REPARATION AF LITTLE OG GREAT BARRIER

 

Little Barrier Island i New Zealand er et sandt paradis for sjældne og sårbare fugle. New Zealands biologiske juvel, kalder newzelænderne selv den lille ø. De har også givet den kælenavnet New Zealands Ark.

Little Barrier Island dækker et areal på kun 28 kvadratkilometer. Ikke desto mindre er det en helt anden verden. Little Barrier Island byder på en mangfoldighed af levesteder – lige fra klippekyster til urskove. Og alle disse miljøer myldrer med liv. Dette værdifulde fristed huser nogle af landets mest unikke og truede plante- og dyrearter. Little Barrier Island er New Zealand, som det engang var.

Little Barrier Island er den lille ø vest for Great Barrier Island.
Læg mærke til byen Auckland, så ved du nogenlunde hvor vi er,
for den by har været afsat på mange af mine andre kortudsnit.

Little Barriers maorinavn er Hauturu (officielt Te Hauturu-o-Toi), hvilket betyder "vindens hvileplads" eller "Tois vindblæste top". Øen ligger 24 km fra kysten af Nordøen, i Hauraki-golfen 80 kilometer nord for Auckland. Den er New Zealands ældste naturreservat, oprettet i 1895, og det er strengt forbudt for offentligheden at gå i land uden særlig tilladelse.  

Little Barrier Island og Great Barrier Island beskytter Hauraki-bugten i New Zealand ved at fungere som et massivt fysisk værn mod store overfladebølger, kraftige tidevandsstrømme og voldsomme storme, der ruller ind fra det åbne Stillehav.

Little Barrier huser 120 fuglearter og er hjemsted for New Zealands største antal truede fugle.

En af dem er New Zealand-stormsvalen Fregetta maoriana, der blev antaget for at være uddød i over et århundrede. Den blev genopdaget i 2003, og dens eneste kendte ynglepladser findes nu her.

New Zealand-stormsvale

Indtil for nylig var Little Barrier Island sidste tilflugtssted for stichbird og wētāpungaen, som undertiden kaldes djævlegræshopperen.

Jeg starter med at fortælle om den ikke særlig yndige græshoppe.

Der findes over 70 endemiske arter af wētā i New Zealand, herunder 11 arter af kæmpe-wētā. Wētāpunga er den største af disse arter. På maori-sproget betyder wētapunga 'gud for grimme ting'.

Wētapungaen er en forhistorisk slægtning til fårekyllinger og græshopper, som forskere mener har eksisteret i omkring 190 millioner år. Denne art er dog langt større end de fleste af sine moderne modstykker - et fænomen kaldet gigantisme.

Kæmpe-wētaen er verdens tungeste insekt. Når de er fuldt udvoksede, kan de  være tungere end en mus eller spurv.  Op til 35 gram kan de veje - omtrent det samme som en voksen hamster. 

Engang forekom Kæmpe-wētaen over hele New Zealand.  

De er ældre end tuatara – 190.000.000 år, og før landpattedyr kom til New Zealand udfyldte de rollen som gnavere, selvom deres adfærd og kost er helt anderledes. 

Et andet interessant dyr, der hører hjemme på Little Barrier Island, er girafsnudebillen. Disse særprægede insekter bruger deres lange hals til at bygge reder og til at kæmpe med.

Det var to  Invertebrates - hvirvelløse dyr.

Little Barrier den mest artsrige bestand af reptiler -  krybdyr - blandt alle øer i New Zealand. 

I et tidlligere indlæg skrev jeg, at Hen-island rummede den meget sjældne tuataraer.  De findes også her, og åbenbart på omkring 30 øer ud for New Zealands kyst.

Det virker somme tider lidt tilfældigt, hvad Wikipedia vælger at fortælle ved de forskellige øer. 

Blandt Little Barrier Islands øvrige sjældne og truede krybdyr finder man chevron-skinken og Duvaucels gekko.

Chevron-skink

Duvaucels gekko er en af ​​verdens største gekkoer og kan blive op til 28 centimeter lang.

Duvaucels gekko 

New Zealand har kun to hjemmehørende landlevende pattedyr – langhalet flagermus og korthalet flagermus. Begge arter har veletablerede bestande på Little Barrier Island. Den korthalede flagermus er den eneste flagermus, der finder føde på jorden; den kommer frem fra mørke skjulesteder i skumringen for at lede efter larver og insekter på skovbunden. Den langhalede flagermus jager højt over trækronerne og glider lydløst gennem natten.

Dem får du ikke billeder af, for jeg synes flagermus er uhyggelige at se på.

Men det er jo fuglene, der har min interesse. Og her er  Stichbird - Notiomystis cincta tilsyneladende den vigtigst.

Stichbird er en sjælden og truet spurvefugl, der er endemisk for New Zealand.. 

I 1883 var den uddød i alle andre dele af landet, men ikke desto mindre overlevede - og trivedes - denne melodiske lille sort-gule fugl på Little Barrier island i det næste århundrede.

Siden 1982  har man med varieret held startet et stort genudsætnings-program. De første udsætninger på Hen-øen  og Cuvierøen og et par andre steder mislykkedes.

Men en udsætning i 1995 til Tiritiri Matanga blev en stor succes. Tiritiri Matanga ligger 45-50 km syd/sydvest for Little Barrier.

Tiritiri Matanga.

• På Tiritiri Matanga findes mange af New Zealands  sjældne fugle. 
• Se en  Fin lille video herfra.
• Jeg kan ikke få lyd på. Men pyt. Så kan du jo øve dig på, om du selv kan genkende, hvilke fugle det er, vi ser.

Fra Tiritiri Matanga er mange stichbirds flyttet videre til andre lokationer.

Stichbird har en af de mest komplekse og udtryksfulde sangstemmer blandt 

New Zealands skovfugle. Tidlige europæiske nybyggere kaldte fuglen "stitchbird" på grund af dens karakteristiske, højfrekvente og maskinagtige klikkende kald, "tzit tzit", der lyder som en symaskine.

Derfor kaldes den på dansk både stingfugl og broderifugl. 

Officielt hedder den på dansk skæghonningæder. Det giver god mening. 

Sidste del af navnet referer til, at den lever mest af nektar, frugt og insekter, hvilket dens lidt buede næb passer godt til. Første del af navnet referer til de markante, hvide "skægtotter" ved ørerne, som hannerne kan rejse op.

Dens videnskabelige navn Notiomystis cincta består af to dele: Notiomystis, der er afledt af de græske ord for sydlig  (notios) og mystisk  (mystis), hvilket henviser til fuglens gådefulde oprindelse, og cincta, der stammer fra det latinske ord for båndet (cinctus) og beskriver det markante gule bånd tværs over hannens bryst.

