Om hvad jeg kan blive interesseret i, og hvad det er, der gør mig interesseret.

”Du skriver godt og levende - viden kan man aldrig få for meget af, og en levende og god formidler kan få mig til at interessere mig for de mest usandsynlige ting.”

Denne kommentar, som jeg har fået på et blogindlæg, har jeg tidligere citeret, og nu gør jeg det igen.

Ikke for endnu engang at flashe den indledende ros, og denne gang heller ikke, fordi udsagnet om viden jo lige præcis rammer ned i mit mantra om viden.

Men sætningen bliver ved med at køre i mit hoved på grund af sidste del af udsagnet. Det har fået mig til at fundere over, hvad det er, jeg bliver interesseret i, og hvad det er, der får mig interesseret.

Forrige år stødte jeg på reklamer for rejser til Borneo. Men jeg tænkte: ”Borneo – hvad skulle jeg der?”

Og sommerferien kom i stedet til at gå til Barcelona. Dels på grund af den bynære strand, så Tanjas ønsker let kunne tilgodeses, men også på grund af kirkerne, museerne, de gamle gader, som jeg jo allerede næsten kendte ud og ind fra Ildefonso Falcones’ Havets katedral.

Vi har været der før, og en del af glæden var også genbesøget ved kendte steder – at finde den samme fantastiske pintxosbar – men især også at finde nogle af de knap så kendte steder. 






Hvor mange har mon besøgt Las Reales Atarazanes, det 
gamle royale skibsværft, hvor Arnau i Havets Katedral arbejdede,

gamle ruiner under Barcelona. Fantastisk at vandre her.
En lignende oplevelse havde vi på en juletur til Krakow for nogle år siden.

Og hvor mange har været nede i det underjordiske bymuseum? For at 
besøge museet tager man en elevatormange meter ned i undergrunden, og ved udgangen har man stille og rolig bevæget sig op til overfladen igen. Her kan man kigge ind i den store sal, hvor inkvisitionen arbejdede under Ferdinand og Isabella, og man kan afslutte turen med at stille sig op på trappen, hvor Isabella modtog Columbus, da han kom hjem fra sin første rejse til Amerika 1492.

1492 var også det år, maurerne endeligt blev fordrevet fra Alhambra og helt måtte forlade el Andalus. 

Fotoet viser Columbus - formodede - grav i domkirken i Sevilla.







Men Borneo? Hvad skulle jeg der?

Jeg har aldrig rigtig interesseret mig for Sydøstasien – Thailand og Vietnam siger mig intet, og heller ikke Kina, når folk er vendt begejstrede tilbage fra en tur dertil.

Alligevel endte jeg derovre – i Kina (og senere på Borneo), men det var ad omveje, at interessen blev vagt.

For en del år siden havde jeg en kollega, der fremstillede store flotte fotostater. Og uvist af hvilken grund fik jeg en fotosstat af Den blå Moske på Registanpladsen i Samarkand. Jeg fandt den forunderlig smuk, og billedet hang i min klasse i flere år. Tænk, hvis man kunne få den at se i virkeligheden. (Et par år senere, hvor jeg skulle flytte klasse, var der nogen, der - inden jeg nåede at få den med mig – havde pillet den ned og smidt den i skraldespanden. Næste lærer hængte billeder af popstjerner op i stedet for.)

Og så pludselig i 2013 så jeg, at der var en rejse til Uzbekistan, og der var ingen tvivl. Den rejse, skulle Ib og jeg på.

Silkevejen, Marco Polo, krydderierne, madrasserne! Ønsket var så stort, at jeg endda købte mig fri fra arbejde. Rejsen lå i og i forlængelse af efterårsferien.

Og det viste sig jo, at Den blå Moske på Registanpladsen i  Samarkand nok var den allersmukkeste plads og bygning, men i Khiva og Bukhara så vi jo uendelig mange flere af disse blå/turkise pragtværker.

Timur Lenks gravmæle

Men interessen for arabisk kultur stammede jo ikke kun fra det ene billede af Den blå Moske. 






I Spanien havde vi besøgt Alhambra i Granada og Mesquitaen i Cordova og beundret den arabiske bygningskunst. Den gamle arabiske kultur var netop beundringsværdig, og som et indskud kan jeg ikke undlade at minde om, at selv om der i det gamle Spanien mange eksempler på  forfølgelser af anderledes tænkende - inkvisitionen var barsk - så var også mange eksempler på fredelige sameksistens mellem jøder, kristne og muslimer, eksempelvis i Granada, Sevilla og Cordova.

I Usbekistan blev vi meget klogere på forhold omkring Silkevejen, og tankerne gik efterhånden længere mod øst, hvor Silkevejen startede.

Da vi kom hjem, lavede jeg et større oplæg om Silkevejen, silke, Kina og Kinas opfindelser, Marco Polo  og Kublai  Khans erobring af Kina og grundlæggelse af hovedstaden Duda, nu Beijing, de første kejsere og terracottakrigerne.

