onsdag den 1. marts 2023

Et mellemspil om Daikokuya Kōdayū, Erik og Adam Laxmann og flere




Husker du japaneren Denbey, som Atlasov tog med til Moskva. Ham jeg skrev om i forrige blogindlæg. Ham der år 1701 så gerne ville hjem til Japan, men ikke fik lov. 

I 1804 var der fire andre japanere, der fik lov at komme hjem til Japan. De kom ombord på Johann von Krusensterns skib. Dem fortalte jeg om i En anderledes jordomrejse. Der fortalte jeg om, hvordan skibet måtte ligge i havn i Nagasaki i 6 måneder, og hvordan det var svært at overtale de japanske myndigheder til at tage imod dem.
Men opgaven med at bringe japanerne hjem var jo blot et skalkeskjul for at få kontakt med Japan og forsøge at indgå en diplomatisk / handelsaftale. (Hvilket mislykkedes.) 

Allerede i slutningen af 1700-tallet havde Rusland opfordret private købmænd til at forsøge at åbne Japan. Pavel Sergeyevich Lebedev-Lastochkin, en købmand fra Yakutsk meldte sig frivilligt og gjorde flere forsøg. Første gang sank hans skib allerede i Det okhotske Hav. I andet forsøg allierede han sig med en anden købmand, Grigory Shelikhov,, som havde fået monopol på at handle på Kurilerne. Ham hørte du også om i forrige indlæg. Planen var at sejle til Uruppu (en af øerne). Ud over mandskabet medbragte de 40 nybyggere, som skulle starte en lille koloni der og så forsøge at overtale nogle af de lokale ainuer til at hjælpe dem videre til Japan. Men efter at de havde nået Uruppu, sank skibet i en storm.

I 1778 var han klar til tredje forsøg. Belært af erfaringen  medtog han denne gang ekstra skibe, og denne gang nåede han Hokkaido, den nordligste af de japanske øer. Han overbragte gaver, som dog blev returneret af japanerne med beskeden om, at han aldrig igen måtte komme til Hokkaido. Hvis han ville handle, kunne det kun foregå i Nagasaki på en af de sydligste øer - og dermed ubelejligt langt fra russiske besiddelser. Lebedev-Lastochkin sejlede tilbage til Kurilerne for at planlægge næste træk.
Da et jordskælv i 1779  og en efterfølgende flodbølge skubbede hans skibe langt ind på land, overbeviste det ham om, at det var tid at opgive hele projektet. Lebedev-Lastochkin er vist en meget ukendt berømthed, men man må da beundre hans ihærdighed.
 
En tegning der viser Lebedev-Lastochkins skibe skyllet op på land af en tsunami

Godt 10 år senere blev Adam Laxmann sendt afsted i samme ærinde, men nu som officiel russisk udsending og nu med to skibbrudne japanere som påskud. Han nåede Hokkaido i 1792, og ligesom det senere skete for Krusenstern, fik han allernådigst lov til at aflevere de hjemvendende japanere, men opnåede ellers intet. - Eller måske lidt - det diskuteres stadig. Jeg vender tilbage.

Da jeg læste om "Laxmanns japanere", blev jeg forvirret. Var det dem, jeg tidligere havde læst om i forbindelse med Krusenstern? Var tingene bare blevet blandet sammen? Hændelser og rejserute var meget lig, men antal og navne var forskellige.

Historien om "Laxmanns japanere" var følgende:

I januar 1783 sejlede Daikokuya Kōdayū ud fra Shirokobugten på en sejlads, der blot skulle være en kort handelstur med ris til hovedstaden  Edo. Ud over ham selv var der et mandskab på 16, heriblandt hans gode ven, Isokichi, og desuden en risbonde, som havde forlangt at komme med for at se, at de behandlede risen korrekt og fik den godt solgt i hovedstaden. Daikokuya Kōdayū var ud af en velhavende familie og havde  nok både et kvikt hoved og en vis uddannelse og dannelse.


 Det var jo forbudt japanerne at søge udenlands, og derfor var japanernes skibe også blot spinkle skibe, der ikke egnede sig til langfart på åbent hav. Men en storm blæste dem ud af kurs, og de blev fanget af  Kuroshio-strømmen, som drev dem nordpå. Uden ror, uden kendskab kompas eller at navigere efter stjernerne drev de rundt i 7 måneder.  Risen holdt dem længe i live. En enkelt døde dog hurtigt. 

Endelig stødte de på land på øen Amchitka. En af de yderste af Aleuterne.


Her i et andet perspektiv.
Kan du finde den lille aflange ø, Amchitka
Jeg har sat en fed hvid ring omkring den.


 De lokale aleutere tog godt imod dem, gav dem mad og plejede de syge.
Siden 1774 havde der også befundet sig russiske handelsfolk på øen. De skibbrudne er sikkert blevet forskrækkede, da de mødte de store skæggede russere.
 
