 |
| Lesseps' rute |
I 1700-tallet var Okhotsk nærmest at ligne med et hub for sejlads og skibsbygning. Det var hertil man møjsommeligt slæbte materialer og byggede de skibe, der skulle på ekspedition langt mod nord.
Både Martin Spangsberg og Vitus Bering fik her i 1726-28 og 1734-38 bygget de skibe, hvorpå de sejlede til Japan og Alaska. Også Berings berømte St Peter og St Paul.
Havnebyen Okhotsk var den tidligste bebyggelse på Stillehavskysten, brohovedet for russisk civilisation på de kanter og siden 1784 også administrativt center for Kamtjatka. St Petersborg og Okhotsk var hver sin ende af den lange forbindelsesvej, som strakte sig fra Østersøen til Stillehavet og bandt det russiske rige sammen på langs. Ad denne vej udstrakte zaren sin enevældige magt over de østligste egne af sit rige. Konkret skete det ved, at kurerer stred sig frem og tilbage med meddelelser i posttasken. Ordrer og instrukser drog østpå fra magtens kontorer i St Petersborg, og alskens beretninger og ansøgninger strømmede allerunderdanigst den modsatte vej.
I periodersteg indbyggertallet og aktivitetsniveauet i Okhotsk, og livet blev mere hektisk. Det var, når regeringen i St Petersborg havde besluttet at sende en ny ekspedition af sted på udforskning af det østligste Sibirien og det nordlige Stillehav. Så strømmede det i en årrække til med højtlønnede sømænd, soldater, håndværkere, læger og videnskabsfolk og med udkommanderede strffefanger. Sammen skulle de virkeliggøre de politiske og videnskabelige ambitioner fra hovedstaden. Til daglig bestod opgaven i en elementær kamp for at overleve. Folk ankom som regel desperat udmattede til Okhotsk, for den sidste del af ruten, de godt 1000 km fra Jakutsk ud til kysten, var den vanskeligste på hele strækningen. Den gik gennem et næsten ubeboet terræn, hvor bjerge og sumpe vekslede på den mest ufremkommelige måde og med et mildt sagt uvenligt klima.
Ude i Okhotsk sad i januar 1788 en 27-årig engelskfødt flådeofficer i russisk tjeneste ved navn Robert Hall og skrev en rapport til sin arbejdsgiver, Admiralitetet i St Petersborg. Han havde rang af kaptajnløjtnant og var chef for en fortrop af den "Geografisk-astronomiske Nordøstasiens -ekspedition", som var blevet udsendt i 1785 på Katarina lls befaling. Leder af det vældige foretagende var en anden englænder i russisk tjeneste, kommandørkaptajn Joseph Billings, der tidligere havde sejlet under den berømte kaptajn Cook. Billing havde sendt sin næstkommanderende Hall og hans styrke i forvejen til Okhotsk for at bygge skibe og indsamle forsyninger til ekspeditionens forestående togter i det nordlige Stillehav på ganske samme måde, som det var sket under de første store opdagelsesrejser i området et halvt århundrede tidligere. Dengang Vitus Bering sendte Martin Spangsberg til Okhotsk med en fortrop, der skulle bygge skibe. Udviklingen af støttepunkter herude på rigets yderste rand gik langsomt, og hvert nyt foretagende måtte begynde fra begyndelsen med at tømre sine egne skibe.
Rapporten var ikke sjov at skrive for Hall, for den handlede mest om, hvordan han i kraft af uforudsete og uovervindelige problemer var blevet forhindret i at følge sine instrukser eller i hvert fald stærkt forsinket. Hans største problem var mangel på jern. For at bygge skibe i solid engelsk kvalitet skulle der masser af jern til. Det fandtes ikke i Okhotsk og måtte transporteres langvejs fra, og det havde voldt store vanskeligheder. Især kneb det på det sidste stræk fra Jakutsk til Okhotsk. Arbejdshestene var døde som fluer gennem hele sommeren 1787, udasede af at bære jernet gennem det bjergrige terræn, og hen over efteråret havde alle videre forsøg måttet opgives på grund af kulden. Adskillige læs var blevet efterladt, hvor hestene var styrtet. Den smule jern, der var nået frem til Okhotsk, var helt utilstrækkelig, og Hall havde måttet indstille arbejdet på det ene af de to påbegyndte skibe. På det andet skete kun beskedne fremskridt. Til gengæld havde det været gode tider for bjørnene langs ruten. De havde ædt sig fede i til vinteren i hesteådslerne.
Disse ærgerlige tilbageslag - som følge af den endnu så svage civilisation herude - udgjorde det meste af, hvad Hall havde at skrive hjem om. Men ud over bøvlet og elendigheden inden for sit eget ansvarsområde noterede han også i rapporten - lidt som modvægt måske - nogle enkelte interessante efterretninger helt ude fra Kamtjatka, nemlig nyheden om, at to franske fregatter under kaptajn La Perouse havde besøgt havnen i Petropavlovsk i næsten en måned, fra 25. august til 19. september 1787 - russisk tid - og at skibene havde sat en budbringer i land, som skulle bringe rapporter og breve fra ekspeditionen hjem til Paris. Kureren, en vis monsieur de Lesseps, forventedes at ankomme til Okhotsk i løbet af et par måneder - i februar eller marts, oplyste Hall.
De to franske skibe var fregatterne La Boussole ( Kompasset) og L'Astrolabe ( (Astrolabiet) med hver 111 mand ombord, som Louis XVI i august 1785 havde sendt afsted fra Brest i Frankrig. Skibene var imidlertid for længst sejlet videre, flere måneder før Hall skrev sin rapport, som var dateret 28. januar 1788, og monsieur de Lesseps nåede først frem den 5. maj. Hans rejse blev en ganske anden end forventet.
En anden spændende nyhed var, at ni japanske søfolk, som i 1783 var strandet på øen Amchitka, var blevet bragt ind til Nisjnekamtjatsk på østsiden af Kamtjatkahalvøen.
Lederen af japanerne, Kodayu, blev indkvarteret i kommandanten, sekondmajor Konon Orlenkovs hus, mens de øvrige fik anvist logi hos hans skriver, Vasilij Dobrynin. Begge steder blev de modtaget med oprigtig medlidenhed, stor nysgerrighed og en imponerende gæstfrihed.
Den første aften fik japanerne serveret et festmåltid. Lufttørret kongelaks, den største lakseart, der i juni måned går op i Kamtjatkas floder og yngler og på det tidspunkt bliver fanget i stort tal, og til dessert friske blandede bær med friskmalket mælk i tinkrus. Mælken var et ukendt fænomen for japanerne., og registrerede det som en hvid væske, der smagte godt.
Næste morgen fik de klatkager af mel og igen den hvide væske, der denne gang blev serveret i birkebark-krus, og denne gang var lidt tykkere og varmere end aftenen før, men igen smagte den godt. Japanerne gættede på, at den nok var kogt på saranorødder, som de kendte.
En af japanerne lagde mærke til, at en gammel kone hver morgen og hver aften forsvandt et eller andet sted hen med en lille spand og kom tilbage igen efter kort tid. En dag fulgte han efter hende og så hende gå ind i staldbygningen, og gennem en sprække så han, hvordan hun malkede en ko.
Bestyrtet styrtede han tilbage og fortalte de øvrige japanere, hvorfra den hvide væske kom. Hvor ulækkert! Herefter nægtede de at røre al mad, der var tilberedt af denne væske. I stedet sendte kommandanten mere mel, fisk og oksekød, men oksekødet sendte de tilbage. Deres buddhistiske tro forbød dem at spise oksekød.
Russernes og japanernes tilsyneladende kulturelle syn på mælk skyldes sandsynligvis en nedarvet forskel i tarmsystemernes kemi. De fleste japanerne hører til det flertal af jordens befolkning, der som voksne mister evnen til at fordøje mælkesukker (laktose). De holder nemlig op med at producere enzymet laktase, der nedbryder mælkesukkeret. Russerne derimod hører sammen med flertallet af den hvide race til det mindretal, der som voksne bevarer evnen til at fordøje mælkesukkeret. Men det var der ingen, der vidste dengang. Og jeg vidste det heller ikke, før jeg stødte på det her.
Nisjnekamtjatsk bestod på det tidspunkt af 50-60 huse. Orlenkov var i 1785 tiltrådt som bykommandant - gorodnitjij, en stillingsbetegnelse der kan virke vildledende, for hans myndighedsområde var hele Kamtjatka. Men den markerede, at han tjenstligt hørte under kommandanten i Okhotsk inde på fastlandet. Tidligere havde Kamtjatka haft sin egen kommandant, der var sideordnet kommandanten i Okhotsk. At Orlenkov skulle have sæde i netop Nisjnekamtjatsk var en del af en administrativ omlægning, hvor den lille by på østkysten blev gjort til halvøens hovedstad. Før da havde det været Bolsjeretsk på vestkysten.
Orlenkovs familie bestod af 11 personer - voksne og børn, og alle lavere rangerende embedsmænd i hans tjeneste brugte han som tjenere. Det nød de andre otte japanere godt af, for ud over, at de blev indkvarteret hos skriveren, fik de på kommandantens bud tilknyttet en læge, en soldat og en tjener.
Kodayu er en vågen iagttager, og han laver omhyggelige notater. Da japanerne endelig kommer hjem til Japan, bliver de afhørt i flere uger, og forhørene bliver indført i en forhørsprotokol. Og det er grunden til, at vi kender så mange detaljer om hele den lange færd, som japanerne kom ud på. Her begrænser jeg mig til lidt fra deres ophold i Nisjnekamtjatka.
