Steward Island er den tredjestørste og sydligste beboede ø i New Zealand. De ligger 30 kilometer syd for Sydøen, adskilt af Foveaux-strædet.
Selv om den er den tredjestørste, så viser kortet herunder tydeligt, at den er betydeligt mindre end Nord- og Sydøen. Great Barrier Island er den fjerdestørste ø -halv så stor som Steward Island, men den har dobbelt så mange indbyggere.
Steward Island med sin isolerede beliggenhed og sit kølige, lidt barske klima har ikke virket indbydende på nybyggere.
Steward Island har knap 500 indbyggere. I årtier har elforsyningen på Stewart Island / Rakiura kommet fra diesel-generatorer, og som en konsekvens af dette, er elektricitet omkring tre gange dyrere end på Sydøen.
Arkæologi tyder på, at øen blev beboet i det 14. århundrede, kort efter at maorierne bosatte sig på Sydøen .
Det originale Māori -navn, Te Punga o Te Waka a Māui , betyder "Ankerstenen fra Māui's Kano". Dette refererer til legenden om Māui og hans besætning, som fra deres kano Te Waka a Māui (Sydøen) fangede og opdrættede den store fisk Te Ika a Māui , Nordøen .
På maori-sproget er STEWARD ISLAND kendt som Rakiura, hvilket betyder "landet med den glødende himmel".
"Du forstår hvorfor, når du ser sydlyset (Aurora Australis), der ofte viser sig på den sydlige himmel,” reklamerer en turistguide. Det er verdens sydligste "Dark Sky Sanctuary
For nogle er Rakiura den forkortede version af Te Rakiura a Te Rakitamau, oversat til "Rakitamaus store rødmen", med henvisning til Te Rakitamaus forlegenhed, da han blev nægtet at gifte sig med ikke én, men to døtre af en øhøvding.
Over 85 % af øen er udlagt som nationalpark, og de fleste besøgende kommer hertil for at vandre og observere fugle. Øen har kun 28 km vej, men til gengæld 280 km vandrestier, der egner sig til alt fra korte gåture og dagsture til flerdagsvandringer.
Den mest populære måde at rejse til Steward Island er med katamaranfærgen tværs over Foveaux-strædet. Men turen kan være barsk med høje bølger, så husk søsygepiller, hvis du nemt bliver utilpas. En hurtigere og dobbelt så dyr mulighed er fly (700 kr. for enkeltbilelt). Flyet lander på landingsbanen Ryans Creek på Stewart Island. Herfra er der en lille shuttle-bus, som kører det sidste korte stykke ned til Oban. Oban er det eneste større samfund på Stewart Island. Også kendt som Halfmoon Bay. Dette navn skyldes, at Oban ligger helt ud til bugten af samme navn. Men selve navnet gemmer faktisk på en sjov historie om en fejl i de gamle kort. De tidlige korttegnere byttede rundt på navnene til to nabobugter. Den bugt, som i dag hedder Halfmoon Bay, er faktisk formet som en hestesko (horseshoe). Nabobugten, Horseshoe Bay, er derimod formet som en halvmåne (half-moon).
James Cook observerede, at Stewart Island var en ø, under sin første rejse i Stillehavet i 1770. Efter fem dages sejlads mod syd – i urets retning rundt om øen - befandt Endeavour sig ved den vestlige indsejling til Foveaux-strædet, hvor besætningen kunne se Ruapuke Island, en ø de havde passeret fem dage tidligere ved strædets østlige indsejling. Cook var klar over, at en ø ud for kysten var af strategisk værdi for Storbritanniens rivaler, og at dens eksistens burde holdes skjult af militære hensyn. Han forsøgte at slette sin beskrivelse af Foveaux-strædet fra sin logbog og tegnede et revideret søkort, hvor øen var forbundet med fastlandet, så Stewart Island fremstod som en halvø.
William W. Stewart (1776 –1851) var en skotsk sælfanger og hvalfanger, efter hvem New Zealands Stewart Island er opkaldt. Han tjente i den britiske flåde (1793-1797). I juni 1801 ankom han til Port Jackson (Sydney), og brugte £1500 til at købe et partnerskab i en forseglingsvirksomhed i Bass-strædet sammen med en John Palmer. I 1809 var han førsteofficer på Pegasus, der sejlede til New Zealand, hvor han rettede to af James Cooks fejl i sit kort over New Zealands kyst, hvilket fastslog Stewart Islands ø-status og bekræftede, at Banks-halvøen ikke var en ø.
