Rundt om Kap Horn del 2

 

Kort før jul fik jeg denne julehilsen. En hilsen sendt til gode venner med ønsket om, at vi må ses igen i 2021. Det kan jeg godt forstå, at de ønsker, for kortet  var fra  Celebrity Cruises, det rederi vi sejlede med på vores krydstogt rundt om Kap Horn for to år siden. Det kommer jo nok desværre ikke til at ske igen foreløbig, at de får os som gæster. 

Men deres hilsen blev startstødet til, at jeg kom i gang med at få færdigskrevet del 2 om vores fantastiske rejse.

 

I starten af oktober for et år siden udgav jeg blogartiklen Rundt om Kap Horn del 1.

 

Her beskrev jeg vores sejlads med Celebrity Eclipse fra Valparaiso til Ushauaia, verdens sydligste by, og og vore besøg i områder i tilknytning til Magellanstrædet og selve rundingen af Kap Horn.

Jeg startede på del 2, men gik i stå.  Nu - mere end et år senere - har jeg så fundet anledning til at færdiggøre beretningen om vores krydstogt. Nok mest for min egen skyld. For at kunne fastholde de mange indtryk.

 

2. del af rejsen var meget forskellig fra 1. del. 1. del var præget af den vilde natur og besøg på kanten af verden eller i al fald ved randen af beboede områder. 2. del - og dermed den østlige side af Sydamerika- var mere velkendt. Nok var det en anden verdensdel og dermed en anden kultur end vor egen, vi besøgte, men alligevel lignede det med sine byer og landbrugsområder vort eget liv - eller i al fald et liv vi kunne genkende fra mangfoldige beskrivelser, mangfoldig lekture, vi havde læst. 

 

For mig har Sydamerika altid været ensbetydende Peru, Ecuador og Bolivia, fordi Sydamerika for mig har været ensbetydende med Inkariget. Det var ikke tilfældigt, at det blev en "inkaprinsesse", vi kom til at adoptere.

 

Andre lande som Chile og Argentina har en helt anden atmosfære end de tre nævnte, mest fordi det hurtigt lykkedes de europæiske erobrere at udrydde den indianske befolkning - ikke kun fordi den indianske befolkning her var langt  langt færre i tal, men mere  fordi den indianske befolkning her var og langt mindre velorganiseret. Med alle de først spanske indvandrere -  men derefter alskens europæiske nationaliteter - der har taget landet i besiddelse,  virker Argentina ret europæisk - men naturligvis tilsat sydamerikanske rytmer. 

 

Og naturligvis spiller geografien en afgørende rolle og især fraværet af de imponerende Andesbjerge, der er afløst af vidtstrakte flade landbrugsområder.

 

Vore stop på vest- og sydspidsen ag Sydamerika var præget af barske levevilkår - menneskets kamp mod naturen vil jeg næsten strække mig til at sige. På turen op gennem Atlanterhavet på østkysten af verdensdelen skulle vi - ud over et enkelt "naturstop" i Puerto Madryn - besøge 2 hovedstæder og et moderne strandresort. 

Efter ved 8-tiden om  morgenen at have rundet Kap Horn i tilpas "stormy weather", smudsregn og  pænt høje bølger fulgte en længere strækning på havet. En hel dags sejlads i smult vand nordpå. som de skrev i brochuren - tid til at ordne billeder, læse, slappe af. 

Næste formiddag kunne vi følge kysten, som var en lidt højtliggende strækning - men flad som en pandekage.

Foto Ellen Nielsen

Og vi ankom til Puerto Madryn.

 

 

Til turen havde vi - som resten af vores selskab - tilkøbt en udflugtspakke. I Punta Arenas missede vi jo en sejltur mellem nogle øer, hvor der var chance for at se pingviner. Det ærgrede mig egentlig ikke. Jeg synes, det var dejligt med en dag på land, og jeg vidste, at Ib og jeg ville købe skibets udflugt fra Puerto Madryn  til Sydamerikas største pingvinkoloni.

