23. april i år udkom Eva Tinds bog Kvinden der samlede verden. Ib læste en meget positiv anmeldelse, og da han savnede læsestof, bestilte han straks bogen.
Bogen er en skønlitterær - dvs. fiktiv - skildring af Marie Hammer og hendes forskning. Den bygger på dokumentarisk materiale om hendes liv og forskning - mange breve og dagbogsnotater - og også samtaler med hendes søn Peder, men alt sammen tilsat forfatterens fiktion.
Marie Hammer var en dansk zoolog, som levede fra 1907 til 2002.
Marie Hammer forskede i mosmider – mider så små, at de er usynlige for det blotte øje. Gennem 40 år foretog Marie Hammer rejser over hele verden, hvor hun indsamlede mosmider, som hun efterfølgende studerede i mikroskop hjemme i sit eget arbejdsværelse.
Efter sin uddannelse havde hun kortere ansættelser på Zoologisk Museum og Landbohøjskolen og som medhjælp for bl.a. Dr. Lieberkind og andre professorer. Men hun havde på intet tidspunkt en lønnet stilling tilknyttet til et forskningsuniversitet.
Det blev Marie Hammer, der ud fra sin forskning fik underbygget og bevist Wegeners teori om kontinentaldriften.
Wegeners teori gik
ud på, at alle kontinenter engang har hængt sammen i et superkontinent, Pangæa, men efterfølgende er blevet
splittet ved kontinentaldriften.
Den tyske
polarforsker og geolog, Alfred Wegener havde i 1912 fremsat sin teori om
kontinentaldriften. En teori, der var omdiskuteret og slet ikke alment
anerkendt. Wegener havde tilknytning til Danmark. Han talte flydende
dansk og deltog i flere Grønlandsekspeditioner – den ene var Mylius-Erichsens
store Danmarksekspedition, som udforskede og kortlagde det allernordligste
Østgrønland. Alfred Wegener døde under en ekspedition på Grønland i november 1930.
Som den første kvinde deltog Marie Hammer – som kun 25-årig - i Knud Rasmussens 7. Thule-ekspedition i 1932.
På grundlag af denne skrev hun sin doktordisputats om mosmiderne på Grønland, og hun teoretiserer over, hvordan de er kommet til Grønland. Fra Amerika? Men de er de samme mider, som dem hun har fundet i Skandinavien.
I 1944 får hun sin doktorgrad.
I 1947 søger hun et legat fra Arctic Institute of North America på et halvt års ophold I Arktisk Canada.
Tvillingsøsteren Åse, som hun har et problematisk forhold til, spørger hende: ”Tror du, de vil give et legat til en simpel husmor?”
Hun får dog legatet, og det bliver dubleret af et legat på yderligere 3 måneder fra International federation of University Women, så efter indsamling af mider i Canada skal hun opholde sig på Smithsonian Institue i Washíngton og på Harvard University i New York for at sammenligne deres samlinger med egne fund.
En tidlig morgen , før resten af familien vågner , forlader hun hjemmet med sin rygsæk med lidt personlige ting og 6 store kufferter fyldt med udstyr. Taxa og tog fører hende til Gøteborg, hvor hun går ombord på Amerikadamperen. I Montreal bliver hun modtaget af Mr. Baird fra Arctic Institute, og en tid bliver hun indlogeret privat hos Mr. Og Mrs. Washburn.
Så skal hun videre. Hun tager toget fra Montreal til Winnipeg og videre til Edmonton i Alberta-provinsen. Og efter en kort mellemlanding i Yellow Knife, hvor de skifter til et mindre fly, ankommer de til Norman Wells i Northwest Territory. Herfra fortsætter hun med en vandflyver til destinationen Aklavik næsten helt oppe ved Ishavet.
Det var noget af en rejse. I dag tager det stadig godt 19 timer med fly Montreal – Inuvik, og herefter følger en 5 1/2 times kørsel i taxa, før man når Aklavik.
Aklavik blev grundlagt i 1912, da Hudson Bay Company etablerede en handelsstation.
Da Marie kom til Aklavik husede stedet 150 tan’ngitter, 560 inivialukker og nogle få europæere og amerikanere, som arbejdede som embedsmænd, jægere, gangere og politi. Nu er stedet stort set forladt pga. gentagne oversvømmelser.
Da Marie ankommer til Aklavik, er Peelfloden gået over sine bredder, og byens veje og stier er dækket af en tyk, smattet masse. Papir, dåser og grønt stinkende spildevand er æltet ind i mudderet. Selv om der overalt er lagt gangbrædder ud som fortove, bliver Maries gummisko mudret til både udvendigt og indvendigt. Hun træder ind i byens eneste hotel og tager skoene af i hallen.
- Og strømperne, siger hotelværten, Mr Wilson.
- Naturligvis, Mr Wilson, siger Marie.
