Der findes over 70 endemiske arter af wētā i New Zealand, herunder 11 arter af kæmpe-wētā. Wētāpunga er den største af disse arter. På maori-sproget betyder wētapunga 'gud for grimme ting'.
Wētapungaen er en forhistorisk slægtning til fårekyllinger og græshopper, som forskere mener har eksisteret i omkring 190 millioner år. Denne art er dog langt større end de fleste af sine moderne modstykker - et fænomen kaldet gigantisme.
Kæmpe-wētaen er verdens tungeste insekt. Når de er fuldt udvoksede, kan de være tungere end en mus eller spurv. Op til 35 gram kan de veje - omtrent det samme som en voksen hamster.
Engang forekom Kæmpe-wētaen over hele New Zealand.
De er ældre end tuatara – 190.000.000 år, og før landpattedyr kom til New Zealand udfyldte de rollen som gnavere, selvom deres adfærd og kost er helt anderledes.
Et andet interessant dyr, der hører hjemme på Little Barrier Island, er girafsnudebillen. Disse særprægede insekter bruger deres lange hals til at bygge reder og til at kæmpe med.
Det var to Invertebrates - hvirvelløse dyr.
Little Barrier den mest artsrige bestand af reptiler - krybdyr - blandt alle øer i New Zealand.
I et tidlligere indlæg skrev jeg, at Hen-island rummede den meget sjældne tuataraer. De findes også her, og åbenbart på omkring 30 øer ud for New Zealands kyst.
Det virker somme tider lidt tilfældigt, hvad Wikipedia vælger at fortælle ved de forskellige øer.
Blandt Little Barrier Islands øvrige sjældne og truede krybdyr finder man chevron-skinken og Duvaucels gekko.
 |
| Chevron-skink |
Duvaucels gekko er en af verdens største gekkoer og kan blive op til 28 centimeter lang.
 |
| Duvaucels gekko |
New Zealand har kun to hjemmehørende landlevende pattedyr – langhalet flagermus og korthalet flagermus. Begge arter har veletablerede bestande på Little Barrier Island. Den korthalede flagermus er den eneste flagermus, der finder føde på jorden; den kommer frem fra mørke skjulesteder i skumringen for at lede efter larver og insekter på skovbunden. Den langhalede flagermus jager højt over trækronerne og glider lydløst gennem natten.
Dem får du ikke billeder af, for jeg synes flagermus er uhyggelige at se på.
Men det er jo fuglene, der har min interesse. Og her er Stichbird - Notiomystis cincta tilsyneladende den vigtigst.
Stichbird er en sjælden og truet spurvefugl, der er endemisk for New Zealand..
I 1883 var den uddød i alle andre dele af landet, men ikke desto mindre overlevede - og trivedes - denne melodiske lille sort-gule fugl på Little Barrier island i det næste århundrede.
Siden 1982 har man med varieret held startet et stort genudsætnings-program. De første udsætninger på Hen-øen og Cuvierøen og et par andre steder mislykkedes.
Men en udsætning i 1995 til Tiritiri Matanga blev en stor succes. Tiritiri Matanga ligger 45-50 km syd/sydvest for Little Barrier.
 |
| Tiritiri Matanga. |
- På Tiritiri Matanga findes mange af New Zealands sjældne fugle.
- Se en Fin lille video herfra.
- Jeg kan ikke få lyd på. Men pyt. Så kan du jo øve dig på, om du selv kan genkende, hvilke fugle det er, vi ser.
Fra Tiritiri Matanga er mange stichbirds flyttet videre til andre lokationer.
Stichbird har en af de mest komplekse og udtryksfulde sangstemmer blandt
New Zealands skovfugle. Tidlige europæiske nybyggere kaldte fuglen "stitchbird" på grund af dens karakteristiske, højfrekvente og maskinagtige klikkende kald, "tzit tzit", der lyder som en symaskine.
Derfor kaldes den på dansk både stingfugl og broderifugl.
Officielt hedder den på dansk skæghonningæder. Det giver god mening.
Sidste del af navnet referer til, at den lever mest af nektar, frugt og insekter, hvilket dens lidt buede næb passer godt til. Første del af navnet referer til de markante, hvide "skægtotter" ved ørerne, som hannerne kan rejse op.
Dens videnskabelige navn Notiomystis cincta består af to dele: Notiomystis, der er afledt af de græske ord for sydlig (notios) og mystisk (mystis), hvilket henviser til fuglens gådefulde oprindelse, og cincta, der stammer fra det latinske ord for båndet (cinctus) og beskriver det markante gule bånd tværs over hannens bryst.
Stitchbird-fuglens oprindelse og evolutionære slægtskab har i årtier forvirret forskere. Afærdsmæssigt og udseendemæssigt minder meget om traditionelle honningædere, men nyere genetisk forskning har vist, at den faktisk tilhører sin helt egen unikke familie, som har fået navnet Notiomystidae. Og den er den eneste tilbageværende art i sin helt egen biologiske familie .
