mandag den 17. oktober 2022

Om Japans relationer med Vesten





I mit forrige indlæg beskæftigede jeg mig bl.a. med det fremmedfjendtlige billede, der blev skabt af japanerne i forbindelse med 2. verdenskrig.Og jeg blev pludselig interesseret i de relationer - venskabelige såvel som fjendtlige - der har bestået mellem Japan og de vestlige lande til forskellige tider.Som alle andre steder i verden har vesten ikke holdt sig tilbage fra indgriben.


Jeg lægger ud med de allertidligste handelsrelationer mellem Japan og Europa.


Ved midten af 1500-tallet nåede den europæiske ekspansion til Japan.

Tre portugisiske søfolk var de første europæere, der satte deres fod på japansk jord i september 1543, omend det var et uheld. De tre handelsmænd var om bord på en kinesisk junke med Ningpo i Kina som mål. 

Men en storm blæste dem til det vestlige Japan og øen Tanegashima. 



Der blev taget godt imod dem. Den lokale shogun, Oda Nobunaga, imponeredes  over portugisernes geværer og ville gerne købe dem.

Oda Nobunaga som betragtes som samleren af Japan.

Han fik dem til at bringe flere, hvorefter japanske smedjer også hurtigt lærte at fremstille dem. Besiddelsen af disse europæiske geværer var en stærkt medvirkende årsag til, at han kunne etablerede sig som Japans fremmeste militære leder mellem 1568 og 1582.

                                                     

Japanerne kendte godt til krudt og kanoner, men da landet  havde love, der forbød brugen af hjulet (mærkeligt?), var det  vanskeligt at transportere artilleri. De portugisiske rifler - arkebusser - var lette, havde en særlig fyringsmekanisme, så man kunne affyre to skud og var lette at sigte med.




I Japan kom geværet til at hedde en Tanegashima, fordi det var på øen Tanegashima, det første gang blev introduceret.

Hurtigt blev der etablerer en handelsstation ved Nagasaki, som indtil da blot var en beskeden fiskerihavn, men snart udviklede sig til et blomstrende handelscenter.

I nogle år havde de kinesiske og koreanske kyster været plaget af japansk sørøveri - kaldt Wokou.  Øen Tsushima, der ligger midtvejs mellem Japan og Korea, fungerede som piraternes skjulested.


Kinas reaktion på sørøveriet blev et forbud mod søhandel. Også af den grund var de portugisiske handelsmænd meget velkomne i Japan, for de kunne bringe de kinesiske varer, som japanerne ellers var afskåret fra. 

Portugiserne kom til at fungere som en slags formidler af asiatisk handel.
De købte varer undervejs fra Goa til Japan - og især kinesisk silke og ming-porcelæn i Macao. Når varerne var solgt i Japan, købte de guld og sølv fra minerne på Honshu, masser af kobber og blandt andre varer var malede skærme, lakæsker, lakskabe, kimonoer, sværd og spyd. 


På Rosenborg Slot så vi for et par år siden disse to flotte japanske lakskabe, der har fundet vej til Danmark





Senere blev Japan særlig interesseret i også at købe bomuldsprodukter, hjorteskind, rokkeskind, tin, sappantræ, , bly og sukker.
Af den importerede bly fremstillede Japankugler til musketter, som de eksporterede tilbage til bl.a Siam.Det er et eksempel på en blomstrende international handel i det asiatiske område.

Hvert år indtil 1618 ankom et enkelt stort karakfartøj, 'Det Store Skib', til Japan. Fra 1619 til 1639 blev dette enkelte skib erstattet af en flåde af mindre skibe.
Skibene, der sejlede på ruten mellem Macao og Nagasaki blev af japanerne kaldt "de sorte skibe på grund af den sorte beg, som skibene var smurt med for at holde rurer og andet væk.



