Om Congos nyere historie.

Ved belgiernes ankomst til Congo i 1885 blev der organiseret en omfattende raceadskillelse. Den oprindelige befolkning blev af belgierne delt i tre kaster: tutsierne, også kaldt watutsi, der var høje, lyshudede kvægavlere fra det nedre Sudan, og som udgjorde et aristokrati i samfundet; hutuerne, også kaldt bahutu, der var lave, mørkhudede agerdyrkere fra det østlige Congo, Rwanda og Burundi og som udgjorde en af tutsierne undertrykt majoritet, samt pygmæerne (mbuti- og twa-folk), der legemsmæssigt var de laveste. Pygmæerne var pottemagere, jægere og samlere og indgik ofte i et symbiotisk samarbejde med bondebefolkningen, hos hvilken pygmæerne byttede sig til landbrugsvarer, som de ikke selv kunne skaffe.

Alle medlemmer af de forskellige etniske grupper blev tildelt særlige identitetskort, så koloniherrerne vidste, hvem de havde med at gøre. Et problem for belgierne såvel som den oprindelige befolkning var blot, at forskellen på hutuer og tutsier snarere var kulturel end racemæssig. Enhver, der ejede 10 stk. kvæg, kunne nemlig blive tutsi, mens enhver, der fik under 10 stk. kvæg og dyrkede jorden, modsat kunne blive hutu. Den misvisende opdeling gav anledning til spændinger mellem hutuer og tutsier, mens pygmæerne nærmest blev marginaliseret.

I 1917 vedtog man en reform, der reserverede magten til tutsi-aristokratiet. Næsten alle udnævnelser blev forbeholdt døbte tutsier. Den traditionelle akazi , som i sin oprindelige  prækoloniale brug var relateret til gensidig hjælp ydet på naboers marker eller frit givet landbrugsarbejde som tak for en fordel blev nu et system af corvée-arbejde (tvangsarbejde) , men blev lovligt omformet, så det kom til at  fritage tutsierne. I 1924 blev den nyligt indførte akazi omorganiseret og udvidet.  Akazi blev brugt til konstruktion af veje og terrasser , men også til dyrkning af eksportafgrøder og job for katolske missionærer. Missionærerne organiserede uddannelse, men diskriminerede mellem  hutuer og tutsier. Tutsierne blev betragtet som mere intelligente end hutuer, og ifølge retningslinjer fastsat i 1928 skulle tutsier uddannes gennem yderligere studieprogrammer til ledelses- og assistentstillinger på lavere niveau, mens hutuer, bestemt til fysisk arbejde, blev udelukket fra dette. Det statslige uddannelsessystem fulgte samme filosofi og indførte et minimumshøjdekrav (?!) i 1932 i forventning om, at dette ville udelukke hutuer og Twa.  

Hvis man skal forsøge at forstå hadet mellem tutsier og hutuer i dag, er det vigtigt at kende denne forhistorie.

Denne opdeling  og diskriminering gjaldt i RDC Congo, men i særdeleshed  også i Rwanda/Burundi.

Ved Berlinkonferencen i 1884, hvor Europa delte de kendte områder i Afrika, og hvor kong Leopold ll gaflede sig hele det værdifulde Congo, blev  Rwanda og Urundi tyske koloniområder som en del af Tysk Afrika.

Afrika 1897

Under Første Verdenskrig rykkede Belgisk Congos hær Force Publique, via Nord- og Sydkivu i det østligste Belgisk Congo ind og erobrede Rwanda og Urundi.

Efter krigen satte Storbritannien sig på Tysk Østafrika (nu Tanzania), og Belgien blot blev tildelt administrationen fattige Rwanda og Urundi (nu Burundi) som en slags trøstepræmie.

DRC Congo blev som nævnt selvstændigt i 1960, og i 1962 opstod Rwanda og Burundi som to selvstændige stater.

Men denne forhistorie er vigtig at have med i tankerne, når jeg senere kommer til Rwandas gentagne voldelige indblanding i Congo, specielt i Nord- og Sydkivu.

Der findes i dag over 200 folkestammer i landet, fortrinsvis bantufolk: Kongo, baluba, mongo og mangbetu-azanda er hovedgrupperne. Disse oprindelige folkestammer udgør 51 % af befolkningen. Derudover findes der store minoriteter af folk fra Sudan, Rwanda og Angola, der er flygtet til landet under borgerkrigene i deres hjemlande.

I Congo er der 4 hovedsprog, kikongo, tshiluba, swahili og lingala, hvoraf det sidste er hærens officielle sprog.

Men dertil kommer fransk og 700 lokale sprog og dialekter. 

Congos rige ressourcer rågummi, diamanter, guld, sølv, kobber, olie, zink, tin, mangan, kobolt, wolfram, jern, kul, radium gør landet til verdens potentielt rigeste land. 

Alligevel er DRC  blandt de fem fattigste nationer i verden. Det anslås, at 73,5 % af congoleserne levede for mindre end 2,15 USD om dagen i 2024.

Børnedødeligheden (børn op til 5 år) er 208 pr. 1000, og Demokratiske Republik Congo har dermed verdens højeste børnedødelighed.

Kristendom er den mest udbredte religion i DRC Congo med 70 % af befolkningen, (katolikker 50 % og protestanter 20 %.) Kimbanguister udgør 10 %, muslimer 10 % og andre trossamfund og traditionelle religioner 10 %.

Hvorfor er det vigtigt at fortælle om religioner i landet. Joh... med de brutale nedslagtninger, der har fundet sted og stadig finder sted i landet, synes jeg, det er værd at notere sig, at langt hovedparten af indbyggerne bekender sig til den kristne tro.

Da Congo blev selvstændigt i 1960, blev den belgiske regering tvunget til at finde en løsning for 89.000 kolonister, der stadig var i Congo. En tilbagevenden til Belgien blev mødt med mange protester fra kolonisterne, og man søgte løsninger på at flytte familierne andetsteds. To lande kom i spil, Brasilien og Australien. Australien blev tidligt kasseret på grund af dets strenge immigrationsregler. Den belgiske regerings opmærksomhed vendte sig mod Brasilien. 

Den 22. september 1961 blev Sociedade Cooperativa Agropecuária Belgo-Brasileira (SCABB) grundlagt til dette formål. Den belgiske regering købte jord i Botucatu i den brasilianske delstat São Paulo . Derefter ankom de belgiske "tvangsimmigranter" til et ukendt land, med et ukendt sprog og uden den fulde støtte fra den belgiske regering, hvilket naturligvis vakte en del utilfredshed blandt immigrantfamilierne. Hvis der var bønder blandt andelshaverne, var mange ikke knyttet til det lokale landbrug og vidste ikke, hvordan man skulle bearbejde jorden.

