Om søfart- og krigsmuseer

Kan man det? Kan man blive interesseret i søfart og krigsmateriel, når man ellers aldrig nogensinde har interesseret sig for det?

Ja, åbenbart.

På det seneste har vi faktisk besøgt 5 museer med et sådant indhold. De første steder, Sea War Museum i Thyborøn og Bunkermuseet i Hanstholm, lidt tilfældigt. Et par gange mest pga. presse omkring museumsbygningernes spændende arkitektur. Her tænker jeg naturligvis på Bjarke Ingells Museum for Søfart, bygget i en tørdok i Helsingør, og hans Tirpitzmuseum i klitterne i Blåvand.

Men som altid viste det sig, at giver man sig tid til at at kigge efter, så finder man altid noget interessant og nogle gode historier.  Så det sidste museum, Strandingsmuseet i Thorsminde opsøgte vi helt bevidst.

Ud over at studere de udstillede genstande har det også været interessant at iagttage tendenserne inden for museumsdesign, for her kan man tydeligt se, at der også findes mode og nye strømninger.

Og endelig har det været spændende at opleve den atmosfære, som de fem steder har formået at skabe.

Alle fem museer skabte ny interesse for mig, så jeg måtte hjem og lære mere. Søge på nettet og i magasiner og læse, læse, læse. Det må være et vigtigt formål med museer, så det ikke blot bliver en enkelt dags sanseoplevelse.

Tydeligvis er der gjort grundige overvejelser om, hvordan man kan fange interessen hos folk - med film og interaktive installationer og noget, der kan appellere til børn og dermed børnefamilier, så man også fanger næste generation og ikke kun historienørder.

Det lykkes i en fin balance med fagligheden i behold alle fem steder.

Strandingsmuseum St. George, Thorsminde

Strandingsmuseet i Thorsminde er det museum, vi senest har besøgt. Så det får mest omtale. I hvert fald for en start.

 Strandingmuseet i Thorsminde er et rigtigt spændende sted.. Da vi ankom til det nybyggede museum med de smukke, lave, sorte bygninger, tænkte jeg straks, hvorfor de dog havde bygget det grimme betontårn i midten. Men det svar gav sig selv. Museet er bygget op omkring deres juvel. Det 11 m høje ror fra skibet St. George.  HMS St George og HMS Defence, to engelske llinjeskibe strandede julenaften 1811 ud for Thorsminde, og det er effekter bjærget op fra dem, der er grundstammen i museet. Allerede 15. november var  St George grundstødt syd for Lolland og havde mistet det kæmpestore ror. Skibet blev trukket fri, kom på slæb og blev udstyret med et erstatningsror. Efter 192 år på havets bund blev roret i februar 2013 genfundet og bjærget. St. George fungerede som flagskib for Nelson og med Thomas Hardy som kaptajn lykkedes det at snige sig ind på Københavns Red om natten for at sondere dybden. Fordi man fandt sejlrenden for lille valgte Nelson i stedet at flytte over på HMS Elephant og benytte det som sit flagskib under slaget på Reden den 2. april 1801.  Efter Københavns bombardement i september 1807 var det de engelske linjeskibes opgave at eskortere konvojer af koffardiskibe (handelsskibe)  og beskytte dem mod  kapere. Årets sidste konvoj,  som bestod af 129 koffardiskibe, blev så også St George' og Defence'  allersidste sejlads.

HMS St George var den engelske flådes stolthed. For nylig har jeg set en  udsendelse, hvor de meget minutiøst gennemgik hele skibet.

Her er der dækket op i officerernes ende af bordet med ting, der er bjerget fra vraget

 

     

                      

Rum 3 fortæller om nogle af de utallige strandinger på den jyske vestkyst og om kystbefolkningens møde med strandede søfolk fra hele verden.

