Derfor følger her mine indtryk fra rejsens to sidste dage i Buenos Aires og omegn, lidt om udvalgte dele af Argentinas historie, hjemrejsen og tanker omkring krydstogtet som rejseform.
Hm. Tænkte jeg. Hvad er der sket? Hvorfor er vi mon ikke nået til Buenos Aires. For vi lå helt stille. Og der VAR helt stille.
Men da jeg hurtigt løb op ad trapperne til det øverste dæk og kikkede ud til den anden side, skal jeg lige love for at jeg kunne se, at vi lå i en kæmpestor, aktiv havn, og byens høje huse var ikke langt væk.
Og pludselig var der fly på himlen over os.
Da vi gik fra borde, skulle vi straks køre med bus en godt 100 km ind i
landet - hen over den flade pampas til en ranch, Estancia Santa Susana.
Guiden fortalte, at en
af grundene til, at det argentinske oksekød er så fortræffeligt er, at
kvæget på grund af de manglende stigninger kun benytter musklerne
sporadisk. Om det stemmer, skal jeg ikke kunne sige.
De træer, vi så, var ikke den naturlige vegetation. Det var importerede og plantede træer.
De kæmpestore grills var tændt, allerede da vi ankom, og nu blev vi bænket ved langborde og blev nødet til at smage de fleste delikatesser - pølser, store steaks, halve kyllinger. Blodpølsen sprang jeg dog over. Men steaksene var lige præcis så møre og lækre, som man altid hører, at argentinske steaks de er.
Da spisningen var ved at være overstået, kom der underholdning i form af sang, musik og tangodans.
Foto Ellen Nielsen
Så blev personalet - som indtil nu havde været tjenere - forvandlet til gauchos. Langvejs fra hentede de store flokke af heste ind, og så var de klar til et fornemt hesteshow, hvor de fremviste deres kunnen.
Den
ene del bestod at ringridning, som vi jo godt kendte, men man må sige,
at der var noget mere fart over feltet her, end når vi ser ringridning i
Sønderjylland. I fuld galop og stående op i stigbøjlerne missede de kun
sjældent den lille metalring. Den ældste af rytterne - jeg tror, han var
midt i 70-erne eller ældre - han charmerede os rigtigt, men ham med den røde chapau var den dygtigste. Se, hvor højt han står.
Og et endnu flottere skue var det, da gauchoerne viste, hvordan en mand på sin hest kunne styre en flok heste, så hestene synkront drejede rundt og dannede mønstre med andre hesteflokke, der også blev dirigeret udelukkende af rytterens kommandoer og hans hund.
Så gik det hastigt tilbage til skibet til omklædning, og snart stod vi på bussen igen. Nu blev vi kørt ind i centrum, hvor vi skulle til dinner and tango-show.
Vi kørte ned ad Avenida 9 de Julio, verdens bredeste boulevard med 6 spor i hver retning og hen over Plaza de la Publica med en kæmpestor, hvid obelisk.
Ja, det måtte nødvendigvis blive et billede fra nettet. Jeg havde ikke det store overblik i bussen.
Vi blev sat af på hjørnet af Rivadaria - navngivet efter Argentinas første præsident - og Junin Rincón (som jeg ikke ved hvem er) og trådte ind i Cafe de los Angelitos- et finurligt sted i gennemført 20'er-30'er-stil.
Baren i tilknytning til varieteen.
Vi ankom i god tid, men varieteteateret blev hurtigt fyldt op.
Se, et imponerende loft!
Først fik vi middag, og herefter gik showet i gang. Så flot, så flot, var det. Med mange forskellige kostumer, med mange forskellige optrin og danse, der illustrerede forskellige stilarter inden for tangoen, og på den måde blev vi ført gennem tangoens historie.
Også selve scenen var flot - især med orkesteret, der sad en etage højere oppe end danserne.
Selv "the restroom" havde sin helt specielle charme med angelitos på spejlene.
Da showet afsluttedes med Jacob Gades Tango Jalousie, kiggede vi danskere os selvbevidste omkring. "Han er en af os. Er I klar over det?" sagde vore blikke.
