Om afstande, mængder og tiden der går.

 

 Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus, at al verden skulle skrives i mandtal. 

 

Det var vist stort set, hvad jeg kendte til kejser Augustus.

 

 

Og om Marcus Antonius vidste jeg, at han fulgte efter Cæsar som Kleopatras elsker.

 

 

Om Kleopatra vidste jeg, at Cæsar på et tidspunkt tog hende med til Rom, at hun efterfølgende havde en affære med Marcus Antonius, og at hun begik selvmord ved at lade sig bide af en slange. 

Men jeg vidste faktisk ikke, at hun fik en søn med Cæsar. Og jeg vidste ikke, at hun fulgte med Antonius til Lilleasien ad flere omgange og blandede sig i hans felttog. Felttog, som jeg heller aldrig havde hørt om. Jeg troede bare, han i en periode havde opholdt sig hos hende i Ægypten.

 

Men nu ved  jeg meget mere. Eller ved er måske ikke det helt rigtige ord. For i syvende og sidste del af Den romerske Familie, virker det på mig, som om Colleen McCollough digter og væver lidt rigeligt. Jeg har ikke noget at have det i – det er mest bare en fornemmelse. 

Måske fordi der her optræder færre navne og personer, som jeg kan genkende fra verdenshistorien. Hvilke kilder bygger hun mon på i sine beskrivelser af de store hændelser i Lilleasien?

 

Beskrivelserne af hovedpersonerne er meget farverige.

 

Antonius er en værre svirebror, urealistisk og til sidst ganske ynkelig og patetisk. Men i sine tidlige år og bedste stunder en stor hærfører.

 

Kleopatra er en rigtig heks, der udnytter Antonius’ svagheder på groveste vis.

Og Cæsar Octavianus – den senere kejser Augustus - er heller ikke en ret sympatisk karakter, skønt han som ung beskrives som en venlig og mild mand. Måske et skalkeskjul, for den unge Octavianus er også yderst skarpsindig, beregnende og handlekraftig - og altid overbevist om, at han har retten på sin side.

 

Alle tre styres af deres magtbegær og bevidstheden om, at de er særligt udvalgte.

Da Cæsar er myrdet i år 44 f. Kr., og hans testamente bliver åbnet, kommer det som et chok for Marcus Antonius, som forventede at være hans arving med alt, hvad det ville medføre af goodwill, magt og ære, penge i stakkevis og tusindvis af loyale klienter.

At alt det gik hans næse forbi, starter naturligvis en magtkamp mellem Antonius og Octavianus, som er den helt purunge grandnevø, som Cæsar har indsat som sin søn og arving.

 

Cæsar blev dræbt fem dage, før han var klar til at drage i felten mod partherne. Krigskassen havde han sendt i forvejen til Brundisium, hvor også Octavius befandt sig.

Da Octavius fik meddelelsen om drabet på Cæsar og hans egen udnævnelse til Cæsars arving, traf han en hurtig og beslutsom beslutning. Han stjal krigskassen.

 

Han handlede hurtigt i ly af en tung dagsregn, hvor ingen bevægede sig ud.

Kun hans næstkommanderende, nærmeste ven og allermest fortrolige, Agrippa, blev indviet.

”Stå op, Agrippa. Jeg har brug for dig. Hvor mange talenter kan en stor hærvogn bære, og hvor mange okser skal der til at trække den? spurgte  Octavianus.

”En af Cæsars  vogne, mindst hundrede med ti okser, men meget afhænger af, hvordan lasten er fordelt – jo mindre og jo mere ensartede dele, des tungere kan lasten være. Veje og terræn spiller også en rolle. Hvis jeg vidste, hvad du er ude efter, Caesar, kunne jeg sige mere.”

”Er der vogne og okser her i Brundisium?

”Det må der være. Det tunge  træn er stadig undervejs”.

”Find dem til mig, Agrippa.”

Må jeg have lov at spørge hvad og hvorfor?”

”Jeg beslaglægger krigskisten, før Antonius kan få fingre i den. Det er Roms penge, men Antonius vil bruge pengene til at betale sin gæld og stifte yderligere gæld. Når du finder okserne og vognene, så  bring dem ind i Brundisium i én lang række og send kuskene hjem. Vi hyrer nye, når de er læsset. Lad den forreste standse ud for Oppius’ bank. Lad som om du er Caesars kvæstor.”

 

Appius drog afsted hyllet i sin vandtætte cirkelrunde kappe.

 

Octavianus begav sig til den militære lejr på en mark i udkanten af byen. Han forhørte sig, hvor primus pilus  befandt sig og blev ført hen i et rum, hvor der befandt sig en fuldtallig centuriebemanding af to kohorter.

(En kohorte var sammensat af fem til otte legioner, hver ledet af en centurion. Den øverste centurion af legionen og øverstbefalende for den første kohorte blev kaldt primus pilus.)

 

”Jeg er Caesars arving. Jeg er kommet for at bede jer udføre en pligt for Rom. Jeg ønsker ikke , at I skal tro, at jeg har imperium, for det har jeg ikke. Derfor beder jeg jer ydmygt, jeg befaler jer ikke, at I skal hjælpe mig.”

 

”Hvis Caesar har gjort dig til sin arving, unge Caesar, og givet dig sit navn, er befalinger overflødige,” sagde Marcus Coppius.

 

Med et tusind mand, der lystrede hans mindste vink, blev mere end tres vogne læsset i en håndevending. Caesar havde udtænkt en fiks måde at transportere sine penge på – det var slået til mønt, ikke hele søer. 

Jeg ved ikke helt, hvad "søer" er, men går ud fra, at det er en slags klump af sølv f.eks.

En talent beregnes som 25 kg - eller som det, en mand kunne bære på ryggen. Hver talent, i form af 6.250 denarer, befandt sig i en lærredssæk med to håndtag, så to soldater let kunne bære sækken med en talent imellem sig.

 

Mens regnen styrtede ned med uformindsket styrke og holdt hele Brundisium inden døre selv på denne normalt travle gade, blev vognene hurtigt læsset og rykkede støt fremad til en tømmerplads, hvor savede planker omhyggeligt blev anbragt oven på sækkene, så det så ud som om, det kun var savede planker, der blev kørt på vognene.

 

”Det er fornuftigt,” sagde Octavianus forbindtligt til Coponius, ” at skjule lasten, for jeg har ikke imperium til at befale over en militæreskorte. Min højre hånd skaffer kuske, men vi vil ikke lade dem vide, hvad vi faktisk kører med, så de kommer først, når I er gået.”

 

Han pegede på en trækvogn med et antal mindre lærredsposer. ”Disse er til dig og dine mænd, Coponius, som udtryk for min taknemmelighed. Hvis I bruger nogle af dem på vin, så vær diskret. Hvis jeg på nogen måde kan hjælpe jer i fremtiden, så tøv ikke med at spørge.”

 

De tusind soldater skubbede altså deres trækvogn tilbage til lejren, hvor de opdagede, at Caesar havde foræret hver menig soldat to hundrede og halvtreds denarii, hver centurion et tusind og Marcus Coppius to tusind. Regneenheden var sestertier, men det var meget mere bekvemt at slå denarii til mønt, idet der gik fire sestertier på en denarius.

 

De tres vogne rullede således afsted i den øsende regn ad den øde Via Minicia næsten til Barum. Derfra drejede de ind i landet på en hård, stenet vej mod Larinum med Marcus Agrippa i civil til at føre den dyrebare last af tømmerplanker. Kuskene, som oftere gik ved siden af deres førerdyr end sad og holdt tøjlerne, blev godt betalt, men ikke så umådeholdent, at deres nysgerrighed blev vakt. De var simpelthen glade for at have arbejde på denne døde årstid.

 

Octavianus forlod Brundisium ad Via Minicia til Barium et helt nundium senere. Der drejede han af og sluttede sig til vognene, som stadig sled sig fremad i retning af Larinum. Et nundium er tiden mellem to markedsdage, dvs. 8 dage.

 

Octavianus får vognene med ”de savede planker” skjult på sin ejendom, som lå i et øde område. Der var kun nogle få, hvis overhovedet nogen af de lokale, der vidste, hvem der ejede denne skovejendom, der stadig blev kaldt Papius’ sted efter den oprindelige italiske ejer.

 

En handlekraftig ung mand – kun 19 år gammel!

 

De følgende år kommer Marcus Antonius og Caesar Octavianus til indædt at bekæmpe hinanden. Ind imellem er de nødt til at samarbejde for en stund  - dog stadig med henblik på at forbedre egne chancer for at få den endelige magt.

 

Nu skal vi lige omkring hovedmændene bag mordet på Caesar, Brutus og Cassius, eller Befrierne, som de kaldte sig selv. 

Efter mordet på Caesar var der i starten nogen usikkerhed om, hvordan man forholdt sig til mordet.  Skønt mange - især den politiske fraktion, der kaldte sig popularerne, og i særdeleshed den almindelige romer - anså det for en skændig handling, var der i Senatat  flere - navnlig Optimaterne, som var de mest konservative i Senatet -  der mente, morderne havde befriet Rom for en forræder mod Republikken. Caesar havde jo med sin hær overskredet floden Rubicon - en dybt ulovlig handling - og dermed startet endnu en borgerkrig, som han - desværre for dem - vandt over Pompejus . De konservative senatsmedlemmer var nu overbeviste om, at han tragtede efter at blive Roms konge.

 

I første omgang blev der derfor ikke taget handling mod de sammensvorne. Brutus og Cassius blev således udnævnt til officielle statholdere i Thrakien og Lilleasien. Senere blev de dog udråbt til fjender af staten. Men som statholdere har de rådighed over legioner, og de begynder at rejse rundt for at skaffe flere soldater og skaffe midler til udgifterne til en kæmpehær, dvs. de opkræver skatte og tributter  hos klientkonger og ven og allierede af Rom, men de beholder pengene selv. Målet er at vende tilbage – at invadere Italien og besejre Antonius og Octavianus.

 

At skaffe økonomiske midler til et felttog var en kæmpeopgave. Penge til krigsudstyr, trænet af mulddyr og vogne, penge til soldaternes løn og sidst, men absolut ikke mindst, penge til at skaffe føde til de mange tusinder af mennesker undervejs.

 

”I kan umuligt tænke på at invadere Italien uden en hel del flere penge,” sagde Hemicillus til Brutus og Cassius.

”Flere penge?” gispede Brutus. ”Men der er ikke flere!”

”Hvorfor?” spurgte Cassius og rynkede panden. ”Med det, jeg pressede ud af Syrien, og det Cimber og jeg indsamlede på vejen hertil, har jeg vel to tusind talenter guld!” Han vendte sig bøst om mod Brutus. ”Er det ikke lykkedes dig at skaffe penge overhovedet Brutus?”

 

”Jo, sandelig!” sagde Brutus stift, der ikke brød sig om tonefaldet. ”Alle mine penge er i mønter, omkring to tredjedele sølv, en tredjedel guld, og det beløber sig til …? Han så spørgende på Hemicillus.

”To hundrede millioner sestertier.”

”Alt i alt  har vi så fire hunderede millioner sestertier,” sagde Cassius, ”Det er tilstrækkeligt til at iværksætte en ekspedition og besejre Hades.”

 

”I glemmer, sagde Hemicillus tålmodigt, ”at der ikke vil være noget krigsbytte. Det er altid et problem med borgerkrige. Caesar begyndte med at give sine soldater kontante gaver i stedet for andel i byttet, men hvad han betalte, var intet i forhold til hvad soldaterne forlanger nu. Octavianus har lovet sine legioner tyve tusind per mand, et hundrede tusind til centurioner af højeste rang og ned til fyrre tusind til en juniorcenturioner. Rygter har det med at spredes. Mændene forventer store penge.”

 

”Hvad gør vi så?” spurgte Brutus.

”Finder flere penge,” sagde Hemicillus ligeud.

”Hvor?”

”Til at begynde med på Rhodos,” sagde Cassius. ”Jeg har talt med Lentulus Spinther, der adskillige gange har prøvet at fravriste rhodierne skibe og penge uden at få nogen af delene. Ifølge Rhodos indeholder deres aftale med Rom ikke noget om, at de skal yde den ene eller den anden side i en borgerkrig nogen hjælp.”

 

”Og,” sagde Hemicillus, ”en anden del af Lilleasien, der aldrig er blevet tappet - Lykien. For ufremkommeligt for statholderne i Den asiatiske Provins til, at de har gidet prøve.”

”Rhodos og Lykien,” sagde Brutus. ”Jeg går ud fra, vi vil skulle gå i krig for at overtale dem til at hjælpe vor sag?”

”I Rhodos’ tilfælde afgjort.” sagde Cassius. ”Måske vil en simpel anmodning til for eksempel Xantos, Patara og Myra være tilstrækkeligt, hvis de ved, at alternativet er en invasion.”

”Hvor meget skal vi bede Lykien om?” spurgte Brutus Hemicillus.

