mandag den 7. juni 2021

Noget om kontinentaldriften, lidt om Darwin og meget om Alexander von Humboldt. Og dertil en smule om så meget andet.


I denne opfølgning af indlægget om Marie Hammer og kontinentaldrift-teorien, vil jeg trække tråde tilbage til Alexander von Humboldt og Charles Darwin.

Jeg har tidligere skrevet om Alexander von Humboldt i blogindlægget fra november 2019: ”Hvad du ikke vidste om Goethe og Humboldt”. 

Men her vil jeg udvide beretningen om Humboldt betragteligt og lægge en anden vinkel end sidst.

Mit indlæg skal ses som en hyldest til viden og kultur.   Derfor illustrationen øverst af Humboldt i sit enorme bibliotek.

Humboldt var – som nogen måske vil huske fra det nævnte tidligere blogindlæg - en tysk naturvidenskabsmand og opdagelsesrejsende, som grundlagde geografien som empirisk videnskab, især den  fysiske geografi og biogeografien - videnskaben om levende organismers geografiske udbredelse  - samt geofysikken.

Humboldt blev sin tids helt store videnskabelige superstar. Senere er han næsten blevet glemt – i hvert fald i den brede offentlighed, også selv om utallige steder er opkaldt efter ham. 

Det var Humboldt, der opfandt isotermerne – linjer gennem områder med samme temperatur og lufttryk, og han kom med ideen om vegetations- og klimazoner, som strækker sig over hele kloden.


 Kort med isotermer og klimazoner 

fra Humboldts værk Kosmos


Det tilsvarende fra et moderne atlas.

 

Tidligt i sit liv besteg han bjerget Chimborazo i Ecuador, som man dengang troede var verdens højeste. Og i knap 6.000 meters højde med udsigt over Andesbjergene fik han en slags videnskabelig åbenbaring.


 

Han så, at verden var én stor, levende organisme, hvor alt var forbundet, og i hans sind opstod et nyt og dristigt syn på naturen, der stadig lever den dag i dag.

»Naturen er en levende helhed, ikke et »dødt aggregat”. Det hele hænger sammen.”

Hans forskning, tanker og ideer blev i høj grad overtaget og videreført af andre. Amerikas førende naturfilosof, Henry David Thoreau, og evolutionsteoretikeren Charles Darwin var to af mange. Darwin, som levede samtidig, men som var noget yngre end Humboldt, beundrede ham betingelsesløst.

I dag er Darwin meget mere berømt end Humboldt. Men Darwin har selv sagt, at uden Humboldt var han aldrig gået om bord på The Beagle og var taget til Sydamerika. Så havde han aldrig opdaget alt det, han gjorde, og hvem skulle så have givet os evolutionsteorien, kan jeg tilføje.

 

På sine rejser i Sydamerika fulgte Marie Hammer – "Kvinden der  samlede verden" - på sin vis i sporene på Alexander von Humboldt. Det var det, der fik mig til at genlæse Andrea Wulfs bog ” Opfindelsen af naturen. Den eventyrlige beretning om Alexander von Humboldt, videnskabens glemte helt.”

 

 

Friedrich Wilhelm Heinrich Alexander friherre von Humboldt blev født i september 1769 i Berlin og døde i maj 1859 samme sted.

Han var ud af en rig preussisk adelsfamilie.

 

Da Alexander fyldte 18, sendte hans mor ham til et lille universitet i Frankfurt, hvor han studerede statskundskab og økonomi. Efter et semester mente moderen, at han var blevet dygtig nok til, at han måtte  slutte sig til broren Willem – en bror,  som familien anså for meget dygtigere og som læste ved universitetet i Gøttingen – det universitet, der blev anset for et af de bedste tysktalende universiteter. Broren Willem læste jura. Alexander kom til at studere naturvidenskab, matematik og sprog.

 

Men Alexander drømte andre drømme.

 

 Allerede som helt ung var det hans helt uudslukkelige drøm at rejse ud i troperne. Tidligt havde han læst James Cook og Louis Antoine de Bourgainvilles optegnelser fra deres opdagelsesrejser – to mænd, der begge havde været hele kloden  rundt.

I Gøttingen fik han en ældre ven, Georg Forster, som var en tysk naturhistoriker, som havde deltaget i Cooks anden jordomsejling. Sammen tog de i foråret 1790 på en fire måneder lang rejse rundt i Europa. Højdepunktet var London, hvor han mødte botanikere, eventyrere, kunstnere og intellektuelle, og han mødte Joseph Banks, der havde været med på Cooks første verdensomsejling som botaniker og nu var formand for Royal Society, landets vigtigste videns-selskab.

Sommeren 1790 begyndte han at læse økonomi ved handelsskolen i Hamborg, og han hadede det. Det var kun tal og regnskabsbøger. Da han dimitterede året efter, lod han sig indskrive ved det prestigefyldte bjergværksakademi i Freiburg. Det var et kompromis. Moderen kunne berolige sig selv med, at han her kunne uddanne sig til at gøre karriere i det preussiske bjergværksministerium, og han selv kunne dyrke sine interesser inden for naturvidenskaberne, især geologi.

På kun 8 måneder gennemførte han uddannelsen, som normalt tog 3 år.

Nu kunne han føle sig mere fri. Som kun 22-årig blev han ansat som bjergværksinspektør og fik til opgave at rejse rundt til miner over hele landet. I fritiden bedrev han alskens naturvidenskabelige eksperimenter.

I 1776 døde moderen, og dermed blev Humboldt sat helt fri. Han arvede en betydelig formue, og de følgende to år forberedte han sig på den helt store rejse. Han indkøbte mængder af instrumenter og rejste rundt i f.eks. Alperne og øvede sig i at bruge dem, ligesom han rejste fra sted til sted i Europa og opsøgte eksperter, der kunne give ham nyttig viden.

Humboldt havde på det tidspunkt allerede udgivet en del skrifter og skaffet sig et netværk, der åbnede mange døre for ham. Faktisk havde han også allerede fået en plante opkaldt efter sig, Humboldtia laurifolia. 




Endnu vidste Humboldt slet ikke, hvor han ville rejse hen.

Men da han endelig følte sig klar, løb han ind i det problem, at hele Europa var i krig. En stor del af kontinentet var involveret i Revolutionskrigene efter Den franske Revolution. Henrettelsen af den franske konge Louis XVl i januar 1793 havde forenet  de europæiske stater mod Frankrig. I årene efter revolutionen havde Frankrig erklæret krig mod det ene land efter det andet, inklusiv Østrig, Preussen, Spanien, Portugal og Storbritannien. Så overalt blev Humboldt hindret af krig og hære. 

 Han måtte finde et land, der ville  lade ham slutte sig til en ekspedition eller i det mindste give ham lov til at rejse til deres kolonier. Først tiggede han briterne om franskmændene og hjælp, derefter danskerne. Han overvejede Vestindien, men håbet blev knust af uafladelige søslag. Så tog han imod en invitation til at ledsage jarlen af Bristol til Egypten, selv om den gamle aristokrat blev betragtet som lidt af en excentriker. Også de planer kuldsejlede, da jarlen blev arresteret af franskmændene, der mistænkte ham for spionage.

Det virkede, som om det var mest praktisk at vende sig mod de sejrige franskmænd, hvis han skulle løse sit rejseproblem.

I slutningen af april 1798 besøgte han sin bror Willem og sin svigerinde Caroline i Paris.

Han tilbragte tiden i Paris i selskab med sin bror og med at skrive breve og kontakte de utallige videnskabsmænd, der var oplistet i hans notesbøger, og tale godt for sig.

Han købte også endnu flere bøger og måleinstrumenter.

"Jeg lever midt i videnskaben," skrev han. 

Et af de mange møder var med hans barndoms helt Louis Antoine de Bouganville, som i 1768 havde været den første europæer på Tahiti. Skønt han nu var 70 år, planlagde han en verdensomsejling, der også skulle føre ham til Sydpolen. Han var imponeret af den unge preussiske videnskabsmand og inviterede ham med. Projektet gik imidlertid i vasken på grund af manglende midler.

Humboldt forsøgte nu at finde ud af, om han kunne slutte sig til de 200 videnskabsfolk i Napoleons hær, der var afmarcheret fra Toulon i maj 1798 for at invadere Egypten. Men hvordan skulle han komme derned?

Humboldt kontaktede den svenske konsul i Paris, der lovede at skaffe ham plads på et skib fra Marseilles til Alger. Derfra kunne han rejse over land til Egypten.

Humboldt skyndte sig til Marseilles for øjeblikkelig afskibning, men intet skete. Da beskeden nåede frem, at den lovede fregat var blevet alvorligt beskadiget i et uvejr, besluttede Humboldt selv at chartre et skib. Men han fandt hurtigt ud af, at alle hans penge ikke var til nogen nytte. De mange søslag havde gjort det umuligt at finde et skib.

Nu opgav Humboldt  Frankrig og tog til Madrid for at prøve lykken der. Spanierne var berygtede for ikke at ville lade udlændinge komme ind i deres territorier. Men Humboldt brugte sin charme og sine nyttige forbindelser ved det spanske hof, og ganske overraskende tilstod den spanske konge, Carlos lV, ham  et pas til de sydamerikanske kolonier og Filippinerne på den betingelse, at Humboldt selv finansierede rejsen.

Det gjorde han hjertens gerne. Og han lovede at sende flora og fauna retur til det kongelige raritetskabinet og de kongelige haver. 

