Om Kina Fra Tang til Ming

Jeg er helt vild med kamelen med musikanterne på ryggen, som ses i dette opslag af den fantastiske Kinabog, som jeg langt om længe genfandt.

Musikanterne er tydeligvis ikke kinesere, men centralasiater, og figuren illustrerer, at Tangdynastiets Kina var et kosmopolitisk samfund. Det er tankevækkende i disse dage, hvor vore dages kosmopolitiske samfund nødtvunget lukkes ned. Forhåbentlig får det den ønskede virkning.

Dystre tanker afledes effektivt ved at beskæftige sig med tusindårgammel kulturhistorie.

Fra Tangtiden er der fundet de sødeste, sjoveste  kamelfigurer, efterhånden også med den farverigeste glassur.

 Der er mange gravfund af små hestefigurer.

På Lauritz.com sælges originaler til svimlende priser.

 Og hvorfor er de næste to heste ikke fra Tang, men Han?

Fordi de jo er af bronze.

Herunder to kvindelige ryttere. 
Den første er en polospiller. 
Den anden en musiker til hest.

Heste blev også yndede motiver på tegninger og malerier.

Dette nederste billede er et maleri af kejser Xuanzongs yndlingshest

Maleren Han Gan kalder billedet for Nattens skinnende hvide.

Under netop denne kejser Xuanzong blomstrede kulturen.

Tangdigtene blev de forbilleder, som senere kinesiske digtere prøvede at efterligne. Li Bais digte er de berømteste. Hans temaer er som oftest månen og god vin.

I 780 skrev Lu Yu Bogen om te, den tidligste beretning  om at dyrke og drikke te

Teæske

Under Tangdynastiet var den kinesiske indflydelse i Centralasien på sit højeste. Hovedstaden Chang’an var verdens største by i en kosmopolitisk civilisation.

Langs Silkevejen kom karavaner af handlende fra Persien og Sogdia -  en gammel iransk civilisation, der omfattede dele af nuværende -stan-landene, Tadsjikistan, Kazakhstan, Kirgisistan og ikke mindst Uzbekistan, med byerne Samarkand, Bukhara og Shahrisabz.

Heste blev importeret fra Tarimbækkenet, glasbægre fra Byzans, jade fra Xinijang, krystal fra Samarkand og bomuld fra Turpan. Til gengæld leverede kineserne som bekendt silke, te, papir og keramik.

I 751 greb Kina ind til støtte for et oprør mod det muslimske styr, der var nået til Tasjkent og Samarkand. Det blev til et katastrofalt kinesisk nederlag  ved Talasfloden, og Tangstyret mistede kontrollen over Silkevejen .

Der blev dyrket mange religioner: buddhisme, daoisme, zarathustrisme, nestorianisme (en form for kristendom) og islam.

Ind imellem blev nogle af dem forbudt.

  

I 635 kom de første kristne til Kina.  Det var syriske kristne, som havde en lidt  anden kristendomsopfattelse end de fleste. De kaldes nestorianere. De præsenterede deres skrifter for kejser Taisong og fik lov at bygge en kirke. Skrifttavlen på det indledende foto på dette indlæg, er toppen af en stele, der beretter om den kinesiske nestorianismens tidlige historie. Stelen har 756 kinesiske tegn og ca.70 syriske ord, der hovedsagelig er navne, samt nogle ord på syrisk, persisk og sanskrit, skrevet i lydskrift med kinesiske tegn. Den blev opstillet i 781, men blev begravet i 845, da nestorianismen blev forbudt.

Stelen er særlig interessant i forhold til Danmark. Stelen blev genfundet i 1623, og i 1907 rejste en dansker, Frits V. Holm, til Kina med det formål at købe stelen og udføre den til et amerikansk museum. Det fik han dog ikke tilladelse til. I stedet fik han fremstillet en  kopi, og den står på Det kongelige Bibliotek. Ingen museer var interesserede i en kopi. 
Stelen er ca. 3 m høj og vejer 2 ton.

Teksten på den øverste del af stelen:

Det var lidt et sidespring.

I 651 kom den første officielle muslimske gesandt til Chang’an, hvor han blev modtaget af kejser Gaozong, som tillod muslimerne at hverve tilhængere og at bygge en moske. I 800-tallet kom mange arabere til Kina og spredte islam.

