Efter fullmarine petrellerne i forrige blogindlæg fortsætter jeg med grupperne, der er vist herunder.
11 forskelllige slægter er der.
Til gengæld støder jeg på spændende lokationer - øer - og interessante mennesker hist og her.
De nederste tre slægter har jeg allerede fortalt om og også Pachyptila - prionerne og Halobaena - den blå petrel.
Derfor kan jeg gå direkte til dykkerpetrellerne.
- Bare fire arter er der af dykkende petreller.
Pelecanoides-slægten - dykkende petreller er alkelignende små petreller fra de sydlige oceaner. Lighederne med alkefuglene skyldes konvergent evolution, da begge familier lever af forfølgelsesdykning, selvom nogle forskere tidligere har antydet, at lighederne skyldes slægtskab. Blandt Procellariiformes er dykkende petreller den familie, der er bedst tilpasset livet i havet snarere end at flyve over det, og de findes generelt tættere på kysten end andre familier i ordenen.
De er små petreller, der måler mellem 19-23 cm og vejer 120-200 g. De har et meget ensartet udseende og er meget vanskelige at skelne, når de ses til søs. De kan bedst kendes på størrelsen og formen på deres korte næb. Fjerdragten er skinnende sort på toppen og hvid på undersiden. Deres vinger er korte i forhold til deres samlede kropsstørrelse og bruges i en meget karakteristisk hvirvlende flyvning. Denne flyvning er lav over vandet, og de flyver gennem bølgetoppene uden at afbryde deres flyvebane. I vandet er disse vinger halvt foldede og bruges som padler til at drive fuglen frem efter sit bytte .
Dykkende petreller er plankton-ædende og spiser hovedsageligt krebsdyr som krill, copepoder og amfipoden Themisto gaudichaudii, men også små fisk og blæksprutter.
Copepoder (vandlopper) er små krebsdyr, der udgør en af de mest talrige dyregrupper på Jorden. De er en afgørende brik i havets fødekæde, og takket være et højt indhold af proteiner og fedtsyrer er de også populære som levende eller frosset foder til akvariefisk og koraller.
De måler typisk nogle få millimeter og kendes på deres lange antenner, som de bruger til at "hoppe" gennem vandet. De findes i enorme mængder i både ferskvand og saltvand. Nogle svømmer frit som plankton, mens andre lever på bunden.
Amfipoden Themisto gaudichaudii, det er den her lille fætter. Et lillebitte skaldyr.
De dykkende petreller har adskillige tilpasninger til at fange deres bytte, herunder korte, kraftige vinger, en næseborpose til opbevaring af mad, og deres næsebor åbner opad i stedet for at pege fremad som hos andre tubenæser.
 |
De fremadrettede næsebor hos de fleste tubenæser |
South-georgian-diving-petrel
- en af de fire dykker-petreller med opadvendt næsebor.
Slægtsnavnet, Pelecanoides , betyder "pelikanlignende", og blev tildelt dykkerpetrellerne på grund af deres udvidelige halsposer, som de bruger til at bære føde.
Af de fire arter har to, den peruvianske dykkerpetrel og den magellanske dykkerpetrel, meget begrænsede udbredelser omkring Sydamerikas kyster.
Den peruvianske dykkerpetrel (Pelecanoides garnotii) med det lokale navn i Peru: potoyunco, der som den ensten dykkende petrel søger føde i Humboldtstrømmen ud for Peru og Chile.
Navnet garnotii fik den af den franske naturforsker og kirurg Prosper Garnot (1794–1838), som indsamlede og beskrev denne havfugl sammen med sin kollega René Lesson under en ekspedition med det franske skib La Coquille i 1820'erne.
Endelsen -ii er den latinske genitivform, der betyder "tilhørende" eller "opkaldt efter"
Garnot skriver om fuglen: "Son plumage n'offre rien de brillant."
Det kan oversættes til: "Dens fjerdragt er ikke noget at skrive hjem om."
Hårde ord. Og lidt - helt - urimelige, skulle jeg mene. Den er da præcis lige så nysselig som så alle andre.
Men wikipedia følger trop:
Den peruvianske dykkerpetrel er 20-24 cm lang i alt. Ligesom resten af dykkerpetrellerne er den en intetsigende fugl med en mørk ryg og lys mave samt blå fødder, og den kan kun adskilles fra resten af sin familie ved forskelle i næb og næsebor.
Den får sin føde ved forfølgelsesdykning. Den kan dykke op til 83 meter dybt, men den gennemsnitlige dybde er registreret til omkring 30 meter. Man troede længe, at den peruvianske dykkersvale var ret dårlig til at flyve. Imidlertid er et stort antal fugle blevet observeret, der regelmæssigt fisker i området mellem Asia Island og Pachacamac Island i en afstand af 150-200 kilometer nord for deres peruvianske ynglepladser.
Den flyver lavt og hurtigt over havet med hurtige "hvirvlende" vingeslag; glider ikke. Den svømmer lavt i vandet og dykker normalt, når nogen nærmer sig, eller løber langs vandet for at flyve væk fra både.
Den peruvianske dykkerpetrel er uddød lokalt på mange af dens tidligere kolonier og yngler nu kun på et par øer ud for kysten.
En samlet bestand på 12.216 ynglende par blev anslået for San Gallán og La Vieja-øerne i Peru, med nogle små yderligere ynglende kolonier rapporteret for Corcovado-øen i Peru, samt Pan de Azucar-øen, Chorosøerne, Grande og Pajaros-øerne i Chile. De yngler året rundt og lægger et enkelt æg i en hule gravet ned i guano .
Peruvianske dykkerpetreller betragtes som næsten truede . De taltes tidligere i millionvis, men presset fra guanoudvinding (som ødelagde reder, æg og kyllinger) og den direkte fødeindtagelse af både dyr (især ræve og vildkatte) og mennesker - guanoarbejdere - har fået antallet til at styrtdykke. Selvom alle de peruvianske ynglepladser er placeret i beskyttede områder ( Paracas National Reserve og Guano Islands National Reserve), fortsætter der stadig en vis guanoudvinding, og reservaterne overvåges ineffektivt.
Den magellanske petrel Pelecanoides magellani er en lille, kompakt fugl. Den måler fra 19 til 22 cm længden og vejer et sted mellem 140 og 170 g. Den er kendt for sin alk-lignende adfærd og for at svømme lavt i vandet.
Her behøver jeg vist ikke forklare artsnavnet.
Den skiller sig ud fra andre alkestormfugle ved en fjerdragt, der er mere kontrastfuld. Den har sort overside, hvid underside, en hvid plet på halsen og en sort isse. Resten af kroppen følger et stærkt pingvinlignende sort skema foroven og hvidt forneden, med nogle hvide striber rundt om siderne af nakken og på skulderbladene.
Den overlapper kun med den peruvianske dykkerpetrel, P. garnotii, men de to kan skelnes ved den synlige hvide halvmåne hos den magellanske petrel versus det næsten helt sorte hoved hos den peruvianske petrel.[6]
 |
| Peruviansk og magellansk dykkerpetrel |
Når den flyver, slår den vingerne ekstremt hurtigt og svirrer lavt over vandoverfladen uden at glide.
 |
| Her ser den brun ud, men den beskrives nu som sort. Billederne er hentet på e-Bird, som jeg har stor tillid til. De viser noget om fuglens lave flyvning og svømning. |
Fuglen er endemisk for den sydlige halvkugle og findes primært i kystnære farvande, fjorde og kanaler ved det sydlige Chile, Argentina samt omkring Kap Horn og Ildlandet.