Aldrig før havde en udlænding fået så stor frihed til at udforske de spanske besiddelser.

I begyndelsen af juni 1799 stod skibet ud med kurs mod Ny Andalusien (Venezuela).

Så at rejsen kom til at gå  til Sydamerika, var helt tilfældigt. Det var nyt for mig. Til gengæld fik Humboldts beskrivelser af Andesbjergenes natur og kultur umådelig stor betydning for den latinamerikanske befolknings selvforståelse og for hele verdens naturforståelse.

Humboldt kom til at opholde sig i Amerika i 5 år. Han sejlede op ad floden Orinoco i Venezuela, og han vandrede i Andesbjergene fra Bogotá i Columbia til Quito i Ecuador og herfra  videre til Lima i Peru. Herefter var han på Cuba og i Nordamerika.

På hele rejsen blev han ledsaget af sin ven Aimé Bonpland, som han havde mødt i Paris.

 

Fra Bogotá krydsede de den første bjergkæde ad Quindío-passet i næsten 3.700 meters højde – en rute, der var kendt som en af de sværeste og farligste i hele Andeskæden.  Stien var mudret og ofte kun 20 cm bred, og det både tordnede, regnede og sneede. I løbet af få dage var deres sko slidt i stykker af de bambusskud, der stak op af mudderet, og de måtte fortsætte på bare fødder.

”Det er disse stier, man betror sine manuskripter, instrumenter og samlinger til,” skrev Humboldt i sin dagbog.

 

På et tidspunkt mistede de alle de fisk og krybdyr, de havde samlet på Magdalenafloden, da glaskrukkerne, de blev opbevaret i, faldt ned og knustes.

Somme tider gik de langs bratte dybe klippesider ad stier, der var så smalle, at mulddyrenes oppakning med dyrebare instrumenter og samlinger hang ud over kanten. Den slags øjeblikke var særlig nervepirrende for José, der havde ansvaret for barometeret, ekspeditionens vigtigste instrument – for uden det kunne Humboldt ikke opmåle bjergene. Barometeret bestod af en lang træstok med et glasrør indeni, der indeholdt kviksølv. Og selv om Humboldt havde fremstillet en særlig kasse til det, kunne glasset let gå i stykker.

 


Efterhånden som Humboldt havde bevæget sig sydpå mod Quito, havde han kunnet måle, hvordan magnetfeltet blev mindre intenst.

 

Til hans overraskelse viste det sig at fortsætte med at falde i intensitet, også efter at han tæt på Quito havde passeret Ækvator, og det fortsatte med at falde, indtil han nåede Cajamarcaplateauet i Peru, som lå mere end 7 grader og omtrent 800 km syd for den geografiske  ækvator.  Først her begyndte kompasnålen at pege mod syd og ikke nord. Han havde opdaget den magnetiske ækvator!

 

Omtrent 25 år senere -  som 59-årig -  foretog han en 15.000 km lang rejse i Rusland, hvor han nåede helt til den kinesiske grænse i Altairegionen.

I næsten 20 år havde han forsøgt at få indrejsetilladelse til Indien, så han herfra kunne komme ind i Himalayabjergene. Men East Indian Company, som reelt herskede i den britiske koloni i Indien, vedblev at modsætte sig. 

Men så kom et uventet tilbud. På baggrund af Humboldts tidligere arbejdsfelt inden for bjergværk, bad den russiske zar  ham rejse gennem Uralbjergene og videre mod øst til Tobolsk i Sibirien for at undersøge mulige mineralforekomster som guld, sølv og især  platin.

Hans finansminister, den tyskfødte grev Georg von Cancrin, var interesseret i, om Ruskland kunne benytte platin som møntfod, sådan som man gjorde i Columbia.

 Humboldt var tæt på den preussiske konge, hvis søster, Alexandra, var gift med zar Nicolai l. Det har nok været med til at fremme invitationen til en sådan rejse med alt betalt . 

Endelig kunne Humboldt komme til Asien.


Denne gang rejste Humboldt med et større følge. Til rejseselskabet hørte en ung professor i mineralogi fra Berlin og  en erfaren naturhistoriker, der allerede havde været på ekspedition til Mellemøsten. Dertil kom en jæger, der skulle hjælpe med at indsamle zoologiske prøver, en russisk bjergværksembedsmand, en kok, en konvoj af kosakker, der skulle beskytte dem og endelig en gammel ven, den franske greve Adolphe Polier, der havde giftet sig med en russisk grevinde.


Undervejs undersøgte Humboldt pligtskyldigt minerne langs ruten i Sibirien. Men han kedede sig. Dog blev han begejstret, da han fandt de diamanter, han havde forventet at finde.

I årenes løb havde Humboldt bemærket, at visse mineraler som regel optrådte sammen. F.eks. i Brasiliens bjerge, hvor man ofte fandt diamanter tæt på guld- og platinårer. Nu sammenholdt han sin detaljerede geologiske viden fra Sydamerika med russiske forhold.

I alle de miner, de gjorde holdt ved, søgte Humboldt efter diamanter.  De fleste af dem, der så til, syntes, han var splittergal, for ingen havde nogensinde fundet diamanter andre steder end i troperne.

Men et par af de andre videnskabsmænd i selskabet lod sig rive med, og efter Humboldt nøje anvisninger  fandt grev Polier den første diamant. I alt blev der fundet 37 diamanter.


Sibirien var ikke den utæmmede ødemark, han havde forventet. Jekaterinburg, der lå 1600 km øst for Moskva på grænsen til det asiatiske Rusland, viste sig f.eks. at være et stort industricentrum med 15 000 indbyggere, hvoraf mange arbejdede i mine- eller fremstillings-industrien. Der var guldminer, jernværker, smelterier, stensliber-værksteder, støberier og smedjer. Blandt de mange råstoffer var guld, platin, kobber, ædelsten og halvædelsten.

  

Jekaterinburgs placering i Sverdlovsk oblast.

Byen blev grundlagt  i 1723, fik byrettigheder i 1796 og hed Sverdlovsk fra 1924 til 1991. Det er under det navn, jeg kender byen fra geografi-undervisningen på seminariet. I 1930'erne udvikledes området som centrum for sværindustrien. Det passer jo fint sammen med Humboldts oplevelse af stedet i 1829. Byen har i dag 1.468.833  indbyggere og er Ruslands fjerdestørste.


 

Rejsen blev en plage for Humboldt. Hvor end de gjorde opholdt, blev de modtaget af guvernører, byråd, officerer og andre embedsfolk. Der var lange middagsselskaber, taler og baller og ingen tid til at være alene.

 

Da de nåede målet i Tobolsk, det østligste punkt på den aftalte rute, besluttede Humboldt at fravige fra hjemrejseruten og følge egne ønsker.

Han satte kursen videre østpå over Barabastepperne. Stepperne strakte sig 1.600 km østpå fra Tobolsk til Barnaul og de vestligste Altaibjerge. De tilbagelagde i gennemsnit 150 km hver dag og somme tider næsten 320 km på et døgn. 

 

Da de nåede minebyen Barnaul,  var de over 5.600 km fra Berlin, og Humboldt regnede ud, at de var lige så  langt mod øst, som han i Caracas havde været mod vest.

 

Da de nærmede sig Ust-Kamenogorsk, en fæstning  nær den mongolske grænse, blev stierne op i bjergene så stejle, at de måtte efterlade vognene og det meste af oppakningen og fortsætte med de små, flade trækvogne, som de lokale brugte eller bestigningen måtte ske til fods. 

 

Fæstningen blev anlagt af Peter den Store, som udsendte en ekspedition, der skulle lede efter guld.


I sovjettiden udviklede stedet sig til et stort minedrift- og metallurgisk center.  

I efterkrigstiden indgik byen i Ruslands atom-våben-program. På byens største virksomhed, Ulba Metal Works, produceredes og produceres stadig uranprodukter, men det blev holdt helt hemmeligt, på trods af at virksomheden havde tusindvis af arbejdere. Byen var lukket for udefrakommende. 

En eksplosion ved UMW's beryllium-produktionslinje i 1990 førte til diffusion af en meget giftig berylliumholdig "sky" over byen. Så var hemmeligheden vist afsløret.

I dag ligger Ust-Kamenogorsk i Kasakhstan. Byen har to officielle navne. På det kazakhanske sprog hedder den Öskemen, Өскемен, på russisk stadig Ust-Kamenogorsk, Усть-Каменогорск.  Begge navne står på byens segl.

Behandling af ikke-jernholdige metaller, især uran, beryllium, tantal, kobber, bly, sølv og zink er fortsat vigtig den dag i dag,  og Ulba metallurgianlæg producerer højteknologisk uran-, beryllium- og tantalprodukter til atomteknik, elektronik, metallurgiske og andre driftsområder. Virksomheden er blandt de førende inden for produktion af deres specifikke varer.


 

Da Humboldt fik Belukhabjergets to toppe i syne, ønskede han, at han kunne bestige det, men måtte erkende, at det var for sent på året.

Trods skuffelsen følte Humboldt, han havde set nok, Han havde kasserne fulde af pressede planter  og store skemaer med måleresultater samt sten og metaller.

 

Belukha blev i øvrigt besteget første gang så sent som 1914.

 

På den videre vej besluttede Humboldt, at han ville forsøge at krydse grænsen ind til Kina og Mongoliet. Da de nåede til Baty ved Irtysjfloden, så de, at på den venstre bred stod den mongolske grænsevagt, på den højre stod den kinesiske.  Der var et par jurter, nogle få kameler, et par gedeflokke og omtrent 80 udisciplinerede soldater i laset tøj, noterede Humboldt.

