I dagene 4. januar til 21. januar 2019 var vi på et fantastisk krydstogt rundt om Kap Horn.
Kap Horn, Tierra del Fuego, Ushuaia, verdens sydligste by. Stednavne, der i tidens løb har været forbundet med store eventyr og utallige strabadser.
Uafhængigt af hinanden havde vi en tid studeret avisernes reklamer for sejladsen rundt om Kap Horn, og en dag sagde vi det højt. - At det var en tur, vi nok gad komme med på.
Turen var dyr, men da vi opdagede, at det var en tur, som vi begge længe havde kredset om i tankerne, ja så besluttede vi os hurtigt. Den ville vi på.
Jeg havde samlet noget ferie, afspadsering og seniordage over, og de rakte lige netop til de 18 dage, som turen varede.
Afgang Billund lufthavn kl. 14 mod Amsterdam.
6 timers ventetid her, men det var trods alt bedre end den første rejseplan, vi havde fået, hvor der kun var 2 timers mellemlanding i Amsterdam - en kæmpelufthavn at styre rundt i og med fare for, at bagagen ikke nåede at blive omladet, hvis der skulle opstå forsinkelse fra Billund.
Tiden gik hurtigt, og snart sad vi i afgangshallen og studerede de mennesker, der kom og satte sig - hm .. hvem af dem mon det er, vi skal rejse sammen med? Vi var to par, der fløj fra Billund. De øvrige kom fra København.
De fleste gæt viste sig at være forkerte. To andre danske rejsebureauer havde gæster til samme rejse, så der var mange danskere, der skulle på flyet til Santiago.
Tværs over Atlanten, ned i Buenos Aires for at sætte passagerer af og fylde op med nye, der blot skulle en smuttur på tværs af Sydamerika hernede i den smalle del af verdensdelen, og endelig ankomst i Santiago.
Det blev til 18 timer fra Amsterdam, men med gode måltider, drikkevarer, film, snacks og et godt sovehjerte var det ikke så slemt.
Mellemlanding i Buenos Aires
Kort visit i Santiago
Busturen fra lufthavnen og ind til overnatningsstedet et helt ny sted er altid spændende. Ofte får man et tydeligt tværsnit af området, og det gjaldt også her. Byens forskellige kvarterer - de rige, de fattige, de gamle, de nye, industrikvarterer, forretningskvarterer, boligkvarterer passerede revu. Og som altid en flod at følge og krydse med den slum, der ofte har samlet sig her.
Check-in på hotellet, et hurtigt bad og så var vi klar til den officielle byrundtur.
Vi startede med at tage en tovbane op på et højt punkt med fin udsigt over byen. Santiago ligger i en smal dal mellem to bjergkæder. En sidste trappe op til et kapel i dejlig sommertemperatur på denne Helligtrekongers Dag. Himlen var lidt diset, men alligevel et flot vue ud over byen og bjergene.
Mit skarpe blik spottede straks byens store stadion - den røde plet på fotoet her til højre lige midt i billedet - der hvor titusindvis af mennesker blev samlet under kuppet mod Alleende i 1973 - og hvorfra mange aldrig vendte tilbage.
Hvis jeg havde været bystyret, ville jeg have revet denne skændsel ned og have skabt en mindepark. Men det havde man ikke gjort. Nu blev den brugt til store koncerter. Hm ..... De unge ønsker at se fremad, sagde den søde unge guide, da vi diskret spurgte lidt ind til bygningen, som ellers ikke blev udpeget for gruppen.
Herefter en gåtur inde i centrum. Regeringspalæet og pladsen
foran, hvor statskuppet i 73 udspillede
sig, og hvor Alleende blev skudt, blev dog fremvist sammen med en stor skulptur
af den tidligere præsident. Nogle hævder, han ikke blev skudt, men begik selvmord
- måske for at tage glansen lidt af den demokratisk valgte, men af den CIA-støttede højrefløj afsatte, præsident
Udsigt fra hotellet tidligt næste morgen
Valparaiso
I bus over lave bjerge og to smalle og langstrakte dale - en
hvor der dyrkedes grøntsager, en hvor der dyrkedes vin, hvorefter vi ankom til
Valparaiso.