I 1826 spillede Stewart en afgørende rolle i etableringen af en tømmer-, hør- og handelsbosættelse ved Port Pegasus, den første europæiske bosættelse på Stewart Island. Selvom bosættelsen mislykkedes inden for et år, vendte Stewart selv tilbage i 1840 for at bosætte sig på øen.
Omkring 1829 åbnede Preservation Inlet (Rakituma) som en af New Zealands tidligste landbaserede hvalfangststationer.
Hurtigt oppstod der flere både kortvarige og langvarige stationer ved Toetoes, Waikawa, Oue, Omāui, Bluff og Jacobs River (Riverton). Se kortet herunder.
Aktiviteterne fokuserede i høj grad på vandrende sydlige rethvaler og pukkelhvaler med henblik på udvinding af olie og hvalben.
Da sælbestande blev udryddet af tidlige jægere, blev hvalfangst den dominerende kystindustri gennem midten af det 19. århundrede.
Driften udviklede sig fra faste stationer i bugterne til aktive lokale sejlskibe, der opererede længere ude i de sydlige farvande helt frem til 1880'erne.
Overdreven jagt reducerede antallet af hvaler drastisk, hvilket gjorde kommerciel landbaseret hvalfangst urentabel i slutningen af det 19. århundrede, og kystsamfundene flyttede fokus mod andre maritime ressourcer, hvilket banede vejen for fremkomsten af regionens ikoniske industri for indsamling af Bluff-østers.
Bluff-østers er en sjælden og berømt delikatesse, der fanges i det kolde vand i Foveaux Strait. De er kendt for en intens smag, der blander det salte hav med en fed og cremet dybde.
Nedenstående citat udtrykker, at Bluff-østers er noget helt særligt.
An oyster is an oyster is an oyster. Unless, of course, it's a Bluff oyster
Det, der gør hvalfansten i Foveaux-strædet helt specielt, er, at den lokale iwi (stamme), Kāi Tahu arbejdede side om side med europæerne og blev anerkendt derfor.
Māori-mænd blev hurtigt dygtige hvalfangere. I 1840'erne bestod mange af bådholdene ved kyststationerne udelukkende eller overvejende af Kāi Tahu-hvalfangere. På den begrænsede og farlige plads i en hvalfangerbåd afhænger overlevelse af dygtighed snarere end race. Dette fremmede en grad af social lighed, som sjældent sås i andre koloniale sammenhænge.
Maorikvinder giftede sig og stiftede familie med europæiske og internationale hvalfangere. Hvalfangststationer udviklede sig til permanente landsbyer, hvor familier levede sammen og kombinerede europæiske boligformer og varer med traditionel Māori-fødevareindsamling.
De sociale og familiære bånd mellem europæiske hvalfangere og det lokale Kāi Tahu Māori-folk ved Foveaux-strædet skabte et unikt, fælles samfund. I modsætning til mange andre globale pionererhverv byggede hvalfangsten her på tæt samarbejde, ægteskaber på tværs af kulturer og gensidig respekt snarere end på konflikt.
Ofte var ægteskaberne strategiske partnerskaber.
Når højtstående Kāi Tahu-kvinder giftede sig med hvalfangerkaptajner og stationsledere, bragte det handelsrigdom til iwi-en (stammen) og beskyttelse til hvalfangerne. På grund af deres indgifte i iwi-en fik mange europæiske hvalfangere tildelt jord af Kāi Tahu-høvdinge, hvilket forankrede dem permanent i lokalsamfundet. Da hvalfangstindustrien brød sammen, forblev disse stærke familiestrukturer intakte, hvilket gjorde det muligt for lokalsamfundene i fællesskab at omstille sig til landbrug og østershandlen i Bluff.
Børnene fra disse blandede ægteskaber – ofte kaldet "whaler Māori"-generationen – voksede op med flydende færdigheder i både Māori og engelsk og fungerede som vigtige kulturelle brobyggere.
Historien om kaptajn John Howell og hans grundlæggelse af Riverton (oprindeligt kendt som Jacobs River eller Aparima) er det ultimative eksempel på, hvordan tidlige partnerskaber inden for hvalfangst formede det sociale fundament i det sydlige New Zealand.
I midten af 1830'erne blev en ung, engelskfødt hvalfanger ved navn John Howell sendt mod syd af købmanden Johnny Jones fra Sydney for at etablere en kystbaseret hvalfangststation nær Foveaux-strædet. Howell udvalgte et sted tæt på en lokal maori-landsby ved Aparima-floden.