Stitchbird-fuglens oprindelse og evolutionære slægtskab har i årtier forvirret forskere. Afærdsmæssigt og udseendemæssigt minder meget om traditionelle honningædere, men nyere genetisk forskning har vist, at den faktisk tilhører sin helt egen unikke familie, som har fået navnet Notiomystidae. Og den er den eneste tilbageværende art i sin helt egen biologiske familie .

Så egentlig er det danske navn skæghonningæder alligevel misvisende.

Maorinavnet Hihi kan oversættes til "ray of sunshine" eller "beam of light".  

Det beskriver perfekt det klare, lysende gule bånd hen over hannens bryst og vinger, der fanger lyset, mens fuglen suser gennem skovkronerne

Men Hihi henføres også til et Maori-sagn: 

Efter at halvguden Māui havde indfanget og sænket solens fart, bad han fuglen hihi om at hente vand til ham. Hihi nægtede at hjælpe, og Māui blev så vred over fuglens trods at han smed den i et bål, og dens fjer blev svedet. Dens gul- og sortfarvede fjer symboliserer ifølge legenden ilden. 

Det er en lille, meget aktiv skovfugl, som er kendt for sit komplekse sociale liv og for at være den eneste kendte fugl, der af og til parrer sig ansigt-til-ansigt og for at have en af de højeste forekomster af faderskab uden for parforholdet blandt alle fuglearter; op mod 79 % af ungerne i reden er undfanget af andre hanner, muligvis som følge af tvungen parring.

Hun

Han og hun

Rede med unger

Nærmeste slægtninge til stichbird er  tīeke/saddleback, kōkako og uddøde huia, som alle tre tilhører Callaeidae-familien.

Callaeidae-familien kaldes også New Zealand wattlers. De udgør  en sjælden gruppe af gamle, jordlevende sangfugle, der er endemiske for New Zealand. De har fået deres navn efter de farverige, kødfulde hudlapper (wattlers), der hænger nær næbbet.

Kōkako har klare blå eller orange hudlapper 

 Tīeke / saddleback har markante rød-orange hudlapper.

Huia har gule eller orange hudlapper.

Saddleback husker du fra Hen and Chickens Islands. 

Så nu vil jeg fortælle og  kōkako og huia - selv om sidstnævnte er uddød.

Kōkakoen ser ud til at være en rest af en tidlig udbredelse af spurvefugle i New Zealand og er en af ​​fem arter af newzealandske vadlefugle i familien Callaeidae , de andre er to arter af den truede tieke eller saddelryggsfugl og den uddøde huia Newzealandske vattlefugle har ingen nære slægtninge bortset fra stingfuglen , og deres taksonomiske slægtskab til andre fugle er endnu ikke fastlagt. 

Nordøens kōkako , Callaeas wilsoni, har blå hagelapper, selvom denne farve udvikler sig med alderen. Hos ungerne er de faktisk lyserøde.

Kōkakoen har en smuk, klar, orgellignende sang.  Dens kald kan række kilometervis. Ynglende par synger sammen i en klokkelignende duet i op til en time tidligt om morgenen. Forskellige populationer i forskellige dele af Nordøen  har tydeligt forskellige sange.

 Rige, klangfulde, vedvarende, orgellignende toner synges af både hanlige og hunlige kokakoer fra Nordøen, ofte som duet og typisk fra en høj siddeplads. 

Nordøens kokakoer forsvarer store territorier året rundt med kompleks sang, inklusive den længste kendte duet af alle sangfugle i verden.

Kōkakoen flyver dårligt og flyver sjældent mere end 100 meter. Vingerne hos denne art er relativt korte og rundede. Den foretrækker at hoppe og springe fra gren til gren på sine kraftige grå ben.  Den flyver ikke så meget som den glider, og når den ses udvise denne adfærd, vil den generelt klatre op ad høje træer, før den glider hen til andre i nærheden. Dens økologiske niche er blevet sammenlignet med et flyvende egerns . Dens kost består af blade, bregneblade, blomster, frugt og hvirvelløse dyr. 

Māori-myter omtaler kōkako i flere historier. I en bemærkelsesværdig historie gav en kōkako Maui vand, mens han kæmpede mod solen, ved at fylde dens fyldige hagelapper med vand og tilbyde det til Maui for at slukke sin tørst. [ 4 ] Maui belønnede kōkako for dens venlighed ved at strække dens ben, indtil de var slanke, lange og stærke, så kōkako let kunne springe gennem skoven for at finde mad. 

Kōkako var truet af udryddelse, med kun 660 tilbage ved årtusindskiftet, men deres antal er steget til omkring 3000 efter rovdyrbekæmpelse og translokationsprogrammer. I dag findes den i tætte, oprindelige indfødte skove og på  genudsættelsesøen Tiritiri Matangi og  i Te Urewera,  et tyndt befolket, barsk bjerglandskab inde i landet mellem Bay of Plenty og Hawke Bay .

Daggammel unge

 

Michael Scabo, forfatter til Wild Wllington and Native Birds of Aotearoa og redaktør af Birds of New Zealand kalder den for "Our forest diva of Paradise".

På hjemmesiden "Wilderness" skriver han bl.a.:

Den gådefulde kōkako fra Nordøen står højt på de fleste fugleentusiasters ønskeliste. Når man først har hørt og set den, glemmer man ikke oplevelsen lige foreløbig.

Kōkakoen er hurtig og adræt; den bruger sine atletiske ben til at bevæge sig med spring, hop og løb langs grenene og til at springe fra gren til gren. Hold øje med dem, når de svæver over åbne passager mellem skovens træer eller hen over stier, og lyt efter deres sang eller kontaktkald – der lyder som "koo-koo-koo".

Når de spiser skovfrugter, står de på det ene ben, mens de bruger det andet til at holde om frugten. De ynder at spise modne skovfrugter som f.eks. tawa, tītoki og nīkau, så hvis du hører skovfrugter falde mod jorden, så kig op!

Disse skønheder er kendt for deres stemningsfulde sang, der leder tankerne hen på Aotearoas urgamle skove. Kōkako-par synger en af ​​de længste duetter blandt alle sangfugle; den kan vare over en time og høres på kilometers afstand. De fremfører deres sublime, orgellignende toner fra en høj siddeplads ved daggry, mens de løfter hovedet. Denne fornemme skovens diva er en af ​​vores mest dyrebare endemiske fuglearter. Synet af en kōkako, der svæver ned fra en høj gren på sine korte, afrundede vinger med den lange hale slæbende efter sig, mindede mig om en australsk flyvepungegern, der glider gennem luften mellem træerne.

Lyt og se den smukke sang - den smukke fugl. - Og her er der lyd på.

I 2016 blev Kōkakoen valgt som årets fugl, og denses på bagsiden af ​​den newzealandske 50-dollarseddel.

Huiaen Heteralocha acutirostriser en af ​​New Zealands mest kendte uddøde fugle på grund af sit næb og sin skønhed samt sin særlige plads i maoriernes kultur og mundtlige overlevering. 