I Valparaiso findes en stor havn, der dog kun er en afglans af tidligere tiders storhed fra dengang alle skibe måtte sejle syd om Kap Horn. Med anlægget af Panamakanalen ændredes dette radikalt. Havnen er dog stadig vigtig.
Valparaiso viste sig at være en charmerende by med mange farvede træhuse, og så er den kendt for sine murmalerier, stejle trappegader og afslappede atmosfære.
Vi besøgte huset, hvor nobelprisvinderen Pablo Neruda havde boet.
Et spændende, velhavende og ret krukket hjem med en god historie og en fantastisk udsigt.
Her har nok fundet mange kuturradikale og politiske diskussioner sted.
Neruda var på et tidspunkt kandidat til præsidentembedet.
.
Nede på havnen flotte store, hvide officielle bygninger fra kolonitiden og et mindesmærke for salpeterkrigen mellem Chile på den ene side og Bolivia og Peru på den anden i 1883. Krigen handlede især om adgangen til den værdifulde guanogødning. Vinder af krigen blev Chile, og da jeg var i Bolivia nogle år tidligere, hørte jeg bolivianernes udlægning af denne krig, som de mindes med vrede og bitterhed. Det var i den krig, at de mistede deres adgang til havet.
Forholdet mellem Chile og Argentina var også skrøbeligt, så for at få ro på bagsmækken og undgå at Argentina sluttede sig til krigen, afgav Chile på dette tidspunkt et landområde til Argentina. Noget, de nok har ærgret sig over senere, da der blev fundet olie netop i det område
Påmønstring på Celebrity Eclipse
Herefter fik vi endnu en kort bustur med fremvisning af et eksklusivt ferieområde lige uden for byen og vi fik et godt indtryk af landskabet frem til den havneby, hvor vi skulle påmønstre Celebrity Eclipse - det eksklusive krydstogtskib, hvor vi skulle tilbringe de næste 2 uger.
Imponerende at se den logistik, det krævede at få alle ombord - få tjekket identitet, få kufferter mærket, så de kunne bringes til den rigtige kahyt, få udleveret det meget vigtige passagerkort, som skulle i brug hver gang vi forlod og atter vendte tilbage til skibet, så de havde styr på alle mand ved afgang, få udleveret det rigtige drinkskort - der var tre forskellige kategorier.
Alt sammen foregik hurtigt, effektivt, stilfærdigt. Ingen forvirring, ingen ventetid i lange køer.
Naturligvis blev vi budt velkommen med champagne og blev derefter vist hen til vores kahyt.
Dejlig overraskelse! Guiden havde antydet, at det ofte skete, men man kunne ikke være sikker. men vi var blandt de heldige: Vi var blevet opgraderet til kahyt med egen terrasse, og desuden havde vi fået kahyt, der vendte ind mod land på størstedelen af rejsen/den mest interessante del af sejlturen.
På forhånd havde vi kun købt udvendig kahyt. For 5000 kr. ekstra kunne vi have købt kahyt med egen terrasse. Vi tænkte, at der nok var dæk nok at sidde på, så mon vi havde behov for privat terrasse? Nu fik vi den uden merbetaling, og det viste sig at være en komfort, som vi virkelig kom til at nyde. Fordelen var, at vi blot kunne åbne døren og komme ud og sidde, når vi bare havde lyst til lidt frisk luft i fred og ro, uden at skulle hen ad lange gange, op ad mange trapper eller med elevator 7 etager op fra 6. etage til 14. - Og nej, jeg har ikke talt forkert. 13. tage fandtes ikke.
Masd og drikke
Vel installeret kunne vi kaste os over frokost-buffeten. En overdådig buffet med ALT og en buffet, vi kunne nyde hver dag de næste 2 uger - hvis vi ikke lige var på udflugt ved frokosttid, men så kunne man altid lige nå ind og hapse en bid, selv om man kom sent tilbage og allerede havde spist frokostpakke eller en anden lækker frokost på en spændende lokal restaurant inde på land.
