Viden om verden

Kiribati betår af tre øgrupper, Gilbert islands, Phoenix Islands og Line Islands.

Det mest bemærkelsesværdige ved Kiribati er dets geografiske placering. Ø-staten befinder sig nemlig som det eneste land i verden på alle fire halvkugler på jorden. Både på nordlige og sydlige halvkugle og både øst og vest for meridianen 180.

Ved en aftale i 1884 blev 180 meridianen fastlagt som den internationale datolinje (IDL). Da Kiribatis ø-grupper strakte sig hen over 180 meridianen, var de vestlige Gilbertøerne hele tiden en dag foran de østlige Linjeøer. Datolinjen blev derfor i mange år betragtet som en irriterende økonomisk gene. Når den vestlige del af landet altid var 24 timer foran den østlige del, var der kun fire dage i hver uge, hvor officielle forretninger kunne udføres mellem de to dele. Så i 1995 flyttede Kiribati datolinje langt mod øst og placerede dermed alle sine øer på samme side af den og sikrede fælles dato for hele landet.

Beslutningen fra 1995 var et direkte løfte fra præsident Teburoro Tito om at rette op på det logistiske, økonomiske og administrative kaos ved at have to forskellige dage inden for det samme land, og ændringen havde til formål at styrke den økonomiske enhed, forbedre kommunikationen med asiatiske og australasiatiske handelspartnere.

Med den ændrede datolinje kom den til at løbe langs Kiribatis mange hjørner mod øst.

Ændringen trådte i kraft den 1. januar 1995. For indbyggerne i den østlige del af Kiribati betød det, den 31. december 1994 blev sprunget over, så fredag den 30. december 1994 blev efterfulgt af søndag den 1. januar 1995.

Kiribatis Linjeøer ligger i en lige linje godt 2 000 km syd for Hawaii, som de tidligere delte tidszone med. Hawaii og Linjeøerne har nu stadig samme klokkeslæt - men på to forskellige dage. Når det er lørdag morgen på Lineøerne er det stadig kun fredag morgen på Hawaii.

Man fjernede officielt en 24-timers tidszone, og Lineøerne skiftede dato fra (UTC-10\) til (UTC+14\).

Linjeøerne blev således blandt de første steder på jorden, der oplever et nyt døgn, 26 timer foran nærliggende øer som f.eks. Baker Island og Howland Island, som ligger lige øst for 180 meridianen, hvor den stadig udgør datolinjen.

Det er måske lidt indviklet, men se: Baker og Howland ligger øst for datolinjen, mens Kiribatis Linjeøer - selv om de befinder sig ca. 2000 km øst for de to øer alligevel befinder sig vest for datolinjen i en +14 zone. Da de to andre øer ligger i -12 zonen, så giver det en forskel på 26 timer i Linjeøernes favør.

Den store tidsforskel mellem Baker/Howland øerne og Linjeøerne har imidlertid ingen praktisk betydning. For Baker /Howland -øerne er ubeboede og er et beskyttet nationalt vildtreservat, der forvaltes af den amerikanske fiskeri- og vildttjeneste (U.S. Fish and Wildlife Service), uden træer og med begrænset vegetation.

Også andre øer har foretaget en flytning af datolinjen i deres område ligesom Kiritiba.

På Taveuni-øen på Fiji går 180-grader meridianen fysisk tværs igennem øen. Den "nordøstlige" del af øen ligger ved -179 grader længdegrad og den sydvestlige del ved +179 grader længdegrad. Dette er et tilfælde, der ofte forårsager kaos i GIS- software, hvor en polygongeometri omkring øens omkreds gengives forkert og vikler sig rundt om kloden.
180-grader meridianen tværs igennem Taviuni-øen

På Taveuni-øen kunne man stå på to datoer på samme tid - med én fod på én dato og den anden fod på en anden dato - så at sige med én fod på i går og én på i dag.

Taveuni flyttede ikke formelt den internationale datolinje; i stedet justerede Fijis regering sin administrative tidszone til at dække hele landet, hvilket effektivt flyttede den funktionelle datolinje østpå om øen. Meridianen går stadig gennem Taveuni, men hele Fiji opererer nu på UTC+12.

180 meridianen er stadig markeret som en turistattraktion, men skulle efter sigende være svær at finde.

På Samoa og naboøen Tokelau fulgte man i december 2011 Kiribatis eksempel. Flyttede datolinjen og fjernede den 31. december 2011. Ligesom i Kiribati var formålet at bringe øernes tid i overensstemmelse med vigtige handelspartnere i Asien-Stillehavsregionen og tilpasse sig økonomisk især til til Australien og New Zealand.

Den gule linje er datolinjen som den var i december 2011.
Den røde linje er den nye linjeføring fra 2012.

Da Samoa lå på den østlige side af datolinjen var den mellem 21 og 25 timer bagud i forhold til Sydney. Efter at være kommet på den vestlige side, er øen nu 3 timer foran Sydney og er nu et af de første lande i verden til at starte den nye dag og ringe det nye år ind.

Nabolandet Amerikansk Samoa ændrede sig ikke, hvilket resulterede i en tidsforskel på 24-25 timer mellem de to forholdsvis tætliggende stater.

I får lige et sidste oversigtskort med kludetæppet af tidszoner.

Kiribatis Carolineø er den, der ligger aller østligst, og er dermed også den allerførste til at indvarsle nytår. Op til år 2000 ændrede Kiribati derfor øens navn til MiIlennium Island. Men Millenium Island er ubeboet, og derfor er det i virkeligheden indbyggerne på Christmas Island, der som de første kan byde et nyt år velkomment.

Erindringsmønter

Og nu skal det handle om Carolineøen.

Ferdinand Magellan har muligvis som den første set Caroline Island den 4. februar 1521, men den første registrerede observation af Caroline Island af europæere var den 21. februar 1606 af den portugisiske opdagelsesrejsende Pedro Fernández de Quirós, der kaldte øen San Bernardo, og som skrev en beretning om sin rejse. Øen blev næste gang set af europæere den 16. december 1795, da den britiske flådeofficer William Robert Broughton fra HMS Providence kaldte den Carolina efter datteren af Philip Stephens , Admiralitetets førstesekretær.