I Japan var den gængse fortælling om Rusland på det tidspunkt - hvis nogen overhovedet - at det var et magtfuldt og grådigt land, beliggende nær Holland.

Men Daikokuya Kōdayū var en nysgerrig og videbegærlig ung mand, så han søgte russernes selskab og lærte deres sprog. Men hans ønske om hjælp til at komme tilbage til Japan blev afslået. I øvrigt var der heller ingen søgående skibe på øen. Kun aleuteres små kanoer.
Russerne på deres side kendte Japan omtalt som et land af guld og sølv.   Attraktivt og modent for udnyttelse via handel, men desværre lukket. Russerne var derfor interesserede i at holde på japanerne, som måske senere kunne vise sig at blive nyttige.

Forholdet mellem aleutere og russere var dårligt. Russerne nærmest tvang dem til at levere skind og klagede over, at ainuerne ikke leverede nok skind. Aleuterne klagede over, at russerne gav dem for få forsyninger.
I 1884, mens de skibbrudne japanere opholdt sig på øen, opstod der oprør. Lederen af den russiske bosættelse, Nezimov, beordrede sin kone/elskerinde Oniishin dræbt - Oniishin var datter af aleuternes høvding -  fordi han mente, at hun ikke havde gjort nok for at overtale sin far og brødre til at levere tilfredsstillende, og så gik det helt galt.  4 russere blev dræbt og mange aleuter. På grundlag af Kōdayūs senere beretning om massakren blev Nezimov senere retsforfulgt og fængslet for sine brutale handlinger mod ainuerne. Egentlig bemærkelsesværdigt. Men måske det mest skyldtes, at landet derved mistede en givtig indtægtskilde.
For aleuterne begyndte herefter at forlade øen til fordel for naboøer. På et tidspunkt nåede de helt til San Nicolas Island ud for nuværende Los Angeles, hvor de kom i konflikt med og selv begik folkedrab på den lokale Nicoleno stamme. 

 3 år havde de skibbrudne nu efterhånden opholdt sig på Amchitka. 7 af mandskabet var døde. Endelig en dag skimtedes et skib i horisonten. Men ak, i sidste øjeblik før det nåede land, blev skibet smadret mod en klippe.

Russere og japanere var lige frustrerede.
Usikre på, hvornår der igen ville komme et skib, besluttede russerne alligevel at hjælpe japanerne med at bygge et skib af vragrester, og i et lille fartøj, næppe egnet til sejlads på det åbne hav, stævnede de 9 stadig overlevende japanere i 1787 ud fra Amchitka, og på det usikre fartøj nåede de Kamtjatka. Et land der med sine sneklædte vulkaner og tundraskove må have virket endnu mere øde end øen, de kom fra.

En enkelt kilde skriver, at 25 russere tog med på skibet. Illustrationen her er fra en film, der henholder sig til, at det kun var japanerne, der turde at tage på den vovelige færd. Sejlene skulle efter sigende være af havodderskind.  Det ser det ikke ud til, at filmen forholder sig til. Men man må jo bruge, hvad man har.


Japanerne kom under beskyttelses af guvernøren af Kamtjatka i NijsnekamtjatMellem 1740 og 1803 var Nijsnekamtjat residens for Kamchatka-kommandanterne.

I 1789 var yderligere 3 af mandskabet døde. Det var næsten som i børnesangen om de 10 små cyklister - Der var en, der var to, der var ....osv. Alle faldt de fra efterhånden på nær én i børnesangen. I min fortælling når vi ned på to.

Men Kōdayū faldt godt til og blev ret russificeret. Han talte efterhånden flydende russisk og klædte sig som en russer. Han omgikkedes flere forskellige ikke-japanere. En af dem var franskmanden, diplomaten og udforskeren Barthélemy de Lesseps - onkel til Ferdinand de Lesseps, ingeniøren der senere stod for bygningen af Suezkanalen.
Lesseps var ret imponeret over Kōdayū. I sin bog Travels in Kamtjatka, udgivet i London 1790 skriver han 
 

Barthélemy de Lesseps
 kommer du til at høre mere om i et kommende blogindlæg.

Nu blev det besluttet at sende japanerne til Irkutsk ved Baikalsøen.
Fra Bolsheretsk på det sydvestlige Kamtjatka sejlede de til Okhotsk, og herefter fulgte en lang, barsk slædefart, først til Yakutsk og så videre til Irkutsk. 8 måneder tog det at nå frem til Irkutsk. 

Her mødte de medlemmer af den skole for japansk sprog, som her var etableret 40 år tidligere, sandsynligvis af elever af Denbey, den enlige japanske skibbrudne, som kosakken Atlasov i 1701 havde bragt til Moskva. Ham der så gerne ville hjem til Japan, men ikke kunne få lov, fordi han skulle undervise russerne i japansk. Ham jeg indledte indlægget med.

