Zimbabwe er verdens femtestørste mineudvindingsland og den største lithiumproducent i Afrika. Lithium er Zimbabwes tredjestørste mineraleksport efter guld og platin.
Kinas indmarch i Zimbabwe er interessant. Det tyder på, at USA skød sig selv i foden.
Omkostningerne ved at bygge lithiumøkonomiens infrastruktur er enorme, og Zimbabwe havde brug for eksterne investorer for at udvikle sin lithiumindustri. Men i 2001 indførte USA sanktioner i form af at begrænse landets muligheder for at låne penge og tiltrække investeringer. Det skete på et tidspunkt, hvor Zimbabwe var i gang med at overtage de hvides farme i landet.
Mindretallets hvide zimbabwiske befolkning (0,6 %) besad fortsat 70 % af landets mest frugtbare landbrugsjord.
Zimbabwes økonomiske krise førte til stadig mere social uro fra 1997. Regeringen forsøgte at inddæmme uroen ved at tillade de utilfredse, organiseret som såkaldte krigsveteraner, at besætte landbrug ejet af hvide, som ikke modtog nogen form for kompensation.
Den politiske krise i Zimbabwe skærpedes frem mod præsidentvalget i 2002 i takt med, at krigsveteraner besatte hvide farmeres landbrug og udenlandske virksomheder. Efter valget udråbtes Mugabe som vinder med 56 procent af stemmerne. Dette resulterede i internationale fordømmelser, og flere donorlande meddelte, at de ville reducere eller helt standse bistanden. Den danske regering meddelte i forlængelse heraf, at den danske ambassade i landet ville blive lukket og al bistand standset. Internt strammede Mugabe magten, blandt andet ved at begrænse pressefriheden og umuliggøre de hvide storfarmeres vilkår.
Præsident Mugabe og ZANU-PF's partiledelse blev ramt af en lang række internationale sanktioner. I 2001 vedtog USA Zimbabwe Democracy and Economic Recovery Act (ZDERA). Den trådte i kraft i 2002 og indefrøs kredit til Zimbabwes regering. I 2002 blev nationen suspenderet fra Commonwealth of Nations på grund af de hensynsløse gårdbeslaglæggelser og åbenlys valgmanipulation. Året efter opsagde zimbabwiske embedsmænd frivilligt deres Commonwealth-medlemskab.
I 2008 gav præsident George Bush ordre til yderligere sanktioner mod Zimbabwes "ulovlige" regering. Det skete som reaktion på præsidentvalget i Zimbabwe, der blev boykottet af oppositionen.
" Med Mugabe-regimets åbenlyse laden hånt om det zimbabwiske folks demokratiske vilje og menneskerettigheder, så beordrer jeg udenrigsministeriet og finansministeriet at sammensætte sanktioner mod denne ulovlige regering i Zimbabwe, og dem som støtter den," udtalte Bush.
Robert Mugabe vandt valget. Undervejs i valgkampen blev medlemmer af oppositionen dræbt, pryglet og fordrevet af Mugabe-tilhængere. Ironisk nok var det disse amerikanske sanktioner, der skubbede Zimbabwe i armene på Kina. Faktisk var Kina sandsynligvis den eneste nation, der fortsatte med at investere i Zimbabwe på trods af sanktionerne.
I første halvdel af 2023 modtog Zimbabwe Investment Development Agency efter sigende 160 ansøgninger om lithiuminvesteringer fra kinesiske investorer, sammenlignet med kun fem fra amerikanske investorer.
Efter at have indset de geopolitiske konsekvenser på grund af overafhængighed af Kina, var den amerikanske regering i 2024 endelig parat til at ændre sin tilgang. USA ophævede sanktionerne mod Zimbabwe i marts 2024. Kun håndhævede de Global Magnitsky Act af 2016, som gav USA autoritet til at sanktionere otte bestemte zimbabwiske personer, herunder præsident Emmerson Mnangagwa.
Ifølge Reuters har kinesisk-ejede virksomheder brugt mere end 1 milliarder USD på at erhverve og udvikle lithiumprojekter i Zimbabwe, og der findes adskillige kinesiske mineselskaber i Zimbabwe, herunder Sinomine Resource Group, Chengxin Lithium Group, Yahua Group, Zhejiang Huayou Cobalt og Canmax Technologies.
iIølge Zimbabwe Environmental Law Association (ZELA) var der i 2023 syv forskellige lithiumudforsknings- og mineprojekter på forskellige udviklingsstadier over hele landet,
I første omgang fandt jeg frem til de 6. Men et oversigtskort viser nu flere end 7.
3 af minerne er med på listen over Afrikas 10 største lithiumminer: Bikita-minen, Arcadiaminen og Zulu Lithium- og Tantalumminen.
1. Bikita-minen ligger i Masvingo-provinsen 308 km syd for Harare.
Minen drives af Bikita Minerals (Pvt) Ltd., som er et datterselskab til kinesiske Hong Kong-baserede Sinomine Rare Metals
2. Arcadia-minen ligger 38 km øst for Harare og var ejet af australske Prospect Ressóurcer, men blev solgt til kinesiske Huayou Cobalt i 2022.
(Størrelsesforholdet på dette kort i forhold til alle de øvrige giver et helt forkert indtryk af afstandene.!)
4. Goromonzi Project ligger omkring 44 kilometer øst for Harare, kun 8 km nord for Arcadia-minen (nr. 2) og er ejet af Prospect Lithium Zimbabwe, et datterselskab af kinesiske Zhejiang Huayou Cobalt.
5. Sabi Star.minen ligger omkring 240 km sydøst for Harare og er ejet af Chengxin Lithium Group of China i partnerskab med Max Mind Investment
6. Sandawana-minen ligger omkring 490 km syd for Harare og er ejet af Kuvimba Mining House med tætte forbindelser til Zimbabwes regerende ZANU-PF-parti og militæret, herunder enheder, der er underlagt amerikanske eller EU-sanktioner.
Herunder indsætter jeg kortet over de lithiumminer, jeg nu har nævnt. Selv om teksterne er for små og utydelige, kan man i hvert fald se beliggenhederne. Der er også flere end dem, jeg har omtalt, men de er kun på forberedelses- og undersøgelsesstadiet. Det kan nemt tage 15-16 år fra man lokaliserer en forekomst, til man rent faktisk har gang i produktionen. Nogle steder er angivet som steder med ukendt ejerforhold.
Jeg starter med at fortælle om Bikita, Arcadia og Premier's Zulu Project, for det var de tre miner, der var med på en liste over Afrikas 10 største lithium-miner.
Bikita
Minedriften ved Bikita startede allerede i 1911 ved en åben tinminegrube. Lithiumproduktionen startede i 1950'erne med udvinding af petalit, som hovedsagelig blev solgt til glas- og keramikindustrien.
Bikita Minerals siges at være verdens største producent af petalitkoncentrat til glas- og glaskeramisk industri og har været en betydelig producent af tantal siden 2018 . Tantal (efter Tantalos fra den græske mytologi) er en fremragende elektrisk leder og varmeleder og bruges primært indenfor elektronikken, i elektroniske komponenter som modstande af høj kvalitet.
I 2022 erhvervede Sinomine Rare Metals Resources Bikitaminen for 180 millioner dollars.
