Om finske utopiske kolonier

 Efter at have læst om Hööks utopiske koloni (som den kaldes)  i Amur-regionen i Russisk Fjernøsten blev jeg nysgerrig på lignende finske kolonier.

I begyndelsen af 1900-tallet var Finland underlagt det russiske imperium, og tsarens styre førte en hård og undertrykkende russificeringspolitik

På den baggrund opstod der flere finske nybyggerkolonier i Sydamerika, drevet af økonomiske drømme og utopiske idealer om at skabe nye frie samfund i pagt med naturen. 

Så det var let at finde eksempler.

Først stødte jeg på 3 sydamerikanske projekter.

Et i Argentina, et i Paraguay, et i Brasilien.

På kortet ses alle tre sydamerikanske kolonier:
 Colonia Finlandesa i Argentina, 
Villa Alborada i Paraguay og Penedo i Brasilien

1. Colonia Finlandesa i Argentina blev grundlagt i 1906 nær Oberá i Misiones-provinsen. Det er den længstvarende og mest succesfulde koloni. Den fungerede helt op til 1940.

Anført af den finske botaniker og idealist Arthur Thesleff rejste en gruppe på omkring 120 finske familier og intellektuelle i 1906 mod Argentina. 

Koloniens oprindelige mål var at skaffe en millionformue til sine indbyggere på 20 år ved at dyrke den lokale frugtbare jord. 

Drømmen var stor.
Betingelserne viste sig at være hårde.

Indkvartering på skibet til Argentina.

Den argentinske regering tildelte finnerne jord i den subtropiske provins Misiones i det nordøstlige Argentina klemt inde mellem Paraguay og Brasilien. 

De måtte kæmpe mod den tætte jungle, den røde jord og tropiske sygdomme. De slog telte op i den tætte Selva Paranaense-jungle, og de måtte selv rydde den vilde skov med håndkraft for at skabe en 10 km lang sti ind i junglen, kendt som Picada Finlandesa.

Disse mænd og kvinder, vant til polarkulden, måtte stå i temperaturer på 40°C,  kun bevæbnet med deres økser og deres beslutsomhed og  hugge den lange sti gennem urskoven.

Størstedelen af udvandrerne var akademikere og byboere fra Helsinki – ikke landmænd, og de anede intet om tropisk landbrug. 

I 1920'erne flyttede endnu en betydelig bølge af immigranter til Colonia Finlandesa. Nogle af de nye beboere var landbrugsarbejdere.

Efter hårde overlevelsesår fandt finnerne ud af at dyrke den lokale sydamerikanske te-plante, yerba mate.  Det blev en enorm økonomisk succes, som sikrede koloniens overlevelse op gennem 1920'erne.

Colonia Finlandesa-beboere på koloniens jord omkring 1930.

 Da den første placering i Bonpland viste sig uegnet, rykkede finnerne længere ind i landet. Her slog de sig sammen med svenske immigranter og grundlagde byen Oberá. Det stærke nordiske samarbejde gjorde dem til pionerer inden for landbrugskooperativer i regionen.

I dag – over 120 år senere – er der ikke længere et særskilt finsk samfund, men deres efterkommere blev en integreret del af det argentinske samfund. Sprog og kultur er gradvist smeltet sammen med det argentinske. 

I 1970'erne modtog fattige efterkommere (som stadig var finske statsborgere) økonomisk støtte fra den finske stat. 

Oberá

Oberá er i dag en stor by, præget af mange forskellige kulturer og indvandrere. Hvert år afholdes en festival med parader, musik, dans og mad, der hylder byens kulturarv.

Også den finske arv fejres  stolt  under den store nationale immigrationsfestival, og Picada Finlandesa eksisterer fortsat som et historisk vejnavn i provinsen El Planeta Urbano.

Picada Finlandesa i dag

I dag forskes der meget i de finske kolonier, og her ligger en lang artikel om kolonien i Argentina. 

2. Villa Alborada i Paraguay blev grundlagt i 1920. Den lå mindre end hundrede kilometer fra  Colonia Finlandesa, på den argentinske side . 

I modsætning til andre finske utopiske kolonier havde Colonia Villa Alborada ingen leder, men kolonien blev skabt, da finske familier, der troede på en overvejende vegetarisk livsstil , begyndte at flytte til området i 1920'erne. Koloniens indbyggere arbejdede som småbønder og måtte rydde deres jord i urskove. Landbrugsjorden i Alborada var dog bedre end i Colonia Finlandesa i Argentina. Vegetarismen blev hurtigt opgivet på grund af mangelsygdomme forårsaget af en ensidig kost. 

Der blev afholdt fællesmøder og sangaftener i Alborada, og der blev grundlagt en finsk forening og gymnastikklub. De finske børn blev i starten undervist hjemme, men senere blev børnene optaget på en paraguayansk skole. 

Højst 59 finner boede i Colonia Villa Alborada i 1940'erne og 1950'erne. Kolonien faldt gradvist, efterhånden som nogle flyttede tilbage til Finland eller døde. De ældre finner i Alborada begyndte senere at modtage en lille smule hjælp fra den lutherske kirke i Finland. 

