Om Nauru

Headeren her har jeg (med indhentet tilladelse) hentet hos Jakob Øster.

Jakob Øster blev i 2019 den yngste dansker (47 år), der har besøgt alle verdens lande. 

Det ser jo indbydende ud. Men efter at have stiftet bekendtskab med tiltalende Niue var det noget af en nedtur at læse om Nauru. Men jeg vil være opfindsom for at finde noget spændende at fortælle - eller i det mindste ikke negativt - for negative ting er der en del af.

Måske HAR du faktisk hørt om ø-staten Nauru - måske har du set deres deltagere under indmarchen til OL.

Nauru har deltaget i hvert OL siden 1996 - i alt 8 gange. Deltagelsen har svinget mellem 1 og 3 deltagere - 6 mænd og 3 kvinder har deltaget i vægtløftning, 2 mænd har deltaget i løb og 2 mænd i judo.  

  Winzar Kakiouea, 
Naurus enlige deltager ved "indmarchen" i Paris 2024.

Winzar Kakioueas OL-deltagelse varede 11 sekunder.

Nauru har aldrig vundet medaljer ved OL. Men siden 1990 har Nauru vundet 10 guldmedaljer, 9 sølvmedaljer og 9 bronzemedaljer ved  Commonwealth Games.

Itte snatches 174 kg

Men det, som Nauru mest er kendt for, er fortællingen om, hvordan landet og befolkningen blev ustyrligt rige på udvinding af fosfat, og hvordan de satte det hele over styr, og nu står som et fattigt land på en ø, der er totalt ødelagt af den massive fosfatudvinding.

Forladte læssekraner til eksport af fosfat.

Jeg vil lige erindre om, at Nauru er verdens tredje mindste land - efter Vatikanet og Monaco - bare 21 km2.

Naurus befolkning på godt 12 000 bor på det smalle stykke land, der strækker sig langs hele kysten, og langs størstedelen bor i de to bymæssige bebyggelser  i den syd/sydvestlige del af øen. Øen har en ekstrem høj befolkningstæthed - på over 600 pr. km2. Det svarer til befolkningstætheden i København. For hele Danmark ligger tallet på godt 140.

Både Jakob Øster og Gustav Rosted (en dansk fyr, der i en alder af 28 har besøgt 154 af verdens lande) kalder Nauru verdens mindst besøgte land.

Det kan der være flere grunde til.

Et visum til 1 måned koster 50 australske dollars - dagskurs 4,35. Visum for journalister kan beløbe sig til 8000 australske dollars. Journalister har man ikke lyst til at se for mange af.

Hvis man bliver afvist, er pengene bare spildt - de tilbagebetales ikke.

Man skal dokumentere sin flybillet og hotelbooking. Derudover skal vedlægge bl.a. dette

- og besvare følgende:

Have you

Rejsen dertil fra Danmark er lang og besværlig.

Østers fortæller, at han i fem år  på forskellig vis havde prøvet at komme til Nauru. Hver gang havde  flyalysninger eller manglende dokumenter forhindret det. Da det endelig lykkedes bød det på denne rejseplan:

Fly til Istanbul, derfra videre til Manila og så til det amerikanske stillehavsterritorium Guam. Her om bord på United Airlines’ ø-hopper. Ø-hopperen mellemlandede hele fire gange – på de tre mikronesiske øer Chuuk, Pohnpei og Kosrae og på Kwajalein, som tilhører Marshalløerne, før han landede på Majuro, Marshalløernes hovedø. Derfra tog han det ugentlige Nauru Airlines-ly, som efter en sidste mellemlanding i Kiribati endelig ankom i Naurus "internationale" lufthavn.

Tre flyselskaber, ni mellemlandinger og en effektiv flyvetid på 27 timer og 20 minutter havde det krævet.

Det må også have krævet en rum tid at få hele rejseplanen sammenflikket, og det må være blevet en bekostelig rejse.

Det, der har været helt afgørende for Nauru, har været den enorme fosfatudvinding, der i mange år blev foretaget af British Phosphate Commission.

Men lad mig gå tilbage i historien.

Den første europæer, der ankom til Nauru, var den britiske hvalfangerkaptajn John Fearn, som opdagede øen den 8. november 1798. Han kaldte den "Pleasant Island" på grund af dens attraktive udseende og den varme velkomst fra lokalbefolkningen. 

Fra begyndelsen af 1830'erne havde nauruanerne  regelmæssig kontakt med europæere på hvalfangst- og handelsskibe, der efterspurgte forsyninger og frisk drikkevand. Det er interessant, for i dag er situationen den, at Nauru må importere vand og stort set alle fødevarer.

Nauru som den var engang

Nauru i starten af 1900 - stadig grøn og frodig

Nauru i dag
efter at fosfatudvinding har efterladt 80 % af øen som en gold ørken.
Det grønne bevoksede område i det sydvestlige hjørne er Buada-lagunen,
som du skal høre mere om nu.

Da europæerne kom til Nauru, praktiserede Indbyggerne  akvakultur. De fangede unge mælkefisk (bangus), akklimatiserede dem til ferskvand og opdrættede dem i Buada-lagunen, hvilket gav dem en pålidelig fødekilde. 

Mælkefisken (Chanos chanos)  kan blive op til 1,7m lang.

Du kan bestille bangusfisk på nettet hos Asia Torvet, som ligger i Kruså - i fald du er blevet interesseret i denne spise. På deres hjemmeside skriver de:

"Mælkefisken/bangus  sælges enten som rå, i konserves, røget eller som hos os i frossen tilstand - og hos os kun i ca. 40 cm's længde. En bangusfisk på 600-800 gr. koster 65 kr."

Buada-lagunen, hvor de tidlige indbyggere opdrættede fisken, er den eneste ægte sø i Nauru. Det er ikke en lagune som sådan, idet søen ikke er forbundet med havet, men dens vand er let brakvand. Den kan ikke længere benyttes til fiskeopdræt.

I de tidlige indbyggeres kost indgik lokalt dyrkede kokosnødder og pandanusfrugter. Mon du kender panduas-træet? Jeg gjorde ikke.

Pandanus-træ med frugter

Hanblomst af pandanustræet

 I 1800-tallet var Nauru en berygtet piratrede. Med piraterne fulgte spiritus og pistoler, og der opstod splid mellem de lokale stammer.

Den tolvtakkede stjerne i Naurus flag symboliserer de 12 oprindelige stammer på øen. Den vandrette linje naturligvis Ækvator.

Men vi skal meget længere tilbage i historien.

Nauru blev dannet som en hævet koralatol -  en vulkansk undersøisk bjergmasse, der løftede et koralrev over havets overflade over millioner af år.

Tropiske forhold eroderede korallerne og efterlod takkede kalkstenstinder på "Topside"-plateauet.

I århundreder sov store flokke af havfugle på disse tinder, og der aflejredes og akkumuleredes  ekskrementer (guano), rige på fosfater.

Over tid reagerede denne guano, blandet med marine organismer og rådnende vegetation, med kalkstenen og havvandet og koncentrerede fosforet til råfosfat af meget høj kvalitet.

Denne guano/fosfat blev afgørende for den udvikling - og senere næsten afvikling - som Nauru kom ud for. 

