I disse tider med klimaforandringer er verden meget interesseret i kulfattige mineraler.
Dem er der kamp om, og dem er Afrika er godt forsynet med, hvilket fremgår af kortet herunder.
 |
| Minerne i Afrika er afgørende for den globale grønne omstilling, idet de rummer mindst en femtedel af verdens reserver af mineraler, der er nødvendige for vores elbiler og solceller. |
Flere artikler fastslår, at i dag er det særligt i 5 afrikanske lande, at Kina er interesseret i at få adgang til miner:
Guinea, Zambia, Sydafrika, Zimbabwe og Den Demokratiske Republik Congo (DRC) - og især DRC, Zambia og Zimbabwe, som er hjemsteder for Afrikas kobberbælte og det største lager af lithium, kobber og kobolt.
Undertiden nævnes også Tanzania og Mozambique, som besidder store mængder af grafit. Men dem har jeg tænkt mig at springe over.
Guinea og Sydafrika har jeg omtalt i tidligere blogartikler, men så er der de øvrige tre tilbage, Zambia, Zimbabwe og DRC (Congo).
Denne gang vil jeg koncentrere mig om Zambia. Det bliver en fortælling især om kobber, men også mangan. Lithium gemmer jeg, for det findes i større mængder andre steder.
 |
| Kobber og mangan |
Zambia udgør en del af det rige Katanga Copperbelt, en mineralrig stribe, der strækker sig fra Lualaba-provinsen i det sydøstlige DRC (Den demokratiske Republik Congo) til Luapula-provinsen i det nordlige Zambia.
Historisk set blev industriel minedrift i DRC og Zambia etableret af kolonimagter gennem virksomheder som Union Minière du Haut Katanga (UMHK) og Anglo-American Corporation (AAC), og mineindustrien i de to lande har fulgt parallelle spor, kan man sige. Her vil jeg som sagt koncentrere mig om Zambia.
Zambias dybgrønne smaragder af høj kvalitet er efterspurgt over hele verden, og siden 1970 er de blevet udvundet kontinuerligt på den sydlige kant af kobberbæltet.
Mineselskaber i Zambia har dog fokuseret på at udvinde kobber og uran samt guld og nikkel. I de senere år er kobolt og mangan kommet til, og lithiumudvinding er på vej.
Men det er kobber, der har gjort Copperbelt-provinsen til den økonomisk vigtigste i Zambia.
Kobberproduktion menes indledt for over 1000 år siden, og kobberbarrer blev udført af slaver helt frem til 1903. I Nordrhodesia (nuv. Zambia) blev den første britiskejede kobbermine etableret nær Ndola i 1909, efter at jernbanen fra Cape Town var nået dertil i 1906. Det var en del af Cecil Rhodes' vision om en Kap til Kairo-jernbane.
En storstilet produktion begyndte i 1930'erne.
Efter 2. Verdenskrig var de fleste af de nuværende miner, malmbehandlings- og udvindingsanlæg etableret ved byerne Luanshya, Kitwe, Mufulira, Chingola og Chililabombwe med både åbne gruber og skaktminer. De dybeste skakter når over 1000 m ned.
Zambia blev set som modellen for et kontinent, der bevægede sig hurtigt mod politisk og økonomisk uafhængighed, industrialisering og en ende på fattigdom. I
1969 blev Zambia klassificeret som et mellemindkomstland med et af de højeste BNP'er i Afrika, tre gange så meget som Kenya, dobbelt så meget som Egypten og højere end Brasilien, Malaysia, Tyrkiet og Sydkorea. I 1973 havde Zambia en bybefolkning på 1 million ude af en samlet befolkning på 4 mio. 750.000 var i lønarbejde, hvilket var usædvanligt for et afrikansk land.
Zambia blev selvstændigt i 1964. Det nyligt selvstændige land ønskede at reducere den europæiske indflydelse, og fra 1968 begyndte Zambia at nationalisere landets største virksomheder.
Mineidustrien blev nationaliseret i 1973 og forblev i regeringens hænder i godt 24 år.
Transporten til og fra minerne har altid været et problem. Politisk uenighed, krige og store afstande til havnene i Sydafrika, Mozambique og Tanzania har medført vanskeligheder. Tanzam-jernbanen, Tazara, Uhuru Railway ('Frihedsjernbanen'), jernbane fra Dar es Salaam i Tanzania til Kapiri Mposhi i Zambia, 1860 km, bygget med hjælp fra Kina 1970-76. Der var politiske aspekter involveret i bygningen. Zambia skulle sikres en eksportadgang til havet, som ikke var afhængig af Sydafrika og det daværende Rhodesia, og Kina ønskede at styrke sin position i Afrika. De store forventninger til banen er dog aldrig blevet indfriet.
