Leonard Hess Stejneger blev født i 1851 i Bergen, Norge, som den ældste af syv børn.
Hans far var købmand. Moderen havde dårligt helbred og rejste til Meran i Sydtyrol, hvor klimaet skulle være bedre - eller måske for behandling? Sønnen Leonhard følger med og bliver undervist af en privatlærer.
Hans interesse for zoologi udviklede sig tidligt. Som 16-årig malede han akvareller af fugle og fremstillede et trykt fuglekatalog.
Nordmændene kalder det endda for hans første videnskabelige publikation. Det var skrevet på tysk og omhandlede fuglene i Meran.
Omkring 1870 begyndte han at stave sit efternavn "Stejneger" og fortsatte med at bruge denne stavemåde resten af sit liv.
I 1872 på bestod en forberedende universitetseksamen i Christiania.
Hans mor ønskede, at han skulle være læge, så Stejneger tog til Berlin for at videreuddanne sig inden for medicin.
Han studerede medicin i to år, men fulgte også forelæsninger i botanik og zoologi. Han indså hurtigt, at faget ikke passede til ham, og vendte tilbage til Christiania for at studere jura. I 1875 afsluttede han studierne og opnåede graden cand.jur., og han startede en kort karriere som advokat for faderens virksomhed.
Samtidig brevvekslede han med ornitologer i mange lande og studerede fugle i samlingen på Bergen Museum.
Indtil 1880 havde Steineger-familien været en af de velhavende familier i Bergen, men i 1880 går familievirksomheden konkurs, og Leonard besluttede at satse på en videnskabelig karriere. I 1881 emigrerede han til USA, hvor Spencer Fullerton Baird, der var kurator ved Smithsonian Institute, hjalp ham til en stilling her. Baird kendte Stejnegers ekspertise fra deres tidligere brevveksling.
En ofte fortalt historie går ud på, at han straks ved ankomsten til USA satte sig hen i en park for at at opfriske sit engelske ordforråd, inden han skulle møde Baird.
I 1876 havde han giftet sig med Anna Norman, men hun fulgte ikke med ham til USA, og parret blev senere skilt.
I sine første år på Smithsonian arbejdede Stejneger med ornitologi. I 1882 og 1883 blev han sendt på en ekspedition til Kommandørøerne ud for Kamtjatkas kyst. Her indsamlede han blandt andet knogler fra den uddøde stellersøko og brilleskarven, og efter sin hjemkomst udgav han en omfattende rapport om regionens fugleliv.
Det var på Berings ø, at Georg Wilhelm Steller i 1791 beskrev de levende kæmpestore søkøer i det lave vand, og han præparerede et skelet og huden fra en unge på øen. Desværre gik Stellers oprindelige søkoskelet og mange af hans indsamlede prøver tabt på den hårde rejse tilbage mod Sankt Petersborg, men hans detaljerede noter og anatomiske beskrivelser overlevede og blev udgivet efter hans død. Fordi arten blev jagtet til fuldstændig udryddelse på blot 27 år, stammer de søkoskeletter man i dag kan se på museer rundt om i verden, fra senere russiske ekspeditioner og udgravninger på netop Berings Ø.
Mens de fleste andre søkoskeletter på verdens museer er sammensat af knogler fra flere forskellige dyr (kompositskeletter), er eksemplaret i Helsinki helt unikt, da det stammer fra ét og samme individ.
Johan Hampus Furuhjelm (1821–1909) var en finskfødt viceadmiral i den kejserlige russiske flåde. Fra 1859 til 1863 var han indsat som den næstsidste russiske guvernør over Russisk Amerika (det område, vi i dag kender som Alaska). Efterfølgende blev han guvernør over Russisk Fjernøsten. Det var ham, jeg skrev om i opslaget om den finske koloni her i et tidligere indlæg.
Som guvernør i Russisk Amerika var det en del af Furuhjelms opgaver at sende naturhistoriske genstande og kuriositeter tilbage til imperiets videnskabelige institutioner. Da han hørte om de sjældne søkoknogler på de afsidesliggende Kommandørøer (hvor Beringøen ligger), sikrede han sig, at der blev gravet efter et komplet sæt.
I 1859 fandt lokale beboere på Beringøen et næsten komplet skelet begravet i sandet, som viste sig at stamme fra ét og samme individ. Furuhjelm opkøbte det personligt.