En af dem, som Kōdayū mødte her, var finnen Erik Laxmann, en anerkendt naturvidenskabsmand og udforsker. Kōdayū brugte meget tid på at formidle til Eric Laxman sin viden om sit fødeland; Kōdayū rettede navnene på et geografisk kort over Japan udarbejdet af Engelbert Kaempfer, og tilføjede de japanske navne med både  japanske og  latinske bogstaver og tegnede flere nye kortI 1791 var han med til at skrive en japansk ordbog.

Laxmann fattede stor interesse for de skibbrudne japanere. 
Sidst i 1790 fik Laxmann ordre til at brínge eksemplarer af  de planter og mineraler, han havde samlet i Sibirien til Sankt Petersborg. Han besluttede at tage japanerne med  for at forsøge at udvirke, at de fik tilladelse til hjemrejse.  
 
15.  januar 1791 tog han sammen med Kōdayū afsted til  Sankt Petersborg. Alle skulle have været med, men natten før afgang døde Kyuemon. Og Shozo  og Shinzo var syge, så Koichi og Isokiti blev tilbage for at passe dem i Irkutsk. Japanerne havde fået forklaret, at i Rusland "hvis en person, der ikke har modtaget dåb, dør, begraver de ham ikke i templet, men behandler ham som et dødt dyr eller kvæg." Derfor, da Shozu og Shinzo blev alvorligt syge og troede, at de bestemt ville dø, konverterede de til den russisk-ortodokse kristendom.

Den mere end 5000 km lange rejse blev foretaget i en overdækket slæde - en kibitka - som normalt blev trukket af 8 heste, men på særlig krævende strækninger krævede mere end 20 heste (?). Dvs, det var det, jeg læste, men jeg har nu kun kunnet finde billeder med tre heste.
 
Efter en forfærdelig månedlang rejse, nåede de Sankt Petersborg den 19. februar.
I Sankt Petersborg blev  Laxmann ramt af et anfald af tyfus.  I 3 måneder lå han syg, og Kōdayū plejede sin nye ven og velgører, men han nød også livet i hovedstaden. 
 Selv om han havde tillagt sig russisk klædedragt og manerer, så havde han stadig fine japanske klædedragter, og han forstod at iføre sig dem og sætte håret op i japansk chonmagenår han blev inviteret til baller og middage hos overklassen, der alle ville møde "the noble savage".
 


I oktober 1701 havde  Laxmann  endelig restitueret sig, og han havde åbenbart gode relationer til kejserinden. Laxmann og Kōdayū  fik foretræde for zarina Kathrine II. Og hun blev på det nærmeste indtaget i Kōdayū. Over de næste 6 måneder blev  Kōdayū  flere gange hidkaldt til kejserinden, og de førte timelange samtaler. Laxmann ledsagede japaneren, så han hele tiden kunne vejlede ham omkring den rette etikette. 
Katharina blev overbevist om, at det var en god ide at hjælpe japanerne hjem for samtidig at kunne undersøge mulighederne for handel med Japan. Men bevidst om risikoen for fiasko så ønskede hun ikke sit navn  tilknyttet missionen. Opgaven blev  givet til Laxmanns søn, Adam Laxmann. 

Kejserinde Katharina


Så gik det den lange vej tilbage til Okhotsk.

Kōdayūs hele lange og længevarende rejse.



Den 13. september 1792 kunne Shinzô og  Shôzô se Kōdayū, Isokichi og Koichi gå om bord i skibet Ekartarina og efter 9 lange år sætte kurs mod hjemlandet. Selv blev de tilbage. Om det var, fordi de var klar over, at de som nu kristne ikke ville blive lukket ind i landet - eller måske endda blive henrettet - eller det var, fordi de selv ønskede at blive i Rusland som russere, er uklart. Men om Shinzo ved vi, at han giftede sig med en russer ved navn Marianna Mikhaevna, fik tre børn og blev sproglærer. 

I oktober 1792 kunne indbyggerne i Nemuro på Ezu (nu Hokkaido) så for første gang i årtier se en mægtig fregat sejle ind i havnen.
 
Nemuro

 
Myndighederne var rådvilde, Hvad skulle de stille op med de fremmede? De sendte bud til hovedstaden Edo for at få instrukser.
Laxmann blev informeret om, at Matsumae-klanen, som var den, der bevogtede grænsen mod nord, ikke kunne foretage sig noget, før de fik besked fra Edo. Laxmann svarede, at han ville vente hele vinteren om nødvendigt. 
Laxmann og hans besætning fik lov at gå i land og opføre nogle boliger, hvor de overvintrede 1792/93. 

