Ja, du missede meget. Nu vil jeg rekonstruere dele af det - men på en ny måde, og jeg vil dele indlægget op i to uafhængige dele. Denne gang mest om slaveri.
 |
| Christian Blache "Stille eftermiddag udover sandgrundene ved Lynæs” fra 1893,
Dette store maleri affotograferede jeg på AROS' seneste særudstilling, "Herfra min verden går" i august 2019.
Ofte fotograferer jeg også skiltet med faktaoplysninger. Det havde jeg imidlertid ikke gjort her. Men så er googlefunktionen billedsøgning jo helt eminent.
En anden funktion, jeg også godt kan lide, er henvisningen til andre billeder, der ligner. Det er lige noget for mig, der elsker selv at sammenstille billeder til billedcollager. Her et eksempel på søgningen på Blaches billede.
Blaches maleri mindende mig om Skagen, selv om jeg godt kunne se, at der var for meget land ude i horisonten til at det kunne være fra Grenen. Men det fik mig alligevel til at tænke på historien om negerslaven, Jan, der i 1817. blev sat af på stranden i Skagen som en gave til strandfogeden som tak for redning, da hans skib forliste ud for Skagen året før.
Kaptajnen var blevet indkvarteret hos strandfogeden, og her fortalte han om slavernes arbejde på plantagerne hjemme i Vestindien Strandfogeden bemærkede, at sådan en hjælp kunne han godt have brug for. Han havde nemlig tænkt sig at gå i gang med at tilplante klitterne. Og året efter blev den reddede kaptajns takkegave leveret, Fra et skib ud for Grenen blev en jolle sat ned og roet i land. Et menneske blev sat af på stranden med fragtbrev i hånden og købsbevis om halsen. og søfolkene roede tilbage til sejlskaibet, som herefter fortsatte sin sejllads.
Sammen med sin negerslave, Jan, fik strandfogeden gennem en årrække Skagen Klitplantag tilplantet. Da strandfogeden døde blev han naturligvis begravet på Kirkegården i Skagen, og der blev opsat en mindebuste. Jan derimod blev blot kulet ned ude i plantagen.
    Historien findes i Poul Duedals fantastiske værk Velkommen på bagsiden. Malerier i relation til slaveri
I oktober besøgte vi Statens Museum for Kunst, SMK, for at se deres store Guldalderudstilling.
Det blev gensyn med mange af de kendte værker fra den tid, Men blandt alle de ikoniske værker faldt mine øjne på to mere ukendte malerier. Det ene, Martinus Rørbyes 'En siddende nubier, malet i Rom i 1839. En sort mand har været meget eksotisk, og når Rørbye, malede, gengav han alt, hvad han så med næsten etnografisk nøjagtighed.
Det, der især fangede mig var den hvide cigaret, som jeg slet ikke forbinder med den tid.
Og jeg har medtaget maleriet, selv om manden er en fri mand - ikke slave. Men billedet fortæller dog noget om folks opfattelse af de sorte/de vilde som eksotiske. Det kommer der mere om nedenfor.
 I
Det andet maleri var et billede malet af Vilhelm Marstrand "Portræt af Otto Marstrands to døtre og deres vestindiske barnepige, Justina, i Frederiksberg Have (dvs. malerens niecer) fra 1857. Tidligere var titlen på maleriet, Negerpige med to børn, og det var under denne originale titel, det blev præsenteret på den nuværende særudstilling. Det kan jeg faktisk godt lide. Maleriet hænger normalt i SMKs afdeling "Ufortalte historier", og på den måde knytter det sig fint til Duedals bog om de ufortalte historier.
Det var usædvanligt for tiden at portrættere en
sort barnepige så tydeligt. Dog er jeg stødt på et andet lignende portræt,
N.P. Holbechs "Lille Marie på Nekys arm" fra 1838. En
sort barnepige var tegn på velstand i 1800.-tallet, og Necky var fra Vestindien,
men blev bragt med hjem til Danmark af søofficer Dahlerup, der havde
været på St. Croix. Efter sigende lånte maleren Necky til maleriet
af sin egen datter Marie. Maleriet tilhører Nationalmuseet,
men er blevet brugt som forside på et af bindene i Gads store 5-bindsværk om
Danmark og kolonierne fra 2017.