I begyndelsen koncentrerede Howell sig udelukkende om forretningen og nægtede at tage en maori-kvinde til hustru. For den lokale iwi blev denne afvisning opfattet som en alvorlig fornærmelse, hvilket skabte farlige spændinger. Da Howell indså, at stationens overlevelse udelukkende afhang af lokal velvilje – og efter opfordring fra sine med-hvalfangere – gav han sig.
I 1837 giftede han sig med Kohikohi, datter af den magtfulde høvding Horomona Patu fra Centre Island.
Ægteskabet forvandlede Howell fuldstændigt fra en midlertidig tilflytter til et integreret medlem af stammen. Som medgift skænkede høvding Patu et stort landområde til Howell.
Midt i den lokale maori-landsby (kaik) opførte Howell et lille hus med fire rum af australsk hårdttræ til sin nye brud. Bygningen, der i dag er kendt som Howell's Cottage (Te Whare Kohikohi), står stadig i Riverton. Den blev opført omkring 1837–1838 og er en af de ældste bevarede bygninger i europæisk stil i New Zealand.
Kohikohi og Howell fik to børn sammen, men tragisk nok døde Kohikohi i en ung alder i 1841. Da slægtskabsbåndene til iwi'en var så afgørende, forblev Howell tæt knyttet til lokalsamfundet. I 1845 giftede han sig igen, denne gang med Caroline Brown (også kendt som Koronaki), der ligeledes havde blandet herkomst – hun var datter af en europæisk sælfangstmand og en maori-kvinde ved navn Wharerimu.
Gennem sine to ægteskaber blev Howell far til 19 børn. Howells familie udviklede sig til en utroligt indflydelsesrig, velhavende og højt respekteret slægt i det tidlige Southland. Hans efterkommere bevægede sig ubesværet mellem begge verdener. Hans svigersøn, Thomas Ellison, blev eksempelvis en berømt tidlig advokat og den første anfører for New Zealands nationale rugbylandshold (All Blacks).
Howell brugte sin status til at overtale snesevis af sine gamle hvalfangervenner til at forlade havet, begynde at drive landbrug på den jord, han havde fået tildelt, og slå sig permanent ned med deres familier.
Howell-familiens historie viser, at Riverton ikke blev grundlagt af erobrende styrker, men opstod gennem en bogstavelig forening af kulturer, hvor europæiske tilflyttere blev juridisk og socialt indlemmet i Kāi Tahu-familier.
Kvindernes stilling i stammesamfundet i Foveaux-strædet er interessant.
I den traditionelle Kāi Tahu-kultur besad kvinder af høj byrd – kendt som wahine rangatira – naturligt en enorm politisk vægt, økonomisk uafhængighed og åndelig autoritet. Da europæiske og internationale hvalfangere ankom til Foveaux-strædet, assimilerede disse kvinder sig ikke blot i vestlige husholdninger. De overførte deres traditionelle status til det nye maritime samfund og fungerede som uundværlige ledere og beslutningstagere.
I Kāi Tahu-samfundet var jordrettigheder og ejerskab over ressourcer (mahinga kai) direkte knyttet til afstamning og kunne både besiddes og videregives af kvinder.
Et fremtrædende eksempel, som historikere har dokumenteret, er Puna, en Kāi Tahu-kvinde og hustru til en berømtenavigatør af blandet herkomst, Tommy Chaseland. Overhøvdingen Tūhawaiki overdrog personligt en ø nær Stewart Island, hvor man indsamlede tītī (sodfarvede skråper/muttonbirds), direkte til Puna – ikke til hendes mand. Historiske beretninger beskriver, hvordan hun blev øens ubestridte "chef" og stod for både den sæsonbetonede høst og handlen.
Da hvalfangerne var udlændinge, kunne de ikke lovligt eje eller få adgang til stammens ressourcer på egen hånd. Wahine rangatira sad inde med nøglerne til den lokale økonomi og bestemte, hvor stationerne kunne hente brænde, dyrke afgrøder og opføre boliger.
Hvalfangst var et erhverv præget af stærke sæsonudsving. Når mændene var til søs i månedsvis, lå ledelsen af hele samfundet på land udelukkende i kvindernes hænder. Kvinderne stod for store landbrugsarealer med kartofler og hvede samt for svineavl. Der var ikke tale om almindeligt "husarbejde" – det var en kommerciel virksomhed. De handlede direkte med ankommende internationale skibe og leverede de livsvigtige friske fødevarer, svinekød og hør, der skulle til for at forhindre, at den globale hvalfangerflåde sultede eller blev ramt af skørbug.
Da disse kvinder beherskede både traditionelle maori-protokoller og den internationale skibsfartssprog, fungerede de som de primære juridiske og kulturelle holdepunkter ved Foveaux-strædet.