Efter opkøb af minen har Sinomine rapporteret en investering på 300 millioner dollar til et et nyt spodumenkoncentratanlæg med en forventet kapacitet på 300.000 tons højkvalitets kemisk-kvalitet spodumen koncentrat hvert år, et nyt petalitkoncentratanlæg, og også et 12 MW solenergianlæg er en del af udvidelsen.
Bikitas operationer var suspenderet en kort periode i maj 2023. Det skete efter at Center for Natural Resource Governance, en zimbabwisk NGO, på deres hjemmeside havde rapporteret om miljøskader og nedskydning af en håndværksminearbejder. En talsmand for Bikita udtalte til Global Witness, at det "afviser påstande om manglende overholdelse af arbejds-, miljø- og landets operationelle love som påstået i nogle dele af medierne." De tilføjede, at det rapporterede skyderi var ved at blive efterforsket af politiet, og at mineoperationerne ikke var blevet påvirket af nogen suspension af aktivitet af denne eller nogen anden grund.
I kølvandet på minedriften i fjerntliggende landsbyer i Midlands-provinsen i Zimbabwe har det ændret livsvilkårene og skabt et utal af negative konsekvenser.
Repræsentanter for Center for Naturressourceforvaltning har besøgt området, hvor Bikitaminen ligger, og har talt med lokalbefolkningen, som har berettet om utallige negative følger af Sinomines aktiviteter.
Øredøvende drøn af boring og sprængning forstyrrer den fred og ro, der engang var kendetegnende for dette tætte samfund og giver søvnløse nætter med flossede nerver.
Minedriften har udløst en strøm af støvforurening. Den luft, befolkningen indånder, er fyldt med giftige partikler, hvilket giver luftvejslidelser især hos sårbare børn og ældre.
I en landsby er en lokal brønd for flere familier ikke længere tilgængelig, da Bikita Minerals har indhegnet den for at forhindre landsbybeboere og deres husdyr adgang.
Mountain Mujakachi, et medlem af det efterladte Bikita-samfund, som talte med journalister fra magasinet THE WEEKLY, fortæller, at begrænset adgang til rene vandkilder forværres af en voldsom vandforurening i området.
 |
| Billedet viser Bjerget Mujakachi, der står ved siden af en dyb rende, skabt af Bikita Minerals som en barriere, der forhindrer adgang til det område, hvor samfundet tidligere hentede vand. Renden er gravet helt tæt på folks hytter. |
En dæmning, som selskabet byggede til opsamling af brugt vand, er utæt, hvilket resulterer i forurening af den nærliggende Matezva-dam. Derudover fremhævede han, at vand fra lithiumminen bliver dumpet, hvilket fører til forurening af en anden brønd tæt på minen.
Lokale kilder er udtørret, og de engang så pulserende landbrugsarealer er forvandlet til golde arealer.
Det kinesisk-ejede mineselskab har desuden bedrevet ”land-grabbing”, indgreb i Bikita-samfundets forfædres landområder og har fordrevet lokalbefolkningen.
Løfter om samfundsudvikling og involvering har vist sig at være tomme ord. Den rigdom, der er genereret af lithiummineindustrien, er strømmet ned i udenlandske selskabers kasser, mens Bikita-samfundet forbliver forsømt og glemt.
Center for Naturressourceforvaltning sammenfatter, at miljømæssige konsekvenser, fordrivelser, intimidering, uretfærdig arbejdspraksis og menneskerettighedskrænkelser er de definerende kendetegn ved lithiumminedrift i Zimbabwe og konkluderer, at fattige landsbyboere i Afrika bliver skubbet yderligere til periferien.
En anden bekymring handler om den indvirkning, som BM-aktiviteter har haft på kvinder og piger fra de omkringliggende samfund. Fem kvinderettighedsaktivister fra Bikita deltog i en national workshop for Participatory Action Research faciliteret af CNRG. De gennemførte en undersøgelse blandt de piger, der deltog i Amnesty International Campaign for Female Education og observerede en høj andel af børneægteskaber samt børnemishandling. Nøglefaktorerne for børneægteskaber var fattigdom, apati over for uddannelse, gruppepres blandt de unge, men også misbrug fra deres "værger". Faktisk var "de vigtigste gerningsmænd hovedsageligt Bikita Minerals-ansatte", som ville "udnytte deres sociale status til at lokke unge piger ind i forhold og blev de gravide fik de ingen støtte - hverken fra deres "partnere" eller familie."
Der var også påstande om, at "nogle af gerningsmændene er del af ledelsen af Bikita Minerals", og det kan forklare, hvorfor der ikke er tilstrækkelige bestræbelser på at irettesætte BM-medarbejdere for at beskytte de unge piger, ifølge de lokale aktivister.
En anden vigtig bekymring handlede om kvinders ret til energi. Hele samfundet er afhængig af brænde som deres eneste energikilde, og kvinder bruger meget tid på at samle det. Nogle af dem har dog haft vanskeligheder, fordi de skal fremvise en skriftlig tilladelse til at få adgang til en del af det indsamlingsområde, som er på BM-lejemålet. I mangel af de to personer, der er i stand til at levere det, havde de "intet andet valg end at skære brænde 'ulovligt'" ifølge aktivisterne, og derfor risikerer de en bøde på 20 $ eller 1 måned i fængsel. Der har været rapporter om mishandling af kvinder, hvis de blev fundet af minens sikkerhedsvagter i gang med at skære eller hente brænde. Ifølge kvinderne blev de tvunget til at lave mad og vaske op. Men ifølge aktivisterne "er der store chancer for, at kvinderne kunne være blevet voldtaget, men valgte ikke at afsløre misbruget af frygt for at miste deres ægteskaber og af frygt for stigmatisering".
Men hvis vi for et øjeblik forlader de negative påvirkninger, som minedriften synes at have for lokalbefolkningerne , så ligger HER en instruktiv video, der viser alle arbejdsgangene i Bikita-minen.
Arcadiaminen
 |
| Skønt langt ude på landet ligger Arcadia let tilgængeligt tæt på hovedveje til Harare. |
 |
| Men nærmeste udskibningshavn er Beira i Mozambique, godt 500 km fra minen. |
Premier's Zulu Lithium and Tantalum Project ("Zulu Project")
Premier's Zulu Lithium and Tantalum Project ("Zulu Project") anses generelt for at være den potentielt største uudviklede lithiumholdige pegmatit i Zimbabwe. Zulu-projektet omfatter 14 mineralkrav, der dækker et overfladeareal på 3,5 km2.
Minen er ved at udvikle et pilotanlæg på 50.000 tons om året af forsknings- og udviklingsselskabet Suzhou TA&A Ultra Clean Technology til en værdi af 35 millioner dollar. Men driften er blevet suspenderet. De er åbenbart løbet ind i problemer mht. kvaliteten. En repræsentant for selskabet oplyser, at virksomheden fortsætter suspenderingen, " ... da virksomheden fortsætter med at navigere i økonomiske og operationelle udfordringer, som vurderes til primært at skyldes utilstrækkelig reagensdosering og for lang opholdstid i rensekredsløbet." Den britiske virksomhed har nu ansat en kinesisk ingeniør-, indkøbs- og byggeledelses-entreprnør (EPCM) som en fall-back-strategi.