”To hundrede millioner sestertier.”

”Rhodos,” sagde Cassius, ”kan give os det dobbelte og dog have noget tilbage.”

”Tror du, at et tusind millioner vil klare os igennem til Italien?” spurgte Brutus.

”Jeg vil regne på det senere, når jeg ved præcis, hvilke styrker vi har.,” sagde Hemicillus.

 

Med nitten legioner, fem tusind ryttersoldater og syv hundrede skibe til sin rådighed satte Cassius  sig hen for at planlægge, hvordan han skulle få seks hundrede millioner sestertier ud af Rhodos og byerne i Lykien. Brutus var til stede, men havde i de foregående par nundinae lært at forholde sig passende ærbødigt, når Cassius spekulerede i kommandoer.

 

”Jeg tager til Rhodos,” bekendtgjorde Cassius. ”Det vil i det mindste til at begynde med sige en søkrig. Du invaderer Lykien, en landaffære, men du vil skulle bringe dine soldater ind fra havet. Jeg tvivler på, at der bliver større brug for heste i nogen af tilfældene, så jeg foreslår, vi sender alle undtagen et tusind af vort rytteri til Galatien foråret og sommeren over.” Han lo bredt. ”Lad Deiotaros få den udgift.”

”Han har været meget gavmild og hjælpsom,” kom det forsagt fra Brutus.

”Så  kan han blive ved med at være gavmild og hjælpsom,” lød Cassius’ svar.

”Hvorfor kan jeg ikke marchere over land fra Karien?” spurgte Brutus.

”Det kunne du vel godt, men hvorfor skulle du ønske det?”

”Fordi romerske soldater hader sørejser.”

”Jamen så gør du, som du vil, men du kan ikke nusse af sted i snegletempo, og du vil skulle over nogle grimme bjerge.,”

”Det er jeg klar over,” sagde Brutus tålmodigt.

”Ti legioner og fem hundrede ryttere til at spejde.”

”Ingen  bagagetræn, hvis der er grimme bjerge. Hæren vil være nødt til at bruge pakmulddyr, hvilket betyder, at den ikke kan tillade sig at være på march i mere end seks nundiae. Jeg må håbe, at Xantos har mad nok til os, når jeg er nået så langt. Jeg tror faktisk, Xantos burde være  mit første mål, gør du ikke?”

”Jo, Xantos først,” nikkede Cassius. ”Men der er intet til hinder for, at du sender flere forsyninger ad søvejen og henter  dem, når du er kommet til Xantos.”

”God ide,” sagde Brutus smilende. ”Og du?”

”Som jeg sagde, søslag, men jeg vil få brug for fire legioner, der vil gå om bord i transportskibe og udholde elendigheden, hvad enten de bryder sig om det eller ej,” sagde Cassius.

 

Brutus begav sig i marts afsted med sine ti legioner og fem hundrede ryttersoldater. Han fulgte en god romersk vej sydpå gennem Maiandros’  flodsænkning til Ceramos og holdt sig til kysten, så længe han kunne. Vejen bød på rigelige forsyninger, for kornmagasinerne indeholdt endnu hvede fra høsten året før, og han var ligeglad med, om lokalbefolkningen kom til at sulte efter hans konfiskationer.

De imponerende Solkymabjerge i Lykien rejste sig i to tusind fire hundrede meter stejlt fra havet. Det var takket være dem, at ingen statholder i Den asiatiske Provins nogensinde havde gjort sig ulejlighed med at indføre regulativer i Lykien, fastsætte tribut  eller sende legater til at håndhæve edikter. Stedet havde længe været tilholdssted for sørøvere, og bosættelserne begrænsede sig til en række smalle floddale. Al kommunikation mellem bopladserne foregik ad søvejen. Ved Termessos ophørte den gode romerske vej. 

 

Termessos' ruiner ligger blot 17 km nordvest for den kendte ferieby Antalya.

Herfra var der ikke så meget som en fåresti. Brutus anlagde simpelthen sin egen vej, som han kom frem og lod arbejdet med at gå i forvejen og hakke og grave  med hakker og skovle på skift mellem sine legioner, hvis mænd stønnede og jamrede over det hårde arbejde, men lagde kræfterne i, når deres centurioner brugte knuderne på deres vinkæppe.

 

Alexander den Store kaldte Termessos for Ørnereden.

Termessos nævnes i Illiaden og i sagnet om Bellerofon, som fik hesten Pegasus, dræbte en kimære og besejrede amazonerne. Til sidst blev han dog ramt af Hybris. 

 Læs meget mere om Bellerofon her

Der var  kun tredive kilometer fra Termessos til Xantosfloden, ved hvis bred begge Lykiens to største byer, Xantos og Patara lå. Men disse tredive kilometer tog mere end halvdelen af den tredive dage og knap to hundrede og halvtreds kilometer lange march.

Kun to gange før i historien var Xantos blevet erobret. Først af Kyros den Ældre af Persien og derefter af Alexander den Store. Begge gange havde Xantos befolkning begået kollektivt selvmord.

 

Da Brutus nærmede sig, fik Xantos indbyggere travlt med at samle brænde til store bål på pladser i byen. Brutus havde stort besvær med at indtage byen, og da det endelig skete, så dræbte mændene kvinder og børn, kastede ligene på træbunkerne, satte ild til dem og kravlede selv ovenpå  for at gøre det af med sig selv med de samme blodige knive, som de havde brugt mod deres kvinder og børn.

Hele Xantos gik op i flammer.  Fast besluttet på, at hans lykiske felttog ikke skulle begynde i ren skændsel, ventede Brutus, indtil ilden var brændt ud, og lod så sine mænd kæmme hver en eneste tomme af de forkullede rester for smeltet guld og sølv. Men udbyttet blev mindre end det, som belejringen havde kostet ham i tid, fødevarer og liv.

 

Det gik ham bedre i Patara. Her havde indbyggerne ikke tradition for selvmord. Byen overgav sig. Den viste sig at være meget rig og gav desuden et udbytte på halvtreds tusind mænd, kvinder og børn, der kunne sælges som slaver, som kong Orodes af Parthien var ivrig efter at købe. Orodes betalte kontant gennem sine egne forhandlere, der fulgte Brutus i deres egen flåde af skibe. 

 

Mellem Patara og Myra, den næste anløbshavn, lå hele firs kilometer af det samme vidunderligt smukke, men frygtelige terræn, som hæren havde tilbagelagt hidtil. 

Det lod sig ikke gøre at anlægge en ny vej. Brutus forstod nu, hvorfor Cassius havde valgt at sejle, og han beslaglagde alle skibe i Pataras havn foruden de transportskibe, som han fik sendt rundt fra Milet med levnedsmidler. Han sejlede altså til Myra ved mundingen af floden Kataraktus.

Sejladsen skulle også vise sig at have en anden fordel end ren bekvemmelighed. Den lykiske kyst var lige så berømt for sine sørøvere som Pamphyliens og Thrakisk Kilikiens kyster, for de mægtige bjerges favnende vige fik vand fra små vandløb og var idelle sørøverhuler. Hver gang Brutus så en sørøverhule, sendte han en styrke i land og samlede et enormt udbytte. Faktisk så stort, at han besluttede sig for ikke at gøre sig ulejlighed med Myra – Myra var sådan et kønt lille sted. (Og i parentes bemærket er Myra jo også stedet, der senere knytter sig til fortællingerne om Biskop Nicolas – julemanden.) Så Brutus vendte flåden omkring og sejlede atter mod vest.

 

Med tre hundrede millioner sestertier i sin krigskiste fra det lykiske felttog – det meste hentet hos sørøvere – bragte Brutus i juni sin hær tilbage til Hermosdalen. Denne gang tog han og hans legater ophold tres kilometer inde i landet i den dejlige by Sardes.

 

Sardes havde været hovedstad i det gamle kongerige Lykien og så uhyre rig, at dens konge fem hundrede år tidligere, Krøsus, stadig var den standard, man målte rigdom ved.  Det morede Brutus lidt at vælge kong Krøsus’ by som hovedkvarter og det sted, hvorfra hans og Cassius’ hære skulle indlede deres lange march mod vest

 

 

Cassius besejrede Rhodos’ legendariske flåde og indtog Rhodos. Da det drejede sig om søslag, led øen kun lidt skade, og byen Rhodos blev ikke hærget. 

Men det betød ikke, at Cassius udviste mildhed. Han stillede et tribun op i agoraen – byens offentlige torv. Han lod en centurion oplæse en liste på halvtreds navne og lod dem bringe til tribunalet og henrette på stedet. Så læste centurionen yderligere femogtyve navne op. Disse blev sendt i eksil og fik deres ejendom konfiskeret sammen med de halvtreds døde mænds ejendom. Efter dette skrålede Cassius’ improviserede herold på dårligt græsk, at alle smykker, mønter, guld.- sølv-, bronze- eller kobbersøer, tempelskatte og værdifulde møbler og stoffer skulle bringes til agoraen. De, der adlød villigt og ærligt, ville ikke lide overlast, men de, der forsøgte at flygte eller skjule deres ejendele, ville blive henrettet. Der blev tilbudt belønninger for oplysninger til frie mænd, frigivne og slaver. En perfekt terrorhandling som øjeblikkeligt opfyldte Cassius’ mål. Agoraen blev så overfyldt med bytte, at soldaterne ikke kunne bære det hurtigt nok væk.

 

Ved hjemkomsten til Myndos udstedte Cassius et edikt til hele Den asiatiske Provins om, at alle byer og distrikter skulle betale ham ti års afgifter eller skatter på forskud – og det gjaldt også samfund, som tidligere havde nydt godt af at være fritaget.

 

Trods Brutus’ forkærlighed for Myra, kom også Myra til at undgælde.

Lentulus  Spinther skrev, at Myra indbragte mange rigdomme, før han brændte stedet ned.

 

To dage inde i sextilis begyndte Brutus og Cassius den store march over land til Hellespont. De drev deres landstyrker mod nord og vest i et tempo, der bevirkede, at det tog dem en måned at nå Melasbugtern, kun godt tre hundrede kilometer fra Sardes. Selve overfærgningen af soldater over Hellespont tog imidlertid et helt nundium af det tidsrum. Derfra gik de over det lavtliggende pas, der gik gennem Thrakisk Kersonesos’ stejle terræn og kom ned til den utroligt frugtbare, smukke dalstrækning ved Melas, hvor de slog mere permanent lejr. Cassius’ flådechefer forlod deres flagskibe og deltog i de to hærføreres konference.

 

Her foretog Hemicillus sin endelige sammentælling, for her - havde Brutus og Cassius bestemt – ville de betale deres land- og søstyrker de kontante bonusbeløb.

Og hold nu fast, for nu kommer der mange tal.

 

Brutus og Cassius havde halvfems tusind romerske fodfolk fordelt på nitten legioner.

De havde ti tusind fremmede fodfolk under de romerske Ørne. På rytterfronten var de særdeles velforsynede med otte tusind romersk anførte galliske og germanske ryttere, fem tusind galatiske ryttere fra kong  Deiotaros, fem tusind kappadokiske ryttere fra den nye kong Ariarathes og fire tusind beredne bueskytter fra de små kongedømmer og satrapper langs Eufrat. Alt i alt et hundred tusind fodfolk og fireogtyve tusind ryttere. Til søs havde de fem hundrede krigsskibe og seks hundrede transportskibe liggende for anker ved Samothrake foruden en flåde på tres og en anden på firs, der kredsede om på Adriaterhavet ved Brundisium.

 

På Caesars tid havde det kostet tyve millioner sestertier at udstyre en fuldtallig legion med alt, mundering, personlige våben og rustning, artilleri, mulddyr, vogne, oksespand, seletøj, værktøj og redskaber til håndværkere, forsyninger af træ, jern, ildfaste sten, støbeforme, cement og hvad andet, en legion kunne få brug for til fremstillingen af udstyr på march eller under belejring. Det kostede yderligere tolv millioner at holde en legion i felten i tolv sammenhængende måneder i et godt år med billigt korn og med levnedsmidler, reservemundering, vedligeholdelse, almindeligt slid og sold. Rytteri var mindre dyrt, fordi de fleste ryttersoldater var gaver fra fremmede konger eller høvdinge, der betalte for deres udrustning og forplejning i felten. For Caesar havde dette ikke været tilfældet, efter at han sendte hæduerne hjem og vænnede sig til at sætte sin lid til germansk rytteri. Det måtte han selv finansiere.

 

Brutus  og Cassius skulle bære udgiften til at oprette og fuldt udstyre halvdelen af deres legioner og desuden omkostningerne til de otte tusind romersk anførte ryttersoldater og de fire tusind beredne bueskytter. Hvad de derfor havde haft  af penge før felttogene mod Rhodos og Lykien, var gået til udstyr. Det var indtægter fra Rhodos og Lykien, der skulle betale ved Melas.