Fuglen blev af maorierne betragtet som tapu (hellig), og det var forbeholdt personer med høj status at bære dens skind eller fjer.

2 maori kvinder med huiafjer.
Billedet til højre er fra 1885. Billedet til venstre nok tidlligere.

Navnet huia har den fået efter sit høje karakteristiske nødkald, der lød som uia, uia, uia, som betyder hvor er du?

Den sidste bekræftede observation af en huia fandt sted i 1907.

Allerede før europæernes ankomst var det en sjælden fugl begrænset til bjergkæderne på den sydøstlige del af Nordøen.

Den var bemærkelsesværdig på grund af udtalt kønsdimorfi i næbformen. Hunnens næb var langt, tyndt og krummede nedad, mens hannens var kort og kraftigt. Hannerne var 45 cm lange, hunnerne lidt større. 

Han og hun

Kønnene lignede ellers hinanden med orange hudlapper og en dyb metallisk blåsort fjerdragt, der havde et grønligt skær på oversiden, især omkring hovedet.

Halefjerene var unikke blandt newzealandske fugle, da de havde et bredt hvidt bånd tværs over spidserne.

Ligesom de nulevende newzealandske arter af familien Callaeidae – sadelfuglen og kōkakoen – var huiaen en dårlig flyver, der kun kunne tilbagelægge korte afstande og sjældent fløj højere end trætoppene. Ofte brugte den i stedet sine kraftige ben til at bevæge sig fremad i lange spring gennem trækronerne eller hen over skovbunden, eller også klamrede den sig lodret til træstammer med halen spredt ud for at holde balancen.

Huiaen var en rolig og social fugl, der levede i monogame parforhold, som sandsynligvis varede hele livet. Walter Buller, en newzealandsk advokat og naturforsker , der var en dominerende figur inden for newzealandsk ornitologi  har beskrevet, hvordan et tamt par altid holdt sig tæt sammen og uafbrudt udstødte en "lavmælt, kærlig kvidren", selv i fangenskab. Der findes beretninger om netop dette par samt et andet, vildtlevende par, der "hoppede fra gren til gren og spredte halefjerene vifteformet ud, hvorefter de mødtes og kælede for hinanden med næbbet", alt imens de udstødte disse lyde. Det siges, at hannen fodrede hunnen under kurtiseringen. Da hannen i det omtalte par i fangenskab ved et uheld blev dræbt, udviste hunnen "stor sorg, længtes efter sin mage og døde 10 dage senere". En maori fortalte i det 19. århundrede: "De ældre fortalte mig altid, at et huiapar levede i et meget kærligt forhold ... Hvis hannen døde først, døde hunnen kort efter af sorg".

Man ved kun lidt om huias reproduktion, da kun to æg og fire reder nogensinde er blevet beskrevet. Det eneste kendte huiaæg, der stadig eksisterer, findes i samlingen på Museum of New Zealand Te Papa Tongarewa. Det blev samlet af en person ved navn Mikaera i Wainuiomata den 11. oktober 1877 og doneret af Sir Walter Buller.

 Huiaen var ikke bange for mennesker; hunnerne tillod, at man rørte ved dem, mens de sad på reden, og fuglene kunne let fanges med hænderne.

Huias dristige og nysgerrige natur gjorde den særligt let at indfange. Maorierne lokkede huiaen til sig ved at efterligne dens kald og fangede den derefter med en en udskåret stang med en løkke for enden eller en snare, eller også dræbte de den med køller eller lange spyd. De udnyttede ofte fuglenes stærke parbånd ved at indfange det ene medlem af et par; dette kaldte så på sin mage, som derefter let kunne fanges.[

I maorikulturen blev  huiaen normalt ikke spist; der var tale om sjældne fugle, der var højt værdsatte for deres kostbare fjer, som blev båret af personer af høj rang. Meningerne om huia-kødets kvalitet som føde var meget delte; selvom fuglen normalt ikke blev jagtet med dette formål for øje, blev den af ​​nogle anset for at være "god spise" i tærter eller karryretter, mens andre mente, at kødet var "sejt" og "uegnet som føde".

Huiaens halefjer højt værdsatte; de ​​blev byttet mellem stammerne til andre værdifulde genstande såsom pounamu (grønsten/jade) og hajtænder eller givet som tegn på venskab og respekt.  De blev opbevaret i kunstfærdigt udskårne æsker kaldet waka huia, som hang ned fra loftet i høvdingenes huse. Huia-fjer blev båret ved begravelser og brugt til at pryde de afdødes hoveder. En indfanget huia blev holdt i et lille bur, så dens halefjer kunne plukkes, efterhånden som de voksede sig fuldt ud.

Huiaens udbredelse Den oprindelige udbredelse baseret på fossilfund.

Der blev gjort visse forsøg på at beskytte huiaen, men de var få, dårligt organiserede og blev kun i ringe grad håndhævet juridisk. 1892 blev  Wild Birds Protection Act ændret, så den også omfattede huiaen, hvilket gjorde det ulovligt at dræbe fuglen, men håndhævelsen blev ikke taget alvorligt.

Efter lovens vedtagelse blev der oprettet reservater på øer til truede, hjemmehørende fuglearter, men de nye fuglereservater – herunder Kapiti Island, Little Barrier Island og Resolution Island – blev aldrig befolket med huiaer. Selvom der blev gjort forsøg på at indfange fugle med henblik på flytning, blev der aldrig flyttet nogen huiaer. Forsøget ved Kapiti Island er dokumenteret som værende særligt dårligt forvaltet. Et levende par, der skulle være flyttet til øen i 1893, blev i stedet taget af Buller; han omgik loven for at kunne tage dem med tilbage til England som en gave til Lord Rothschild, sammen med det sidste levende par af den nu uddøde latterugle (laughing owl), der var blevet indfanget.

Sir Walter Buller

 

Hertugen og hertuginden af ​​York (senere kong George 5. og dronning Mary) besøgte New Zealand i 1901. Ved en officiel maori-velkomstceremoni i Rotorua tog en kvindelig guide en huia-halefjer ud af sit hår og placerede den i båndet på hertugens hat som et tegn på respekt. 

Kong George 5. og dronning Mary
fra en senere rejse  1911
George var konge 1910-1936

Mange mennesker i både England og New Zealand ønskede at efterligne denne kongelige mode og bære huia-fjer i deres hatte. Prisen på halefjer steg hurtigt til 1 pund, hvilket gav hver fugl en værdi på 12 pund, og visse fjer blev solgt for helt op til 5 pund. Næb fra hun-huiaer blev også indfattet i guld og båret som smykker.I 1901 ophørte meddelelserne om jagtsæsonen med at opføre huiaen som en beskyttet art, og et sidste desperat forsøg på at styrke den statslige beskyttelse slog fejl, da rigsadvokaten fastslog, at der ikke fandtes nogen lov til beskyttelse af fjer.

