Om en finsk koloni i Cuba

Itabo og Omaja var to  landbrugskolonier på Cuba, hvor en gruppe finske immigranter bosatte sig i begyndelsen af 1900-tallet. 

Finnerne etablerede sig i to eksisterende amerikansk-ledede landbrugskolonier. Den ene lå i Matanzas-provinsen og den anden i Oriente-provinsen

Næsten alle de finske utopiske projekter, jeg fortalte om i forrige blogindlæg, fulgte stort set samme skema: store drømme og forhåbninger, falske løfter, mødet med virkeligheden, kollaps.

Cuba-projekterne rummer nogle af de samme aspekter, men skiller sig på visse punkter markant ud.

Derfor skal Cuba-projekterne have deres eget blogindlæg. Ud over fortællingen om de finske bosættere giver blogindlægget også en beskrivelse af Eero Erkko, en finsk journalist, der blev en ledende figur i den passive modstand mod russificeringen af ​​Finland, og det giver et indblik i tankesættet hos immigranter, cubanere  og amerikanere i starten af 1900-tallet. Netop fordi jeg gengiver et tankesæt fra dengang, benytter jeg ord som neger og sorte, som ellers nu er bandlyste.

I september 1904 offentliggjorde en avis i Helsinki et brev fra en finsk kolonist på Cuba, Victor August Favorin, som var emigreret til Cuba tidligere samme år med sin familie. Favorin beskrev det afslappede liv, hans familie levede på øen, hvor de lyshudede udlændinge tiltrak sig en venlig nysgerrighed. Den lokale præst omtalte Favorins blondhårede børn hengivent som angelinos, mens byens læge, efterfulgt af hans sorte tjenere, aflagde hyppige sociale besøg i husholdningen. Favorin syntes overbevist om, at Cuba havde brug for den slags racemæssige og kulturelle løft, som hans nordiske familie repræsenterede. Han planlagde at gå ind i tobaksdyrkning, hvilket krævede intelligens, samvittighedsfuldhed og flid – alle egenskaber, hævdede Favorin, værede mere udtalte for europæeren end for cubaneren.

Det må da i den grad siges at være et element, vi ikke har fundet i alle de tidligere beskrevne projekter.

Det var så Favorins synspunkt. 

Men Cuba var ikke kun det Eldorado, nybyggerne var blevet stillet i udsigt.

26 år senere, i juni 1930, modtog Finlands legation i Washington et brev fra en af Favorins sønner, som stadig boede på Cuba med sine fem søskende (faderen var rejst i 1909). Sønnen fortalte om de mange vanskeligheder, der havde plaget familien i løbet af deres kvart århundrede på øen. Da de manglede kapital til at købe deres egen jord, havde de dyrket en frugt- og sukkerrørsplantage som lejere sammen med en fransk partner. Efter deres partners død kæmpede Favorins med at betale for deres lejemål og blev sat ud. For at understrege familiens nuværende ydmygelse beklagede forfatteren, at hans familie nu delte tætte kvarterer med haitianske negre. Han anmodede de finske diplomater i Washington om en garanti for et lån til køb af jord, men legationen afslog blankt

Eero Erkko

Eero Erkko, den finske journalist, der blev en ledende figur i den passive modstand mod russificeringen af ​​Finland,  blev forvist i 1903. 

Eero Erkko med sin kone Maissi Erkko på et tog
efter at Eero havde modtaget sin udvisningsordre.

Ledelsen af ​​de finske modstandsaktivister foreslog, at han skulle rejse til Amerika for at organisere finske immigranter dér til den nationalistiske kamp i Finland. Den opfordring fulgte han. Han tog til New York, hvor han grundlagde ugeavisen Amerikan Kaiku, som behandlede emner vedrørende finske emigranter i Nordamerika, og drev et trykkeri og en boghandel ved siden af ​​avisen. 

En betragtelig del af det, jeg videregiver herunder, har jeg fundet i Aleksi Huhtas artikel Some Kind of Eldorado: Eero Erkko and the Plan or a Finnish Settler Colony in Cuba, 1903–1905. Og det har jeg nu henvist til, som der på sitet angives, at man skal, når man benytter artiklen.

En anden artikel, som jeg har benyttet endnu mere, er Fragile Connections: Finnish Settlers and U.S. Power in Cuba, c. 1904–1959 af samme forfatter udgivet elektronisk i 2023.

Denne blogartikel er således ikke mit eget værk, men et redigeret, forkortet og sammenskrevet referat af disse to artikler, tilsat en smule fra en PDF skrevet af Jouni Korkiasaari. Jouni Korkiasaari er seniorforsker ved Migration Institute i Helsink. Det var den, jeg benyttede, da jeg skrev om de øvrige utopiske koloni-projekter.

USA's sejr i den spansk-amerikanske krig i 1898 førte til en fredsaftale, der tvang Spanien til at opgive kontrollen over adskillige oversøiske territorier, herunder Cuba, og Cuba opnåede formel uafhængighed. 

I april 1898 foreslog senator Henry M. Teller fra Colorado et tillæg til USA's krigserklæring mod Spanien, hvori det blev fastslået, at USA ikke ville etablere permanent kontrol over Cuba. Teller-tillægget erklærede, at USA "herved fraskriver sig enhver hensigt om at udøve suverænitet, jurisdiktion eller kontrol over den nævnte ø, bortset fra hvad der kræves for at skabe ro og orden, og erklærer sig fast besluttet på – når dette er opnået – at overlade styret og kontrollen over øen til dens befolkning." Senatet vedtog tillægget den 19. april.

Ikke desto mindre besatte amerikanske tropper Cuba 1899-1902.f Under ledelse af general Leonard Wood organiserede militærstyret bl.a. et skolesystem.

Da Cubas forfatningskonvent indledte sine drøftelser i juli 1900, blev det meddelt, at den amerikanske kongres havde til hensigt at knytte et tillæg til den cubanske forfatning. Året efter udarbejdede krigsminister Elihu Root en række bestemmelser, der skulle tjene som retningslinjer for de fremtidige forbindelser mellem USA og Cuba. Disse bestemmelser blev kendt som Platt-tillægget. Platt var amerikansk senator fra 1879 til 1905 og øvede indflydelse på beslutningen om at annektere Hawaii og besætte Filippinerne. Som formand for Senatets udvalg for forbindelserne med Cuba fremsatte han tillægget som en tilføjelse til loven om bevillinger til hæren i 1901. Cubanske repræsentanter indføjede modvilligt tillægget – der i praksis gjorde Cuba til et amerikansk protektorat – i deres forfatning. Platt-tillægget blev også indarbejdet i en permanent traktat mellem USA og Cuba.

Platt-tilføjelsen fastlagde betingelserne for USA's indgriben i cubanske anliggender og gav USA ret til at leje eller købe jord med henblik på at etablere flådebaser (hvoraf den vigtigste var Guantánamo-bugten) og kulminer på Cuba. Den forbød Cuba at stifte gæld, at indgå traktater, der gav en anden nation magt over landets anliggender, og den forbød Cuba at modsætte sig USA's indførelse af et sundhedsprogram på øen. (Det sidste var vel meget fornuftigt.)

Mere specifikt krævede artikel III, at den cubanske regering anerkendte USA's ret til at intervenere i cubanske anliggender med henblik på "at bevare Cubas uafhængighed, opretholde en regering, der er i stand til at beskytte liv, ejendom og individuel frihed, samt at opfylde de forpligtelser over for Cuba, som USA påtog sig ved Paristraktaten, og som den cubanske regering nu skulle overtage og efterleve."

Platt-tilføjelsen udgjorde grundlaget for USA's interventioner i cubanske anliggender i 1906, 1912, 1917 og 1920. I 1934 førte voksende cubansk nationalisme og udbredt kritik af Platt-tilføjelsen til, at den blev ophævet som led i Franklin D. Roosevelts "Good Neighbor"-politik over for Latinamerika. USA beholdt imidlertid sin lejeaftale vedrørende Guantánamo-bugten, hvor en flådebase stadig er i drift i dag.

Jeg kunne ikke lade være med at tage det med, for det giver mig associationer til dagens USA.

Cubas sukkerproduktion var Cubas vigtigste eksportindustri og her blev USA's dominans tydelig. Amerikanske jordselskaber købte store områder fra cubanske landmænd og søgte at bosætte jorden med immigrantlandmænd fra USA. I 1903 var der 37 sådanne amerikanske landbrugskolonier i Cuba. Femten år senere var der 80.

