Om fugle på og omkring Kiribatis øer.

                            

Dette og følgende blog blogopslag fra min hånd bliver helt og aldeles upolitiske - som i 100 %

De kommer til at handle om fugle.

Jeg fandt en liste med 67 forskellige fuglearter på Kiribatiøerne. 

De inddeles i 19 grupper.

Med mit udgangspunkt i en øgruppe, der ligger så fjernt fra alt, midt i Stillehavet, er det havfuglene, der fangede min interesse. Også fordi mange af dem er de smukkeste og mest elegante.

Jeg har til hensigt at præsentere fugle fra 6 af grupperne. Jeg vil forsøge at finde et eller andet specielt ved hver fugl. Om det lykkes, vil tiden vise.

Der kommer i hvert fald en del om redebygning - og mangel på samme.

Vi kommer vidt omkring - ikke bare til Kiribati-øerne, men også til Filippinerne, Hawaii og andre lokationer i Stillehavet, endda et smut til Sydamerika og også til Danmark.

De 6 grupper, jeg vil fortælle om,  kommer her - både på engelsk og dansk.

Kiribati Nationale Turistkontor nævner Stillehavsrevs-hejre og den endemiske Kiritimati-rørsanger som bemærkelsesværdige arter. 

Dem når jeg sikkert også til. Men jeg starter med de fire øverste fuglearter, og allerførst med ternerne, og det bliver med to, der minder lidt om hinanden, nemlig sodternen og den sorte nikke.

Den første fugl, jeg stødte på, da jeg begyndte at skrive om Linjeøerne i Kiribati, var sodternen.  På Caroline Island findes omkring 500 000 sooty terns, sodterner.

 Caroline Island det er den ø, der i år 2000 fik navnet Millenium island, da den var den allerførste ø, der gik ind i det nye årtusinde.

Sodternen  (Onychoprion fuscatus)  er en af de mest talrige fugle i troperne, med en verdensomspændende bestand på 60 til 80 millioner fugle.

Sodternen er en yndig lille fugl. Slank og elegant som alle terner.

Den gennemsnitlige levetid er 32 år. Er det ikke ret længe for så forholdsvis lille en fugl?

Sodternen kan flyve over havet i årevis (3 til 10 år.) På grund af mangel på olie i dens fjer kan den ikke flyde, men må hele tiden flyve. Den kommer kun på land efter kraftige storme eller for at yngle. 

Dens kost består overvejende af små fisk og blæksprutter plukket fra havets overflade. Sodterner lever næsten altid i forbindelse med tun og delfiner, der driver deres bytte inden for fuglenes rækkevidde.

Sodterner er yderst selskabelige og danner meget store redekolonier på titusindvis af fugle på åbent terræn.

Koloni af sodfarvet terne 

Når sodternene kommer til Kiritimati for at yngle, flyver et virvar af skræppende fugle dag og nat rundt over ynglepladserne. Og først når alle koloniens fugle er ankommet, slår de sig ned for at lægge deres æg på den nøgne jord. Selvom der er rapporteret om "to-æg-klynger", forekommer de sandsynligvis, når et æg fra en rede ruller ind i en anden.

Sodternen kaldes oftest for  Wideawake på grund af dens støjende, konstante kald, som høres hele natten på yngleøer.

Det hawaiianske navn, Ewaʻewa, kan oversættes til en "kakofoni" eller "støj".

Andre almindelige navne er f.eks. whale bird, fordi den ofte flyver i nærheden af hvaler og tun, og eggbird, som henviser til den historiske, ofte intensive høst af deres æg.

Den er også kendt som kaveka på Marquesasøerne, hvor retter med dens æg er en delikatesse.

Black noddy - sort nikke

En sammenligning med sodternen viser, at sodternen har en dybt gaffelformet hale med lange, smalle ydre halefjer, mens nikken har en kileformet eller afrundet hale.

Black noddy lever af fisk og blæksprutter, som de samler ved at flyve lavt over havets overflade. De kan  omgås andre havfugle - som sodternen - i områder, hvor rovfisk driver små fisk op til overfladen.

De er meget tolerante over for mennesker, endda i en sådan grad, at de kan samles op fra reden.

Disse fugle er blevet kendt som "nikkefugle" på grund af begge køns opførsel, da de konstant dykker hovedet under deres kurtisering.

De fleste havfugle lægger æg på jorden eller på klipper og ofte i store kolonier. Den sorte noddy skiller sig ud. Den bygger rede i træerne.

Reden består af en plan platform, ofte skabt i træernes grene af en række tørrede blade dækket med fugleklatter. Der lægges et æg hver sæson, og rederne genbruges i de efterfølgende år. Pisoniatræet er det foretrukne redetræ. Og det er faktisk et problem - for fuglen. For pisonia kaldes også fuglefangeren.

Masser af planter er afhængige af fugle og insekter for at sprede frø. Planter tiltrækker bestøvere ved at frigive aromatiske forbindelser til luften eller ved at producere sød nektar, som fugle og insekter lever af. Det går under benævnelsen  mutualisme, den kendte, særlig form for symbiose, hvor begge parter har gavn af samspillet.