Og mens japanerne udforsker livet og levevilkår i Nisjnekamtjatsk, gør franskmændene det samme i Petropavlovsk 400 km længere nede af kysten mod syd.
Franskmændene fik den samme utrolig gæstfrie modtagelse som japanerne.
La Perouse havde fået forfattet en introduktionsskrivelse til kommandanten i Petropavlovsk, hvor han erindrede om den gæstfrie modtagelse., som englænderne havde fået nogle år tidligere og fremkom med et håb om, at det samme ville blive gældende over for ham og hans folk. Men den indirekte anmodning var helt unødvendig. Russerne havde en løbende instruks om at tage godt imod fremmede gæster.
Russerne forsynede løbende de franske officerer og videnskabsfolk med friskt kød. Det blev efterhånden til et rensdyr, fire bjørne, et agali-får og så mange lommer og søpapegøjer, at de til sidst blev så trætte af disse fugle, at de overlod dem til de menige søfolk, som var glade for variationen til de fisk, de ellers fik serveret.
Russerne arrangerede jagtture for franskmændene - mest for fornøjelsens skyld. Franskmændenes udbytte var ikke stort.
Da La Perouse gennem Lesseps - deres franske tolk - lod forstå, at hans astronomer gerne ville låne en bolig på land, hvor de kunne slå sig ned med deres kvadranter og ure, gik der mindre end to timer, før de franske videnskabsfolk kunne rykke ind i bygdens største og fineste huse. Den hidtidige beboer havde fået tilsvarende kort frist til at rømme sit hjem, og da franskmændene opdagede det, blev de en smule flove over al den ulejlighed, de var årsag til, men også meget imponerede over den russiske lydighed.
Petropavlovsk bestod på det tidspunkt af 40 vinter- og sommerboliger. Indbyggertallet var nok omkring 100 - hvis man talte alle - også kvinde rog børn - med.
Den øverste russiske myndighedsperson i området var kommandanten over Okhotsk og Kamtjatka, Koslov Ugrenin med sæde i Okhotsk.
I Petropavlovsk befandt sig sekondløjtnant Khabarov, der var kommandant for Petropavlovsk, en sergent, der var hans næstkommanderende, og en sekretær med rang af korporal. Herudover bestod den europæiske tilstedeværelse af 40 kosakker. De bar sabel og gevær, når de var på vagt, men ellers gik de klædt som de indfødte kamtjadalere og kunne kun med besvær skelnes fra dem på ansigtstrækkene.
Det var således Khabarov , der skulle udvise den russiske gæstfrihed over for de 220 uventede gæster, og det gjorde han til La Perouses tilfredshed. La Perouse noterede: " Denne officers hjælpsomhed var ubeskrivelig."
Det var også ham, der stod for at organisere de tre franske videnskabsfolks udflugt til den 2718 m høje Avatja-vulkan. Landmåleren Bernizet og de to skibspræster, fysikeren Mongez og naturhistorikeren Receveur drog afsted i selskab med otte kosakker, der viste vej og bar telte og pelsværk til overnatning samt proviant til 11 mand i fire dage. Barometre, termometre, syreflasker og andet sartere videnskabeligt udstyr bar de tre lærde selv. Franskmændene nåede toppen og vendte glade tilbage med mange prøver. En del af glæden skyldtes også, at de vidste, at hverken Berings eller Cooks ekspeditioner havde besteget denne vulkan.
 |
| Udsigt over mod Petropavlovsk. De 2 franske skibe ses længst ude. |
I Petropavlovsk var besætningen travlt optaget af at fylde skibenes ferskvandstønder og slå hø og stakke det til tørring. Det skulle være foder til dyr på den videre rejse. De havde kun et får tilbage, men havde bedt russerne skaffe en flok stude. Det slog franskmændene, at der ingen kvægavl var i området, for forudsætningerne var til stede i form af rigelige græsningsarealer. Men i foråret 1787 bestod bygdens samlede landbrug af to små køkkenhaver med kartofler og roer tilhørende sekondløjtnanten og sergenten.
Hvad de indfødte og kosakkerne brugte af planteføde, hentede de direkte i den vilde natur - rodknolde af sarana, lidt pastinak og hvidløg samt først og fremmest bærrene, der gav saftevand og syltetøj til vinteren. Hvad angik kødforsyningen klarede de sig som fiskere og jægere.
 |
| En kamtjatdalsk kvinde med børn. Selv kaldte de sig itelmen |
Tidligere var det ofte tvangsforviste embedsmænd, der blev udnævnt som kommandant for Okhotsk. En sådan var f.eks. en berygtet Skornjakov-Pisarev, som havde været en sand plage for Bering og hans deltagere i 2. Kamtjatkaekspedition. Kommandantposten ved verdens ende kunne så tjene som et springbræt til en senere benådning. Det kunne også være en officer af lavere rang end oberst.
Men med den administrative ændring, der blev foretaget i 1780-erne fulgte udnævnelsen af Koslov- Ugrenin, som var oberst, og som bosatte sig med kone, 5 børn og et tjenerskab på femten livegne. Også Koslov havde ambitioner om, at hvervet i Okhotsk skulle blive springbræt til en bedre stilling i mere civiliserede egne.
Der var også oprettet et dommerembede og en politimyndighed i Okhotsk. Som fredsdommer var udpeget den tyskfødte kollegie-assessor, Johan Koch.
Kolsov var ikke særlig interesseret i administrative trivialiteter, men tog ofte på lange rejser rundt i det udstrakte område, han var kommandant over, og Johann Koch kom til at fungere som den egentlige magthaver i distriktet.
Da La Perouse ankom til Petropavlovsk, var Kolsov netop på rejse i det nordlige Kamtjatka, og med kurer sendte Khabarov anmodning til Koslov om at opspore og rekvirere så mange stude som muligt ved russiske kolonister på sin vej til Petropavlovsk fra Øvre Kamtjatka, hvor han netop opholdt sig. Det var en af grundene til, at det trak ud med hans længe ventede ankomst.
Da han nåede frem, måtte han med beklagelse fortælle, at det kun var lykkedes at opdrive 7 stude. Heller ikke mel kunne Koslov hjælpe franskmændene med. I Bolsjeretsk havde man i 6 måneder ventet på skib fra Okhotsk, som skulle bringe vinterforsyninger af mel til de russiske garnisoner på Kamtjatka, og efterhånden havde man grund til at frygte, at skibet var forlist. Det var samtidig det skib, der skulle have bragt Koslov tilbage til Okhotsk, så han var nu nødt til at rejse hjem over land. En tur han beskrev som mere vanskelig end hele rejsen fra Okhotsk til St Petersborg.
Petropavlovsk var et af de på forhånd aftalte anløbssteder for La Perouse, så hvis alt var gået som planlagt, skulle ekspeditionen her få friske hilsner hjemmefra og evt. nye ordre. Men sandsynligvis var det med det omtalte skib fra Okhotsk, at posten skulle være ombord.
For La Perouse var mødet med Koslov en glædelig overraskelse. Han gjorde et blændende europæisk indtryk. På turen ned fra Verknekamtjatsk (Øvre Kamtjatka) havde Koslov indsamlet en betydelíg mængde mineraler, og han fortalte straks ved sin ankomst, hvor meget han glædede sig til at drøfte disse naturforekomster med de tilstedeværende repræsentanter for den berømte franske videnskab. Han talte udmærket fransk og havde ikke brug for tolk. Koslov var som en gentleman, der interesserede sig for stort set alt.
"Hr. Koslovs manerer og høflighed var absolut på højde med de bedste folk fra vore største byer," noterede La Perouse, en anelse forbavset i sin journal. Han fortsatte med, at den russiske oberst havde "nogen fortrolighed med ethvert aspekt af vore forskninger, det være sig inden for geografien eller naturhistorien; det var umuligt at forestille sig en officer, hvis kvalifikationer ville være blevet værdsat i enhver europæisk nation, var blevet sat til at styre en så vild vild og rå egn, beliggende ved verdens ende, men man vil let forstå, at nære, ja endog intime bånd snart blev knyttet mellem hr. Koslov og os."
La Perouses forundring over at møde en russer på fuldt europæisk niveau så langt væk fra ikke blot Paris, men også fra Skt. Petersborg, var ikke ganske uberettiget. Og Koslovs håb om igen at rykke tættere på civilisationen med dens pulserende liv og videnskab var fuldt forståeligt, oig det var også begrundet i hans ønske om at sikre sine børn en passende uddannelse.
Men nu skulle der festes. Dagen efter sin ankomst blev Koslov inviteret til middag på L'Astrolabe". Enkelte af de øvrige russiske gæster var særligt indbudte, da de 8 år tidligere havde truffet englænderne fra Cooks tredje rejse. Deres navne var kendte, for de figurerede i denne ekspeditions offentliggjorte journaler. Franskmændene gav russerne en salut med 13 kanoner og hele besætningen udråbte et rungende "Vive le Roi". I 1797, da La Perouses journal udkom på tryk, var denne passage slettet. I mellemtiden havde kongen jo mistet sit hoved i den franske revolution 1789.
Den følgende dag var Koslov igen middagsgæst på L'Astrolabe, og igen blev han budt velkommen af en salut fra 13 kanoner, en hæder, som han herefter indtrængende frabad sig.