 På Netflix kørte der en spændende serie om mongolerne på det tidspunkt, og jeg læste et stort skønlitterært værk om Silkekejserinden Wu (bogen starter år 655) - og Jung Changs roman, Enkekejserinden, om kejserinde Cixi - en anden og mere nutidig kejserinde - og også en vildt spændende bog.

Kejserinde Cixis marmorbåd ude ved Sommerpaladset

Så i 2015 måtte turen nødvendigvis gå til Kina, hvor vi oplevede og så alt det, vi håbede på – og meget mere.

Et andet oplæg, jeg havde frisk i erindringen, var et oplæg omkring frøer rundt om i verden, og dette oplæg endte med billeder og video fra en kinesisk balletforestilling med hoppende frøer og så den helt fantastiske pas-de-deux, hvor en yndig kinesisk balletdanserinde udfører de mest fantastiske balanceakter på skuldre, ryg og hoved af en mandlig danser med enorme benmuskler. En forestilling, jeg så på tv forud for prinsesse Victorias bryllup Videoen ligger  stadig på Youtube.

   Se videoen her

Kunne du tænke dig at se denne fantastiske og specielle form for kinesisk balletakrobatik, så vær opmærksom på, at en trup fra Shenzhen regelmæssigt kommer til Danmark og giver forestilling omkring det kinesiske nytår. Jeg har netop for anden gang overværet det - gratis i Kolding, fordi IBC har venskabs- og studierelationer til Shenzhen. I år havde de også denne flotte terracottakriger-dans på repertoiret.

Stor var min begejstring, da jeg på  Longji-bjerget, også kaldt  Dragens Ryg, hørte frøerne kvække på livet løs nøjagtig som løvfrøerne i. Viuf Skov, og da vi overværede den samme fantastiske pas-de-deux, som jeg havde set på tv,  og også da vi sejlede på Lu-floden, som indrammes af de landskaber, den natur, som kendes fra kinesiske tuschtegninger, som jeg havde flee eksempler på herhjemme i form af forskellige kunstkort.

For den skarpe læser kan det vist efterhånden ikke overraske, at jeg når frem til, at det, jeg kan komme til at interessere mig for, er noget, der kan relateres til noget, jeg ved noget om i forvejen. Det er næppe en stor ny erkendelse.

I undervisning med læseforståelse – og især ved faglig læsning – taler vi meget om at aktivere sin forforståelse, og det er en gylden regel at gå fra det kendte til det ukendte.  Og jo mere viden og interesse, man har i forvejen, jo flere knager har man at hænge ny viden på uden på gammel viden -  jo nemmere bliver man interesseret og jo nemmere lærer man mere.

Sidste forår skulle jeg præsentere vores PLC for kommunens øvrige PLC’er – det gør vi på skift – og der var det mig magtpålæggende at vise, at netop den tanke har været hele omdrejningspunktet for mit arbejde på PLC. – At præsentere eleverne for en bred vifte af viden og kultur, så de har en grundviden at bygge videre på, så de bliver sultne på mere.

Ingen tvivl om, at noget helt nyt og ukendt kan vække voldsom nysgerrighed og begejstring, men stadig oplever jeg, at oplevelsen bliver endnu større, når der er bare en lille bitte reference til noget kendt. Noget, der lige farver oplevelsen og giver den et skær af genkendelighed – tryghed?

Jeg kommer lige i tanke om et citat, jeg læste for nylig. ”Viden er det tæppe vi står på, det tæppe vi flyver på.”

Det, synes jeg, lyder meget godt.

Da vi var i Uzbekistan fløj vi mange kilometer fra hovedstaden Tasjkent til Nukus. Nukus?  Det sted havde jeg aldrig hørt om. Hvad mon der var i Nukus, der kunne begrunde en næsten to timer lang flyvetur?  Nukus ligger i udkanten af Kyzylkumørkenen, der strækker sig fra Aralsøen til Tasjkent. (Ah, Aralsøen, der var der alligevel noget velkendt fra geografitimerne på seminariet).

Billede fra nettet.

Nukus er hovedstad  i den kæmpestore autonome republik Karakalpakstan/Khorezm, og ligger ved bredden af floden Amu Daray. (Er det ikke nogle skønne stednavne?) Amu Darya (Амударья) blev i oldtiden kaldt Oxus, og det var en af de store floder, som Alexander den Store krydsede på sin vej til Indien. Den udspringer i Pamirbjergene og danner grænse mellem Afghanistan og Tadsjikistan, men løber altså også gennem Uzbekistan. 

Det er denne flod, der er blevet så overudnyttet til kunstvanding af enorme bomuldsmarker, så den nu ikke længere når Aralsøen, som er godt på vej til helt at udtørre. 