Zulu havde en aftagelsesaftale med kinesiske Canmax Technologies, som Canmax dog opsagde, da Zulu-projektet fik problemer med at overholde tidsfrister for levering. Canmax havde allerede forudbetalt $34,6 mio. De to selskaber blev dog enige om igen at indgå en aftale, stort set som den oprindelige.
Næh, det var ikke meget, jeg fandt om de to miner. Skulle jeg så helt have udeladt dem? Det valgte jeg så ikke at gøre. Zulu-projektet er britisk, Arcadia var indtil 2022 australsk. Er det netop derfor - eller et tilfælde - i hvert fald et sundhedstegn - at nettet ikke er oversvømmet med nedslående beretninger om kummerlige forhold og ulemper for lokalbefolkningen ved netop de to foretagender? For dem kommer der masser af ved de næste miner.
De øvrige miner - og masser af problemer
Når Zimbabwe forbyder eksport af råmalm, hvad gør kineserne så? Ja så bygger de forarbejdningsanlæg i landet, så de stadig kan sikre sig en lind strøm af lithium til deres batterifabrikker hjemme i Kina.
Ved Goromonzi har de bygget et lithiumbehandlingsanlæg, som ud af 4,5 millioner tons hårde sten lithium vil kunne producere omkring 400.000 tons koncentrat årligt til eksport. Således også ved Bikita, Arcadia og Sabi Star-projektet.
Sabi Star-minen
Sabi Star-minen ligger i Buhera-distriktet i Manicaland-provinsen.
Lidt om området:
Buhera fungerer som det administrative og kommercielle center for Sabi kommunale jorder. Økonomien i Buhera-distriktet afhænger hovedsageligt af landbrug. De vigtigste afgrøder er majs, hirse (mhunga), rundnødder (nyimo) og jordnødder (nzungu). Kvægbrug er også udbredt, primært i subsistensskala . Buhera-distriktet er 100 % afhængigt af regn, men der er ikke faldet nogen god regn siden 1990. Området er frugtbart, men på grund af regnens uforudsigelighed i området er vanding påkrævet for en vellykket høst. Området har adskillige kunstvandingsordninger, som dog i flere tilfælde er i beklagelig tilstand på grund af regeringens forsømmelse. Med dårlige veje mellem Chivhu og Rukweza gennem Murambinda, er det svært at få adgang til andre byer. Bjerge som Gombe og Ngundu giver de bedste frugter som mashuku eller mahzanje, som Shona-folket foretrækker. Men landsbyboere har svært ved at transportere dem, fordi de er letfordærvelige, når de er modne.
I landsbyerne omkring Sabi Star kender man problemet med, at unge forlader skolerne for at arbejde i minen. Joshua forlod gymnasiet for at få et minejob, efter at hans forældre, begge arbejdsløse, ikke var i stand til at betale 40 USD i studieafgiften for en skoleperiode. Han er den ældste af fem børn og bor i Majere, en landsby nogle kilometer fra Sabi Star-minen.
"Min familie kæmpede for at tjene til livets ophold," fortæller Joshua, 18, til China Dialogue. "Jeg kan huske, at jeg gik i skole i iturevne sko, skolepenge var ubetalt i flere terminer, og jeg havde ikke råd til en simpel frokost," siger Joshua. "Minen i vores område kom på det rigtige tidspunkt."
Joshua tjener omkring 250 US$ om måneden, og hans situation er ikke usædvanlig blandt unge zimbabwere. Han fortæller, at de fleste af de tidligere elever, der kom med til minen, blev ansat, da den blev etableret. Arbejdet var for det meste ufaglært, såsom at rydde stedet som forberedelse til udvinding.
Zimbabwes ministerium for primær og sekundær uddannelse har iværksat kampagner og opmuntrer eleverne til at vende tilbage til skolen, hvis de har forladt skolen af en eller anden grund. "Selvom de chancer, som minen giver, virker lukrative, råder vi altid eleverne til at investere i uddannelse først" udtaler siger Ndoro til China Dialogue. En anden repræsentant for ministeriet uddyber: "Hvis elever i mineområder fortsætter med at forlade skolen til minedrift, vil samfundet i det lange løb stå over for nogle sociale dårligdomme. Disse områder vil være økonomisk deprimerede.
Sådanne initiativer kan dog være for få, for sent. "Der er ingen måde, jeg nogensinde vil komme i tanke om at gå tilbage til skolen," siger Joshua. "Jeg har allerede etableret min familielivline. Nu er jeg i stand til at forsørge en familie. Jeg betaler selv skolepenge for mine søskende."
Sabiminen ligger 360 km fra den nærmeste havn, Port Beira i Mozambique. Produktionen begyndte i maj 2023 med en årlig kapacitet på 900 000 tons rå malm og omkring 290 000 tons lithiumkoncentrat. Hver dag kører mere end 30 lastbiler med læssevis af malm ad en grusvej, der forbinder minen med den tjærede motorvej.
 |
| En fane af rødt støv rejser sig bag bilerne på grusvejen. |
 |
ENR står for The Engineering News-Record, som er et amerikansk ugeblad, der leverer nyheder, analyser, data og meninger til byggebranchen verden over. Den betragtes bredt som en af byggebranchens mest autoritative publikationer og anses af mange for at være branchens "bibel".
I byggeprocessen beskæftigede projektet 1000 medarbejdere, hovedsagelig fra lokalsamfundene. Driften af anlægget vil føre til direkte ansaættelse af 450 medarbejdere, hvoraf 85 % er lokale og yderligere 400 entreprenører.
Indvielsen blev naturligvis fejret med pomp og pragt og med deltagelse af Zimbabwes præsident, vicepræsident og ministeren for miner og mineudvikling. Sabi blev prist i høje vendinger i floromvundne taler.
Herunder præsidentens instagramopslag.
De fraflyttede/genhusede har en noget anden oplevelse end det som ovenstående positive beskrivelse antyder.
Center for Natural Resource Governance videregiver nogle af beboernes oplevelser i en artikel med overskriften: Injustice Unveiled: The Distressing Tale of Mukwasi Village’s Forced Relocation for Lithium Mining.
En anden artikel fra The News Hawks med samme tema har overskriften: Villagers cry foul as global giant exploits Zim lithium
Familierne, der blev flyttet for at give plads til Sabi Starminen fortæller, at de blev tvunget til at flytte efter at være blevet udstedt subtile trusler fra Buhera-distriktets udviklingskoordinator (DDC), Freeman Mavhisa og deres traditionelle leder, Chief Nyashanu.
"De udnyttede vores uvidenhed. Vi underskrev aftalerne, fordi vi fik at vide, at hvis vi nægtede, ville regeringen tvangsflytte os og dumpe os et sted efter deres valg. Distriktsadministratoren DDC Mavhisa fortalte os, at vi ville blive tvangsflyttet, hvis vi gjorde modstand. Vi havde intet andet valg end at underskrive,” sagde Martha Tagarira i et interview på Murambinda Growth Point, hvor hun nu bor.
Vi så folk bore huller på vores marker i 2021. De præsenterede sig ikke for os, men hvem ved, måske havde de informeret høvdingen og landsbyoverhovedet, men ingen fortalte os, hvad der foregik.