Franskmændene prøvede at betale for de 7 stude , ligesom de tidligere på rejsen havde betalt spanske myndigheder for proviant og andre forsyninger, men Koslov afslog på det bestemteste. En stående ordre fra kejserinde Katarina forbød myndighederne på Kamtjatka at tage imod anden betaling end en kvittering. I stedet beklagede Koslov endnu en gang de beskedne leverancer af kvæg og indbød så til et bal, som næste dag ville blive afholdt til ære for de franske gæster. Han stillede i udsigt, at hver eneste kvinde i byen ville være til stede.
Da de franske officerer og befalingsmænd næste dag mødte op, måtte de konstatere, at den lovede mønstring af kvindelighed måske ikke var særlig stor, men til gengæld ganske usædvanlig.
Det er sjovt at læse, hvordan La Perouse undervejs på rejsen ofte kommenterer de kvinder, han møder. Èt sted fik han medlidenhed med dem for deres hårde slid, et andet sted fandt han, de var lige lovlig imødekommende, og i Baia de la Conception i Chile bemærkede han, hvordan mændene vagtsomt sørgede for at holde dem af vejen.
Til ballet i Petropavlovsk beskriver han kvinderne som 13 kvinder, heraf 10 kamtjadalere med runde ansigter, små øjne og flade næser, der sad på bænke langs stuens vægge, iført lokale silkestoffer, som de havde slynget om hovederne, lidt i stil med mulatkvinder i vore kolonier. Mere nedladende end han har for vane. Da dansen går i gang, er det først med russiske danse til ganske behagelige melodier, meget i stil med den Cosaque, som man for ikke længe siden dansede i Paris. Men da to kvinder derefter opfører en kamtjadalsk dans, der illuderer en jæger og en bjørn, skruer han op for den civiliserede iagttagers ironi. Helt ukarakteristisk for La Perouse bliver han nærmest perfid. "Kvinderne afgav kraftfulde væsker, der fyldte hele stuen med en lugt af olie og fisk, og denne dans var næsten lige så udmattende for tilskuerne som for danserne."
Kort efter blev forestillingen afbrudt. En kurer var ankommet fra Okhotsk med en stor kuffert fuld af post til franskmændene, og diskret trak Koslov sig tilbage og overlod franskmændene til deres glædelige læsning af hilsner hjemmefra. Til La Perouse indeholdt posten en udnævnelse til kommandørkaptajn. Koslov talte jo fransk og forstod de glade gratulationer og for at markere begivenheden lod han samtlige kanoner i byen affyre salut.
La Perouse er dybt rørt over denne opmærksomhed og i det hele taget over Koslovs enestående personlige omsorg for sine gæster, som også omfatter store gaver - to kongeørne til den kongelige franske zoologiske have og et stort antal zobelskind.
La Perouse er sig pinlig bevidst, at de ikke kan gengælde gaverne på behørig vis. De har kun medbragt småting som glasperler og søm beregnet på gaver til indfødte. Men én ting kan La Perouse dog glæde Koslov med. Som læsestof for sig selv han han medbragt de trykte beretninger fra Cooks tredje ekspedition, og de indeholdt indgående skildringer af englændernes to besøg i Petropavlovsk i 1779.
La Perouse låner Koslov denne beskrivelse, og fornøjet oversætter han straks højt de passager, der omhandler englændernes besøg til glæde for de tilstedeværende russere, hvoraf adskillige jo optræder med navns nævnelse i bogen.
En af de følgende dage besøger franskmændene det sted, hvor Cooks efterfølger (efter at han selv var dræbt på Hawaii) kaptajn Clerke var begravet, og de fik opsat en bronzeplade, hvor der ellers kun var en gravskrift malet på et stykke træ. Endnu mere spændende var det, da de fik forevist Louis Delisle de la Crouères grav. Denne franske videnskabsmand havde været tilknyttet Videnskabernes Akademi i Sct. Petersborg fra 1727 som ekstraordinær professor i astronomi og havde deltaget i Berings 2. ekspedition, men døde kort tid før skibet Sankt Paul nåede i havn. Også på hans grav satte franskmændene en kobberplade med mindeord.
Selv om franskmændenes besøg foregik i en harmonisk atmosfære i gensidig respekt for de europæiske videnskabelige opdagelser, så var de to lande dog i princippet konkurrenter, når det drejede sig om krav på nyopdagede territorier og adgang til nye markeder. La Perouse afslørede derfor ikke noget hverken om hans hidtidige eller fremtidige rute. Koslov var lidt mere åbenmundet og fortalte f.eks. om graden af russisk beherskelse af det nordlige Stillehav, om hans planer om at udvikle Petropavlovsk til Kamtjatkas hovedstad og om hans planer for udvikling af landbruget på den tyndt befolkede halvø. Han fortalte også - indgående - om den igangværende russiske "Geografisk-astronomiske Nordøstasiens-ekspedition" under ledelse af englænderen Billings og om ekspeditionens vanskeligheder med at få bygget to skibe i Okhotsk. Formentlig ville der gå yderligere 3-4 år, før de var sejlklare. Og La Perouse noterer (begejstret), at inden den tid kan franskmændene let nå at udruste endnu en ekspedition til det nordlige Stillehav. Koslov fortæller også, at East India Company i 1786 havde sendt et mindre skib til Kamtjatka for at åbne en handelsforbindelse med russerne her. Englænderne ville forsyne russerne med indiske og kinesiske varer til gengæld for russisk pelsværk. Koslov selv havde forhandlet med den engelske kaptajn, men havde afvist hans forslag og henvist ham til at henvende sig til myndighederne i Sct. Petersborg. Og i øvrigt var det engelske skib efterfølgende forlist, så konkurrencen fra englænderne var for nærværende ikke overhængende.
Men den fornøjelige tid for både russere og franskmænd fik en ende. Det blev tid for La Perouse at drage videre. Kun Lesseps, som havde fungeret som fransk-russisk tolk, var der ikke længere brug for. I stedet fik han en anden meget vigtig mission. Han skulle bringe La Perouses foreløbige rapporter til Paris.
 |
| Allerede som 12-årig talte Lesseps flydende russisk, tysk, spansk og naturligvis fransk. |
Lesseps far havde været fransk konsul i Rusland, og Lesseps håbede at kunne efterfølge ham. Både La Perouse og Langle holdt meget af den unge mand og gav ham deres varmeste anbefalinger med. Lidt betænkelige var de ved at efterlade den ganske unge 25-årige mand her helt alene, men Kolsov, som snart ville begynde sin rejse tilbage til Okhotsk, lovede at tage ham med i sit følge og passe godt på ham, som var han et familiemedlem. Lidet vidste La Perouse og Langle, at det var Lesseps, der trak det længste strå, for han nåede dog hjem, hvilket de selv aldrig gjorde.
Vinteren 1787-88 blev en særlig streng hungervinter. I Petropavlovsk var forrådsforsyningerne efter 220 ekstra gæster i mere end tre uger særlig lavt. Og forsyningsskibe ankom ikke.
Særlig var der mangel på mel. I Nisjnekamtjat slap melet op allerede i efteråret, og diæten kom til at bestå af lufttørret laks. Da også det slap op i starten af november, sendte kommandanten folk ud for at søge efter mad, men de der stadig havde noget, gemte det for selv at beholde det. I flere dage fik japanerne ingen mad. Til sidst måtte japanerne lade sig overtale til at spise det oksekød, som russerne bragte dem - som de tidligere havde afvist med henvisning til deres religion. Mens japanerne kæmpede med at få kødet ned, må de være blevet fulgt af sultne blikke fra skriveren, de boede hos, og hans familie og husfolk. For ikke den mindste bid kunne de tilkomme. Oksekødet var leveret med udtrykkelig besked om, at kødet var til de japanske gæster. Russerne - selv på så højt socialt et niveau - var henvist til at spise bark af kirsebærtræer, som de blandede op med fiskerogn. Men ud på foråret måtte også japanerne spise bark. Det saftige lag lige under barken blev blødt op i vand og havde en sød smag, men var næsten ikke til at få ned. 3 japanere overlevede ikke trængslerne.
Rundt omkring i Kamtjatkas øvrige forter og småbygder, på udsteder og bopladser klarede man sig igennem på en afventende, stillesiddende måde med lavest mulige kalorieforbrug. Kun de mægtigste kunne trodse den nødvendige neddæmpning af livsytringer, og til dem hørte Koslov og hans franske gæst Lesseps.
Den 7. oktober efter vesteuropæisk tidsregning tiltrådte de sammen med et følge på 12 russere den 160 km lange rejse tværs over Kamtjatkahalvøen. En rejse der varede 2 uger. Med i følget var sekondløjnand Khabarov - ham der som den første modtog franskmændene, inden Koslov nåede frem, kaptajn Sjmalev, der som midlertidig kommandant på Kamtjatka havde været vært for englænderne under Cook-ekspeditionens besøg i 1779 og nu var politimester i Nisjnekamtjatsk, samt Koslovs personlige eskorte bestående af 4 underofficerer og 4 kosakker.
De sejlede over Avatja-bugten til Paratunkaflodens udmunding. Her stod 20 heste klar til den videre transport af rejseselskabet og dets oppakning. Den tungere bagage havde Koslov sendt i forvejen på små pramme. Ved en gren af Bolsjasja-floden havde Koslov tidligere ladet indrette en badstue, hvor en kilde med kogende mineralvand vældede frem fra en bjergside - et projekt, der på sigt skulle højne kamtjatdalernes sundhedstilstand og hygiejne. Koslov var opsat på at fremme projektet med anlæg af hytter, så rejseselskabet måtte tilbringe en uge her trods kulde og regn. Mindst et par gange om dagen badede de i badstuen for at holde varmen.
