,_Gilbert_Islands_(Kiribati).jpg)
Jeg starter med at foretage nogle sammenligninger mellem Banaba og Caroline-øen fra forrige indlæg og mellem Banaba og Nauru, også fra et tidligere indlæg.
Banaba ligger allerlængst vest-ude . Banabas nærmeste nabo-ø er Nauru. 298 km2 er der imellem dem. Afstanden mellem Banaba og nærmeste Kiribati-ø er 400 km. Afstanden mellem Banaba, Kiribatis vestligste punkt, og Caroline-øen, Kiribatis østligste punkt, er over 4000 km.
Naurus areal er 21 km2, Banabas er bare 6. Begge øers højeste punkt er 81 m.
Modsat Caroline Island så har der på Banaba været en ret stor tidlig bosættelse af indfødte.
De første indbyggere på Banaba kom for over 2000 år siden. Banabanernes mundtlige tradition antyder, at de nedstammer fra Te Aka-klanen, som menes at have sin oprindelse i Melanesien
 |
| Melanesien |
 |
| Ostindiske øer |
Banabanerne er meget stolte af deres oprindelse og lægger vægt på, at de er etnisk forskellige fra andre I-Kiribati. (Sådan hedder indbyggere i Kiribati.)
Godt nok kom de første indbyggere på de øvrige Kiribati-øer fra Solomon-øerne eller Vanuatu., som begge ligger i Melanesien, men senere blev de fulgt af folk fra Samoa og Tonga , som ligger i Mikronesien og Fiji, som tilførte polynesiske elementer til den eksisterende mikronesiske kultur.
Ja, det er lidt indviklet og svært at skelne, når det handler om så fremmede kulturer som disse. Men hvis du ser bort fra pilene på kortet herunder, og bare koncentrere dig om de farvede områder, kan du se beliggenheden af Ostindiske øer, Melanesien, Mikronesien og Polynesien.
I modsætning til andre Stillehavsøer blev traditionel banaban-jord ejet af enkeltpersoner snarere end forvaltet i fællesskab af høvdinge. På de andre øer kunne en høvding herske over en eller flere ør og (hvad der er ret interessant) arvedes der matrilineær, dvs. arv og slægtskab fulgte mødrene linje.
Den første kendte observation af Banaba af vesterlændinge fandt sted den 3. januar 180, da kaptajn Jared Gardner fra det amerikanske skib Diana fik øje på øen.
I 1804 var John Mertho, kaptajn på et handels- og fangetransportskib, på vej hjem fra Australien mod Kina. Også han fik øje på øen, og han kaldte den Ocean Island efter sit skib.
Hvalfangstskibe besøgte ofte øen i det nittende århundrede for at finde vand og træ.
I 1900 fandt man fosfat på Ocean Island. Allerede fra 1840'erne var guano en eftertragtet landbrugsgødning og kilde til salpeter til krudt, og USA begyndte at importere det i 1843 gennem New York. I begyndelsen af 1850'erne importerede Storbritannien over 200.000 tons om året. Den amerikanske import udgjorde i alt omkring 760.000 tons. Man taler om "Guano-manien" ligesom man i Holland engang havde "tulipan-manien".
Guano-manien i 1850'erne førte til høje priser på et oligopolistisk marked, regeringens forsøg på at kontrollere priserne, frygt for ressourceudtømning og til sidst vedtagelsen af Guano Islands Act af 1856. Loven, jeg tidligere har fortalt om, og som bemyndigede amerikanske statsborgere til at tage besiddelse af uopkrævede øer, der indeholdt guano, for USA. Dette opmuntrede amerikanske iværksættere til at søge efter og udnytte nye forekomster på små øer og rev i Caribien og Stillehavet.
Guano Islands Act kunne USA dog ikke benytte sig af på Ocean Island/Banaba, for øen var ikke ubeboet.