Samtidig har stærkt svingende kobberpriser på verdensmarkedet i perioder givet store problemer for Zambias kobberafhængige økonomi.
I 1970’erne blev Zambia hårdt ramt af faldende kobberpriser i kølvandet på den første oliekrise og FNs sanktioner mod nabolandet Rhodesia, hvilket førte til store betalingsbalance- og gældsproblemer, som fortsatte i 1980’erne.
I denne periode oplevede industrien et alvorligt fald i produktionsniveauet og nåede det laveste niveau i år 2000, hvor produktionen var på 250 000 t. I gennemsnit mistedes knap 2000 arbejdspladser hvert år i den 24-årige periode.
Efter Zambias tilbagevenden til pluralisme og liberaliseret økonomisk politik besluttede regeringen at privatisere mineindustrien. Processen startede i 1996 med hjælp fra Verdensbanken, og i år 2000 var alle mineaktiver blevet privatiseret.
Kina sikrede sig direkte ejerandele i kobber-, kul- og manganreserver.
I 1998 købte China Non-Ferrous Metals Corporation (CNMC) en kontrollerende 85 procent af aktierne i Zambias Chambishi kobbermine for 20 millioner USD. Købet var en af Kinas tidligste oversøiske mineinvesteringer. CNMC investerede yderligere 130 millioner USD i rehabilitering af minen. Efter genåbningen i 2003 er der foretaget en kontinuerlig tilgang på mere end 200 millioner USD i nye investeringer, herunder opførelse af smelteværker.
Ved udgangen af 2005, mindre end ti år efter det første kinesiske opkøb, havde omkring 160 kinesiske virksomheder investeret i Zambia.
Inden for kul startede den kinesiske Collum-mine i den gamle Nkandabbwe-mine produktion i 2003.
I 2005 købte et privat kinesisk firma en manganmine med dokumenteret forekomst på over 4 mio. tons i Zambias gamle industriby Kabwe.
I 2006 var omkring 27 procent af Zambias eksport af kobber bestemt til Kina og 100 procent mangan.
Politisk blev Kinas engagement med Zambia et omstridt spørgsmål.
Oppositionsfiguren Michael Sata var aktiv i at kritisere den voksende kinesiske tilstedeværelse i landet under valgkampen i 2006, og hævdede, at kinesiske investeringer var udnyttende", og at kineserne skulle udvises for at have mishandlet zambiske arbejdere." Som reaktion strammede kinesisk interessenter i Zambia deres forhold til det regerende parti.
I begyndelsen af september 2006 advarede Kinas ambassadør i Zambia således om, at Kina ville afbryde sine diplomatiske forbindelser med Lusaka, hvis oppositionspolitikeren Michael Sata blev valgt til præsident for Zambia. Sata havde omtalt Taiwan som en »uafhængig stat« og kritiseret arbejdsforholdene i kinesiske virksomheder i Afrika. Der var en del tumult omkring valget. Nogle forsøgte at få Sata diskvalificeret fra valget for angiveligt at have afgivet en falsk formueerklæring. Han havde hævdet, at en tidligere minister i Mwanawasas regering skyldte ham 100.000 dollars.
Sata var leder partiet Patriotisk Front og var kendt som et Kina-kritisk talerør i Zambia. Rygter, som han hverken be- eller afkræftede, gik på, at Taiwan betalte hans valgkamp.
Sata gik så vidt som til at udtale: "Vi ønsker, at kineserne rejser, og at de gamle koloniherskere vender tilbage. De udnyttede også vores naturressourcer, men de tog sig i det mindste af os. De byggede skoler, lærte os deres sprog og bragte os den britiske civilisation ... i det mindste har den vestlige kapitalisme et menneskeligt ansigt. Kineserne er kun ude på at udnytte os."
Sata blev ikke valgt. Men det med at Kina ikke blander sig i indenrigsforhold i de lande, de støtte, holder naturligvis ikke.
I 2011 blev Sata imidlertid. valgt. På det tidspunkt fremkom der en Human Rights Watch-rapport om alarmerende arbejdsforhold i minerne. Den fastslog, at nyvalgte præsident, Michael Sata, som en mangeårig kritiker af kinesisk arbejdspraksis, burde handle på sine kampagneløfter om at stoppe misbruget og forbedre regeringens regulering af mineindustrien for at sikre, at alle virksomheder respekterede Zambias arbejdslovgivning.