Pisoniatræet lokker de små fugle til at bygge reder på dens grene, og når fuglene gnider mod disse frøfyldte grene, sætter Pisonias klæbrige frø med små kroge sig fast til fuglenes fjer. Efter et stykke tid falder frøene af, ideelt set når fuglene er rejst til en anden ø. Men et sted i Pisonias evolutionære historie gik noget frygteligt galt. I stedet for at bruge fuglene som bestøvningsvektorer ender Pisonia med at dræbe et stort antal fugle ved at læsse dem med frø i store, sammenfiltrede bundter. 

Når ungerne klækkes, bliver de  unge fugle viklet ind i og fanget i de klæbrige bundter. Selv en håndfuld frø kan tynge en fugl ned, så den ikke kan flyve. De falder ned og dør til sidst af sult eller bliver føde for ådselædere. På andre tidspunkter dør fuglene i træerne; deres mumificerede lig hænger fra grenene "som makabre juletræspynt".

Så det er så som så med mutualismen. Men efter denne makabre historie må du ikke snyde dig selv for dette videoklip med de yndige nikkende Black Noddies. Scroll evt. 35 sekuner frem til de sødeste sekvenser.

Brown noddy 

Den brune nikke er større end den sorte.

Den brune nikke er en kolonifugl, der normalt bygger rede på klipper, træer eller buske. Den lægger lejlighedsvis sine æg på den barske jord. Selve reden er normalt en platformrede lavet af pinde og kviste.

Den lægger et enkelt lyserødt cremefarvet æg med lilla og kastanjefarvet makulering. Ægget måler normalt omkring 5 gange 3,5 cm. Ægget udruges af begge køn i 33 til 36 dage, hvor hver forælder udruger i en eller to dage, mens dens mage spiser til søs. Efter at ungen er klækket, vokser den hurtigt; den når normalt forældrenes vægt på tre uger. Når den flyver, omkring seks til syv uger efter klækningen, kan den nogle gange veje mere end forældrene, selvom denne vægt tabes hurtigt, når den begynder at flyve.

Så er der en tredje noddy - Bluegray noddy - Blå nikke

Er det ikke en flot blå farve, denne nikke har? Længe ville jeg have, at det var et billede af blå nikke, men nej, det er altså den sorte, der her bare har fået en særlig glans.

Den første formelle beskrivelse af den blå nikke var af Frederick Debell Bennett i 1840 under navnet  Sterna cerulea. Ceruleus er latin for mørkeblå. 

Den blå nikke kaldes dog også blågrå og på engelsk både blue noddy og bluegray noddy, og på de fleste billeder går den helt tydeligt over i grå nuancer.

Bluegray (bemærk med a, ikke grey med e) siges at kunne symbolisere ro og fred på grund af sin blå undertone eller en følelse af friskhed, der symboliserer frisk morgenluft eller en tåget morgen. Inden for farvepsykologi kan blågrå fremkalde følelser af distancering, tristhed og usikkerhed på grund af sin farvetone.

Så fandt jeg alligevel et foto, hvor den var mere blå

Og så én der tydeligt er ovre  i den gråhvide skala.

Nu fortsætter jeg med en kridhvid bluebilled white tern -  blånæbbet hvid terne eller østlig silketerne

Næbbet er sort med en tydelig mørkblå rod

Et blånæbbet hvidt ternepar - næsten som et par turtelduer

En af de mest unikke ting ved den blånæbbede hvide terne er, at de faktisk ikke bygger en rede. I stedet lægger de deres æg direkte på en gren.

Den voksne fugl vil søge efter et ideelt redested, normalt i en gaffel, let depression eller kop i grenen eller et groft sted i barken af en gren. 

Når kyllingen klækker, vil den forblive på grenen eller i nærheden af, hvor ægget blev lagt, indtil den kan flyve. Mens den er i fare for at falde på grund af høje vinde, har den stærke kløer, der giver den mulighed for at gribe fat i grenen. Selv bare daggamle kyllinger er i stand til at holde fast i en stærk storm!

Modsat black noddy er denne terne ikke afhængig af en enkelt (farlig) træsort. På Honolulu er deres foretrukne træarter f.eks. Kukui (Aleurites moluccanus), Monkeypod (Samanea saman), Shower Tree (Cassia sp.), Mahogni (Swietenia sp.), Banyans (Ficus sp.) og andre.

Spændende træer, som jeg blev optaget af. Men for ikke at bryde fortællingen, vil jeg indsætte noget om dem i et appendix .

Når forældrefuglene vender tilbage for at fodre deres unger, har de flere fisk arrangeret på tværs i deres næb. Tilsyneladende giver riller i de voksne fugles øvre næb dem mulighed for at holde nogle fisk i munden, mens de fortsætter med at fange andre, så de kan flyve tilbage med en stor fangst.  

Er den ikke kær, den lille?

De voksne laver et hæs kald, der lyder som grrich-grrich-grrich eller eenk-eenk-eenk . De laver normalt dette kald, når andre terner er i nærheden. Ungerne vil lave bløde hvæsen eller kvidren, hvilket er et tiggerkald om mad. Det er almindeligt at høre dette, når en voksen vender tilbage til ungen på redepladsen, især hvis den voksne har fisk.

I Honolulu på Hawaii er man særlig glade for den blånæbbede hvide terne.