22 familier valgte at blive flyttet til Murambinda, en nærliggende meget lille by, en del flyttede til landsbyen Mukwasi, en enkelt familie længere væk.
 |
| Wonder Mushove står foran sit tidligere hjem. |
Lahliwe Musikavanhu, en af dem, der blev genbosat i Murambinda, mener, de blev behandlet respektløs lige fra begyndelsen.
”Jeg var en af dem, der ikke ville flytte. Jeg forsøgte at gøre modstand, men de sagde, at jeg ville flytte, 'uanset om jeg kan lide det eller ej'. Under alle omstændigheder sagde de, at mit hus ville udvikle revner på grund af sprængningen ved minen."
Hun fortæller, at formelle møder mellem mineledelsen, landsbyboere, traditionelle ledere ledet af Chief Nyashanu og regeringsembedsmænd startede i februar 2022. Regeringsteamet blev ledet af Mavhisa.
De berørte familier siger, at hver gang de rejste spørgsmål rettet mod mineledelsen, som var repræsenteret af Alfas Mugova under forhandlingerne, brød Chief Nyashanu ind for at svare.
"Vi erfarede senere, at firmaet havde bygget et smukt hus til Chief Nyashanu i Murambinda, selvom han ikke var påvirket af minedriften. Mange af os så dette som betaling for at sikre, at vi flytter uden tilstrækkelig kompensation,” sagde en af de berørte landsbyboere, som afviste at blive navngivet og sagde, at anklage en Chief Nyashanu for korruption kunne kompromittere hans familie.
Adskillige medlemmer af samfundet havde samme fornemmelse og fortalte The NewsHawks, at de troede, at Chief Nyashanu, som skulle have været deres talsmand, blev bestukket med et hus.
Mineledelsen og regeringsteamet fortalte de berørte familier, at de ville blive flyttet, men der ville blive udbetalt passende kompensation. De lovede at kompensere for al den infrastruktur, man havde i deres hjem, inklusive boringer, kraaler, folde, hønsegårde og endda frugttræer. Med hensyn til huse sagde de, at uanset hvad man havde bygget, ville de bygge mindst tre ekstra værelser, men det skete ikke.
Musikavanhu forklarer, hvordan folks levebrød er blevet påvirket af flytningen fra deres subsistenslandbrug til byen.
”Vi bor nu i byen og skal købe alt fra grøntsager til kød, men vi har ikke pengene. Vi lider nu. Vi forsøgte at få erstatning for den jord, vi havde på fællesarealet, men chefen og DDC gjorde klart, at vi ikke ville få erstatning. De fortalte os, at al jord tilhører regeringen. De fortalte os, at vi slet ikke havde noget krav. Landsbyens leder Tagarira forsøgte at kæmpe i vores hjørne, men blev bragt til tavshed af høvdingen."
De fordrevne familier har nu små køkkenhaver i deres baghaver, men der er ikke plads til at dyrke majs og andre afgrøder, der tidligere brødfødte dem hele året.
De udsatte familier mener, at kompensationen var sølle, i betragtning af at mange familier mistede deres levebrød - deres kommunale jord - og nu lever i fattigdom i Murambinda by.
"Nu har vi brug for kontanter dagligt. Vi har ikke vores store marker og husdyr, som kunne sikre, at vi er fødevaresikre,” sagde Shame Mashokozi.
”Da vi startede, gik det bedre, fordi vi kunne bruge de penge, vi fik efter flytningen, men de er opbrugt, og vi har ikke job. Det betyder, at vi er blevet dømt til et liv i fattigdom og nød."
 |
| Byen omtales undertiden som Murambinda Growth Point . "Vækstpunkter" er centre, der er blevet afsat og er støttet af regeringen , for at udvikle bycentre i overvejende landlige omgivelser. Vækstpunkterne forventes at etablere urbane boligområder, små og mellemstore virksomheder (SMV'er) og let industri. Murambinda er nu officielt udnævnt til en by. |
 |
| I 2021 nåede internettet til Murambinda |
.jpg.jpeg) |
| Takket være Ministeriet for Informationskommunikationsteknologis e-læringsprogram er 40 computere blevet stillet til rådighed for skolen. Dette vil være den første eksponering for computere for mange af eleverne i alderen mellem 13 og 18 år. |
Hver familie fik tildelt et trangt 5-værelses hus. uanset familiens størrelse, som ofte var på 10 eller mere. I Shona-traditionen er det sædvanligt, at gifte sønner bor hos deres forældre i en periode, før de starter deres eget selvstændige liv. Der har dog været uheldige tilfælde, hvor flytningsprocessen begyndte, før disse sønner havde sikret sig ordentlige boliger, hvilket førte til yderligere vanskeligheder og forværrede deres allerede udfordrende forhold, da de blev tvunget til at bo hos deres forældre i det tildelte hus med 5 værelser. Selv en familie med 22 medlemmer skulle presse på så begrænset et areal.
Grundstørrelsen var lovet som 450 kvadratmeter, men mange fik grunde helt ned på 300 eller endda 230 kvadratmeter.
Indkomstskabende projekter som haver, brønde og boringer, som har holdt dem i generationer, var umulige på de små parceller.
Den elskede tilstedeværelse af høns, geder og køer, som havde givet en fast indtægtskilde var ligeledes umulig.
Kompensation for tabte træer var et ringe beløb, hvor hver person modtog sølle $20 USD pr. træ. Kraals, der var afgørende for husdyropdræt, blev der ikke kompenseret for, da minen hævdede, at der ikke var plads til husdyr i den nærliggende by Murambinda. Som følge heraf blev landsbyboerne tvunget til at efterlade deres resterende husdyr, hvilket forværrede deres økonomiske problemer.
For de forflyttede familier har el- og vandregninger, det nye sted været overraskende og endnu en belastning, ligesom ublu priser på skoler i den nye by.
 |
| Tilbage i 2015 overvejede regeringen at gøre kinesisk obligatorisk i skolerne. "Regeringens forslag om at gøre kinesisk, kiswahili, fransk og portugisisk obligatorisk i Zimbabwes statsdrevne skoler er vanvid," udtalte Rejoice Ngwenya, lederen af Comaliso, en Harare-baseret tænketank for offentlig politik i den anledning. ”Traditionelt har folk lært engelsk, ja, portugisisk, ja, der har været nogle private institutioner, der taler portugisisk. Og jeg ved, at kinesisk også er blevet indført på universitetsniveau. Men at gøre det obligatorisk, synes jeg, det er uretfærdigt. Lad folk lære de sprog af egen vilje,” siger han. Regeringen stiller flere krav til studerende med risiko for at fjerne deres egen nationale arv, siger Ngwenya. Engelsk, Shona og Ndebele er de officielle sprog i Zimbabwe, med yderligere 13 lokale sprog, der bruges i hele landet. |
De, der bosatte sig i landsbyen Mukwasi, sagde, at de blev lovet et borehul pr. familie, men Sabi Star borede kun et fælles borehul.
Boringen blev boret midt i en af landsbyerne og er utilgængelig for husdyr i landbrugssæsonen. Og det bliver værre.
"Vi har flere gange klaget over vandet. Virksomheden kom og tog vandprøver til test, men de fortalte os ikke resultaterne. Vi er altid syge og frygter at dø af vandbårne sygdomme. Jeg mistede fire får, efter at de drak vand fra boringen,” fortæller Zinatsa.