"Kinas betydelige investering i Zambias kobbermineindustri kan gavne både kinesere og zambiere," udtalte Daniel Bekele , Afrika-direktør hos Human Rights Watch. "Men minearbejderne i kinesiske virksomheder har været udsat for misbrug af sundhed, sikkerhed og arbejdsforhold og mangeårig regerings- ligegyldighed."
"Seneste forbedringer viser, at kinesiske virksomheder vil overholde arbejdslovgivningen, når den zambiske regering opfylder sit ansvar for at beskytte arbejdernes rettigheder," fortsatte Bekele. "Men mens Zambias minelovgivning er stærk på papiret, har regeringen undladt at håndhæve den.
Det primære ansvar for at sikre, at Zambias kobbermineselskaber opererer i overensstemmelse med nationale og internationale standarder, ligger hos den zambiske regering. Det er oprettet et Mines Safety Department i Ministeriet for Miner og Mineraludvikling, der er ansvarlig for at håndhæve landets minebestemmelser om sundhed og sikkerhed.
Afdelingen er dog underbemandet, underfinansieret og beskyldt af minearbejdere for at være korrupte, hvilket gør den næsten fuldstændig ineffektiv. Den udfører stort set ingen proaktive inspektioner og på grund af budgetmæssige begrænsninger kræver den til tider, at virksomheder, der skal undersøges, betaler for transport og andre omkostninger. De bøder, det er tilladt at pålægge, er så lave, at de næsten ikke har nogen afskrækkende effekt," fastslog (eller hævdede - alt efter temperament) Human Rights Watch.
Arbejdsministeriet har rutinemæssigt godkendt kollektive overenskomster, der indeholder bestemmelser, der er i konflikt med zambisk og international arbejdsret. Den har undladt at gribe ind over for virksomheder, der begår skadelige handlinger mod tillidsrepræsentanter.
"I stedet for blot at skyde skylden på kinesisk-drevne virksomheder, er præsident Sata nødt til at sikre, at hans regering effektivt beskytter arbejdernes rettigheder," sagde Bekele. "Der er behov for strengere foranstaltninger over for alle virksomheder, der tilsidesætter arbejdslove og minebestemmelser.
"Mange af de dårlige praksisser for sundhed og sikkerhed, vi fandt i Zambias kinesiske miner, ligner påfaldende overgreb, vi ser i Kina," sagde Bekele. "Respektering af arbejdslovgivningen og sikring af arbejdernes sikkerhed bør være standarddriftspraksis både i Kina og i udlandet, og ikke betragtes som en irriterende barriere for større overskud."
Rapporten er baseret på mere end 170 interviews, herunder med 95 minearbejdere fra landets fire kinesiske kobberoperationer og 48 minearbejdere fra andre multinationale kobbermineoperationer. Minearbejdere hos kinesiske virksomheder sagde, at de var glade for, at virksomhederne havde foretaget en betydelig investering i kobberminerne og skabt arbejdspladser. Men de beskrev misbrugende ansættelsesforhold, der overtræder nationale og internationale standarder, som ikke ses blandt andre multinationale kobbermineselskaber i landet.
Ud over deres dårlige sikkerhedsstandarder kræver adskillige kinesiske kobberoperationer i Zambia, at minearbejdere arbejder brutalt lange skift, på trods af vanskelige forhold, der involverer ekstrem varme og kontakt med syrer og skadelige kemikalier. Mange minearbejdere hos Sino Metals arbejder fem 12-timers vagter om ugen samt en sjette 18-timers "skiftevagt", når de roterer fra dagvagt til nattevagt eller omvendt. Andre minearbejdere dér beskrev at arbejde 365 dage uden en eneste fridag. Zambisk lov specificerer en 48-timers arbejdsuge, mens enhver anden multinational kobberminevirksomhed bruger 8-timers vagter,som loven foreskriver.lov.
"Vi arbejder under meget dårlige forhold, forfærdelige forhold. Efter en eksplosion tager det en time for støv, gasser og dampe at forsvinde fra området. Vi skulle vente med at gå ind. Men kineserne siger de: "Gå, gå, skynd dig med det samme!" Og hvis du ikke gør det, opsiger de din kontrakt. Så vi går direkte ind i et område fyldt med dampe og støv…. Lægen sagde, at disse gasser har forårsaget mine sår og brystsmerter."