Øen forblev ubeboet i lange perioder. Der er intet stillestående ferskvand på Caroline Island, så de første opdagelsesrejsende, der nåede atollen, ledte forgæves efter drikkevand. De gravede brønde for at tappe ned i ferskvandslinsen efter drikkevand til senere midlertidige bosættelser. (Ferskvandslinse - sådan kaldes et grundvandsbassin åbenbart.).

Der er mange optegnelser om tidlige besøg på øen, og den har som følge deraf ofte skiftet navn alt efter, hvem der nåede frem. I skal høre om et par af besøgene.

Fra 1825 fortæller den amerikanske flådeofficer Hiram Paulding, at besætningen på USS Dolphin var i land for at forsyne sig med fisk fra øen, selvom de blev angrebet af hajer, da de vadede tilbage til deres skib.

I 1883 ankom to videnskabelige ekspeditioner til Caroline Island tids nok til at observere og registrere solformørkelsen den 6. maj. Den 20. april ankom amerikanske og engelske astronomer ombord på USS Hartford, og to dage senere ankom en ekspedition fra Frankrig på skibet L'Eclaireur.

Da små både ikke kunne komme tæt på kysten, blev udstyret båret til øen af mænd, der stod på omkring 0,6 meters dybde, og derefter omkring 460 meter videre til observationsstedet. Om morgenen den 6. maj klarede himlen op kort før den første kontakt og forblev klar resten af dagen. Under formørkelsen ledte astronomerne efter Vulcan, en hypotetisk intra-Mercurial planet, men fandt ingenting. Varigheden af totaliteten var 5 minutter og 25 sekunder. Den østrigske astronom Johann Palisa, et medlem af den franske ekspedition, opdagede en asteroide senere samme år, som han kaldte Carolina efter øen.

Gennem årene er der i flere omgange forsøgt bosættelse og kommerciel udnyttelse på øen.

I 1846 forsøgte det tahitiske firma Collie and Lucett at etablere et lille samfund med kvægavl og koprahøst på øen, men havde begrænset økonomisk succes.

I 1868 blev der på vegne af Storbritannien gjort krav på Caroline af kaptajnen på HMS Reindeer. Han ledede en bosættelse på 27 beboere.

Øen blev bortforpagtet af den britiske regering til Houlder Brothers and Co i 1872 med John T. Arundel som bestyrer. Houlder Brothers and Co. drev minimal guano-minedrift på øen fra 1874. John T. Arundel and Co. overtog forpagtningen i 1881 og udvandt omkring 10.000 tons fosfat , indtil forsyningerne var opbrugt i 1895. Arundel er en mand, der fik stor betydning for udvinding af guano - også på Nauru, som jeg fortalte om i forrige blogindlæg. I 1885 forsøgte han sig også med en kokosnødplantage, men kokospalmerne led af sygdom, og plantagen mislykkedes.

John T. Arundel er blevet beskrevet som "et bemærkelsesværdigt eksempel på det midt-victorianske fænomen, den retskafne, fromme og eventyrlystne
kristne engelske forretningsmand." Hans livshistorie er faktisk interessant.

Bosættelsen på øen varede indtil 1904, hvor de seks resterende polynesiere blev flyttet til Niue. (Og Niue kender du jo, hvis du har læst mit tidligere blogindlæg.)

En ny bosættelse blev etableret i 1916, denne gang bygget udelukkende på kopraeksport. Meget af den sydlige ø blev ryddet for at give plads til kokospalmer. Foretagendet kørte dog med underskud, og øens befolkning faldt langsomt. I 1926 var den nede på kun ti indbyggere, og i 1936 bestod bosættelsen kun af to tahitiske familier. Den blev forladt i slutningen af 1930'erne.

Under Anden Verdenskrig forblev Caroline Island ubeboet, og der fandt ingen militære aktioner sted der. Under britisk jurisdiktion blev den formelt tilbagetaget af den britiske Western Pacific High Commission i 1943 og derefter styret som en del af Central- og Southern Line Islands. En tahitisk familie blev fundet boende på atollen, da den amerikanske sømand John Caldwell besøgte den i september 1946.

Øen var beboet fra 1987 til 1991 af Anne og Ron Falconer og deres børn, som udviklede en stort set selvforsynende bosættelse. I 1990'erne blev øen lejlighedsvis besøgt af polynesiske koprasamlere efter aftale med Kiribatis regering.

Alt i alt må man sige, at der har været foretaget mange mislykkede forsøg på at befolke og udnytte Carolineøen.

Det største antal mennesker på øen har nok været ved nytåret og overgang til år 2000, da mange rejste derover og festede :-)

I mange år gjorde USA krav på Carolineøen (og flere af de andre Linjeøer) i forhold til Guano Islands Act - en føderal lov vedtaget af Kongressen i USA, der giver borgere i USA mulighed for at tage besiddelse over uopkrævede øer, der indeholder guanoforekomster, i USA's navn. Carolineøen ligger 5000 km fra det amerikanske fastland, men vi kender jo USAs politik med at strække deres lange arm ud efter det, de vil have.

Kravet på Carolineøen blev dog opgivet i Tarawa-traktaten fra 1979, da Kiribati opnåede selvstændighed.

I 2017 foreslog en russisk forretningsmand at investere 350 millioner dollars i at bygge et resort i Kiribati til gengæld for suveræne rettigheder over tre øer. Aftalen blev afvist af Kiribatis regering baseret på en rapport fra Kiribatis udenlandske investeringskommission.

3 øer? Men er der ikke kun 1 ø? Jo, men den består af flere "Islets".

Mon ikke det var de tre største - Noke Islet, Long Islet og South Islet, russeren/russerne ville have fat i? Måske ikke kun til et resort?

Læg mærke til, at der næsten længst mod sydøst er to små islets opkaldt efter John Arundel.