Den udflugt har de fleste andre danske selskaber inkluderet. Kulturrejser havde truffet et andet valg. I Puerto Madryn var det op til os selv at finde beskæftigelse og /eller udflugtsmål. Vores turleder syntes, at den udflugt, som Ib og jeg ville på - en af de udflugter som skibet arrangerede -  var alt for dyr, og at det blev en alt for kedelig bustur. Men vi holdt fast, og det endte med, at han selv og næsten hele vores gruppe alligevel også tog med. Og efterfølgende kan jeg se, at bureauet nu har byttet sejlturen ved Punta Arenas ud med netop denne tur.

 Halvøen Valdes er med på UNESCOs Heritage Site. Men det var ikke der, vi skulle ud. Jeg kunne have ønsket mig to dage i havn ved Puerto Madryn, så vi også kunne være nået derud,  men det er jo noget, som skibsselskabet er herrer over.

På Valdeshalvøen var der mulighed for at se pingviner, søløver og måske sågar søelefanter, men ved Punta Tomba var der garanti for at se pindviner. Vi valgte det sikre.

Punta Tomba-halvøen lever og yngler mere end 1 mio pingviner. Det er den største koloni af Magellan-koloni i Sydamerika.

Vi kørte sydpå  2,5 timer gennem et stort set ensformigt og goldt landskab, kun afbrudt omkring byen Trelew, der gennemstrømmes af en flod. Ellers så vi stort set ikke bygninger. Men de må jo have været der. Ind imellem så vi et skilt ved en lang vej, der drejede af. 

For en geograf er det jo en oplevelse i sig selv at opleve en sådan køretur - også i en lidt ældre bus på bumpede veje og uden aircondition pga. de støvede veje den sidste halve time.

 

 

Så nåede vi Punta Tombo og de hundredtusindvis af små søde pingviner.

Landskabet barskt og ugæstfrit, men her lever pingvinerne i små huler på den bare jord. 

 

Vralte, vralte, vralte

Pingvinerne havde en hel motorvej, hvor de gik i fast rutefart fra deres hule ned til vandet efter mad og tilbage for at fordre deres unger.

 

 

 

Lystigt og koldblodigt kastede de sig ud i vandet og svømmede lynhurtigt ud for at skaffe mad til de små.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi kunne komme ganske tæt på pingvinerne. Her er det en mor, der er kommet tilbage til reden og er i gang med at fodre to meget sultne unger.

(Hvis ellers linket virker.)

Turisterne havde på samme måde som pingvinerne næsten en motorvej, hvor vi gik i en lind strøm fra parkens indgang ned til udsigtspunkterne nede ved vandet, og tilbage igen. Det kunne lige nås på den time vi havde, før turen gik tilbage til skibet. Og overalt pilede pingvinerne frem og tilbage og rundt om os. Det var overvældende.

Et par sydamerikanske guanacoer fik vi - til min store glæde - også at se.

 På vejen lige ned til kolonien havde vi kort før byen Trelew set en  kæmpedinosaurus. En reklame for den dino, der var fundet her i nærheden for ganske nylig. Verdens største dino. På vej tilbage sad jeg og vogtede i det ensformige landskab, og jeg nåede at få et foto.

Når jeg syntes, det var særlig sjovt at se den, var det fordi, jeg netop havde holdt oplæg på PLC/skolebiblioteket om dinosaurer og netop omtalt dette fund.

 Da vi kom tilbage, var der liv på stranden.

 

Denne udflugt havde Kulturrejser som nævnt ikke inkluderet i vores tilkøbte udflugtspakke. Men vi havde på forhånd besluttet, at denne udflugt var et must for os og bad vores turleder være behjælpelig med at få den købt - inden den evt. kunne blive udsolgt.