Prøver, som blev udtaget af The Newshawk og undersøgt på et førende laboratorium i Harare viste, at borehulsvandet er forurenet og usikkert til konsum.
"Vandet kan betragtes som usikkert til konsum, da parametrene for TVC (total viable count), turbiditet og coliforme bakterier er over de anbefalede grænser," står der i testcertifikatet.
De, der flyttede til Mukwasi - som stadig ligger forholdsvis tæt på minen, - fortæller, at der udviklede sig revner i husene fire måneder efter, de flyttede ind. Landsbyboere sagde også, at Mukwasi-dæmningen, som de havde været afhængige af til kunstvanding og husdyrdrikkevand, blev overtaget af mineselskabet.
Også der der flyttede til Murambinda, oplever at husene revner."Dette viser, at husene er under standard," sagde Lahliwe
 |
| Abishell Chikunda foran sit hus i nærheden af Sabi Star-minen. |
"Vi frygter, at revnerne vil blive ved med at udvide sig, hvilket betyder, at husene i sidste ende vil kollapse. Desuden fik vi ikke skøde, så vi frygter, at de nogle år senere kan blive taget fra os. Uden skøde har vi ikke bevis for, at vi ejer disse huse. Dette er et byområde, så vi har brug for skøder - i modsætning til i den landsby, hvor vi var." Andre løfter blev heller ikke indfriet, ifølge landsbybeboerne.
Endvidere er det tilflyttede samfund ikke blevet fuldt ud accepteret, og de er nedsættende omtalt som "Compound residents." Flytningen til et område, der engang var besat af et andet samfund, har antændt konflikter om land, hvilket forstærker de vanskeligheder, som landsbybeboerne står over for.
"Virksomheden lovede at ansætte mindst én person fra hver af de berørte personer og betale vores elregninger i tre år, men de holdt ikke deres ord. De mennesker, vi forhandlede med, såsom Mugova, er der ikke længere, så nu beder virksomheden os bare om at fremlægge bevis,” fortæller Mashokozi.
»Men vi har intet i forhold til beviser."
Men de lovede beskæftigelsesmuligheder ved minen udeblev, hvilket efterlod de udflyttede husstande uden nogen midler til at forsørge sig selv. Dette var især foruroligende for dem, der var afhængige af subsistenslandbrug, da de pludselig blev frataget deres landbrugsmarker, de engang dyrkede for at brødføde deres familier.
Udgravningen af forfædres grave føjede umådelig smerte og sorg til deres allerede traumatiske oplevelse. Dem med grave, der blev berørt, fik $1.000 USD for børn og $1.500 USD for voksne. Processen med opgravning og genbegravning blev gennemført på meget kort tid, fortæller de forflyttede familier. Dem der tildelte genbegravelsesområdet, havde ingen forståelse for den følelsesmæssige belastning ved processen.
 |
| Evias Mukwasi holder lithiummalm uden for sit hjem i landsbyen Mukwasi, Buhera, Zimbabwe. Han nægtede at blive flyttet og har ikke fortrudt. |
Der er således mange anklager fra befolkningens side.
"Vi blev fuldstændig vildledt, og desværre kendte vi ikke til vigtigheden af at have advokater til at repræsentere os, så virksomheden ignorerede bare de fleste af de ting, vi var blevet enige om," afslutter Mashokozi.
Sabi Star-selskabet anerkender nogle af problemerne, men kan ikke genkende familiernes gengivelse af forløbet.
Max Minds talsmand, Emmerson Njanjamangezi, fortalte til The NewsHawks, at flytningsøvelsen blev udført på en gennemsigtig måde, og udsatte familier var fuldt ud klar over implikationerne.
"Familierne var ordentligt engageret allerede fra starten af efterforskningen, så de var klar over, hvad der foregik i deres område. Møder med distriktsadministratoren, det traditionelle lederskab og andre regeringsafdelinger blev afholdt i Shona for at orientere dem om minens intentioner,” forklarer Njanjamangezi.
»Flytningen er ikke noget, der skete fra den ene dag til den anden, det tog næsten et år. Aftalen blev læst igennem og forklaret i Shona af den daværende MP, William Mutomba, og der blev foretaget rettelser, indtil vi havde et fint dokument, som alle var enige om.”
”Det er også vigtigt at bemærke, at da udflytningen startede, foreslog minen at købe en gård med vandingsfaciliteter til de udflyttede familier. Men de afslog det tilbud og insisterede på, at de ønskede township-liv," understregede Njanjamangezi.. De, der valgte at slå sig ned i Murambinda, er nødt til overholde rådets vedtægter, som forhindrer opdræt af kvæg i byen, men han understreger, at nogle af de flyttede familier i township har haver til grøntsager.
Med hensyn til kompensation for jord sagde Njanjamangezi, at det var uheldigt, at minen ikke ejer marker, og tilføjede, at kommunal jord ikke sælges, da den tilhører staten. Han bekræftede, at virksomheden havde modtaget "rapporter om revner [fra] flyttede familier".
"Problemerne blev behandlet og ordnet," mener Njanjamangezi. "Ejerskabet af husene blev overdraget til individuelle ejere sidste år. Murambinda Rural District Council behandlede skøderne for de 22 udflyttede familier. Alle kommunale gebyrer for det er allerede betalt af minen," forklarer han.
Hvad der er op og ned er svært at vurdere. Skiftet fra smålandmand til bybo har ikke været let. Det lyder trods alt , som om selskaber har forsøgt at opføre sig nogenlunde ordentligt på en del punkter, men der er opstået mange misforståelser, og der har nok heller ikke været den fulde forståelse for, hvor gennemgribende en livsændring, det har betydet for de familier, der måtte flytte.
Aviserne er helt klart på indbyggernes side. Myndighederne derimod anerkender Sabi Stars indsats og håndtering.
I 2023 blev Max Mind Investment tildelt Zimbabwe Excellence Award for Community Empowerment and Social Leadership ved den syvende Zimbabwe ESG (Environmental, Social and Governance) Report Awards-ceremoni, der blev afholdt i Harare den 24. november.
Sandwana og håndværksminearbejdere
Sandwanaminen ligger i Mberengwa-distriktet. Området er kendt for sin rigdom på mineraler. Guld udvindes i C Mine og andre småkravsminer spredt rundt i Mberengwa. Vanguard Mine var engang en stor aktør inden for asbestproduktion indtil 1980'erne, hvor brugen af det faldt, da man fik klarlagt, hvor sundhedsfarligt det var. Krom blev udvundet ved Rhonda og Inyala miner, men disse lukkede ned på grund af de katastrofale følger af Zimbabwes krise og Zimbabwes befrielseskamp.
Historisk set er Sandawana-minen primært forbundet med smaragder. Produktionen begyndte i 1950'erne, hvor Rio Tinto erhvervede minen i 1959 og drev den indtil 1993, hvor den zimbabwiske stat erhvervede en betydelig andel. Minen blev lukket i 2000-tallet.
Zimbabwes smaragder er meget små, men af høj kvalitet.
 |
| En 16-radet halskæde med mere end 1 000 perler af Sandawanasmaragder, hvis størrelse ligger mellem 4 og 7 mm. |
 |
| Sortering af smaragder. |
Til lithiumudvinding i Sandawana knytter sig en lille historie.