 .  .  Frederiksberg Have var et yndet sted at promenere for bedsteborgerne i 1800-tallet og endda også for kongen. På nedenstående prospekt, som er opsat på en infotavle i her, kan man, hvis man ser godt efter se, en sort barnepige forrest i billedet. På trods af Googles billedsøgning har jeg ikke kunnet finde oplysninger om maleriet. Det viste er et snapshot fra et besøg i haven for et par år siden. Jeg må derover igen og tjekke op på det.  
Frederik
den 6. med sin familie i Frederiksberg Have
Akvarel af Johannes Senn omkring 1813. Hænger på
Rosenborg Slot i Kongerne Samling
I
2017, 100-året for salget af De vestindiske øer, føjede Nationalmuseet en ny
udstilling til sin permanente samling. En kolonihistorie, som har fået titlen Stemmer
fra kolonierne.
Jeg
citerer fra Berlingske Tidendes anmeldelse af den vestindiske del af udstillingen:
Hvor man tidligere tog udgangspunkt i
København og fortalte historien med hovedvægten på danskernes verden, er
historien i Nationalmuseets nye udstilling vendt om, så det er historien
fortalt med de indfødtes og de udstationerede danskeres øjne. På den måde
fortæller Nationalmuseet på sin vis en ny kolonihistorie gennem skæbner, som
tidligere var usynlige. Vi får fortalt om enkelte menneskers liv, men de
beretter en generel historie om fortiden.
Udstillingen
er delt op på en række montrer, hvor man har brugt det kneb at sidestille den indfødtes
historie med den udsendte danskers, så der er tale om en modstilling af to
livsskæbner. Det fungerer i de fleste tilfælde godt.
Plantageejeren
J.L. Carstens (senere adlet som Carstenschiold) bliver i en montre stillet over
for slaven Franciscus. Carstens var en af de rigeste danske plantageejere i
1700-tallet og Franciscus var en af hans slaver. Franciscus forsøgte at flygte,
men blev fanget og straffet med 100 piskeslag og ved at få sit ene øre skåret
af. Umenneskeligheden er uhyrlig, og Franciscus’ skæbne rørende. Vi har ikke et
billede af Franciscus, men Nationalmuseets folk bruger genstande til at
illustrere hans historie. Montren, der skildrer Vestafrika, lader den danske
slavehandler L.F. Rømer stå over for den afrikanske høvding Pobi Asomani.
Asomani forsynede Rømer med slaver til videresalg, og Asomanis breve findes i
det danske handelskompagnis arkiver.
Det lyder spændende. Den må jeg ind og se.
Også på Museum for Søfart berører man Danmark som slavenation. De udstiller henretterøkser, slavegeværer og halsringe, og i en anden opstilling illuderes slaverne, der ligger på hylder på rad og række på slaveskibene.
 
Bemærk fødderne øverst i billedet. I baggrunden romtønder og sække med bomuld eller sukker.
Det gav prestige at have sorte tjenere/slaver. De arbejdede for købmænd og kaptajner og den danske adel. Ved navn nævnes grev Ahlefeldt-Laurvig på Tranekær Slot på Langeland og statsminister, baron Frederik Christian Rosenkrantz på Rygård på Sydsjælland.
Det var meget brugt at forære slaver som gaver.
I England måtte man ikke have slaver. Blev de medtaget fra kolonierne, blev de frie, når de betrådte engelsk jord. Sådan var det ikke i Danmark. Tog man slaver med hjem, forblev de slaver, også her. Det gav ind imellem nogle groteske situationer.
Dueholm fortæller f.eks. historien om en slave, Hans Jonathan, der stak af fra sin herskerinde, enkefru Henrietta Catharina von Schimmelmann i Amaliegade. Vi kender det flotte Schimmelmanns Palæ, Odd Fellow Palæet i Bredgade - bygget for en formue tjent på slavearbejde.
Den bortrømte slave lod sig hverve af søværnet, hvor han udmærkede sig i krigen mod englænderne. Han blev en rigtig krigshelt. Men enkefruen efterlyste ham, han blev genkendt, anholdt og anklaget for at have stjålet sig selv.
Prokuratoren (en prokurator er en person, der er ansat til at varetage en andens forretninger) sammenlignede slaven med fruens handsker - forsåvidt begge dele kunne være en genstand for ejendomsretten, måtte de ikke berøves deres ejer, fordi denne flyttede væk fra det sted, hvor han havde erhvervet dem. Så krigshelten Hans Jonathan måtte flytte tilbage til sin ejer, enkefru Schimmelmann. I et andet tilfælde var en slave blevet frigivet af sin herre, som lod ham indrullere i et københavnsk regiment. Men pludselig en dag efter 6 års frihed kom en dame rejsende fra Vestindien for at kræve ham udleveret. Hun kunne bevise, at hun mange år tidligere havde udlånt slaven til en kaptajn, som havde taget ham med til Fjernøsten. Da kaptajnen døde, blev slaven solgt og fragtet til København. Sagen endte med, at Højesteret gik ind på at udlevere ham.