I stedet for at sende dette helt unikke, intakte eksemplar til zaren i Sankt Petersborg, valgte Furuhjelm i 1860 at donere det til universitetet i sin finske hjemby, Helsinki.
Stejneger var fuglemand, så han var meget mere interesseret i den uddøde brilleskarv.
Stejgener bliver voldsomt optaget af Georg Steller.
I Sangen om Mirabilis beskriver Anna Kytömäki ham som sygeligt optaget af ham og nærmest skizofren. Om det holder tvivler jeg på. Men hun lader ham føre lange fiktive samtaler med Steller. Det må betegnes som et dramatisk litterært greb.
Indtil nu har jeg holdt mig til objektive historiske facts, men fra nu af vil jeg også referere fra Anna Kytömäkis roman og de tanker og overvejelser, hun tillægger Stejneger.
Men først lidt kolde facts om brilleskarven.
Brilleskarven var den absolut største skarvart, man kender til, med en vægt helt op til 6,3 kg. Den levede udelukkende på Kommandørøerne, særligt Beringøen.Det var Georg Wilhelm Steller, der opdagede arten i 1741 under Vitus Berings ekspeditioner. Da arten var kluntet og meget tillidsfuld og ikke kunne flyve, blev den hurtigt udryddet af hvalfangere, pelshandlere og lokale indbyggere, som fangede den som fødekilde. Den uddøde omkring år 1850. Den sidste registrerede observation stammer fra historiske kilder i 1852.
Det tog under 110 år fra den videnskabelige opdagelse i 1741, til arten var helt forsvundet.
Zoological Institute of the Russian Academy of Sciences (Sankt Petersborg, Rusland) huser to skind. Da fuglen levede i det russisk-kontrollerede Stillehavsområde, var det her, de første indsamlede eksemplarer endte.
Natural History Museum, Tring (England) huser to skind, herunder et velkendt ikke-monteret skind, indsamlet under en videnskabelig ekspedition i 1830'erne.
Finnish Museum of Natural History (Helsinki, Finland) huser ét monteret eksemplar.
Naturalis Biodiversity Center (Leiden, Holland) huser ét monteret eksemplar, som oprindeligt blev doneret fra samlingen i Sankt Petersborg.
Ældre rapporter om, at der skulle findes skind på museer i Dresden eller på American Museum of Natural History i New York, har vist sig at være forkerte.
Knogler fra brilleskarven kan ses på 4 museer.
Zoologisk Institut under Det Russiske Videnskabsakademi (Sankt Petersborg, Rusland) huser den største enkeltsamling af knogler fra brilleskarven, hundredvis af skeletfragmenter.
Naturhistorisk Museum (London, Storbritannien) rummer komplette skeletter og knoglerester, der anvendes i historisk og genetisk forskning.
Smithsonian Institution / National Museum of Natural History (Washington, D.C., USA) opbevarer væsentlige dele af skeletter.
Også Naturalis Biodiversity Center (Leiden, Holland) rummer vigtige historiske osteologiske præparater.
Hvorfor lige Leiden?
Da brilleskarven udelukkende fandtes i russiskkontrollerede områder, sad Det Zoologiske Institut under Det Kejserlige Videnskabsakademi i Sankt Petersborg inde med et monopol på skind og knogler, der var indsamlet i Alaska og på Kommandørøerne. For at opbygge prestige og fuldende egne samlinger indgik det russiske akademi rutinemæssigt aftaler om byttehandel og salg med førende europæiske museer.
I løbet af 1800-tallet var museet i Leiden en af verdens største og mest indflydelsesrige naturhistoriske institutioner. Det blev ledet af yderst ambitiøse direktører som Coenraad Jacob Temminck og Hermann Schlegel, der aktivt forsøgte at indsamle alle kendte arter på Jorden.
Takket være sit fremragende videnskabelige ry og sin enorme købekraft var museet i Leiden en central samarbejdspartner for Sankt Petersborg, og det var hertil, at først et skind blev sendt i midten af 1800-tallet og senere knogler.
 |
| I Sangen om Merabilis indgår brilleskarven som et væsentligt element. Når Ella / Mirabilis føler sig utryg, iklæder hun sig imaginært brilleskarvens grønne fjer. |
Stejgener opgravede adskillige knogler fra brilleskarven på Beringøen.