I begyndelsen af ​​1900-tallet så tilhængere af en forening af Cuba og USA indvandring som en måde at ”amerikanisere” Cuba på som forberedelse til en senere annektering. Amerikanere samlede sig i Havana og andre handelscentre, men de begyndte også at etablere deres egne bosættelser og byer i cubanske landområder, især i de to østligste provinser (Oriente og Camagüey) samt på Isle of Pines.

Den cubanske regering havde sine egne grunde til at fremme kolonisering af nybyggere. Den havde brug for arbejdskraft til at imødekomme den enorme udvidelse af øens sukkerindustri, men den ønskede også at beskytte det demografiske flertal af hvide frem for sorte og mulatter. Den cubanske regering begrænsede arbejdskraftmigration fra Vestindien og sponsorerede immigrations- og koloniseringsordninger for at øge hvid familieindvandring fra Europa. I juni 1906 vedtog den cubanske kongres en immigrationslov, der bemyndigede regeringen til at fremme familieindvandring fra Spanien, men også fra Skandinavien og Norditalien.

I juli 1903 rejste Erkko til Havana for at undersøge, om Cuba ville kunne opfylde behovene hos finske politiske flygtninge og andre emigranter, der havde brug for et sted at bosætte sig.

Eero Erkko var ankommet  til New York i juni, og allerede den 3. juli, under en måned efter sin ankomst, gik  han  om bord på SS New York i havnen i New York City. Skibets bestemmelsessted var Havana, hvor dampskibet skulle ankomme efter en fire dage lang rejse. Om bord havde Erkko tid til at samle tankerne om formålet med sin rejse til Caribien og nedfælde nogle idéer i sin dagbog. Han undrede sig over, hvorfor finske emigranter var så dårlige til at vælge gode steder at bosætte sig. Selvom finnerne tilsyneladende havde samme muligheder som andre nationaliteter for at vælge frugtbare og ressourcerige bosættelsesområder, syntes de at søge mod kolde og tørre egne af kloden. Erkkos nylige besøg hos finske immigrantlandmænd i New Hampshire havde ikke imponeret ham det mindste. Finnerne dér havde købt udpint landbrugsjord af amerikanere, der var mere end villige til at skille sig af med de forfaldne ejendomme. På det nordamerikanske kontinent syntes finske immigranter at være løbet tør for gode muligheder for at etablere sig. ”Skal finnerne enten forblive mine- og fabriksarbejdere, der slider for at gøre amerikanske magnater rige,” spekulerede Erkko, ”eller pløje jord i nord, der er vanskelig at dyrke, og som andre har opgivet?” Erkko foreslog en ændring i emigranternes bosættelsesmønstre. I stedet for at klumpe sig sammen i det nordlige Amerika burde finnerne måske søge mod rigere, varmere egne, hvor naturen var mindre nådesløs. Finske immigranter i Amerika burde søge ud på landet og slå sig ned på jord af bedre kvalitet end den jord, de havde forladt i Finland. Den nye jord skulle kunne sikre dem et levebrød med en moderat arbejdsindsats og rigelig fritid til intellektuel udvikling. Det var således i de sydligere egne, at finnerne burde lede efter landbrugsjord til sig selv, konkluderede Erkko. To dage efter at have nedfældet disse tanker fik Erkko mulighed for at besigtige en sådan potentiel destination: Cuba.

Umiddelbart før besøget på Cuba havde Erkko besøgt finske immigrantmiljøer i Massachusetts, og han var blevet skuffet over sine landsmænds lave kulturelle niveau i udlandet. Finnerne i Massachusetts syntes at finde sig til rette i deres afhængighed af dårligt betalt lønarbejde og lod til at ødsle deres indtjening væk på alkohol og andre laster. Endnu mere bekymrende var det, at de finske immigrantarbejderes asociale adfærd truede hele folkets omdømme. Efter kineserne og italienerne har finnerne det dårligste ry her og får det hårdeste arbejde til den laveste løn, beklagede Erkko sig.  

Erkkos overbevisning om, at Cuba var det bedst egnede sted at placere det finske, byggede på hans forestillinger om civilisatoriske og racemæssige hierarkier. Erkko delte den udbredte kulturelle tankegang fra århundredeskiftet, der inddelte verdens folk i racer på forskellige stadier af civilisatorisk udvikling.

Erkkos observationer af cubanere var stærkt påvirket af religiøse og racemæssige stereotyper om katolikker, latinoer og afrikanere. Mens hans ældre bror udtrykte bekymring over, at det cubanske miljø ville gøre finske arbejdere sløve og reducere dem i løbet af få generationer "til lokalbefolkningens niveau eller endda lavere", var Eero mere optimistisk med hensyn til de mere avancerede finners evne til at afværge assimilation i Cuba. Cubanere, ligesom alle latinske folk, var ude af stand til national udvikling og ville derfor ikke udgøre nogen fare for bevarelsen af ​​finskhed, i det mindste i tre generationer

Spansk kolonial udnyttelse forklarede en del af den cubanske mangel på udvikling, men folkets oprindelse bidrog også til deres dovenskab. Cubaneres mangel på initiativ krævede, at flere flittige mennesker kom og gjorde brug af øens rigdomme. Erkko skrev til sin bror, at Cuba havde en chance for at blive et ægte paradis, men kun hvis dygtige mennesker fra de nordlige lande flytter dertil. I et brev til sin kone fra Havana undrede Erkko sig senere over den tilsyneladende ligestilling mellem racer i Cuba: "Det er dejligt at se den frihed og lighed, som er tydelig her mellem de hvide og negre. Særlig sidstnævnte er steget i min vurdering, fordi man kan se negre, der er lige så fine og civiliserede som de hvide."

Erkko så Cuba som et potentielt bosættelsesområde for enten de finner, der var tvunget til at emigrere som politiske flygtninge, eller dem, der allerede havde forladt Finland til fordel for Amerika. For disse finner i udlandet bød Cuba på det bedste sted at drive landbrug som selvstændige bønder. Desuden havde finnerne på Cuba bedre muligheder end noget andet sted i Amerika for at bevare deres sprog og kultur i mindst tre generationer – hvilket var så længe, man kunne forvente, at finske traditioner ville overleve i fremmede egne, ifølge Erkko, Han ønskede at etablere mindre finske samfund, der kunne bevare den finske kultur uden for Finland. Finske kolonier i udlandet kunne fungere som depoter for finsk nationalitet, hvor kulturen kunne reddes og senere ”hæves”, når tiderne i Finland tegnede lysere. Den nationale kultur, der blev bevaret i disse oversøiske kolonier, kunne forny og styrke Finland og imødegå en russificering. 

Han havde til hensigt, at kolonien skulle skabe forandring i det finske samfund. For Erkko var Cuba-projektet aldrig tænkt som en permanent, isoleret flugt fra omverdenen. En nostalgisk bevarelse af finsk kultur. I stedet var det tænkt som et midlertidigt, strategisk laboratorium – et tilflugtssted i form af et Nyt Finland – hvor en udvalgt gruppe finner kunne samles, styrke sig selv og med tiden vende tilbage til Finland for at igangsætte en gennemgribende politisk, social og militær forandring.

De finske immigranter, der allerede befandt sig i Amerika, skulle uddannes. Når de vendte tilbage til Finland, ville de ikke længere være uuddannede fabriksarbejdere. De ​​ville være sofistikerede, verdensvante forvaltere og stolte, dannede borgere, der var i stand til at opbygge et progressivt europæisk demokrati. 

Erkko var imponeret over den amerikanske effektivitet inden for infrastruktur, sundheds- og hygiejneforhold samt landbrugsteknologi på øen.  Ved hjemkomsten ville disse finner bringe moderne metoder inden for industri, landbrug og folkesundhed med sig ind i det finske samfund og dermed løfte Storfyrstendømmet ud af dets gammeldags, landbrugsprægede begrænsninger. 

Kilder skriver, at Erkko ville etablere hemmelige militære træningslejre og våben- og ammunitionsdepoter og skabe en forløber for en revolutionshær. Disse uddannede soldater og frivillige skulle udgøre en højt disciplineret fortrop. Når det geopolitiske tidspunkt var det rette, skulle de sejle tilbage til Nordeuropa for at starte en revolution, sikre uafhængighed og permanent ændre Finlands politiske skæbne. 