Her var der masser af hylder skabe og små skuffedarier, man kunne åbne og læse mange spændende beretninger. Så mange, at man slet ikke kunne kapere det hele. Også i de foregående rum var der meget mere at gå på opdagelse i, end man kunne nå på et besøg. Men det er jo en god strategi på den måde at få gæsterne til at tænke, at her er man nødt til at vende tilbage til igen for at få alle oplevelser med. 

Postkort, der viser skibbrudnes taknemmelighed over at være blevet reddet i land.

Når man til sidst klatrer op i tårnet venter der en fantastisk udsigt over kysten. Undervejs op er der kig ind til forskellige dele af det høje ror og små nicher med udstilling. Allerøverst kommer man ud i det fri - til den friske, salte vind med det flotteste vue ud over området og den barske vestjyske natur og havet, der i tidens løb har taget så mange skibe og menneskeliv. 

 Bænken er lavet af planker fra skibet.

Kælderen missede vi. Dvs. det gjorde vi ikke. Men vi kom ind i den forkerte ende og opdagede derfor ikke, at vi skulle have en lommelygte for at se de udstillede ting. Vi gik bare rundt og sagde, at det var da noget mærkeligt noget, at der ikke var nogen spots, så vi kunne se de udstillede genstande.

Heldigt at roret var så stort, at det ikke kunne overses :-)

Sea War Museum, Thyborøn

.

Sea War Museum gør ikke meget stads af sig udefra. Vi havde læst om mindeparken for Jyllandsslaget, og da vi skulle med færgen til Thy, gik vi en tur i klitterne for at kigge på

På vej tilbage til bilen så vi bygningerne, som åbenbart husede et museum og vi tænkte, at vi kunne da lige stikke næsen indenfor. Jeg havde ikke de store forventninger - hvad mon man havde samlet af skrab-sammen her?  Vd indgangen sad et par gamle mænd med en cigarkasse til entreindtægten. Nej, det er selvfølgelig en ganske uretfærdig og usandfærdig beskrivelse, men det var sådan,  jeg tænkte og sådan jeg husker det.

Men museet overraskede. 

I de store mørke haller var det lykkedes at frembringe en meget stemningsfuld atmosfære 

mørk,  dyster, urovækkende fyldt med imponerende effekter bjærget op fra havet, hvor de gik til bunds i det store Jyllandsslag ude i Nordsøen godt 100 km vest for Thyborøn den 1.  juni 1916 i Den store Krig - 1. Verdenskrig.

Det store u-båds-tårn

Jyllandsslaget er  verdenshistoriens største søslag. Her  kæmpede 100 000 mand på 250 tyske og britiske skibe om herredømmet til søs, og kanontordenen var så voldsom, at dem kunne høres i land.

Briterne mistede fjorten skibe og 6.784 mænd. Tyskerne mistede elleve skibe og 3.058 mænd. Med hensyn til skibe, som kunne kæmpe, da dagen var slut, havde briterne 24 slagskibe og slagkrydsere. Tyskerne havde kun 10.

Fokus er på effekterne og fortællingerne om dette slag, men museet rummer meget mere om de fire brutale år med ubåde, luftskibe, minekrig,  destroyerkrig,, krydserkrig og handelskrig. 

Museet præsenterer sig selv som  det eneste museum i Danmark, hvor der kun bliver fortalt international historie.  Og det kan de med en vis god ret sige. For Danmark var jo ikke med i krigen. Vi var neutrale.  

Alligevel fik krigen skelsættende indflydelse på mange danske - eller dansksindedes - liv. De sønderjyske mænd, der måtte deltage i krigen på tysk side.

En af grundene til, at Første Verdenskrig blev så blodig, var, at man i denne krig for første gang benyttede nye, morderiske opfindelser som zeppeliner, flyvemaskiner, tanks, giftgas.

Fra mit oplæg om samme 

Min bedstefar oplevede det første luftangreb på Antwerpen, og det fik ham til at skrive hjem med ordene: 

"Det er skrækkeligt, hvad der alt opfindes og tages i Brug for at faa mennesker slåer ihjel."

Vi har stadig postkortet i familien.