På
vejen tilbage til skibet - vi skulle nemlig overnatte sidste nat på
skibet - var vi så heldige at få en bustur rundt i byen, hvor aftenlivet
rigtigt udfoldede sig. Gaderne var fyldt med mennesker, og overalt kunne
vi se folk sidde og spise og drikke på restauranter og barer. Lige
sådan forestillede jeg mig en lørdag aften i Buenos Aires. Ib og jeg er
ikke særlig gode til at tage ud i fremmede byer ved aftentide, så vi
nød, at vi lige fik et glimt af denne dejlige stemning.
Så var det med at få pakket de sidste ting ned. Kufferterne skulle stilles uden for døren, inden vi krøb til køjs. I nattens mulm og mørke blev de afhentet af dragerne, så vi næste morgen kunne gå fra borde uden at forslæbe os og så blot genfinde egne kufferter på kajen.
Men den sidste dag i Argentina skulle jo også udnyttes til fulde.
Endnu engang fik vi en byrundtur - forbi smukke parker og pladser, statuer og skulpturer.
loralis Genérica af Eduardo Catalanoer er blevet Buenos Aires' vartegn. En blomst i stål og aluminium, som åbnes ved solopgang og lukker sig ved solnedgang.
I samme park stod en kolos af en mandetorso af den columbianske kunstner Fernando Botero. Ikke at jeg brød mig specielt om den, men jeg syntes, det var sjovt at se den her, for vi har for mange år siden besøgt Palais des Papes - Pavernes Palæ - i Avignon, og der udstillede Botero nogle af sine kæmpestore malerier af tykke mennesker. Så det var i al fald sjovt lige at blive mindet om den udstilling - og den ferie. Det må være mange år siden, for efterfølgende fik Tanja en tur på en af de flotte gamle franske karruseller.
Vi kørte nordpå gennem Buenos Aires' gamle velhaverkvarter med flere smukke parkanlæg. Vi oplevede en dejlig afslappet sommer-søndags-stemning i parkerne med motion, sport og loppemarked.
Vi kørte på skyggefulde alleer med de smukkeste huse - ambassadekvarteret tror jeg.
Og naturligvis passerede vi en rytterstatue. Jeg er ret sikker på, den var af nationalhelten José de San Martín. El Libertador de Argentina, Chile et Peru. Orden del Libertador General San Martín er den højeste orden, man kan tildeles i Argentina.
Målet for formiddagens sightseeing var Cementerio La Recoleta - kirkegården, hvor de mest velhavende og prominente argentinere er begravet i store familiegravsteder med det åbenlyse formål at fremvise storhed også efter døden. De fineste gravpladser her koster flere millioner.
Som Kristelig Dagblad skrev: " En grav på La Recoleta er det sidste statussymbol for Argentinas overklasse." Og "Jordpriserne her er de absolut højeste i Buenos Aires."
Gravstederne bliver dybere og dybere.
Når der kommer nye døde til i familien, rykker de gamle længere ned.
Kirkegården er 5,5 ha stor og har over 6400 statuer, sarkofager, mausoleer og krypter, som står i en fascinerende blanding af stilarter, fra barok og nygotik til art nouveau og deco, med enkelte inspireret af oldgræsk, egyptisk og romersk.
I alt er omkring 350.000 mennesker stedt til hvile på kirkegården, deriblandt 25 præsidenter. Der er politikere, militærfolk, sportshelte, nobelpristagere, forfattere og mange andre, som har spillet store roller i landet.
Gamle politiske fjender ligger side om side. General Juan Lavalle ligger for eksempel få meter fra general Manuel Dorrego, som han kuppede og beordrede henrettet i 1828.
Her ligger også den frygtede diktator Juan Manuel de Rosas.
Han døde i eksil i England i 1877 og blev først repatrieret og med stor pomp lagt i graven på La Recoleta i 1989, da daværende præsident Carlos Menem havde besluttet, at det ville være et godt led i forsoningen af landet.