By- og forstadsområderne i Honolulu er de eneste steder, hvor man kan finde ynglende manu-o-kū, som de kaldes på det indfødte sprog. Selvom de kan ses flyve over hovedet i andre områder af øen, Oʻahu, yngler disse havfugle i øjeblikket kun i byen. Fordi Honolulu er den eneste by i USA, hvor manu-o-kū yngler, og fordi de er en af ​​de få hjemmehørende hawaiianske fugle, der kan ses i byen, udpegede borgmester Mufi Hanneman manu-o-kū som den officielle fugl i byen og amtet Honolulu i 2007. 

 1961 blev et enkelt par voksne terner med et æg opdaget på Koko Head. Fra dette ene par i 1961 voksede bestanden til omkring 700 voksne i 2003. Bestanden har fortsat trives i dette bylandskab og er i dag udvidet til over 2.300 fugle. De kan let ses flyve over hovedet eller hvile i store træer i parker og langs gaden.

En hypotese om, hvorfor manu-o-Kū kan trives i Honolulu, er, at tæt fodgænger- og køretøjstrafik faktisk beskytter æggene og kyllingerne mod introducerede rovdyr som rotter (Rattus sp.) og vildkatte (Felis catus). Rotter kan klatre i træer og dræbe æg eller kyllinger, og katte kan dræbe en kylling, der er faldet fra sin rede.

Bystyret sørger for at byens træer bliver beskåret på en måde, så der skabes gode muligheder for fuglenes æglægning.

Manu-o-Kū er ligefrem føderalt beskyttet under Migratory Bird Treaty Act (loven om trækfugle). Denne lov gør det ulovligt at jage, tage, indfange, dræbe osv. fuglene eller deres æg. Selv forsøg på en af ​​disse handlinger er i strid med loven. Overtrædelse af en af ​​disse handlinger kan resultere i en bøde på flere hundrede dollars og/eller fængsel i op til et år

Byen opfordrer alle til at være borgerforskere og hjælpe med at holde styr på manu-o-Kū og deres redeaktiviteter i hele Honolulu! Frivillige i alle aldre og med alle evner kan hjælpe med at indsamle data om reder, spore fremskridtet fra æg til voksen og hjælpe os med at kortlægge hver eneste rede i byen, som de skriver.

Ja, de er virkelig glade for deres fugle.

Manu-o-Kū betyder "Kūs fugl" på hawaiiansk. Kū er krigsguden i hawaiiansk mytologi og repræsenteres af billeder af en fjerklædt gud. Nogle lingvister mener, at navnet manu-oKū stammer  fra "ohu", det hawaiianske ord for tåge, dis eller sky. Manu-o-Kū er kendt af traditionelle hawaiianske navigatører som en af ​​de bedste indikatorer for land. Søfarende bruger manu-o-Kū til at hjælpe med navigation, fordi de generelt flyver ud på havet om morgenen for at spise og derefter vender tilbage til land om natten. Ved at gå i den retning, fuglene kommer fra om morgenen, og følge dem om natten, vil navigatører sandsynligvis nå land. Selvom terner kan rejse hundredvis af kilometer, kan tilstedeværelsen af ​​disse fugle i det store Stillehav forsikre vejfindere om, at de er tæt på land.

Længe mente man kun, der var en hvid terneart, men nu har man identificeret tre: Blue-billed White-Tern (Gygis candida),  Atlantic White-Tern (Gygis alba)  og Little White-Tern (Gygis microrhyncha).

Blue-billed white tern

Atlantic White-Tern 

Little white tern

Når størrelseforholdet ikke er angivet, er det svært at se, hvem der er hvem. 

Dette kan være en hvilken som helst af de tre.

Den atlantiske hvidterne ( Gygis alba ) er jo som sådan ikke interessant i dette blogindslag om fugle i Kiribati. Alligevel får den et par linjer.

 Den er kendt som almindelig hvidterne, men  undertiden også som feternen, selvom dette navn potentielt er forvirrende, da det er det almindelige navn for Sternula nereis.

Den lille hvide terne er meget mindre (!) og har et slankere næb end nogen underart af den almindelige hvide terne. Den er blevet beskrevet som en "kompakt fugl med brilleøjede øjne, kortere, mere afrundede vinger og en mindre dybt gaffelformet hale" sammenlignet med Gygis alba.  Kalmusen eller 'fjerpen' hos den lille hvide terne er markant hvid sammenlignet med den sorte kalmus, der findes hos almindelige hvide terner. Kalmussen er den nederste del af fjeren, der sidder fast på kroppen. Det der var spidsen på pennene i gamle dage.

Den lille hvide terne findes i hele Fransk Polynesien og Republikken Kiribati, inklusive Phoenix- og Lineøerne, men blev først beskrevet fra tre eksemplarer fra Marquesasøerne .

Den hvide terne bliver undertiden også kaldt hvid nikke.

På fotoet ovenfor ligner den en fredsdue, synes jeg. Den bliver også kaldt Angal tern - engleterne. Det forstår man godt.

På Tahiti bruger fiskere ofte itata'e/ den hvide terne,  når de leder efter mahi mahi, da både fuglen og delfinen jager den samme flyvefisk. Mahi-mahi er en dorado også kaldt dolphin fish/guldmakrel. 

Nu lidt generelt om terner.