Men vi skulle ikke til Aral, men se nu fik jeg allerede knyttet an til allerede kendt viden og fik den genopfrisket og udbygget lidt. Jeg fik forbundet nogle tråde, som gav mig større lyst til at stifte bekendtskab med Nukus.

I Lonely Planet præsenteres Nukus sådan:

”The isolated Soviet creation of Nukus (No'kis) is one of Uzbekistan's least appealing cities and gets few visitors compared to its attractive Silk Road cousins. Nuku, being literally the last place you'd look for anything.

However, home to the remarkable Savitsky Museum – one of the best collections of Soviet art in the world – there is actually a reason to come here." 

 Og det var dette Savitsky-museum, vi skulle besøge.

Kunne det virkelig være så fantastisk, at det var den lange rejse værd?

Og ja, så absolut, skulle det vise sig.

Museet bliver også kaldt Ørkenens Louvre – og blot det tilnavn gjorde det jo straks mere interessant.

Museets mest berømte maleri.
Det berømte maleri "Bull" malet af Vladimir Lysenko - som selv var fængslet - blev taget ned af væggen, den dag KGB ankom til museet. Dagen efter gav Savitsky maleriet en ny titel, "Fascism advances", og maleriet kom atter op og hænge. 

Museet rummer mere end 82.000 udstillingsgenstande. Kun 2 % af samlingen var tilgængelig, da vi var der, men det var da allerede rigeligt. Senere er der opført en ekstra bygning, så museet nu kan fremvise 15 % af samlingen.

Museum er oprettet af Igor Savitsky. I 1950 kom han til Karakalpakstan som del af en arkæologisk og etnografisk ekspedition, og han bosatte sig derefter i området. I årene 1957-66 indsamlede han en voldsom mængde af karakalpak-etnografiske genstande og folkekunst, og han fik myndighederne overbevist om, at der skulle bygges et museum for dette.

Men det, som museet især er anerkendt for, er, at Savitsky i 1960erne begyndte at indsamle central-asiatisk kunst, russisk avant-garde kunst og det, der benævntes forbudte kunstværker i Josef Stalins USSR, og fhan ik dem gemt væk i Nukus.

 Museet er med den beskrivelse sat ind i en historisk referenceramme, der gør det nemt for mig at blive optaget af det. Vi genkender Hitlertysklands holdning til ”entartet” kunst.

Museet har udviklet sig til at rumme den andenstørste samling af russisk avant-garde i verden. Kun overgået af Det russiske Museum i St. Petersborg. Halvdelen er indsamlet af Savitsky selv, og han beskrives som den, der ”managed to preserve an entire generation of avant-garde work that was proscribed and destroyed elsewhere in the country for not conforming to the socialist realism of the times.”

Væggene var proppet med malerier i tæt ophængning, og vi koncentrerede os om malerierne 

Som altid benyttede jeg mig af sammenligninger med værker fra mine tidligere mange besøg på kunstmuseer. Det at finde ligheder og forskelle gør det meget nemmere at optage det nye og fremmede.

Der var værker af malere, der var samtidige med og mindede om Kandinsky (som jeg har et tryk hængende af hjemme i stuen), Alexandr Nikolayev bliver sammenlignet med Gauguin (som i flere år boede i København, før han rejste til Tahiti, og som Glyptoteket har en stor samling af).

Minder det ikke om Kandinsky?

Alexandr Nikolayev: Boy  playing dutar

Er der ikke lidt Blaue Reiter og Franz Marc over dette farvestrålende maleri

Er der ikke lidt Chagall over dette?
Både Kandinsky og Chagall var jo russere, og begge flyttede til Vesten - Tyskland og Frankrig. 
Kandinsky fik så senere  - af nazisterne - en del af sine værker beslaglagt som entartet kunst.

 Gade i Khiva. Også forbudt, nok pga. minareten

Billeder med religiøse overtoner var naturligvis uønskede i Josef Stalins Sovjet. Også motiver med gammelrussisk folklore var uønsket. Kun kommunistisk opbyggelige kunstværker var velsete i Stalintiden. Så selv så uskyldige billeder som disse - som ikke er specielt avant-garde - blev forbudt.

Det minder da vist lidt om Matisse?

Tænk engang, at disse billeder var farlige. 

Nu er jeg i hvert fald blevet interesseret i det forbudte russisk maleri fra 20verne-30verne. 

Er du også, så se mange flere billeder i Museets digitale billedgalleri

Læs mere om museet her

Og læs her om den seneste – foruroligende? – udvikling på museet her

Apropos det med at møde noget helt ukendt og blive taget med storm, så tillad mig et af mine mange sidespring og komme med en opfordring:

Kommer du nogensinde til Lissabon, så tag ind på Museu Calouste Gulbenkian.

 Jeg havde aldrig hørt om dette museum, men Ib havde været der engang på en officiel rejse og var ikke i tvivl om, at det skulle Tanja og jeg opleve. Og hold da op, hvor var det flot.