Det var i det hele taget UMULIGT at nå at være sulten eller tørstig i mere end 10 minutter ombord.
Morgenmadsbuffeten var ligeledes overdådig, og om eftermiddagen var der fri kaffe/te med kage i en lille café. Drikkevarer og DRINKS var frit tilgængelige hele døgnet rundt. Så efter 14 dage ombord var jeg - der ellers stort set aldrig rører øl, vin og spiritus - blevet stor drinksekspert og havde fået flere favoritter.
Og så var der alligevel et par finurligheder. Man kunne frit tage vand, cola og andre drikkevarer med ned i kahytten. Det havde vi ikke gjort, for der stod to hel-liters vand på værelset. Det viste sig så senere, at lige præcis de to flasker på værelset, skulle man betale ekstra for. Spørg mig ikke hvorfor. To colaer kom vi også til at betale for, for det viste sig, at der lige tilfældigvis var én bar, der ikke var inkluderet i vores drikkekort - den i ankomstområdet, hvor vi en af de første dage havde taget en cola - af alle steder.
Aftensmaden var hver aften en tre-retters middag i en finere restaurant med personlig betjening. To tjenere, en overtjener og en vinkyper kræsede om os. Vi kunne vælge mellem - jeg tror, det var 6 forskellige forretter, hovedretter og desserter, og udbuddet var forskelligt fra dag til dag, og tjenerne kom så og vejledte os om, hvilken vin de ville foreslå.
Efter nogle dage fik vi den 10-års portvin afløst af en 20-års portvin, selv om det vist lå lidt ud over vores drikkekort.
Her kunne man også - når man trods alt efter nogle dage var blevet lidt træt af de mange mennesker og ræset ved buffeten, vælge at indtage sin morgenmad i fred og ro og med betjening.
Ren afslapning
Nok om mad og drikke.
De første dages sejlads bød på flot hav, fine landskaber og tiden blev brugt på at finde rundt på skibet.
Bibliotek, soldæk, swimmingpool (som vi nu aldrig hoppede i), fitness center, som vi også holdt os langt fra. Men på dækket var der også en motionsbane, som vi flittigt skridtede af - sammen med mange andre. 5 ture rundt gav en km, så vidt jeg husker.
Mest opholdt vi os i panorama-rummet forrest på skibet - læste, holdt udkig, mediterede, hyggesnakkede, vandt en videns- konkurrence! Præmien var, at vi kom med i en trækning om den egentlige gevinst. Vi glemte at tjekke, om vi vandt! Pyt, det gjorde vi nok ikke. Der var to konkurrencer hver dag og 3000 gæster ombord.
Landgang i Puerto Mont
3. dags morgen var vi nået til første landgangssted i Puerto Mont, og vi stiftede bekendtskab med tenderbådene. Mindre både, der skulle sejle os ind til land, der hvor der ikke var en dyb nok havn for vores store skib.
Igen måtte vi beundre logistikken og den stilfærdige afvikling af transport af de mange, mange mennesker, der alle skulle på land på samme tidspunkt- og tilbage igen senere på dagen, hvor vi dog ankom mere spredt.
Med vores skibspas fast i hånd gik vi fra borde, mens personalet mindede os om, hvornår vi senest skulle være tilbage.
Kom man ikke til tiden, var det bare ærgerligt - så måtte man selv finde transport frem til næste havn, og det ville ikke blive nemt i de egne af Sydamerika!
Første landgangtur var imidlertid en fællesudflugt for vores gruppe sammen med Michael, vores danske guide - en af dem, vi havde købt på forhånd derhjemmefra, så her behøvede vi ikke at frygte at blive sejlet agterud - og i tilfælde heraf, ville det være guidens ansvar. Meget betryggende.