I slutningen af ​​2000'erne var der kun tre finner i live i Colonia Villa Alborada. Jouko Lappi, som døde i 2008, var den eneste tilbage, der var født i Finland. Ilkka Laulaja besøgte Finland i 1980'erne. Deres liv blev fortalt i programmet Ulkosuomalainen tarina, som blev sendt i 2004 og 2010.

3. Penedo i Brasilien var et vegetarisk og afholdssamfund grundlagt i 1929 af Toivo Uuskallio.

Bosættelsen i Penedo var ikke et forsøg på at flygte fra Finland. Tværtimod var det et projekt, der sigtede mod at finde et mere fuldendt udtryk for et lighedsorienteret og naturelskende Finland i et varmere klima. Migranterne medbragte deres saunaskik og  eksemplarer af det store finske nationalepos, Kalevala.

Toivo Uuskallio var landskabsarkitekt med et særligt talent for havebrug.

Han fik ideen til at etablere en koloni i troperne i en vision fra Gud, som han havde i 1920'erne. Han begyndte at samle tilhængere omkring sig, som ville flytte med ham til Brasilien. Gennem avisannoncer og flyers blev der søgt efter interesserede, som skulle besvare adskillige spørgsmål, som blandt andet spurgte om deres forhold til vegetarisme og brugen af ​​alkohol og tobak, og hvor mange penge de kunne give for at etablere kolonien. Mere end en million mark blev indsamlet til etableringen af ​​kolonien. 

I efteråret 1927 tog Uuskallio til Brasilien med en lille gruppe immigranter for at undersøge mulighederne for at etablere en koloni der. Toivo Uuskallio købte derefter sammen med sin kone Liisa  en tidligere kaffeplantage på omkring 3.500 hektar til kolonien fra et økonomisk kriseramt Sao Penedo-kloster. Fazenda Penedo lå omkring 200 kilometer fra Rio de Janeiro.

Penedo-området

I 1928-1929 flyttede 159 finner til Penedo, hvoraf de fleste var middelklasse-vegetariske mænd fra de større byer i det sydlige Finland. Det var dog ikke alle, der kom til Penedo, der interesserede sig for Uuskallios ideer, men var taget afsted af eventyrlyst eller for at undslippe vanskelighederne i deres hjemland. De fleste af de finner, der kom til Penedo i de første år, vendte tilbage til Finland på mindre end et år, og kun en gruppe på omkring 50 personer forblev permanent i Penedo. 

Livet var bestemt ikke let for nybyggerne, men de arbejdede flittigt. 

I starten praktiserede kolonien selvforsyningsgartneri. Den brasilianske statslige forsøgshave donerede 3.000 avocadoplanter til finnerne til et projekt med at regenerere jorden til dyrkning, men  projektet mislykkedes, og kun ét avocadotræ overlevede efter fem år. Dyrkning af andre afgrøder, såsom bønner, dadler, figner og figner, var generelt mislykket, med undtagelse af bananer, yams,majs og romater.

Toivo Uuskallio ved noget, der ligner et avokado-træ.
I hjørnet indsat coveret på en bog om kolonien.

Heldigvis fandtes der gamle appelsinplantager på ejendommen, som godt nok krævede stor pleje for at blive produktive igen, men de fik gang i den og dyrkede så appelsiner til salg. 

Ifølge Uuskallios lære var alle animalske produkter forbudt i kolonien, ligesom kaffe, te, alkohol og tobak. Kvægavl var forbudt indtil 1932, men mange kolonister købte kød, mælk, æg og alkoholholdige drikkevarer og tobak, som var forbudt i kolonien, uden for kolonien. 

Penedo overlevede som et rent gartnerikollektiv i mere end et dusin år, men fra midten af ​​1930'erne begyndte stedet at støde på store økonomiske udfordringer. Med tiden gled fællesskabsformen i baggrunden, efterhånden som beboerne valgte at flytte i enfamiliehuse. Prisfaldet på citrusfrugter under Anden Verdenskrig svækkede Penedos økonomi yderligere. 

Uusikallio ejede Penedo-jordene alene, selvom han havde købt gården for nybyggernes penge. Han var ikke god til at forvalte penge, og i 1939 blev næsten hele gården pantsat som sikkerhed for et lån. Familien Uusikallio blev tvunget til at sælge Penedo til et schweizisk medicinalfirma i maj 1942.

Mange finner fik arbejde for medicinalfirmaet. 

Registrerede parceller, der tidligere var udskilt fra ejendommen, samt "Kaleva"-området, var dog undtaget fra salget.

Klubben Clube Finlândia, der blev grundlagt i 1943, blev et vigtigt samlingspunkt for fortsat samarbejde og kulturelle arrangementer, men i praksis gik de tilbageværende familier hver deres økonomiske vej og satsede mere på turisme end på gartneridrift.