Museu Calouste Gulbenkian er en privat samling – en af de største i verden.  En kunstekspert udtalte i 1950 i Life Magazine: "Never in modern history has one man owned so much."

Mine fotos er meget mørke og yder ikke museet retfærdighed, så gå på nettet og se flere og bedre billeder.

Calouste Gulbenkian var en armenier, der tjente styrtende med penge på den tidlige olieindustri i Mellemøsten. Gulbenkian blev en af verdens rigeste i sin tid.  

Læs mere om den særdeles entreprenante Gulbenkian  på nettet: 
Om Gulbenkian

Og læs om, hvordan vestlige interesser på alle måder konkurrerede og søgte at sikre sig olierigdommene på et tidspunkt hvor de mellemøstlige riger endnu ikke selv havde knowhow og midler til selv at investere i olieindustrien.

Om dette emne kan man finde rigtig spændende oplysninger i Peter Frankopans ”Silkevejene. En ny verdenshistorie”.   

Samlingen er enorm. Vi nåede kun en del af den ældste afdeling, kaldt Founder's Collection,  med mere end 6000 udstillingsgenstande bestående af (og nu bliver jeg igen for doven til at oversætte)  ”Egyptian Art, Greco-Roman Art, Islamic Art and Art from the Far East, Numismatics, Painting, Sculpture and European Decorative Arts. Works by great masters such as Rubens, Rembrandt, Turner, Degas and René Lalique’s largest set of jewels are just a few examples of what can be found in one of the best private collections in the world.”

Men for at vende tilbage til Nukus og Savitskymuseet. Tænk engang hvilken oplevelse og ny interesse og viden jeg fik der, blot fordi jeg havde forelsket mig i en fotostat af Den blå Moske i Samarkand så mange år tidligere. – Og selvfølgelig også på grund af fortællingerne om Marco Polo, Silkevejen, krydderier og østens mystik.

Og faktisk, hvis jeg nu tænker rigtig godt tilbage, havde det nok også noget med Aralsøen og geografiundervisningen på Kolding Seminarium at gøre helt tilbage i 1976/77.

For lige efter min eksamen (Ib blev jo færdig 21/2 år før) var Ib og jeg med på en rejse med den transsibirske jernbane arrangeret af Geografforbundet.

En flot 70-er-flok
Dette og de følgende billeder er affotograferet af de gamle papirsfotos fra dengang

Og jeg MENER at kunne huske, at vi en nat talte om, at nu passerede vi - godt nok langt væk, men alligevel – nu passerede vi det sagnomspundne Samarkand – og ellers var det noget med, at der gik en stiklinje fra på det sted, ned mod Samarkand. I al fald har fortryllelsen og tanken om engang at komme dertil ligget og ulmet i det meget skjulte.

Men vi skulle jo ikke sydpå til Samarkand. Vi skulle videre østpå. Undervejs så vi Bolsjojballetten danse Svanesøen i Novosibirsk, vi forlod toget og fløj 1000 km længere mod nord til Bratsk, for at besøge et enormt vandkraftværk og et lige så enormt træforædlingsanlæg – vi var vel geografer.  Vi var på sejltur på  Bajkalsøen, og vi var i Irkutsk, hvor vi beundrede de smukke gamle træhuse. 

Irkutsk har et subpolarklima med måneder med permafrost. Det var til dette barske sted, at mange systemkritikere blev sendt allerede fra slutningen af 1800-tallet, og i borgerkrigen mellem de røde og de hvide omkring 1920 fandt der mange kampe sted heromkring. Og det var også i Irkutsk, at Doktor Zivago boede sammen med sin elskede Lara, var det ikke?

Som en streg i luften.
Der var engang :-)

Undervejs på vores rejse med den transibirske jernbane stod folk af toget og blev erstattet af nye rejsende – jo længere østpå vi kom var det mennesker med tydelige asiatisk/mongolske træk. (Åh ja. Mongoliet. Endnu et drømmemål). Og til sidst kom vi helt ud østpå, hvor vi stod ved bredden af Amurfloden og kiggede over mod Kina, som på det tidspunkt var helt lukket (og så stod jeg alligevel mange år senere i Beijing og på Den kinesiske Mur). I Khabarovsk havde vi nået vores rejses mål efter ca. 8300 km. Det havde været mange timer, dage med te fra en kæmpestor samovar ude på gangen og blinis og russisk rødbedesuppe i restaurantvognen, som man nåede efter en længere tur ned ad gangene i de vuggende togvognene, fantastiske vus ud over skove og endeløse sletter og nætter i køjerne i de små 4-mands kupeer. 