I 1888 overtog Tyskland øen. 

Allerede i 1902 startede Pacific Phosphate Company (Et samarbejde mellem tyske  Jaluit Gesellschaft og britiske Pacific Islands Company) med at udvinde guanoen/fosfaten. 

Efter 1. verdenskrig kom  Australien til at administrere Nauru som et mandat-territorium på vegne af Storbritannien og New Zealand, og fosfatindustrien blev overtaget af den nyoprettede British Phosphate Commission, et fælles australsk, britisk og newzealandsk foretagende. Det gav penge i kassen til ejerne og billig gødning til landmændene i disse lande. 

British Phosphate Commission påtog sig også ansvaret  for befolkningens velfærd på Nauru og Banaba , genoprettelsen af ​​jord- og vandressourcer tabt ved minedrift og kompensation for miljøskader på øerne under kontrol af regeringerne i Storbritannien, New Zealand og Australien. Et ansvar de på ingen måde levede op til. Efterfølgende - i 1989 anlagde Nauru sag mod Australien ved Den Internationale Domstol på grund af Australiens administration af øen, især Australiens manglende evne til at afhjælpe de miljøskader, der var forårsaget af fosfatminedrift. I 1993 blev der indgået et  udenretsligt forlig, hvor Australien gik med til at betale Nauru 120 millioner dollars  over 20 år.  De første 57 millioner dollars skulle betales inden for et år.

Da japanerne i 2. verdenskrig havde besat naboøerne Gilbertøerne - nærmeste naboøer 300 km øst for Nauru -  følte  mange af Naurus udenlandske indbyggere sig usikre. 

British Phosphate Commission besluttede at evakuere alle Naurus udlændinge. 
Det franske krigsskib Le Triomphant sejlede fra Vanuatu til Nauru. 

Le Triomphant i San Diego 1941

Men i modsætning til den oprindelige plan blev det besluttet kun at tage en del af den kinesiske befolkning om bord på grund af de trange forhold på skibet. 61 vesterlændinge, 391 kinesere og de 49 medlemmer af den britiske garnison gik om bord. 191 kinesere og gilbertesere blev efterladt på Nauru efter at have fået at vide, at de ville blive evakueret senere. Det kom dog  på grund af den hurtige japanske fremrykning ikke til at ske.  Frederick Chalmers , den australske leder af administrationen på Nauru, og fire andre australiere, hvoraf to var missionærer, valgte at blive, da de følte, at det var deres pligt at tage sig af øboerne.

Efter denne evakuering var der omkring 1.800 nauruanere og de nævnte kinesere og  gilbertesere på Nauru. Gilbertesere fra den britiske koloni Gilbert- og Elliceøerne og kinesere fra det britiske Hongkong var blevet bragt som arbejdere af British Phosfate Company  før krigen. 

I august 1942 landede 300 soldater fra den Kejserlige japanske hær på Nauru. De arresterede omgående de tilbageværende europæere.  Japanerne deporterede 1.200 nauruanere for at arbejde som arbejdere på Chuuk-øerne, som lå hundredvis af km fra Nauru, men også var besat af Japan. 

Chuuk-lagunen i Mikronesien fungerede som den japanske flådes strategiske hovedbase i Stillehavet under 2. verdenskrig. I februar 1944 blev basen ødelagt under det amerikanske Operation Hailstone-angreb, hvor over 60 skibe og 275 fly blev sænket, hvilket i dag gør stedet til et verdensberømt vragdykkerområde. 

Operation hailstorm kaldes også for Japans Pearl Harbour.

Den japanske garnison på Nauru overgav sig først elleve dage efter Japans officielle overgivelse.

Ved krigens afslutning blev de 745 nauruanere, der havde overlevet  det japanske fangenskab, repatrieret tilbage til Nauru fra Chuuk. 

På Nauru havde japanerne oprettet flere artilleristillinger og bunkere ved kysten og på strategiske vigtige steder på den indre del af øen. Desuden var der  bygget et underjordisk sygehus. Rester af disse installationer præsenteres nu som nogle af Naurus (få) seværdigheder.

Efter krigen fik Australien et FN-mandat til at administrere øen sammen med England og New Zealand. I praksis var det Australien, der stod for administrationen. 

I 1968 fik øen selvstændighed under navnet Nauru.

I 1970 købte Naurus regering de fulde rettigheder til fosfatforretningen fra Australien for 21 millioner australske dollars. 

På det tidspunkt var 35 millioner tons allerede ksporteret ud af landet. En artikel skriver: "By the time Nauru gained independence in  35 million metric tons of phosphate had already left its shores — enough phosphate to fill dump trucks parked end to end from New York City to Los Angeles, and back again."

Naurus overtagelse af fosfatudvindingen gav republikken et økonomisk boost. Fosfaten indbragte 100-120 millioner australske dollars årligt og Nauru blev et af verdens rigeste lande målt pr. indbygger - på linje med Kuwait.

 Der indførtes  gratis skolegang og gratis sundhedsvæsen. 

Kunne øen ikke selv klare sygdomsbehandlingen, blev patienter sendt til Australien til behandling på regeringens regning. 

I en video ser to ældre damer tilbage på den rige tid: "Vi var alle rige. Og vi delte alt." 

Selv om fosfaten slipper op, så vil I stadig svømme i penge,
fik vi at vide, fortæller de to ældre damer. De vil aldrig slippe op.

De, der ejede jord, fik royalty. Regeringen var den primære arbejdsgiver på øen. 95 % af Naurus befolkning var offentlig ansat i en eller anden funktion. Regeringen udbetalte astronomisk høje lønninger og beskattede ikke indkomster. Til sidst havde folk så mange penge, at de ikke bekymrede sig om at arbejde. De nød det søde liv. Livsstilen blev absurd.

Peter Dauvergne, professor ved International Relations ved University of British Columbia, har udgivet en længere artikel om Nauru på MIT Press, et førende universitetsbaseret forlag tilknyttet Massachusetts Institute of Technology.Her citerer han en lokal nauruer: "Folk ville gå ind i en butik, købe lidt slik, betale med en 50-dollarseddel og ikke tage imod byttepenge. De brugte penge som toiletpapir. Folk kom hjem fra banken med pudevår stoppet med 100 dollarssedler. Hvis to venner mødtes og den ene sagde: "Sikke en flot bil, du har," så kunne ejermanden svare: "Vil du have den? Jeg får en ny i næste måned. Så må du få den her.""

Sportsvogne blev den foretrukne bil, og en yndet fritidsbeskæftigelse var poi-poi - at cruise øen rundt i de fine nye biler.

En politichef importerede endda en Lamborghini, kun for at opdage, at han var for stor til,  han kunne klemme sig ind bag rattet.  

Folk kasserede rask væk og købte nyt. Det vidner enorme lossepladser om i dag.

Politikere var kendt for at chartre fly for at shoppe og holde ferie i udlandet.

De unge på Nauru ryster lidt på hovedet af det, de husker eller har fået fortalt om den rige tid. Og de smiler blot og er ikke bitre over den komfortable tilværelse, de kunne have fået, men gik glip af pga. de tåbeligheder og den korruption, der fandt sted.