Hvis en europæisk hvalfanger opførte sig dårligt eller brød en tapu (hellig lov), var det ofte hans Kāi Tahu-hustru, der trådte til og forhandlede med de lokale høvdinge for at afværge krig.
Udenlandske hvalfangere var fuldt ud klar over, at deres fysiske sikkerhed og forretningsmæssige succes i et magtfuldt maori-område udelukkende afhang af den stammemæssige beskyttelse, deres højtstående hustruer ydede.
Da hvalfangstindustrien brød sammen i slutningen af det 19. århundrede, forlod mange europæiske mænd New Zealand eller døde. Det var Kāi Tahu-kvinderne, der trådte til for at sikre, at deres børn med blandet baggrund blev fuldt integreret i iwi'en igen. De sørgede for, at børnene kendte deres whakapapa (slægtshistorie), bevarede deres rettigheder til stammens jord og påtog sig lederroller i de nye erhverv, såsom østersfiskeriet ved Bluff.
Så rykker vi til Ulva
.jpg) |
| Tempereret regnskov på Ulva Island |
Den er opkaldt efter øen Ulva i de Indre Hebrider i Skotland og hed tidligere Coopers Island.
Fortællingen om hvordan øen kom til at hedde Ulva er spændende. Den indirekte ophavsmand var Charles Traill.
Charles Traill blev født på Rousay, en ø i det nordlige Orkney i Skotland i 1826. Efter to år på Edinburgh University kom han i lære hos en advokat. I 1849 tog han til Australien for at vogte får, men forlod landet det følgende år for at gå på guldgravning i Californien. Tre år senere, da hans helbred var svækket, vendte han tilbage til Orkney. I 1856 var han i Oamaru, New Zealand, hvor han etablerede det kortlivede handelsfirma Traill, Roxby & Company.
Oamaru, er en by på østkysten af South Island.
Trail var ud af en slægt af anerkendte naturforskere, og han selv var en ivrig konkyliolog. Mens han indsamlede skaller i Foveaux-strædet, fattede han interesse for Stewart Island og slog sig ned på øen Ulva – dengang kendt som Coupar’s Island.
Han købte et stykke land og kaldte det for Ulva efter en smuk skotsk ø nær hans fødested. Han åbnede en butik, der solgte proviant og maritimt udstyr. I 1871 giftede han sig med den danskfødte Henriette Jessie Bucholz, som imidlertid døde allerede 1875, da deres datter Ellen kun var tre år gammel.
Charles og Jessie Trail var de første pakeha-beboere på Ulva Island.
Pakeha (eller pākehā) er maoriernes betegnelse for New Zealands indbyggere af europæisk afstamning
I 1872 byggedes Steward Islands første postkontor bygget, og Charles Traill blev udnævnt til postmester.
Når postbåden ankom, gik han op på Flagstaff Hill og hejste flaget for at advisere arbejdere og familier i nærliggende bosættelser om, at posten var ankommet, og de ville så ro eller sejle til Ulva Island for at hente deres post. Ulva Island blev derefter et socialt mødested for lokalbefolkningen; alle samledes i deres fineste tøj for at hente deres post og mødes med naboer for at dele nyheder og sladder.
Mens han stod for posthuset, var det meget populært, at besøgende kunne sætte frimærker på de store, læderagtige blade fra kystbusken Senecio rotundifolius og sende et ”Stewart Island-postkort”.
Charles Traill tilbragte de sidste tyve år af sit liv på Ulva, hvor han passede butikken og posten. Men samtidig samlede han prøver af lokale planter og skaller til sig selv og for andre, og anlagde en blomstrende have med indfødte og eksotiske planter. For dette høstede han stor anerkendelse, og han fik besøg af anerkendte naturforskere.
Efterhånden begyndte folk ganske enkelt at kalde hele øen for "Ulva Island". I løbet af 1800-tallet var offentlige landmålere i gang med at kortlægge New Zealand. Hvis et bestemt navn vandt indpas blandt lokalbefolkningen, opdaterede landmålerne ofte deres officielle kort, så de stemte overens med det, folk allerede kaldte stedet. Og derfor blev Ulva Island nu det officielle navn.
Posthuset, der blev anset for at være verdens sydligste, lukkede i 1923.
En sjælden muslingeskal, Cuspidaria traillii, blev opkaldt efter Charles Traill.
Den er så sjælden, at AI måtte opgive at finde et billede af den.
.jpg) |
| Ulva Island 2020 |
Nu rykker vi videre.