På grund af de få resultater med landbruget, valgte SCABB til sidst husdyravl og produktion af mejeriprodukter. Med nye faciliteter og en maskine importeret fra Frankrig var Laticínio Belco (belgisk latinamerikanske) den første i Brasilien til at producere mælk pakket i en plastikpose. I begyndelsen af ​​1980'erne, producerede Cervejaria Belco fremragende øl. 

I 1987 blev det tidligere kooperativ omdannet og mistede sin oprindelige karakter, selvom det stadig har belgiere eller efterkommere af dem i sine rækker. Mange vendte dog tilbage til Belgien. 

Det var så en lille for mig ukendt immigrations-fortælling.

 Havde man håbet, at Congo efter selvstændigheden ville blive et fredeligt sted, efter alle de  genvordigheder befolkningen tidligere havde udstået, så tog man fejl. Congos nyere historie er en trist affære med krige, vold og ødelæggelser.

Tidl. Belgisk Congo blev opdelt i seks provinser. En af dem var Katanga. Straks efter Congos uafhængighed, forsøgte det mineralrige Katanga at blive selvstændigt. Oprøret blev knust med hjælp fra FN-tropper.

Det var i den forbindelse, at generalsekretær Dag Hammarskjöld omkom ved et flystyrt, mens han prøvede at forhandle en våbenstilstand. 

I 1970'erne hed Congos præsident Mobuto, og da blev Katanga to gange besat af anti-Mobutu-styrker med baser i nabolandet Angola. Franske og marokkanske tropper genoprettede centralregeringens kontrol. 

I en kronik i Politiken fra 2006 skriver Peter Tygesen: Da demokratiet blev indført i 1960, stod Belgien, USA og Frankrig bag mordet på den valgte ministerpræsident og de næste 45 års diktatur under Mobutu Sese Seko. Mobutu-tiden, som vi har lært at kende som selveste indbegrebet af ryggesløs afrikansk korruption, var et produkt af den kolde krig: Landet i hjertet af Afrika måtte ikke falde i hænderne på kommunisterne, hvorfor Mobutus magt blev garanteret af vore allierede i en sådan grad, at han kunne tillade sig at styre Congo uden hensyn til, hvad der tjente landet og dets indbyggere bedst - han skulle jo tjene os. 

 Mobuto med sin letgenkendelige leopardhat.
Congos præsident 1965-1997

 Peter Tygesen har været journalist  på Radioavisen. Derefter fulgte stillinger som Afrika-korrespondent for Weekendavisen og Berlingske Tidende, udlandsredaktør på Dagbladet Information, skribent på Weekendavisen og efter år 2000 har han arbejdet som selvstændig freelance journalist og forfatter.

Han har bl.a. andet skrevet ”Afrika – fortid og fremtid", ”De gode menneskers land. Danmark i Mozambique”,  ”Congo, formoder jeg. Fortællinger fra Drømmeland”.  Sidstnævnte blev i Weekendavisen omtalt som den bedste bog om Afrika i mange år , og i 2017 han modtog Timbukturprisen, ”fordi han besidder den fortælleevne, indsigt, grundighed, indlevelse og respekt, der skal til for at formidle komplekse dilemmaer fra et kontinent som Afrika.”

To store interne krige er udkæmpet omkring årtusindskiftet, hvor Congos krigeriske naboer har blandet sig - især Rwanda er en nabo, man godt kunne være foruden.

Første Congokrig

1996-97 udkæmpedes den første Congokrig, hvor Laurent-Désiré Kabile med støtte fra Rwanda, Uganda og Angola bekæmpede præsident Mobuto og overtog magten. Kabiles alliance blev kaldt Alliance of Democratic Forces for the Liberation of Congo-Zaire, også kendt under det franske akronym AFDL, og var en koalition af rwandiske, ugandiske, burundiske og congolesiske dissidenter, utilfredse minoritetsgrupper og nationer. En blodig cocktail skulle det vise sig, som trak tråde tilbage til Folkemordet  i Rwanda 1994.

Vi skal lige have et rids af Rwandas historie.

Under belgisk administration af Rwanda udgjorde hutuerne langt størstedelen af den afrikanske befolkning, men som en social underklasse. Tutsierne udgjorde et priviligeret mindretal.

I slutningen af 1950'erne begyndte der at opstå flere og flere gnidninger mellem de to grupper. Hutuerne begyndte at drømme om et flertalsstyre, mens dele af tutsi-etablissementet modsatte sig en demokratisering, som ville medføre tabet af deres erhvervede privilegier. 

I november 1959 udløste en voldelig hændelse et hutu-oprør, hvor hundredvis af tutsi blev dræbt og tusinder fordrevet og tvunget til at flygte til nabolandene. Dette markerede starten på den såkaldte 'Hutu-bonderevolution' eller 'sociale revolution', der varede fra 1959 til 1961, hvilket betød afslutningen på tutsiernes dominans og skærpelsen af ​​etniske spændinger.

En ny cyklus af etnisk konflikt og vold fortsatte efter uafhængigheden. Tutsi-flygtninge i Tanzania og Zaire, der forsøgte at genvinde deres tidligere positioner i Rwanda, begyndte at organisere og iscenesætte angreb på hutu-mål og hutu-regeringen.

Ti sådanne angreb fandt sted mellem 1962 og 1967, der hver førte til gengældelsesdrab på et stort antal civile tutsi i Rwanda og skabte nye bølger af flygtninge.

I slutningen af ​​1980'erne var omkring 480.000 rwandere blevet flygtninge, primært i Burundi, Uganda, Zaire og Tanzania. De fortsatte med at opfordre til opfyldelse af deres internationale juridiske ret til at vende tilbage til Rwanda, men Juvenal Habyarimana, daværende præsident for Rwanda, indtog den holdning, at befolkningspresset allerede var for stort, og økonomiske muligheder for få til at rumme et stort antal tutsi-flygtninge.

I 1988 blev Rwandan Patriotic Front (RPF) grundlagt i Kampala, Uganda som en politisk og militær bevægelse med det erklærede mål at sikre hjemsendelse af rwandere i eksil og reformere den rwandiske regering, herunder den politiske magtdeling. RPF bestod hovedsageligt af eksilerede tutsier i Uganda.

Den 1. oktober 1990 indledte RPF et større angreb på Rwanda fra Uganda med en styrke på 7.000 krigere. På grund af RPF-angrebene, som fordrev tusinder og en politik med bevidst målrettet propaganda af regeringen, blev alle tutsier i landet stemplet som medskyldige af RPF, og hutu-medlemmer af oppositionspartierne blev stemplet som forrædere.

En borgerkrig var i gang.

På det tidspunkt udgjorde Rwandas befolkning  mere end 7 millioner mennesker.  Hutuerne udgjorde omkring 85 % af befolkningen, tutsierne 14 % og Twa 1 %.

Og så når vi til folkemordet, som de fleste nok kender til.

