onsdag den 30. december 2020

Lidt nytårsmelankoli



 

Normalt hører jeg ikke ret meget radio. Men op mod jul kører radioen. Jeg elsker alle de gamle julehits. Også dem, som andre efterhånden har fået nok af. Julefilmene derimod kan jeg godt undvære – lige undtagen Love Actually. Den skal jeg se hvert år. Ligesom Alene Hjemme om aftenen den 22. og Alene hjemme i New York den 23, når træet er blevet pyntet og æbleskiverne varmet.


 

 

 

Af og til går vi i kirke 1. juledag, for her synger vi nogle af de mere ukendte, men allersmukkeste julesalmer, og i juledagene lytter jeg også ofte til mange af de stemningsfulde engelske Christmas Carols.


 

Men radioen kører også næsten uafbrudt i håb om, at de spiller et ganske bestemt nummer.  Et nummer, der fuldstændig bryder med den varme, romantiske, sentimentale stemning, der er indeholdt i stort set alle de andre julesange. 

 

Og yes! Endelig kom den. Da vi var på vej mod København 2. juledag.

Faktisk har jeg aldrig helt opfattet, hvad teksten handler om. Men har blot haft en fornemmelse af, at det var en noget fordrukken tekst med en helt særlig anti-julestemning.

 

Men i år fik jeg så – endelig  - den lyse ide at søge på forskellige søgeord. ”Scoundrel” havde jeg fanget og ” Bells Ringing for Christmas Day”. Og sørme jo. Det lykkedes at finde frem til den.

 

Nummeret hedder New York Fairy Tale og er indsunget af The Pogues – et keltisk punkband  med medvirken af den engelske sanger Kirsty MacColl. Sangen er en ballade i irsk folkemusikstil.

 


Nogle netsider angiver, at sangen er skrevet af Shane MacGowan og Jem Finer (begge medlemmer af  gruppen.) Andre angiver, at den er skrevet af Shane MacGowan og Kirsty MacColl.

 

 


 

Fairytale of New York

The Pogues, Kirsty MacColl

 

It was Christmas Eve babe
In the drunk tank
An old man said to me, won't see another one
And then he sang a song
The Rare Old Mountain Dew
I turned my face away
And dreamed about you

 

Got on a lucky one
Came in eighteen to one
I've got a feeling
This year's for me and you
So happy Christmas
I love you baby
I can see a better time
When all our dreams come true

 

They've got cars big as bars
They've got rivers of gold
But the wind goes right through you
It's no place for the old
When you first took my hand
On a cold Christmas Eve
You promised me
Broadway was waiting for me

 

You were handsome
You were pretty
Queen of New York City
When the band finished playing
They howled out for more
Sinatra was swinging
All the drunks they were singing
We kissed on a corner
Then danced through the night

 

The boys of the NYPD choir
Were singing Galway Bay
And the bells were ringing out
For Christmas day

 

You're a bum
You're a punk
You're an old slut on junk
Lying there almost dead on a drip in that bed
You scumbag, you maggot
You cheap lousy faggot
Happy Christmas your arse
I pray God it's our last

 

The boys of the NYPD choir
Still singing Galway Bay
And the bells are ringing out
For Christmas day

 

I could have been someone
Well so could anyone
You took my dreams from me
When I first found you


I kept them with me babe
I put them with my own
Can't make it all alone
I've built my dreams around you

The boys of the NYPD choir
Still singing Galway Bay
And the bells are ringing out
For Christmas day.

 

 

Da sangen blev udgivet i 1987, lå den i fem uger på de irske hitlister, og den skulle den dag i dag være en af ​​de mest elskede og ofte spillede julesange, især i Storbritannien og Irland, og forskellige tv- og radiostationer har udnævnt den som ”the most iconic Christmas duet”.

 

Ligesom sangen blev Kirsty MacColls liv afsluttet med en deprimerende og ret tragisk tone.

 



I december 2000 var hun på ferie i Mexico og var ude og scubadykke 
ved Chankanaab-revet, en del af en national havpark, som var et 
specifikt udpeget dykkerområde, hvor uautoriserede både ikke havde 
lov til at komme ind.
 
Da gruppen dukkede op fra et dyk, kom en motorbåd i høj hastighed 
ind i det begrænsede område.
 
MacColl - der så båden komme før hendes børn gjorde – fik skubbet
 sin 15-årige søn ud af bådens bane, men blev selv ramt af båden 
og omkom. 
 
Ejeren af ​​båden var Guillermo González Nova, en mexicansk 
multimillionær, der var præsident for en national supermarkedskæde, 
som var ombord sammen med sin familie, da båden ramte MacColl.
 
Øjenvidner hævder, at det var Nova selv, der styrede båden på 
tidspunktet for ulykken, selvom skylden til sidst blev fastslået til Novas 
bådmand José Cen Yam, der angiveligt blev bestukket for at tage 
skylden.
 