En treårig tørke, der startede i 1873, dræbte godt nok mere end tre fjerdedele af befolkningen og udslettede næsten alle træerne. Mange af dem, der overlevede, forlod øen på forbipasserende skibe for at undslippe tørken, og kun nogle var i stand til at vende tilbage, ofte år senere. Men ubeboet var den ikke.
I år 1900 var øen beboet af cirka 450 til 500 indfødte banabaner.
Nu skal du alligevel have historien om, hvordan guanaoeventyret startede - både på Nauru og Ocean Island. Den jeg snød dig for i blogindlægget om Nauru.
I 1896 fandt en fragtofficer (supercargo) for Pacific Islands Company på Lady M, Henry Denson, en mærkeligt udseende sten på Nauru under et kort stop på øen. Han troede oprindeligt, at det var et stykke forstenet træ. Den endte det som en dørstopper på virksomhedens kontor i Sydney.
 |
| Den berømte dørstopper |
I 1899 blev Albert Ellis, en leder af fosfatafdelingen hos Pacific Islands Company, overført til Sydney-kontoret for at "analysere stenprøver fra Stillehavsøerne". Ellis bemærkede stenen og mistænkte, at den var fosfat (lignede i udseende fosfatet, han kendte fra Baker Island), men blev afvist af Denson og fik at vide, at det kun var træ. Tre måneder senere besluttede Ellis at teste sin fornemmelse og testede stenen for fosfat. Det viste sig at være fosfatmalm af den rigeste kvalitet,
I Arundels levnedsbeskrivelse står der, at efter at analysen bekræftede, at det var fosfat af høj kvalitet, rejste Ellis og andre medarbejdere i virksomheden til Ocean Island for at bekræfte, at jorden på øen i vid udstrækning bestod af fosfatsten. Jeg tænker, hvorfor rejste de til Ocean Island, når klumpen var fundet på Nauru?
Nauru og Ocean Island deler geologi, og forklaringen på den prioritet må være, at på Nauru var et tysk selskab allerede i gang med udvinding, men Ocean Island var uberørt territorie, som man kunne få fingre i og udnytte.
Faktum er, at efter at Ellis havde konstateret, at den forstenede guano på Banaba udgjorde en højkvalitetsfosfatbjergart, fik briterne travlt med at annekterede Banaba. Det skete formelt i 1902, hvorved de sikrede sig minerettigheder for Pacific Islands Company.
J. Arundel kom (sammen med en Lord Stanmore) til at finansiere de nye muligheder og forhandle med det tyske selskab, der kontrollerede licenserne til minedrift i Nauru. I 1902 blev Pacific Island Companys (PIC) interesser fusioneret med Jaluit Gesellschaft fra Hamborg for at danne Pacific Phosphate Company (PPC) for at engagere sig i fosfatminedrift i både Nauru og på Ocean Island.
Og på den måde blev Naurus og Ocean Islands historie knyttet sammen, og deres oplevelser under 2. verdenskrig blev også stort set identiske.
Det økonomiske udkomme blev imidlertid helt forskelligt. Nauru blev i en periode styrtende rige - men formøblede det hele. Hvis du har læst mit blogindlæg om Nauru, så husker du det tydeligt. Ocean Islands befolkning derimod fik aldrig det store økonomiske udbytte. Det beholdt briterne.
Briternes aftale med banabanerne gav dem eksklusiv ret til at minedrift i 999 år for £50 om året. Og jo, der skal stå 999 og ikke bare 99 :-).
Efter heftig kritik af den aftale, blev licensvilkårene senere ændret for at sikre betaling af royalties og kompensation for mineskader, dog kun svarende til mindre end 0,1% af PIC's overskud i løbet af de første 13 år.
Pacific Phosphate Company (PPC) udvandt fosfat på Ocean Island fra 1900 til 1919.
I 1919 overtog regeringerne i Storbritannien, Australien og New Zealand udvindingen under navnet British Phosphate Company.
 |
| Fosfatudvinding 1906 |
Fosfatudvindingen foregik manuelt med skovl og hakke af kontrakt-atbejdere fra andre nøer i Stillehavet og fra Asien.