Rosas hemmelige politi likviderede modstandere op ad La Recoletas mure, og nationens mest berømte forfatter Jorge Luis Borges skrev et digt om ham, hvor han kaldte ham ”famosamente infame” (berygtet afskyelig) og beskyldte Rosas for at have ”knivstukket landets historie med rædsel”.
Borges regnede også med, han selv skulle begraves her. I 1923 skrev han et digt om kirkegården, der slutter med en forudsigelse: ”Disse tanker kom til mig på Recoleta, hvor min aske vil være.” Men Borges levede sine sidste år i Schweiz og er begravet i Genève. Trods argentinske forsøg på at få ham tilbage, siger hans enke nej.
Den grav, som vi alle søger, er naturligvis Eva Perons grav. Hun døde som kun 33-årig i 1952 og er begravet i sin families gravsted, som ikke er specielt iøjnefaldende.
Inden hun blev stedt til hvile her, havde hendes balsamerede lig dog været vidt omkring. Læs evt. her. Og vi skal helt frem til 1976, før hun blev gravlagt på Cimitero Recoleta.
Efter det stemningsfulde besøg på kirkegården styrede vi igen mod centrum.
Undervejs tog jeg et foto af denne smukke bygning.
Det foto har irriteret mig længe, fordi jeg vidste, der knyttede sig en historie til bygningen, men kunne ikke huske hvilken.
Så jeg har ledt og skrabt for at finde frem til info om bygningen. Længe helt resultatløs.
Indtil
jeg gik ind på min Google Photo-samling og endnu engang kiggede på
billedet af huset. Hvad jeg ikke tidligere havde bemærket, var nogle små ikoner, og da
jeg trykkede på Info-ikonet - vupti - så pludselig blev der angivet de
nøjagtige koordinater for, hvor jeg befandt mig, da jeg tog billedet. Og
da jeg gik videre og åbnede i Google Maps, så fandt jeg navnet på
bygningen, og herefter var det nemt at søge oplysninger om sted og
bygning.
11.890 km hjemmefra!
SÅ kunne jeg endelig komme videre. Bygningen hedder Casa Grand Bourg og rummer nu Instituto Nacional Sanmartiniano. Jeg MENTE nok, det havde noget med San Martín at gøre.
Jeg nævnte ham kort ovenfor, men han er en spændende herre, der fortjener mere omtale.
San Martin blev født som 5. søn af en spansk soldat i Argentina, som dengang var en del af et vicekongerige som bestod af La Plata-landene Argentina, Uruguay, Paraguay og dele af Bolivia.
Da han var 5 år, vendte familien tilbage til Spanien. Som 11-årig
startede han sin militære uddannelse og i 20 år deltog han på den
spanske side i mange krige i Europa.
Men
i 1812 vendte han tilbage til Argentina, hvor han nu tilsluttede sig
den sydamerikanske frihedsbevægelse. Formodninger går på, at han gjorde dette med støtte fra englænderne, som var interesserede i, at der kom oprør mod
spanierne, så de derigennem kunne styrke deres økonomiske interesseri Sydamerika.
England
havde tidligere flirtet med forskellige planer for, hvordan de kunne øge deres indflydelse i Sydamerika, og under Napoleons-krigene i Europa tog de
chancen.
i 1806 besatte en engelsk styrke Buenos Aires i 46 dage, hvorefter de blev drevet ud af byen.
I 1807 stormede og erobrede en anden engelsk styrke Montevideo og bevarede magten over byen i flere måneder. En tredje styrke gjorde endnu et forsøg på at indtage Buenos Aires. Efter adskillige dage med kampe i gaderne, hvor halvdelen af den britiske styrke blev enten dræbt eller såret, måtte briterne trække sig tilbage.
Nu satsede de - måske - på San Martin og den sydamerikanske frihedsbevægelse.
San Martin deltog i kampe omkring Buenos Aires og Montevideo, og efter at løsrivelsen fra Spanien her var gennemført, gik han i slutningen af 1816 over Andesbjergene med sin "Army of
the Andes" - 5000 mand, 10.000 muldyr og 1.500 heste - mod Peru og Chile.
