Mere om Harry og Agnes Keith og andre

ET enkelt indendørs besøg blev det som tidligere nævnt til på vores rundrejse på Borneo sommeren 2019. Men det var til gengæld rigtig spændende.Vi besøgte den amerikanske forfatter Agnes Keiths hjem i Sandakan i Sabahprovinsen i det nordlige Borneo.  Her boede hun sammen med sin mand, Harry George Keith fra 1934 til 1952.
Borneo har ikke just været verdens centrum. Øen har ikke haft de store handelskompagniers interesse. "Considering Borneo's remote location it comes as no surprise that the island has rarely served as a major commercial or cultural crossroads," skriver Lonely Planet.

Alligevel har englænderne dog fået sig sneget ind og gjort deres interesser gældende - ligesom hollænderne. 

Lonely Planet beskriver den historiske udvikling - tilsat lune bemærkninger:

"The British and Dutch began sparring over Borneo in the 17th century, extending a regional rivalry that began in Java and spread to the Malay Peninsula. The Anglo-Dutch Treaty of 1824 carved the region into spheres of commercial, political and linguistic influence that would turn into national boundaries in the 20th century. The Dutch got what became Indonesia, while Britain got the Malay Peninsula and Singapore. At the time neither seemed much interested in Borneo."

På Borneo eksisterede tidligt et stort selvstændigt sultandømme, som imidlertid kom i vanskeligheder.

"In 1865, 15 years after Brunei and the United States signed a Treaty of Peace, Friendship, Commerce and Navigation, Brunei's ailing sultan leased Sabah to – of all people – the American consul in Brunei, Claude Lee Moses. His rights eventually passed to an Englishman, Alfred Dent, who also received Sulu's blessing. In 1881, with London's support, Dent formed the British North Borneo Company (later called the North Borneo Chartered Company) to administer the territory. Once again Britain managed to bag a slice of Borneo on the cheap."

Det var altså på den måde, at englænderne kom til at herske i Sabah. Sultanen af Brunei var i pengenød og forlenede dele af sit rige. Det kender vi jo også fra danske konger, når de manglede penge, men hos os lykkedes det Valdemar Atterdag at samle riget igen. Sådan gik det ikke for sultanen af Brunei, men Brunei er dog stadig et – om end lille, men hovedrigt – kongerige i dag, mens Nordborneo vedblev at være engelskstyret indtil 1967, hvor det blev en del af Malaysia.
Hvordan det gik til, at Brunei gik fra at være et sultandømme til et kongerige, har jeg så ikke lige forsket i.

Keith var ansat i North Borneo Chartered Compagny, i det område der i dag kaldes Sabahprovinsen.

Harry Keith blev født på New Zealand af britiske forældre. Han fik sin universitetsuddanelse ved University of California - og det var her, han mødte Agnes. Inden da havde han deltaget i første verdenskrig i Europa.

Keith var forstmand. Han arbejdede for regeringen fra 1931 og til 1952.  I de første år var stillingsbetegnelsen Conservator of forest og senere, da han vendte tilbage til Borneo, blev han Director of Agriculture and Wildlife og Honorary Curator of the Sandakan Museum 

Familien Keiths hjem var møbleret med "colonial furniture and antiques".  

Soveværelset på første sal var ENORMT.  

Midt i rummet stod en kæmpe seng, og herudover var der blot et lille skrivebord og et par skabe. Rummet var på størrelse med en hel lille Nørrebrolejlighed - og så stod der bare en seng.

Der var stil over hjemmet - og så var det i virkeligheden alligevel ret enkelt indrettet. 

Stil var der også over vores "værelse" 
- en hel bungalow på Sepilog Rainforest Lodge

I Agnes Keiths første bog Land below the Wind beskriver hun livet på Borneo før krigen. Land Below the Wind er blevet Sabahs slogan og hentyder til placeringen lige syd for tyfon-bæltet, der ligger omkring Philippinerne. Det lyder, som om det var et ret enkelt liv med husholdning og samvær med andre europæere og kinesere i Sandakan, men uden den store festivitas. Ind imellem tog hun med sin mand Richard Keith på nogle af hans mange ekspeditioner ind i landet. Agnes Keith har vist været en gæv kvinde, der udholdt mudder og myg, farlige sejladser på Kinabatanganfloden og lange vandringer i uigennemtrængelig  regnskov.

Ved den japanske okkupation af Borneo i 1942 blev ægteparret interneret. Richard i en mandslejr og Agnes  sammen med deres lille søn i en kvindelejr.  I 1945 blev de befriet af et australsk kompagni.

Efter befrielsen opholdt familien sig en tid i British Columbia, men vendte så tilbage til Borneo og Sabahprovinsen. 

Da Keithfamilien vendte tilbage efter krigen, var deres hus helt ødelagt. I slutningen af krigen bombede de allierede styrker massivt.