Yam blev fundet skyldig i strafbart drab og blev idømt 2 års 10 
måneders fængsel, mens Nova gik fri for skyld. Efterfølgende har Yam 
indrømmet, at han modtog penge for at tage skylden.
 
Umiddelbart efter blev kampagnen 'Justice for Kirsty' oprettet, som 
havde til formål at tvinge en retlig gennemgang af begivenhederne 
omkring hendes død.
 
I maj 2006 blev Emilio Cortez Ramírez, en føderal anklager i Cozumel, 
udpeget som ansvarlig for tilsidesættelse af myndighed i sin håndtering
af MacColl-sagen, hvilket fik mange til at kræve, at sagen genåbnes, 
dog uden at det lykkedes, og  kampagnen blev afsluttet i 2009.
 

 

Shane McGowan er måske bedst kendt som værende dybt alkoholisk. Efter eget udsagn fik han kendskab til alkohol og cigaretter gennem sin tante imod, at han ikke indgik en pagt med djævlen. I et interview med London Daily Mirror har han sagt at han begyndte at drikke i en alder af 4 år: "Jeg var faktisk 4 år gammel da jeg begyndte at drikke" sagde han. "Jeg husker bare, at Ribena blev til øl, og jeg fik straks en forkærlighed for det."

 

En lignende udtalelse er danseren Silas Holst for øvrigt kommet med, da han deltog i programmet, ”Kender du typen?” – dog uden at have indgået en pagt med djævlen – og måske var han lidt ældre, da tanten introducerede ham til druk og rygning

 

I et interview med BBC4 fortalte Robyn Hitchcock om en koncertoplevelse med The Pogues: "Jeg kan huske jeg tog på The Hope and Anchor (en bar hvor flere af datidens punkkunstnere spillede) The Pogues var på scenen og klar til at spille, der var helt udsolgt, men de var ikke begyndt at spille endnu. Så kom den her mand vaklende ind og væltede ned af nogle trapper. Jeg tænkte "Bare de dog ikke lader ham komme ind". Så gik han op på scenen. Denne mand var Shane McGowan."

 

Et par sidste  teatralske citater fra artikler om Kirsty MacColl: ” Kirsty's voice will, rather aptly, forever be associated with a time that reminds us of family and of togetherness, something no crooked authority can ever take away." og "She wrote incisive lyrics, sang exquisite harmonies and graced arguably the greatest Christmas single ever."

Fairytale of New York remains perhaps the most 'emotionally real' Christmas song, in that it skips the traditional sentimental cheeriness and offers instead a unique reflection of lost youth and ruined dreams.

Amidst these bleak overtones though lies a sloppy sense of hope, and plenty of opportunity to get up and dance, and if that doesn't ultimately describe the human experience, I don't know what does.”

Fint for mig, at der trods alt hvert år er en enkelt dansk studievært, der lige husker denne sang – som så åbenbart stadig er uhyre populær  på visse engelske og irske kanaler.

 

Når jeg har valgt overskriften Lidt nytårsmelankoli, skyldes det en anden sang, jeg helst skal høre i radioen 1. Nytårsdag. Men det er langt fra hvert år det sker.

Jeg ved faktisk ikke, om det er en nytårssang, men jeg hørte den første gang en 1. Nytårsdag for mange år siden, og jeg forbinder den altid med den lidt trætte, melankolske stemning, der kan komme over mig, når de glade juledage og nytårsaften er forbi, og vi kan se frem til en lang bleg januar.

Sangen hedder ”Is that all there is?”, og den er helt tilbage fra 1969.

 



Is that all there is?”

I remember when I was a little girl, our house caught on fire
I'll never forget the look on my father's face as he gathered me up
In his arms and raced through the
Burning building out on the pavement

 

And I stood there shivering in my pajamas
And watched the whole world go up in flames
And when it was all over I said to myself
Is that all there is to a fire?

 

Is that all there is, is that all there is?
If that's all there is my friends, then let's keep dancing
Let's break out the booze and have a ball
If that's all there is

 

And when I was twelve years old
My daddy took me to the circus, the greatest show on Earth
There were clowns and elephants and dancing bears
And a beautiful lady in pink tights flew high above our heads

 

And as I sat there watching
I had the feeling that something was missing
I don't know what, but when it was over I said to myself
Is that all there is to the circus?

 

Is that all there is, is that all there is?
If that's all there is my friends, then let's keep dancing
Let's break out the booze and have a ball
If that's all there is

 

And then I fell in love
With the most wonderful boy in the world
We'd take long walks by the river or
Just sit for hours gazing into each other's eyes
We were so very much in love
Then one day he went away and I thought I'd die, but I didn't
And when I didn't I said to myself
Is that all there is to love?