Han blev senere såret, og under en orlov deserterede han til Danmark - gik over Kongeåen. Efter Genforeningen kunne han så lovligt vende tilbage til sit hjem i Jels. Men krigsskadeerstatning fik han aldrig. Han var jo tysk desertør. 

Resten af sit liv var han præget af de grufulde oplevelser i krigen, og det fik betydning for familiens sociale og økonomiske forhold.

Måske det er derfor, jeg aldrig har kunne finde krigsmaskiner interessante og spændende at studere?

Med til historien hører dog også en positiv fortælling.

I skyttegraven i Nordfrankrig gjorde Bertel op med sit liv og tog en stor beslutning.

Han ophævede sin forlovelse med et ellers godt parti (med sin kusine vistnok) og fortalte familien, at han i stedet ville have den ganske unge og forældreløse Anna vd sin side. Stor opstandelse. Han var midt i trediverne - en halvgammel mand - og nu gav han afkald på økonomisk sikre kår til fordel for kærligheden.

Det gode ved den historie er jo, at de blev mine bedsteforældre - og jeg på den måde blev den, jeg er :-)

En ekstra krølle på historien er, at den mand, min mor forelskede sig i og giftede sig med, var søn af en større gårdmand, som var så heldig at være have nået en alder, så han ikke blev indkaldt til den tyske hær - åbenbart heller ikke i de allersidste krigsår, hvor tyskerne ellers gjorde brug af stort set alle - unge som gamle og krigsinvalider.

Min farmor og farfar var imidlertid utilfredse med ældstesønnens valg af hustru og lod den fædrene gård overtage af den næstældste søn. 

Men min far stod ved sit valg. Så også i den generation stod kærligheden over økonomi. Er det ikke romantisk?

Det valg har jeg heldigvis ikke været nødt til at tage stilling til. I 70-erne var det kun den rene kærlighed, der talte.  :-) :-)

Bunkermuseet Hanstholm

Så fortsatte vi til Bunkermuseet i Hanstholm - altså lige efter en overnatning og lækker middag.

Den dystre stemning fra Sea War Museum fulgte med.  Ligesom den nyfundne  benovelse over, hvor enorme krigens maskiner var og hvor enorme granater og torpedoer ligeledes var.

Bunkermuseum Hanstholm er  Nordeuropas største befæstningsanlæg fra 2. Verdenskrig. 

Batteriet var del af Atlantvolden og blev bygget i 1941 for sammen med et tilsvarende batteri ved Kristiansand i Norge at spærre indsejlingen til Skagerrak for at holde den engelske flåde ude. Batteriet bestod af fire store 38-cm kanoner, hvis rør hver vejede 110 tons. Kanonerne kunne skyde ud på en afstand af 55 km, dvs. næsten halvvejs til Norge.

Faktisk gik vi ikke ind i det egentlige museum. Vi var der vist, før de åbnede. Så vi nøjedes med at slentre rundt i det stille og endnu mennesketomme område og fornemme stemningen i den nu fredelige natur,  når vi fulgte det smalle jernbanespor til transport af granater fra materialerummet hen til den kæmpestore kanon.

Tirpitzmuseet Blåvand

Tirpitzmuseet gav mig på forhånd lidt de samme tanker, som jeg havde haft ved indgangen til Sea War Museum i Thyborøn.  Rav, en gammel bunker, mamutterne i Vestjylland (??) og mere om 2. verdenskrig. Var det ikke for meget et sammensurium af alt muligt? Så mange mammutter havde der da vist ikke vandret rundt i Vestjylland, og rav har jeg aldrig været specielt optaget af.

Men vi lod os naturligvis lokke af den megen omtale af den fantastiske arkitektur, og specielt nedenstående avisfoto fik mig til at tænke, at der var jeg nødt til at komme ud.

Og arkitekturen var bestemt spændende.