Michael, vores turleder, var ikke så hooked på turen. Jeg følte faktisk, han prøvede at tale os fra købet. Men som  nævnt, for et par geografer som Ib og mig ville det være en stor oplevelse at gennemkøre netop dette meget karakteristiske landskab.

Så vi holdt fast, og det endte jo med, at de fleste af vores selskab sluttede sig til turen - også Michael. Han måtte jo se, hvad det var, der skulle være så spændende. 

 

Måske har jeg ikke tidligere nævnt, at Michael faktisk aldrig havde været på dette cruise rundt om Kap Horn før. Havde aldrig været i Sydamerika  og talte ikke et ord spansk. Da vi erfarede det i starten af turen, gjorde det mig lidt forbeholden. Men det viste sig, at det var der ingen grund til.  Alle de lokale guider viste sig at tale udmærket engelsk, og de øste af deres store viden. Michael viste sig at være en formidabel turleder - effektiv, imødekommende, uden at være fidel. Interesseret i og vidende om mange emner udover rejsemålet, og han vidste lige, hvilke samtaleemner han skulle tage op med vi forskellige deltagere. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan hans virkelighed ser ud i disse coronatider.

 

Turen ned til pingvinkolonien VAR lang, og de sidste 15-20 km gik det ad bumpende grusveje, hvor det støvede helt vildt. Airconditionen var slukket af samme grund - altså pga. støvet, og vi måtte ikke åbne vinduerne, så varmt blev det også. Frokosten var en beskeden lunchboks og en flaske vand.

Men alt det var vi jo blevet adviseret om i turprogrammet

.  

Michael var meget utilfreds med transporten frem og tilbage og bussens stand, så han klagede til turarrangørerne på skibet og fik de fleste andre danske deltagere til at gøre ligeså. Ib og jeg afstod fra at klage. Vi syntes, vi havde fået, hvad vi var blevet stillet i udsigt, og hvad vi med åbne øjne havde betalt for. 

På et tidspunkt sagde personalet i receptionen til Michael, at nu behøvede han ikke sende flere op for at klage. De skulle nok se på det. Og det endte med, at vi alle - i hvert fald alle vi danskere fra Kulturrejser - fik 25 % af udflugtsprisen retur. Det var naturligvis dejligt - men også lidt flovt.

 Opholdet i Puerto Madrid kunne jeg godt have ønsket mig længere - gerne en hel dag mere, men allerede sidst på eftermiddagen var der afgang, for vi havde endnu en ret lang sejlads foran os.

 

Da mørket faldt på, blev det en vidunderlig måneoplyst natsejlads.

Den efterfølgende morgen skulle vi i land i Punta Del Este - et eksklusivt ferieområde for de rige og de kendte, helt herude ved udmundingen af Rio Plata. Højere oppe ad floden er vandet grumset af alt det materiale floden fører med sig, men helt herude er flodvandet nået så langt ud, at det er blevet tilstrækkelig blandet med Atlanterhavet, så det er fint klart.

 

Landgang blev der imidlertid ikke noget af. Havnemyndighederne eller måske var det skibspersonalet, der vurderede, at havet var for uroligt til, at vi kunne sejles ind i tenderbådene. Vejret virkede ellers helt stille, men det har nok været strømforholdene, der afgjorde det. Så vi lå stille lidt, og så sejlede vi videre.  

 

 Det forjættede land. Punta Del Este, hvor vi ikke kom i land.

 

Et lidt kikset billede. Modlys og en skæv horisontlinje. Men en skyline, som var det New York

Pyt. Det var det sted, der på forhånd havde interesseret mig mindst, og der var ikke indlagt en udflugt her i vores udflugtspakke. Vores turleder, Michael, havde lagt planer for en mindre udflugt i området, som vi nok var taget med på, hvis vi var kommet i land, men vi følte overhovedet ikke, vi gik glip af noget. 