Den magellanske dykkerpetrel yngler på bevoksede skråninger på kyst- og kystnære øer, typisk i fjorde og kanaler, i det sydlige Chile, Argentina og Tierra del Fuego og søger føde i offshore og kystnære farvande i området.
Den er ret almindelig i sit begrænsede udbredelsesområde, men dens ynglebiologi er stadig meget sparsomt udforsket og regnes for en af de mindst kendte arter i sin familie.
Almindelig dykker petrels specifikke navn, urinatrix, er afledt af det latinske udtryk, urinator, som betyder "dykker". Den har et antal underarter, hvis navne inkluderer chathamensis, der henviser til Chatham-øerne , exsul , der betyder "isoleret" eller "afsides", dacunhae , der henviser til Tristan da Cunha-øerne , berard , der hædrer den franske navigatør Auguste Bérard, og coppingeri , der hædrer Royal Navy- kirurgen og naturforskeren Richard William Coppinger .
Den almindelige dykkerpetrel og den sydgeorgiske dykkerpetrel findes vidt udbredt i de sydlige oceaner og yngler på øer ud for New Zealand, subantarktiske øer i Det Indiske Ocean og øer i det sydlige Atlanterhav (som Tristan da Cunha). Underarten, Whenua Hou-dykkerpetrelen, har et ekstremt begrænset udbredelsesområde og yngler kun på New Zealands Codfish Island / Whenua Hou.
Codfish Island (Whenua Hou) er hjemsted for omkring halvdelen af verdens resterende kakapo - på dansk uglepapegøje. Navnet kommer af dens karakteristiske, uglelignende ansigtstræk. Det er verdens eneste nulevende papegøje, der ikke kan flyve.
 |
Almindelige og sydgeorgiske dykkerpetreler tæller flere millioner par hver. De peruvianske. Whenua Hou-dykkerpetreler er derimod stærkt truet af guanoudvinding, introducerede arter og klimaændringer og betragtes som truede arter.
Den almindelige dykkerpetrel er en lille, buttet petrel, 20 til 25 cm lang og med en vægt på bare 86 til 186 g. Den sydgeogiske art er endnu mindre. 18 til 22 cm og vægt 90 til 150 g.
Fjerdragten er sort på ryggen og mat hvid under, og de har et relativt kort sort næb. Vingerne har tynde hvide striber. Ansigt og hals kan være mere brune end sorte. Benene og fødderne er blå med sortbrun væv mellem tæerne.
Medmindre de ses meget tæt på, er den næsten umulig at skelne fra de to arter fra hinanden. Der er kun lidt farveforskel, men almindelige petreller har mindre og smallere næb end den sydgeorgiske petrel. En anden forskel er, at den sydgeorgiske dykkerpetrel har en bagerste sort linje ned ad tarsus. Tarsus er det lange, synlige stykke af en fugls ben, der sidder mellem "knæet" (som egentlig er fuglens ankel) og tæerne.
Almindelig dykkerpetrel
 |
| Sydgeorgisk dykkerpetrel |
Kerguelen-petrellen (Aphrodroma brevirostris) er endnu en lille skifergrå havfugl, 36 cm lang. Det er den eneste art, der er placeret i slægten Aphrodroma.
%20(2).jpg)
Kerguelen-petrellen blev formelt beskrevet i 1831 af den franske naturforsker René Lesson. Han placerede den i slægten Procellaria, som Carl von Linné havde oprettet for petrellerne i 1758, og opfandt det binomiale navn Procellaria brevirostris. Kerguelen-petrellen blev tidligere inkluderet sammen med Gadflypetrellerne (klægepetrellerne) i slægten Pterodroma og senere i den monotypiske genre Lugensa, men er nu placeret i slægten Aphrodroma, som blev introduceret for Kerguelen-petrellen af Storrs L. Olson i 2000.
Navnet Aphrodroma kombinerer det oldgræske ord aphros, der betyder "havskum", med -dromos, der betyder "-racer". Artsbetegnelsen brevirostris kommer fra det latinske ord brevis, der betyder "kort", og -rostris, der betyder "-næbbet".
Kerguelen-petrellen hører til i Det sydlige Ocean. Den yngler kolonialt på fjerntliggende øer som Gough Island i Atlanterhavet og Marion Island, Prince Edward Island, Crozet Islands og Kerguelen Island i Det Indiske Ocean.
Den yngler i huler i våd jord. Hulerne vender normalt væk fra den fremherskende vind. Der lægges et enkelt æg pr. ynglesæson; ægget er usædvanligt rundt for familien. Ægget ruges af begge forældre i 49 dage. Efter udklækning flyver ungen ud efter 60 dage.
Gough Island også historisk kendt som Gonçalo Álvares, er en barsk vulkanø i det sydlige Atlanterhav. Den er en del af Tristan da Cunha og en del af det britiske oversøiske territorium Saint Helena, Ascension og Tristan da Cunha. Den ligger cirka 400 km sydøst for Tristan da Cunha-øgruppen (som inkluderer Nightingale Island og Inaccessible Island), 2.400 km nordøst fra South Georgia Island, 2.700 km vest fra Cape Town, Sydafrika, og over 3.200 km fra det nærmeste punkt i Sydamerika.
Gough Island er ubeboet, bortset fra personalet på en vejrstation (normalt seks personer), som det sydafrikanske nationale antarktisprogram har opretholdt kontinuerligt på øen siden 1956 med britisk tilladelse. Det er et af de mest afsidesliggende steder med en konstant menneskelig tilstedeværelse. Det er en del af UNESCOs verdensarvssted "Gough and Inaccessible Islands" og en af de vigtigste havfuglekolonier i verden.
Som det sås på klippet fra slægtstræet, så er Kerguelen petrel og gadfly petrels - på dansk klægepetrellerne (endnu et grimt navn) nært beslægtet. Så egentlig skulle jeg tage fat på klægepetrellerne nu.
Men der er så mange af dem og en hel del har jeg lyst til at skrive om, så jeg vælger at gemme dem til sidst.
I stedet kaster jeg mig over Bulweria og Pseudobulweria.
Men der var ingen uoverensstemmelse. Det var mig, der forvekslede ordet extant med extinct.
En extant species er en nulevende art, der eksisterer i øjeblikket og har overlevet til i dag. Den er det direkte modsatte af extinct - det ord der betyder en uddød art, som er fuldstændig uddød.
Så kan jeg komme videre med ro i sindet.
Bulwers petrel
Som det ses på udbredelseskortet herunder, har arten en bred udbredelse i tropiske og subtropiske regioner i Atlanterhavet, Det Indiske Ocean og Stillehavet.
Den er en året rundt-standfugl i Kap Verde, Kina, Fransk Guyana, Indonesien, Japan, Malaysia, Mauretanien, Marokko, Sankt Helena, Ascension og Tristan da Cunha, Senegal og Taiwan. Den yngler på de Makaronesiske Øer og det kontinentale Portugal i Atlanterhavet; og fra det østlige Kina og Bonin-øerne, østpå til Hawaii-øerne, Marquesasøerne, USA's mindre ydre øer og Kiribati i Stillehavet.
Det var en lang smøre, men jeg syntes, det var interessant, at den var så udbredt.
Og så er den endda blevet observeret i Europa som en sjælden vagabond i Irland, Holland, Frankrig og Italien. Den er også optrådt som vagabond i Nordamerika, med sjældne observationer langt ud for kysten af både Californien og North Carolina og Australien.
Bolwers petrel blev formelt beskrevet i 1828 af naturforskerne Jardine og Selby, der opfandt det binomiale navn Procellaria bulwerii. Det specifikke tilnavn blev valgt for at anerkende kunstneren og naturforskeren James Bulwer, der havde indsamlet typeeksemplaret på øen Madeira.