En smalsporet jernbane blev konstrueret for at transportere fosfat fra de indre stenbrud til kysten.
 |
Jeg fandt ovenstående billede på en Flickr-konto tilhørende en Mark Broadhead, der nu arbejder som social media manager i et firma i Melbourne. Han skriver, at begge hans forældre arbejde på øen for British Phosphate Company, og at han selv er født der og boede der de første 8 år af sit liv. Han har også indsat et sødt billede af sig selv i badebukser.
.
Der blev bygget kraftværker, lagerbygninger, reparationsværksteder og vandopbevaringsfaciliteter for at understøtte den industrielle drift og den voksende befolkning.
Boliger, kontorer og bungalows blev bygget til europæisk personale (primært briter, australiere og newzealændere). Der blev etableret kvarterer og lejre for de tusindvis af importerede arbejdere, primært fra Kina, Tuvalu og andre dele af Gilbert- og Elliceøerne.
Bemærk hvordan de forskellige etniciteter havde hver deres område.
_-_circa_1920_(51729911193).jpg) |
| British Phosphate Companys kontorbygning på Ocean Island |
I årene 1900-1942 voksede befolkningen, inklusive indfødte banabaner og importerede kontraktarbejdere fra Kina og Japan, til en minedriftsbosættelse på omkring 3.000 mennesker.
Ved folketællingen i 1931, da produktionen af fosfat var på sit højeste, og hele koloniens hovedkvarter var koncentreret der, var den samlede befolkning på Ocean Island på 2.607 indbyggere, 1.715 gilbertesere; 65 elliceanere; 129 europæere; 698 asiater. Gilbertesere og elliceanere var kommet fra Gilbert and Ellis Islands, det samlende navn for de to øgrupper under britisk protektorat.
I juli 1941 evakuerede australske og newzealandske tropper ansatte fra den britiske fosfatkommission fra Ocean Island. I februar 1942 evakuerede den franske destroyer Le Triomphant de resterende europæere og kinesere, men banabanerne blev ladt tilbage.
Japanske styrker besatte øen i august 1942. Den japanske besættelsesmagt etablerede et brutalt styre. I 1943 blev mange deporteret. Kvinder og børn blev flyttet til de omkringliggende øer, de fleste mænd blev sendt til tvangsarbejde på andre øer (bl.a. Nauru), mens omkring 160 mænd blev beholdt af japanerne for at skaffe mad og fisk til dem. Mange døde af sult og tortur.
Den 20. august 1945, 5 dage efter krigen officielt var slut i 1945, myrdede de japanske tropper alle undtagen én af de resterende banabaner, der blev drevet op til en klippekant, bajoneret og skubbet ned.
Den 21. august blev overgivelsen af de 500 japanske soldater accepteret af chefen for den første australske hær , om bord på krigsskibet HMAS Diamantina.
Kun én havde overlevet massakren og gemt sig i en hule i 104 dage. Den overlevendes vidneudsagn førte til, at den japanske kommandør og hans stedfortræder blev hængt for krigsforbrydelser.
Ved slutningen af Anden Verdenskrig besluttede Gilbertøernes (og Fijis) britiske koloniherskere at genbosætte/tvangsforflytte størstedelen af Ocean Islands befolkning på Rabi Island. De britiske myndigheder købte simpelthen en kopraplantage, der de foregående 80 år havde været ejet af Lever Brothers, men nu var sat til salg. Det indfødte fijianske samfund, der tidligere boede på Rabi, blev flyttet til Taveuni. Er det ikke tragi-komisk?
Banabanerne kom til Fiji i tre store bølger, hvor den første gruppe på 703, inklusive 318 børn, ankom med BPC-skibet Triona den 15. december 1945. De var ledsaget af 300 andre gilbertesere. Banabanerne var blevet hentet fra japanske interneringslejre på forskellige øer, primært Nauru og Kosrae. De fik ikke mulighed for at vende tilbage til Banaba, da japanerne havde ødelagt deres huse – var den officielle forklaring - men dette var ikke sandt.
