lørdag den 17. februar 2024

Om Louis Bougainville og La Perouse i krig

 


Efterhånden har jeg skrevet om mange opdagelsesrejsende. Bortset fra nogle stykker som La Perouse og Louis de Freycinet har de har nok været nogle hårde hunde. 

For de fleste gælder, at de enten før eller efter deres ekspeditioner - eller både før og efter - har deltaget og udmærket sig i krige. Det er ikke så mærkeligt, for der var jo  nok af krige at deltage i, og ekspeditions-ledere blev som oftest udvalgt blandt sejrrige flådeofficerer - ikke fordi de var fremragende videnskabsmænd, men fordi de var fremragende ledere og navigatører. Efterfølgende blev vidensmændene så udvalgt og tilknyttet.


Louis Bougainville (12. november 1729 – 31. august 1811) -  ham med bougainvilleblomsten og ham, der fandt Tahiti - deltog i både Syvårskrigen mod briterne i Nordamerika og Den amerikanske Uafhængighedskrig ligeledes mod briterne og til støtte for oprørerne. Den del af Syvårskrigen, der foregik i Amerika kaldes på engelsk 
The French and Indian War 1754-1763. 
Så nu skal vi en tur til Canada og Amerika. 
Jeg ved faktisk ikke helt, hvad vi kalder den krig på dansk, men det var den, franskmænd og englændere udkæmpede i Amerika om herredømmet over de amerikanske besiddelser. Navnet skyldes, at englændere og franskmænd hver fik støtte af forskellige indianerstammer. Fransk-canadiere kalder krigen for  Guerre de la Conquête ('War of the Conquest').

Anglo-franske konflikter var brudt ud i de nordamerikanske kolonier i 1754, da britiske og franske kolonimilitser og deres respektive indianske allierede engagerede sig i små træfninger og senere full scale kolonikrig. De koloniale konflikter blev en del af Syvårskrigen, da krigen officielt blev erklæret to år senere. Den Preussiske Syvårskrig 1756-63, som er det fulde navn på Syvårskrigen, stod mellem Østrig, Frankrig, Rusland og Sverige på den ene side og Preussen støttet af Storbritannien på den anden.
Krigen kom til at udspille sig på fire kontinenter - Europa, Amerika, Afrika og Asien. Et verdensomspændende opgør, der af nogen i virkeligheden betegnes som en første verdenskrig. 

Bougainville var dragonkaptajn og aide-de-camp for Marquis de Montcalm. 
En aide-de-camp var en personlig assistent for en person med høj rang.

An aide-de-camp may participate at ceremonial functions, and the first aide-de-camp is typically the foremost personal aide. This is not to be confused with an adjutant, who is the senior administrator of a military unit.

The badge of office for an aide-de-camp is usually the aiguillette, a braided cord in gold or other colours, worn on the shoulder of a uniform. Whether it is worn on the left or the right shoulder is dictated by protocol. 
Ja, jeg måtte lige slå det op.


An 1843 illustration of a French aide-de-camp (right) assisting a général de division (centre) during the Napoleonic wars


 "I can assure you that he has a military mind indeed and in adding experience to the theory he already has, he will become a person of distinction,”  skrev  Marquis de Montcalm hjem til sine overordnede om den unge  aide-de-camp, Louis Antoine de Bougainville. “I look on him as one of those to whom the Ministry of War should pay the most particular attention.”
 
Bougainville tog aktivt del i erobringen af ​​Fort Oswego i 1756 og slaget ved Fort William Henry i 1757. 

Fort Oswego var en handelspost i Great Lakes-regionen. Fortet blev etableret i 1727 på ordre fra New Yorks guvernør William Burnet, ved siden af ​​et blokhus fra 1722, der oprindeligt havde været en mellemstation for franske handlende. Logpalisadefortet etablerede en britisk tilstedeværelse ved De Store Søer. 





I slaget 1756 blev fortets garnison af britiske soldater let besejret af en kombineret fransk og indiansk styrke.

 Fort Oswegos kapitulation, august 1756

Montcalm gav mange af de britiske forsyninger til sine indianske allierede og ødelagde fortet. Det gjorde et stærkt indtryk på briternes indianske allierede og fik Oneida- og Seneca-stammerne til at skifte til den franske side. Montcalm vendte tilbage til Quebec i triumf med 1.700 fanger.

Fort William blev etableret i 1755. 

 
Det lå ved den sydlige ende af Lake George og  var en del af kæden af britiske og franske forter langs den vigtige indre vandvej fra New York City til Montreal, og havde en central  placering på grænsen mellem New York og New France. 