 

 Nu skulle kaptajnen blot have en hel dag til at gå, med at cruise rundt og frem og tilbage, for vi kunne ikke få kajplads i Montevideo før tid. Det kunne ellers have været dejligt med ekstra tid der. Men sejlplanen er jo lagt, så der måske kun var betalt kajplads for et bestemt antal timer (?). Havnen i Montevideo er også så lille, at der kun lige var plads til de store cruise-skibe på bestemte tidspunkter - eller rettere den del af havnen, hvor krydstogtskibene lægger til, var lille. De må have en meget større havn  også, for hele 80% af Uruguays eksport bliver udskibet fra havnen i Montevideo.

Da vi  ankom, lå der allerede et krydstogtskib, og vi måtte i den grad beundre kaptajnen, da han skulle manøvre vores store skib ind på plads - og endnu mere, da vi skulle ud derfra igen.

Vejret var dejligt, denne ekstra dag på havet, så det blev en dag, vi tilbragte i solstolene ved poolen.

 Det var tydeligt, at det gik mod lunere himmelstrøg. Stadig var vi langt syd for Ækvator, og vi skulle derfor stadig huske på at kigge mod nord for ved middagstid  at finde solen. Og solen kunne vi akkurat lige så godt nyde på skibet som på rigmændenes Punta Del Este.

 Vores turleder følte imidlertid, at han skulle tilbyde en erstatning. 

 

 På skibet var der  - ud over den restaurant, hvor vi havde plads hver aften - 3 specialrestauranter. Og nu kom han rundt og fortalte, at vi af Kulturrejser var indbudt til en god middag i Restaurant Murano - skibets bedste - kl. 13. Det blev et lækkert 3-retters måltid med vin og strålende betjening. 

 Efter endnu et par timer i solen, en pinja colada, lidt slentren langs rælingen og eftermiddagskaffe, begyndte solen at gå ned.

Det var tydeligt, at vi var kommet nærmere mere trafikerede fragtruter.

 

 Ved 22-tiden lagde vi til kaj og kunne genkende de mange Mærsk-containere, som man møder overalt i verden.

 

Næste morgen var der liv på havnen. 

 

 

 

Derhjemmefra havde jeg tilkøbt internetadgang på land. På skibet var det rasende dyrt. 

I 3-butikken spurgte de, hvilke lande i Sydamerika, det drejede sig om, og jeg havde glad og fro svaret Chile og Argentina.

Uruguay var lidt en parentes, jeg ikke havde så meget i tankerne. Det skulle jeg nok have haft. Da jeg kom hjem fik jeg en lidt stor internetregning for forbrug i Uruguay. Det land var nemlig ikke med i den ordning, jeg havde tilkøbt. 

Men ok. Det blev ikke en herregård. Heldigvis var der så meget på tapetet, at der ikke var tid til at lægge billeder op, mens vi var i l land. 

 

Uruguay er knap 4 gange så stort som Danmark, og over halvdelen af indbyggerne, 1,8 mio ud af 3,44 millioner bor i hovedstaden. Resten af landet er udpræget landbrugsland.   

Det er en vigtig global eksportør af mælk, uld, oksekød, ris og sojabønner.

  

Mangel på guld og andre råstoffer gjorde området uinteressant for conquistadores, så landet blev først sent koloniseret. Efterfølgende blev det dog genstand for kampe mellem portugiserne i Brasilien og spanierne i Argentina.

 

At vi skulle besøge Uruguay havde jeg som nævnt ikke bidt særligt mærke i - på samme måde som landområdet ikke havde interesseret de spanske og portugisiske erobrere voldsomt. 

Om Uruguay og Montevideo vidste jeg stort set intet på forhånd. Og det var egentlig synd. Ved lokalguidens fortælling på vores rundtur i Montevideo og ved efterfølgende opslag på nettet har jeg fundet ud af, at Uruguay egentlig er et lille lykkeland på linje med Danmark.