Men det, Lentulus Spinther havde presset ud af Lykien i Brutus’ kølvand, og det, der var lykkedes de østlige byer og regioner at skrabe sammen, havde Befrierne femten hundrede millioner sestertier i deres krigskiste.

Der var dog også andre mænd at betale end legionærer og ryttersoldater. De skulle også betale hærens non-kombattanter samt flådens søfolk, der omfattede roere, matroser, kaptajner, særlige sømlænd, håndværkere og non-kombattatner. I alt omkring halvtreds tusind mand til søs og tyve tusind non-kombattanter på landjorden.

 

”Jeg har regnet ud,” sagde Hemicillus til det samlede krigsråd i Melan, ” at vi har råd til at betale romerske menige seks tusind hver og gå op til halvtreds tusind til en primipilus-centurion, det vil, hvis vi tager et gennemsnit af centurionernes indviklede rangorden, sige tyve tusind per centurion, og der er tres i hver legion. Seks hundrede millioner til de menige, et hundrede og fjorten millioner til centurionerne, tooghalvfjers millioner til rytterne og fjorten millioner rytterne og to hundrede og halvfjerds millionerne til flåderne. Det bliver noget over et tusind millioner, hvorefter vi vil have noget under fire hundrede millioner i krigskisten til forsyninger og løbende udgifter.”

”Jeg har gjort regnearbejdet godt, og jeg forsikrer om, , at mine tal, når mange andre ting end jeg her har opregnet, er taget med i betragtning, er korrekte.”

 

Jo, jeg er så sandelig imponeret over de store afstande romerne tilbagelægger – til søs, til hest eller mulddyr, for legionernes vedkommende  til fods og lige så imponeret over de eneorme pengesummer og midler,  de fremskaffer – selv om det som oftest sker ved at pålægge andre byrderne  eller ved direkte at stjæle dem. Og hvilket organiseringstalent det kræver af felttogets praefectus fabrum, som skal administrere alle forsyningerne og finanser.

Befrierne, Brutus og Cassius, når imidlertid aldrig at invadere Italien. Antonius og Octavianus ankommer til Makedonien, og de sejrer over Brutus og Cassius i et stort slag ved Filippi i oktober i år 42 f. kr.

 

 

Sammen med  Lepidus som tredje (ubetydelige) hjul  har Marcus Antonius og Ovtavianus oprettet det, der kaldes  Andet Triumvirat. De fordeler riget mellem sig.

Lepidus får Afrika, Octavianus får selve Italien og Spanien, Antonius får Gallien og Asien - langt, langt de største områder.

 

 

Antonius er overordentlig godt tilfreds. Han drømmer om at hævne Crassus store nederlag mod partherne og bemægtige sig parthernes umådelige rigdomme.

Og han er endnu mere tilfreds med, at Octavianus fik Italien. For han ved, at Octavianus får store problemer med at skaffe korn til befolkningen.

På Sicilien og havene deromkring huserer nemlig  Sextus Pompejus, yngste søn af Pompejeus Magnus,  som sørøver.

Han erobrer Roms kornskibe på vej fra Afrika og Sicilien, og så må Octavianus købe sit eget korn af Sextus til overpris. Kornet bliver dermed så dyrt, at Antonius forudser, det vil skabe uro og utilfredshed med Octavianus i Rom.

Octavianus forsøger at overtale Antonius til, at de sammen skal besejre sørøveren. Men Antonius har det fint med at Sextus skaber problemer for Octavianus. Han har faktisk allerede indgået en aftale med Sextus om, at han ikke vil lægge ham hindringer i vejen.

Da triumviratet har fordelt provinserne mellem sig, drager Antonius mod øst. 

 

Antonius sejler fra Brundisium til Dyrrachium i Makedonien og rider ad Via Egnatia til Bitynien, hvor han for en tid slår sig ned i Nicomedia, hvor Asiens mange små klientkonger og potentater møder op for at forsikre den nye hersker om deres loyalitet og se, hvad de kan opnå hos denne nye hersker.

Herefter rejser Antonius mod sydøst til Galatiens hovedstad Ancyra  og videre mod Kappadokien.

Hoben af Asiens konger og potentater, der stadig ikke føler, de har fået Antonius overbevist om, af Brutus og Cassius på det nærmeste havde tvunget dem til at søtte dem penge og soldater – mod Antonius og Octavianus i slaget ved Filippi. Antonius ignorerer dem fuldstændigt, og efterhånden falder de da fra. Men sikke et rejseselskab, der har krydset Lilleasien og lagt beslag på villaer, kroer og forsyninger, for Antonius medbringer 2 legioner og et stort rytteri.

 

Den røde prik er Tarsos.
 

I Kappadokien besøger han et lille præstedømme i Komana for at se, og der dog ikke skulle være nogle guldstatuer, som Brutus og Crassus havde overset.

I Komana mødes Antonius med den unge præstekonge, oghan møder præstekongens mor, Glaphyra, som han bliver forelsket i. Glaphyra er en villig elskerinde, for hun har hurtigt fattet den plan, at hun vil være gravid med Antonius og føde en datter, der skal giftes med parthernes konge. Sikke en alliance det kunne blive.

Antonius og hans 10.000 soldater opholder sig i Komana resten af vinteren – fodfolket nyder den uventede lille ferie. Kappadokien var et land fyldt med kvinder, hvis mænd var blevet dræbt på slagmarken eller ført bort til et liv som slaver. Legionærerne  var lige så dygtige landmænd som soldater. De var oprindelig rekrutteret af Cæsar på denn anden side af Padusfloden i Gallien Cisalpina, og bortset fra, at Kappadokien lå højere, var jorden ikke meget anderledes med hensyn til dyrkning eller græsning end den, de havde kendt derhjemme. Så legionærerne nød denne uventede orlov, og da de drog videre, efterlod soldaterne sig tilsået jord, flere tusinde ufødte hybrid-romere og tusindvis af taknemmelige kvinder. Og Glaphyra fulgte med Antonius på hans færd mod Kilikien og Tarsos.

 

Tarsos bliver en skuffelse. Endnu engang må Antonius konstatere, han kommer til et sted, der er fuldstændig udplyndret af Brutus og Cassius.

Dellius, en af Antonius’ rådgivere, foreslår, at han skal rette blikket mod Pedisk Kilikien – et rigt og frugtbart område, som ingen romersk statholder nogensinde havde haft held til at beskatte, et område der kontrolleredes af banditter og arabiske overløbere.

Dette råd tager Antonius imod, men Dellius leder også med held Antonius’ opmærksomhed hen på Ægypten med anklager om, at Kleopatra har støttet Cassius i kampen mod Antonius. Det skal straffes. Hun må betale.

Antonius bider på krogen og sender Dellius afsted med en stævning til Kleopatra. Hun  skal møde op i Tarsos.

Næste dag begiver Dellius sig afsted ad vejen, der fører til Antiochia og derfra sydpå langs kysten til Pelusion. Dellius havde ønsket et behørigt følge, og Antonius havde imødekommet ham ved at give ham en lille hær af tjenere og to eskadroner fodfolk som livvagt. Rejsen foregik ikke i bærestol, som Dellius havde ønsket. For langsomt for den utålmodige Antonius, som havde givet Dellius en måned til at nå frem til Alexandria, 1.500 km fra Tarsos.

 

Og Kleopatra kommer. Og i sidste ende bliver det fra Kleopatra, at de nødvendige penge til Antonius’ felttog mod partherne kommer – men det varer en rum tid, før hun åbner for pengepungen – og det bliver i virkeligheden starten på Antonius’ endeligt. For Kleopatra har sin helt egen dagsorden.

Ledsaget af en flåde på 20 skibe sejler hun ind i Tarsos på sit allerprægtigste skib,

Filopator, som kom glidende op ad floden med samme hastighed som en mand i rask trav og fik Antonius til at måbe., længe inden det nåede op på siden af ham. For det, han så, var en galionsfigur badet i en diset, gylden stråleglans. En brun mand iført kilt, krave og bælte med guld og ædelstene og et stort rød-  og hvidstribet hovedklæde. Hans bare fødder strejfede krusningerne  på begge sider af skibssnablen, og i højre hånd holdt han et guldspyd. Antonius havde set  galionsfigurer før, men ikke  så enorme eller som en så stor del af forstavnen. Denne mand – en eller konge fra fordums dage? – var skibet, og han bar det på ryggen som en flagrende kappe.

Alt lod til at være af guld. Skibet var forgyldt fra vandlinjen helt op til mastetoppene, og det, der ikke var af guld, var malet  i blå og grønne påfuglefarver og dækket af flimrende guldstøv. Tagene på skibets overbygninger var lavet af fajancekakler i kraftige blå og grønne farver, og hele vejen ned langs dækket løb der en søjlearkade med lotuskapitæler. Selv årerne var af guld! Og ædelstene funklede overalt! Skibet i sig selv var ti tusind guldtalenter værd!

 

Det vrimlede med påfuglefjer, men intet sted i mere overdådig omfang end omkring et højt guldpodium foran masten. På en trone på podiet sad en kvinde i en kjole af påfuglefjer. Hendes hoved var prydet med samme slags rød-hvide krone som galionsfiguren, hendes skuldre glimtede i skæret fra juvelerne i en bred guldkrave, og et tilsvarende skærf var bundet om livet. Krydset ind foran brystet holdt hun en hyrdestav og en guldplejl, som var dekoreret med lapisblåt. Hun var så kraftig sminket, at det var helt umuligt at skelne hendes træk, og ansigtet var fuldstændig udtryksløst.

Skibet kom sejlende så tæt forbi Antonius, at han kunne se, hvor bredt og vidunderligt udført det var. Dækket var belagt med grønne og blå fajance-fliser, som matchede tagenes. Et påfugleskib med en påfugledronning.  Ja, ja, tænkte Antonius forbitret, jeg skal nok vise hende, hvem der er hane i Tarsos. Senere måtte han dog indse: "Hun spotter mig."

 

Da Kleopatra  igen sejler mod Ægypten, har hun afgivet et par forblommede, halve løfter af både seksuel og økonomisk karakter. – Men hun har stillet klare betingelser.

 

Kom til Ægypten med Arsinos hoved, så skal jeg tænke over det.

Arsino er Kleopatras søster, der er en udfordrer til tronen, men har søgt tilflugt i Artemis’ kultsted i Efesos.

 

 Artemis af Efesos, Arkæologisk Museum, Efesus.

For Kleopatra har sin egen dagsorden. Hun skal sikre Ægyptens fremtid under hendes søn, Cæsarions styre. Derfor har hun brug for en datter, som Cæsarion kan gifte sig med. Det var sædvane i Ægypten at sikre arvefølgen ved at mor og søn eller søn og datter giftede sig med hinanden. Da Cæsarion var tre år, giftede Kleoptra sig med  denne søn, og han blev indsat som med-farao. Men på sigt er det hendes plan, at arvefølgen skal sikres ved hendes søn og datters  ægteskab. 

 

Kleopatra bød – Antonius lød.

 

I oktober kan Antonius ikke længere stå imod.

”Deliuus, jeg har tænkt mig at tilbringe vinteren i Alexandria,” meddelte Antonius.”Marcus Saxa, du kan følge mig til Antiocia – jeg udnævner dig til statholder i Syrien. Der er to legioner af Cassius’ soldater i Antiocia. Det vil være rigeligt til dine behov. Du kan begynde med at få byerne i Syrien til at forstå, at jeg vil have tributter. Nu, ikke senere! Det, som et sted betalte Cassius, skal det også betale mig. Indtil videre laver  jeg ikke om på mine dispositioner andre steder. Der er roligt i Den asiatiske Provins, Censorius klarer sig udmærket i Makedonien, og jeg kan ikke se noget behov for en statholder i Bitynien.” Han strakte jublende armene over hovedet. ”En ferie! Den Ny Dionysos skal have en rigtig ferie! Og findes der noget bedre sted end ved Afrodites hof i Ægypten.

 

Antonius lod ikke Kleopatra vide, at han var undervejs. Men Kleopatras agenter fortalte hende, at Antonius var taget til Antiochios, havde aflagt besøg i Tyros og Sidon og derpå var sejlet til Efesos. Og der var en skrigende Arsino blevet hevet ud fra sit fredhellige sted og gennemboret af et sværd. Arsinos hoved ville dog ikke være i Antonius’ bagage, når og hvis han besøgte Ægypten. Hele hendes krop var brændt Hun havde været den sidste ægte ptolemæer, og med hendes død var denne  specifikke trussel mod Kleopatra udryddet.

Måske det kunne være på sin plads lige at minde om, at Kleopatra var barnebarn af  Mithridates, kongen af Pontus, som havde været kendt for sine grusomme metoder til at udrydde enhver mulig trussel mod hans trone. 

 

Antonius nyder vinteren i Alexandria, og Kleopatra bliver gravid med tvillinger – dog uden at fortælle det til Antonius.