Montcalm foretog en vellykket belejring, der tvang briterne til at overgive sig. Huron-krigerne, der fulgte med den franske hær, dræbte efterfølgende mange af de britiske fanger. Belejringen og massakren blev skildret i James Fenimore Coopers roman Den sidste mohikaner.

Fort William i dag
I dag er Fort William museum
 og et af de steder, hvor amerikanerne genopliver historien 


Montcalm standsede blodsudgydelserne og tog de overlevende briter med tilbage til Fort Carillon. Derved mistede han indianernes støtte. 

Fejlslagen høst og nu færre allierede gjorde situationen på Fort Carillon vanskelig. 

Anlægget af Fort Carillon var begyndt i 1755.   Men
 så snart halvøens træer var fældet, indså franskmændene, at placeringen ikke var velvalgt.. For at rette op på dette blev der bygget et andet, men mindre fort tættere på søen Champlain.

I 1758 var Fort Carillon og dets omgivelser sammensat af en lavere by, en øvre by, to hospitaler, hangarer (?) og kaserner til soldaterne. Selve den øvre by havde form af en trekant med fortet som nordspids, og den nedre by den sydlige del af trekanten. Der var værtshuse med vinkældre til soldaterne, bagerier og ni ovne. Det var vigtigt at bygge batterier til den nedre by, og den jord, der blev fjernet for at bygge den nedre by, blev ført tættere på fortet.

Øvre og nedre by ved det nye Fort Carillon.

Jeg har aldrig rigtig interesseret mig for Amerikas historie og heller ikke beskrivelser af krigsslag generelt. Men jeg slog de tre forter op på nettet, og jeg må indrømme, at jeg blev lidt fanget. Så nu følger en beskrivelser af krigshandlinger. Så er du advaret.

Briterne var alarmerede over at have mistet Fort William, som var deres nordligste fort. De besluttede sig for et massivt angreb mod Fort Carillon. 
Den 8. juli 1758 angreb den britiske hær under general James Abercrombie med 16.000 mand (6.000 britiske soldater og 10.000 kolonialer), den største troppeindsættelse nogensinde samlet på det nordamerikanske kontinent. Montcalm på Fort Carillon havde blot 3.600 soldater, heraf 400 canadiere fra Lévis og 300 indianere af abenakisstammen. (Dem har jeg aldrig hørt om.)
Briterne stod imidlertid over for en godt befæstet position. Mens fortet stadig var under opførelse, gravede de franske styrker dybe skyttegrave flankeret af tre batterier kanoner. Fortet blev også forsvaret af en linje af skærpede træer, der pegede mod det ydre og sammenflettet med grene og pigge installeret i løbet af natten på ordre fra Montcalm. En del af de franske styrker var spredt i den tilstødende skov. Landet omkring fortet gav kun plads til én åbning, da fortet på tre sider var omgivet af vand og på halvdelen af ​​bagsiden af ​​en voldgrav. Abercrombie kunne have gået uden om franskmændene, men da han ville have en hurtig sejr,  valgte han et massivt frontalangreb. Det franske forsvar viste sig dog at være godt forberedt, og de var ikke i fare for fjendtlig ild. Franskmændene decimerede let de britiske rækker med kanonild. 
De britiske soldater måtte klatre på hinandens skuldre for at nå toppen af ​​skyttegravene, så det var nemt for franskmændene at slå dem tilbage, når de dukkede op over skyttegravene. Kun én gang var briterne i stand til at bryde igennem det franske forsvar, kun for at blive slået tilbage af en ladning af bajonetter. 

En illustration, der længe forvirrede mig. Indtil jeg fandt ud af det med de to forter. Kampene stod åbenbart ved det første og største Fort Carillon

Abercrombie sendte sine mænd for at angribe fortet flere gange, men blev slået tilbage gang på gang af det franske artilleri.  Han mistede 551 soldater, 1.356 blev såret og 77 forsvandt. De trak sig tilbage til Fort William Henry. Franskmændene og canadierne havde 104 dræbte og 273 sårede.
Nederlaget fik englænderne til at benytte den senere engelske dronning Elizabeths udtryk Annus Horribilis om år 1758.

A painting depicting the Marquis de Montcalm's troops
celebrating their victory at Fort Carillon. 