Også spanske fartøjer (1600), hollandske (1609) og engelske (1613) dukkede op for at få deres del af den profitable handel, og de fik også lov til at handle, selv om portugisernes forsøgte at holde dem væk ved at sige, de var spanske pirater.
Englænderne bragte f.eks. sæbe, tobak og andre produkter, der var ukendte i det feudal Japan. 


Japanerne kaldte udlændingene for Nanbanjin, som betyder "sydlige barbariske folk". Handelen med dem blev derfor kaldt for "Nanban-handelen".

Japanerne var til at begynde med meget foragtelige over for nykommerne:

”De spiser med fingrene i stedet for at bruge spisepinde som os. De viser deres følelser uden nogen selvkontrol. De kan ikke forstå betydningen af ​​de skrevne tegn. 

Japanerne syntes også, at europæerne havde (grimme) lange næser og gik i noget mærkeligt tøj.


Det sidste kan man måske nok være enig med dem i.
Bemærk den sorte slave, der bærer baldakinen over den portugisiske kaptajn.

På samme måde var europæerne dybt forundrede over japanernes adfærd. Mens den vestlige verden stadig brugte ærmerne til dette formål, så: " ... blæser de deres næse i kinesiske lommetørklæder af silke, omtrent på størrelse med hånden, og bruger aldrig et lommetørklæde to gange." 

Men portugiserne købte også slaver - især kvindelige - og solgte dem forskellige steder i udlandet og også i Portugal. Portugiserne værdsatte kinesiske og japanske slaver meget mere end mauriske muslimer og afrikanske slaver, og de tillagde dem kvaliteter som flid og intelligens.
Hvad disse kvaliteter så skulle bruges til - det var jo som regel til seksuelle ydelser, de blev købt.

De japanske slaver blev også solgt som konkubiner på de portugisiske skibe og end ikke blot for portugisere, men nogle blev endda solgt til et liv som slaver for andre slaver - det være sig malaysiske eller afrikanske.  Stakkels kvinder. Og det var en handel, som også de missionerende jesuitter deltog i.
 
Dog skal det siges, at Portugal i 1595 vedtog en lov, der forbød handel med kinesiske og japanske slaver. Men om den blev overholdt? Sandsynligvis ikke umiddelbart.


I 1549 var den 
jesuitiske missionær Francisco Xavier ankommet til Yagoshima på Kyushu.


Jesuitterne fik overdraget Nagasaki som len mod et løfte om, at der aldrig skulle være portugisisk militær på området. Jesuitternes missioneren var aggressiv og fik  stor succes. Mange japanere konverterede fra buddhisme til kristendom. I begyndelsen til ledende japaneres tilfredshed. Jesuitterne blev led i de store jordbesidderes politiske spil. 


Men efterhånden syntes shogunen nok, det gik lidt for godt.
I 1637 kom et oprør - Shimbaraoprøret - hvor japanske kristne gjorde oprør mod Tokugawa shogunatet.
Togugawa mente, at udenlandske købmænd og især de mange jesuitiske missionærer havde støttet oprøret, så japanske kristne blev henrettet eller tvangsomvendt, missionærerne deporteret og de udenlandske købmænd sendt hjem.
Kun hollænderne, som aktivt havde hjulpet med at nedkæmpe oprøret, fik lov til fortsat at opretteholde en handelsstation og sende handelsskibe til landet.

Japan blev gjort til et lukket land. Denne selvpåførte isolation kaldes på japansk Sakoku. 

Det blev under dødsstraf forbudt japanerne at forlade landet  og endog at bygge havgående skibe. Ofte blev søfarende, fiskere og skibbrudne, som  havde haft kontakt til udlandet, dræbt på de lokale japanske fyrsters  foranledning.

Skydevåben blev stort set udryddet, og Japan vendte tilbage til brug af sabel, fordi det blev anset for mere civiliseret. 