Penedo lå tæt på de store byer Rio de Janeiro og Sao Paulo, og der blev etableret hoteller, pensionater, kunsthåndværksværksteder og butikker, der solgte produkter fremstillet af finner.

 I dag er Penedo kendt som Little Finland in Brazil, hvor finsk arkitektur og sauna-kultur stadig præger området, og den markedsføres som julemandens sommerby.

Clube Finlândia eksisterer stadig og arrangerer aftener med finske folkedans.

Finske immigranter fra Penedo mødes i gården
ved Toivo Asikainens hus på en helligdag i 1952.

Toivo Uuskallio døde i 1969 og er begravet på Penedo-finnernes egen kirkegård.

Udover de store samfund i Sydamerika forsøgte finnerne også at slå rod i Caribien. 

I Den Dominikanske Republik blev der i kortere perioder forsøgt etableret mindre finske landbrugsgrupper.

I 1930 blev Viljavakka-kolonien grundlagt i byen, der i dag er kendt som Villa Vásquez i Monte Cristi-provinsen i den nordvestlige del af landet. Viljavakka kan oversættes til brødkurven.

Kolonien blev etableret af en gruppe finske immigranter under ledelse af den karismatiske prædikant og evangelist Oskar Jalkio. Den var drevet af en blanding af kristen tro, socialistiske idealer samt en streng vegetarisme og naturnær livsstil. Mange af nybyggerne flygtede fra den politiske ustabilitet og økonomiske krise i Finland efter 1. verdenskrig.

Nybyggerne fik tildelt jord af den dominikanske regering under præsident Horacio Vásquez (og senere diktatoren Trujillo) for at opdyrke området. Finnerne dedikerede sig primært til risdyrkning, hvilket blev hjulpet på vej af opførelsen af nye vandingskanaler i 1930-1931.

På sit højeste husede kolonien omkring 140 finske indbyggere. De opbyggede et lille samfund med finsk kultur midt i det tropiske klima, men mødte store udfordringer med sygdomme, intens varme og det faktum, at mange af tilflytterne slet ikke var uddannede landmænd. De samme udfordringer, som vi hører fra stort set alle de utopiske projekter.

Grundet interne stridigheder, økonomiske problemer og det hårde klima svandt kolonien gradvist ind. Den blev endeligt opløst i 1944. 

Enkelte finske familier valgte at blive i den Dominikanske Republik, og efterkommere med finske rødder og efternavne kan stadig findes i landet.

Byen Villa Vásquez i den Dominikanske Republik bærer i dag primært præg af den finske koloni gennem sin omfattende risproduktion, som fortsat er byens absolut vigtigste økonomiske fundament.

Itabo og Omaja var to  landbrugskolonier på Cuba, hvor en gruppe finske immigranter bosatte sig i begyndelsen af 1900-tallet. 

Men fortællingen om dem er så spændende og omfattende, at den gemmer jeg og giver sit eget opslag

Så fik jeg pludselig en appelsin i skødet. En 84 sider lang rappport om emnet fra Migraions-instituttet i Finland. Godt nok på finsk, men her kom Google translate ind handy - og uden at jeg var kritisk over for dens oversættelser - som man ellers godt nogen gange kan være.

Overskriften på artiklen var Finske utopiske samfund Verden over.

Håbefulde finske nybyggere / utopister er virkelig nået langt omkring.

Langt hovedparten af de finske kolonierne var landbrugskolonier, der byggede på fællesskab. En del af dem benævnes socialistiske.

Et tidligt projekt i Australien var dog ikke en landbrugskoloni, men til gengæld rendyrket socialisme sammenmodet med teosofi. Teosofi (guddommelig visdom) - en filosofisk tænkning, der sigtede mod at erkende Guds væsen gennem en mystisk, direkte indsigt.

I slutningen af 1899 ankom den finske journalist, teosof og socialist, Matti Kurikka, til Australien med omkring hundrede tilhængere for at skabe et socialistisk og teosofisk utopisk samfund, hvor arbejdet blev udført til fællesskabets bedste og uden kapitalistisk udbytning. 

Matti Kurikkas projekt blev bredt omtalt i aviserne.
Karikaturtegninger  skildrer Kurikkas gruppe afgang til Australien.

Matti Kurikka forsøgte  at etablere sig i minebyen Chillagoe i Queensland.  Chillagoe var et område præget af hastig vækst inden for kobberminedrift og -smeltning.

Men projektet  brød hurtigt sammen – allerede samme år. Hårde klimatiske forhold, det anstrengende minearbejde og interne uenigheder førte til projektets sammenbrud.  

Efter fiaskoen i Chillagoe drog Matti Kurikka og hans tilhængere videre til British Columbia i Canada. Her blev han leder af samfundet Sointula på Malcolm Island – et projekt, der blev langt mere kendt, men som i sidste ende led samme skæbne med konkurs og interne stridigheder.

Sointula var et utopisk socialistisk og finsk bosættelsesprojekt i British Columbia, Canada, som eksisterede i sin oprindelige form fra 1901 til 1905. Bosættelsen blev primært etableret af finske minearbejdere fra Vancouver Island.