Det var også her, han oplevede sin første af tre nærdødsoplevelser. Han øvede sig i at sejle kajak, men kajakken drejede rundt, og han blev fanget i tang og var nær druknet.
Stillingen som kurator for krybdyr ved Smithsonian bliver ledig. Stejgeners foresatte fortæller ham, at han bliver den nye kurator for afdelingen. Og naturligvis gør han det, selv om Goode ikke krævede det. Han henviste blot i floromvundne vendinger karrieremæssig udvikling, nye udfordringer og institutionens bedste. Leonard kan ikke sige nej. Han er allerede blevet amerikansk statsborger, men det garanterer ham ikke retten til fuglene.
Stejgener sukker og tænker over sin nye kommision. Han skal snart i gang med arbejdet, allerede i begyndelsen af marts, han kan knap nok nå at gøre sin fuglerapport færdig, og forskningsmaterialet må blive liggende til andre.
Med krybdyr skal han begynde helt forfra. Han er allerede kommet så langt med fuglene.
Han finder et formål. . Et formål, der overgår Goodes fornuftige argumenter, bedre løn og voksende omdømme.
Fugle betragtes med længsel, men skællede og glatslimede væsner med afsky. Han må studere det, der er afskyet, for det udgør hovedparten af naturen.
I ledige stunder beskæftiger han sig dog stadig med fugle.
Kytömäki skriver:
"Leonhard åbner kasser og glas med eksemplarer i samlingens arbejdsrum, undersøger døde dyr, der vugger rundt i alkoholens klare evighed, nærstuderer skind og huder med et forstørrelsesglas. Han læser rappporter og redegørelser, gransker eksemplarer, der er artsbestemt på et for mangelfuldt grundlag, stiller spørgsmål og lærer nyt, gennemblader litteratur til sent ud på natten og skriver snart på sin første artikel om slanger. Fra tid til anden stoppper han op , stirrer på krybdyrets lille krop og forsøger at forstå, hvorfor væsenet er opstået og hvorfor det er indsamlet og taget med til hovedstaden.
Hvorfor begyndte mine forfædre at arbejde for at holde en bestemt kropstemperatur? Hvorfor holdt dine forfædre sig til at leve som før og blive hårde og leddeløse på skift? hvornår begyndte vi at skille os ud fra hinanden?
Leonhard opregner arter og katalogiserer. Under institutionens vinger er der orden i verden, naturen er udstyret med etiket og navneseddel. det kan han godt lide Udenfor hersker kaos, et ustruktureret virvar af organismer, der fortærer hinanden eller får hinanden til at gå i forrådnelse, de snylter, favoriserer, hjælper og dræber både andre og deres egne. Naturen udgøres af alle former for sameksistens, brutalitet, kærlighed, kannibalisme. På hylder og i kasser bliver skabningerne reduceret til artsbestemmelser med kortfattede beskrivelser af levested, næring og forplantningsvis. Bag alt dette aner man måske formålet med deres liv, der for det meste er langt mere entydigt end menneskets, som fluktuerer mellem uklare drømme, knappe susccesser og horrible fejltagelser."
Ja, det er Kytömäkis beskrivelse. Men sådan kan Leonhard måske godt have tænkt?
Men så orker Leonhard ikke at se flere papkort, konceptudkast og døde dyr. I 1887 vil han ud og se verden.
Umiddelbart før han skal med ud på en ekspedition til Arizona og Grand Canyon bliver han syg , men han fastholder at ville med. Afsted kommer han, men undervejs sover han i dagevis. Holdet vil sende ham hjem. Så stor han op, men falder omkuld. Han må transporteres i en vogn. men han når op ad Humphreys skråninger, og han ser Grand Canyon og funderer over, hvor mange millioner af år, det har taget at udforme canyonen.
I 1892 bliver han gift med tyskfødte Helene Maria "Mary" Reiners. hendes alder fremgår ikke på nettet, men Kytömäkis antyder, at hun er meget yngre end Stejgener, der er overvældet over, at hun siger ja til hans frieri.