Så egentlig er det danske navn skæghonningæder alligevel misvisende.
Maorinavnet Hihi kan oversættes til "ray of sunshine" eller "beam of light".
Det beskriver perfekt det klare, lysende gule bånd hen over hannens bryst og vinger, der fanger lyset, mens fuglen suser gennem skovkronerne
Men Hihi henføres også til et Maori-sagn:
Efter at halvguden Māui havde indfanget og sænket solens fart, bad han fuglen hihi om at hente vand til ham. Hihi nægtede at hjælpe, og Māui blev så vred over fuglens trods at han smed den i et bål, og dens fjer blev svedet. Dens gul- og sortfarvede fjer symboliserer ifølge legenden ilden.
Det er en lille, meget aktiv skovfugl, som er kendt for sit komplekse sociale liv og for at være den eneste kendte fugl, der af og til parrer sig ansigt-til-ansigt og for at have en af de højeste forekomster af faderskab uden for parforholdet blandt alle fuglearter; op mod 79 % af ungerne i reden er undfanget af andre hanner, muligvis som følge af tvungen parring.
 |
Hun
|
 |
| Han og hun |
 |
| Rede med unger |
Nærmeste slægtninge til stichbird er tīeke/saddleback, kōkako og uddøde huia, som alle tre tilhører Callaeidae-familien.
Callaeidae-familien kaldes også New Zealand wattlers. De udgør en sjælden gruppe af gamle, jordlevende sangfugle, der er endemiske for New Zealand. De har fået deres navn efter de farverige, kødfulde hudlapper (wattlers), der hænger nær næbbet.
Kōkako har klare blå eller orange hudlapper
Tīeke / saddleback har markante rød-orange hudlapper.
Huia har gule eller orange hudlapper.
Saddleback husker du fra Hen and Chickens Islands.
Så nu vil jeg fortælle og kōkako og huia - selv om sidstnævnte er uddød.
Kōkakoen ser ud til at være en rest af en tidlig udbredelse af spurvefugle i New Zealand og er en af fem arter af newzealandske vadlefugle i familien Callaeidae , de andre er to arter af den truede tieke eller saddelryggsfugl og den uddøde huia Newzealandske vattlefugle har ingen nære slægtninge bortset fra stingfuglen , og deres taksonomiske slægtskab til andre fugle er endnu ikke fastlagt.
Nordøens kōkako , Callaeas wilsoni, har blå hagelapper, selvom denne farve udvikler sig med alderen. Hos ungerne er de faktisk lyserøde.
Kōkakoen har en smuk, klar, orgellignende sang. Dens kald kan række kilometervis. Ynglende par synger sammen i en klokkelignende duet i op til en time tidligt om morgenen. Forskellige populationer i forskellige dele af Nordøen har tydeligt forskellige sange.
Rige, klangfulde, vedvarende, orgellignende toner synges af både hanlige og hunlige kokakoer fra Nordøen, ofte som duet og typisk fra en høj siddeplads.
Nordøens kokakoer forsvarer store territorier året rundt med kompleks sang, inklusive den længste kendte duet af alle sangfugle i verden.
Kōkakoen flyver dårligt og flyver sjældent mere end 100 meter. Vingerne hos denne art er relativt korte og rundede. Den foretrækker at hoppe og springe fra gren til gren på sine kraftige grå ben. Den flyver ikke så meget som den glider, og når den ses udvise denne adfærd, vil den generelt klatre op ad høje træer, før den glider hen til andre i nærheden. Dens økologiske niche er blevet sammenlignet med et flyvende egerns . Dens kost består af blade, bregneblade, blomster, frugt og hvirvelløse dyr.
Māori-myter omtaler kōkako i flere historier. I en bemærkelsesværdig historie gav en kōkako Maui vand, mens han kæmpede mod solen, ved at fylde dens fyldige hagelapper med vand og tilbyde det til Maui for at slukke sin tørst. [ 4 ] Maui belønnede kōkako for dens venlighed ved at strække dens ben, indtil de var slanke, lange og stærke, så kōkako let kunne springe gennem skoven for at finde mad.
Kōkako var truet af udryddelse, med kun 660 tilbage ved årtusindskiftet, men deres antal er steget til omkring 3000 efter rovdyrbekæmpelse og translokationsprogrammer. I dag findes den i tætte, oprindelige indfødte skove og på genudsættelsesøen Tiritiri Matangi og i Te Urewera, et tyndt befolket, barsk bjerglandskab inde i landet mellem Bay of Plenty og Hawke Bay .
 |
| Daggammel unge |
Michael Scabo, forfatter til Wild Wllington and Native Birds of Aotearoa og redaktør af Birds of New Zealand kalder den for "Our forest diva of Paradise".