 


Først gik Humboldt til den kinesiske grænsepost, hvor han besøgte den befalings-havende i hans jurte. Et par timer senere blev han sejlet over floden for at mødes med den mongolske officer i den anden jurte. Humboldt var henrykt. Nu havde han været i Kina, Det himmelske Kongerige, skrev han hjem.


Men nu var det på tide at vende hjem. Eftersom han ikke havde haft tilladelse til at rejse længere mod øst end Tobolsk, ville han i hvert fald sikre sig, at han nåede tilbage til Sankt Petersborg til det aftalte tidspunkt.

 

Først måtte de tilbage til Ust-Kamenogorsk og hente vognene. Derfra gik turen vestover gennem Ruslands sydligste egne forbi Omsk, Miass og Orenburg. Rejsen var på i alt 4.800 km, hvoraf de første 3.200 forløb langs Ruslands grænse mod Kina hen over den kasakhiske steppe med dens kirgisiske nomader og med kontrolposter, vagttårne og små fæstninger bemandet med kosakker.

 

Allerede ved afrejsen havde Humboldt ønsket, at han på hjemturen kunne se Det Kaspiske Hav og Araratbjerget. Det var en gammel drengedrøm.  Men på grund af Ruslands krig mod Osmannerriget, som udkæmpedes nede i Sortehavsområdet, havde russerne sagt, at det var umuligt. Det måtte vente til fredeligere tider.

 

Men da Humboldt undervejs havde modtaget nyheden om, at Rusland havde sejret i kampene omkring Konstantinopel, og at sultan Mahmud ll havde indgået en fredsaftale, så afveg Humboldt endnu engang fra den aftalte rejserute. I stedet for at rejse mod nordvest satte han kurs mod syd.

I oktober nåede han Astrakhan, dér hvor den store Volgaflod flyder ud i Det Kaspiske Hav. Humboldts rejseselskab steg ombord på et dampskib og udforskede floden og havet.

 

Og endelig var Humboldt klar til at afslutte rejsen.

 

Han var lykkelig. Han havde drukket te med kinesiske officerer ved den mongolske grænse og gæret hoppemælk med kirgiserne.

På vejen fra Astrakhan til Volgograd havde kalmukfolkets lærde khan arrangeret en koncert til hans ære, hvor et orkester af  kalmukker havde spillet Mozartouverturer. Han havde set saiga-antiloper, set slanger slikke sol på en ø Volgafloden, og han havde set en nøgen indisk fakir i Astrakhan. 

 

  Sin 60-års fødselsdag fejrede han i Miass i selskab med den lokale apoteker, som skulle gå over i historien som Lenins bedstefar.

 

Og han havde fundet de diamanter i Sibirien, han var overbevist om måtte være der, og som han havde lovet Zarina Alexandra at bringe med hjem som gave til hende.

 

Humboldt nåede endelig tilbage til Sankt Petersborg 13. november 1829. Siden afrejsen 20. maj havde rejseselskabet tilbagelagt 16.000 km på under et halvt år, havde passeret 658 poststationer og benyttet 12.244 heste.

 

Humboldt følte sig stærkere og sundere end nogensinde før, efter det lange ophold i det fri og de spændende oplevelser.

 

At læse om Humboldts ekspeditioner var forunderligt.  Men på en måde forundredes jeg næsten mere over Marie Hammers rejser, end jeg forundredes over Humboldts rejser allerede 150 år tidligere. Måske fordi Marie Hammer trods alt er tættere på min verden, og jeg kan sætte hendes rejser i relation til mit eget og mange almindelige danskeres liv? Humboldts rejser var næsten så eventyrlige, at de er svære at forholde sig til.

 

 

Hvad jeg forundredes endnu mere over, var det blomstrende intellektuelle miljø i starten af 1800-tallet, som beskrives i bogen om Humboldt.

Tankevækkende med så megen intellektuel udveksling så tidligt – når man f.eks. betænker, at Danmark først i 1814 fik sin landsdækkende lov om almueskole-væsenet, hvor det blev fastslået, at alle børn skulle gå i skole regelmæssigt fra de var 7 år, til de blev konfirmerede. Og så var det for det store flertals vedkommende ud og arbejde for føden.

 

 

Før Humboldt  kom på sin første store rejse, mødtes han ofte med Goethe. Den Goethe, som jeg kun kendte som Tysklands største forfatter, men som også interesserede sig voldsomt for og studerede naturvidenskab, især geologi, botanik og zoologi.

Goethe mente, at alle væsner stammede fra en urform. Ligesom den franske naturvidenskabsmand Jean-Baptist Lemarck, og senere Charles Darwin, mente Goethe, at dyr og planter tilpassede sig deres omgivelser.

Humboldts gamle lærer, Johann Friedrich Blumenbach havde udviklet en teori om de kræfter, der former organismer – en såkaldt dannelsesdrift eller livskræfterne. Goethe var fascineret af teorien og afprøvede den på sin egen urformsteori.

Goethe skelnede mellem den indre kraft - urformen - der udgjorde levende organismers generelle form, og den ydre kraft, der formede selve organismen. For eksemperl var en sæls krop skabt til at passe til dens levested (den ydre kraft), men samtidig udviste dens skelet samme generelle mønster (den indre kraft) som landpattedyr.

Han mente også, at slanger havde udviklet en uendelig lang hals, fordi hverken stof eller kraft var ”blevet spildt” på arme og ben. Firben havde en kortere hals, fordi den havde ben, mens frøens hals var endnu kortere, fordi den havde lange ben.

 

 

Urformen, skrev Goethe, kunne findes i alle levende organismer i forskellige stadier af metamorfose - selv fra dyr til mennesker. Det var jo rent ud sagt ugudelig tale – og sjovt at læse om, at Darwin slet ikke var den første, der tænkte sådanne tanker. (Men selvfølgelig var han ikke det.)

 

Faktisk havde allerede Charles Darwins bedstefar, Erasmus Darwin (1731-1802) som var en britisk læge, botaniker, opfinder og filosof, været inde på de samme tanker.   

Han blev berømt for sin popularisering af videnskab i episke digte. I den stil skrev han bøgerne Botanical Garden (1791) og The Temple of Nature (1802). Og i disse bøger redegjorde han for en teori om evolution af arter fra en fælles oprindelse i form af primitive organismer i havet.

Både Goethe og Humboldt kendte til disse bøger, og især Humboldt var begejstret for formen, da også han mente, at man skulle føle naturen.

Også Charles Darwin var (naturligvis) godt bekendt med sin bedstefars idé og var inspireret af den, og det blev så  Charles Darwin, der kom til at udforme den endelige moderne evolutionsteori, som han præsenterede i 1859.

 

Dengang var det ellers den almindelige mening, at arterne havde været uændret, siden Gud skabte dem.

 

Da Darwin havde indsamlet sine drossel- og finkearter på Galapagosøerne, var det den britiske ornitolog, James Gould, der efter The Beagles hjemkomst identificeret fuglene og fastslog, at de virkelig var særskilte arter. Gould, det var ham, der blev kaldt fuglemanden. Han er kendt for nogle umådelig smukke tegninger af fugle.

 

Darwin indså, at hver ø havde sin egen endemiske art. Eftersom øerne var relativt nyopståede vulkanøer, var der kun to mulige forklaringer: Enten havde Gud skabt disse arter specifikt til hver deres Galapagosø, eller også havde de den samme forfar, der engang var migreret til øerne, hvorefter de isoleret på hver deres ø havde udviklet sig til hver deres art.

 

Implikationen var revolutionerende. 

Hvis Gud oprindelig havde skabt alle planter og dyr, indebar ideen om arternes udvikling så, at han havde begået en fejl? 

Og hvis arter kunne uddø, og Gud hele tiden skabte nye, betød det så, at han hele tiden skiftede mening?

Lidt komisk lyder det jo. Men en videnskabsmand som Charles Lyell påstod noget lidt i samme retning inden for planteverdenen. Han påstod, at plantearter, som man fandt over store afstande, var opstået i flere forskellige skabelsescentre. Gud havde skabt de lignende arter på samme tid, men forskellige steder i en række af såkaldte ”mangfoldige skabelser”.

 

Darwin var uenig og understøttede sin teori med argumenter om migration og fordeling,  blandt andet baseret på Humboldts bog Voyage aux regions equinoxiales.

 

Darwin var overbevist om, at arterne forandrede sig. Alt var i bevægelse, eller som Humboldt sagde, hvis Jorden forandrede sig, hvis landmasser og have bevægede sig, hvis temperaturerne steg og faldt – så måtte alle organismer også have været udsat for forskellige forandringer. 

Hvis miljøet havde indflydelse på organismernes udvikling, så måtte videnskaben kaste et nærmere blik på forskellige typer klima og habitater. Derfor koncentrerede Darwin sin teori om organismernes fordeling rundt omkring på kloden, hvilket netop var Humboldts speciale - hvad planter angik.

 

Darwin var således ekstremt inspireret af Humboldt.

Da han i 1829 - samme år som Humboldt rejste til Rusland - som 22-årig sejlede ud på  Beagles anden ekspedition til Sydamerika, medbragte han Humboldts 7-binds store værk Voyage aux régions équinoxiales du nouveau continent 1799-1804, som han jævnligt konsulterede og sammenlignede med egne observationer. I de medbragte bind af Humboldts værk noterede og understregede Darwin passager og tilføjede egne observationer i margen. Han indlærte endda lange passager af Humboldts tekst udenad.