Selvom de fik at vide, at der var huse, der ventede på dem på Rabi, fik de kun telte at bo i, sammen med madrationer, der kun varede i to måneder. De ankom til et ubeboet område uden infrastruktur og til et vådt klima i forhold til tørre Ocean Islands og et klima, de oplevede som koldt i forhold til det, de kendte fra deres hjemø. Det var midt i cyklonsæsonen, og de var stadig svage efter årevis af japansk fængsling. 40 af de ældste banabaner døde.
Anden bølge kom mellem 1975 og 1977, og en sidste bølge mellem 1981 og 1983. De fik dog ikke statsborgerskab, da Fiji anså migrationen for ulovlig og accepterede den kun af humanitære grunde.
Området på Rabi Island blev købt for 25.000 australske dollars, som var akkumulerede royalties fra fosfatminedriften på Ocean Island. Således blev Banaba tømt for sine oprindelige indbyggere og frigjort til genoptagelse af minedrift af BPC.
At Ocean Island ikke var ubeboelig efter 2. verdenskrig - som hævdet af englænderne, viser en folketælling fra 1947, kort tid efter at banabanerne var forflyttet til Rabi. I alt boede der 2.060 mennesker - bare ikke banabanere. Den nye etniske fordeling var 1.351 gilbertesere (de største tab); 441 polynesiere (den største gevinst fra de overfyldte Ellice-øer; 138 europæere; 112 asiater; 11 "halvkaste" europæiske gilbertesere; 2 "halvkaste" europæiske elliceanere; 4 "gilbertesere-asiater" og 1 "andre racer".
Indbyggertal Ocean Island
Efter minedriftens ophør i 1979 vendte en del banabanere tilbage, men størstedelen er forblevet på Rabi eller andre steder i Fiji. Anslået lever 6.000 mennesker af banaban-afstamning i Fiji og andre lande.
I 1947 forhandlede de britiske fosfatkommissærer med banabanerne på Rabi Island om erhvervelse af den resterende økonomisk brugbare jord på Ocean Island. Banabanerne indvilligede i at sælge deres jord for £82.000 og en fast royaltysats, uvidende om at de britiske fosfatkommissærer fungerede som en non-profit enhed , der havde til formål at give australske og newzealandske landmænd mulighed for at købe fosfater til priser under markedsprisen.
Trods senere stigninger i royaltysatserne fortsatte vreden blandt banabanerne, nu hovedsageligt på grund af det faktum, at royalties betalt til regeringen i Gilbert og Ellice-kolonien var højere end det, de modtog. Denne generelle utilfredshed førte dem til at kræve uafhængighed for Ocean Island, men det blev ikke indvilget af briterne, der bekymrede sig over de indtægtstab, det ville føre til for dem.
Efterfølgende har banabanerne i flere omgange kæmpet for kompensationer og anerkendelse.
I 1968 indbragte banabanerne deres sag for FN's særlige komité for afkolonisering . Her vandt de sympati fra komitémedlemmer, der opfordrede Storbritannien til at træffe foranstaltninger for at forbedre banabanernes situation, men afstod fra at støtte deres appel om løsrivelse.
Løfter fra den britiske krone om at genoprette Banaba med jord og træer blev aldrig holdt, og i 1965 anlagde Banaban-samfundet retssag mod Storbritannien og BPC. Det var en af de længste civile retssager i Storbritannien og sluttede i 1979. Storbritannien indgik forlig, kaldt Banaban Settlement Act, om en ex gratia-betaling, der frigjorde dem for juridiske forpligtelser og gav Banaban-samfundet 10 millioner australske dollars reguleret af . Når noget er blevet gjort ex gratia, er det blevet gjort frivilligt, af venlighed eller nåde. I loven er en ex gratia-betaling en betaling, der foretages uden at giveren anerkender noget ansvar eller nogen juridisk forpligtelse. Beløbet var betydeligt lavere end det beløb, Banaban-samfundet krævede gennem retten.
