”Du skriver godt og
levende - viden kan man aldrig få for meget af, og en levende og god formidler
kan få mig til at interessere mig for de mest usandsynlige ting.”
Denne kommentar,
som jeg har fået på et blogindlæg, har jeg tidligere citeret, og nu gør jeg det
igen.
Ikke for endnu
engang at flashe den indledende ros, og denne gang heller ikke, fordi udsagnet
om viden jo lige præcis rammer ned i mit mantra om viden.
Men sætningen
bliver ved med at køre i mit hoved på grund af sidste del af udsagnet. Det har
fået mig til at fundere over, hvad det er, jeg bliver interesseret i, og hvad
det er, der får mig interesseret.
Forrige år stødte
jeg på reklamer for rejser til Borneo. Men jeg tænkte: ”Borneo – hvad skulle
jeg der?”
Og sommerferien
kom i stedet til at gå til Barcelona. Dels på grund af den bynære strand, så
Tanjas ønsker let kunne tilgodeses, men også på grund af kirkerne, museerne, de
gamle gader, som jeg jo allerede næsten kendte ud og ind fra Ildefonso Falcones’
Havets katedral.
Vi har været der
før, og en del af glæden var også genbesøget ved kendte steder – at finde den
samme fantastiske pintxosbar – men især også at finde nogle af de knap så
kendte steder.
Hvor mange har mon besøgt Las Reales Atarazanes, det
gamle royale skibsværft, hvor Arnau i Havets Katedral arbejdede,
Og hvor mange har været nede i det underjordiske
bymuseum? For at
besøge museet tager man en elevatormange meter ned i undergrunden, og ved udgangen har man stille og rolig bevæget sig op til overfladen igen. Her kan man kigge ind i den store sal, hvor inkvisitionen arbejdede under Ferdinand og Isabella, og man kan afslutte turen med at stille sig op på trappen, hvor Isabella modtog Columbus, da han kom hjem fra sin første rejse til Amerika 1492.
1492 var også det år, maurerne endeligt blev fordrevet fra Alhambra og helt måtte forlade el Andalus.
Fotoet viser Columbus - formodede - grav i domkirken i Sevilla.
Men Borneo? Hvad skulle jeg der?
Hvor mange har mon besøgt Las Reales Atarazanes, det
gamle royale skibsværft, hvor Arnau i Havets Katedral arbejdede,
gamle ruiner under Barcelona. Fantastisk at vandre her. En lignende oplevelse havde vi på en juletur til Krakow for nogle år siden. |
besøge museet tager man en elevatormange meter ned i undergrunden, og ved udgangen har man stille og rolig bevæget sig op til overfladen igen. Her kan man kigge ind i den store sal, hvor inkvisitionen arbejdede under Ferdinand og Isabella, og man kan afslutte turen med at stille sig op på trappen, hvor Isabella modtog Columbus, da han kom hjem fra sin første rejse til Amerika 1492.
1492 var også det år, maurerne endeligt blev fordrevet fra Alhambra og helt måtte forlade el Andalus.
Fotoet viser Columbus - formodede - grav i domkirken i Sevilla.
Men Borneo? Hvad skulle jeg der?
Jeg har aldrig
rigtig interesseret mig for Sydøstasien – Thailand og Vietnam siger mig intet,
og heller ikke Kina, når folk er vendt begejstrede tilbage fra en tur dertil.
Alligevel endte
jeg derovre – i Kina (og senere på Borneo), men det var ad omveje, at
interessen blev vagt.
For en del år
siden havde jeg en kollega, der fremstillede store flotte fotostater. Og uvist
af hvilken grund fik jeg en fotosstat af Den blå Moske på Registanpladsen i Samarkand. Jeg fandt
den forunderlig smuk, og billedet hang i min klasse i flere år. Tænk, hvis man
kunne få den at se i virkeligheden. (Et par år senere, hvor jeg skulle flytte
klasse, var der nogen, der - inden jeg nåede at få den med mig – havde pillet
den ned og smidt den i skraldespanden. Næste lærer hængte billeder af
popstjerner op i stedet for.)
Og så pludselig i
2013 så jeg, at der var en rejse til Uzbekistan, og der var ingen tvivl. Den
rejse, skulle Ib og jeg på.
Silkevejen, Marco Polo, krydderierne, madrasserne! Ønsket var så stort, at jeg endda købte mig fri fra arbejde. Rejsen lå i og i forlængelse af efterårsferien.
Og det viste sig jo, at Den blå Moske på Registanpladsen i Samarkand nok var den allersmukkeste plads og bygning, men i Khiva og Bukhara så vi jo uendelig mange flere af disse blå/turkise pragtværker.
Men interessen for arabisk kultur stammede jo ikke kun fra det ene billede af Den blå Moske.
I Spanien havde vi besøgt Alhambra i Granada og Mesquitaen i Cordova og beundret den arabiske bygningskunst. Den gamle arabiske kultur var netop beundringsværdig, og som et indskud kan jeg ikke undlade at minde om, at selv om der i det gamle Spanien mange eksempler på forfølgelser af anderledes tænkende - inkvisitionen var barsk - så var også mange eksempler på fredelige sameksistens mellem jøder, kristne og muslimer, eksempelvis i Granada, Sevilla og Cordova.
I Usbekistan blev vi meget klogere på forhold omkring Silkevejen, og tankerne gik
efterhånden længere mod øst, hvor Silkevejen startede.