Da Antonius får melding om, at to afdelinger af en partisk hær har angrebet dels Pedisk Kilikien, dels Syrien, drager Antonius straks afsted. En af afdelingerne blev ledet af Quintus Labiensus . Han var søn af Cæsars største hærleder, men havde valgt at flytte til patherkongen Orestres hof frem for at overgive sig til sin fars overmand, hærføreren Surena, ved Crassus’ nederlag ved Carrhae 10 år tidligere.  Den slags sideskift er der uendelig mange af i historien om den romerske republiks sidste dage, og i det følgende vil der komme flere eksempler.

Antonius red mod Antiochia i halsbrækkende fart og sendte undervejs bud efter den ene og den anden lokale potentat i det sydlige Syrien, ja nogle gange gav han sine ordrer til hest .

Da han nåede Antiochia og inspicerede Saxas to legioner, trak han vejret roligere. Disse legioner havde engang været Gajus Cassius’ og var veltrænede og havde stor kamperfaring.

 

Faktisk var han mere urolig over situationen i Italien, hvorfor han fortsatte til Athen, hvor han slog sig ned for at være tættere på begivenhederne i Italien.

 

Begivenhederne de næste måneder falder ikke så meget ind under overskriften afstande og mængder, så jeg vil kun lige omtale en smule.

 

Antonius overvejede at samle legioner omkring sig for at afskrække Octavianus, men han afstod fra det. Og rent faktisk tog han imod tilbuddet, da Octavianus tilbød ham sin søster som hustru.

Som Kleopatra filosoferede: Lige siden slaget ved Filippi havde Antonius måttet slås med Octavianus i en krig, der ikke var nogen egentlig krig, men en duel på kløgt og karakterfasthed, som blev udkæmpet , uden at der blev trukket et sværd eller udkæmpet et slag.

Dette skyldtes også, at både Antonius’ legioner og Octavianus legioner nægtede at kæmpe mod andre romerske legioner.

 

Som jeg omtalte tidligere, passede det Antonius godt, at Octavianus havde problemer med sørøveren Sextus. Men Octavianus fik Antonius lokket med den velstand, et felttog mod sørøveren ville indbringe. Han havde tusindvis af talenter gemt i en hule – bl.a. alle de penge, han havde aftvunget Octavianus, når han var tvunget til at tilbagekøbe sit eget korn, som Sextus havde røvet. De tre virumvirater mødtes og aftalte, hvordan byttet skulle deles. Antomius forlangte 80 % for at lade Octavianus benytte hans 140 skibe, der lå i havn ved Tarentum, men han måtte nøjes med 40 %, Lepidus med 10 % og Octavianus skulle have 50 %.

Det var endda en meget  generøs  andel til Antonius.

Octavianus’ bedste ven og næstkommanderende havde brugt flere år på at anlægge en ny havn og få bygget 400 skibe til slaget mod Sextus. Antonius skulle blot stille sine skibe til rådighed og end ikke deltage i slaget.

 

På et tidspunkt rejste Antonius og Octavianus endda sammen til Rom og modtog befolkningens hyldest – på trods af, at begge hele tiden spekulerede på, hvordan de kunne bekæmpe og overgå den anden.

Octavian havde svært ved at overbevise Rom om, at han var den rette arvtager efter Cæsar – en så ung og lidt sygelig mand (han led af astma), der aldrig havde glimret ved et stort slag, mens Antonius, der nu havde opholdt sig så langt fra Rom i flere år stadig blev støttet af 700 af senatets 1000 senatorer. Trods sin lukulliske livsførelse var han den store stærke hærfører.

 

Tilbage i Athen havde Antonius travlt med at administrere og indsætte forskellige statholdere i Asien.

Og nu nærmer jeg mig hans store march til Fraaspa i Partherriget og der kommer store afstande og store mængder.

 

Mens Antonius var optaget af sager i Italien og Athen, fik to af hans hærførere, Ved Det kilisiske Pas i Amanusbjergene fik to af Antonius’ hærførere, Ventidius og Silo jaget de parthiske indtrængere jaget på flugt, og de erobrede et stort krigsbytte.

Den parthiske leder, Pakaros vendte dog tilbage, men blev slået endnu engang.

Ventidius skrev til Antonius:

”… Jeg er naturligvis klar over, at udfaldet af mit felttog ikke vil give anledning til nogen klage fra din side. Det betyder ganske enkelt, at Syrien nu er et sted, hvor du i ro og mag kan opstille dine hære – heriblandt min, som jeg vil bringe i vinterlejr rundt om Antiocia, Damaskus og Kalkis – som forberedelse til dit store felttog mod partherne.

Det er imidlertid kommet mig for øre, at Antiochos af Ka

Ommagene og Pakaros indgik en aftale, som lagde Kommagene under parthisk overherredømme. Han forsynede også Pakaros med mad og foder, hvilket betød, at Pakoros kunne gå ind i Syrien uden de sædvanlige problemer, der ellers er forbundet med et stort rytteri. Derfor har jeg i marts tænkt mig at føre syv legioner nordpå til Samosata, og se, hvad kong Antiochos har at sige om sit forræderi. Silo og to le´gioner vil fortsætte til Jerusalem og indsætte Herodes på tronen.”

Men Antonius var slet ikke glad: ”Hvis Ventidius var her, ville jeg anklage ham for forræderi! Krigen mod partherne var min. Ventidius overskred sine beføjelser.”

Efter en kort tur til Italien, hvor Octavianus havde bedt om et møde, men ikke mom, vender Antonius rasende tilbage til Athen.

”Nu er det sidst i juni, og jeg har stadig ikke hørt et ord, sagde Antonius skulende til Dellius. ”Ventidius sidder bare med 7 legioner og venter uden foren by på størrelse med Arica eller Tibur. Det er en skandale.”

Dellius har et horn i siden på Ventidius og fortæller Antonius, at fra hans meddelere hører han, at belejringen ingen vegne kommer, fordi Ventidius har taget imod bestikkelse fra Antiochos og blot venter på, at Antonius skal give ham ordre til at bryde op og tage af sted.

Antonius springer op og farer straks afsted mod Samosata. Det var ikke så godt for Dellius. Antonius vil afsløre hans løgn. Måske det var tiden at rejse til Rom og være lidt flink mod Octavianus, beslutter Dellius.

Antonius sejler fra Athen mod Portae Alexandreia ved Sinus Issicus-bugten.

 

 

Afstanden var 700, og vejret var imod dem. Det tog en måned at nå frem. I havnen måtte Antonius skaffe heste til sit følge. Han medbragte sin egen offentlige hest, Mildhed. Så fulgte en 500 km lang ridetur, som tog yderligere en måned., 

I Samosata tager Ventidius glædestrålende imod ham. Byen har netop overgivet sig, og Antonius indser, at Dellius har bundet ham en historie på ærmet. Ventidius undrer sig over, hvorfor Antonius pludselig dukker op, og da det går op for ham, at det skyldes, at Antonius ville undersøge beskyldningen om et forræderi fra hans side, bliver han så vred, at han straks forlader  Samosata og sine legioner og  drager til Rom.

 

Skammen over at  have fejlvurderet situationen forsøger Antonius at drikke bort. Efter et par dage er han klar igen, men skyldfølelsen over for Ventidius betød at Samosata kom til at bøde på grusom vis. Samtlige indbyggere blev solgt som slaver i Nikeforion, nvor en repræsentant for parthernes konge, Fraates, købte dem rub og stub. Han manglede arbejdskraft, efter at han havde henrettet betragtelig del af sine egne undersåtter fra lav til høj.

Samasotas bymur blev revet ned. Antonius forsøgte at bygge en bro over Eufrat. En efterligning af Cæsars brobyggeri over Rhinen? Floden var så dyb og strømmen så stærk, at stenene blev skyllet væk som avner. 

 

Efter at der i 1990 var færdigbygget en hydro-elektrisk dæmning over Eufrat, er stedet, hvor byen engang lå, nu oversvømmet af Atatürk reservoiret. 

 

 

Området er i dag kurdisk område.

 

Antonius afsatte Antiochos, gav ham en stor bøde  og indsatte hans bror Mithridates i stedet. Gajus Sosius blev udnævnt til statholder af Syrien.

Publius Canidius fik ansvaret for legionerne, som slog lejr i nærheden af Antiocia og Damaskus. Han skulle forberede et felttog mod Armenien og Atropatene det følgende år under Antonius’ personlige kommando.

Efter således at have fået styr på tingene red Antonius tilbage til Portae Alexandreia, hvor han igen gik om bord på et skib og sejlede tilbage til Athen. Efterfølgende slår han sig dog ned i Antiocia.

Men Antonius er såret på sin stolthed. Det var ham, der skulle have bekæmpet den parthiske invasion, ikke Ventidius. Han indrømmer for sig selv, at det var dovenskab, der afholdt ham fra selv at tage føringen.

 

Antonius har brug for Kleopatra. Han sætter, Fonteius, en af sine nærmeste medarbejdere om bord på et skib, der skal føre ham til Ægypten, hvor han skal bede Kleopatra komme til Antiocia. Vejret er ugunstigt, og sejladsen tager en måned.

Efter et ganske kort ophold i Alexandria, er det tid for Fonteius at vende tilbage.  Fonteius bliver rådet til at rejse tilbage over land ledsaget af en ægyptisk livvagt, som Kleopatra siger er nødvendig, eftersom  Syren vrimler med banditter, efter at de forskellige fyrstendømmer er gået i opløsning under den parthiske besættelse.

”Jeg følger efter så hurtigt, jeg kan,” siger hun til Fonteius, ”men jeg tror ikke, det bliver før det nye år.” Hun skal lige statuere, at hun ikke straks kommer springende.

I slutningen af december drager hun afsted sammen med Caesarion, der har ønsket at komme med.  Med skramlende vogne med forsyninger, og royalt udstyr, en tusindtallig styrke af Den kongelige Livvagt, muldyrkærrer , stejlende heste, og dronningens bærestol med de ibenholtsorte bærere.

 

Kleopatra medbringer 7 000 guldtalenter til Antonius. En talent beregnes til den vægt, en mand kan bære i en sæk, ca. 25 kg.  Men prisen for guldet var høj. Som modydelse forlanger – og får - Kleopatra herredømmet over Fønikien, Fiklistia, Pedisk Kililien, Kalkis, Emesa, Elkeutherosfloden og Kypern – vel at mærke uden krav om at skulle betale de skatter og tributter, som alle andre romersk indsatte herskere eller ven og allieret betaler. Her går Antonius langt ud over sine beføjelser, men det lykkes ham at skjule sandheden for sine legater, som tror, at Antonius har snøret Kleopatra, og at det blot drejer sig om et lån. Et lån der vil kunne tilbagebetales med en lille andel af de rigdomme, som romerne er sikre på at finde i Partherriget.

Men hvilken hær, han fik sig.  Her kommer min overskrift om mængder og store tal til sin ret.

16 legioner,  10.000 galliske ryttersoldater, 50.000 fremmede soldater, både til hest og til fods og 16.000 armenske katafrakter – i alt 140 000 soldater. ”Ikke engang Alexander den Store havde anført så mange soldater,” tænkte Antonius jublende, fuldstændig overbevist om, at ingen styrke i verden kunne besejre ham. Sikke et eventyr. Sikke en fabelagtig bedrift. Omsider ville han overstråle Cæsar.

 

De 10 af legionerne ventede sammen med Sostius i Carene. Men alle de øvrige drog ud fra Zeugma sammen med Antonius.

 

Floden Eufrat havde skåret en bred dal mellem Zeugma og dens øvre løb ved Carene, og der var rigeligt med græsgange til heste, mulddyr og okser.

De passerede Samosata, hvor dalen begyndte at snævre en anelse ind, og terrænet blev mere uvejsomt, da den enorme styrke fortsatte ind i Melitene.

 

Lidt nord for Samosata overhalede hæren trænet  til Antonius’ store skuffelse , for han havde sendt det afsted fra Zeugma 20  dage tidligere end hæren og havde regnet med, at de ville nå samtidig frem til Carene.

Han havde forventet, at okserne ville tilbagelægge op til 25 km om dagen, men end ikke alverdens piske og forbandelser kunne få mere end 15 km ud af dem, hvilket han. Nu opdagede.

Hæren nåede byen Carene  15 dage efter den forlod byen Zeugma,- en distance på 550 km, men trænet ankom først 12 dage senere trods dets forspring.

 

Trænet var Antonius’ store stolthed – det største en romersk hær nogensinde havde samlet. Bogstavelig talt hundredvis af katapulter, ballistaer og mindre artilleri skrumlede af sted bag det antal okser, som hver enkelt del krævede, plus adskillige rambukke, der kunne nedbryde almindelige byporte, og et 25 m langt uhyre, der var i stand til – som Antonius sagde - at nedbryde selv fordums Ilions porte.

Og det var kun krigsmateriellet.