En underjordisk boreoperatør hos fortæller:
"En dag havde vi allerede [boret] forbi, hvor støtten stoppede, og jeg troede ikke, det var sikkert at gå længere uden at bygge mere støtte. Da jeg fik min næste lønseddel, så jeg, at jeg var markeret fraværende. Da jeg konfronterede den kinesiske chef med det, råbte han af mig og sagde, at jeg ikke gjorde mit arbejde. Og han bad mig holde op. Jeg er nu bekymret for, at når min kontrakt kommer op, vil de ikke forny mig. Så i fremtiden skal jeg bare videre med arbejdet, uanset hvor usikkert det er. Ellers mister jeg mit job."
En casual - en midlertidig ansat - hos Sino Metals fortæller, at virksomheden kræver, at casuals selv skal sørge for deres eget beskyttelsesudstyr:
"De kinesiske chefer giver os ikke åndedrætsværn eller hjelme – ingenting. Vi skal selv sørge for sikkerhedsudstyr eller gå uden. Jeg har haft brystsmerter, smerter i hovedet, men jeg har heller ikke lægehjælp hos virksomheden. Der er ingen PPE til casuals. Den nationale fagforening er blevet skrevet [om dette], men intet er blevet gjort…. Det er så slemt, at da Rupiah [tidligere præsident Banda] kom til fabrikken i marts [2011], anbragte de os i et værelse og aflåste det…. Jeg hørte senere, at nogle andre casuals havde fået besked på at blive hjemme den dag. Men vi var der på fabrikken. Og de lukkede os ind i et værelse og låste døren, mens præsidenten var der, for at holde os ude af hans syne.
En anden medarbejder fortæller: "Kineserne forstår ikke begrebet en fagforening. De intimiderer dem, der leder eller er en del af en fagforening. Hvis de ved, at du er en repræsentant, vil du støde på problemer, de vil forsøge at frustrere dig, indtil du forlader jobbet."
Adskillige kinesiske operatører har forhindret arbejdere i at udøve deres ret til at blive medlem af en fagforeningen efter eget valg gennem trusler og intimidering
"Nogle gange, når du befinder dig i en farlig position, fortæller de dig, at du skal gå videre med arbejdet," sagde en underjordisk minearbejder ved Non-Ferrous China Africa (NFCA) til Human Rights Watch. "De tænker bare på produktion, ikke sikkerhed. Hvis nogen dør, kan han blive erstattet i morgen. Og hvis du rapporterer problemet, mister du dit job.”
Mellem 5. oktober og 12. oktober 2011 indledte minearbejdere ved tre af de fire kinesiske kobberminedrift strejker i håb om, at den nye regerings valg ville skabe et miljø for forbedrede forhold. Produktionen gik i stå. Den 19. oktober fyrede Non-Ferrous China Africa mindst 1.000 strejkende arbejdere. Efter regeringspres de efterfølgende dage indvilligede NFCA i at genindsætte dem. Reuters rapporterede, at NFCA's administrerende direktør sagde, at de genindsatte arbejdere ville blive screenet og "ballademagerne" disciplineret.
Forhåbentlig er forholdene bedret siden rapporten fra 2011. Og mon dog ikke.
Jeg er opmærksom på, at rapporten ligger helt tilbage i 2011 - og faktisk indsætter jeg snart en artikel ligeledes fra 2011.
Direkte investeringer i miner
De senere år har Kina investerer direkte i mineprojekter – enten ved statsejede selskaber eller privatejede kinesiske selskaber. Tidligere ydede landet som oftest direkte støtte eller lån til forskellige projekter – hvad de dog også stadig gør.
Kinesiske projektlån kommer ofte i form af build-operate-transfer (BOT), hvilket resulterer i kinesisk eller fælles ledelse af specifikke projekter, selvom der normalt aldrig er en fuldstændig overtagelse af institutionerne. Som et resultat af BOT-modellen og mangel på grundige vurderinger af Zambias evne til at tilbagebetale gæld, lider Zambia under en statsgældskrise, med Kina som dets største kreditor på 6 milliarder dollars.
Indimellem er Kina nødt til at give gældsslettelse. Det sker typisk på møder i China Africa Cooperation, som jeg har omtalt i tidligere indlæg.
Fra 2000 til 2009 slettede Kina 312 gældsposter hos 35 afrikanske lande. Beløbet oversteg 2,85 mia dollar.
I 2006 fik Zambia US$ 211 millioner gæld slettet.
Fra 2000 til 2011 var der omkring 64 kinesiske officielle udviklings-finansierings-projekter identificeret i Zambia.