En Edias Sibanda bliver nævnt som ham, der som den første fandt lithium i området i 2018. Ifølge de lokale i landsbyerne Chegato og Chengechuru er lithium altid blevet fundet på stedet, men dets værdi eller navn var ukendt.
Sibanda havde en minelicens til tantalit, men opdagede en hvidlig sten, som han senere fandt ud af var lithium. Han tog det til MMCZ, the Minerals Marketing Corporation of Zimbabwe, som imidlertid ikke kendte til mineralet eller dets værdi.
Men rygtet om det nye fund af den hvidlige sten spredte sig, hvilket vakte interessen hos udlændinge, der påstås at være fra Sydafrika, og ulovlig udvinding af den hvidlige sten begyndte. Det siges, at MMCZ og mineministeriet ikke havde kendskab til dette.
Med opblussen af interessen for lithium overtog det statslige mineselskab Kuvimba Mining House minen i 2019, og overførte efterfølgende ejerskabet til en anden statsejet enhed, Mutapa Investment Fund. I 2020 startede minedriften ved et åbent brud. Ifølge en artikel i The Chronicle var der indtil juli 2023 udvundet 600.000 tons til en værdi af 216 millioner dollars.
Som altid lyder Mineselskabets løfter smukke og velmenende.
De vil
anlægge en ny vej og styrke infrastrukturen
anlægge et 60 MW solcelleanlæg, som også vil gavne lokalbefolkningen
styrke økonomisk og social aktivitet, f.eks.med et shopping center, der kan tiltrække unge fra andre dele af provinsen.
skabe flere jobmuligheder
oprette hospital og sundhedscenter
I Sandawanaområdet foregår der desuden ulovlig minedrift på sidelinjen - den såkaldte håndværkerudvinding. Lokalsamfund og landsbyboere deltager i lithiumminedrift og -handelsaktiviteter, tiltrukket af hurtige penge og tvunget af begrænsede (formelle) jobmuligheder i landet. På trods af ulovligheden af håndværksminedrift i Zimbabwe indikerede en rapport november 2022, at anslået 5.000 håndværksmæssige minearbejdere, lykkesøgende og udlændinge var involveret i minedrift og handel med lithium i Sandawana-minen under særdeles usikre forhold.
 |
| Artisan mining efter lithium |
Håndværksminearbejdere bruger hakke, hamre og skovle til at grave og bryde lithiummalm og læsse det på trillebøre og lastbiler til eksport af kinesiske, sydafrikanske eller indiske købere. Udfordringer forbundet med håndværksmæssig lithiumminedrift omfatter begrænset adgang til rent vand, mangel på vaskefaciliteter, miljøforringelse og mangel på personlige værnemidler til minearbejderne og der er rapporter om børnearbejde og minearbejdere, der blev begravet af en minekollaps.
Håndværksmæssigt udvundet lithium sælges for ringe penge til kinesiske købere med priser på mellem $100-$150 pr. ton.I Håndværksmæssig udvinding er som sagt ulovligt, men myndighederne vender det blinde øje til. Erfaringer med andre mineraler såsom guld i Zimbabwe og andre afrikanske lande (DRC og Tanzania) har vist, at håndværksmæssig minedrift i ressourcerige områder har et stort udviklingspotentiale, og at kriminalisere det er kontraproduktivt.
Der udføres håndværkermineraludvinding flere steder som f.eks. i Mutoko, Chiredzi, Goromonzi, Mberengwa og dele af Buhera-distrikterne
 |
| Artisan mining efter guld |
For at sætte skub i den økonomiske vækst, skabe arbejdspladser til lokalbefolkningen og bane vejen for udvikling af infrastruktur forbød Zimbabwe i 2022 eksport af rålithium.
Der blev rapporteret om smugling af rå lithium over landets grænser til nabolandene Sydafrika og Mozambique. Som led i bestræbelserne for at begrænse dette blev politiet i begyndelsen af 2023 indsat for at smide håndværkerminearbejderne ud fra området ved Sabi. Deres redskaber og mineraler blev konfiskeret og minen overtaget af virksomheder med tætte forbindelser til Zimbabwes regerende ZANU-PF-parti og militæret.
På trods af et officielt forbud mod eksport af uforarbejdet lithium ser den politisk forbundne Sandawana-mine ud til at være blevet undtaget, og transporterer tusindvis af tons malm ud af landet i løbet af 2023.
Ja, der er regler for nogen og andre regler for andre.
Andre steder har regeringen solgt minelicencer til enkeltpersoner og smådrift, f.eks. i Shamwa
Aljazeera har besøgt et område med håndværkerminedrift og interviewet Brenda - en driftig afrikansk iværksætter i Shamwa.
Men inden vi møder hende, skal vi lige se på lidt flere kort - og flere miner.
 |
På kortet herover genkender du nok navnene Goromonzi, Mutoko, Fort Rixon (Zulu Project), Bikita (Bikita West District), Sabi Star (Buhera District), men Arcadia er ikke med. Spørg mig ikke hvorfor. Sandawana er angivet på kortet, men uden tilhørende tekstboks. Samme signatur som ved Sandawana er vist ved Shamwa og Mutare. Endelig er der i nordvest og nord angivet minerne Kamativi, og Mapinga Lithium Salt Plants, som jeg ikke tidligere er stødt på. Kamativi er et tailing projekt - dvs udvinding af efterladenskaber efter tidligere udvinding - her tin. Nogle steder kan jeg læse, at det er et joint venture mellem Zimbabwe Mining Development Corporation (ZMDC), som ejer 40 % af projektet, og canadiske Zimbabwe Lithium Company (PVT) Ltd (" ZLC "), tidligere Canada Jimbata, som ejer 60 %. ZLC er 100 % ejet af Lithium Company (Mauritius) Limited (" ZIM "). Canadiske CAT har en 18,9 % ejerandel i ZIM. Er det ikke herligt med alle disse (forvirrende) ejerforhold. Da CAT i 2018 gennem sin investering i det Mauritius-baserede ZIM blev del af Kamativi Lithium-projektet, var priserne for lithiumkarbonat af batterikvalitet ~ USD 14.000 pr. ton på verdensmarkedet. I 2022 er priserne steget markant til et nyligt højdepunkt på ~ 73.000 USD pr. ton; en stigning på omkring 500 %. Så det var noget af et scoop. Men tvister om kravet med et kinesisk firma har forsinket projektet. Tvister opstår af og til, når et projekt viser sig at blive meget mere værd end først antaget. Og jeg tror, det endte med, at kineserne vandt. På de fleste kort er projektet nu angivet som et joint venture mellem Sichuan PD Technology Group, som er et datterselskab af kinesiske Yahua Group, og Kamati Tin MInes Limited, som er fuldt ejet og kontrolleret af et privat selskab, Defold Mine Limited, som imidlertid også angives til at være dannet af / støttet af? Zimbabwes regering. Mapinga Lithium Salt Plants er ejet af Eagle Canyon International Group and Pacific Goal Investments. - Eagle Canyon, der er moderfirmaet for Max Minds, der ejer Sabi Star, der fik en grundig overhaling ovenfor. Jo flere miner, jo flere kinesiske selskaber. Jeg kunne imidlertid godt have ønsket mig en tilhørende signaturforklaring. |
På dette sidste kort er der ved at være styr på lokationerne. Dog er Mapinga Lithium Salt Plants ikke medtaget her. Den lyseblå farve angiver, at minedriften er i gang. De tre mørkeblå prikker angiver, at lokationerne er under udforskning. De tre er Kamativi i vest, Gorominzi i nord (!), som vi dog ved er i fuld gang, og så et tredje Mutare, som ligger længst mod øst. Endnu et projekt, som jeg først nu støder på. I Mutare har Premier African Minerals en ejerandel på 50 % og fuld teknisk ledelse af projektet - det selskab, der også ejer Zulu Project, men har besvær med at få det til at køre. Den anden halvdel af aktierne tilhører canadiske Li3 Lithium., der nu har skiftet navn til Global Copper Corp.