Bulwers petrel er nu placeret i slægten Bulweria, der blev introduceret i 1843 af den franske naturforsker Charles Lucien Bonaparte. Arten er monotypisk: ingen underarter er anerkendt.
Denne meget langvingede petrel er 25-29 cm lang med et vingefang på 78-90 cm. Den har hovedsageligt brun fjerdragt og en lang, spids hale. Den kaldes da også spidshalet petrel.
Den har en flydende, vridende flugt, når den samler plankton op fra havoverfladen.
Den bygger reder i huler, vegetation, klippehuler/sprækker og under menneskeskabt affald og drivtømmer på land. Fuglen udgraver ikke selv disse huler.
Jouanins petrel (Bulweria fallax)
Artsnavnet fallax er latin og betyder "bedragerisk". Navnet refererer til, at den er ekstremt svær at skelne fra den nærtbeslægtede art Bulweria bulwerii - Bulwers petrel.
Jouanin-navnet kommer fra en fremtrædende fransk ornitolog Christian Jouanin, som var specialist i petreller og tidligere vicepræsident fra 1970 til 1975 for International Union for Conservation of Nature
Han beskrev og navngav denne sjældne havfugl i midten af 1955, efter at arten blev opdaget i det nordvestlige Indiske Ocean.
For mig at se er der ikke meget forskel på spidshalet petrel og Jouanins petrel udseendesmæssigt.
 |
| Jouanins petrel er da mindst lige så spidshalet |
Men udbredelsesmæssigt er der stor forskel.
Bulwers petrel findes i den lange række navne jeg opregnede, Jouanins petrel findes kun i det nordvestlige Indiske Ocean.
Men den er også blevet registreret ynglende på den ubeboeede ø Samhah, som ligger i Guardafui Channel ud for Afrikas Horn, men hører til Yemen.
Den kaldes da også den arabiske petrel.
 |
Guardafui Channel er markeret med mørk grå ved indgangen til Adenbugten. |
En tegning af den uddøde Olsons petrel (Bulweria bifax) fandt jeg på den polske udgave af Wikipedia og ikke andre steder. Ret spøjst. Hvorfor mon det kun var polakkerne og ikke andre, der kunne levere det.
Olsons petrel (Bulweria bifax) også kendt som den lille Sankt Helena-petrel eller Sankt Helena Bulwers petrel var endemisk for Sankt Helena.
Den uddøde sandsynligvis kort efter øens opdagelse i 1502 som følge af menneskelig jagt og prædation af introducerede dyr.
Artsnavnet bifax (latin bifax, bifacis – "to-ansigtet") blev givet på grund af ligheden med begge slægterne Bulweria og Pterodroma.
Den blev beskrevet i 1975 af Storrs L. Olson baseret på subfossile rester, indsamlet af Olson i 1971.
Storrs Lovejoy Olson (1944 – 2021) var en amerikansk biolog og ornitolog og en af verdens førende fuglepælontologer .
Med støtte fra Smithsonian Institute var Olson på Ascension Island og Saint Helena i 1970 og 1971, hvor han opdagede Saint Helena-hærfuglen og Saint Helena-petrellen.
Senere blev han fuglekurator på United States National Museum of Natural History
Som en af verdens førende fuglepælontologer var han imidlertid bedst kendt for sine studier af fossile og subfossile fugle på øer som Ascension, St. Helena og Hawaii.
Sammen med sin kone, som også var palæornitolog, beskrev han på Hawaii resterne af 50 uddøde fuglearter, der var nye for videnskaben, herunder nēnē-nui , moa-nalos , apteribise og Grallistrix.
Med så flotte navne har jeg bibeholdt linksene. Den sidste er en stylteugle.
Stylteuglen inspirerede til Pokémon-karakteren Decidueye
Pseudoebulweria er en dårligt kendt slægt, men anses for at være den mest truede havfugleslægt. 3 af de 4 nulevende arter er opført som kritisk truede af IUCN. Tahiti-petrellen ( Pseudobulweria rostrata ) er den mest kendte og den bedst studerede.
Rostrata betyder "næbbet" eller "med et næb". Det henviser til artens meget karakteristiske, kraftige og svulmende næb
Samlet set anslås arten at have 10.000-19.999 voksne individer med 20.000-30.000 individer i alt. Ifølge marine undersøgelser blev der anslået et fald på 35% i antallet af individer i det østlige tropiske Stillehav mellem perioderne 1988-1990 og 1998-2000.
Fuglene i denne slægt er generelt mørke petreller, men kan have hvide undersider. De er langvingede og flyver rundt med ret afslappede vingeslag og svæver meget. De tiltrækkes af artsfæller, men er ikke særlig tilbøjelige til at følge skibe. De nærmer sig ofte flydende bytte fra medvind og samler det op uden at lande på vandet eller under en kort landing, hvor vingerne holdes hævede.
 |
"'One of the world's rarest and most elusive birds has finally been seen flying in its natural habitat," sådan indledtes en artikel på Earth News i 2009.
"En af verdens sjældneste og mest flygtige fugle er endelig blevet set flyve i sit naturlige habitat."
Fuglen man var så glade for at spotte var Fiji-petrellen. Efter at have været "forsvundet i 130 år, blev den set flyvende til søs nær øen Gau i Stillehavet.
Fiji-petrellen ( Pseudobulweria macgillivrayi ), også kendt som MacGillivrays petrel, blev oprindeligt kendt fra et ungt eksemplar, der blev fundet i 1855 på Gau Island af naturforskeren John MacGillivray ombord på HMS Herald. Han bragte kadaveret til British Museum i London.
Den blev genopdaget i 1983, og siden da har der været yderligere 21 registreringer, herunder fangst og fotografering af en voksen i april 1984. Denne art er klassificeret som kritisk truet, da det ud fra antallet af registreringer udledes, at der kun er en lille bestand på under 50, der er begrænset til et meget lille yngleområde.
Fuglen beskrives som 30 cm lang, mørk med chokoladefarvede fjer, et mørkt øje og næb samt lyseblå pletter på fødderne. Den kan ses i farvandet omkring Gau-øen, men det menes, at den spreder sig til pelagiske farvande langt fra øen.
I maj 2009 blev de første fotografier af fuglen til søs taget cirka 25 sømil (46 km) syd for Gau-øen.
 |
| Foto fra 2014. De lyseblå pletter på fødderne ville jeg gerne have set. |
Dens sjældenhed og betydning er kendt af de lokale beboere i Gau, og den er afbildet på en fijiansk pengeseddel samt i logoet for det nu nedlagte Air Fiji . Den er beskyttet af fijiansk lov.
Becks petrel ( Pseudobulweria becki ) er en lille petrelart. Den er opkaldt efter den amerikanske ornitolog Rollo Beck. Den kaldes også lille Tahitipetrel.
Det er en overvejende mørkebrun petrel med en hvid underkrop og et stærkt hætteagtigt udseende. Meget lig den større Tahiti Petrel, men har et mindre, tyndere næb og mere rundede vinger. Den uberegnelige flyvestil er meget mere flydende og "flapperagtig" end Tahiti Petrels, som foretrækker at svæve uendeligt på lange, tynde vinger. Ligner Phoenix Petrel, men mangler en lys hals og en lys stang på forkanten af undervingen.