Hvad angik BPC i retssagen, vurderede dommeren, at den skulle tilbyde banabanerne et økonomisk forlig, men erklærede, at hans domstol ikke havde jurisdiktion til at fastsætte beløbet. En efterfølgende voldgift betød, at BPC tilbød et beløb, men Banabanerne måtte betale deres egne sagsomkostninger samt deres hotelophold og leveomkostninger i London under den lange retssag, så det var begrænset, hvad de fik ud af det.
Og så er der noget med 2 trusts.
Den britiske regering placerede ca. 6,5 millioner pund i en trustfond for Banaban-samfundet på Rabi, hvis renter i dag udgør den primære finansiering af administrationen af livet på Rabi Island.
Og i forbindelse med uafhængigheden aftalte Storbritannien og Kiribati en uafhængighedspakke, hvor Storbritannien skulle betale det kolossale beløb på 658 millioner pund til Kiribati - penge der var tjent på minedrift i Banaba i næsten et århundrede - men ikke en øre blev reserveret til at udvikle livet for banabanerne på Rabi. Noget der naturligvis harmede banabanerne - at de enorme overskud, der blev genereret fra deres ø, ikke blev tilstrækkeligt delt eller brugt til at sikre deres fremtid.
Det er voldsomme tal, jeg er stødt på, og et enkelt sted bliver uafhængigheds-pakken omtalt som "658 millioner"-påstanden. AI skriver:"Mens det specifikke tal på "658 millioner pund" kan variere afhængigt af, om det refererer til den samlede økonomiske værdi, forventet indtjening eller specifikke økonomiske kompensationspakker, bekræfter historiske beretninger kernen i udsagnet: der fandt en massiv værdioverførsel sted med utilstrækkelige foranstaltninger til rehabilitering af Banaba-folket."
Sikkert er det, at banabanerne følte sig forrådt, og mange er i dag enige med dem i, at det var deres ø, som udvindingen af millioner af tons fosfat reducerede til en forreven koralørken – og deres superfosfatgødning, der forvandlede newzealandske gårde til grønne guldminer. Det var dem, der mistede deres hjem, for at Storbritannien kunne støtte landbrug i Australien og New Zealand, men alligevel modtog de ubetydelig kompensation i forhold til den genererede rigdom.
I mange årtier blev meget af fosfatet fra Banaba og Nauru sendt til New Zealand og Australien, langt under markedsprisen, og spredt ud over markerne af fly styret af krigsveteraner. New Zealand nød godt af årtiers billig fosfat, som blev til lukrativt kød og uld.
"Få ting er så ansvarlige for landets økonomiske succeser som udnyttelsen af sine naboer i Stillehavet," skriver STUFF, New Zealands størst on-line avis, og fortsætter: "New Zealands imperialisme i Stillehavet, drevet af en tørst efter billig fosfat, gjorde New Zealand velhavende, men er et grimt kapitel i landets historie."
I dag importerer New Zealand fosfat fra bl.a. Vestafrika. Mens mange andre lande er holdt op med at købe Vestsaharas fosfat, delvist på grund af pres på virksomheder for at udvise socialt ansvar, holder New Zealand ved. New Zealand er sjældent blandt landbrugsnationer på grund af sin høje andel af pastoral landbrug. Mellem 80 og 90 procent af New Zealands landbrugsjord er dedikeret til dyr, hvilket stort set har været ensartet i et århundrede.
Det betyder, at New Zealand har brug for at dyrke meget græs og dermed meget fosfat.
Op til Kiribatis selvstændighed i 1979 udtrykte banabanerne på Rabi et ønske om, at Banaba skulle være selvstændigt land - uafhængigt af Kiribati. Dette blev drøftet i det britiske parlament og en del parlamentsmedlemmer bakkede op om ønsket, som dog ikke blev imødekommet.