Skærmdump fra min Facebook august 2018

  

Besøget i den gamle bunker var en oplevelse. Mørkt , klamt og fugtigt var der.  3 1/2 m tykke stærkt armerede betonmure, betonmure, ujævne cementgulve, rustent jern, der stak ud, løse gangbrædder, vandpytter og dertil en lydkulisse af kæderaslen og dumpe brag, som var nogen i færd med at fragte granater og torpedoer hen til den kæmpestore kanon, som imidlertid aldrig blev færdigmonteret.

Fra Museets præsentationsmateriale

Tirpitzstillingen (Batterie Vogelnest) var en del af Atlantvolden. Tirpitz-stillingen skulle bestå af to kanonbunkere og blev påbegyndt i juli 1944. Stillingen skulle være operationsklar til september 1945., men så kom krigsafslutningen jo heldigvis i maj og forpurrede de planer.

Fra Wikipedia:

"Kanonbunkeren skulle have været monteret med to 38 cm og 111 tons tunge kanonrør, monteret i dobbeltaffutage på et pansertårn. Rørene var oprindelig udviklet til slagskibe af Bismarck-klassen, hvor et af de to skibe havde navnet Tirpitz. Skudkadencen for kanonen var på to skud i minuttet pr. rør, altså fire i minuttet for et enkelt tårn. Den forventede levetid for et enkelt kanonrør blev beregnet til ca. 250 skud, før selve riffelgangen i røret var slidt op og således skulle udskiftes. Uden for bunkeren og i selve indgangen ligger der stadig nogle af de udskiftelige segmenter, som riffelgangen var opbygget af. Med en pansersprænggranat på 800 kg havde kanonen en rækkevidde på 42 km. Med en lettere pansergranat på 495 kg øgedes rækkevidden til 54,9 km.

Det tilbageværende kanonrør udstillet i Hanstholm

Efter krigen blev udrustning, materiel og inventar, der var bestemt til bunkerne, solgt, skrottet eller fjernet. Området blev ryddet i videst muligt omfang, og de tidligere forhold blev gradvis retableret. Som en form for krigsbytte lå et af de fire 111 tons og 19,63 meter lange, tyske skibskanonrør i Tøjhusmuseets gård indtil maj 2005, hvorefter det blev flyttet til Museumscenter Hanstholm."










Indgangsudstillingen Den skjulte Vestkyst om livet på Vestkysten er også fin. Her vises et flot videoshow med et historisk rids. Og det er her mammutterne kommer ind som en meget lille detalje. Så når man nævner dem i Museets egen omtale, er det en - måske vel oppustet - appetitvækker. Men flot show.

Fra Museets præsentationsmateriale

Spændende er det også at læse om oversvømmelser og landsbyer, der er forsvundet. Eller nærmere - høre om. For museet benytter ikke skriftlige oplysningekort, men  alle udstillingene betjenes af gæsterne selv ved hjælp at en autoguide, hvor historierne er indtalt af professionelle skuespillere. Det fungerer meget godt.

Ravudstillingen "Havets guld" havde jeg som nævnt ikke den store fidus til. Men hold da op. Man kan ikke undgå at gå bagover af benovelse ved synet af al den rav - og flot sat op, så det virkelig er et overvældende syn, der møder en.

Det, der vist betragtes som ravmuseets juvel , en kæmpestor model af Operahuset i Sydney, brød jeg mig ikke om. Jeg fandt den næsten vulgær.

Men så var der så meget andet.

Kun et lille bitte udsnit. Desværre havde jeg ikke fotograferet et større vue over udstillingen.

Mit mantra er jo, at jo mere man ved, jo lettere er det  Og inden for læseforståelse, især ved faglig læsning, taler man meget om hvor vigtigt det er, at aktivere sin forforståelse.

Det synes jeg i al beskedenhed, jeg er god til. Både til at vide meget og til at aktivere min viden/forforståelse.