Vest for Steward Island ligger Solander Islands, Codfish Island og Muttonbird Islands. På kortet herunder er øens sydligste spids, South West Cape markeret med en rød prik.
100 km syd/sydvest for Stewart Island finder vi The Snares.
Det er disse 4 øer og øgrupper, jeg nu vil fortælle om.
På Steward Island, Ulva Island og de næste øer, der nu kommer, findes de fleste af de sjældne fuglearter, jeg tidligere har fortalt om. Søger jeg ” What birds are found on xxx Island?”, så kommer der fine lister med disse – for mig efterhånden genkendelige - navne.
Men i dette blogindlæg skal det (som du måske allerede har bemærket) mest handle om personer og historiske hændelser på øerne. Fuglene bliver underlagt dem og figurerer i mindre grad. Men helt afholde mig kan jeg ikke, når jeg støder på nye, interessante arter. F.eks. på Solander Islands, som jeg starter med.
Solander Islands blev observeret af James Cook den 11. marts 1770 og opkaldt af ham efter den svenske naturforsker Daniel Solander, en af de videnskabelige besætningsmedlemmer ombord på Cooks skib, Endeavour.
Det er ikke så underligt, at der ikke er bosættelse på øerne, for de tre øer er toppene af vulkaner.
Hovedøen dækker omkring 1 km² og stiger stejlt til en top 330 meter over havets overflade . Den er skovklædt bortset fra den nordøstlige ende, der hovedsageligt er en bar, hvid klippe. En dyb hule er på østsiden, Sealers Cave. Little Solander Island ligger 1,9 km vestpå. Den når 148 m højde , men dækker 4 ha . Husk der skal 100 ha til en km2. Den har et goldt udseende og er dækket af guano . Pierced Rock ligger 250 m syd for hovedøen. Den stiger til 54 m og dækker 2.000 m².
 |
| "De stejle klipper på Solander Island tårner sig op af tågen som en fortabt verden," er fotografen Michael Halls s egne ord om fotoet. 2013. |
Vejrforholdene hindrer ofte skibe i at ankomme, hvilket også afskrækker forsøg på permanent beboelse. Australske sælfangere brugte kortvarigt øerne i begyndelsen af det 19. århundrede, sandsynligvis boede de på små flader mellem øens klipper og kystlinje i perioder af et par måneder. Skibsbrudne eller castaways endte lejlighedsvis på øerne, og i 1813 fandt et forbipasserende skib på vej til Stewart Island fem mænd, der havde brug for redning. Mændene - fire europæere og en australsk aboriginal - var strandet der mellem 1808 og 1813, hvilket repræsenterer den længste sammenhængende beboelsesperiode på øerne. De menes at være blevet efterladt på land i to grupper for at jage sælerne, men havet forhindrede skibe i at ankomme for at bjærge dem. I 1810 flyttede sælfangerne til Macquarie Island , og de blev reelt forladt.
Solanderøerne var historisk set et velkendt område for migrerende hvaler, især sydlige højrehvaler og kaskelothvaler. Kaskelothvaler i dette område siges at være usædvanligt store.
De har sjældent menneskelige besøg. Adgang til Solander Island er en mavepirrende bådtur, men øen kan betragtes fra udflugtsskibe.
I slutningen af 2013 tilbragte fire Te Papa-forskere to uger på Snares, hvor de udførte en række forskningsprojekter om havfugle og planter.
 |
| Kan du se de to små blå prikker? Det er forskernes lejrplads. |
Øerne bliver kaldt Kingdom of Birds og er udpeget som et vigtigt fugleområde, bl.a. på grund af 5.000 par ynglende Bullers albatrosser.
 |
| Kurtiserende Bullers albatros-par. |
På øerne gror der 53 karplantearter, hvoraf en tredjedel er meget sjældne. Karplanter er en fællesbetegnelse for karsporeplanter (ulvefodsplanter, padderok, bregner) og frøplanter. De kendetegnes af veludviklet ledningsvæv til transport af vand og opløste næringssalte.