Terner er en underfamilie under mågefuglene. De er kendelig på det ret lange, slanke, lige og spidse næb. Ternerne er spinkelt og elegant byggede fugle. Vingerne er meget lange, smalle og spidse. Benene er forholdsvis lave og små.  De er udholdende flyvere, med en speciel hoppende flugt og ret langsomme vingeslag. De tager deres bytte ved at styrtdykke, idet de højt fra luften med kraft kaster lige ned i vandet. De går nødigt og ret dårligt på land, svømmer ret dårligt og er ude af stand til at dykke. Ternerne er meget selskabelige og ses derfor ofte i flok, og de fleste arter ruger i store, tætte kolonier. Reden anbringes oftest på jorden.

På listen over fugle i Kiribati er der yderligere 5 arter. Jeg har sat dem op i en rækkefølge, så du hurtigt ser, at der er tale om forskellige  slægter.  

Grey Backed tern (Onychoprion lunatus)

Bridled tern (Onychoprion anaethetus) 

Blacknaped tern (Sterna sumatrana)

Little tern (Sternula albifrons)

Great Crested Tern (Thalasseus bergii)

Her får du bare et par billeder af hver og ingen uddybende test.

Grey Backed tern - Grårygget terne

Bridled tern  - brilleterne

Blacknaped tern - indonesisk terne

Også en af de eleganteste terner.

Little tern - dværgterne. (Ikke at forveksle med Little White tern).

Great Crested Tern Stor toppet terne

Den ser lidt fræk ud. Har den ikke været med i en tegnefilm? 
Madagascar måske?

Ser du ungerne?

Størrelsesforholdet mellem stor toppet og dværgternen fremgår tydeligt af næste foto.

Så når jeg til de to tropic birds - den rødhalede og den hvidhalede.

Det er ypperste elegance.

Den rødhalede tropefugl måler i gennemsnit 95 til 104 cm, inklusive de 35 cm lange halesvævere , og vejer omkring 800 g. Den har et vingefang på 111 til 119 cm. Den har en strømlinet, men solid bygning med næsten helt hvid fjerdragt, ofte med et lyserødt skær.

Den rødhalede tropicfugl er en stærk flyver. Den kan svæve i luften ved at flyve mod vinden; par kan endda flyve baglæns og cirkle om hinanden under kurtiseringer.

Til gengæld går med besvær på land ved hjælp af en subbende gangart.  En suppende gangart er  en langsom gang uden at fødderne løftes ordentligt fra underlaget, så fødderne "subber" hen over gulvet.

Den rødhalede tropicfugl spiser fisk – primært flyvefisk og blæksprutter. Undertiden fanger den rødhalede tropikfugl flyvefisk i luften. Men for det meste er den en dykker, der dykker fra en højde over vand på 6 til 50 meter til en dybde på omkring 4,5 meter, selvom dette kan ændre sig sæsonmæssigt. Når den dykker, forbliver den kortvarigt under vand - en undersøgelse på Christmas Island viste en gennemsnitlig tid på 26,6 sekunder - og den sluger generelt sit bytte, før den kommer op til overfladen. 

'Reden er en skrammer på en klippevæg, i en sprække eller på en sandstrand. Jeg tror det engelske ord for skrammerrede er scratch nest. En simpel, uforet "skrabe" eller lav fordybning i jorden, sandet eller vulkansk affald. Det giver god mening. En skrab-sammen-rede.

Linket på skrammer fører hen til en side, med nedenstående flotte illustration af  forskellige redetyper og -placeringer.

Den rødhalede tropicbird lægget et enkelt æg, som ruges derefter af begge køn i omkring seks uger. Forældrene foretager lange fødesøgningsture på omkring 150 timer under rugningen, Under rugeperioden er fourageringsture relativt lange, med en gennemsnitlig udflugt på omkring 153 timer. Disse ture er til meget produktive områder. 

Efter at kyllingerne er klækket, anvender forældrene derimod en strategi, hvor den ene tager lange ture (disse varer i gennemsnit omkring 57 timer) for at selv at søge føde, og den anden tager korte ture (omkring tre timer lange) for at fodre kyllingerne. Indtil kyllingerne er en uge gamle, åbner de kun deres næb ved berøring, så forældrene er nødt til at stryge næbbet for at begynde at spise. 

Den bimodale længde af fourageringsture skyldes sandsynligvis, at det er den optimale balance mellem egen fødesøgning og forsyning af kyllingerne. På Kiribatis Christmas Island  fouragerer fugle generelt langt ude på havet tidligt om morgenen og tættere på kysten om eftermiddagen. 

Den rødhalede tropicfugls halesvævere var højt værdsat af maorierne. Ngāpuhi- stammen i Northland-regione ville lede efter og samle dem op fra døde eller omstrejfende fugle, der blev blæst på land efter østenvind, og bytte dem for grønsten med stammer fra syd.

Den hvidhalede tropicfugl er lidt mindre end den rødhalede. Der er ikke så meget, der adskiller den rødhalede og den hvidhalede. - Farven på den lange hale, naturligvis, og så farven på næbbet: den rødhalede har et koralrødt næb, den hvidhalede et gult eller orange. Så ved du., hvad du skal kigge efter, hvis du kommer på de kanter og vil lege fugleekspert.

Rødhalede tropikfugl bygger reder i en sprække på jorden, ofte i sand eller jord under buske eller på klippefyldte skråninger.

Hvidhalede tropikfugl lægger almindeligvis sit enkelte æg direkte på jorden eller i en "lille, eksisterende fordybning" (eller sprække) på en klippeafsats eller under vegetation. 

Der var ikke den store forskel. Ingen af dem samler redemateriale. Æggene er rødbrunt eller lillabrunt plettede.