Carolineøen

På trods af guano-minedrift, kopra (kokoskød) høst og menneskelig beboelse i det 19. og 20. århundrede er Caroline Island forblevet relativt uberørt. Øen bliver anset for at være en af verdens mest uberørte tropiske øer og er på UNESCO Heritage -listen. Den er hjemsted for en af verdens største bestande af kokoskrabbe og er et vigtigt ynglested for havfugle, især sodternen.

Kokoskrabben - en ordentlig kleppert

Sodterne

Ja, selv små ubeboede atoller kan rumme spændende historier.

Men nu er det vist tiden, jeg ganske kort laver en præsentation af hele ø-staten Kiribati.

Kiribati består af 32 koraløer + Banaba, som er den eneste regulære ø. Kiribatis samlede landareal er 810 km2 fordelt over knap 3.5 km2 hav. Dets eksklusive økonomiske havområde udgør 3,5 millioner km2. Dette resulterer i et af de største forhold mellem land og hav i verden.

Gilbertøerne : seksten atoller beliggende cirka 1.500 kilometer nord for Fiji
Phoenixøerne : otte atoller og koral-øer beliggende cirka 1.800 kilometer sydøst for Gilbertøerne
Lineøerne : otte atoller og et rev, beliggende cirka 3.300 kilometer øst for Gilbertøerne
Banaba : en isoleret ø mellem Nauru og Gilbertøerne

Det er blevet sagt om Kiribati: "It is difficult to convey the immensity and emptiness of the Republic of Kiribati." - At fatte uendeligheden og tomheden.

Det er en rammende beskrivelse, for afstandene er store, som det ses. Linje-øerne (som Caroline-øen er en del af) strækker sig 2.350 km i nordvestlig-sydøstlig retning, hvilket gør dem til en af verdens længste ø-kæder, og de ligger i fugleflugtslinje ca. 3000 km fra Tarawa atollen i Gilbertøerne længst mod vest, hvor Kiribatis hovedstad South Tarawa ligger.

Med fly vil det tage 3 1/4 time at komme fra hovedstaden til Kiritimati, den største beboede ø i Linjeøerne.

Hvis du har hørt om nogen af Kiribatis mange atoller, er det sandsynligvis Kiritimati - bare ikke under det navn, men under navnet Christmas Island.

Det var det navn, som James Cook gav den, da han 24. december 1777 opdagede en hidtil ukendt ø - troede han. Det var under hans tredje rejse, hvor han kortvarigt ankrede op for at observere en kometpassage og indsamle forsyninger.

Kiritimati-navnet er den indfødte befolknings udtale af Christmas Island. Når man ved det, kan man godt høre det - især når man læser, at ti udtales som s på sproget.

Faktisk havde portugiseren Hernando de Grijalva opdaget øen i 1537 og kaldt den for Acea, så Cook var egentlig ikke første mand på øen. Det var Hernando de Grijalva dog højst sandsynlig heller ikke, da nogle få mulige bebyggelsesspor tyder på, at øen var beboet tidligere end de europæiske opdagelser, sandsynligvis mellem år 400 og 1200. Men Christmas Island var ubeboet, da såvel de Grijalva som Cook stødte på den.

Da kaptajn Cook besøgte Kiritimati i 1777, dokumenterede han hundredvis af grønne skildpadder, og på et kort af tyskeren Tobias Conrad Lotter fra 1781 angives øens navn som île des Tortues (Skildpaddeøen).

I begyndelsen af 1800-tallet var besøg på øen begrænset til amerikanske og britiske hvalfangere, som stoppede sporadisk for vand og reparationer, men ikke efterlod nogen varig indflydelse, da logbøger ikke registrerer nogen interaktioner med indbyggere ud over lejlighedsvise skibsbrudne.

Permanent bosættelse af Kiritimati begyndte i 1882, hovedsageligt af arbejdere i kokosnødplantager og fiskere. I 1902 gav den britiske regering Levers Pacific Plantations en 99-årig lejekontrakt på øen . Virksomheden plantede 72.863 kokospalmer på øen og introducerede sølvlæbede perleøsters i lagunen.

Da Cook kom til øen, var der kun ganske få kokostræer - nogle kilder skriver 30.

Bosættelsen holdt ikke ved. Da ekstrem tørke dræbte 75% af kokospalmerne, forlod arbejderne øen, som forblev ubeboet frem til 1912.

Christmas Island/Kiritimati er verdens største atol målt på landareal. Højeste punkt er 13 m, andre steder hæver øen sig kun omkring 7 m, men det er stadig en betydelig højde for en atol.

Landarealet dækker omkring 312,38 km² og et netværk af laguner på ca. det samme, nemlig 328 km² . Kiritimati udgør over 70% af Kiribatis samlede landareal. Men 43% af Kiribatis indbyggere bor på Tarawa, hvor hovedstaden ligger. (I 2005 44.500 indbyggere).

Kiribati - og nu er det hele landet, jeg omtaler - er et af verdens fattigste lande - og den fattigste af de mange østater i Pacific - præget af store mangler og udfordringer. Omkring 21 procent af befolkningen lever under den nationale fattigdomsgrænse, mens omkring 13 procent lever i ekstrem fattigdom. Samtidig oplever landet en hurtig befolkningstilvækst. Disse udfordringer betyder, at mange mennesker vælger at flytte til hovedstaden i håb om at finde arbejde og lettere adgang til mad og vand. Resultatet har været store slumområder i og omkring den overbefolkede hovedstad.

Kiribatis regering forsøger derfor at flytte indbyggere væk fra den overfyldte hovedstad. Et formelt migrationsprogram startede i 1989 for at flytte næsten 5.000 mennesker til afsidesliggende atoller, herunder Lineøerne, og især Kiritimati med dens fiskerimuligheder og relative tilgængelighed af jord. Det arbejdes der stadig med, selv om der er udfordringer med infrastruktur og vandforsyning.

Man arbejder under overskriften "Migratér med værdighed": Tidligere initiativer, havde til formål at fremme emigration til Australien eller New Zealand, men nuværende indsats fokuserer på at styrke egne eksisterende landområder.

Christmas Island/Kiritimati har ca. 5.000 indbyggere som primært bor i en af fire (lands-)byer: London (hoved og havneby), Tabwakea, Banana, og Poland.

