Om tysk varieté-musik og to tyske serier.

 

 Så skete det igen. Mit blogindlæg blev alt for langt. Del op, del op, sagde Ib. Det stritter i forskellige retninger. Og jeg tror, jeg må give ham ret. Så her i dette indlæg har jeg lagt et fraklip fra forrige indlæg. Et fraklip, der hovedsageligt handler om tysk varietemusik og to fantastiske tyske serier om tiden umiddelbart forud for 2. verdenskrig.

I forrige indlæg fortalte jeg om Peggy Lee, som nogle år turnerede sammen med Benny Goodmanns orkester. 

 

Det nummer jeg virkelig forbinder med Benny Goodmann er et nummer fra 1938 – dvs. fra før Peggy Lee blev en del af bandet.

Det er nummeret Sing, Sing, Sing, som du her skal se i en forrygende udgave med de helt rigtige bikini- og fjerklædte unge kvinder, der vrikker voldsomt med hofterne, voluminøse negerkvinder, der vælter rundt på gulvet og absurd udklædte sorte mænd, der spiller bongotrommer.

Og når jeg vælger at benytte ordet "negerkvinder", er det på ingen måde for at nedgøre Black Lives Matter-bevægelsen, men udelukkende fordi det afspejler den tids sprogbrug, ligesom vi i min barndom spiste negerkys, uden at vi forbandt det med nogen form for nedvurdering af andre mennesker.

 

Her mellem jul og nytår sender DR2  - som de vist også gjorde sidste år – en miniserie om det berømte Berlinerhotel Adlon. I anden del indgår en scene, hvor Josefine Baker optræder i Berlin med sin berømte vilde dans.

Jeg mente faktisk, at det var nummeret Sing, Sing, Sing, hun optrådte med - det var derfor jeg kom til at tænke på serien om Hotel Adlon - hvor Josefine Baker også i virkeligheden overnattede, da hun var i Berlin. 

Det var det nu ikke, men et andet forrygende nummer. 

Filmen kan streames her. Lyt selv med.

Ca. 1 time inde i del 2 ser man Josefine Baker ankomme i en vogn trukket af  en struds og efterfølgende et kort klip fra hendes optræden akkompagneret af inciterende jazz-trommer og blæsere. Ind imellem de to klip er der autentiske optagelser af gaderne i Berlin.

 

Hvis du ser rigtig godt efter, kan du ane strudsens hoved 

mellem de to mænd til venstre .

 

 

 Fra forestillingen.

Da fortælleren, Sonja, forlader teateret sammen med sin tidligere barnepige, Galla, en sort afrikaner, som Sonjas bedstefar købte i sin tid i kolonierne, bliver Galla skudt af nazibøller. Et imponerende tidsbillede.

Her  Josefine Baker i det ikoniske banankostume. I Berlin var det dog fjer, hun var iklædt.

 

En anden interessant scene er der, hvor Hotel Adlon introducerer brug af gigolos. Gigolos, dvs. unge mænd, der betales for at danse med nogle af hotellets gæster – de fine, rige  gamle damer.

 

En tankevækkende parallel til det, der foregår i den dansesal, som Gretha i serien Babylon Berlin frekventerer - og i kælderen derunder.

Tyskerne er blevet gode til at skildre kulturlivet og den politiske situation i mellemkrigsårene og også under og efter 2. verdenskrig, og netop Babylon Berlin-serien giver en formidabel beskrivelse af tiden. Den er helt fænomenal. Har du ikke set den, så har du noget til gode.

I slutningen af første del, første sæson er der en helt forrygende scene, hvor man ser, hvordan der festes igennem på byens  dansesteder / varieteer. Det hektiske, overophedede og dekadente festmiljø bliver virkelig dokumenteret.

 

Der krydsklippes mellem festscenen og barske hændelser, der finder sted på samme tid uden for rampelyset - nedskydning af kommunistiske oprørere, perverterede seksuelle ydelser, der finder sted kælderen under dansesalen - i stil med slutscenen i Godfather ll, som jeg tidligere har beskrevet. 

Den teknik finder jeg uovertruffen. 