På vogn efter vogn fulgte forsyningerne – hvede, tønder med saltet flæsk, kraftigt røgede baconsider, olie, linser, kikærter, salt og rendelig reservedele, værktøj og udstyr til legionernes håndværkere, trækul, søer af smeltet jern, enorme bjælker og planker, save til at skære i træer eller porøse klippesten som tufa, tov og kabler, lærred, ekstra telte, pæle, seletøj – alt hvad en effektiv praefectus fabrum kunne komme i tanke om, en hær af den størrelse ville få brug for i en krig eller belejring.

I enkeltkolonne var trænet 25 km langt, men det bevægede sig over en 5 km bred front. To ikke fuldt bemandede legioner på 4.000 mand var permanent afsat til at bevogte det enorme og kostbare krigstilbehør. Oppius Stanianus havde – til sin store utilfredshed - kommandoen over disse to legioner. Stanianus brokkede sig højlydt. ”Det går meget fint, så længe vi kan marchere på denne måde, men de der bjerge forude byder i mine øjne på. Snævre dale, og hvis vi bliver nødt til at lade vognene køre i én lang række, vil både kommunikation og forsvar bryde sammen.”

 

Fra Carene går ruten mod Artaxa – en strækning på 300 km. Igen sender Antonius trænet afsted før hæren på vej mod Artaxa, og igen indhenter og overhaler hæren trænet.

 Efter Artaxata går ruten stik syd. Der er 800 km fra Artaxa til Fraaspa, og på sin vis er terrænet hverken nær så uvejsomt og højtliggende som det område, de var rejst gennem fra Carene til Artaxa. Men, fortalte Antonius’ mediske og armenske vejvisere ham, hver en bjergkam, fold og og terrænsænkning løb fra øst mod vest, og skønt det ville have været nemmere at marchere øst om den enorme Matianesø,  gjorde beliggenheden af det eneste pas  gennem bjergene, at de blev nødt til at marchere ned langs dens vestlige bred, hvilket indebar at de måtte op og ned ad de mange bjergkamme.

Antonius skal nå at erobre Fraaspa inden vinteren, så hans soldater kan komme inden for byens lune mure, så han sætter så højt et tempo som muligt. Det er en fejlbedømmelse.

For trænet kan slet ikke følge med. Det sakker uhjælpsomt bagud, og Antonius mister helt forbindelsen til det.

Og nu rammes Antonius af sin næste fejltagelse.

Ligesom Marcus Licinius Crassus stolede på en indfødt vejviser, der lokkede den romerske hær ud i ørkenen ved slaget ved Carrhae i  år 53 f. Kr. 17 år tidligere, så stoler Antonius på Monaeses, en parthisk prins, som angiveligt er røget uklar med sin far kongen,  og Antonius stoler på kong Artavasdes af Atropatene.

Men de to har lagt fælles planer. 40 000  katafrakter og beredne bueskytter følger efter den romerske rute. Da trænet krydser det højeste pas på vej ned til Matianesøen og er nødt til at rykke frem i enkeltkolonne, bliver de angrebet. De romerske legioner bliver nedslagtet, og Monaises og Artavasdes erobrer  hele trænet og fører det med sig væk.

 

Antonius opdager det ikke, da de spejdere, han sender bagud for  at få oplysninger om trænet, aldrig vender tilbage.

Antonius’ plan er at erobre Fraaspa og derefter fortsætte mod Ekbabana og Susa og ad den vej sdrage ind i Mesopotamien og erobre partherriget ad bagvejen, om man så må sige.

Men Fraaspa er slet ikke det primitive sted med mudderstensbygninger, som han havde forestillet sig.  Det er en stor by omkranset af enorme citadeller med adskillige store byporte.

Et enkelt blik på den fortæller Antonius, at han bliver nødt til at belejre den, og derfor satte han sig ned sammen med sig hær  for at spærre  indbyggerne inde , og var lettet over, at området omkring Fraaspa var rigt på moden gvede, som partherne ikke havde tænkt på at afbrænde. Derudover var der tusindvis af  fede får. Soldaterne skulle nok få noget at spise.

 

Men Antonius venter i halvfjers dage, og han venter i hundrede dage på det træn, der aldrig dukker op.

Indbyggerne i Fraaspa har tilsyneladende både vand og mad nok. De giver ikke op. ”Åh, havde jeg dog blot min dejlige rambuk ” tænker Antonius.

Midt i september slår vinden om i nord, og med den kommer regn og kulde. Samme dag steger indbyggerne i Fraaspa får oppe på byens mure. På den måde fortæller de belejrerne, at de har masser af mad og ikke vil overgive sig.

Antonius indkalder til krigsråd.

”Uden belejringsudstyr kan vi ikke indtage Fraaspa,” begyndte Antonius, ”og dagens lille demonstration har vist os, at byens indbyggere stadig spiser sig mætte. Vi har været her hundrede dage nu og har ribbet omgivelserne for alt spiseligt, men det har kostet os to tredjedele af vores beredne hjælpetropper.” Han tog en dyb indånding og forsøgte at udstråle en barsk beslutsomhed som en hærfører, der har fuld kontrol over sig selv og situationen.

”Det er tid at bryde op, drenge. Vi kan se på dagens vejr, at det slår fra sommer direkte over i vinter, og det endn´da på den sidste dag i september. I morgen, på kalendae i oktober marcherer vi mod Artaxa. Èn ting, som Fraaspas indbyggere ikke vil være forberedt på , er, hvor hurtigt legioner kan komme på farten. Når de står op engang i morgen, vil der kun være vores lejrbål tilbage. Giv mændene ordre til at medbringe en måneds kornforsyning – et hundrede mulddyr skal benyttes til mad og brænde, og de mulddyr, der trækker vognene , skal bruges som pakdyr. Det, som vi ikke selv og mulddyrene kan bære, må blive tilbage. Mad og brændbare ting.”

”Jeg aner ikke, , hvad der ligger på lur derude og bare venter på, vi trækker os tilbage, men romerske legioner overgiver sig ikke, og det vil de heller ikke på den forestående march. Terrænet gør, at det vil tage os omkring en månes at nå frem til Artaxa, især hvis sludregnen bliver ved. Det vil medføre mudret jord og iskolde  forhold. Alle mand skal finde sine sokker frem fra oppakningen – og hvis de har nogen ag kanin- eller fritteskind, vil det være så meget desto bedre. At holde os tørre vil udgøre en stor del af kampen – og det er den eneste kamp, vi får, drenge. Partherne benytter sig af en afventende taktik. De vil slå til mod efternølerne, men vil ikke angribe os alle på én gang Det værste er faktisk, at vi end ikke kan skaffe nok brænde herfra og til Artaxa, så. Ikke noget med at tænde bål for at få varmen. Enhver, der brænder sin stav, afsnit af brystværn eller pilumskafter vil blive pisket og halshugget – vi får måske brug for dem til at afværge parthiske lynangreb. Og vi kan heller ikke stole på nogen af de udenlandske udskrevne soldater, heriblandt armenierne. De eneste soldater, som Rom forventer, at vi har med os tilbage, er vores egne legioner.”

Nu begyndte man at diskutere logistik. Hvilke af de fjorten legioner, der skulle gå først, hvilke sidst, hvor tit de yderste mænd i hvert kvadrat skulle få et hvil ved at blive trukket ind i midten og afløst, hvor store kvadraterne skulle være, hvor mange pakdyr, der kunne være i det mindst mul kvadrat – hundrede og sytten forskellige beslutninger, der skulle træffes.

Til sidst spurgte Fonteius om det, som ingen andre end han havde lyst til.

”Antonius, hjælpetropperne, tredive tusind fodfolk. Hvad skal der ske med dem?”

”Hvis de kan holde trit, kan de udgøre bagtroppen – i kvadrat. Men de vil ikke kunne holde trit, Fonteius. Det ved vi alle.” Antonius’ øjne blev fugtige.  ”Det gør mig meget ondt, og som Østens triumvir har jeg ansvaret for dem, men legionerne må bevaret for enhver pris.”

 

Med hjælpetropperne anbragt bag den kilometerbrede front begyndte tilbagetoget i ro og orden, men i en bidende nordenvind, der frøs mudderet til is og forvandlede det til en forrevet mark med knivskarpe kanter – glat, brutal og sønderflængende.

 

Det længste legionerne kunne marchere var tredive kilometer om dagen, men selv det var for hurtigt for hjælpetropperne. På marchens tredje dag - hvor Antonius stadig besøgte soldaterne med lystige bemærkninger og forudsigelser om sejr til næste år, nu hvor de vidste, hvad de var oppe imod – gik Monaeses og partherne til angreb på bagtroppen. Bueskytterne fik ram på adskillige soldater i et enkelt udfald. Kun få af dem døde, men de, der var for sårede til at kunne følge med  blev man nødt til at lade tilbage. Beskrivelsen minder uhyggeligt meget om beskrivelsen af Cassus’ tilbagetog fra slaget ved Carrhae.

 

Da Matianesøen kom til syne, som et udstrakt hav, var alke hjælpetropperne bortset fra en lille håndfuld forsvundet – hvorvidt de var blevet henrettet af partherne eller ført bort som slaver, var der ingen, der vidste.

 

Alle vidste, at partherne skyggede dem, men hæren fortsatte i god orden og moralen var overraskende høj – indtil de begav sig op i endnu højere bjerge for at vove sig igennem passet på tre tusind trehundrede meters højde og røg ind i en snestorm, som Italien aldrig havde set magen til. Blindende sne, som en udflydende hvid mur, hylende storme og et terræn, som forsvandt under fødderne på mændene, så de sad fanget i pudderlignende snekrystaller til låret.

Det værste af det hele var, at skønt legionærernes oppakning indeholdt varme knæbukser, sokker og  dejlige vandtætte, cirkelrunde sagum og halstørklæder, frøs de alligevel, da de ikke havde et bål at varme sig ved.

Med to tredjedele tilbage af marchen  var hæren til sidst løbet tør for sin mest kostbare vare: trækul. Man kunne  ikke længere bage brød eller koge ærtegrød, så nu traskede mændene af sted tyggende på rå hvedekorn, deres eneste næringsmiddel. Sult, forfrysninger og sygdom begyndte at blive så slemt et problem, at end ikke Antonius kunne opmuntre de mest optimistiske af soldaterne, som mumlede noget om, at de ville dø i sneen og aldrig se civilisationen igen.

”Bare få os gennem passet!” råbte Antonius til sin armenske guide, Cyrus. ”Du har vist os vej i to nundinae – du på ikke svigte mig, Cyrus, jeg beder dig.”

”Det vil jeg ikke, Antonius, svarede manden på forfærdeligt græsk. ”I morgen begynder de forreste kvadrater at gå gennem passet, og derefter kender jeg et sted, hvor vi kan få trækul.” Hans mørke ansigt blev mørkere. ”Men Marcus Antonius,  jeg bør advare dig om ikke at stole på kongen af Armenien. Han har hele tiden været i kontakt med sin bror, kongen af Atropatene, og begge er kong Fraates’ håndlangere. Dit træn var for fristende, er jeg bange for.”

Denne gang lyttede Antonius, men der var stadig et hundrede og halvtreds kilometer til Artaxa, og legionernes humør blev stadig mere dystert og begyndte at nærme sig oprør.

”Endda mytteri,” sagde Antonius til Foteius, da  halvdelen af hans soldater var på den anden side af bjergene, mens den anden halvdel var på vej gennem passet eller ventede på at komme igennem. Jeg tør ikke vise mit ansigt.” ”Det gælder os alle, ” svarede  Fonteius humørforladt .” ”De har været på rå hvede i syv dage, deres tæer er sorte og falder af, også deres næser. Forfærdeligt. Og de giver dig skylden, Marcus. Dig og kun dig. De urolige elementer siger, at du aldrig skulle have ladet trænet ude af syne.”

”Det er egentlig ikke min skyld,” sagde Antonius trist, ”men det mareridt af et frugtesløst felttog, som ikke gav dem en chance for at vide, hvad de dur til i kamp. Sådan som de ser det, bestilte de ikke andet end at sidde i en lejr i hundrede dage, mens de så på en by, der gav dem medicus – op i røven med jer, romere! I tror , I er mægtige? Nå, men det er I ikke. Jeg forstår dem.”

Jeg kan ikke lade være med at drage en parallel til det, der skete for Lucius Licinius Lucullus.  Allerede han drømte i år 68 f. Kr. om at erobre rigdommene i Seleukia, Babylon og Susa. Det blev i stedet til et felttog mod Artaxata. Og han førte sine mænd gennem et forfærdeligt terræn. Op og ned at stejle bjerge i, over lavamarker med spidse sten, der rev hul i legionærernes sko, op og ned ad de højeste tinder i sne og kulde. Da mændene til sidst fik det frygtelige Araratbjerg i syne, da sagde de stop. Nu gik de ikke længere.

(At Lucullus' nevø, Clodius, som ikke var så begejstret for at være på march også havde hvisket dem i ørene, at Lucullus ville snyde dem for deres løn var så en ekstra komponent i det mytteri.)