Timur Lenks gravmæle |
Men interessen for arabisk kultur stammede jo ikke kun fra det ene billede af Den blå Moske.
I Spanien havde vi besøgt Alhambra i Granada og Mesquitaen i Cordova og beundret den arabiske bygningskunst. Den gamle arabiske kultur var netop beundringsværdig, og som et indskud kan jeg ikke undlade at minde om, at selv om der i det gamle Spanien mange eksempler på forfølgelser af anderledes tænkende - inkvisitionen var barsk - så var også mange eksempler på fredelige sameksistens mellem jøder, kristne og muslimer, eksempelvis i Granada, Sevilla og Cordova.
Da vi kom hjem,
lavede jeg et større oplæg om Silkevejen, silke, Kina og Kinas opfindelser,
Marco Polo og Kublai Khans erobring af Kina og grundlæggelse af hovedstaden Duda, nu Beijing, de første kejsere og terracottakrigerne.
På Netflix kørte der en
spændende serie om mongolerne på det tidspunkt, og jeg læste et stort
skønlitterært værk om Silkekejserinden Wu (bogen starter år 655) - og Jung Changs roman, Enkekejserinden, om kejserinde Cixi - en anden og mere nutidig kejserinde - og også en vildt spændende bog.
Så i 2015 måtte
turen nødvendigvis gå til Kina, hvor vi oplevede og så alt det, vi håbede på –
og meget mere.
Kejserinde Cixis marmorbåd ude ved Sommerpaladset |
Et andet oplæg,
jeg havde frisk i erindringen, var et oplæg omkring frøer rundt om i verden, og
dette oplæg endte med billeder og video fra en kinesisk balletforestilling med
hoppende frøer og så den helt fantastiske pas-de-deux, hvor en yndig kinesisk balletdanserinde udfører de mest fantastiske balanceakter på skuldre, ryg og hoved af
en mandlig danser med enorme benmuskler. En forestilling, jeg så på tv forud for prinsesse Victorias bryllup Videoen ligger stadig på Youtube.
Kunne du tænke dig at se denne fantastiske
og specielle form for kinesisk balletakrobatik, så vær opmærksom på, at en trup
fra Shenzhen regelmæssigt kommer til Danmark og giver forestilling omkring det
kinesiske nytår. Jeg har netop for anden gang overværet det - gratis i Kolding,
fordi IBC har venskabs- og studierelationer til Shenzhen. I år havde de også
denne flotte terracottakriger-dans på repertoiret.
Stor var min
begejstring, da jeg på Longji-bjerget, også kaldt
Dragens Ryg, hørte
frøerne kvække på livet løs nøjagtig som løvfrøerne i. Viuf Skov, og da vi
overværede den samme fantastiske pas-de-deux, som jeg havde set på tv, og også da vi sejlede på Lu-floden, som indrammes af de landskaber, den natur, som kendes fra kinesiske tuschtegninger,
som jeg havde flee eksempler på herhjemme i form af forskellige kunstkort.
For den skarpe læser
kan det vist efterhånden ikke overraske, at jeg når frem til, at det, jeg kan
komme til at interessere mig for, er noget, der kan relateres til noget, jeg
ved noget om i forvejen. Det er næppe en stor ny erkendelse.
I undervisning
med læseforståelse – og især ved faglig læsning – taler vi meget om at aktivere
sin forforståelse, og det er en gylden regel at gå fra det kendte til det
ukendte. Og jo mere viden og interesse,
man har i forvejen, jo flere knager har man at hænge ny viden på uden på gammel
viden - jo nemmere bliver man
interesseret og jo nemmere lærer man mere.
Ingen tvivl om,
at noget helt nyt og ukendt kan vække voldsom nysgerrighed og begejstring, men
stadig oplever jeg, at oplevelsen bliver endnu større, når der er bare en lille
bitte reference til noget kendt. Noget, der lige farver oplevelsen og giver den
et skær af genkendelighed – tryghed?
Jeg kommer lige i
tanke om et citat, jeg læste for nylig. ”Viden er det tæppe vi står på, det
tæppe vi flyver på.”
Det, synes jeg,
lyder meget godt.
Da vi var i
Uzbekistan fløj vi mange kilometer fra hovedstaden Tasjkent til Nukus.
Nukus? Det sted havde jeg aldrig hørt
om. Hvad mon der var i Nukus, der kunne begrunde en næsten to timer lang
flyvetur? Nukus ligger i udkanten af
Kyzylkumørkenen, der strækker sig fra Aralsøen til Tasjkent. (Ah, Aralsøen, der var der alligevel noget velkendt fra geografitimerne på seminariet).
Billede fra nettet. |
Nukus er hovedstad i den kæmpestore autonome republik
Karakalpakstan/Khorezm, og ligger ved bredden af floden Amu Daray. (Er det ikke nogle skønne
stednavne?) Amu Darya (Амударья)
blev i oldtiden kaldt Oxus, og det var en af de store floder, som Alexander den
Store krydsede på sin vej til Indien. Den udspringer i Pamirbjergene og danner
grænse mellem Afghanistan og Tadsjikistan, men løber altså også gennem
Uzbekistan.
Det er denne flod, der er blevet så overudnyttet til kunstvanding af enorme bomuldsmarker, så den nu ikke længere når Aralsøen, som er godt på vej til helt at udtørre.