Efter at USA købte Alaska fra Rusland i 1867, eskalerede jagten på pelssæler voldsomt. Særligt problematisk var den såkaldte pelagiske sælfangst, hvor jægere skød sælerne ude på det åbne hav. Denne metode var ekstremt destruktiv:Man skød blinde efter alle sæler – inklusiv drægtige eller diegivende hunner, der var svømmet ud for at finde føde til deres unger på land.Når en mor døde på havet, betød det også, at hendes unge sultede ihjel på ynglepladserne.Op mod 80% af de skudte sæler sank i havet og blev aldrig bjærget.Bestandene på Pribilof-øerne og Kommandørøerne kollapsede med millioner af dyr på få årtier. Det skabte en intens international konflikt mellem USA, Storbritannien (på vegne af Canada), Rusland og Japan om retten til fangst i internationalt farvand.
Der blev nedsat en international kommission til at regulere fangsten.
I 1895, 1896 og 1897 udpegede den amerikanske præsident Grover Cleveland Stejneger til at lede en særlig kommission, der skulle undersøge sælernes situation på tætteste hold. Dette førte til, at han i anden halvdel af 1890'erne foretog adskillige inspektionsrejser til sælkolonierne. Han besøgte Kommandørøerne igen og rejste desuden til Pribilof-øerne, Kurilerne, Kamtjatka og Japan.
I 1899 bliver afdelingerne for krybdyr og padder slået sammen, og Stejneger bliver kurator for den nye og større afdeling.
I 1900 deltager han i en ekspedition til Puerto Rico.
Igen plages han af sygdom - nu malaria.
Og igen lader Kytömäki Stejgener fundere og reflektere.
Guldfeberen og hidsige sygdomme, det var europæernes mest virkningsfulde våben i fra 1400-tallet og frem. Leonhard stirrer ud i mørket og tænker på skæbnetimer i dyreriget og for menneskeheden. Der er altid nogen, der indser, hvad der er ved at ske, men deres advarsler bliver ikke hurtigt nok omsat til handling. Mennesker bryder sig ikke om at ændre vaner, men er god til at finde på substitutter. Pelsjægerne stoppede ikke deres fangstrejser til Beringhavet, da brilleskarven og søkoen uddøde, men begyndte at spise konserves i stedet. Da indianerne havde givet efter for Den gamle Verdens kopper og febersygdomme, fik det ikke europæerne til selv at slide i markerne, i stedet blev der sejlet nye slaver til fra Afrika.
Regnen løber fra hattepulen ind gennem halsåbningen, strømmer ned over benene og svupper i støvlerne.Trods det bevæger de sig gennem den grønne verden fra morgen til aften, nogle gange til ud på natten, for nogle af krybdyrene kommer først frem fra deres gemmesreder i de sene nattetimer.
Når de går ad stierne, svirper palmer, bregner og ukendte løvtræer mod deres skuldre. Leonhard forsøger også at få undersøgt planterne, men artsvariationen er helt ubegribelig, der kan være snesevis af træarter inden for ét lille område og han er nødt til at koncentrere sig om krybdyrene, det er det, han bliver betalt for.
Skoven er fremmed og kaotisk, frodig og sørgelig. netop på de allersmukkeste steder i og langs vandløb ophobede naturen guld, da grundstofferne kværnede rundt i planetens utilsigtede heksekedel. Og mange millioner senere tvang besøgende fra et andet kontinent de herboende mennesker til at skylle ædelmetallerne frem.
Leonard forsøger at holde fast i lidelsen, det er svært. Han bevæger sig lykkeligt gennem de disede skove, indånder begoniernes fugtige , tunge lugt og indsamler slanger, frøer og firben i flotte farver. Han har allerede bøttevis af eksemplarer, naturens bog bliver udbygget, nogle arter vil måske endda vise sig at være hidtil ukendte.
 |
| Leonhard Stejgener 1910 |
I 1911 blev Stejneger udnævnt til leder af hele Institut for Biologi på Smithsonian. Selvom det meste af hans tid senere blev brugt på administrative opgaver, formåede han stadig at arbejde med herpetologi, selvom der var lidt tid tilbage til studiet af fugle.
På grund af sit usædvanligt gode fysiske og mentale helbred blev han fritaget for pensionering, da han nåede den almindelige pensionsalder på 70 år i 1921.