Zambias fremtid ligger i Kina, skriver Lene Winther i Kristelig Dagblad 14.02.2011.
Kina er i gang med at forandre Afrika. I det kobberrige Zambia bygger kineserne sportsarenaer, veje og hospitaler, åbner økonomiske frizoner og puster liv i forladte kobberminer. Men den nye pengestrøm siver ikke helt ned til det zambiske folk.
Artiklen er lang. Men efter at have forsøgt mig med at forkorte den / refere dele af den indsætter jeg den alligevel i sin fulde længde. Jeg synes, den er meget informativ.
 |
| Kinas vicehandelsminister Chong Quan og Zambias finansminister Situmbeko Musokotwane underskriver endnu en af de talrige nye økonomiske samarbejdsaftaler mellem Zambia og Kina. Ceremonien fandt sted i Zambias statsbygning. Foto: Thomas Lekfe. |
På en mudret vej i den nordlige del af Zambias hovedstad, Lusaka, stiger præsident Rupiah Banda, en kraftig mand med grå stænk i håret, ud af sin renskurede sorte Mercedes Benz. I morges, da hans regering i statsbygningen underskrev de seneste to af den stadigt voksende række af handelsaftaler mellem Zambia og Kina, havde han gråt jakkesæt på.
Nu, ude blandt folket, er han trukket i en afslappet sandfarvet skjorte. Han vinker til drengene fra slumkvartererne, der står i slidte T-shirts og shorts bag røde kinesiske flag. Hurtigt skridter han af sted for at støde til de kinesiske gæster, der de sidste år er blevet afgørende for hans lands fremtid og måske hans chancer for at vinde årets valgkamp.
Kina har fået en glubende appetit på lande som hans. Her i det kobberrige Zambia planlægger Kina nu at skrue voldsomt op for sine investeringer fra én milliard dollar sidste år til 2,4 milliarder dollar i år. Selvom statistikker er svære at grave frem, tyder alt på, at Kina nu er den største enkeltinvestor i Zambia ligesom i resten af det afrikanske kontinent.
I dag er der første spadestik på Lusakas nye gigantstadion med plads til 50.000 tilskuere. Det er finansieret af lån fra Kina og skal hjælpe det fodboldglade Zambia til en plads som værtsland på den internationale sportsscene.
 |
| En kinesisk embedsmand fotograferer en zambisk pige til første spadestik for et nyt gigantisk sportsstadion i Zambias hovedstad Lusaka. Kina finansierer byggeriet til 517 millioner kroner, som skal gavne de sportsglade zambiere. Foto: Thomas Lekfeldt. |
Fra tilskuerpladserne stirrer en gruppe kinesiske arbejdere i lyseblåt kanvas på nogle hujende dansere, der kaster sig rundt i en vild zambisk stammedans foran dagens podie. Nogle af arbejderne er lige landet fra den sydvestkinesiske by Chongqing knap 10.000 kilometer borte.
Når regnsæsonen slutter, skal de i gang med at bygge stadionet, ligesom tusindvis af deres landsfæller allerede bygger veje, broer, hospitaler, shoppingcentre og hoteller, udvinder kobber og handler med kinesiske varer på Zambias markeder.
Forskere gætter på, at antallet af kinesere i Zambia er steget fra cirka 2000 til 15.000 i løbet af de seneste 10 år.
Et mørkt panel med kinesiske skrifttegn i guld udgør endevæggen i kontoret, som huser Zambias handelsminister, Felix Mutati. Tegnene er et digt af den antikke kinesiske poet Li Bai, som var højt beundret af Mao Zedong.
Selve ministeriebygningen har kineserne også bygget, fortæller Felix Mutati, da han tager imod os i Lusaka. Han forklarer, at kineserne opererer hurtigt, de kan levere varen og skal ikke som de vestlige investorer først regne og analysere sig frem, før projekterne kan skydes i gang.
"Den eneste måde, vi kan skabe job og bekæmpe fattigdommen, som ligger på over 60 procent, er ved at tiltrække store udenlandske investeringer. Og vi ved, at konkurrencen om kineserne er hård. Derfor skal vi stramme os an for at tiltrække dem. Mens alle tilbyder vaniljecreme, skal vi tilbyde chokoladesauce. Vi prøver at være så fleksible og sensitive over for dem, som det er praktisk muligt," siger Felix Mutati.