De medbragte tørret mad og foder og spiste hvidløg for at afhjælpe højdesyge. Kun 4,300 mulddyr og 511 heste klarede turen. Jeg ved ikke, hvor mange af mændene, der kom med over. Men man får helt mindelser til Hannibals togt over Alperne med elefanterne.
Den 28. juli 1821 kunne San Martín proklamere Perus uafhængighed. Han selv blev udnævnt til "Protector of Peru".
Faktisk var det stort set kun Lima-området, der var befriet.
Martín havde liberale ideer. Han erklærede "Freedom of Wombs", dvs. alle sønner af slaver blev frie, og han frigav også slaver, der tilhøret spanske royalister, der forlod Lima. Peru havde på det tidspunkt 40.000 slaveejere, og han vovede ikke at frigive alle slaver. Han ophævede inkvisitionen og legemlig straf, og han indførte ytringsfrihed.
I alle årene med frihedskamp, men også efter, var der megen diskussion om strategier. Martin følte ikke, han fik nødvendig opbakning og ressourcer, og kun godt et år efter sin udnævnelse forlod han Peru, trak sig ud af hæren og rejste til Europa.
Umiddelbart før dette, fandt der et møde sted - Conferencia de Guayaquil - mellem Simon Bolivar og San Martín. Simon Bolivar - den berømte venezuelanske frihedskæmper, der omtales som befrieren af Peru, Bolivia,Panama, Venezuela, Columbia og Ecuador. Mødet foregik under fire øjne, så der findes ingen øjenvidner til mødet, men kun gisninger om, hvad der blev talt om.
Formentlig har de afsøgt muligheden for at danne en fælles hær. Men Bolivar menes at have krævet, at San Martín skulle stille sig under ham, og San Martin var øjensynlig også i tvivl om, om en sådan fælles hær ville blive en succes, da han gennem nogen tid forgæves havde søgt om støtte til forstærkning af sin egen hær. Buenos Aires syntes at have mistet interessen. Desuden var der uenighed om, hvor nogle områder af Ecuador skulle høre hen - til Bolivars Columbia eller til San Martíns Peru.
Enden blev, at San Martín forlod området. Bolivar fuldførte befrielse af resten af Peru og udnævnte sig i februar 1824 til diktator af Peru.
År senere rejste San Martín tilbage til Buenos Aires for at tilbyde sin militære tjeneste, men blev afvist.
Tiden
efter frigørelse fra det spanske overherredømme i Argentina var en
turbulent tid. Unitarister og føderalister var uenige om retningen og kæmpede om magten.
San Martín støttede føderalisterne, og på det tidspunkt, hvor han tilbød sin tjeneste, lå
magten hos unitaristerne. Så det endte
med, at San Martín sejlede tilbage til Europa uden overhovedet at have
været i land i Argentina.
Han døde i Frankrig i sit hjem i Boulogne-sur-Mer i 1850.
Her ses et foto af hans hus i Frankrig.
Grand Bourg i Buenos Aires er bygget i 1941 og er en tro kopi af San
Martín hus i Frankrig. Det var den historie, jeg ikke kunne komme i
tanke om.
Hvis man slår San Martín op i den danske Wikipedia, står der knap 4 linjer. Er man mere interesseret, skal man slå ham op i den engelske Wikipedia. Der ligger flere sider spændende omtale om manden og de mange slag, han udkæmpede og de uenigheder, der opstod undervejs.
Herefter gik vores sightseeing videre til Plaza de Mayo - pladsen med Casa Rosada, hvorfra Eva Peron holdt taler og modtog folkets hyldest. EEva - eller Evita, som folk i kærlighed begyndte at kalde hende - gjorde meget for de fattige, los descomisados - dem, der end ikke ejede en skjorte. Hendes mand Juan Peron fik sin styrke gennem fagbevægelserne, men hans styre betragtes som "sympatisk over for fascistiske grundtanker".