Minearbejderne led under barske arbejdsforhold i kulminerne. 

Arbejds- og levevilkårene førte til udbredt druk, gæld og dødsfald. Minearbejderne måtte gentagne gange flytte fra den ene mine til den anden, og hver gang måtte de selv finde eller opføre deres egen bolig.

De dannede en afholdsforening – en socialpolitisk gruppe, der gav dem frihed til at diskutere deres frustrationer og ambitioner i Canada. Minearbejderne ønskede sig et bedre liv præget af større frihed og lighed, og med dette mål for øje skrev de til Matti Kurikka og bad ham om at komme til Vancouver Island.

Kurikka ankom, og finnerne stiftede selskabet Kalevan Kansan Colonization Company.

Selskabet startede en avis, der satte fokus på deres bestræbelser på at etablere et fællesskabsbaseret nybyggerområde funderet på værdier som respekt og lighed. De solgte anparter, rekrutterede finner fra hele verden til bevægelsen og forhandlede med regeringen om tildeling af jord.

Den 1. november 1901 underskrev selskabet en aftale, hvor de fik tildelt et landområde på 28.000 acres – hele Malcolm Island – af regeringen i British Columbia, og hvor de ville få overdraget rettighederne til Malcolm Island, hvis de i løbet af 7 år kunne bosætte 350 mennesker, foretage forbedringer – herunder anlægge gårde, veje og kajanlæg – samt undervise børnene på engelsk.

Budskabet blev sendt ud til potentielle nybyggere, og den første fortrop drog af sted for at påbegynde arbejdet med at anlægge bosættelsen. 

I marts 1902 var der 14 nybyggere.

I juni ankom dampskibet Capilano med en gruppe nybyggere og byggematerialer.

Gruppen besluttede ved afstemning at kalde deres landsby Sointula, hvilket betyder harmoniens sted.

Her forsøgte de at opbygge en selvforsynende, utopisk landsby baseret på visionære principper om fælleseje, ligestilling mellem kønnene og kooperativt arbejde. 

Selvom nybyggerne opførte en række fællesboliger, lykkedes det dem ikke at skaffe tilstrækkelig boligplads til alle de nytilkomne, og mange måtte bo i telte, da vinterstormene satte ind.

Øen var dækket af tæt vildnis, og landbruget var svært.

Nogle nybyggere medbragte landbrugsredskaber og kvæg, som de måtte sælge, da de indså, at der ikke ville være græsningsarealer eller afgrøder til ed foreløbig.

De fleste ankom uden nævneværdige færdigheder inden for fiskeri, skovbrug eller landbrug – aktiviteter, der var nødvendige, for at samfundet kunne producere livsfornødenheder til eget brug og skabe et overskud til salg.

En række digtere, forfattere og filosofferblev tiltrukekt af stedet. 

Plantning af frugttræer

På sit højeste tiltrak samfundet over 2000 indbyggere.

De kæmpede for at skabe sig en tilværelse i den barske vildmark. I 1903  ødelagde en brand fælleshuset; 11 mennesker omkom, og mange livsvigtige forsyninger gik tabt. 

 Koloniens leder, Matti Kurikka var en fantastisk taler, men en elendig forretningsmand. 

I 1904 sikrede han sig en kontrakt på opførelsen af ​​en bro over Capilano-floden i North Vancouver. I håbet om, at kontrakten ville føre til mere indbringende opgaver, afgav han et katastrofalt lavt bud, der ikke tog højde for grundlæggende udgifter såsom bolte, søm og forplejning til arbejdsstyrken. Projektet fik katastrofale følger for fællesskabet: Måneders ulønnet arbejde – omkring 100 mænd arbejdede i fire opslidende måneder (visse historiske beretninger beskriver den overordnede periode med økonomiske vanskeligheder som en toårig periode præget af gratis arbejdskraft). De præsterede 9.000 timers ulønnet arbejde, samtidig med at de selv måtte dække udgifterne. Ydermere begik kolonien  den fejl at anvende tusindvis af bræddefod af tømmer af højeste kvalitet fra Malcolm Island til byggeriet, uden at det kastede nogen fortjeneste af sig.

Samfundet holdt ud i nogle få år endnu, før det blev opløst i 1905. På det tidspunkt flyttede mange af gruppens medlemmer væk, og jorden blev leveret tilbage til staten. De få nybyggere, der valgte at blive boende, fik lov til at beholde deres jord og de huse, de havde opført.

 Beboerne gik her nu fra at leve i et centraliseret kollektiv til at klare sig gennem individuel og kooperativ virksomhed, herunder erhvervsfiskeri, skovbrug og mindre landbrug. 

Fællesskabet virkede i Webster’s Corner,
der ligger nær Vancouver langs Fraser-floden.
Efter opløsningen beskæftigede de, der blev tilbage,
sig med aktiviteter såsom skovbrugsarbejde på kooperativ basis

Samfundet fastholdt stærke socialistiske og fagforeningsmæssige rødder. De var med til at organisere skovhuggere og fiskere langs British Columbias kyst, og de  lagde grunden til vedvarende lokale institutioner og gjorde Sointula  til en permanent og selvforsynende kystbosættelse.