Den menes at yngle på små øer med høje bjerge omkring Melanesien . Den blev beskrevet i 1928 og har længe kun været kendt fra 2 eksemplarer.
 |
| De lilla pletter viser observationer af Becks petrel |
Omkring år 2000 blev der rapporteret om observationer af fugle, der muligvis har været Becks petreller, fra Bismarck-øgruppen og Salomonøerne. En israelsk ornitolog, Hadoram Shirihai, formåede endelig at bekræfte artens fortsatte eksistens. I 2003 havde han gjort nogle af de foreløbige observationer, og da han vendte tilbage til området i juli og august 2007, observerede og fotograferede han omkring 30 fugle, inklusive unger og voksne. En fugl, der for nylig var død, blev indsamlet som det tredje eksemplar, hvilket endelig gav et definitivt bevis på den mystiske petrels identitet. I februar 2010 landede en levende Becks petrel, desorienteret af skibets lys under en natflyvning, på et krydstogtskib (chartret til en fuglekiggertur) mellem New Zealand og New Guinea, og efter at være blevet nøje undersøgt, blev den sluppet levende løs den næste dag.
Ynglepladserne er stadig uopdagede. De fleste data tyder på en placering i den sydlige Bismarck-øgruppe, men petreller er notorisk migrerende og bevæger sig - som alle petreller - væk fra deres ynglepladser, ofte over betydelige afstande, men tilsyneladende først efter at ungerne har forladt reden. Hos de fleste petreller forlader forældrene ynglepladsen først.
Maskaren-petrellen (Pseudobulweria aterrima) er en mellemstor, mørk petrel, undertiden kendt som Maskaren-sort petrel.
Aterrima betyder helt kulsort.
Det er er en af verdens sjældneste og mest truede havfugle. Den lever og yngler primært på den franske ø Réunion i Det Indiske Ocean, hvor den bygger rede i bjergkløfter.
Den er kendt fra subfossile rester fra øen Rodrigues. Fra midten af det 20. århundrede, blev den anset for uddød, men siden 1964 har der været sjældne observationer af fugle i farvandet syd for Réunion.
To fugle blev fundet døde i 1970'erne.
 |
| Kortet viser, hvor maskaren-petrellen er observeret i 2012 og hvor deres yngleområder befinder sig. |
Nu er den kendt for at yngle i meget små antal i Grand Bassin - Le Dimitile Important Bird Area i Réunions bjerge.
 |
| Grand Bassin – Le Dimitile |
Grand Bassin – Le Dimitile er et 3000 hektar stort landområde på øen Réunion , et fransk territorium i det vestlige Indiske Ocean . Det ligger på de sydlige skråninger af det vulkanske massiv Piton des Neiges , og består af en skrænt gennemskåret af otte kløfter. Fra den sydøstlige rand af Cilaos- kalderaen , i en højde af 2350 m, strækker den sig nedad til en højde af omkring 550 m. Vegetationen er hovedsageligt blandet bjergskov ; de højere områder indeholder pletter af bare klipper, urer og busklandskab , mens de lavere skråninger delvist er skovryddede og er karakteriseret af indført vegetation, herunder noget landbrugsjord.
Stedet er blevet identificeret af BirdLife International som et vigtigt fugleområde (IBA), fordi det understøtter ynglende kolonier af mascarener-petreller og flere andrefugle, som er endemiske for Réunion.
Jeg fulgte linksene og blev fascineret af fuglene. Her er noget mere farve på end hos alle mine petreller, der enten er helt mørke eller helt lyse.
 |
| Mascarene paradise flycatcher (Terpsiphone bourbonnensis) er en fugleart i monarkfluesnapperfamilien (Monarchidae). Den er endemisk for Maskareneøerne Mauritius og Réunion. |
 |
| Réunion olive white-eye (Zosterops olivaceus) er en fugleart i familien Zosteropidae. Den findes på Réunion. |
 |
| Réunion grey white-eye (Zosterops borbonicus) er en lille spurvefugl fra familien Zosteropidae, som er hjemmehørende på øerne Réunion. |
 |
| Réunion stonechat (Saxicola tectes) er en art af bynkefuglene, endemisk for øen Réunion. |
 |
| Mascarene swiftlet eller Mauritius swiftlet (Aerodramus francicus) er en art af sejlere i familien Apodidae. |
 |
| Réunion bulbul (Hypsipetes borbonicus) er en art af bulbulfamilien af spurvefugle. Den er endemisk for Réunion. |
Sikke mange nye familier og arter, jeg her støtte på. Men jeg skal nok afholde mig fra at begynde at undersøge mere om dem.
Jeg må tilbage til Maskaren-petrellen.
Den er klassificeret som kritisk truet, da det ud fra antallet af registreringer udledes, at der er en ekstremt lille bestand truet af introducerede arter, såsom vildkatte og husrotter, og lysforurening. De trusler har vi efterhånden hørt om mange gange.
Offentlige oplysningskampagner resulterede i fundet af 58 maskarenepetreller mellem 1996 og 2021. Forskere fra Réunion rapporterede dette som en del af deres arbejde med at lokalisere ynglende kolonier ved hjælp af akustiske undersøgelser. De bemærker, at bestanden er faldende, men ved at lokalisere kolonierne kunne der implementeres bevaringsforanstaltninger.
Ja, der gøres meget for at beskytte truede arter - og det er sjovt så meget, der er at fortælle om arter, der "næsten ikke" findes.
Og så gemte jeg Tahitipetrellen Pseudobulweria rostrata til sidst. Den der er flest af i pseudobulweria-slægten.
Den har et stort udbredelsesområde:
Amerikansk Samoa, Australien, Fiji, Fransk Polynesien, Mexico, Ny Kaledonien, New Zealand, Salomonøerne, Tonga, Vanuatu og muligvis Cookøerne.
Mon du undrer dig over det samme som jeg?
Den hedder Tahitipetrellen, men Tahiti er ikke med på den ret lange liste over, hvor den lever. Men det er øen så alligevel, for den er hovedøen i Fransk Polynesien. Og det var på Tahiti, at Titian Peale i 1848 fandt og beskrev det første eksemplar af arten.
I 1838 gik Peale ombord på USS Peacock og fungerede som chefnaturforsker på USAs store udforskningsekspedition (1838-1842) ledet af løjtnant Charles Wilkes og derfor ofte også kaldt Willkes-ekspeditionen.
Er der en klokke, der ringer? Den har jeg omtalt i forbindelse med opdagelsen af nogle af Kiribatis øer.
I 1848 blev han fjernet fra lønningslisten for det videnskabelige korps. Spørg mig ikke hvorfor.
Tahitipetrellen kendes på sin kileformede hale, lange vinger og hals, lille hoved, sorte, kraftige og løgformede næb, mørkebrune øjne og mørk aflang krop med hvid bug. Deres undervinger har en svag hvid linje langs midten med lidt lysere svingfjer.
Dens artsnavn rostrata betyder "næb", "snude" eller "forende".
 |
| Løgformet? Det kaldes vist også et bulnæb. Tykt og kraftigt er det i hvert fald. |
Der er fundet vagabonder i Chile, Colombia, Costa Rica, Ecuador, El Salvador, Franske Sydterritorier, Guatemala, Indonesien, Japan, Kiribati, Marshalløerne, Nauru, Nicaragua, Niue, Norfolkøen, Nordmarianerne, Palau, Panama, Papua Ny Guinea, Peru, Filippinerne, Pitcairn, Samoa, Tokelau, Tonga, Tuvalu, De Forenede Staters ydre mindre øer og Wallis og Futuna.
Tahiti-petrellen kræver både terrestriske og marine systemer og findes ofte i både lavvandede og oceaniske marine habitater samt busk- og skovhabitattyper.