I 1922 er han igen på feltarbejde, nu på Kayak-øen ved Alaska. Hvis han skal finde nye arter, skal han kunne bevæge sig som før, og måske endda endnu mere krævende steder, tænker han. Den uberørte verden er svundet ind og befinder sig endnu højere oppe i bjergene, endnu dybere inde i skovene. og i de mest øde farvande.
Stejgener funderer:
I sit barske læ mellem sand , sejlstof og drivtømmer skrev Steller sine udødelige videnskabelige afhandlinger på latin om havdyr og Kamtjatkas fugle og fisk, mens han spekulerede i Bering Øs naturressourcer og udviklingsmuligheder.
Fortidens menneskers præstationer virker altid så exceptionelle. Stejgener ved , at mange allerede nu også er forbløffede over hans arbejde. Selv tænker han på alt det, han kunne have opnået uden sine foreninger, ledelsen af museet, uden morskab og dans.
Jeg er glad for mennesker, tænker Stejgener. Hvis jeg havde været en enspænder , var jeg kommet mere vidt omkring og havde fået skrevet mere. jeg ville ikke have længtes efter nogen.
To ting skal nævnes nu, for at man forstår de næste afsnit.
I 1907, da han og Mary var i Kristania, adopterede de den 3-årige Inga.
Da Stejgener besøgte Kommandør-øerne i årene 1882–1883, benyttede han en håndskrevet kopi af Stellers feltnotater fra det 18. århundrede som vejledning. I løbet af de følgende fem årtier fulgte Stejneger i Stellers fodspor, opsporede længe forsvundne historiske dokumenter i Sankt Petersborg og indsamlede biografisk materiale med det formål at skrive hans biografi.
Så kan jeg fortsætte fra Kytömäki bog, og nu kommer der et langt uddrag.
Vinden purrer op i højen og Leonhards hår. Han vil gerne drikke aftente med Mary og Inga, fortælle pigerne om denne rejse og høre alt om deres dag, vandre med dem gennem skoven eller bare i Washingtons parker. Han burde nu langt om længe udelukkende koncentrere sig om Stellers biografi, sidde på sit kontor og skrive og overlade forskningsrejserne til andre,
Han lytter til vinden og havet, men her hvor man skulle tro, at Steller skjulte sig, glimrer han ved sit fravær.
- Måske var øen slet ikke så vigtig for dig, som jeg troede, siger Leonhard. - Var det derfor, du ikke tøvede med at skrive, hvilke gode ting mennesker kunne finde her? Eller forestillede du dig, at alt er tiltænkt vores brug, sådan som det står i Bibelen?
Leonhard har ikke selv dannet sig en endegyldig holdning til sagen, men lige i dag hader han Steller for, at han ikke tænkte længere, ikke kendte sin egen art tilstrækkelig godt.
Han bevæger sig fra dalen op i klitterne, og selv om sandet synker sammen under fødderne, bliver hans gang lettere. Han har brugt årtier på at indsamle information, men ingen venter på, at han får skrevet biografien om Steller færdig. Leonard er videnskabsmand, ikke menneskeskildrer.
En aften møder han gamle bekendte, bl.a. Jurij, der reddede ham op, da han faldt i vandet fra sin kajak på hans allerførste ekspedition.
Et lille selskab slutter muntert følge med ham, men han kan se sulten og kulden skinne igennem glæden i deres øjne, og de betragter Leonhards kraftfulde skikkelse og velholdte jakke, som lå der en havdis mellem dem og ham.
Flere og flere aleutere stimler sammen om ham, og da han standser op ved trappen, beder Jurij ham vente.
- Vi har en vigtig forespørgsel.
En ældre mand tripper hen til Jurij og rækker Leonhard en konvolut.
- Vi vil gerne bede ornitologen om at overrække dette brev til sine landsmænd, siger han.
Leonhard ser på den nussede konvolut.
- Hvad er det?
- En anmodning til De forenede Staters magthavere. Vi vil gerne have, at de tager os under deres beskyttelse og sender forsyninger til øen, så vi kan leve her.
Aleuterne står i en bue omkring ham. Overalt ses indfaldne kinder og skygger under øjnene, et fattigt folk kastet hid og did af historien, mennesker, hvis bedsteforældre blev bragt til Bering Ø som deres første beboere. Gid de ikke var blevet, så havde Leonhard ikke stået i denne kattepine. Bag gruppen står et par russere. Gad vide, hvem de er, og hvem de tjener, de ligner embedsmænd Brevet dirrer inden for hans hænders rækkevidde, den gamle mand står stadig med det i sin fremstrakte hånd.
