Forleden, den 1. september, kunne Deidre Vercoe, mangeårig og internationalt anerkendt leder af det newzealandske Kākāpō Recovery Programme under landets naturforvaltning, Department of Conservation (DOC), melde ud, at der i år er født hele 90 kākāpō-kyllinger af 84 hunner i ynglealderen efter parring med 52 hanner. Dermed er antallet af kākāpō-papegøjen nået op over 300, for førstegang i 75 år. Senest i 1951 mener man bestanden havde et sådant niveau.
Det var 4 år siden kākāpōerne sidst havde ynglet, så glæden var stor.
Dette er ikke sket af sig selv ved naturens orden eller ved guddommelig indgriben, men ved newzealandske forskere og naturbeskytteres intense og vedholdende arbejde.
Dette blogindlæg skal handle om de højteknologiske midler og metoder, der anvendes til beskyttelse af arten.
Da kākāpōerne i 1980-erne var bragt til Little Barrier Island, hvor man mente, de havde ideelle levevilkår uden fjender, undrede man sig over, hvorfor de ikke ynglede.
På en eller anden måde fandt man frem til, at det skyldtes mangel på rimu-frugter, og de blev flyttet sydpå, hvor rimutræerne pga. et varmere klima har bedre betingelser.
Kākāpōerne yngler hvert andet eller hvert fjerde år, men kun hvis der er rigelig med rimufrugter.
Forskere fandt ud af, at grøn rimu-frugt indeholder fytoøstrogener, der kan hæve østrogenniveauet i blodet hos hunner og fremme æg- og sædproduktion. At spise den rigelige forårsfrugt signalerer et kommende fødevareboom, som vækker fuglenes reproduktionscyklus, og de modne bær er unikt rige på D-vitamin og calcium, hvilket giver de nødvendige næringsstoffer til æggeskaller og voksende kyllinger.
Denne viden har ført til intens forskning af rimutræerne cyklusser.
Naturbevarere fra New Zealand Department of Conservation (DOC) overvåger sommertemperaturerne nøje. For rimu-træets cyklus styres af temperaturen. Hvis en sommer er usædvanlig varm, efterfulgt af en koldere sommer det næste år, udløser det en hormonel respons i træerne.
Denne temperaturmodel gør det muligt for forskere at forudsige et såkaldt "mast-år" (en enorm overproduktion af frugt) op til to år i forvejen. Dette giver bevaringsteamet tid til at søge fonde, planlægge logistik og koordinere frivillige.
Før ynglesæsonen for alvor går i gang, foretager feltbiologer fysiske målinger i skoven.
Naturbevarere klatrer op i rimu-træernes kroner for at tælle mængden af mikroskopiske frugtknopper på grenene. Erfaring viser, at hvis over 8-10 % af grenspidserne bærer frugt, vil kākāpøerne begynde at yngle. Under det store "mega-mast"-år i år bar hele 50–60 % af spidserne frugt. Det indikerede, at stort set alle voksne hunfugle ville lægge æg.
 |
| Kakapoerne skal klatre højt op for at få fat i rimubærrene |
Når rimu-træerne begynder at udvikle umodne grønne frugter om foråret (september/oktober på den sydlige halvkugle), reagerer fuglene. ((3-4 måneder før klækning)
Kemiske indholdsstoffer i de umodne rimu-bær stimulerer kākāpøens hormoner og ægproduktion. Hannernes parringskald ("booming") begynder i takt med, at de feder sig op på bærrene.
Selve klækningen af æggene er finjusteret af naturen til at ramme det tidspunkt, hvor rimu-frugterne modnes helt (omkring februar/marts).
Modne rimu-bær med deres ekstreme rigdom på vigtige næringsstoffer, herunder D-vitamin og calcium, er den eneste føde, som kākāpø-moderen kan fodre sine unger med, for at de kan vokse og udvikle et stærkt skelet.
Klækningen falder sammen med at rimubærrene modnes.
Hver kylling har brug for 1/2 kg bær pr. dag/ nat. Bærrene vejer omkring en tiendedel gram, så det er 5000 bær, som moderen skal samle til hver kylling hver nat.
Se evt. et videoklip med rimutræer, bær og kyllinger.
Hvis det er et dårligt mast-år, eller hvis frugterne ikke modner ordentligt, risikerer ungerne at sulte. Naturbevarerne står derfor klar med supplerende specialfoder direkte ved rederne. I vilde mast-år minimerer de dog menneskelig indblanding for at lade fuglene ruge naturligt.
