Kl. 7.06 lørdag morgen sad vi i toget på vores foretrukne afgang, når vi skal over og besøge svoger Leif i København.
På grund af sygdom har Leif været nødt til at flytte fra sin store Frederiksberglejlighed, og efter et kortere ophold på et trist plejehjem, har han nu fået en meget bedre ældreegnet lejlighed på 5. sal - nybygget, blot 2-3 år gammel, lys og rummelig og med en fantastisk udsigt over København - stadig i Frederiksberg Kommune, men lige op til Valby. Den skulle jeg se for første gang i lørdags.
Leif har svært ved at tale og bliver hurtig træt, så derfor er det bedst med et forholdsvis kort besøg om formiddagen, og derfor tager vi gerne det første morgentog fra Kolding. Denne gang stod vi af toget på Valby station og gik de halvanden km hen til Akaciehaven. Efter visitten gik det på gåben hen til Valby Langgades station, hvor vi stod på s-toget til Østerport Station. Her var det tid for en hurtig håndmad på Espresso House på den fine nyrestaurerede station.
Egentlig havde vi tænkt, at vi denne gang skulle afprøve den nye Metro, men lige præcis Valby har ikke fået nogen station. Efter sigende har Frederiksberg Kommune købt sig til hele 3 stationer. Så det blev kun til et hurtigt kig ned i den dybtliggende station på Østerbro, og efter en kort gåtur gennem Østre Anlæg var vi ved Statens Museum for Kunst. Her gik vi i første omgang efter den store særudstilling om dansk guldalder.
Dansk guldalder er meget hypet for tiden, og vi har allerede set de fleste af de store værker tidligere, både her og for nylig på Aros og på Den Hirschsprungske Samling -
og Davids Samling har faktisk også en lille afdeling.
Så det var genkendelsens glæde - uh, vi er næsten kunstkendere :-) - men denne gang gik jeg mere efter mere ukendte værker, overraskelser og kuriositeter.
De to værker, der gik af med sejren som det absolut mest komiske billede og den største kurisositet var nedenstående billede af Marstrands kamel og et billede af en sort afrikaner med en cigaret i hånden. Det sidste fik jeg ikke fotograferet. Øv.
Et andet billede, der fangede min interesse, var Marstrands "En negerpige med to børn". Ja, det hed det altså. Det billede havde vi netop fået præsenteret, da vi i tirsdags var til foredrag med Poul Duedal. Duedal har skrevet det meget spændende værk, "Velkommen til bagsiden". Bogen starter med et afsnit om slaveriet, som også er kommet meget i fokus de seneste par år, men herom meget mere i et senere blogindlæg. Billedet her er affotograferet fra bogen.
Maleriet har for øvrigt en interessant historie. Det var indtil for nylig ganske ukendt, ejet af en privat samler. Da det kom på auktion blev det købt af en udenlandsk samler for 900.000 kr. En lov om sikring af kulturværdier, nemlig Kulturværdiudvalget har nelig ret til - allerede inden auktionen - at meddele auktionshuset - i dette tilfælde naturligvis BruunRasmussen, at et bestemt værk er så vigtigt, at udvalget skal have en ansøgning om udførselstiladelse, hvis køber vil førte værket ud af landet. Udvalget nedlagde forbud, og et sådan skal følges op af et købstilbud. Dette blev accepteret af den udenlandske køber. Maleriet er derfor nu sikret for Danmark og udstillet på SMK i afdelingen for "Ufortalte historier", når det ikke lige indgår i en særudstilling som her. Maleriet har for øvrigt fået en ny titel - selv om det var den oprindelige titel, der var angiver , da vi så billedet. Nu hedder det "Portræt af Otto Marstrand to døtre og deres vestindiske barnepige, Justina, i Frederiksberg Have. Dvs. at det er Vilhelm Marstrands to niecer, han har malet. Det er også lidt specielt. De fleste malede egne børn.
Se mere om maleriet her https://collection.smk.dk/#/detail/KMS8833
Herefter tog vi en hurtig tur gennem nogle af de andre sale. I den franske afdeling stødte jeg på et nyt bekendtskab: Maurice de Vlaminck. Vlaminck var samtidig med Matisse og hans maleri minder mig om Cezanne, som er en af mine favoritter, og stilmæssigt også om den tidlige Kandinsky og til dels nogle af kunstnerne i Der blaue Reiter.
Vlaminck: Flodlandskab 1913-14
Men hov - i samme sal "Landskab ved Vence i Provence" malet af Raoul Dufy 1920-21.