Russernes indkvartering tegnet af Kōdayū


Det blev til 8 måneder i Nemuro, hvor de benyttede ventetiden til at udforske den lokale flora, fauna og mineraler, og de udvekslede informationer med den lokale befolkning. Laxmann viste japanerne en stor globus og et verdenskort, som de kopierede. Laxmann noterede om deres kopieringsteknik: "The Japanese placed a very thin sheet of paper upon the map and drew on it skillfully with a brush."
Japanerne var ganske forbløffede, da russerne viste dem, hvordan de løb på skøjter på det frosne hav, og Laxmann blev inviteret med til  de japanske nytårsfejringer i februar 1793.
 
Kōdayū og Isokichi
 
Kōdayū og hans to tilbageværende besætningsmedlemmer var glade for at sætte foden på japansk jord og endelig møde andre japanere, men Laxmann forbød dem at rejse videre hjemad, før han havde afsluttet forhandlingerne om en handelsaftale. Derfor opholdt de sig hos russerne hele vinteren.

Også ledelsen i Edo var rådvilde og uenige om, hvordan de skulle forholde sig til Laxmann.
To udsendinge med 500 mænd blev sendt afsted med besked til Laxmann, om at han skulle føres over land til guvernørbyen Matsumae på sydenden af Ezu. Laxmann nægtede at efterlade sit skib og fik så lov til at sejle til Hakodate med japansk eskorte. Herfra red så 500 japanere og 500 russere det sidste stykke til Matsumae. Jeg tænker lige - 500 russere? Var der virkelig så mange med ombord?
 
Matsumae



Laxmann blev faktisk høfligt og venligt modtaget i Matsuma. De blev godt indkvarteret i europæisk prægede huse. Laxmann fik endog lov til at benytte guvernørens private bad. Der blev helt ekstraordinært set bort fra normal japansk praksis med at være barfodet og knæle for shogunen, og de fik overrakt de traditionelle gaver i form af tre samuraisværd og 100 sække ris. 
 
Den russiske  delegation på vej mod diplomatiske forhandlinger i Matsumae.
Detalje af japansk dokument.
 
 
Forhandlinger gik i gang, men klimaet skiftede, da Laxmann forlangte at komme til Edo (hvilket var STRENGT forbudt for udlændinge) og personligt at aflevere de hjemvendende, og han bekendtgjorde, at han ikke ville rejse hjem uden en handels-aftale.
Japanerne forklarede, at al handel med udlændinge udelukkende kunne foregå i Nagasaki ved den hollandske handelsstation på  Dejima, og Laxmann fik overdraget et dokument, der tilkendegav, at Nagasaki ville modtage et (ét?) russisk skib. - Og så kunne Laxmann for øvrigt efterlade de medbragte japanere her i Matsuma eller tage dem med tilbage til Rusland. 


Det er lidt uforklarligt, hvorfor Laxmann ikke sejlede til Nagasaki?

Dem, der har forsket i hændelsen, mener, at det skyldes misforståelser  på grund af den medbragte irkutsk-uddannede tolks manglende evne til at kommunikere de finere detaljer af Edos intentioner. Og/eller måske Laxmanns stædighed. Var Laxmann sejlet til Nagasaki, havde han måske opnået den handelsaftale, han ønskede.

Men Laxmann valgte at aflevere/efterlade japanerne i Matsumae og påbegynde rejsen tilbage til Rusland. 
 


Verdenskortet øverst i dette indlæg er et kort, som  Kōdayū bragte med hjem til Japan. Jeg indsætter det lige igen.

A Remarkable Japanese Manuscript Map of the World,
Written in Russian,
Copied from the Work of a Shipwrecked Japanese Sailor
.


Kortet er et, som Kōdayū har tegnet under sit ophold i Rusland - dvs. kopieret. Navnene er skrevet på russisk. Man ser, at den der har kopieret det, ikke har været helt fortrolig med det russiske alfabet. Der er flere fejl i bogstaverne. 
Det fik stor betydning, at Kōdayū bragte det med sig hjem til Japan, hvor det blev kopieret i flere eksemplarer.
Kort var dengang - som nu vel - meget vigtige. Nu er de bare så meget nemmere at få fat i.
Men hvor har de tidlige opdagelsesrejsende - kartografer - dog udført et uvurderligt arbejde.