- Kald mig Albert, svarer han.
Alberts accent er umiskendeligt britisk. Han er klædt i en kridhvid skjorte, sort vest og sorte bukser.
Hans øjne er grønne og sidder tæt, de har et mildt udtryk.
- Jeg beklager, at du er landet i en mudderpøl. Kom lad mig vise dig dit værelse, siger Albert.
Maries værelse er på størrelse med et stort skab.
Der står en seng og en servante, hvorover der hænger en skåret spejlstump. Ude på gangen er der et snavset emaljefad til fælles brug, og ved siden af fadet hænger der to sorte håndklæder, der engang var hvide. Tanken om alle de mennesker, der har vasket sig i det grumsede vand, giver hende kvalme.
Hvordan skal hun nogensinde få stillet sine prøver til tørring i et kosteskab, der er ikke engang plads til hendes kufferter, der nu står i skuret udenfor. Da hun klager sin nød til Albert, forsøger han at komme hende i møde.
- Du er velkommen til at stille prøver op i den bagerste dagligstue. Den kan låses af, der er alligevel ingen, der bruger den."
Hun drager ud i landskabet, men det viser sig at det er umuligt at få taget prøver. Enten er jorden dybfrossen og ellers er den fuldstændig mudret. Aklavik ligger midt ude i det kæmpestore Mackenziedelta.
Er Marie virkelig rejst den lange vej helt forgæves?
Marie spørger hotelværten, om han kender et sted, hvor jorden er mere medgørlig, og han henviser til Reindeer Station, som ligger 120 km nordøst for Aklavik. Reindeer Station blev anlagt af den canadiske regering, som i 1926 havde hyret en dansk botaniker til at undersøge, hvor det ville være bedst at anlægge den.
-Jeg har en fætter, Henry Bell, der bor der. Han kan arrangere overnatning, hvis du vil derud.
Marie går ombord på en åben pram.
"Efter et par timer skifter vejret. Det blæser op, en kold vind sætter sig i knoglerne, passagererne fryser, tænder klaprer. Der bliver slået et telt op i den fladbundede båd, som de kryber sammen under. Marie sidder ved siden af en kvinde med to drenge på tre og fire år."
Efter 10 timers sejlads i deltaet, når de Reindeer Station.
"Da Marie går i land, træder en lille mand med stikkende øjne og et stort adamsæble frem.
- Mr Henry Bell?
- Velkommen til Reindeer Station.
Hun følger ham op mod de simple småbygninger, der udgør selve byen. De standser foran en tømmerhytte.
- Her skal De bo. Hyrden, der bor her, er ude i terrænet for at passe rensdyr. Jeg bor i huset ved siden af."
Marie bryder sig ikke om manden. Hun prøver at undgå at starte en samtale med ham, for hun væmmes ved den ubestemmelige stank, der står ud fra ham.
En dag, da hun skal ud og tage prøver, insisterer han på, at hun skal have en riffel med. På turen bliver hun angrebet af en bjørn.
"Der lyder et skud og "rul væk," er der en, der råber. Hun ruller og bjørnen hugger i andet forsøg kløerne i jorden lige ud for hendes ansigt. Hun stirrer på kløerne. Der bliver stille. Pelsen er blodig. Hun får ondt i hjertet, da livet langsomt siver ud af de matte øjne og efterlader den enorme pelskrop, som et blødt, varmt hus, nogen engang boede i.
Det er lugten, der rammer hende først. Hun sætter sig op. Mr Bell står lige bag hende.
- Du glemte patronerne," siger han.
De øjne, der tidligere føltes ubehageligt stikkende, er nu en velsignet prikken. Selv stanken fra ham gør hende glad."
Tilbage i Akvavik går hun til købmanden for at sende brev hjem til Danmark. Da købmanden ser, at brevet er adresseret til Danmark, slår han over i dansk. Marie har ikke tidligere mødt ham, da han har været bortrejst og først lige er kommet tilbage aftenen før. Marie fortæller, at hun ikke er helt tilfreds med de prøver, hun har taget, og købmanden, danskeren Harald Brandt tilbyder at vise Marie et sted, der er helt anderledes end Aklavik. Et bjergområde, hvor der er et hav af forskellige planter, vækster og insekter.
Næste dag tager de afsted i Haralds kano op ad floden mod grænsen til Alaska. Efter 5 timer trækker de kanoen på land og fortsætter til fods. Marie får nogle fine prøver.
Harald Brandt har været vidt omkring – England, Australien, New Zealand, Sydamerika. Nu er han endt her. Han har ikke været tilbage i Danmark i 30 år. Marie forelsker sig i Harald, og de indleder et forhold. Derfor bliver Marie længere i Aklavik end planlagt. Men endelig må hun videre. Marie flyver til Coppermine, der ligesom Aklavik er grundlagt af Hudson Bay Company. Men Coppermine er meget renere - og hun får bedre indlogering.