Det er denne flod, der er blevet så overudnyttet til kunstvanding af enorme bomuldsmarker, så den nu ikke længere når Aralsøen, som er godt på vej til helt at udtørre.
Men
vi skulle ikke til Aral, men se nu fik jeg allerede knyttet an til allerede
kendt viden og fik den genopfrisket og udbygget lidt. Jeg fik forbundet nogle
tråde, som gav mig større lyst til at stifte bekendtskab med Nukus.
I
Lonely Planet præsenteres Nukus sådan:
”The isolated Soviet creation of
Nukus (No'kis) is one of Uzbekistan's least appealing cities and gets few
visitors compared to its attractive Silk Road cousins. Nuku, being literally the last
place you'd look for anything.
However, home to the remarkable Savitsky Museum – one of the best
collections of Soviet art in the world – there is actually a reason to come
here."
Kunne det virkelig være så fantastisk, at det var den lange rejse værd?
Og ja, så absolut, skulle det vise sig.
Museet bliver også kaldt Ørkenens Louvre – og blot det tilnavn gjorde det jo
straks mere interessant.
Museet rummer mere end 82.000 udstillingsgenstande. Kun 2 % af samlingen var tilgængelig, da vi var der,
men det var da allerede rigeligt. Senere er der opført en ekstra bygning, så
museet nu kan fremvise 15 % af samlingen.
Museum er oprettet af Igor Savitsky. I 1950 kom han til Karakalpakstan som del af en
arkæologisk og etnografisk ekspedition, og han bosatte sig derefter i området. I
årene 1957-66 indsamlede han en voldsom mængde af karakalpak-etnografiske
genstande og folkekunst, og han fik myndighederne overbevist om, at der skulle
bygges et museum for dette.
Men det, som museet især er anerkendt for, er, at
Savitsky i 1960erne begyndte at indsamle central-asiatisk kunst, russisk
avant-garde kunst og det, der benævntes forbudte kunstværker i Josef Stalins
USSR, og fhan ik dem gemt væk i Nukus.
Museet er med
den beskrivelse sat ind i en historisk referenceramme, der gør det nemt for mig
at blive optaget af det. Vi genkender Hitlertysklands holdning til ”entartet”
kunst.
Museet har udviklet sig til at rumme den
andenstørste samling af russisk avant-garde i verden. Kun overgået af Det
russiske Museum i St. Petersborg. Halvdelen er indsamlet af Savitsky selv, og
han beskrives som den, der ”managed to preserve an entire generation of
avant-garde work that was proscribed and destroyed elsewhere in the country for
not conforming to the socialist realism of the times.”
Væggene var proppet med
malerier i tæt ophængning, og vi koncentrerede os om malerierne
Som altid benyttede jeg mig af sammenligninger med værker fra mine
tidligere mange besøg på kunstmuseer. Det at finde ligheder og forskelle gør
det meget nemmere at optage det nye og fremmede.
Der var værker af malere, der var samtidige med og mindede om Kandinsky (som jeg har et tryk
hængende af hjemme i stuen), Alexandr Nikolayev bliver sammenlignet med Gauguin (som i flere år boede i København, før han rejste til Tahiti, og som
Glyptoteket har en stor samling af).
Minder det ikke om Kandinsky? |
Alexandr Nikolayev: Boy playing dutar |
Er der ikke lidt Blaue Reiter og Franz Marc over dette farvestrålende maleri |
Gade i Khiva. Også forbudt, nok pga. minareten |
Billeder med religiøse overtoner var naturligvis uønskede i Josef Stalins Sovjet. Også motiver med gammelrussisk folklore var uønsket. Kun kommunistisk opbyggelige kunstværker var velsete i Stalintiden. Så selv så uskyldige billeder som disse - som ikke er specielt avant-garde - blev forbudt.
Det minder da vist lidt om Matisse? |
Tænk engang, at disse billeder var farlige. |
Og
læs her om den seneste – foruroligende? – udvikling på museet her
Apropos det med at møde noget helt ukendt og blive taget med storm, så tillad mig et af mine mange sidespring og komme med en opfordring:
Kommer
du nogensinde til Lissabon, så tag ind på Museu Calouste Gulbenkian.
Jeg havde
aldrig hørt om dette museum, men Ib havde været der engang på en officiel rejse
og var ikke i tvivl om, at det skulle Tanja og jeg opleve. Og hold da op, hvor
var det flot.
Museu Calouste Gulbenkian er en privat samling – en af de største i
verden. En kunstekspert udtalte i 1950 i
Life Magazine: "Never in modern history has one man owned so much."
Calouste
Gulbenkian var en armenier, der tjente styrtende med penge på den tidlige
olieindustri i Mellemøsten. Gulbenkian blev en af verdens rigeste i sin tid.
Mine fotos er meget mørke og yder ikke museet retfærdighed, så gå på nettet og se flere og bedre billeder. |
Og læs om, hvordan vestlige interesser på alle måder
konkurrerede og søgte at sikre sig olierigdommene på et tidspunkt hvor de
mellemøstlige riger endnu ikke selv havde knowhow og midler til selv at
investere i olieindustrien.
Om dette emne kan man finde rigtig spændende
oplysninger i Peter Frankopans ”Silkevejene. En ny verdenshistorie”.