 

Jeg citerer fra nettet:

”Uruguay er det mest demokratiske og fredelige land i Latinamerika. Det har også Latinamerikas laveste grad af korruption og højeste grad af digital forvaltning. Uruguay har den højeste grad af pressefrihed og største middelklasse i Sydamerika, og er desuden et af kontinentets rigeste lande. Målt på antal indbyggere bidrager Uruguay med flere soldater til FN's fredsbevarende missioner end noget andet land i verden. Uruguay er som det eneste sydamerikanske land ikke præget af en terrortrussel. FN regner Uruguay for at være et højindkomstland. 95 % af Uruguays elektricitet kommer fra vedvarende energi i form af hydroelektriske kraftværker og vindmølleparker.

The Economist kårede i 2013 Uruguay til "årets land". Kåringen baserede sig bl.a. på Uruguays legalisering af produktion, salg og indtagelse af cannabis. Homoægteskaber og abort er også tilladt, hvilket gør Uruguay til et af de mest progressive lande i verden såvel som et særtilfælde i regionen. Det uruguayske samfund er således præget af tolerance og social inklusion.”

 

Montevideo blev grundlagt i 1726 som en militær bastion. 

Byen ligger ved det sjette bjerg regnet fra øst mod vest. Det fremgår af gamle søkort, hvor der er noteret Monte VI D(e) E(stea) O(este). Monte betyder bjerg. VI er romertallet seks. Estea betyder øst og Oeste vest.

Portugiserne havde i 1680 anlagt byen Colonia Sacramento  som en rival til den spanske Buenos Aires' ledende position i Río de la Plata-området. For at modvirke fortsat portugisisk ekspansion grundlagde spanierne så fortet San Felipe y Santiago de Montevideo, som i løbet af århundredet udviklede sig til en egentlig by.

Montevideo var et behageligt møde. Byen blev omtalt som værende 30-40 år efter de øvrige store latinamerikanske byer, og det passede meget godt - godt og vel endda. Der herskede sådan lidt en 50er- 60er stemning over byen- eller i al fald i nogle af de dele, vi kom rundt i.

Det var lidt svært for mig rigtig at få tag på byen. Måske til dels fordi vejret opførte sig helt unormalt. Det var småkoldt og det småregnede det meste af dagen. Så på denne dag midt i højsommeren lå alle de brede sandstrande fuldstændig øde hen. Byen var også meget stille. Mon ikke det var en søndag, vi var der? Næh, det må have været en fredag.

 

Men vi fik en fin og omfattende byrundtur. Vi startede byrundturen i centrum på Plaza Independencia med en af de obligatoriske rytterstatuer af en af frihedskampens helte, med byens teater og med den bygning, der engang - en kort periode - havde været Sydamerikas højeste bygning.

 

Rytterstauen forestillede José Gervasio Artigas, der også kaldes faderen til Uruguays uafhængighed. Hvad vi sådan ikke helt var opmærksomme på var, at der under pladsen befandt sig  Artigas' mausoleum. 

Da vi var på Cuba i 2013 besøgte vi Che Gue Varras mausoleum uden for Santa Clara. Når man står sådan et sted, mærker man virkelig historiens vingesus, så det kunne have været sjovt også at se dette. Men reelt set var der vist ikke afsat tid nok til et sådan besøg.

 

Porten til den gamle bydel - set fra den gamle bydel.

Herefter kørte vi gennem et tidligere rigmandskvarter, hvor de fine gamle huse var en smule i forfald efter den økonomiske krise i starten af 2000-tallet.

 

Herefter kom vi ud i en KÆMPE-mæssig park, Pradoparken, som var anlagt som en gave til en prinsesse (mener jeg), der var blevet gift med  en uruguyansk rigmand. Der var importeret træer og planter fra hele verden. Tidligere indgik også en zoologisk have. Men bruden lod sig ikke imponere. Hun rejste kun til Montevideo én eneste gang - og det var til ægtemandens begravelse. - Mener jeg at kunne huske.