De ny form for koloni  bestod 1905-1912.

Sointula Co-op Store er den eneste tilbageværende butik i Canada, der blev etableret af den finske andelsbevægelse. Den blev grundlagt i 1909.

Byen Sointula eksisterer stadig i dag som et levende samfund med dybe finske rødder.

Matti Kurikka døde i 1915 og er begravet på en kirkegård i New York.

I Artiklen Finske utopiske samfund Verden findes en oversigt over de finske utopiske projekter.

Den allertidligste var ret speciel.

Det var August Nordenskiölds projekt "New Jerusalem" i Sierra Leone. 

August Nordenskiöld var onkel til den berømte Nordenskiöld, der besejlede Beringstrædet. 

Støttet af Gustav III og i samarbejde med andre visionære og støtter, i Europa, såsom Carl Bernhard Wadström,  udformede han et koncept for grundlæggelse af en anti-slaverikoloni i Sierra Leone.

I 1792 ankom Nordenskiöld til Freetown med blot  en lille gruppe. 

Nordenskiöld døde samme år som han kom til Sierra Leone og projektet brød sammen, næsten før det var startet.

Så hopper jeg helt ned i bunden af listen, til 1971 til Yad Hashmonah-kolonien, der  ligesom Nordenskiölds koloni  skiller sig ud  fra de fleste andre.

Den blev grundlagt som et mindesmærke (yad) for otte (hashmona) jødiske flygtninge, der trods Finlands løfter om sikkerhed, i 1942 blev udleveret fra Finland til Nazi-Tyskland. 

Da nyheden om udleveringen sivede ud til den finske offentlighed i 1942, udløste det en enorm politisk skandale og folkelig protest. Ministre truede med at gå af, og kirkeledere samt den finske offentlighed fordømte handlingen. Protesten var så kraftig, at den finske regering øjeblikkeligt stoppede alle yderligere planer om at udlevere jødiske flygtninge. 

Da de finske kristne i 1971 rejste til Israel, bar de på denne historiske skyld. Ved at opkalde deres moshav efter netop disse otte skabte de et levende "Mindesmærke for de otte" som en bøn om tilgivelse over for det jødiske folk.

Stedet fungerer som en symbolsk handling præget af bod og erindring. 

Navnet Yad HaShmona betyder direkte "Mindesmærke for de otte". 

Selvom den ofte kaldes en finsk kibbutz, blev den officielt organiseret som en moshav shitufi (et kollektivt landbrugssamfund), da den israelske kibbutz-bevægelse i starten var usikker på, hvordan de skulle integrere en udenlandsk, ikke-jødisk gruppe.

 Bygningerne i kolonien blev opført med finsk fyrretræ transporteret direkte fra Finland, og landsbyen fik naturligvis også sin egen traditionelle finske sauna. 

I løbet af 1970'erne og 1980'erne sluttede messianske jøder (jøder, der tror på Jesus som Messias) og israelske troende sig til projektet, hvilket skabte et særligt fællesskab, der forener skandinavisk arv med det lokale liv. 

Det ligger smukt placeret i de fyrreskovsklædte Judæa-bjerge, en kort køretur vest for Jerusalem. I dag fungerer det som et blandet finsk-israelsk samfund og  fungerer som et turistspot med  rustik indkvartering med skandinavisk arkitektur, opført i finsk fyrretræ og med altaner med udsigt over bakkerne og en rekonstrueret bibelsk have. 

Så er der karjala kuumen, som også er ret speciel. For her gik rejsen tilbage til Finland.

Karjala kuumen refererer til det historiske fænomen kaldet "Karelensfeber" , hvor tusindvis af finsk-amerikanere og finsk-canadiere i 1920'erne og 1930'erne udvandrede til Sovjetisk Karelen.De rejste dertil med en utopisk vision om at opbygge et socialistisk "arbejderparadis" helt fra bunden som et modsvar til Den Store Depression i Nordamerika. Mange af de udvandrede finner boede i Canada og USA, hvor de arbejdede under hårde vilkår i blandt andet miner. Mange var allerede aktive i socialistiske og kooperative bevægelser, herunder Sointula på.   Island, som jeg fortalte om ovenfor.

Lokket af sovjetisk propaganda og drømmen om lighed, solgte omkring 12.000 nordamerikanske finner alt, hvad de ejede. De medbragte moderne værktøjer, maskiner og opsparinger til Karelen for at opbygge skovbrug, landbrug og infrastruktur. Men da Stalins udrensninger  begyndte, blev de udenlandske finner betragtet med stor mistro. Mange blev fængslet, sendt i Gulag-arbejdslejre eller henrettet, og utopien kollapsede totalt i slutningen af 1930'erne.

Så nævner skemaet et par projekter, der ikke er så meget at fortælle om.

