Om blues og anden lækker musik

 At blå er min yndlingsfarve, kommer vist ikke som nogen overraskelse.

Blues er blå musik - og jeg holder af blues. Med messingblæserne, bluesguitaren og især den sørgmodige saxofon.

Egentlig har jeg undret mig over, at nogle af de musiknumre, som er både livfulde og fyldt med masser energi med de kraftfulde messingblæsere for fuld udblæsning, bliver kaldt bluesmusik.

Jeg tror, jeg har fundet forklaringen.

Men først et helt traditionelt nummer med Daniel Castro: I'll Play the Blues for You.

 

Lækker totalt laid-back slow blues, hvor teksten udtrykker hele essensen af blues

 If you're down and out and you feel real hurt
Come on over to the place where I live
And all your loneliness I'll try to soothe
I'll play the blues for you

Don't be afraid come on in
You might run across some of your old friends

All your loneliness I gotta soothe
I'll play the blues for you

I got no big name and I ain't no big star
I play the blues for you on my guitar
All your loneliness I'll try to soothe
I'll play the blues for you

Musik, der oser af en lang, ensom og ensformig, varm sommer søndag eftermiddag.

I'll Play the Blues for You er et nummer, der er indspillet af rigtig mange kunstnere gennem tiden. 

 

 

Her ligger en udgave fra 1969 med Geater Davis. Da det ikke er en Youtube-video, kan jeg ikke lægge det direkte ind, men må gå denne lille omvej.

Geater Davies kaldes "one of the South's great lost soul singers" med en stemme som "a combination of sweetness and sandpaper grit".  Hans fortolkning har et højere tempo og er mindre melankolsk - og han har en virkelig lækker mørk stemme. Han indleder med lidt hyggesnak.

 

Geater Davis kaldes altså soulsanger, men synger et ikonisk bluesnummer. 

 

Blues har sin oprindelse i de afroamerikanske samfund i det sydlige USA i 1800-tallet, hvor den fungerede som arbejdssange og sammen med soul og gospel kunne den være med til at tage trykket af, når tilværelsen blev for hård.

 

 En del af sangene var protestsange, og rytmerne fra de afrikanske trommer blev i starten af 1800-tallet brugt som kommunikativt værktøj ved tilrettelæggelses af slaveopstande. Forbindelsen mellem trommespil, kommunikation og modstand blev til sidst for meget for de hvide, der forbød brugen af trommer. I et dekret fra år 1811 i staten Georgia står der: "It is absolutely necessary to the safety of this province that all due care be taken to restrain Negroes from using or keeping drums.".

 

Selvom de hvide fjernede et vigtigt instrument fra afroamerikanernes liv, opgav afroamerikanerne ikke deres musikalske arv. De svarede igen ved at tilpasse musikken til andre musikinstrumenter, heriblandt guitaren, der sidenhen er blevet en væsentlig del af bluesen. Det var især i slutningen af 1800-tallet, at bluesen udviklede sig.

 

Bluesen fandt sin tidlige form blandt slaverne på bomuldsmarkerne i Sydstaterne i USA i slutningen af 1800-tallet, men rødderne strækker sig helt tilbage til vestafrikansk musiktradition, hvor et betydeligt antal af slaverne jo kom fra. 

En række af bluesens musikalske kendetegn - især den glidende intonation og call-and-response princippet - peger tilbage til det vestlige Afrika og måske især til Mali.

 

Countryblues

En af bluesens tidligste former kaldes country blues. Den udviklede sig separat i flere forskellige regioner i slutningen af 1800-tallet.

I Sydstaterne ved Mississippi-deltaet udvikledes den såkaldte delta blues, i Piedmont-regionen – et 950 kilometer langt bjergplateau langs USA's østkyst – udvikledes Piedmont blues, og i det østlige Texas udvikledes Texas blues.

 

Piedmont-bluesen opstod blandt sorte migranter, som måske egentlig  gerne ville være flyttet videre til mere landlige områder, men blev bremset af Appalache-bjergene. Så de blev boende i  byområder, hvor de blev eksponeret for byens mange musikgenrer såsom ragtime og country – musikgenrer som havde betragtelig mindre indflydelse på bluesen i de landlige områder.