 

Is that all there is, is that all there is?
If that's all there is, my friends, then let's keep

 

I know what you must be saying to yourselves
If that's the way she feels about it why doesn't she just end it all?
Oh, no, not me, I'm not ready for that final disappointment
Because I know just as well as I'm standing here talking to you
That when that final moment comes and I'm
Breathing my last breath, I'll be saying to myself

 

Is that all there is, is that all there is?
If that's all there is my friends, then let's keep dancing
Let's break out the booze and have a ball
If that's all there is

 

Sangen er indspillet af Peggy Lee.

Senere er den genindspillet af Bette Midler i 2005.  Mon ikke, det er hendes version, jeg har hørt? 

 


Bette Midlers version beskrives som mere sarkastisk og Peggy Lees version som mere bitter. Ved nærmere eftertanke, tror jeg faktisk, det var den oprindelige version, der fangede mig. 




Peggy Lee er født i 1920 og hun var en feteret sanger, skuespiller og radiovært. Hun var nomineret til en Grammy Award tolv gange og vandt den for bedste kvindelige sangpræstation med Is That All There Is? i 1969.

Som skuespiller blev hun nomineret til Oscar for bedste kvindelige birolle Pete Kelly's Blues fra 1955, hvor hun spillede en alkoholisk og deprimeret sanger.

Hun var kendt for sine sange til Walt Disneys Lady og Vagabonden (1955), hvor hun spillede rollen som showkatten Peggy og sang He's a Tramp.

Peggy Lee forbindes især med jazzmusikken.

Da Benny Goodmans orkester var på toppen af deres popularitet i 1941, begyndte hun at synge og turnere rundt med dem i hele USA i to år. I juli 1942 optog hun sit første hit Why Don't You Do Right?, som solgte mere end 1 million eksemplarer og gjorde hende berømt. 

 


 

Swingmusik kan nu noget helt særligt. 

Peggy Lee var berømt for sin "bløde og coole" måde at synge på - noget hun ofte dedikerede til de støjende natklubber. 

Peggy Lee kunne virkelig croone. Jeg tror, hun bliver en ny yndling for mig.


 

I 1958 indspillede hun en coverversion af sangen Fever, et  noget mere pågående nummer, som oprindelig blev skrevet til  Little Willie John i 1956, og senere er blevet indsunget af både Elvis Presley i 1960 og Beyoncé i 2003.

 

Hun har også sunget nummeret Send in the Clowns, et nummer, som er blevet fortolket af mange kendte sangere, Glenn Close, Judy Dench, Judy Collins, Frank Sinatra. Jeg synes nu bedst om Barbara Streisands fortolkning.


 Sangen stammer fra musicalen A little Night Music - ordret oversat fra Mozarts Eine kleine Nachtmusik.


Hovedpersonen Desirée reflekterer over ironien og skuffelserne i sit liv. Hun ser tilbage på en affære år tidligere med advokaten Fredrik, som var dybt forelsket i hende, men hvis ægteskabstilbud hun afviste. Senere indser hun, at hun elsker ham og ønsker at gifte sig med ham, men nu er det ham, der afviser hende. Her følger sangen Send in the Clowns.

If the show isn't going well, send in the clowns.

Judy Densch' fortolkning af sangen ved The Proms 2010 er uendelig trist, tilbageskuende og sørgmodig.


Først brød jeg mig ikke om Judy Densch' fortolkning, men efter at have lyttet til den flere gange, er jeg kommet til at holde af den. Den sætter mig i lidt den samme stemning som Peggy Lees Is That All There Is.

 

 Titlen Send in the Clowns får mig naturligvis til at tænke på I Pagliacci - Bajadserne,  som jeg nævnte i mit forrige blogindlæg - hvor Canio netop har opdaget, at hans elskede er ham utro, men må sminke sig for efterfølgende at gå ind på scenen og spille sit skuespil - The show must go on.

Her udtrykkes ikke bare melankoli, men den helt store smerte. Genremæssigt ligger nummeret helt uden for dette indlægs øvrige musik, så måske du bare skal hoppe over klippet.

 


Naturligvis popper også As Times Go By  fra filmen Casablanca op, ved al den ulykkelige kærlighed.

 


Det nummer har jeg vist ofte refereret til. Men så er vi musikmæssigt / genremæssigt tilbage på sporet. 


At irerne – kelterne  - som jeg indledte dette blogindlæg med - kan noget med melankoli og sentimentalitet – er hævet over enhver tvivl. Et godt eksempel på det er Josh Grogans You Raise Me Up, som både fungerede i filmen Titanic og i Disneys Løvernes konge – dog bedst i Titanic, fordi de her havde den rette irske instrumentering. Violinerne og de sofistikerede, bælgblæste irske sækkepiber uillean pipes, fløjter, harper, bodhrán-trommerne, akkordion.