We were rich.
At that time people didn't come to ask for food
- underforstået, det gør folk i dag

Herunder en kurve over BNP pr. indbygger fra 1970 til 2012

En befolkningsgruppe fik dog ikke del i rigdommen. Det var de immigrantarbejdere fra Kina, Kiribati og Tuvalo, som var dem der udførte det fysiske arbejde ved udvindingen. 

Nauru havde været et betydeligt immigrationsland i store dele af det 20. århundrede på grund af sin fosfatindustri.  Som det ses på nedenstående diagram voksede Naurus befolkning betydeligt fra selvstændigheden i 1968 og til midten af halvfemserne. Ved en folketælling i  2002, hvor eksporten allerede var drastisk på vej nedad, var der 2.493 personer bosiddende på Nauru, som ikke var nauruanere af nationalitet, herunder 1.259 i-kiribati, 423 tuvaluanere og 491 kinesere.

Da fosfateventyret endelig sluttede i 2006, og arbejdere blev fyret, forlod 1500 sådanne migrantarbejdere igen øen.

Nedgangen i minedrift og den efterfølgende økonomiske krise førte også til en vis emigration af nauruer.  I 2007 blev det anslået, at mellem 50 og 100 nauruanere for nylig var flyttet til udlandet for at arbejde, hovedsageligt til Australien og Fiji. Disse var hovedsageligt uddannede og faglærte arbejdere, der bedst var i stand til at opfylde færdigheds- og pointkriterierne for immigration til udlandet.

 Man vidste jo godt, at  fosfaten en dag ville slippe op. Naurus første præsident, Hammer DeRoburt, fik derfor oprettet Nauru Phosphate Royalties Trust, hvor indtægterne fra fosfateksporten blev opsamlet og provenuet fra dens investeringer skulle sikre Naurus befolkning et trygt og komfortabelt liv, også når det var slut med fosfaten. 

I 1991 blev NPRT's værdi anslået til at være 1,3 milliarder australske dollars. 

Et svimlende beløb, men regeringen "threw it all away", som et godt engelsk udtryk beskriver det.

Havde regeringen forvaltet de mange hundrede millioner forsigtig og forsvarligt, kunne det have sikret kommende generationer et godt og trygt liv. I stedet formøblede de det hele.

Korruption og uansvarlig regeringsførelse og  tåbelige investeringer, nogle efter dårlige råd fra carpetbaggers, tømte fonden. 

I USA's historie er "carpetbagger" et stort set historisk nedsættende ord, der bruges af sydstatsborgere til at beskrive angiveligt opportunistiske eller forstyrrende nordstatsborgere , der kom til sydstaterne efter den amerikanske borgerkrig og blev opfattet som værende i færd med at udnytte den lokale befolkning til deres egen økonomiske, politiske eller sociale vinding.

Regeringen købte krydstogtskibe, fly og hoteller i udlandet og var kendt for at chartre fly for at shoppe og holde ferie i udlandet betalt af fonden.

En  video  fortæller om, hvordan det gik galt. 

En tidligere topembedsmand, der sagde fra, blev fyret. På videoen fortæller han om, hvordan der nu kun var strøm tre timer om dagen, skoler måtte lukke i dagevis , fordi de ikke havde vand, forældre ikke havde fået løn i månedsvis og ikke kunne få udbetalt deres opsparing i banken.  ps. Det er ikke ham, der optræder på næste billede. Det er Kieran Kele.

Kieren Keke, der selv er en af øens få læger, og blandt mange andre ting også har været  sundhedsminister, fortæller om syge, der ikke bliver behandlet, fordi der mangler medicin, om hospitaler, der ikke har døgnpersonale, og om australske hospitaler nægter at behandle nauruanere, fordi regningerne for behandlingen ikke bliver betalt af den nauruanske regering.

En fortælling om et land, der gik From Riches to Rags. Det plejer af hedde From Rags to Riches. Men kan sige, at Nauru tog turen begge veje.

Naurus præsident i 2001, Rene Harris,  var noget af en stratenrøver. Han var tidligere dømt for vold og for at bryde ind i et fængsel, hvor han befriede et par venner. 

Showman var han også

Da Harris får forelagt et dokument fra Justitsministeriet, der beviser, han har svindlet og misbrugt penge fra fonden for 231.000 australske dollars, smiler han blot og siger, det kender han ikke noget til.

Da intervieweren fremviser kontoudtog, der viser hans, hans kones og hans datters dyre indkøb på kontokort til fonden, bl.a. flyrejse med concorde fra London til New York, tøj, smykker og udbetaling på villa, svarer han, at naturligvis har de foretaget de indkøb, men pengene er betalt tilbage . det findes der ikke bevis for.

Da intervieweren vil tale om de jammerlige forhold, der hersker på øens lighus pga. af manglende strøm, smiler han endnu engang og siger, at Nauru har ikke noget lighus - hvilket videoen med optagelser derfra straks kan dokumentere, de har.

Man skulle næsten tro, at Trump havde været i lære hos Harris mht. benægtelse af fakta.

I 1977 stod Naurus vartegn færdigbygget: Nauru House-  en 52-etagers bygning beliggende i Melbournes centrale forretningsdistrikt i Victoria, Australien . På det tidspunkt Melbournes højeste bygning.

Regeringen investerede i en lang række luksushoteller.

Southern Cross Hotel og Savoy Park Plaza hotel i  Melbourne, og Mercure Hotel i Sydney; på New Zealand to Sheraton hoteller og hoteller og ejendomme på Pacific Islands, Guam, Samoa, Filippinerne og i USA.

• • Mange af hotellerne forfaldt  pga. misligehold, og efter årtiers dårlig forvaltning af fonden og massive underskud på statsbudgettet, blev Naurus portefølje beslaglagt for at betale sine kreditorer. 

  

  The Diamond of Fiji - helt i forfald

  
  

 Et godt eksempel på dårlig ledelse er også Naurus flyselskab, der oprindeligt hed "Air Nauru" og blev grundlagt kort efter uafhængigheden. At antage, at en nation så lille som Nauru (kun ca. 8000 indbyggere på det tidspunkt) skal have et nationalt flyselskab, kan virke absurd i starten, men det var en prestigefyldt ting. Et flyselskab med næsten ingen passagerer er dog ikke bæredygtigt. Og efter årevis med at flyve med de fleste sæder tomme, stod "Air Nauru" uundgåeligt over for konkurs. I 2005 blev det sidste fly i flåden beslaglagt af bankerne, og det efterlod Nauru uden nogen flyforbindelse. Med hjælp fra nogle investeringer fra Taiwan, til gengæld for at anerkende landet som Kina frem for Kina blev flyselskabet genoplivet i 2006 med et enkelt fly under det optimistiske navn "Our Airline". I 2014 blev det omdøbt til "Nauru Airlines" og fortsætter med at operere i den form den dag i.

Maj 2024 indviede  Nauru Airlines en direkte forbindelse fra Brisbane til Palau.

Den oprindelige landingsbane blev bygget under den japanske besættelse af Nauru under Anden Verdenskrig ved hjælp af tvangsarbejde . Driften begyndte i januar 1943. Efter krigen blev den omdannet til en civil lufthavn. Lufthavnen ligger i Yaren- distriktet, lige nord for mange af regeringsbygningerne, herunder parlamentsbygningen , politistationen og en gymnasium. 