Ham kender jeg da - fra Thyssen-Bornemisza Museet i Madrid. Men ham og alle de andre franske og spanske malere, vi har kigget på på kunstmuseer rundt om i de europæiske storbyer, især på vore påsketure til Madrid, Barcelona, Malaga, Lissabon - må jeg vist også vende tilbage til i et senere - og sikkert meget langt - blogindlæg.
Da vi kom ud, var det begyndt at regne og blæse. Det gør det ALTID, når vi er derovre. Men vi slog paraplyen op og spadserede den korte vej ind til Skindergade, hvor vi var inde på American Pie og få den dejligste salted caramel apple pie, en sodavand og lidt varme og smadderhyggelig stemning.
8-piece varietybox med kager! Det skal jeg prøve en gang. Men det blev ikke denne gang.
På Det gamle Apotek på Strøget var de klar til jul, og pludselig var der gået 7 hurtige timer, og vi sad allerede igen i toget. Ib havde pladsbillet. Den havde jeg sparet. Alligevel sad vi nok så fint ved siden af hinanden både ud og hjem, og vi nåede lige akkurat hjem, så Ib nåede at se det eneste og afgørende mål i landskampen mod Schweiz. Jeg ved vist lige så meget eller lige så lidt om fodboldregler som Mette Frederiksen. Men forhåbentlig kommer Danmark med til EM på hjemmebane. Ib og Tanja har købt billetter til 3 kampe.
Til østersfestival på Rømø
Illustrationen er et skæmdump fra min Facebook-side.
Nu har jeg tænkt, jeg vil samle nogle af mine gamle indlæg her på bloggen.
I Sydfrankrig har jeg spist østers uden den helt store begejstring. På Kong Hans derimod har jeg sammen med Tanja smagt fantastiske gratinerede østers og østers marineret i hvidvin med urter. Søndag fik jeg så gemalen overbevist om, at vi skulle til østersfestival på Rømø. Jeg havde nok ikke læst invitationen grundig nok. Troede jeg skulle over og prøvesmage østers tilberedt på mange forskellige måder. Det skulle jeg så ikke.
Konceptet var, at man kunne smage østers naturel fra alle verdenshjørner - og til en lidt ublu pris pr. stk. Men spændende at konstatere, hvor forskelligt østers smager, alt efter hvilket hav de er hentet op af - og rigtig sjovt at iagttage hele set-up´et.
Tjenere/kokke i traditionelt kokkeoutfit tilsat fancy designer-gummistøvler og en enkelt baskerhue. En konferencier med stramme læderbukser, moderne hår, fransk accent og og rimelig affekteret stemmeføring. i stil med ham vineksperten i krimiserien Næse for mord. En borgmester og en tidligere fødevareminister og andre fine gæster - mange med røde negle og champagne i glasset. Der var ikke mange i regntøj og vandrestøvler :-) men jeg måtte alligevel også gerne være med - med regndråber i håret og røde kinder efter en rask tur på stranden. Ib var mere præsentabel - trods strandturen. Heldigt, for han blev genkendt/tiltalt af både borgmester og eksminister.
Ib og jeg skriver - ganske naturligt - ofte om de samme emner/fælles oplevelser, men som oftest ganske forskelligt.
Også billederne/motiverne er ofte de samme - men igen alligevel lidt forskellige. Vi låner gerne af hinanden - og her er, f.eks. hvad Ib satte sammen fra Rømø.
Skal jeg indrømme, at vi først var en tur over grænsen i Süderlügum for at hente cola og nødder og mandler. Ok, så. Nødder og mandler er sunde, og hvad der ellers kom i indkøbsvognen røber jeg ikke.
På hjemturen slog vi et herresving for at komme ind gennem Ribes hyggelige gader. Og så skal jeg ellers love for, at det var regnvejr hele vejen hjem. Aldrig har vi set så våde marker og så mange åer, der var omdannet til store søer. Et landskab, der fik mig til at huske på L.A.Rings lidt melankolske maleri, "Sommerdag ved Roskilde fjord" malet i i år 1900. Her affotograferet fra kunstbogen "Nordens malere", som en betænksom mand og datter forærede mig i slutningen af 90'erne.
Blogindlægget om sejlturen rundt om Kap Horn er jeg stadig ikke blevet færdig med. Jeg er næsten nået ned til sydspidsen - så langt væk, vi kunne komme.
Turen tilbage bliver et selvstændigt indlæg - når jeg når dertil. Billederne fra turen vækker mange tanker og minder, så det tager sin tid at få det hele nedfældet.
