Hvis ikke det er elegance ....
Ved vores seneste besøg på Ny Carlsberg Glyptotek skulle vi som sædvanlig lige ned og se til de ægyptiske mumier. Men så røg vi ind i et mindre sidelokale, hvor der var udstillet gravgaver. Hm... dem synes jeg ikke lige, vi havde set før. Men hvor var de smukke. Især skibene / bådene - og især den på ovenstående foto.
Mumiekrypten var naturligvis så stemningsfuld som altid.
Men faktisk var det to andre udstillinger, vi kom for.
For Ibs vedkommende var det særudstillingen med værker og forarbejder til værker af vores lokalfødte Anne Marie Carl-Nielsen.
For mig var det Middelhavsområdet, som jeg syntes, vi var kommet for hurtigt igennem, sidst vi var her.
Jeg er egentlig ikke så optaget af skulpturer, men alligevel kan man da godt lade sig imponere, især over hestene, som Anne Marie Carl-Nielsen udførte så detaljeret og kraftfuldt. Og også, når det bliver lidt hjemligt som herunder, forarbejdet til Dronning Dagmar-skulpturen, vi så ofte har besøgt på Slotsbanken i Ribe.
Havfruen har jeg faktisk haft med i et foredrag om Carl og Anne Marie Carl-Nielsen. Den færdige skulptur står på havnefronten foran Det kongelige Bibliotek - Den sorte Diamant.
Den gamle kartoffelsamler er fin, synes jeg - og næsten den diametrale modsætning til den hvide havfrue. Her er det ikke fantasi og eventyr, men derimod det daglige slid og slæb.
Med baggrund i sin opvækst på gården Thyrasminde i Sønder Stenderup lidt uden for Kolding har Anne Marie Carl-Nielsen fremstillet en lang række små figurer af gårdens dyr.
Hun har desuden fremstillet en række meget imponerende rytterskulpturer efter grundige studier af heste.
Nedenstående skulptur af Dronning Margrethe 1. til hest fik hun aldrig skabt i stor størrelse, men på grundlag af hendes forstudier og en gipsafstøbning i fuld størrelse blev den skabt og opstillet i bronze på Roskilde Torv i 2006.
Det skulle vi lige have vidst, da vi - på vej hjem fra visit på Frederiksberg - var i Roskilde for nylig. Men da var vi sultne og frustrerede over, at vi længe ikke kunne finde en parkeringsplads.
Men da sulten endelig var blevet stillet på Café Knarr, der serverer ny nordisk vikingemad nede på vikingehavnen, og vi havde vandret lidt rundt i området, hvor folk var i fuld gang med at slæbe vikingeskibe på land, stemte Bo (Ibs lillebror) og jeg for, at nu var vi trætte og ville hjem, så Ib fik os ikke slæbt med op til domkirken og midtbyen.
Tilbage til Glyptoteket. I en lille mellemgang stødte vi på noget, der overraskede mig.
Det skulle det ikke have gjort, for jeg har som nævnt tidligere holdt et lille foredrag om Anne Marie Carl-Nielsen, men jeg havde da glemt hendes tidlige græske periode, og jeg tror faktisk aldrig, jeg tidligere har set værker derfra. Da jeg kom hjem gik jeg på nettet og fandt spændende info herom.
Skulpturerne er kopier af de dengang nyligt udgravede, polykrome skulpturer på vestgavlen af det første Athenetempel ca. 570 f. Kr. på Akropolis.
Typhon var søn af Gaia (Moder Jord) og skabt som et gigantisk bevinget mangehovedet og mangearmet uhyre, hvis underkrop bestod af utallige slanger. Dette aggressive væsen forsøgte engang at bekæmpe den græske hovedgud Zeus. Det lykkedes Typhon at vælte ham omkuld ved at skære hans knæhaser over, men da kom Herakles sin far Zeus til undsætning ved at skaffe ham de manglende legemsdele tilbage. Zeus var nu i stand til med sine lyn at nedlægge Typhon og efterfølgende begrave ham under Etna, hvorfor dette sicilianske bjerg stadig ulmer og indimellem spyr nogle af lynene fra sig.
Anne Marie Carl-Nielsen fremstillede mindst fem kopier af Typhon, hvoraf der herhjemme findes tre eksemplarer. Brygger Carl Jacobsen købte en af kopierne, som han forærede til Den Kongelige Afstøbningssamling i København.
Anne Marie Carl-Nielsen kopierede fra midten af marts til slutningen af juni måned 1903 skulptur-gruppen Typhon på Akropolis Museum. På fotoet her står hun stolt ved siden af sin kopi, mens originalen ses i baggrunden under en stor akvarelmalet kopi af skulpturgruppen. I forgrunden sidder Carl Nielsen og skumler, for han brød sig ikke om Typhon: ”Formen er for dum, synes jeg; der er hverken Olympiaskulpturens fuldblodige Lidenskabelighed i Form-givningen eller den senere græske Kunsts Finhed og Glæde over det menneskelige Legeme”.