Nauru har ingen  hovedstad, men det er i Yarrenområdet, de fleste af øens funktioner er samlet, og der refereres ofte til Yarren som hovedstad

En af regeringens dummeste udgifter var  til opsætning af en (plat) musical om Leonardo da Vincis forelskelse i Mona Lisa.

Duke Minks, der tidligere havde været engageret i musikbranchen, men nu var direktør for Citibank Australian og en af Naurus økonomiske rådgivere, foreslog, at de skulle investere i en musical, som han var med til at skrive og producere. Den daværende præsident, Bernard Dowiyogo, indvilligede entusiastisk i at støtte den.

I juni 1993 fløj mere end 100 dignitarer fra Naura, inklusive præsidenten til London til premieren. Leonardo the Musical: A Portrait of Love var en kæmpe fiasko - betragtes som en af ​​de største katastrofer i Londons teaterhistorie. Den lukkede inden for en måned, og den nauruanske regering tabte, hvad der i dag ville beløbe sig til 7 millioner dollars.

 Indtægterne fra minedriften anslås at have været 100-120 millioner australske dollars årligt siden uafhængigheden gennem en stort set ressourceudtømning i begyndelsen af ​​1990'erne.  Bruttoproduktionen af ​​fosfat fra 1968 til udtømningen har været 43 millioner tons.

Indtægterne forsvandt, og den miljømæssige regning blev, at  i dag er 4/5 af Nauru ubeboelig - og uopdyrkelig. 

Hvis jorden skal gøres opdyrkelig igen,
skal kalkstens-søjlerne fjernes, og der skal udlægges muldjord.

Allerede i starten af 1960'erne var man klar over, at det ville gå galt.

I 1964 blev det foreslået at flytte Naurus befolkning til Curtis Island ud for Queenslands kyst i Australien. På det tidspunkt havde virksomheder fra Australien, Storbritannien og New Zealand udvundet omfattende fosfatudvinding på Nauru, hvilket havde beskadiget landskabet så meget, at man troede, at øen ville være ubeboelig i 1990'erne. Rehabilitering af øen blev set som økonomisk umuligt. I 1962 sagde den australske premierminister, Robert Menzies, at de tre lande, der var involveret i minedriften, havde en forpligtelse til at finde en løsning for det nauruanske folk og foreslog at finde en ny ø til dem. I 1963 foreslog den australske regering at erhverve al jorden på Curtis Island (som var betydeligt større end Nauru) og derefter tilbyde nauruanerne ejendomsretten over øen, hvorefter nauruanerne skulle blive australske statsborgere . Men nauruanerne afslog.

Samme ide blev taget op igen i 2003, da Australiens udenrigsminister, Alexander Downer, endnu engang foreslog omfattende flytning som en mulig strategi, da Nauru var "konkursramt og bredt anset for at være uden en levedygtig fremtid". Naurus præsident afviste forslaget og gentog, at flytning af befolkningen til Australien ville underminere landets identitet og kultur.

Nauru måtte på jagt efter nye indtægter.

Nauru  begyndte at udstede/sælge  visa-fri pas, som gav nem adgang til 89 lande - inklusiv Forenede Arabiske Emirater, Hong Kong og Singapore -  for dem, der betalte. 

Men de udstedte også diplomatiske pas, der sikrer indehaveren immunitet også ved påviselige kriminellehandlinger.

I 1990’erne var landet ramt af en større skandale, da det kom frem, at de havde solgt statsborgerskab til to påstående Al-Qaeda terrorister, efter at de blev arresteret i Malaysia med Nauru-pas.

Og Nauru kastede sig over offshore banking. For bare 25 000 USD kunne  etablere en licenseret bank  - uden nogensinde at betræde Naurus jord. PÅ et tidspunkt havde Nauru 400 offshore banker. 

Nauru blev et skattely og center for hvidvaskning. Russiske mafia-penge til en værdi af anslået 55 milliarder pund gik gennem nauruanske banker på bare et år – hvilket fik det amerikanske finansministerium til at udpege øen som en hvidvaskningsstat i 2002. Under pres fra FATF indførte Nauru i 2003 en lovgivning mod skatteundgåelse, hvorefter udenlandske "hot money" forlod landet. 

Bank of Nauru var startet i 1976 og betjente befolkningen efter uafhængigheden.

Da offshore-sektoren blev afviklet i 2006, lukkede  Bank of Nauru.

I næsten et årti fungerede Nauru som et kontantsamfund der udelukkende var afhængig af kontanter uden en fungerende kommerciel bank, . 

I 2015 etablerede Bendigo og Adelaide Bank sig på Nauru.

I 2024 viste en undersøgelse, at banken havde potentielle problemer med hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme, og i 2025 lukkede banken ned på Nauru.

Pr. 11. august 2025 er Commonwealth Bank of Australia (CBA) den primære bank, der opererer i Nauru. CommBank etablerede et agentur i partnerskab med Naurus regering for at levere essentielle finansielle tjenester. 

I 2001 var der dukket en ny indtægtskilde op. 

I 2001 havde et norsk skib, MV Tampa, reddet 438 flygtninge fra en kæntret båd og søgte om tilladelse til at lægge til australsk havn, men blev omdirigeret til Nauru, hvor der blev oprettet en interneringslejr, som Nauru - mod betaling fra Australien - drev i overensstemmelse med den australske regerings "Pacific Solution, som bestod i at transportere asylansøgere til detentionscentre på ø-nationer i Stillehavet i stedet for at tillade dem at lande på det australske fastland.

I november 2005 var der blot to af disse flygtninge tilbage i asylcenteret på Nauru, og den sidste flyttede derfra i starten af 2007. Men den australske regering sendte nye grupper af asylansøgere til Nauru sent i 2006 og tidligt i 2007.

I 2008 beskrev den nyvalgte socialdemokratiske minister for indvandring og statsborgerskab ordningen som "en kynisk, dyr og i sidste ende mislykket øvelse" og politikken blev i vid udstrækning afviklet. I februar 2008 udtalte Naurus udenrigsminister, at lukningen ville resultere i, at omkring 100 nauruere mistede deres arbejde, og at det ville påvirke 10 % af landets befolkning, direkte eller indirekte: "Vi har et stort antal familier, som pludselig står uden indkomst. Vi prøver at finde en måde, hvorpå vi kan yde understøttelse, men vore muligheder herfor er ret begrænsede. Vi har bogstavelig talt en stor arbejdsløshedskrise foran os"

Men i 2012 genåbnede en ny socialdemokratisk regering "tilbageholdelsescentre for offshore-behandling" på Nauru og Papua Ny Guinea. Australiens premierminister Kevin Rudd udtalte, at "asylansøgere, der kommer hertil med båd uden visum, vil aldrig blive bosat i Australien."

Og kampagnen var effektiv. I 2012 nåede et rekordhøjt antal på omkring 20.000 bådflygtninge frem til Australien og søgte om asyl. Men i 2015 var tallet nul, viser statistikker fra det australske parlament.

Da antallet af asylansøgere, der ventede på at få behandlet deres ansøgning, peakede i 2014, var tallet 1.233. 