Red Deer-planen var et nationalistisk initiativ, der blev lanceret i 1899 med det formål at etablere en ideel finsk bosættelse – eller et "Nyt Finland" – i den canadiske provins Alberta. Den canadiske regering gik i første omgang med til at afsætte et stort landområde i Red Deer-distriktet til finner på den betingelse, at mindst 4.000 nybyggere flyttede til området årligt. Den foreslåede Red Deer-plan opnåede ikke tilstrækkelig støtte fra andre finske aktivister.  Offentlighedens opmærksomhed flyttede sig hurtigt mod Matti Kurikkas  Sointula-projekt. Projekt  faldt reelt fra hinanden samme år. Men fra 1900 og fremefter bosatte et betydeligt antal finske og estiske individuelle immigranter sig vest for Red Deerog etablerede et blomstrende landbrugssamfund. De opkaldte området efter en af ​​nybyggernes fødested i Finland.

Finske familier etablerede gårde, en skole, kirkegårde og fælles samlingssteder.

Næste projekt kunne næsten forveksles med det - for navnet ligner: Redwood Valley

I starten af 1900-tallet arbejded een del finner  for the Anaconda Copper Company. I 1912 blev mange af dem fyret, og de besluttede at danne et landsbrugssamfund - oprindelig i Oregon. Men her var der intet marked for landbrugsprodukter og lave priser. En gruppe på 5 blev sendt sydpå for at informere sig om muligheden for land der.  De købte the English Ranch lidt nord for SanFrancisco. 

medlemmerne købte aktier i projektet.

Kolonien var meget initiativrig og forsøgte sig med mange forskellige foretagener.

Men da koloniens indtægter de første ti år var blevet ædt op af skatter, rente på lån, udgifter til udstyr, og leveomkostninger, ønskede et flertal af kolonisterne at sælge deres aktier  i kolonien og starte deres egne landbrug.  På det årlige møde i Finnish Coloni Inc blev kolonien opdelt i 19 selvstændige farme. 7 medlemmer forblev i selskabet.  

Nu forsøgte de sig igen med nye foretagener: opdræt af kødkvæg, hesteopdræt, fjerkræopdræt, og havebrug. Kun havebrug blev en succes. De øvrige gav ikke en tilstrækkelig indkomst.

Redwood valley blev et populært område at søge til for sommerophold for folk fra Bay Area. Det gav nye indtægter.  Nogle drog til Montana i korte perioder for at arbejde i miner. 

Kolonien blev endelig opløst i 1932. Der findes kun få efterkommere af finnerne i området.

Den finske koloni i Georgia, USA, var et landbrugskooperativ, der blev grundlagt i 1921 i Wayne County af en gruppe finske immigranter fra Brooklyn, New York.

Idéen opstod i begyndelsen af ​​1921 i en sauna i Brooklyn, New York. En gruppe finske immigranter, der søgte en vej ud af den økonomiske depression efter 1. verdenskrig, drøftede muligheden for at flytte mod syd, efter at de havde hørt, at Georgia havde et ideelt klima til helårslandbrug. Efter at have indrykket annoncer i forskellige finsksprogede aviser samlede de kapital fra investorer i New York, Maine og Minnesota. De dannede et andelsselskab, hvor 100 medlemmer købte anparter til 550 dollars stykket  for at købe jord i Wayne County, Georgia. 

Da familierne ankom til Jesup, opdagede de, at jorden ikke helt var det færdige paradis, der var blevet lovet i annoncerne. Området var tidligere blevet opkøbt af en gruppe fra Ohio, som havde opgivet projektet, da de ikke kunne skabe overskud. 

Ved at støtte sig til deres kulturelle filosofi om sisu, holdt nybyggerne ud. 

Begrebet sisu er selve kernen i den finske folkesjæl og betragtes som en national karakteregenskab. Der findes intet enkelt ord på dansk eller engelsk, der dækker det fuldstændigt, men det kan bedst beskrives som en blanding af ubøjelig viljestyrke, stoisk udholdenhed, mod og ukuelighed over for tilsyneladende uovervindelige modgange.

Hvor almindeligt mod handler om at tage en hurtig, heroisk beslutning i en svær situation, er sisu den langsigtede evne til at blive ved med at kæmpe, når alt håb er ude, og der ikke længere er energi tilbage.

Et klassisk mundheld blandt de gamle immigranter i Minnesota illustrerer begrebet perfekt: En amerikaner køber et stykke skov, fælder træerne, sælger tømmeret og forlader jorden, når stubbene er for svære at fjerne. En finne køber jorden efter amerikaneren, graver stubbene op med sine bare hænder, bygger en sauna og skaber en gård ud af intet. Det er sisu i praksis.

Nybyggerne opbyggede et særegent og selvforsynende samfund, som de lokale kaldte "Finn Town". Deres fælles initiativer omfattede blandt andet: Wayne Produce Association – et andelsselskab, der stod for distribution og salg af deres vigtigste afgrøder, herunder kål, majroer og søde kartofler. Infrastruktur i lokalsamfundet – de byggede deres egen skole, en købmandsbutik og et centralt finsk forsamlingshus, der fungerede som socialt samlingspunkt for finsk folkedans, gymnastik og møder. 