Kun hollændere - som nævnt - og senere også kineserne - fik lov at opretholde handelsstationer i Nagasaki, men helt afskåret fra det øvrige samfund. Siden 1609 havde både portugiserne og Det Hollandske Ostindiske Kompagni haft deres virke på øen Hirado, men ved Japans nedlukning blev samtlige portugisiskbyggede pakhuse på Hirado  jævnet med jorden, og  hollændere blev af regimet tvunget til at flytte til Deshima. Deshima i Nagasakibugten blev den eneste havn, hvor de hollandske handelsmænd fik lov til at komme ind.

Deshima var en lille vifteformet kunstig ø, som blev skabt ved at grave en kanal gennem en smal halvø. Den var blot 120 gange 75 meter og var forbundet med fastlandet ved en enkelt bro. Den var bevogtet i hver sin ende og havde en port på den nederlandske side.





Da hollænderne blev flyttet dertil i 1641, bestod Deshima af syv forladte boliger og otte pakhuse. De blev istandsat og udvidet, så der blev plads til boliger til omkring tyve hollændere, til pakhuse og til opholdsværelser til japanske embedsmænd. 


Kun ti-femten mand, med et maksimum på tyve, måtte opholde sig på øen, herunder altid en læge og en oversætter. De var under streng, konstant bevogtning, og de fik ikke lov at komme ind på fastlandet.

Symboler, bibler eller andre udtryk for den kristne tro var strengt forbudt.  Ja, selv de døde måtte ikke begraves i japansk jord, men fik en sømandsgrav ude i Nagasaki-bugten.

Udlændinge, der blev truffet uden for øen, risikerede at blive henrettet.

Dog - én gang om året måtte hollænderne betræde fastlandet. Det var når de skulle på ”hofkur” til Edo (Tokyo), hvor de skulle vise shōgun og andre højtstående embedsmænd respekt og medbringe store gaver.

Selvom denne rejse til hoffet i starten var et velkomment afbræk i øens kedelige tilværelse, ændrede den efterhånden karakter fra en privilegeret udflugt til en betragtelig belastning. Den 2000 km lange rejse over land varede tre måneder og var forbundet med store omkostninger. Den hollandske opperhoofd - kaptajnøverstbefalendeskulle ledsages af en hær af bærere, tolke, tjenestefolk og herolder, og i forvejen havde shōgun afleveret en lang, detaljeret ønskeliste, ”Kejserens Krav”, om f.eks. kostbare videnskabelige instrumenter, teleskoper, astrolabier, glober, bøger, eksotiske dyr og tropiske fugle.

Handelsårets rytme blev bestemt af de skibe, der sejlede fra Batavia (Jakarta i Indonesien) til Deshima. Hollændere kom med træ, skind, råsilke, kviksølv, tin, bly, sukker og krydderier, mens Japanerne eksporterede guld, sølv, kobber, mønter, kamfer, sake og soja. 

Med få undtagelser (handelsmænd, embedsmænd- især et større tolkekorps - prostituerede) måtte japanerne heller ikke betræde Deshima.

Men i handelssæsonens travleste tid fra august til november havde op til 200 japanere deres daglige gang på øen; oversættere, leverandører af fødevarer, kokke, tjenere, tømrere, brandvagter, portvagter og bærere, som alle skulle lønnes af Det Ostindiske Kompagni.

 Hvert skib, som anløb havnen, blev inspiceret af japanerne, våben blev konfiskeret, bibler og anden kristen litteratur blev forseglet i tønder, og skibets sejl blev inddraget og først leveret tilbage, når alle handlens formaliteter var afsluttet, og skibet fik lov til at sejle igen.

Handlen var meget profitabel for hollænderne, oprindeligt med en fortjeneste på 50% eller mere, men handelsaktiviteten aftog i det 18. århundrede. I de første 30 år besøgte cirka 7 skibe Deshima om året. Dette faldt til 5 fra 1671 til 1715, mens man herefter kun tillod 2 skibe om året.