Ad flere omgange hentede hestene den tunge del af bagagen, og den videre rejse foregik på små både af udhulede træstammer, der var surret sammen, så de udgjorde en slags tømmerflåde. Flere gange var de ved at miste bagage.
 |
| Den første del af rejsen. Fra Petropavlovsk til Bolsjeretsk |
Vel ankommet til Bolsjeretsk blev Lesseps indkvarteret i Koslovs egen bolig., som var både højere og større end byens øvrige huse og i stil mindede om træhuse i Sct. Petersborg, fandt Lesseps. Som frygtet kunne Koslov konstaterede, at forsyningsskibet til Bolsjeretsk og det øvrige Kamtjatka var forlist ud for byen. Den flade vestkyst, der ikke bød på nogen som helst besktýttelse mod blæsten og med en flod, der hele tiden møblerede om på sine sanddynger og sejlrender, fik Lesseps til at konkludere, Petropavlovsk i Avatjabugten var meget bedre egnet som Kamtjatkas hovedhavn og centrum for handel og administration end Bolsjeretsk - hvilket den også senere kom til at blive.
Men i efteråret 1787 var Bolsjeretsk det nærmeste, man kom på en europæisk by herude i det allerøstligste Asien. Foruden 3 officielle bygninger bestod byen af 60 beskedne træhuse.. Indbyggertallet var omkring 300, kvinder og børn medregnet, og også iberegnet 70 kosakker, der gjorde soldatertjeneste her og holdt gaderne rene, reparerede broer, omlastede fødevarer og fragtede dem videre fra flodmundingen ind til Bolsjeretsk. Ellers var folk købmænd og matroser.
Det normale ville have været at sejle fra Bolsjeretsk til Okhotsk. Men med en kalender, der havde nået efterår og mangel på skibe i Okhotsk, ville man ikke kunne forvente skib før om 6 måneder. Så Kolsov og Lesseps besluttede at følge kysten hele vejen rundt om toppen af Okhotsk-havet. Og for denne rejse var det for tidligt, for de skulle vente på, at floderne frøs til.
Både Koslov og Lesseps var ivrige efter at komme videre, men måtte væbne sig med tålmodighed. For Lesseps blev ventetiden fornøjelig, for Koslov afholdt flere baller for byens damer. Lesseps er forundret over, at der danses både polka og kontradanse i engelsk stil - og heldigvis ikke kamtjadalsk bjørnedans som i Petropavlovsk. De rent kamtjadalske kvinder fandt han ikke attraktive, men kvinderne af blandingstyper havde "langtfra nogen frastødende figur", og mange kunne endda betegnes som skønheder. Balkjolerne så slet ikke værst ud, skønt de måske nok var en anelse for farvestrålende og prangende. De fleste var af silke, der kostede en formue på det lokale marked. Kvinderne viste tydeligt deres glæde over ballerne. Deres opførsel var fri indtil det overstadige, undertiden ligefrem til det uanstændige, men ægtemændene viste ingen tegn på jalousi. De syntes ikke at gå meget op i, hvad deres koner foretog sig.
Jo, Lesseps fulgte godt i La Perouses fodspor mht. at nedfælde beskrivelser af kvinderne.
Tiden gik også med omfattende forberedelser til den forestående 3000 km lange slæderejse rundt om den bugt, der adskiller Kamtjatka fra fastlandet.
Der blev skaffet rigelige forsyninger af vodka, oksekød, havremel og havregryn. Der blev bagt brød i massevis, og en del blev lagt til side til de første rejsedage, men hovedparten blev skåret i stykker og ovntørret til mere langsigtet fortæring. Yderligere mel blev medbragt i sække som reserve.
Koslov havde oprindeligt villet rejse nordpå gennem det vestlige Kamtjatka, hvor han ikke tidligere havde været. Men da der forrige vinter havde været hungersnød derude, var der risiko for, at de indfødte havde rømmet mange af deres bopladser. Derfor måtte planen opgives. Det blev for farligt, hvis man ikke kunne regne med tilstrækkelig mange beboede støttepunkter undervejs. I stedet valgtes den mere traditionelle østlige rute. Men samtidig blev det besluttet, det, at kaptajn SJmalev alligevel skulle rejse op langs vestkysten, som han kendte godt. Han havde tidligere været kommandant i Tigil, 600 km nord for Bolsjeretsk. Hans opgave var at samle yderligere forsyninger ude vestpå og derefter støde til Koslovs gruppe i det nordlige Kamtjatka.
Afgørende var også forsyningen af hunde til at trække slæderne. Koslov gav besked om, at der skulle skaffes flere, hvorefter flokke af hunde straks begyndte at strømme ind fra andre bygder, forspændt leverancer af rekvireret forråd. Faktisk var der tale om en helt ekstraordinær mønstring af hunde. Den blev legendarisk og levede i mundtlig tradition på Kamtjatka til et godt stykke op i 1800-tallet under betegnelsen "hundenes koppe-epidemi" med underforstået henvisning til den store koppe-epedemi i 1769, der havde udryddet tre fjerdedele af halvøens befolkning. Kommandantens vinterrejse kom til at stå som en katastrofe af sammenlignelige dimensioner for Kamtjatkas bestand af det lille trækdyr.
Afrejsen skulle have fundet sted om morgenen, men måtte udsættes til om aftenen, for det kneb med at få plads til al bagagen på de 35 køretøjer, der skulle afsted.
Et par af dem var tunge, lukkede rejsekaner, en slags kareter på meder, med vinduer af marieglas ( tynde, rene og klare spaltestykker af lys glimmer - muskvit), hvor passageren sad godt beskyttet mod vind og vejr. Andre var åbne og ganske lette slæder. Rejseselskabets størrelse antages at have været omkring 50 personer.
Der var 300 hunde til at trække, hvoraf de 45 var spændt for kommandantens pompøse køretøj, mens Lesseps kunne nøjes med 37. Hertil kom et yderligere antal slæder og hunde tilhørende borgere fra Bolsjeretsk, som ville vise kommandanten opmærksomhed ved at ledsage ham til den nærmeste bygd, Apatjin.
Afgangen i et snelandskab klart oplyst af måneskin må have været et uforglemmeligt syn. Den første strækning på 44 verst (en verst er stort set det samme som en km - 1066,8 m), med helt friske hunde og kuske udviklede sig hurtigt til et forrygende væddeløb. Der blev råbt og gøet fra alle sider og overhalet både indenom og udenom. Adskillige slæder væltede og blev ødelagt, og adskillige hunde mistede livet, før selskabet ved midnat nåede frem til Apatjin.
To malerier viser Lesseps' færd med hundeslæde. Det ene dokumenterer vulkan Tolbachik i udbrud. På det andet ses blot vulkan-bjerget uden røgsøjle - og i det hele taget en mindre forjaget situation.
Efter Apatjin fortsatte Kaptajn Sjmalev som planlagt i nordvestlig retning, mens hovedstyrken fortsatte mod nordøst og kørte mest muligt på de frosne floder. Men de havde deres lumske steder, som det gjaldt om at opdage i tide, og som tvang hele karavanen til besværlige omveje, ofte gennem dyb sne, før de igen kunne vove sig ud på floden.
Efter hver dagsmarch fik trækhundene deres ene daglige måltid, et stykke tørret laks, der blev kastet hen til hver enkelt hund.
Hygiejnen på de indfødtes bopladser, hvor de rejsende ofte overnattede, var under al kritik. Det sovested, som kommandant Koslov fik anvist, var dog som regel det reneste efter forholdene, og han overlod det ofte til Lesseps.
 |
| Den stiplede sorte linje, der går stik vest fra |
6. februar var rejseholdet nået 500 km nord for Bolsjeretsk, og her blev det opsplittet endnu mere for en tid. Lesseps ønskede at dreje mod øst for at besøge Nisjnekamtjat - det nye administrative hovedsæde. Det ønskede Koslov - mærkværdigvis - ikke - muligvis fordi han ikke stod på alt for god fod med bykommandanten. Det var en afstikker, der betød en forsinkelse på mindst en uge og yderligere træk på forsyningerne, men som den opmærksomme vært, han var, sørgede Koslov for forsyninger og ledsagere til Lesseps udflugt. Selv ville han vente på ham i Jelovka.
Nisjnekamtjatsk var en skuffelse. Den bestod af en klynge ikke særligt velbyggede små træhuse. 150 fik han at vide - japaneren Kodayu fik dog kun optalt dem til 60. Lesseps' ankomst blev hurtigt bemærket, og inden længe blev han opsøgt af en gruppe officerer, der tilbød deres tjeneste, og han blev fulgt hen til bykommandanten, Orlenkov. En polak i russisk tjeneste skulle dagen efter giftes med præstens niece, og Lesseps blev straks inviteret.
Lesseps syntes , festen startede lidt kedeligt, Serveringen bestod af mange forskellige supper, kolde kødspiser, steg og kage. Skønt hovedret og dessert kun kom i små mængder, så var menuen dog overdådig, når man betænker den kritiske forsyningssituation denne vinter, og at folk ude i byen sultede.
Udvalget af vodka var et kapitel for sig, og stemningen blev efterhånden mere løssluppen.Titler blev gemt bort, og der blev spillet op til både russiske og polske danse, og ud på aftenen sluttede ballet med et fyrværkeri til festdeltagernes naive begejstring, som Lesseps noterer i sin dagbog. Selv var han ikke imponeret, men fandt det hele provinsielt.