Den 6. april 1994 skød ukendte gerningsmænd Rwandas daværende præsident, Juvénal Habyarimanas, fly ned, og det blev begyndelsen på et folkedrab.

Præsidenten, som var hutu, var på vej hjem efter et fredsmøde med tutsier i eksil. Nedskydningen satte gang i et velorganiseret arbejde med at udslette 14 procent af befolkningen - tutsierne. Hadefuld tale og massiv propaganda spillede hutuer ud mod tutsier og opfordrede til drab. I løbet af  100 dage blev omkring 800.000 tutsier og moderate hutuer slået ihjel af ekstremistiske hutuer og deres medløbere.

Dette er blændende skildret i  den  biografisk historiske dramafilm, Hotel Rwanda, fra 20024.

Ved folkedrabets afslutning var landet i ruiner, og to millioner mennesker var drevet på flugt - tusindvis var sårede og traumatiserede.

Mange af dem, der havde begået folkedrabet, søgte til nabolandet Congo, hvor mange af dem kom til at leve i store flygtningelejre.

Under første Congokrig benyttede tutsierne lejligheden til payback. De rwandiske styrker og AFDL udførte massegrusomheder, hvor titusindvis af rwandiske hutu-flygtninge forsvandt. 

En af AFDL's første aktioner, efter at den begyndte at erobre byer langs Congos grænse, var nemlig spredningen af ​​de store hutu-flygtningelejre, der var opstået i kølvandet af folkemordet i Rwanda. Efterhånden som hver lejr blev ødelagt, flygtede flygtningene til den næste og skabte lejre med massive befolkninger. En lejr ved Mugungu, nord for Kivu-søen, nåede 500.000 indbyggere, hvilket var fuldstændig uoverskueligt af humanitære organisationer.  Omkring 800.000 hutu-flygtningene flygtede tilbage til Rwanda og flere hundrede tusinde flyttede vestpå ind i de de congoleanske jungler, hvor mange døde af sult eller blev ofre for angreb fra forskellige væbnede parter. 

Kabile tog kontrol over hovedstaden i maj 1997, men den tydelige rwandiske tilstedeværelse i hovedstaden gjorde mange congolesere utrygge, og Kabila blev af mange set som en marionet for udenlandske kræfter. 

Laurent Kabile. Præsident 1997-2001

To uger senere opgav Kabile de diplomatiske manøvrer, takkede Rwanda og Uganda for hjælpen, og beordrede alle rwandiske og ugandiske tropper ud af landet. I løbet af 24 timer blev de rwandiske militærrådgivere i Kinshasa fløjet ud af landet. Banyamulengene som boede i Østcongo, var den gruppe, som blev mest oprørte over denne ordre. Deres konflikter med de omkringboende etniske grupper havde udløst den første krig i Congo, og nu kunne Rwandas regering igen bruge dem til at destabilisere DRC Congo. Banyamulengerne skulle således endnu en gang blive gnisten, som udløste en større konflikt i Congo.

Anden Congokrig

Den 2. august 1998 gjorde banyamulengerne i byen Goma oprør. Rwanda tilbød straks at give militær hjælp til banyamulengerne, og tidligt i august var en velbevæbnet militsgruppe, Rassemblement Congolais pour la Démocratie (RCD) (Kampagnen for congolesisk demokrati) etableret. 

RCD fik hurtigt kontrol med de resurserige østlige provinser inklusive byerne Bukavu og Uvira i Kivu, samt Goma, som de gjorde til deres hovedbase. Den tutsi-ledede rwandiske regering – som var allieret med Uganda og Burundi – foretog også fremstød, og besatte en stor del af det nordøstlige Congo. 

Præsident Kabile fik hjælp af militante hutuer i det østlige Congo til at smide rwanderne ud, og ophidsede folkestemningen mod tutsierne, hvilket resulterede i flere offentlige lynchninger i Kinshasas gader. Den 12. august udtalte en major i hæren, der opfordrede til modstand på en radiostation i Bunia i Østcongo. "Folk må medbringe en machete, et spyd, en pil, en hakke, spader, river, køller, elektriske hegn, pigtråd, sten og den slags ting, for – mine kære lyttere – at kunne dræbe de rwandiske tutsier." 

De rwandiske myndigheder hævdede på deres side, at en betydelig del af det østlige Congo var "historisk rwandisk". Rwanderne anklagede desuden Kabila for at organisere et folkemord på deres tutsi stammefrænder i Kivuregionen. I hvor høj grad den rwandiske intervention faktisk var motiveret af et ønske om at beskytte banyamulengerne, og ikke bare bruge dem som et dække for egne magtpolitiske og økonomiske mål, er uvist.

Ved et dristigt træk kaprede nogle af oprørerne et fly og fløj det til regeringens base i Kitona på Atlanterhavskysten, hvor de fik støtte fra mange i regeringsstyrkerne, som gjorde mytteri og slog følge med kaprerne. Flere byer, både i Østcongo og rundt om Kitona, faldt i hurtig rækkefølge, i takt med, at de forenede styrker fra RCD, Rwanda, Burundi og Uganda blev tilført stadig flere regulære soldater, mens alle diplomatiske forsøg på at løse konflikten fra andre afrikanske landes side løb ud i sandet.

Dette blev indledningen på det, der er blevet kaldt Afrikas verdenskrig. Krigen var den største i afrikansk historie og involverede otte lande og 25 større væbnede grupper. 

 Systematisk voldtægt er blevet brugt som våben gennem hele konflikten. Under krigen blev pygmæer jaget som dyr og også spist. Begge sider i krigen så på dem som undermennesker, og nogle soldater troede, at pygmækød kunne give magiske kræfter. I Nord-Kivu har der været tilfælde af kannibalisme udført af en gruppe kendt som "Les Effacers" (Udrydderne), som ville fjerne folk fra området for at kunne udvinde mineraler. FN's menneskerettighedsaktivister rapporterede i 2003, at congolesiske oprørere havde udført kannibalisme. 

I 2001 blev Kabile skudt af en af sine egne livvagter. Kabilas søn Joseph Kabila blev enstemmig valgt som sin fars efterfølger af det congolesiske parlament. Den nye præsident mødte Rwandas præsident Paul Kagame i USA i februar. Her blev Rwanda, Uganda og oprørerne enige om en tilbagetrækningsplan, og Rwanda og Uganda påbegyndte en tilbagetrækning af deres tropper fra frontlinjen.

Præsident Joseph Kabile. Præsident 2001-2019
I juli 2021 forsvarede Joseph Kabila en Ph.d ved University of Johannesburg med temaet: Reflecting on Leadership Development in a post-conflict country case of the Democratic Republic of Congo.