Det skete, da jeg så dette flotte sværd. Det er vanskeligt at se, men den snoede del af håndtaget er lavet af rav. Sværdet fik mig til at tænke p+å de flotte sværd oppe på Moesgård museum - og hvor forundret jeg var, første gang jeg så deres måde at fremvise våben på - dels kunstfærdigt ophængt, dels som våbnene fra Illerup Ådal i en stor rodebunke, som de vel blev fundet. Den kunstfærdige ophængning er jo eftergjort med roret fra St George på Strandingsmuseet. Som jeg tidligere nævnte, er det sjovt at iagttage modestrømninger inden for museumsdesign.

  

En anden udstillingsgenstand, jeg blev meget optaget af, var nok lige på kanten af det, som museet forventede, jeg skulle blive mest optaget af, men det var disse spande. De var udstillet, fordi de var fundet sammen med ravting, som naturligvis også blev udstillet.

Læs meget mere om de rige fund i jernaldergrave i Billum her:

De rige jernalderkvinder i Billum

Museets sidste faste udstilling En hær af beton gik vi hurtigt forbi Den var grim og uæstetisk og fik mig ikke til at stoppe op for at lytte til personlige beretninger fra 2. verdenskrig.

En ny udstilling undervejs

Faktisk er en ny udstilling på tegnebrættet i udkanten af Aal plantage tæt på den tyske flygtningekirkegård i Oksbøl. Igen er arkitekten Bjarke Ingels. 

Museet skal indrettes i det gamle hospital i den enorme flygtningelejr, der engang fyldte plantagen, og naturligvis udvides med spændende arkitektur.

Det gamle sygehus i Oksbøllejren.

Flygtningelejren eksisterede i perioden 1945-49. Den var hjem for mange tusinde tyske flygtninge, der var kommet til Danmark efter en voldsom flugt fra Den Røde Hær. Med hele 36.000 flygtninge i 1945 var lejren den største af sin slags i Danmark. Sygehuset er et af de sidste fysiske spor fra den store flygtningelejr. Og det er her, at det kommende flygtningemuseum, FLUGT, skal etableres.

Tegning af visionen for det indre af museet.
Hvis jeg nu skal tillade mig selv at være en smule forbeholden/negativ, så synes jeg, det minder lidt rigeligt om det indre af det nye pandaanlæg i Københavns Zoo.
Men her er det jo også BIG, der er på spil, dog i samarbejde med andre.

Begrundelsen for det påtænkte tårn er jeg spændt på. - Noget med et vagttårn, velsagtens - men hvorfor lige denne udformning? 

Måske ærgrer man sig over, at Skovtårnet på Sydsjælland kom først?

Museum for Søfart

Det sidste museum, jeg vil omtale, er nok det mindst krigeriske af de 5.

Igen er det Bjarke Ingels, der er arkitekten.

Jeg har tyvstjålet  - og uden at spørge - et flot foto fra min nevø Anders, der forleden sad i møde i Helsingør.

Og fra museets egen hjemmeside

Superflot er det!
Museet er anlagt i en gammel tørdok i Helsingør Havn. En del af museets effekter blev tidligere  udstillet på Kronborg Slot. Men det er da her, de hører til. Nede på/i havnen.

Ligesom på Strandingsmuseet og Tirpitz-museet er museet delt op i flere  afdelinger. På Tirpitz stritter de fire afdelinger lidt i hver sin retning, på de to andre er der en tydeligere råd tråd.
På Strandingsmuseet var udstillingen delt op i 5 rum, men som tidligere nævnt gik der en klar linje frem mod museets juvel, det store ror fra St George og alt handlede om dets og andre skibes stranding.
På Museum for Søfart, M/S, følger udstillingerne som perler på en snor, når man vandrer ad de lange forholdsvis smalle gange, derindimellem udvider sig og giver plads til mere. Udstillingen er bred og omfattende -  det giver sig selv, når museet skal dække søfart. Det består af  ikke mindre end 11 faste udstillinger og to skiftende. Det kunne bevirke, at det blev lidt af dit og lidt af dat, men sådan virker det ikke, for der er en klar udviklingslinje i udstillingen. Man drives fremad til næste fine tableau eller samling. Hvad mon der nu kommer? Man får et godt indblik/overblik, og det er så op til gæsterne selv at vælge at fordybe sig mere i noget fremfor andet.
Vi nåede f.eks. slet ikke The Magic Box - shipping, shopping og den globale forbruger, som var  fyldt med film, installationer og interaktive spil,  audiowalken "Jeg har aldrig fortalt det til nogen " eller I krigens skygge.