Den 21. juli 1759 foretog Jeffery Amherst, nu øverstkommanderende for de britiske styrker i Amerika med 12.000 soldater, nemlig et nyt og nu succesfuldt angreb på Fort Carillon.  På ordre fra Montcalm og New France's guvernør, Markis de Vaudreuil, opgav franskmændene fortet. Bourlamaque forlod fortet med 3.600 mand og indsatte 400 soldater til at sætte ild til de to hospitaler, hangarer, kaserner og øvre og nedre del af byen, og fortet blev delvis sprængt i luften.  Intet skulle efterlades til fjenden.  Den 27. juli rykkede englænderne ind.  Skaderne på fort og og især by var så omfattende, at selvom de arbejdede på at reparere og forbedre fortet, som de omdøbte til Fort Ticonderoga, lod de det senere forfalde.

Det kom dog til at spille en rolle i starten af Den amerikanske Uafhængighedskrig 1775.


Bougainville blev såret i 1758 under forsvaret af  Fort Carillon. 
Han sejlede tilbage til Frankrig den følgende vinter, efter ordre fra markisen for at skaffe forstærkninger til kolonien. Under denne krydsning af Atlanterhavet skaffede han sig viden og erfaring i navigation, færdigheder, som han senere fik god gavn af. 
Bougainville blev belønnet med St. Louis-korset og forfremmet til oberst.

Det franske St. Louiskors

Men da han året efter vendte tilbage til New France var det kun med få nye forsyninger. "When the house is on fire, one does not worry about the stables", mente de øverste i den franske hær.
 
I 1758 genindtog briterne Oswego og indtog Louisburg. Dette åbnede søvejen for at angribe Quebec, den vigtigste franske bosættelse i Nordamerika. Samtidig sluttede nogle af Frankrigs indianerallierede fred med briterne. Royal Navy's blokade af Frankrigs kyst begrænsede også forsyningerne til de franske kolonier. 

The taking of Quebec, 13 September 1759
Se meget mere om englændernes erobring af Quebec her

 
1759 deltog Bougainville i forsvaret af Quebec, hovedstaden i New France. Med en lille elitetrop under sin kommando,  patruljerede han nordkysten af ​​St. Lawrence-floden, opstrøms fra byen; han forhindrede flere gange briterne i at gå i land. Men Quebec blev indtaget af briterne. Og det morsomme er, at her spillede James Cook en afgørende rolle. Meget har jeg læst om Cooks tre store ekspeditioner, men hans forudgående krigsindsats er jeg ikke tidligere stødt på - eller i hvert fald bidt mærke i.
 
Cook sluttede sig til den britiske handelsflåde som teenager og sluttede sig til Royal Navy i 1755. Han gjorde tjeneste som skibsfører på flådeskibet HMS Pembroke og undersøgte og kortlagde meget af indsejlingen til St. Lawrence-floden.  Han deltog i det store amfibieangreb, der erobrede fæstningen Louisbourg fra franskmændene i 1758, og i belejringen af ​​Quebec City i 1759.  Hans detaljerede kort havde afgørende betydning for briternes sejr her.

Ved landgangen i Quebec benyttede englænderne
nogle fladbundede landgangsfartøjer.
Modellen her minder næsten om de gamle ægyptiske både.


Vi skal have gjort Bougainville færdig. Der er stadig meget at fortælle.
I årene 1766-69 var Bougainville på sin store ekspedition, til Tahiti, som jeg allerede har fortalt om. Har du ikke læst den, kan du følge linket, som jeg indsatte i starten af omtalen af Bougainville.

Bougainville modtog meget stor anerkendelse for sine meritter på ekspeditionen, da han vendte tilbage til Frankrig. Han blev forfremmet i både flåden og hæren. 

1772 blev han udnævnt til sekretær for Ludvig XV, og han brugte de følgende år på at skrive om ekspeditionen. 
 Men så måtte han i krig igen.

I 1777 efter flere års fravær accepterede Bougainville igen en flådekommando. Undervejs på hans ekspedition i Stillehavet virkede han ellers som en fredelig og venlig mand, og slet ikke som en krigsherre.

I 1777 var han kaptajn på 74-kanoner Bien-Aimé. Han spillede en afgørende rolle i den franske sejr i slaget ved Chesapeake. 


Chesapeake Bay


I august 1781 var han krydset til Vestindien , som del af en flådeenhed ledet af en De Grasse. Flåden drog nordpå for at indgå i fælles fransk-amerikanske operationer i Virginia. De Grasses flåde gik ind i Chesapeake Bay og afskar Lord Charles Cornwallis engelske hær i Yorktown. Den 5. september lå franskmændene for anker med mange af deres mænd i land. Pludselig dukkede den britiske flåde ledet af admiral Thomas Graves op ved bugtens udmunding. De Grasse fik sine skibe sat i bevægelse. Bougainville kom langt foran de øvrige, og kamphandlingerne kom til at foregå omkring hans skib.
 