På Solanderøerne er floraen domineret af bregner og jord- orkideer.
 |
| Spider orchid - Sun orchid - Greenhood Orchid Greenhood Orchid har en gennemskinnelig grøn hætte over sine forplantningsorganer for at indfange små, bestøvende insekter. |
Codfish Island
Codfish blev opkaldt Pegasus Island i 1808 af hvalfangeren Eber Bunker, efter at sælfangere var gået i land der og begyndt europæiske bosættelser. I 1824 var den kendt som både Codfish Island og Whenua Hou.Codfish refererer til. Den blå torsk. Det maoriske navn " Whenua Hou " betyder "nyt land". Omkring 1815 blev en blandet race bosættelse af sælfangere og maori-kvinder etableret der. Som reaktion på bekymringer og påstande om, at lokale maori-kvinder blev chikaneret af sælfangere på den nærliggende Stewart Island , udpegede den lokale Ngāi Tahu rangatira , Honekai , Whenua Hou som stedet for en ny blandet race bosættelse, hvor tidlige europæere kunne bo med deres maori-koner under hans beskyttelse. Dette opmuntrede sælfangere, såsom Thomas Chaseland, til at flytte til Whenua Hou, hvilket afhjalp de problemer, som deres tilstedeværelse havde forårsaget på den nærliggende Stewart Island, og gjorde Whenua Hou til en af de første permanente blandede maori- og europæiske bosættelser i regionen.
Thomas Chaseland var en af de største hvalfangere i området.
Han blev født i Australien omkring år 1800. Hans far, Thomas Chaseland senior, var fra London og ankom til Australien som straffefange i 1792. Chaseland senior giftede sig med medfangen Margaret McMahon, og parret fik seks børn.
Som teenager begyndte Thomas Chaseland junior at arbejde på skibsværfterne ved Hawkesbury-floden (nord for Sydney). I 1817 mønstrede han på skibet Jupiter til en sælfangstekspedition til øerne i Bass-strædet. Derefter gjorde han tjeneste på King George under en rejse til Marquesas-øerne i 1818 for at hente en last af svinekød og sandeltræ. I 1819 var han om bord på Governor Macquarie med kurs mod New Zealand og Tahiti for at hente sælskind og sandeltræ. Skibet lå senere en tid ved Kangaroo Island, hvor det tog en last af kænguru- og sælskind om bord.
I juni 1822 mønstrede Chaseland på St Michael til en række hvalfangsttogter til Tonga og andre øer i Stillehavet.
I 1824 mønstrede Chaseland på et sælfangstskib med kurs mod New Zealand. Ved ankomsten bad han om at blive løst fra sin tjeneste på skibet, hvilket skete ved Stewart Island. Han lærte sig maori-sproget og indledte et forhold til en maori-kvinde ved navn Puna, der var datter af en fremtrædende høvding. Han bosatte sig sammen med Puna på Codfish Island. Fra denne base arbejdede Chaseland som hvalfanger, sælfangstjæger, bestyrer af en hvalfangststation og lods.
 |
| Sealers Bay. I baggrunden Ruggedy Mountain på Steward Island |
Men Codfish Island er bedst kendt som centrum for bevarelsesindsatsen for kakapoen.
Den største bestand af disse truede, flyveudygtige papegøjer lever i øens skov sammen med gråpetreller (omkring 350.000 par – flere end noget andet sted i verden), Cook-petreller og grå skråper i havfuglenes yngletid.
 |
| Gråpetrel |
 |
| Grå skråpe. Er det nu en grå skråpe? Jeg synes næsten den ser blå ud. Men e-bird er nede, så jeg må vente med at tjekke der. |
Mindre kendt er en bestand af dykkerpetreller, der yngler i en stribe forklitter på en enkelt bare 1 km langs strand ved Sealers Bay på nordlige Codfish Island. Fuglene blev tidligere anset for at være sydgeorgiske dykkerpetreller – en art, der tæller millioner af individer, og som yngler på øer i eller nær Sydhavet. Men i årtier har newzealandske forskere og naturbevarere haft en mistanke om, at denne koloni var anderledes. Ny forskning bekræftede deres mistanke: Dykkerpetrellerne på Codfish Island tilhører en ny art, der nu kaldes Whenua Hou-dykkerpetrel Pelecanoides whenuahouensis.
 |
| Whenua Hou-dykkerpetrel |
Baseret på rester af underfossiler har denne underart tidligere ynglet på Auckland Island og Stewart Island , og muligvis også på Chatham og Macquarie øerne. Den resterende bestand lille bestand på 150 fugle er i sig selv stærkt truet af stormfloder, der får klitterne til at kollapse.
 |
| Hvis du befinder dig på Codfish Island/Whenua Hou på det rette tidspunkt, kan du måske se "små, vingede kartofler" pile ind og ud af huller i klitterne. Måske næsten som vore digesvaler. |
På en blog fortæller Mary Jane Walker hvordan hun oplevede det, det hun skulle til Cod Island for at arbejde med vedligeholdelse af stier, og hvordan hun oplevede at komme derfra igen.