Efterfølgende holdt det konservative medlem, Sir Bernard Braine en rørstrømsk tale, hvori han bl.a. sagde:" Many of us on both sides of the House regarded the decision not to separate Banaba from the Gilbert Islands colony—now Kiribati—as wrong, indeed as a final betrayal by the imperial power of its trust for a small, defenceless community. Many people who heard and read our debate wrote to me afterwards saying that our arguments were unanswerable—and so they were. None the less, the Government threw their weight against us, and a majority in Parliament decided to ignore the Banaban plea for separation from Kiribati and agreed that on 12 July sovereignty should pass finally and irrevocably to the Kiribati republic." (Ja, det lyder altså flottere på engelsk.)
I slutningen af 1970-erne flyttede omkring 250 frivillige fra Rabi tilbage til Banaba og har boet der lige siden, selvom en subsistensøkonomi ikke længere er mulig på grund af den hærgede og forurenede tilstand, som øen blev efterladt i. Formålet var at passe på øen på vegne af jordejerne (som stadig befandt sig på Rabi), varetage deres interesser og opretholde et samfund på Banaba. For hvis øen skulle blive ubeboet, kunne Kiribati-regeringen overtage administrationen af øen og integrere den med resten af landet. Bosættelsen skulle fungere som en beskyttelse mod genoptagelse af minedrift af Kiribatis regering.
Banabanere bosat på Banabana
Selv om Banaba (som øen kom til at hedde efter Kiribatis uafhængighed) er en del af Kiribati, administreres dets kommunale område af Rabi Council of Leaders and Elders, som er baseret på Rabi Island i Fiji. Banabanerne på Rabi har dobbelt statsborgerskab, både fra Kiribati og Fiji. Rabi Council of Leaders udpeger et medlem til Kiribatis parlament til at fremme deres synspunkter.
I december 2005 udtalte Rabi Island Councils repræsentant i Kiribatis parlament, Teitirake Corrie, at Rabi Council overvejede at give retten til Banaba Island til Fijis regering. Dette fulgte efter Rabi-øboernes skuffelse over Kiribatis parlaments afvisning af at give en del af trustfonden på 614 millioner australske dollars fra fosfatprovenuer til ældre Rabi-øboere. "Banaba tilhører deres efterkommere, der bor på Rabi, ikke Kiribatis regering,. "rustfonden tilhører også os, selvom vi ikke bor i Kiribati". Han fordømte Kiribatis regerings politik om ikke at betale øboerne, brugte Banaba-fosfatpenge til sin egen berigelse.
Den 23. december præciserede Kiribatis højkommissær i Fiji, at Rabi-øboerne faktisk var berettiget til ydelser fra Kiribati-regeringen – men kun hvis de vendte tilbage til Kiribati. Hun opfordrede til forhandlinger mellem Rabi-ledernes råd og Kiribatis regering.
Den 1. januar 2006 opfordrede Corrie direkte til, at Banaba skulle løsrive sig fra Kiribati og tilslutte sig Fiji. Det kom dog ikke til at ske.
Banabanerne gør sig umage med at understrege deres taknemmelighed over for den fijianske regering, som gav dem statsborgerskab i 1946, og som yder løbende bistand til sundhed, uddannelse og generel administration, selvom udenlandsk bistand til Fiji eller Kiribati aldrig synes at sive ned til dem. De er et folk, der er berøvet deres rimelige andel. De lever på Rabi med minimal elektricitet, næsten ingen offentlig transport, ringe infrastruktur, kun rudimentære sundhedsydelser, ingen social velfærd og kun sparsom beskyttelse mod elementerne, som til tider er ekstreme.
I en artikel fra New Zealand Geographic fortæller en journalist, der var inviteret til at besøge banabanerne på Rabi Island i Fiji om turen og opholdet og de indtryk, han fik. Rejsen dertil var besværlig.