Men langtfra alle i Zambia er enige med han. Senere i år, når valgkampen for alvor skydes i gang, er regeringens største hovedpine således Michael Sata, en bistert udseende mand, som går under navnet Kong Kobra – et øgenavn, som ikke synes at genere ham. Tværtimod står der blandt de høje papirbunker i hans kontor en statue af en slange, som er klar til at hugge. Han leder partiet Patriotisk Front og er kendt som Kina-kritisk talerør i Zambia. Rygter, som han hverken be- eller afkræfter, går, om at Taiwan betalte hans valgkamp tilbage i 2006. Han kalder det nye stadion i Lusaka for propaganda op til valgkampen.
"Vi vil have, at investeringer skal komme det zambiske folk og ikke Kina til gode. Kineserne kommer med deres kapital, de kommer med deres teknologi for at udnytte, hvad der er i Zambia. De eksporterer alt, hvad de kan få ud af vores jord, tilbage til Kina," tordner han.
Verdensbankens leder i Zambia, Kapil Kapoor, kalder investeringerne for en fantastisk chance for Zambia, hvor økonomien de sidste tre år er vokset med mindst seks procent. Men han er også bekymret. I Zambia, hvor gennemsnitslevealderen er på 45 år, er den nye vækst er ikke blevet omsat til bedre velfærd og mindre fattigdom.
"Faktum er, at den nuværende økonomi ikke har skabt de nødvendige job. Fattigdomsraterne forbliver høje," siger Kapil Kapoor.
På Serval Road i Lusaka, hvor husene gemmer sig bag høje mure, pigtrådshegn og vagter i uniform, sidder manden, der knyttede de første bånd mellem Zambia og Kina. Det er 86-årige Kenneth Kaunda, Zambias landefader og præsident 1964-1991. På hans skrivebord ligger et falmet billede fra 1967. Her sidder den unge Kenneth Kaunda sammen med Mao Zedong, som han i dag uden tøven kalder "en mægtig sjæl".
Da Zambia rev sig løs fra Storbritannien i 1964, formede Kina og Zambia en alliance. Mao Zedong havde hårdt brug for støtter, der ville anerkende Folkerepublikken Kina frem for Taiwan som det rigtige Kina, og da det landlåste Zambia havde brug for en jernbane til at fragte landets kobber mod øst til Tanzania, byggede Kina den 1870 kilometer lange Tazara-jernbanelinje. Kina forsvarede Zambias interesser dengang, ligesom de gør nu, siger Kenneth Kaunda.
"Jeg mener bestemt ikke, at de er i færd med at udnytte vores land, ligesom koloniherrerne gjorde før i tiden. De tog vores kobber væk, og vi kæmpede imod dem. Kineserne i dag handler med os, og de er vores venner," siger Kenneth Kaunda.
Det er svært at få kineserne selv i tale. Kun få har lyst til at indvie vestlige journalister i, hvad de laver i landet.
I udkanten af Lusaka står et stort betonskelet, som om få måneder skal blive til byens nyeste hospital. Bag de rå vægge er 50 kinesiske og 70 zambiske arbejdere ved at svejse, måle, hamre og male. Forretningsleder Jing Wang, en tynd fyr på 30 år, vil gerne vise os rundt.
Han kommer fra Nanjing i det østlige Kina og blev gift for tre måneder siden. Han flyttede til Zambia i august 2009 og skal måske blive et helt år mere. Fritiden får han til at gå med at spille basket eller bordtennis, surfe på internettet og savne sin nye kone. En gang om måneden tager han sammen med de andre kinesiske arbejdere ind til Lusaka for at spise på en kinesisk restaurant. Hans hjem består af en smal køjeseng i en af de små blå og hvide barakker, hvor alle de kinesiske arbejdere bor.
"Pengene er gode her, men livet er kedeligt," konstaterer han og smiler forlegent.
Han tjener godt 100.000 kroner om året. Det er mere end det dobbelte af, hvad han kan tjene i Kina, hvor unge med høje uddannelser i dag kæmper for at bide sig fast på arbejdsmarkedet.
På en fortovscafé møder vi en ældre kineser, som kom hertil for knap 30 år siden og er i toppen af det kinesiske miljø i Lusaka. Han vil ikke have sit navn frem. Han er træt af, at de vestlige medier altid maler billedet af Kina som den nye kolonimagt.