Lækkede dokumenter fra lejren i Nauru, som avisen The Guardian kom i besiddelse af, dokumenterede omfattende fysiske og psykiske overgreb. Mest opsigtsvækkende var det, at børn var stærkt overrepræsenterede i indberetningerne. Over halvdelen af de i alt 2116 hændelser omhandler børn. Traume-eksperten og psykologen Paul Stevenson, som i 40 år har arbejdet med ofre for terrorangreb og naturkatastrofer, betegnede forholdene på Nauru som de værste grusomheder, han nogensinde havde set. 

I 2016 blev tre danske politikere - Johanne Schmidt-Nielsen, Jacob Mark og Nasser Khader nægtet visum til Nauru, da de ønskede at indgå i en dansk delegation, der skulle undersøge forholdene i interneringslejren i Nauru. Delegationens besøg blev derefter helt aflyst.

I november 2016 meddelte Obamas administration, at USA have sagt ja til at modtage bådflygtninge, som på Australiens regning opholdt sig i de udskældte asyllejre i Nauru og Papua Ny Guinea, og ifølge immigrationsminister Peter Dutton  kunne de asylansøgere, der blev afvist at tage til USA, få visum til at opholde sig 20 år i Nauru eller blive genbosat i Papua Ny Guinea eller Cambodja. Aftalen omfattede 1600 flygtninge i lejrene på Manus og Nauru.

Men i 2017 blev Thrump præsident, og den aftale fik han, så langt jeg kan følge det, hurtigt annulleret.

Gennem årene har  Nauru modtaget mange hundrede millioner dollars til Nauru som betaling for øens drift af interneringslejren. I 2021 forlængede de to nationer aftalen, som deres regeringer kalder ”en varig regional behandlingskapacitet i Nauru” – Amnesty International har tidligere kaldt det ”et bevidst nedbrydende og ondskabsfuldt system til at håndtere flygtninge og asylansøgere,” og sagt, at den behandling flygtninge og asylansøgere udsættes for på Nauru, er torturlignende. 

I 2023 blev de sidste flygtninge, der stadig befandt sig i interneringslejren på Nauru, bragt til Australien, nogle efter næsten 10 års ophold i interneringslejren. Afklaring om genbosættelsesmuligheder var endnu ikke på plads.  Det eneste, der stod klart, var, at de ikke ville få lov til at bosætte sig i Australien. De blev nu interneret på et hotel i Melbourne. Og den australske regering slog fast, at den fortsat fastholdt offshore-behandling som en politik. Den stillede offshore-detentionscenter på Nauru i bero, men ville fortsætte med at betale Nauru 350 millioner dollars årligt, så lejren var klar til at modtage og behandle enhver ny uautoriseret maritim ankomst. Og der kom da også nye flygtninge. Pr. januar 2025 husede Australiens offshore asylbehandlingscenter i Nauru over 100 asylansøgere, det højeste antal tilbageholdte asylansøgere i over et årti. Der var ingen plan for deres permanente genbosættelse.  

I 2025 opholdt omkring 850 personer sig stadig i Australien uden nogen genbosættelsesmulighed, da det blev afsløret, at  den australske regering havde indgået endnu en hemmelig aftale med Nauru, denne gang banende vejen for massedeportationer til en pris for skatteyderne på næsten en halv milliard dollars i første omgang til Nauru samt yderligere 70 millioner dollars hvert år.

Og Nauru tog endnu engang gladeligt imod dette tilskud til deres dårlige økonomi.

Da Jacob Østers, som jeg nævnte i starten af omtalen af Nauru, besøgte landet, mødte han flere flygtninge, der havde siddet i interneringslejren, men nu havde fået opholdstilladelse og arbejdede på øen. Østers skrev om ham: "Han havde siddet 11 måneder indespærret i flygtningecentret og var nu tildelt flygtningestatus/asyl og var nu en ”fri” mand. Bortset fra, at han aldrig kunne forlade Nauru – med mindre han valgte at tage de 13.000USD og det gratis fly den australske regering tilbyder ham og rejse hjem til Somalia."

Og så skal det da lige med, at fra 4. til 12. september 2024 besøgte vores egen i Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek  Australien og Nauru for at udveksle erfaringer om asyl- og migrationspolitik. Besøget omfattede bl.a. en rundvisning på modtagecenteret på  Nauru. Hjemvendt igen udtalte han, at  han havde fået en værdifuld indsigt, at systemet virkede og at forholdene på den voldsomt kritiserede flygtninge-ø var  blevet bedre. Hm .....

Tidligere har Nauru brugt sin position som medlem af De Forenede Nationer til at opnå økonomisk støtte fra både Taiwan og Kina ved at ændre sin anerkendelse fra den ene til den anden under Ét-Kina-politikken . Den 21. juli 2002 underskrev Nauru en aftale om at etablere diplomatiske forbindelser med Kina og accepterede 130 millioner USD fra Kina til denne handling. Som svar afbrød Taiwan de diplomatiske forbindelser med Nauru to dage senere. Nauru genetablerede senere forbindelserne med Taiwan den 14. maj 2005, og de diplomatiske bånd med Kina blev officielt afbrudt den 31. maj 2005. Den 15. januar 2024 afbrød Nauru endnu engang båndene med ROC og genetablerede de diplomatiske bånd med Kina. Det sikrede dem endnu 216 millioner USD.

I 2009 blev Nauru det fjerde land, efter Rusland , Nicaragua og Venezuela , til at anerkende Abkhasien og Sydossetien , to udbryderrepublikker fra Georgien . Rusland skulle efter sigende have givet Nauru 50 millioner amerikanske dollars i humanitær bistand som følge af denne anerkendelse. Den 15. juli 2008 annoncerede den nauruanske regering et havnerenoveringsprogram, finansieret med 9 millioner amerikanske dollars i udviklingsbistand modtaget fra Rusland. Den nauruanske regering hævdede, at denne bistand ikke var relateret til dens anerkendelse af Abkhasien og Sydossetien. 

En enkelt ikke helt så snusket  en indtægtskilde, som Nauru har, er salg af fiske-licencer.

I 2005 udstedte Nauru 146 licencer til  purse-seiners fra nedenstående lande.

Purse seine-fiskeri er snurpenot-fiskeri. I havet omkring Nauru er det især tunfiskeriet , der er lukrativt. Der landes i gennemsnit på 50.000 tons Nauru-zone-fanget tun i udlandet.

 

Billedet viser et fiskerfartøj, der har udlagt et snurpenot.

Snurpenotfiskeri er en metode, hvor et stort net omkranser en fiskestime.
Nettet har en line i bunden, der kan strammes, så fiskene fanges, som om de var i en snurpenot. I modsætning til bundtrawl når det ikke bunden, men der fiskes i overfladen.

Nauru har jo ingen dybvandshavn, ingen flåde og ingen kapacitet til at forarbejde fisk. Fisken bliver derfor sejlet til andre lande. Men i 2018 indgik Nauru en joint venture-aftale med det sydkoreanske fiskeriselskab Silla, så to fartøjer nu sejler under Naurus flag.

30. januar 2019 indledtes bygning af Naurus international port. (Ikke at forveksle med Nauru International Airport.) En havneby, der  skal forbedre handel og forbindelser for ø-nationen .