Biologerne stiller også foderkasser op i skoven til voksne fugle. Disse foderkasser har indbygget mikrochips, der scanner fuglenes vægt og identitet, når de træder op på dem. Kassen åbner kun for de fugle, der har brug for det ekstra hormon- og vitaminboost.
Fodringen skal afpasses nøje, for får en hun for meget god mad, føder hun flest hanner - og der er jo brug for hunner også. Så fodringen skal afpasses, så den i størst mulig grad afspejler, hvad naturen ville tilbyde i gode år - og ikke for meget mere.
Forskere og ernæringseksperter har udviklet en helt særlig højteknologisk foderpille (kaldet Harrison's HPC-pellets). Pillen er fyldt med de specielle østrogen-lignende stoffer (fytoøstrogener) og ekstreme mængder D-vitami, designet til at give præcis det samme biologiske los, som de ægte rimu-bær giver.
Virker Harrison's HPC-pellets? Både ja og nej. Pillerne har vist sig at gøre hunnerne meget sundere, og de lægger markant større kuld af æg, når de endelig yngler. Men naturen er svær at snyde helt: Pillerne alene er endnu ikke nok til at få dem til at yngle i de år, hvor rimu-træerne slet ikke bærer frugt. Derfor forsker forskerne stadig på livet løs i det præcise kemiske signalstof, der kan "tænde" for fuglenes ynglelyst.
Da hvert eneste æg og hver eneste unge er utroligt værdifulde, benytter vogterne sig af en kombination af ekstremt friluftsliv, smart teknologi og højtuddannede hunde for at beskytte dem. Kākāpō-vogtere arbejder døgnet rundt!
Hver eneste levende kākāpō i verden bærer en lille, højteknologisk radiosender, der sidder som en rygsæk mellem deres vinger. Den vejer under 40 gram, så den generer ikke den tunge fugl. Og hver eneste fugl har navn.
Disse rygsække er spækket med smart teknologi:
Senderen har indbygget en sensor, der tæller fuglens bevægelser. Biologerne bevæger sig rundt med antenner, der opfanger signaler fra fuglene (kaldet radiotelemetri). Senderne sladrer med det samme, hvis en fugl holder op med at bevæge sig.
Hvis en fugl ikke har bevæget sig i mange timer, sender rygsækken et særligt "døds-signal" (mortality signal). Så ved rangers, at fuglen enten er syg eller død og har brug for akut hjælp.
Naturforvaltere bruger hunde til at finde vilde kākāpōer, hvis radiohalsbånd er gået i stykker, eller til at opspore snedige unger, der har forladt reden og gemt sig dybt inde i de tætte bregner.
Det er næsten umuligt for mennesker at finde kākāpōer. Som vi ved, ligner deres fjerdragt grønt mos på en prik, de står helt stille, når de bliver bange, og de kommer kun frem om natten. Her kommer specialtrænede naturbevaringshunde ind i billedet.
Disse hunde er trænet til at ignorere alle andre dyr (som f.eks. kiwier eller sæler) og udelukkende fokusere på den unikke, sødlige og moskusagtige duft af en kākāpō.
For at sikre, at de aldrig ved et uheld kommer til at bide eller skade den flyveudygtige papegøje, bærer hundene sikre trådmundkurve, mens de arbejder.
Når en hund får færten af en fugl, sætter den ikke efter den. I stedet følger den omhyggeligt duftsporet, peger snuden mod busken, hvor kākāpōen gemmer sig, og står helt stille for at vise naturforvalteren, hvor vedkommende skal kigge hen.
.
 |
| Uden hjælp fra hundene, ville kakapoen være vanskelig at finde i den grønne vegetation |
I ynglesæsonen forvandler vogterne sig til dedikerede "barnepiger" i vildmarken, der er på vagt døgnet rundt. De slår lejr dybt inde i skoven, lige ved siden af de vilde reder.
Vogterne placerer sensorer - usynlige, infrarøde lysstråler ved indgangen til reden og små, skjulte kameraer i redehullerne. Når kākāpō-hunnen forlader reden om natten for at finde føde, lyder et signal, der giver vogterne besked på deres håndholdte enheder.
Så snart moderen forlader reden, skynder vogterne sig derhen. De lægger en særlig varmemåtte over æggene for at holde dem tilpas varme, mens moderen er væk.
Vogterne holder øje med videobillederne fra deres telte i nærheden og de er klar til at gribe ind, hvis moderen f.eks. ved et uheld træder på æggene eller maser en unge.