Samlingen
er enorm. Vi nåede kun en del af den ældste afdeling, kaldt Founder's Collection, med mere end 6000
udstillingsgenstande bestående af (og nu bliver jeg igen for doven til
at oversætte) ”Egyptian Art, Greco-Roman
Art, Islamic Art and Art from the Far East, Numismatics, Painting, Sculpture
and European Decorative Arts. Works by great masters such as Rubens, Rembrandt,
Turner, Degas and René Lalique’s largest set of jewels are just a few examples
of what can be found in one of the best private collections in the world.”
Men for at vende tilbage til Nukus og
Savitskymuseet. Tænk engang hvilken oplevelse og ny interesse og viden jeg fik
der, blot fordi jeg havde forelsket mig i en fotostat af Den blå Moske i
Samarkand så mange år tidligere. – Og selvfølgelig også på grund af
fortællingerne om Marco Polo, Silkevejen, krydderier og østens mystik.
Og faktisk, hvis jeg nu tænker rigtig godt tilbage,
havde det nok også noget med Aralsøen og geografiundervisningen på Kolding
Seminarium at gøre helt tilbage i 1976/77.
For lige efter min eksamen (Ib blev jo færdig 21/2
år før) var Ib og jeg med på en rejse med den transsibirske jernbane arrangeret
af Geografforbundet.
Og jeg MENER at kunne huske, at vi en nat talte om,
at nu passerede vi - godt nok langt væk, men alligevel – nu passerede vi det
sagnomspundne Samarkand – og ellers var det noget med, at der gik en stiklinje
fra på det sted, ned mod Samarkand. I al fald har fortryllelsen og tanken om
engang at komme dertil ligget og ulmet i det meget skjulte.
En flot 70-er-flok Dette og de følgende billeder er affotograferet af de gamle papirsfotos fra dengang |
Men vi skulle jo ikke sydpå til Samarkand. Vi skulle
videre østpå. Undervejs så vi Bolsjojballetten danse Svanesøen i Novosibirsk,
vi forlod toget og fløj 1000 km længere mod nord til Bratsk, for at besøge et enormt
vandkraftværk og et lige så enormt træforædlingsanlæg – vi var vel
geografer. Vi var på sejltur på Bajkalsøen, og vi var i Irkutsk, hvor vi beundrede de smukke gamle træhuse.
Irkutsk har et subpolarklima med måneder med permafrost. Det var til dette barske sted, at mange systemkritikere blev sendt allerede fra slutningen af 1800-tallet, og i borgerkrigen mellem de røde og de hvide omkring 1920 fandt der mange kampe sted heromkring. Og det var også i Irkutsk, at Doktor Zivago boede sammen med sin elskede Lara, var det ikke?
Undervejs på vores rejse med den transibirske jernbane stod folk af toget og blev
erstattet af nye rejsende – jo længere østpå vi kom var det mennesker med
tydelige asiatisk/mongolske træk. (Åh ja. Mongoliet. Endnu et drømmemål). Og
til sidst kom vi helt ud østpå, hvor vi stod ved bredden af Amurfloden og kiggede
over mod Kina, som på det tidspunkt var helt lukket (og så stod jeg alligevel
mange år senere i Beijing og på Den kinesiske Mur). I Khabarovsk havde vi nået vores
rejses mål efter ca. 8300 km. Det havde været mange timer, dage med te fra en
kæmpestor samovar ude på gangen og blinis og russisk rødbedesuppe i
restaurantvognen, som man nåede efter en længere tur ned ad gangene i de vuggende
togvognene, fantastiske vus ud over skove og endeløse sletter og nætter i køjerne i de små 4-mands kupeer.
Irkutsk har et subpolarklima med måneder med permafrost. Det var til dette barske sted, at mange systemkritikere blev sendt allerede fra slutningen af 1800-tallet, og i borgerkrigen mellem de røde og de hvide omkring 1920 fandt der mange kampe sted heromkring. Og det var også i Irkutsk, at Doktor Zivago boede sammen med sin elskede Lara, var det ikke?
Som en streg i luften. Der var engang :-) |
I Khabarovsk mødte vi en gammel bekendt, Dersu Uzala. Den russiske stifinder, der hjalp de russiske kartografer, der gennemrejste taigaen
og det østlige Sibirien for at kortlægge de store øde områder. Dersu Uzala som
flere gange reddede deres liv, dels i en rivende flod, dels i en pludselig
opstået snestorm, og den gang han skød en enorm amurtiger. Den Dersu Uzala, som
vi kendte fra den japanske instruktør Kurosawas fantastiske film. Og på
museet så vi den kæmpestore udstoppede amurtiger. – Nej naturligvis ikke ”DEN” , men en anden af arten, som
ligesom så mange andre arter er truet med udslettelse nu og allerede dengang
var ret fåtallig. Og Dersu Uzala kun i
form af museet om hans liv
Vores togtur varede vist med diverse ophold undervej omkring 2 uger, hvorefter vi fløj tilbage til Moskva i en gammel, lidt hakkende propelmaskine fyldt op med overvægtige russere med kosakhuer. Tilbage i Moskva overværede vi en forrygende forestilling i det russiske statscirkus med 6 store dresserede
Det blev en lang slynge med udgangspunkt i
Samarkand. Jeg kom måske lidt for meget på afveje.
Men fornemmer læseren, hvad det er, jeg forsøger at
forklare?