For Lesseps var det mest mindeværdige ved besøget i Nisjnekamtjatsk mødet med de strandede japanere. Han talte særligt med lederen Kodayu, som var indkvarteret hos kommandanten. Lesseps nedskrev, at Kodayu virkede fuldstændig hjemme, og han omgikkes alle med en utvungethed, som andetsteds kunne opfattes som ubehøvlethed. Han bakkede uafladeligt på en lille pibe, men afslog på det bestemteste enhver dråbe vodka.
Besøget varede kun 3 døgn, og Lesseps sluttede sig igen til Koslovs gruppe.
Rejsen fortsatte nu gennem stadig mere tyndt befolkede områder. Der blev hurtigt for langt mellem de indfødtes bopladser og de små russiske udposter til, at de kunne rejse fra den ene til den næste på en enkelt dagsmarch. Ved overnatning under åben himmel blev Lesseps' og Koslovs store kaner parkeret klods op ad hinanden inde i det største telt, og når de to gentlemen hver åbnede en marieglas-luge, kunne de konversere i vinternatten og række hinanden ting. De andre slæder, der ikke var store nok til, at man kunne sove i dem, anbragtes parvis i en række ved det store telt med en slædes mellemrum mellem to slæder, der dannede par. Over dem blev der spændt sejldug eller skind ud, som de indfødte vejvisere og menige rejsedeltagere kunne ligge under.
Kokken var en korporal, der hverken lavede velsmagende eller varieret mad, men til gengæld var han hurtig til at rette et varmt måltid an. Standard-retten var en suppe kogt på kød skåret i bittesmå terninger, tilsat ris eller havregryn og med en skive mørkt brød til.
Beboede steder blev ikke blot færre, hvor rejseholdet kom frem, de blev også mindre gæstfrie. Set fra en boplads må det have været et mareridt, når op mod 300 hunde med tilhørende passagerer pludselig dukkede op. Enhver, der kæmpede for at klare sig gennem vinteren, kunne umiddelbart se det livsfarlige i at være gæstfri over for sådan et optog. For de rejsende var der på den anden side ikke længere nogen vej tilbage, så de måtte insistere på deres ret som lovlig øvrighed og skrue bissen på.
Problemerne begyndte så småt allerede ved Jelovka. Selv om Lesseps ankom som aftalt den 14. februar, udsatte KOslov afgangen til den 19. i håb om, at Sjmalev ville nå frem med sit tilskud af forsyninger fra vestkysten. Det skete ikke. I stedet blev en sergent sendt sendt tilbage til til Nisjnekamtjatsk med ordre om at rekvirere tørfisk til hundene og indhente hovedstyrken så hurtigt som muligt.
Rejseselskabet fortsatte helt ud til østkysten og videre nordpå langs selve stranden. Kraftige snestorme satte tempoet ned og udmattede hundene, og på bopladsen Karaginsk blev man nødt til at gøre holdt for at afvente forsyninger. Lesseps og Koslov boede hos den lokale tojon (høvding) i hans store jordhule. Men tojonens gæstfrihed udstrakte sig ikke til at hjælpe med at oplede vinterforråd af fisk. Det lykkedes dog efter en del sproglige vanskeligheder at købe to rensdyr af nogle korjakiske nomader. Det hjalp på situationen for de tobenene, men det så fortsat sort ud for hundene. Reserverne af tørfisk var ved at være brugt op, og nye forsyninger lod stadig vente på sig. Først den 29. februar nåede sergenten frem fra Nisjnekamtjatsk, men det var ikke de store mængder hundefoder, han havde fået udleveret. Derfor var det særlig uheldigt, at en ny snestorm tvang de rejsende at ligge stille endnu et par dage i Karaginsk.
Næste rejsemål var Gavenki - den nordligste kamtjadalske boplads på østkysten. Navnet var ikke flatterende - en afledning af govno - lort eller møg. Navnet havde stedet fået af kolonimagten, som åbenbart ikke brød sig om stedet. Undervejs på denne strækning begyndte hundene at dø. De var blevet sat på en fjerdedel af deres normale ration, og mange var nu så afkræftede, at de dårligt kunne stavre af sted. I den faretruende situation besluttede Koslov at sende en soldat i forvejen til fortet Kamennoi som ilbud med et spand af de bedste hunde og en indfødt vejviser for at hente hjælp fra de 40 mand, som overvintrede deroppe. Resten slæbte sig hen til Gavenki. Her fandt de en boplads bestående af 2 jordhuler og 6 usle hytter af drivtømmer - den eneste slags træ på de kanter. Her boede 5 familier, hvis medlemmer ikke hyklede nogen glæden ved de mange hundes og gæsters ankomst. Tværtimod kom de i håndgemæng, da en sergent forlangte brænde. 2 indfødte trak deres knive, men blev hurtigt afvæbnet af soldaterne. Skønt faren således var drevet over, havde situationen været så ubehagelig, at kommandanten fandt, der måtte statueres et eksempel. Den stedlige tojon protesterede og med en vis ret - Gavenki lå strengt taget nord for Koslovs jurisdiktion. Men de 2 skyldige blev bagbundet og lagt ned med blottet overkrop, hvorefter de fik rygstykkerne pisket til blods. Lesseps blev imens omringet af tojonens skrigende familie. Det hjalp ikke på stemningen, at kamtjadalerne kategorisk nægtede at have noget forråd af fisk, og værre endnu blev der, da soldaterne ved hjælp af de sultne hunde kunne afsløre at en del fisk for nylig var blevet gravet ned i gruber og omhyggeligt camoufleret med jord og sne. Nogen havde åbenbart advaret bopladsen om de mange munde i anmarch. Rejseselskabets harme var så stor, skriver Lesseps, at vi kunne have taget det hele, men vi nøjedes dog med en mindre del.
Fra Gavenki gik ruten mod nordvest. Målet var i første omgang bopladsen Pustoretsk på vestkysten, ca 200 verst borte, i heldigste fald 3 dagsmarcher hen over en mennesketom, gold og snedækket slette. Men turen blev betydelig længere, for vejviseren tog flere gange fejl i det kontur-fattige landskab. Samtidig steg antallet af hunde-dødsfald alarmerende, og forrådet af tørfisk nærmede sig nulpunktet. Efter 2 døgn havde Lesseps kun én fisk tilbage til sit spand, der til gengæld var blevet reduceret fra 37 til nu kun 23. Koslovs spand var reduceret tilsvarende. Modløsheden bredte sig. Lesseps tænkte fortvivlet på La Perouses depecher, der måske aldrig ville nå frem.
Der måtte ofte gøres holdt for at spænde en død hund fra. En del af mandskabets proviant blev ofret til hundefoder, og det meste af vejen gik folk til fods ved siden af slæderne for at spare hundene mest muligt. Til sidst blev man nødt til at efterlade en del af slæderne, dog under bevogtning af nogle af de indfødte rejseledsagere. De frigjorte hunde blev så spændt for de slæder, der fortsatte. På det sidste stykke vej ud til kysten, hvor terrænet igen steg, greb man endda til at folde tørklæder, så de lignede fisk, og lad dem dingle foran hundespandene, som opbød deres sidste kræfter for at nå denne lokkemad.
Stærkt forkomne efter den kritiske strækning nåede hunde og mandskab Pustoretsk den 9. marts ved 3-tiden om eftermiddagen. Her fandt de kun kvinderne hjemme, alle mændene var taget afsted for at finde en hval, der skulle være strandet på kysten et stykke borte. Kvinderne virkede umiddelbart glade for besøget midt i vinterens ensformighed, men de havde ikke noget spiseligt at byde på. Efter oplevelsen i Gavenki undersøgte man, om de talte sandt, men selv den mest ihærdige eftersøgning af skjulte forråd gav intet resultat, og gæsterne måtte se i øjnene, at deres værter var præcis så småt forsynede, som de så ud til.
I Pustoretsk indtraf desuden en katastrofe med slædehunden. De blev som sædvanlig spændt fra slæderne og bundet ved hver sin pæl. Men et vigtigt element i rutinen manglede, nemlig fodringen, og da hundene først var overladt til sig selv, gik hele flokken amok. De åd på et øjeblik remme og seletøj, løb frit omkring og satte tænderne i alt, ikke mindst hinanden. Døde hunde blev omgående, under vilde slagsmål, ædt op af deres artsfæller. Det stod på i nogle dage, hvor ingen turde bevæge sig udenfor uden at være bevæbnet med en solid stok.
Uden hunde var de rejsende strandet, og deres skæbne afhang nu af hjælp udefra. Soldaten, der var sendt til Kamannoi for at rekvirere hjælp fra kosakkerne deroppe, var blevet standset af en snestorm tolv verst nord for Pustoretsk og sad nu i en forladt jordhule uden proviant til hverken sig selv eller sine hunde. Nyheden herom blev bragt af en af hans vejviser, der havde stridt sig tilbage til Pustoretsk til fods. En bedre nyhed var, at mændene fra Pustoretsk faktisk havde fundet den strandede hval, og at bopladsen nu kunne håbe på hvalkød og spæk inden så længe. I tillid hertil, og fordi garnisonen i Kamennoi stadig forekom at være den mest nærliggende kilde til hjælp, besluttedes det at satse proviant på at sende gruppens bedste slædekører, sergent Kabesjov, ud for dels at undsætte soldaten, dels at få et nødråb bragt frem til Kamennoi.
