Normalt hører jeg ikke ret meget radio. Men op mod jul kører radioen. Jeg elsker alle de gamle julehits. Også dem, som andre efterhånden har fået nok af. Julefilmene derimod kan jeg godt undvære – lige undtagen Love Actually. Den skal jeg se hvert år. Ligesom Alene Hjemme om aftenen den 22. og Alene hjemme i New York den 23, når træet er blevet pyntet og æbleskiverne varmet.
Af og til går vi i kirke 1. juledag, for her synger vi nogle af de mere ukendte, men allersmukkeste julesalmer, og i juledagene lytter jeg også ofte til mange af de stemningsfulde engelske Christmas Carols.
Men radioen kører også næsten uafbrudt i håb om, at de spiller et ganske bestemt nummer. Et nummer, der fuldstændig bryder med den varme, romantiske, sentimentale stemning, der er indeholdt i stort set alle de andre julesange.
Og yes! Endelig kom den. Da vi var på vej mod København 2. juledag.
Faktisk har jeg aldrig helt opfattet, hvad teksten handler om. Men har blot haft en fornemmelse af, at det var en noget fordrukken tekst med en helt særlig anti-julestemning.
Men i år fik jeg så – endelig - den lyse ide at søge på forskellige søgeord. ”Scoundrel” havde jeg fanget og ” Bells Ringing for Christmas Day”. Og sørme jo. Det lykkedes at finde frem til den.
Nummeret hedder New York Fairy Tale og er indsunget af The Pogues – et keltisk punkband med medvirken af den engelske sanger Kirsty MacColl. Sangen er en ballade i irsk folkemusikstil.
Nogle netsider angiver, at sangen er skrevet af Shane MacGowan og Jem Finer (begge medlemmer af gruppen.) Andre angiver, at den er skrevet af Shane MacGowan og Kirsty MacColl.
Fairytale of New York
The Pogues, Kirsty MacColl
It was Christmas Eve babe
In the drunk tank
An old man said to me, won't see another one
And then he sang a song
The Rare Old Mountain Dew
I turned my face away
And dreamed about you
Got on a lucky one
Came in eighteen to one
I've got a feeling
This year's for me and you
So happy Christmas
I love you baby
I can see a better time
When all our dreams come true
They've got cars big as bars
They've got rivers of gold
But the wind goes right through you
It's no place for the old
When you first took my hand
On a cold Christmas Eve
You promised me
Broadway was waiting for me
You were handsome
You were pretty
Queen of New York City
When the band finished playing
They howled out for more
Sinatra was swinging
All the drunks they were singing
We kissed on a corner
Then danced through the night
The boys of the NYPD choir
Were singing Galway Bay
And the bells were ringing out
For Christmas day
You're a bum
You're a punk
You're an old slut on junk
Lying there almost dead on a drip in that bed
You scumbag, you maggot
You cheap lousy faggot
Happy Christmas your arse
I pray God it's our last
The boys of the NYPD choir
Still singing Galway Bay
And the bells are ringing out
For Christmas day
I could have been someone
Well so could anyone
You took my dreams from me
When I first found you
I kept them with me babe
I put them with my own
Can't make it all alone
I've built my dreams around you
The boys of the NYPD choir
Still singing Galway Bay
And the bells are ringing out
For Christmas day.
Da sangen blev udgivet i 1987, lå den i fem uger på de irske hitlister, og den skulle den dag i dag være en af de mest elskede og ofte spillede julesange, især i Storbritannien og Irland, og forskellige tv- og radiostationer har udnævnt den som ”the most iconic Christmas duet”.
Ligesom sangen blev Kirsty MacColls liv afsluttet med en deprimerende og ret tragisk tone.