Men Keithfamilien byggede et nyt hus på de gamle fundamenter og kaldte det Newlands. Huset beskrives som "the first government permanent timber dwelling to be built after the World War II. "

Efter krigen skrev Agnes Keith bogen Three came home. Hun fortæller rimelig udramatisk om livet - og især om kampen for at skaffe mad til sin lille dreng - i fangelejren.  Bogen er hendes mest berømte bog, og den er også filmatiseret.

Alle civile udlændinge i Sandakan-området blev i først omgang interneret i selve Sandakan, men blev senere flyttet længere ind i regnskoven, da de bygninger, de havde opholdt sig i, nu skulle bruges som fangelejr for tilfangetagne britiske og australske soldater.

I slutningen af krigen skulle disse krigsfanger flyttes.  2700 fanger blev sendt ud på det, der kaldes Sandakan dødsmarcherne. Fangerne skulle marchere  260 km gennem regnskoven fra Sandakan til Ranau i det nordvestlige Borneo.  Kun 6 overlevede. Går man på nettet, kan man se, at der først meget sent er kommet lys over disse marcher, men nu skrives der meget om dem.

Undervejs til Sarakan, stoppede vi op ved Sabah Tea Garden. Her var der et mindesmærke for Sarakan-marcherne.

I Sabah Tea Garden fik vi naturligvis te. De unge malayer drak læskedrik og opførte sig i øvrigt ligesom vores egne unge: kiggede mobiltelefoner og tog billeder.

Udsigten op mod Mount Kinabalu i stor indramning

En gruppe unge malayer, der også skulle ind på Newlands.

Keith indsamlede planter til videnskabelige undersøgelser, og hans samlinger findes  på Natural History Museum og Kew Gardens i London, i Bogor Botanical Gardens i Indonesien og Herbarium of the Forest Department i Sandakan. 

I sit arbejde som forstmand var Keith foregangsmand i arbejdet for at bevare regnskoven. Ret imponerende, at han på så tidligt et tidpunkt arbejdede med dette. Et arbejde, der sandelig stadig er yderst påkrævet i dag, hvor regnskovens biodiversitet og dyrenes levesteder  ødelægges ved anlæg af de kolo-enorm-store oliepalmeplantager, som jo er en monokultur. – Vidste du i øvrigt, at der findes oliepalmeolie i 85 % af de varer, der normalt findes i et almindeligt supermarked. Nu er visse producenter begyndt at deklarere at deres varer IKKE indeholder oliepalmeolie.

Verdens største blomst hedder Rafflesia. Den er meget speciel. Den har ingen stængel, men vokser på en lian i skovbunden. Blomsten er 8 måneder om at udvikles fra knop til blomst, og den blomstrer kun i 4 dage.

Rafflesia er opkaldt efter Sir Thomas Stamford Bingley Raffles, den britiske guvernør og handelsmand - ham der er kendt som Singapores grundlægger og guvernør. I kender ham fra Raffles Hotel i Singapore og Singapore sling-drinken.

"KOM med mig, sir, kom, en blomst, meget stor, smuk, vidunderlig,“ sagde Joseph Arnolds begejstrede guide på en planteekspedition på den indonesiske ø Sumatra. Joseph Arnold, en britisk botaniker, fulgte efter guiden og så noget han beskrev som „virkelig enestående“. Det var en forbløffende blomst.

Nu, næsten 200 år senere, er den blomst han så på sin ekspedition i 1818 — den imponerende rafflesia — stadig opført som den største blomst i verden.

Der findes i snesevis af arter af rafflesia, og de vokser kun i junglerne i Sydøstasien. Man opdager fortsat nye arter. Den art, der frembringer den største blomst, er Rafflesia arnoldii, opkaldt efter Joseph Arnold.

Lokalguiderne på Borneo har godt styr på, hvor der findes rafflesia i blomst, så vi var også så heldige, at vores guider havde fundet et sted på vejen fra Mount Kinabalu til Sarakan.

Den, vi så, var en Rafflesia Keithii - og ja, den var opkaldt efter Harry George Keith.
Rafflesiablomsten er meget speciel.

Se mere her .  

Frokosten på vores byrundtur i Sarakan blev indtaget i The English Tea House and Restaurant, hvor desserten naturligvis var de mest britiske scones. with batted cream and jam.  Restauranten ligger i tilknytning til Keithfamiliens hjem på toppen af en bakke med en skøn udsigt over byen.

Spændende var det at stifte bekendtskab med Harry og Agnes Keith, som jeg aldrig tidligere havde hørt om. Men det fik mig til at huske besøg i andre - mere berømte - forfatteres hjem.

Her Karen Blixens hjem i Kenya. ”I had a farm at the Foot of the Nnagong Hills.” Jeg ved ikke lige, hvorfor jeg ikke har fotos inde fra huset - måske måtte man ikke fotografere, men jeg husker i al fald, at vi undrede os over, hvor lille huset i virkeligheden var.

Jeg tyr til nettet for billeder.

Blixens værelse på farmen, genopbygget på museet i Rungstedlund.

Også ved "Karen House"  fik vi afternoon tea i en dejlig engelsk have.