Englænderne blev slået stort, og de Grasse  gav æren for den betydningsfulde sejr til sin underordnede og informerede general George Washington og Markis de Lafayette om, at “the laurels of the day belong to de Bougainville”   - dagens laurbær tilfalder Bougainville." 
La Fayette var en berømt fransk adelsmand og officer, der som ung deltog i Den amerikanske Frihedskrig (1775–83). Han var blevet meget begejstret for den amerikanske frihedserklæring om folkets rettigheder og drømte om at overføre disse ideer til Frankrig, og han var en af hovedmændene i udfærdigelsen af Erklæringen om menneskets og borgerens rettigheder, der blev vedtaget af den franske nationalforsamling 26. august 1789.
 
Krigen fortsatte i Vestindien. Det følgende forår 1782 kom franskmændene ud for en katastrofe i slaget ved Saintes. 

På vej til operationer ud for Jamaica mødte de Grasse og Bougainville admiral Sir George Rodney. I tre dage sparrede de to flåder og jockeyede efter position. Den 12. april udnyttede Rodney et pludseligt skift i vinden, nær Isle des Saintes i Dominica-passagen. 

Isle des Saintes i Dominica-passagen ligger nogenlunde ved min røde  markering, mellem Dominica og Guadeloupe

Han angreb og brød den franske linje på flere punkter. Modstridende kampsignaler fra dækket af de Grasses isolerede flagskib skabte forvirring.
Franskmændene led store tab ved Saintes,  og mange blev taget til fange, inklusive de Grasse. Fire franske skibe fra linjen blev erobret, og et blev ødelagt. Værst af alt, flagskibet  Ville de Paris, blev erobret.


Sir Rodney tvang franskmændene og spanierne til at opgive en planlagt invasion af Jamaica, som var en britisk koloni, og sejren betegnes som den største britiske sejr i Uafhængighedskrigen.


Kan du få øje på krigsskibene i baggrunden?
Englændernes begejstring over sejren udtrykkes meget tydeligt i dette værk: 

Den britiske admiral George Rodneys sejr over den franske flåde under kommando af Comte de Grasse i slaget ved Saintes, amerikansk uafhængighedskrig, 1782


Englænderne stolthed over slaget dokumenteres af et stort antal malerier fra slaget og desuden af en række karikaturtegninger af de Grasse.

Lord Rodneys flagskib Formidabelt brud gennem den franske linje
i slaget ved Saintes af 
William Elliott.



Her den stolte Rodney malet stående på dækket af Ville de Paris


Her den ynkelige de Grasse, der tages til fange


Rodney præsenterer sin fangst, de Grasse, for den engelske konge.


Når det var så pinligt, at de Grasse blev taget til fange, var det, fordi han var den første franske flådekaptajn, der blev fanget.

Kl. 21 om aftenen efter slaget udbrød der brand på César, påbegyndt af det indespærrede franske mandskab på de nederste dæk, som var brudt ind i spiritusbutikkerne. Klokken 22:30 var ilden ude af kontrol, og magasinet eksploderede og dræbte mere end 400 franske og 58 britiske sømænd. Mange mænd sprang overbord i et forsøg på at undgå branden for blot at blive ofre for hajerne nedenfor. 

Slaget fik store konsekvenser for Frankrigs finanser: det økonomiske tab var enormt. Alene i Ville de Paris blev der fundet 36 pengekister til en værdi af mindst £500.000, som var betaling for tropperne.

Heller ikke britiske admiral Graves undgik uheld.Da han nogle måneder senere førte sin flåde tilbage til England, inklusiv de franske erobringer, blev de ramt af en storm ud for Newfoundland. Glorieux, Hector og Ville de Paris, sammen med flere britiske  skibe, gik på grund og sank med store tab af menneskeliv.

Under slaget havde Bourgianville endnu engang vist mod. 
Det lykkedes  ham at samle otte skibe fra sin egen division og bringe dem sikkert til den lille ø Saint Eustace.
 
I august blev de Grasse løsladt af briterne, og han gik  straks i gang med at kaste skylden for det ydmygende nederlag på Bougainville. Flagskibet, Ville de Paris, var det største krigsskib i verden, og dets tab var en bitter pille for den franske flåde. En krigsret frifandt officielt de Grasse og irettesatte Bougainville, men de Grasse var faldet i unåde som følge af den pinlige episode, og han blev stille og roligt tvunget til at gå på pension. Bougainville derimod forblev en yndling ved hoffet og tjente i flåden indtil 1791, hvor han trak sig som chef for Brest-eskadrillen og trak sig tilbage med sin dobbeltrang af admiral i flåden og feltmarskal i hæren.
 
