onsdag den 1. juli 2020

Om Kong Manuel l af Portugal og om azulejos.

I mit forrige indlæg om Pedro ll, Portugal og Brasilien stødte jeg på Manuel l, som var konge af Portugal fra 1495 til 1521.


Han var søn af den kong Joao, der ikke ville støtte Columbus' vilde planer om at sejle mod vest for at finde Indien.


Han viste sig også at være en interessant person, så han får lige sit eget opslag.

Manuel l var den første konge, som kaldte sig "Rei de Portugal e dos Algarves, d'Aquém e d'Além-Mar em África, Senhor do Comércio, da Conquista e da Navegação da Arábia, Pérsia e Índia".


På dansk: Portugals konge og Algarverne, fra nær- og fjerne have i Afrika, Herren af handlen, erobringen og søvejen til Arabien, Persien og India.


Det var da en imponerende og selvbevidst titel at vælge sig.


På portugisisk kaldes han  Manuel o Grande eller Manuel Venturoso - Manuel den Store eller Manuel den Salige, og han skildres da også meget religiøs. Men blev de fleste konger fra den tid ikke det?   


Han skildres også som mæcen for kunst og videnskab, og faktum er, at han igangsatte en fantastiske udvikling i Portugal. Portugal oplevede en kulturel blomstring i hans regeringstid - muliggjort  af de overvældende rigdomme, der strømmede til Portugal fra de nye kolonier, der blev grundlagt i hans tid.



Det var under Manuel l, at de store opdagelser blev gjort. Det var ham, der udsendte Vasco da Gama og dannede den portugisisk-indiske armada, som sikrede portugiserne monopol på den lukrative krydderihandel. Det var ham, der udsendte Pedro Álvares Cabral, der fandt Brasilien. Det var ham, der udsendte Joao Vaz Corte-Real, som fandt Newfoundland og Gaspar Côrte-Real, der nåede  Labrador. Det vidste jeg ikke - at portugiserne kom så langt nordpå.

Det var under ham, at der blev indgået kommercielle traktater og diplomatiske alliancer med både Ming-dynastiet i Kina og med Det persiske Safavide-dynasti.

Han forsøgte sig også med at sende en missionær til Etiopien, men det kom der vist ikke så meget ud af.



Her ses to armillar-sfærer.
En armillar-sfære er en model af verden og himmellegemerne – og et vigtigt astronomisk redskab til navigation og stedsbestemmelse.


Bemærk årstallet 1503

Armillar-sfæren indgik i Manuel ls personlige heraldiske skjold, og det indsattes som udmykning på mange bygninger.



Den nederste armillar-sfære er nok ikke en fungerende en af slagsen, men en af dem, der blev brugt som udsmykning. Måske den, som i dag sidder i toppen af tårnet på Sintras rådhus.


Som symbol er armillar-sfæren tæt forbundet ikke bare med Manuel l, men med hele Portugal.


Her nedenfor er Manuel l afbildet knælende - bedende - foran en armillar-sfære.


Armillar-sfæren blev et nationalt symbol, der repræsenterede kongeriget Portugal og især det oversøiske imperium, og det findes stadig – forenklet  og stiliseret - i Portugals flag. Tidligere indgik det også i Brasiliens flag, men her er det blevet erstattet af den blå himmelsfære, som alle fodboldinteresserede kender.


Manuel fik - som tidligere omtalt - bygget Jeronimus Klosteret, kort efter at Vasco da Gama var vendt tilbage fra Indien. Manuel l byggede meget, og der opstod en hel ny byggestil, Manuelismo, som blev opkaldt efter ham. Jeronimus Klosteret er et af de fineste eksempler på denne byggestil.




Klosteret ligger i Santa Maria de Belem-kvarteret, hvor også Belem-tårnet ligger - et andet bygningsværk i samme stil og ligeledes bygget af Manuel. Bygget som et fyrtårn der stod ved Tejoflodens udmunding i Atlanterhavet. Stedet hvorfra alle de store sørejser udgik.




Manuels første ægteskab var med en castiliansk prinsesse, og han blev stærkt begejstret for den maurisk-påvirkede kunst, som blomstrede i Sevilla.


Han lod importere store mængder af keramiske fliser - azulejos - fra Sevilla og udsmykkede egne og tidligere bygninger med en overdådig ornamentik. Især fik han udsmykket den kongelige sommerresidens i Sintra, ca. 25 km nordvest for Lissabon.