 "Vi ventede i mere end et århundrede på at gøre vores drøm om en international havn til virkelighed," udtalte, Naurus præsident.

Projektet skulle opgradere den stort set ubrugelige bådhavn til en international klimasikret havn, hvor store skibe kan lægge til kaj med nødvendige forsyninger såsom brændstof, fødevarer og medicinske forsyninger.

Indtil da må alle forsyninger læses over på pramme, der slæbes ind med forsyningerne til øen.

Nauru International Port (også kendt som AIWO Boat Harbour-projektet) er primært finansieret gennem en flerpartnerpakke på næsten 80 millioner dollars. De største interessenter i Asian Development Banker Japan og USA, og Kina, Indien og Australien har mindre andele.  

Da har vakt nogen bekymring, at arbejdet med bygning af havnen skal udføres af det Bejing-kontrollerede China Harbour Engineering Company. Men i en erklæring sagde Asian Development Bank, at China Harbour var blevet valgt af Nauru efter en udbudsproces. ling.

Da arbejdet blev igangsat i 2919 forventedes havnen at stå færdig i 2020 - senere er år 2025 blevet udmeldt. 

The

Jeg fandt et officielt opslag på  The Government of the Republic of Naurus hjemmeside, som fortalte følgende.

Nauru Maritime and Port Authority (NMPA) gennemførte den 3. september prøvefortøjningen af ​​Micronesian Pride i den nyrenoverede havn i Aiwo.

Den vellykkede fortøjning af Micronesian Pride signalerer de stabile fremskridt, der gøres med havnens konstruktion.

Havnen er designet med den hensigt at være et omskibningscenter for den centrale del af det nordlige Stillehav og dermed konkurrere med andre større havne i regionen.

Det forventes stadig, at den vil gennemgå yderligere opmudring på 11 meter i de næste par måneder, og når den er færdig, kan den muliggøre direkte skibeanløb fra så langt væk som Nordasien og Sydøstasien.

Upgrading the terminal of the smallest island country in the world!

Hvert år afholdes en fiskekonkurrence i Nauru. I små både sejler folk ud og forsøger at fange den største tun.

Vindertunen i 2018. Præmien var for 400 dollars benzin.

Endnu kan nauruanerne også fange tun direkte fra kysten. Men det kan ændre sig. For grundet klimaændringer trækker tunene længere ud - på dybere vand. 

Gennem årene har Nauru været opfindsom i sine bestræbelser for at finde nye indtægter. Den nyeste ide er dybhavsminedrift.

Ude midt i Stillehavet findes et internationalt havområde, der kaldes Clarion-Clipperton Zone

Området er 4,5 millioner kvadratkilometer stort, og på bunden i dybder af 4-6 km findes noget, der kaldes  polymetalliske knuder.  De beskrives som kartoffelstore klipper, og de indeholder kobolt, kobber, nikkel og mangan.

 Ressourcer på den internationale havbund er defineret som menneskehedens fælles arv i henhold til FN-lovgivningen, så fordelene ved dybhavsminedrift er beregnet til at blive delt mellem alle lande. 

Området er derfor blevet opdelt i 19 zoner, som har fået tildelt efterforskningsrettigheder til.  Sponsorater kaldes det.

Store lande som  Kina og Rusland har fået områder, men også Japan, Korea og nogle af de små østater i Oceanien og adskillige europæiske lande som Storbritannien, Frankrig, Tyskeland, Belgien ...

Nauru har efterforskningsrettigheder på over 70.000 kvadratkilometer. Deres område er det lyse turkise område over teksten APEI11

Bemærkelsesværdigt er hverken USA eller Canada på listen. Et canadisk firma, The Metals Company, var imidlertid meget interesseret i området, og allerede i 2011 indgik Nauru en aftale med Metals Company (Metals Co.) om at være sporsorstat for Nauru Ocean Resources Inc (NORI) , et helejet datterselskab af Metals Co.

Clarion-Clipperton Zone er underlagt  International Seabed Authority (ISA) - på dansk Den Internationale Havbundsmyndighed

ISA er den organisation, hvorigennem stater organiserer og kontrollerer alle aktiviteter relateret til mineralressourcer i området til gavn for menneskeheden som helhed. 

ISA består af 167 medlemsstater og Den Europæiske Union. Det blev oprettet under FN's havretskonvention (UNCLOS) fra 1982. 

Uden godkendelse fra ISA ikan The Metals Companyog Nauru ikke starte den ønskede dybhavsminedrift. Og den lader vente på sig.  Princippet om "menneskehedens fælles arv" betyder, at minedrift skal gavne alle nationer, og  ISA har endnu ikke har fået vedtaget en Mining code med endelige internationale regler for udnyttelse i internationalt farvand - skønt de har arbejdet på det siden 2014.

På FNs møde i september 2024 forsøgte Naurus præsident David Adeang at få opbakning til at starte minedriften.

"Den største risiko, vi står over for, er ikke de potentielle miljømæssige konsekvenser af mineraludvinding, men risikoen for passivitet. Der er en risiko for ikke at gribe muligheden for at omstille sig til vedvarende energi og dekarbonisere vores planet," sagde han.

Naurus holdning støttes af et lille antal stillehavsøer, herunder Papua Ny Guinea, hvor der foregår dybhavsminedrift i Bismarckhavet. 

Lande som Vanuatu, Tuvalu og Palau siger, at der er behov for mere uafhængig forskning for at fastslå de miljømæssige konsekvenser af minedrift.

Hundredvis af havforskere har opfordret til et forbud mod dybhavsminedrift. De begrunder det med, at der er alt for lidt viden om dybhavsøkosystemer, og at minedrift kan udrydde endnu uopdagede arter.

"Vi ved mere om månens overflade end om dybhavets bund!" skrev de, og de advarede om "damage irreversible on multi-generational timescales.".

Minedriften vil skulle foregå ved at knuderne på havbunden støvsuges op. Det overflødige bundsand sprøjtes tilbage i havet. Hvad dette måtte indeholde af giftigt materiale, der derved ville spredes, er ukendt. 

Støjen fra maskinerne frygtes at kunne forringe pukkelhvalernes sonar kommunikation med hverandre.

Nauru og Metals Co.argumenterer, at dybhavsminedrift er mere bæredygtigt end landminedrift.  Det vil være en renere måde at finde batterimetaller på,  det vil producere mindre affald og færre emissioner end landminedrift. - Hm ....

I Bismarckhavet  50 km nord for Papua Ny Guinea har man forsøgt sig med dybhavsminedrift. Her kun i 1600 -2000 meters dybde.

Her eftersøgte man kobber og guld. Når det kunne lade sig gøre at gå i gang her, skyldes det, at det ikke sker i internationalt farvand, men Papua Ny Guineas ekslusiv økonomiske zone.

Minedriften foregik på en lidt anden måde end den foreslåede af Minerals Co. og Nauru, men forskere pegede på de samme ulemper som  ved deres projekt. Spredning af giftige sedimentsøjler, forurening af marine fødenet, som kyst- og øsamfund er afhængige af og forstyrrelse af hvalernes brugnaf sonar kommunikation.