"Når vi kinesere lugter, at der kan skabes profit, så kommer vi i alle dele af verden. Men vi er ingen supermagt, vi er et udviklingsland, som har været koloniseret af otte forskellige lande, så vi har dyb forståelse for, hvad vores afrikanske brødre har gennemgået," siger han og fortsætter:
"Nu er vi er ved at komme op i de rigere landes kategori, og ingen kan stoppe den udvikling. Kun Kina kan have råd til at købe så store mængder råmateriale. Det er en win-win situation for Zambia. Vi hjælper dem med at udvikle sig ved at sikre dem indkomst for deres mineraler og råstoffer."
En af Kinas største satsninger ligger i Zambias nordlige kobberbælte tæt ved grænsen til Den Demokratiske Republik Congo. På en mudret mark, hvor lidt buske og træer stikker op, ligger Kinas første økonomiske frizone uden for egne grænser. Om 15 år skal de 41 kvadratkilometer blive til en helt ny by med fabrikker, huse, shoppingcentre og banker.
Det er den første af sin slags i Afrika, hvor der er fem andre i støbeskeen. Her vil kineserne skabe en industri for forarbejdning af kobber. 14 kinesiske virksomheder opererer allerede under gunstige forhold, hvor der ikke skal betales skat af profitten de første fem år. Omkring 50 virksomheder skal være her i alt. Zonen er bygget omkring en gammel kobbermine, Chambishi Mine, der blev forladt af vestlige investorer og stod tom i 14 år, før kineserne pustede liv i den igen i 2003.
 |
| En zambisk arbejder er ved at grave en grøft ved indgangen til Kinas nye økonomiske frizone i Zambia, som er den første af sin slags i Afrika. Zonen skal stå helt færdigt om 15 år og skal skubbe gang i industrialiseringen af Zambia. -- Foto: Thomas Lekfeldt |
Den zambiske regering håber på, at Kinas eget økonomiske mirakel vil smitte af. En af grundpillerne her var oprettelsen af økonomiske frizoner med den tidligere fiskerby Shenzhen som den første. Shenzhen, som i dag har knap 10 millioner indbyggere, blev en succes. Men succesen havde en pris i form af voldsomme skader på miljøet og de ofte slavelignende forhold for arbejderne på fabrikkerne.
Den nye zone, som på papiret er et partnerskab mellem Kina og Zambia, er blevet kritiseret for i praksis at operere som en kinesisk enklave. Holdningen til journalister virker kinesisk. Trods flere ansøgninger om interview nægter virksomhederne i zonen at modtage os.
Som en zambisk embedsmand i Mineministeriet udtrykker det:
"På en skala fra 1-10 er jeres chancer for at komme på besøg i den økonomiske zone lig med nul."
Men er det ikke også jeres økonomiske zone?
"Jo, men det er svært ? det er jo dem, der investerer, og de er bange for negative historier," siger han.
Det lykkes os til sidst at blive inviteret ind i et kinesisk kobbersmelteri, hvor assisterende direktør Zuo Yuexin tager imod. Han giver os lov til at tage billeder af en skulptur uden for hovedbygningen. Den forestiller to hænder – en kinesisk og en afrikansk – der sammen bærer initialerne for firmaets navn, Chambisi Copper Smelter. Men vi får ikke lov til at se produktionen.
"Jeg skal først se, om vores direktør har tid," siger Zuo Yuexin og lover at vende tilbage dagen efter, men gør det aldrig.
Få dage senere udbryder der arbejderprotester i Chambisi Mine. Optøjer som disse er blevet almindelige i Zambia, og fagforeningsledere fortæller os, at de kinesiske virksomheder er deres absolut største hovedpine.
"De kinesiske virksomheder følger deres egne regler i stedet for den zambiske arbejdslov. Den zambiske regering går på kompromis med deres lovovertrædelser, fordi de vil tiltrække investeringerne," siger Rayford Mbulu, præsident for minearbejdernes fagforening i Zambia.
Grueligt galt gik det den 15. oktober sidste år i den lille privatejede kulmine Collum Mine, der ligger ved byen Sinazongwe i det sydlige Zambia. Her skød to kinesiske managere 13 chokerede arbejdere, der kom for at protestere over nedskæringer i deres løn. Det var rent held, at ingen døde.
Kineserne er nu sigtet for 13 mordforsøg og venter på deres retssag.
Da det første skud bragede op i luften, troede Ward Sianaini på 26, at det bare var en advarsel. Men så kom det næste. Omkring ham begyndte folk at synke sammen, og selv mærkede han en voldsom smerte. Chokeret krøb han i ly bag et træ. Ward Sianaini blev ramt i skulderen og fingeren.