I Khabarovsk mødte vi  en gammel bekendt, Dersu Uzala. Den russiske stifinder, der hjalp de russiske kartografer, der gennemrejste taigaen og det østlige Sibirien for at kortlægge de store øde områder. Dersu Uzala som flere gange reddede deres liv, dels i en rivende flod, dels i en pludselig opstået snestorm, og den gang han skød en enorm amurtiger. Den Dersu Uzala, som vi kendte fra den japanske instruktør Kurosawas fantastiske film.  Og på museet så vi den kæmpestore udstoppede amurtiger. – Nej naturligvis ikke ”DEN” , men en anden af arten, som ligesom så mange andre arter er truet med udslettelse nu og allerede dengang var ret fåtallig.  Og Dersu Uzala kun i form af museet om hans liv 

Vores togtur varede vist med diverse ophold undervej omkring 2 uger, hvorefter vi fløj tilbage til Moskva i en gammel, lidt hakkende propelmaskine fyldt op med overvægtige russere med kosakhuer. Tilbage i Moskva overværede vi en forrygende forestilling i det russiske statscirkus med 6 store dresserede tigre. Det var dengang, man måtte det.

Det blev en lang slynge med udgangspunkt i Samarkand. Jeg kom måske lidt for meget på afveje.

Men fornemmer læseren, hvad det er, jeg forsøger at forklare?

At hver gang jeg oplever noget nyt, kommer et nyt sted, præsenteres for noget nyt, så bliver min oplevelse af det nye hver gang meget større, når det nye kan relateres til noget, jeg i forvejen har oplevet eller har et kendskab til/forhold til.

Det er naturligvis ikke raketvidenskab. Det oplever sikkert de fleste. Den menneskelige hjerne fungerer jo holistisk, har jeg læst. Vil altid forbinde punkter og danne en helhed - slutte ring.

Men det har forbavser mig selv, hvad jeg har kunnet komme til at interessere mig for, fordi noget har trigget noget i mig, har ramte ned i allerede kendt viden.

Da vi besøgte Museum for Søfart i foråret, var det ikke ,fordi jeg var specielt interesseret i søfart – nok mere arkitekturen i det nye museum. Men da vi nåede til en opstilling om slavehandlen/sukker/bomuld og derefter sejladserne til Kina efter te, porcelæn, krydderier og andre eksotiske varer, så blev jeg tændt og mærkede, at jeg pludselig blev mere interesseret i de øvrige dele af den meget omfattende udstilling også.

Og da jeg i efteråret så, at museet havde udgivet en bog om kinafarerne ønskede jeg mig den og fik den til jul.

Pludselig var jeg interesseret i at læse om dels forholdene for dem, der tog derud østpå, dels om dem, der søsatte projekterne og den historiske kontekst, det foregik i. 
Bogen fortjener for øvrigt sit helt eget indlæg engang.

Se omtale og et kort referat af bogen i denne artikel fra Berlingske her  Første gang københavnerne så en kineser 

De fine kinesiske tegninger i bogen fik mig til at huske og hente en anden bog frem fra hylden. Et udstillingskatalog, jeg købte brugt for et par kroner i  Yangzhou  i det sydlige Kina, fyldt med tegninger med landskaber omkring Lu-floden, den vi sejlede på, dengang i 2013. 

Øverst silkeproduktion, herefter pakning af porcelæn og nederst vejning og pakning af te 17873. 

Den samme fine streg og sarte farver.

På et tidspunkt døde 47 danske sømænd kort før hjemrejsen fra Canton, og de blev erstattet af kinesere, som således kom med til København. Her blev en af dem malet af Jens Juel iklædt en fornem kinesisk mandarindragt, som nok ikke var hans egen. Billedet af ham fik mig til at tænke på forfatteren Jesper Wung-Sungs oldefar, der kom til Danmark for at blive udstillet i Tivoli.

Hele tiden aktiveres hjernen af genkendelse og derefter nysgerrighed – ved sammenligninger, ligheder og forskelle.

Som sagt ingen raketvidenskab, men ved hjemkomsten fra Borneo i sommers slog det mig – hårdt - hvor meget det betyder, at nyt kan knyttes an til allerede kendt.

Efter dette lange, lange tilløb når jeg frem – eller rettere tilbage - til mine indledende tanker omkring, hvad det er, jeg bliver optaget af og hvorfor netop det?

Borneo. Hvorfor endte jeg der i sommeren 2019, når jeg slet ikke havde lyst i 2018, for hvad skulle jeg der?

Jeg er så heldig, at hver gang jeg foreslår et rejsemål, så er Ib straks med på den – og indimellem sker det, at han endda siger, at det altid har været hans drøm at komme derhen. Det skete f.eks., da jeg foreslog sejladsen rundt om Kap Horn.

En af mine drømme har været at opleve en rigtig regnskov.

Da Tanja og jeg kørte med toget op til Machu Picchu, kørte vi gennem en tågeregnskov, og på vejen op ad Osorno-vulkanen i Chile på Kap Horn-sejladsen kørte vi gennem en tempereret regnskov.

Men det var jo ikke det, jeg mente. Det var ikke den rigtige regnskov. Den rigtige regnskov, det var den i Amazonas.