 Ved sammenligning mellem Humboldts og Darwins senere tekster kan man tydeligt se, at Darwins formuleringer ligger usandsynlig tæt på Humboldts formuleringer. Det kan man læse om i et afsnit af Andrea Wulfs bog om Alexander von Humboldt.

 

Naturligvis er det umuligt at forestille sig, at man kan finde en moderne biolog eller zoolog, der ikke står på skuldrene af Darwin. (Skønt var der ikke  noget med, at vi havde en uddannelsesminister, Esben Lunde Larsen, som afviste evolutionsteorien ? :-))

Heller ikke Marie Hammer havde haft viden og metoder til sin forskning i mosmidernes spredning over hele kloden og bevisførelse for Wegeners teori om kontinentaldriften, hvis ikke det havde været for Darwins evolutionsteori. 

 

 

Jeg nævnte tidligere min forundring over det blomstrende intellektuelle miljø på Humboldts tid. Det kommer især til udtryk i beskrivelsen af  Humboldts tid i Paris. Skønt han var preusser, og Frankrig og Preussen var modstandere i Napoleonskrigene (og i mange både tidligere og efterfølgende krige), så var det i Paris, han slog sig ned, da han vendte tilbage fra Amerika.

 

Årsagen til, at han udvalgte sig Paris som sit nye hjem, var enkel: I ingen anden by havde videnskaben bedre vilkår. Der var intet andet sted i Europa, hvor tænkningen var så liberal, så fri.

Den franske Revolution havde stækket den katolske kirkes magt, og videnskabsmænd var ikke længere i samme grad bundet af religiøse dogmer og ortodoksi. De kunne fordomsfrit eksperimentere og studere og stille spørgsmålstegn ved alt og alle. Fornuften og forstanden var den nye religion.

 

I Jardin des Plantes – tidligere Jardin du Roi – havde man opført nye væksthuse, og det naturhistoriske museum havde udvidet med nye samlinger , som Napoleons hære havde taget med sig hjem fra hele Europa – herbarier, fossiler, udstoppede dyr, ja selv to levende elefanter.

 

 


Menageriet i Jardin des Plantes - som tidligere hed Jardin du Roy, men som naturligvis havde skiftet navn efter republikkens indfølelse. 

Særlig Napoleons Kejserinde Josefine  gik meget op i menageriet.

Det var hertil, der i 1826 som gave fra  Egyptens Pasha, Mehemet Ali, til kong Charles X ankom den første giraf i Europa, giraffen Zarafa, som der er lavet den smukkeste animationsfilm om.

Hvis du forstår lidt fransk til husbehov, så læs om menageriet her.

 Eller på Garden  Trusts blog her

Promenende i Jardin des Plantes.


Da Napoleon havde lidt nederlag, og den presussiske hær kom til Paris, var det Humboldt, som den franske naturhistoriker George Cuvier bad om hjælp, da den preussiske hærledelse besluttede at forvandle  Jardin des Plantes til en militærlejr. Humboldt trak i sine tråde og overtalte den preussiske øverstkommanderende til at placere sine tropper et andet sted. 

Da preusserne et år efter igen kom til Paris efter sejren ved Waterloo, var det atter Humboldt, der reddede den botaniske haves dyrebare  samlinger.

2 000 soldater havde slået lejr ved siden af, og Cuvier var begyndt at blive urolig for sine skatte. Tropperne forstyrrede dyrene i menageriet, fortalte han Humboldt, og gik og pillede ved alle mulige sjældne genstande. Humboldt gik igen til preussernes øverst-kommanderende og fik ham til at love, at hverken dyr eller planter kom i fare.


I Paris fandt Humboldt ligesindede tænkere lige fra gravører til videnskabelige selskaber, institutioner og saloner. Paris var også Europas centrum for trykpresse og forlagsvirksomhed. Det var kort sagt det perfekte sted for Humboldt at dele sine nye tanker med resten af verden.


Humboldt elskede Paris og al den viden, der flød i strømme i dens gader, dens saloner og laboratorier. L’ Académie des Sciences, Videnskabernes Akademi, var  et knudepunkt for videnskabelig forskning, men der var mange andre steder. I anatomisalen på L’Ecole de Medicine var der plads til 1000 studerende, og observatoriet var udstyret med de allerbedste instrumenter, og Jardin des Plantes kunne ud over den botaniske have bryste sig af omtalte menageri, en gigantisk samling af naturhistoriske genstande og et bibliotek.


I Paris foretog den 25-årige kemiker Joseph Louis Guy-Lussac dristige opstigninger i luftballon for at studere  Jordens magnetfelt fra stor højde. Kun tre uger efter Humboldts hjemkomst gjorde han magnetiske observationer og målte temperatur og lufttryk i 7000 meters højde, 900 meter højere oppe end Humboldt, da han stod på Chimborazo. De to blev snart de bedste venner og holdt fælles forelæsninger, rejste sammen og boede sågar sammen på to små værelser på loftsetagen af L’Ecole Polytechnique.

På Det naturhistoriske Museum i Jardin des Plantes mødte Humboldt de to naturforskere George Cuvier og Jean-Baptiste Lamarck. Cuvier havde forvandlet det kontroversielle spørgsmål om uddøde arter til  et videnskabeligt faktum ved at undersøge fossiler, og havde påvist, at de ikke tilhørte nogen levende arter. Og Lamarc havde kort forinden udviklet en teori om arternes gradvise transmutation og dermed banet veje for evolutionstænkning.

Den berømte astronom og matematiker Pierre-Simon Laplace arbejdede på en teori om Jordens og Universets skabelse, som hjalp Humboldt med at give sine tanker form.

Humboldt gav forelæsninger, strøg fra den ene til den anden salon og talte om sin ekspedition og alle mulige emner herudfra. Han udførte eksperimenter, skrev bøger og drøftede sine teorier med sine nye forskervenner. Han nød i den grad livet.

 

Dog havde han to store skuffelser.

Den ene var, at han aldrig opnåede Napoleons anerkendelse.

 

For de fleste andre lærde var Napoleon en god mand. Napoleon støttede videnskaben, og aldrig før havde videnskabens repræsentanter befundet sig så tæt på magtens centrum. Mange ministerier og politiske topposter blev besat med videnskabsmænd, blandt andre nogle af Humboldts kolleger og venner fra L’Academie des  Sciences, naturhistorikeren George Cuvier og matematikeren Pierre-Simon Laplace.

 

Napoleon havde allerede hånligt udtrykt sit mishag under sit første møde med Humboldt umiddelbart efter hjemkomsten fra den sydamerikanske ekspedition.

 

-- Nå, så De interesserer Dem for botanik? Ja, det gør min kone også.

 

Til at begynde med havde Humboldt forsøgt at indynde sig hos kejseren ved at forære ham sine bøger, men det blev ignoreret.

- - Napoleon hader mig, har Humboldt udbrudt.

 

En ven sagde senere, at Napoleon ikke brød sig om Humboldt, fordi hans meninger ikke lod sig bøje.

En anden forklaring kunne være, at Napoleon nærede mistro til Humboldt pga. hans nationalitet som preusser og mistænkte ham for at være spion.

Og endelig har der været fremsat tanken om, at Napoleon simpelthen var skinsyg, fordi Humboldts værk Voyage aux régions equinoxiales lå i direkte konkurrence med Napoleons egen stolthed  Descriptión de Egypte, bygget på den viden, som var indsamlet af de næsten 200 videnskabsmænd, der 1798 havde fulgt med Napoleons tropper, da de invaderede Egypten.

 Efter sigende læste Napoleon dog Humboldts værk - endda aftenen lige inden Slaget ved Waterloo.

 

I 1806 havde Humboldt første bind klar af værket  Voyage aux régions equinoxiales, der med tiden skulle komme til at omfatte  34 bind.  1. bind hed Essai sur la geographie des plantes – Essay om planternes geografi, og det indeholdt hans berømte Naturgemälde.

 

 

Naturgemälde var et 60 gange 90 cm stort håndkoloreret stik, der kunne foldes ud og viste, hvordan klimazoner og vegetation hang sammen alt efter breddegrad og højdemeter. Det viste et tværsnit af bjerget  Chimborazoog og fordelingen af vækster fra dalene til snegrænsen. På bjergsiden var indskrevet alle de planter, de så. 

 

I siderne var noteret massevis af forskellige målinger, han havde foretaget, og der var oplistet de dyr, de så undervejs.

 



 Efterfølgende har andre geografer og botanikere udført noget lignende på andre bjerge.
 

 

Humboldt havde planer om mange flere bøger, og han skrev og skrev.  Hans hjerne havde ofte svært ved at holde trit med sig selv. Mens han skrev, dukkede hele tiden nye ideer op, som han så måtte presse ind på siderne sammen med små skitser eller beregninger i margen. Når han løb tør for plads, brugte han bordpladen til at skrive på. Snart var hele bordpladen fyldt op med ord, tal og streger, så en snedker måtte hidkaldes for at gøre bordpladen glat og pæn igen.

Skrivearbejdet hindrede ham ikke i at rejse, så længe det var inden for Europas grænser, og han holdt sig i. nærheden af universitetsbyerne. Han kunne arbejde hvor som helst, hvis han var nødt til det – om det så var i en diligence, hvor han sad og balancerede med sine notesbøger, som han fyldte med næsten ulæselig skrift.