Efter freden i Paris i 1783 vendte Bougainville tilbage til Paris. Han fik posten som associeret for Académie de Marine. Han foreslog en opdagelsesrejse til Nordpolen, men fik ikke støtte fra den franske regering.

I 1787 blev han medlem af det franske videnskabsakademi. Han opnåede rang af viceadmiral i 1791.

Under den franske revolution undslap han massakrerne i Paris i 1792 på trods af hans velkendte royalistiske synspunkter. Han slog sig ned på sin ejendom i Normandiet.  
Da han vendte tilbage til Paris, var han et af de stiftende medlemmer af Bureau des Longitudes. I 1799 gjorde Napoleon Bonaparte, som på det tidspunkt fungerede som republikkens første konsul, ham til senator, greve og medlem af Æreslegionen.
Han døde i Paris den 31. august 1811, 82 år  gammel. En høj alder for en, der både havde deltaget i krige og været på en lang ekspedition. Mange andre opdagelsesrejsende døde meget unge, opslidt af udmarvende rejser med sygdomme og mangel på vitaminrig kost.

La Perouse (23. august 1741 – 1788) deltog i de samme to krige som Bougainville, men han nåede dem begge, inden han drog på sin store ekspedition 1785-88. Ellers havde han heller ikke nået Uafhængighedskrigen, for han forliste jo med sig skib og forsvandt sporløst i Stillehavet i marts 1788. 
 
La Perouse var faktisk inspireret af Bougainvilles deltagelse i krigen i Quebec.


 La Perouse med det imponerende fulde navn Jean François de Galaup, comte de Lapérouse, gik i november 1756, som 15-årig ind i flåden som Garde-Marine i Brest. 

I 1757 blev han tilknyttet det franske skib Célèbre og deltog i en forsyningsekspedition til fortet Louisbourg i Ny Frankrig. 

I 1758  deltog han i endnu en  forsyningsekspedition til Louisbourg. Fortet var nu under belejring, og ekspeditionen blev tvunget til at tage en længere rute rundt om Newfoundland for at undgå britiske patruljer.

Louisbourg lå på Nova Scotia.


Colored engraving depicting the Siege of Louisbourg

Udsigt over Louisbourg under belejringen

Afbildning af havnen i Louisbourg før fæstningens demontering af briterne. 

Louisbourg var
 den tredje travleste havn i Nordamerika og den næstvigtigste by for franskmændene efter Quebec. 

Selve fortet kostede Frankrig 30 millioner franske livres, hvilket fik kong Ludvig XV til at spøge med, at han skulle være i stand til at se tinder af bygningerne fra sit palads i Versaille. Det oprindelige budget for fortet var fire millioner livres. 

Da englænderne erobrede fortet i 1758, gik de i gang med fuldstændig at demolisere den, så franskmændene aldrig igen kunne få gavn af den. Det havde taget franskmændene 28 år at bygge fortet. Det tog englænderne 6 år at nedbryde det totalt.

I 2063 gik Canadas regering i gang med at genopbygge bebyggelsen.




I 1759 blev La Pérouse såret i slaget ved Quiberon Bay, hvor han tjente ombord på Formidable. Han blev fanget og kortvarigt fængslet, herefter løsladt og sendt tibage til Frankrig, hvor han blev formelt udvekslet med britiske fanger. Han deltog i 1762 i et fransk forsøg på at få kontrol over Newfoundland, men flygtede med flåden, da briterne ankom med en stor styrke for at drive dem væk.

Da franskmændene i 1778 gik ind Den amerikanske Uafhængighedskrig mod englænderne, fik La Pérouse kommandoen over den 32-kanoners fregat Amazone. Den 7. oktober 1779 erobrede han den 20-kanoners HMS Ariel. La Pérouse blev forfremmet til kaptajn den 4. april 1780. 

I juli 1781 kommanderede han frigatten Astrée i et sejrrigt flådeslag ved Louisbourg.

I december 1781  eskorterede La Perouse en konvoj til Vestindien og deltog i angrebet på St. Kitts i februar 1782, hvor Frankrig - uden held - forsøgte at erobre den lille ø St Kitts. 



St Kitts var vigtig, fordi der her var masser af sukkerplantager, og på det tidspunkt var sukker en voldsom værdifuld vare.