I 694 kom manikæerne til Kina. De var tilhængere af de iranske profet Mani  og deres tro hentede inspiration fra kristendom, zarathusisme og buddhisme. Deres tro fik stor udbredelse under Tangdynastiet. Både nestorianerne og manikæerne blev senere undertrykt.

De mest udbredte trosretninger var daoismen, zarathustrismen, konfucianismen  og buddhismen, og  buddhisme den langt mest indflydelsesrige.

Præsteskabers evne til og hang til at samle sig skatte ser vi i hele verden, og således også i Kina. – og ligeledes de verdslige herskeres reaktion herpå. Efterhånden kom der kritik af den buddhistiske rigdom og indflydelse Kejser Wu Song beordrede i 845 at al klosterlig ejendom skulle overdrages staten. 4.600 klostre og 40.000 templer og helligdomme blev ødelagt.

Men dermed ophørte religiøs aktivitet naturligvis ikke.

Her ser I Diamantsutraen.

 Diamantsutraen er en Tripitaka – et nedskrevet helligt buddhistisk skrift, og det er verdens ældste eksemplar af en trykt bog. Den er fundet i Dunhuang for enden af Silkevejen.

Den er trykt i 868 og består af syv ark gulplettet papir, trykt ved hjælp af udskårne og indfarvede træplader og klæbet sammen, så den udgør en over 5 meter lang rulle.

Tangdynastiet fulgte en cyklus, der var typisk for de kinesiske dynastier: I starten stod dygtige kejsere i spidsen, men senere fulgte svagere kejsere styret af selviske hoffolk. I slutningen af 800-tallet kom der udbredt hungersnød, som styret gjorde meget lidt for at lindre. Et oprør brød ud og bragte dynastiet til fald. Et nyt blev grundlagt og cyklussen begyndte igen.

En enkelt kejser må jeg nævne, inden jeg forlader Tangdynastiet – nemlig Kinas eneste kvindelige kejser – kejserinde Wu.

Hun regerede fra 690, men allerede inden da havde hun haft stor indflydelse via marionetkejsere.

Som 13-årig blev hun sendt til kejser Taizong Tangs hof som konkubine af 5. rang. I 649, da hun er 25 år, dør kejser Taizong, og da hun ikke har født ham et barn, bliver hun sendt til Ganye templet for at blive buddhistisk nonne. Da hun senere kommer til magten, gør hun Buddhismen til statsreligion.

For  det  lykkes hende  at vende tilbage til hoffet og nu til en højere indplacering af konkubinerne.

Hendes vej til den endelige magt er brolagt med intriger, mord, lemlæstelser af konkurrenter og muligvis  incest. Hun forgifter og kvæler familien og andre omkring sig.

Da et par Zhangbrødre, der tidligere har været hendes elskere, begår kup imod hende i 705 – da er hun 79 år – bliver deres hoveder hængt ned fra en bro sammen med deres tre andre brødre. Samme dag bliver kejser Wu imidlertid tvunget til at abdicere af sin søn.

Ikke den smukkeste omtale af kejser Wu. Heller ikke på billeder skildres hun sympatisk.

Men efter sigende var hun populær blandt den almindelige befolkning. Hendes brug af en offentlig tjenesteeksamen gjorde det muligt for fattige, unge mænd at få en chance for at blive velhavende embedsmænd. Hun betalte høje lønninger til offentlig ansatte i de lavere rækker, og hun omfordelte jord, for at sikre at bønder fik nok til at brødføde deres familier.

På biblioteket kan du låne et spændende tre-binds skønlitterært værk om Silkeprinsessen og Tronraneren Wu, skrevet af José Frèches.

 Kejser Wu havde deklareret et nyt dynasti, Zhou-dynastiet, men ved hendes tvungne abdication genindførte hendes søn – den næste kejser – Tangdynastiet. 

Tang-dynastiets ophør angives som regel til 874, andre steder 907.

Nu skrev jeg tidligere, at når et dynasti faldt sammen startede et nyt stærkt dynasti. Men ligesom Egyptens historie indeholder nogle lidt svage mellemperioder, gør det sig også gældende i Kina.