Den hvidhalede tropefugl har ikke en årlig ynglecyklus; i stedet afhænger ynglefrekvensen af ​​klimaet og tilgængeligheden af ​​egnede ynglesteder. Fuglen kan formere sig 10 måneder efter den sidste vellykkede yngleperiode eller 5 måneder efter en mislykket yngleperiode.

Ungerne er ikke i stand til at flyve i starten. De vil flyde på havet i flere dage for at tabe sig, før de flyver.

Et sjældent billede af en tropicfugl på vandet.
Måske en stor unge

Det gamle chamorrofolk kaldte den hvidhalede tropefugl for utak eller itak og troede, at når den skreg over et hus, betød det, at nogen snart ville dø, eller at en ugift pige var gravid. Dens kald ville dræbe enhver, der ikke troede på det. Chamorro-fiskere ville finde fiskestimer ved at observere dem.

Med deres hvide elegance minder tropikfuglene  meget om en slags terner. Men interessant nok er de ikke særlig tæt beslægtet med terner (som er medlemmer af ordenen Charadriiformes). Ornitologer placerede længe tropikfugle i ordenen Pelecaniformes, sammen med pelikaner, hejrer og ibiser, men genetiske beviser viser, at de hører hjemme i deres egen orden, Phaetontiformes. 

 Mikroskopisk analyse af æggeskalsstrukturen i 1995 viste, at æggeskaller hos tropikfugle manglede det tykke mikrokugleformede materiale, der kendetegner andre Pelecaniformes.

Ret overraskende er tropikfuglenes nærmeste slægtninge til meget karakteristiske landfugle: Solriksen fra Central- og Sydamerika og Kaguen fra Ny Kaledonien.

Solriksen minder i udseende om en lille hejre. Modsat hejrerne holdes kroppen dog vandret.

Hvis fuglen føler sig truet, indtager den en karakteristisk positur med rejst hale og udbredte vinger. Herved eksponeres en stor, sort og kastanjebrun "øjeplet" omgivet af gult på hver vingeoverside.

Føden består af leddyr, frøer, firben og andre mindre dyr. Reden bygges af mudder og plantedele på en gren. 

Hvis du er blevet interesseret i solriksen, kan du se den i Randers Regnskov.

Kaguen  findes ikke naturligt uden for Ny Kaledonien. Den er en mellemstor, fugl fugl omkring 55 cm lang og vejer mellem 700 og 1.100 gram. Den har en karakteristisk gråhvid/askegul fjerdragt

Den med iøjnefaldende rødorange næb og ben samt en elegant fjerkrone, som den rejser, når den er ophidset eller vil imponere. Fuglen er næsten helt flyveudygtig på grund af reducerede flyvemuskler og korte vinger, men den kan glide korte afstande. Kagu er dagaktiv og lever primært på jorden, hvor den søger efter føde såsom orme, snegle, insekter og små krybdyr. Den udstøder et karakteristisk, gøende kald, der ofte høres om morgenen, og som kan høres op til 2 km væk.

Se dens morsomme parringsdans her

Mystisk at de tre så forskellige fugle - der lever så langt fra hinanden - familiemæssigt skulle være dem, der er tættest på hinanden - og de eneste tre.

Men det er så det, den nyeste forskning er nået frem til.

De næste fire fugle er knap så elegante. Omkring Kiribati lever 4 sulearter: Masked Booby Sula dactylatra, red-footed Booby Sula sula,Brown Booby Sula leucogaster ogNazca Booby Sula granti.Den sidste dog kun i ganske få eksemplarer, så den springer jeg over.

Sulen lever hovedsagelig af fisk på op til 30 cm, som sild, makrel, tobis, torsk og blæksprutte. 

I roligt vejr flyver den ofte lavt over vandet i glideflugt, men i hårdt vejr flyver den i buer. Suler ses ofte i små grupper, der flyver på linje, når de bevæger sig over havet. 

Deres jagtteknik består i at kredse over havet og så pludseligt klappe vingerne sammen og foretage deres imponerende styrtdyk. Med 10-40 meters tilløb rammer den  havets overflade med en hastighed på op til 190 kilometer i timen, Ved selve nedslaget når de ned på 3-10 meters dybde og kan så ved hjælp af vingerne dykke helt ned til  omkring 22 meters dybde. Den kan forfølge byttet under vand i op til 20 sek.

Se et fantastiske videoklip med suler, der dykker.

Hvordan er sulen i stand til at overleve og blive ved med at foretage disse voldsomme dyk?

Forskere har naturligvis studeret det og har fundet ud af, at inden sulen rammer vandet, strækker den sine vinger bagud og danner form som en pil. Den dækker også sine øjne med en beskyttende hinde og fylder organerne i nakken og brystet med luft, så de kan fungere som en slags airbags, der tager af for stødet, når den rammer overfladen.

Idet sulen bryder havets overflade, danner dens næb, hoved og hals form som en tragt. Denne form er med til at fordele trykket på alle musklerne i sulens robuste hals. På et øjeblik “indstiller” den også sine øjne så den kan se under vand.

Rødfodet sule er det mindste medlem af sule- og sulefamilien med en længde på omkring 70 cm og et vingefang på op til 152 cm. Den gennemsnitlige vægt af 490 voksne fugle fra Juleøen var 837 g. Den har røde ben, og dens næb og halspose er farvet lyserød og blå.  Den laver reder i træer og saltbuske.