Men så pludselig sidste forår gik det op for mig, at på Borneo – der var jo også den helt rigtige tropiske regnskov – og måske endda uden Amazonas kryb og slanger og i stedet de store orangutanger.

Så da jeg igen stødte på reklamerne for rejser til Borneo, ja, så lå det lige pludselig lige for. Opfyldelsen af min drøm – drømmen om at opleve en tropisk regnskov. Det var jo derfor, jeg skulle til Borneo.

Og heldigvis var Ib som sædvanlig straks med på ideen.

Da jeg sammen med Tanja var på mit livs første oversøiske rejse, husker jeg helt klart, hvordan jeg – da jeg stod i ankomstlufthavnen i Lima – tænkte: ”Wauv – nu er jeg her. Nu er jeg i Sydamerika.” Jeg steg ind i flyet i Billund og så nogle timer senere kunne jeg stige ud på et helt andet kontinent.  Og adskillige gange, når vi kørte i bussen fra sted til sted, tænkte jeg igen: ”Wauv. Tænk engang. Her kører jeg rundt højt oppe i Andesbjergene.”  Og allermest tænkte jeg det , da vi stod på Machu Picchu og virkelig fornemmede det Inkarige, jeg havde læst så meget om som ung. Det var helt eventyrligt.

Det samme skete på Borneo. Gang på gang tænkte jeg: ”Wauv. Nu er jeg her virkelig. Ude i en rigtig tropisk regnskov.” Når vi vandrede afsted i bunden af skoven med megahøje træer og grøn vegetation i mange etager eller højt oppe på en hængebro, når vi sejlede op ad den grumsede flod for fuld skrue, eller når vi lydløst og stilfærdigt  flød ind gennem en smal biflod.

 Hel rigtig regnskov med vegetation i flere etager

Og det regnede, som det skulle - voldsomt og meget længe.

Jeg nævnte tidligere, at jeg aldrig rigtig har interesseret mig for Asien. Kulturen er for fremmedartet. Jeg kan ikke forholde mig til den. Religionen, livsopfattelsen, sprogene. Og det er selvfølgelig noget pjat, for det moderne Asien er jo meget kosmopolitisk, men bygger alligevel på en helt anden tradition end den, jeg er rundet af.

 Netop sproget, tror jeg, er afgørende. Jeg kender færre end 5 dansksprogede skønlitterære bøger, der foregår i Østasien - og det er i Kina, som jeg oplever som tættere på Europa end de øvrige sydøstasiatiske lande - og næsten ingen engelsksprogede forfattere, der skønlitterært har beskrevet livet i østen.
Den ene af de dansksprogede bøger om Kina er i øvrigt Tom Kristensens fine gamle drengebog, Bokserdrengen. Hovedpersonen er den danske dreng Rolf, søn af en missionær i Kina, og handlingen foregår omkring år 1900 under Bokseropstanden.  Den er meget anbefalelsesværdig.
Og så i øvrigt omkring sproget - det er er jo helt umuligt at opsnappe små bidder af dagligdags samtale mellem mennesker omkring en.

Men naturen er universel – også når den er fremmed og eksotisk. Derfor kom Borneo i spil.
Men pludselig en dag slog det mig, at det første, jeg skrev om, da vi var kommet hjem fra turen, det var noget helt andet, nemlig det eneste indendørs museum, vi besøgte, den engelsk/amerikanske forfatter Agnes Keiths hjem i Sarakan.  

Her boede hun i to omgange sammen med sin mand, Harry Keith, der var englænder og Conservator of Forests and Director of Agriculture for the government of North Borneo under the Chartered Company and was also Honorary Curator of the State Museum. Livet her blev afbrudt af 2. verdenskrig, hvor de blev interneret – hver for sig – i japanske fangelejre. Hjemmet, som vi besøgte,  stod som da Keith levede der, og dertil kom store fotostater med engelsk tekst om hendes liv i en europæisk koloni i et asiatisk samfund og oplysninger om hendes virke som forfatter. Skønt jeg aldrig havde hørt om Agnes Keith, så var der her noget genkendeligt midt i det fremmede. En engelsk/amerikansk kultur, bøger, en historisk kontekst med  japanerne i 2. verdenskrig. Tankerne gik straks til Broen over floden Kwai og romanen 5 sorte høns om en gruppe engelske kvinder i japansk fangenskab.
(Mere om Agnes Keith i et kommende opslag.)

Så hvorfor blev besøget i Agnes Keiths hjem det, jeg skrev om først, da jeg kom hjem?

Jo, jeg kom til at interessere mig særligt for dette besøg, fordi det ramte en streng af noget velkendt, som jeg kunne bygge videre på. Og da jeg kom hjem, kunne jeg gå på biblioteket og låne bøger af og om Keithfamilien.
Men jeg blev meget forundret og forbløffet, da det gik op for mig, i HVOR HØJ GRAD det styrer, hvad der kan fange min interesse, og hvor (europæisk) boglig videnstyret, jeg er.