- Jeg er ked af det, siger Leonhard. - Jeg kan ikke overlevere brevet. Det passer sig ikke for en videnskabsmand at blande sig i den slags.
Han træder ind i hytten forbi Lindquist, sætter rygsækken ved bordet og venter med ryggen til på, at Lindquist får lukket døren. (Lindquist er en anden naturforsker, der er med på ekspeditionen.)
Næste aften, efter mørkets frembrud, banker det på døren. Udenfor står de russiske mænd, der stod og lurede bag aleuterne, da Leonhard nægtede at påtage sig ansvaret for brevet. Mændene nikker og siger godaften og rækker hænderne frem, og Leonard trykker deres hænder, selvom ingen af dem præsenterer sig.
- Må vi komme indenfor et øjeblik? spørger den lyshårede af dm på lidt stift engelsk.
- Naturligvis.
Leonard viser mændene hen til bordet og spkulerer på, hvorfor han ikke har mødt dem før. Efter at den gamle magts tjenere er forsvundet, er der kun få embedsmænd tilbage på øen. Måske er de efterkommere af en tidligere embedsmand. Ingen russer ville flytte til øen uden grund.
- Vi kom bare forbi for at hilse på, siger den lyshårede, da han har sat sig ned. -Hvordan er Deres rejse forløbet?
Den mørkere mand bliver siddende på skamlen ved døren. Han sidder med spredte ben og hænderne på knæene, ser skiftevis på den lyshårede og døren. En vagt, tænker Leonard, men vogter han kun over sin kammerat eller på os?
- For så vidt fint nok, men resultaterne er alarmerende, svarer Leonard. - I 1897 var der næsten 40 000 sæler på øen, nu er der 2 000.
Linquist lægger mere brænde i ovnen og sætter en gryde over ilden. Den lyshårede kigger rundt i rummet. Blikket dvæler flygtigt ved pakken med skorper, fortsætter så fra en papirdynge og bog til den næste, hviler kort på den mørkhåredes ansigt. Begge mænd er forfærdelig tynde. det ser besynderligt ud, deres tøj er for pænt, og Leonard er ikke vant til udhungrede herskabsfolk. Han nikker til Lundquist, der sætter skorperne på bordet, åbner en dåse fiskekonserves og finder en æske chokolade frem fra rejsetasken.
- Jeg forstår, at De ikke kan blande dem i russernes sager, indleder manden, skæver i retning af døren og sænker stemmen lidt. -Hvis det er muligt, så fortæl alligevel om det i Deres hjemland, uofficielt. Til nogen.
- Hvad kan jeg sige?
- Her er brug for mad og medicin. Efter sigende kommer der snart embedsfolk fra moderlandet for at tage sig af sagen, men jeg tror ikke, at hjælpen er permanent. Det nuværende styre lader ikke engang til selv at være klar over, hvem der har ansvaret for øen.
- Det tager nok et stykke tid, inden den nye magt konsoliderer sig, siger Leonhard. - Især så langt fra hovedstaden.
- Ja. Men mon det gør forholdene her bedre end i tsartiden.
- Værsgo at tage, siger Lundquist.
Manden ser på konservesdåsen, plukker så med gaflen et par stykker laks over på sin tallerken. Den salte fiskemasse kører rundt i munden, rynkerne i panden bliver glattet ud.
- Også De, kom endelig, siger Leonhard til vagten.
Manden kaster endnu et blik ud af vinduet og sætter sig så til bordet. De spiser, tager sig ikke længere af belevne krav om at samtale under maden, men spiser bare. Lindquist åbner diskret endnu en dåse.
- Hvordan er I endt her? spørger Leonhard. - Er I i familie med guvernør Grebnitskij?
- Nej, vi kommer vestfra.
Leonhard studerer i det skjulte mændene, mens de spiser. De spiser af sult, men dog pænt. Da de er færdige, hiver begge et hvidt lommetørklæde op af lommen og tørrer mundvigene i det, ikke i ærmet eller håndryggen. Den mørke prikker en krumme op fra bordet og putter den i munden.
- På vores hjemegn blev landbefolkningens korn taget med tvang, fortæller han.