Om turguiden
Michael, vores guide, havde været på uendelig mange krydstogter, men havde aldrig været på denne tur, som var jomfruturen for Kulturrejser. Han havde aldrig været i Sydamerika og talte ikke spansk. Hm.. det studsede jeg jo lidt over, men på alle udflugterne fik vi jo som vanligt på sådanne ture tilknyttet lokalguider, som alle delte ud af deres store viden om netop deres område, og alle kunne engelsk, så der var ingen problemer. På den måde fungerede vores danske guide jo mere som rejseleder, og det var han uovertruffen til. Effektiv og et behagelig, kultiveret bekendtskab med øje for hver enkelt deltager uden at det virkede overdrevent eller påtaget. Det må være nødvendige egenskaber i det job. Han lever nok 2/3 af året på sådanne krydstogter, så der var god grund til, at holdt godt igen ved måltiderne og desuden var i fitness center inden morgenmaden. I sommermånederne er han hjemme i København, hvor han arbejder som lokalguide og modtager krydstogtrejsende her :-)
Osornovulkanen og Petro Hue-vandfaldene
Fra Puerto Mont kørte vi langs Chiles største sø, Llanquihue. I området bor mange tyske indvandrere, som fik tilskud fra den chilenske regering for at bosætte sig her og opdyrke det frugtbare område. Området kaldes også Lille Schweiz. Vi kørte gennem et meget varieret landskab med skov, små landbrug med korn og enge med kvæg og populære fritidsområder op til og et stykke op ad vulkanen Osorno, som i de nedre områder er dækket af tempereret regnskov. Det regner RIGTIG meget i området. Vi var heldige. Vi havde tørvejr og rimelig god udsigt til toppen af vulkanen.
Osornovulkanen er ret aktiv, og det siges, at Darwin oplevede et udbrud i 1835.
Undervejs opad stoppede vi for at kigge på sprækker i lavaen.
Bjerglandskabet var fuldstændig som jeg huskede Andesbjergene i Bolivia.
Området er kendt for sine fine laks, som vi naturligvis fik til frokost på en hyggelig restaurant, der lå ned til søen - og hvad der var endnu bedre, som vores lokal guide havde fundet til os, fordi hun kendte den og vidste, at der der ikke var så fuldt med turister som andre steder. Så meget fredeligt. Herefter besøgte vi Puyehue-vandfaldene, hvorfra vi igen havde et flot vue op til Osorno - den fuldendte keglevulkan. Puyehue betyder for øvrigt vand med mange fisk.
To andre af områdets vulkaner har været i voldsomme udbrud for nylig. Puyehue i 20111 og Calbuco i 2015, kun 30 km nordøst for Puerto Montt, hvor vi var gået i land.
Vores guide kunne levende berette om, hvordan hun havde oplevet dette. Chile er jo meget smalt, oig da vinden var vestlig blev de store støvskyer ført over mod Argentina, hvor de anrettede store skader. Naturfotografer fik de flotteste billeder af lyn oppe i støvskyen over vulkanen, og al flytransport blev naturligvis aflyst i flere dage.
Da Calbuco gik i udbrud i 2015 var jeg netop i gang med en række oplæg på skolebiblioteket om vulkaner, så der fik jeg jo meget aktuelle beretninger om udbruddet og flotte billeder at vise frem.
Det var derfor sjovt pludselig selv at befinde mig i området.
Kort tid efter vi kom hjem, faldt jeg over en artikel omhandlende de tidlige bosættelser i Puerto Montt-området.
Fra nettet har jeg hentet denne beskrivelse:
Området omkring Puerto Montt og Puerto Verde har allerede meget tidligere været et sted for mennesker. For omkring 10.000 år siden indvandrede de første oprindelige folk til området og bosatte sig i de frugtbare dale og kystområder i Chile. Eksempler på fund fra disse folk er Monte Verde i
nærheden af Puerto Montt, Cueva del Milodón i Patagonien og lavatunellen i Pali-Aike-krateret, ligeledes i Patagonien. I det chilenske område
boede forskellige folk. Mod nord boede atacameñoerne og diaguitaerne;
begge folkeslag var agerdyrkere og beherskede vandingsteknikker, hvilket
tyder på en vis statsdannelse. Længere mod syd boede mapucherne (af spanierne kaldet araucaniere), somder menes at have været omkring en million af. Mapucherne modstod med held
adskillige inkaforsøg på at underlægge sig dem på trods af, at
mapucherne tilsyneladende ikke havde nogen central magt.