"Man tager et fly til Nadi (tre timer), en bus til Suva (omkring fem timer), en natbåd til Savusavu (omkring 12 timer) og en lejet bil til Karoko (yderligere fire timer). Derefter venter man på ubestemt tid på, at en fiskerbåd dukker op (anmodes dagen før telefonisk fra Suva) for at kunne nå overfarten til Rabi (de sidste 45 minutter eller deromkring), da der ikke er nogen planlagt transport til øen. Man vader gennem tidevandet i begge ender af denne sidste etape – og undrer sig over, hvorfor 4000 mennesker skal bo på en ø uden kaj.
Han fortsætter: "Du tilbringer kun et par dage med banabanerne og føler dig forfrisket af de klarsynede, venlige ansigter i alle aldre, der smiler til dig og hilser på dig, når du går forbi. Der er ingen kontantøkonomi her udover et begrænset antal job betalt af Rabi Council of Leaders, men en subsistensøkonomi holder folk flittige og mætte og tolererer intet spild. Efter fisk og dalo til morgenmad bliver det fisk og måske ris til frokost, og fisk og brødfrugt til aftensmad. Men anderledes - og lækker - fisk, tilberedt på en forskellig måde ved hver lejlighed, og den friskeste, du nogensinde vil spise. Der kan være pawpaw eller mango til at følge, og du lærer snart ikke at spilde mælken, mens du drikker af en udsøgt forfriskende moimoto eller drikker kokosnød.
Der er ingen elektricitet fra elnettet på Rabi. Øens fire landsbyer – Tabwewa, Uma, Tabiang og Buakonikai – bruger kun dieselgeneratorer i et par timer om aftenen. Måske afspiller nogen en video eller dvd i deres hus, og besøgende samles; måske tænder de en orkanlanterne. Men brændstof er dyrt, så der er et incitament for gymnasieelever til at stå op klokken 4.30 for at få det fulde udbytte af dagslyset. De er klar til at tage skolebussen klokken 6 – hvis den kører. Hvis den er ude af drift, hvilket ikke er usædvanligt, tager gåturen to timer, hvilket betyder, at der bruges energi og værdifuld studietid. Summen af den offentlige transport her er to busser, der er malet i farver med logoer fra Stagecoach New Zealand, Reef Shipping og forskellige kiwi-samfund, og som ønsker "Mauri Mauri – Hilsen fra New Zealand"."
 |
| Banabanerne på Rabi Island har deres eget flag. |
 |
| Til sammenligning - Kiribatis flag |
Nu må vi en tur til Rabi
Tabwewa Village, tidligere kendt som Nuku eller Kai Nuku på fijiansk , er Rabis administrative centrum. Tabwewa ligger i den nordligste del af øen og kan prale af administrative bygninger, et posthus, en retsbygning, et hospital og et gæstehus – det eneste på øen. 14 kilometer syd for Tabwewa ligger Tabiang, hjemsted for Rabis eneste skole og en landingsbane.
En kaj er åbenbart også kommet til i Tabwewa, efter den New Zealandske journalistens besøg.
Udviklingen af banabaner-samfundet på Rabi er på det seneste gået den gale vej.
Udviklingen har i høj grad været afhængig af betalingen på 10 millioner australske dollars gennem Banaban Settlement Act, jeg omtalte tidligere.
På det seneste har denne fond har været utilstrækkelig til at støtte udviklingen på Rabi, som fortsat er et af Fijis mest dårligt stillede og politisk marginaliserede samfund. Manglen på udviklingsbistand forværres af geografisk isolation, begrænset IT-infrastruktur, utilstrækkelige skibs- og posttjenester samt politisk udstødelse.
Fiji har ydet en vis bistand til Rabi Council of Leaders, med midler grupperet sammen med de andre delvist selvstyrende øer, Rotuma og Kioa. Men på det seneste har udviklingsbistanden til Rotuma- og Kioa-rådene i gennemsnit ligget omkring 140-150 dollars pr. indbygger (FJD), mens bistanden til Rabi var på anslået 30 dollars pr. indbygger.