 |
Grænsebyen Mutare. Præsident Emmerson Mnangagwa fra Zimbabwe bestilte den 18. december 2019 Sakubva Urban Renewal Project, et initiativ til at gøre Mutare til en Smart City i overensstemmelse med regeringens Vision 2030. |
 |
| Beliggenheden af Gwanda syd for Bulawayo |
Det får da ingen ende. Hvad vil de allesammen gøre, hvis man pludselig forlader lithiumbatterier og går over til nogle af de alternativer, der allerede nu forskes i?
Men vi skulle jo til Shamwa i Nordzimbabwe.
Shamwa var tidligere et guldgraverområde.
 |
| Aktie i guldminen i Shamwa 1909 |
 |
| Planer om at genåbne guldminen er ikke blevet til noget, men lokalbefolkningen udgraver guld i de gamle miner. |
 |
i 2020 blev over 900 ulovlige guldgravere arresteret i Mazowe og Shamva-distriktet i Mashonaland Central-provinsen i en af de største razziaer på minearbejderne fra politiets side, da de forsøger at inddæmme plyndrende machete-udøvelsesbander, der forårsager terror blandt minesamfund i landet. I en erklæring sagde politiet, at i alt 907 mennesker var blevet anholdt i de to guldrige mineområder.
|
 |
| Land for sale |
Her kan du se billeder af Shamwa optaget af en drone.
I Shamwa har et ganske lille privatejet firma Mirrorplex fundet en rig lithiumforekomst af allerhøjeste kvalitet.
Mirrerplex har hovedkvarter i Harare, men dets bestyrelseswformand har adresse i Monaco.
David Pursell
Chairman at Mirrorplex Lithium
Monte Carlo, Monaco
Der er forhandlinger i gang, hvor et andet firma, australske Six Sigma Metals (SI6) forhandler om at købe en 80% andel i Chuatsa Vanadium-Titanium og Shamwa Lithium
Brenda startede først i mine- og mineralindustrien ved at købe og sælge halvædelsten, efter at en ven introducerede hende til virksomheden. Så i 2014 vovede hun sig ud i lithiumminedrift.
Jordstykket, hvor Brenda og hendes team arbejder, er støjende og fyldt med flere andre håndværksmæssige minehold, der borer og sprænger sten.
Brenda startede her, efter at hun fandt nogle lithiumforekomster i et busket område, afmærkede det og registrerede stedet hos minemyndighederne. For at udvinde det betaler hun royalties til regeringen for en tilladelse.
Hun lærte sig selv minedrift ved at læse og researche om forskellige ædelstene, og ved at bruge sine forbindelser med håndværksminearbejdere fortsatte hun med at ansætte 10 arbejdere – to maskinoperatører og otte almindelige arbejdere.
Minedrift er arbejdskrævende, men jeg knokler videre," siger den høje, bredskuldrede kvinde iført en blå arbejderuniform med grønne reflekser og en gul sikkerhedshjelm.
Omkring hende arbejder snesevis af andre håndværksmæssige minearbejdere utrætteligt for at udvinde malm i lithium-mineområdet.
"Jeg har ingen grænser. Jeg tager enhver situation, som den er, siger Brenda til Al Jazeera. "Jeg kan huske, at jeg var den eneste pige i en kemitime i skolen. Jeg lærte at være modig, modig og selvstændig."Mens håndværksmæssige minearbejdere som Brenda bruger trillebøre, hakke og skovle samt små kompressorer og vandpumper, har store virksomheder jordflytningsmaskiner som gravemaskiner og rendegravere til at flytte sten samt boremaskiner og sprængstoffer til at sprænge sten.
Brenda har ikke ressourcerne til at forarbejde lithiumet, så hun sælger råmineralet til kinesiske købere i Zimbabwe, som så forarbejder det lokalt, før de eksporterer det.
Forbuddet mod eksport af rålithium har haft en indvirkning på priser og overudbud, da de fleste ikke længere kan eksportere varen eller nemt sælge den.
Siden december 2022 er de globale priser på lithium også faldet på grund af flere faktorer, herunder overudbud af batterimetallet.
Håndværksminearbejdere som Brenda, der er i bunden af lithiumværdikæden, er blevet hårdt ramt. Hun fortæller, siden forbuddet blev indført, at hendes overskud er faldet, da uforarbejdet lithium faldt til den nuværende pris på $100 pr. ton fra så højt som $1.200 pr. ton tidligere.
"En hel del mennesker er gået ud af forretningen," fortæller Brenda, der bruger sin indkomst fra minedrift til at føde, betale skolepenge og købe tøj og andre væsentlige ting til sine børn.
"Kun nogle få som mig, der var konsekvente, er blevet i lithiummineindustrien."
Brenda, der ser sig selv som en ekspert i identifikation af farvede ædelstene, diversificerer nu sin minevirksomhed for at overleve.
"Jeg er lige skiftet til andre mineraler, som i øjeblikket betaler for at klare min familie. Jeg er mest til ædelsten og uædle metaller. Jeg fokuserer på beryl og kvarts,” siger hun om sit arbejde som rejsende ædelstenssælger, der handler i hele landet.
Endelig skal vi til Mutoko
Global Press Journal, en prisvindende international nyhedspublikation med mere end 40 uafhængige nyhedsbureauer i Afrika, Asien og Latinamerika, har udgivet nedenstående artikel. Den handler om håndværkermineudvinding og ukontrolleret minedrift i Mutoko.
Den giver faktisk en god opsamling af meget af det, jeg har været inde på.
"Jeg har drømt om disse ædelsten i de sidste 11 år. De blev åbenbaret for mig af mine forfædre gennem drømme," fortæller Sagacious Dangaranga, en landmand, som begyndte at udvinde lithium sidste vinter på sin fælles jord i Nyagore, en landsby i Mutoko, øst for hovedstaden Harare.
Mutoko, et bjergrigt landdistrikt ligesom Shamwa beliggende i det nordlige Zimbabwe har altid været hjemsted for sort granit, en højprissten brugt i hjem, køkkener og bygninger. Men nu er det lithium, der bærer drømmen om et bedre liv.
"Det var mit håb, at mit og min families liv i fremtiden ville blive forvandlet til det bedre," siger Dangaranga.
Mens lokalbefolkningen i Mutoko har ventet i måneder på deres minelicenser, som Zimbabwes regering kræver til alle mineaktiviteter i landet, er ulicenserede private virksomheder og illegale organisationer gået ind og er begyndt at fjerne indbyggere fra deres jord for at starte deres egne minedrift.