Og så genanvender jeg lige et kort udsnit af mit tidlligere blogindlæg om La Perouses store ekspedition.

For nu blev La Perouse sendt på en superhemmelig mission til Hudson Bay. Så hemmelig at besætningen ikke fik noget at vide om, at turen gik nordpå uden varme vinterklæder. La Perouses skib var tæt på mytteri, men han fik besætningen beroliget.

I Hudson Bay lykkedes det fuldstændig at overraske englænderne. Da de engelske soldater vågnede op og så to franske krigsskibes kanoner rettet mod sig, overgav de sig, uden der blev løsnet ét eneste skud, og La Perouse kunne indtage Prince of Wales Fort og og York og tage den engelske opdagelsesrejsende, pelshandler, forfatter og naturforsker Samuel Hearne (februar 1745 – november 1792), som fungerede som en slags guvernør der,  til fange.


Hearne - endnu en ny og spændende person. Han var den første europæer, der foretog en rejse over land over det nordlige Canada til det arktiske hav, specifikt til Coronation Gulf, via Coppermine-floden. Han rejste længere mod nord end nogen anden europæer før ham. Han foretog tre ekspeditioner til det canadiske arktiske område og opdagede Nordvestpassagen.

Prince of Wales Fort og York var ejet af Hudson Bay kompagni, og de var ekstremt vigtige for den engelske hær, for herfra forsynede Hudson Bay dem med alt, hvad en  hær havde brug for.


Fort York lå ca. der , hvor Toronto ligger.


La Perouse lastede 7.500 havodderskind,  4.000 mårskind (som var meget værdifulde) og 70.000 gåsefjer på sine egne skibe, og han nedbrændte de to forter fuldstændigt. Men for ikke at overlade de engelske soldater til deres skæbne i den kolde canadiske vinter, så tog han dem alle - inklusiv Samuel Hearne - med tilbage til Europa. Ud for England blev de alle sat ombord på et skib og fik lov at sejle til England, mod lovning på at et tilsvarende antal franske fanger i England så ville blive løsladt - hvilket også kom til at ske. 

Når jeg skrev, at La Perouse nedbrændte de to forter fuldstændig, er det alligevel ikke helt rigtigt. Han udviste nemlig endnu et tegn på sin menneskelighed. Èn kæmpestor lagerbygning lod han stå, og han fyldte den med mad. Han vidste, at både indianere og hvide pelsjægere ville komme til fortet i løbet af vinteren, og at de ville forvente, og de ville være afhængige af disse forsyninger. 

I 1782 i krigen mellem franske og engelske kolonister i Amerika vandt La Perouse hæder og ære. Han kom hjem som en helt.  Han skabte sig et navn, ikke kun som kriger, men også som en hædersmand.

På det personlige plan fik det den positive følge, at hans familie langt om længe gav deres tilladelse til hans ægteskab med   Louise-Eléonore Broudou, en ung kreol af beskeden oprindelse, som han havde mødt på Île de France (Mauritius) otte år tidligere.


Hvad med Dumont D'Urville (23. maj 1790 – 8. maj 1842)?

Jeg har ikke fundet optegnelser om hans deltagelse i krigsslag, skønt han var i flåden. Nærmest tværtimod.

Jeg har fundet enkelte udtalelser.

 It was recorded that at the age of 20 d’Urville met Napoleon, then Emperor, aboard the French ship Amazone. The young sailor was less than impressed with the great man and claimed to see only “the Conqueror in the Emperor, and that was nothing to admire”.

Og

 "D’Urville had no interest in military glory—he was on leave for much of what he called “Bonaparte’s invasion”—the 100 days of Napoleon’s defiant return from exile in 1815 that ended with his crushing defeat at Waterloo. As an enthusiastic naturalist and future ethnographer and linguist of note, d’Urville was attracted to what he called “the navy of exploration”, not the “purely military navy”."

 

Om Louis de Freycinets (7. august 1779 – 18. august 1841) krigsindsats har jeg fundet to korte bemærkninger:

"In 1793 he joined the French Navy as a midshipman, and took in several engagements against the British."

"The Revolutionary Wars provided Freycinet with ample opportunity to develop naval experience and skills. By 1796, he had participated in three battles against the English and risen from 5th– to 2nd-class midshipman. In 1797 he resisted a promotion to the rank of sub-lieutenant, believing that it was based on favour not merit, but the decision could not be repealed."