I Sintra lå en mægtig maurisk borg, der efter reconquistaen og generobringen af Lisabon i 1147 blev overtaget af de portugisiske konger, og Sintra blev gjort til den kongelige sommerresidens.

Palácio Nacional da Pena i Sintra rummer i dag verdens største samling af azulejos. Det angives som et af Portugals 7 vidundere, og paladset og hele det kulturelle landskab omkring Sintra er - naturligvis  - på UNESCOs verdensarvsliste.

Desværre nåede vi ikke at besøge Sintra, da vi var i Lissabon i påsken 2016. Det var en fejl.

Vi kom endda lige forbi med toget ude fra Cascais, hvor vi havde de to første overnatninger, da Tanja gerne ville windsurfe, og vi havde fundet frem til en surf-skole derude.

Cascais var nu også en dejlig lille by, men knap så historisk. Til gengæld bød den på vandreture langs det vilde Atlanterhav, næsten helt ude på Portugals vestligste punkt. Topbilledet i dette indlæg er fra en park i Cascais.


De mauriske fliser måtte jo ikke afbilde dyr og personer, så de bestod mest af geometriske mønstre. Men efterhånden som portugiserne (og spanierne) selv begyndte at producere fliserne, så blev flisevæggene til store billedfortællinger og - inspireret af Ming-dynastiet i Kina - mest i blåt, hvidt og gult.

Traditionen med at anvende azulejos har holdt ved, og stilmæssigt har den udviklet sig over årene, alt efter hvilken stil, der var moderne i de forskellige århundreder- renæssance, barok, rokokko, neoklassisme og bombalinestilen efter det store jordskælv i 1755.

Læs mere om de forskellige stilarter azulejos her

Jeg indsætter nogle forskellige eksempler, før jeg vender tilbage til Manuel l.

The room, erected by King Manuel l in 1508, exhibits the coats of arms of his contemporary 72 noble Portuguese families. The walls are covered by 16th century azulejos representing hunting scenes.





Denne frise er fra Jeronimus Klosteret






I Portugal boede mange jøder, som var blevet fordrevet fra Spanien, ligesom i øvrigt mange fordrevne maurere. Maurerne var som magtfaktor/besættelsesmagt allerede i 1212 trængt tilbage fra Portugal og det meste af Spanien. Kun i Granada holdt de fast ind til 1492. Men rundt omkring tolereredes maurerne som befolkningsgruppe. Men også disse blev forfulgt og fordrevet  af Ferdinand og Isabella i Spanien. Manuel l derimod var meget tolerant over for både jøder og maurere.

Men så besluttede han (desværre) at gifte sig med Infanta Isabella af Aragon, arving til den spanske trone og enke efter hans egen nevø. Isabella var datter af Ferdinand og Isabella, dem, som i 1492 havde udvist jøderne fra Spanien. Faktisk var hun en søster til hans første kone, der nu var død. Men denne gang ville Ferdinand og Isabella  kun bortgifte deres datter til Manuel, hvis han lovede at bekæmpe jøderne.

I december 1496 blev det derfor bekendtgjort, at alle jøder I Portugal skulle enten konvertere til kristendommen eller forlade landet uden at måtte medtage deres børn og kun på bestemte skibe, udpeget af kongen.

Det førte til masseudvandring, men da de, som valgte at forlade landet, nåede Lissabons byporte, blev de ofte mødt af præster og soldater, der tvangsdøbte dem og forhindrede dem i at forlade landet.

Hermed ophørte i realiteten det jødiske samfund i Portugal.

De konverterede jøder blev kaldt NY-kristne, og de fik en periode på 20 år, hvor det ikke var tilladt at undersøge deres tro.

Men i 1506 indtraf Lissabon-massakren – også kaldt Lissabon-pogromen. En mængde af portugisiske katolikker og udenlandske sømænd trængte ind i den jødiske bydel og overfaldt, torturerede og dræbte tusindvis af mennesker, som de anklagede for stadig at være jøder.

Efterfølgende henrettede Manuel lederne af optøjerne.

Men i 1536 indførte den følgende konge, hans søn Joao lll, den portugisiske inkvisition.

Så var det slut med den religiøse tolerance.




Glasmosaik med Manuel den Salige


Er man interesseret i at læse skønlitteratur, der kredser om disse tider og disse emner, kan jeg anbefale en hel række  bøger af bl.a. Noah Gordon og Ildefonso Falcones.