 

Antonius og Fonteius sad hele natten og krøb sammen i deres lille lædertelt med sværdet liggende parat til selvmord, mens de ventede på, at mytteriet skulle begynde.

Men så forsvandt mytteriet  i det højtbeliggende pas’ tynde luft, som om legionærerne aldrig havde talt om det. Næste morgen fortsatte soldaterne turen gennem passet og havde midt på eftermiddagen lagt det langt bag sig. Det lykkedes på en eller anden måde Antonius at finde overskud til at gå sammen med mændene og lade som om, han aldrig havde hørt så meget som en hvisken om mytteri.

Syvogtyve dage efter at være brudt op fra Fraaspa nåede de fjorten legioner og en håndfuld  ryttersoldater Artaxa med maverne fulde af en smule brød og så meget hestekød, som de kunne proppe ned. Cyrus, vejviseren, havde fortalt Antonius, hvor han kunne skaffe sig trækul til at lave mad.

 

  Det første, Antonius gjorde i Artaxa, var at give Cyrus en pose penge og to gode heste og sende ham i galop sydpå ad den hurtigste  rute. Hans mission var vigtig – og måtte holdes hemmelig, især for Artavasdes. Hans mål var Ægypten, hvor han skulle søge audiens hos dronning Kleopatra. De mønter, som Antonius havde givet ham var hans adgangskort til dronningen. Han fik besked på at tigge hende om at komme til Leuke Kome med assistance til Antonius’ soldater. Leuke Kome var en lille syrisk havneby i nærheden af Berytos og langt fra så overrendt  som havne som Berytos, Sidon og Jobbe. Cyrus tog taknemmelig og hurtigt afsted. Hvis han blev i Armenien, efter at romerne var draget bort, ville han praktisk talt underskrive sin egen dødsdom, for han havde været romerne en god vejviser, og det var ikke det, den armenske Artavasdes havde ønsket. Det var meningen, at romerne skulle være faret vil uden forsyninger, indtil de alle som én var døde.

Men nu, hvor de fjorten legioner lå lunt i lejr i udkanten af Artaxata, havde kong Artavasdes intet andet valg end at krybe for Antonius og trygle ham om at overvintre der. Antonius troede ikke på ét ord af, hvad Artavasdes sagde, og nægtede at blive. Han tvang kongen til at åbne sine kornmagasiner, og da hæren var forsynet med tilstrækkelig proviant, marcherede han videre mod Carene trods snestorm. Legionerne, der åbenbart var blevet hærdet nu, traskede de sidste tre hundrede kilometer i gevaldigt højt humør, fordi de nu kunne tænde bål om natten. Der var ganske vist også mangel på brænde i Armenien, men Artaxatas indbyggere havde ikke turdet komme med indvendinger, da de romerske soldater konfiskerede deres brændestabler. At armeniere ville miste livet på grund af kulde, rørte ikke romerne det mindste. Det var ikke dem, der  havde marcheret med rå hvede som eneste føde takket være østerlandsk forræderi.

 

Halvvejs gennem november nåede Antonius frem tikl Carene, hvorfra han havde indledt felttoget på kalendae i maj.Alle hans legater havde set hans nedtrykthed, hans forvirring, men kun Fonteius vidste, hvor tæt Antonius havde været på at begå selvmord den nat i teltet. Med denne viden,men uden at dele den med Canius, påtog Fontius sig at overtale Antonius til at fortsætte sydpå mod Leuke Kome. Når han kom dertil, kunne han om nødvendigt sende nyt bud til Kleopatra.

Men først måtte Antonius få det værste at vide af en ubøjelig Canidius. ”Optællingen er gjort op, Antonius,” sagde han mut.

 

”Af de omkring tredive tusind hjælpetropper er der ingen, der har overlevet.

Af de galliske rytterfolk: seks tusind ud af ti tusind, men de har mistet alle deres heste.

Af det galatiske rytteri: fire tusind ud af ti tusind, men også deres heste er forsvundet. Alle dyrene blev slagtet for at skaffe mad under de sidste et hundrede og halvtreds km.

Af seksten legioner har vi mistet to: Statianus’ – deres skæbne er ukendt

De øvrige fjorten legioner er ramt af alvorlige, men ikke dødbringende skader, hovedsagelig forfrysninger Mænd, der mangler tæer, må sendes hjem i vogne, da de ikke kan marchere uden tæer men de fleste reddede fingrene takket være deres sagum’er. Samtlige legioner var ved afgang oppe på fuld styrke – næsten fem tusind soldater og over et tusind non-kombattanter. Nu er hver legion nede på under fire tusind og omkring fem hundrede nonkombattanter.

 

Halvfjerds tusinde mand og tyve tusinde heste er gået tabt.

”Åh, Canidius,” sagde Antonius med bævende stemme, ”at miste så mange uden at have været i kamp jeg kan ikke engang sige at have lidt et nederlag  som Varros ved Cannæ.”

”I det mindste var der ingen, der blev taget tilm fange, Antonius. Det er ikke niogen skændsel, men en katastrofe  udløst af det forfærdelige vejr.

”Fonteius siger, jeg skal  fortsætte tikl Leuke Kome og vente på dronningen og om nødvendigt sende hende en ny besked.”

”Godt tænkt. Tag afsted, Antonius.

”Før hæren med dig, så godt du kan, Canidius. Pels- eller lædersokker til alle, og når I rammer ind i en snestorm, såp slå lejr og vent, til den er drevet over. Det vikl vælre en smule varmere at føælge Eufrat, kan jeg forestille mig,. Bare hold dem på farten og lov dem en tur på Den Elysiske Slette, når de kommer til Leuke Kome – varm sol, masser at spise og alle de skøger, jeg kan opdrive i Syrien.”

Mildhed, Antonius’ offentlige hest, havde lidt samme skæbne som alle de andre heste, så med fødderne dinglende næsten helt nede ved jorden forlod Antonius Carene på en lokal pony ledsaget af Fonteius, Marcus Titinius og Ahenobarbus.

Han nåede Leuke Kome en måned senere og opdagede, at den lille havneby var overrasket over hans komme. Kleopatra var ikke ankommet, og de havde heller ikke hørt noget fra Ægypten. Antonius sendte Titius til Alexandria, men uden det store håb. Hun havde været imod hans felttog, og hun var ikke nogen tilgivende kvinde.

Antonius slog sig på flasken. Han går helt i forfald  og er ved at drikke sig ihjel Tyve-tredive gange om dagen trådte han slingrende ud af sit telt med et fyldt bæger i den ene hånd, vaklede det korte styklke ned tilo havnefronten og så ud mod indsejlingen,der var uden skib og sejl.

”Er hun på vej?” spurgte han alle, der var i nærheden. De troede, han var tosset og låøb, så snart de så ham komme ud af teltet.

Januar blev til februar, så blev det slutningen af februar, og hun kom aldrig og sendte heller intet bud. Ikke et ord fra Cyrus og Titius.

Til sidst ville Antonius’ ben ikke bære ham længere. Han hang ind over vinkanden i sit telt og forsøgte at sige: ”Er hun på vej?” til enhver, der trådte indenfor.

Men i begyndelsen af marts kom hun.

Da hæren haltede ind i Leuke Kome tre nundiae efter at dronningen var ankommet dertil, var den lille havneby fyldt med skibe og et stort antal lejre i udkanten af den. Kleopatra havde medbragt læger, lægemidler og noget, der mindede om en hel legion af bagere og kokke til at give soldaterne en bedre kost end den, som deres tjenere serverede for dem. Hun havde også sørget for magelige senge, rent, blødt tøj og havde sågar fået sine slaver til at fjerne søpindsvinene fra en stor strand, så alle kunne bade befriet for den værste plage, som hjemsøgte strandene i denne del af Vort Hav.

 

Og Kleopatra tager sig kærligt af Antonius, som kommer på fode igen. En dag lægger han vinen på hylden og er klar til at tage fat igen. Inden han kommer helt ud af vinens tåger, har Kleopatra fået ham til at gifte sig med sig.

 

Og nu indløber opmuntrende nyt. Lepidus, Octavianus og Agrippa har besejret sørøveren Sextus, og Octavianus sender skibe med tøndevis af penge til Antonius. De sestertier, som han var blevet lovet for lån af sine skibe.

 

Det forlyder, at Sextus er flygtet til Bitynien, hvor han er i gang med at hverve tropper.

 

Og hvad går Antonius i gang med? At samle en ny hær, naturligvis, til et nyt togt mod øst.

”Godt,” sagde Antonius, som følte sig i bedre humør end han havde gjort i måneder.

”Jeg får brug for 10.000 galatiske og thrakiske rytterfolk. 23 legioner, alle fuldtallige  og bestående af erfarne soldater. 130.000 i alt, inklusive nonkombattanter. Ingen hjælpetropper denne gang. De er til for meget besvær. Rytterfolk kan i det mindste holde trit med legionerne. Og denne gang marcherer vi i kvadrat hele tiden med trænet i midten.”

”Jeg selv må blive her og se, hvad der sker med Sextus Pompejus. Du må tage kommandoen i år, Canidius.  Hvor mange legioner kan du samle og drage afsted med nu?”

”Syv fuldtallige, hvis jeg slår kohorterne sammen”

”Det er nok. Det bliver ikke noget langt felttog. Uanset hvad må I ikke lade vinteren overrumple jer. Sørg for at finde varme opholdssteder.” Du skal trænge ind i Armenien via Carene. Det er vigtigt, at vi giver Artavasdes i år. Så vil han være plukkemoden næste år.”

 

Men Kleopatra har en helt anden dagsorden. Hun er ikke interesseret i partherne. Hun vil gøre sønnen Cæsarion til konge over Rom.

 

”Jeg foreslår, at vi begynder at bygge skibe,” sagde hun.

”Til hvad?” sagde Antonius, som var lige så forundret som Canidius.

”Publius Canidius har ikke læst referatet af Octavianus’ tale i senatet, så jeg forstår, han ikke er med. Men det har du, Antonius, og jeg skulle mene, at budskabet ikke var til at tage fejl af: En skønne dag vil han sejle mod Østen og knuse dig. Så derfor må vi forberede os, og det gør vi nu, ikke næste år eller næste år igen. Mens I to begiver jer ud på jeres pathiske odyssé, vil jeg gøre mig nyttig på kysterne af Vort Hav og bestille de største krigsskibe, der findes.

”Sørg for at bestille femradsåringer, kvinkveremer, deres majestæt”, sagde Canidius, ”større skibe er for langsomme og klodsede.”

”Det var også kvinkveremer, jeg havde i tankerne,” sagde hun hovent.

Canidius sukkede og klaskede sig på lårene. ”Tjah, det kan vel ikke skade.”

”Hvem skal betale  for dem?” spurgte Antonius mistænksomt. ”Det vil jeg, naturligvis,” sagde Kleopatra. ”Vi får brug for mindst 500 krigsgalajer og mindst lige så mange transportskibe.”

”Har du noget imod mit forslag?” spurgte Kleopatra.

Han spærrede sine små røde øjne op. ”Mig! Edepol, nej da. Det er dine penge, Kleopatra. Du bestemmer selv, hvad du vil bruge dem til. Men rejser du ikke bare hjem til Alexandria og hersker i egen person for en gangs skyld. Så kan jeg tage mig af mine krigsplaner i ro og mag.”

 

En modig bemærkning, når man betænker, hvor ofte han var afhængig af hendes guld.

Men det gjorde hun. Et nundinum efter sejlede Filopator mod Alexandria med farao ombord. Hendes afsked vidnede om, at hun var sikker på, at Antonius omsider var kommet sig over de skader, som vinen havde forvoldt på hans krop, og hvad der var vigtigere: på hans sind. Han var virkelig noget særligt! På enhver anden jævnaldrende mand ville udsvævelserne have sat sine fysiske spor, men ikke på Marcus Anronius. Han var frisk som altid – i hvert fald frisk nok til at gennemføre sit latterlige felttog.

 

Mens Publius Canidius og hans 7 legioner invaderede Armenien med succes , blev Antonius tilbage i Syrien, angiveligt for at føre tilsyn med krigen mod Sextus Pompejus i Den asiatiske provins og samle en mægtig hær til sit forestående felttog mod Pathien. Det var blot en undskyldning. Det havde taget ham hele året at komme sig – langsomt og smertefuldt - over den dårligdom, somhans druk havde forårsaget.

Mens onkel Plancus styrede Syrien, havde nevø Titius afløst Antonius og ført en hær tilEfesos for at hjælpe Furnius, Ahenobarbus og Amyntas af Galatien med at nedkæmpe Sextus Pompejus. Det var Titius, der fik Sextus trængt op i en krog i frygisk Midaion og eskorterede ham til den asiatiske kyst ved Milet. Der blev han henrettet på Titius’ ordre, hvilket Antonius beklagede dybt.  Han beskyldte Plancus for at have fået Titius til det, men Plancus insisterede på, at ordren, som var hemmelig, var kommet fra Antonius.