I december 2000 var hun på ferie i Mexico og var ude og scubadykke ved Chankanaab-revet, en del af en national havpark, som var et specifikt udpeget dykkerområde, hvor uautoriserede både ikke havde lov til at komme ind. Da gruppen dukkede op fra et dyk, kom en motorbåd i høj hastighed ind i det begrænsede område. MacColl - der så båden komme før hendes børn gjorde – fik skubbet sin 15-årige søn ud af bådens bane, men blev selv ramt af båden og omkom. Ejeren af båden var Guillermo González Nova, en mexicansk multimillionær, der var præsident for en national supermarkedskæde, som var ombord sammen med sin familie, da båden ramte MacColl. Øjenvidner hævder, at det var Nova selv, der styrede båden på tidspunktet for ulykken, selvom skylden til sidst blev fastslået til Novas bådmand José Cen Yam, der angiveligt blev bestukket for at tage skylden. Yam blev fundet skyldig i strafbart drab og blev idømt 2 års 10 måneders fængsel, mens Nova gik fri for skyld. Efterfølgende har Yam indrømmet, at han modtog penge for at tage skylden. Umiddelbart efter blev kampagnen 'Justice for Kirsty' oprettet, som havde til formål at tvinge en retlig gennemgang af begivenhederne omkring hendes død. I maj 2006 blev Emilio Cortez Ramírez, en føderal anklager i Cozumel, udpeget som ansvarlig for tilsidesættelse af myndighed i sin håndteringaf MacColl-sagen, hvilket fik mange til at kræve, at sagen genåbnes, dog uden at det lykkedes, og kampagnen blev afsluttet i 2009.
Shane McGowan er måske bedst kendt som værende dybt alkoholisk. Efter eget udsagn fik han kendskab til alkohol og cigaretter gennem sin tante imod, at han ikke indgik en pagt med djævlen. I et interview med London Daily Mirror har han sagt at han begyndte at drikke i en alder af 4 år: "Jeg var faktisk 4 år gammel da jeg begyndte at drikke" sagde han. "Jeg husker bare, at Ribena blev til øl, og jeg fik straks en forkærlighed for det."
En lignende udtalelse er danseren Silas Holst for øvrigt kommet med, da han deltog i programmet, ”Kender du typen?” – dog uden at have indgået en pagt med djævlen – og måske var han lidt ældre, da tanten introducerede ham til druk og rygning
I et interview med BBC4 fortalte Robyn Hitchcock om en koncertoplevelse med The Pogues: "Jeg kan huske jeg tog på The Hope and Anchor (en bar hvor flere af datidens punkkunstnere spillede) The Pogues var på scenen og klar til at spille, der var helt udsolgt, men de var ikke begyndt at spille endnu. Så kom den her mand vaklende ind og væltede ned af nogle trapper. Jeg tænkte "Bare de dog ikke lader ham komme ind". Så gik han op på scenen. Denne mand var Shane McGowan."
Et par sidste teatralske citater fra artikler om Kirsty MacColl: ” Kirsty's voice will, rather aptly, forever be associated with a time that reminds us of family and of togetherness, something no crooked authority can ever take away." og "She wrote incisive lyrics, sang exquisite harmonies and graced arguably the greatest Christmas single ever."
Fairytale of New York remains perhaps the most 'emotionally real' Christmas song, in that it skips the traditional sentimental cheeriness and offers instead a unique reflection of lost youth and ruined dreams.
Amidst these bleak overtones though lies a sloppy sense of hope, and plenty of opportunity to get up and dance, and if that doesn't ultimately describe the human experience, I don't know what does.”
Fint for mig, at der trods alt hvert år er en enkelt dansk studievært, der lige husker denne sang – som så åbenbart stadig er uhyre populær på visse engelske og irske kanaler.
Når jeg har valgt overskriften Lidt nytårsmelankoli, skyldes det en anden sang, jeg helst skal høre i radioen 1. Nytårsdag. Men det er langt fra hvert år det sker.
Jeg ved faktisk ikke, om det er en nytårssang, men jeg hørte den første gang en 1. Nytårsdag for mange år siden, og jeg forbinder den altid med den lidt trætte, melankolske stemning, der kan komme over mig, når de glade juledage og nytårsaften er forbi, og vi kan se frem til en lang bleg januar.
Sangen hedder ”Is that all there is?”, og den er helt tilbage fra 1969.
Is that all there is?”
I remember when I was a little girl, our house caught
on fire
I'll never forget the look on my father's face as he gathered me up
In his arms and raced through the
Burning building out on the pavement
And I stood there shivering in my pajamas
And watched the whole world go up in flames
And when it was all over I said to myself
Is that all there is to a fire?
Is that all there is, is that all there is?
