- og så hjem i seng gennem de nu stille gader under en fløjlsblød blåsort nattehimmel.
Vi var indkvarteret i et af de mange casas particulares - dvs. et lille privatdrevet B and B vel nærmest.
Vi havde vores helt egen 1. sal med de obligatoriske gyngestole.
Det var rigtig hyggeligt. Ib faldt rigtig i hak med manden, som kunne fortælle om, hvordan han tidligere havde været udsendt som ingeniør til DDR. Nu ernærede han sig som kunstner og havde faktisk haft udstilling i Danmark – i Holstebro, tror jeg det var. Sandsynligvis gennem en af de cubanske venskabsforeninger, der tidligere var en del af. Konen var bibliotekar.
Bemærk igen stolene med gænger.
En aften var der fodbold i fjernsynet. Mandens bror sluttede sig til dem – med en god flaske rom – og de hyggede rigtig.Pludselig bankede det på døren. Udenfor stod en stramt udseende kvindelig kontrollant.
I Trinidad var det sådan, at man hver aften skulle have sin vandtank fyldt op Det var manden gået i gang med inden fodbolden og rommen, og han havde så glemt at få slukket igen. Det var blevet observeret, fordi vandet flød over og ud på gaden. Det kostede vist en pæn bøde udstedt af den mandhaftige kontrollant.
Da vi skulle videre på turen, gik det nu på tværs af øen. Mod nord over Escambray-bjergene i en gammel udslidt bus, der hostede og pustede og flere gange næsten gik helt i stå. "Mon vi nogensinde kommer over de bjerge?" tænkte jeg. Men lige før vi stod helt stille, lykkedes det hver gang for chaufføren at få bilen helt ned i gear, så den endelig med et mindre sæt kom videre.
Midtvejs gjorde vi stop i Santa Clara, hvor vi bl.a. besøgte Che Guevarras mausoleum, og hvor vi også besøgte Tren Blindado-parken.
De, der kender deres Cubahistorie, vil vide, at Tren Blindadoer er det legendariske tog, som det lykkedes Che Guevarra og hans mænd at afspor og erobre under krigen i 1958. Dette blev et vendepunkt i kampene, og Che kunne nu drage sejrrigt mod vest og indtage Havana.
De sidste dage af ferien tilbragte vi i Varadero på luksushotel med superb betjening, lækker mad, kølige mojitos og pina coladas, kridhvidt sand og et vidunderligt turkisblåt hav.
Cuba var en fantastisk oplevelse. Mage til venlig og imødekommende befolkning har vi ikke mødt - og det var over hele linjen. Altid et smil og en hilsen og en iver efter at snakke, fortælle, forklare.
Mens vi var der, kunne vi se, at der var begyndt at komme direkte fly fra Billund til Varadero – men udelukkende med ophold der.
"Stakkels dem, der hopper på den og tror, de her kommer til at opleve Cuba," sagde vi til hinanden. For det gør de ikke. Her møder de ikke den almindelige cubanske hverdag og historiens vingesus, som vi gjorde på vores tur.
Har du ikke gået en aftentur langs El Malecon og kigget op til de gamle casinoer og snuset rundt i Havanas smalle gader, har du ikke været på Cuba. Har du ikke været ude i landdistrikterne inde midt på øen, har du ikke været på Cuba.
Men vi har været der. Vi har gået aftentur langs El Malecon, hvor unge cubanere nød solnedgangen og måske en ny stormende forelskelse.
Og efter os kom både Rolling Stones og Barack Obama :-)
Gad vide, hvor meget der er forandret derovre nu.