Redfooted med unge

Rødfodede sulepar kan forblive sammen i flere sæsoner. De udfører detaljerede hilseritualer, herunder hårde skrig og hannens fremvisning af sin blå strube, inklusive korte danse.

Masked booby  (Sula dactylatra), maskesule, kaldes på engelsk også Masked gannet eller blue-faced booby. Den er den største suleart.  Den er 85-97 cm lang og dens vingefang er 170-192 cm og en vægt på 1,2-2,2 kg. Den er kendt for sin hvide krop og mørke maske.  Den har en typisk fast kropsform med et langt, spids næb, lang hals, aerodynamisk krop, lange, slanke vinger og spids hale. Den voksne fugl er lyshvid med mørke vinger og en mørk hale. Dens levealder er 16-20 år.

Maskesule flyver generelt mindst 7 m  i højden og med hastigheder på op til 70 km/t (43 mph). Den skifter mellem at glide og flyve aktivt med stærke, periodiske vingeslag. Den ses ofte alene eller i en lille gruppe, når den vender tilbage til sin koloni.

Den laver reder på jorden i åbne områder. 

Når en han skal gøre en hun interesseret, paraderer han foran hunnen ved at gå med en overdrevet høj skridtgang. Hannen præsenterer små pinde og affald som redemateriale i en gestus af symbolsk redebygning, hvilket fører til parring. Bagefter deltager parret i mere symbolsk redebygning. Kviste og affald fjernes senere, da intet af det faktisk bruges til at pryde reden, mens den er i brug.

 

Sulen er kendt for "sublicide", hvor den første unge ofte dræber den næste - og mindre -  for at sikre føde nok til sig selv.

Taíno-folket spiste maskerede og rødfodede suler, der havde rede på Grand Turk Island nordøst for Cuba for omkring 1000 år siden. De to arter forsvandt efterfølgende fra Turks- og Caicosøerne. En sule gav omkring 1-2 kg kød. Europæiske sømænd i området fangede og spiste også tamme suler. Maskerede suleunger og æg blev spist af besætningen på HMS Supply på Lord Howe Island øst for Australien. HMS Supply var et bevæbnet tenderskib, der tjente som flådens fortrop og ankom til Botany Bay den 18. januar 1788 og forbandt senere den nye koloni med Norfolk Island.

Brun sule (Sula leucogaster) har forholdsvis korte vinger, hvilket resulterer i en hurtig flagrehastighed, men lange, tilspidsede haler. 

Jeg synes nu ikke, vingerne er særlig korte.
Men et lækkert billede, ikke?

Selvom disse fugle typisk er tavse, laver de lejlighedsvis gryntende eller kvakkende lyde. Deres næb er ret skarpe og har takkede kanter. 

I Danmark  er der fundet knogler af sule i køkkenmøddinger fra yngre stenalder (4200-1800 f.Kr.) og i senere arkæologiske perioder.

Om suler i Danmark skriver Dansk ornitologisk Forening:

Sulen er den største regelmæssigt forekommende havfugl i de danske farvande. Det er en umiskendelig, langstrakt, cigarformet fugl med lange, smalle vinger. I sommerdragten er fuglen hvid med sorte vingespidser og et smukt okkergult hoved. Ungfuglene er brune og kan minde om store skråper, men det lange, spidse hoved med det dolkformede næb er et godt kendetegn, og desuden har sulen en helt anderledes flugt.

Den "danske" sule er faktisk ret stor.  Længde 85-97 cm, vingefang 170-192 cm, dvs. på størrelse med Masked Booby. Sådan ser det nu ikke ude på billedet herunder.

Den danske sule er en Morus bassanus

Det bedste sted at se trækkende suler i Danmark er naturligvis langs vestkysten. 

En Fanø-Natur-hjemmeside nævner (praler med :-) ), at sulen ofte ses trækkende på Fanø.

Men efter kraftig vestenvind kan suler også ses i det sydlige Kattegat og Øresund.

Øresundsakvariet tilbyder ligefrem ture, hvor man kan opleve havfuglene.

Sulens nærmeste yngleplads er det 60 meter høje fuglefjeld på øen Helgoland i  Tyske Bugt. Der yngler flere hundrede par suler, og - som der står i et Facebook-oopslag - man kan komme ret tæt på dem uden at skræmme dem eller falde ned :-)

I gamle dage sagde man, at “Fløj sulerne over skibene betød det snarligt uvejr” og “Når sulen indfinder sig er sildestimerne i anmarch”.

Se suler dykke på denne fantastiske video

 

Tubbataha Bird Islet er et beskyttet fugleområde tilhørende Filippinerne

Her lever Masked boobies, Black noody, Brown noddy og Great Crested Tern, .

Her levede 11 000 black noddies. Men i 2004 ankom en større gruppe redfooted boobies, og det førte nærmest til en katastrofe - ikke for brown boobies, great crested tern eller masked booby, for de lægger deres æg på jorden, men for black Noddy.

Black noddy  og redfooted booby lagde æg i de samme træer. Men sulerne brugte blade og grene til at lave deres reder. Og de overgødede jorden med deres store mængder guano.  I kombination  med en tørkeperiode betød det, at træerne døde. Antallet af black noddy dalede til 2 700. De fleste redfooted boobies forlagde residensen til andre øer.