Da den hollandske flåde blev overtaget af Frankrig  i begyndelsen af 1800-tallet, måtte man låne skibe fra andre nationer så som  USA og Danmark, hvilket man fik lov til, fordi man altså var det eneste vestlige land med adgang til Japan.

Men dette blev også afslutningen på Hollands dominans inden for søfart i Østen, og kontakten til Japan blev gradvist svækket, samtidig med at Storbritannien overtog de hollandske kolonier.


Grundet den lange periode, hvor Dejima fungerede som Japans eneste dør til omverdenen, var dette altså stedet, hvor japanerne første gang blev introduceret for nye opfindelser og produkter såsom fotografering, klaverer, chokolade og kaffe, og det var også hér, mange japanske dyre- og plantearter første gang blev “opdaget”, når de blev observeret og beskrevet af hollænderne.

I kontakten med japanerne spillede lægevidenskaben en stor rolle. Nogle gange blev læger fra Deshima hidkaldt for at tilse højtstående japanske patienter.  Lægeviden kunne senere omveksles til særlige privilegier. Særlig en bestemt læge og botaniker, tyske Phillip Franz von Siebold nød sådanne privilegier. Det var ham, der introducerede vaccination i Japan.

Han fik lov at oprette en lille medicinsk skole, først på øen, senere inde i byen. Skolen udviklede sig til et større lærested, som efterhånden opsøgtes af mange japanske studerende, som her kunne erhverve sig vestlig viden ikke blot inden for lægevidenskab, men også inden for f.eks. matematik, astronomi og andet. Dette blev efterhånden kaldt "hollandske studier".

Siebold opholdt sig på Deshima fra 1823 til 1829. Han levede sammen med en japansk kvinde, og deres datter blev Japans første kvindelige læge.

Han fik som nævnt efterhånden lov til at forlade øen og foretage videnskabelige studier af Japans flora. og fauna - mest flora. På Dejima oprettede han en lille botanisk have, med væksthus.  

Efterhånden fik han lov til at virke som læge blandt befolkningen i et større område uden for øen. Hans patienter betalte ham ofte med fysiske effekter, og på den måde fik han samlet en hel etnografisk samling. En del af disse effekter kan ses på Von Siebold-museet i Leyden, Holland.

Adskillige planter har fået navn efter Siebold, f.eks. 

Acer sieboldianum

Hosta sieboldii 

Magnolia sieboldii

Primula sieboldii

Prunus sieboldii:

Viburnum sieboldii

Det var ham, der bragte bl.a. hortensia til Europa - og desværre også den stærkt invasive japansk pileurt.

Siebold lyder til at være en rigtig spændende person, som der kunne fortælles meget mere om. Han er vist mest kendt blandt havefolk, men der findes  immervæk 7 museer  - i Tyskland, Holland og Japan -  der hædrer ham.

I Hortus Botanicus i Leiden har man anlagt "Von Siebold Memorial Garden", en japansk have med planter sendt hjem af Siebold.

Selv om Siebold var anerkendt og accepteret af japanerne, endte han med at blive udvist af landet.

Under et af besøgene i Edo kom han i kontakt med hof-astronomen Takahashi Kageyasu, som forærede ham flere detaljerede kort over Japan og Korea. Ved et tilfælde opdagede myndighederne, at han besad et kort over Hokkaido. Det var strengt forbudt. Siebold blev anklaget for højforræderi og for at være spion. Han blev sat i husarrest og efterfølgende udvist fra Japan.


Siebold forlod landet 22. oktober 1829 og sejlede til Batava. Mens han opholdt sig på Dejima havde han sendt 3 skibsladninger hjem med planter og etnografiske effekter. Også da han forlod landet havde han med sig en enorme samling af dyr og planter. Imellem planterne var der også en lille teplante og nogle spirende tefrø, som det lykkedes ham at smugle ud og aflevere til den botaniske have Buitenzorg i Batava.  Indtil da havde Japan nidkært  vogtet over handlen med teplanter.  Men ved denne simple handling startede Siebold en tekultur på Java, og allerede i 1833 kunne Java prale af 1/2 million teplanter.