Sitet The Story of Finnish Migration skriver:   

Erkko-planen kan betragtes som et tidligt element i Jäger-bevægelsen. Han forsøgte at rekruttere finske udvandrere og finsk-amerikanske frivillige til det nye samfund. Han promoverede planen, især blandt finske militærofficerer i eksil i Sverige. Da tsaren havde forbudt militær aktivitet og træning i Finland, gik planen ud på at etablere en militærbase og en træningslejr ved Itabo. Planerne for Itabo omfattede også en jernbane til den nærmeste havn samt dampskibsruter mellem Finland og Cuba  og  mellem New York og Cuba for at lette troppetransporten. Ifølge rapporter rådede projektet over midler på 500.000 dollars.

Jouni Korkiasaari skriver i sin PDF: 

Eero Erkko søgte efter et tilflugtssted for aktivister på Cuba – et "nyt Finland". Planerne var ambitiøse. Der var endda planer om at samle en finsk militærenhed på Cuba, som efterfølgende skulle befri Finland fra zarens styre. Med dette formål for øje skulle der etableres skibsruter til Cuba fra både Finland og New York, og der skulle anlægges en jernbane til den finske bosættelse. Indtil videre blev sagen holdt ude af offentlighedens søgelys på grund af projektets politiske karakter.

Aleksi Huhta nævner, at populærlitteratur hævder, at Eero Erkkos havde til hensigt at oprette en militærkoloni for op mod 100.000 finske nybyggere, komplet med egne jernbaner og en dampskibsforbindelse til Finland. 

Men det er en omdiskuteret påstand, og Huhta afviser den.

Men rygterne herom florerede både i aviser og blandt aktivistiske unge finske mænd i eksil i f.eks. Brooklyn. De sidste gjorde ikke noget for at  modarbejde rygterne, men brugte dem strategisk til at holde moralen og kampgejsten oppe blandt de eksilerede finner, og det tjente tilsyneladende til forsøg på at rekruttere unge finske mænd, der var flygtet fra tvungen russisk militærtjeneste, til at rejse til Cuba i håb om en dag at befri deres hjemland. 

Forholdene ændrede sig hjemme i  Finland , og det gjorde også Erkkos muligheder.

Efter russiske militære nederlag i den russisk-japanske krig forsøgte tsarregimet at dæmpe modstanden i Finland ved at lempe nogle af de tidligere indførte politistatsforanstaltninger, hvilket muliggjorde de deporterede aktivisters tilbagevenden i begyndelsen af 1905.  Erkko fulgte nøje med i denne udvikling fra sit eksil i Brooklyn. Økonomiske vanskeligheder, træthed over interne stridigheder blandt finske immigranter og udmattelse ved tilværelsen som udlænding i USA havde skabt et ønske hos ham om at vende tilbage til Finland. I begyndelsen af 1905 solgte Erkko sin trykkerivirksomhed i Brooklyn og forlod USA sammen med sin familie.    

Erkko blev  chefredaktør for avisen Helsingin Sanomat, som han selv havde grundlagt i 1889 under navnet Päivälehti, en stilling han – med afbrydelser – beholdt resten af ​​sit liv.  Han moderniserede udenrigsnyhedsredaktionen og introducerede andre reformer, der hurtigt fordoblede avisens oplag. Han blev den største aktionær og bestyrelsesformand for virksomheden. Han var valgt ind i Finlands parlament fra 1907 til 1919 og havde tre ministerposter mellem 1918 og 1920, socialminister, minister for transport og offentlige arbejder  og minister for handel og industri. 

På en mere officiel præsentation af Erkko nævnes intet om Erkkos mulige planer om en hemmelig militærbase i Cuba, men det ville nok heller ikke være optimalt at beskrive minister Erkkos mulige tidligere  radikale planer.

Han besøgte aldrig igen Cuba og besøgte aldrig den koloni, han dog havde hjulpet med til at muliggøre.

Men vi skal høre lidt om Erkkos besøg på Cuba.

I løbet af den uge, han tilbragte i Havana, blev Erkko ledsaget af en lokal ejendomsmægler, Cesar Marrero González. Marrero tog først sin finske ledsager med på en rundtur i Havana, hvor Erkko kunne se nogle af de arkitektoniske symboler på Cubas nyligt vundne uafhængighed: præsidentpaladset, de to kamre i parlamentet og toldbygningen ved byens havn. Marrero tog også Erkko med til sin villa i det eksklusive Vedado, et grønt kvarter præget af haver, hvor Havanas erhvervs- og politiske elite boede. De aflagde også besøg i villaen tilhørende Florentin Mantilla – en spansk immigrant, der ejede en stor cigarfabrik – hvor sorte tjenestepiger serverede sødt bagværk og tysk øl for gæsterne.

Efter rundturen i Havana med Marrero mødtes Erkko med hr. Willick, den tyskfødte overingeniør hos Cuban-American Land and Fruit Company. Erkko, Willick og Marrero brugte tre dage på at besigtige landbruget i omegnen af ​​Havana. De undersøgte gårde ejet af amerikanske og tyske immigranter, en stor sukkerplantage og et tobaksdyrkningsområde i byens sydlige udkant. De besøgte også den cubanske regerings landbrugsforsøgsstation i Santiago de las Vegas, hvor stationens leder fremviste "fremragende plantager" med ananas, bananer, appelsiner og andre afgrøder.

Hurtigt efter ankomsten til New York i juni 1903  havde Erkko mødt 1903 Axel Hornborg.

Hornborg var en finsk forretningsmand, der var emigreret til USA i 1882, og som ledede New York-afdelingen af ​​Finland Steamship Company – det dominerende selskab inden for finsk emigration. Hornborg så det som sin opgave at hjælpe immigranter på en måde, der rakte ud over hans rolle som agent for rederiet.

Hornborg satte Erkko i kontakt med et jordbesiddelsesselskab, der opererede i Cuba. Cuban-American Land and Fruit Company, stiftet i New Jersey i begyndelsen af ​​1903 med en aktiekapital på 5 millioner dollars, var i færd med at købe et stort jordstykke i den østlige Oriente-provins. De planlagde at opdele jorden i mindre jordlodder, tilplante jorden med frugt og grøntsager og sælge jordlodderne til landmænd fra Nordamerika. Virksomhedens præsident, Alexander J. Milliken, forklarede Erkko, at virksomheden foretrak amerikanske investorer og landmænd, men at den også var villig til at handle med finner. 

Efter Erkkos tilbagevenden fra Cuba indgik han og Hornborg en kontrakt med Cuban-American Land and Fruit Company. Virksomheden indvilligede i at sælge dem 5.000 acres færdigplantet frugt- og grøntsagsjord for 120 dollars pr. acre, med en option på yderligere opkøb senere. For en provision på 10 dollars pr. acre lovede de finnerne at gøre deres bedste for at sikre salg af  virksomhedens jord.

Desværre for Erkko og Hornborg viste Cuban-American Land and Fruit Company sig dog at være et af de mindre succesfulde amerikanske forretningsforetagender på øen. Af uklare årsager blev virksomheden opløst i 1904, blot et år efter dens stiftelse.

I oktober 1905 sendte Axel Hornborg et aktiebevis til Erkko vedrørende et nyt jordselskab, der søgte forretningsmuligheder i det østlige Cuba. East Cuba Colonization Company, der blev registreret i Maine i august 1905 med en aktiekapital på 100.000 dollars, var et datterselskab af Cuba Eastern Railroad Company og bankkonglomeratet Knickerbocker.

Erkkos aktie

Hornborg opfordrede Erkko til at promovere selskabet i Finland, men Erkkos engagement i selskabet var tilsyneladende ikke-eksisterende. Erkko modtog Hornborgs brev på et tidspunkt, hvor Finland var præget af omvæltningerne i forbindelse med den russiske revolution og storstrejken i slutningen af ​​1905. Da han selv var stærkt involveret i begivenhederne, fandt han formentlig ikke tid til at handle på Hornborgs forslag. Erkkos korrespondance vidner ikke om noget engagement i East Cuba Colonization Company ud over selve aktiebesiddelsen.

 Hornborg døde uventet i december 1905, men nogle af hans forretningspartnere fortsatte arbejdet med det cubanske projekt ind i 1906. Deres planer faldt imidlertid fra hinanden, da Knickerbockers forretningsaktiviteter på Cuba generelt brød sammen.

Erkkos aktier i selskabet – med en pålydende værdi på 3.000 dollars – viste sig at være værdiløse.

Tilbage til 1903

Under sit besøg i Cuba  i 1903 blev Erkko begejstret for Cubas potentiale som sted for finsk landbrugsmæssig bosættelse.