Hver nat vejer vogterne forsigtigt ungerne, tjekker deres vejrtrækning og sikrer sig, at de vokser, som de skal. Hvis en unge har det svært, bliver den fløjet til et hospital for vilde dyr, hvor den får intensiv pleje.
Rygsækkene bruger meget lidt strøm og kan holde i op til 3-5 år, før rangers behøver at fange fuglen for at skifte batteriet. Men det kan være en nervepirrende opgave at fange en kākāpō.
Da en kākāpō ikke kan flyve, lyder det måske nemt at fange den. Men fordi stress kan gøre dem syge, foregår det efter en helt præcis og rolig plan.
Rangers venter ofte til det bliver mørkt, hvor kākāpōen er vågen og aktiv. Ved hjælp af signalet fra fuglens rygsæk kan rangere spore sig ind på præcis, hvilket træ eller hvilken busk fuglen sidder i.
Når de er helt tæt på, bevæger rangerne sig musestille. Kākāpōens naturlige forsvar er at "fryse" – den sidder fuldstændig ubevægelig og stoler på, at dens grønne fjercamouflage gemmer den. Det udnytter rangerne.
En ranger sniger sig helt tæt på bagfra og kaster forsigtigt et blødt håndklæde over fuglens vinger og hoved. Dette mørklægger fuglens udsyn, hvilket øjeblikkeligt gør den rolig og forhindrer den i at flakse rundt.
Mens én ranger holder fuglen roligt i skødet (ofte mens den får lov at bide i en lille pind eller en behandsket finger for at afreagere), skifter den anden ranger lynhurtigt rygsækken. Hele operationen tager ofte under 10 minutter, hvorefter fuglen sættes forsigtigt ned og vralter videre i skovbunden.
Og nu bliver det højteknologisk - ren science fiction.
Hvis en mor forlader reden for længe på en kold nat, træder forskerne lynhurtigt til. De sniger sig hen til reden og bytter de rigtige æg ud med "smarte" kunstige æg. Højteknologiske, 3D-printede plastik-æg. Snyde-æggene kan afgive varme, så reden holdes lun. De rigtige, sårbare æg bliver båret forsigtigt over i en topmoderne rugemaskine i biologernes forskningslejr. Her ligger de i perfekt kontrolleret varme, så de ikke tager skade af kulden. Lige før ægget skal klække, eller når biologerne vurderer, at moderen er stabil, sniger de sig tilbage og lægger det rigtige æg (eller den helt nyklækkede unge) tilbage under hende.
De falske æg er 3D-printede, så de føles nøjagtigt som et rigtigt kākāpō-æg i form og vægt. Men indeni gemmer der sig et lille kredsløb med et batteri, en varmekilde og en mikro-højttaler. De "snakker" med computerne: Æggene har indbygget Bluetooth eller radiosendere. De måler hele tiden temperaturen i reden. Hvis moderen rejser sig, og reden bliver kold, sender ægget med det samme et signal trådløst gennem skoven til biologernes computere og alarmsystemer. Det absolut smarteste er, at biologerne kan fjernstyre ægget. Når det biologiske ur viser, at det rigtige æg i rugemaskinen er tæt på at klække, trykker biologerne på en knap på computeren. Plastikægget begynder nu at lave små pibe- og kradselyde. Det trigger moderens instinkter og fortæller hendes krop, at "nu kommer ungen", så hun sidder helt stille og gør sig klar. Kort efter bytter biologerne plastikægget ud med den levende, nyklækkede unge.
Da hun-kakapoen Lisa var ved at mase et æg, limede biologerne det sammen med lim og tape. Blot et par dage senere blev ungen klækket.
De fleste nulevende kākāpōer stammer fra bestanden på Stewart Island, som har en meget lav genetisk diversitet. Det er her, den eneste overlevende fugl fra fastlandet, den legendarisk han, Richard Henry, kommer ind i billedet.
Hans gener er vidt forskellige fra alle de andre fugles, hvilket gør ham til en genetisk guldgrube. Hans unikke DNA har reddet arten fra total indavl.
I 1998 blev han far til 3 kyllinger.
Hans tre unger Kia, Sinbad og Gulliver har fået henholdsvis 4, 4 og mere end 10 unger.
Naturforvalterne prioriterer omhyggeligt Henrys unger og børnebørn og parrer dem med udvalgte fugle fra Stewart Island.
En udfordring, som biologerne har oplevet ved udklækning, er, at kun omkring 60 % af kākāpō-æg klækkes med succes, hvilket skyldes en høj dødelighed blandt fostre og dårlig sædkvalitet.
Hvis to fugle, der er for tæt beslægtede, får unger, kan ungerne blive syge eller fødes med svage gener.