Eller - måske er det ikke helt rigtigt, at kalde netop denne melodi melankolsk - nærmere blot inderlig og sentimental, men nu kom den med alligevel, for den indeholder nu nogle melankolske harmonier, synes jeg. Og vi ved jo, hvordan den spirende kærlighedshistorie i filmen ender. Og når man ved det, kan man godt allerede her fornemme en vis tristesse.

 


Det fører mig frem til den sidste musikform, jeg vil have med. En musikform, der også udtrykker sig specielt godt med dens særlige instrumentering,  nemlig tangoen. Tangoen, som jeg også oplever som melankolsk. Jeg ved ikke, om jeg helt kan forklare det. Tangoen er jo udtryk for de helt store og teatralske følelser, men måske også uforløste følelser – og derfor også melankoli?

 



 

Tango – som musik-, sang- og dansegenre opstod i  og omkring Buenos Aires og Montevideo i slutningen af 1800-tallet.

 

Musikken er en blanding af tre ingredienser: milonga (argentisnk folkemusik), candombe (afroargentinsk) og habanera (cubansk). Instrumenterne er bandoneon, som er en harmonikatype, violin, bas og klaver.

 

Sang-genrens gennembrud kom i 1917 med Mi noche triste, sunget af den berømte Carlos Gardel, og den banede vejen for et eget tekstunivers, hvor tab, savn og smerte er væsentlige temaer.

 

Den argentinske komponist og bandoneonist Astor Piazzolla videreudviklede genren med inspiration fra både jazz og klassisk musik.

 

Da den argentinske tango i begyndelsen af 1900-tallet blev udbredt til nordamerikanske og europæiske storbyer, vakte den i begyndelsen forargelse ved sin fysiske direkthed og blev ikke sjældent slået i hartkorn og forvekslet med jazzen.

Men i modsætning til jazzen blev tangoen dog relativt hurtigt accepteret som musikgenre og selskabsdans.

 

I begyndelsen af 1930'erne var tangoen med alle sine aspekter fra det lidenskabelige til det sentimentale så integreret i den europæiske populærkultur, at den i modsætning til jazz og swing ikke blev forbudt i det nazistiske Tyskland.

 

Som et kuriosum kan nævnes, at fra begyndelsen af 1950'erne har man i Finland udviklet en svagt melankolsk, men mindre ekvilibristisk version af tangoen, som i dag er en fast bestanddel i den finske folkekultur. Det passer vist godt til den finske folkementalitet. Denne tango-version kan ses i flere finske film. Dem kender jeg godt nok ingen af  - finske film, hverken med eller uden tango.

Men slut nu med melankolien. Snart er det Nytårsaften. 

Jeg vil ikke savne de store festligheder nytårsaften, men bare glæde mig til et nyt år fyldt med masser af muligheder – på trods af alt.

Og nu har jeg jo hørt Is That All There Is  på You tube.

Så hvad kan være mere passende at slutte af med end Always Look at the Bright Side of Life?

Godt nytår.

 


 

søndag den 6. december 2020

Fra forherligelse af Mafiaen til både sødmefyldt og melankolsk italiensk vellyd.

 


 

I 1972 var der premiere på den berømte film The Godfather – om en fiktiv mafiafamilie i USA med rødder tilbage til den lille by Corleone på Sicilien. 

Corleone, som vi besøgte i 2016. En lille by, hvor tiden synes at være gået i stå  - og hvor gamle mænd og unge arbejdsløse sad på torvet og fordrev tiden, som de gør i gamle italienske film.






 Efter sigende vidste alle i Corleone, hvor virkelighedens Godfather,
Bernardo Provenzano, i mange år gemte sig på en fårefarm ude i det øde landskab rundt om byen, indtil han i 2006  endelig blev fundet og arresteret.

Læs her Berlinske Tidendes spændende artíkel  herom.


Det var nok ikke lige netop her, han blev fundet, men I får dette sidste foto med, da jeg selv synes, det er et af mine bedste stemningsbilleder fra egnen omkring Corleone. 

Filmen Godfather var baseret på en roman af Mario Puzos, og drejebogen blev skrevet af Puzo i samarbejde med Francis Ford Coppola, som også var instruktør på filmen.

The Godfather vandt en Oscar for bedste film og en Oscar for bedste filmatisering og Marlon Brando vandt en Oscar for bedste mandlige hovedrolle for rollen som Don Vito Corleone.

Filmen bliver af mange anset som en af verdens bedste film.

To år senere, i 1974, kom The Godfather ll, nu med Robert de Niro i rollen som Vito Corleone og med Al Pacino i rollen som sønnen Michael, der indtræder som overhoved for Corleonefamilien.

Filmen blev nomineret til 11 Oscars og vandt 6, heriblandt bedste instruktør, bedste birolle til Robert de Niro og bedste tilpassede manuskript.

Den fik også Oscaren for bedste film og blev derved den første ”toer”, der vandt denne titel.