Han var utilfreds
med, at hans kone brugte så megen tid på at kopiere fremfor selv at
skabe, men nok så meget irriteret over udsigten til, at hun ville af
sted til Grækenland igen for at gøre arbejdet færdigt. For så måtte han
undvære hende i en længere periode. Det endte da også med, at Carl senere indledte et forhold til den kvinde, der var ansat til at passe parrets børn, og ægteskabet blev opløst.
Efter at Anne Marie Carl-Nielsen havde modelleret og fået afformet hele den store og komplicerede Typhon, fik hun taget nogle ekstra gipsafstøbninger af den bageste af skulpturgruppens mandshoveder, hvor farverne var særlig godt bevaret. Intentionen hermed var at rekonstruere farverne for dermed at bidrage til den aktuelle farvedebat blandt arkæologer.
Skulpturgruppen besad nemlig en hidtil uset stærk og ikke-naturalistisk farvesætning sammenlignet med hidtidige farvefund på skulpturelle fremstillinger af menneskefigurer: Hår og skæg var blåt – hvilket forlenede ham med kælenavnet ”Blåskæg” – og huden rødbrun. En sådan abstrakt farvebrug kendtes ellers kun i forbindelse med før-antikke skildringer af dyr og fabelvæsener. Det var imidlertid ikke let for Anne Marie Carl-Nielsen at genskabe farverne. Især den blå farve drillede hende, hvorfor hun bad den græske konges danske godsforvalter Otto Weismann om assistance. Han kunne da også oplyse hende om, at farvestoffet kunne frembringes ved kemisk behandling af roden fra planten alkanna (alkanna tinctoria).
Da vi i sin tid besøgte Knossos, husker jeg, vi fik fortalt, at Sir Arthur Evan var blevet meget kritiseret for sin meget farverige rekonstruktion.
Siden da er man åbenbart blevet mere overbevist om, at mange af fundne fortidsminder HAR været kraftigt bemalet, f.eks. også græske og romerske statuer.,
Da vi for to år siden besøgte Glyptoteket for at se deres store særudstilling om Palmyra, viste de også, hvordan historikerne mente, at Skønheden fra Palmyra havde været bemalet.
Faktisk var det Anne Marie Carl-Nielsen elev, Ingrid Kjær, der henledte hendes opmærksomhed på et muligt arbejdsfelt med kopier af græske figurer.
Ingrid Kjær havde fundet et arbejdsområde, som hun mente kunne blive en god forretning, nemlig at kopiere nogle af de sensationelle fund, som arkæologerne havde gjort i midten af 1880’erne bestående af polykrome skulpturer og skulpturgrupper fra den indtil da ret ukendte arkaiske (græsk for: gammel, fortidig) periode.
Netop den velbevarede bemaling gjorde disse genstande interessante, fordi farverne var voldsomme og brugt på en anderledes måde end i antikken, det vil sige ikke-naturalistisk. Godt nok havde man i det sene 1800-tal kendskab til præ-antikke skulpturer med stærke farver, men disse var anvendt til skildring af vilde dyr og uhyrer, men ikke af menneskefigurer.
Derfor blev der flittigt forsket i og publiceret en del om disse fund, men afbildninger heraf var begrænset af datidens reproduktionsteknik. Følgelig var der stor efterspørgsel blandt arkæologiske museer og kunstakademier på nøjagtige, bemalede kopier af de arkaiske værker, men originalernes skrøbelige farvelag tillod ikke, at man tog form af dem. Mangfoldiggørelse i plastisk form krævede derfor manuel fremstilling af kopier i ler, som efterfølgende kunne afformes, støbes i gips og bemales.
Dette havde Ingrid Kjær gjort med en kore-figur (græsk for: ung pige) på Akropolis Museum. Ingrid Kjær holdt Anne Marie Carl-Nielsen underrettet om den besværlige proces, ligesom hun spurgte sin erfarne lærer til råds.
Selv om det lykkedes Ingrid Kjær at få bestilling på hele 23 afstøbninger af sin kore-kopi, kneb det med at få dem bemalet. Hun frygtede også, at grækerne ville spænde ben for eksporten af de færdige kopier, idet der havde været mange kedelige eksempler på udlændinges kommercielle udnyttelse af arkæologiske fund i Grækenland. Blandt andet på grund af disse vanskeligheder gav Ingrid Kjær op over for en stor og kompliceret kopiopgave.
Derfor endte opgaven i foråret 1903 i hænderne på den mere erfarne Anne Marie Carl-Nielsen - i bedste forståelse med såvel hendes elev som museumsdirektøren.
Selv om Anne Marie Carl-Nielsens kopier solgte ret godt, er det umuligt at gennemskue, hvor stor hendes nettofortjeneste herpå blev, for, mens hun var nøjeregnende med at registrere sine indtægter, oplistede hun ikke med samme nidkærhed de dertil hørende udgifter.
Ingrid Kjær i færd med at modellere en kore-figur på Akropolis Museum. (1901). Fotografi. Det Kongelige Bibliotek.
Det blev en længere historie omkring Anne Marie Carl-Nielsen - Ib hovedmål på Glyptoteket denne søndag.