Da Evita rejste på en Europarejse i 1951 var det den portugisiske diktator Alvardez og den spanske general Franco, hun valgte at besøge som de første. Her blev hun modtaget med pomp og pragt. Herefter var modtagelsen hos Paven noget afmålt, og efter besøg i Frankrig- hvor hun fik garderoben godt opdateret hos Dio, fortsatte hun til Schweiz.
Da
hun døde var der landesorg i mange dage og Buenos Aires' gader var
oversvømmet af blomster. Men holdningen til Evita var delt. Store
menneskemasser så hende som en ren engel, de velhavende så hende som deres fjende, og andre mere radikale grupper så hende som fascist.
Plaza Mayo, hvor Casa Rosada ligger, er byens historiske centrum og det sted, hvor beboerne den 25. maj 1810 gennemførte den fredelige Majrevolution ved at afsætte vicekongen af Spanien.
Til
at begynde med havde dette kun en lokal virkning, men det førte dog til
en national uafhængighedskrig mod Spanien, og den 9. juli 1816 blev uafhængigheden endeligt erklæret af José de San Martín fra balkonen på rådhuset ved Plaza de Mayo - kort før han drog over Andesbjergene og kæmpede mod spanierne i både Peru og Chile.
Den efterfølgende historiske periode var som nævnt præget af stor uenighed mellem unitarister (de hvide) og føderalister (de røde). Det siges, at den lyserøde farve på Casa Rosada blev valgt af Domingo F. Sarmiento (præsident 1868-1874) som et symbol på, at præsidenten var politisk leder for både de hvide unitarister og de røde føderalister – de to store fraktioner i 1800-tallets argentinske politik.
I 2007 patenterede man farvenuancen ”Regeringsbygnings-lyserød”.
Spændende på vores rejse at opleve at stå både foran Allendes regeringsbygning i Santiago, Chile, og godt to uger senere foran Perons regeringsbygning i Buenos Aires.
Plaza Mayo er også stedet, hvor Las Madres de Plaza de Mayo - med hvide tørklæder - i årevis har afholdt demonstrationer hver onsdag for at minde om de mange, der forsvandt under diktaturet og Den Beskidte Krig 1976-1983.
Organisationen blev dannet i 1977 af argentinske kvinder. Det var mødre, hvis børn var tilbageholdt eller bortført af militærdiktaturet. Måske fordi de var venstreorienterede eller kritiske over for diktaturet. Mange af dem blev myrdet. En del af de anholdte var gravide. De fødte, og børnene blev bortadopteret til regimets venner. Andre børn var helt små, da deres forældre blev anholdt, og de blev også bortadopteret. Anslået 550 spædbørn forsvandt i den forbindelse. Bedstemødrene i organisationen kræver deres børnebørn udleveret.
Men det var ikke onsdag, så dem så vi ikke noget til.
Pladsen var enorm - foran Casa Rosada endnu en rytterstatue (ikke Martín), i midten ved den røde pil en skinnende lille hvid søjle med indskriften 25 Maya 1810. Den blev rejst i 1811 som det første historiske monument i Buenos Aires. På toppen tilføjedes i 1856 en figur, der repræsenterer friheden.
I den modsatte ende af pladsen en smuk hvid katedral. Buenos Aires var i det hele taget meget hvid.
Bemærk de smukke gamle "guld"-gadelamper, som vi også så mange andre steder - og også andre flotte gamle gadelamper.
Det helt gamle Buenos Aires lå hernede i den sydlige ende af centrum - nede ved den gamle havn. Men i midten og slutningen af 1800-tallet udbrød der kolera-epidemi flere gange, og alle, der havde økonomisk mulighed for det, flygtede fra området og bosatte sig længere mod nord i de områder, vi kørte igennem tidligere på dagen.
Det sydlige område blev herefter beboet af de mange immigranter - især italienere og spaniere - der skyllede ind over Buenos Aires.
Overbefolkningen var stor, og folk flyttede ind i alt, hvad der kunne gøres beboeligt, og de malede bygningerne med de tilfældige farverester, de måtte finde. På den måde fik La Boca sit berømte udseende.