Mange af de flotte stednavne på øen stammer fra Fader Emmanuel Rougier , en fransk præst, der forpagtede øen fra 1917 til 1939.

Da Rougier i 1906 arbejdede på en missionsstation på Fiji blev han opsøgt af en undsluppet fransk fange kendt som "Cecille". Rougier hjalp med at bevise, at Cecille var uskyldig dømt. Cecille var ud af en velhavende familie og belønnede Rougier med et betydeligt beløb. Rougier flyttede senere til Kiritimati og brugte pengene på at plante 500 000 kokostræer.

Rougier boede i sit hus i Paris (nu kun små ruiner) ved Benson Point , på den anden side af Burgle-kanalen. Ved London etablerede han en havn. Han gav navnet Polen til en landsby, hvor Stanisław Pełczyński, hans polske plantageforvalter, dengang boede.

London 1956

I dag er Tabwakea den største by med 3.522 indbyggere.

Den er nyere end de øvrige nævnte, så den er ikke med på kortet ovenfor. Men den ligger på nordspidsen af øen.

En youtube-video tager dig med på en lille rundtur i byen.

Kirken i Tabwakea

Navnet Tabwakea stammer fra det gilbertesiske udtryk tabakea, som refererer til en havskildpadde, specifikt karetteskildpadden (loggerhead turtle), hvilket fremhæver landsbyens dybe bånd til det omkringliggende marine økosystem, der er rigt på havskildpadder. Skildpadder leverede tidligere essentielt protein gennem deres kød og æg, mens legender fremstiller dem som redningsmænd for fiskere, der driver på havet, og repræsenterer det varige bånd mellem mennesker og havet.

Kiritimati blev besat af de allierede under Anden Verdenskrig , hvor USA kontrollerede øens garnison. Atollen var vigtig at holde, da japansk besættelse ville muliggøre en afspærring af forsyningsruten fra Hawaii til Australien. I de første par måneder var der næsten ingen rekreative faciliteter på øen, og mændene morede sig med at skyde hajer i lagunen. Øens første landingsbane blev anlagt på dette tidspunkt for at forsyne luftvåbnets vejrstation og kommunikationscenter. Landingsbanen gav også hvile- og tankningsfaciliteter til fly, der rejste mellem Hawaii og det sydlige Stillehav. Folketællingen fra 1947 opførte kun 47 indbyggere på øen.

Under den kolde krig blev Kiritimati hjemsted for omfattende britiske og amerikanske atomprøvesprængninger. Operation Grapple, udført af Storbritannien fra 1957 til 1958, involverede ni atmosfæriske atomsprængninger på og omkring Kiritimati og den nærliggende Malden Island, hvilket markerede Storbritanniens første brintbombeprøvesprængninger. Disse blev efterfulgt af USA's Operation Dominic i 1962, som udførte 24 yderligere prøvesprængninger, hvilket bragte det samlede antal op på 33 atom- og termonukleare eksplosioner i nærheden.

Under den britiske Grapple X- test var mængden større end forventet, hvilket resulterede i, at eksplosionen ødelagde bygninger og infrastruktur.

Lokale beboere, der talte omkring 250 ved starten af de britiske prøvesprængninger, var udsat for tvungne flytninger til skibe i havnen eller midlertidige sikkerhedszoner på øen, selvom mange forblev udsat for nedfald på grund af utilstrækkelige advarsler og evakueringsforanstaltninger.

Den britiske Grapple Y-test den 28. april 1958
og amerikansk test i Operation Dominic-serien, 1962

Data om de miljømæssige og folkesundhedsmæssige konsekvenser af disse tests er fortsat omstridte. Mens sprængningerne fandt sted var over 4.000 soldater til stede. Soldater mener, at kræft og genetiske skader var konsekvenser af deres erhvervsmæssige eksponering og har søgt undskyldninger og erstatning uden held. En talsmand for Storbritanniens forsvarsministerium udtalte i 2018, at " National Radiological Protection Board har udført tre store undersøgelser af veteraner fra atomprøvesprængninger og ikke fundet gyldige beviser for at forbinde deltagelse i disse tests med dårligt helbred."

Soldaterne og deres familier må nøjes med en mindeplade.

Jeg forstørrer lige billedet, så du kan læse teksten.

Det ligger imidlertid fast, at eksplosionerne forårsagede øjeblikkelig miljøskade, herunder tab af vegetation og radioaktiv forurening af jord og vandkilder, med langsigtede sundhedseffekter på beboerne, der manifesterede sig som forhøjede forekomster af skjoldbruskkirtelkræft og andre strålingsrelaterede sygdomme.

I 1969 var den militære interesse i Kiritimati ophørt, og anlæggene var for det meste blevet nedlagt. Imidlertid blev nogle kommunikations-, transport- og logistikfaciliteter omdannet til civil brug, som Kiritimati bruger til at fungere som administrativt center for Lineøerne.

Kiritimatis placering nær ækvator gjorde de omkringliggende farvande til et foretrukket sted for opsendelser af jordsatellitter fra havet fra slutningen af 1990'erne.

I begyndelsen af 1950'erne foreslog Wernher von Braun at bruge Kiritimati som opsendelsessted for bemandede rumfartøjer, baseret på dens nærhed til ækvator og det generelt tomme hav.

Siden 1976 har JAXA (Japan Aerospace Exploration Agency) haft en aktiv downrange- satellitsporingsstation på Kiritimati. Stationen fungerer stadig som en vigtig brik i JAXA's globale netværk af sporingsstationer for at sikre kommunikation med rumfartøjer i forskellige kredsløb, og JAXA har foretaget fuldskala opgraderinger af faciliteterne på stationen for at støtte opsendelser, herunder H3-opsendelsesfartøjet.