The Godfather lll lod vente på sig. Den kom først i 1994.

Treeren så jeg ikke, dengang den kom frem. Men ingen tvivl om, at jeg lige som de fleste andre filminteresserede, var meget imponeret over de første to Godfather-film.

De havde den specielle amerikansk/italienske atmosfære. Coppola var eminent til at skabe miljøer og stemninger, skuespilpræstationerne var formidable, og hvem husker ikke musikken fra The Godfather?

 


 

Ofte kommer jeg i tanke om film, jeg har været meget optaget af, og jeg ønsker, at det var muligt at gense dem. Det er ikke ret tit, den mulighed opstår.

Måske er det også bedre blot at bevare erindringen.

Gensyn kan føre til skuffelser.

For nogle år siden var vi en stor flok kolleger, der samledes for at gense filmen Easy Rider, som vi alle huskede som fantastisk.  De fleste af os blev skuffede og tænkte, var det virkelig den film, vi havde været så optaget af?

Jo, det kan være farligt at gense film, man var meget optaget af i sin ungdom.

Modsat genså jeg for nylig filmen Rocky, som jeg huskede som en tomhjernet muskelbundt-film, men ved gensynet oplevede jeg den som en ret god film med en socialrealistisk drejning og karakterer, jeg fattede sympati for.

Lørdag aften kan godt være en sløv affære rent tv-mæssigt, så faktisk valgte jeg de følgende lørdage også at se de følgende film i Rocky-serien, og faktisk syntes jeg også, de næste var nogenlunde ok. Der var en forholdsvis interessant udvikling i karaktertegningen.

Godfather-filmene er ofte blevet sendt på TV, men jeg har ikke haft lyst til at gense dem. Heller ikke selv om de er fyldt med italiensk charme og smukke italienske landskaber. Det skyldes, at jeg ikke bryder mig om den romantisering og forherligelse af Mafiaens æresbegreber, deres machismo og filmenes underliggende accept af deres ligegyldighed over for andres liv. F.eks. skildres Michael Corleone ind imellem som sympatisk, når han forsøger at vælge en anden livsbane, men ikke kan undslippe sin skæbne og mere eller mindre tvinges ind i familieforetagendets vold og kriminalitet - og derfor fortsætter den gentagne  brutale nedslagtning af fjender og konkurrenter.

 

Og så faldt jeg alligevel i sidste lørdag og i går aftes, da en af vore mange TV-kanaler viste Godfather ll og lll. Toeren så jeg næsten fra starten, men treeren dumpede jeg ind i langt henne i handlingen, hvor Michael igen er fundet sammen med sin tidligere kone, Kay, som forlod ham, da hun ikke kunne acceptere hans position og ageren i den kriminelle underverden, og hvem han derfor fratog ethvert samvær med deres søn, Anthony,  og datter, Mary.

Michael var den yngste søn af Vito Corleone, og forventningerne fra farens side, om at han skulle drive forretningen videre i hans ånd, kunne han slet ikke honorere – og ønskede det vel heller ikke.

 

Michael kæmper en indædt kamp for ikke at miste magten og herredømmet over sit foretagende, for at forhindre at det hele falder fra hinanden, og samtidig er han  fyldt med anger over sine tidligere gerninger. For første gang i 30 år går han til skrifte.


På grund af sine mange velgørende projekter og donationer får han selveste pavens velsignelse.  Dette får dog også nye fjendskaber til at blusse op, da flere af de højtstående forretningsfolk, som på en eller anden måde har været involveret i et samarbejde med Michael, mener, at han har brugt ufine metoder for at opnå sin succes og velstand.  

 

Han fornemmer, at hans tid på tronen er ved at være forbi, og han leder derfor efter en værdig efterfølger, og valget falder på nevøen, Vincent.

 

Dette meddeler han ham, men under den forudsætning, at Vincent straks opgiver sit forhold til Michaels datter, Mary - et krav, som Vincent betingelsesløst undergiver sig.

 

Og så kommer der et brag af en afslutning.

Den sidste lange del af filmen foregår i Massimo Teateret i Palermo - det største operahus i Italien.

Michael har langt om længe accepteret, at sønnen, Anthony, har fravalgt den kriminelle bane og er blevet operasanger. Sammen med Kay og datteren Mary, overværer de Anthonys debut i operaen Cavalleria Rusticana – en dramatisk fortælling om svigt og jalousi, der udspiller sig på Sicilien under påskeugens store religiøse processioner i slutningen af 19. århundrede.

 

Her følger den lange fantastiske scene, hvor vi sammen med Michael og hans familie overværer operaen, samtidig med at en lejemorder forbereder et snigmord på Michael – et mord, der imidlertid mislykkes, fordi Michael bliver kaldt ud til en samtale. Lejemorderen opdages, 2 mænd dræbes i håndgemænget – vist en fra hver af de stridende familier, og lejemorderen haster væk.