Samfundet blomstrede i et årti, men en gradvis tilbagegang satte ind efter 1931, i takt med at den yngre generation begyndte at flytte væk. Andelsselskabet overlevede Depressionen, men kunne i sidste ende ikke modstå den generelle affolkning af det amerikanske landdistrikt efter 2. verdenskrig, hvor familier flyttede til byerne for at få industriarbejde. 

Andelsselskabet blev officielt opløst, og jorden solgt i 1966, hvilket markerede den formelle afslutning på et 45 år langt eksperiment. 

I dag er grusveje med navne som East Finland Street og de vejrbidte rester af det historiske forsamlingshus alt, hvad der fysisk er tilbage af kolonien.

Mennesker drømmer og kan være lette at lokke.

Så sent som i 1980 opstod et nyt projekt i Sydamerika - I Bolivia.

Avis-annoncer lokkede med varmt klima, rigelig jord,  fællesskab og enkle glæder.

Byt de iskolde nordlige vintre ud med solskin året rundt og milde tropiske briser. Frugtbar jord gør det nemt og givende at dyrke din egen økologiske mad. Ren luft, krystalklare floder og grønne skove omgiver din nye dørtrin. Naboer deler værktøjer, opskrifter og en dyb følelse af gensidigt skandinavisk-boliviansk samarbejde. Læg den stressende daglige travlhed og støjen i moderne industribyer bag dig.Tilbring eftermiddagene med at fiske, havearbejde og nyde kaffe med gode venner.

En kvinde fra Turku-området tegnede et levende billede af, hvordan køb af jord i Bolivia var en fremragende investering. "Hvordan ville det mon være at bo i et land med evig sommer, i et stort hus med swimmingpool, have et par tjenestefolk, leve for et par hundrede om måneden og stikke over 300.000 mark i lommen i ren gevinst hvert år?" Det var med ord og løfter, der lignede disse, at Bolivia blev fremstillet som et velstandens paradis.

Det finske migrationsprojekt til Bolivia tog sin spæde start i slutningen af 1980'erne og kulminerede i 1990. Her besluttede en gruppe finske småbønder og iværksættere at udvandre og etablere et landbrugskollektiv eller en koloni i det sydamerikanske land.

 Deltagerne søgte en ny livsstil, fri for de strenge finske og europæiske landbrugsreguleringer og kvoter. De ønskede at opbygge store, selvstændige landbrug. 

Anført af iværksættere som Jouko Kuparinen opkøbte gruppen store landområder i Bolivia. I 1990 havde projektet sikret sig titusindvis af hektar landbrugsjord, omkring 30.000 hektar i alt. 

Prisen på landbrugsjord i Finland var ekstremt høj, hvorimod en hektar land i Bolivia på det tidspunkt kun kostede omkring 50 amerikanske dollars.

Jorden var placeret i Bolivias østlige lavland i departementet Santa Cru.

Dette område er geografisk og klimatisk det stik modsatte af det velkendte bolivianske højland (Andesbjergene). Jorden, som Jouko Kuparinen og de finske investorer opkøbte, bestod primært af tæt, subtropisk tørskov og uforstyrrede savanneområder.

Santa Cruz-regionen netop i disse årtier kendt for at tiltrække udenlandske landbrugskolonier (f.eks. tysktalende mennonitter og japanske immigranter), fordi jorden var ekstremt billig. 

Den bolivianske stat var yderst positivt indstillet over for det finske projekt, da landet manglede kapital og udenlandske investeringer til at få opdyrket de enorme, tomme, uudnyttede  landområder.

 Selvom planerne var storstilede, mødte de finske emigranter hurtigt hårde realiteter i Bolivia. Det tropiske/subtropiske klima, kulturchokket, det anderledes bureaukrati og logistiske udfordringer med at dyrke jorden gjorde det meget svært at drive profitabelt landbrug. 

 Selvom jorden var billig, lå den i ufremkommelige områder. Under regntiden forvandledes de uasfalterede veje til dybt mudder, hvilket gjorde det umuligt at transportere maskiner ind eller råvarer ud. 

Der var intet indlagt vand, elektricitet eller fungerende kloaksystem, da de ankom. Familierne måtte starte absolut helt fra bunden med at fælde tætte skovområder og bygge primitive huse under den bagende sol.

Flere af landmændene havde transporteret deres egne finske traktorer og landbrugsmaskiner hele vejen over Atlanten. Maskinerne var dog bygget til nordisk nåleskov og lerjord og brød hurtigt sammen i Bolivias rå, tætte junglejord.

De finske metoder til korndyrkning og kvæghold virkede simpelthen ikke i den bolivianske jordbund, som krævede helt andre afgrøder og teknikker for ikke at udpine jorden.