Det er jo efterhånden to år siden vi var på turen, så enkelte detaljer har jeg nok glemt. 

Parken er over 100 ha og indeholder i dag - ud over en botanisk have - også en japansk have, en rosenhave anlagt i 1910 med 12.000 roser importeret fra Frankrig, det rummer et hotel, et museum og et institut for fysisk klimatologi med tilhørende  observatorium samt et stort område, Rural del Prado, der benyttes til sæsonbestemte udstillinger for kvæg og andre husdyr.

I parken beundrede vi skulpturen La Diligence udført i 1952 af José Belloni (1882-1965) .

 

Da vi forlod parken, stødte vi på endnu to skulpturer i samme stil

 

En gruppe med fire indianere - en hyldest til de oprindelige beboere.

En fårehyrde med sin hest - og klædt i den typiske gauchoklædning.

 

Vi passerede og gjorde kort ophold ved regeringsbygningen. Den trængte  ærlig talt til en rensning.

Der var godt gang i trafikken.

 

 

Herefter besøgte vi Mercado Agrícola de Montevideo med masser af frugtstande, små butikker og caféer - men stort set ingen mennesker

 

 

 

Så gik det atter tværs gennem byen til en anden stor park, Battle-parken. Undervejs kom vi gennem et nyere område af byen med flere store hospitaler og mange ambassader.

Montevideos berømte fodboldstadium passerede vi også. Det ligger faktisk i parken. Det stadium, der blev bygget, da Uruguay fik æren af at huse det første VM i fodbold afholdt i 1930. Turneringen blev afviklet i Uruguay, fordi landet var olympisk mester i fodbold fra 1924 og 1928, og fordi landet fejrede sin 100 års uafhængighedsdag. Uruguay blev den første verdensmester ved at slå Argentina 4-2 i finalen.

 

Battle-parken blev skabt i 1911 og blev navngivet Parc of Allies med reference til 1. verdenskrig. Senere skiftede den navn til Battle-parken. Et navn, der ikke refererer til krig og kamp, men var navnet på en af Uruguays tidligere præsidenter. Her så vi endnu en skulptur af José Belloni, La Carreta, som han skabte allerede i 1919 som en hyldest til nogle af Uruguays første bosættere. Skulpturen viser, hvordan nybyggerne med oksetrukne kærrer rejste over Uruguays flade græssletter, den meget frugtbare pampas.  

 

Herefter kørte vi til og gennem Barrascokvarteret - et kvarter med rigmandsvillaer i forskellige romantiske  stilarter  tysk - engelsk - schweizisk - omgivet af store haveanlæg. Vi passerede her bl.a. et hotel, som blot lignede en stor privat villa, men her havde selveste Obama overnattet. Vi kom ud langs kysten  og ud til tidligere tiders fineste strandhotel, Hotel Barrasco. 

Vi stoppede op ved et udsigtspunkt - jeg tror måske, vi kiggede ud mod den første fæstning, der blev bygget.

 

 Nu satte vi kurs tilbage mod havn og centrum  forbi endnu en park og stor golfklub - Montevideo har mange grønne områder. Vi kørte ad  Ramblaen, der godt kunne give mindelser til  Havannas Malecon - visse steder forholdsvis øde, på andre strækninger  flankeret af mange højhuse - sikkert mange strandhoteller - og hermed var vi tilbage på havnen, hvor de fleste af os stod af bussen, før vi kom helt tilbage til skibet, fordi vi ville slentre lidt rundt i den gamle del af byen på egen hånd.

 

Ib og jeg  besøgte Mercado del Puerto - et  madmekka, der var indrettet i et tidligere fængsel. Her var der masser af spisesteder - alle med en stor grill, hvor der blev grillet  pølser og store bøffer. Og her var der propfyldt med spisende gæster. 