Det er egentlig lidt flovt, at vi tiltrækkes af disse steder. Især når jeg tænker på de områder, vi kørte igennem i Kenya, lige før vi kom til "Karens House"

Men det retfærdiggøres vel her en smule af, at Karen Blixen tog sig godt af den indfødte befolkning, selv om hun ud fra et europæisk overherresynspunkt skrev noget i retning af, at hendes kikuyer var som små børn. Ved puberteten gik deres udvikling i stå! 

På Cuba  i 2014 kørte vi - i store amerikanerbiler - et stykke vej uden for Havanna for at besøge Hemingways hjem. Her blev vist holdt mange vilde fester. Her var ingen tea garden, men til gengæld fotos tilladt og en flot udsigt over mod Havanna. Vi så også hans gamle skrivemaskine og hans båd, Pilar.

 

Og bagefter besøgte vi to barer, der havde haft ham som stamgæst 

Ude ved havet, i  fiskerlandsbyen Cojimar, hvor Hemmingway havde sin båd liggende og hvorfra han sejlede ud på fisketure sammen med  Gregorio Fuentes, der var inspiration til hovedpersonen i Hemmingways mest berømte roman,  "Den gamle mand og havet". Som altid begyndte et band straks at spille, så snart vi trådte ind i en bar eller restaurant. Det var virkelig stemning på Cuba.

Og inde i Havanna by

Old mates?

Ved Pablo Nerudas hjem, La Sebastiana, i Valparaiso, Chile, var der hverken teagarden eller bar. (Og det passer så alligevel ikke helt. Se senere.) 

Men til gengæld en fantastisk udsigt over byen og havnen.

Nerudas hjem var et velhavende, excentrisk kunstnerhjem. 

5 etager fyldt med møbler og ting og sager. 

Desværre måtte vi ikke fotografere, kun ud ad vinduerne, og så kunne man jo være nødt til at træde ret langt tilbage for at få udsigten og på den måde få et par genstande med som det flot dækkede bord med tyrefiguren.

Også her var der en stor seng, men rummet hvori den stod var kun en brøkdel af Keithfamiliens soveværelse.

På badeværelset var der ingen vagter, så der kunne jeg lige nå at  tage et forbudt snapshot

Her et par billeder fra nettet.

Allerøverst oppe i tårnet havde Neruda sit skriveværksted. 

Det var virkelig mange rariteter, Neruda havde samlet sammen.
Og faktisk havde han sin egen meget veludstyrede bar - ikke bare som en bardisk, men som et helt lille lokale.
Så bar var der alligevel - men ikke åben for os.

Jeg tror aldrig, jeg har læst noget af Neruda - han er jo ellers Nobelprismodtager. Men jeg er ofte stødt på omtale af ham. Han stillede op til valg til præsident, men da han ikke blev valgt, støttede han Allende. Jeg tror, jeg har set en film med ham/om ham. "Postbudet," om en ung mand, der hver dag cykler ud og afleverer post til Neruda, på et tidspunkt hvor han opholdt sig i Italien.

Men nu kender jeg så Agnes Keith og har allerede læst to af hendes bøger.

De kan anbefales – selv om de er lidt støvede.

Borneos historie er i øvrigt spændende – selv om den ikke figurer i den store verdenshistorie.

Læs mere her - læs  f.eks. den finurlige historie om, hvordan en englænder blev den hvide sultan af Sarawak (den vestlige del af Borneo), og hvordan hans familie kom til at styre området i mere end 100 år.

Og læs om, hvordan det, at sultanen af Brunei i starten af 1700-tallet (som tak for hjælp til nedkæmpning af et oprør) afgav Sabah til en sultan af Sulu (en øgruppe mellem Borneo og Mindando), bevirker, at Filippinerne den dag i dag stadig gør krav på Sabah, selv om Sulu i 1865 havde accepteret, at Brunei overdrog Sabah til den amerikanske konsul, som senere videregav rettighederne til englænderne.

Denne tvist er sandsynligvis grunden til, at Filippinerne ser gennem fingrene med filippinske piratangreb på Borneos kyst og øerne ud for kysten i den østlige del af Sabah.

På udenrigsministeriets vejledning omkring rejser til Sandakan og Sabah - opdateret 10.10.2019 står der faktisk

Jeg ved ikke, om området er blevet mere uroligt efter vi har været der, men allerede dengang havde Stjerngård taget et besøg ude på en lille ø af programmet.

Vi oplevede Sandakan som et roligt sted, hvor mennesker med forskellige religioner - katolikker, protestanter, muslimer, buddhister 

tilsyneladende fungerede side om side, men også på Borneo har der været kamp om ressourcer og levesteder.

Dette afspejles i Borneos historie som alle andre steder i verden, selv om Lonely Planet – som jeg indledningsvis citerede - skriver: "Considering Borneo's remote location it comes as no surprise that the island has rarely served as a major commercial or cultural crossroads.”

Et næsten-indendørs besøg - i det buddhistiske tempel i Sarakan
med flot udsigt ud over Suluhavet.