Når arten bygger rede, lægger den æg i store højder i bjerge eller skove. Dette forklarer dens præference for vulkanske øer, når den yngler. Tahiti-petrellen yngler hele året rundt, men de fleste nyfødte er flyveklare mellem juli og september. I Ny Kaledonien yngler P. r. trouessarti i sprækker og huler op til 500 m i højden. I andre områder kan arten lægge rede i op til 1.900 m højde.
Tahiti-petrellens kost er næsten ukendt, selvom der findes nogle observationsbaserede optegnelser over fødeindtag. Disse optegnelser beskriver, at fuglen griber byttedyr ved vandoverfladen i stedet for at dykke. For eksempel har de vist sig at jage havskøjteløbere og søger ofte føde, hvor der er andre havfugle og grindehvaler. Da disse petreller ikke dykker, indikerer tilstedeværelsen af dybhavsfisk i deres maver, at de søger ådselsadfærd på døde organismer eller griber arter om natten, når de migrerer lodret i vandsøjlen.
Tahitipetrellens vokalisering - lyde - er blevet grundigt undersøgt. Den har nemlig usædvanlig mange mange variationer i kaldsegmenter, som kan vise sex, følelser og individualitet.
Ud over de sædvanlige trusler fra lysforurening, rotter og vildkatte og dertil hunde og grise/vildsvin, der graver petrellerne ud af deres reder, så er Tahitipetrellen på Koniambo, New Caledonia: udsat for endnu en særlig fare.
Bjergene – især de nikkelrige ultramafiske områder – er stærkt udsatte for storstilet åben minedrift. Dette resulterer i direkte ødelæggelse af redebygninger, jordforringelse og vegetationstab. Udvikling af veje i bjergområdet øger rovdyrs adgang til Tahiti-petrellens ynglepladser, og minedriften fører til mulig indtagelse af skadelige materialer, hvilket mindsker ynglesuccesen.
Men KNS Mining Society pplanlægger faktisk at reducere minedriften i Koniambo-massivet i Ny Kaledonien.
Måske husker du også, at den kilehalede skråpe yngler de samme steder som Tahitipetrellen, og kommer de til en rede med Tahitipetrel-unger i reden, ja, så dræber de dem.
Slægten Procellaria er inden for Procellariinae-kladen bestående af Puffinus , Ardenna og Calonectris sammen (skråperne, som jeg tidligere har fortalt om) med en klade på 7-8 arter af små, tætbyggede petreller i Bulweria og Pseudobulweria .
- Inden for biologi og evolution refererer en klade til en gruppe af organismer, der omfatter en fælles forfader og alle dennes efterkommere.
Procellaria blev introduceret i 1758 af Carl von Linné i den tiende udgave af hans Systema Naturae. Procellaria kommer fra det latinske procella , der betyder "storm" eller "kuling"
Som det ses af oversigten, så finder vi de to Procellaria-årter på subantarktiske øer og op langs Sydamerikas vestkyst, en findes på Inaccessible Island mellem Sydamerika og Sydafrika, og to i et bælte mellem Australien og Sydamerika, den ene op mod det nordlige Sydamerika, den anden mod det sydlige Sydamerika.
Inden jeg går videre med fuglene, vil jeg fortælle om Inaccessible Island
Inaccessible Island ligger cirka 40 kilometer sydvest for hovedøen i Tristan da Cunha-øgruppen. Den er en del af øgruppen Tristan da Cunha, som er en del af Storbritanniens oversøiske territorium kendt som Saint Helena, Ascension og Tristan da Cunha.
Generationer af sømænd var forsigtige med den vanskelige landgang og det ugæstfri terræn. Deraf navnet. Inaccessible Island har været uden faste beboere siden 1873-
 |
| Sydkysten af Inaccessible Island set i 2024. Tristan da Cunha øjnes svagt til højre. |
Tristan da Cunha er kun tilgængelig ad søvejen via en seks-dages rejse fra Cape Town, Sydafrika. Havnen på Inaccessible Island giver kun adgang et par dage om året, og man skal have tilladelse til landgang af det lokale regeringskontor.
Inaccessible Island blev erklæret et naturreservat i 1976.
I 1997 blev reservatet udvidet til territorialfarvandet ud til 22 km. Og i I 2004 blev Inaccessible Island føjet til UNESCOs verdensarvsliste.
I øjeblikket er det kun guider fra Tristan, der har tilladelse til at tage besøgende krydstogtskibe med til Inaccessible. Tristan-øboerne har stadig tilladelse til at fange havfugle fra øen.
Inaccessible Island er hjemsted for den endemiske Inaccessible Island-rail, verdens mindste nulevende flyveløse fugl, som måler bare 13-15,5 cm og vejer 34-49 g.På dansk hedder den vandrikse. 
Arten blev først beskrevet i 1923 af den britiske kirurg Percy Lowe, en fugleelsker, der dengang ledede de ornitologiske samlinger på British Museum.
Lowe placerede fuglene i slægten Atlantisia, en henvisning til det mytiske Atlantis, og navngav arten rogersi efter pastor H.M.C. Rogers, en feltpræst på den nærliggende ø Tristan da Cunha, som var den første til at indsamle eksemplarer.
Han formodede, at fuglene var vandret til øen via en siden sunket landbro fra Afrika eller Sydamerika, men den senere opdagelse af pladetektonik udelukkede denne teori.
"Vi fandt tydeligvis, at fuglene ikke gik til fods," sagde hovedforfatter Dr. Martin Stervander, en postdoc-forsker ved Institute of Ecology and Evolution ved University of Oregon.
"De fløj eller blev hjulpet af flydende affald. Om de fløj hele vejen eller blev revet med af en storm og derefter landede på affald, kan vi ikke sige. Under alle omstændigheder lykkedes det dem at komme fra det sydamerikanske fastland til Inaccessible Island."
Ved hjælp af moderne sekventering af mitokondrie- og nukleart DNA samt fylogenetiske metoder forbandt Dr. Stervander og medforfattere øens rail til den sydamerikanske prikvingede revle (Porzana spiloptera).
Opdelingen skete for 1,5 millioner år siden, hvor railen koloniserede Inaccessible Island i en enkelt migration.
Deres genetik gør dem også til slægtninge til sorte revler (Laterallus jamaicensis), der findes i Amerika, og sandsynligvis Galapagos-revlen (Laterallus spilonota), som også har en reduceret flyveevne.
Og det viser sig, at Inaccessible Island-revlen trængte til et navneskift.
Forskerne anbefaler, at arten omklassificeres til slægten Laterallus, ligesom de beslægtede arter.
"Vi beklager at skulle foreslå, at vi fjerner det smukke navn, Atlantisia, som er noget, vi alle kan elske, men vi kan nu sige, at de nærmeste slægtninge til denne art er amerikanske fugle, der fik deres navn før Inccessible Island rail," forklarer Dr. Stervander.
"Da fuglene ankom til øen, fandt de tre rovdyrfri levesteder - græsarealer, træbregnemoser og skov - og rigelige fødekilder, herunder orme, møl, bær og frø."
"Kort efter havde de tilbagetrukne fugle ikke længere brug for stærke vinger for at overleve og udviklede sig til en flyveløs art."
Derudover findes der ppå Inaccessible Island en lang, lang række fugle. Nordlige klippehopperpingviner, Tristan-albatrosser, sodalbatrosser, atlantiske gulnæsede albatrosser, brednæbbede strandsvaler, blødfjerede petreller, brillepetreller, store skråper, små skråper, hvidhovedede stormpetreller, hvidbugede stormpetreller, antarktiske terner, Tristan-drosler og Inaccessible Island finch - på danske Tristan-finker.
Jeg fortsætter med "mine" fugle.