Krigen sluttede i 2003.  Men med et efterspil af krigen i form af sygdom og sult menes krigen frem til 2011 at have kostet 5,8 millioner mennesker livet. Dette gør krigen til den konflikt, der har medført de højeste tabstal siden Anden Verdenskrig.  Som følge af krigen blev 3,4 millioner mennesker internt fordrevne i Congo, og samtidig blev hundredetusinder  tvunget ud i fattigdom. Hovedparten af de fordrevne er fra den østlige del af landet. Derudover er der rundt regnet 2 millioner flygtninge i nabolandene Burundi, Rwanda, Tanzania og Uganda. 

Selv om krigen sluttede i 2003, blev det ikke slutningen på uroligheder. For en stor del af DRCs befolkning forblev landet et blodigt og ulykkeligt land - især for befolkningen i Nord- og Sydkivu.

Nordkivu og Sydkivu - Congos urolige hjørne
med megen indblanding fra Rwanda.

Den skrøbelige statsmagt har gjort det muligt for militsgrupper, hærenheder og krigsherrer at fortsætte deres vold og menneskerettighedskrænkelser i Østcongo. Der er særligt tre konfliktcentre: Nordkivu og Sydkivu, hvor FNs fredsbevarende styrker ikke har formået at holde kontrol med de mange militsgrupper, som er involveret i det, der kaldes Iturikonflikten, og det nordlige Katanga, hvor de Mai-Mai-grupper, Laurent Kabila skabte, ikke længere er under Kinshasas kontrol.

Udtrykket Mai-Mai eller Mayi-Mayi refererer til enhver form for lokalsamfundsbaseret militsgruppe, der er aktiv i DRC Congo, der er dannet for at forsvare lokalsamfund og territorium mod andre væbnede grupper. De fleste blev dannet for at modstå invasionen af ​​rwandiske styrker og Rwanda . Grupper, der falder ind under paraplybegrebet "Mai-Mai", omfatter væbnede styrker ledet af krigsherrer, traditionelle stammeældste, landsbyoverhoveder og politisk motiverede modstandsfolk. Fordi Mai Mai kun har den mest spinkle interne samhørighed, allierede forskellige Mai-Mai-grupper sig med en række indenlandske og udenlandske regerings- og guerillagrupper på forskellige tidspunkter. Udtrykket Mai-Mai refererer ikke til nogen bestemt bevægelse, tilknytning eller politisk målsætning, men til en bred vifte af grupper.

Navnet kommer fra det swahiliske ord for vand, maji . Militsmedlemmer drysser sig selv med vand for at beskytte sig mod kugler. 

Ifølge en FN-rapport fra 2001 var 20.000 til 30.000 Mai-Mai aktive i forskellige Mai-Mai-grupper i de to Kivu-provinser. I øjeblikket er de mest aktive en gruppe, som kaldes Mai-Mai Yakutumba, blev organiseret i 2007 af general Yakutumba. De er rapporteret at have modtaget hjælp fra regeringen i DRC  Congo og er bredt set af andre Mai Mai-grupper som lederne af Kivu Mai-Mai. 

I Nordkivi - langs grænsen ind til Uganda og en smule til Rwanda ligger Virunga National Park, Afrikas ældste og mest mangfoldige park, etableret i 1925.

Den røde farve på kortet markerer den store nationalpark. Her lever halvdelen af verdens resterende bjerggorillaer. 

Det kan være farligt at være ranger her. Ikke pga. gorillaerne, men pga. Mai Mai-bevægelsen.

 I maj 2007 dræbte Mai-Mai to rangers i Virunga National Park og truede med at dræbe bjerggorillaer, hvis regeringen gjorde gengæld. Mai-Mai er også mistænkt for drabene på ni bjerggorillaer med brug af macheter og automatvåben. I en hændelse i oktober 2012 dræbte Mai-Mai to parkpersonale og en soldat, mens tre soldater blev såret. Fra 1990 til 2018 er omkring 170 Virunga Rangers døde i sådanne angreb, ifølge World Wildlife Foundation . 

Seks Virunga Park Rangers blev dræbt i et baghold, og en syvende ranger blev såret i den centrale del af reservatet den 10. januar 2021. Embedsmænd mistænkte Mai-Mai for at stå bag angrebene. I juni 2023 blev syv Virunga Park Rangers dræbt af lokale Mai-Mai i løbet af ti dage.

Mellem december 2016 og februar 2017 eskalerede volden mellem batwaerne og bantuerne pludselig. De ekstremt brutale sammenstød mellem grupper, hovedsageligt bevæbnet med økser og macheter, har haft meget alvorlige konsekvenser for mennesker af alle etniciteter i lokalbefolkningen: Mange er blevet dræbt, såret eller traumatiserede, landsbyer er blevet brændt og marker ødelagt, og der har været massiv befolkningsfordrivelse.

Ifølge FN blev mere end 650.000 mennesker tvunget til at flygte fra de voldelige sammenstød mellem Batwa (også kendt som pygmæerne) og bantuerne (hovedsageligt af den etniske gruppe Luba). Langt fra deres landsbyer og traditionelle midler til underhold stod tusindvis af familier over for en stadig mere kritisk fødevaremangel med alvorlig underernæring til følge især blandt kvinder og børn. Derfor er der også IFAD-støttede operationer i gang , f.eks. i Nord- og Sydkivi. IFAD er en international finansiel institution og et specialiseret agentur under De Forenede Nationer, der udelukkende er dedikeret til at transformere landbruget.

Nu har jeg flere gange nævnt FN, så nu er det tid at se på FN's involvering i Congo.

FN-missionen United Nations Mission in the Democratic Republic of Congo (MONUC) blev oprettet i november 1999. Missionen blev kaldt en stabiliseringsmission

Dens oprindelige rolle var at overvåge gennemførelsen af ​​Lusaka-våbenhvileaftalen, underskrevet mellem DRC og fem stater i regionen (Angola, Namibia, Uganda, Rwanda og Zimbabwe), som alle var involveret i Anden Congo-krig. Målet var at sikre tilbagetrækning af udenlandske styrker til stede på congolesisk jord, at fortsætte kontakten med alle parter i aftalen og at forberede en mere omfattende udsendelse af FN-styrker.

Missionens samlede styrke var på ca. 5.600 mand, heraf ca. 500 observatører. Danmark bidrog med en stabsofficer ved Joint Military Commission samt en observatør.

Den 4. december 2002 vedtog FNs sikkerhedsråd at udvide MONUC til 8.700 mand.

MONUC’s væsentligste opgaver var at:

• overvåge implementering af våbenhvilen
• overvåge og bekræfte tilbagetrækning af tropper,
• yde humanitær støtte og overvåge menneskerettighedssituationen, særligt for svage grupper som kvinder og børn, herunder tidligere børnesoldater,
• støtte minerydning
• beskytte FN-personel og civile i overhængende fare, om nødvendigt med anvendelse af magt.

Den danske deltagelse ved MONUC standsede i 2005.

I 2010 skiftede  FN-missionen navn til United Nations Organization Stabilization Mission in the Democratic Republic of the Congo (MONUSCO).