Halefjer fra den uddøde huia er meget sjældne og er blevet et samlerobjekt. I maj 2024 blev en enkelt huia-fjer solgt på auktion i Auckland for 46.521,50 NZD, hvilket gør den til den dyreste fjer, der nogensinde er solgt på verdensplan. Den tidligere rekord blev sat med en anden huia-fjer, der blev solgt i 2010.

New Zealand har udgivet adskillige frimærker, der forestiller huiaen, og en newzealandske sekspencemønt, der blev præget mellem 1933 og 1966, havde en hun-huia på bagsiden.

Frimærket er fra 1898.
Det er New Zealands første udgave af frimærker med billedmotiver

Et nyere frimærke med huiaen fra 1996

Også andre lande har frimærker med den uddøde huia.
Her to eksemplarer, jeg fandt, fra 2009 og 2012

Jeg må videre med Little Barrier Island

En naturelsker beskriver sin oplevelse med fugle på Little Barrier Island: 

Mens jeg gik op ad Valley Track, vrimlede bushen med korimako og tīeke, og det varede ikke længe, før jeg så min første Hauturu hihi  – en ung fugl. Længere fremme så jeg også en fuldvoksen han. Mens jeg betragtede ham, snakkede  red-crowned parakeet, og koekoea fløjtede fra træerne oppe ad skråningen. En kahu  - Swamp harrier -   drev hen over trækronerne, hvilket fik skoven til at blive stille, men efter et par minutter fløj en af ​​koekoeaerne hen over dalen, og en anden susede væk gennem træerne.

Her var mange fuglenavne at tage fat på. 

Korimako  - bellbird nævnte jeg under Cuvier Island, men den findes også på Poor Knights Islands

Tīeke - saddleback husker du fra Hen and Chickens Islands

Hauturu hihi (stingfugl - broderifugl) fortalte jeg netop om ovenfor.

Red-crowned parakeet Cyanoramphus novaezelandiae, også kendt ved sit marinavn  kākāriki, på dansk rødkronet parakit, fortalte jeg om under Cuvier Island. Den kaldes også gedeparakit, fordi dens lyd minder om en brægende ged.

 Koekoea  er en langhalet gøg

En kahu er en australsk rørhøg (Swamp harrier) 

Ordet kahu har primært sin oprindelse i hawaiiansk og maori. Det mest udbredte betydningsindhold er vogter, beskytter, forvalter eller plejer. På hawaiiansk bruges det også i overført betydning om en præst eller åndelig vejleder (f.eks. for en kirke), men giver altså også navn til rørhøgen, selv om den vist kun vogter på småfugle for at slå ned på dem - og ikke beskytte dem.

Kahu, kākā, kōkako , kākāpō. Man skal holde tungen lige i munden for at skelne disse navne fra hinanden. Længe blandede jeg da også kākā og kākāpō sammen. Det gjorde det heller ikke nemmere, at visse netsider skriver, at kākāpō ofte forkortes til kākā. Men de er to meget forskellige papegøjer. Kākāpō den absolut mest truede.  Begge har været at finde på Little Barrier Island. Kākāpō som led i et stort redningsforsøg.

Men Little Barrier Island viste sig ikke at være det ideelle sted for kakapoen, 

Her vil jeg blot fortælle, at kākāpō er verdens eneste flyveløse papegøje og  verdens tungeste papegøje. Den er muligvis også en af ​​verdens længstlevende fugle med en rapporteret levetid på op til 100 år.
Historien om kākāpō og arbejdet med at bevare arten er så lang og fascinerende, at den får sit eget opslag.

Men kakā-en  er der stadig på Little Barrier. Historien om den kunne såmænd også blive lang, men jeg forsøger at begrænse mig.

 Den newzealandske kakā ( Nestor meridionalis ) er en stor, olivenbrun papegøje, der er endemisk for New Zealand. Voksne fugle har en dyb karminrød mave og underhale med en rød-orange undervinge. 

Sikke farver den afsløre rpå undervigen

Den var tidligere at finde i New Zealands oprindelige skove på tværs af de tre hovedøer i New Zealand, men er nu forsvundet fra store dele af sit tidligere udbredelsesområde. 

Dens vigtigste tilholdssteder er i øjeblikket ø-reservaterne ved Kapiti Island, Codfish Island / Whenua Hou og Little Barrier Island. Arten yngler nu også med stor succes i naturreservatet Zealandia på fastlandet, hvor over 800 fugle er blevet ringmærket siden genudsættelsen i 2002.

Nej. Billedet er ikke vendt på hovedet.

Der findes også en Syd-økākā. Den betragtes stadig som almindelig og let at finde i visse store skovområder på Sydøen. kan også findes omkring Stewart Island / Rakiura, som ligger syd for Sydøen samt på de nærliggende øer Codfish Island / Whenua Hou og Ulva Island.

Newzealandske kākāer  ses ofte flyve på tværs af dale eller kalde fra toppen af ​​de højeste træer. De er meget selskabelige og færdes i store flokke, men de  skifter mellem at leve i grupper og at leve alene, hvor de er mindre højlydte. De søger ofte føde alene, men de kan samles i store flokke ved fødekilder som f.eks. træer, der blomstrer eller bærer frugt.

Den newzealandske kākā bygger rede i hulrum i hule træer.

Den newzealandske kākā. Reden er foret med små træspåner og træsmuld. Dette materiale fremstilles bevidst af hunnen, der afgnaver og tygger træspåner fra hulrummets vægge. Store træspåner på bunden af ​​hulrummet kan tygges yderligere og neddeles, så der skabes et ensartet underlag til ungerne.

Ynglende par

Æg i rede

Nyklækkede unger

Næsten flyveklar unge, der kigger ud af reden.

Newzealandske kākāer lever typisk af forskellige slags frugt, bær, frø, blomster, knopper, nektar, træsaft, planter og hvirvelløse dyr. De bruger deres kraftige næb til at sønderdele kogler fra kauritræer for at få fat i frøene. Når kākāer spiser, står de ofte på det ene ben, mens de bruger det andet til at håndtere føden, for eksempel ved at fjerne skrællen fra en frugt.

Kākāens fødeadfærd varierer ofte alt efter årstiden, idet fuglene skifter til forskellige fødekilder afhængigt af, hvad der er tilgængeligt på de enkelte tider af året. Kākāer har tendens til at spise flere frø, bær og frugter om vinteren, når der er mangel på nektar og honningdug

De benytter deres stærke næb til at grave larver fra huhu-billen frem samt til at fjerne bark for at kunne spise træsaft

En almindelig fødeadfærd, der ofte observeres hos kākāer, er indtagelse af træsaft. Denne adfærd forekommer hyppigst fra midt- til senvinteren og om foråret, hvor der er mangel på blomster og andre fødekilder, som ellers er rigelige i sommermånederne. Adfærden kommer til udtryk ved, at kākāer fjerner bark fra træerne, så fuglen kan få adgang til træsaften ved at slikke den i sig fra såret. 