Projektet blev kaldt  Solwara 1 og var ledet af Nautilus Minerals Inc. Det var ment som verdens første kommercielle dybhavsminedrift og forventedes at producere 80.000 tons kobber og 150.000-200.000 ounces guld om året. 1 ounce ædelmetal er 31,1 gram.

 I 2019 mislykkedes eksperimentet til sidst, og Nautilus gik konkurs, hvilket efterlod Papua Nya Guinea med en betydelig offentlig gæld,  Nautilus derimod havde mulighed for at søge  retsbeskyttelse mod kreditorer i henhold til en canadiske lov om ordninger for selskabers kreditorer.

I 2019 opfordrede Papua Ny Guineas borgere til et fuldstændigt forbud mod minedrift på havbunden. På grund af det voksende pres fra dybhavsmineselskaber (franske, canadiske, amerikanske og kinesiske) foreslog Fijis præsident og Vanuatus premierminister i 2019 et 10-årigt moratorium for minedrift på havbunden for at muliggøre ordentlig videnskabelig forskning i den eksklusive økonomiske zone (EEZ) og territorialfarvande. I september 2019 sluttede Papua Ny Guinea sig til Fiji og Vanuatu.

I maj 2020 anmodede en gruppe fra Alliance of Solwara Warriors sammen med Centre of Environmental Law and Community Rights, Marie Mondu, i samarbejde med nogle katolske grupper og Caritas, regeringen om at annullere miljøtilladelsen og minedriftslicensen, der var givet til Nautilus Minerals Niugini Ltd. Om det blev vedtaget har jeg ikke fundet svar på, men jeg tvivler.

Efter at Minerals Co. og Nauru i årevis - og med stigende utålmodighed - forgæves har ventet på tilladelse til dybhavsminedrift er vejen måske pludselig banet af ... præsident Thrump. (Hm... ham igen.)
USA er ikke medlem af Den Internationale Havbundsmyndighed (ISA). Da USA ikke har ratificeret FN's havretskonvention (UNCLOS) fra 1982, som oprettede ISA, deltager landet kun som observatørstat. Som ikke-part har USA ingen stemmeret i ISA's anliggender og kan ikke direkte opnå havbundsminedriftskontrakter gennem den.

For nylig blev ISA's jurisdiktion over CCZ effektivt  udfordret af USA, som har gjort krav på sin egen myndighed over dybhavsminedrift i internationalt farvand gennem sin lovgivning om minedrift på åbent hav.

Det canadiske selskab  Metals Co. støtter det amerikanske krav, og den internationale miljøadvokat Duncan Currie fra Deep Sea Conservation Coalition har udtalt, at de trækker Nauru med sig.

Han siger, at virksomheden effektivt har incitamenteret Nauru til at starte  minedrift under den amerikanske vej og bryde international lov gennem vilkårene i sin nye kontrakt.

I den tidligere kontrakt med The Metals Company stod Nauru til kun at modtage   0,5 % af de forventede indtægter ved den forventede dybhavsminedrift i CCZ.  (Men Nauru er åbenbart nødt til at tage imod de mindste smuler.)

Hvis minedriften påbegyndes under den amerikanske lovgivning er betingelserne betydeligt mere gunstige for Nauru.

Den nye kontrakt fastslår specifikt, at Nauru vil blive betalt faste beløb, når virksomheden engagerer sig i havbundsminedrift under det amerikanske regime. Det kan være indledende betalinger på 265 millioner amerikanske dollars og kan gå op til 515 millioner amerikanske dollars.  Og oven i det er der det, der kaldes aktieoptioner, hvilket er Naurus mulighed for at købe sig ind i  Metals Co.  til en favorabel pris, fastslår  Duncan Currie

På et ISA-møde i Jamaica har delegerede udtrykt bekymring over TMC's og USA's opførsel. 
"Kontrakten giver dybest set lande incitamenter til at bryde international lov, og det kan føre til, at andre lande siger: "Nå, det ser godt ud. Vi gør det samme." 

Spørgsmålet splitter ISA. 37 lande støtter et moratorium (tænkepause) for dybhavsminedrift i internationale farvande, heriblandt Fiji, Vanuatu, Tuvalu, Palau og New Zealand.  Nauru, Tonga og Cookøerne ønsker øjeblokkelig tilladelse.

Nauru har  et motto, der siger "Morgendagen klarer sig selv".

I den video, jeg har lagt til grund for meget af omtalen om Naurus ønske om dybhavsminedrift, afslutter kommentatoren med ordene:

Den nauruanske elite har vurderet omkostningerne  og besluttet, at fordelen for dem opvejer risikoen for alle andre.

Men hvordan er det så at leve på Nauru i dag?

Resultatet af de gyldne fosfat-år ligger som et dødt månelandskab, og intet kan gro der. 

I området omkring Badua-lagoonen , som jeg nævnte tidligt, findes kokostræer, pandanustræer, tomattræer, brødfrugt , banan , mango , guava, soursop. Jeg har ladet linksene stå, for nogen vil måske læse om  nogle af frugterne - brødfrugt og soursop f.eks. - og tomattræer?

Men der dyrkes ingenting, ingen ris, intet korn, ingen  grøntsager på øen. Alt må importeres. Også vand må man importere.

I den video hvor jeg har hentet mange oplysninger møder vi Richy Hallstead, en velklædt og imødekommende yngre mand. Han er turistchef på øen. "Har I mange turister," spørger intervieweren. Næh, ikke så mange, som vi håbede på," smiler turistchefen. "Faktisk ingen," tilføjer han.  Og smilet bliver endnu bredere. Bliver til en forlegen latter.

Richy tager os med hjem.

Han tager os med om bag huset og viser, hvordan de samler regnvand fra taget.  Eller dvs. hvordan det var meningen, de skulle gøre det. Men røret fra tag til cisterne er knækket, og cisternen er fyldt med huller.

Så nu bliver det kun til  indsamling i tønder og spande. 

Når der indtræder  tørkeperioder, og det gør der ind imellem, så er de helt henvist til at købe vand.

Der kan hentes lidt vand fra undergrunden. Men vandet er salt og forurenet af forfatudvindingen, så vand fra undergrunden kan  kun bruges til bad og vask, fortæller Richy.

På øen findes dog soldrevne vandrensningssystemer, der leverer drikkevand.

De Forenede Arabiske Emirater har også støttet et pilotprojekt for at udvikle en solcellepark på Topside. Dette kunne mindske Naurus afhængighed af diesel som energikilde.

Der er mange ting, der ikke fungerer -f.eks. familiens fjernsyn. I de gyldne år smed folk rask væk ting væk og købte nyt. Nu har man ikke-fungerende apparater stående, mens man håber på, at de på et eller andet tidspunkt kan repareres og komme til at fungere.

Elektriciteten er ustabil. Richy viser, hvordan de koger ris  over bål.

Encyclopædia Britannica bliver brugt som optænding :-)

Der kommer skib med madforsyninger til Nauru ca. hver 6. uge. Når de 6 uger er ved at være gået, kan butikkerne være næsten tømt for mad. 

Et billede fra før den nye havn, som,
så vidt jeg kan spore det, endnu ikke er i drift.

Priserne på frugt og grønt er astronomisk høje. 12,45 USD for et blomkål. 40.95 USD for en vandmelon.