Vi fortsatte ind i Glyptotekets faste udstilling, og det første, vi stødte på, var disse:
Indtil da vidste jeg ikke, hvad en kore var.
I denne lille sal stødte vi på endnu en havfrue
- og en vulkan i udbrud.
Mon det er Zeus' lyn, der stadig glimter fra Etna, efter at Zeus har nedlagt Typhon. Nej, det er det næppe. Det er vist Vesuv i udbrud - men jeg kunne da more mig over to (næsten) referencer til det, vi så i særudstillingen.
Desværre fik jeg ikke noteret kunstnerne til disse to malerier. ØV. Men jeg elsker de mørke blåsorte og dybt grønne farver.
Anledning til stille kontemplation eller kultiveret samtale:-)
Herefter kom vi ind i en sal med danske malerier, vi ikke erindrede at have set før. Det viste sig også at være en nyophængning af værker fra museets samling, der ikke har været tilgængelig for publikum i længere tid. Dansk kunst 1780-1930.
Det morsomste her var en væg med en række modelstudier fra 1833 - fem numser - eller rettere sagt, faktisk fem udgaver af samme numse - udført af kendte danske navne - C. W. Eckersberg og hans fire elever, Wilhelm Marstrand, Christian Købke, Constantin Hansen, Martinus Rørbye (eller Adam Møller).
På nettet ligger en morsom omtale af denne lille særudstilling, som også omtaler et maleri fra Vejrhøj af J. Th. Lundbye (en af Ibs favoritter) og et af Edward Weie, som jeg er glad for, Dame med parasol - malet på Christiansø, hvor vi var i sommer.
Og først nu nåede vi frem til mit hovedmål, Middelhavshorisonten.
Udstillingen ”Middelhavshorisonten” præsenterer en kulturhistorisk beretning om Middelhavsområdets kulturer. Mere end 1.000 arkæologiske genstande fra Glyptotekets rige samling af fund fra området fortæller om de antikke kulturer i Middelhavområdet. Kontakt og udveksling gennem handel på tværs af Middelhavet var en vigtig faktor i dannelsen af de fortidige samfund, som ligger til grund for vores nutidige verden. Udstillingen belyser den omfattende udveksling af varer og viden, gudetro og ideologier, som fandt sted i løbet af mere end 6.000 år – fra Mellemøstens tidlige højkulturer til det romerske imperiums begyndelse.
Med tiden opstod de tre store imperier i Mellemøsten: Assyrien,
Babylonien og Persien. De tre store relieffer med dyrefremstillinger,
som ses ved indgangen til udstillingen, stammer fra den monumentale Ishtar-port ved
paladset i Babylon fra det 7. og 6. årh. f.Kr.
Udstillingens fokus ligger på de store antikke kulturer som fulgte efter de tidligste mellemøstlige imperier. Den fortæller om, hvordan både varer, ideologier, religion og samfundsstrukturer i hele Middelhavsområdet blev påvirket af kulturelle forbindelser på kryds og tværs.
Udstillingen byder på et overflødighedshorn af effekter - vaser, dyrefigurer og andet.
Sidste del af Middelhavshorisonten rummer en stor etruskisk samling.
Man har spekuleret på, om den meget karakteristiske sorte, etruskiske keramik udelukkende har været fremstillet som gravgaver.
Og hvem er så ovenstående hyggelige fyre? Jeg ved det ikke. Ofte tager jeg foto af teksten til de genstande, jeg fotograferer. Men med den overvældende mængde af spændende artefakter i Middelhavshorisonten var det en umulig opgave.
Mon der findes et udstillingskatalog til denne del af museets faste samling?
Det næste ved jeg dog, hvad er. Det er eksempler på etruskernes karakteristiske askekister
Helt nede for enden af den etruskiske samling har man opført et gravkammer.
Den store 1:1 kopi af et vægmaleri fra et etruskisk gravkammer er udført i årene 1895-1913 på initiativ af museets stifter Carl Jacobsen. Vægmaleriet viser etruskernes egen afbildning af ritualer og adfærd i forbindelse med begravelser og forfædrekult.
Etrurien var et af de første områder, som byen Rom underlagde sig.
Men mange af de etruskiske guder blev overtaget af romerne og ligeså etruskernes praksis med at tage varsler af dyreofres indvolde.
Efter et smut ned i det ægyptiske gravkammer og derefter et smut op på tagterrassen var vi ved at være færdige. Selv om jeg den seneste tid har læst meget om den romerske republik, sprang vi den græske og romerske afdeling over. Den afdeling indeholder mest en masse skulpturer - og som sagt er jeg ikke så vild med skulpturer.
Så efter et kort hvil på bænken i Glyptotekets imponerende centralrum med palmer og fiskedam, traskede vi på trætte fusser den korte vej til Hovedbanegården og kunne snart sætte os i toget.
Men boede vi i København, skulle vi bestemt have et årskort. Glyptoteket bliver vi aldrig færdig med.
Næste museumsbesøg må vist blive Moesgårds kommende særudstilling RUS - Vikinger i øst.
Vikingerne er ikke min hovedinteresse, men med undertitlen "På togt mod Kalifatets sølv" kan det kun blive spændende.