 

Det kendte nummer The Entertainer, som kendes fra filmen Sidste stik nævnes som eksempel på en ragtime-klassiker med et klaverakkompagnement bestående af skiftevis en dyb bastone og en lys akkord, der er karakteristisk for ragtime. 

 

Texasblues er en genre, der opstod i  starten af 1900-tallet i det østlige Texas blandt afroamerikanerne, der arbejdede på ranches og i olieindustrien. Genrens primære kendetegn er en mere swingende spillestil end andre bluesgenrer og en udbredt brug af guitarsoli og guitar-licks.

 

Urbanblues

 

Som følge af svære livsvilkår rejste mange bluesmusikere i 1930'erne og 1940'erne nordover i håb om et bedre liv. Under deres rejse opstod blandt andet den elektrificerede Chicago blues og den mere jazz-influerede jump blues - som med en fællesbetegnelse kaldes urban blues.

 

I efterkrigstiden havde bluesen sit hovedsæde i Chicago. For første gang blev bluesen anerkendt af et større publikum. Den blev et urbant, aggressivt og pulserende udtryk for bylivet i Chicago. 

 

 Det var her, bluesen skiftede karakter og introducerede de mere kraftfulde instrumenter.

 

Den akustiske guitar blev skiftet ud med elektrisk guitar og fik følgeskab af både basguitar, trommer, klaver, saxofon og mundharmonika.

 

Jump blues er up-tempo blues, som regel fremført af et lille band med en blæsersektion bestående af saxofoner eller messingblæsere. 

 

Blæsersektionen peger tilbage mod jazzens big band-æra, mens tempoet peger frem mod rock'n'roll. 

 

Fra 1950'erne blev jump blues markedsført under betegnelsen rhythm and blues (R&B).

 

Man siger somme tider, at Elvis Presley (1935-1977) var en "countryman" der sang blues, mens Chuck Berry (1926-nu) var en "bluesman", der sang country. Det kom der rock'n'roll ud af!

På den måde anskues Rock'n'roll som en sammensmeltning af sort folkemusik (blues) og hvid folkemusik (country), hvoraf blues dog regnes som det primære musikalske grundlag:

”The blues had a baby and they named it rock'n'roll.”

Rockmusikere dyrkede de gamle bluesklassikere og genintroducerede dem i moderne rockdragt. 

 The Rolling Stones var blandt de første, der bragte bluesen "tilbage til Amerika" - et udtryk der peger på, at de i 1960'erne rejste på turné i USA med både egen bluesrock og cover-versioner af ældre amerikanske bluesnumre, og guitaristen og sangeren Eric Clapton (1945-nu) - også englænder - peges på som en af de tidligste og mest betydende inden for denne bevægelse. Det var således England, der bragte bluesen til Amerika i form af bluesrock.

Og nu må det være tiden for nogle eksempler. Først Eric Clapton, som jo er  forrygende på blues-guitar.

Først en akustisk udgave af Layla. Nyd overgangene.

 

 

Wonderfull Tonight

 

Og endelig Tears in Heaven. En sang til hans 4-årige søn, som døde ved et fald ud gennem et vindue på 53. etage.

 

 

Her var ikke så mange blæsere med, men de kommer her i et klip fra den forrygende og meget lystige The Blues Brothers-film. Nummeret hedder Everybody Needs Somebody to Love.

Musikken i filmen vil jeg vist kalde gospelinspireret Rhythm & Blues, selv om filmen hedder The Blues Brothers.

Filmen har jeg på DVD - men jeg har bare ingen DVD-afspiller mere. 

 

 

For at få en forrygende sax med, vælger jeg herefter nummeret  In the Midnight Hour fra filmen The Commitments. In the Midnight Hour er et gammelt Wilson Picket-nummer, og filmen er en hyldest til Wilson Pickett, som var en betydelig soul og rythm and blues-sanger, sangskriver og producer.

Han producerede f.eks. et remake af Beatles-nummeret Hey Jude, Jimmie Hendrix-nummeret Hej Joe og forskellige Supremes-numre.

Wilson Pickett havde sin storhedstid i slut 60'erne - start 70'erne.

 

Jeg kunne naturligvis også have valgt et klip med Bill Clinton, der spiller saxofon. Han er ret habil - men The Commitments vækker flere minder.

 

Hold op, hvor var der dog mange gode numre i den film.  Her Mustang Sallie - også et  Wilson Pickett-nummer - fra før bandet i The Commitments blev rigtig stort.