For at råde bod på risikoen for indavl fungerer naturforvaltere fra Department of Conservation (DOC) som et højteknologisk matchmaking-bureau.
Forskere har taget blod- og fjerprøver fra næsten hver eneste nulevende fugl og har med succes kortlagt den komplette DNA-profil (genomet) for hver af dem.
Ud fra disse har naturforvaltere udarbejdet et præcist stamtræ. Et whakapapa - en slægtshistorie).
Projektet har kortlagt komplekse egenskaber og har med succes identificeret genetiske varianter, der er specifikt knyttet til fertilitet, fostrets overlevelse, kuldstørrelse og kyllingernes vækstrate. Naturforvaltere anvender nu disse specifikke genomiske profiler til at udvælge ideelle avlspar til kunstig befrugtning, hvor man bevidst undgår parringer, der deler overlappende, skjulte genetiske defekter.
Det er en gigantisk mængde data, som menneskehjerner ikke kan overskue selv, og der benyttes AI til at bestemme, hvem der skal parre sig med hvem.
Og nu bliver det virkelig fagre nye verden.
"Matchmaker"-computeren.
Inden ynglesæsonen begynder, benytter biologerne en såkaldt "matchmaker-computer, der ved særlige AI-algoritmer kan scanne og sammenligne fuglenes DNA-profiler.
Computeren kan lynhurtigt spotte bittesmå genetiske forskelle, se, hvem der er i familie med hinanden og regne ud, hvilken han og hvilken hun, der vil give de stærkeste og mest sunde unger og trygt kan parre sig.
DNA'et fra alle hanner og hunner for at Systemet fortæller naturforvalterne præcis, hvilke par der trygt kan parre sig, og hvilke der er for tæt beslægtede.
Højteknologiske "smart-låger" med mikrochip-pas og arrings-detektor ved foderstationerne.
I ynglesæsonen lægger naturforvalterne ekstra foder ud til fuglene. De bruger disse foderstationer til at holde uegnede par adskilt.
Når fuglen går op til en foderstation, scanner stationen rygsækkens signal. Hvis det er den rigtige fugl, åbner låget til maden automatisk.
Hvis en ikke-godkendt han forsøger at gå ind til en huns foderstation for at gøre kur til hende, låser den elektroniske dør ham automatisk ude. Den åbner kun for en han, der udgør et genetisk sikkert match.
Hver kākāpō bærer en rygsæk med en smart radiosender.
Når to fugle er tæt på hinanden om natten, kan deres rygsække "tale" sammen via radiosignaler. Rygsækken registrerer præcis, hvem hannen har forsøgt at parre sig med, og hvor længe det varede. Disse data sendes direkte til rangernes computere.
Strategisk befrugtning og "spermdroner".
Nogle gange befinder en meget værdifuld han med sjældne gener sig i den modsatte ende af en ø i forhold til den hun, der har brug for hans gener. Da det kan tage naturforvaltere timevis at bevæge sig gennem den tætte newzealandske buskads, benytter de sig af avanceret teknologi.
I samarbejde med tyske eksperter i papegøjereproduktion indsamler naturforvaltere forsigtigt sæd fra udvalgte hanner. For at holde prøven frisk pakkes den i en lille kapsel og flyves tværs over øen med en fjernstyret drone, som undertiden kaldes Spermkopteren.
En tur, der ville tage et menneske to timer til fods, tager kun dronen fem til otte minutter.
Naturforvalterne foretager derefter kunstig befrugtning af hunfuglen. Dette sikrer, at underrepræsenterede gener videregives, hvilket styrker hele artens sundhed.
Sæd-opsamlingen foregår som et nøje planlagt natarbejde midt i regnskoven. Det kræver eksperter, ofte fløjet ind fra udlandet og en stor portion tålmodighed.
Først skal biologerne finde hannen om natten ved hjælp af hans radiosender. Når den er lokaliseret, sniger de sig ind på ham, mens han sidder og boomer i sin jordskål.
Når de har fanget fuglen, bruger eksperterne en teknik, der kaldes abdominal massage. Det er en meget specifik og forsigtig massage af fuglens mave og underliv med fingerspidserne. Det stimulerer fuglens naturlige reflekser, så den frigiver en lille dråbe sæd.
Hvis massagen ikke virker, griber de til en højteknologisk nødbremse: Forskerne kan i sjældne tilfælde bruge en lille, særlig sonde, der giver bittesmå, harmløse elektriske impulser for at hjælpe processen på vej. Fuglene tager ikke skade og bliver bagefter altid belønnet med en lækker nød for deres ulejlighed.