I teateret befinder sig også Michaels søster, Connie, og fra tilskuerrækkerne følger hun opmærksomt – gennem sin kikkert – ikke operaen, men hvordan en gammel fjende kvæles, da han spiser de forgiftede cannoli, hun netop har bragt ham.

Ind imellem alt det, der sker under den dramatiske operaforestilling, er der klip, der viser, hvordan Vincent er i gang med at tage hævn over gamle fjender og sikre sin magtposition. Den nyvalgte pave dræbes med gift i hans aftente, en pavelig regnskabsfører bliver kvalt, styrtet ned gennem en enorm trappeopgang og hængt op under en bro, så det ligner selvmord, og ligeledes i Vatikanet dræbes endnu en mand, denne gang med pistolskud.

Uddrag af anmeldelse: Filmen kulminerer i en grandios finale, hvor Francis Ford Coppola i allerhøjeste grad skaber kunst på et plan, som er dybt rørende og samtidig så intenst og voldsomt, at man nærmest holder vejret. Han fletter for det første handlingen fra en opera, som man er vidne til i filmen, ind i selve handlingen af sin egen film, og skaber nærmest en parallel til sin egen film (eller omvendt)…  Disse øjeblikke oser af symbolik, og kunst af ypperste karat. 

  

Da forestillingen er slut, og Michael forlader operaen sammen med sin familie, fatter Vicente mistanke til en mand med et gevær – en af lejemorderens medhjælpere. Denne flygter, men lejemorderen træder  nu frem og skyder direkte på Michael. Kuglen går igennem hans skulder uden at forrette megen skade, men rammer derefter hans datter, Mary, der står anklagende foran ham og spørger, hvorfor han har tvunget Vicente til at afslutte sit forhold til hende. Hun dør, og Michael bryder sammen.

Billedet skifter til den aldrende Michael, der til tonerne  af det smukke musikstykke, Cavalleria Rusticana Intermezzo synker sammen og dør. Se:

 


Godfather lll var indstillet til 7 Oscars, men vandt ingen. Til gengæld blev Sofia Coppola, der spillede Michaels datter, Mary, udråbt som den værste skuespillerinde det år.

 

Den afsluttende musik kan også opleves i en udgave med Wiens Filharmoniske Orkester med smukke billeder fra Schloss Heilbrunn. 

 


 

Musikken og hele operaen, som Michael Corleone overværer i filmen, er en faktisk eksisterende opera,  skrevet af Pietro Mascagni (1863-1945) – En komponist jeg aldrig havde hørt om, men han omtales på nettet som en af de vigtigste italienske komponister fra århundredskiftet 1800-1900.

Hans mest succesrige opera er netop Cavalleria Rusticana fra 1890, men Mascagni skrev faktisk 15 operaer, en operette og mange andre musik- og kor-værker.




Man siger, at Cavalleria Rusticana introducerede realismen - i Italien kaldet "verismo" - i operaerne.

 

 Handlingen i Cavalleria Rusticana kan læses her

 

På nettet ligger et lille uddrag af en moderne udgave af forestillingen med et flot korstykke, som jeg synes, jeg kan genkende:

 



Cavalleria Rusticana er en lille en-akter, og den spilles ofte sammen med en anden lille opera, I Pagliacci - Bajadserne af Ruggiero Leoncavallo  (1857 1919).

 

 
 
Begge stykker blev opført i Operaen i København i 2014



 

Cavalleria Rusticana siges at have inspireret Leoncavallo, mens han skrev I Pagliacci.

Det lykkedes mig faktisk også et finde en stump fra I Pagliacci, som jeg kunne genkende.


Sjovt nok, det første klip jeg fandt med musikstykket Vesti La Giubba
er næsten en parallel til slutscenen i Godfather lll - fra teateret i Palermo. Opera-uddraget indgår nemlig i filmen  For the First time fra 1959 - som jeg ikke kender - men i klippet ser vi et par, der overværer teaterforestillingen.

 

"A singing romance" bliver filmen benævnt. Vel nærmest en forløber for musicals. "The brilliance of one of the world's most beloved tenors and the exciting world of opera highlight this delightful romantic adventure set in the most beautiful cities of Europe." 

Og bemærk lige, Zsa Zsa Gabor på rollelisten.

I det næste klip er det Pavarotti, der synger det berømte musikstykke - og her er der undertekster :-)

Faktisk synes jeg  Mario Lanzas fortolkning er smukkere, men den oversatte tekst berører mig.


Ruggiero Leoncavallo vandt verdensberømmelse med I Pagliacci fra 1892, og han havde også en vis succes med sin La Bohème, der dog ikke kunne klare sig over for Giacomo Puccinis opera over samme emne.


Puccini og Leoncavallo var mødtes i den lille schweiziske landsby Vacallo. 