Sergenten viste sig tilliden værdig og nåede Kamennoi i løbet af et par dage. og efter yderligere et par dage ankom en kurer fra Kamennoi til Pustoretsk ledsaget af flere korjakkiske vejvisere. De medbragte post fra Okhotsk til Koslov, heriblandt et brev om, at han var blevet forfremmet til kommandant over Jakutsk. Koslov havde søgt stillingen med henvisning til, at hans børn havde brug for at komme tilbage vestpå for at få en passende uddannelse. Dette var trods alt et lille skridt i den rigtige retning. Desværre var der også dårlige nyheder i sergent Kabesjovs rapport om situationen i Kamennoi. Her havde hundene - ligesom deres egne - for nylig ædt hinanden, så der var ikke megen hjælp at hente fra den kant.
 |
| Ring om Pustoretsk og Kamennoi. Rød prik ved Gisijiginsk |
Næste sted med en blot nogenlunde stærk russisk tilstedeværelse var Gisijiginsk, ovre på den kontinentale side af bugten. Sergenten havde sørget for, der blev sendt il-bud dertil, men han anså chancerne for, at Gisijiginsk kunne hjælpe med hunde og proviant for meget små.
Koslov tog længe nyhederne dårligt og virkede efter Lesseps' observation opbrugt og udslukt.
Nogle få lyspunkter er der dog.
12. marts dukker kaptajn Sjmalev pludselig op - ham der tog den parallelle rute i den vestlige side af Kamtjatka. Desværre medbringer han ingen forsyninger af betydning, , men hans hunde er forholdsvis friske og med dem lykkes det at bjærge den bagage, som var blevet efterladt undervejs , og nogle dage efter vender kamtjadalske mænd tilbage til bopladsen med rigelige forsyninger af hvalkød.
Lesseps lægger en plan. Det står klart, at Koslov og han ikke har slædehunde nok til at fortsætte rejsen sammen. men en af dem kan komme videre med de 27 hunde, der er tilbage sammen med dem, som Sjmalev bragte ved at skifte til en lettere slæde. Endnu engang viser det sig, at Koslovs storsind kender ingen grænser, da han lader Lesseps være den, der kan fortsætte, mens han selv bliver tilbage i den gudsforladte boplads for at overvintre på hvalkød sammen med dens 15 indbyggere og resten af hans rejseselskab.
Lesseps' videre færd bliver forberedt så godt og så sikkert som muligt. Han selv skal køre en slæde med 7 hunde og plads til den helt essentielle bagage, herunder - som det vigtigste - den voksdugbeklædte posttaske med La Perousse-ekspeditionens papirer og læderkufferten med hans egne optegnelser. Til personlig eskorte får han en soldat, der skal transportere hans øvrige bagage på en slæde med 8 hunde. En indfødt vejviser får de sidste 12 hunde til sin slæde med provianten. Til sikring af mest mulig lokal hjælpsomhed forsynede Koslov sin protegé med et repektindgydende rejsepas til fremvisning, hvor kan kom frem. Men den vigtigste sikkerhedsforanstaltning var nok, at Koslov lod den erfarne kaptajn Sjmalev og et par af dennes underofficerer køre med på deres egne slæder et stykke ad den lange vej til Okhotsk. Koslov glemte ikke Sjmalevs gode tjeneste under denne vinterrejse. Året efter gjorde han ham til Orlenkovs efterfølger som kommandant i Nisjnekamtjatsk.
Endelig erklærede Koslov i en skrivelse på fransk, af hensyn til Lesseps' videre karriere, at den unge kurérs forsinkelse på rejsen fra Kamtjatka skyldtes aldeles tvingende og personligt uforskyldte omstændigheder som følge følge af områdets egenart.
Efter en hjertelig afsked med kommandanten og rejsekammeraterne forlod Lesseps så Pustoretsk den 18, marts.
Den 4. maj nåede han bygden Inja, knap 100 verst oppe ad kysten fra Okhotsk. Bygdens bjælkehytter og nomadetelte husede en blandet russisk-jakutsk befolkning, som levede af at passe omkring 200 heste. Her indkrævede han et nyt hundespand, men den fordrukne landsbyøverst var så længe om at forstå Lesseps hastværk, at franskmanden til sin store ærgrelse måtte opgive at komme videre samme dag og tage en ekstra overnatning blot en enkelt dagsrejse fra målet.
Næste morgen meget tidligt jog han afsted med friske hunde og rutinerede russiske ledsagere. Allerede efter 25 verst besluttede han at efterlade sin bagage samt den ene russer til at bevogte den for selv at være sikker på at nå Okhotsk inden aften. På sin videre færd observerede han en påfaldende mængde kornmagasiner rundt omkring i landskabet og fik senere at vide, at det var lagre til Billings' ekspedition. Melet var blevet fordelt til forskellige bopladser i nærheden af Okhotsk og ventede nu på at blive bagt til de beskøjter, som Billigs' skibe skulle have om bord, når de engang var færdigbyggede.
Efter 47 verst langs kysten krydsede Lesseps højdedraget Marikan, og herfra åbnede sig for første gang udsigten til Okhotsk yderligere 25 verst borte. Selvom det var begyndte at sne, fortsatte han ufortrødent langs kysten mod byen og passerede adskillige vrag af skibe, der var forlist på vej til eller fra havnen og nu lå derude som vidnesbyrd om de vanskelige besejlingsforhold. Næsten helt fremme ved målet lurede endnu en fare. Da han kørte over Okhota-floden, der munder ud ved Okhotsk, knagede isen faretruende under hans slæde. men isen bar, og umiddelbart efter kunne Lesseps holde sit indtog i byen om eftermiddagen den 5. maj efter en slæderejse på over tre måneder.
På det tidspunkt knugede vinteren stadig Nisjnekamtjat, og sultedøden tog sin andel. De japanske søfolk sank dybere og dybere ned i mismod, men russerne, som de boede hos, trøstede dem og insisterede på, at snart ville det få en ende. "Prøv at holde ud lidt endnu. Snart bliver det maj, og så snart isen smelter, kan vi fange så mange fisk, det skal være, og der vil ikke være mangel på mad."
Og så skulle de sendes videre. Den 15. juni gik de ombord i en komjak, den russiske form for kano. I den nåede de Tigil, der var det vigtigste udskibningssted efter Bolsjeretsk, og den 1. august sejlede de ud herfra på havsejlads med kurs mod Okhosk. Lidt besværligheder kom de ud for. Mangel på vind fik skibet til at ligge stille, og efter 24-25 dage til søs begyndte der at komme mangel på ferskvand og proviant. men i august nåede de Okhotsk. Sørejsen var på 800 verst - ikke noget i betragtning af Lesseps forfærdelige 2500 verst lange, forfærdelige slæderejse. Og i forhold til japanerne havde han kun vundet 4 måneder, og det forspring blev yderligere reduceret, for nu kunne han ikke komme videre fra Okhotsk. Heller ikke den næste strækning var særlig medgørlig.
At byens kommandant ikke stod klar til at modtage ham vidste Lesseps bedre end nogen anden. Han havde jo selv efterladt ham under jammerlige forhold i Pustoretsk. Hans første opgave i byen var at underrette Koslovs stedfortræder, tyskeren Johann Koch om grunden til, at Koslov ikke dukkede op sammen med ham. Derefter var det Koslovs kone og familie, der skulle underrettes, men de opholdt sig på familiens gods 40 verst fra Okhotsk, så det måtte vente. I mellemtiden blev Lesseps indkvarteret i den tomme kommandantbolig, hvor han for første gang i lange tider kunne glæde sig over at ligge i en rigtig seng.
Lesseps ankomst i Okhotsk blev hurtigt kendt, og allerede næste morgen troppede et større selskab op bestående af byens købmænd og officerer, heriblandt en italiensk læge, der gjorde tjeneste under Billings. Han talte udmærket fransk og kurerede også Lesseps for nogle brystsmerter, han havde pådraget sig under rejsen. Også Koch kunne noget fransk, men foretrak russisk. Koch bød straks på middag hjemme hos sig sammen med kone og børn.
Koch forsøgte at overtale Lesseps til at tage den med ro og blive en tid i Okhotsk, men Lesseps tænkte kun på at komme videre.
Så forsøgte han at hjælpe Lesseps ved at sende bud efter et rensdyrspand hos tungiske nomader, men sendebudet kom tilbage med besked om, at han ikke havde fundet nogle tungiske rensdyrnomader. Sine allersidste slædehunde lykkedes det Lesseps at skrabe sammen ved hjælp af Koch, men kun fordi han lovede at vende om, hvis han kom i vanskeligheder. Koch fandt foretagendet hovedløst. Sne og is var begyndt at smelte.
Jakutsk, der var næste egentlige by , befandt sig godt 1000 km borte, men med slædehundene skulle Lesseps bare nå over på den anden side vandskellet, før isen brød op.
Mens de sidste forberedelse blev gjort, fik Lesseps byen vist frem af forskellige officerer. Undervejs på den forfærdelige slæderejse, havde Lesseps tænkt, at i Okhotsk ville han nå frem til Europa - eller en udpræget europæisk by. Så han blev slemt skuffet. Byen havde ingen storslåede bygninger, og havnen ville han næsten ikke kalde en havn. Blandt dem, der ledsagede ham rundt, var Billings næstkommanderende, englænderen Robert Hall. Skønt skibsbyggeriet var hemmeligt, undlod han ikke at fremvise det for Lesseps. Lesseps noterede, at skibene ikke var ret store, men at det havde kostet en formue at skaffe materialer, soldater og skibstømrere helt herud.