”Det passer ikke,” brølede Antonius.

Men Antonius drog nytte af denne lille krig. Han overtog de tre dygtige legioner af veteraner, som Sextus havde hvervet, og to fremragende romerske flådeofficerer.

 

Kleopatra havde skaffet sig en ny allieret tæt på Antonius, nemlig Quintus Dellius.

 

Sammen havde Dellius og Kleopatra efter lang tids bearbejdelse fået Antonius overbevist om, at Dellius skulle sendes på en betydningsfuld opgave. Han skulle som gesandt for Antonius rejse til kong Artavesdes af Atropatene og foreslå ham en alliance mellem Rom og Atrapatene, som gik imod parthiske interesser.  Eftersom alle Atropatenes grænser lå op til parthisk territorium, undtagen den til Armenien, var Artavasdes i syv sind. Hans selvopholdelsesdrift fortalte ham, at han for alt i verden ikke måtte fornærme partherkongen, men hans ambitioner fik ham til at kaste sultne øjne på det parthisk kontrollerede Medien, hvor Fraaspa var hovedstad. Aftalen skulle give Antonius ro til at erobre Armenien.

 

Det var vanskeligt at få Antonius til at indse, at det ville være for risikabelt at udnytte den uro, der for øjeblikket herskede i det parthiske hof til at gøre et nyt forsøg på at indtage Fraaspa, men til sidst lykkedes det hende ved at blive ved med at fokusere på pengene. De fireogfyrre tusind talenter, som Octavianus havde sendt ham, var alle blevet ædt op af krigsomkostninger: aflønning af legioner, udrustning af nye legioner, indkøb af traditionel legionærkost som brød og ærtegrød samt heste, mulddyr og telte. Kleopatra nægtede at betale for flere parthiske felttog, og da Antonius ikke mere territorium at afstå til hende til gengæld for hendes guld, gik han i en omhyggeligt lagt fælde.

”Stil dig tilfreds med at erobre hele Armenien, sagde hun.  ”Hvis Dellius kan indgå en aftale med Artavasdes af Atropatene, vil dit felttog blive en stor succes, som du kan udbasunere højt i Senatet, at dets vægge vil skælve. Du har hverken råd til at miste endnu net træn eller flere af dine soldaters fingre og tæer. Det vil sige, at du ikke skal foretage flere marcher ind i ukendt land, som er for langt væk fra Roms provinser til, at du hurtigt kan få hjælp. Dette felttog skal bare være træning for dine erfarne legionærer og hærde rekrutterne. Du får brug for dem til dit opgør med Octavianus, husk det.”

Hun var ikke i tvivl om, at han lagde sig det på sinde, så derfor kunne hun roligt overlade det til ham at invadere Armenien uden selv at blive i Syrien.

 

Kong Artavasdes af Armenien havde ikke enchance mod den enorme styrke, som Antonius førte med sig, men han overgav sig ikke uden kamp, hvilket gav Antonius rig lejlighed til at hærde sine uerfarne soldater og få sine erfarne i kampform.

Nu hvor han ikke rørte vin, var hans evne til at anføre en hær vendt tilbage, sammen med hans selvtillid. Kleopatra havde ret. Hans sande fjende var vinen. Ædru og frisk indrømmede han for sig selv, at det rette for to år siden ville have været at blive i Carere med resten af hæren og vente på Kleopatras hjælp. I stedet havde han udsat sine mænd for endnu en 800 km lang march, inden de havde fået nogen som helst hjælp. Men sket var sket. Ingen grund til at blive hængende i fortiden, sagde den genfødte Antonius til sig selv.

Titius styrede Den afrikanske provins som afløser for Furnius, og nPlancus var stadig i Syrien, men Ahenonbarbus havde sluttet sig til felttoget, og Canidius var som altid Antonius’ trofaste højre hånd. Hæren lå lunt i lejr bag Artaxatas trygge mure, og Antonius selv var i sit optimistiske humør, så han gik i gang med at planlægge dit felttog mod den anden Artavasdes – ham af Atropatene. (Ja, det er ret besværligt, at de hedder det samme.)

 

Jeg minder lige om beliggenheden af Armenien og Atropatene.

 

Han kunne godt nå at invadere og erobre landet inden vinteren. Allerede i begyndelsen af julius var Armenien blevet knust og dets konge taget til fange.

Men så, inden han kunne nå at indlede sin march ind i Atropateneankom Quintus Dellius til Artaxata ledsaget af en enorm karavane  bestående af kong Artavasdes af Atropatene selv, hans harem, børn, møbler, et imponerende opbud af skatte, guldbarrer, kostbare ædelstene som lapis, turkis, jaspis, karneol og bjergkrystal og dertil et hundrede kæmpestore mediske heste samt Antonius’ mistede artilleri og krigsmaskiner.

”Så det eneste, jeg har mistet, er to legioner og deres ørne!”

”Nej, vi har også ørnene.”

Antonius blev lettere om hjertet og slog en kluglatter op. ”Det bliver kære Octavianus ikke glad for at høre. Han har fået meget ud af mine fire mistede ørne i Rom.”

 

Begejstret skriver Antonius til Kleopatra om det fantastiske triumftog, han skal holde i Rom med alle disse kostbarheder i sin procession. Men Kleopatras svar er en spand kold vand.

Alle de kostbarheder skal ikke i triumftog i Rom. Antonius har lovet hende byttet.

”Har jeg det? Det husker jeg ikke.”

Antonius har flere sorte huller i sin hukommelse fra tiden i Leukes Kame, men Dellius får ham overbevist om, at det lovede han Kleopatra i sine vintåger.

 

Et  flere km langt træn af vogne rumler i september derfor sydpå fra Antiocia mod Alexandria. En 1.300 km lang rejse, der tager to en halv måned. Undervejs aflægger han besøg ved adskillige potentater og alexandrinske embedsmænd i de besiddelser, som Kleopatra fik narret fra Antonius. I Alexandria modtages han af en kærlig Kleopatrra, der arrangerer en slags triumftog for Alexander i sin hovedstad.

Efterfølgende afholdes en ceremoni, hvor Antonius overdrager Kleopatra og hendes børn hele verden.

Da Octavianus får opsnappet Antonius’ testamente, hvor han overdrager alt til Kleopatra, så er målet fuldt. Antonius bliver erklæret landsforræder. 

Octavianus har altid sagt, at han ikke vil kæmpe mod romere – og dermed Antonius og hans romerske legioner. Men Antonius er blevet Kleopatras marionet og legetøj og da Octavianus kan gøre gældende, at han fører krig - ikke mod romeren Antonius - men mod ægyteren Kleopatra – så er banen klar til krig.

 

Utroligt, at Marcus Antonius efter mere end 10 år væk fra Rom stadig mener, han skal være – og kan blive - Første Mand i Rom. År hvor han kun ganske få gange har været i Italien endsige Rom, senest 6 år tidligere.

Utroligt at han stadig har sine trofaste hærførere, der stadig har tillid til, at de satser på den rette mand.   

Utroligt at han stadig har 400 faste støtter i Senatet. 

Men nu begynder det at knibe.

Hans fortalere i Rom havde sågar fået overtalt 300 senatorer til sammen med hele deres familie at forlade Rom og Rejse til Efesus og oprette et antisenat for at støtte Antonius.

Dog begynder nogle af Antonius’ legater at falde fra,  mest fordi de ikke kan udholde Kleopatras vedvarende indblanding og andre, fordi de ser, hvad vej vinden blæser og foretrækker at komme på det vindende hold, selv nogle af de mest trofaste støtter som Planicus og Titius.

 

Midt på sommeren rykkede Antonius sin kolossale krigsmaskine fra Carene og Syrien til Efesos. Rytteri, legioner, belejringsudstyr og træn rykkede langsomt gennem det centrale Anatolien. Et tydeligt tegn for Octavianus på, at Antonius forberedte sig på den endelige konfrontation, hvorfor også Octavianus fik gang i sin mobilisering.

Efter en tid rykkede Antonius videre til det vestlige Grækenland, til Aktion, som han havde udset sig som den bedste kampplads.

 

Kun nitten af Antonius’ tredive legioner rykkede til Aktion. De sidste elleve fik  til opgave at garnisonere Syrien og Makedonien.

Antonius’ landstyrker blev  forstærket af 40.000 fodfolk og ryttersoldater leveret af forskellige klientkonger.

Efter at være sejlet rundt om Pelepones’ vestlige halvø ankom hovedflåden – 480 af de største kvinveremer, der nogensinde var blevet bygget. Antomius’ flagskib, Antonia, var endnu større. Tres af Kleopatras skibe havde denne størrelse og udformning, men de øvrige tres var rummelige triremmer, der kunne skyde en god fart.

 

Flere hundrede galajer blev ladt tilbage for at garnisonere Methona, Kerkyra  og Leukas. Selv Kyrenaika i Africa blev garnisoneret  med fire lkegioner og en flåde. Alt dette for at sikre korn- og madforsyninger fra Ægypten. Enorme lagre med proviant var allerede sejlet til Samos, Efesos og mange havne på den græske østkyst.

 

Alle vidste, at på grund af vind- og vejrforholod ville det først blive muligt for Octavianus at krydse Adriaterhavet til foråret – måske sommeren. Men dette år blæste der nogle meget usædvanlige kraftige vestenvinde. Det betød, at Octavianus kunne bringe sine skibe og tropper til Grækenland meget tidligere end forventet, og Antonius ikke kunne komme ud af sine havne. Octavianus landsatte sine legioner  umiddelbart nord for Antonius’ lejr ved Aktion, og han erobrede de øer og havne , der skulle have sikret Antonius forsyninger ad søvejen både øst- og sydfra.

 

Antonius og Kleopatra var nu fuldstændig afskåret fra korn- og madforsyninger ad havvejen ligegyldig , hvor de kom fra. Pludselig kunne land- og flådesoldaterne kun  få forsyninger ad landvejen, men Antonius holkdt stejt på, at hans soldaterikke skulle gøres til mulddyr - endsige mulddyrdrivere. Lad Kleoptras dovne ælgyptere bestille noget for en gangs skyld. Lad dem stå for karavanen.

Samtlige æsler og mulddyr i den østlige del af landet blev rekvireret og pakket til det yderste. Men det viste sig, at de ægyptiske karavaneledere ikke havde den store respekt for dyrene., De forsømte at give dem vand og lod dem bare dø, mens karavanen begav sig lop overr Dolopes' bjerge. Flere tusind græske mænd blev derfor tvunget tilat tage sække og krukker med proviant på skuldrene og gå de et hundrede og tredive forfærdelige kilometer fra Malisbugten til Ambracia-bugten. Blandt disse var en græker ved navn Plutarch, som overlevede prøvelserne og siden henunderholdt sine børnebørn med uhyggelige historier om, hvordan han havde båret hvedeover et hundrede og tredive forfærdelige kilometer.

 

Meget gik Antonius imod. 

Vind og bølger havde været med Octavianus, som uden besvær havde kunnet sejle både transportskibe og krigsskibe i en lind strøm over Adriaterhavet. 

Antonius havde fået sine tropper lagt i lejr i et sumpet område, hvor soldaterne blev syge.

Skibene havde han lagt ind i en bugt, hvorfra de med de uventede fremherskende vinde og Octavianus lurende foran, ikke kunne komme ud fra.

 

Antonius undfangede en plan, der gik ud på at afskære Octavianus’ vandforsyninger til den lejr, han havde oprettet  på en meget bedre  plads nord for Antonius’.

Planen blev imidlertid afsløret af en overløber, så da Antonius sender sine thrakiske ryttere efterfulgt af flere legioner af fodfolk afsted, bliver de mødt af Octavianus’ germanske ryttere. De thrakiske ryttere overgiver sig uden kamp og slutter sig til germanerne. Da Antonius’ fodfolk møder denne samlede styrke, flygter de tilbage mod Aktion.

 

Da Antonius hører om denne katastrofe samler han resterne af sit rytteri – et troppekontingent fra Galatien anført af Amyntas –  og begiver sig personligt ud for at få legionerne  til at vende om, men da Amytas møder sine kammerater  og germanerne, deserterer også han og stiller sig selv og sine to tusinde ryttersoldater til rådighed for Octavianus.    

Frustreret og rådvild fører Antonius sine legioner tilbage til Aktion overbevist om, at det er umuligt at vinde et slag til lands på dette forfærdelige sted.

 

I løbet af sommeren forlod et stort antal legater Antonius, og hundredvis af senatorer flokkedes under Octavianus’ faner. De behøvede blot at ro over bugten, for Antonius, der var helt forvirret, nægtede at standse dem.

 

Det værste slag for Antonius kom sidst i julius. Ahernobarbus, Antonius’ældste ven og allierede, der ikke lagde skjul på sin afsky for Kleopatra, forlod Antonius’ styrker.