At hver gang jeg oplever noget nyt, kommer et nyt
sted, præsenteres for noget nyt, så bliver min oplevelse af det nye hver gang
meget større, når det nye kan relateres til noget, jeg i forvejen har oplevet
eller har et kendskab til/forhold til.
Det er naturligvis ikke raketvidenskab. Det oplever
sikkert de fleste. Den menneskelige hjerne fungerer jo holistisk, har jeg læst.
Vil altid forbinde punkter og danne en helhed - slutte ring.
Men det har forbavser mig selv, hvad jeg har kunnet
komme til at interessere mig for, fordi noget har trigget noget i mig, har ramte
ned i allerede kendt viden.
Da vi besøgte Museum for Søfart i foråret, var det
ikke ,fordi jeg var specielt interesseret i søfart – nok mere arkitekturen
i det nye museum. Men da vi nåede til en opstilling om slavehandlen/sukker/bomuld
og derefter sejladserne til Kina efter te, porcelæn, krydderier og andre
eksotiske varer, så blev jeg tændt og mærkede, at jeg pludselig blev mere
interesseret i de øvrige dele af den meget omfattende udstilling også.
Og da jeg i efteråret så, at museet havde udgivet en bog om kinafarerne ønskede jeg mig den og fik den til jul.
Pludselig var jeg interesseret i at læse om dels
forholdene for dem, der tog derud østpå, dels om dem, der søsatte projekterne
og den historiske kontekst, det foregik i.
Bogen fortjener for øvrigt sit helt eget indlæg engang.
Se omtale og et kort referat af bogen i denne artikel fra Berlingske her Første gang københavnerne så en kineser
Bogen fortjener for øvrigt sit helt eget indlæg engang.
Se omtale og et kort referat af bogen i denne artikel fra Berlingske her Første gang københavnerne så en kineser
De fine kinesiske tegninger i bogen fik mig til
at huske og hente en anden bog frem fra hylden. Et udstillingskatalog, jeg
købte brugt for et par kroner i Yangzhou i det sydlige Kina, fyldt med tegninger med
landskaber omkring Lu-floden, den vi sejlede på, dengang i 2013.
På et tidspunkt døde 47 danske sømænd kort før hjemrejsen fra Canton, og de blev erstattet af kinesere, som således kom med til København. Her blev en af dem malet af Jens Juel iklædt en fornem kinesisk mandarindragt, som nok ikke var hans egen. Billedet af ham fik mig til at tænke på forfatteren Jesper Wung-Sungs oldefar, der kom til Danmark for at blive udstillet i Tivoli.
Øverst silkeproduktion, herefter pakning af porcelæn og nederst vejning og pakning af te 17873.
Den samme fine streg og sarte farver.
På et tidspunkt døde 47 danske sømænd kort før hjemrejsen fra Canton, og de blev erstattet af kinesere, som således kom med til København. Her blev en af dem malet af Jens Juel iklædt en fornem kinesisk mandarindragt, som nok ikke var hans egen. Billedet af ham fik mig til at tænke på forfatteren Jesper Wung-Sungs oldefar, der kom til Danmark for at blive udstillet i Tivoli.
Som sagt ingen raketvidenskab, men ved hjemkomsten
fra Borneo i sommers slog det mig – hårdt - hvor meget det betyder, at nyt kan
knyttes an til allerede kendt.
Efter dette lange, lange tilløb når jeg frem – eller
rettere tilbage - til mine indledende tanker omkring, hvad det er, jeg bliver
optaget af og hvorfor netop det?
Borneo. Hvorfor endte jeg der i sommeren 2019, når
jeg slet ikke havde lyst i 2018, for hvad skulle jeg der?
Jeg er så heldig, at hver gang jeg foreslår et
rejsemål, så er Ib straks med på den – og indimellem sker det, at han endda
siger, at det altid har været hans drøm at komme derhen. Det skete f.eks., da
jeg foreslog sejladsen rundt om Kap Horn.
En af mine drømme har været at opleve en rigtig regnskov.
Da Tanja og jeg kørte med toget op til Machu Picchu, kørte vi gennem en tågeregnskov, og på vejen op ad Osorno-vulkanen i Chile på Kap Horn-sejladsen kørte
vi gennem en tempereret regnskov.
Men det var jo ikke det, jeg mente. Det var ikke den
rigtige regnskov. Den rigtige regnskov, det var den i Amazonas.
Men så pludselig sidste forår gik det op for mig, at
på Borneo – der var jo også den helt rigtige tropiske regnskov – og måske endda uden
Amazonas kryb og slanger og i stedet de store orangutanger.
Så da jeg igen stødte på reklamerne for rejser til
Borneo, ja, så lå det lige pludselig lige for. Opfyldelsen af min drøm – drømmen
om at opleve en tropisk regnskov. Det var jo derfor, jeg skulle til Borneo.
Og heldigvis var Ib som sædvanlig straks med på
ideen.
Da jeg sammen med Tanja var på mit livs første
oversøiske rejse, husker jeg helt klart, hvordan jeg – da jeg stod i
ankomstlufthavnen i Lima – tænkte: ”Wauv – nu er jeg her. Nu er jeg i Sydamerika.” Jeg
steg ind i flyet i Billund og så nogle timer senere kunne jeg stige ud på et
helt andet kontinent. Og adskillige
gange, når vi kørte i bussen fra sted til sted, tænkte jeg igen: ”Wauv. Tænk
engang. Her kører jeg rundt højt oppe i Andesbjergene.” Og allermest tænkte jeg det , da vi stod på
Machu Picchu og virkelig fornemmede det Inkarige, jeg havde læst så meget om
som ung. Det var helt eventyrligt.