Ved Tangdynastiets opløsning fulgte en periode, hvor riget blev opsplittet i fem dynastier og ti kongeriger, og herefter fulgte et Songrige. Men det nordlige Song blev erobret af et nomadefolk fra nord og blev til Jin-riget. 
Kejser Gaozong opgav sin hovedstad Kaifeng i 1127 og flygtede sydpå, hvor han grundlagde en ny hovedstad, Hangzhou, for enden af den store Kejserkanal. Hans rige bestod nu kun af Sydlige Song.

Kejserkanalen fortjener for øvrigt omtale. 
I sidste opslag forbigik jeg kanalen på skammelig vis.

Den ældste kunstige vandvej i Kina skal have været Hong-Gou-kanalen, som stammer fra 6.-4. årh. f.Kr. Under Qin-  og Han-tiden begyndte man på en række kanalprojekter, delvis som vandingsprojekter, men kanalerne blev også benyttet som transportveje.

Mellem 584 og 610 stod Sui-kejserne for opbygningen af et mere omfattende kanalnetværk. Det sammenknyttede de vigtigste byer ved Den gule flod og videre med Hangzhou i syd, og med områderne omkring det nuværende Beijing i nord. Efter færdiggørelse rejste Kejser Yangdi selv i 605 med en 105 km lang flotille fra Luoyang ned til Yangzhou.

Yangdi hører til i Sui-dynastiet – det korte dynasti, jeg stort set forbigik i mit forrige indlæg.

Efterfølgende blev systemet udbygget – også under Tang-perioden.

Her ses kanalsystemet.

 Bemærk byen Hangzhou næsten længst mod syd, hvor den grønne og blå linje mødes

Zhaozhou-broen fra Sui-perioden er Kinas ældste stadig eksisterende bro. I litteraturen omtales den som ”a crescent moon rising from the clouds".

 Et sted på Kejserkanalen i dag.   

Den kunstart, der især udviklede sig i Songperioden, var malerkunst og kalligrafi, og dette fortsatte ind i Yuandynastiet.

Et eksempel på kejser Huizongs malerkunst og kalligrafi.

Yuan-dynastiet  1279-1368 - det var tiden, hvor Kina blev regeret af mongolkongen Kublai Khan - ham som Marco Polo besøgte.
Det betød i virkeligheden en genrejsning af Kina, og mongolherredømmet var en stabiliserende periode. Det betød f.eks. en opblomstring af Silkevejen. Kublai Khan genoprettede orden og statsstyre, tog vidtgående hensyn til kinesisk kultur og udbredte landets magt til Bagindien. Mongolstyret var på trods af dette i vide kredse forhadt som et fremmedherredømme, og da det under efterfølgerne i 1300-tallet gik i forfald og prægedes af korruption, brød der store opstande ud, som førte til, at Yuan-styret blev styrtet i 1368 og erstattet af Ming-dynastiet - det sidste af de rigtig store dynastier.

Ming-dynastiet 1368 -1644 var det sidste kejserdynasti, der havde Hankinesere som regenter. Det efterfulgte Yuan-dynastiet, der havde kejsere af mongolsk oprindelse, og det blev efterfulgt af Qing-dynastiet , der havde kejsere af manchurisk oprindelse.

Kinesiske købmænd udforskede alle kyster omkring det Indiske Ocean, og i 1433  nåede kinesiske skibe under admiral Zheng He til Kap det Gode Håb på Afrikas sydspids.  

Kina i Ming-perioden bliver beskrevet som det mest udviklede samfund på jorden, og det blev snart interessant for købmænd fra Vesten – også for danske kinafarere.

Men her, tror jeg, er et passende sted at gøre ophold for at vie den periode sit helt eget indlæg. 
 Det er også blevet spisetid.

Måske tilføjer jeg lidt mere om mongolriget.  Der er egentlig meget mere at fortælle, men nu er arbejdsdagen slut, har jeg bestemt.

Læs i øvrigt  Conn Igguldens  fembinds værk "Ulven fra stepperne" om Djengis Khan (1162-1227) og grundlæggelsen af det mongolske verdensrige frem til Kublai Khan (1215-1294), som erobrede Kina og grundlagde Dadu, nu Beijing, og om hvordan det siden gik med det mongolske storrige, da de vendte opmærksomheden mod vest.

Min falske mingvase - fra Kähler :-)