Et japansk intermezzo

 

Kabuki (歌舞伎)  er det klassiske japanske dansedrama, som er kendt for sine ret opstyltede eller overlæssede kostumer og dets forfinede, men også overdrevne  kumadori-sminkning. Farven, som anvendtes til ansigtsbemalingen, kaldes på japansk bene. 

Jeg stødte på Kabuki, da jeg i sin tid skrev om farvning med safflor,  alkanna og ratania, og jeg kom ud på et vildspor, som handlede om Japan. 

Tænkte først at det var vel okay – læseren kunne måske godt – ligesom jeg selv – trænge til en lille pause fra rødtræ, blåtræ, sandel, safflor, alkanna og ratania. Et lille japansk intermezzo. 

 Men efterhånden blev teksten så omfattende, at den nødvendigvis måtte pilles ud.

 I stedet blev det et selvstændigt og udvidet indlæg, som jeg længe har haft liggende. Jeg har ikke rigtig vidst, om det skulle udgives.

For lød det fremmedfjendsk?

Det må læseren afgøre. Det er ikke ment racistisk eller fremmedfjendsk, men mere som nogle overvejelser over, hvorfor mit syn på Japan er, som det er.

Tilbage til indledningen. 

Kabuki menes at være startet i 1603, da en vis Izumo no Okuni i Kyoto startede en lille kvindelig dansertrup, som imidlertid udviklede sig til en udelukkende mandlig trup, da kvindelige kunstnere i 1629 pludselig blev forbudt. Spørg mig ikke hvorfor, men måske det er derfor, at de optrædende var så voldsomt sminkede - når de skulle illudere kvinder.

Kabuki teater er optaget på UNESCOs liste over menneskehedens immatrielle kulturarv – List of the Intangible Cultural Heritage of Humanity.

Unescos liste over kulturarv støder jeg - ikke overraskende - på utallige gange. Til gengæld synes jeg, det er pudsigt, som jeg nu flere gange i tidligere  blogindlæg er kommet omkring Japan. Jeg har f.eks. skrevet om samuraier og den japanske hakkō-date-farvning med indigo. Sidstnævnte er også  på UNESCOS kulturarvsliste.

Japan er ellers et land, der ikke har haft min store interesse, men måske alligevel et land, det var værd at udforske lidt mere – i bøger og på nettet! 

Ib har været i Japan to gange på besøg i Koldings venskabsby Anjó og har både kørt med Shinkanzen og set Fujijama.  Han har været meget begejstret. 

Måske også fordi han ved en traditionel grøn te-ceremoni blev opvartet af en yndig geisha :-), hvem ved.

For en del år siden var en delegation på genbesøg i Kolding. En kæmpestor delegation. Til besegling af venskabet mellem de to byer medbragte de en gave bestående af en masse japanske kirsebærtræer, der skulle plantes i Geografisk Have. Jeg var så heldig at følge med Ib til arrangementet, og da det første træ symbolsk var plantet, var der spisning på Den Gyldne Hane. Her oplevede jeg den mest overdådige buffet, jeg nogensinde har set. Der var ALT. Alt i fisk, flæskesteg, oksestege, poussiner, and og gås. Og alt med sin specielle sovs og tilbehør. Der ønskede Kolding Kommune og Den gyldne Hane virkelig at imponere.

Kirsebærblomsten - sakura - symboliserer med sin ganske korte blomstringstid livets forgængelighed.

Fotoet er ikke fra Geografisk Have, Kolding.For faktisk var de kirsebærtræer vi fik foræret desværre ikke med lyserøde, men hvide blomster.

 

Alle japanerne var særdeles venlige og umådelig høflige og korrekte ved middagen på Den Gyldne Hane, men det var lidt svært at komme ind under huden på dem. Jeg var været med til et par andre venskabsby-festligheder med tyskere fra Delmenhorst og spaniere i og fra Huéscar. De var noget mere selskabelige.

Sproget er naturligvis en barriere, og jeg oplevede, at japanernes meget korrekte og formelle adfærd udelukkede den mimik og gestikuleren, der måske ellers kunne have åbnet op ved dette selskab.

 

Fælles samtaler på tværs af nationaliteterne  er ved sådanne internationale sammenkomster som regel på engelsk eller tysk. Men gæsternes indbydes samtaler foregår ofte på deres eget sprog. Når det er tyskere eller spaniere kan man nå at fange lidt af gæsternes - eller værternes - indbyrdes snak og måske opsnappe et emne, man kan hægte sig på, men i det japanske selskab var det umuligt at opsnappe noget som helst af deres indbyrdes og mere uformelle snak.