Når de dyrebare dråber er opsamlet i et lille rør, skal det gå stærkt, for sædcellerne dør hurtigt. Før i tiden løb biologerne alt hvad de kunne gennem junglen i mørket. I dag er det, at bruge specialbyggede droner, der kan flyve de dyrebare dråber hen over øen på under 10 minutter, så en hunfugl kan blive insemineret lynhurtigt!
Takket være denne vilde kombination af rygmassage og drone-levering lykkedes det for nylig forskerne at tredoble succesen for kunstig befrugtning, og det har sikret, at vigtige, gamle slægtslinjer ikke uddør.
 |
| Kakapoen er yderst tillidsfuld |
Biologer og forskere har fuld kontrol over hele bestanden.
Herunder indsætter jeg et eksempel på ynglen i 2016. Jeg ville egentlig finde tallene for 2026, men kom til at taste forkert. Men det var sådan set godt, for de endelige lister fra 2026 er endnu ikke tilgængelige.
Men noget er meldt ud om 2026.
Kakapo-bestanden er nu oppe på 325.
Der blev i 2026 lagt i alt 258, kakapo-æg. Der blev klækket 106 unger, hvoraf 90 var i live efter 150 dage - en milepæl, man anvender - og er stadig i live i dag.
Indsatsen for at redde kākāpōen begyndte i 1958. Den første unge blev officielt observeret i 1981, og det tog 51 år - fra 1981 og helt frem til 2009, før 90 unger havde overlevet længe nok til at blive flyvefærdige. I år opnåede man samme antal på en enkelt ynglesæson.
Kyllingerne fra i år har endnu ikke fået navne. Det får de først på årsdagen for deres klækning. Indtil da identificeres de med en slags koder, der knytter dem til moderen eller navnet på reden, hvor de blev lagt.
Et lille antal unger fra 2026 vil dog forblive uden navn. Den første unavngivne kākāpō i artens moderne genopretningshistorie vil markere det gradvise skift mod en mere naturlig fremtid for arten, mens den fortsætter sin vej mod genopretning.
På Instagram ligger en jubelberetning om "årets høst".
Sæsonens bedste avlere i 2026:
Tūterangi (Årets far): En 10-årig han, der avlede for første gang; han parrede sig med seks hunner og blev far til 10 levende unger.
Gulliver & Kōkōtō: Begge kākāpō-hanner sluttede sig til Tūterangi i toppen af avlsstatistikken og præsterede hver især at få mere end 10 unger.
Færre end 10 kākāpō-hanner nogensinde har præsteret at avle så mange unger.
Vori & Tīwhiri (Årets mødre): Begge kākāpō-hunner toppede listen ved hver især at få 4 levende unger.
Grundlæggerfugle: Oprindelige fugle som Luke og Ralph (der blev far for allerførste gang via kunstig befrugtning) bidrog hver med 2 unger til bestanden.
Lidt mere om nogle af hannerne og deres afstamning:
Tūturangi er søn af Takitimu og barnebarn af Basil.
Basil er den sidste overlevende kākāpō fra Seal Creek på Stewart Island, et sted der engang husede et stort område for hannernes parringsspil med dusinvis af hanner, før katte decimerede bestanden. Kun seks fugle blev fundet i live, og blot fire blev reddet. Basils efterkommeres gener udgør nu mere end 10 % af den moderne kākāpō-bestand.
Gulliver nedstammer fra en søn af Richard Henry, den sidste kākāpō fra Fiordland.
Sinbad har også fået unger. Han er bror til Gulliver og således også direkte afkom fra Richard Henry.
Kōkōtō er søn af Blake og barnebarn af parrene Jane- Sass og Solstice- Waynebo. Hans sjældne gener er enormt vigtige for arten.
Sass er en af blot seks fugle fra de oprindelige overførsler i 1987–1988, der med succes har givet gener videre, som er direkte repræsenteret i nutidens blomstrende og teknologisk overvågede kākāpō-bestand.
Jane blev fundet på Stewart Island i 1989, og som blev det første individ af sin kritisk truede art, hvis fulde genom blev sekventeret. Seneste hang hun fik unger var i 2012 og i 2018 døde hun.