Få år senere var træerne væk og øen en gold ørken

Nu har man bygget nogle stilladser, som fuglene kan bygge reder på, og man har bragt mængder af søgræs, græs og blade, så fuglene har noget redemateriale.

Og man er gået i gang merd at plante nye træer.

Først byggede man stilladserne af bambus, men de forfaldt hurtigt. Så i 2020 gk man over til at bygge stilladserne af plasticrør.

Kønne er de ikke, de røde plastic-rør, men en midlertidig løsning indtil træerne vokser op.

I naturbeskyttelsen indgår også indsamling af affald - især plastic.

Genkender du den stortoppede terne? Den lever der også
og er heldigvis ikke afhængig af den nu manglende  træbevoksning.

Så er jeg nået til den sidste fugl, der skal med i denne omgang: Fregatfuglen

Der findes både stor og lille fregatfugl.

Begge er ligesom boobierne i en noget anden liga end de små terner, som jeg startede med.

De største arter af fregatfugle kan opnå et vingefang på over 2 meter. Silhuetten er let genkendelig med lange spidse vinger, en lang, dybt kløftet hale og et langt næb med en kraftig krog i spidsen.

Fregatfugle kan træffes næsten 1000 km fra land, og næsten al aktivitet foregår i luften. 

Fuglene ses ofte svæve i timevis næsten uden at bevæge sig. De kan dog også flyve hurtigt og udviser en forbløffende manøvredygtighed under fødesøgning.

En stor fregatfugl, der blev sporet via satellit i Det Indiske Ocean, holdt sig i luften i to måneder. De kan flyve højere end 4.000 meter i frostvejr. De er i stand til at tilbringe natten på flyvningen.

Frivilligt vil de ikke lande på vandet. Fødderne er små og helt uegnede til svømning. Og den er kun på land for at hvile eller yngle. Det foregår i træer eller på klipper. Den kan ikke  lette fra en plan overflade.

Hovedbestanddelen af kosten er flyvefisk og blæksprutter, som fuglen snapper fra overfladen eller lige under den uden at dykke ned i vandet. Men fregatfugle er nogle slubberter. Ofte forfølger de andre havfugle i luften og frarøver dem deres bytte.

Nu har jeg så mange gange nævnt flyvefisk, så nu skal du have et billede.

Fregatfugle stjæler deres fangst fra suler, især rødfodet sule, tropikfugle, lirer, stormfugle, terner, måger og endda fiskeørne. De bruger deres hurtighed og manøvredygtighed til at løbe fra og chikanere deres ofre, indtil de gylper deres maveindhold op. De kan enten angribe deres mål, efter de har fanget deres mad, eller cirkle højt over havfuglekolonier og vente på, at forældrefuglene vender tilbage læsset med mad.  Kleptoparasitisme menes dog ikke at spille en væsentlig rolle i kosten, men er i stedet et supplement til den mad, de får ved jagt.

I modsætning til de fleste andre havfugle drikker fregatfugle ferskvand, når de dykker ned og sluger det med deres næb.

Fregatfugle yngler i buske og træer. Uparrede hanner udfører siddende et spil, hvor de med udbredte vinger og knebrende næb fremviser deres oppustede røde strubesæk for overflyvende hunner. I et tv-program har jeg set, hvordan de også konkurrerer om at kunne hoppe højest - for det vil imponere hunnerne og få dem til at vælge den højesthoppende.

Hunnen kan lægge to æg med et par dages mellemrum. Men det betyder, at den svageste som regel dør. Den største snupper maden. Ungeudviklingen er langsom, og da udfløjne unger er afhængige af forældrene i flere måneder, kan fregatfugle kun opfostre en unge ca. hvert andet år.

Fregatfugle yngler  generelt i kolonier på op til 5000 fugle. Inden for disse kolonier yngler de oftest i grupper på 10 til 30. individer. Ynglende kan forekomme når som helst på året, ofte foranlediget af begyndelsen af ​​den tørre sæson eller rigelig føde.

I 2002 blev 35 ringmærkede store fregatfugle fundet på Tern Island på Hawaii. Af disse var ti ældre end 37 år, og én var mindst 44 år gammel.

Fregatfuglen er afbildet på Kiribatis flag - endda som guldfarvet  - flyvende i morgenrøden over den opstigende sol. Den nederste halvdel af flaget er blåt med tre horisontale bølgeformede striber som repræsenterer havet og de tre øgrupper Gilbert-, Phoenix- og Linjeøerne. De 17 solstråler repræsenterer de 16 Gilbert-øer og Banaba. Og dem kender du jo alt til, hvis du har læst mine tidligere indlæg. 

Der findes 5 arter af slægten Fregata: 

Fregata aquila (Ascension-fregatfugl), Fregata magnificens ( Pragtfregatfugl),  Fregata minor (Stor fregatfugl), Fregata lesser (Lille fregatfugl) og Fregata Christmas  (Juleø-fregatfugl).

Christmas Island er jo en af Kiribatis Linjeøer, og her lever en stor koloni af fregatfugle. Skulle jeg så ikke have fortalt om Fregata Christmas?

Næh, for det er ikke den Christmas Island, fuglen er opkaldt efter. I Det indiske Ocean ligger en ø med samme navn, og det er denne, som  Fregata Christmas er endemisk for.