Indtagelse af træsaft lader til at være en vigtig ressource for kākāer. Det fungerer sandsynligvis som et supplement til hunnernes kost før yngletiden, men er også et vigtigt tilskud for hanner og kākāer i alle aldre. 

Ligesom træsaft lever kākāer af honningdug og nektar., Kākāen har udviklet en smal tunge med frynser, der gør den i stand til at slikke saft, honningdug og nektar i sig.[37] Denne specialiserede børstetunge gør det lettere for kākāen at indtage saft, nektar og honningdug mere effektivt. De bruger deres børstetunger til at nå ind til nektaren i blomsterne og benytter ofte fødderne til at trække blomsten tættere på eller plukke den af for at få adgang til nektaren

Forskning har vist, at honningdug er af stor betydning for ynglende newzealandske kākāer, især for dem, der yngler i sydbøgeskove. Men hvepse og possumer spiser også den nektar, frugt og honningdug, som kākāen er helt afhængig af for at kunne yngle. 

Tūī-fugle kan også i visse tilfælde konkurrere med kākāer om de sår, de har lavet på træerne.

Hos flyvefærdige unger og ungfugle har man observeret social leg.

Social leg hos kākā opstår ofte, når to individer gentager adfærd, som den anden har udvist, indtil en af dem bliver distraheret af andre stimuli

En form for legeadfærd er lege-invitationer.  Lege-invitationer defineres som den adfærd, der igangsætter leg mellem to kākāer. Denne adfærd hos kākā kan genkendes ved en karakteristisk hoppende tilnærmelse til en potentiel legekammerat samt ved, at fuglen lægger hovedet på skrå. At lægge hovedet på skrå indebærer, at kākāen drejer hovedet til den ene side, mens den nærmer sig en anden kākā. Begge dele er almindelige signaler, som unge kākāer benytter til at indlede leg med artsfæller. Denne adfærd efterfølges ofte af lege-jagt eller lege-slagsmål.

Legeadfærd hos papegøjer vidner om komplekse kognitive evner og en evolutionær fortid præget af liv i sociale grupper. Social leg hos kākā opstod tidligt i artens evolutionære historie. Den har sandsynligvis udviklet sig for at fremme kognitiv udvikling og social samhørighed; legen hjælper kākā med at udvikle problemløsningsfærdigheder og lære sociale signaler at kende, hvilket er vigtigt, når fuglene færdes i grupper.

Den newzealandske kakās nærmeste nulevende slægtning er keaen. Keaen og den newzealandske kakā blev separate arter for 1,72 millioner år siden på grund af økologisk divergens.  Dette skete sandsynligvis på grund af klimaændringer i pleistocæn , der fik den newzealandske kakā til at specialisere sig i mere skovklædte miljøer og keaen til at specialisere sig i alpine og andre levesteder.

Keaen er større og har en mere  olivengrøn fjerdragt.

Kea 

Tidligere var det mest småøer, der blev naturreservater. Siden 2004 hr man dog også oprettet reservater på fastlandet. Det vigtigste fastlandsreservat er  Zealandia Ecosanctuary, som ligger ganske tæt på hovedstaden Wellington.

Her trives mange af de fugle, jeg fortæller om/har fortalt om - og også kakāen.

Zealandia er det første fuldstændigt indhegnede beskyttede reservat i et bymiljø.

Wellington er en af de få byer i verden, hvor bestanden af hjemmehørende fugle er i vækst. Fuglekoret ved daggry og i skumringen i Zelandia hører til de mest artsrige og højlydte, man kan opleve nogen steder i Aotearoa New Zealand, skriver de på deres hjemmeside. 

Hør den newzealandske kakā her.

Efter dette korte besøg på fastlandet forlader vi nu Little Barrier Island og rykker til Great Barrier Island (Aotea)








Little Barrier Island set fra Great Barrier Island
Fotoet herunder er samme motiv, 
blot med en anden afstand og et andet tidspunkt på dagen.














Ligesom på Little Barrier findes på Great Barrier Island findes Tākoketai  Chevron-skinke, som er et af New Zealands sjældneste og mest sky krybdyr. Arten er stærk afhængig af øens skovklædte vandoopland. 




Her findes også Hochstetters frø. Bestanden her er den eneste kendte bestand på en ø.
Så nu er jeg nødt til at fortælle om New Zealands frøer. 


New Zealand har fire indfødte (endemiske) frøarter og tre indførte arter 


De indførte arter er Grøn og gylden klokkefrø, Sydlig klokkefrø / tyrkisk frø og  Australsk træfrø / brun træfrø. De er alle kommet fra Australien.


De indfødte arter er Archeys frø (Leiopelma archeyi), Hamiltons frø (Leiopelma hamiltoni), Maud Island-frø (Leiopelma pakeka) og Hochstetters frø (Leiopelma hochstetteri)


 På maori kaldes den indfødte frøer for pepeketua eller poroka. De tilhører slægten Leiopelma (familien Leiopelmatidae), som er en af verdens mest primitive frøgrupper:


Disse frøer er blandt de mest primitive i hele verden. Deres forfædre hoppede rundt på jorden samtidig med de første dinosaurer i Jura-perioden for   200 til 145 millioner år siden.  
Da New Zealand rev sig løs fra superkontinentet Gondwana for omkring 80 millioner år siden, blev frøerne isoleret og har næsten ikke ændret sig siden.
De kaldes da også – ligesom tarataren  -for levende fossiler.


De adskiller sig markant fra moderne frøer.


• Ingen trommehinder: De har ikke ydre trommehinder, så de "hører" primært vibrationer gennem jorden. De kan ikke høre høje lyde, som andre frøer kan. De kommunikerer derfor ikke med kvækken, men bruger i stedet dufte og kemiske signaler.
• De kvækker ikke: De er næsten fuldstændig tavse. Hvis de bliver meget bange eller stressede, kan de dog udstøde et lille, fint pib.
• De har stadig rester af haleknogler (selvom de ikke har en hale)
• De har "ekstra" knogler: De har ekstra ryghvirvler, der giver dem en mere bøjelig, øgleagtig rygsøjle, der betyder, at de snarere går eller kravler end hopper.
• De lander på maven: Hvis de hopper, har de ikke lært at lande elegant på benene endnu. De lander ofte tungt på maven (flader ud), før de rejser sig igen.
• De har Ingen klæbrig tunge: De bruger ikke en lang, klæbrig tunge til at fange bytte; i stedet kaster de sig frem og griber insekter direkte med munden. 
• De kan ikke svømme ordentligt: De Har næsten ingen svømmehud mellem tæerne. De svømmer  klodset og usynkront – i stedet for at sparke med begge bagben samtidig som en normal frø, padler de skiftevis med benene.


Og så har de har runde pupiller, som næsten altid er åbne. De har ikke rigtige øjenlåg, der kan lukkes helt. De indførte har vandrette sprækker som pupiller (katteøjne).