"Byen er usædvanlig fin og ren. Bag små, pyntelige huse stikker telte af rensdyrskind op. Marie følger en sti op mod husene og krydser en grøn plæne med blå lupiner. Alle de inuitter, dene-folk og hvide mennesker, hun møder, hilser venligt. Hun mærker, hvordan hendes ansigt bliver blødt, og hun slapper af helt ned i tæerne.
Er der et sted, hvor de tager imod logerende? spørger Marie en ung mand.
- Prøv hos Mr Whibert, siger han og peger på et stort hvidmalet hus."
Rejsen fortsætter. Banff, Edmonton, Capilano Canyon. Hun er fri til at søge efter mosmiderne, hvor hun ønsker det.
”Marie skifter efterhånden tog, som andre børster tænder både morgen og aften,” skriver Eva Tind. ”Men hun føler sig ikke længere som en opdagelsesrejsende, på vej ind i det ukendte, men som en kvinde afskåret fra den normale verden. Hun ender hele tiden i mennesketomme kupeer uden nogen at tale med.”
Et andet sted skriver Marie dog selv i sin dagbog: ”Jeg holder så meget af ensomhed og har tænkt over, om den her ubestemmelige trang til at være alene er en, jeg er født med.”
Hun nyder det, da hun kommer til Vancouver.
Churchill, der ligger på vestkysten af Hudson Bay, derimod er et trist syn, synes hun. Skyer hænger tætte og grå ned over barakker og kornsiloer. Gaderne er snavsede og indianere og inuitter er tragisk polariserede. I byen står en bronzetavle til ære for danskeren Jens Munk, den første europæer i regionen.
Marie får stillet et værelse til rådighed hos entomologen mr. Grant, ”en fed og dvask mand med et slapt håndtryk og en kunstig forceret latter.”
Han spørger kun overfladisk til Maries forskning. Hun keder sig, mens han taler om sig selv, men så siger han:
- De burde møde dr. Newell, han forsker netop inden for Deres felt af mider. Han er i gang med at udfærdige en bestemmelsesliste over alle Nordamerikas mosmider.
Marie får lov at studere Newells samling og udvælge materiale, der kan sammenlignes med hendes egne fund. Særlig spændende finder hun Newells omfattende indsamlinger fra Hawai og Rhodesia i Afrika.
Så er tiden i Canada forbi, og hun tilbringer nogle måneder på Smithsonian Institue og på Harvard University med at sammenligne deres samlinger med egne fund.
På Harvard møder hun en mexikansk forsker, der bliver så interesseret i hendes forskning, at han inviterer hende på en måneds betalt ophold i Mexico City.
Således bliver det til næsten et års ophold i Canada, USA og Mexico i 1948-49.
Da hun endelig vender hjem, er hendes 4 børn ikke specielt begejstrede. De har knyttet sig til den kvinde, der har taget sig af dem i hendes fravær – en kvinde, som også hendes mand, Ole, har knyttet sig til – levet sammen med.
I 1952 modtager hun et legat fra Carlsbergfondet og Statens almindelige Videnskabsfond. Midlerne skal bruges til en rejse til Argentina og Bolivia.
I sine dagbogsnotater skriver hun: ” Gennem Ejner Mikkelsen har jeg fået kontakt til den argentinske mineejer og mangemillionær Thomas D. Williams og hans fond Fundación Williams, der støtter geologisk og biologisk forskning i den argentinske del af Andesbjergene. Fonden har også ydet økonomisk støtte til, at Ole kan rejse med sammen med palæontologerne Christian og Valdemar Poulsen, der er far og søn. Vi bliver nu et helt lille hold. Vi interesserer os alle for spredning af dyr over store afstande. Poulserne skal studere fossiler, geologiske aftryk og spor efter fortidens organismer.”
Begge Poulserne er også interesserede i kontinentaldrift-teorien, som på det tidspunkt stadig blev latterliggjort af danske geologer.
I 1954 er de klar til at tage af sted. Marie og Ole sejler over Atlanten med et 10 000 t tungt fragtskib. Turen tager 31 døgn.
I Buenos Aires venter hendes mæcen, Thomas J. Willkiams’ chauffør, klar til at køre dem tværs gennem landet til Andesbjergene. De skal bo på estanciaen El Sosneado hos don Pedro i den vestlige Mendoza-provins.
Herfra udgår hendes undersøgelser. De rider i bjergene. Vegetationen forsvinder i 3.600 meters højde. På mulddyr bevæger de sig op mod blåhvide gletschere. Det er isnende koldt. Marie indser, at det ikke er i højden, hun skal lede efter mosmiderne. Don Pedro sender hende og Ole sammen med en ung ingeniør og et par gauchoer ind i dalen til Atuelflodens udspring, hvor hun finder spændende mider.