I november 1999 indvilligede Kiribati i at give Japans nationale rumfartsagentur (National Space Development Agency) lov til at leje jord på Kiritimati i 20 år, hvorpå der kunne bygges en rumhavn. Aftalen fastsatte, at Japan skulle betale 840.000 USD om året og også betale for eventuelle skader på veje og miljø. En forladt flyveplads på øen blev udpeget som landingsbane for en foreslået genanvendelig ubemandet rumfærge kaldet HOPE-X . HOPE-X blev dog i 2003 aflyst af Japan i 2003, da Japan ooplevede en økonomisk recessio og det blev vigtigere at udvikle spionsatellitter med henblik på at spore nordkoreanske atomindsatser.

Kiritimati ligger forholdsvis tæt på Sea Launch -satellitopsendelsesstedet omkring 370 kilometer mod øst i internationalt farvand.

I marts 2000 foretog ICO Global Communications Holdings (ICO) en opsendelse, som imidlertid mislykkedes. Den skete fra Boeing Corps undervandsplatform Sea Launch, en ombygget olieplatform.

ICO Global Communications Holdings (ICO) blev dannet i 1995 med det formål at levere taletelefoni, trådløst internet og andre pakkedatatjenester af høj kvalitet til maritime, transport-, halvstatslige, luftfarts-, olie-, gas- og byggeindustrier. Det skulle opnås ved at udvikle et satellitsystem i mellemlang kredsløb om jorden, designet til at levere overkommelige kommunikationstjenester til både mobile og faste brugere over hele verden. Virksomheden havde til formål at tilbyde personlig mobilkommunikation overalt i verden.

Det var Sea Launchs tredje opsendelse nogensinde og kun den anden kommercielle opgave for den multinationale operation.

I 2005 lettede en af de største kommunikationssatellitter nogensinde bygget fra Sea Launch. Rumfartøjet blev skubbet afsted fra den ombyggede olieplatform, raketten faldt væk, og dens seks tons tunge nyttelast, kommunikationssatellitten Inmarsat-4, kom sikkert i kredsløb. Snart modtog en jordstation i Canada rumfartøjets signal, og satellitten leverer nu bredbånds-telekommunikationstjenester til Amerika.

Indtil 2022 havde Kiritimati havde ingen søkabler (undervands-fiberoptiske kabler). Al kommunikation gik via dyre og langsomme satellitforbindelser.

I juli 2022 blev det 15.857 km lange undersøiske kabelsystem Southern Cross NEXT taget i brug. Dette projekt inkluderer en 377 km lang forgrening (spur) fra hovedkablet, der forbinder Tabwakea på Kiritimati direkte med den trans-pacifiske rute mellem Australien, New Zealand, Fiji og Hawaii.

En kabellandingsstation placeret i Tabwakea er bygget i 2023 , men er ikke taget i brug. Alle opkald og data er derfor stadig afhængige af satellitforbindelse med en meget langsom internetforbindelse. I juni 2025 har det nu 3G-datamaster.

Kiritimati har siden 1981 haft direkte ugentlige flyvninger til Honolulu. På et tidspunkt var Kiritimatis lufthavn eneste lufthavn i landet med direkte flyvning til Honolulu og dermed USA. Fly-betjeningen har skiftet mellem forskellige selskaber Air Pacific fløj til Kiritimati indtil 2008, hvor de ophørte med tjenesten på grund af bekymringer om landingsbanens tilstand. Ruten blev genoptaget i 2010. En månedlig luftfragtservice flyves med en chartret Boeing 727 fra Honolulu, der drives af Asia Pacific Airlines.

Så forlader jeg teknikken og går i gang med naturen.

I 1975 blev hele Kiritimati udpeget som naturreservat i 1975, og adgangen til fem særligt følsomme områder er begrænset. Kiritimati er den førende destination for fuglekiggeri i Stillehavet. Der findes over 35 arter, herunder store ynglekolonier af havfugle.

Jeg har sat mig for, at jeg senere vil lave et opslag om Linjeøernes utrolig mange fugle. Så her vil jeg kun lige omtale et par stykker.

Den store fregatfugl, hvor hannen kan blæse en stor rød "ballon" op, når den skal gøre indtryk på hunnerne.

Den elegante rødhalede tropic-fugl

Havfuglene er de mest interessante, men jeg vil alligevel også nævne Bokikokikoen. Den kaldes også Kiritimati- rørsanger (Kiritimati reed warbler), og den er endemisk for Kirtimati.

For lystfiskere er Christmas Islands et sandt eldorado. Det meste fiskeri foregår til fods i lavvandede områder. Indfødte outrigger-kanoer sætter lystfiskere af på vidtstrakte flader og lagunekanter.

Ankomst til Kiritimati

Indkvarteringsmulighederne spænder fra budgetvenlige gæstehuse til specialiserede resorts som Crystal Beach Lodge med værelser med værelser med aircondition og direkte adgang til lagunen.

Anslået har Kiritimati 1.000 til 2.000 årlige besøgende, hvoraf mange bor i Tabwakea og genererer supplerende indkomst til lokale værter gennem logi, guidede ture og måltider.

Jeg kender ikke meget til fisk, men en hjemmeside fortæller overstrømmende: Området er hjemsted for en række fantastiske fiskearter, man kan fiske efter på flue. Fladerne vrimler med bonefish. Titan, Yellow Margin, Peach Face og Picasso triggerfish patruljerer deres huler og beskytter deres territorium. Så har du Trevally-arterne - Banded, Bluefin, Golden og selvfølgelig Giant Trevally. Når man lægger dette til utallige farverige revfisk og fantastisk blåvandsfiskeri, er det let at forstå, hvorfor Christmas Island betragtes som et af de mest fiskerige miljøer i verden for saltvandsfiskeren.

Jeg indsætter billeder af nogle glade lystfiskere med flotte fisk, som jeg ikke gør mig den ulejlighed at finde ud af navnene på.

De traditionelle udriggerbåde, kendt som Te Wa på lokalsproget (Gilbertesisk), er en fundamental del af kulturen og dagliglivet på Kiritimati og i hele Kiribati. Disse både er ikke blot transportmidler, men et symbol på stolthed, håndværk og arv, der forbinder øboerne med havet.