MONUSCO blev etableret for at beskytte befolkningen i det østlige DR Congo mod overgreb fra de mange væbnede grupper i området, som er så rigt på naturressourcer. Styrken voksede til 20.000 mand.

I 2013 godkendte FN’s Sikkerhedsråd, at der blev indsat er særlig styrke, Force Intervention Brigade (FIB), til at nedkæmpe militsgruppen M23. Soldaterne i FIB kommer fra tre lande, Tanzania, Malawi og Sydafrika.  FIB fik et helt særligt offensivt mandat, og meningen var, at den skulle kunne slå militært hårdt, og så skulle de regulære FN-styrker eller den congolesiske hær rykke ind og sikre området. Det lykkedes også at nedkæmpe M23, men i stedet for at trække styrken ud, fandt FN-missionen nye opgaver til den, nemlig at bekæmpe den islamistiske milits ADF, men omstillingen fra at skulle kæmpe mod en mere eller mindre konventionel styrke som M23 til at skulle kæmpe mod en guerillabevægelse i tæt regnskov har taget lang tid, forklarer Thomas Mandrup, der er lektor ved Forsvarsakademiet og som har besøgt FN-missionen i DR Congo flere gange -  ham som vi nu næsten dagligt ser forklare situationen i Ukraine.

I efteråret 2021 genopstod  M23, efter at den ellers var blevet nedkæmpet i 2013. 

Sultani Makenga 
Den nådesløse oprørsleder bag blodbadet i DR Congo
Han er sanktioneret af USA for at bruge børnesoldater og for at stå bag angreb på civile. FN har beskyldt ham for drab, lemlæstelse, seksuel vold og bortførelse, han er af en congolesisk dommer dømt til døden in absentia.
Hans liv er krig. Se DRs skræmmende beskrivelse af hans levnedsforløb her

Vidnesbyrd om M23's aktioner er voldsomme: angreb på lejre for internt fordrevne, angreb på og afbrænding af hospitaler, kidnapninger, voldtægter. Og kannibalismens spøgelse hænger i luften.

Voldtægter, prostitution  og misbrug af børn hører man meget ofte i forbindelse med krige. Også nogle af FN-styrkens personale blevet anklaget for seksuelle overgreb på lokale piger.

"Dengang var det en mulighed at date en fredsbevarende mand, eller det troede jeg," fortæller Esther Mwamini, en kvinde på 31, som havde et forhold til en MONUSCO-officer, da hun var blot 15 år gammel.

Mwamini siger, at der ikke var nogen voldtægt, fordi hun gav sit samtykke. Han hjalp hende med hendes studier og andre ting, hun havde brug for.

"Hver gang han ringede til mig for at have sex, gav han mig også penge, mellem 50 og 100 amerikanske dollars. Og de penge betød meget, fordi jeg kunne købe, hvad jeg havde brug for," siger hun.

Selvom mange, der har haft seksuelle forhold til MONUSCO-personale, beskriver forholdet som samtykke, er det vigtigt at bemærke, at uanset samtykke udgør sex med mindreårige et usømmeligt overgreb i henhold til congolesisk lov.

I december 2007 vedtog FN's Generalforsamling to bemærkelsesværdige resolutioner: resolution 62/63, som definerer strafferetligt ansvar, og resolution 62/214, som definerer "omfattende strategi for bistand og støtte til ofre for seksuel udnyttelse og misbrug fra FN-personale eller relateret personale."

Men ifølge en undersøgelse offentliggjort i Conflict and Health Journal, et internationalt tidsskrift, har disse resolutioner og politikker vist sig at være utilstrækkelige, både med hensyn til responsen til dem, der oplever misbrug, og straffen af ​​lovovertrædere. Funktionel immunitet, som forhindrer fredsbevarende styrker i at blive direkte retsforfulgt for forbrydelser begået i løbet af deres officielle fredsbevarende opgaver, hæmmer fredsbevarende ansvarlighed. Militært personel er bundet af aftalememorandums og styrkernes status. Selvom disse aftaler teknisk set kræver, at troppebidragende lande holder dem ansvarlige, er der ingen juridisk forpligtelse til at gøre det. Disse formuleringer kan ikke undgå at få mig til at tænke på den troppeaftale, Danmark er ved at indgå med USA - hvor amerikanske soldater kan opholde sig i Danmark, men netop bliver undtaget for dansk retsforfølgelse for evt. forbrydelser begået på dansk jord.

Ndèye Khady Lo, talsmand for MONUSCO, fortæller, at MONUSCO arbejder på at forhindre seksuel udnyttelse og misbrug. "Disse forkastelige handlinger skader image og omdømme for vores mere end 2 millioner fredsbevarende styrker, som er forpligtet til fred på nogle af de vanskeligste steder i verden og nogle gange ofrer deres liv, så andre kan blive beskyttet."

Hun siger, at ethvert MONUSCO-personale, mod hvem en påstand er blevet underbygget gennem en undersøgelse, er udelukket fra enhver fremtidig FN-ansættelse eller udsendelse til en FN-mission.

FN-missionen har ikke været nogen succes. Global Nyt kalder den Mission Impossible. To helikoptere til en udrykningsstyrke i et område fire gange Belgien. Det er én af årsagerne til, at FN’s fredsbevarende mission i DR Congo ikke kan, hvad den skal – og til at befolkningen helst bare vil have, at den stopper. 

Soldater fra FN-styrken og DR Congos militær
på fælles patrulje i Ituri-provinsen, juli 2022.  

Thomas Mandrup  forklarer:

”Missionen er aldrig bedre, end de styrker eller det mandat den har. Her har vi en mission, som har fået flere og flere opgaver uden at have fået de nødvendige ressourcer og samtidig pludselig skulle spare 200 millioner dollars, da præsident Trump skar i de amerikanske bevillinger. Da jeg var der i 2018, var der for eksempel to helikoptere til at dække hele Southern District, som er i omegnen af fire gange Belgiens størrelse – uden veje. Der var en strategi om, at have styrkerne centralt og så flytte dem hurtigt ud, for eksempel for at standse overgreb. I det tilfælde var der jo slet ingen sammenhæng mellem strategien og midlerne der var til rådighed. Der har i årenes løb også været kontingenter af soldater, som ikke har udført deres mandat og bare holdt hovedet lavt, for ikke at skulle sende soldater hjem i ligposer.”I begyndelsen af ​​2023 var der omkring 15.000 soldater og politi, plus yderligere 3.000 civilt personale. Missionen opererede på et budget på 1,1 milliarder amerikanske dollars.

Som det ses på kortet, er det nu i Nord- og Sydkivu og et område tæt på hovedstaden Kinshasa, at  de fredsbevarende styrker er aktive.

Mai-Mai-krigere overgiver deres våben til FN-personel
i det nordlige Katanga, 2006.