”End ikke for din skyld, Antonius, vil jeg udholde endnu en dag sammen med den kvinde. Du ved, jeg er syg, men du ved sikkert ikke, at jeg er døende. Og jeg ønkser at dø i romerske omgivelser uden den mindste fært af den kvinde. Du er et fjols, Marcus. Uden hende ville du have vundet. Sammen med hende har du ikke en chance.”

Antonius så grædende robåden føre Gnaeus Domitius Ahenobarbus over bugten og sendte bagefter alle Ahenobarbus’ ejendele efter ham.

Dagen efter , at Ahenbarbus havde forladt Antonius, fulgte Dellius efter sammen med de sidste senatorer.

På idus insextilis indkaldte Kleoptra til et krigsråd, Hvor er vi dog få, tænkte hun, da hun blidt satte Antonius på hans elfenbenskurulstol.

”Jeg har en plan,” sagde hun tilCanidius, Poplicola, Sosius og Marcus Lurius, de eneste tilbageværende seniorlegater. ”Men det kan være, at andre har en plan. Hvis det er tilfældet , vil jeg gerne høre den, inden jeg præsenterer min.”  Hun lød ydmyg og oprigtig.

Canidius med den ydmyge fortid som simpel mulddyropdrætter vover at fremsætte sin plan.

”Det første, vi må gøre, er at opgive flåden. Alle skibene - også dronning Kleopatras må opgives. Vi foretager et tilbagetog i ilmarch ind i den makedonske del af Thrakien, hvor der vil være plads til at foretage troppebevægelser og kæmpe der, hvor vi selv vælger det. Vi marcherer over land, hvorimod han vil være nødt til at sejle sine soldater fra Adriaterhavet til det nordlige Ægæerhav. Vi får ikke brug for en flåde, men eftersom vi blokerer Via Egnatia, vil han være afhængig af skibe for at kunne få forsyninger.”

Kleopatra var rasende.

”Hvordan kan du så meget som foreslå, at vi opgiver skibene? De har kostet ti gange så meget som hæren, og nu vil du overlade dem til Octavianus og Agrippa. Det svarer nærmest til at forære dem hele verden.”

”Jeg sagde ikke, de skulle overlades til fjenden, majestæt. Det, jeg mente, men ikke ville sige direkte, er, at de skal brændes.”

”Brænde dem!” Hun gispede og tog sig til halsen. ”Brænde dem! Skal alt det træ, alt det arbejde, alle de penge bare gå op i røg? Aldrig! Nej, nej og atter nej.”

Antonius sad tavs, mens det verbale slag rasede mellem Kleopatra og Canidius, som blev bakket op af Poplica, Sosius og Lurius.

Til sidst rørte Antonius på sig. ”Vi skal ikke brænde skibene. Dronningen har ret. De skal reddes. Hvis vi brænder alle vore skibe, vil intet stå imellem Octavianus og den østlige ende af Vort Hav. Ægypten vil falde, for Octavianius vil ganske enkelt gå uden om os ved Amfipolis. Han vil sejle direkte til Ægypten, som vil vlære fortabt, fordi vi ikke vil kunne komme dertil først, hvis vi skal marchere over land. Tænk på afstanden! Godt femten hundrede kilometer gennem Anatolien og endnu femten hundrede kilometer til Alexandria. Cæsar kunne måske have tilbagelagt dem på tre-fire måneder, mens hans soldater ville dø for ham, hvorimod vores ville blive trætte af ilmarcher efter en måned og desertere.”

Hans argument var uangribeligt. Canidius, Poplica, Sosius og Lurius bøjede sig, mens Kleopatra sad med nedslået blik og uden triumferende udtryk i ansigtet.

 

Og de følger Kleopatras plan.

På kalendae i september blev så mange legioner som muligt anbragt som sild i tønde på Kleopatras transportskibe og alle de andre fartøjer, man mente kunne sejle hurtigt.

Inden da havde der været tegn på, at der var mere under opsejling end blot et søslag. Alle skibe undtagen de kæmpestore femradsåringer fik sejlene gjort fast og blev lastet med enorme mængder mad og vand. Canidius , Poplica, Sosius,Lusius og de øvrige legater gik ud fra , at de umiddelbart efter kampene ville forsøge at komme til Ægypten. Den  formodning blev forstærket, da alle usødygtige eller undværlige fartøjer blev trukket op på stranden og brændt så langt væk fra Ambracias munding, så røgen gik i opløsning, inden Octavianus kunne nå at se den.

 

Caninius fik til opgave at blive på land og sende de soldater, der ikke var plads til på skibene, på march og få dem væk.

Poplica, Sosius og Lusius fik kommandoen over flagskibene ved det kommende søslag.

Sosius fornemmede, der var ugler i mosen, men kun Kleopatra og Antonius kendte hemmeligheden om det kommende slag. At det blot skulle være et slag på skrømt.

Den anden dag i september sejlede Antonius ud af Ambrasiabugten i seks eskadrer, hvor han selv anførte den nordligste. Hans højre flanke udgjorde tre af de seks eskadrer, som hver især bestod af femoghalvtreds enorme femradninger. Poplicola var hans næst-kommanderende. 

 

Mens kampen stod på ventede Kleopatra på en chance til at bryde gennem Octavianus’ blokade og sende sine troppeskibe mod syd. Selv lagde hun sig i venteposition med sit store skib, Caesarion. 

 

Antonius kom hurtigt i kamp med sit skib, Antonia, men som aftalt med Kleopatra havde han en lille pinasse liggende i nærheden af sit skib, og da lejlighed bød sig  sprang han ned i pinassen og skyndte sig væk mellem fjendens små liburnerskibe - i et fartøj, der var berømt for sin fart. Han sluttede sig til Kleopatra, og de flygtede fra stedet.

 

Ingen om bord på Octavianus’ skib, Divius Caesar,  lagde mærke til pinassen, der var nået en sømil væk, inden mandskabet på Antonia overgav sig. Poplicola og de to andre eskadrer overgav sig straks uden at tage kampen op, mens Lurius, som havde kommandoen over Antonius’ midte, vendte skibene og roede tilbage over bugten. Sosius, der ledte Antonius’ venstre flanke, fulgte Lurius’ eksempel.

Det var en parodi på et søslag. Ud af de 700 skibe på havet var mindre end tyve indblandet i kampe.

Det var faktisk så utroligt, at Agrippa og Octavianus var overbeviste om, at det var en list, og Antonius ville benytte en anden taktik den følgende dag. De roede tilbage og tog en samtale med deres fanger.

 

Poplica fortalte dem den rystende sandhed. Antonius havde forladt sin post for at følge efter den flygtende Kleopatra. Antonius havde slet ikke tænkt sig nat slås.

”Umuligt!” udbrød Octavianus.

Det passer. Jeg så det med mine egne øjne. Og da jeg gjorde det, tænkte jeg: "Hvorfor skal jeg dog bringe  mine soldater og min besætning i fare? Pludselig virkede det mere ærefuldt at overgive sig. Jeg håber, du vil notere dig min sunde fornuft.”

”Jeg vil lade det stå på dit mindesmærke,” sagde Octavianus elskværdigt og vendte sig derpå mod sine germanske livvagter: ”Henret ham.”

Kun Sostius blev skånet for denne skæbne. Det viste sig, at Canidius havde forsøgt at overtale hæren inde på land til at angribe Octavianus’ lejr, men ingen bortset fra ham ville kæmpe, og soldaterne ville heller ikke bryde op og marchere mod øst. Canidius selv forsvandt, mens legionernes repræsentanter indgik en fredsaftale med Octavianus, som sendte de fremmede udskrevne soldater hjem og fandt jord i Grækenland og Makedonien til romerne.

”For jeg vil ikke have nogen af jer til at forurene Italien med jeres historier,” sagde han til repræsentanterne. Mildhed er min politik, men I får aldrig lov til at vende hjem. Gør som jeres herre, Antonius, og lær at elske Østen.”

Gaius Sostius blev tvunget til at aflægge troskabsløfte og blev advaret om, at han aldrig måtte modsige Octavianus’ officielle version af slaget ved Aktion, hvordan den så end ville tage sig ud. ”Jeg har skånet dig på én betingelse.: at du tier, lige til du ligger på dit ligbål. Og husk, at jeg kan antænde det når som helst.”

 

I begyndelsen af marts ankom Canidius til Alexandria.

Han var rejst alene over land fra Epiros til Hellespont, havde krydset grænsen til Bitynien, var redet hele vejen gennem Kappadokien og videre gennem Amanusbjergene uden at blive genkendt. Selv den sidste del af rejsen gennem Syrien og Judæa havde været begivenhedsløs. Hans loyalitet over for Antonius var usvækket, og han havde affundet sig med Kleopatras tilstedeværelse.

Men han bragte dårligt nyt.

”Aktion  er blevet pustet op til det største søslag nogensinde,” fortalte han. ”Mange, mange tusind af dine romerske soldater døde. Så mange, at kun en håndfuld blev taget som krigsfanger. Du derimod kæmpede videre, selv efter at Antonia  gik op i flammer. Så opdagede du, at dronning Kleopatra svigtede dig for at vende tilbage til Ægypten. Du hoppede i en pinasse, forlod dine soldater og satte efter hende, helt ude af dig selv. Du banede dig vej gennem hundredvis af døende , romerske soldater og ignorerede deres bønner om at blive, fordi du kun havde tanke for at indhente Kleopatra. Da det lykkedes dig, og hun hev dig om bord på sit skib, hylede du som  en sparket hund, satte dig på dækket, dækkede hovedet til og rokkede dig ikke ud af stedet i tre dage.

Dronningen konfiskerede dit sværd og din dolk. Du var helt fra den af skyldfølelse over at have ladet dine mænd i stikken.

Nu er hele Italien og Rom naturligvis overbevist om, at du i bedste fald er Kleopatras slave. Dine mest trofaste tilhængere har opgivet dig. Selv Pollio, som dog ikke vil kæmpe mod dig.

 

En kort tid var Octavianus i Rom. Nu er han sejlet han af sted med endnu flere legioner og skibe for at slutte sig til dem, der ligger og venter på ham i Efesos. Jeg har hørt, han vil komme op på tredive legioner i alt, men ikke råde over flere ryttersoldater end de halvfjerds tusind han hele tiden har haft.”

Hvornår tror du, vi kan vente ham,” spurgte Antonius med rolig stemme og uden at fortrække en mine.

”I Ægypten? I juni måske.”

 

Og Octavianus kom til Alexandria i juni. 

Slaget ved Aktion stod den 2. september år 31, og  Octavianus ankom til Alexandria i juni det følgende år. 

Antonius er klar til at kæmpe – et sidste slag.

”Ja, et sidste slag. I morgen ved daggry.” Han tog en dyb indånding og anlagde en bister mine. ”Jeg kommer ikke tilbage, Kleopatra. Uanset hvad der sker, kommer jeg ikke tilbage. Det kan være, vi vinder, men det vil kun være et enkelt slag. Octavianus har vundet krigen. Jeg har tænkt mig at dø på slagmarken på så tapper vis, som det er mig muligt. Nægt mig ikke muligheden for en god død.”

 

Men end ikke den gode død fik Antonius.

 

Da de to hære tog opstilling, var der mellem Antonius’ forreste geledder og Octavianus’ knap en kilometer. Ørne glimtede, kohorteflag i mange forskellige farver blafrede.

 

Og så, på et kort øjeblik, var det hele forbi. Hans egen vexillarius, med fanen højt hævet, kippede med den og gik hen mod Octavianus’ hær. Hver eneste aquilifer med sin Ørn gjorde det samme, og det samme gjorde hver eneste kohortes vexillarius, mens soldaterne fulgte efter, idet de råbte om nåde med sværdene pegende bagud og hvide tørklæder bundet om deres pila.

Antonius rider tilbage til kongepaladset og jager sværdet i sig. Kleopatra lader sig bide af en kobra.

Octavianus bemægtiger sig Ægypten som sin personlige provins.

AFRUNDING

 

Udgangspunktet og omdrejningspunktet for dette blogindlæg har været min benovelse over afstande og mængder. De tusindvis af kilometer, romere tilbagelægger – på skib til søs og endnu mere imponerende over land til hest eller på gåben. De enorme mængder af midler, de kan skrabe sammen. Penge, guld, krigsudstyr, foder, naturalier. De 10.000-vis, ja 100.000-vis af soldater, som hærførerne igen og igen kan blive ved med at stampe sammen.

Med fokus på afstande og mængder er der masser – ja masser af begivenheder, jeg slet ikke er kommet ind på – især omkring Octavianus. Jeg har mest kredset om begivenheder omkring Antonius.

 For eftertiden er Kejser Augustus naturligvis den mest interessante.

Men det vil jeg ikke bekymre mig om. Kriteriet for min udvælgelse af stof – fra Colleen McColloughs omkring 800 sider - var jo afstande, mængder og tiden der går.

Afstande og mængder har der været til overflod – og tiden er gået.