Te Wa er bygget med ældgamle teknikker, hvor skroget bindes sammen med reb lavet af kokosfibre (kaldet te kora), helt uden brug af skruer eller søm. Konstruktionen kræver et stærkt lokalt fællesskabsarbejde. Alt, hvad der skal bruges til at bygge båden, kommer fra øens egne ressourcer (træ, kokosfibre), hvilket gør dem til et eksempel på stor ressourcebevidsthed. Udriggerbådene er kendt for at være ekstremt hurtige og er blevet beskrevet som nogle af de hurtigste i Stillehavet. De er designet med en fin balance mellem vind, reb og sejl.

Når der skal bygges båd, ligger arbejdsfordelingen helt klar. Mændene bygger bådene, kvinderne laver rebene.

Kønsrollerne er i det hele taget tydeligt definerede, hvor mænd typisk er ansvarlige for offshore fiskeri og tungere arbejde, mens kvinder fokuserer på lagunefiskeri, indsamling af vilde fødevarer som bwibwi (en lokal bregne) og børnepasning. Når der skal træffes samfundsmæssige afgørelser, foregår det i "unimane", et råd af mandlige ældste, der rådgiver om samfundsanliggender.

Møderne foregår i den traditionelle maneaba.

En maneaba

Det mandlige råd suppleres af kvindegrupper, der håndterer hjemlige og sociale anliggender.

En kvindelig formand/forkvinde for Kiribati Voyaging Society

Noget er måske ved at ændre sig, men kun langsomt.

Indbyggerne er stolte af deres kultur.

Som i hele Kiribati er aldersfordelingen sådan, at der er mange børn og unge.

Tang og akvariefisk er vigtige eksportartikler fra Kiritimati. Akvakultur i Kiribati omfatter kontrolleret dyrkning af marine organismer, primært tang, mælkefisk, kæmpemuslinger og søagurker, tilpasset landets atollbaserede geografi med begrænset jord til ferskvands- eller damsystemer. Meget finder sted på Christmas Island. Denne sektor supplerer vildtfiskeri, forbedrer fødevaresikkerheden og sikrer husholdningsindkomster.

I den næringsfattige og saltholdige jordbund kan kun få planter dyrkes: især kokos, taro, yams og bananer. Lokalbefolkningen bruger traditionelle metoder som at grave store gruber fyldt med kompost for at dyrke taro., der med sine lange rødder kan nå ned til grundvandet.

Men naturligt nok er det havfiskeri, der på små atoller som Kiritimati giver det daglige brød og de nødvendige proteiner.

Men derfor kan overfiskning også hurtigt blive et problem. Siden implementeringen af fiskeriloven fra 2010 er marine ressourcer i Kiribati forvaltet gennem et samfundsbaseret system, hvor nationale fiskeriregler meddeles et øråd gennem øens valgte landsbyleder (unimane) og love håndhæves af en fiskeriansvarlig stationeret på hver ø. Den ansvarlige stammer typisk fra den ø, de er stationeret på, men gennemgår træning hos Kiribatis ministerium for fiskeri og marine ressourceudvikling.

Kiribati har en del indtægter fra havlicenser udstedt til USA, Japan og Sydkorea, der blandt andet fisker tun. Men om det er i havet lige omkring Kiritimati, ved jeg ikke.

I 2016 etablerede Kiribati et af verdens største hajreservater, der dækker over 3 millioner kvadratkilometer (omtrent på størrelse med Indien) for at beskytte hajbestandene mod kommercielt fiskeri. Selvom kommercielt fiskeri er forbudt, er lokalt, traditionelt subsistensfiskeri efter hajer stadig tilladt.

Hajtandsvåben fremstillet i midten af det 19. århundrede.

To traditionelle krigerhjelme.
Ikke med hajtænder, men af fiskeskind beklædt med pindsvinepigge.

Det er ulovligt for både lokale og udenlandske fartøjer at fange, fastholde eller dræbe hajer i Kiribatis farvande. Det er strengt forbudt at fjerne hajfinner eller på anden måde lemlæste en haj. Det er ulovligt at besidde, modtage, sælge eller eksportere hajer eller hajdele. Fiske fartøjer må ikke have "wire trace" (stålforfang) ombord, da dette typisk bruges til hajfiskeri. Shark Sanctuary Regulations fra 2015 anerkender, at hajer er en del af den lokale kultur. Derfor er det tilladt for personer af i-Kiribati-afstamning at fange hajer til direkte eget forbrug (mad), men hajer kan ikke gives som gave, byttes eller handles, selv mellem husstande i en landsby.

Kortet herunder viser den maritime grænseaftale, der i 2013 blev indgået mellem USA og Kiribati.

Måske kan du netop ane navnene på de tre nordlige og beboede Linjeøer: Teraina, Tabuaeran og Kiritimati (Christmas Island.

Hermed fik jeg også introduceret de to øvrige Linjeøer, som er beboede: Tabuera og Teraina.,

Her er et tydeligere kort.

Tabuera er omkring 15 km lang og 10,5 km bred. Dens landareal er 33.73 km2 . Lagunen har en omkreds på 51 km og et areal på 110 kvadratkilometer. Det dybeste sted i lagunen er omkring 15 meter, men det meste er meget lavvandet. Øens maksimale højde er omkring 3 m over højvande.

Den første hvide mand, der så Tabuaeran, var den amerikanske kaptajn Edmund Fanning fra det amerikanske skib Betsy den 11. juni 1798. Han opkaldte øen efter sig selv, så den kom til at hedde Fanning Island. På det tidspunkt var atollen ubeboet. Efter Edmund Fanning blev den besøgt af hvalfangere af flere nationaliteter.

I 1854 bosatte kaptajn Henry English og 150 arbejdere fra Manihiki sig og begyndte at producere kokosolie til eksport. Han satte øen under britisk beskyttelse. Manihiki er en af Cookøerne og kaldes ofte "Island of Pearls".

William Greig, H.F. King boede på Fanning Island i mange år fra 1857, hvor han sammen med sin søn dyrkede kokosnødder på både Fanning og Washington Islands og solgte fisk, perleskaller og andre produkter til de skibe, der besøgte dem lejlighedsvis

I 1907 købte Fader Emmanuel Rougier Fanning Island and Washington Island for £25,000 og drev plantagerne, indtil han i 1911 solgte dem til et canadisk syndikat for £70.000 og startede en kokospalmeplantage på Kirtimati, som du nok husker, jeg fortalte om.