Jeg har faktisk hele Andrew Strong-CD-en  med numrene fra filmen  The Commitments - hvis ellers jeg kan huske, hvor jeg har lagt den. Den er helt tilbage fra 1991. 

 

Ain't no Mountain so High, ain't no Valley so Deep - oprindelig et Marvin Gaye og Tammi Terrell-nummer - er bestemt et af favoritnumrene.

 

 

Nu nævnte jeg tidligere Bill Clinton. Skulle jeg så ikke også lige indsnige et nummer med soul-bluesdronningen Aritha Franklin i den optagelse, hvor hun optræder for blandt andre Barack Obama, der bliver så rørt, at han får tårer i øjnene. You Make Me Feel Like a Natural Woman.

 

 

OK. Det er mere soul end blues, men soulmusikken har i den grad også leveret utallige uforglemmelige numre, f.eks med  Diana Ross and The Supremes.

Aritha Franklin er som nævnt Queen of Soul, men hun optræder også i filmen The Blues Brothers - ligesom også Wilson Pickett gør.

 Læs evt. om forskellen på blues og soul her. 

En personlig og lettere humoristisk forklaring, men kernen er vist god nok.

 

Ved min surfen rundt stødte jeg tilfældigt på et videoklip med Phil Collins. Phil Collins - den formidable trommeslager, sanger og sangskriver, der også skrev musikken til Disneys  Tarzan.  Er der en, der kan skabe stemning, så er det ham.

 

Det klip, jeg aktuelt stødte på, var fra en koncert i Sydney, Australien 22.1.2019 - 15 år efter hans First Farewell Tour Paris 2004. 

 

Phil Collins har fået en alvorlig nakkeskade, der gør, at han ikke længere kan spille på trommer, han har næsten ingen følelse i den ene hånd og ene ben, så i klippet går han med stok ind på scenen, og han sidder på en stol under hele koncerten.

 

 Det kan godt give anledning til nostalgiske og stærkt melankolske følelser, når man sammenligner med samme nummer i en optagelse fra 2004. Men også anledning til glæde over alt det, han har givet os. 

 

Til gengæld er det også ret chokerende at opdage, at han kun er 3 år ældre end mig. Han ligner en olding i dette videoklip, som er lige knap et år gammelt.

Men han har nok levet et noget hårdere liv.

 

Jeg tror, jeg vælger at indsætte nummeret fra 2004, hvor han stadig er i fuld vigør. I nummeret indgår en fed sax-solo.

 

 

 

Selv om Phil Collins orkester har den fulde urbanblues-besætning, og selv om mange af Phil Collins-sangene indeholder de typiske guitargange og bluesharmonier, er det nok en tilsnigelse at kalde hans musik for bluesrock.

 

Men teksterne er bluesprægede – ofte handler de om smerte over at blive forladt af kvinder.

 

En af blueshistoriens store drenge, Son House,  har udtalt, at …” There's just one kind of blues. And that blues is the blues between a man and a woman when one of them deserts the other, ” og den kategori falder Phil Collins tekster og musik absolut ind under, vil jeg mene.

 

 Tænk på  den smukke, men forbitrede  (?) In the Air med den legendariske trommegang. Et af hans allerbedste numre med en inciterende og ret fremmedartet instrumentering.

Kun et enkelt af hans sange har et mere politisk indhold, nemlig Another Day in Paradise.

 

 

Hele den mere end to timer lange First Farewell Tour fra 2004 ligger herunder.

 

Husker du, hvordan koncerten blev indledt med en næsten 8 minutter lang tromme-session? 

 

 

Er jeg stor Phil Collins-fan? Ja, absolut.

 

Hvor kan jeg ærgre mig over, jeg aldrig nåede at komme til en Phil Collins-koncert - eller så mange andre for den sags skyld – Bruce Springsteen,  f.eks.

Men det er for sent at ærgre sig over det nu.

Godt, vi har You tube.

 

 For øvrigt har vi jo et rimeligt godt bud på noget blues i bandet Big Fat Snake. Dem har jeg også en CD med - fra før Anders Blichfeldt blev en lettere afdanket Kanal Charlie popsanger.

- Og for et par år siden gav jeg Ib en CD med lækre bluesnumre med Nora Jones. Den har vi ofte lyttet til, når vi har været på farten .... og en anden CD med forskellige gamle bluesnumre, Rolling Stones Forty Licks og Katie Melua  Secret Symphony  ....