 
Leoncavallo tilbød Puccini en tekst som han havde skrevet efter Henri Murgers roman Scènes de la Vie de Bohème, men Puccini afslog tilbuddet.


Året efter mødtes de to ved et selskab, hvor Puccini fortalte Leoncavallo, at han var i gang med at komponere en opera over Murgers roman.

Leoncavallo blev rasende, for han var selv i gang med at komponere en opera over samme roman.

Puccinis udgave blev en stor succes, mens Leoncavallos "Bohème" nærmest var dødsdømt på forhånd og knapt er spillet siden. 

 

  Vi havde fornøjelsen af Det kongelige Teaters flotte opsætning af La Boheme i Operahuset i København i 2018.


Her en ældre udgave af Så kold den lille hånd er med Anna Netrbko og Rolando Villazón

 Jeg har før skrevet om filmmusik, og når jeg lytter til Cavalleria Rusticana Intermezzo, minder den mig om Adagiettoen i Mahlers 5. symfoni, som benyttes i filmen Døden i Venedig.

Jeg har noget med de sødmefyldte, melankolske adagioer. 

Hver gang jeg lytter til Gustav Mahlers 5. symfoni  (1860 - 1911), så husker jeg f.eks. også Adagio i G-mol af Tomaso Albinoni (1671-1751).

Der må indgå nogle af de samme klange.

I orgel-udgave har jeg hørt stykket ved en begravelse. Meget stemningsfuldt.



Tomaso Albinoni (1671-1751) var en italiensk barok-komponist og violinist. Han skrev 55 operaer, hvoraf de fleste nu er glemt, symfonier, sonater og kammermusik. Da nationalbiblioteket i Dresden brændte ned under 2.verdenskrig, forsvandt næsten halvdelen af Albinonis originale kompositioner for altid. Det mest populære værk, som forbindes med Albinoni er "Adagio i G-mol".

 

I sin levetid var Albinoni en af de mest kendte italienske komponister og blev holdt for at være på samme niveau som Vivaldi (1678 -1741) - ham med De fire Årstider.

 

 De venetianske scener spillede Albionis operaer i næsten 50 år, og det er længere end for de fleste af hans samtidige. Efter Albinonis død faldt hans musik i glemsel og blev først genoptaget i midten af 1900-tallet.

 

Da jeg i går aftes havde hørt og var blevet betaget af Cavalleria Rusticana Intermezzo, gik jeg ind til Ib, fordi han skulle høre stykket.

”Det stykke kender jeg da godt,” udbrød han straks – til min store forundring. Kunne det nu passe? For det er ikke et stykke musik, der ofte opføres.

Men jo, det gjorde det. Det passede. Han kunne genkende musikken. Han fandt den igen på nettet.

Der blev jeg alligevel imponeret.

 Vi diskuterede først, om det kunne være i en af DRs koncert-transmissioner, som havde temaet film-musik, at han havde hørt musikken. For det mente han først.


Og da jeg lyttede til koncerten, tænkte jeg, at man nemt kunne  forveksle Cavalleria Rusticana Intermezzo med soundtracket fra Once upon a Time in America - ikke at forveksle med Once upon a Time in the West.

 

Begge de to sidstnævnte er komponeret af Ennio Morricone (1928-2020). Once upon a Time in the West er den med mundharmonika-stykket.



Jeg mistænkte ham nok en smule for at tage fejl. De to musik-stykker Cavalleria Rusticana Intermezzo og Once upon a Time in America har meget det samme tempo, de samme klange og instrumentering. Once upon a Time in America indgår i nævnte koncert, og en forveksling kunne nemt ske.

Men vi går jo i dybden, når vi undersøger noget, for Ib  var overbevist om, at det var den helt rigtige Cavalleria Rusticana Intermezzo, han havde genkendt og ikke en forveksling.

Og vi fandt jo frem til at han havde ret. Respekt!

 Musikken er blevet spillet ved en DRs nytårskoncert 31. december 2017 og igen i P2-koncerten: Operagalla med Anna Netrebko med venner,

Det idyllisk-sentimentale Cavalleria Rusticana Intermezzo er pudsigt nok - og bemærkelsesværdigt - blevet brugt som indledningsmusik til den amerikanske film Raging Bull fra 1980, instrueret af Martin Scorsese og med Robert de Niro i hovedrollen som en temperamentsfuld, paranoid og stædig bokser. Filmen bygger på en selvbiografi af den tidligere boksemester Jake LaMotta. Noget af et clash.

Filmen modtog i begyndelsen blandende anmeldelser. Mange kritikere var blevet frastødt af filmens meget voldelige karaktér og de usympatiske typer i hovedrollerne.

Jeg synes da ellers nok, at Rocky - Sylvester Stallone - fik bank nok i de boksekampe.