Nu kunne jeg bedre forstå, hvorfor jeg meget hurtigere gik i gang med at skrive om sejladsen rundt om Kap Horn, da vi kom hjem herfra. Her var meget mere, jeg kunne relatere mig til. Nobelprismodtageren Pablo Neruda, søområdet i Chile med alle vulkanerne - jeg havde kort forinden holdt oplæg om netop disse vulkaner (og alle andre rundt om i verden til alle tider) , da en af dem kom i udbrud. Chubut-området, hvor man kort forinden havde fundet fossiler af en ny og kæmpestor dinosaurrace. Fortidsdyr havde jeg ligeledes holdt oplæg om tidligere og omtalt netop dette fund.  

Jeg kendte til Magellan og Darwin, gletcherområderne i Chile og Argentina, Evita Peron, La Boca – både bydelen og fodboldklubben osv. osv. Og det var nemt efterfølgende at finde litteratur, der knyttede sig til Patagonien. Patagonien er betydelig mere europæisk præget end Sydøstasien, og der er mange flere europæere, der har skrevet om landet på et sprog, jeg kan forstå.

Da vi kom hjem fra Borneo, lånte jeg som sagt straks to af Keiths romaner – og så var jeg i gang med at skrive om besøget i hendes hjem. Nu forstod jeg, hvorfor det var netop besøget her, der stod så klart. Her var noget, jeg kunne at knytte an til - og udbygge. Og det skal der være, for at jeg pludselig begynder at interessere mig for noget, jeg ikke vidste, jeg kunne blive interesseret i.

Det var en noget tynd konklusion efter så mange, mange ord. Og gad vide, om der overhovedet er et eneste menneske – ud over Ib – der er nået helt herned i bunden.

Men ellers pyt. For efterhånden som fortællingen skred frem, blev jeg nok klar over, at formålet med dette skriv nok mere var dels bare det at skrive, for det elsker jeg virkelig, men så også at glæde mig over, hvor privilegeret jeg dog er, at jeg har så mange store oplevelser i bagagen, og glæde mig over den store viden, jeg har, når jeg fletter det hele sammen.

I al ubeskedenhed føler jeg mig snart som en vidensbrønd. Hvor ville jeg ønske, at nogen ville drikke af den.

Så selv om jeg før skrev pyt, så håber jeg jo alligevel, at nogen har læst med hele vejen og måske endda er blevet lidt inspireret.

Hvis du er nået hele vejen, så håber jeg, du vil skrive en kommentar til mig i kommentarfeltet nedenunder.

Og så var det belønningen for at nå helt igennem min tekst:

Her her får du en liste over bøger, som jeg har læst enten før eller efter en rejse. - flest skønlitterære bøger med en historisk kerne. Bøger, der har været med til at udvide og danne baggrund for nogle af mine oplevelser rundt om i verden – især mange fra Spanien – Barcelona og Andalusien - kan jeg se, men også fra Rusland, Kina og Mongoliet, og så lige en enkelt bog, der tager os på rejse hele vejen fra England til Persien og tilbage igen.

Først alle Ildefonso Falkones fængende romaner på historisk grundlag:

Havets katedral, der foregår i Barcelona i 1300-tallet.

Om Arnau Estanyol, der sammen med sin far, som er livegen, er flygtet til Barcelona, hvor de bliver frie borgere. Som 14-årig, da faderen bliver dræbt, ernærer Arnau sig som bastaix - havnearbejder. 
Sammen med Arnau møder vi et væld af personer: havnearbejderne og den fattige og undertrykte underklasse, der er kirken med inkvisition og arrogante adelige, borgere og bønder, prostituerede, jøder og maurere, som tilsammen giver et billede af det gamle Barcelona i dens storhedstid som livlig søfartsby.

Jordens arvinger (2. del af ovennævnte)

Barcelona 1387. Klokkerne på Riberakvarteres kirke Santa Maria del Mar og byens øvrige kirker kimer og fortæller, at er kongen er død. Det varsler starten på en ny og vanskelig tid for byens borgere under den nye konge, og tronskiftet får også   skæbnesvangre konsekvenser for Arnau Estanyol og den faderløse dreng, Hugo Llor, han har taget til sig.

Fatimas hånd

Spanien i 1500-tallet. Hernando, frugten af en katolsk præsts voldtægt mod en muslimsk kvinde, splittet mellem to religioner og to folks forskellige traditioner, må kæmpe en hård kamp for at gøre det rigtige over for Gud og over for sig selv og for en umulig kærlighed i det gryende moderne Spanien.