Om broren Henri de Freycinet skriver Suzanne Falkner, som i 2019 fik fingre i nogle glemte Freycinet-dokumenter og skrev bogen Rose, an account of Rose de Freycinet’s voyage, udgivet af  HarperCollins Australia i 2022:

"I saw Henri de Freycinet’s handwriting change from his elegant right-handed script to shaky attempts to sign documents with his left hand a day after losing his right arm in a sea battle with a British warship."

- Men ikke noget om hvornår eller hvor. 


Men nu skal jeg jo ikke endnu en gang gå hen og blive sentimental over Rose de Freycinet. For dette indlæg skulle jo handle om ekspeditionslederes krigsdeltagelse.


I perioden 1799-1815 var der masser af - og kontinuerlige  - krige at deltage i i Europa. Først revolutionskrigene - de krige, der var de øvrige europæiske landes reaktion på den franske revolution - og derefter Napoleonskrigene, som f.eks. Christian August von Waldeck-Pyrmont  ham, som Langsdorff  var livlæge for, tog meget aktiv del i. (Han var nu i øvrigt også kunstelsker.)


Så var der også 1812-krigen, den amerikansk-engelske krig, der blev udkæmpet i årene 1812-1814.
Krigen var en udløber af Napoleonskrigene. 
Spændingen mellem USA og Storbritannien var øget, bl.a. som følge af den britiske blokade af havne på det europæiske fastland. Amerikanske handelsskibe blev undersøgt for kontrabande (smuglervarer), og mange amerikanske sømænd blev tvunget til tjeneste i den britiske flåde. I harme over krænkelser af USA's neutralitet og i håb om at erobre Canada erklærede kongressen krig den 18. juni 1812. Amerikanernes angreb på Canada slog imidlertid totalt fejl, og USA blev i stedet invaderet. I 1814 afbrændte britiske tropper dele af Washington D.C. 
 
Det var en krig, jeg ikke kendte til, må jeg indrømme. Men husker du Nathaniel Palmer (8. august 1799 – 21. juni 1877) , som jeg fortalte om i indlægget om D'Urville og Antarktis? I en alder af bare 14, var han ombord på en blokadebryder, der undgik britiske patruljer, når han transporterede varer mellem New York og New England.  I sin biografi fra 1922 om kaptajn Nathaniel Palmer: An Old-Time Sailor of the Sea,  skriver John R. Spears at hvert fyrtårn langs kysten blevet slukket, og markeringsbøjer var blevet fjernet. Palmer stod ved rorpinden.  "I god vind og dårlig; i mild luft og i brølende kuling måtte han stå for rorpinden, mens han ikke blot mærkede sig vindens indflydelse, men også tidevandsstrømmenes, som nogle gange var gunstige og nogle gange ugunstige. Det var erfaringer, han fik god gavn af, da han senere som sælfanger ved Antarktis skulle navigere i en  tåge, der var så tyk, at han ikke kunne se fokken, når han stod ved rorpinden." 1822-1826 engagerede han sig i handel  på "Spanish Main"  - et område på den n ordlige kyst af Sydamerika, kontrolleret af spanierne mellem Isthmus ved Panama og Orinocoflodens delta, og han hjalp med at transportere tropper og forsyninger til Simón Bolivar under Sydamerikas uafhængighedskrig. Senere igen engagerede han sig i skibsbygning og han var med til at udvikle packet ships (handels- og passagerskibe) lystyachter og clipper sejlskibe.
 
Og stakkels Charles Wilkes (3. april 3 1798 – 8. februar 1877), som ved sin hjemkomst efter en 4 år lang ekspedition blev mødt med 7 anklager ved en krigsret og slet ikke fik anerkendelse for sine opdagelser ved Antarktis, han opnåede efterfølgende til gengæld rimelig stor hæder ved sin deltagelse i Den amerikanske Borgerkrig 1861-1865, selv om han også her skabte en international krise, da han ikke fulgte alle regler. Som nordstatsmand havde han  kommandoen for USS San Jacinto, der skulle  søge efter den konfødererede handelsdestroyer CSS Sumter, og i Trentaffæren fangede og tilbageholdt han et par neutrale englændere, som han mente var spioner. Hvad de angiveligt nok også var, men derfor må man ikke tilbageholde et skib, der transporterer neutrale passagerer.


Som tidlig udforsker af verden kunne man opleve, at man sejlede ud, mens der var fred, men på vej hjem blev man tilbageholdt, fordi England og Frankrig i mellemtiden var kommet i krig med hinanden. Men som regel mødtes man uden konflikter langt ude i det fremmede, og man kunne også have aftalt, at ekspeditionsskibe fik fri passage på trods af krigssituationer.