Øens jord var så frugtbar, at næsten enhver plante kunne dyrkes i den, ikke blot suk-kerrør, tobak og kaffe, men også ananas, appelsiner, bananer, bom-uld og andre potentielt rentable eksportafgrøder. Erkko var især begejstret for frugtavl. Da Cuba havde gode transportforbindelser til havne på USA's østkyst og en længere vækstsæson end det kontinentale USA, havde øen et enormt potentiale som eksportør af frugt og grønt til USA, især i vintermånederne. Desuden vurderede Erkko, at frugt- og grøntsagsdyrkning var opgaver, der var tilstrækkeligt overkommelige til at passe til den type finske nybyggere, han havde i tankerne. Ifølge Erkko ville Cuba være særligt velegnet til de landflygtige embedsmænd og fagfolk fra middel- og overklassen, som rådede over en vis kapital, men havde ringe eller ingen erfaring med landbrug. Den finske koloni på Cuba kunne også rumme måske tusind unge mænd, der flygtede fra russisk værnepligt; de havde ingen kapital, men kunne sælge deres arbejdskraft til et amerikansk jordejerfirma. Når de havde sparet penge op af deres løn, ville også de kunne købe et mindre jordstykke og blive selvstændige landmænd.

På Cuba havde Erkko mødt en cubansk agent Marrero. I april 1904 rejste to af Erkkos venner, Jussi Canth og Karl Brofeldt til Cuba for at undersøge landets potentiale for landbrug. Erkko skrev til  Marrero om sine to venners besøg, og Marrero lovede, at han ville hjælpe dem, så godt han kunne.

Da Canth og Brofeldt ankom til Havana den 20. april, drøftede de jordhandler med Marrero, inden de tog på en undersøgelsesrejse på øen. Efter ti dages rejse vendte de tilbage til Havana, hvor de igen mødtes med Marrero. "Blandt andet tog de til Itabo," rapporterede Marrero til Erkko, hvor Canth og Brofeldt havde fået sympati for godserne Santa Clara og La Puente. 

Selvom Canth og Brofeldt til sidst opgav deres idé om at flytte til Cuba, fortsatte Erkkos engagement i Cuba gennem Marrero, som opfordrede Erkko til at sende flere mennesker til Cuba. 

Itabo-ejendommene tilhørte Cuban Real Estate Association, et jordselskab stiftet i 1902 i South Dakota. Selskabets forretningsmodel lignede mange andre USA-baserede jordselskabers model i Cuba: at udstykke jord i parceller, sælge dem til immigranter fra Nordamerika og lade nybyggerne dyrke frugt og grøntsager til eksport til USA. 

Cuban Real Estate Association begyndte at annoncere for sin jord i lokale aviser i New England og Sydstaterne i juni 1903. Selskabet udgav også brochurer, der reklamerede for ejendommene. 

To år gammel appelsinplantage 

som den tog sig ud på et prospekt for et jord-konsortium.

Det skulle senere vise sig, at de nogle steder ikke havde købt jorden. Især i det østlige Cuba dannede et notorisk kompleks fælles jordbesiddelsessystem, haciendas comuneras , stadig grundlaget for jordbesiddelse. Systemet gav ejendomshaverne ret til at dyrke jorden i en cirkelformet koncession, men det afgrænsede ikke separate jordlodder til individuelle landmænd. Tidligere slaver og krigsveteraner, der bosatte sig på ubrugte jordlodder i hemmelighed eller under sædvanlige ordninger, bidrog til kompleksiteten af ejerskabsordningerne.

 Projektet med at etablere en finsk bosættelse i Guantánamo-dalen i 1905-1906, som blev støttet af East Cuba Colonization Company, strandede, efter at cubanske landmænd, der boede på det foreslåede koloniområde i Tiguabos, protesterede mod deres fratagelse. I oktober 1905, da jordselskabets agent Victor Favorin tog afsted for at forberede området til finsk bosættelse, opdagede han til sin overraskelse, at stedet var 'beboet af tredive negerfamilier'. Selv efter at jordselskabet havde sikret sig en retskendelse om at udsætte disse 'besættere', nægtede cubanerne at flytte og fremlagde dokumenter for at bekræfte deres krav på jorden. Retssagen trak ud gennem 1906 og frustrerede tilsyneladende virksomhedens finansfolk i New York. Med henvisning til sin manglende evne til at sikre jord afviklede virksomheden sin forretning i oktober 1906.

Men nu kom jeg igen for langt frem.

Jeg må tilbage til 1903.

Erkkos nystartede avis i Brooklyn, Amerikan Kaiku,  blev kanaler for Cuban Real Estate Associations markedsføring rettet mod finsk-amerikanere. 

De begejstrede artikler, som Erkko og en anden finsk-amerikansk journalist, August Edwards, Ohio skrev om Cuba, var med til at skabe en lille cubansk feber blandt finsk-amerikanere.

Edwards offentliggjorde detaljerede beregninger om den profit, et enkelt appelsintræ kunne opnå i løbet af sin lange levetid, og forklarede, hvordan amerikansk-bygget infrastruktur lettede adgangen til amerikanske markeder. "Der er ingen tvivl om, at Cuba i den nærmeste fremtid vil blive en have, hvorfra Amerikas store byer vil få deres frugter og grøntsager", fastholdt Edwards. Fordi planter i Cuba voksede året rundt og krævede lidt pasning, var landmanden i Cuba "en fri mand uden bekymringer om morgendagen". Frost, tørke eller overdreven nedbør kunne ikke "plyndre frugterne af hans arbejde". 

Erkko opfordrede potentielle købere til at kontakte Axel Hornborgs kontor i New York, som skulle forestå salget af jord i Cuba. 

Axel Hornborg var en finsk forretningsmand, der var emigreret til USA i 1882, og som ledede New York-afdelingen af ​​Finland Steamship Company – det dominerende selskab inden for finsk emigration. Hornborg så det som sin opgave at hjælpe immigranter på en måde, der rakte ud over hans rolle som agent for rederiet.

Selvom Erkko aldrig selv rejste til Itabo, gjorde nogle af hans læsere det. Erkko modtog tilsyneladende adskillige henvendelser om emigration til Cuba – både fra Finland og fra finske immigranter i Nordamerika.

I foråret 1904 brevvekslede Erkko med Adam Aleksander Karr, der ejede et hotel i Rocklin, Californien. I maj forlod Karr Californien og rejste til Cuba sammen med Juho Miettinen, en anden finsk immigrant fra Rocklin. Karr og Miettinen tog til det samme landområde i Itabo, som Canth og Brofeldt tidligere havde besøgt. I modsætning til Canth og Brofeldt besluttede Karr og Miettinen sig imidlertid for at blive i Itabo. De købte begge jordlodder på 20 acres af Cuba Real Estate Association, og Karr blev desuden agent for selskabet.

I 1904 skrev Karr fire breve til Erkkos avis Amerikan Kaiku, hvori han opfordrede finner, der ønskede jord på Cuba, til at kontakte ham. Allerede i sit andet brev oplyste Karr, at han havde modtaget så mange henvendelser, at han fandt det umuligt at besvare dem alle individuelt.

Nogle af de finner, der faktisk besøgte Itabo, blev der ikke længe. I september 1904 bragte Erkko i sin avis en advarende historie om borger Otto Rastas fra Michigan, der var rejst til Itabo uden tilstrækkelige økonomiske midler og var vendt skuffet hjem. Erkko advarede mod at tage til Cuba uden den nødvendige kapital til at købe en gård og dække opstartsomkostningerne.

Kun få af de potentielle finske immigranter til Cuba – hvoraf størstedelen var mænd fra arbejderklassen – rådede over den nødvendige kapital.

Omkring 40 finske familier, som primært tilhørte arbejderklassen og oprindeligt var emigreret til USA som daglejere, valgte i årene efter 1904 at rejse videre til Cuba. 

I foråret 1904 ankom den første gruppe finsk-amerikanere fra Colorado. Familien Niskanen flyttede dertil året efter. Peter Niskanan var således en af de tidligste kolonister. Han blev også en de mest succesfulde, og den der blev på Cuba længst tid.

 

Itabo-området, som finnerne havde udset sig, var ejet af Cuba Real Estate Association. Itabo blev markedsført under navnet "Chicago Colony", da jord i området også blev udbudt til amerikanere. Chicago / Itabo lå i den vestlige Matanzas-provins Itabo.

Da Eemeli Huovinen  kom med sin familie til Itabo  i 1907 fra Leadville i Colorado, havde omkring 12 finske immigrantfamilier etableret sig her.