Området var præcis så farvestrålende som på alle de mange billeder, der
ligger på nettet. Vi gik en tur på Caminito og mødte både Maradona og Paven.
Men det så alligevel
ud til, at der også boede folk der.
Selv toiletterne i den restaurant, som var mødestedet for os, funklede i skrappe farver.
Og så var det efterhånden bare afgang mod lufthavnen.
I programmet havde der stået, at vi skulle spise frokost her inde i byen, men vi var alle enige med Michael om, at vi hellere ville have tid på egen hånd herinde i La Boca, for så blot at forsyne os med lidt mad ude i lufthavnen, hvor vi alligevel bare skulle have tiden til at gå.
Vi havde fået at vide, at vi skulle huske specifikt at bede om to pladser ved siden af hinanden i flyet. Men Ib og jeg var nogle af de sidste, der nåede frem til skranken, og der var ikke to pladser tilbage ved siden af hinanden
Jeg fik en lækker plads aller forrest med ekstra benplads, og Ib fik en lousy plads aller nederst ved toiletterne.
Det var ret uretfærdigt, især fordi jeg har det bedste sovehjerte og vidste, at jeg ville kunne sove hvor som helst, så jeg foreslog - lidt spagfærdigt måske - at vi byttede - hvilket han naturligvis ikke tog imod.
Det var også lidt flovt, for hvis det havde været omvendt, ved jeg, at han havde insisteret på, at vi skulle bytte, så jeg fik den bedste plads.
Vi var godt trætte efter især de to sidste dages oplevelser, så det blev ikke noget problem at sove.
Da vi fløj ind over Amsterdam Lufthavn havde jeg præcis den samme fornemmelse som første gang, jeg vendte hjem fra Sydamerika. Benovelse over alle de lys, alle de veje, al den trafik. Følelsen af, at nu var jeg tilbage i (den velkendte) verden.
Denne følelse blev kun forstærket, da vi blev mødt af det typiske blå hollandsk porcelæn - som vel oprindelig stammer fra Kina ?
På vejen ned til Sydamerika havde vi valgt at tage en tidligere afgang fra Billund end foreslået, fordi transfertiden ellers ville blive meget kort.
Jeg huskede med gru, hvordan vi var lige ved at komme for sent til flyet, da Tanja og jeg på egen hånd fløj til Lima, fordi jeg ikke havde kigget ordenlig på oversigterne, og vi var kommet ud til en forkert gate og måtte have lufthavnspersonalet til at hjælpe os ud herfra og hurtigt ud til den rigtige.
Denne gang mødtes vi med guiden i lufthavnen i Amsterdam, og vi kunne sidde og iagttage, hvem han ellers gik hen og hilste på. Det var rart. På Tanjas og min rejse kunne vi ikke identificere, hvem der mon hørte til vores selskab, og guiden gav sig først til kende, da hun modtog os i lufthavnen i Lima - selv om hun havde været med samme fly.
Så på udturen til vores krydstog havde vi en ventetid på 6 timer i lufthavnen i Amsterdam. De gik nu hurtigt nok. Men på hjemturen var det "Københavner-gruppen", der måtte vente på deres forbindelse, mens vi kom videre stort set med det samme. Der var vi ikke betænkelige ved den korte transfertid. Herregud, vi kom jo nok hjem, selv hvis vi missede flyet.
Dagen efter. Kl. 7.45 var jeg igen på arbejde - lidt klatøjet måske, men mindre end forventet, og helt klar til at tage fat på instruktion af skuespillet, der skulle være klar til skolefesten i uge 6.
I disse januardage dukker minderne fra turen op i en lind strøm som minder på min Facebook.
Og hvor ER det dejligt at mindes.
Vi var spændte på, hvordan vi ville opleve sådan et krydstogt. Tænkte nok egentlig, at det ikke lige var os. Men vi ville jo gerne runde Kap Horn.