Kulminationen på denne strid var slaget ved Maule (i slutningen af det
15. århundrede), hvor inkaherskeren Túpac Yupanqui ved floden Maule
måtte se sig besejret i et blodigt, tre dage langt slag, der blev enden
på inkaernes erobringstogt mod syd. Se mere https://www.wikiwand.com/da/Chile
Da vi i Puntas Arena besøgte et etnografisk museum så vi en kopi af La Cueva de las Manos, som ligger ved Rio Pinturas, forholdsvis tæt på område 7 på kortet. Disse områder i Patagonien har som det ses mange spor efter tidlige beboelser.
Men området ligger meget svært tilgængeligt, så jeg behøver ikke ærgre mig over, at jeg først rigtig blev opmærksom på dette UNESCO-site, efter vi kom hjem. Der ville ikke have været mulighed for at komme derind alligevel.
Se mere https://www.atlasobscura.com/places/la-cueva-de-las-manos-cave-of-hands
På havet igen
Tilbage ombord fortsatte vores rolige sejlads med smukke udsigter i den chilenske skærgård.
Men det skulle snart ændre sig.
Det trak op, regnen begyndte at strømme ned, og bølgerne blev højere og højere
Landgang i Puerto Arenas
Kaptajnen lagde kursen om, stormen stilnede af, vi kom ind i Magellanstrædet og nåede frem til Punta Arenas.
I Punta Arenas startede vi i bymidten, hvor vi besøgte en park med en stor statue af - selvfølgelig - Magellan.
Guiden gjorde meget ud af, at det var en stille dag denne dag, men at det kunne storme ganske forfærdeligt. Så man var i gang med at opsætte rækværk, som folk kunne hage sig fast i, når blæsten susede ned gennem den lige hovedgade. Men som sagt var det denne dag et meget stille vejr.
Efter at have hilst på Magellan var vi inde og se en kirkegård - en typisk sydamerikansk en af slagsen med mausoleer og inddelt efter nationalitet. Jeg blev forundret over, at der var så mange indvandrere fra Østeuropa
Herefter kørte vi ud til et frilandsmuseum, hvor der var opstillet kopier af både Magellans skib og Darwins skib Beagle. Det var spændende at bevæge sig rundt på skibene og mærke, hvor små de i virkeligheden var, når man huskede på, hvor mange mænd, der havde været klemt sammen ombord og hvor hårdt vejr, de havde sejlet i for flere hundrede år siden.
Nu skulle vi ned til en mindre havn for at sejle ud mellem nogle småøer for at se pingviner og søløver. Men guiden havde travlt med at tale i mobil. Vi holdt ind på en tankstation og kunne gå ind og handle lidt - og guiden talte stadig i mobil. Det gik op for os, at der var noget galt. Og det var der. Vejret var skiftet, så farvandet var blevet uroligt, så vi kunne ikke komme ud på den ventede sejltur.
I stedet kom vi på et forlænget besøg på et etnografisk museum - som viste sig at være vældig spændende om dyr og leveforhold i de barske områder i Patagonien og om mødet mellem de oprindelige beboere og de europæiske indvandrere/lykkeriddere. De første nybyggere var simpelthen døde af sult, for der var ingen måder at skaffe mad i det barske område - og dog, der var jo alligevel nogle indfødte, der levede af fisk - og næsten boede i deres både. Der gik mere end 100 år, før et nyt hold nybyggere forsøgte sig. De havde bedre proviant med og det lykkedes at slå sig ned her.
Præsentation fra nettet:
Maggiorino Borgatello Salesian Museum
This 1,700-square-foot mecca of Patagonia heritage covers an entire
history, culture and tradition in just four floors. Travelers can
explore the well-organized galleries created by Salesian missionaries
back in the late 1800s and learn about the rich ethnology, archaeology,
wildlife and diversity of the region.