I Danmark er fundet en pragtfregatfugl (Fregata magnificens) én gang - desværre død. Det var fiskemester Peter Ebbesen, der om morgenen den 22. marts 1968  fandt den liggende ved Hårkjær Dambrug ved Hoven, Ringkøbing.

Fundet gav anledning til stor omtale i aviserne.

Konservator Hans Larsen med Fregatfuglen fra Hårkjær.
Fuglen var ganske sikkert fløjet mod telefonledningerne, der ses i venstre hjørne. 

Så nåede jeg fra Kiribati hjem til Danmark.

Det var egentlig ikke en særlig rar fugl at slutte med, den tyveknægt.  Jeg holder godt nok betydeligt mere af den sorte nikke, den blånæbbede hvide terne og den rødhalede tropicfugl.

Men sådan er det.

Næste opslag kommer til at handle om petreller og  skråper.

Og det bliver betydeligt kortere.

Som lovet her et APPENDIX om træerne på Hawaii: 

Kukui (Aleurites moluccanus), Monkeypod (Samanea saman), Shower Tree (Cassia sp.), Mahogni (Swietenia sp.), Banyans (Ficus sp.) og andre.

Kukui Aleurites moluccanus almindeligvis kendt som candlenut, indisk valnød eller, på Hawaii, kukui. Lyserødder kaldes det åbenbart også.

Frøene indeholder cyanid, som i vid udstrækning ødelægges ved grundig tørring eller kogning. Nogle sorter af træet indeholder dog meget højere niveauer af toksiner end andre sorter. Bladene er giftige

Lyserødder (Aleurites moluccanus), kendt som kemiri (Indonesien) eller buah keras (Malaysia), er et fundamentalt frø med højt olieindhold, der bruges til at tilføje en rig tekstur og en subtil, nøddeagtig smag til det sydøstasiatiske køkken. De er essentielle i karryretter, gryderetter og krydderipastaer (rempah) som fortyknings- og bindemiddel.

Træet kaldes også "canoe plant", i forbindelse med polynesiernes migrationer.

Monkeypod (Samanea saman) er populært i møbelsnedkeri og udskæringer på grund af dets smukke mønstre og holdbarhed. Kaldes også raintree.  Bladene på abeplantetræer folder sig sammen om natten og under regn (deraf; regntræ). En myte fortæller dog også at navnet skyldes, at træet producerer regn om natten.

 Blomsten er flot.

Frugten er spiselig.  De kaldes ofte "piñones" og smager som kastanjer eller pinjekerner.

Shower tree Cassia javanica , også kendt som Java-kassia , lyserødt regnbuetræ , æbleblomsttræ , regnbuetræ og Palawan-kirsebærtræ. Cassia javanica kaldes det lyserøde regnbuetræ, fordi det producerer massive klynger af lyserøde og hvide blomster, der "regner" ned fra dets grene. Især på Hawaii kaldes det for regnbuetræ – på grund af dets hybridisering, der skaber blomster, der viser et spektrum af farver, der spænder fra hvid og gul til levende lyserød og rød.

Mahogni (Swietenia sp.) kender vi.  Tømmeret har været internationalt handlet i over 400 år. Swietenia-træ (mahogni) anses for at være verdens fineste tømmer til møbel- og skabsarbejde i høj klasse. Dets popularitet skyldes især dets attraktive udseende i kombination med let at bearbejde, fremragende efterbehandlingskvaliteter og dimensionsstabilitet.

Men har du nogensinde set mahonietræets frugter? De ligner jo kakaobønner.

Banyans Ficus microcarpa har mange navne: kinesisk banyan, Hills grædende figen, småfrugtfigen, malaysisk banyan, indisk laurbær eller gardinfigen

I Sydøstasien dyrkes Banyans (Ficus sp.) som et skyggetræ på grund af dets tætte løv. 

Bemærk sulerne under træet

 Banyans bruges også til  bonsai. 

Træet er en kulturelt betydningsfuld plante i en række asiatiske lande.

Planten bruges i traditionel medicin i Indien, Malaysia, Kina og Japan. I Japan bruges barken, luftrødderne og de tørrede blade traditionelt mod smerter og feber, mens planten i Kina traditionelt bruges mod blandt andet influenza, malaria, bronkitis og gigt. De farmakologiske egenskaber ved Ficus microcarpa inkluderer antioxidante aktiviteter, antibakterielle, antikræftfremkaldende og antidiabetiske midler.FolkloreI Sydøstasien menes F. microcarpa, blandt andre arter, at være hjemsted for ånder, såsom Pontianak (folklore). I Kina kan store figentræer forbindes med gavnlige ånder og vital energi ("Qi"). I Singapore forbindes nogle træer med tilbedelsessteder blandt buddhister og taoister.

Og så var der lige dolphin fish/guldmakrellen, som jeg nævnte et sted. Kender du den? Når jeg høre (guld-)makrel, tænker jeg på en lille fisk, men næh, så passer navnet dolphin fish meget bedre, for det er en ordentlig kleppert.

Den er en værdsat fangst for både dens stærke fight og lækre smag.

Og den hvide terne kan hjælpe fiskere med at lokalisere, hvor der er gode chancer for at fange sådan en. 

Ikke så sært, at det er enhver hav-lystfiskers drøm at fange sådan en. Men så spraglet et billede kunne jeg da ikke indsætte midt i mine sarte sort/hvide fugle :-)  Så den kom lige med her til sidst.