Efter opholdet i Argentina, rejser de til Bolivia, hvor Marie samler prøver i 5.500 meters højde. I Peru oplever hun sit første jordskælv.
I slutningen af rejsen tager de ophold på et pensionat i Mexico, og efter 7 måneders rejse vender de hjem. Marie belæsset med jordprøver med mider, Ole belæsset med sydamerikansk keramik.
”Jeg kan næsten ikke vente med at komme hjem og se, hvad det er, jeg har samlet. Den stilhed, det fremkalder i mit indre, når jeg forsigtigt og omhyggeligt lægger mine usynlige byttedyr i mikroskopet, er kun min.”
1957 er hun færdig med at undersøge de fund, hun hjembragte fra Sydamerika. 30 000 mider, fordelt på 129 arter. Der er et væld af nye arter, men kun enkelte sammenfald mellem mikrofaunaen her og i de arktiske områder, hun tidligere har undersøgt.
Nu modtager hun Tagea Brandts rejselegat på 10 000 kr., som gives til kvinder, der har gjort en helt usædvanlig indsats for kunst eller videnskab. Sammen med et andet legat på 7000 kr. sætter det hende i stand til at vende tilbage til Sydamerika. På første rejse undersøgte hun udelukkende Andebjergenes østside og fandt kun ukendte arter. Skal hun påvise mosmidernes vandring, må hun prøve at finde nogle af de dyr, hun har fundet andre steder i verden, og så må hun altså rejse tilbage og indsamle på Andesbjergenes vestside.
Hun tager afsted i 1958. Også denne gang sejler hun med et fragtskib. Da skibet går til havn i Guyanquil i Ecuador for at læsse bananer, går hun fra borde. Mandskabet på skibet er rystet og overbevist om, at hun som enlig kvinde snart vil blive stukket ned, men hun er ikke bange. Kun en enkelt gang på sine rejser har hun følt sig utryg. Det kommer jeg lige straks til.
Men Marie tager op i bjergene i Ecuador, hvor hun bjergtages af landets mange smukke vulkaner. I en uge bor hun på hacienda Persillio, og endnu engang forundres jeg over, hvor mange danskere, der har slået sig ned så langt hjemme fra Danmark. For haciendaen ejes af en dansk brygger.
Men denne gang rejser hun som nævnt alene og under mere beskedne forhold, end da hun havde mangemillionær Thomas D. Williams og hans Fundación Williams i ryggen.
I det nordlige Peru deler hun taxa med en handelsrejsende, der bliver for nærgående. Da de kommer til deres hotel, insisterer han på, at de får værelser ved siden af hinanden. Så har Marie fået nok. Hun forlader hotellet og det forudbetalte værelse og stiger på en bus til Pacasmayo, en landsby oppe i en lille dal. Hun indlogerer sig i et lille kælderrum uden vindue, vand og spand. Men hellere det end en pågående handelsrejsende.
Det var den ene gang, hun følte sig utryg på sine mange rejser. Hun skriver hjem og fortæller om episoden, og da Ole læser om det og også synes at kunne aflæse en ensomhedsfølelse i brevet, søger han på hendes vegne en ekstrabevilling hos Statens Videnskabsfond, og det gør det muligt, at datteren Gitte kan rejse over til hende og ledsage hende resten af tiden i Sydamerika.
Pacasmayo-området, som hun søgte til, da hun ville bort fra den nærgående handelsrejsende, er særlig interessant, fordi nogle varme kilder giver en særlig biotop, og så er det også stedet, hvor inkakongen Athahualpa blev forrådt og kvalt af spanierne. De fangede ham og holdt ham indespærret, men det lykkedes ham at samle alt det guld, som spanierne forlangte i løsepenge. Alligevel dømte de ham til døden. Han bad for sit liv og indvilligede i at modtage dåben og blive kristen, men spanierne kvalte ham.
Har vi ikke hørt næsten samme historie fra Mexico? – Nå pyt.
Da Marie fandt en særlig art af mosmider på stedet, markerede hun Athahualpas uretfærdige død ved at opkalde miden multoribates atahualpensis efter ham.
Hun havde jo det privilegie, at det var hende, der navngav alle de nye arter, hun fandt.
I området omkring Cusco fandt hun en mide, som hun navngav machuella ventrisetosa efter de berømte Machu Picchu-ruiner.
Da Marie havde hentet datteren i Lima, kørte de i rutebil i 4 000 meters højde hele natten mod Cusco. Da de ankom til et hotel tidligt om morgenen, fik de anvist en seng med halm oppe på et loft.
Da de forlod Peru, kørte de til Titicacasøen, gennem Bolivia og Chile, ned til Puerto Mont. Det er lidt morsomt, når jeg både har været ved Titicacasøen, i Bolivia og i Puerto Mont.