If that's all there is my friends, then let's keep dancing
Let's break out the booze and have a ball
If that's all there is
And when I was twelve years old
My daddy took me to the circus, the greatest show on Earth
There were clowns and elephants and dancing bears
And a beautiful lady in pink tights flew high above our heads
And as I sat there watching
I had the feeling that something was missing
I don't know what, but when it was over I said to myself
Is that all there is to the circus?
Is that all there is, is that all there is?
If that's all there is my friends, then let's keep dancing
Let's break out the booze and have a ball
If that's all there is
And then I fell in love
With the most wonderful boy in the world
We'd take long walks by the river or
Just sit for hours gazing into each other's eyes
We were so very much in love
Then one day he went away and I thought I'd die, but I didn't
And when I didn't I said to myself
Is that all there is to love?
Is that all there is, is that all there is?
If that's all there is, my friends, then let's keep
I know what you must be saying to yourselves
If that's the way she feels about it why doesn't she just end it all?
Oh, no, not me, I'm not ready for that final disappointment
Because I know just as well as I'm standing here talking to you
That when that final moment comes and I'm
Breathing my last breath, I'll be saying to myself
Is that all there is, is that all there is?
If that's all there is my friends, then let's keep dancing
Let's break out the booze and have a ball
If that's all there is
Sangen er indspillet af Peggy Lee.
Senere er den genindspillet af Bette Midler i 2005. Mon ikke, det er hendes version, jeg har hørt?
Bette Midlers version beskrives som mere sarkastisk og Peggy Lees version som mere bitter. Ved nærmere eftertanke, tror jeg faktisk, det var den oprindelige version, der fangede mig.
Peggy Lee er født i 1920 og hun var en feteret sanger, skuespiller og radiovært. Hun var nomineret til en Grammy Award tolv gange og vandt den for bedste kvindelige sangpræstation med Is That All There Is? i 1969.
Som skuespiller blev hun nomineret til Oscar for bedste kvindelige birolle i Pete Kelly's Blues fra 1955, hvor hun spillede en alkoholisk og deprimeret sanger.
Hun var kendt for sine sange til Walt Disneys Lady og Vagabonden (1955), hvor hun spillede rollen som showkatten Peggy og sang He's a Tramp.
Peggy Lee forbindes især med jazzmusikken.
Da Benny Goodmans orkester var på toppen af deres popularitet i 1941, begyndte hun at synge og turnere rundt med dem i hele USA i to år. I juli 1942 optog hun sit første hit Why Don't You Do Right?, som solgte mere end 1 million eksemplarer og gjorde hende berømt.
Swingmusik kan nu noget helt særligt.
Peggy Lee var berømt for sin "bløde og coole" måde at synge på - noget hun ofte dedikerede til de støjende natklubber.
Peggy Lee kunne virkelig croone. Jeg tror, hun bliver en ny yndling for mig.
I 1958 indspillede hun en coverversion af sangen Fever, et noget mere pågående nummer, som oprindelig blev skrevet til Little Willie John i 1956, og senere er blevet indsunget af både Elvis Presley i 1960 og Beyoncé i 2003.
Hun har også sunget nummeret Send in the Clowns, et nummer, som er blevet fortolket af mange kendte sangere, Glenn Close, Judy Dench, Judy Collins, Frank Sinatra. Jeg synes nu bedst om Barbara Streisands fortolkning.
Sangen stammer fra musicalen A little Night Music - ordret oversat fra Mozarts Eine kleine Nachtmusik.
Hovedpersonen Desirée reflekterer over ironien og skuffelserne i sit liv. Hun ser tilbage på en affære år tidligere med advokaten Fredrik, som var dybt forelsket i hende, men hvis ægteskabstilbud hun afviste. Senere indser hun, at hun elsker ham og ønsker at gifte sig med ham, men nu er det ham, der afviser hende. Her følger sangen Send in the Clowns.
If the show isn't going well, send in the clowns.
Judy Densch' fortolkning af sangen ved The Proms 2010 er uendelig trist, tilbageskuende og sørgmodig.
Først brød jeg mig ikke om Judy Densch' fortolkning, men efter at have lyttet til den flere gange, er jeg kommet til at holde af den. Den sætter mig i lidt den samme stemning som Peggy Lees Is That All There Is.