 

De eneste japanske ord og emner, jeg kunne få frem fra hukommelsen under spisningen, var – ud over sushi og bonsai – kamikaze og bansai. To ikke særlig velvalgte konversationsemner med byens officielle japanske gæster. 

 

Bansai var det kampråb, de japanske styrker råbte op mod kejseren, når de stod i række og geled for at blive sendt ud i kampen i 2. verdenskrig og det råb, som kamikazepiloterne ligeledes udstødte, når de styrtede deres fly mod et fjendtligt mål i en ren selvmordsaktion.

 

Så jeg overlod værts- og værtindepligterne til andre og nød min and og gås.

 

På mig har Japan og dets befolkning altid virket meget fremmedartet, og mit syn på Japan har nok i meget høj grad været præget af film og beretninger fra 2. verdenskrig og så alle de japanske industrispioner, vi hørte så meget om i 1960-erne og turisterne med deres kameraer og store pengepung på Strøget i København.

 

Og så var der jo også Minamata-skandalen i 1950'erne. Kviksølvforgiftningerne der ramte tusindvis af mennesker ved verdens  første store forurenings-katastrofe.

 

Min bror havde på et tidspunkt anbefalet mig HBO-serien Miss Sherlock, en (karikeret ?) kvindelig japansk udgave af Sherloch Holmes, og andre har varmt anbefalet mig Haruki Murakamis roman Kafka på stranden som en vidunderlig magisk roman om livet, kærligheden og døden. Ingen af de to fangede mig.

Hvorfor jeg ikke blev fanget af romanen, kan jeg ikke huske. Måske skulle jeg give den en ny chance.

 

Men en af forklaringerne på min manglende begejstring for Miss Sherlock tror jeg var sproget. Det var utrolig hårdt og staccato-agtigt. Som en maskingeværsalve. Helt uden melodisk klang. 

Skriftsproget derimod - og japansk kalligrafi - er jo yndefuldt.

 

 

Det japanske skolesystem er bestemt ikke efterlignelsesværdig, og jeg synes også, at de dokumentarer, der af og til sendes om Japan, viser et forskruet samfund med tætpakkede byer, opskruet tempo med stress og opskruede forventninger. Jeg husker også en dokumentar om de unges forhold til intimitet, hvor de f.eks. viste, hvordan unge mænd betaler for blot at blive kysset og strøget over håret!!  Men det er naturligvis den vinkel, tilrettelæggerne har valgt,  ligesom de gamle film fra 2. verdenskrig ofte har været udtryk for amerikansk nationalisme og krigspropaganda - opbygning af fjendebilleder.

 Efterkrigstidens syn på Japan er præget af japanernes uventede  angreb på Pearl Harbour og de efterfølgende slag, som amerikanske og allierede soldater udkæmpede mod japanerne. 

Det er nemt at finde amerikanske krigsfilm, der heroiserer de amerikanske styrker over for de bestialske japanske. 

Jeg mindes kun en enkelt eller to film, hvor man har set krigshandlingerne fra en japansk synsvinkel, og hvor japanerne skildres som andet end monstre, men som mennesker med præcis de samme menneskelige følelser og lidelser, som de vestlige soldater. 

Den ene er Clint Eastwoods fantastiske og tankevækkende film Letters from Iwo Jima, som han producerede i samarbejde med Stephen King.

 Sammen havde de produceret Flags of Our Fathers - den superpatriotiske skildring af amerikanernes heroiske indtagelse af den lille ø Iwo Jima. Sikkert husker du det ikoniske billede, fra den virkelige begivenhed, hvor det amerikanske flag sættes i jorden.

Og herunder samme billede, men fra filmen.

 Herefter producerede de deres anden film om præcis det samme slag, kampen om den lille ø, men altså set fra japanernes synsvinkel.

 Herunder billeder fra den alternative skildring af den historiske hændelse.

Fantastisk film.

Den anden film var en, jeg så i fjernsynet en søndag eftermiddag - en film der ikke var af samme kaliber, lidt langsommelig. En af dem, der ikke hittede på det store lærred, men dog alligevel var seværdig en stille søndag eftermiddag, netop pga. af det perspektiv, vi sjældent støder på.  Her fulgte vi en japansk søofficer på vej mod et søslag mod amerikanerne, men skildrende hans tvivl og overvejelser. Jeg husker ikke titlen. 

Men muligvis Yamato, der på nettet får en dårlig anmeldelse, som slutter:

”Yamato” har muligvis en nostalgisk og sentimental værdi for en japaner, hvilket filmens store succes i dens hjemland ikke mindst vidner om, og den kan som sådan ses som en del af den nationale oprustning, der finder sted i Japan i disse år. Som film lykkes den dog altså ikke, og man forstår hvorfor denne film aldrig fandt vej til de danske biografer."