Ind imellem udførte han eksperimenter, og det var også tidskrævende at deltage i de mange saloner. Han kunne nå flere på samme aften. Når han trådte ind, talte han uafbrudt. Han sprang ubesværet fra det ene emne til det andet uden ophør, og ingen andre kunne få et ord indført, og pludselig, så var han styrtet videre. Han kunne have en skarp tunge og være særdeles nedladende. Det fortælles, at når Humboldt ankom, var der ingen, der turde forlade salonen før Humboldt. Ellers vidste man ikke, om man blev spiddet af den skarpe tunge, når man var gået.

 

Ak ja. Indimellem må det have været trættende at være så overbevist om egen fortræffelighed.

 

Humboldt skrev på mange forskellige bøger samtidig, og derfor havde han svært ved at overholde deadlines.

Men i 1810 fik han færdiggjort 1. bind af ”Vues des Cordilléres er Monuments de Peuples Indigènes de L’Amerique”, Andesbjergene og Amerikas indfødte folkeslags monumenter. Det var den hidtil mest overdådige af hans udgivelser – en stor bog i folioformat med 69 pragtfulde stik af Chiborazo, vulkaner, aztekerskrifter og mexicanske kalendere blandt meget andet. Hvert stik ledsagedes af mange siders tekst om det, stikket forestillede, men det var stikkene selv, der var hovedattraktionen.  Dette var en hyldest til Latinamerikas natur, dets gamle civilisationer og folkeslag.  ”Natur og kunst hænger tæt sammen i mine værker," skrev Humboldt til Goethe.


Humboldt ene skuffelser var altså, at Napoleon aldrig anerkendte ham.

 

Den anden skuffelse var, at han aldrig opnåede tilladelse til at rejse ind i Indien og ad den vej nå Himalayabjergene. Humboldt var gentagne gange i London for at fremme sin sag, men til stadighed uden resultat. East India Company vedblev at stikke ham en kæp i hjulet, uagtet han havde støtte i den engelske regering til sit forehavende.

 

Til gengæld havde han glæde af at besøge store britiske institutioner og mødes med britiske forskere.

 

Han besøgte British Museum, som netop havde  åbnet en stor udstilling af The Elgin Marbles. De store marmorskatte, som Elgin havde hjemtaget fra Parthenon i Athen.

 

Han besøgte observatoriet i Greenwich, og han assisterede den berømte, tyskfødte astronom William Herschell i hans hus i Slough uden for London.

 

Herschell var 80 år gammel  og en legende. Det var ham, som i 1781 havde opdaget planeten Uranus og med sine kæmpestore teleskoper havde bragt Universet ned på Jorden. Ligesom alle andre var  Humboldt ivrig efter at se Herschells 12 meter lange teleskop, som han selv havde bygget, og som man beskrev som et af verdens vidundere.


Jeg tror måske, jeg har set Herschells teleskop ude i Greenwich Observatoriet for en del år siden, men da kendte jeg vist for lidt til det, til at jeg blev virkelig imponeret. Men jeg var meget optaget af 0-meridianen, og vi nogle tidlige ure og kompasser.

 

Det, der særligt interesserede Humboldt, var Herschells teori om at Universet var under udvikling. At det var en levende ting, der ændrede sig, voksede og fluktuerede.

 

Herschell brugte en haveantologi, når han beskrev stjernernes  og planeternes ”spiring, blomstring, løv, frugtbarhed, henvisnen og forrådnelse” til at forklare deres cyklus. Nøjagtig den samme metaforik skulle Humboldt  senere selv anvende.

 

Han besøgte Sir Joseph Banks, som han allerede som helt ung havde mødt på sin rejse til England. Banks var den store naturalist og botaniker, som deltog i James Cooks første store opdagelsesrejse fra 1768–1771 på skibet HMB Endeavour, og som på grundlag heraf beskrev og navngav 75 dengang ukendte arter. Det er hans fortjeneste, at den vestlige verden blev introduceret for eukalyptus, akacie, mimosa, og en hel slægt fik også navn efter Banks, Banksia. 

 

Efter Napoleons endelige nederlag var britiske forskere begyndt at besøge Paris, bl.a. for at besøge Louvre og beundre nogle af de mange skatte, der var samlet her, inden de blev ført tilbage til de lande, hvor de var hentet. 

Louvre var tidligere et kongeslot,  Under Revolutionen i 1789, hvor kongen blev afsat og henrettet, besluttede man sig for at åbne dette museum. Det skete i 1793. For at kunne rumme alle de kunstgenstande, der blev bragt til Louvre fra erobrede områder, blev museet ombygget og åbnede igen i 1800. I 1803 ændrede det navn til Musée Napoléon. Men efter Napoleons fald ændredes navnet igen.


Maleri af parisere, der besøger Louvremuseet. Damerne naturligvis moderigtigt iklædt den empiremode, som vi altid ser Kejserinde Josefine bære.

 

Napoleons andet ægteskab med Marie Louise af Østrig (et forsøg på at  stemme østrigerne lidt blidere) i 1810 blev fejret  i det store galleri i Louvre.

Nogle af de videnskabsmænd, der besøgte Paris efter Napoleons endelige nederlag, benyttede lejligheden til at banke på Humboldts dør, og han havde haft besøg af en tidligere sekretær for Royal Society, Charles Bladgen, og en kommende præsident for samme, kemikeren Humpfrey Davy.

Royal Society var grundlagt i 1660’erne ”til fremme af viden om naturen gennem eksperimentet.”

 


Royal Society blev centrum for al videnskabelig forskning i Storbritannien. Hver torsdag mødtes medlemmerne for at drøfte de seneste fremskridt. De udførte eksperimenter, hørte om nye teleskoper, kometer, botanik, fossiler. De diskuterede, udvekslede resultater og læste de breve, som selskabet modtog fra videnskabeligt interesserede venner fra ind- og udland.

Det var det ultimative sted at dyrke sit videnskabelige netværk.

Under sit ophold i London deltog Humboldt i selskabets møder. To år tidligere havde medlemmerne hædret ham ved at optage ham som ikke-engelsk medlem, og han var ude af stand til at skjule sin stolthed, da hans gamle ven Joseph Banks, der på daværende tidspunkt var præsident for selskabet, fremhævede Humboldts seneste botaniske værk foran den hæderkronede forsamling  som et af de smukkeste  og prægtigste nogensinde.

Banks inviterede også Humboldt med til selskabets endnu mere eksklusive klub, hvor han bl.a. genså Humphrey Davy, som havde besøgt ham i Paris

 

Mens han opholdt sig i London, steg salget af hans bøger, der nu var oversat til engelsk, og Humboldts følelsesfulde beskrivelser af naturen som et sammenhængende hele sivede ind i engelsk digtning. Både Wordsworth og Cooleridge læste hans bøger og lod sig inspirere af dem i deres digtning.

 

Jo, jeg er både forundret og imponeret over den livlige  udveksling af forskning og ideer, der fandt sted på Humboldts tid – især i perioden under Napoleon.

 

Hvad jeg også synes, det har været fascinerende at læse om, er, hvordan Paris blomstrede og udviklede sig, og hvordan der udfoldede sig stor selskabelighed ”hjemme i Frankrig”, alt imens Napoleon førte sine krige i hele Europa.

 

Rige parisere følte sig ikke synderligt generede af den evindelige krig i Europa i de år. Napoleons hære havde efterhånden krydset kontinentet hele vejen til Rusland, men tilværelsen for Humboldt og hans venner ændrede sig ikke meget.

Og de ændringer, der kom, var mere positive end negative. Paris voksede sig stor og stærk i takt med Napoleons sejre.

 

Napoleon kom til magten i 1799, samme år som Humboldt drog afsted til Sydamerika. Da Humboldt vendte tilbage i august 1804, havde Napoleon udråbt sig som kejser i maj 1804. Allerede på det tidspunkt var Paris med sine halve million indbyggere en metropol, kun overgået af London. De næste 10 år steg indbyggertallet til 700 000 tusinde.

 

Paris var en stor byggeplads

 

Napoleon inspicerer sine tropper. 
Bemærk byggeriet på Louvre i baggrunden.



Der blev bygget palæer og anlagt pladser, springvand og boulevarder. 

 

 Place du Chatelet og den nye Fountaine du Palmier


Der blev gravet en 100 km lang kanal for at tilføre byen frisk vand, Quai d’Orcy blev anlagt for at undgå, at Seinen gik over sine bredder, Notre Dame blev restaureret. Fundamentet til Triumfbuen blev lagt. 

Napoleon beordrede byggeriet af Triumfbuen i 1806. Den nåede ikke at blive færdiggjort under hans regime, men i 1810 blev der opført en simpel triumfbue i træ og kanvas, hvorunder Marie-Louise af Østrig blev kørt til sit bryllup med Napoleon i Paris i 1810.

 

      

Byen summede af aktivitet. Stemningen var overstadig livsglæde. Der var caféer og restauranter overalt, og udlændinge blev forbløffede over, hvor meget af det sociale liv der foregik udendørs. ”Det var, som om deres huse kun var til at sove i,” som den engelske romantiske digter Robert Suthey udtrykte det.

Det var, som en anden beskrev det, som om hele byen udelukkende hengav sig til morskab. Selv ved midnat var gaderne fulde af folk, der lod sig underholde af musikere, kunstnere, tryllekunstnere. En tredje beskrev byen som i en tilstand af evig bevægelse.

 

Det var også et Paris, hvor alting sydede af frihedstrang.