Tre af de newzealandske frøer har en unik formering. De klækkes direkte på tørt land som fuldt dannede, kravlende minifrøer. De springer det traditionelle stadie som vandlevende haletudser helt over. Ungerne udvikler sig fuldt ud inde i ægget og klækkes direkte som små frøer.


Hunnen lægger små klynger af store, blommerige æg på fugtige steder på land (f.eks. under træstammer eller blandt klipper) frem for i vand. Ikke tusindvis af geleagtige æg i en sø som vores danske frøer, men kun 10-30 store æg.
Det er faktisk frøfaren, der har den primære opgave som babysitter. Han sætter sig oven på æggene i de mange uger, det tager for dem at udvikle sig. Hans vigtigste opgave er at holde æggene fugtige med sin egen krop, så de ikke tørrer ud og dør.
Inde i det store geléæg springer den lille frø haletudsestadiet helt over. Den udvikler sig direkte fra et embryo til en fuldstændig færdig, lillebitte frø. Den har dog stadig en lille rest af en hale, som fungerer som en madpakke (en blommesæk), der giver den energi.
Når æggene klækkes, kravler de bittesmå frøer op på ryggen af deres far. De hæfter sig fast til hans fugtige hud ved hjælp af noget slim, så de ikke falder af, når han hopper rundt i skovbunden. De sidder på hans ryg i flere uger, indtil de har absorberet det sidste af deres indbyggede madpakke (halen) og er store nok til at klare sig selv.


De 3 arter kaldes landlevende arter. De lever oppe i de tågede, kølige bjerge under rådnende træstammer og fugtige sten. De behøver slet ikke åbent vand, men er 100 % afhængige af, at luften og jorden altid er drivvåd.
Hochstetters frø: Er mere knyttet til vand og lever i fugtige regnskove langs små, skyggefulde skovbække og kildevæld, hvor vandet er helt rent og koldt, under klipper eller i sprækkerne af døde træstammer.


Hochstetters frø er opkaldt efter den østrigsk-tyske geolog Ferdinand von Hochstetter.. 
I modsætning til de øvrige 3 indfødte arter har denne art beholdt et stadium i vandløb, men ikke et klassisk haletudsestadium.
Man siger, den har en halvakvatisk levevis.


En almindelig frøhaletudse  klækkes tidligt, svømmer rundt og spiser aktivt alger eller planter ved hjælp af en specialiseret mund. 
Hochstetters frøæg klækkes på land til vandlevende/ svømmende larver, der aldrig spiser. De overlever udelukkende på blommer tilbage fra deres æg, indtil de bliver til små frøer. Fordi de ikke spiser, hævder biologer, at de mangler et ægte, klassisk haletudsestadium. 
Men fordi  Hochsetter-æg klækkes til larver, der har haler, lever i våde vandløb eller vandpytter og svømmer rundt, kalder mange generelle dyrelivswebsteder dem "haletudser", hvilket så åbenbart ikke er helt korrekt. De skal kaldes larver eller til nøds Dyr, der klækkes fra Hochstetters æg, kaldes svømmelarver eller haleførende frøunger.
Ligesom vore hjemlige haletudser er Hochstetters larver helt overladt til sig selv.


Hochstetter's frog kan du se i Hamilton's zoo. Det er derfra, jeg har billederne herunder.










I Zelandia kan du se Hamilton's frog. De bruger navnet Pepeketua , og kalder den en af verdens sjældneste og mest usædvanlige padder.






Fotoet skal vise, hvor godt pepeketua-frøer er kamuflerede, især når mørket falder på.




Så springer vi til fuglene.






Sort petrel 


De to Barrier-øer er eneste steder, hvor black petrel Procellaria parkinsoni yngler - med Mount Hobsons skovklædte top som det primære yngleområde på verdensplan. hav. 


Black petrel har altid ynglet på Aotea, men deres nuværende udbredelsesområde er primært begrænset til høje højderygge og bjerge. Da de fleste fugle yngler i den tætte skov omkring Mount Hobson styrter de bare ned gennem træerne, når de ankommer, hvorved deres vinger kollapser og rammer kronen med et højt knas. Det kan være meget mærkeligt at sidde i mørket og høre en nødlande i kronen, vrikke sig gennem løvet og falde til jorden, normalt mindre end en meter fra indgangen til dens hule. Når de forlader Aotea, klatrer tākoketai enten op i et træ eller klatrer op ad en fremspringende klippe eller et andet højt punkt, de spreder deres vinger for at mærke luften og kaster sig derefter afsted, springer op i himlen og svæver ud i havet.
De sorte petreller flyver omkring 12.000 km hver vej til de produktive kystfarvande ved Peru og Ecuador, og de unge fugle flyver denne enorme rute helt alene på deres allerførste flyvetur, efter at forældrene har forladt dem i reden.


26 petrel-arter finder vi på Great Barrier.


Men modsat Little Barrier har Great Barrier Island også været andet end fugle, krybdyr og frøer.


Her blev  opdaget kobber og ved Miners Head blev der i 1842 blev etableret  New Zealands tidligste miner. Spor af disse miner er stadig til stede, men stort set kun tilgængelige med båd. i 1890'erne blev der fundet guld og sølv, og resterne af en  stampemølle, som knuste stenmateriale  er et levn fra denne tid. Lyden af ​​ stampemøllens arbejde skulle efter sigende kunne høres helt til  Coromandel-halvøen 20 km væk. 




Kauri - skovhugstindustrien var profitabel i de tidlige europæiske dage og op til midten af det 20. århundrede. Skovene lå langt inde i landet, uden nem måde at få træstammerne til havet eller til savværker. Kauri-træstammer blev slæbt til et bekvemt bæk med stejle sider, og en drivdæmning blev bygget af træ med en løfteport nær bunden, der var stor nok til, at træstammerne kunne passere igennem. Når dæmningen var fyldt, hvilket kunne tage op til et år, blev porten åbnet, og træstammerne over dæmningen blev skubbet ud gennem hullet og fejet ned til havet.


En kauri-drivdæmning på Great Barrier Island, 1967. 
 Skovhugstindustrien fældede store mængder gammel vækst, og det meste af den nuværende vækst er yngre, hjemmehørende skov. Omkring 150.000 kauri-kimplanter blev plantet af New Zealand Forest Service i 1970'erne og 1980'erne.


Great Barrier Island var stedet for New Zealands sidste hvalfangststation , Whangaparapara , som åbnede i 1956, over et århundrede efter at hvalfangstindustrien toppede i New Zealand, og lukkede på grund af udtømning af hvalbestandene og øget beskyttelse af hvaler i 1962.