Solstice blev fundet ved vintersolhverv i Healey’s Creek og var den sidste vildtlevende kākāpō, der nogensinde blev opdaget på Stewart Island. Fundet beviste, at en lille bestand stadig eksisterede der. Da hun ikke var i familie med nogen af de andre kendte grundlæggerfugle fra Stewart Island, var hendes genetik yderst værdifuld for at skabe større genetisk variation i den truede bestands genpulje. I 2009 fik hun den første kākāpō-unge nogensinde, der var undfanget ved kunstig befrugtning. I 2019 blev hun den eneste kendte kākāpō, der lagde tre kuld æg i én enkelt ynglesæson, hvilket gav hende det kærlige tilnavn "Egg Cannon" (Ægkanonen).
Kia var den tredje kylling fostret af Richard Henry og Flossie.
Flossie i 1898. Flossie blev en utroligt produktiv avlshun. Flossie er matriarken for det største kakapo-dynasti.
Hun har over 80 direkte efterkommere fordelt på flere generationer, hvilket betyder, at hendes robuste gener løber gennem en enorm andel af den nulevende bestand.
Billedet herunder viser kakapo-hunnen Köhengi sammen med sin unge, der har en helt særlig tipoldebarn-relation til en berømt forfader: Nora.
Nora er den kakapo, man har kendt længst i live. Hendes opdagelse i 1980 var en del af det banebrydende fund af 28 kakapo-hunner på Rakiura / Stewart Island – på et tidspunkt, hvor man troede, at der kun var hanner tilbage. I et afgørende øjeblik for artens overlevelse blev hun den første kakapo i sandsynligvis over 100 år, der blev observeret rugende, da hun lagde æg i 1981.
Siden da er otte af Noras unger blevet flyvefærdige, og fem af dem lever stadig i den nuværende samlede bestand. Så Noras arv udvides vedvarende med flere tipoldebørn.
Nora er måske i 50'erne eller endnu ældre. Bemærkelsesværdigt nok har Nora også sin egen unge i denne sæson, Nora-A2-2026. Klækningen kunne følges direkte på "Kakapo Cam" – sammen med plejemor Rakiura. Nora får desuden snart mulighed for at opfostre en plejebarn-unge
New Zealands Department of Conservation (DOC) er kendt for at benytte plejeforældre – såsom Yasmine, der tog sig af sæsonens allerførste unge Tīwhiri-A1-2026.
Department of Conservation påbegyndte overvågningen og varetagelsen af genopretningsprogrammet i 1995 og bidrog dermed til i alt 13 nationale ynglesæsoner.
Ynglesæsonerne siden 1995 omfatter: 1997, 1999, 2002, 2005, 2008, 2009, 2011, 2014, 2016, 2019, , 2022 og 2026.
I 2002 klækkede 24 kakapo-unger på øen. I 2009 og 2016 klækkede henholdsvis 33 og 32 unger. 2019 var en historisk sæson, der resulterede i 73 flyvefærdige unger. 2022 klækkedes 60 kyllinger. 55 kyllinger nåede en alder på 150 dage og blev medregnet i det samlede antal. 9 kyllinger blev født ved hjælp af kunstig befrugtning. Og så kom jubelåret med 90 overlevende kyllinger.
Her findes en komplet liste over alle kakapoer - levende og afdøde.
Codfish Island er det primære reservat for kākāpō-papegøjen.
Det er en ø på bare 14 km2, hvor al offentlig adgang er forbudt. Der er ingen adgang pr. båd, men forskere og hjælpere bliver fløjet ind.
Der er voldsomt skrappe karantæne regler, for dem, der har ærinde på øen.
Alt snavs, mudder og frø fra sko, tøj og udstyr skal fjernes. Alt udstyr skal pakkes tæt i tasker med lynlås, uden åbninger eller løse beholdere, så man undgår blinde passagerer. Rejsende tjekkes før ombordstigning i flyet eller hellikopteren, der skal bringe dem til øen, og ved ankomsten skal besøgende igennem et karantæneområde via et "beskidt rum" til et indledende tjek af udstyret. Her bliver genstande med snavs eller potentielle skadedyr afvist eller rengjort. Når det indledende tjek er overstået, flyttes udstyret til et "rent rum", hvor en naturforvalter foretager en endelig godkendelse.
Flyene lander på en smal stribe sandstrand, som kun er tilgængelig ved lavvande.
Herfra må man stride sig ad en sti op over pingao-klædte klitter og kystens krat frem til øens eneste bygning - en central, moderne forskerhytte placeret ved Sealer's Bay i den nordøstlige del af øen.
Hytten er udstyret med basale faciliteter som køkken (ofte med gas/strøm til madlavning), velassorterede madhylder, brændeovn, fællesrum og basale sovepladser. På væggene hænger masser af kort og luftfotos - og vigtigst en masse tekniske monitoring-udstyr.