 

De omkringliggende gader var hyggelige med palmer og sjove, lidt gammeldags butikker og butikker med kunsthåndværk. Småregnen var hørt op, men varmt ogmed strålende sol, var det  ikke.

 

Tilbage på havnen var der lige en enkelt ting, der skulle studeres nærmere, inden vi vendte tilbage til vores flydende luksus-hotel - et kæmpestort gulbronzeret anker med bogstaverne G og S., som Ib spottede, allerede da vi gik fra borde om morgenen. Han kendte nemlig ankerets spændende  baggrund.

 

Det er et anker fra det tyske lommeslagskib Admiral Graf Spee.

Lommeslagskib er en populær betegnelse for en tysk panserskibstype fra 1930'erne, der angiveligt blev bygget inden for Versaillestraktatens begrænsning for tyske krigsskibe, nemlig 10.000 t. Der blev bygget tre i alt. Alle tre var meget svært bestykket med seks 28 cm kanoner som hovedarmering. De var dieseldrevne, hvilket gav dem meget stor aktionsradius.

 Under 2. Verdenskrig  blev de tre skibe enkeltvis sat ind mod de allieredes handelsskibe på oceanerne.

Under kommando af kapitän z. S. Hans Langdorff sænkede Graf Spee ni koffardiskibe i Atlanterhavet i de sidste måneder af 1939. Alle sænkninger foregik, efter besætningerne var evakueret over på krigsskibet. Den britiske flåde sendte tre svære krydsere til Uruguays kyst, hvor de angreb det tyske lommeslagskib med 1100 mands besætning og 16.000 ton dødvægt. 

Interessant, at 2. verdenskrig også nåede helt herover. Det var jeg ikke klar over.

Graf Spee blev voldsomt medtaget og sejlede ind til Montevideo for at begrave de døde og reparere skibet. Samtlige søfolk blev begravet under gammel tysk æres-salut i stedet for efter nazistisk parole.

Det neutrale Uruguay gav, efter stort pres fra Storbritannien, Graf Spee 72 timer til at blive repareret.

Kapitän z. S. Langdorff troede at stå over for en mægtig overmagt. Han styrede skibet ind på smult vande syv kilometer fra kysten og på 12 meters dybde. Han evakuerede sine mænd i både til Argentina og sprængte skibet i to dele, for at det ikke skulle falde i fjendehænder.

To dage efter at have sænket Graf Spee tog Langdorff sit eget liv på et hotelværelse i Buenos Aires, indsvøbt i det tyske kejserriges flag.

 Helt ind under huden fik jeg ikke byen, og jeg har slet ingen fornemmelse af i hvilke retninger, vi kørte - hvor vi egentlig var - intet indre billede af byplanen.  Især da vi selv gik rundt, var jeg helt rundt på gulvet. Der var vand både til den ene og anden side - ja, næsten i tre retninger, og verdenshjørnerne havde jeg heller ikke styr på.

 

Jeg fik et indtryk af, at Montevideo var lidt nusset, men jeg tror ikke, jeg yder byen retfærdighed.  Kig ud gennem duggede ruder og hurtige stop i småregn i parker og ved udsigtspunkter på stranden, blev det til. Det må kræve et genbesøg.

 

Men så var der afgang fra det 6. bjerg fra øst mod vest - på nordsiden af Rio Plata med kurs mod byen med de milde vinde. Bemærk hvor bred flodmundingen er her, og hvor grumset vandet er.

Og vi kunne sætte os til bords til endnu en dejlig middag og derefter krybe til køjs efter et sidste blik op på den kulsorte nattehimmel.

 

I næste blogindlæg, Rundt om Kap Horn 3 vil jeg fortælle om Buenos Aires, lidt om udvalgte dele af Argentinas historie, om hjemrejsen og tanker om krydstogtet som rejseform.