 

I slutningen af 1980'erne havde Raging Bull -  Tyren fra Bronx - cementeret sit ry som en moderne klassiker og er i flere sammenhænge blevet udvalgt som en af de bedste film nogensinde.

 

Roger Ebert beskrev Tyren fra Bronx i hans bog Great Movies som den bedste film nogensinde, som omhandlede følelsen jalousi, og han kaldte den endda vore dages Othello. Han mener, at filmen indeholder mange paralleller til netop dette stykke af William Shakespeare.  

 

Hm!

Men jeg vender tilbage til DRs temakoncert "Duellen - Morricone trækker først", for Ennio Morricone skal have lidt flere ord med på vejen. 

 

Han skrev musikken til mange af Sergio Leones spaghetti-westerns (men også til min yndlingsfilm Cinema Paradiso). 

 

Den allermest kendte er vel The Good, the Bad, and the Ugly. 



Spaghetti-westerns blev i USA betragtet som andenrangs westerns i sammenligning med de rigtige amerikanske westerns, og Morricones musik var derfor heller ikke særlig anerkendt i de første mange år. 

 

Morricone, der i dag af mange betragtes som verdens største udi filmmusik,  fik sin første Oscar for bedste filmmusik så sent som 2016 i Quentin Tarantino's film The Hateful Eight, hvor han blev den ældste person nogensinde til at vinde en konkurrence-Oscar, efter at han efter manges mening var blevet forbigået 5 gange med nomineringer for filmene "Days of Heaven,” “The Mission,” “The Untouchables,” “Bugsy” og “Malena".

 

I 2007 havde han fået en æres-Oscar for hele sit virke. 


Soundtracket til Once upon a Time in the West er  i dag et af de 5 mest solgte originale instrumentale indspilninger i verden - solgt i omtrent 10 millioner albums.

 

En James Bond titelmelodi er det også blevet til undervejs helt tilbage i 1964! 

 

I det hele taget har Morricone en produktion, der må tage pusten fra enhver.

Se hele listen her


Et andet af hans værker, som også indgår i DRs temakoncert, er soundtracket til The Sicilian Clan. Så er vi tilbage på Mafia-sporet.

 

 

Once upon a Time in America fra 1984 af Sergio Leone og med Robert de Niro i hovedrollen var i øvrigt også en gangsterfilm og blev Leones sidste film, før han døde fem år senere.



Åh, hvor er det smukt. Umiskendelig
Ennio Morricone

 Musikken til Godfather-filmene blev skrevet af den knap så kendte Nino Rota, som dog også skrev musikken til Zeffirellis Shakespeare-film Romeo og Julie og en lang række af Federicco Fellinis film, herunder det kendte og meget italienske La dolce Vita-soundtrack.


På DRs streaming-tjeneste ligger hele 8 tema-koncerter  med filmtracks, så nu ved jeg da, hvad evt. kommende stille søndag-eftermiddage skal fordrives med.

 Men Ibs henvisning til DR-koncerten fik mig også til endnu en gang at drømme om engang at komme til en koncert i DRs koncertsal, hvor de spiller alle mine yndlingsstykker fra kendte operaer.

- Barcarolle fra Offenbachs Hoffmanns eventyr,  

 - Den store arie Celeste Aida fra Verdis operaen af sammen navn 

- Alle  Puccinis smægtende værker:

Nessun dorma from Turandot 

E luceva stelle og Vissi d'arte fra Tosca

O mio babbino caro fra den knap så kendte opera Gianni Schicchi 

Arierne  fra La Boheme

Og endelig hans Madame Butterfly.

- Så skulle de også spille noget af Tchaikovskys balletmusik - valsen fra Tornerose, lidt fra Nøddeknækkeren og Svanesøen.

- Og koncerten skulle slutte med

Schuberts Ave Maria

Concierto De Aranjuez Adagio af JoaquinRodrigo

Con Te Partirò – Time to Say Goodbye.

 


 De kan bare noget, de italienere - og hvilket sprog er smukkere at synge på end det italienske?

 

Ak, ja. Der er meget, man kan drømme om.

Og når drømmen ikke ser ud til at gå i opfyldelse, så er You Tube trods alt er en velsignelse sådan en stille søndag aften som i aften, hvor jeg endnu engang kan lytte til José Carreras, Plácido Domingo og Luciano Pavarotti og deres kvindelige modstykker: Maria Callas, Kiri Te Kanawa, Anna Nebrebko og alle de andre store navne


 Og ps forresten.

Husker du filmen Scent of  a Woman med Al Pacino i hovedrollen, som den blinde tidligere oberstløjtnant, som i bitterhed over sin skæbne har besluttet at leve en weekend i sus og dus og derefter begå selvmord.

En rolle som han (naturligvis) også fik en Oscar for

Ellers se klippet her. Så får du også lige en stump forførende argentinsk tango med på falderebet.