Men tænk engang, hvor let vi kom omkring, da vi var i Sydamerika.
Marie havde en drøm om at komme helt ned til Ildlandet i Patagonien, men hun havde ikke fået etableret kontakter dernedtil.
På en plads i Puerto Mont mødte hun tilfældigvis en ingeniør, der arbejdede i Ildlandet. Han havde været to år i Danmark, og han syntes, det var pudsigt at møde to danske damer. Han syntes også, det var højst besynderligt, at de gerne ville ned til Ildlandet, men ville dog gerne hjælpe videre – også selv om han mente, det ville være umuligt at samle mosmider nede ved oliekilderne, for der var kun mænd derude, og det ville være svært at finde et sted at bo.
Kort efter fløj de derned, og Marie og datteren fandt en estancia ejet af en kvinde. Her blev de behandlet som rigtige damer – fik serveret te og friske rundstykker på sengen og kunne vælge en ridehest efter ønske. En russer fra petroleum-selskabet viste dem kildeområderne, og Marie gjorde mange fine fund. Økonomisk kostede turen dem slet ingenting.
Hele Sydamerika-turen var en stor succes. Marie fandt mange nye sjove og ukendte slægter. En med store fjer, der stak ud af skjoldet, en med underlige tapper, en anden med lange antenner. Sjove beskrivelser af dyr, der er 0,2 mm store. Der måtte anvendes kraftige mikroskoper.
Det var Anton van Leeuwenhoe, en klædehandler med en ukuelig trang til at udforske naturen, der i det 17. århundrede fik fremstillet et mikroskop, der kunne forstørre op til 200 gange mod de 30-40 gange datidens mikroskoper kunne forstørre.
Og Marie nedfældede en enorm dokumentation med detaljerede beskrivelser og tegninger af alle de mosmidearter, hun fandt.
Nær Cusco havde
hun fundet en ejendommelig mide med lange hår på undersiden af kroppen, og ind
imellem dem et tykt lag gele. Det var den, hun navngav Machuella ventrisetosa.
Men der er særlig en interessant genganger: mucronothrus nasalis. Den finder hun flere af end nogen anden i Argentina, og den er fuldkommen identisk med en, hun fandt i Grønland og som hun også har fundet ved kolde kilder i Alperne. En tysk forsker har fundet samme mosmide på en ø ud for Bergen. Fælles for fundene er, at de fra kildeområder, hvor temperaturen er mellem fem og syv grader.
Efterfølgende tager Marie til Lapland for at verificere sin teori . Hun finder miden ved en smeltevandsbæk. Hun tænker, at når den findes i Lapland, må den vel også findes i Danmark. Og senere finder hun samme mide ved nogle kilder i Rold Skov og ved en kilde ved Gudenåen.
I et fiktivt interview siger intervieweren:
”Det lyder helt usandsynligt, at en mide, du finder ved Atuel-floden i Argentina, er identisk med en fra Europa. Der er jo et ocean imellem. Kan du forklare sammenfaldene?”
Marie Hammer forklarer:
”Miderne er så mikroskopisk små. Hvis de tørrer ud, dør de, og de kan ikke transporteres gennem luften med støv, som edderkopper kan. Men de kan heller ikke transporteres på en våd træstamme gennem havet, for de tåler ikke saltvand. De kan kun transporteres via frugt og grønt eller i jorden, eller også må de gå, og det tager lang tid, når man er 0,2 mm lang.”
”Så hvad betyder det?”
”Det er det, jeg gerne vil finde ud af.”
Her står Marie Hammer på skuldrene af nogle forsøg, som skildres i et stort værk om Alexander von Humboldt. Et værk, jeg vil komme nærmere ind på i et efterfølgende indlæg til dette.
Men her beskrives, hvordan artsmigration var den bærende søjle i Darwins evolutionsteori.Hvordan bevægede beslægtede arter sig rundt på kloden? I jagten på et svar udførte Darwin mange eksperimenter, for eksempel ved at efterprøve hvor længe plantefrø kunne overleve i saltvand, for at undersøge muligheden af, at planter kunne have krydset have.
Marie Hammers konklusion af anden Sydamerikarejse er den samme som efter den første ekspedition. Selv om hun finder 350 nye arter, er antallet af beslægtede arter mellem de sydamerikanske og de arktiske mosmider dog stadig kun 11.
Men nogle højst besynderlige arter fra Juan Fernandez-øerne 670 km vest for Valparaiso i Chile får hende til at tænke, at hvis de ikke er i familie med dem fra den nordlige halvkugle, må de være beslægtede med arter på den sydlige. Og hvis det er rigtigt, findes disse arter måske på den anden side af Stillehavet på de samme breddegrader på steder med en mikrofauna, der ligner Sydamerikas.
