Billederne er - naturligvis - skærmdumps fra en dokumentar på ARTE - min yndlingskanal -
ARTE, the European culture TV channel, free and on demand.
Men det viste sig at blive en længere afhandling. Så til sidst valgte jeg at skære det helt væk og gemme det til et særskilt blogindlæg.
Ellers ville du som læser aldrig nå ned til det, der fik mig mig til at spærre øjne og ører op da jeg så dokumentaren Amérique du Sud, sur la route des extrêmes - L'Amazone
”Meeting of Waters”.
Lidt syd for Manaus forenes de to flodarme Rio Negro og Rio Solemões til Amazonflodens nedre løb. Men vandet fra de to floder løber side om side på en strækning af 12 km uden at blive blandet. Det ses let, da de to floders vand har forskellig farve.
Rio Negro er en såkaldt ”gammel flod”, hvor der stort set ikke er næringsstoffer i vandet, da de er vasket ud gennem tiden. Der er meget få planter, da vandet er næringsfattigt.
I kontrast til Rio Negro står det hvidbrune vand fra Rio Solemões. Det er fuldt af materiale, der er eroderet fra Andesbjergene, og som følge af masser af næringsstoffer er vandet fyldt med organisk materiale - hele små flydende øer fyldt med vegetation og træer, der er rykket op med rod. Vandet er mudret og tykt og med stærk strøm.
Det sorte vand i Rio Negro er mærkbart varmere end det tætte jordfyldte vand i Rio Solemões, der kommer oppe fra Andesbjergene. Rio Negro gennemløber et lavereliggende tropisk område.
Når de to flodstrømme ikke straks blandes, skyldes det, at vandtemperaturen er forskellig, og at vandet i Rio Solemões flyder hurtigere end vandet i Rio Negro. 
Det er sjovt, som nogle billeder sætter sig fast på nethinden. Da jeg så billederne af de to floders sammenløb - eller parallelløb - poppede der straks et andet billede op hos mig. Billedet af stedet, hvor Nilen starter – hvor den løber ud af Victoriasøen. Det billede, jeg har indsat herunder.
For billedet havde jeg ikke KUN på nethinden. Jeg vidste, at jeg havde indsat det på Facebook for flere år siden. Og jeg fandt det igen. Men det tog da lang tid. For på det nye Facebook har man desværre fjernet en funktion, som jeg ellers har benyttet meget. Den hvor man på sin egen side kan vælge hvilket år og hvilken måned man vil hoppe tilbage til. Øv.
Så tager det sin tid at scrolle tilbage til noget, man ved, man har liggende – og endda også ved nogenlunde hvor langt tilbage. Jeg var heldig, at dette billede var poppet op som et minde for ikke SÅ lang tid siden.
På Borneo sidste sommer besøgte vi en pæleby - eller det vil sige, resten af selskabet besøgte en pæleby.
Jeg kom ikke mange meter ud ad gangbroen, før jeg vendte om. Jeg er panisk angst for smalle broer - og for mig kan smal godt betyde 2 meter bred - hvis ikke der er gelænder. Selv med gelænder bliver jeg hurtigt afskrækket.
Den brasilianske pælelandsby i dokumentaren var i den grad en mere ekstrem pælelandsby.
Når landet under husene bliver oversvømmet skyldes det Amazonas skiftende vandmængde. Stedet, hvor drengene bader på næste foto, blev udpeget som deres fodboldbane.
Ind imellem må der nok være tørt. Men uha, der kunne jeg ikke bo. In the middle of nowhere - kun omgivet af vand.
Nej, så hellere i byen med det vandbøffelridende politi. Der er da områder med fast grund under fødderne.
Billederne er fra Ilha do Marajó – verdens største floddelta-ø, seks timers sejlads fra byen Belem. Øen, som er hjemsted for 70.000 vandbøfler og et vandbøffel-ridende politi.
Øens vestlige del består af tæt jungle, mens der mod øst er sumpet flad savanne, der nærmest oversvømmes i regntiden. På Ilha do Marajó bor cirka 150.000 mennesker. og mange af dem ernærer sig af kvægfarme. Huderne og kødet bliver solgt til Belém seks timers sejlads borte
På øen er også udviklet en særlig hesterace, som kan klare at trave rundt ude i vandet, når de skal drive vandbøflerne sammen. Alligevel skulle hesteejerne sørge for at få hestene godt tørret, ellers ville de dø af de langvarige ophold i vand.
I første omgang havde jeg ikke fanget navnet på øen. Så jeg kikkede på kort - ledte efter en ø ud for Belem - og mente, jeg fandt den: Ilha do Mosqueiro.
Køn er den ikke. Så jeg nøjes med et lille billede.Når jeg ikke umiddelbart fandt frem til Ilha do Marajó - som jeg jo altså ikke kendte navnet på - jeg ledte bare efter en ø i nærheden af Belem - så skyldes det nok , at jeg ikke umiddelbart synes, at Ilha do Marajó var en ø - men et kæmpemæssigt landområde - mere som en halvø
Den blev kaldt an inland island - indlands-ø ?
Jeg burde have undret mig over afstandsangivelsen - 6 timers sejlads. Der burde jeg straks have afskrevet Ilha do Mosqueiro. Selv fra den rigtige, Ilha do Marajó, lyder 6 timers sejlads af meget.
Men afstands- og ruteangivelser er spøjse størrelser i Brasilien. Det kommer jeg nærmere ind på i mit tidligere annoncerede - næste megalange - indlæg om Amazonfloden.
A. eiselti er den største tetrapod som mangler lunger, hvilket dobler størrelsen i forhold til den næststørste. Ormepadder såsom Atretochoana er lemmeløse padder med en slangelignende krop, markeret med ringe som regnorme. Den har betydelige morfologiske forskelle fra andre ormepadder, selv om slægten er tæt relateret til, på trods af faktum at disse slægter er vandlevende. Kraniet er meget forskelligt fra andre ormepadder, hvilket giver dyret sit brede flade hoved. Dets næsebor er lukkede, og det har en forstørret mund med mobil hage. Dets krop har en kødfuld rygfinne.
De fleste ormepadder har en veludviklet højre lunge og en relik venstre lunge. Nogle, såsom Atretochoana's beslægtede, har to veludviklede lunger. Atretochoana mangler helt lunger, og har et antal andre tegn associateret med lungeløshed, inklusiv lukkede choanae, og et fravær af lungepulsårer. Dets hud er fyldt med kapillærer, som går igennem epidermis, hvilket tillader gasudveksling. Dets kranium har muskler som er ikke er fundet i noget andet organisme. Wien eksemplaret af Atretochoana er en stor ormepadde med en længde på 72,5 cm, mens det brasilianske eksemplar er større med en længde på 80,5 cm. Til sammenligning har ormepadder en længde på mellem 11 og 160 cm.