Et andet spændende kort er nedenstående

The routes of the castaways in Siberia and the ship Yekaterina.
Daikokuya Memorial Museum, Suzuka


Nu lidt om Erik Laxmann
 
Det eneste kendte portræt af Erik Laxmann


Erik Laxmann (på russisk Kirill  Gustavovich Laxmann) blev født i 1737 i Nyslott i Finland, dengang en del af sverige, hvorfor han kaldes finsk-svensk. Efter universitetsstudier på Åbo Akademi blev han ordineret luthersk præst i Sankt Petersborg. I 1764 blev han udnævnt til prædikant i et lille sogn i Barnaul i det sydvestlige Sibirien, hvorfra han foretog en række opdagelsesrejser til Irkutsk, Baikal, Kyakhta og grænsen til Kina. Hans samling af materiale om Sibiriens fauna gjorde ham berømt i videnskabelige kredse. I 1769 blev han valgt til udenlandsk medlem af Det Kongelige Svenske Videnskabsakademi, og i 1770 blev han udnævnt til professor i kemi og økonomi  ved Det Russiske Videnskabsakademi. Han huskes i dag særligt for sit taksonomiske arbejde om Sibiriens fauna, men også for hans forsøg på at skabe relationer mellem Rusland og Japan.
I 1780 slog han sig ned i Irkutsk. Her forlod han helt præstegerningen  og koncentrerede sig om naturhistoriske og biologiske studier. I 1782  grundlagde han et museum som det ældste i Sibirien.
Med en berømt købmand, Alexander Andreyevich Baranov, som forretningspartner grundlagde og drev han desuden en glasfabrik lidt uden for Irkutsk. Produkterne blev ikke kun solgt lokalt eller på hjemmemarkedet, men så langt væk som til det nordøstlige Kina.
 
 Da Laxmann mødte de japanske skibbrudne i Irkutsk, forsøgte Baranov og Shelikhov (ham der grundlagde Shelikhov-Golikov-kompagniet, det senere Russisk-Amerikansk-selskab) at overtale kejserinden til, at de skulle tvangstildeles russisk statsborgeskab og fungere som lærere i japansk. Laxmann var forarget over at de udelukkende betragtede sagen ud fra et økonomisk perspektiv og egen vinding. Det gjorde han måske til dels også selv, men gennem sit venskab med Kōdayū så han også en menneskelig dimension i at sejle dem tilbage til Japan.


Laxmann havde et vist kendskab til Japan. Han havde kontakt til Carl Peter Thunberg, der ligesom han selv var interesseret i naturhistorie og botanik, og han havde læst Thunbergs værk Flora Japonica (1784). Fra august 1775 til november 1776 opholdt Thunberg sig som læge på Dejima, den kunstige ø hvor hollænderne havde tilladelse til at drive handel i Japan. Laxmann havde læst nogle af hans beretninger herfra. Da Erik Laxmann sendte sin søn Adam Laxmann afsted mod Japan, medsendte han på opfordring fra Thunberg to breve stilet til Nakagawa Junan og Katsuragawa Hoshū, som han havde undervist i sin tid på Dejima. 

Nakagawa Junan var imidlertid død. Hoshū arbejdede nu som læge for Tokugawa-shogunatet og oversætter af hollandsk. Han udgav bl.a. den første japanske oversættelse af en vestlig afhandling om anatomi. 

Der hersker usikkerhed om, hvorvidt brevene nogensinde nåede Katsuragawa Hoshū. Laxmann afleverede brevene til en vis Ishikawa Tadafusa i Tokugawa shogunatet, da han forhandlede i Matsuma. Men videre kom det vist ikke.

Kōdayū  var 41, da han vendte tilbage til Japan. Det følgende år blev han udsat for grundigt krydsforhør af shogunen og shogunatets embedsmænd, og  "...for the remainder of his life was he kept in mild confinement within the grounds of Koishikawa medical herb garden". 

 

Koishikawa botaniske have

Her blev han opsøgt af både lærde og studerende, der ville høre om verden. Også Katsuragawa Hoshū opsøgte ham her. 

Laxmann havde vist  Kōdayū brevene ved afsejlingen fra Okhotsk, så måske han har taget kontakt, eller Honshu har vidst, at Laxmann havde sendt ham et brev, som han godt nok aldrig modtog. I hvert fald mødtes Honshu med Kōdayū, og på grundlag deres  samtaler blev Honshu i stand til at udgive The Hokusa Bunryaku, en af de tidligste bøger om Rusland.

Koishikawa botaniske have indgår i dag i Tokyo Universitets institut for  botanik, men det er også en stor turistattraktion.

I 1992 blev der indspillet en film om Kōdayū: Oroshiyakou Suimu-tan, Drømmen om Rusland 

 

Filmen bygger på en roman af samme navn skrevet af Yasushi Inoue.  Yasushi Inoue var en meget anerkendt forfatter, kendt for sin historiske og selvbiografiske fiktion. Han døde i 1991.

Filmplakaten

På nettet ligger der klip fra en videooptagelse af et urkomisk teaterstykke om. Meget japansk. Jeg vil ikke indsætte linket, for på samme side kommer der også nogle dumme videoer. Men bliver du nysgerrig, kan du selv søge på Mitani Kabuki TSUKIAKARI MEZASU FURUSATO Fūunji tachi

Laxmann måtte altså forlade Japan uden en egentlig handelsaftale, men mente dog, at missionen var fuldført, da han hjembragte et dokument, der var et løfte om et fremtidigt samarbejde. Et dokument, som japanerne imidlertid fuldstændig ignorerede, da Krusenfeldt nogle  år senere fremdrog det på sin rejse til Nagasaki - det rette sted for handel mellem Japan og udlændinge.