Det ønsker hun at undersøge. Så hun søger midler til en ekspedition, hvor hun vil sammenligne mosmider i Sydamerika med mosmider på New Zealand.
De, der skal bevillige pengene, er skeptiske. ”Hvorfor mener De, at det skal være en dansk forsker, der for danske penge skal foretage en undersøgelse af mosmider, der befinder sig på den anden side af jorden,” spørger de.
Men Marie begrunder:
”Fordi jeg er den eneste mosmide-forsker i verden, der har indsamlet på den nordlige halvkugle og hele Sydamerika. Min forskning udspringer af det danske, fordi jeg er dansk, men min forskning er ikke kun et hjemligt anliggende, den er internationalt udbredt og omfatter flere kontinenter. Hvis dansk forskning ikke har et globalt perspektiv, kan vi jo ikke markere os som et land i udvikling.”
”Men er det virkelig nødvendigt, at De selv skal rejse rundt i hele regionen?”
”Hvis jeg skal foretage en seriøs undersøgelse, kræver det, at jeg befinder mig i det pågældende område og kan indsamle på stedet, det kan jo ikke gøres hjemme fra skrivebordet.”
Maria Hammer stillede ikke sit lys under en skæppe, og hun var skarp i sin argumentation. Men det var vel nødvendigt som ambitiøs kvindelig forsker. Og hun fik sine penge.
I sluningen af 1961 og starten af 1962 var hun derfor på et længere ophold på New Zealand og New Guinea.
Da hun opholdt sig i Canada, var hun som tidligere nævnt i kontakt med en amerikansk forsker, der havde undersøgt mosmider på Hawai, så undervejs til New Zealand gjorde hun stop på Hawaii.
På New Zealand fandt hun igen miden Mucronothrus, hvilket betød, at hun praktisk talt kunne bevise Wegeners teori om kontinentaldriften. Men for at være sikker, og for at kunne undersøge til bunds, om der kunne være andre spredning-muligheder, rejste hun igen til Amerika. Her opholdt hun sig i flere uger på Smithsonian Institute i Washington og gennemgik i hundredvis af mosmider i deres samling for at undersøge, om de kunne være indført levende i landet, men til sidst var hun overbevist om, at det ikke var muligt, at de havde spredt sig via fragt.
Herefter gik hun den modsatte vej for at undersøge, om dyr fra Europa kunne være blevet indført i tropiske egne og trods den helt forskellige fauna have overlevet og formeret sig der. Sammen med sin datter Gitte rejste hun i 1971 til Tahiti i den sydlige del af Stillehavet. Hun anså netop denne østat for det perfekte sted for netop en undersøgelse, for i mere end 200 år havde der været en livlig handelsforbindelse, hvor dyr, frugter og grøntsager fra Europa var blevet transporteret til landet. Her fandt hun mere end 100 nye arter, men ingen af dem var slæbt ind fra Europa.
På denne rejse besøgte hun også Fiji, Tonga, Samoa, Tahiti. Moorea, Bora Bora og Rangioraatollen. På alle øerne fandt hun mange nye arter. Men 60 % af de fundne mosmider gik igen og var samme art som dem på New Zealand.
I 1974 var hun sammen med sin mand og en anden datter, Inga, på Java og Bali for at samle mosmider.
Den sidste store rejse gik til Pakistan i 1978. Det var sammen med sin mand, Ole, som selv var en anerkendt forsker inden for bier, og sønnen Peder.
En forstkandidat, som hun kendte fra en tid, hvor hun kortvarigt arbejdede på Landbohøjskolen, gjorde hende opmærksom på nogle højtbeliggende dale i tre kongeriger Chitral, Kalam og Swat i den vestlige del af Pakistan i et område, hvor bjergene var virkelig kolde og med kolde kilder alle vegne, der var velegnede at tage prøver ved. Og det vigtigste var, at der ikke havde været karavaneveje, der kunne have slæbt frugt eller plantedele med derind. Hvis hun kunne finde Mucronothrus nasalis på så uberørt et sted, ville det bevise, at den havde været der mange millioner af år tilbage i tiden.
Særlig 10 arter overraskede. Nogle kendte hun fra Sydamerika, andre fra Stillehavsområdet. Og hun fandt, at det underbyggede teorien om, at Indien for 200 millioner år siden havde ligget i tilknytning til østsiden af det sydlige Afrika, og herved blev Pakistan mødested for den nordlige og den sydlige halvkugles mosmidefauna.
Senere erfarede hun godt nok, at kongerigerne ikke havde været helt så isolerede som først antaget, idet Alexandereden Store rent faktisk 300 år f.Kr. havde ført sine styrker gennem disse dalstrøg og efterladt både mennesker og dyr. En anden forsker, Dr J. Travé bekræftede dog hendes teori, og hun konkluderede endeligt, at mennesker ikke var ansvarlige forn mosmidernes spredning.