Inden jeg tog afsted til øen, gik det op for mig, at jeg ikke vidste, om jeg skulle flyve dertil med fly eller helikopter. Jeg var skrækslagen, for i 1990'erne havde jeg været med på en helikoptertur for turister ved Shotover (Queenstown), hvor jeg havde følt, at jeg var ved at falde ned fra himlen. Til min store lettelse fløj vi med et firepersoners fly fra Invercargill Lufthavn. Vejret var imidlertid vådt og blæsende, og selv den erfarne pilot svedte i stilhed, da vi måtte gøre to forsøg på at lande på stranden.
Da tiden var inde til at tage afsted, måtte vi flyve med helikopter, fordi vinden var for kraftig til fly med faste vinger. Jeg gik i panik indvendigt, men lod ikke nogen mærke, hvordan jeg havde det.
Til min overraskelse var turen langt mere rolig end flyveturen derover.
Big South Cape Island, på maori Taukihepa er den største af en gruppe øer ud for den sydvestlige kyst af Stewart Island.
Māori kaldte øen "Taukihepa", og europæere, der ankom senere, kaldte den "Big South Cape".
Jeg fortalte tidligere i dette blogindlæg om, hvordan hvalfangst i Foveaux-strædet foregik fredeligt med gode sociale relationer mellem europæere og maorier.
Ved Big South Cape Island gik det mere dramatisk for sig, da kommercielle sælskibe fra Sydney og den nordlige halvkugle ankom i begyndelsen af 1800-tallet. De satte små "sælbander" i land på de barske sydlige kystlinjer i flere måneder ad gangen. Tidlige europæiske besætninger mishandlede ofte det lokale Ngāi Tahu-folk og berøvede dem deres livsvigtige naturressourcer. Som modsvar iværksatte maorierne målrettede utu-togter (hævntogter).
I slutningen af 1810 ankom den 16-årige Caddell til farvandet ud for Stewart Island om bord på sælfangstskibet Sydney Cove. En besætning på seks mand i en lille båd – heriblandt Caddell – roede i land ved South Cape (Murderers Cove). De blev straks overfaldet af en lokal maori-krigertrup under ledelse af høvdingen Honekai.
Fem af de voksne besætningsmedlemmer blev dræbt på stedet. Caddell blev skånet , da Honekais niece, Tokitoki, kastede sin kappe over ham. Denne handling gjorde symbolsk krav på hans liv og stillede ham under hendes beskyttelse. Han tilpassede sig fuldt ud sin nye familie. Han lærte sig maori-sproget, giftede sig med Tokitoki og fik en *moko* (traditionel tatovering), der dækkede hele ansigtet, hvilket beseglede hans forvandling.
Da hans adoptivstamme anerkendte hans viden om europæiske skydevåben og kamptaktikker, ophøjede de ham til *rangatira* (høvding). I årevis var han angiveligt med til at lede angreb mod andre grupper af sælfangere, der trængte ind i området. Omkring 1822 var konflikten om sælfangst ved at lægge sig til fordel for et handelsbaseret forhold. Caddell blev et vigtigt bindeled. Da et skib ankom for at handle med newzealandsk hør (*harakeke*), blev kaptajnen chokeret over at blive mødt af en stærkt tatoveret hvid mand, der fungerede som lods og tolk. Caddell reddede endda kaptajnens liv ved at advare ham om et forestående angreb fra en anden gruppering.
I 1823 rejste James Caddell og Tokitoki til Sydney, hvor hans stærkt tatoverede ansigt vakte stor opsigt i offentligheden. Under opholdet lærte de kolonimyndighederne, hvordan man korrekt høster og bearbejder newzealandsk hør.
De vendte tilbage til deres hjem på Ruapuke Island i Foveaux-strædet. Den sidste officielle optegnelse om Caddell stammer fra et interview om landbrug i marts 1826. Efter dette tidspunkt "forsvandt han blot ud af billedet".
Big South Cape" har som sådan ingen fastboende, men besøges hvert år af maorifolk, der fanger sodskråper, der efter sigende skulle smage ligesom fårekød, og den er den største af Muttonbird Islands / Tītī Islands.
Indtil nu troede jeg de eneste Muttonbird Islands var den gruppe, hvor Big South Cape Island ligger. Men så fandt jeg et par kort, der viser, at 3-4 øgrupper har den benævnelse.
"Marmorpetrellen blev tidligere fundet på New Zealands nord- og sydøer.
Nu findes de især på Stewart Island, Codfish Island, Big South Cape Island og Snares Islands".
 |
| Mottled petrel - marmorpetrel |
Det var faktisk de to sætninger, der fik mig til at interesse mig for de øer.