Visitors rave about the Cave of the Hands replica, which is displayed in
a room dedicated to Southern Patagonia, and many applaud the museum’s
honest handling of colonists, too. The Salesians made every effort to
preserve artifacts from the Ona, Tehuelche, Alacalufe and Yamana people,
while also explaining the impact of European colonists on local
traditions and the role of pioneers in helping to create modern day
Punta Arenas.
En af museets stolte udstillingsgenstande var i øvrigt den stol, som paven havde siddet i, da han besøgte byen. Jeg husker ikke hvornår, det var.
Guiden telefonerede stadig, for hvad skulle de tilbyde os i stedet for den aflyste sejltur?
Punta Arena havde i virkeligheden meget mere at byde på - flere museer. Det endte imidlertid med, at han - måske efter input fra vores rigtig søde danske guide og måske ud fra en vurdering af, hvem gæsterne på luksuriøse krydstogter er - havde fået arrangeret en middag på en lille farm i udkanten af byen. Det bød også på lækker lokal lammesteg, og det var hyggeligt at komme ind på en måske næsten helt almindeligt lokal farm. Eftermiddagen blev afsluttet med en spadseretur i en lille park med modeller af de mange dinosaurer og andre fortidsdyr, der havde levet her på stedet i tidernes morgen. I området er fundet flere fossiler, og det seneste fund havde givet lidt problemer, for det blev fundet lige præcis på grænsen mellem Chile og Argentina, så hvem havde nu retten til fundet?
Punta Arenas er i øvrigt den sydligste by i Chile, men ligger så afsondret, at skal man nordpå til andre mere centrale dele af Chile, er man nødt til at køre gennem Argentina, for der er ingen anden vej væk fra byen på chilensk landområde.
Beaglestrædet og Gletscher Alley
Efter middagen, der som regel strakte sig til 23- 23.30-tiden var det på hovedet i seng - men først efter at vækkeuret var stillet. I nattens løb forlod vi nemlig Magellanstrædet og fortsatte ind gennem Beaglekanalen og tidligt om morgenen skulle vi sejle gennem Gletscher Alley.
Så allerede kl. 5 var det ud af sengen. Det var stadig mørkt, det var lidt koldt ,og det regnede, men det kunne naturligvis ikke holde os tilbage.
Vi måtte ud på dækket og beundre de store gletschere, hvoraf nogle nåede helt ned til vandet, og en enkelt fremviste - et stykke højere oppe - den fineste gletscherport, hvorfra der strømmede smeltevand ud og ned i havet. Helt efter bogen og en fin oplevelse for to geografilærere - og nok også for alle de andre, der var stået tidligt op. Nogle blev i den lune seng. Godt for dem, at de ikke ved, hvad de gik glip af.
Ushuaia - verdens sydligste by
Der var god plads ved poolen denne morgen.
Ved denne landgang skulle vi på tur ud i nationalparken Tierra del Fuego, som kunne fremvise smuk, smuk natur. Først var i nede ved en strand langs Beagle-kanalen og derefter ved en sø og endelig et skov- og moseområde.
Vi havde nu forladt Chile. Ushuaia ligger i Argentina, og grænsen mellem Chile og Argentina skulle her ligge oppe ved skovgrænsen af dette bjerg.
Vi erindredes lige om Falklandskrigen
Motorcycklister møder man overalt.
Bemærk, at i Valparaiso drejer Pan American Highway skarpt mod øst og over til Buenos Aires., hvorefter den følger østkysten det sidste stykke vej ned til Ushaia. Motorcycklisterne, vi mødte i nationalparken havde kørt denne strækning fra Buenos Aires til sydspidsen.
Et dejligt område at vandre i - trods skyer og let regn
Da busturen var slut, havde vi lidt tid på egen hånd i byen.. Nogle valgte at besøge det tidligere fængsel, der nu er kulturhus. Det var fangerne herfra, der byggede verdens sydligste korte jernbanestrækning. Vi valgte imidlertid bare at gå en tur i byen, hvor vi besøgte en souvenirbutik/boghandel.
Havde jeg kunnet lidt mere spansk, ville jeg helt sikkert have købt en af disse bøger.