De færreste i gruppen talte spansk. Kommunikationen med de lokale myndigheder og handlende var en stor barriere.

Det bolivianske bureaukrati var tungt og uigennemskueligt for udefrakommende. Selvom staten officielt bød dem velkommen, tog det officielle papirarbejde med skøder og tilladelser utrolig lang tid, hvilket skabte stor økonomisk usikkerhed. 

Da de finske landmænd indså, at jorden var for hård at rydde med deres medbragte udstyr, og at infrastrukturen (veje og logistik) var ikke-eksisterende, begyndte projektet hurtigt at miste kapital. 

Drømmen om at omdanne det enorme areal til et højteknologisk, finskdrevet landbrugsmekka kollapsede i løbet af få år, og de fleste rejste hjem til Finland igen. 

 En stor del af den jord, finnerne opgav, blev efterfølgende opkøbt af lokale bolivianske storbønder samt mennonitiske landbrugskollektiver. Mennonitterne havde, i modsætning til de finske småbønder, årtiers erfaring med intensivt, manuelt pionerlandbrug under præcis de barske sydamerikanske klimaforhold.

 Regionen Santa Cruz har siden 1990'erne udviklet sig til Bolivias økonomiske og landbrugsmæssige kraftcenter, men det har haft en høj pris. Det område, finnerne oprindeligt købte, er i dag præget af den massive afskovning og omlægning til gigantiske sojaplantage- og kvægdriftsområder, som præger det østlige Bolivia i dag Fjerne Naboer.

Det finske landbrugsprojekt i Bolivia Helsingin Sanomat var et af de mest ambitiøse, men også mest kortlivede nordiske koloniseringsforsøg i nyere tid.

Projektet efterlod reelt intet varigt "finsk" aftryk på landkortet i Bolivia, og i dag huskes det primært i Finland som et fascinerende og vovet kapitel i landets udvandringshistorie.

Sikke en masse, jeg ikke vidste om finske kolonier, og sikke langt læsningen af Sangen om Mirabilis har ført mig.

Og så skal vi huske, at det jeg har omtalt, det omfatter kun de utopiske projekter.

Mellem 1870 og 1920  forlod 350.000 finner Finland. 

De fleste finske indvandrere søgte mod områder, der mindede om Finlands natur med skove, søer og et barskt klima.

Det absolutte centrum for finsk-amerikanere blev Upper Midwest, særligt delstaterne Michigan, Minnesota og Wisconsin. Andre væsentlige grupper slog sig ned i Massachusetts (industribyer) samt i Oregon og Washington på vestkysten. I begyndelsen arbejdede mændene primært i kobber- og jerngruverne i Michigan og Minnesota eller inden for skovhuggerti. Mange sparede op til at købe billig, uudnyttet jord og etablerede succesfulde landbrug på trods af den stenede og ufrugtbare jord.

Finske immigranter var kendt for at være meget politisk aktive. De spillede en central rolle i opbygningen af arbejderbevægelsen og fagforeninger i USA samt etableringen af store kooperativer.

De finske immigranter i CanadaIndvandringen til Canada tog for alvor fat omkring år 1900 og toppede i 1920'erne, ofte fordi USA indførte strengere immigrationskvoter. 

Jeg nævnte, at de fleste finske indvandrere søgte mod områder, der mindede om Finlands natur med skove, søer og et barskt klima.

Jeg har dog læst en lidt morsom aviskommentar til finnernes søgen efter et nyt hjem bragt i publikationen Siirtolainen, på dansk Indvandrer eller migrant:

"Som vi omtalte i sidste nummer, er en kommission rejst fra Finland for at finde et egnet landområde i Canada til en ny finsk bosættelse – et "Nyt Finland". Aviser på andre sprog melder, at kommissionen er ankommet til Canada og har besigtiget landskaber og egne i Newfoundland; de har fattet stor interesse for området, netop fordi det er lige så koldt som Finland.

Er kommissionens eneste mål da at finde et land, der kan måle sig med Finland, hvad kulde angår? Tager man slet ikke hensyn til jordens frugtbarhed, eller til i hvilket omfang landet lønner dem, der slider på det, og er i stand til at brødføde sine indbyggere?

Hvis kulde er det eneste kriterium, så må man håbe, at det land, man har fundet i Newfoundland..."

Northern Ontario blev det finske kerneområde i Canada. Byer som Thunder Bay (tidligere Port Arthur og Fort William) og Sudbury fik enorme finske befolkningsgrupper. Thunder Bay har historisk set haft en af de største koncentrationer af finner uden for Finland.

Ligesom i USA trak den canadiske vildmark finnerne mod skovbrug, minedrift og opførelsen af jernbaner (Canadian Pacific Railway).

I Canada organiserede finnerne sig hurtigt i stærke lokalforeninger, hvor man byggede Finnish Halls (forsamlingshuse). Disse huse fungerede som centre for teater, sport, politiske debatter og sociale arrangementer.

Og det er alt, hvad jeg vil fortælle om dem. For nu vil jeg ud i septembersolen.