Den grå petrel har mange navne: Grå petrel ( Procellaria cinerea ), brun petrel , pediunker eller grå shearwater. Den blev formelt beskrevet i 1789 af den tyske naturforsker Johann Friedrich Gmelin under det binomiale navn Procellaria cinerea . Gmelins beskrivelse var baseret på den "cinereous fulmar", der var blevet beskrevet af den engelske ornitolog John Latham i 1785.
Cinerea stammer fra det latinske cinereus , der betyder "askegrå" eller "askefarvet".
De to mænd Gmelin og Latham har jeg tidligere nævnt. Nu kom de så på banen igen. Jeg har stadig et blogindlæg i tankerne, som skal handle om dem.
Den grå petrel er en stor grå, hvid og brun petrel . Den er i gennemsnit 50 cm lang, har et vingefang på 115-130 cm og vejer omkring 1.000 g.
På e-Bird præsenteres den grå petrel således (nedslående):
En passende navngivet kraftig petrel, karakteristisk med sin kedelige farve og mangel på mønstre. Sølvgråbrun overside, med en hvid mave og lys hals. Undervingen er mørk og umærket. Næbbet er lysegult med mørke konturer. En simpel tofarvet farve adskiller denne art fra andre petreller, og kraftige proportioner og en kortnæbbet profil adskiller den fra lignende udseende lirefugle.
Den har en brunlig-grå kappe , ryg, overhaledækfjer og overvinger. Maven er hvid, og undervingerne og underhalen er askegrå. Den har et gulgrønt næb og lyserød-grå fødder.
Men jeg fandt også et foto, hvor den virkelig er grim.
Herover ses dens udbredelsesområde.
Og herunder Og herover en opgørelse over antal par på dens foretrukne øer. Hvordan man når frem til 400 000 par er lidt uforklarligt. Men mon ikke tallene her kun angiver ynglende par og dertil kommer så alle de endnu ikke ynglende?
Fælles for dem er at de ligger meget ensomt og er ubeboede bortset fra videnskabsmænd og ansatte ved meteorologiske stationer.
Øgruppen Antipoderne, som er hjemsted for langt de feste grå petreller, knap 49 000 par, blev oprindeligt kaldt Penantipoderne, hvilket betyder 'ved siden af antipoderne', fordi den ligger tæt på Londons antipoder. Med tiden er navnet blevet forkortet til Antipoder. De faktiske antipoder på midten af hovedøen ligger lige ud for den nordøstlige spids af Cherbourg-halvøen i Normandiet, Frankrig.
I 1955 overvejdede det britiske admiralitet at benytte Antipoderne til atomprøvesprængning.
På det tidspunkt havde Storbritannien sprængt 12 atombomber plus 11 mindre atombomber i fjerntliggende dele af Australien og ledte efter et nyt sted at teste sin enorme potentielle brintbombe.
Den australske regering havde ingen betænkeligheder ved at være vært for yderligere atombombetests, men trak grænsen ved brintbomber.
Premierminister Sidney Holland var ikke begejstret for dette forslag, da han mente, at en brintbombe på Antipodeøerne kunne underminere hans muligheder ved det kommende nationale valg.
Året efter mente det britiske forsvarsministerium, at Kermadec-øerne 1000 km nord for New Zealand måske ville være et bedre sted. Storbritanniens nye premierminister, Antony Eden, skrev til Sidney Holland for at bede om tilladelse til at bruge Kermadec-øerne, men trods pres fra den britiske regering stod Holland fast. Han ønskede ikke, at brintbomber skulle eksplodere i New Zealands farvande.
Anthony Eden skrev, at han var skuffet over Hollands svar, da han "ikke følte sig i stand til at hjælpe os". Ord vi også hører i dag - fra en anden regering.
At Sidney Holland stod fast hjalp ham ikke personligt. Han tabte valget i 1957.
Hvidhaget petrel ( Procellaria aequinoctialis ). Aequinoctialis betyder "ækvatorial" eller "jævndøgn" på latin. Det refererer til det ækvatoriale Atlanterhav, hvor Carl von Linné oprindeligt beskrev arten i 1758.
Den hvidhagede petrel er endnu en art, der kun er ganske kortfattet omtalt på nettet. Men en beskrivelse kan man da altid finde.
Almindelig, ret stor mørk petrel i Sydhavet; regelmæssig trækfugl nordpå i Humboldtstrømmen. Ser normalt helt sortlig ud med et blegt, elfenbensfarvet næb - den hvide hage består ofte af kun et par fjer. Hvidhaget er tydeligvis større end mørknæbbet Sodskråpe og meget mindre end kæmpepetreller, som har enorme lyse næb. Den blege næbspids adskiller Hvidhaget fra lignende Vestlands- og Parkinsonspetreller, som har mørk næbspids.
 |
| Petrellen med den lille hvide hageplet. |
Den hvidhagede petrel bruger mange øer i ynglesæsonen. 2.000.000 par yngler på South Georgia , mellem 175.000 og 226.000 par er på Kerguelenøerne og 100.000 par på Disappointment Island . Nogle yngler også på Crozetøerne , Prince Edwardøerne , Campbelløerne , Aucklandøerne , Antipodesøerne og Falklandsøerne .
En del af øerne genkender du fra den grå petrels tilholdssteder.
I ikke-ynglesæsonen flyver petrellerne fra den antarktiske pakis til subtroperne.
I 2020 blev den hvidhagede petrel registreret som vagabonder så langt væk som i Storbritannien, hvilket var den anden registrering af denne art i Nordatlanten.
Og så er dens kald beskrevet. Det finder jeg ikke så ofte.
Kaldene er hovedsageligt høje, skingre fløjter ti-ti-ti eller wik-wik-wik og lavere støn ooo-er og or-wik.
Så ved vi da det.
Brillepetrellen Procellaria conspicillata blev formelt beskrevet i 1844 af den engelske ornitolog John Gould. Conspicillata kommer fra latin conspicillum, der betyder "sted at se fra" og dermed "brilleforsynet"
Den er en stor, cirka 55 cm lang, overvejende sort petrel . Den har hvide bånd omkring øjnene, og dens næb er gult.
Brillepetrellen blev tidligere ofte betragtet som en underart af hvidhaget petrel.
I 1998 argumenterede den sydafrikanske ornitolog Peter G. Ryan for, at brillepetrellen skulle betragtes som en separat art, da de to taxa ikke kun adskilte sig i deres fjerdragt, men også i deres vokalisering. Brillepetrellen er lidt mindre, yngler tidligere, og ynglestedet på Inaccessible Island ligger næsten 10 grader længere nord end noget ynglested for hvidhakket petrel. Efter offentliggørelsen af denne artikel er brillepetrellen blevet behandlet som en separat art.
Brillepetrellen ( Procellaria conspicillata ) yngler kun på det høje vestlige plateau af Inaccessible Island i den sydatlantiske Tristan da Cunha -gruppe. Det er en af de største petreller, der yngler i huler. Fuglene graver hulerne i bredden af vandløb og i sumpede områder. Ægget er et enkelt hvidt æg med en gennemsnitlig størrelse på 81 mm × 55 mm og en vægt på 130 g.
Brillepetrellen er truet af interaktioner med langlinefiskeri , som dræber hundredvis af fugle hvert år.
At petreller er truet af langlinefiskeri er nævnt ved rigtig mange petreller. Så jeg kunne have omtalt det langt tidligere. Men nu blev det nu.
Langlinefiskeri er ekstremt farligt for petreller (og andre havfugle som albatrosser), fordi fuglene tiltrækkes af fiskebådenes affald og det madding, der bruges på krogene.