I 1800 var franskmanden Nicolas Baudin (17. februar 1754 – 16. september 1803) og englænderen  Matthew Flinders (16. marts 1774 – 19. juli 1814) to kaptajner, der blev sat op mod hinanden i et kapløb om at kortlægge New Hollands ukendte sydkyst og gøre krav på den for deres respektive land. På trods af den lange historie med politisk og militær rivalisering mellem Storbritannien og Frankrig delte de videnskabelige samfund i Europa en følelse af solidaritet og udveksling i slutningen af ​​det attende århundrede i deres fælles ønske om at fremme viden. Rejserne fandt sted under revolutionens tid og Napoleons magtovertagelse. På trods af atmosfæren af ​​politisk og militær mistillid udstedte briterne Baudins ekspedition med et pas, der garanterede sikker passage i tilfælde af et møde med et britisk fartøj. Franskmændene gav  den samme frie passage til Flinders' skib.

8. april 1802 mødtes Baudin og  Flinders i det sydlige Australien under en kort fred mellem landene. Som kolleger mere end repræsentanter for konkurrenrende og ofte krigsførende magter satte de sig ned og spiste morgenmad i det, der efterfølgende kom til at hedde Encounter Bay. De kom vældig godt ud af det med hinanden.



"Hvis vi ikke var blevet holdt så længe med at samle skaller og fange sommerfugle i Van Diemens Land, ville du ikke have opdaget sydkysten før os," fortalte Louis de Freycinet (som var med på Boudinekspeditionen før hans egen Uranieekspedition) senere til Flinders i al venskabelighed.

På sin hjemrejse blev Flinders imidlertid tilbageholdt af franskmændene i Mauritius i hele 6 år, fra 1803-1809. Han erfarede i 1807 til sin overraskelse, at den officielle rapport fra Baudin-ekspeditionen, lavet af François Péron og Louis de Freycinet, havde tildelt franske navne til de områder, som han også havde kortlagt: Kystlinjen fra Westernport til øerne ud for Ceduna var Terre Napoléon , Kænguruøen blev navngivet Isle Decrès, Spencer Gulfvar blvet til Golfe Bonaparte og St Vincent Gulf til Golfe Joséphine (til stor forlegenhed, da Napoleon blev skilt fra Josephine i 1809). Louis de Freycinet udsendte det første komplette kort over Australien i 1811 og inkluderede det i sit atlas fra 1812. På tidspunktet for den anden udgave af Freycinets atlas i 1824 var Napoleon død, og mange af de stednavne, som franskmændene havde tildelt lokaliteterne, var blevet erstattet med engelske. Australien blev accepteret som navnet på det "nye" kontinent.


Som forsker i dag kan man sikkert tænke, at det kan være vanskeligt at navigere på det politiske landkort. At man skal passe på i et politisk spil og knytte sig til de rigtige for at sikre sig bevillinger til sin forskning. 
Et par gode eksempler er Eske og Rane Willerslev. Eske Willerslev er professor og Director for Københavns Universitets Centre of Excellence GeoGenetics. (Beklager - det hedder det "på dansk"). Han er hele tiden ude om sig for at sikre midler til sin forskning i DNA. 
Rane Willerslev, der er direktør for Nationalmuseet, har netop nu en ansøgning inde på ustyrlig mange millioner til et ambitiøst nyt Nationalmuseum. Ja faktisk mellem 1 og 2 milliarder. Alene til forundersøgelser er i 2023 bevilliget 11,8 millioner. Rane Willerslev er god til ord.
 
Det kan måske føles, som om det er livet om at gøre, at det lykkes. Men man risikerer dog ikke eget liv.

Det kunne tidligere tiders forskere og ekspeditionsledere lettere risikere.

En del forskere valgte at forlade Frankrig under The Reign of Terror 1791-94. En forsker, der i den grad blev påvirket af  den politiske situation i Frankrig var Jean-Baptiste Bory de Saint-Vincent. En mand, jeg er 100 % sikker på, at de fleste aldrig har hørt om.
Jeg stødte på ham i en løs bemærkning: 
 
"D'Urville beholdt selv de bregner, han havde samlet, og planterne fra Falklandsøerne  til sit personlige herbarium.
Resten gav han til  Jean-Baptiste Bory de Saint-Vincent and Adolphe Brongniart, to anerkendte biologer."
 
Jeg slog dem begge op. Brongniart var der ikke meget sjov ved, men Bory! Hold da op.
Ham vil jeg fortælle om i næste blogindlæg, for  han er et fantastisk eksempel på en forsker, der forstod at gebærde sig under omskiftelige forhold.