Jacob Østers giver eksemplerne: Et kilo løg bragt til landet med fly sælges for 62 kr. Et kålhoved bragt med fly sælges for 200 kr.

Nauruerne er henvist til megen dåsemad. Den mest populære spises siges at være dåseskinke.

Konsekvenserne af at nauruer er afhængige af forarbejdede fødevarer med et højt indhold af både sukker og fedt ses tydeligt. Nauru er kendt for at have den højeste andel af overvægtige indbyggere i verden. Den gennemsnitlige kropsvægt blandt nauruere er cirka 100 kg.

Ham her er stor, men veltrænet

Brændstof til de mange knallerter er der åbenbart ikke mangel på.

Tidligere havde øen et fint idrætscenter.  Og Nauru udmærkede sig i mange konkurrencer - især inden for vægtløftning og atletik - ved både Micronesia Games og Commonwealth Games. Nu er idrætsfaciliteterne beskedne - og næsten ikke-eksisterende.

Her trænes stadig vægtløftning, som jo har stolte traditioner på Nauru.

Nej, han er ikke i fængsel. Han er vægtløfter :-)

Rosa-Mystique Jones var Naurus håb inden for løb, da hun var helt ung.

Jones' familie var velkendt inden for nauruansk atletik. Hendes mor, Denise Jones, var også sprinter og diskoskaster og deltog i verdensmesterskaberne i atletik i Rom i 1987. Hendes far, Gerard Jones, er vægtløftningstræner i Nauru efter en tidligere succesfuld sportskarriere i kuglestød , diskoskast, hammerkast og spydkast , hvor han har de nationale rekorder i alle discipliner undtagen spydkast. 

Mystique får ofte træningskader, for Nauru har ingen løbebaner. Hun må træne på grus og hård cement. 

Herunder gør Mystques træner klar til et træningsløb.

Mystiques træner

Mystique og faderen

Mystique fik sig trænet op til at deltage i 100m løb ved flere VM-konkurrencer med en 6. plads som bedste resultat, og hun nåede semifinalen ved Commonwealth Youth Games i 2008.

I 2026 var det planlagt, at Mikronesiens Lege skulle afholdes i Nauru. De er nu flyttet til januar 2028. Legene bliver flyttet på grund af forsinkelser i opførelsen af ​​Naurus første nationale stadion nogensinde.

Richie Hallstead -  turistchefen uden turister - tager videoholdet op på Topside, hvor forfatudvindingen fandt sted, og fortæller, hvordan det foregik.

 Den indbringende fosfatudvinding  stoppede stort set omkring år 2005.  

Efter nogle år med stilstand genoptog man fosfatudvindingen.- Vel vidende at fortjenstnen slet ikke ville nå de astronomiske højder fra tidligere.  Maskineriet var ødelagt, og da man i 2018 havde udgravet for 22 millioner dollars, havde udgifterne været 27,5 millioner dollars.  

Kierian Kele, ham, der har været minister for sundhed, transport, kultur, turisme og kvinders rettigheder - denne sympatiske mand, mener, at Nauru fortsat skal satse på fosfaten. Hvis bare det kan give jobs og lidt indtægt i 20 år, så er det værd at forsøge, Men det skal gøres på forsvarlig vis. Ikke som tidligere, så det afstedkommer endnu en miljøkrise. 

 Kierian Kele tror på, at Nauru igen kan blive et godt sted at leve.

Hvis man har blik for det, kan man godt finde idylliske motiver og spændende kompositioner på øen.

Men man skal man kigge længe efter dyre- og fugleliv. På de tre videoer, jeg har brugt meget, har jeg kun set disse tre fugle.

 

Regeringen har faktisk en  plan for den del af Topside-området, som allerede er ødelagt. I marts 2025 annoncerede Nauru et "gyldent pas"-initiativ med det formål at rejse penge til at flytte 90% af øens befolkning til et nyt samfund på højere terræn. Statsborgerskab vil koste mindst $105.000, og kræver ikke bopæl på Nauru. Indtil nu har de bare solgt 20 sådanne gyldne pas.

I løbet af de sidste to år har Stillehavssamfundet udført det indledende arbejde på et projekt, som Naurus regering har sagt vil være det største, der er blevet gennemført på øen.

Projektet sigter mod at rehabilitere cirka 25 % af det ødelagte Topside-område over en 20-årig periode, med en samlet, meget bredere, langsigtet plan, der potentielt kan tage op til 100 år.

Processen involverer nedtagning og knusning af de blotlagte, takkede koraltinder, som vil blive brugt som fyldmateriale til at skabe en plan, brugbar overflade.

Herefter skal  oplagret og rehabiliteret jord spredes ud over det udjævnede land for at understøtte fremtidig vegetation, skove og marker.

Men det er jo uanede mængder jord, der skal bruges - jord, der skal importeres, for Nauru har slet ikke selv så megen ren jord.

Nauru søger finansiering, herunder gennem Green Climate Fund, og arbejder på at blive en akkrediteret enhed for at få direkte adgang til klimafinansiering.

Lederen af ​​Nauru Rehabilitation Corporation, Peter Jacob, fortæller, at omkostningerne ved den samlede restaurering er anslået til 1.014 milliarder dollars, men det er ingenting, når man fordeler det over de planlagte 100 år, som projektet forventes at strække sig over. Og han fortæller, at  at hans organisation vil blive transformeret af det arbejde, der skal udføres, og han opfordrer unge nauruanere til at uddanne sig inden for ingeniørvidenskab og naturvidenskab, så de har de færdigheder, der skal til for at udfylde de stillinger, der vil blive oprettet.

Dette sidste projekt er det mest tiltalende projekt af alle dem jeg er stødt på i Nauru. Men er det realistisk? 
Mon ikke mine læsere -  hvis der er nogen, der har holdt ved helt hertil - vil være enig med mig i, at den lille østat Niue fremstår betydeligt mere tiltalende end Nauru. 

De flotte huse, bilerne, yachterne og al luksusen forsvandt.

En kommentator udtaler: Det ser ud som om der er foregået en krig her. En krig uden våben

Men den efterfølgende kommentar er livsbekræftende.

Påtvungen minusvækst hindrer ikke godt humør.

Det kan mødet med Mystique og hendes træner, turistchefen  Richy Hallstead og politikeren Kiera Kele bevise.

Kieran Kele smiler ikke just bredt, men han er den eneste politiker på Nauru, jeg har set udvise eftertænksomhed og stille optimisme, så ham ville jeg nævne.

Hvad der bliver fremtiden for denne lille engang så grønne og frugtbare ø er ikke til at vide.

Der er stadig mørke udsigter. Og Naurus regerings forslag til løsning af deres problemer er bestemt ikke uproblematiske. Nærmest det modsatte.

Tomorrow takes care of itself. Morgendagen klarer sig selv - er Naurus motto. Men nej! Morgendagen klarer ikke sig selv. Det gør morgendagen ikke.

Men det er altid opløftende af se børn, der ler og leger ubekymret. Så de smukke billeder herunder skulle med. Og man håber det bedste for deres fremtid.

Forhåbentlig bliver Naurus regering snart klar til at slå ind på en mere solidarisk vej end den, de tidligere har fulgt og vel stadig følger.