En anden mindre industri på Great Barrier Island var udgravning af  kauri-gummi


Kauri-gummi er harpiks fra kauritræer. 
Kauri-gummi deler et par karakteristika med rav. Men mens rav kan være millioner af år gammelt, tyder kulstofdatering på, at alderen på det meste kauri-gummi er et par tusinde år.  Ligesom rav blev også kaurigummibrugt til smykker.Maorierne havde mange anvendelser for gummiet, som de kaldte kapia . Frisk gummi blev brugt som en type tyggegummi. Gummiet, der var meget brandfarligt, blev også brugt som optændingsmiddel eller bundet i hørfrø for at fungere som en fakkel. Brændt og blandet med animalsk fedt dannede det et mørkt pigment til moko- tatovering. Da kauri-gummi lettere kunne blandes med linolie ved lavere temperaturer, brugte 70 % af alle olielakker fremstillet i England i 1890'erne kauri-gummi.  Det blev brugt i begrænset omfang i maling i slutningen af det 19. århundrede, og fra 1910 blev det brugt i vid udstrækning til fremstilling af linoleum . 


Kauri-gummi var Aucklands vigtigste eksportvare i anden halvdel af det 19. århundrede og opretholdt en stor del af byens tidlige vækst. Mellem 1850 og 1950  blev der eksporteret 450.000 tons tyggegummi. 


 I begyndelsen var harpiksen let tilgængelig og lå ofte på jorden. Allerede James Cook rapporterede om tilstedeværelsen af harpiksklumper på stranden ved Mercury Bay , Coromandel, i 1769.


I 1850 var det meste af overfladegummien blevet høstet, og folk begyndte at grave efter den. Bjergsiderne gav lavt begravet gummi (ca. 1  m), men i sumpe og på strande var den begravet meget dybere (4  m eller derunder).  


Gummigravere var mænd og kvinder, der gravede efter kauri-gummi i de gamle kauri-marker i New Zealand i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Udtrykket kan være en kilde til øgenavnet " Digger ", der blev givet til newzealandske soldater i Første Verdenskrig .  I 1898 beskrev en gummigraver "livet som gummigraver" som "elendigt og et af de sidste [erhverv], en mand ville tage sig af". 


I 1898 blev "Kauri Gum Industry Act" vedtaget, som reserverede gummiområder til britiske undersåtter og krævede, at alle andre gravere skulle have licens. I 1910 kunne kun britiske undersåtter have licenser til gummigravning.  


Gummigravning var den største indtægtskilde for nybyggere i det nordlige Auckland, og landmændene arbejdede ofte på gummimarkerne i vintermånederne for at subsidiere de fattige indkomster fra deres ubrudte jord. I 1890'erne var 20.000 mennesker engageret i gummigravning, hvoraf 7000 arbejdede på fuld tid.  Gummigravning var ikke begrænset til nybyggere eller arbejdere i landdistrikterne; familier i Auckland krydsede Waitematā Havn med færge i weekenderne for at grave i markerne omkring Birkenhead , hvilket forårsagede skader på offentlige veje og private gårde og førte til, at lokalrådet tog sig af problemet. 


Det meste gummi blev gravet op af jorden ved hjælp af gummispyd (spidse stænger til at undersøge tyggegummi) og "skeletter", defineret som bladskårne spader til at skære igennem gammelt træ og rødder samt jord. Når tyggegummiet var blevet fundet, skulle det skrabes og renses.Tyggegummigravere i Auckland-regionen havde adgang til "tyggegummiskure" med en åben pejs, hvor tyggegummiet blev tørret og sorteret i forskellige kvaliteter eller grader. 


Det var mere kompliceret at grave i sumpe. Der blev ofte brugt et længere spyd (op til 8 m), ofte udstyret med en krog til at udgrave klumperne. Krat blev ofte først ryddet med ild; nogle blev ukontrollerede, og sumpbrande kunne brænde i ugevis. Huller blev ofte gravet af hold i både bakker og sumpe - ofte op til 12 m dybe - og nogle vådområder blev drænet for at hjælpe med udgravningen af gummi. Efterhånden som markgummi blev knappe, blev "buskgummi" udvundet ved bevidst at skære barken af kauritræer og vende tilbage måneder senere for at hente den hærdede harpiks. På grund af den skade, træerne blev forårsaget af fældningen, blev denne praksis forbudt i statsskovene i 1905. 


 Mellem 1820 og 1900 blev over 90 % af kauri-skovene fældet eller brændt af europæere.


Gummigravere solgte generelt deres tyggegummi til lokale gummikøbere, som transporterede det til Auckland  for at sælge det til købmænd og eksportører. Der var seks store eksportfirmaer i Auckland, der handlede med tyggegummi og beskæftigede flere hundrede arbejdere, som sorterede og genskrabede tyggegummiet til eksport og pakkede det i kasser lavet af kauri-træ. 


Allerede i 1830'erne og 1840'erne købte købmænd, herunder Gilbert Mair og Logan Campbell , tyggegummi fra lokale maorier for £5 ($8,25) pr. ton eller byttede det for varer. Størstedelen af tyggegummiet blev eksporteret til Amerika og London (hvorfra det blev distribueret i hele Europa), selvom mindre mængder blev sendt til Australien, Hongkong , Japan og Rusland. 


(Til dette afsnit om Kauri-gum havde jeg fundet en del billeder. Men teknikken driller, så jeg opgiver at få dem sat ind. Når jeg prøver, flyver hele teksten rundt.) Et enkelt sted har jeg også måtte undlade at lave nyt afsnit.)


 


Great Barrier Island har i dag omkring 1000 indbyggere. Størstedelen af ​​øen (omkring 60 % af det samlede areal) administreres som et naturreservat af Department of Conservation . Øen er 100 % off-grid. Dvs. at der intet netbaseret elektricitet Uden  bruger de fleste huse solpaneler og et batteri til at generere og lagre strøm. Vind- og vandturbiner og solvandvarmere bruges også. Dieselgeneratorer, der tidligere var den primære strømkilde, bruges nu mest som backup. 






Dette sammen med øens afsides beliggenhed gør, at der er usædvanlig mange Elektrikere og VVS-installatører, der ørger for nødvendig vedligeholdelse af boliger og infrastruktur og mekanikere, der  reparerer køretøjer, både og generatorer - og så naturligvis  folk der abejder med naturbeskyttelse og miljø og projektmedarbejdere fra Trust, der arbejder med økologisk restaurering og rovdyrfri programmer.


Der findes ingen supermarkeder, kun et par små butikker med fødevarer og dagligdags varer og nogle genbrugsbutikker. Så folk handler meget på nettet - for det fungerer fint. Så bestiller . Så bestiller man varerne og de bliver bliver bragt over med færgen. SeaLink driver en passager-, bil- og fragtfærge. Denne færge sejler fra Wynyard Wharf i Auckland City til Tryphena (flere gange om ugen). Sejltiden er cirka fire en halv time.  


                                        


Færgen ved Great Barrier Island 1910


                                          
Færgen i dag


Der er to flyvepladser på øen, Flyvetiden er cirka 30 minutter fra Auckland Lufthavn. Man kan også komme derover med vandfly og flytaxa.