En hamsa er en religiøs amulet, som forestiller en hånd, som bruges i flere af de abrahamitiske religioner. I jødedommen kaldes den Mirjams hånd, i islam kaldes den Fatimas hånd og i levantisk kristendom kaldes den Marias hånd. Hånden menes at give beskyttelse, magt, styrke, velsignelser samt at være et værn mod det onde øje. Hamsa er ydermere det arabiske ord for 5. Symbolet er ældre end jødedommen, kristendommen og islam og er derfor oprindeligt paganistisk. Symbolets geografiske oprindelse kan spores tilbage til Mesopotamien, i det nuværende Irak. Hamsa er blevet benyttet som et fælles symbol i de områder, hvor jøder og muslimer har boet sammen.

Sigøjnerinden fra Sevilla

Andalusien 1748. En smuk kulsort kvinde går i land i Cadíz. Hendes navn er Caridad, og hun kommer fra et liv som slave på en cubansk tobaksplantage. Hendes herre er dog død på rejsen over havet, og nu har Caridad sin frihed. Men hvad skal hun bruge den til her i dette fremmede land, hvor hun ikke aner, hvordan hun skal brødføde sig selv' Skæbnen fører Caridad til Sevillas sigøjnerkvarter, hvor den tidligere galejslave Melchor Vega tager hende til sig, og hvor hun hurtigt knytter venskab med Melchors barnebarn, den smukke sigøjnerpige Milagros. 

Juan Francisco Ferrandiz’ Den forbandede jord, der fortæller om Barcelona omkring år 900.

En historisk roman om magt og kærlighed, hævn og bedrag, som bringer os længere omkring i Catalonien og Aragonien, end Falcones bøger gjorde.

Noah Gordons: Lægen fra Zaragoza The Last Jew er en roman fra 2000 af Noah Gordon. Det handler om jøderne i det 15. århundrede Spanien, i inkvisitionens tid, da de blev udvist. Den fortæller historien om livet til en jødisk dreng ved navn Yonah Toledano. Han er den sidste i sin række af berømte jødiske kunstnere og bankfolk.

Noah Gordons: Helbrederen – den tyske titel på videoindspilningen Der Medicus er meget bedre -  om Rob J. Cole, der vokser op i det 11. århundredes sygdomshærgede London. Da hans far og mor dør, kommer han i lære hos en excentrisk badskærer, med hvem han rejser land og rige rundt og sælger mirakelkure til de syge. Rob opdager, at han har talent for at helbrede og beslutter sig for at blive læge. Dette fører ham ud på en større rejse, som ender i Persien, hvor han kommer i lære hos den tids største healer. Her kastes han ud i arbejdet som kirurg på slagmarken og kampen mod den frygtede pest.

Conn Igguldens fembinds værk Ulven fra stepperne om Djengis Khan (1162-1227) og grundlæggelsen af det mongolske verdensrige frem til Kublai Khan (1215-1294), som erobrede Kina og grundlagde Dadu, nu Beijing.

Se https://historienet.dk/krig/store-krigsprofiler/kublai-khan-var-verdens-maegtigste-mand

Edward Rutherford: Russka. Et 1000 siders storværk om Ruslands historie fra år 180 e. kr. til 1990, hvor den fiktive by Russka og en håndfuld familier er den røde tråd gennem fortællingen, men tilsat virkelige personer og virkelige hændelser. Her møder vi også ulven fra stepperne fra Igguldens roman nævnt ovenfor.

José Frèches’ trebinds værk – i alt 1500 sider, Silkekejserinden. Langs Silkevejen drømmer buddister og kristne munke og røvere om at fravriste Kina hemmeligheden bag fremstillingen af silke, dette stof, der er sjældnere end jade og mere kostbart end guld.

En historisk romantrilogi om Kejserinde Wu, en af Tangdynastiets mest magtfulde  skikkelser og om Silkevejen, den enestående handelsrute, der blev Østens møde med Vesten

Jung Chang: Enkekejserinden om Cixi (1835-1908), en af de vigtigste kvinder i Kinas historie, baseret på historiske dokumenter fra det kejserlige arkiv, officiel og privat korrespondance, dagbøger og øjenvidneberetninger – alt sammen kildemateriale der først for nylig er blevet tilgængeligt.  En fantastisk introduktion til en dramatisk periode i Kinas historie og en medrivende beretning om en usædvanlig og meget magtfuld kvinde.

Jung Chang: Vilde svaner, der fortæller Kinas nyere historie - fra 1909 til 1978 - gennem 3 generationer, forfatterens, hendes mors og hendes bedstemors.

Tom Kristensen: Bokserdrengen. Udkom i 1925.   Hovedpersonen er den danske dreng Rolf, søn af en missionær i Kina, og handlingen foregår under Bokseropstanden omkring år 1900 i det nordlige Kina.  Interessant, hvordan Tom Kristensen på den tid og i denne lille drengebog, beskrev, hvad der foregik i Kina på den tid.

Benjamin Asmussen: Kinafarerne. Mellem kejserens Kina og kongens København.

Peter Frankopan: Silkevejene. En ny verdenshistorie.

GOD FORNØJELSE