Køb Duedals bog og læs mange flere historier om mærkværdige skæbner - ikke blot blandt slaver.
Her ses den muslimske dreng, Raiapa Mohomet, der blev købt af den hovedrige brigader William Halling og fragtet med hjem, da ejeren slog sig ned som storgodsejer på Dronninglund Slot.
Mohomet blev kristnet, fik mulighed for at gifte sig og forpagte godsets vandmølle for at male herskabets mel. Men han blev kun 38 år. Blev fundet liggende i en vandpyt. Rygterne sagde, han var blevet kvalt. Måske af nogle af de bønder, som godsejeren holdt i jerngreb, for på den måde dog at signalere lidt modstand mod godsejeren?
Til sidst en varm anbefaling af bogen Kongehusets joker skrevet af journalist Alex Frank Larsen Larsen.
Jeg har tidligere - helt tilbage i december 2017 - skrevet om bogen på min Facebookside. Jeg indsætter omtalen af bogen her.
FRA SLAVEDRENG TIL SLOTSIDOL. EN I SANDHED FORNØJELIG BOG, SOM JEG LIDT TILFÆLDIGT TOG MED HJEM FRA BIBLIOTEKET EN SØNDAG I DECEMBER.
DET VISTE SIG AT VÆRE ET GODT INDFALD.
Bogen starter ud med en beskrivelse af slavetiden på De vestindiske Øer. Ikke vanvittig spændende, tænker jeg først, da det meste er kendt stof. Men snart præsenteres vi for en række navngivne - men for mig ukendte - historiske personligheder, som hurtigt gør stoffet interessant.
Hovedhistorien tager fart, da Kwasi, "en smuk lille Neger dreng", sættes på et skib til Danmark, for at han kan anvendes som en gave til den svenske konge som plaster på såret efter Store nordiske Krig. I Danmark var det ifølge bogen en udbredt dansk praksis at sende sådanne eksotiske gaver til især tyske fyrstehuse.
Med historien om Badins liv som anledning, blændes der op for stridigheder og magtkampe, dekadence og fjollerier ved det svenske hof i tiden fra 1760 til slutningen af 1700-tallet.
Undervejs kommer vi omkring den danske overhofmarskal Moltke, Kommerceråd Gustav de Brunck, Frederik 5., Frederik den Store af Preusen, Voltaire, Rousseau, Carl von Linne, Bellman, Ludwig 15. i Versailles, Christian 7, Struensee og Caroline Mathilde, Reventlow og Støvlet-Cathrine og undervejs med indblanding fra så prominente skikkelser som både kejserinde Elizabeth, datter af zar Peter den Store, og Katharina 2. af Rusland.
Undervejs oprulles også de indviklede forhold mellem Danmark, Sverige, Rusland, Holsten, Gottorp, Preussen, Meckelberg-Forpommern, som jeg stadig ikke kan finde rundt i, men sikkert er det, at adskillige tyske prinsesser, fætter/kusine-forhold og arrangerede ægteskaber er indgået i det spegede spil.
I visse passager en forrygende røverhistorie, men åbenbart alligevel rimelig vederhæftig. Historien bygger i al fald på grundig research - afsluttes med 15 sider noter, 5 sider kilder og et personregister på 8 sider - og har DK5 99.4. Bogen er skrevet af journalist Alex Frank Larsen.
Og så er Thorkild Hansens trilogi; Slavernes kyst, Slavernes skibe, Slavernes øer jo altid god læsning.   
Til unge anbefaler jeg Kim Langers Den afrikanske forbandelse og fortsættelsen Flugten fra Vestindien.   Til undervisning om slaverne på De vestindiske Øer ar historielab et fint forløb 
Peter von Scholten blev jo kaldt hjem til København og sat i fængsel, fordi han havde frigivet de danske slaver for tidligt og uden tilladelse fra kongen. Han fik dog et bedre eftermæle og og et nydeligt gravmæle på Assistenskirkegården på Nørrebro - samme sted som H. C. Andersen og andre mere velrenommerede danskere.
 |