Og de viste sig at byde på meget mere end fugle.
Nu skulle vi egentlig til The Snares, som ligger 100 km syd/sydvest for Stewart Island. De er en af de fem newzealandske subantarktiske øgrupper.
Men der er så meget at fortælle, så de skal have deres eget opslag.
En enkelt fugl har jeg helt forbigået: New Zealands nationalfugl, kiwien. Det er vel ikke helt rimeligt. Men det var den eneste (tror jeg), jeg kendte i forvejen, inden jeg begyndte mit skriveri, så alle andre fugle var mere interessante, syntes jeg.
Men på Stewart Island, som dette blogindlæg startede med, er der masser af kiwier, så her kommer lidt om dem.
Kiwiernes nærmeste slægtninge er imidlertid de uddøde elefantfugle fra Madagascar. Deres nærmeste nulevende slægtninge er den australske emu og kasuarerne fra bl.a. New Guinea og Nordaustralien. Deres evolution og udbredelse hænger nøje sammen med kontinentaldriften, hvor New Zealands kiwier blev isoleret fra Australien under dannelsen af Det Tasmanske Hav.
Kiwiens hoveder ret lille, øjnene er små, og næbbet langt og svagt nedadbuet med næseborene placeret nær spidsen. (Ikke ved roden, hvilket er mere almindeligt.)
Kiwier er natdyr med svagt syn, men veludviklet høre- og lugtesans.
De er primært knyttet til tæt undervegetation i skov, men kan også finde sig til rette i andet terræn, blot jordbunden har en passende konsistens med mange smådyr, især regnorme, som er kiwiernes vigtigste føde.
Kiwierne bygger rede i en hul træstamme, en revne i en klippe eller et hulrum gravet i jorden.
Modsat andre strudsfugle er kiwier monogame og lever året rundt parvis i territorier.
 |
| Illustrationer af fire kiwi-arter fra "A History of the Birds of New Zealand" af Sir Walter Lawry Buller, 1888. Nordø-brunkiwi, stor pletkiwi, lille pletkiwi, sydlig brunkiwi. |
På den gamle illustration ovenfor er angivet 4 kiwiarter. Der findes nu 5 nulevende arter af kiwifuglen, som alle er endemiske og kun lever på New Zealand:
Nordlig kiwi (Apteryx mantelli) – Den mest almindelige art på Nordøen.
Stor plettet kiwi (Apteryx haastii) – Den største af de fem arter, som lever i de bjergrige områder på Sydøen.
Okarito-kiwi (Apteryx rowi) – Også kendt som Rowi, en sjælden art der findes i Okarito-skoven på Sydøen.
Brun kiwi (Apteryx australis / tokoeka) – Findes på Sydøen og Stewart Island.
Der findes flere underarter af den sydlige brun kiwi.
Fiordland -tokoekaen er en af dem. Fiordland-tokoekaen er blandt de største af de sydlige brune kiwier.
 |
| Fiordland-kiwi |
Haast -tokoekaen eller Haast-kiwien er en formodet underart af den sydlige brune kiwi . Det er en af de sjældneste kiwier i New Zealand. 650 eksemplarer mener man, der er tilbage.
 |
| Haast-unge født i et reservat. |
Rakiura-tokoekaen - Stewart Island-kiwi - er en sjælden underart af brunkiwi, som er endemisk for Stewart Island (Rakiura). Bestanden er på omkring 20.000 individer.
Denne art usædvanlig ved ofte at være aktiv i dagtimerne.
I modsætning til andre kiwi-er er Stewart Island-tokoekaen ikke solitær, men lever i stedet i familiegrupper. Ungerne bliver hos deres forældre i op til syv år, hvor de skiftes til at ruge på deres forældres yngre æg. Forskere mener, at denne hjælp fra ældre søskende kan være grunden til, at kiwi-forældre nogle gange har to kuld hvert år. Denne kiwi tager også på stranden for at lede efter føde, hvilket de fleste andre kiwi-unger ikke gør
Plettet kiwis / Dværgkiwi - den mindste kiwiart, som primært findes på små, rovdyrfrie øer og i indhegnede reservater.
Og således nåede jeg alligevel omkring kiwien, så nu kan jeg afslutte mit blogindlæg med god samvittighed.
Men jeg kan lige nå et billede af en sidste fugl fra New Zealand: Wekaen.
En stor, brun og flyveudygtig fugl, der er kendt for sit livlige og nysgerrige sind.
Så den er måske meget fin at slutte med.