Lisa Hultman, lektor i freds- og konfliktforskning ved Uppsala Universitet i Sverige, siger, at MONUSCO opererer i en kompleks situation. "Hvis man ser på MONUSCOs mandat, vil jeg ikke sige, at det er en fuldstændig fiasko, eller at det har været meget effektivt. Vi er nødt til at forstå, at problemet simpelthen er for komplekst til, at FN's fredsbevarende styrker kan løse alle dets aspekter."

Da konflikten mellem congolesiske tropper og M23-oprørere eskalerede i 2022, blev hundredtusindvis af mennesker anslået at være flygtet fra deres hjem.

Folkestemningen i forhold til MONUSCO er gennem flere år blevet mere og mere negativ. Mange er skuffede og vrede over, at den store FN-mission ikke ser ud til at gøre meget forskel på sikkerheden for befolkningen i det østlige DR Congo.

I juli 2022 kom det til en voldelig konfrontation mellem lokalbefolkning og FN-missionen.

Ungdomsafdelingen af det regerende parti Union pour la Démocratie et le Progrès Social, UDPS havde ifølge avisen The Guardian indkaldt til demonstration. Demonstrationen samlede flere hundrede mennesker foran en lagerbygning, hvor MONUSCO opbevarer udstyr. Ifølge The Guardian begyndte demonstrationen fredeligt, men da FN-soldaterne eller -politifolkene skød tåregasgranater ind mellem demonstranterne, og demonstranterne så returnerede nogle af dem, gik det galt.

Demonstranterne angreb bygningen og trængte ind. Ting blev ødelagt, og der blev plyndret. Til sidst blev der sat ild i bygningen. Undervejs blev det skudt med skarpt mod demonstranterne, og fem af dem mistede livet. Omkring 50 andre blev såret. Om det var FN-folk eller lokale politifolk, der skød og dræbte demonstranterne ved vi ikke.

FN-missionen opbevarer blandt andet kommunikationsudstyr i Goma. Udstyr som soldaterne er dybt afhængige af for at kunne kommunikere i det enorme, uvejsomme område, som de skal forestille at holde opsyn med. Hvis noget af det udstyr er blevet ødelagt, kan det have alvorlige konsekvenser for hele missionen, siger Thomas Mandrup. 

FN-soldater fra den fredsbevarende mission i DRC
tager stilling ved et plyndret lager ved FN-faciliteterne i Goma

En såret mand er hastet væk på en motorcykel,
efter at demonstranter stormede et område tilhørende MONUSCO fredsbevarende mission i Goma, 

Drabene skabte endnu mere vrede, og om tirsdagen fortsatte demonstrationerne i flere byer i det østlige DR Congo. I Butembo, som ligger omkring 200 kilometer nord for Goma, gik det helt galt. Demonstranter, nogle af dem bevæbnede, gik til angreb på FN-basen i byen. Nogle havde medbragt skydevåben, andre kastede sten. Sammenstødet kostede syv civile livet, da FN-soldaterne svarede igen, siger den lokale politichef, Paul Ngoma, til The Guardian. Én FN-soldat og to FN-politifolk blev dræbt. To af de dræbte FN-udsendte var fra Indien, og den tredje var fra Marokko.

Ifølge politichefen var nogle af demonstranterne militsfolk fra bushen, som var hyret ind og medbragte våben.

Det bakkes op af Thomas Mandrup, som forklarer, at demonstrationer i DR Congo ofte handler om andet end det, som der umiddelbart bliver sagt. Det sker, at folk bliver betalt for at deltage i en demonstration, og der kan være nogen, som har interesse i at presse FN netop nu, og derfor arrangerer demonstrationen og optøjerne, siger han.

Kassim Diagne, MONUSCOs chef, forsvarer FN-missionen og siger, at den har reduceret tilstedeværelsen af ​​væbnede grupper i flere provinser, såsom Kasai og Tanganyika, hvor folk nu nyder relativ stabilitet efter volden rasede i årevis.

Takket være brugen af ​​teknikker til indsamling af efterretninger før hændelsen, var MONUSCO i stand til at opfylde sit mandat i visse områder, der ikke altid var synlige for befolkningen, såsom ved at forhindre eskalering af konflikter, der kunne føre til massevold. I 2018 bidrog MONUSCO også til et stort set fredeligt præsidentvalg. Det har også lettet afvæbning af væbnede grupper og reintegration af børnesoldater i det almindelige samfund.

Tidligere børnesoldater

MONUSCOs chef anerkender frustrationen blandt civile over den stigende vold, men siger, at det ikke er rimeligt at lægge skylden helt på MONUSCO.

Eksperter bakker ham op, og siger, at lokale politikere blæser til ilden af ​​vrede og bruger FN-missionen som en syndebuk for at skjule regeringens fejl i at håndtere disse problemer.

"Meget af MONUSCOs fiasko afspejler de mange større fiaskoer i regeringens politik på lokalt og regionalt niveau," tilføjer eksperten.

Regeringen i Kinshasa har lyttet til utilfredsheden i Kivu og aftalt med FN, at missionen skal udfases. 

 I slutningen af ​​september 2023 opfordrede præsident Félix Tshisekedi til tilbagetrækning af en fredsbevarende mission til Den Demokratiske Republik Congo.

I slutningen af ​​september 2023 opfordrede præsident Félix Tshisekedi til tilbagetrækning af en fredsbevarende mission til Den Demokratiske Republik Congo.

 Félix Tshisekedi. 
Congos præsident siden 2019

Tshisekedi talte ved FN's Generalforsamlings 78. session og henviste til MONUSCO, FN's stabiliseringsmission i Den Demokratiske Republik Congo.

I sin tale fordømte præsidenten det faktum, at fredsbevarende missioner udsendt til landet ikke havde kunnet klare oprør og væbnet konflikt. Han sagde også, at han havde instrueret sin regering om at fremskynde MONUSCOs exit fra december 2024 til december 2023. I slutningen af ​​november underskrev MONUSCO en tilbagetrækningsplan for sin tilbagetrækning fra landet.

MONUSCOs mandat blev dog fornyet for et år den 19. december 2023. 

2024 skulle således have været året, hvor en af FN’s største, dyreste og mest prestigefyldte missioner lukkede og slukkede. I sidste øjeblik blev det dog besluttet, at FN’s fredstropper bliver i Den Demokratiske Republik Congo – men stadig med henblik på en gradvis tilbagetrækning. 

Med til historien hører også at Selvom den oprindeligt var tilbageholdende med at acceptere en FN-tilstedeværelse i landet, støttede regeringen til sidst udsendelsen af ​​FN-fredsbevarende styrker, idet den så det som et middel til at lette en forhandlet løsning på konflikten. 

Så sent som i januar i år er der igen blusset uroligheder op i det østlige Congo, i Goma - der hvor uroligheder i 1998  blev starten på  den afrikanske verdenskrig.