Rougier havde inden da gjort tilnærmelser til den japanske regering og antydet, at Fanning Island ville være en god base for japanske flådefartøjer.

Da Linjeøerne blev annekteret af Storbritannien i 1888 var det med henblik på at lægge et telegrafkabel under Stillehavet med Fanning Island som relæstation.

Postkort med kongens palads på Fanning Island 1899.

En dyb åbning, herefter kaldet Den Engelske Kanal, blev sprængt på atollens vestside og fra 1902 lagde Fanning Island jord til en station på Canada-til-Australien-strækningen af All Red Line -telegrafkabelsystemet.

Den engelske kanal i dag.

Den britiske regering mente, at All Red-systemet af sikkerhedsmæssige årsager kun skulle have landgange på britisk kontrolleret jord. Det var derfor, at Storbritannien så aktivt arbejdede på at erhverve Fanning Island

Fanning kom til at fungere som midtvejspunkt mellem Vancouver Island, Canada, og Suva, Fiji.

Fanning Island Post Office åbnede 29. november 1902.

Luksus såsom elektricitet, et bibliotek og en læge blev stillet til rådighed for mændene, sammen med deres familier, som tilbragte to år ad gangen med at passe relæstationen.

Stationen var afgørende for imperiekommunikationen og blev saboteret af tyskerne i 1914 under 1. verdenskrig.

Forklædt som et fransk skib ankom den tyske krydser Nürnburg til Fanning Island. En landgangsstyrke gik i land og satte kabelrelæstationen ud af spillet. Inden for to uger blev de overskårne undervandskabler dog repareret og kommunikationen genoprettet.

Kablet var i funktion indtil 1963, da det blev erstattet af et nyt.

Fanning Island var fra 1916 til 1952 administrativt centrum for Gilbert og Ellice-øerne, hvorefter det blev overflyttet til Kiritimati.

Geolog Ron Richmond fortæller: " Jeg tilbragte en uge på Fanning Island helt tilbage i starten af 1968 som en del af et aeromagnetisk forskningsprogram for Hawaii Institute of Geophysics. De måtte rydde en lille landingsbane for os, så vi kunne lande vores Piper Comanche-fly. Aeromagnetisk refererer til måling af jordens magnetfelt fra luften, typisk ved hjælp af fly udstyret med et magnetometer, for at kortlægge undergrundens geologiske strukturer og mineralforekomster. Der var ingen rigtige aktiviteter dengang, bortset fra fiskeri, at drikke og synge. Vi turde ikke svømme, fordi der var hajfinner, der cirklede konstant tæt på kysten!

Samme lille flyveplads blev benyttet, da University of Hawaii drev en tidevandsovervågningsstation på atollen. Stationen og flyvepladsen lukkede i 1981. Flyvepladsen genåbnede i 2016 med regelmæssige indenrigsflyvninger til Kiritimati.

På kortet herover ses landingsbanen og nord herfor University of Hawii's laboratorier.

Pilen længst mod syd angiver hvor fragtskibet Lindenbank om natten den 17. august 1975 drev ind på et koralrev ved Fanning Island.

Da forsøg på at hæve skibet fra revet mislykkede, lettede besætningen skibet ved at smide 18.000 tons kopra, palmeolie, kokosolie, kakaobønner og sukkerrør ud. Det meste af skibets dieselolie blev fjernet fra bunkerne og bragt til Honolulu. Men skibet måtte opgives. Skønt planteolierne ikke var giftige, forårsagede de en forurening i lighed med forurening fra sort olie.

Indtil 2007 besøgte Norwegian Cruise Line-skibe med base i Honolulu Tabuaeran ugentligt, delvist for at undgå amerikanske havneafgifter for skibe med udenlandsk flag. Norwegian Cruise Line ophørte med besøg efter at have introduceret skibe med amerikansk flag, ændret krydstogtplaner og fjernet Tabuaeran som anløbshavn.

Frimærke med norsk cruise ship 2007

Siden 2010 har Holland America-krydstogtskibene besøgt Tabuaeran, og Seaborne Cruiseline har besøgt øen siden 2012. Besøgene hjælper øen med at genvinde den indkomst, der gik tabt, siden Norwegian Cruise Line ophørte med de ugentlige besøg.

Fanning tager sig virkelig indbydende ud i turistbrochurerne.

Maie, en traditionel sang, der vil røre din sjæls essens, mens mændene hamrer på trommer, og kvinderne efterligner fregatfuglens bevægelser i traditionelle håndlavede dragter.

Og så til den tredje af de beboede Linjeøer, Teraina.

Teraina måler kun omkring 5,4 gange 2,1 kilometer og har et landareal på omkring 9,55 kvadratkilometer. Dens omkreds er omkring 15 km. Øen har en maksimal højde over havets overflade på omkring 5 meter, men det meste af øen hæver sig omkring tre meter.

Teraina blev observeret kaptajn Edmund Fanning fra briggen Betsey dagen efter han havde fundet Fanning Island. Han opkaldte denne nye ø efter George Washington, men forsøgte ikke at gå i land.[7] Den første udforskning af øen kom senere med kaptajn Adam Johann von Krusenstern på en russisk ekspedition (dengang kaldet New Marquesas). USA gjorde som sædvanlig krav på øen i henhold til Guano Islands Act under navnet "Prospect Island", men guano blev aldrig udvundet eller eksporteret i nogen nævneværdig grad. Det fugtige klima forhindrer dannelsen af betydelige forekomster. New York Island har den også heddet.

Teraina adskiller sig fra de fleste andre atoller i hele verden ved, at den har en stor ferskvandssø (Washington Lake), en åben linse, skjult i sin frodige kokospalmeskov. Dette er den eneste permanente ferskvandssø i hele Kiribati.

De grønne områder er moseområder.