Titlen Send in the Clowns får mig naturligvis til at tænke på I Pagliacci - Bajadserne, som jeg nævnte i mit forrige blogindlæg - hvor Canio netop har opdaget, at hans elskede er ham utro, men må sminke sig for efterfølgende at gå ind på scenen og spille sit skuespil - The show must go on.
Her udtrykkes ikke bare melankoli, men den helt store smerte. Genremæssigt ligger nummeret helt uden for dette indlægs øvrige musik, så måske du bare skal hoppe over klippet.
Naturligvis popper også As Times Go By fra filmen Casablanca op, ved al den ulykkelige kærlighed.
Det nummer har jeg vist ofte refereret til. Men så er vi musikmæssigt / genremæssigt tilbage på sporet.
At irerne – kelterne - som jeg indledte dette blogindlæg med - kan noget med melankoli og sentimentalitet –
er hævet over enhver tvivl. Et godt eksempel på det er Josh Grogans You Raise Me Up, som både fungerede i filmen Titanic og i Disneys Løvernes konge – dog bedst i
Titanic, fordi de her havde den rette irske instrumentering. Violinerne og de sofistikerede, bælgblæste irske sækkepiber uillean pipes, fløjter, harper, bodhrán-trommerne, akkordion.
Eller - måske er det ikke helt rigtigt, at kalde netop denne melodi melankolsk - nærmere blot inderlig og sentimental, men nu kom den med alligevel, for den indeholder nu nogle melankolske harmonier, synes jeg. Og vi ved jo, hvordan den spirende kærlighedshistorie i filmen ender. Og når man ved det, kan man godt allerede her fornemme en vis tristesse.
Det fører mig frem til den sidste musikform, jeg vil have med. En musikform, der også udtrykker sig specielt godt med dens særlige instrumentering, nemlig tangoen. Tangoen, som jeg også oplever som melankolsk. Jeg ved ikke, om jeg helt kan forklare det. Tangoen er jo udtryk for de helt store og teatralske følelser, men måske også uforløste følelser – og derfor også melankoli?
Tango – som musik-, sang- og dansegenre opstod i og omkring Buenos Aires og Montevideo i slutningen af 1800-tallet.
Musikken er en blanding af tre ingredienser: milonga (argentisnk folkemusik), candombe (afroargentinsk) og habanera (cubansk). Instrumenterne er bandoneon, som er en harmonikatype, violin, bas og klaver.
Sang-genrens gennembrud kom i 1917 med Mi noche triste, sunget af den berømte Carlos Gardel, og den banede vejen for et eget tekstunivers, hvor tab, savn og smerte er væsentlige temaer.
Den argentinske komponist og bandoneonist Astor Piazzolla videreudviklede genren med inspiration fra både jazz og klassisk musik.
Da den argentinske tango i begyndelsen af 1900-tallet blev udbredt til nordamerikanske og europæiske storbyer, vakte den i begyndelsen forargelse ved sin fysiske direkthed og blev ikke sjældent slået i hartkorn og forvekslet med jazzen.
Men i modsætning til jazzen blev tangoen dog relativt hurtigt accepteret som musikgenre og selskabsdans.
I begyndelsen af 1930'erne var tangoen med alle sine aspekter fra det lidenskabelige til det sentimentale så integreret i den europæiske populærkultur, at den i modsætning til jazz og swing ikke blev forbudt i det nazistiske Tyskland.
Som et kuriosum kan nævnes, at fra begyndelsen af 1950'erne har man i Finland udviklet en svagt melankolsk, men mindre ekvilibristisk version af tangoen, som i dag er en fast bestanddel i den finske folkekultur. Det passer vist godt til den finske folkementalitet. Denne tango-version kan ses i flere finske film. Dem kender jeg godt nok ingen af - finske film, hverken med eller uden tango.
Men slut nu med melankolien. Snart er det Nytårsaften.Jeg vil ikke savne de store festligheder nytårsaften, men bare glæde mig til et nyt år fyldt med masser af muligheder – på trods af alt.
Og nu har jeg jo hørt Is That All There Is på You tube.
Så hvad kan være mere passende at slutte af med end Always Look at the Bright Side of Life?
Godt nytår.