I Boris Yelsin Presidentioal Library befinder sig en kopi af dokumentet, udformet da Krusenfeldt skulle til Japan.





Til gengæld åbnede såvel Laxmann som Kōdayū op for ny viden om og interesse for hinandens lande.
På Kunstkammeret, Sankt Petersborgs Museum for Antropologi og Etnografi - Ruslands første offentlige museum - kan man se effekter, som Adam Laxmann bragte hjem fra Japan.


I Suzuka, Kōdayūs hjemby syd for Tokyo, ligger et (meget) lille museum med udstilling af mange af Kōdayūs tegninger og enkelte effekter.


Pudsigt, at i Japan - et land som vi kender som det store tedrikkende land - fejres 1. november som den dag den første japaner - Kōdayū - drak sort te for første gang - til et teselskab hos kejserinde Katharina af Rusland.
Dagen kaldes kocha-no-hi, men den er nu først opstået i 1983, da Japans teorganisation ønskede at booste tedrikning. Måske det var blevet overhalet af coca cola.

Statue af Kōdayū foran museet


Men hvem var så egentlig  Carl Peter Thunberg?
 

Thunberg blev født i Jönköbing 11.11.1743. På universitet i Uppsala blev han undervist af  Carl von Lineé. Linneé var sin tids mest indflydelsesrige botaniker. Han lagde grunden til den moderne nomenklatur og den moderne systematik, som grupperer planter og dyr.

Efter 6 års studier her opfordrede Lineé ham til at rejse til Paris og Amsterdam for at uddybe sin viden inden for biologi, medicin og naturhistorie.

I Amsterdam mødte han den hollandske botaniker og læge Johannes Burman og hans søn, som selv havde været elever hos Lineé. Sammen med Laurens Theodorus Gronovius, en rådmand i Leiden fik Burman ham overtalt til, at han skulle rejse enten  til Vest-  eller Østindien for at samle eksotiske dyr og planter til Leidens botaniske have, og da Thunberg gerne ville til Kap det Gode Håb, så valgte han Østindien.

Da Østindien på det tidspunkt var under hollandsk kontrol, var den eneste måde at komme ind i kolonierne på via V.O.C. (Vereenigde  Oostindische Compagnie). Med hjælp fra Burman og Gronovius gik Thunberg ind i det hollandske Østindiske Kompagni og kom som kirurg med på skibet Schoonzicht. I marts 1772 nåede han Kapstaden i  Kapkolonien, nu Sydafrika.

I Kapstaden mødte han Francis Masson, en skotsk gartner, der var i Kapstaden for at samle planter  til Royal Gardens at Kews. Sammen var de på flere ekskursioner.

Thunberg opholdt sig i Kapstaden i 3 år. Under opholdet her blev han på initiativ fra Lineé udnævnt til doktor i medicin in absentia. Og han benyttede også opholdet til at lære hollandsk.

Herefter fortsatte rejsen. 18. maj 1775 nåede han til Batavia (nu Jakarta) i Indonesien, 20. juni fortsatte han mod Japan.  Schoonzicht anløb øen Dejima i august, og Thunberg begyndte sit arbejde her som cheflæge.

 Handelsstationen på Dejima blev betjent af en hær af tolke - veluddannede unge af god familie.

Thunberg opbyggede et netværk med tolkene. Han forsynede dem med vestlig medicinsk viden. De forsynede ham med planter. 

 Hurtigt spredte nyheden sig om, at der var ankommet en hollandsk læge, som så ud til at kunne hjælpe de lokale læger med at helbrede syfilis, i Japan kendt som "den hollandske syge". Det resulterede i, at Thunberg fik lov til at krydse broen mellem Dejima-øen og byen Nagasaki på fastlandet. Det gav ham mulighed for selv at samle planter, men endnu vigtigere, under disse udflugter fik han mulighed for at møde og rekruttere studerende, primært Nakasaki-tolkene og lokale læger. Han lærte dem nye medicinske behandlinger, såsom at bruge kviksølv i behandling af syfilis og fremstilling af ny medicin. Til gengæld lærte Thunberg om akupunktur.

Ved disse møder begyndte Thunberg  også at undervise de studerende i hollandsk og generelt om Europa, og det blev den spæde start på den institution, der kaldes, der kaldes Rangaku, ordret oversat hollandske studier.  Det var i den forbindelse, han havde mødt Nakagawa Junan og Katsuragawa Hoshū.

Thunberg havde lejlighed til at komme med på den årlige rejse til Edo, hvor hollænderne skulle vise deres respekt for den japanske shogun.