Øens atmosfære beskrives undertiden som "liv i New Zealand for mange årtier siden".Turister besøger øen for at opleve "slow travel"  med den uberørte vildmark uden for elnettet, barske vandrestier og tjernekiggeri i verdensklasse under en kulsort nattehimmel. I 2017 blev  Great Barrier Island akkrediteret som et Dark Sky Sanctuary af International Dark-Sky Association. På det tidspunkt var det det tredje International Dark Sky Sanctuary, der blev udpeget, og det første ø-reservat.


På en tur- og rejseblog skriver  Aritra Bose: Hvis jeg skulle beskrive det med ét ord, ville jeg nok sige ”ufiltreret”. Turismen her er hverken overdesignet eller pyntet på. Det er bare livet, præcis som det er – og det er ærlig talt forfriskende."


Der er tre folkeskoler. Der er ingen ungdomsskole, men der er et læringscenter, der hjælper elever, der lærer gennem New Zealand Correspondence School . Mange børn forlader øen, når de når ungdomsskolealderen, for at gå på kostskole på fastlandet.


På Wikipedia nævnes 4 "kendte" fra Great Barrier: En forfatter, en rugbyspiller, en psykolog - og så den morsomste, en brændehugger: Paul Thomas Silva (1897–1974) var en fremtrædende newzealandsk soldat, skovarbejder, hugger og brobygger. Han blev født på Great Barrier Island ved Auckland i New Zealand i 1897. Hans far var Domingo Silva, en brasilianer af afrikansk afstamning, der ankom til New Zealand omkring 1867. Den olympiske bryder John da Silva var hans nevø. Gad vide, om det mest er pga. nevøen, at han skal nævnes :-)


Ovenfor var vi et smut i  Zealandia Ecosanctuary i Wellington. Nu skal vi ud på en lillebitte ø , der ligger nord-nordvest herfor. Vi skal til Kapiti Island 5 km ud for kysten. Jeg har tidligere bragt lidt historisk indhold om øen, men nu skal vi lige høre en smule og reservatet derude.


 mens mndens til at spille en lille rolle samm


 




Kapiti Island




Little Barrier Island blev oprettet som New Zealands første naturreservat i 1895. Kapiti-øen fulgte snart efter.  Allerede i 1870 havde man identificeret Kapiti som et muligt sted for oprettelse af et fuglereservat og i 1897 vedtog man loven Kapiti Island Public Reserve Act. Så også Kapiti Island er et af de ældste reservater - og et vigtigt et. 
 
Jeg vil blot give et par eksempler på fugle i reservatet.


Kapiti Island er hjemsted for en lille bestand af hybride brune kiwier. I 1908 udsatte Richard Henry et par tokoeka-kiwier på øen. Senere, i 1923, blev syv kiwier fra Whanganui-regionen udsat, og yderligere to brune kiwier fra Nordøen blev sat ud. De brune kiwier har efterfølgende krydset sig med hinanden og dannet en lille bestand på mellem 50 og 100 fugle.




En ung prins William, der holder en kiwi-fugl
under sit besøg på Kapiti Island den 18. januar 2010


Saddlebacks  er blevet flyttet fra Hauraki-bugten til Kapiti Island siden 1981. Den gennemsnitlige årlige vækstrate for bestanden af sadelrygge på Kapiti Island har været 33 % siden 1998.


De første hihi stitchbirds blev udsat på Kapiti Island 1983, hvor 30 fugle blev sluppet løs. For at styrke bestanden  fulgte der flere udsætninger de følgende år.
I dag er der 100 til 130 hihi-fugle på Kapiti Island. Den præcise bestand svinger fra år til år afhængigt af ynglesæsonen og mængden af mad, men holdes relativt stabil. Bestanden overlever kun, fordi de modtager massiv støtte fra naturvejledere. De spiser op mod 750 kilo råsukker om året via opsatte foderstationer på øen for at supplere deres kost. På landsplan i New Zealand findes der kun omkring 2.000–3.400 hihi-fugle i alt, hvilket gør gruppen på Kapiti Island til en lille, men utrolig vigtig del af artens overlevelse


Mellem 1991 og 1997 blev 32 kōkakoer  flyttet til Kapiti Island. Fem år senere var bestanden af kōkakoer på øen 39, og 10 af de 32 flyttede kōkakoer havde overlevet. Mellem 2021 og 2023 blev yderligere 35 kōkakoer flyttet til øen i et forsøg på at øge bestandens genetiske diversitet.








På øen befinder der sig 2-4 eksemplarer af den yderst sjældne takahē, som man længe troede var uddød, indtil man i 1940'erne fandt en lille bestand af sydlig Takahe i bjergene  på Sydøen.








Den flyveudygtige Sydø-takahē; Porphyrio hochstetteri er verdens største nulevende medlem af familien rails - vandhøns, en gruppe af små til mellemstore, jordlevende fugle med korte vinger, store fødder og lange tæer. Nordø-takahēen P. mantelli er uddød.






Takahēen ligner deres fjerne slægtning pūkekoen, også kendt som purpurhøne – en almindelig fugl, der kan flyve, men takahēen er langt større og har kraftigere farver. En takahē vejer mellem 2,3 og 3,8 kg. Det med farverne fremgår nu absolut ikke af illustrationen ovenfor.
Så er farverne betydeligt bedre herunder.










Takahēer lever i 16-18 år i naturen og 20-22 år i reservater.


I naturen lever takahēer på naturlige græsarealer. De lever hovedsageligt af de stivelsesholdige arter af tuegræs og halvgræs samt frø fra tuegræs, når disse er tilgængelige. Ved kraftigt snedække søger de ind i skoven, hvor de primært lever af underjordiske jordstængler fra sommergrønne bregner.
                                  


                                      








Takahēer yngler kun én gang om året og opfostrer 1-2 unger. Parrene forsvarer deres territorier indædt. Familierne har brug for meget plads, og territorierne varierer i størrelse fra 4 til 100 hektar, afhængigt af fødens tilgængelighed og kvalitet.


                       




Bare 500 takahe mener man, der findes i New Zealand. Ca. halvdelen i beskyttede naturreservater. 30 % af dem lever i reservatet på Tiritiri  Matanga, som jeg omtalte tidligere i blogindlægget. 


Så nåede jeg omkring endnu en håndfuld newzealandske fugle.  Denne gang endnu mer e specielle end de tidligere fugle, jeg har fortalt om


Kommer der mere fra New Zealand? KAN der snart være mere at fortælle?
Måske. Hvem ved.


Jeg er jo stadig ikke nået ned til  Sydøen og  de småøer, der ligger syd for den. Og kākāpōen venter også stadig.




Ps Teksten herunder kan jeg ikke få slettet. Jeg tror, det er den, der bevirker, at  jeg ikke helt kan styre teksten. Det er ogsår "Tilføj billedtekst" en af grundene til, at jeg slutter her.