I et af bogens fingerede interviews spørger journalisten: ” Når man læser Deres erindringer, virker det, som om De er den eneste i verden, der har arbejdet med disse særlige mider?
Og Marie svarer selvbevidst:
”Nej, der er bestemt andre, men jeg er den eneste, der har gjort fund på alle 5 kontinenter. I 1971 fandt en af mine franske kolleger Mucronothrus nasalis i en kold kilde i Pyrenæerne. Han lånte så mit materiale fra Grønland, Lapland, Danmark, Sydamerika og New Zealand. Men han rejste aldrig selv ud og fandt den andre steder. Senere i hans karriere førte han den ligesom jeg tilbage til Pangæa.”
I starten af 1970'erne var Marie Hammer blevet kontaktet af en meget anerkendt engelsk forsker, Dr. John A. Wallwork, som havde studeret mosmider ved Antarktis. Han foreslog, at de bearbejdede deres resultater i en fælles afhandling om mosmidernes geografiske spredning og deres evolutionsalder for at påvise en sammenhæng med kontinentaldriftsteorien.
Tilsyneladende smigres hun af hans skamløse ros af hendes arbejder, og hun beslutter sig for samarbejdet.
I sine dagbogsnotater skriver hun:
”Størstedelen af vores arbejde er primært baseret på mine fund. Han bidrager kun med en brøkdel. Til gengæld kompletterer det fuldkommen min forskning, for han har indsamlet de på steder, jeg ikke dækker.”
Marie nyder samarbejdet. Det fører frem til afhandlingen A review of the World Distribution of Oribatid Mites in Relation to Continentaldrift, som kommer I 1979.
I 1981 udgiver Wallwork en ny bog, Recent Advances in Acarology, hvor han gennemgår argumenter for og imod tesen om, at den verdensomspændende spredning af de såkaldt kosmopolitiske midearter skyldes kontinentaldriften.
Marie hører fra engelske kolleger, at han får det til at se ud, som om teorien er hans alene. Hun ærgrer sig. Hun skriver til ham, men han svarer ikke.
”Jeg føler mig dum. Jeg faldt for hans smiger og opmærksomhed, fordi han fik mig til at føle mig levende igen.”
Men glæden over værket A review of the World Distribution of Oribatid Mites in Relation to Continentaldrift, kan han ikke tage fra hende.
I det fingerede interview i forbindelse med hendes 80-års fødselsdag i 1987 fortæller hun (selvbevidst):
”Selvom mit indsamlingsarbejde i sig selv står som et monument, og de 150 nye slægter og ca. 1000 nye arter, jeg indsamlede hen over mit fyrreårige virke som aktiv forsker, er beskrevet i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs Biologiske Skrifter, var afhandlingen med Wallwork kronen på mit værk. Det var først der, jeg følte, jeg havde betalt hele min gæld til Knud Rasmussen. Dét, at han troede på mig, da jeg var en ung og uprøvet forsker, har været helt afgørende for mig, det har givet mig tro, når jeg var ved at opgive. Derfor var det naturligt for mig at dedikere hele mit livs videnskabelige arbejde til netop ham.”
Da synet begynder at sløres, må hun nødtvunget stoppe sin forskning.
”Min kollega, Ballock, sluttede ikke i tide. Hans sidste registreringer var upræcise. Det ville jeg ikke risikere, for hvis man i mit felt overser ét enkelt hår, kan det ændre en hel fortælling.”
”Og hvad kan De sige med ét hår?”
”Jeg kan sige noget om evolution. Når jeg finder et dyr på den sydlige halvkugle, der adskiller sig fra et på den nordlige halvkugle, ved ét eneste hår på det ene bagben, dét er evolution.”
Bogen ”Kvinden der samlede verden” har en spændende opbygning med fortælling, dialoger, tre fingerede interviews, dagbogsnoter. Ydre beskrivelser og passager, hvor vi er helt inde i Maries tanker. Dertil kommer passager - især i starten af bogen med beskrivelsen af Maries tidligste barndom - skrevet i et ejendommeligt, forunderligt sprog, som man kun kan glæde sig over.
Romanen er ikke en biografi, men fiktion, der er skrevet over naturvidenskabskvinden Marie Hammers liv. Den romanform, som bogen er skrevet i, kaldes exofiktion. En genre, hvor forfatteren lader sig inspirere af og vender sig mod verden uden for sit eget liv.
Når jeg har gengivet passager fra bogen med Maries tanker eller tale, kan jeg ikke vide, hvor meget der er bygger konkret på det kildemateriale, Eva Tind har haft til rådighed, og hvor meget der er forfatterens fiktion. Jeg har gengivet det, som var det dokumenteret. Men rejsernerne og essencen af rejserne går jeg ud fra er rimelig veldokumenteret.
Beskrivelsen af følelses- og familieliv hviler nok på lidt mere usikker grund.