 

Tænk engang. Her mødte Humboldt  en ung Simón Bolivar. Den Bolivar, der senere rejste tilbage til Sydamerika og startede frihedskampene i Venezuela, Columbia, Ecuador og Peru! Herom – om hele Sydamerikas frihedskamp - handler også et spændende afsnit i Andrea Wulfs mammutværk.

 

Men på et tidspunkt stoppede lystighederne. I slutningen af marts 1814  marcherede de allierede op ad Champs Élysées. Omkring 170 000 østrigere, russere og preussere indtog Paris' gader og væltede Napoleonstatuen ned fra Vendômesøjlen. Ikke engang de mest ubekymrede parisere kunne længere ignorere de nye realiteter.  

Vendomepladsen i dag. Selve søjlen har en stenkerne, som er betrukket med bronze udenom. Her ses bas-relieffer, som forestiller den franske hærs bedrifter. Bronzen stammer fra erobrede kanoner fra de russiske og østrigske hære i slaget ved Austerlitz i 1805.



Det må have været underligt for Humboldt. I 1805 havde han set Napoleon smadre (hans hjemland) Preussen, og nu 8 år senere så han de allieredes (og dermed preussernes)  triumferende indtog i Frankrig, det land han kaldte sit andet hjemland.

 

Men på et tidspunkt fik også Humboldts liv i Paris en ende.

Allerede i 1805, da Humboldt en kort periode opholdt sig i Berlin, havde kong Friedrich Wilhelm lll tildelt  ham en rundhåndet årlig pension uden de mindste  forpligtelser, og han havde udnævnt ham til sin kammerherre – også uden forpligtelser.

 

Og disse midler vedblev han at modtage, selv om han kort efter igen gjorde Paris til sit faste opholdssted. Han skrev til kong Friedrich Wilhelm lll, at Berlins mangel på videnskabsmænd, kunstnere og forlæggere gjorde det umuligt for ham at arbejde i byen og udgive sine rejseberetninger. Forbløffende nok blev det accepteret af kongen, og der skulle gå 20 år, før han genså Berlin.

 

 

I efteråret 1826 var den preussiske konges tålmodighed med Humboldt imidlertid sluppet op.  Formålet med aflønningen var trods alt, at en del at Humboldts stråleglans skulle skinne lidt på hoffet også.

 

Humboldt modtog et brev, som kun kunne tolkes som en ordre om at vende tilbage til Berlin. Vel ikke et helt urimeligt ønske efter at han i årevis havde modtaget  en pæn sum penge, uden at der blev stillet nogen form for krav.

”De må være færdig med de udgivelser, som De mente kun kunne skrives på tilfredsstillende vis i Paris,” skrev kongen.


Han kunne ikke længere forlænge fristen for Humboldts ophold i Frankrig – et land, der under alle omstændigheder  ”burde være genstand for enhver sand preussers had.” 

Kongen afventede Humboldts meget snarlige  hjemkomst. 

Man må da også sige, at kongens tålmodighed havde strakt sig meget langt.

 

Og det var måske ikke dårligste tidspunkt at blive tvunget til at forlade Paris.

Efter genindførelse af monarkiet, oplevede Humboldt, at pressefriheden blev stækket, og kirken fik mere magt. Humboldt følte sig utilpas ved den måde, hvorpå religionen indskrænkede den videnskabelige tænkning i Frankrig. Paris var mindre indstillet end nogensinde på at være et videnskabeligt centrum, skrev Humboldt til en ven i Geneve og fortalte om, hvordan man undertrykte den frie tænknings ånd ved at skære i midlerne til laboratorier, forskning og undervisning. Videnskabsmænd var henvist til at fedte sig til penge fra kongen og blev føjelige redskaber for politikere og prinser.

 

Alligevel passede det ikke Humboldt at skulle tilbage til Berlin.

 

Her skulle han som kammerherre nu pludselig stå til rådighed for kongen.

 

Humboldt vendte hjem til et land, som han opfattede som en politistat, hvor militær og vagter var til stede overalt. Det er vel også den almindelige opfattelse af Preussen, ikke blot på det tidspunkt, men af Preussen generelt. 

James Hawes giver i sin bog "Den korte historie om Tyskland" et ret negativt billede af Preussen som en aggressiv og militaristisk magt. Han beskriver, hvordan de fleste tyskere opfattede Preussen på samme måde, som grækerne opfattede Sparta: Et dystert land fyldt med soldater. Et land der byggede på det preussiske militærs uovervindelighed. Et militær bestående af soldater og junkerofficerer, der var enestående disciplinerede og villige til at dø for en konge, som udviste ren og skær viljestyrke.

 

Humboldt syntes stadig, Berlin var en udørk, og han var fast besluttet på at tilføre noget intellektuel nysgerrighed.

Ligesom hans bror Wilhelm von Humboldt, der havde været undervisningsminister og havde givet Preussen et helt nyt undervisningssystem og havde grundlagt Berlins første universitet, så troede Alexander på, at uddannelse var forudsætningen for et frit og lykkeligt samfund.

 

Samme holdning havde han været omgivet af i Paris, hvor udlændinge kunne udtrykke deres forundring over, at ”læsefærdighederne syntes at transcendere klasseskellene. Selv småpiger, der solgte blomster eller tingeltangel, sad med næsen i en bog, når de ikke havde kunder.  Den ene lille boghandel efter den anden stod  i gaderne.”

 

I England derimod blev der uddelt pamfletter, der advarede om, at viden for de fattige ville ende med, at de hævede sig over deres ydmyge pligter.

 

Humboldt troede på læringens kraft, og visse af hans bøger  - som Ansichten der Natur – var skrevet med et bredt publikum for øje og ikke blot videnskabsmænd i deres elfenbenstårne.

 

Han var knap kommet til Berlin, før han forsøgte at etablere et institut for kemi og matematik på universitetet. Han korresponderede med kolleger om oprettelsen af laboratorier og fordelene ved en polyteknisk læreanstalt. Han fik kongen overbevist om, at Berlin skulle have et observatorium med de nyeste instrumenter. Han benyttede sin position ved hoffet til at støtte videnskabsmænd, opdagelsesrejsende og kunstnere.

 

 

Og så forelæste han. I november 1827, et halvt år efter han var kommet til Berlin, påbegyndte han en meget berømt forelæsningsrække på 61 forelæsninger, som  blev så populære, at der senere blev føjet 14 til.

I et halvt år holdt han flere forelæsninger om ugen, hver gang for flere hundrede tilhørere, uden at kaste et eneste blik i sine noter undervejs.

Det var livligt, spændende og nyt. Ved at undlade at tage entre, så demokratiserede Humboldt videnskaben, og tilhørerne talte alt fra medlemmer af kongefamilien til droskekuske, fra studerende til tyende, fra lærde til murere – og halvdelen var kvinder!

Humboldt var i færd med at revolutionere videnskaben.

I september 1828 inviterede han hundredvis af videnskabsmænd fra hele Europa til en konference i Berlin.

Men det skulle  ikke være ligesom andre konferencer, hvor al tiden gik med at forskerne hver for sig fremlagde deres arbejde. Humboldt sammensatte et helt anderledes program, hvor deltagerne ikke talte til og for hinanden, men med hinanden. Der var gemytlige middagsselskaber, koncerter og fælles udflugter for eksempel til det kongelige menageri på Pfaueninsel i Potsdam. Der blev afholdt møder ikke blot på universitetet, men midt blandt botaniske, zoologiske og præhistoriske samlinger og i den botaniske have.

Humboldt tilskyndede sine kolleger til at mødes i mindre grupper og på tværs af videnskabelige discipliner. Han satte de besøgende videnskabsmænd i mere personlig forbindelse med hinanden og sikrede sig, at der dannedes venskaber, som så ville kaste  tætte netværk af sig.

 Meget moderne. Helt nutidigt – og så for omtrent 200 år siden!

 

Han så for sig et interdisciplinært broderskab af videnskabsmænd, der ville udveksle og dele viden.

”Hvis ikke der er forskellige holdninger, er det umuligt at finde sandheden,” sagde han i åbningstalen.


Omtrent 500 videnskabsmænd deltog. Det var som et vulkanudbrud af nomadiske naturhistorikere, skrev Humboldt til sin ven Arago i Paris.

 

Det var en konference, der skulle understrege Humboldts pointe om, at intet er isoleret.

 

Fra  april  1829 til december 1829 var han så på den Ruslandsrejse, som jeg tidligere har omtalt, men ellers fortsatte han sit virke i yderligere næsten 30 år.

 

Rusland-ekspeditionen fuldendte hans undersøgelse af, hvordan forskellige planter voksede i de forskellige klimazoner - den gav ham de sidste sammenligningsdata, han syntes, han havde manglet for at kunne fuldende en helt ny kosmos-teori.

 

Så i 1834 i en alder af 65 tog han fat på ”Kosmos”, det værk, der skulle blive hans største, og hvor han prøvede at sammenfatte al den viden, der var tilgængelig inden for videnskab og kultur.

Kosmos dækkede en stor mængde emner, og Humboldts undersøgelser bevægede sig ind på alle mulige og umulige emner. Idet han (trods alt) var klar over, at han ikke vidste og ikke kunne vide alt, rekrutterede han en hær af hjælpere. – videnskabsmænd, klassiske filologer og historikere – der alle var eksperter  på deres felt. Berejste britiske botanikere sendte ham velvilligt lange lister over plantelivet i de lande, de havde besøgt. Astronomer gav ham deres data, geologer forsynede ham med kort, og filologer granskede antikke tekster for ham. Hans gamle netværk i Frankrig kom ham også til gavn. F.eks. fik han tilsendt et langt manuskript om polynesiske planter fra en fransk opdagelsesrejsende.