Vi havde tidligere været med Hurtigruten fra Bergen til Kirkenæs og tilbage igen, men det forbandt vi ikke helt med et krydstogt, fordi Hurtigruten jo faktisk er en transportrute og en rute, der også benyttes til "almindelig" transport mellem nogle af udstederne nordpå - og så fordi det var så typisk nordisk og ikke fyldt med alverdens nationer.
Men hvor vi nød det.
Lækker udvendig kahyt med egen lille terrasse.
Helt vildt overdådige morgenmads- og frokostbuffeter. Der var bare ALT!!!
Den største buffet, jeg nogensinde har set.
Et godt indtryk får man her på Ellen Nielsens collage
Udsøgt tre-retters aftenmåltid, hvor vi kunne vælge mellem mange forskellige retter hver aften og sammensætte lige den menu, vi hver især havde lyst til.
Udsøgt personlig betjening. Tjenerne huskede fra aften til aften, hvad vi foretrak at drikke. Og med den kahytkategori, vi havde købt, var der inkluderet et drikkekort, så alt var på forhånd betalt - inden for en vis kategori. Men tjenerne serverede os alligevel 20-års portvin, selv om vores kort vist kun gav ret til 10-års.
Øl, vand, sodavand, vin og drinks ad libitum. Jeg drikker jo stort set ikke vin, så jeg tænkte, at det ville jeg jo sådan set ikke få så meget ud af. Men det gjorde jeg! En af vore faste ferievaner i udlandet er, at vi tillader os at tage et par drinks. Noget vi ellers ikke gør herhjemme. Men her fik jeg da afprøvet en hel del af drinksene på skibets drinkskort.
Efter 18 dage følte jeg mig i hvert fald som ekspert og havde fundet mine klare favoritter. Men når jeg er hjemme igen, er det hverken noget, jeg bruger eller savner.
Eftermiddagskaffe eller -te med stort udvalg af kager. Det var også lige mig. - Når vi altså lige var "hjemme" på skibet og ikke på udflugter.
Stille timer i skibets sky-view-salon med 180 graders udsyn over Stillehavet, Magellanstrædet og Sydatlanten.
Frisk
havluft ude på dækket, hvor der også var opstreget en motionsbane hele skibet
rundt. Tre runder gav ca. en km, hvis jeg husker ret. Dem tog vi en hel del af.
Der var et smukt bibliotek, men skolebibliotekaren holdt fri.
Indretningen var ret imponerende.
En biograf var der, men den fandt vi først den sidste aften. Vi havde ikke savnet det.
Der var også et fitness-center / motionsrum - der nåede vi sørme heller ikke hen.
Og så var der underholdning hver aften - noget jeg på forhånd betragtede som noget Las Vegas-agtigt noget, som jeg kun havde et lettere ironisk skuldertræk til overs for, men vi gik nu derned de fleste aftener. Vi havde spisning på 2. sitting, dvs. 21.30 og så passede det lige med, at vi kunne se showet, inden vi gik til middag.
Og meget af det var faktisk ret flot.
Det er jo den idéelle rejseform, når man gerne vil besøge steder, der ligger langt væk - og langt væk fra hinanden.
En enkelt dag hvert sted er naturligvis meget kort. Men turene var simpelthen så veltilrettelagte, at vi fik set så meget - og oveni fik vi fortalt en masse af de lokale guider.
Så jeg kan kun konkludere, at det var et lykketræf og et fremragende valg, vi traf, da jeg lagde alle mulige fridage sammen - 6. ferieuge, nogle seniordage og de 3 ekstra fridage, jeg havde til gode, fordi jeg havde fået tildelt et skema med overtid, som ikke kunne udbetales, og vi kastede os ud i det og bestilte drømmerejsen rundt om Kap Horn.
Jeg priser mig lykkelig over, at vi nåede det inden coronaen.
Og jeg er stadig jublende glad for min fikse lille lyserøde Michael
Kors-taske, som jeg kikkede på næsten hver eneste dag på skibet, og lige præcis
nåede at købe, 5 minutter før vi forlod internationalt - taxfree - farvand, og
butikkerne skulle lukke 😀