Aha. En japansk-instrueret film. Det forklarer jo noget. - Måske også den elendige anmeldelse.

Yamato var et 70.000 tons tungetslagskib, det største der nogensinde er blevet bygget, kejserrigets stolthed, der den 7. april 1945 blev sendt på en selvmordsopgave mod Okinawa. 

Også tv-serier og bøger har påvirket.

Da jeg havde engelsk i udskolingen læste vi ofte Nevil Shutes lille roman A Town like Alice - på dansk 5 sorte høns -  om en ung engelsk kvinde, Jean, i Malaysias hededampende jungle under anden verdenskrig. Hun er sammen med en større flok kvinder og børn tvunget til at vandre rundt og rundt i månedsvis, fordi den japanske besættelsesstyrke ikke kan finde ud af, hvad de skal gøre med deres besværlige flok krigsfanger. Så de bliver sendt fra A til B til C i et forsøg på at skubbe besværlighederne videre til næste fangelejr.

En anden - mere neddæmpet - skildring af kvinders vilkår i japansk fangenskab er Agnes Keiths roman Tre kom hjem, hvor hun beskriver sit ophold sammen med de øvrige udenlandske kvinder og børn i en japansk interneringslejr på Borneo under 2. verdenskrig.

"She also describes her captors in all their complexity. Colonel Suga, the camp commander, is an intelligent, highly educated man, at times her adversary, at others a strange ally in a distorted world," skriver en anmelder.

Oven på 2. verdenskrig har det været nemt at dæmonisere det japanske folk. 

Når der ikke rigtig er personlige kontakter, når vi ikke rigtig kender eller forstår deres skikke og traditioner, deres tankesæt, så er vi ofte modtagelge for alt, der kommer fra vores egen vestlige verden.

Lidt pudsigt er det, at vi skal tilbage til Puccini (1858 - 1924) for i hans fortælling om Madame Butterfly at finde en amerikansk skurk. 

På det tidspunkt var man i Europa nysgerrigt interesseret i det eksotiske Østen.

Operaen foregår i Japan, og Butterfly er en geisha, som har forelsket sig i en ung amerikansk officer, Pinkerton. Da han forlader Japan for at rejse hjem, er Butterfly gravid og helt overbevist om, at Pinkerton selvfølgelig kommer tilbage til hende. Han kommer da også, men han har sin amerikanske hustru med.

Operaen sætter fokus på Japans møde med det fremmede og på de to kulturers syn på ægteskab, troskab og ære. For hende er det dybfølt kærlighed, for ham blot et erotisk eventyr under fremmede himmelstrøg.

Det samme tema genfindes i Franz Lehars operette Smilets land fra 1929. Her er handlingen blot henlagt til Kina.

Men begge er jo også skrevet før 2. verdenskrig.

Jeg fik lyst til at dykke ned i Japans historie. Men det må komme i et selvstændigt indlæg.

En helt særlig historisk begivenhed, som måske er med til at forklare et udbredt syn på japanerne som ualmindeligt bestialske, må dog med, nemlig Nanjing-massakren.

Massakren fandt sted i tiden efter, at japanske styrker erobrede Kinas daværende hovedstad Nanjing den 13. december 1937 og varede i seks uger. Det antages, at op til 300.000 civilister og krigsfanger blev myrdet, i flere tilfælde på meget brutale måder: henrettede i fuld offentlighed og med den internationale presse til stede. De blev skudt, halshugget, brændt, kogt, bundet sammen med pigtråd og kørt over af tanks, nedskudt med maskingevær eller kastet i floden. Mellem 20.000 og 80.000 kvinder og småpiger blev voldtaget af japanske besættelsesstyrker i det, som er blevet kaldt verdenshistoriens største massevoldtægt. 

En japansk avisrapport af Akira Suzuki

Men mere end et halvt århundrede efter sætter japanske (måske naturligt nok), men også vestlige historiker spørgsmålstegn ved antallet af ofre for Nanking-massakren. I en netop udgivet bog benægter den prisbelønnede japanske forfatter, Akira Suzuki, ikke de japanske overgreb, men siger de 300.000 døde ikke understøttes af historiske fakta.

Han mener ud fra anklagerens dokumenter at kunne påvise, at tallet er hentet fra en på den tid velkendt amerikansk journalist Edgar Snows bog om Japans militære aggressioner i Kina.