Humboldt udsendte tusindvis af breve - nogle gange med lange lister af spørgsmål, og han modtog gæster, som blev grundigt udspurgt.

Når han var færdig med et kapitel, sendte han det ud til netværket og bad dem tilføje relevante tal og fakta og rette de steder, han tog fejl.

Humboldt stod for det samlede billede, mens hjælperne bidrog med de data og oplysninger, han manglede.

Bølger af data og viden rullede ind i Berlin fra Humboldts kontakter. Hver måned ankom nyt materiale, der skulle læses, forstås, ordnes og integreres.

Humboldt samlede materialet i kuverter, der var inddelt efter emne og ordnede dem i kasser.  Når han måtte følge kongen rundt til hans forskellige opholdssteder, medbragte Humboldt 20-30 kasser med materiale,  som han kunne arbejde med i ledige stunder.

 

Flere gange i de år, hvor han arbejdede med værket, var han i Paris, og en enkelt gang også i London, hvor han ledsagede kongen til dåb af prinsen af Wales – den kommende Edward Vll.

 

Skønt det var et ganske kort besøg i London, lykkedes det Charles Darwin at mødes med Humboldt.

Darwin var spændt og nervøs. Han havde så meget, han gerne ville spørge om og drøfte. Han arbejdede på sin evolutionsteori og beskæftigede sig stadig med plantegeografi og arternes migration.

 

Men efter alle disse års beundring for Humboldts værker og tilbedelse af manden selv, blev mødet en skuffelse. Humboldt gav ham nogle meget store komplimenter, men den gamle mand talte simpelthen for meget. Orden væltede ud af munden på ham i tre timer ”på fuldstændig urimelig vis,” sagde Darwin efter mødet. Darwin prøvede flere gange at få et ord indført, men måtte til sidst give op. Humboldts endeløse monologer gjorde det umuligt for Darwin at have en meningsfuld samtale med ham.

Darwin vedblev dog at læse Humboldts værker, og 20 år efter Humboldts død, kaldte Darwin ham stadig  for verdens største opdagelsesrejsende.

 

Hjemme i Berlin voksede strømmen af viden hele tiden. Værket blev større og større. Humboldt måtte forklare sin forlægger , at ”materialet vokser mellem hænderne på mig”. Kosmos var ”en slags umulig opgave”, måtte han indrømme.

I marts 1841, seks år efter han var begyndt at skrive ”Kosmos”, lovede han at sende første bind. Det var endnu engang et løfte, han ikke kunne holde.

I april 1845 udkom det første bind endelig på tryk. 20.000 eksemplarer blev solgt på bare et par måneder, så forlæggeren måtte skynde sig at trykke flere eksemplarer. I løbet af et par år blev værket oversat til engelsk, tysk, nederlandsk, italiensk, fransk, dansk, polsk, svensk, spansk, russisk og ungarsk.

 

Humboldt var verdensberømt. Alle ville læse hans bøger. Alle ville korrespondere med ham. Mellem 2.500 og 3.000 breve modtog han årligt. Alle ville besøge ham.

I en lind strøm ankom gæster fra ind- og udland til Humboldts beskedne bolig. Og samtidig måtte han stadig udføre pligter som kammerherre. Han skulle spise sammen med kongen og læse op for ham, og aftenerne gik med at ordne kongens private korrespondance. Den nye kong Friedrich Wilhelm lagde endnu mere beslag på ham, end Wilhelm Friedrich lll havde gjort. Humboldt skulle altid stå til rådighed for ham og besvare spørgsmål om alt mellem himmel og jord. Humboldt blev lidt træt, men han kunne ikke undvære den årlige pension.

Alligevel havde han overskud til at engagere sig i – og også økonomisk - at støtte unge forskere – især opdagelsesrejsende.

Men det betød også, at Humboldt havde magt over videnskabsmænds karriere jorden rundt. En status som Humboldts protege kunne være afgørende for ens karriere, og rygterne sagde endda, at han kontrollerede, hvem der blev optaget i Académie des Sciences i Paris.

Humboldt havde efterhånden erkendt, at han aldrig ville komme til Himalaya. I stedet støttede han sin og Darwins fælles ven, botanikeren Joseph Dalton Hooker, i hans planer om at rejse til Himalaya og brugte sine kontakter ved den britiske regering til at gøre det økonomisk muligt. Han udstyrede også Hooker med omfattende tips om, hvad han skulle måle, observere og indsamle. Et par år efter – i 1854, hjalp Humboldt de tre tyske brødre Hermann, Robert og Adolph Schlagintweit – trekløveret, som han kaldte dem – med at komme til Indien og Himalaya for at studere magnetfelter. Alle disse opdagelsesrejsende blev som Humboldts lille hær af forskere, der forsynede ham med de globale data, han havde brug for til færdiggørelse af Kosmos.

Joseph Hooker havde tidligere forsynet Humboldt med spændende viden - især om Antarktis. I årene 1839 - 1843 havde han deltaget i en ekspedition til Antarktis, hvor han sammen med ekspeditionens kaptajn James Clark Ross havde søgt efter den magnetiske sydpol. Det var den sidste store ekspedition, der foregik udelukkende med sejl. Ekspeditionen var en stor succes, da den var den første til at bekræfte eksistensen af ​​det sydlige kontinent og kortlægge meget af dets kystlinje. Vi kender navnet Ross Sea. Det var herfra Roald Amundsen startede sin ekspedition til Sydpolen i 1911.


Fra 1865 til 1885 var Hooker direktør for Royal Botanic Gardens, Kew. 
 
Han udgav en stribe  bøger: 
 

The Botany of the Antarctic Voyage of H.M. Discovery Ships Erebus and Terror in 1839–1843

Rhododendrons of Sikkim-Himalaya

Handbook of the New Zealand Flora

The Flora of British India

Journal of a Tour in Marocco

 

Hans sidste større botaniske ekspedition gik til Rocky Mountains i 1877 og førte til adskillige publikationer om sammenhængen mellem den amerikanske og den asiatiske flora.

 

Uha, Hooker er endnu en - for mig indtil nu ukendt - skikkelse, det bliver spændende at læse mere om.



 

I Bind 1 af Kosmos beskrev Humboldt alt det ydre. Han skrev om kometer, Mælkevejen og Solsystemet, om magnetfelter, vulkaner og snegrænsen i bjergene. Han skrev om menneskets vandringer, om planter og dyr og de mikroskopiske organismer, der lever i brakvand og på vejrbidte klippesider.  Men frem for alt fremlagde han sin vision om en verden, der pulserede af liv.

 

Bogen indeholdt hans overvejelser om  missing links og de "mellemliggende trin", man kunne finde i fossiler. Det er lidt sjovt at se udtrykket missing link benyttet; det er jo det udtryk, der benyttes om Lucy - det fossil, der blev fundet i Østafrika i 1974, og som man mener er beviset på overgangen fra abe til menneske. 

Mon ikke udtrykket i sammenhæng med Humboldt er Andrea Wulfs? Gad vide, hvilke ord Humboldt skrev? Hvorom alt er, så indvarslede Humboldts tanker Darwins evolutionsteori, og en senere videnskabmand har kaldt Humboldt for en "prædarwinistisk darwinist" :-)

 

Bind 2 udkom i 1847. 

 Hvor første bind havde set på den ydre verden, koncentrerede  andet bind sig om den indre og på de indtryk, som den ydre gjorde på følelserne.

Her tog Humboldt læseren med på en rejse  i sindet op gennem  menneskets historie fra de ældste civilisationer til nutiden. Intet videnskabeligt værk havde nogensinde forsøgt noget lignende. Ingen videnskabsmand havde  før skrevet om poesi, kunst og haver, om landbrug  og politik og følelser. Andet bind af Kosmos handlede om poetiske beskrivelser af naturen og landskabsbilleder  gennem tiderne fra grækerne og perserne til moderne litteratur og kunst.  Det handlede  også om videnskabens historie, om opdagelser og opdagelsesrejser lige fra Alexander den Store til Isaac Newton.

 

I december 1850 udgav Humboldt første halvdel af bind 3 og året efter sidste halvdel. I mellemtiden havde han også udgivet en ny  og udvidet version af hans yndlingsbog Ansichten der Natur.

 

Bind 3 handlede mere specifikt om kosmiske kræfter fra stjerner og planeter til lysets hastighed og kometer.

 

Humboldt skrev ved udgivelsen af bind 3, at ”det tilbagestår  for dette tredje  og sidste bind af mit værk at råde bod  på nogle af manglerne  i de forrige.”

Men knap var blækket tørt, før han annoncerede et bind 4, der skulle handle om geomagnetisme,  vulkaner og jordskælv. 

Bind 4 udkom i december 1857, efter at han i februar havde haft et mindre slagtilfælde, som han til alles overraskelse kom sig over.

 

Humboldt var klar og skarp og i gang helt indtil sin død den 15. marts 1859 som næste 90-årig.

 

Ufatteligt, hvad én mand har kunnet præstere. 

 

Og tænk engang alle de videnskabsmænd, han var i kontakt med og alle de rejser, der blev foretaget på kryds og tværs, både af Humboldt selv, men også de mange andre jeg har nævnt.

 

 

Men nu vil jeg vende tilbage til det, der jo sådan set var anledningen til mit skriv: Jordens kontinentaldrift.

 

I slutningen af det 17. århundrede fandtes der to retninger omkring bjerges og jordoverfladens dannelse.