I kākāpō-yngle- sæsonen må forskere og frivillige sove i små tomandstelte spredt ude i terrænet tæt på fuglenes reder for at overvåge dyrene i døgndrift
Der er ikke et fast antal personer, der arbejder på Whenua Hou (Codfish Island), da holdets størrelse varierer markant afhængigt af årstiden. I perioder uden for ynglesæsonen bor og arbejder et minimalt hold bestående af ca. tre faste kākāpō-vogtere fra Department of Conservation (DOC) på øen på skift; de står for grundlæggende vedligeholdelse, sporing og sundhedstjek.
Når rimu-træerne sætter frugt (typisk hvert 2. til 4. år), ankommer en stor mængde mennesker til øen. I disse intense perioder vokser antallet af personer på forskningsbasen til flere dusin ad gangen, hvilket samlet set løber op i hundredvis af medarbejdere, der afløser hinanden i løbet af sæsonen.
Denne store arbejdsstyrke består af et samarbejdsnetværk, herunder:
Dedikerede DOC-vogtere og videnskabelige rådgivere, der står for den tekniske drift.
Specialiserede dyrlæger med speciale i vilde dyr, der flyves ind for at overvåge unger og udføre sundhedstjek.
Repræsentanter for Ngāi Tahu-folket (iwi), der yder kulturel støtte og bistår med forvaltningen af området.
Frivillige "redevogtere", der camperer i skoven for at holde øje med æggene og hjælpe med at fodre hunfuglen.
Når der i arbejdsstyrken indgår Repræsentanter for Ngāi Tahu-folket, skyldes det, at Codfish Island ligger i et område, der udgør Ngāi Tahus nedarvede territorium, hvorfor det overordnede Kākāpō Recovery drives som et partnerskab mellem Department of Conservation (DOC) og den oprindelige folkegruppe Te Rūnanga o Ngāi Tahu,
DOC stiller den videnskabelige og logistiske infrastruktur til rådighed, mens Ngāi Tahu-folket varetager sin traditionelle rolle som vogtere af landet og dets hjemmehørende arter og bidrager med kulturel vejledning og sikrer, at bevaringsindsatsen respekterer den åndelige forbindelse til fuglene.
I overensstemmelse med kulturelle traditioner står Ngāi Tahu for at navngive nye kākāpō-unger, ofte med udgangspunkt i slægtshistorie, geografiske træk eller fuglens særlige kendetegn.
Administrativ og veterinærfaglig støtte koordineres på tværs af forskellige faciliteter på fastlandet såsom DOC-kontorer og specialiserede hospitaler for vilde dyr, herunder Massey Universitys Wildbase Hospital efter behov.
Massey Universitys Wildbase Hospital ligger på Nordøen. Så endnu engang er der tale om lange transporter af kākāpōer.
Da man gik i gang med at undersøge DNA-data fra alle nulevende kākāpōer og DNA- sekventere genomet for en hel tilbageværende dyreart, var det den første af sin slags på verdensplan. Et led i en global videnskabelig indsats kaldet Kākāpō 125+Project. Da der var tale om et banebrydende initiativ, blev arbejdet fordelt mellem centrale laboratorier i New Zealand og USA.
Det allerførste genom af høj kvalitet, der skulle fungere som "grundmodel" – hentet fra en enkelt hun-kākāpō Jane – blev sekventeret i USA på henholdsvis Duke University og Rockefeller University ved hjælp af avanceret sekventeringsteknologi fra Pacific Biosciences.
Med udgangspunkt i Janes genom som reference blev blodprøver fra alle øvrige nulevende kākāpōer sekventeret lokalt i New Zealand af virksomheden New Zealand Genomics Ltd ved University of Otago.
Den omfattende datanalyse ledes primært af Genomics Aotearoa med hovedsæde på University of Otago i samarbejde med internationale partnere såsom Vertebrate Genomes Project (VGP). University of Otago ligger i den sydlige del af Sydøen.
Som man kan forstå er hele kākāpō-projektet voldsomt ressourcekrævende og dyrt.
Kākāpō-genopretningsprogrammet i New Zealand finansieres gennem et partnerskab mellem regeringen, oprindelige iwi-grupper, kommercielle sponsorer og offentlige donationer.
Department of Conservation (DOC): Det newzealandske statslige organ driver programmet og yder den grundlæggende støtte.
Den oprindelige traktatpartner, Te Rūnanga o Ngāi Tahu, er med til at lede og samarbejde om genopretningsindsatsen, men om de yder særlig økonomisk støtte står lidt hen i det uvisse.