Kun tre måneder efter Dangaranga startede minedrift, og mens han stadig ventede på sin licens, hævdede en uidentificeret gruppe bevæbnede mænd at eje det stykke jord, han havde dyrket i over et årti, og tvang ham til at opgive det og truede ham med en pistol, siger han. Han anmeldte tyveriet af jorden til myndighederne, men ingen er blevet anholdt.
"Vi plejede at dyrke majs på denne jord," siger Dangaranga. "Vi havde haver, som vi brugte til at overleve, og nu er alt det blevet forstyrret, og alligevel får vi ikke noget fra disse mineaktiviteter."
Land grabbing og minedrift-induceret fordrivelse er udbredt i Zimbabwe, hvor bander og illegale minearbejdere, men også udenlandske investorer og endda regeringen, er blevet beskyldt for at tvangsfjerne tusindvis af mennesker fra deres jord for at bane vejen for minedrift. I byen Mutare, omkring 269 km fra Nyagore, blev mere end 1.500 familier tvunget til at forlade deres forfædres land for at et firma kunne indlede diamantminedrift.
Kritikere anklager regeringen for at sælge ud af landets dyrebare naturressourcer til udenlandske interesser.
Ifølge forskning fra London School of Economics har Zimbabwes systemiske mangel på gennemsigtighed og ansvarlighed i forvaltning af naturressourcer, især i minesektoren, været grobund for korruption.
"Udenlandske virksomheder bidrager til korruption ved at bestikke magtfulde embedsmænd, så de får minerettigheder i hemmelighed," siger Farai Maguwu, direktør for Center for Natural Resource Governance, en organisation, der beskytter rettighederne for lokalsamfund, der er berørt af udvindingsindustrien. "Aftalerne forhandles i nattens mulm og mørke. Der er ingen gennemsigtighed."
Winston Chitando, ministeren for minedrift og udvikling af minedrift, reagerede ikke på flere anmodninger om kommentarer til korruptionsbeskyldninger.
Biriat Tasarira, administrerende direktør for Mutoko Rural District Council, siger, at der ikke er nogen lovlig udvinding af lithium i Mutoko. "Det er gemmeleg," siger han. "Når et hold går på efterforskning på steder, hvor de finder maskiner til minedrift, siger sikkerhedschefen altid, at de ikke driver minedrift, men tager prøver. De har ikke nogen licenser til minedrift. Når de formodede ejere kontaktes, lover de altid at fremkomme med licenserne, men det sker ikke.
Michael Munodawafa, den øverste mineingeniør i Ministeriet for Miner og Udvikling af Miner, siger, at ministeriet er opmærksom på den store ulovlige minedrift og arbejder sammen med retshåndhævende myndigheder for at slå ned på sådanne operationer. Munodawafa tilføjer, at lokale beboere ofte ikke er klar over deres rettigheder.
"Beboerne bør sikre, at folk, der kommer for at udvinde metaller, har ordentlige mineregistreringsattester fra Mineministeriet, fordi mange er ulovlige og kan være i besiddelse af falske certifikater," siger han.
Mens udsættelse af lokalbefolkningen ofte er resultatet af trusler og intimidering, lover mineselskaber også økonomiske kompensationer for at overtale lokalbefolkningen til at opgive deres jord.
Tambudzai Chigayo, 40, fandt lithium nær sit hjem i Mudzi-distriktet, omkring 70 km fra Mutoko. Først begyndte hun minedrift på egen hånd, men da et firma, der specialiserede sig i minedrift af tantalit og lithium, tilbød hende 15.000 dollars (ca. 68,5 millioner zimbabwiske dollars) for at flytte hendes familie, accepterede hun.
I dag siger Chigayo, at den aftale, hun lavede, ikke er det værd, hun har tabt. "Det er ikke nok at kompensere mit hjem, mine træer, min landbrugsjord og vores historie, der er iboende på dette sted," siger hun.
Men andre virker glade for deres flytteaftaler. Sammen med sin familie er Raymond Butau, 25, i gang med at færdiggøre sit nye hjem og rydde sine landbrugsmarker.
"Vi plejede at bo i det område, hvor de udvinder nu. Vi blev tilbudt enten huse eller $10.000 kontant [omkring 46,6 millioner zimbabwiske dollars], og vi valgte at tage kontanterne i februar i år," siger han.
Butau siger, at de penge, han modtog, er tilstrækkelige til at skabe et godt liv for ham og hans lille familie.
Minedrift har forstyrret landbrugsaktiviteter og udsat beboere for sundhedsfarer. Kenneth Mutepfura Kapfunde, 89, siger, at en flyvende sten fra minesprængningen ramte hans hus og hans søns grav, som revnede. "Hver dag indånder vi støv, og vi lever i frygt for de sten, som de sprænger, og som konstant flyver over vores gårde og huse," siger han.
Trods den svære situation bekymrer tanken om at flytte Kapfunde, der har boet i sit slægtshjem siden 1956.
Paradzayi Hodzonge, direktør for Environment Africa, en ngo, der arbejder for at beskytte naturressourcer i Zimbabwe, siger, at ukontrolleret lithiumminedrift også kan have ødelæggende virkninger på miljøet, hvor graveoperationer fører til jorderosion og kløfter. "Udgravede områder bliver en fare for mennesker og dyr, når de fyldes op med vand," siger Hodzonge. "I nogle tilfælde bliver disse stillestående pools ynglepladser for myg, hvilket resulterer i spredning af malaria."
I Nyagore, Dangarangas landsby, trængte minedriften ind på grunden til en gymnasieskole og dannede kløfter. Lokalbefolkningen er nu bekymret for, at børn kan falde i disse gruber, især i regntiden.
Tasarira siger, at under offentlige høringer afgiver minearbejdere med prospekteringstilladelser altid mange løfter til lokalsamfund, herunder med hensyn til miljørehabilitering, men de holder næsten aldrig deres ord. "På nuværende tidspunkt har vi ikke set noget håndgribeligt løfte komme til manifestation," siger han.
Dangaranga, der mistede sit felt til minedrift, håber i det mindste at se sin landlige hjemegn udviklet gennem opdagelsen af lithium. "Det, vi skal se, er værditilvækst på det lithium, der udvindes, produktion af slutprodukter her i Nyagore og skabelse af arbejdspladser til lokale landsbybeboere. Med det ville vi have vundet som land," siger han.
Når jeg søger på artisan mining, ja så vælter billederne frem. Fra guldminer, kobber, kobolt, lithium - og fra mange forskellige afrikanske lande.
Kummerlige forhold lever de under - men det er deres eksistensgrundlag.
En artikel fra Mining reflekterer over, hvordan håndværksminearbejdernes forhold kan forbedres, og hvordan forskellige regeringer kunne anerkende og honorere deres indsats.
Denne blogartikel har haft fokus på, hvordan lokalbefolkninger oplever virkninger af lithiumudvinding i deres område, om regeringens begejstring og forsikringer, og om hvordan mineselskabers gyldne løfter om udvikling ikke altid føres ud i livet - i hvert fald set med den berørte befolknings briller.
I mit næste og absolut sidste indlæg i min "Kina i Afrika-række" rykker jeg til Congo - et uroligt land med en befolkning, der ofte må leve en usikker hverdag. Men det bliver også et indlæg, der kommer ind på, hvordan de store multinationale selskaber konkurrerer nådesløst og noget om det fortvivlende børnearbejde, der finder sted.