Flere hundrede deltog og opholdet varede flere måneder. Der fik Thunberg ekstra gode muligheder for at tale med japanere og indsamle planter.


Thunbergs initiativer blev senere fulgt op og videreudviklet af en af Thunbergs efterfølgere, Franz Siebold, som opholdt sig på Dejima betydeligt længere end Thunberg, nemlig fra 1823 til 1829. 

 


Siebold fik i 1824 oprettet en medicinsk skole for omkring 50 elever. Skolen udviklede sig nu virkelig til det, der kaldes Rangaku  - "Dutch learning".  Det blev stedet, hvor studerende søgte hen, ikke blot for at lære om vestlig medicin, men meget bredere om matematik, naturvidenskab, biologi, geografi, astronomi.   


Siebold var meget velanset i Japan. 


Siebolds Memorial Museum, Nagasaki

Alligevel endte han med at blive udvist. 

Under et af de pligtige årlige besøg i hovedstaden Edo - hvor hollænderne som nævnt ovenfor skulle rejse til for at vise deres respekt for shogunen - kom han i kontakt med hof-astronomen Takahashi Kageyasu, som forærede ham flere detaljerede kort over Japan og Korea. Ved et tilfælde opdagede myndighederne, at han besad et kort over Hokkaido. Det var strengt forbudt. Landkort var statshemmeligheder. Siebold blev anklaget for højforræderi og for at være spion. Han blev sat i husarrest og efterfølgende udvist fra Japan.


Så kan det undre, at jeg kan finde nedenstående kort tegnet af Engelbert Kaempfer. Men måske fordi japanerne ikke fik kendskab til det - vil jeg tro.

 A map of the Empire of Japan, made by Dr. Kaempfer [with maps of Kamchatka, Northern coast of Japan, as well as some statistical data, the mariner's compass, rosaries and images of three Gods added by J.C. Scheuchzer] 1692 


 Det findes i hans bog, History of Japan, udkommet posthumt i 1712. En enestående udgivelse. Uddrag af bogen ligger på The New York Public Library, Digital Collections, og dette link må du absolut følge for at se Kaempfers smukke tegninger og ordbog. Gå ind på linket, scroll lidt ned, klik på more details og derefter View as a book. 

 Engelbert Kaempfer var en tysk naturforsker, fysiker, udforsker og forfatter. Han foretog rejser i Rusland, Persien, Indien, Sydøstasien og Japan i 10 år mellem 1683 og 1693.

Engelbert Kaempfen


  Fra 1690 til 1692 opholdt han sig som læge på Dejima. Han var således den første europæer, der samlede planter i Japan. Han var den første vestlige forsker til at beskrive Ginkgo biloba-træet, og han bragte frø med tilbage, som blev plantet i Utrechts botaniske have, Disse træer har overlevet helt indtil nu. Den mærkværdige -kgo-stavning skyldes sandsynligvis en fejl, som Kaempfer lavede i sine notater. En mere korrekt romanisering af det japanske ord ville have været ginkjo eller ginkio. 

 I 1712 udgav han Flora Japonica. Et værk som både Thunberg og Siebold kendte og byggede videre på i deres udgivelser. Thunbergs med samme titel Flora Japonica i 1784. Siebold ligeledes den samme titel i 1835. 

 Siebold skrev værket i samarbejde med den tyske botaniker Joseph Gerhard Zuccarini. Første del udkom som nævnt i 1835, men det fulde værk blev først afsluttet efter hans død af direktøren for Rigsherbariet i Leiden. 

 En japansk kunstner, Kawahara Keiga, havde tegnet og malet billeder af Siebolds indsamlede planter og dem, han selv fremdyrkede i et drivhus på Dejima. Disse botaniske illustrationer indgår på smukkeste vis i værket. 

Coloured plate of Cephalotaxus pedunculata in Flora Japonica,
by Philipp Franz von Siebold and Joseph Gerhard Zuccarini.
 

    Kawahara Keiga malede ikke udelukkende planter. Herunder et maleri af Siebold og hans familie. 

 Kawahara Keiga: Arrival of a Dutch Ship. Siebold at Dejima with his Japanese lover Kusumoto Otaki and their baby-daughter Kusumoto. 
Him observing with a teresukoppu (telescope) a Dutch ship towed into Nagasaki harbour 

 Men Siebold var meget mere aktiv. Allerede 1832 udkom første bind af værket Nippon. Et rigt illustreret etnografisk og geografisk værk om Japan. Det var dette, Archiv zur Beschreibung Nippons',  der indeholdt en beskrivelse af hans rejse til Shogunatet i Edu. Han skrev yderligere 6 dele, de sidste blev udgivet posthumt af hans sønner i 1882. Fra 1833 til 1841 udkom Bibliotheca Japonica. Dette værk skrev han sammen med Joseph Hoffmann og Kuo Cheng-Chang, en javaneser af kinesisk herkomst, som havde rejst sammen med ham fra Batavia. Det indeholdt en undersøgelse af japansk litteratur og en kinesisk, japansk og koreansk ordbog. 