Den første finske bosættelse på Cuba blev tilsyneladende aldrig større end det. 

Tilværelsen på Cuba viste sig at være vanskelig. Finnernes boliger lå i uopdyrket vildmark, og deres forsøg på landbrug slog fejl. Landbrug er så anderledes i et varmt klima, og finnerne kendte ikke til de lokale skikke. Jorden var så dårlig, at de ikke engang kunne grave en brønd

Chicago-kolonien bestod fra 1904-1908

Kolonien Omaja i det østlige Oriente blev iværksat af skibskaptajn Oscar Norring – en mand med baggrund i arbejderbevægelsen – der flyttede til Cuba sammen med sin hustru i julen 1906.

En anden af bosættelsens pionerer, tømreren William Keskinen, var en sand idealistisk nybygger, der tidligere havde ledsaget Matti Kurikka til Australien.

(Husker du, jeg fortalte om det projekt i forrige blogindlæg?)

Projektet tilbød jordlodder på fem acres, der var velegnede til dyrkning af grøntsager og frugt, især appelsiner. Norring lovede, at det ville være billigt at bygge huse, og påpegede, at man kunne opføre en hytte for omkring 200 dollars.

I 1907 kvitterede Oscar Norring for modtagelsen af en udbetaling på 25 dollars fra William Keskinen for et jordstykke på fem acres her.

Også her var forholdene vanskelige. Der var ingen vej til Omaja, og rejsen dertil krævede, at man vadede over en flod. Vand måtte hentes fra et sted tre miles væk ved hjælp af heste og muldyr. Selve jorden var ikke så fremragende, som lederne havde fået folk til at tro. Der var kun lidt tømmer, og størstedelenaf jorden var tør og vanskelig at opdyrke. 

I begyndelsen af 1908 boede der 16 finske familier (50 indbyggere) i Omaja. Kun 130 acres af bosættelsens i alt 610 acres blev opdyrket.

De kaldte deres koloni Ponnistus, hvilket betyder anstrengelse, præstation eller kamp. Ponnistus var i højere grad end Itabo et rent arbejderprojekt. Deres mål var frihed, broderskab, lighed og et godt udkomme skabt ved egen indsats.

Kolonien bestod som et fælles projekt 1906-1909.

I mindre antal bosatte finske landmænd sig også i landbrugsregionerne omkring Guantánamo, Camagüey og Artemisa.

Næsten alle finske bosættere, der flyttede til Cuba, kom fra USA, hvor de tidligere havde boet og arbejdet som arbejdere i miner, skovhuggerlejre og på fabrikker. 

Den cubanske folketælling i 1907 talte kun tre finlændere, der var flyttet dertil direkte fra deres hjemland.

Trods visionerne om Cuba som Amerikas vinterhave, var der i de første år af finsk bosættelse på øen dog kun lidt eksport af frugt og grøntsager. Etablering af nye eksportvirksomheder var en vanskelig opgave, der krævede meget startkapital. Det tog mindst fem til seks år for frugtbærende træer at nå modenhed, og landmanden var nødt til at finde alternative indtægter i denne periode.

Begrænset markedsadgang medførte yderligere vanskeligheder. I modsætning til deres konkurrenter i Florida eller Californien skulle frugtavlere med base i Cuba betale told for at få adgang til amerikanske forbrugere. 

 I juni 1908 forlod en desillusioneret finsk nybygger Itabo efter et ophold på seks måneder. Han beklagede sig over de høje opstartsomkostninger ved frugtdyrkning og tvivlede på, om investeringen nogensinde ville betale sig: "Selv hvis man kunne nå så langt som til at høste frugterne, hvor skulle man så sælge dem! Jeg synes ikke, det er umagen værd at eksportere dem til USA, fordi tolden mellem Cuba og USA er så høj."

I modsætning til Erkkos antagelser om, hvor nemt det var at dyrke frugt, krævede dyrkning af citrusfrugter meget færdighed og kapital. I de mindst fem år det tog for træerne at producere frugt efter plantningen, måtte landmanden stole på opsparinger eller alternative indtægtskilder. 

De finske immigranter fandt strategier til at overleve. Nogle begyndte at dyrke grøntsager som jordbær, kål, tomater og kartofler, hvilket krævede kortere tid at dyrke end frugttræer. 

Den enorme udvidelse af den cubanske sukkerindustri i begyndelsen af 1900-tallet bragte indtægter til øen, som sammen med importtold stimulerede lokal handel og produktion. Ved at producere lokale alternativer til importerede fødevarer kunne bosætterne finde klare markeder for deres forskellige landbrugsprodukter i nærliggende byer, og ved at producere til lokalt forbrug undgik landmændene de dyre og besværlige told- og forsendelsesprocedurer. 

Finnerne i Itabo engagerede sig også i den lokale økonomi på andre måder: De holdt høns, fiskede, gik på jagt og passede kvæg. To finske familier i Itabo, Karr- og Huovinen-familierne, etablerede butikker, der solgte dagligvarer og værktøj til cubanere og amerikanere. 

For at tjene til livets ophold, mens de byggede deres gårde, eller for at sikre penge til at forlade Cuba for altid, søgte de  lønarbejde. 

De tog forskelligt arbejde som smede og tømrere. De transporterede tømmer, ryddede jord og byggede lader og huse eller arbejdere inden for mejeridrift.  

Kvinderne søgte også at tjene penge til deres familier. Vilhelmiina Laine var for eksempel i tre år sin Omaja-families primære forsørger, idet hun rejste til hest for at vaske tøj for områdets familier. 

En del af kvinderne arbejdede i private hjem eller stod for driften af ​​store husholdninger.mens kvinderne arbejdede i private hjem eller stod for driften af ​​store husholdninger.  

I Omaha oprettede de finske immigranter et fælles savværk (colony sawmill), som var en af de absolutte hjørnesten i koloniens tidlige økonomi. Her kunne de forarbejde tømmer og tjene hård valuta.  Mange af dem var jo uddannede tømrere,  skovhuggere og minearbejdere.

I 1909 brændte savværket imidlertid helt ned til grunden. Da kollektivet i forvejen havde en meget lille pengetank, var tabet af savværket en økonomisk katastrofe, de ikke kunne rejse sig fra. Det tvang fællesskabet til at opgive den kooperative model. Flere finske mænd måtte efterfølgende drage ud som daglejere i andre dele af Cuba, for  at forsørge deres familier.

Infrastrukturprojekter og forskellige amerikanske forretningsaktiviteter under den anden amerikanske besættelse (1906-1909) tilbød en vis beskæftigelse. En gruppe Omaja-finner drog til en brobygningsplads nær Palma Soriano, hvor de arbejdede under en amerikansk supervisor. Andre rejste det nærliggende Sabanilla de la Palma for at arbejde i en asfaltmine. 

Nogle fik arbejde inden for olieudvinding.  Da jeg læste det, stoppede jeg lige op. Olieudvinding på Cuba, det var ikke noget, jeg umiddelbart kendte til. Jeg mente at huske, at Sovjetunionens sammebrud bl.a. betød, at Cuba kom til at mangle olie.

Det måtte lige undersøges. Og ganske rigtigt.

 Sovjetunionen leverede store mængder stærkt subsidieret (billig) råolie og olieprodukter til Cuba gennem det meste af den kolde krig. Cuba brugte ikke det hele selv; de geneksporterede en del af den sovjetiske olie på verdensmarkedet for at tjene hård valuta (dollar), hvilket udgjorde en stor del af landets eksportindtægter.  Samarbejdet kørte primært som en form for byttehandel, hvor Sovjetunionen købte cubansk sukker til overpris og solgte olie til rabat.

Men hvad så med olieudvindingen i Cuba?

Jeg måtte ty til AI. 

Olieudvindingen på Cuba i starten af 1900-tallet var præget af små, spredte fund og begrænset kommerciel succes.

Efter at Cuba i 1902 opnåede uafhængighed fra Spanien, rykkede store amerikanske olieselskaber hurtigt ind. Da de cubanske oliefelter i starten af 1900-tallet ikke producerede nok til at dække øens eget forbrug, fokuserede selskaber som Standard Oil (Esso) i stedet på at bygge infrastruktur. Allerede omkring århundreskiftet drev Standard Oil det store Belot-raffinaderi i Havana-bugten. Her importerede og raffinerede man råolie fra især USA og senere Venezuela for at forsyne den voksende cubanske sukkerindustri og transportsektor.

Sukkerindustrien var den absolut største drivkraft bag Cubas eksploderende oliebehov i starten af 1900-tallet. 