Undervejs på turen fik vi et væld af spændende info, som det er svært at huske, og som det er vanskeligt at støve noget op om op herhjemme.
En Hard Rock-cafe var også at finde i verdens sydligste by. Her fik vi en coca cola til ingen penge.
Vores cruise skib fyldte godt op i havnen. Ushuaia var nemlig et af de steder, hvor vi ikke skulle i tenderbåde, men kunne gå direkte i land. Vi hørte jo meget om blæsten undervejs på hele turen, og jeg skal da lige love for, at den kom vi til at opleve her. Da vi skulle ombord igen blæste det helt vildt, og der stod personale klar på havnen for at fange os, hvis vi blev taget af blæsten.
Hver aften fra 19 til 20 inden middagen var der show ombord. Vi gik derhen næsten hver aften og nød dagens drink og et musikalsk show - som vi nok ikke ville have opsøgt derhjemme - men som vi nød her på skibet. Da showet denne aften var færdigt, meddelte konferencieren, at når vi kom ud fra salens mørke, ville vi opdage, at vi stadig lå i havn, skønt vi skulle være afsejlet forlængst. Vejrlig og strømforhold havde gjort, at havnen var blevet lukket.
Vi kunne se. vi delte skæbne med et af National Geographics skibe, der skulle afgå til Antarktis, og vi fik fortalt, at en del mennesker tog herned til Ushuaia i håbet om at få en billig billet med et af deres skibe, hvilket godt kunne lykkes. Der gik et par timer, før vi slap væk - ja, slap væk, sådan føltes det virkelig. På værelset var der en skærm, hvor man hele tiden kunne følge skibets sejlrute/sejlretning, og denne nat drejede pilen ustandselig rundt i alle kompassets 360 grader, så vi lå og tænkte, hvor mon vi dog ender? Er vi på vej tilbage til Ushuaia. Men så galt gik det heldigvis ikke.
Kap Horn
Næste morgen, da vi vågnede op, var vi ved at nærme os Kap Horn, så alle udkigspladser blev tæt besat. Vores skib sejlede så tæt på, som vejret tillod, og så kredsede det en tur rundt om sig selv, så alle havde mulighed for at få et godt udsyn. Først kiggede vi med oppe i den store salon, men så gik vi ned i kahytten, og her var det så, at vi i den grad var glade for vores helt egen terrasse, hvor vi - mere i niveau med havoverfladen end på 14. etage - kunne stå og kigge og føle os meget tættere på civilisationens yderste forpost med fyrtårn og flådestation og strædet, hvor så mange skibe i årenes forløb var forliste i det stormfulde hav rundt om Sydamerika.
Rejsens endemål var nået. Nu var det tid at vende næsen hjemad, men det ville heldigvis tage mange dage og byde på mange flere oplevelser, inden rejsen var slut.
Maleriet har for øvrigt en interessant historie. Det var indtil for nylig ganske ukendt, ejet af en privat samler. Da det kom på auktion blev det købt af en udenlandsk samler for 900.000 kr. En lov om sikring af kulturværdier, nemlig Kulturværdiudvalget har nelig ret til - allerede inden auktionen - at meddele auktionshuset - i dette tilfælde naturligvis BruunRasmussen, at et bestemt værk er så vigtigt, at udvalget skal have en ansøgning om udførselstiladelse, hvis køber vil førte værket ud af landet. Udvalget nedlagde forbud, og et sådan skal følges op af et købstilbud. Dette blev accepteret af den udenlandske køber. Maleriet er derfor nu sikret for Danmark og udstillet på SMK i afdelingen for "Ufortalte historier", når det ikke lige indgår i en særudstilling som her. Maleriet har for øvrigt fået en ny titel - selv om det var den oprindelige titel, der var angiver , da vi så billedet. Nu hedder det "Portræt af Otto Marstrand to døtre og deres vestindiske barnepige, Justina, i Frederiksberg Have. Dvs. at det er Vilhelm Marstrands to niecer, han har malet. Det er også lidt specielt. De fleste malede egne børn.