Det samme skete på Borneo. Gang på gang tænkte jeg:
”Wauv. Nu er jeg her virkelig. Ude i en rigtig tropisk regnskov.” Når vi
vandrede afsted i bunden af skoven med megahøje træer og grøn vegetation i
mange etager eller højt oppe på en hængebro, når vi sejlede op ad den grumsede
flod for fuld skrue, eller når vi lydløst og stilfærdigt flød ind gennem en smal biflod.
Jeg nævnte tidligere, at jeg aldrig rigtig har interesseret mig for Asien. Kulturen er for fremmedartet. Jeg kan ikke forholde mig til den. Religionen, livsopfattelsen, sprogene. Og det er selvfølgelig noget pjat, for det moderne Asien er jo meget kosmopolitisk, men bygger alligevel på en helt anden tradition end den, jeg er rundet af.
Hel rigtig regnskov med vegetation i flere etager |
Og det regnede, som det skulle - voldsomt og meget længe. |
Jeg nævnte tidligere, at jeg aldrig rigtig har interesseret mig for Asien. Kulturen er for fremmedartet. Jeg kan ikke forholde mig til den. Religionen, livsopfattelsen, sprogene. Og det er selvfølgelig noget pjat, for det moderne Asien er jo meget kosmopolitisk, men bygger alligevel på en helt anden tradition end den, jeg er rundet af.
Netop sproget, tror jeg, er afgørende. Jeg kender færre end 5 dansksprogede skønlitterære bøger,
der foregår i Østasien - og det er i
Kina, som jeg oplever som tættere på Europa end de øvrige sydøstasiatiske lande
- og næsten ingen engelsksprogede forfattere, der skønlitterært har beskrevet
livet i østen.
Den ene af de dansksprogede bøger om Kina er i øvrigt Tom Kristensens fine gamle drengebog, Bokserdrengen. Hovedpersonen er den danske dreng Rolf, søn af en missionær i Kina, og handlingen foregår omkring år 1900 under Bokseropstanden. Den er meget anbefalelsesværdig.
Og så i øvrigt omkring sproget - det er er jo helt umuligt at opsnappe små bidder af dagligdags samtale mellem mennesker omkring en.
Den ene af de dansksprogede bøger om Kina er i øvrigt Tom Kristensens fine gamle drengebog, Bokserdrengen. Hovedpersonen er den danske dreng Rolf, søn af en missionær i Kina, og handlingen foregår omkring år 1900 under Bokseropstanden. Den er meget anbefalelsesværdig.
Og så i øvrigt omkring sproget - det er er jo helt umuligt at opsnappe små bidder af dagligdags samtale mellem mennesker omkring en.
Men naturen er universel – også når den er fremmed og eksotisk. Derfor kom Borneo i spil.
Men pludselig en dag slog det mig, at det første, jeg skrev om, da vi var kommet hjem fra turen, det var noget helt andet, nemlig det eneste indendørs museum, vi besøgte, den engelsk/amerikanske forfatter Agnes Keiths hjem i Sarakan.
Men pludselig en dag slog det mig, at det første, jeg skrev om, da vi var kommet hjem fra turen, det var noget helt andet, nemlig det eneste indendørs museum, vi besøgte, den engelsk/amerikanske forfatter Agnes Keiths hjem i Sarakan.
Her boede hun i to omgange sammen med sin mand, Harry Keith, der
var englænder og Conservator of Forests and Director of Agriculture for the government of North Borneo under the Chartered Company and was also Honorary Curator of the State Museum. Livet her blev afbrudt af 2.
verdenskrig, hvor de blev interneret – hver for sig – i japanske fangelejre.
Hjemmet, som vi besøgte, stod som da Keith levede der, og dertil kom store fotostater med
engelsk tekst om hendes liv i en europæisk koloni i et asiatisk samfund og
oplysninger om hendes virke som forfatter. Skønt jeg aldrig havde hørt om Agnes Keith, så var der her noget genkendeligt midt i det fremmede. En engelsk/amerikansk
kultur, bøger, en historisk kontekst med japanerne i 2. verdenskrig. Tankerne gik
straks til Broen over floden Kwai og romanen 5 sorte høns om en gruppe engelske
kvinder i japansk fangenskab.
(Mere om Agnes Keith i et kommende opslag.)
(Mere om Agnes Keith i et kommende opslag.)
Så hvorfor blev besøget i Agnes Keiths hjem det, jeg
skrev om først, da jeg kom hjem?
Jo, jeg kom til at interessere mig særligt for dette
besøg, fordi det ramte en streng af noget velkendt, som jeg kunne bygge videre
på. Og da jeg kom hjem, kunne jeg gå på biblioteket og låne bøger af og om Keithfamilien.
Men jeg blev meget forundret og forbløffet, da det gik op for mig, i HVOR HØJ GRAD det styrer, hvad der kan fange min interesse, og hvor (europæisk) boglig videnstyret, jeg er.
Men jeg blev meget forundret og forbløffet, da det gik op for mig, i HVOR HØJ GRAD det styrer, hvad der kan fange min interesse, og hvor (europæisk) boglig videnstyret, jeg er.