Kampene  står endnu engang mellem militæret og oprørere fra M23-bevægelsen. 

Ifølge FN er oprørsgruppen M23 støttet af Rwanda, som for nylig har sendt 3.000-4.000 soldater til DR Congo for at hjælpe oprørerne.

- Derudover har de været en solid våbenstøtte og træningsstøtte for de her oprørere. Derfor er det altså Rwanda, der styrer slagets gang, for uden Rwanda ville oprørerne slet ikke have de muligheder, de har på nuværende tidspunkt, beretter DR's korrespondent i Afrika, Søren Bendixen

En samling af oprørsgrupper har  taget kontrollen med millionbyen Goma, fremgår det i en erklæring fra lederen af en alliance af oprørsgrupper. En FN-repræsentant for Congo bekræfter, at lufthavnen i byen var lukket ned, og veje ud af byen var blokeret. Oprørerne beordrede regeringssoldaterne at overgive sig, og mange congolesiske soldater overdrog deres våben til soldater fra FN's fredsbevarende mission i landet. 

Endnu engang må indbyggerne evakuerers

Flygtninge ved Kivusøen

Rwanda har tidligere benægtet, at de har tropper i Congo. Dette er dog blevet modbevist af FN's ekspertgrupper, senest i december 2024.

Rwandas begrundelse for at støtte oprørsgruppen M23 er endnu engang, at de vil bekæmpe resterne af de personer, der stod bag folkedrabet i Rwanda for 30 år siden. Og de mener ikke, at Congo her har gjort nok for at komme dem til livs, og Rwanda anklager DR Congo for at have været årsag til eskalationen, der foregår lige nu helt tæt på grænsen til Rwanda og dermed "truer" landet.

Men tilsyneladende ønsker Rwanda, gennem sin alliancer med M23 og andre væbnede grupper at kontrollere hele Nord-Kivu, hvor de har store økonomiske interesser. Muligvis har Rwandas og M23's regime endnu større territoriale ambitioner. I øjeblikket rykker de sydpå mod hovedstaden i Syd-Kivu, Bukavu.

Kinshasa meddelte 25. januar 202, at FN flyttede midlertidigt ikke-nødvendigt personale fra Goma, såsom administrativt personale og andre, der kan fortsætte med at udføre deres opgaver fra andre steder som reaktion på den forværrede sikkerhedssituation i Nordkivu. Denne sikkerhedsforanstaltning sikrer personalets sikkerhed, samtidig med at den sikrer, at FN's vitale operationer i regionen kunne forblive uafbrudt.

”Det internationale samfund  er lidt rådvild, fordi Rwanda i årevis har været sådan lidt en international darling,” fortæller Søren Bendixen

- Rwanda har været ekstremt god til at skabe alliancer alle mulige steder og give lande noget, de gerne vil have for på den måde at skabe støtte.

EU's samarbejde med Rwanda på det sikkerhedspolitiske område er af congolesiske aktører og forskere blevet kritiseret for at vende det blinde øje til Rwandas støtte til M23.

Angiveligt skulle Congos præsident, Félix Tshisekedi, have sagt til en gruppe EU-diplomater i 2022: "Forstår I ikke, at I skubber os i armene på russerne". Denne bemærkning faldt på et tidspunkt, hvor Rusland ihærdigt forsøgte at vinde Congo over på sin side.

I november 2024 bevilligede EU yderligere 20 millioner euro til Rwandas hær til bekæmpelse af oprørere i den olierige Cabo Delgado provins i Mozambique. Men Sverige, Belgien og Tyskland var imod på grund af Rwandas støtte til M23. Kritikken går på, at selvom de 20 millioner euro ikke går til Rwandas hærs operationer i Congo, så øges det samlede budget, hvilket kan frigøre ressourcer til dens operationer i Congo.

En lignende kritik kunne rettes mod Danmarks beslutning om at indlede et udvidet bilateralt udviklingssamarbejde med Rwanda. 

Danmark åbnede i 2022 et repræsentationskontor i Rwanda, og selvom de omdiskuterede planer om at lave et eksternt center for asylmodtagere i Rwanda blev skrottet, vil Danmark åbne en ambassade i landet og forventer at udbetale i alt 150 millioner kroner i udviklingsbistand til Rwanda de kommende tre år.

EU har opfordret til en række sanktioner mod Rwanda, hvis ikke landet trækker sine tropper ud af DR Congo. Blandt sanktionerne finder man aflysning af VM i cykling.

Men verdens bedste cykelryttere kan godt belave sig på at kæmpe om VM-medaljer i Rwandas hovedstad Kigali senere på året, selv om der lige nu er alvorlige uroligheder i nabolandet DR Congo.

Det fastslår præsidenten for Den Internationale Cykelunion (UCI), David Lappartient, i et interview med cykelmediet Cyclingnews.

Rwanda fik i 2021 tildelt værtskabet for landevejs-VM i 2025 og bliver dermed den første afrikanske vært i arrangementets mere end 100 år lange historie.

Urolighederne i DR Congo, der har udgangspunkt i byen Goma nær Rwandas grænse, har fået flere til at sætte spørgsmålstegn ved fornuften i at føre VM-planen ud i livet.

Ifølge FN er næsten 3000 blevet dræbt, siden den Rwanda-støttede oprørsgruppe M23 gik ind i Goma i slutningen af januar, præsidenten for Den Internationale Cykelunion fastholder at verdensmesterskabet vil blive holdt her. Der er ingen plan B.

Særlig byen Goma har en trist historie. 

Goma er et støvet og tætbefolket sted. Omkring en million mennesker menes at trænge sig sammen ved bredden af søen. Det omkringliggende bakkelandskab er frodigt, men mærkeligt bart. Først fældede hutu-flygtningene al træbevoksning i miles omkreds, senere gjorde lava det af med resten af vegetationen.

I 2002 gik den nærliggende mægtige Nyiragongo-vulkan i udbrud og udslettede næsten halvdelen af Goma dækkede  og efterlod over 100.000 hjemløse.

Børn klatrer på siderne af et uddødt vulkankrater over Lushagala-lejren, der er hjemsted for over 10.000 fordrevne civile.

Lushagala-lejren

 Grå røg stiger op af den to kilometer brede kratermunding og advarer om, at vulkanen stadig er aktiv og kan gå i udbrud, snart sagt hvert øjeblik, det skal være. I dag er vulkanen tilholdssted for oprørsgeneral Laurent Nkundas berygtede milits.

Som hovedby i den stridbare og mineralrige Nordkivu-provins har Goma i mange år levet højt på mere eller mindre lyssky handel med mineraler . At der i en årrække er strømmet for milliarder af kroner guld, diamanter, coltan og tinmalm gennem byen er ikke den første tanke, man får. Goma er byen, hvor de fleste varer bliver fragtet rundt af unge drenge på særlige transportcykler lavet udelukkende i træ - både stel, hjul og styr! Congos rigdomme er aldrig kommet den almindelige befolkning til gode.