Før 1900-tallet blev de cubanske sukkermøller (kaldet centrales) primært drevet af dampmaskiner, hvor man fyrede med træ eller bagasse (de tørre rester fra pressede sukkerrør).

I starten af 1900-tallet investerede især amerikanske investorer massive summer i enorme, moderne sukkermøller. For at holde produktionen kørende i døgndrift under høsten (la zafra), skiftede fabrikkerne i stor stil til tung råolie. 

Sukkerindustrien var fuldstændig afhængig af et enormt internt jernbanenetværk til at fragte tonsvis af sukkerrør fra markerne og ind til møllerne.

Omkring første verdenskrig begyndte de cubanske jernbaneselskaber og sukkerplantagernes egne tog at udskifte kultog med oliefyrede lokomotiver. Dette skabte et akut og enormt behov for store mængder brændstof, som de små, lokale cubanske oliefelter, kun producerede en forsvindende lille smule, slet ikke kunne levere og der opstod en cirkulær økonomi og økonomisk afhængighed af USA

Cuba eksporterede sukker til det amerikanske marked, og for pengene importerede Cuba råolie og fuelolie fra amerikanske selskaber, især Standard Oil.

Sukkerindustriens modernisering gjorde Cuba til en af Caribiens største olieimportører i begyndelsen af det 20. århundrede.

I 1954 blev der fundet olie, i det der blev benævnt Jatibonico-feltet. Det blev  det absolutte vendepunkt, der udløste et sandt olieboom på Cuba.

Indtil da havde landets olieproduktion været begrænset til få, overfladiske felter. Men opdagelsen i den centrale del af øen ændrede alt over natten og tiltrak millioner af dollars i investeringer fra både internationale oliegiganter og håbefulde lykkeriddere.

Jatibonico-feltet blev opdaget i Camagüey-provinsen af en gruppe lokale forretningsmænd under navnet Grupo Jarueca. De havde bemærket oliesivninger på jordoverfladen og hyrede det amerikanske boreselskab Kerr-McGee.

I en dybde af kun ca. 335 meter ramte de olie. Hvad der gjorde fundet historisk, var geologien. Det var første gang, man fandt olie i sedimentære bjergarter på Cuba. Tidligere fund lå i serpentinit-formationer, og det nye fund beviste over for verden, at Cubas undergrund gemte på helt andre, store oliereserver end hidtil antaget.

Nyheden udløste et massivt ræs om jordrettigheder. Inden for kort tid fløj amerikanske forretningsmænd og investorer til Havana for at sikre sig licenser.

Cubas samlede olieproduktion lå i 1954 på blot 57.163 tønder om året. Allerede i 1956 var tallet næsten tidoblet til 543.121 tønder.

Store selskaber som Standard Oil, Shell, Atlantic Refining og Gulf Oil opkøbte hurtigt licenser fra de mindre uafhængige selskaber. Der blev investeret over 25 millioner dollars i efterforskning, og store raffinaderier blev bygget eller udvidet omkring Havana og Santiago de Cuba.

Selvom boomet skabte stor optimisme, mødte produktionen i Jatibonico hurtigt udfordringer. Olien var meget tung og svær at forarbejde med datidens teknik, og den blev primært solgt til Esso som asfaltbelægning. Da Grupo Jarueca løb ind i økonomiske problemer i 1956, begyndte boomet at flade ud.

Det endelige, dramatiske punktum for denne æra blev sat af Den Cubanske Revolution i 1959. Fidel Castros nye regering nationaliserede prompte alle amerikanske og udenlandske olieaktiver. Det statslige olieselskab CUPET blev oprettet, og USA svarede igen med en handelsblokade. Det betød, at Cuba måtte vinke farvel til de amerikanske selskaber og i stedet kaste sig i armene på Sovjetunionen for at få dækket sit oliebehov.

Og s er vi nået til det, jeg i forvejen vidste om Cuba og olie.

Det var en lille sidehistorie.

Mulighederne for lønarbejde i Cuba viste sig dog at være begrænsede. Der var arbejde i Cuba, men de finske mænd fandt løn- og levevilkårene for dårlige. Gruppen af Omaja-finner, der drog til Palma Soriano for at bygge bro, forlod for eksempel arbejdspladsen efter to uger, da de anså lønningerne for at være for lave og deres cubanske kolleger for uhøflige.

Mændene måtte søge længere væk, til USA eller Latinamerika for at udføre sæsonarbejde. 

Eemeli Huovinen, der var kommet til Itabo fra Leadville i Colorado  rejste igen til USA for at arbejde.

William Keskinen tog afsted for at arbejde på opførelsen af jernbanen Madeira-Mamore i Brasilien.

 I 1907 sendte Isthmian Canal Commission arbejdskraftrekrutterere til Cuba for at søge efter hvide arbejdere til kanalzonen for at mindske projektets afhængighed af sort vestindisk arbejdskraft. Opmuntret af nyheden om, at andre itabo-bosættere havde sikret sig lukrativ beskæftigelse i kanalzonen, søgte mindst to itabo-finner arbejde i Panama i 1907. 

Peter Niskanen tjente penge ved anlæggelsen af ​​Panamakanalen og Pan-American Highway i Brasilien. 

Den anden har jeg ikke navnet på, men han fortsatte til Jamaica og Brasilien.

Opførelsen af ​​Panamakanalen indebar en helt speciel  lønstruktu, som rummede to grupper: Gold Roll-gruppen og Silver Roll-gruppen..

Gold Roll-gruppen bestod af faglærte, overvejende hvide amerikanske arbejdere, der fik løn i amerikanske guldmønter. De modtog særlige personalegoder samt bolig og lægehjælp.

Silver Roll-gruppen bestod af ufaglærte, overvejende caribiske arbejdere, der fik løn i panamanske sølvmønter (eller lokal valuta bundet til sølv) og modtog væsentligt lavere løn samt færre privilegier.

I 1908 fastslog præsident Theodore Roosevelt, at kun amerikanske statsborgere kunne bestride de bedre lønnede "guld"-stillinger i Kanalzonens todelte lønsystem, mens ikke kun vestindiske, men også europæiske ikke-statsborgere, blev henvist til de lavere lønnede "sølv"-stillinger. Race havde tidligere dannet grundlag for denne opdeling i guld- og sølvgrupper og var fortsat en væsentlig faktor; dekretet fra 1908 markerede imidlertid en bredere tendens: Goderne ved det amerikanske imperium blev i stigende grad forbeholdt amerikanske statsborgere.

 Peter Niska, der tog fra Cuba for at arbejde i kanalzonen i 1907, fordømte det todelte lønsystem i breve, han skrev til den finsk-amerikanske arbejderpresse. Han tog særligt afstand fra systemets racisme mod sorte, men bemærkede også den stigende udelukkelse af ikke-amerikanske statsborgere fra privilegier i beskæftigelsen. Han rådede potentielle jobsøgende til at medbringe deres naturalisationspapirer, fordi arbejde ved kanalen nu krævede amerikansk statsborgerskab.

De forskellige vanskeligheder tog modet fra de fleste finske bosættere i Cuba. I 1910 var kun fire af de tolv finske familier tilbage i Itabo-området. I Omaja var de seksten finske familier skrumpet ind til to eller tre på tærsklen til Første Verdenskrig.

Men den enes nød, den andens brød.

Ironisk nok gav flertallets afrejse de resterende få flere muligheder for at få succes som landmænd. De resterende familier købte ofte de tilstødende jorde tilhørende deres afrejsende landsmænd og fik dermed mere bæredygtige, mellemstore landbrug. 

Deres historier kendes fra brevvekslinger og artikler i Times of Cuba.

Kaarlo Laine i Omaja havde ikke råd til dampskibsbilletterne for at rejse med de andre finner. Han begyndte at lave railway tracks  (jernbanespor) af træer, der voksede på hans afrejsende landsmænds jorde, og brugte indtjeningen til at tilføje jord til sin magre fem hektar store besiddelse. Da han forlod Cuba i 1920, forvaltede han en ejendom på over halvtreds hektar.

 William Keskinen i Omaja-kolonien  - ham der havde været i Brasilien og arbejde - købte også jord fra afdøde landsmænd og ejede i midten af 1930'erne et fyrre hektar stort område.

William Keskinen var uddannet som møbelsnedker i Helsinki, og han fortsatte med at praktisere håndværket i Cuba. I 1920 omtalte Times of Cuba Keskinens værksted som en af 'de succesfulde virksomheder, der stadig drives af engelsktalende mennesker' i kolonien. Blandt kunderne var den amerikanske konsul i Santiago de Cuba.