En lille hævn fra Siebold måske.

Siebolds arbejde med at indsamle  flora og fauna blev fortsat af hans efterfølger på Dejima, Heinrich Bürger. Og hjemme i Holland udgav Siebold et stort værk, Flora Japonica.


I mere end 200 år lykkedes det at opretholde den japanske isolationspolitik.

Det blev en periode med økonomisk vækst med øget produktivitet i landbruget, teknologiske forbedringer, en blomstrende handel. Slutningen af 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet kaldes genroku. Perioden kendetegnes af velstand, ekstravagance og nydelse. Genroku var en blomstringstid for teater - både samuraiernes traditionelle Noh-teater og det nye kabuki og dukketeater, som blev underholdning for den almindelige bybefolkning. Det var også i denne periode, at haiku-digtene startede.

Senere fulgte dog en periode med forgældede samuraier og landsomfattende hungersnød og social uro og bondeoprør i 1780'erne og 1830'verne.


Opiumkrigen 1840-1842 havde de europæiske stormagter gennemtvunget Kinas åbning og etablering af såkaldte traktathavne. Også USA havde spillet en rolle her. Den japanske regering var ikke uvidende om disse begivenheder.


Og i 1853 stævnede den amerikanske flådekommandør Matthew Perry (1794-1858) ind i Edobugten. Han medbragte et brev fra den amerikanske præsident, som bad kejseren frigive nogle amerikanske skibsbrudne, som var blevet fængslet i Japan. Han ønskede dog også at forhandle handelsforbindelser med Japan.  Han demonstrerede sin militære overmagt ved at affyre kanoner og lade sine soldater eksersere på stranden. Hans ønske om at møde kejseren blev (naturligvis) ikke opfyldt. 

Han forlod bugten med sine to krigsskibe og to handelsskibe skibe, men året efter vendte han tilbage med to krigsskibe. Og nu fik han lov til at gå i land.


 Han medbragte en lang, lang række gaver, der skulle vise japanerne, hvad de kunne opnå ved at indgå en traktat og handle med USA, f.eks. en telegraf, en trykpresse, en model af et damptog en revolver, et teleskop, et eksemplar af Audeborns Birds of America, whisky, champagne og meget, meget, meget mere. Se listen her


På trods af venlig optræden og de mange gaver, viste tilstedeværelsen af de ti krigsskibe, at USAs tilbud om handel var et ultimatum - som japanerne da også måtte bøje sig for.


 To havne, Nagasaki og Edo blev åbnet.


Perry blev en national helt i USA og begivenheden kom på et frimærke

En del japanere kunne måske nok se fordelene ved at åbne landet op for handel med udlandet. Men de følgende år foregik der yderligere forhandlinger også med Storbritannien, Frankrig, Rusland og Holland. Forhandlinger som i  1858 resulterede i det, der betegnes som en af de såkaldte  Ulige traktater: Edo, Kobe, Nagasaki, Niigata og Yokohama blev åbnet; det japanske toldvæsen blev sat under international kontrol, og en lav importtold fastlagt, de udenlandske residenter fik eksterritorial ret. 

Som kuriosum kan nævnes, at også Danmark i 1867 fik handels-rettigheder.


 De forløbne år havde shogunerne haft den største magt i Japan. Men den påtvungne genåbning af Japan medførte store forandringer. Kejsermagten genrejstes, og hovedstaden blev i 1868 flyttet fra Kyoto til Edo (Tokyo).

Det blev også en tid med mange konflikter mellem Japan og Kina og mellem Japan og Rusland, og en tid, hvor Europa gang på gang blandede sig i japanske udenrigsforhold.

Herom meget mere i næste indlæg om Japan fra genåbningen til slutning af 2. verdenskrig