Akira Suzuki påviser, at Show ikke selv havde nogen præcis viden om Nanking-massakren, men har lånt tallet 300.000 døde fra en australsk journalist-kollega, H. J. Timberley, der var korrespondent for den britiske avis Manchester Guardian.

Show var ikke selv på noget tidspunkt i Nanjing, men han havde et nært kendskab til Timberleys artikler og bøger. Ydermere sår Suzuki også tvivl om Timberleys troværdighed ved at påvise, at den australske journalist fungerede som rådgiver for den nationalistiske Kuomintang-regerings propaganda-tjeneste

Shows bog »The Battle For Asia« blev publiceret fire måneder før det japanske flyangreb på Pearl Harbour i december 1941, som defintivt bragte USA ind i Anden Verdenskrig. 

I »The Battle For Asia« advarede han imod Japans militære eventyr i Kina, og han skal senere have fortalt USAs præsident Franklin Roosewelt, at han med sin bog håbede at kunne få USA til opgive sin neutralitet og gribe til våben mod Japan for verdensfredens skyld.

For nylig blev jeg opmærksom på Peter Harmsens bog/biografi:  Sindberg Den danske Schindler, om den danske opsynsmand på F. L. Smidths cementfabrik i Nanjing, Bernhard Arp Sindberg, der åbnede fabrikkens porte, og lod 10.000 civile kinesere slå sig ned på området uden for japanernes rækkevidde. Den skal jeg vist have fat i.

Men nok om krig og fjendebilleder. Jeg er blevet sulten og kommer til at tænke på mine ny-syltede hokkaido-græskar. 

Tankerækken fortsætter, og pludselig husker jeg hokkaido-tranerne i sneen oppe på den nordligste ø og deres smukke tranedans. 

Hokkaidotranen bliver ofte brugt som et symbol på Japan, hvor fuglene længe har været omgærdet af myter. Før i tiden troede man, at traner levede i tusinde år, men i virkeligheden bliver de dog kun omkring 35 år gamle i naturen, mens de i fangenskab kan blive over dobbelt så gamle. Ikke desto mindre er der altså tale om en af de længst levende fuglearter i verden. Tranen forbindes derfor med et langt liv og er desuden et symbol på lykke og fred, hvilket blandt andet har ført til, at tranen er den mest populære type origamifigurer. I Japan er det nemlig en tradition at folde 1000 origamitraner, hvis man vil have et ønske opfyldt,

Jeg husker bonsaitræer og smukke japanske haver.

Jeg husker de poetiske haikudigte 

 

Åh, gamle dam,
en frø springer fra bredden,
lyden af vand.

Jeg husker yndefulde tegninger og malerier.

 

 Jeg husker "Bølgen" - et af Japans kendteste motiver fra Edo-tiden,  Japans kulturelle guldalder. Den store bølge ud for Kanagawa er et træsnit af den japanske kunstner Hokusai. Den japanske titel, 神奈川沖浪裏 Kanagawa-oki nami-ura, betyder direkte oversat "Under en bølge ud for Kanagawa", men omtales som regel blot som Bølgen eller Den store bølge. 

Kortet herover fandt jeg frem til i min store samling af kunstkort. Sjovt nok var det et kort, jeg ikke selv havde købt, men et, jeg havde fået tilsendt helt tilbage i 1978 fra min gamle gymnasiekammerat, Åse Grundal, som bebrejder mig, at det er længe siden, hun har hørt fra mig. Hvor sjovt at genlæse det efter så mange år.

Og når jeg så vrider hjernen yderligere, så husker jeg jo også, hvor optaget Ib og jeg - i seminarietiden og derefter - var af den japanske filminstruktør Kurosawi .

Og endelig husker jeg filmen Mit liv som Geisha, som jeg for et par år siden var enormt optaget af.  

I Japan i 1929 bliver den ni-årige Chiyo solgt til et geisha-hus, hvor hun må knokle som stuepige, til hun er gammel nok til selv at blive selskabsdame. Som geisha får hun navnet Sayuri, og takket være sin skønhed bliver hun snart en af tidens mest eftertragtede geishaer.  Smuk og kultiveret forfører og erobrer hun tidens mest magtfulde mænd, men er plaget af en hemmelig kærlighed til den eneste mand, hun ikke kan få.

   

 Smukke billeder og empatisk fremstilling af den unge geishas tilsyneladende succesfulde, men ufri liv.

Hun - hovedpersonen og de andre geishaer - har nok været sminket med bene, som farvestoffet i safflor kaldes i Japan :-) - hvilket jeg nævnte i indledningen.

Og således fik jeg bundet en smuk sløjfe på indlægget - synes jeg selv.