Peter Niska i Itabo - ham der havde arbejdet på Panama-kanalen og senere den panamerikanske hovedvej vendte tilbage til Itabo i begyndelsen af ​​1914. Tilsyneladende havde han været reelt fraflyttet med sin familie, for teksten siger han vendte tilbage med sin hustru og sine tre børn.
 Han købte jorden tilhørende mindst tre finner, der forlod Itabo under Første Verdenskrig.

Han var nok den  finske immigrant, der klarede sig bedst.

 Tidspunktet for hans hjemkomst var gunstigt, da Første Verdenskrig medførte en kraftig stigning i efterspørgslen på cubansk sukker på verdensmarkedet,  og han begyndte at dyrke appelsiner, grapefrugt og sukkerrør.

Derudover opdrættede han svin og begyndte at producere mejeriprodukter, leverede mælk til nærliggende byer.

Han fandt også forretningsmuligheder i Cubas spirende turistindustri. Familien holdt høns og leverede både fjerkræ og æg til hoteller i Cárdenas.

 Han fungerede som smed i lokalsamfundet. Han ejede ejendom i havnebyen Antilla og aflagde hyppige forretningsbesøg der. Under det kortvarige olieudbrud i Matanzas arbejdede Niska for et olieudforskningsselskab og overvejede at etablere en virksomhed med opførelse af borebrønde, hvilket dog ikke blev til noget.

Som storproducent af sukkerrør indgik Niskanen i den sociale klasse af "colonos" – de vigtigste leverandører af sukkerrør til sukkerfabrikkerne – der udgjorde middelklassen i den cubanske økonomi, som var drevet af sukkerproduktion. For bedre at kunne leve op til den ansete status som "colono" spanskificerede Niskanen sit navn til Pedro Neska og begyndte at betegne sin ejendom som en "colonia". Familien ansatte også tjenestefolk: en kinesisk kok og en afro-cubansk hushjælp. Han var tilsyneladende blevet en rigtig selfmade yankie.

Familiens økonomi led under det drastiske fald i de cubanske sukkerpriser i begyndelsen af ​​1920'erne, men familien Neska forlod ikke øen. Neska-sønnerne forlod først Cuba til fordel for Florida efter revolutionen i 1959; datteren Alma Neska-Garcia fulgte efter i 1975.

Jeg nævnte også Huovinen-familien, der kom til Itabo  i 1907. 

Sønnen Väinö Huovinen (senere Hoover), der tilbragte sin barndom i Itabo, blev en af ​​de mest succesfulde finsk-amerikanere. 

Han uddannede sig til ingeniør, tog en Ph.D. fra California Institute of Technology og grundlagde i 1942  Hoover Electronics, en virksomhed, der fremstillede styresystemer til fly og rumfartøjer. Hoover døde i 1984. En nekrolog i tidsskriftet Suomen Silta vurderede, at "dr. Hoovers videnskabelige bedrifter med stor sandsynlighed ville have gjort ham til kandidat til en Nobelpris, hvis de ikke havde involveret strengt hemmelig militær forskning."

Præsident Kekkonen tildelte ham den 10. juni 1975 storkorset af Finlands Hvide Roses Orden.

På Cuba blev de finske bosættere som regel opfattet og omtalt som americanos.

Det var almindeligt, at cubanere omtalte alle nybyggere, der var kommet fra Nordamerika, som amerikanere, uanset deres etniske eller nationale baggrund.  Väinö Hoover, der tilbragte sin barndom i Itabo, huskede, hvordan en gruppe cubanske mænd omtalte hans mor som americano muy malo (en meget slem amerikaner), da hun havde forsvaret sig mod chikane. Livet i den virksomhedskontrollerede koloni styrkede også identifikationen som amerikanere. De finske nybyggeres børn modtog undervisning på jordselskabets engelsksprogede privatskole, hvor der var en amerikansk lærer. En amerikansk journalist, der besøgte skolen i 1907, var særligt imponeret over to "små, hørhårede finske piger, der viste fantastiske fremskridt i læsning." 

Omaja 1920.
Her poserer Larry, Harry og Viola Keskinen på forreste række ved metodist-kirkens søndagsskole. De øvrige børn var børn af amerikanske nybyggere.

Den engelsksprogede undervisning gav de finske børn i Itabo et godt fundament i det amerikanske skolesystem. Peter Niskanen sendte således også to af sine børn afsted for at fortsætte deres uddannelse i USA.

Men blev finnerne på Cuba opfattet som amerikanere, så blev de det imidlertid ikke hos de amerikanske myndigheder.

I 1920'erne fremstod Cuba som en vigtig indgangsport for illegal europæisk migration til USA. De amerikanske myndigheder begyndte at presse cubanere til at slå ned på menneskesmugling, og USA vedtog nogle restriktive immigrationslove.

Disse blev indført på et tidspunkt, hvor et stigende antal amerikanere og andre immigranter overvejede at forlade Cuba. Den økonomiske katastrofe forårsaget af faldende sukkerpriser i 1920-1921 og politisk ustabilitet  gjorde finske og andre udenlandske bosættere ivrige efter at forlade øen.

De nye kvotelove indsnævrede ikke-naturaliserede finners  – og andre øst- og sydeuropæeres – mulighed for at få adgang til USA.  Ikke-naturaliserede finner var finner, der ikke havde søgt og fået amerikansk statsborgerskab.

 I 1923 forsøgte Nestori Torkkeli at ledsage sin søn Eino til Florida, hvor den elleveårige tog hen for at fortsætte sin skolegang. Cubanske immigrationsmyndigheder i Havana nægtede faderen adgang til skibet. "Jeg kom ikke om bord, fordi jeg var finne, og immigrantkvoten var fuld," skrev Nestori til slægtninge i Finland. Den tårevædede Eino måtte gå ombord på skibet alene. Gennem 1920'erne overvejede Torkkeli-familien at slutte sig til deres søn i Florida, men fandt altid hindringerne uoverstigelige. En måned efter vedtagelsen af kvoteloven fra 1924 fortalte Nestori sine slægtninge, at det var så vanskeligt at komme til Florida, at det 'nok var bedst at strejfe rundt her resten af livet'.

Nestori og Amy Torkkeli blev i Cuba indtil deres død i december 1927.

Kvoteloven fra 1924 reserverede kun 471 årlige optagelser til Finland. Fra 1929 var kvoten nominelt 569 immigranter. 

Under den store depression 1932-1939 begyndte amerikanske konsuler  at nægte visa fra stort set alle ansøgere fra arbejderklassen.

 I finansåret 1932 blev der kun optaget 69 finske kvoteimmigranter. De finner, der stadig boede på Cuba, forstod ikke, at kvoten for Finland dækkede alle finske statsborgere, inklusive dem, der boede på Cuba.

Børn af finske nybyggere havde lettere adgang til USA end deres forældre. De, der var født i Finland, kunne få et toårigt studievisum for at blive indskrevet på amerikanske skoler. Børnene født på Cuba havde endnu mere ubegrænset adgang nordpå, da de amerikanske kvotelove undtog indfødte på den vestlige halvkugle. William Keskinens datter  Viola Keskinen, født i Omaja i 1915, emigrerede til Florida under den store depressions højdepunkt i 1933. Den mulighed havde hendes storebror, der var født i Finland, ikke.  Han måtte nøjes med et to-årigt studievisum og derefter vende tilbage.

Ændringen i den amerikanske immigrationspolitik over for Cuba efter 1959 satte endelig en stopper for den finske tilstedeværelse af nybyggere på øen. Fra begyndelsen af 1959 åbnede USA sine grænser for alle cubanere, der erklærede, at de ikke kunne leve under Castro-regimet. I 1973 havde USA modtaget over 500.000 cubanske flygtninge.

Nu fik  William Keskinen muligheden for at slutte sig til sin datter i USA. Han fløj til Florida i juli 1959, og hans søn Harry, født i Helsinki i 1911, fulgte efter et år senere sammen med sin cubanske kone.

Peter Niska døde i Itabo kort efter revolutionen i 1960. Hans cubanskfødte søn Harry rejste til Florida i 1962, mens hans datter Alma, født i Finland i 1901, rejste nordpå (gennem Mexico) i 1975. Efter at have været udelukket indrejse i USA som immigranter i årtier, havde de resterende finner på Cuba nu fundet adgang nordpå som flygtninge.