 

 

 

Neptunisterne – efter den romerske havgud Neptun - mente, at vandet var den dominerende kraft, og at jordoverfladen blev dannet ved den sedimentering, som et præhistorisk urhav havde efterladt sig.

 

 

 

Vulkanisterne – efter ildens gud Vulkanus – mente, at jorden var formet af katastrofer som jordskælv og vulkanudbrud.

 

Som ung læste Humboldt som tidligere nævnt ved bjergværksakademiet i Freiburg. Her blev han undervist af  Abraham Gottlieb Werner, som var neptunisternes fremmeste fortaler og dengang støttede Humboldt nepturisternes teori. Men Humboldts egne observationer i Sydamerika, gjorde ham senere til vulkanist.

 

Alt var forbundet under overfladen, sagde Humboldt  nu. I Sydamerika havde han besteget Andesbjergenes højeste vulkaner, og han mente, at de alle hang sammen under jorden. Det var som én stor vulkansk smelteovn. Neptunisterne mente, at vulkanudbrud skyldtes lokale antændelser af kullag i den øverste del af lagsøjlen. 

At vulkaner var lokale.

 

Men Humboldt nåede frem til, at sammenhængende kæder af vulkaner over store afstande var et bevis på, at de ikke blot var lokale fænomener, men en del af en global kraft.

 

Humboldt kombinerede den pludselige tilsynekomst af en ny ø ved Azorerne 30. januar 1811 med en bølge af jordskælv, der over 10 år havde hærget en stor del af kloden fra Ohio og ned over Mississippi og Vestindien og med det altødelæggende jordskælv, der i marts 1812 lagde Caracas gader øde og et  vulkanudbrud på den vestindiske ø Sct. Vincent den 30. april, samme dag som folk , der levede langs Apurefloden (der var afsæt for Humboldts ekspedition på Orinocofloden) fortalte, at de havde hørt en dyb rumlende lyd nede i jorden. Humboldt mente, at alt dette havde været dele af en kædereaktion.

 

I sit værk Essai sur la geographie des plante fremsatte Humboldt tanken om, at det afrikanske og det sydamerikanske kontinent engang havde været forbundet. Han skrev, at ligheden mellem Afrikas og Sydamerikas kystnære vegetation viste, at der måtte have været en ”ældgammel forbindelse” mellem de to kontinenter , og at det samme gjaldt for øer, der tidligere måtte have hængt sammen, og senere skrev han, at årsagen til adskillelsen var en underjordisk kraft.

 

Så tidligt som starten af 1800-tallet var Humboldt altså inde på tanker, der først godt 100 år senere – i 1912 – blev udkrystalliseret i Wegeners teori om kontinentaldriften, som Marie Hammer efterfølgende beviste via sin forskning af mosmider. Og som Marie Hammer benyttede forekomsten af samme mide på flere kontinenter, benyttede Humboldt sammenfaldet mellem Afrikas og Sydamerikas kystnære vegetation i sin argumentation.

 

Faktisk kan selve idéen om geologisk dynamik i global skala spores helt tilbage til 1620. På den tid var kontinenterne efterhånden blevet opmålt, og den engelske filosof sir Francis Bacon blev forundret over paralleliteten mellem kystlinjerne på hver side af Atlanterhavet.

 

 

Og over tid har flere gjort sig nogenlunde samme tanker. Herunder ses Antonio Snider-Pellegrinis rekonstruktion fra 1858 af geografien i Karbon (354-290 mio. år før nu), baseret på fund af fossile planter i hhv. Europa og Nordamerika. Men kortet blev af samtiden anset for uvidenskabeligt. 

 

 

 

 

Og vi skal helt frem til 1960’erne, før teorien om kontinentaldriften blev endelig anerkendt.

 

Dog blev Wegeners teori senere justeret. For Wegener troede, kontinenterne så at sige svømmede rundt som lette isbjerge i oceanbundens hav af basalt. Med pladetektonikken har man justeret teorien, og den vigtigste forskel er, at kontinenterne ikke, som Wegener troede, bevæger sig i forhold til den omkringliggende havbund. I stedet er det yderste lag af Jorden – det man kalder litosfæren – brudt op i kæmpemæssige plader, der omfatter både oceaner og de tilstødende kontinenter.

 

Og nu kommer geografilæreren op i mig, så jeg lige må rundt om de ældste tider i jordens historie

 

 

                  Rodania

 

Man mener, at der for 1,5 mia år siden fandtes et superkontinent, Rodania, hvor alle Jordens landstykker samlet, og resten af jorden var dækket af et kolossalt hav. Rodinia opløstes og i stedet dannedes Pannotia, som  antages at have eksisteret for mellem 600 og 540 millioner år siden.

 

 

               Pannotia

 

Med moderne forskning har man sandsynliggjort, at hver 250 millioner år samles alle kontinenter til én stor landmasse, og efter små 200 millioner år drives de igen fra hinanden for at mødes 250 millioner år senere, for så at skilles igen og mødes og skilles og mødes igen.

 

Pannotia blev opdelt i fire kontinenter: GondwanaSibirienBaltika og Laurentia.

 

 

Efter at disse fire kontinenter havde været for sig selv i en periode på et par hundrede millioner år, blev de atter knyttet sammen i et nyt superkontinent med navnet Pangæa. Pangæa opstod for omkring 245-370 millioner år siden.

 

        Pangæa

 

Pangæas sydlige del kaldes Gonwana. Den nordlige del kaldes Laurasia.

 

 


 

For omkring 160 millioner år siden begyndte Gondwana at dele sig. Afrika blev udskilt og begyndte at drive nordpå. For omkring 125 millioner år siden løsrev også Indien sig. De nuværende kontinenter er således opstået ved opbrud af Pangæa i løbet af de sidste 200 millioner år, fra slutningen af jura- og kridttiden.

 

Opsprækningen af det store Pangæakontinent begyndte med, at Nordamerika skilte sig fra Afrika og dernæst fra Sydamerika i Sen Trias-Tidlig Jura. Hermed var også et tidligt Atlanterhav og Den Mexicanske Golf dannet.

Det næste trin i Pangæas opsprækning bestod i, at Antarktis og Australien, som dog stadig hang sammen, adskilte sig fra det øvrige land i Jura. Samtidig løsrev også Indien sig og begyndte sin ensomme vandring nordover mod Asien.

Det næste stadium i opbrydningen startede i Sen Jura, hvor Sydamerika og Afrika blev adskilt. Den sydlige del af Atlanterhavet så nu sin spæde begyndelse i form af et smalt hav.

I slutningen af Kridt blev Australien og Antarktis adskilt, og Indien havde næsten nået ækvator. Sydamerika og Afrika var vidt adskilt, og Grønland var begyndt at frigøre sig fra Europa.

Det sidste trin i Pangæas opbrydning fandt sted i Kænozoikum, hvor Australien fortsatte med at vandre mod nord, Grønland frigjorde sig fra Nordamerika, og Indien stødte sammen med Asien.

Kænozoikum dækker de nyeste 65 millioer år af jordens historie. Kænozoikum er pattedyrenes tidsalder. Igennem Kænozoikum udviklede pattedyrene sig fra nogle små simple former til både landlevende, havlevende og flyvende pattedyr.

 

Trias, Jura og Kridttiden var dinosaurernes tidsalder – for 65 – 251 millioner år siden. Samlet kaldes disse tre perioder Mesozoikum, dvs. jordens middelalder.

 

De første mosmider, som Marie Hammer og andre mosmideforskere fandt, stammede fra juratiden, dvs. de var 200 millioner år gamle. Senere fandt de mider, der var 400 millioner år gamle,  dvs. fra før Pangæa blev dannet. Og de allernyeste molekylærbiologiske studier tyder på, at mosmiderne stammer helt tilbage fra prækambrium, dvs. er mere end 540 millioner år gamle.

 

Når vi taler om jordens højeste bjergkæder, kan vi synes, at de er tussegamle. Men Himalayabjergene, som er jordklodens nyeste bjergkæder, er rene babyer -  dannelsen startede for bare  60-65 milloner år siden, da den indoaustralske plade stødte sammen med den eurasiske plade. Himalaya hæver sig stadig.  

Oppresningen af Alperne startede for omkring 100 millioner år, siden. Såvel den afrikanske som den euroasiske plade  bevægede sig nordpå, men da den afrikanske bevægede sig hurtigere end den euroasiske, så indhentede den den euroasiske plade og  stødte op mod den.

 

 

Andesbjergenes egentlige og endnu ikke afsluttede udvikling blev indledt for ca. 200 millioner år siden, da den oceaniske plade Nazca begyndte at glide ned under Den Sydamerikanske Kontinentalplade.

 



Ikke underligt, at vi tiltrækkes af jordens mægtige  bjerge. Her føler man virkelig jordens historie, synes jeg.

Og hvad med fremtiden?

Forskerne har 4 mulige scenarier for, hvad der kan ske i løbet af de næste 200 millioner år.

Novopangea



Pangea Ultima

 


Aurica

 

 

 

Amasia


 

Spændende hvis vi kunne komme til at kigge ned derpå fra en lysende stjerne på himlen – om et par hundrede millioner år :-)

Hvad mon der vil ske med liv på jord?

 

Ps

Og mens jeg skriver disse sidste linjer, sender ARTE – den fælles tysk-franske tv-kanal - en dokumentarrække om, hvordan den indiske plade stadig med stor kraft og hastighed skyder sig ind under den euroasiske plade.