Nu kunne jeg bedre forstå, hvorfor jeg meget
hurtigere gik i gang med at skrive om sejladsen rundt om Kap Horn, da vi kom
hjem herfra. Her var meget mere, jeg kunne relatere mig til. Nobelprismodtageren Pablo
Neruda, søområdet i Chile med alle vulkanerne - jeg havde kort forinden holdt
oplæg om netop disse vulkaner (og alle andre rundt om i verden til alle tider) ,
da en af dem kom i udbrud. Chubut-området, hvor man kort forinden havde fundet
fossiler af en ny og kæmpestor dinosaurrace. Fortidsdyr havde jeg ligeledes
holdt oplæg om tidligere og omtalt netop dette fund.
Jeg kendte til Magellan og Darwin, gletcherområderne i Chile og Argentina, Evita Peron, La Boca – både bydelen og fodboldklubben osv. osv. Og det var nemt efterfølgende at finde litteratur, der knyttede sig til Patagonien. Patagonien er betydelig mere europæisk præget end Sydøstasien, og der er mange flere europæere, der har skrevet om landet på et sprog, jeg kan forstå.
Jeg kendte til Magellan og Darwin, gletcherområderne i Chile og Argentina, Evita Peron, La Boca – både bydelen og fodboldklubben osv. osv. Og det var nemt efterfølgende at finde litteratur, der knyttede sig til Patagonien. Patagonien er betydelig mere europæisk præget end Sydøstasien, og der er mange flere europæere, der har skrevet om landet på et sprog, jeg kan forstå.
Da vi kom hjem fra Borneo, lånte jeg som sagt straks to af
Keiths romaner – og så var jeg i gang med at skrive om besøget i hendes hjem. Nu
forstod jeg, hvorfor det var netop besøget her, der stod så klart. Her var
noget, jeg kunne at knytte an til - og udbygge. Og det skal der være, for at jeg
pludselig begynder at interessere mig for noget, jeg ikke vidste, jeg kunne
blive interesseret i.
Det var en noget tynd konklusion efter så mange,
mange ord. Og gad vide, om der overhovedet er et eneste menneske – ud over Ib –
der er nået helt herned i bunden.
Men ellers pyt. For efterhånden som fortællingen
skred frem, blev jeg nok klar over, at formålet med dette skriv nok mere var
dels bare det at skrive, for det elsker jeg virkelig, men så også at glæde mig
over, hvor privilegeret jeg dog er, at jeg har så mange store oplevelser i
bagagen, og glæde mig over den store viden, jeg har, når jeg fletter det hele
sammen.
I al ubeskedenhed føler jeg mig snart som en
vidensbrønd. Hvor ville jeg ønske, at nogen ville drikke af den.
Så selv om jeg før skrev pyt, så håber jeg jo
alligevel, at nogen har læst med hele vejen og måske endda er blevet lidt
inspireret.
Hvis du er nået hele vejen, så håber jeg, du vil
skrive en kommentar til mig i kommentarfeltet nedenunder.
Og så var det belønningen for at nå helt igennem min
tekst:
Her her får du en liste over bøger, som
jeg har læst enten før eller efter en rejse. - flest skønlitterære bøger med en historisk kerne. Bøger, der har været med til at
udvide og danne baggrund for nogle af mine oplevelser rundt om i verden – især
mange fra Spanien – Barcelona og Andalusien - kan jeg se, men også fra Rusland, Kina og Mongoliet, og så lige en enkelt bog, der tager os på rejse hele vejen fra England til Persien og tilbage igen.
Først alle Ildefonso Falkones fængende romaner på
historisk grundlag:
Havets katedral, der foregår i Barcelona i
1300-tallet.
Om Arnau Estanyol, der
sammen med sin far, som er livegen, er flygtet til Barcelona, hvor de bliver
frie borgere. Som 14-årig, da faderen bliver dræbt, ernærer Arnau sig som
bastaix - havnearbejder.
Sammen med Arnau møder vi et væld af personer: havnearbejderne og den fattige og undertrykte underklasse, der er kirken med inkvisition og arrogante adelige, borgere og bønder, prostituerede, jøder og maurere, som tilsammen giver et billede af det gamle Barcelona i dens storhedstid som livlig søfartsby.
Sammen med Arnau møder vi et væld af personer: havnearbejderne og den fattige og undertrykte underklasse, der er kirken med inkvisition og arrogante adelige, borgere og bønder, prostituerede, jøder og maurere, som tilsammen giver et billede af det gamle Barcelona i dens storhedstid som livlig søfartsby.
Jordens arvinger (2. del af ovennævnte)
Barcelona 1387. Klokkerne på Riberakvarteres kirke Santa
Maria del Mar og byens øvrige kirker kimer og fortæller, at er kongen er død. Det
varsler starten på en ny og vanskelig
tid for byens borgere under den nye konge, og tronskiftet får også skæbnesvangre
konsekvenser for Arnau Estanyol og den faderløse dreng, Hugo Llor, han har taget til sig.
Fatimas hånd
Spanien
i 1500-tallet. Hernando, frugten af en katolsk præsts voldtægt mod en muslimsk
kvinde, splittet mellem to religioner og to folks forskellige traditioner, må
kæmpe en hård kamp for at gøre det rigtige over for Gud og over for sig selv og
for en umulig kærlighed i det gryende moderne Spanien.