Ikke alle finner på Cuba sluttede sig til denne udvandring. Alfred og Lydia Sauren, som var kommet fra Finland til Omaja i 1909, hilste i det mindste i starten den revolutionære jordreform og Batistas fald velkommen. De forblev på Cuba og døde der i 1963.

I 1959 arbejdede to kvinder født i Cuba af finske nybyggerforældre tæt sammen med den amerikanske regering i Havana.  Efter Castros magtovertagelse rekrutterede CIA de to kvindelige finner som spioner

Toini Estrella Wainio Matikainens forældre var åbenbart en af de ganske få familier, der kom direkte til Cuba  fra Nordfinland til Omaja i 1907, uden mellemstation i USA. Estrella blev født på Cuba i 1912. 

Wainio-familien er ikke en, jeg ellers er stødt på. Kun at da  faren  døde i 1928, rejste Estrella tilbage til Finland med sin mor. I slutningen af 1940'erne vendte Estrella tilbage til Cuba med sin mand, som blev Finlands honorære konsul i Havana. 

Estrella arbejdede på den mexicanske ambassade i Havana og leverede dokumenter til den amerikanske efterretningstjeneste, indtil hun bosatte sig i Florida i 1971.

Den anden kvinde af finsk afstamning, der arbejdede for den amerikanske regering i Castros Cuba, var William Keskinens datter Viola Keskinen, der var emigreret til USA i 1933. I 1938 blev hun amerikansk statsborger. Hun gjorde tjeneste i den føderale regering under Anden Verdenskrig og efter krigen  i udenrigsministeriet og på amerikanske missioner i Latinamerika. 

I 1959-1960 var hun privatsekretær for den sidste amerikanske ambassadør i Havana, Philip W. Bonsal. Keskinen forlod Havana sammen med Bonsal i oktober 1960. Bonsal huskede senere, hvordan hans og Keskinens afrejse fra Havana-havnen blev ledsaget af havnearbejdernes råb: '¡Cuba Si! Yanquis no!'

Det kan virke ironisk, at to døtre af finske socialistiske nybyggere endte med at arbejde for the Yankees mod den revolution, der lovede at gøre Cuba socialistisk. 

I det hele taget fik det finske koloni-projekt på Cuba et besynderligt forløb.

Opsummering.

Erkko var rejst til USA med det formål at skabe en fælles nationalistisk front blandt finsk-amerikanere. Men de finske arbejdere holdt afstand til Erkko, da de betragtede ham som en repræsentant for det finske borgerskab. Og de finner, der allerede befandt sig i USA, men flyttede til Cuba, havde arbejdet som minearbejdere og skovhuggere i USA, og mange havde været aktive i den spirende finsk-amerikanske og var ikke interesseret i at blive en del af en nationalistiske plan.  

Den finske koloni i Omaja blev eksplicit promoveret som et socialistisk eksperiment, men den finske bosættelse i Itabo tiltrak også socialistiske bosættere – på et tidspunkt blev Itabo promoveret blandt socialistiske finsk-amerikanere som et fattigmandsparadis.

Men samtidig ønskede de også at høste frugterne af Amerikas imperie.

Målet var at skabe en tilværelse som selvstændige eksportlandmænd, der kunne dyrke og sende frugt og grøntsager direkte til det amerikanske marked. 

Men deres bestræbelser på at opbygge deres levebrød på eksportorienteret frugt- og grøntsagsdyrkning blev forpurret af en skrap amerikansk handelsprotektionisme, der gjorde det svært for dem at få adgang til markederne.

Ved Panama-byggeriet blev de grupperet sammen med den nødvendige, men i bund og grund uønskede sorte arbejdsstyrke, der kun kunne få dårligt betalte silver-coin-jobs.

I 1920'erne, da USA indførte sine restriktive immigrationskvoter, opdagede de resterende finner i Cuba, at USA betragtede dem som uønskede og effektivt havde blokeret deres adgang nordpå - ikke fordi de var socialistiske, men fordi de ikke var amerikanere.

Alligevel søgte de sidste finnere til USA.

Og endelig kom to finner - efterkommere af den finske kolonister- til at arbejde for USA og spionere mod det kommunistiske Sovjetunionen.

I 1906 skrev en finsk nybygger på Cuba til en avis i Finland om sin korte audiens hos den cubanske præsident Tomás Estrada Palma, organiseret af en cubansk-amerikansk agent for Cuba-Finland Colonization Company. Efter at have hørt om virksomhedens storslåede  koloniseringsplan havde den cubanske præsident udtrykt sympati for det finske folk og budt dem velkommen til at bosætte sig på Cubas frie jord.

På Cuba er der i dag stort set ingen spor af de finske kolonier.  

I 2016 besøgte migrationssociologen Ismo Söderling Itabo for at lede efter spor af stedets finske fortid. Han blev overrasket over, hvor lidt selv angiveligt velinformerede lokale vidste om regionens historie med finske nybyggere. Personalet på et lokalhistorisk museum virkede uforstående over for spørgsmål om finnerne i Itabo, og besøg i skole- og kommunalarkiver gav kun ringe udbytte. 

Da Söderling interviewede en af ​​Itabos ældste beboere, Señor Chichi, kunne den over 80-årige ikke bidrage med meget: ”Åh, der var folk fra forskellige lande her, men de var alle cubanere. Der blev ikke talt specifikt om finnerne.”

Det har været svært at finde foto-materiale om finnerne. 

I stedet fandt jeg et foto fra en svensk koloni Bayate-kolonien i det østlige Cuba nær Guantanamo. Men den ved man heller ikke meget om

Da kolonien nåede sit højdepunkt, boede der flere hundrede svenske familier. Afslutningen på Anden Verdenskrig – og ikke mindst den cubanske revolution – førte til, at Bayate gik i glemmebogen.

Bayate-kolonien på Cuba opstod omkring sukkerproduktionen, hvor sukkeret blev udvundet af sukkerrør. Alle deltog i høsten.

En enkelt hyggestund I Chicago-kolonien fandt jeg i Jouni Korkiasaaris PDF.

Artiklen konkluderer:

Söderlings vanskeligheder med at finde oplysninger om Itabos finske fortid peger på en central konklusion i dette kapitel: Der var ikke meget, der var særligt ”finsk” ved Chicago-kolonien i Itabo. Tidligere studier af finner på Cuba har fokuseret på Erkkos involvering i bosættelsesprojektet, men Erkkos idéer om Cuba må ses i en bredere kontekst af imperiebyggeri i Caribien. Tanken om at fremme finsk bosættelse på Cuba virker mindre besynderlig, når den ses i lyset af de mange lignende planer fra samme periode, der sigtede mod en amerikanisering eller ”hvidgørelse” af Cuba.

Erkko er en mand, det er svært at få styr på. Hvad var egentlig hans vision? 

Var han en utopist, en folkeforfører, en pragmatiker, en opportunist?

Hans erklærede mål om at bevare finsk kultur på Cuba mislykkedes fuldstændig.

Alligevel synes en unavngivet amerikaniseret finsk immigrant tilsyneladende, at de finske kolonier opnåede en form for succes, men en succes, som Erkko slet ikke stæbte efter.

Immigranten er citeret for at have udtalt: ”Vi indledte socialismen på Cuba allerede før Castro!”

Hvis du er blevet interesseret i Cubas historie, kan jeg anbefale Ildefonso Falcones fantastiske roman Slave af friheden fra 2022.

Vi følger Kaweka, der kommer til Cuba sammen med 700 andre unge piger og kvinder , der er dømt til at arbejde og dø som slaver på øens sukkerplantager. Men Kaweka kommer vi til at opleve Cubas frihedskrig fra Spanien 1895-1898. 

Den der i og for sig åbnede vejen for de finske bosættere i Cuba. 

Romanen har den opbygning, som er meget populær i disse år, hvor vi skiftevis følger Kaweka på Cuba i midten og slutningen af 1800-tallet og skiftevis Lira i Madrid  i nutiden. Lira er efterkommer af slaverne på Cuba. Hun kommer på sporet af hemmeligheder, der fører tilbage til slavetiden, og hun indleder en kamp mod racisme, mod ulighed og mod dem, der har bygget deres imperier på andre folks lidelser, fortæller bagsideteksten. Så har jeg ikke røbet for meget.

Vi har alle Falcones 6 store romaner stående i reolen herhjemme, og Ib har lige fortalt mig, at Falcones her i 2026 har udgivet en ny: Håbets monument, som fungerer som en efterfølger til Havets katedral og Jordens arvinger.

Godt, jeg snart har fødselsdag.