I  dag står byen i centrum for kampene mellem regeringsstyrker og militser med flygtningestrømme, dræbte og sårede som resultat.

Men der er også et andet billede af Goma end elendighed og nødhjælp. Langs søbredden ligger hundredvis af pragtvillaer opført af congolesiske generaler og forretningsfolk, der har beriget sig på landets mineralrigdomme. Mange af generalerne, der berigede sig under Mobutus mangeårige styre, har stadig masser af penge. Og i perioden efter 1997, hvor Congo reelt var delt i to, tjente RCD-regimet  der styrede i øst, styrtende på miner, våben og skatteopkrævninger, siger Ferdinand Luendo, en lokal indbygger.

En artikel i Kristeligt Dagblad skriver, at Goma ligger på den forkerte side af grænsen og kalder ligefrem Goma for helvedshullet. I artiklen sammenligner journalisten Jeppe Villadsen Goma og dens tvillingby, Gisenyi, der ligger på den modsatte bred af Kivusøen, hvor grænsen mellem Congo og Rwanda løber. To byer, der ikke kunne være mere forskellige.

Gomas idylliske tvillingby, Gisenyi, ligger kun nogle få hundrede meter Goma, men i Rwanda - på den anden side af grænsen. Og i en anden verden. På Rwanda-siden har folk anlagt fine små blomsterhaver foran deres huse. Det er der ikke i Goma, hvor sort lavasten dækker de fleste gader. 

 Gisenyi er en populær ferie- og resortby for turister og velstillede rwandere. Fra stranden, hvor pragtvillaer og luksushoteller ligger skulder ved skulder med udsigt mod søen, kan man se over til Goma mindre end en kilometer væk. Men Goma ligger på den forkerte side af grænsen.

I Gisenyi  ligger det eksklusive Lake Kivu Serena Hotel med sine blå og hvidstribede parasoller. Surfbrætter og katamaraner med hvide sejl er trukket op på stranden, mens en enlig motorbåd cruiser langs kysten. Et billede af fuldendt tropeidyl. Det eneste, der bryder sceneriet, er en røgsøjle i det fjerne, der stiger op fra udkanten af Goma.

"Alt er, som det plejer," fortæller Christine, der arbejder på Serena Hotel.

"Vi mærker intet til krigen. Hvis det ikke var for nyhederne i tv, ville vi ikke vide, der var krig derovre. Der kommer lige så mange gæster, som der plejer," fortæller hun.

Med mellemrum brydes stilheden og suset fra palmerne af drønet fra fly, der flyver lavt over søen med nye forsyninger, FN-personel og militærudstyr til Goma. Der lander og letter dagligt et halv hundrede fly fra byen.

En velplejet palmeallé løber fra Serena-hotellet og næsten hele vejen til Goma-grænsen. Som en afskedshilsen nogle meter fra grænsen til Goma har de rwandiske turistmyndigheder fundet på at opstille en enorm plakatstander med et foto af Kivu-søens lysegrønne søbred: «Paradis venter«, lokker den.

"Goma venter ikke på Paradis," skriver Jeppe Villadsen. "Goma vente rpå normalitet."

Som resten af Congo befinder Goma sig i en slags tidslomme. Hverken rigtig nutid eller fortid, men en særlig congolesisk tid. Derfor har hotellet, hvor JeppeVilladsen har indlogeret sig,  som det naturligste i verden et leopardskind med hoved liggende i foyeren.

"Du kan købe et skind for 500 dollar," forsikrer receptionisten.

På væggen bag ham hænger en reklameplakat med tilbud på gorilla-trekking i Virunga National Park. Parken har i flere år været besat af Nkundas tropper og er i den grad off limits for turister. 

Virunga Nationalpark

I hotellets udendørsrestaurant kan man være trådløst på internettet, mens høns pisker rundt omkring fødderne på én, og hotelpersonalet samler græshopper i flasker, som de sælger på markedet.

Marked i Goma

"Det er ikke til at forstå, at folk sulter i dette rige land. Da jeg var barn, var der mad nok. Der var fisk, kød og mælk til alle, men krigen og manglen på varer har fået priserne til at stige både to og tre gange, og nu sulter folk," siger Ferdinand Luendo.

Han plejede at arbejde som gymnasielærer, men har nu slået sig på en langt mere givtig levevej, nemlig at være tolk og hjælper for de mange ngoere og journalister i Goma.

Og man forstår ham godt, når man ser sværmen af hvide landcruisere, der har invaderet byen. Den eneste forskel er logoerne på siden. Flest er fra FN, som har placeret hovedkvarteret for sin 17.000 mand store fredsbevarende styrke - verdens største FN-operation - i Goma, men herudover er her stort set alt, hvad man kan komme i tanker om af kendte og mindre kendte hjælpeorganisationer: Heal Africa, Action Aid, Care, Unicef Action Against Hunger og så videre.

Kristelig Dagblads artikel er ikke ny. Den stammer fra tidligere års uro i Nordkivu.  Men der er ikke noget, der tyder på, at situationen har ændret sig til det bedre.

Der er omkring 5,5 millioner internt fordrevne i landet. 27 millioner mennesker har ikke mad nok. Det er en humanitær krise, som i årevis har været blandt de værste. Samtidig overskygges den hele tiden af andre kriser – senest krigen i Ukraine, skrev Global Nyt i august 2022. Norsk Flygtningehjælp, en af verdens mest respekterede humanitære organisationer, betegnede situationen som den mest oversete flygtningekrise i verden. 

Og i 2025 er Goma så endnu engang  skueplads for voldelige krigshandlinger med store flygtningestrømme til følge.

Det førte til, at kom Goma kom på avisernes forsider.

FNs Sikkerhedsråd: indkaldte til hastemøde og rettede hård kritik mod parterne i konflikt mellem Rwanda og DR Congo Også Danmarks FN-ambassadør kom med kritik af Rwanda. Sikkerhedsrådet beordrede øjeblikkeligt stop for kampene mellem oprørsmilitserne og den congolesisk hær. Alle parter skulle nedlægge deres våben og eksterne styrker skulle trækker sig tilbage.

Det budskab nåede vist ikke helt til Nordkivu.

Allerede nu er medierne blevet mere optaget af andet (Trump og Grønland!- forståeligt nok)), og området igen er glemt.

Congos historie er så kaotisk og bestialsk, at den er helt ufattelig for en sagtmodig skandinav som mig. Men en historie, jeg synes skulle fortælles.

Jeg vil afslutte min Congo-fortælling med endnu en artikel, så det bliver en lille trilogi. Men helt uden krig og ødelæggelse. Et helt igennem upolitisk geografisk indslag om flod, jernbane  og havne.