På hjemmesiden "Wilderness" skriver han bl.a.:
Den gådefulde kōkako fra Nordøen står højt på de fleste fugleentusiasters ønskeliste. Når man først har hørt og set den, glemmer man ikke oplevelsen lige foreløbig.
Kōkakoen er hurtig og adræt; den bruger sine atletiske ben til at bevæge sig med spring, hop og løb langs grenene og til at springe fra gren til gren. Hold øje med dem, når de svæver over åbne passager mellem skovens træer eller hen over stier, og lyt efter deres sang eller kontaktkald – der lyder som "koo-koo-koo".
Når de spiser skovfrugter, står de på det ene ben, mens de bruger det andet til at holde om frugten. De ynder at spise modne skovfrugter som f.eks. tawa, tītoki og nīkau, så hvis du hører skovfrugter falde mod jorden, så kig op!
Disse skønheder er kendt for deres stemningsfulde sang, der leder tankerne hen på Aotearoas urgamle skove. Kōkako-par synger en af de længste duetter blandt alle sangfugle; den kan vare over en time og høres på kilometers afstand. De fremfører deres sublime, orgellignende toner fra en høj siddeplads ved daggry, mens de løfter hovedet. Denne fornemme skovens diva er en af vores mest dyrebare endemiske fuglearter. Synet af en kōkako, der svæver ned fra en høj gren på sine korte, afrundede vinger med den lange hale slæbende efter sig, mindede mig om en australsk flyvepungegern, der glider gennem luften mellem træerne.
Lyt og se den smukke sang - den smukke fugl. - Og her er der lyd på.
I 2016 blev Kōkakoen valgt som årets fugl, og denses på bagsiden af den newzealandske 50-dollarseddel.
Huiaen Heteralocha acutirostriser en af New Zealands mest kendte uddøde fugle på grund af sit næb og sin skønhed samt sin særlige plads i maoriernes kultur og mundtlige overlevering.
Fuglen blev af maorierne betragtet som tapu (hellig), og det var forbeholdt personer med høj status at bære dens skind eller fjer.
 |
2 maori kvinder med huiafjer. Billedet til højre er fra 1885. Billedet til venstre nok tidlligere.
|
Navnet huia har den fået efter sit høje karakteristiske nødkald, der lød som uia, uia, uia, som betyder hvor er du?
Den sidste bekræftede observation af en huia fandt sted i 1907.
Allerede før europæernes ankomst var det en sjælden fugl begrænset til bjergkæderne på den sydøstlige del af Nordøen.
Den var bemærkelsesværdig på grund af udtalt kønsdimorfi i næbformen. Hunnens næb var langt, tyndt og krummede nedad, mens hannens var kort og kraftigt. Hannerne var 45 cm lange, hunnerne lidt større.
 |
| Han og hun |
Kønnene lignede ellers hinanden med orange hudlapper og en dyb metallisk blåsort fjerdragt, der havde et grønligt skær på oversiden, især omkring hovedet.
Halefjerene var unikke blandt newzealandske fugle, da de havde et bredt hvidt bånd tværs over spidserne.
Ligesom de nulevende newzealandske arter af familien Callaeidae – sadelfuglen og kōkakoen – var huiaen en dårlig flyver, der kun kunne tilbagelægge korte afstande og sjældent fløj højere end trætoppene. Ofte brugte den i stedet sine kraftige ben til at bevæge sig fremad i lange spring gennem trækronerne eller hen over skovbunden, eller også klamrede den sig lodret til træstammer med halen spredt ud for at holde balancen.
Huiaen var en rolig og social fugl, der levede i monogame parforhold, som sandsynligvis varede hele livet. Walter Buller, en newzealandsk advokat og naturforsker , der var en dominerende figur inden for newzealandsk ornitologi har beskrevet, hvordan et tamt par altid holdt sig tæt sammen og uafbrudt udstødte en "lavmælt, kærlig kvidren", selv i fangenskab. Der findes beretninger om netop dette par samt et andet, vildtlevende par, der "hoppede fra gren til gren og spredte halefjerene vifteformet ud, hvorefter de mødtes og kælede for hinanden med næbbet", alt imens de udstødte disse lyde. Det siges, at hannen fodrede hunnen under kurtiseringen. Da hannen i det omtalte par i fangenskab ved et uheld blev dræbt, udviste hunnen "stor sorg, længtes efter sin mage og døde 10 dage senere". En maori fortalte i det 19. århundrede: "De ældre fortalte mig altid, at et huiapar levede i et meget kærligt forhold ... Hvis hannen døde først, døde hunnen kort efter af sorg".