10. maj om aftenen - blot 5 dage efter sin ankomst- stod 6 slæder klar med oppakning, hundeforspand og et følge af slædekørere samt to færgemænd, der skulle hjælpe franskmanden ned ad Judoma-floden og videre til Jakutsk.
Den første nat tilbagelagde hundeslæderne 45 verst i elendigt føre. Tøvejret fortsatte, og nogle steder måtte hundene vade i vand til bugen. Om morgenen nåede de frem til landsbyen Medvésja Golová, som betyder "Bjørnehovedet". Her havde Martin Spangsberg, Vitus Berings næstkommanderende, et halvt år tidligere nedlagt en bjørn og sømmet hovedet fast til et træ, hvor det hang længe nok til at give bebyggelsen dets nye navn. Her måtte Lesseps' rejseselskab gøre holdt et helt døgn, så udmattede var hundene, og Lesseps vidste, at de ikke kunne udskiftes længere fremme på ruten.
Næste landsby lå kun 25 verst borte, men allerede efter 10 kunne mange af hundene dårligt stavre af sted. For at lette opgaven for dem, besluttede man at vove sig ned til floden, hvor terrænet i det mindste var jævnt. Men det endte med en alvorlig forskrækkelse. Lesseps' slæde begyndte at gå gennem isen, og under den dramatiske redningsaktion kom også flere af de andre slæder i problemer. Til alt held var floden kun godt en meter dyb på det kritiske sted, så efter en del besvær fik man atter køretøjerne ind på land. Men hundene kunne tydeligvis ikke magte denne rejse, og da en sergent i følget forklarede Lesseps, at han i tilfælde af oversvømmelse risikerede druknedøden eller i bedste fald et par uger i en trætop, hvis han var så heldig at være i nærheden af et træ, traf franskmanden den tunge beslutning at vende tilbage til Okhotsk og vente der, præcis som Koch havde foreslået. Efter nye anstrengelser og farer nåede rejseselskabet tilbage midt på dagen den 14. maj. Her måtte han naturligvis udholde Kochs og de øvrige officerers drillerier, men også indstille sig på, der let kunne gå en måned, før han kunne komme videre mod Paris.
Efter drillerierne genoptog Okhotsks borgere deres store hjælpsomhed.
Koch udfærdigede - ligesom Koslov havde gjort - en officiel erklæring om de tvingende grunde, der havde forsinket Lesseps på tilbagerejsen. Koslovs kone sendte mælk ude fra godset, for den italienske læge havde anbefalet Lesseps at drikke mælk mod brystondet. Havnemester Lovtsov begyndte at rekvirere de mindst magre heste i omegnen, så de kunne stå klar til afgang, den dag vejret gav grønt lys for Lesseps. En kurer bragte også den gode nyhed, at Koslov var nået frem til Gisjiginsk. Han var altså nået rundt om bugten og nået over på fastlandet. Kureren havde desværre ikke noget brev med fra Koslov og kendte ingen enkeltheder om Koslovs helbred eller planer.
Lesseps benyttede den nye ventetid til at nedfælde en omhyggelig beskrivelse af livet i Okhotsk på officielt plan. Han var særdeles kritisk - ikke over for den russiske regering, som han vurderede var for langt væk, til at man kunne forvente, at den kunne have hånd i hanke med, hvad der foregik. Han kritik var rettet mod de grådige handelsfolk og pelsjægere, der var direkte skyldige i udnyttelsen af de indfødte under koloniseringen af Østsibirien og Kamtjatka og øerne på vej til Alaska. Han skrev om, hvordan handelsskibe sejlede ud fra Okhotsk med en last af glasperler og tarvelige brugsgenstande af jern, indkøbt af andelshavere til handel med de indfødte, og blev væk i op til 6 år, før de vendte tilbage med kostbart pelsværk. Endelig forklarede han, hvordan pelsværket blev undersøgt og belagt med statsafgift ved skibenes ankomst til Okhotsk, og hvordan en ikke ubetydelig del af varerne siden blev transporteret videre via Jakutsk og Irkutsk til det kinesiske marked.
Om den elskværdige og ovenud hjælpsomme Koch havde Lesseps kun lovord. I lokalmiljøet var han imidlertid ikke afholdt - måske nærmere forhadt pga. hans strenghed i overholdelse af lov og orden. Lesseps kaldte soldaterne for en tøjleløs flok borgere og bønder og en bande af vilde folkeslag, der var opvokset som røvere og ikke kendte anden lov end personlig vinding. Hertil kom, at en stor del af byens indbyggere var forviste, let genkendelige på deres brændemærke i ansigtet. Andre var straffefanger i lænker. Så snart de kunne se deres snit til det, befriede de sig for lænkerne og stak af. Men Koch var hurtig over dem og fik dem lagt i tungere lænker, hvorefter han atter lod dem færdes blandt "ærlige borgere".
De indfødte havde også tidligere været et problem. De kom tit med klager og kunne foranstalte overfald, især i forbindelse med skatteopkrævning.Men nu havde Lovtsov og Koch fået taget på dem, og nu var de tilfredse med den faste myndighed.
Ingen kunne huske, at isen på Okhota-floden var brudt op senere end 20. maj. Men det år skete det først den 26. maj. Selv den privilegerede udenlandsk gæst nåede at opleve at se levnedsmidlerne slippe op. Ved middagsbordet fik han til sidst kun serveret soltørrede strimler af oksekød. Så stor var glæden, da isen endelig brød op, og man kunne foretage det første fiskedræt af store mængder af smelt og sild. De fattigste sloges om fangsten og åd på stedet fisken rå. Inden længe kom der også laks, og jagten på søfugle satte ind. Lesseps fulgte det alt sammen med stor opmærksomhed, for hans videre rejse afhang ikke mindst af forsyningssituationen.
Da sneen endelig smeltede, kom der ikke meget grønt til syne, så græsnings-mulighederne for de heste, der skulle hjælpe Lesseps videre, var sløje. Men afrejsen blev sat til 6. juni, og der blev tilvejebragt både et passende antal heste og en tilstrækkelig mængde proviant i form af brød og beskøjter, atter takket være især Koch og hans havnemester Lovtsov.
Lesseps' afgang markerede samtidig åbningen af sommerforbindelsen fra Okhotsk til Jakutsk. Flere af Lesseps' nye bekendtskaber besluttede at følge ham et stykke på vej, dels af almindelig hjertelighed, dels i nogle tilfælde, fordi de alligevel havde ærinder på ruten. Lovtsov og Hall fulgte med et par dagsrejser, den italienske læge lovede selskab til Judomkas Kors, og soldaten Golikov, som havde ledsager Lesseps helt fra Kamtjatka, havde ordre til at fortsætte helt til Jakutsk. En gammel russer, som havde erfaring som flodskipper, ganske vist for 12 år siden, fulgte også med , foruden et ikke nærmere specificeret antal jakutske hjælpere. Desuden lovede Koch at sende et hold håndværkere i hælene på rejseholdet til at efterse og reparere de både, der skulle bruges til sejladsen fra Judomas Kors til Jakutsk.
Hen mod aften den 6. juni blev de rejsende ledsaget ud af byen til det sted, hvor 13 heste ventede. Ved synes af den hest, der var udset til at bære Lesseps, følte franskmanden både betænkelighed og medlidenhed - aldrig før havde han set så radmager en krikke med så indfaldne sider og så smal en bagdel. Og så var det endda en af de bedste. Pakhestene så endnu sløjere ud. Lesseps' hest styrtede da også under ham allerede på den første dagsmarch. Det tog alle med stor sindsro som noget fuldstændig dagligdags, og efterhånden indså Lesseps hvorfor; inden de nåede Judomas Kors, havde han talt 2000 hesteådsler langs ruten. Det var en del af forríge års omkostninger ved at bringe tunge materialer frem til skbíbsbyggeriet i Okhotsk. Lesseps sadlede om til en ny hest og fortsatte tappert mod Paris.
Undervejs måtte de flere gange krydse floder. Det foregik enten, ved at de omlastede bagagen i både og lod hestene svømme, eller de red over på et lavvandet sted. Endnu en hest gik tabt, da den brækkede et ben under sådan en passage. Og ved hver af de efterhånden utallige passager kom Lesseps' nerver på højkant ved tanken om, at hans dyrebare, voksdugsbeklædte posttaske med ekspeditionens papirer kunne blive våd. Den posttaske, som var årsag til hele denne forfærdelige rejse. Han bar den altid på sig, bundet fast til bæltet. Alligevel var det nær gået galt. Under passage af en biflod til Urak-floden faldt Lesseps af hesten og var ved at drukne. Soldat Golikov fik ham dog reddet i land, og til alt held viste det sig, at de 2 pakker med La Perouses papirer stort set var uskadte. Ved en senere lejlighed røg også Lesseps' personlige kuffert i vandet, men den blev ligeledes bjærget før vand og mudder havde ødelagt optegnelserne.