Når fiskebåde sætter de lange liner ud, dykker fuglene efter det lette bytte, der sidder på krogene. Når fuglen sluger krogen med maddingen, bliver den enten kroget fat i næbbet eller svælget. Når linen strammes eller synker, trækkes fuglen med ned i dybet og drukner. Udover selve linefiskeriet sker det ofte, at fugle rammer de tunge stålkabler (såkaldte trawl warps), der trækker fiskeredskaberne, hvilket kan slå dem ihjel eller kvæste dem.
Fænomenet kaldes ofte for bifangst, og det er en af de primære årsager til, at flere arter af petreller og albatrosser i dag er truede. Mange steder kræver myndighederne i dag, at fiskere bruger afskrækkende remedier (såsom streamer lines, også kendt som tori lines) bag bådene, som blafrer i vinden og holder fuglene væk fra de farlige kroge, når linerne sættes ud
Der arbejdes på at vedtage de bedste praksis for afbødende foranstaltninger i fiskeriet inden for denne fugls udbredelsesområde ved hjælp af f.eks. Aftalen om Bevarelse af Albatrosser og Petreller.
 |
| Logo for Bevarelsen af Albatrosser og Petreller |
Westland-petrellen er en af de største af burrow-nesting petreller. Den har en mørk sortbrun farve med sorte ben og fødder. Den har et lysegult næb med en mørk spids.
Westland-petrellen blev først beskrevet af den newzealandske ornitolog Robert Falla i 1946 under navnet Procellana parkinsoni westlandica.
Westland-petrellen blev identificeret i 1945, efter at eleverne på Barrytown School skrev til Falla, da han dengang var direktør for Canterbury Museum.[4] De havde hørt om den sodbede lire/fårefugl i en radioudsendelse, men bemærkede, at 'fårefuglenes' adfærd i deres område var helt anderledes.[4] De sendte også Falla en død fugl, og inden for et par uger besøgte han vestkysten. I starten mente han, at vestkystfuglene var en underart af den sorte petrel (Procellaria parkinsoni), men den blev hurtigt klassificeret som en separat art. Hannens holotypeeksemplar, indsamlet i Barrytown den 29. april 1946, opbevares på Canterbury Museum.
Vestlandspetrellen er vinterynglende og ankommer til deres ynglepladser årligt i slutningen af marts eller begyndelsen af april for at forberede deres huller til redebygning. Kolonierne bemærkes at være meget højlydte omkring tre uger før redebygning, i den periode hvor kurtisering og parring finder sted.
Vestlandspetrellen er en af de få petrelarter, der stadig yngler på fastlandet. Deres store størrelse og aggressive adfærd har bidraget til at sikre, at de kan modstå rovdyr, der ville angribe mindre arter.
De eneste kendte ynglekolonier af Westland-petrel findes i New Zealand, i et lille område med skovklædte kystnære bakker mellem Barrytown og Punakaiki på Sydøens vestkyst. Vestlandspetreller yngler i huller gravet 1 til 2 meter ned i bjergsiden, ofte på en stejl skråning og er sårbare over for skader som følge af jordskred og træfald.
Der er omkring 29 petrelkolonier i yngleområdet. Hver koloni har mellem 50 og 1000 huller. Kolonier kan være placeret hvor som helst fra 50 til 200 meter over havets overflade. Det samlede areal af alle ynglekolonier tilsammen er kun omkring 16 hektar.
Men selv om veslandspetrellen kan forsvare sig mod mindre rovdyr, så er der farer ved at yngle på land - og i nærheden af mennesker.
Prædation fra vildsvin og omstrejfende hunde er blandt de største trusler mod vestlandspetreller i ynglekolonierne. Grise er en særlig alvorlig trussel, fordi de potentielt kan ødelægge en hel redekoloni. Der har været rapporter om, at jægere bevidst har sluppet grise fri i områder tæt på kolonierne. Omstrejfende hunde er også en betydelig trussel, fordi bosættelsen Punakaiki kun ligger 2,5 km fra kolonierne.
Andre rovdyr såsom lækatte, rotter og wekaer kan angribe i ynglesæsonen, når fuglene er på land, og jage både voksne fugle og kyllinger i hulerne. Kvæg og geder kan trampe huler ned og give adgang til rovdyr som wekaer, der ellers ikke ville have været i stand til at nå dem.
Wekaen er en stor flyveløs rail, endemisk for New Zealand.
 |
| Weka har en bred vifte af levesteder fra klippefyldte kyster og klitter til subalpine græsarealer. |
Wekaer selv har mange trusler. De bliver dræbt af kærhøg, hunde, katte, fritter og lækatter og kan også blive hårdt ramt af mangel på føde under tørke. Rotter og pindsvin kan spise deres æg. Andre introducerede pattedyr (possumer, kaniner, geder, hjorte og wallabyer) konkurrerer også om deres fødekilder ved at gennemsøge skove og ændre sammensætningen af skovens bladaffald. Wekaer bliver påvirket af rydning af vegetation og tab af tætte vegetationskorridorer. Mange bliver dræbt af køretøjer.
Westland-petrellerne - især de unge - bliver nemt desorienteret af skarpt lys. På New Zealand har man derfor omstillet til LED-gadebelysning i Greymouth, og fra 2021 har det newzealandske transportagentur (Waka Kotahi) slukket gadebelysningen på State Highway 6 i Punakaiki på Sydøen i den periode, hvor de unge fugle forlader hulerne.
De samme forholdsregler har man taget på den nordøstlige kyst af Sydøen - her for at beskytte Hutton-skråpen. (Som jeg har fortalt om i et tidligere indlæg.)
Men så er Vestlandspetrellen også udsat for en negativ menneskelig indgriben.
I 2021 ansøgte det australsk ejede Barrytown Joint Ventures Ltd om tilladelse til at udvinde ilmenitsand på 114 hektar privat jord på Barrytown Flats mellem Canoe Creek og Deverys Creek. Over otte år ville op til 156.000 tons sand om året blive udvundet til en dybde på 10-15 m, 24 timer i døgnet, og forarbejdet på stedet, hvorefter malmen skulle transporteres til Westport eller Greymouth til eksport. Lokalbefolkningen havde udtrykt bekymring over støj, lysforurening, tung køretøjstrafik og Westland-petreller, der blev tiltrukket af lys. I februar 2022 afslog Grey District Council og West Coast Regional Council en ansøgning om at udvinde 5.000 tons ilmenitsand om ugen med henvisning til miljøhensyn, herunder de potentielle virkninger på følsomme vandveje og risiciene for Westland-petreller fra køretøjsaktivitet og lys forbundet med minedriftsprojektet. I oktober 2024 blev der givet tilladelser til minedriften efter afgørelse i en klage. Tilladelserne giver mulighed for minedrift i en 12-årig periode og udvinding af 4,8 millioner tons mineralsand over et område på 63 ha. I fuld produktion vil minedriften resultere i et gennemsnit på 50 lastbiler om dagen, der kører mellem stedet og enten Greymouth eller Westport.
Så det lyder som et skridt frem og to tilbage for vestlandspetrellen.
Den sorte petrel (Procellaria parkinsoni), (maori: tāiko), også kaldet Parkinsons petrel, er en mellemstor petrel på 46 cm, og dermed den mindste af Procellaria-artenmen. Dens fjerdragt er helt sort, ligesom dens ben og næb, dog har næbbet lyse partier på næbbet.
 |
| N.Z B.o.t.w New Zealand Bird of the week |
Sorte petreller findes fra Australiens østkyst helt til Sydamerikas kyst mellem Mexico og Peru og Galapagosøerne. Hunner og hanner søger føde separat og på forskellige steder – det vides ikke hvorfor
Arten er en endemisk ynglende art i New Zealand. Den ses ofte i den ydre Hauraki-bugt fra oktober til maj. Navnet Hauraki lyder japansk, men det er en bugt på Nordøen af new Zealand.