Men øv, i den nye bil er der ingen CD-afspiller. CD-afspillere er Old School, fik jeg at vide, da jeg opdagede det.

Måske jeg alligevel skulle ofre de 800 kr., som en ekstern CD- og DVD-afspiller koster....

 

Om tysk varieté-musik og to tyske serier.

 

 Så skete det igen. Mit blogindlæg blev alt for langt. Del op, del op, sagde Ib. Det stritter i forskellige retninger. Og jeg tror, jeg må give ham ret. Så her i dette indlæg har jeg lagt et fraklip fra forrige indlæg. Et fraklip, der hovedsageligt handler om tysk varietemusik og to fantastiske tyske serier om tiden umiddelbart forud for 2. verdenskrig.

I forrige indlæg fortalte jeg om Peggy Lee, som nogle år turnerede sammen med Benny Goodmanns orkester. 

 

Det nummer jeg virkelig forbinder med Benny Goodmann er et nummer fra 1938 – dvs. fra før Peggy Lee blev en del af bandet.

Det er nummeret Sing, Sing, Sing, som du her skal se i en forrygende udgave med de helt rigtige bikini- og fjerklædte unge kvinder, der vrikker voldsomt med hofterne, voluminøse negerkvinder, der vælter rundt på gulvet og absurd udklædte sorte mænd, der spiller bongotrommer.

Og når jeg vælger at benytte ordet "negerkvinder", er det på ingen måde for at nedgøre Black Lives Matter-bevægelsen, men udelukkende fordi det afspejler den tids sprogbrug, ligesom vi i min barndom spiste negerkys, uden at vi forbandt det med nogen form for nedvurdering af andre mennesker.

 

Her mellem jul og nytår sender DR2  - som de vist også gjorde sidste år – en miniserie om det berømte Berlinerhotel Adlon. I anden del indgår en scene, hvor Josefine Baker optræder i Berlin med sin berømte vilde dans.

Jeg mente faktisk, at det var nummeret Sing, Sing, Sing, hun optrådte med - det var derfor jeg kom til at tænke på serien om Hotel Adlon - hvor Josefine Baker også i virkeligheden overnattede, da hun var i Berlin. 

Det var det nu ikke, men et andet forrygende nummer. 

Filmen kan streames her. Lyt selv med.

Ca. 1 time inde i del 2 ser man Josefine Baker ankomme i en vogn trukket af  en struds og efterfølgende et kort klip fra hendes optræden akkompagneret af inciterende jazz-trommer og blæsere. Ind imellem de to klip er der autentiske optagelser af gaderne i Berlin.

 

Hvis du ser rigtig godt efter, kan du ane strudsens hoved 

mellem de to mænd til venstre .

 

 

 Fra forestillingen.

Da fortælleren, Sonja, forlader teateret sammen med sin tidligere barnepige, Galla, en sort afrikaner, som Sonjas bedstefar købte i sin tid i kolonierne, bliver Galla skudt af nazibøller. Et imponerende tidsbillede.

Her  Josefine Baker i det ikoniske banankostume. I Berlin var det dog fjer, hun var iklædt.

 

En anden interessant scene er der, hvor Hotel Adlon introducerer brug af gigolos. Gigolos, dvs. unge mænd, der betales for at danse med nogle af hotellets gæster – de fine, rige  gamle damer.

 

En tankevækkende parallel til det, der foregår i den dansesal, som Gretha i serien Babylon Berlin frekventerer - og i kælderen derunder.

Tyskerne er blevet gode til at skildre kulturlivet og den politiske situation i mellemkrigsårene og også under og efter 2. verdenskrig, og netop Babylon Berlin-serien giver en formidabel beskrivelse af tiden. Den er helt fænomenal. Har du ikke set den, så har du noget til gode.

I slutningen af første del, første sæson er der en helt forrygende scene, hvor man ser, hvordan der festes igennem på byens  dansesteder / varieteer. Det hektiske, overophedede og dekadente festmiljø bliver virkelig dokumenteret.

 

Der krydsklippes mellem festscenen og barske hændelser, der finder sted på samme tid uden for rampelyset - nedskydning af kommunistiske oprørere, perverterede seksuelle ydelser, der finder sted kælderen under dansesalen - i stil med slutscenen i Godfather ll, som jeg tidligere har beskrevet. 