I sin halvmørke lerhytte fortæller han os, hvordan der længe har været problemer med arbejdsforholdene i minen. Arbejderne blev tvunget til at gå ned i kulstøvet uden masker, der kunne beskytte dem, og de havde ikke rigtigt arbejdstøj eller sko. Da de over 100 arbejdere ankom til minen klokken 10 om formiddagen, ventede kineserne ude foran porten. To af dem havde haglgeværer i hånden. En af kineserne har senere fortalt til New York Times, at arbejderne truede med at kaste sten. Men det afviser Ward.
"Vi havde intet i hænderne. Vi ville blot have vores løn," siger han.
Episoden understreger den vanskelige balancegang for den zambiske regering. Da Zambias præsident, Rupiah Banda, i dagene efter skudepisoden tog offentligt afstand fra de skyldige, understregede han samtidig, at nu skulle man ikke starte en hetz mod en bestemt folkegruppe.
Ward Sianaini er nu afhængig af de selvsamme kinesere, som skød ham ned. Efter skudepisoden modtog han en meget lille erstatning, men jobbet i minen mistede han. De lovede, at han ville få det igen, men alt tyder på det modsatte. Hvordan skal han nu brødføde sine to yngre brødre, hustruen Brenda og sønnen Sam?
Af ren nød er han i øjeblikket tvunget til at tigge de arbejdsgivere, som skød ham, om at få sit arbejde tilbage. Men der er ingen hjælp at hente.
"Du har fået, hvad du skal have," fortæller han, at de siger til ham.
Og her slutter Kristelig Dagblads artikel.
 |
| Som jeg læser det, er Kafue Gorge Lower Power Station ikke det eneste energiprojekt, som kineserne har skudt penge i. |
Og så til kobberminerne
JCHX er et kinesisk firma - oprettet i 1997 og oprindelig statsejet, men i 1999 privatiseret.
Muliashi Mine, ejet af et joint venture mellem China Nonferrous Mining Company (CNMC) og det statslige ZCCM. Sammen med ZCCM ejer China Nonferrous Mining Company også Chambishi Copper Smelter.
 |
| Chimbishi Copper Smelter |
 |
Kabwe compound – slumby – den tredjestørste i Afrika efter Nairobi og Johannesberg |
 |
 |
Ingen tvivl om, at mineraludvinding kan være sundhedsfarligt og kan det koste dyrt, når der ikke tages de nødvendige forholdsregler. Svage regeringer har åbenlyst besvær med at balancere mellem hensynet til udenlandske investeringer og egne borgeres sundhed og livsvilkår.
Jeg kendte egentlig ikke meget til mangan, men nu har jeg naturligvis slået det op.
Mangan spiller en afgørende betydning for produktion af jern og stål, hvor det fikserer svovl, fjerner ilt og bidrager til at gøre stål rustfrit, hårdt og slidstærkt — mellem 85 og 90 procent af manganproduktionen går til dette formål.
Mangan bruges i benzin til at justere oktantallet og i den organiske kemi til at oxidere visse alkoholer. Brunsten (Mangan(IV)oxid; MnO2) indgår i en tidlig type elektrisk batteri; brunstensbatteriet.
Almindeligt glas har normalt en svagt grønlig farve, der skyldes urenheder af jern. Mangan virker som et violet farvestof med komplementærfarven til glassets grønne farve. Ved at tilsætte små mængder mangan "ophæver" de to farver hinanden, og glasset ser helt farveløst ud. Tilsættes større mængder mangan, får man violet glas.
Udover den mangan, der udvindes på landjorden findes der enorme mængder mangan i form af noduler (en slags "sten") på bunden af verdenshavene. Indtil 1970'erne forsøgte man forgæves at finde en økonomisk rentabel måde at udnytte denne mangankilde. Klumper af mangan, mamgan-boller eller figner, findes også på havbunden i Østersøen.
Mangan og manganholdige forbindelser har været brugt af mennesker i 17.000 år. Egypterne og romerne brugte mangan til at fjerne eller tilføje farve i glas, og stoffet kan spores i de jernmalme, som spartanerne brugte — spartanernes jern var ekstremt hårdt, hvilket måske kan skyldes, at spartanerne uforvarende er kommet til at lave en legering af jern og mangan.
Og hermed nok om Zambias kobber og mangan.
Næste indlæg kommer til at handle om Afrikas udvinding af lithium og kobolt.
En af filmene i DR's serie "Hvorfor fattigdom" er Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm "Tyveriet af Afrika", der handler om plyndringen af Zambias kobberminer.
Læs omtale af filmen her
Se filmen på Youtube her