 

Serien kan streames på DR, på dette  link  Spol hen til de sidste 20 minutter for at se og høre det fantastiske nummer Zu Asche zu Staub - eller endnu bedre, se hele afsnittet.

Du kan også bare nøjes med at se og høre sangen her, men så snyder du dig selv.

 

På nettet ligger musikken også udsat for stort symfoniorkester - flot også, men her misser du hele den fortættede, febrilske, dekadente stemning, der dækker over smerte.

 

Filmserien er egentlig en krimi vel, men den skildrer den politiske situation, krigstraumer fra 1. Verdenskrig, drømme og rævekager, den kriminelle underverden. Den sætter den daglige grå fattigdom op over for festrusen og seksuel depravation.  En overentusiastiske falsk festrus som dækker over desperation i Berlin i 30-verne - en fest, der vil blive efterfulgt af nogle gevaldige tømmermænd – hvilket også skete politisk set.

 

Fra Babylon Berlins feberagtige og forløjede varietescene kommer jeg til at tænke på Marlene Dietrichs gennembrudsnummer "Ich bin von Kopf bis Fuss auf Liebe eingestelt fra filmen Der blaue Engel fra 1930.

Tyske film kan noget med hensyn til at skildre variete-verdenens ikke bare melankoli, men smerte og forløjethed, som jeg også fandt i den omtalte scene i Babylon Berlin. I filmen Der blaue Engel er det den strenge professor Rath, der går til grunde i sin fascination af revystjernen Lola.

 

Marlene Dietrich - en femme fatale

 

Et andet kendt og elsket Marlene  Dietrich-nummer er den ligeledes tyske og meget melankolske Vor der Kaserne - eller Lilly Marlen, som sangen også hedder.  Om to elskende, der må skilles, da soldaten den følgende dag skal afsted til den russiske front i 1915. Sangen blev således oprindelig skrevet om en soldat i 1. verdenskrig, men blev et stort hit blandt både tyske og allierede soldater i 2. verdenskrig.

 I starten af 2. Verdenskrig blev nummeret ofte spillet på de tyske radiostationer, men senere blev den forbudt af det nazistiske Tyskland.

Når jeg holder særligt af Lilly Marlen, skyldes det, at det var min bedstemors yndlingssang, som hun ofte sang for os - i hvert fald en enkelt strofe af sangen. Men hun havde jo også selv måttet sende sin elskede ud i krigen - 1. Verdenskrig - og kunne genkende længslen og angsten. Vil vi mødes igen? Bertel kom hjem, men kom hjem som krigsinvalid.

I parentes bemærket var en anden af min bedstemors yndlingssange den monumentale salme Den hellige stad - Jerusalem, som Stig Rossen her ganske bombastisk fremfører. Det er ellers ikke tit, man hører den.

Lilly Marlen blev indspillet nøjagtigt en dag efter Glenn Millers In the Mood, på et tidspunkt med krigsstemning, for den 1. september 1939 begyndte Anden Verdenskrig med den tyske invasion af Polen.

Glenn Millers In the Mood er bestemt ikke melankoli, men ren livsglæde.

Klippet er fra en indspilning i 1941. Tankevækkende at se, hvordan the Establishment i USA danser stilfuldt rundt, mens soldaterne dræber hinanden i Europa. USA er her endnu ikke indtrådt i krigen.

Det aspekt - dette clash - har ofte vagt min undren - hvordan dagliglivet i  nogle dele af verden blot fortsatte, mens krigen rasede omkring den.

 

Mit forrige blogindlæg havde overskriften Lidt nytårsmelankoli. 

Den musikgenre, der i udpræget grad er forbundet med den blå tone, er bluesmusikken, og i det forrige indlæg var jeg også på nippet til at bevæge mig ud ad det spor. Nej, det passer ikke. Jeg var ikke kun på nippet til ..., jeg var begyndt at skrive om det. Men heldigvis fik jeg stoppet mig selv - eller rettere, fik det slettet igen. 

Når det ikke hørte til der - og da slet ikke her - er det fordi, det hører til en helt anden tid og et helt andet miljø.

Og der er stof nok til et eget indlæg, som snart vil følge.