En hamsa er en religiøs amulet, som forestiller en hånd, som bruges i flere af de abrahamitiske religioner. I jødedommen kaldes den Mirjams hånd, i islam kaldes den Fatimas hånd og
i levantisk kristendom kaldes den Marias hånd. Hånden menes at give beskyttelse,
magt, styrke, velsignelser samt at
være et værn mod det onde øje. Hamsa er
ydermere det arabiske ord for 5. Symbolet er ældre end jødedommen,
kristendommen og islam og er derfor oprindeligt paganistisk. Symbolets
geografiske oprindelse kan spores tilbage til Mesopotamien, i det nuværende
Irak. Hamsa er blevet benyttet som et fælles symbol i de områder, hvor jøder og
muslimer har boet sammen.
Sigøjnerinden fra Sevilla
Andalusien 1748. En smuk kulsort kvinde går i land i Cadíz. Hendes navn er
Caridad, og hun kommer fra et liv som slave på en cubansk tobaksplantage.
Hendes herre er dog død på rejsen over havet, og nu har Caridad sin frihed. Men
hvad skal hun bruge den til her i dette fremmede land, hvor hun ikke aner,
hvordan hun skal brødføde sig selv' Skæbnen fører Caridad til Sevillas
sigøjnerkvarter, hvor den tidligere galejslave Melchor Vega tager hende til
sig, og hvor hun hurtigt knytter venskab med Melchors barnebarn, den smukke
sigøjnerpige Milagros.
Juan
Francisco Ferrandiz’ Den forbandede jord, der fortæller om Barcelona omkring år
900.
En
historisk roman om magt og kærlighed, hævn og bedrag, som bringer os længere
omkring i Catalonien og Aragonien, end Falcones bøger gjorde.
Noah Gordons: Lægen fra Zaragoza The Last Jew er
en roman fra 2000 af Noah Gordon. Det handler om jøderne i det 15. århundrede
Spanien, i inkvisitionens tid, da de blev udvist. Den fortæller historien om
livet til en jødisk dreng ved navn Yonah Toledano. Han er den sidste i sin
række af berømte jødiske kunstnere og bankfolk.
Noah Gordons: Helbrederen – den tyske titel på videoindspilningen Der
Medicus er meget bedre - om Rob J. Cole, der
vokser op i det 11. århundredes sygdomshærgede London. Da hans far og mor dør,
kommer han i lære hos en excentrisk badskærer, med hvem han rejser land og rige
rundt og sælger mirakelkure til de syge. Rob opdager, at han har talent for at helbrede
og beslutter sig for at blive læge. Dette fører ham ud på en større rejse, som
ender i Persien, hvor han kommer i lære hos den tids største healer. Her kastes
han ud i arbejdet som kirurg på slagmarken og kampen mod den frygtede pest.
Conn
Igguldens fembinds værk Ulven fra stepperne om Djengis Khan (1162-1227) og
grundlæggelsen af det mongolske verdensrige frem til Kublai Khan (1215-1294),
som erobrede Kina og grundlagde Dadu, nu Beijing.
Edward
Rutherford: Russka. Et 1000 siders storværk om Ruslands historie fra år 180 e. kr.
til 1990, hvor den fiktive by Russka og en håndfuld familier er den røde tråd gennem
fortællingen, men tilsat virkelige personer og virkelige hændelser. Her møder vi også ulven fra stepperne fra Igguldens roman nævnt ovenfor.
José
Frèches’ trebinds værk – i alt 1500 sider, Silkekejserinden. Langs Silkevejen drømmer buddister
og kristne munke og røvere om at fravriste Kina hemmeligheden bag
fremstillingen af silke, dette stof, der er sjældnere end jade og mere kostbart
end guld.
En
historisk romantrilogi om Kejserinde Wu, en af Tangdynastiets mest magtfulde skikkelser og om Silkevejen, den enestående
handelsrute, der blev Østens møde med Vesten
Jung
Chang: Enkekejserinden om Cixi (1835-1908), en af de vigtigste kvinder i Kinas
historie, baseret på historiske dokumenter fra det kejserlige arkiv, officiel
og privat korrespondance, dagbøger og øjenvidneberetninger – alt sammen
kildemateriale der først for nylig er blevet tilgængeligt. En fantastisk introduktion til en dramatisk
periode i Kinas historie og en medrivende beretning om en usædvanlig og meget
magtfuld kvinde.
Jung
Chang: Vilde svaner, der fortæller Kinas nyere historie - fra 1909 til 1978 - gennem
3 generationer, forfatterens, hendes mors og hendes bedstemors.
Tom
Kristensen: Bokserdrengen. Udkom i 1925.
Hovedpersonen er den danske dreng Rolf, søn
af en missionær i Kina, og handlingen foregår under Bokseropstanden omkring år
1900 i det nordlige Kina. Interessant,
hvordan Tom Kristensen på den tid og i denne lille drengebog, beskrev, hvad der
foregik i Kina på den tid.
Benjamin Asmussen: Kinafarerne. Mellem kejserens Kina og kongens København.
Peter Frankopan: Silkevejene. En ny verdenshistorie.
Benjamin Asmussen: Kinafarerne. Mellem kejserens Kina og kongens København.
Peter Frankopan: Silkevejene. En ny verdenshistorie.
GOD FORNØJELSE