Man ved kun lidt om huias reproduktion, da kun to æg og fire reder nogensinde er blevet beskrevet. Det eneste kendte huiaæg, der stadig eksisterer, findes i samlingen på Museum of New Zealand Te Papa Tongarewa. Det blev samlet af en person ved navn Mikaera i Wainuiomata den 11. oktober 1877 og doneret af Sir Walter Buller.
Huiaen var ikke bange for mennesker; hunnerne tillod, at man rørte ved dem, mens de sad på reden, og fuglene kunne let fanges med hænderne.
Huias dristige og nysgerrige natur gjorde den særligt let at indfange. Maorierne lokkede huiaen til sig ved at efterligne dens kald og fangede den derefter med en en udskåret stang med en løkke for enden eller en snare, eller også dræbte de den med køller eller lange spyd. De udnyttede ofte fuglenes stærke parbånd ved at indfange det ene medlem af et par; dette kaldte så på sin mage, som derefter let kunne fanges.[
I maorikulturen blev huiaen normalt ikke spist; der var tale om sjældne fugle, der var højt værdsatte for deres kostbare fjer, som blev båret af personer af høj rang. Meningerne om huia-kødets kvalitet som føde var meget delte; selvom fuglen normalt ikke blev jagtet med dette formål for øje, blev den af nogle anset for at være "god spise" i tærter eller karryretter, mens andre mente, at kødet var "sejt" og "uegnet som føde".
Huiaens halefjer højt værdsatte; de blev byttet mellem stammerne til andre værdifulde genstande såsom pounamu (grønsten/jade) og hajtænder eller givet som tegn på venskab og respekt. De blev opbevaret i kunstfærdigt udskårne æsker kaldet waka huia, som hang ned fra loftet i høvdingenes huse. Huia-fjer blev båret ved begravelser og brugt til at pryde de afdødes hoveder. En indfanget huia blev holdt i et lille bur, så dens halefjer kunne plukkes, efterhånden som de voksede sig fuldt ud.
 |
Huiaens udbredelse Den oprindelige udbredelse baseret på fossilfund.
|
Der blev gjort visse forsøg på at beskytte huiaen, men de var få, dårligt organiserede og blev kun i ringe grad håndhævet juridisk. 1892 blev Wild Birds Protection Act ændret, så den også omfattede huiaen, hvilket gjorde det ulovligt at dræbe fuglen, men håndhævelsen blev ikke taget alvorligt.
Efter lovens vedtagelse blev der oprettet reservater på øer til truede, hjemmehørende fuglearter, men de nye fuglereservater – herunder Kapiti Island, Little Barrier Island og Resolution Island – blev aldrig befolket med huiaer. Selvom der blev gjort forsøg på at indfange fugle med henblik på flytning, blev der aldrig flyttet nogen huiaer. Forsøget ved Kapiti Island er dokumenteret som værende særligt dårligt forvaltet. Et levende par, der skulle være flyttet til øen i 1893, blev i stedet taget af Buller; han omgik loven for at kunne tage dem med tilbage til England som en gave til Lord Rothschild, sammen med det sidste levende par af den nu uddøde latterugle (laughing owl), der var blevet indfanget.
 |
| Sir Walter Buller |
Hertugen og hertuginden af York (senere kong George 5. og dronning Mary) besøgte New Zealand i 1901. Ved en officiel maori-velkomstceremoni i Rotorua tog en kvindelig guide en huia-halefjer ud af sit hår og placerede den i båndet på hertugens hat som et tegn på respekt.
 |
Kong George 5. og dronning Mary fra en senere rejse 1911 George var konge 1910-1936 |
Mange mennesker i både England og New Zealand ønskede at efterligne denne kongelige mode og bære huia-fjer i deres hatte. Prisen på halefjer steg hurtigt til 1 pund, hvilket gav hver fugl en værdi på 12 pund, og visse fjer blev solgt for helt op til 5 pund. Næb fra hun-huiaer blev også indfattet i guld og båret som smykker.I 1901 ophørte meddelelserne om jagtsæsonen med at opføre huiaen som en beskyttet art, og et sidste desperat forsøg på at styrke den statslige beskyttelse slog fejl, da rigsadvokaten fastslog, at der ikke fandtes nogen lov til beskyttelse af fjer.
Halefjer fra den uddøde huia er meget sjældne og er blevet et samlerobjekt. I maj 2024 blev en enkelt huia-fjer solgt på auktion i Auckland for 46.521,50 NZD, hvilket gør den til den dyreste fjer, der nogensinde er solgt på verdensplan. Den tidligere rekord blev sat med en anden huia-fjer, der blev solgt i 2010.
New Zealand har udgivet adskillige frimærker, der forestiller huiaen, og en newzealandske sekspencemønt, der blev præget mellem 1933 og 1966, havde en hun-huia på bagsiden.
 |
Frimærket er fra 1898. Det er New Zealands første udgave af frimærker med billedmotiver |
 |
| Et nyere frimærke med huiaen fra 1996 |