Den nationale virksomhedspartner, Meridian Energy, bidrager med betydelige økonomiske midler, teknologi, elektrisk infrastruktur, ingeniørmæssig ekspertise og frivillige.
Internationale og filantropiske initiativer og organisationer som Re:wild og Bezos Earth Fund yder omfattende ekstern støtte til naturbevarelse og genopretning af levesteder.
Bezos Earth Fund blev stiftet af milliardæren og Amazon-grundlæggeren Jeff Bezos i februar 2020. Han lancerede den filantropiske organisation med et løfte om at bidrage med 10 milliarder dollars til finansiering af forskere, aktivister, ngo'er og programmer, der arbejder for at bekæmpe klimaforandringer og beskytte naturen. Han leder fonden sammen med sin hustru, Lauren Sánchez Bezos.
Re:wild blev grundlagt i 2021 af skuespilleren og miljøaktivisten Leonardo DiCaprio i samarbejde med en gruppe førende forskere inden for naturbevarelse som en afspaltning af organisationen Global Wildlife Conservation. Leonardo DiCaprio fungerer som stiftende bestyrelsesmedlem, stor økonomisk bidragyder og offentlig talsmand for organisationens globale mål for naturbevarelse.
Private donorer, frivillige og fonde (såsom NZ Parrot Trust) bidrager med midler og praktisk hjælp.
Og du kan såmænd også komme til at støtte økonomiske ved at adoptere din helt egen kakapo. Det er der faktisk ret mange, der har gjort. Men naturligvis er det små bække til den store flod af økonomiske behov. Men så kan du føle, du gør noget.
Som min private bemærkning vil jeg stilfærdigt nævne, at selv om bevarelse af klodens biodicersitet skulle man måske hellere støtte nødlidende mennesker før dyr - Red Barnet - Børnebyer eller andet.
Det kan virke en smule grotest at bruge så mange midler på kakapoen, som vel egentlig har udlevet sin tid, hvis den kun kan leve i afskærmede reservater med den enorme back-up, som jeg har beskrevet.
Helst ville vi jo gøre begge dele, og det langsigtede mål for hele Kākāpō-genopretningsprogrammet er, at fuglene skal kunne kommer til at leve frit i hele New Zealand og klare sig på egen hånd.
Det vil ræve, at New Zealand bliver pestfri og fri for løse hunde og vildkatte.
Er det realistisk?
I 2015 havde antallet af Kakapoes nået 125. Og det var denne specifikke milepæl i bestandens størrels, der dette år fik New Zealands naturforvaltningsmyndighed og Genomics Aotearoa til at igangsætte projektet Kākāpō 125+ initiativet med at kortlægge genomet hos alle nulevende kākāpōer.
Samme år markerede Department of Conservation 25 års samarbejde og sponsorater til en værdi af 4,5 millioner dollars med New Zealand Aluminium Smelters (NZAS). I den forbindelse udskrev DOC en konkurrence, hvor to personer kunne vinde en fantastisk tur til Codfish Island, hvor de skulle fungere som kākāpō-vogtere for en dag.
På bloggen Young Adventurers fortæller, Liz Carlson, en af vinderne, begejstret om denne oplevelse.
Den artikel er værd at læse - og den er fyldt med billeder.
Og så har jeg ikke mere om kakapoen.
Men ligesom kākāpōen bærer flere andre sjældne og truede newzealandske fugle radiosendere. F.eks. mange kiwier. Hos kiwien er det hannen, der ruger på ægget. Rangere bruger rygsækkens aktivitetsmåler til at se, hvornår hannen pludselig ændrer sit natlige mønster og sidder helt stille i mange timer i træk. Så ved de, at han ruger, og de kan hente ægget for at udruge det sikkert i en rugemaskine.
Verdens klogeste og mest nysgerrige papegøje: Den bjerglevende kea-papegøje bliver også udstyret med sendere. Men fordi keaer er ekstremt kloge og elsker at pille ting fra hinanden med deres stærke næb, skal deres rygsække laves af ekstra hårde materialer, så fuglene ikke selv skruer dem af eller ødelægger antennen!
Den store, blå-grønne takahēen, denne store, tunge fugl, som man troede var fuldstændig uddød, indtil den blev genopdaget i 1948. I dag bruger man smart-sendere til at holde øje med deres territorier i de barske sydalper, så man ved, om de bevæger sig ind i områder med mange rovdyr.
Men det skal I slippe for at høre om.
Og jeg lover også, at det er endegyldigt slut med at skrive om flere fugle fra New Zealand.