I 2013 blev Rabi Council of Leaders opløst af Fijis militærjunta. Løfter om at genetablere det er ikke blevet opfyldt. Uden rådet ligger betydelig magt over øen hos én person, Rabi-administratoren udpeget af premierministerens kontor.
Som en direkte følge af tidligere minedrift har Banaba ikke længere en kilde til ferskvand. I januar 2023 rapporterede lederen af Banabans Ældreråd, at der ikke havde været nogen import af fødevarer eller vand i tre måneder. I 2021 byggede Kiribatis regering to afsaltningsanlæg, men begge er brudt sammen. Som følge heraf er folk tvunget til at drikke forurenet vand, hvilket fører til sygdomsudbrud og frygt for sult.
ICAAD (International Center for Advocates Against Discrimination) tilkendegav, at Kiribati-regeringen skal straks handle for at sikre adgang til basale fødevareforsyninger og rent vand på Banaba.
Men en anden trussel er på vej.
I 2023 underskrev den siddende administrator, Iakoba Jacob Karutake, en efterforskningsaftale med det australske firma Centrex. I erklæringen hedder det, at Centrex sigter mod at vise “betydelige rester af fosfat på Banaba, der kan udvindes økonomisk … og samtidig potentielt finansiere rehabiliteringen af øen.”
En repræsentant for Centrix har udtalt: "Tidligere har der forekommet uansvarlige minedriftsmetoder har tidligere forekommet, men vi har til hensigt at anvende en moderne tilgang og en høj standard for minedrift og rehabilitering på øen.”
Udmeldelsen om genoptagelse af udvinding på deres ø skabte vrede og frustration blandt banabanerne både på og uden for øen – som sagde, at de ikke var blevet konsulteret og modsatte sig enhver tilbagevenden til udvinding på øen.
I et onlineindlæg forsvarede Rabi-administrator Karutake sig. Han udtalte, at der "ikke var nogen sandhed" i, at genstarten af fosfatminedrift var blevet godkendt for Banaba. Han sagde, at en "efterforskningsøvelse" var blevet iværksat for at bestemme de resterende fosfater på Banaba."Efterforskningsøvelse er forskellig fra minedrift."
Karutake skrev videre, at hvis Centrex' efterforskning viste, at sekundær minedrift var levedygtig på Banaba, "så vil vi vende tilbage til lodsejerne for at få deres godkendelse".
"Sekundær minedrift af fosfater på Banaba kan ikke udføres uden lodsejernes godkendelse."
Men efter fortsat modstand fra banabanere, der hævdede, at hans høring var begrænset til en håndfuld øboere, mens de tilsidesatte ønskerne fra flertallet af banabanere, meddelte Karutake: ""Jeres synspunkter og stemmer er vigtige for mig, og jeg vil respektere dem. Ilyset af de synspunkter, som vores folk har fremsat, der modsætter sig ovennævnte foreslåede udforskning, og i betragtning af behovet for at forene vores folk, vil jeg sætte dette forslag på pause, efterforskningsforslaget ville blive udskudt til yderligere høring af lokalsamfundet."
Så har jeg ikke fundet mere om, hvordan den sag står. Men hvis der var kommet gang i mere udvinding, havde jeg noki fundet nogle overskrifter.
En ø på 6 km2 ,hvis befolkning stort set ikke befinder sig på øen, ønsker selvstændighed. Det virker absurd.
Men "Lige siden deres flytning har banabanerne haft to hjem – et hvor de bor, og et, der lever i deres minde," siger banabanerne selv.
Gad vide, hvor længe de kan fastholde tilknytningen til en ø, som nogen af dem aldrig har været på og heller aldrig kommer. Den må vel brydes på et tidspunkt.
Men kulturen og deres identitetsfølelse tror jeg ikke de slipper, selv om de er trådt ind i en ny og anden verden.
To artikler har jeg undervejs været meget optaget af. De er alenlange, og jeg har ikke forsøgt at sammenfatte indholdet. I stedet har jeg ganske uredigeret sat dem ind på hver deres blog. Hvis du er interesseret, får du linksene her.