Museet starter lidt poppet med temaet Vores allemands sømand, hvor der gennem film, bøger, tegneserier, legetøj, reklame og mode tegnes et billede af søfolk og myterne omkring dem.









Næste afdeling, Porten til verden, er måske også lidt af et et raritetskabinet, men det giver god mening og er meget stemningsfuldt.
Udstillingen fremviser nogle af de eksotiske ting, sømanden mødte i det fremmede, som f.eks. en japansk samuraidragt, hvilke gaver han bragte med hjem til konen, hvordan kontakten med dem derhjemme blev holdt gennem brevveksling og  om livet på havnen, hvor han fik hyre og  dermed indgik en aftale om at adlyde kaptajnen og følge de særlige regler, der gælder om bord på et skib . 

Herefter følger afdelingerne Om bord, Navigation og verdensbilleder, Alle tiders skibe, Teselskabet - den første globalisering og endelig Tidsvraget.

Med Teselskabet og den første globalisering kommer vi rigtig ud i verden - til Vestindien og Kina bl.a. Jeg har tidligere vist dette foto af skarpretterøkser fra Vestindien. Billedet med slavegeværer og halsringe er jeg åbenbart kommet til at slette.

Også det næste foto, hvor man ser de bare slavefødder stikke ud øverst i billedet, som de de på rad og række på smalle hylder i et slaveskib og i baggrunden romtønder og sukker eller bomuldssække, har jeg brugt i et tidligere indlæg.

Tidsvraget syntes jeg var rigtig spændende. Det er del af et 400 år gammelt skibsvrag, ELEPHANTEN, som i 1600-tallet var et af de første danske skibe, der sejlede til Indien. Da Christianshavn blev bygget, blev skibet sænket og brugt som fundament til en kunstig ø. I 1990-verne blev det genfundet i forbindelse med nybyggeri.

Cafeen skal også lige nævnes. Her er hvad jeg fik serveret, da jeg bestilte en tunfilet med fennikel og en sodavand. Værsgo at åbne konservesdåsen og spis! - Det smagte godt :-)

Efter en slentren i bunden af dokken og de sidste udstillinger, gik det op ad den flotte trappe til udgangen.
Trappen er udformet som en kæmpebølge, og man blev næste helt søsyg af at bevæge sig op ad den.

Slægtskabet med Tirpitz er tydeligt - eller retter omvendt, for M/S blev bygget først. Det næsten skjulte nedgravede byggeri , de skrå linjer og vinkler. I Tirpitz dog med et mere råt udtryk end i Helsingør. Men det må vel siges at være en kvalitet, at de afspejler det område, de befinder sig i.

Min præsentation af 4 (5)  fantastiske museer er nået til ende. Men alle kalder på et genbesøg.

Alle  rummede de meget mere, end man kan tage ind ved et enkelt besøg. 

Også det må i høj grad siges at være en kvalitet ved museerne.

Og mens jeg skriver de sidste linjer, kører i baggrunden en naturudsendelse på ARTE om dyrelivet i regnskoven langs Kinabatangan-floden på Borneo. Det er allerede den 3. udsendelse derfra inden for den seneste tid. Borneo er blevet hot.

Jeg kan genkende det hele og glæder mig endnu engang over, at vi tog beslutningen om at tage på rejsen dertil. Det værste ved den slags udsendelser er, at jeg får lyst til at komme derned igen.

Måske man kunne komme derned og arbejde som frivillig?

Hm... det er vist for urealistisk. 

Foreløbig må jeg vist nøjes med at få skrevet et blogindlæg om turen og se, om jeg kan skabe lyst hos andre til at tage derned. I så fald venter der jer en fantastisk naturoplevelse.