Romanen indeholder meget, meget mere end det, jeg har gengivet. Om mand og børn, søskende og forældre, venskaber og møder med mennesker. Om livet som mor og husmor og de uendelige mange nattetimer med studier af de indsamlede objekter og skrivning af artikler og arbejdet for at blive anerkendt i de videnskabelige kredse. Egne evner tvivlede hun aldrig på. Jeg er bange for, at Marie Hammer ikke altid har været et behageligt bekendtskab.
Men det, jeg har fokuseret på, er hendes rejser.
Jeg synes, det er spændende at læse om personer, der har begivet sig ud i det store ukendte for at undersøge, forske, afprøve teorier.
Spændende at læse om deres strabadserende rejser, men også om hvordan folk åbner deres hjem og lader dem bo hos sig i ugevis og hjælper dem videre på deres færd ved at introducere dem for egne forbindelser.
Jeg forundres over Marie Hammers rejser både i slutningen af fyrrerne, hvor Europa stadig slikkede sårene efter 2. verdenskrig, i en tid hvor kontakten til dem derhjemme, men også til rejsemålene og forskerkolleger stort set bestod i breve, der kunne være længe undervejs – og rejserne i 1960’erne og 1970’erne, på et tidspunkt hvor jeg og mine forældre for første gang kom så langt hjemmefra som til København. Min allerførste udenlandsrejse – til Ulcinj i Jugoslavien (nu Montenegro) – havde jeg i 1974.
Det siger noget om de forskellige liv, folk lever.
Selv om Marie Hammer flere gange påpeger, at hun aldrig fik løn for sit arbejde - "jeg har aldrig i mit liv haft den luksus at have penge at bortødsle" - så var hun alligevel ud af en velstillet akademikerfamilie, og hendes mand blev en anerkendt forsker med vellønnede stillinger, ligesom også han rejste ud til store konferencer rundt omkring. Ind imellem det alt sammen var de også på ferierejser til Middelhavsområdet.
Og selvbevidst, det var hun.
I det afsluttende interveiw fortæller hun om, hvordan hun var til en stor kongres i Prag.
"Det var en rørende oplevelse. Det var sådan, at folk cirklede om mig og ligefrem stod i kø for at komme hen og snakke med mig, så jeg trådte et skridt tilbage, det blev for megen opmærksomhed på en gang. Mit liv har været en rigdom af oplevelser, og min forskn ing har bragt mig de helt store åbenbaringer, men det er jo alt sammen foregået privat og ofte i ensomhed. Jeg forstod slet ikke, hvilken status, jeg havdetilkæmpet mig.Det var først der, det gik op for mig, at jeg nu ubestridt var verdens mest anerkendte forsker inden for jordbundsmider."
Da Marie Hammer ved indgangen til 1980’erne indstiller sin forskning, har hun identificeret 1000 nye arter af mosmiden, og hun har udgivet 40 afhandlinger med 5000 håndtegnede detailtegninger af mosmider.
300 af Marie Hammers originale tegninger af mosmider findes nu i arkivet på Auckland University, New Zealand, og hendes samling af mosmider, som opbevares på Statens Naturhistoriske Museum vurderes til at være blandt verdens største og mest værdifulde.
Alligevel gik hendes forskning lidt i glemmebogen.
Men Eva Tind har formået at skabe stor opmærksomhed med sin bog Kvinden der samlede verden. For sjov prøvede jeg at søge bogen på Kolding Bibliotek. Der er en venteliste på 46.
Marie Hammers egen selvbiografi, Forsker i fem verdensdele, fra 1981, findes til udlån i blot ét enkelt eksemplar på Det kongelige Bibliotek. Der er en venteliste på 18, og jeg kan forvente at få bogen i november 2022!
Bag Eva Tinds bog anes kønspolitiske motiver. Den vej går jeg ikke ned ad.
Men det ER da vildt interessant og fascinerende, at teorien om kontinenternes drift blev bevist via et studie af de små bitte mosmider på fem kontinenter. Foretaget af en kvindelig dansk forsker, som ind imellem ekspeditionerne til alle afkroge af verden levede sit daglige liv Nordsjælland, forholdsvis isoleret fra det danske forskningsmiljø. En kvinde, som aldrig havde en lønnet stilling ved universitetet, men efterhånden blev efterspurgt ved de store internationale kongresser, hvor hun blev en feteret foredragsholder.
Og imens passede vi andre blot vores skolegang og daglige jobs og kørte måske på ferie i Sydfrankrig og syntes, vi var meget langt væk hjemmefra.
Hermed slutter del 1 om Marie Hammer og Wegeners kontinentaldrift-teori.
I del 2 vil jeg
trække linjer tilbage til Alexander von Humboldt og Charles Darwin og komme mere ind på kontinentaldrift-teorien.