Rejsen gik overvejende gennem skov, først pile- og ellekrat, siden større birke- og grantræer. Til rasteplads udvalgtes steder med den bedst mulige græsning og de færrest mulige bjørnespor. Natten igennem brændte de bål for at holde bjørnene væk. Ifølge lokal erfaring var bjørnenes appetit på hestebøf særlig stor, når de lige var kommet ud af vinterhiet. De rejsendes egen kost var ensformig; rugmelsbeskøjter, suppleret med lidt egernkød, når Lesseps havde held med at ramme nogle af de vævre små dyr med haglbøssen.De viste sig at smage lidt af gran. Jakuterne spiste for sig selv og lavede en rugmelsgrød med fisketran. Men de satte også med stor fornøjelse et egern til livs, når lejlighed bød sig.
Et par gange mødte selskabet små karavaner af købmænd fra Jakutsk, der var på vej i modsat retning med varer til Okhotsk. Det var for Lesseps tegn på, at de nærmede sig mere civiliserede egne.
På 10. dagen nåede de det højtliggende Judomas Kors. Bebyggelsen bestod i hovedsagen af pakhuse, der blev bevogtet af 4 soldater. Det var en vigtig oplagringsplads og mellemstation ved vandskellet på den vanskelige rute mellem Okhotsk og Jakutsk. Her begyndte flodvejen ind i landet.
Vagtmandskabet skulle i princippet bistå rejsende med flodtransport. Men de 4 både, de rådede over, krævede alle istandsættelse, og Kochs udsendte håndværkere var ikke. nået frem endnu, så der var udsigt til mere ventetid. Det ville Lesseps dog ikke høre tale om. Han insisterede på at komme videre og forlangte, at den mindst medtagne af bådene straks skulle sættes i stand til ham. Det skete så efter de forhåndenværende søms princip, eller rettere, med hvad man ellers kunne finde , for netop søm ledte man forgæves efter i alle pakhusene. Der var heller ingen tjære, skønt bådene i høj grad kunne have brugt en grundig tjæring før en sejltur på op mod 1000 km. Mest nytte gjorde et stykke tov, der blev trævlet op og brugt til tætning. Men det tog resten af ankomstdagen og hele næste dag, før båden var bragt i en sådan stand, at den så ud til at kunne bære de 5, der skulle med: Lesseps og soldaten Golikov, som skulle sidde forrest og holde udkig, den gamle flodskipper, der skulle sidde bagest og styre (så vidt hukommelsen rakte), og 2 af de 4 soldater fra Judomas Kors skulle sidde midterst og ro. Om morgenen den 18. juni lagde de fra land.
Det første stykke var det værste. Judomas-floden faldt temmelig brat ned mod Maja-floden. Strømmen var stærk, og selv på denne årstid med meget vand var der lumske, grunde steder. Desuden var der en række berygtede punkter undervejs. Det første var et vandfald ikke så langt neden for Judomas Kors, men ingen af de ombordværende vidste præcis hvor langt nede. Men de vidste, at det lige før var helt nødvendigt at placere båden i flodens højre løb. Det førte nemlig til en rende, der gav nogenlunde sikker passage. Havnede man derimod i venstre løb, var man på vej mod et frit fald på 20 fod. Efterhånden som de nærmede sig, lagde de gentagne gange til land, og Lesseps løb et stykke i forvejen langs bredden for at orientere sig, før båden fulgte efter. Trods al forsigtighed var de i det afgørende øjeblik alligevel lige ved at glide ind i venstre løb, og de 2 medbragte soldater måtte ro for livet - bogstaveligt talt for alles liv.
Tidligt om morgenen 22. juni nåede de Maja-floden, som var bredere og gjorde sejladsen enklere. Da det stadig gik med strømmen, og strømmen var rimelig stærk, kunne selv den utålmodige Lesseps ikke klage. Støt og roligt gled de afsted alle døgnets 24 timer.
Under sejladsen på Maja-floden fik Lesseps modgående trafik i sigte i form af 9 fartøjer med militær udrustning til Billins' ekspedition, formentlig kanoner til de 2 krigsskibe, der snart skulle føre ham mod Japan. Hver båd blev trukket mod strømmen af et forspand af mennesker - pramdragere - der gik på en lille sti inde på land - som vi også har kendt det i Danmark - dog under ganske andre fremkommelige forhold. Den travle franskmand sejlede forbi uden at standse op, hvilket han senere fortrød, da han senere fik at vide, at den lille flåde var under kommando af en vis hr. Bering. Lesseps troede, det var Vitus Berings søn. Det var nu et barnebarn, der som russisk søofficer deltog i Billings' ekspedition.
29. juni ankom Lesseps' efterhånden decimerede rejseselskab til Jakutsk som de første rejsende, der i 1788 ankom til Jakutsk fra Okhotsk. Straks efter ankomsten meldte Lesseps sig hos kommandanten, oberstløjtnant Marklovskij, der egentlig skulle have forladt sin post og nu blot fungerede videre, mens han ventede på sin afløser, den forsinkede Koslov, der jo sidst var set i Gisjiginsk ude ved kysten.
Marklovskij gratulerede Lesseps på ubesværet fransk med den hurtige og veloverståede rejse fra Okhotsk og opfordrede ham til at blive nogle dage i Jakutsk for at hvile ud. Selv ville han gøre sit yderste for, at franskmanden kunne nyde sit ophold. Allerede samme aften inviterede han både Billings og Lesseps til middag i kommandantboligen. De to fandt stort behag i hinanden selskab og mødtes til flere middage i de 5 dage, Lesseps opholdt sig i byen, mens de naturligvis udviste al den diplomatiske diskretion, der var nødvendig mellem to højtbetroede mænd på hemmelig mission i hver sin stats tjeneste.
Endelig følte Lesseps, han var nået til en rigtig by i den europæiske kulturkreds. Så hjemligt føltes det, at han stoppede med at føre dagbog. Hvad der skete på den 2594 verst lange rejse til guvernørsædet Irkutsk og på de følgende utallige verst til imperiehovedstaden Sct. Petersborg beretter han ikke om. Om disse områder kunne et eventuelt interesseret publikum læse i utallige andre rejseskildringer.
 |
Jeg har sat en lilla ring om byen Jakutsk. Det er alligevel utroligt, at hele den lange rejse videre herfra var så uinteressant, at Lesseps stort set ikke skrev om den.
 |
| Den interessanteste og mest krævende del af Lesseps' odyssé - ifølge ham selv. |
Det tog en måned på hesteryg - fra 5. juli til 6. august at nå Irkutsk ved den sydvestlige ende af Bajkalsøen. Den 10. august fortsatte han med hestevogn i il-tempo gennem Krasnoyarsk, Achinsk, Tomsk, Tobolsk, Tyumen, Jekaterinburg og Kungur i Uralbjergene til Kazan, hvor han blev såret i en ulykke. For at undgå at blive fanget endnu en vinter, pressede han videre til Nizhniy Novgorod, derefter (Veliky) Novgorod, og nåede endelig St. Petersborg, hvor han den 22. september kunne betro den voksdugbeklædte taske med La Perouses papirer til den franske ambassadør. Han havde håbet at se sin far, der havde været fransk konsul i Kronstadt, da Lesseps tog afsted sammen med La Perouse men det viste sig, han var trådt tilbage året før og var rejst hjem.
4 dage senere forlod han Sct. Petersborg og via Riga, Memmel og Berlig nåede han 17. oktober 1788 til Versailles, hvor han aflagde rapport til marineminister La Luzerne, og senere samme dag var han i audiens hos Louis XVI.
Allerede næste dag fik han sin højt ønskede belønning i form af udnævnelsen til konsul i Kronstadt efter sin far. Det blev begyndelsen på en lang karriere som fransk diplomat - han var jo stadig 25, måske 26 år - dels i Rusland i flere omgange - sidste gang under Napoleons felttog i 1812, hvor han var intendant i Moskva med ansvar for at skaffe forplejning til de franske styrker - dels i Konstantinopel og dels i Lissabon, hvor han døde i 1834.
De japanske skibbrudne, som Lesseps mødte i Nisjnekamtjat fik en lettere skibsrejse fra Tilit til Okhotsk, og selv om de følte, at den videre rejse gennem Sibirien til Sct. Petersborg var udmattende, var den dog intet i sammenligning med Lesseps'. De skulle så til gengæld samme vej tilbage til Okhotsk, hvorfra de sejlede mod Japan.
Flere af dem var døde i Rusland. To blev tilbage, fordi de havde skiftet til den russiske religion og derfor vidste, de ikke ville blive lukket ind i deres gamle land. Kun lederen Kodayu nåede helskindet hjem. Her blev han grundigt forhørt, og fra forhørsprotokollerne har man viden om deres rejse og om Kodayus indtryk af Rusland.
Men herom har jeg allerede skrevet i blogindlægget En anderledes jordomrejse.
Dette indlæg var viet Lesseps og hans forunderlige rejse.
Selv synes jeg, det var interessant at læse om den unge 25-årige Lesseps' ildhu og målrettethed, strabadser og genvordigheder. Skildringen af hungersnøden i den ubarmhjertige russisk vinter, når forsyningsskibe svigtede, gjorde indtryk, og lige så stort indtryk, hvis ikke mere, gjorde det at læse om de anstrengelser, som de russiske myndigheder og privatpersoner gjorde sig for at hjælpe en tilfældig franskmand, der uden diskussion forlangte at krydse det vældige Sibirien så hurtigt som (næsten u-) muligt
NB
Indholdet af dette blogindlæg har jeg hentet i Peter Ulf Møllers bog Strandet i Europa fra 1997. Hovedemnet er japanerne, der strandede i Rusland, men jeg var så heldig at finde et par kapitler om Lesseps.
Peter Ulf Møller var professor i russisk ved Aarhus Universitet. Han døde i januar 2020.