Ynglen er nu begrænset til hovedkolonien på Great Barrier Island (ca. 5000 fugle i løbet af sommeren, inklusive ca. 1300 ynglende par og 1000 "pre-breeders", der søger mage) og en lille koloni på ca. 250 fugle på Little Barrier Island.
Ud over ynglende fugle er der sandsynligvis yderligere 6000 unge fugle og ikke-ynglende fugle til havs
Voksne fugle vender tilbage til kolonien i midten af oktober for at rense huler, parre sig og parre sig med den samme partner. Parrene tager derefter på "bryllupsrejse" og vender tilbage til kolonien igen i slutningen af november, når hunnerne lægger et enkelt æg. Begge fugle deler rugeperioden på ægget i 57 dage.
Kun 10% af de flyvefærdige kyllinger overlever deres første år. Unge fugle forbliver til søs i det vestlige Stillehav i 3-4 år, indtil de er klar til at yngle. Overlevelsesraten er 46% i denne periode mod 90% for fugle over 3 år. Ved omkring fire års alderen flyver ynglefugle tilbage til kolonien for at finde en mage, hvilket kan tage en eller to sæsoner.
En flyvefærdig fugl har en 1 ud af 20 chance for at nå ynglealderen (4+ år) og skal yngle 20 gange med succes bare for at erstatte den nuværende population.
Et hold af biologer har tracket 14 unge sorte petreller.
Efter at forældrene havde passet dem en tid, kom dagen ´hvor de tog afsted og efterlod ungerne alene. Efter ca. to uger var ungerne klar til også at tage af sted.
"One night, [individuals] decide it's time to go," skriver McArthur, en af biologerne.
Han fortsætter: "De finder et praktisk træ ... og klatrer op i det. Det er ret bizart at se en havfugl klatre i et træ. Så kaster de sig ud i luften. Indtil nu har de unge sorte petreller aldrig fløjet. Nogle svæver med det samme. Andre styrter ned. Efter et stykke tid finder de et andet træ at klatre i og prøver igen. Nogle kaster sig ud fra klipper. Når de først er i luften, begynder de straks at flyve mod Galapagosøerne. De roder ikke rundt.”
Han og hans kolleger hos Southern Seabird Solutions Trust og finansiereren af dette projekt, Auckland Zoo Charitable Trust, havde forventet, at de unge fugle ville blive i Hauraki-bugten i et stykke tid og lære at flyve og spise selv. I stedet er deres jomfruflyvning en 12.000 km lang flyvning. I det mindste var det den for 14 mærkede fugle.mDe fløj uafhængigt, men fulgte samme rute – stort set stik østpå. Efter at have passeret Påskeøen drejede de nordpå mod øerne ud for Ecuador.
Man ved ikke, om fuglene stopper under trækket. Senderudstyret er ikke fint nok skaleret til det. Men mange trækfugle kan sove i flugten.
Efter ankomsten til Galapagosøerne og langs Sydamerikas vestkyst vil de unge fugle blive i området i to eller tre år. I al den tid kommer de ikke på land.
 |
| Satellitsenderen, der er fastgjort til en sort petrel, er designet til at falde af, når batteriet er dødt, efter cirka 12 uger. |
Den sorte petrel blev formelt beskrevet i 1862 af den engelske zoolog George Robert Gray i en liste over fugle fra New Zealand. Artsbetegnelsen parkinsoni blev valgt for at ære kunstneren og samleren Sydney Parkinson.
Sydney Parkinson (1745 – 1771) var en skotsk botanisk illustrator og naturhistorisk kunstner. Han var den første europæiske kunstner, der besøgte Australien, New Zealand og Tahiti.
 |
| Sydney Parkinson |
Sammen med en kunstnerkollega, Peter Paillou, arbejdede Parkinson for Banks på sidstnævntes samlinger fra hans rejse til Newfoundland og Labrador i 1766. Han lavede tegninger og akvareller af dyr, fra eksemplarer konserveret i alkohol eller udstoppede fugle.
Parkinson blev ansat af Joseph Banks til at rejse med ham på James Cooks første rejse til Stillehavet i 1768, i HMS Endeavour. Parkinson lavede næsten tusind tegninger af planter og dyr indsamlet af Banks og Daniel Solander på rejsen. Han måtte arbejde under vanskelige forhold og bo og arbejde i en lille hytte omgivet af hundredvis af eksemplarer. På Tahiti blev han plaget af sværme af fluer, der åd malingen, mens han arbejdede.
Da Banks planlagde en rejse til Sverige for at møde Linné i Uppsala og se Lapland, havde han til hensigt at tage Parkinson som sin tegner. Men Parkinson døde til søs på vej til Cape Town af dysenteri, som han pådrog sig på Princes' Island ud for den vestlige ende af Java. Banks betalte hans udestående løn til sin bror.
Vildtlevende katte kan dræbe voksne sorte petreller og deres kyllinger på jorden eller ved reden . Der har ikke været nogen specifik beskyttelse af kolonien på Great Barrier Island. Department of Conservation i Whangapoua-bassinet har dog opstillet fælder for katte. Der findes kiore- og skibrotter på øen, men den lille kiore - også kaldet den polynesiske rotte eller stillehavsrotte - kan ikke spise sig igennem et sortsvaleæg.
Sød ser den næsten ud - i forhold til de rotter, vi har i Danmark, men den har lavet mange andre ulykker.
Arten har været impliceret i mange af de udryddelser , der fandt sted i Stillehavet blandt de indfødte fugle og insekter; disse arter havde udviklet sig i fravær af pattedyr og var ude af stand til at klare det prædationstryk, som rotten udgjorde. Denne rotte kan også have spillet en rolle i den fuldstændige skovrydning af Påskeøen ved at spise nødderne fra det lokale palmetræ Paschalococos og dermed forhindre genvækst af skoven.
Kioren kan ikke svømme over lange afstande, så den betragtes som en betydelig markør for de menneskelige migrationer over Stillehavet, da polynesierne ved et uheld eller bevidst introducerede den til de øer, de bosatte sig på
Risikoen for sortsvalens overlevelse fra en enkeltstående begivenhed(er) er betydelig på grund af begrænset habitat for yngling / dvs. et enkelt sted på Hirakimata på Great Barrier Island (for eksempel brand, stormskader eller rovdyrinvasion i hovedkolonien). På Great Barrier Island er vildsvin kendt for at grave huler op og spise æg og kyllinger – i et eksempel i 1996 ødelagde grise 8 huler i én hændelse.
Undersøgelser fra Fiskeriministeriet viser, at sortpetrellen er den mest udsatte havfugl i New Zealand fra kommercielt fiskeri, og det anslås, at mellem 725 og 1524 fugle kan være blevet dræbt hvert år i perioden 2003 til 2009.
Så nåede jeg sandelig til vejs ende.
Men ved vejs ende er jeg alligevel ikke. For jeg gemte Pterodroma-slægten - gadfly-petrellerne (klægepetreller). Men det var faktisk med velberådet hu. For i Procellariidae-familien findes også Hydrobatidae-slægten, Stormsvalerne. Og de passer faktisk fint sammen med Pterodroma-slægten, så de to grupper slår jeg sammen og giver deres eget fælles indslag.
Har du mod på mere om de nævnte petreller, så ligger der her en grundig rapport om Maskaren-petrellen og sammenligninger med adskillige af de andre petreller.