 Siebolds tekster om japansk religion og skikke kom til at danne grundlag for tidlig europæisk opfattelse af buddisme og shintoisme. 

 På Dejima opstillede Siebold i sin have et mindesmærke for sine forgængere, hvor følgende - på latin - var indgraveret: “Kaempfer, Thunberg, look! Your plants grow green and flower here every year. I, the planter, Dr. Von Siebold, offer you a flower wreath of love.” Man skal jo heller ikke glemme sig selv. 

Siebolds have på Dejima
  
 Thunberg – for nu at vende tilbage til ham - fik mange tilnavne. Han er blevet kaldt faderen til sydafrikansk botanik, pioner inden for Occidental medicin i Japan og den japanske Linnaeu. 
Men han beskrives også som en selvbevidst og arrogant herre, der ikke havde meget tilovers for andre mennesker - hverken europæere eller japanere. 

 I forbindelse med sit besøg ved hoffet i Edo bemærker han, at han dog "slap for at synge og danse." Nok en nedladende kommentar til Kaempfen, der i sin bog beskrev, hvordan shogunen havde forlangt netop det af ham. 

 "For our delegation, there was none of the court jester humiliation that had befallen early trips to Edo — no need to sing and dance for the shogun." 

 På sitet the-wild-west-outpost-of-japans-isolationist-era skriver de ligefrem "It’s hard to find anything to like about Thunberg ..." 

 To ting var han dog imponeret over: Japanernes ydmyge og respektfulde opførsel over for højerestående (!) og så de japanske veje. 

 Ikke blot var han forbløffet over, at de blev børstet fri for møg og snavs og jævnligt blev markeret med milepæle. Den måde, japanerne altid rejse til venstre på, var også en åbenbaring – en "regulering, der ville være af den største nytte i Europa ... hvor de ofte rejser med mindre diskretion og dekorum," skrev han.

Court Journey to the shōgun of Japan in 1691.
Fra Engelbert Kaempfer: "De Beschryving van Japan".

Andre har et lidt andet syn på Thunberg. De skriver, at han forsøgte at retfærdiggøre ritualer , som han ikke forstod. Et eksempel fra hans tid i Kapstaden:

 "Khoikhoi - hottentotterne - var den første fremmede kultur, som svensken blev konfronteret med. De indfødte folks forskellige skikke og traditioner fremkaldte både hans afsky og beundring. For eksempel betragtede han Khoikhois skik med at smøre deres hud med fedt og støv som en modbydelig vane, som han skrev om i sin rejseskildring:

"For urenhed har Hottentotterne den største kærlighed. De smører hele deres krop med fedtede stoffer, og over dette lægger de kogødning, fedt eller lignende." Alligevel modereres denne hårde dom af den grund, han så for denne praksis, og så fortsætter han med at: "Dette stopper deres porer, og deres hud er dækket af et tykt lag, der beskytter det mod varme om sommeren og mod kulde om vinteren." 


Thunberg opholdt sig kun på Dejima i godt et år, men i den tid fik han samlet mange planter. Faktisk lykkedes det ham også i Edo at købe et kort over Japan - hvilket jo var strengt forbudt - og smugle det tilbage til Dejima og senere Holland, uden at det blev opdaget. Han afslørede aldrig hvordan. Han hjembragte også mange japanske mønter.

 I november 1776 forlod han Japan, og han nåede til Amsterdam i oktober 1778. Undervejs havde han haft ophold på Java, Ceylon og i Kapstaden.

Fra Amsterdam tog han til London, hvor han mødtes med Joseph Banks, en naturforsker, der i 1766 havde været på en ekspedition til Newfoundland og Labrador og som 1768-1771 deltog i James Cooks første rejse. Han var præsident for Royal Society i 41 år. Han rådgav Kong George III om planter til Royal Botanic Gardens, Kew, og han sendte botanikere rundt i hele verden for at samle planter og gjorde Royal Botanic Gardens, Kew til verdens førende botaniske have.

 Thunberg så desuden den japanske samling fra 1680'erne, samlet af den tyske naturforsker Engelbert Kaempfer (1651-1716), som var gået forud for ham selv på Dejima, og han mødte også Johann Reinhold Forster, som viste ham sine samlinger fra Cooks 2. rejse. 

Det er sjovt, som James Cook hele tiden spøger i baggrunden. Så nåede jeg fra Aleuterne til London. 

Men nu er det vist på tide, jeg får afsluttet dette "Mellemspil" og vender tilbage til Petropavlovsk og kommer i gang med at fortælle om Krusenstern og La Perouse - de to ukendte berømtheder, jeg sprang over i blogindlægget Afsidesliggende steder og ukendte berømtheder.