Der er to grusveje rundt om øens omkreds – en ydre (Beach Road) og en indre (Ring Road). Transport ind i landet foregår med båd på kunstige kanaler, hvilket er ret unikt for en Stillehavsø. Et 21 meter højt navigationstårn og to radiomaster står i nærheden af Tangkore. Det, der ikke kan produceres lokalt, sendes ind cirka to gange om året. Der er også en smule mindre trafik mellem øerne med skib eller båd. Den gamle landingsplads var ved den vestlige spids, men denne var farlig på grund af dens udsættelse for brændinger, der brød på revfladerne. Den er for nylig blevet erstattet af en ny og mere lettilgængelig landingsplads syd for Tangkore, hvor kanalsystemet løber ud i havet. En ujævn landingsbane på omkring 1.000 meter findes i nærheden af Kaaitara. Den kan blive midlertidigt ubrugelig efter kraftig regn.

Som jeg fortalte under Fanning ø så drev Greig og Emmanuel Rougier også kokosplantager på Washington ø, og der blev hentet kontraktarbejdere fra Manihiki, Tahiti og Gilbertøerne for at arbejde på kokosplantagerne.

Efter Anden Verdenskrig drev Burns Philip Copra Company stadig plantager på øen

Fanning Island fik posthus allerede i 1902. Washington Island Post Office åbnede først den 1. februar 1921, lukkede omkring 1923, genåbnede i 1924, lukkede i 1948 og genåbnede igen omkring august 1979.

Postkort der viser Washington Island 1909

Der er ved folketællingen i 2020 omkring 1.893 indbyggere, hvilket gør den til den mindst befolkede af de permanent beboede Nordlinjeøer. Befolkningstætheden, 177 pr. km2, er dog tre gange så høj som på Tabuaeran og langt større end på den meget større Kiritimati med dens omkring 15 personer/km2.

Nu var det vist på sin plads lige at indsætte en befolkningkurve.
Den er helt ny fra 2026.

Befolkningskurven gælder hele Kiribati. Som det ses er den typisk for en ung befolkning. Medianalderen er bare 23 år.

På Teraina er næsten halvdelen af befolkningen (44%) under 15 år, og en ud af fem personer (19%) er børn under fem år, og der er flere mænd end kvinder i næsten alle aldersgrupper undtagen ældre.

Der er flere forhold, der er usædvanlige på Teraina.

På nettet læser jeg: "Hvad angår dens fysiske karakteristika, er dette en af de mest interessante øer i Stillehavet. Øen har en kombination af økosystemer, der er ret unik i hele verden," men jeg undlader at undersøge, hvad det særlige består i.

Jeg hæfter mig dog ved, at Teraina ligger kun omkring 520 km fra ækvator og ligger inden for ITCZ - Den intertropiske Konvergenszone, der med sit bælte af lavtryk, skyer og kraftige tordenbyger giver Teraina et ekstremt fugtigt klima, der gør den til en af de "våde" Stillehavsøer og sikrer den en række lokale afgrøder som sukkeræble, brødfrugt, papaya, bananer (inklusive Fe'i-bananer) og æbleguava de mest betydningsfulde, bortset fra kokosnødderne. Fe'i-bananer er en særlig gruppe af bananer, der adskiller sig fra almindelige bananer ved deres opretstående klaser, orange til røde skind og en orange/gul frugtkød, der er rig på beta-caroten (forstadie til A-vitamin).

Frangipani og hibiscus er populære som prydplanter.

Selvom adskillige havfugle yngler på Teraina, gør det begrænsede levested det til et mindre vigtigt ynglested for mange af disse arter end andre hævede atoller af lignende størrelse. Omkring 10 arter af havfugle yngler her, især træbyggende fugle som den lille hvide terne (Gygis microrhyncha) og den rødfodede sule (Sula sula). Den østlige revhejre (Egretta sacra), der er udbredt i hele regionen, kan også findes på Teraina.

Rødfodet sule
På Galapagosøerne lever en blåfodet sule, som jeg i mange år drømte om at se.
Men jeg må nøjes med, at det blev Tanja, der fik den oplevelse.

Terne og hejre

Tidligere var Teraina hjemsted for nogle gådefulde svømmeænder, Coues's gadwall, som nu er uddøde. I midten af 1870-erne var der en bestand af en vis størrelse, men alle var forsvundet i 1900.

Teraina huser verdens største bestand af en sjælden fugleart, Rimitara-lori (Vini kuhlii) med omkring 1.000 fugle, selvom den er over 2.500 km fra fuglens oprindelige hjem.

Rimitara-lori er en lille papegøje med strålende fjerdragt og en charmerende og meget social adfærd, hvilket gjorde den kendt af bosættere i slutningen af det 19. århundrede som "turtelduer".

Rimitara-lori tutelduer

Denne art var oprindeligt hjemmehørende i det sydøstlige Polynesien, langt mod syd. De blev værdsat af de indfødte på Selskabsøerne og havde høj værdi i handelen mellem øerne. De blev holdt som kæledyr, og deres fjer blev brugt i håndværk og kunst.[ Det er lidt af et mysterium, hvordan lorien er kommet til Teraina, men det kan nok bedst forklares med, at de blev medbragt af rejsende fra det sydøstlige polynesiske område. I dag er arten uddød på mange øer, hvor den tidligere fandtes, mens Teraina-populationen, der anses for afgørende vigtig for dens overlevelse, indeholder omkring 60% af den resterende globale vilde population. Ironisk nok er årsagen til, at Rimitara-lorierne trives på Teraina, at den oprindelige skov blev erstattet af kokosnødplantager. Disse fugle lever nemig hovedsageligt af nektar fra kokospalmeblomster og bygger rede i gamle kokosnødskaller eller -skaller.

Men nu har jeg skabt mig selv et problem. For hvordan får jeg afslutet dett blogindlæg?

Jo, denne gang gør jeg det ved at lægge nogle af Kiribatis frimærker på bloggen. Så kan du jo se, om der ringer en klokke, og du kan huske hvad du har læst, der relateres til ved frimærkets motiv.

De første to er der nu ingen reference til, og dog, de blev udgivet i 1979 i anledning af Kiribatis selvstændighed.