- Og de blev også selv taget for at kæmpe på snart den ene side, snart den anden side, tilføjer den lyse. - Vi forsøgte at forhindre det og kom i problemer.
- Jeg ved ikke, hvordan det plejer at foregå i krig, men det så ud til at folk snarer døde af sygdomme eller blev henrettet, konstaterer den mørkhårede. Så siger han tak for mad, rejser sig fra bordet og trækker igen hen til skamlen ved døren. Leonhard skal til at ytre noget medfølende, begræde borgerkrigens gru uanset tid og sted, men mændene lader ikke til at savne noget sådant. Deres miner og tonefald er rolige, de har tydeligvis allerede flere gange bearbejdet deres oplevelser.
- Har I været her længe? spørger Leonhard
- Et par år, svarer den lyshårede. - Vi forlod vores hjem i efteråret 1919. Det tog sin tid at komme hertil.
- Hvordan klarer I jer? Ved fiskeri?
- Vi driver byttehandel, forklarer den lyshårede. - Vi hjælper folk med breve og embedssager for mad. Under det gamle regime ... Ja, vi kan ting, som i bund og grund er temmelig ubrugelige her på øen.
- Var det Dem, der skrev anmodningen?
Manden slår en latter op.
- Det gjorde aleuterne selv. Jeg tøt ligesom Dem ikke at blande mig i den slags.
Leonhard sænker blikket, så ufortrødent dømmer manden dem som forræddere.
- Vær ikke bekymret, tilføjer den lyse. - De har tænkt sig at brænde brevet, så de ikke senere kommer i problemer.
Leonhard nikker. Manden retter sig op på bænken.
Leonhard trykker mandens hånd. Vagten står allerede ved hans side, han giver også hånd.
- Vent, siger Leonhard, tager 2 dåser bønner fra hylden og finder endnu enæske chokolade frem fra rejsetasken. - Vi har rigeligt med mad.
Mændene tager ukunstlet imod gaverne, som man gør, når man har været forarmet længe nok.
- Jeg skal gøre, hvad jeg kan for at hjælpe, tilføjer Leonhard. - Jeg vil tro, at forskningsekspeditionerne kan komme med forsyninger til øen.
- Og tage flygtninge med herfra?
- Det ved jeg ikke. Det må I spørg dem om, som kommer.
- Fint nok. Vi må se, hvor længe endnu udenlandske forskere får lov til at komme hertil.
Vagten åbner døren, står et øjeblik på trappen og træder så ud i aftenen. Den lyshårede følger efter. De drejer mod syd fra hytte, væk fra bebyggelserne.
Ja, et langt uddrag. men jeg synes, det var interessant.
Her falder Stejgener efter min mening igennem moralsk.
Steigener, der forfærdes over blodige drab på sæler, begræder arters uddøen som følge af menneskers jagt, harmes over europæernes jagt på guld og behandling af oprindelige folk - i Sydamerika - han kan , da han konfronteres direkte med aleuternes sult og kummerlige forhold, end ikke aflevere et brev, der måske kunne forbedre deres liv.
Det passer sig ikke for en videnskabsmand at blande sig i den slags.
Jeg spekulerer over, hvilke kilder Kytömäki har til den scene? Findes der kilder - eller er det Kytömäkis påfund - et udslag af forfatterens litterære frihed?
I 1932 træder den aldrende Stejgener ud for en bil, bliver påkørt og kommer på hospitalet. Men han kommer sig.
I 1935 bliver Stejneger ved præsidentiel dekret, udstedt af præsident herbert Hoover fritaget fra loven om tvungen alderspensionering for statsansat. Det tillader Stejgener at beholde sin livsvigtige stilling som leder og hovedkonservator for den biologiske afdeling på det anerkendte forskningsinstitut Smithsonian Institution i Washington D.C., hvor han arbejdede uafbrudt i over 58 år. Regeringen og forskningsverdenen anså hans faglige ekspertise inden for krybdyr, amfibier og fugle for at være så uundværlig, at de lod ham fortsætte karrieren livet ud.
I 1936 får han endlig færdiggjort og udgivet sin biografi om Steller - hans eneste ikke-videnskabelige udgivelse
_3.jpg)
Pterodroma longirostris - Stejgeners petrel - grårygget petrel, som han fandt i Japan
Og sandelig også en hval