Den teknik finder jeg uovertruffen. 

 

Serien kan streames på DR, på dette  link  Spol hen til de sidste 20 minutter for at se og høre det fantastiske nummer Zu Asche zu Staub - eller endnu bedre, se hele afsnittet.

Du kan også bare nøjes med at se og høre sangen her, men så snyder du dig selv.

 

På nettet ligger musikken også udsat for stort symfoniorkester - flot også, men her misser du hele den fortættede, febrilske, dekadente stemning, der dækker over smerte.

 

Filmserien er egentlig en krimi vel, men den skildrer den politiske situation, krigstraumer fra 1. Verdenskrig, drømme og rævekager, den kriminelle underverden. Den sætter den daglige grå fattigdom op over for festrusen og seksuel depravation.  En overentusiastiske falsk festrus som dækker over desperation i Berlin i 30-verne - en fest, der vil blive efterfulgt af nogle gevaldige tømmermænd – hvilket også skete politisk set.

 

Fra Babylon Berlins feberagtige og forløjede varietescene kommer jeg til at tænke på Marlene Dietrichs gennembrudsnummer "Ich bin von Kopf bis Fuss auf Liebe eingestelt fra filmen Der blaue Engel fra 1930.

Tyske film kan noget med hensyn til at skildre variete-verdenens ikke bare melankoli, men smerte og forløjethed, som jeg også fandt i den omtalte scene i Babylon Berlin. I filmen Der blaue Engel er det den strenge professor Rath, der går til grunde i sin fascination af revystjernen Lola.

 

Marlene Dietrich - en femme fatale

 

Et andet kendt og elsket Marlene  Dietrich-nummer er den ligeledes tyske og meget melankolske Vor der Kaserne - eller Lilly Marlen, som sangen også hedder.  Om to elskende, der må skilles, da soldaten den følgende dag skal afsted til den russiske front i 1915. Sangen blev således oprindelig skrevet om en soldat i 1. verdenskrig, men blev et stort hit blandt både tyske og allierede soldater i 2. verdenskrig.

 I starten af 2. Verdenskrig blev nummeret ofte spillet på de tyske radiostationer, men senere blev den forbudt af det nazistiske Tyskland.

Når jeg holder særligt af Lilly Marlen, skyldes det, at det var min bedstemors yndlingssang, som hun ofte sang for os - i hvert fald en enkelt strofe af sangen. Men hun havde jo også selv måttet sende sin elskede ud i krigen - 1. Verdenskrig - og kunne genkende længslen og angsten. Vil vi mødes igen? Bertel kom hjem, men kom hjem som krigsinvalid.

I parentes bemærket var en anden af min bedstemors yndlingssange den monumentale salme Den hellige stad - Jerusalem, som Stig Rossen her ganske bombastisk fremfører. Det er ellers ikke tit, man hører den.

Lilly Marlen blev indspillet nøjagtigt en dag efter Glenn Millers In the Mood, på et tidspunkt med krigsstemning, for den 1. september 1939 begyndte Anden Verdenskrig med den tyske invasion af Polen.

Glenn Millers In the Mood er bestemt ikke melankoli, men ren livsglæde.

Klippet er fra en indspilning i 1941. Tankevækkende at se, hvordan the Establishment i USA danser stilfuldt rundt, mens soldaterne dræber hinanden i Europa. USA er her endnu ikke indtrådt i krigen.

Det aspekt - dette clash - har ofte vagt min undren - hvordan dagliglivet i  nogle dele af verden blot fortsatte, mens krigen rasede omkring den.

 

Mit forrige blogindlæg havde overskriften Lidt nytårsmelankoli. 

Den musikgenre, der i udpræget grad er forbundet med den blå tone, er bluesmusikken, og i det forrige indlæg var jeg også på nippet til at bevæge mig ud ad det spor. Nej, det passer ikke. Jeg var ikke kun på nippet til ..., jeg var begyndt at skrive om det. Men heldigvis fik jeg stoppet mig selv - eller rettere, fik det slettet igen. 

Når det ikke hørte til der - og da slet ikke her - er det fordi, det hører til en helt anden tid og et helt andet miljø.

Og der er stof nok til et eget indlæg, som snart vil følge.