Denne blogartikel skal handle om Kinas dominans på metalmarkedet. Det bliver en odyssé i opkøb, fusioner, navneændringer og navne, der ligner hinanden til forveksling. Det bliver med at holde tungen lige i munden for ikke at få det hele mikset sammen. Det er uden sammenligning det, der har voldt mig mest besvær.
Vi kommer dog også omkring ikke-kinesiske selskaber. Vi skal en tur helt til Indonesien, og jeg kommer en hel del ind på miljøomkostningerne ved minedrift. Et par danske investeringsskandaler er jeg også leveringsdygtig i, og Elon Musk blander sig som altid.
”Vi er på et tidspunkt, hvor vestlige lande er ved at vågne op til de nationale sikkerhedskonsekvenser af at have ignoreret lithiumtrekanten så længe,” udtaler Leland Lazarus, associeret leder af National Security ved Florida International University’s Jack D. Gordon Institute of Public Policy .
"Efter at have taget en passiv rolle med hensyn til langsigtede strategiske interesser, forsøger USA nu at identificere områder, hvor det kan fortrænge Kinas dominans," siger Rachel Ziemba, ansat ved Center for a New American Security. Men lovede amerikanske investeringer er langsomme til at blive til virkelighed. "Det er ikke klart for mig, hvad USA bringer til bordet lige nu," har Ziemba udtalt.
Data fra den argentinske regering viser, at mellem 2020 og 2023 investerede kinesiske virksomheder 3,2 milliarder dollars i mineprojekter, herunder syv lithiumoperationer – næsten dobbelt så meget som amerikanske virksomheder, der støttede tre lithiumprojekter.
Men lad os lige kaste et blik på Chile og Bolivia. For tingene udvikler sig næsten modsatrettet i de to lande, kan man sige.
I Chile har kun to mineselskaber haft tilladelse til lithiumudvinding - det tidligere statsejede, men nu privatejede chilenske SQM og det amerikanske mineselskab Aberlarle. Alle andre udenlandske selskaber har været holdt ude.
Men i 2019 købte kinesiske Tianqi Lithium Corp for 4,1 milliarder dollars en aktiepost på 23 procent i SQM og søger stadig at øge denne aktiepost.
 |
| Luftfoto af saltlagedamme i det chilenske selskab SQM, hvor Kinas Tianqi Lithium har en minoritetsandel. Atacama-ørkenen Calama, Chile, september 2022. |
Billedet øverst i min blogartikel viser Tianqi Lithiumss imponerende hovedsæde, der ligger i Chengdu i Sichuan-provinsen i Kina. - Byen hvorfra Københavns Zoos pandaer kommer :-) og området, hvor Ib og jeg for en del år siden havde booket en rejse til og derfra videre med verdens højest beliggende jernbane, Tibet- Skytrain. Vi har en faible for togrejser, Ib og jeg. Både små og store. Men pga. for få tilmeldte blev rejsen ikke gennemført.
ØV. Det skulle være en helt fantastisk rejse for geografer.
Men det dur ikke, at jeg allerede nu kommer på vildspor og henfalder til uopnåelige gamle drømme. Men jeg kom lige til at huske det.
Men nu hurtigt tilbage til mit emne.
I det nordlige Chile arbejder den kinesiske elbilproducent BYD på en fabrik til produktion af lithiumkatodebatterier til 290 millioner dollars.
Antofagasta PLC's transportdivision Ferrocarril de Antofagasta a Bolivia (FCAB) har netop modtaget det første brintdrevne lokomotiv i Chile og Sydamerika, udviklet af kinesiske Qishuyan Locomotive Works.
 |
| Tren de FCAB cruzando el salar de Ascotán, entre Calama y Ollagüe. Her med et af de gamle lokomotiver. |
 |
| Her det nye lokomotiv, drevet af brint produceret ved hjælp af vedvarende energi. Det forventes at starte i drift i 2025. Det er en del af virksomhedens strategi om at erstatte dieselbrændstof og begrænse sit CO2-fodaftryk. I modsætning til diesel, udsender brint kun vanddamp og varm luft. Igen er det et kinesisk selskab, der er på banen. |
Chile har en enorm rigdom på mineraler, andre end lithium, som USA kunne frygte, at kineserne også ville få adgang til / indflydelse på.
Udover chilesalpeter og kobber, er der en stor forekomst af jernmalm, hvis udvinding dog toppede i 1981. Næst efter Japan har Chile den største forekomst i verden af jod, Chile har den tredjestørste forekomst af det yderst sjældne metal rhenium efter U.S.A. og Rusland. Rhenium anvendes bl.a. til spidser på fyldepenne p.g.a. dette metals ekstreme hårdhed. Chile har den næststørste forekomst i verden af metallet molybdæn, som først og fremmest anvendes i legering til fremstilling af kvalitetsstål.
Desuden er der betydelige forekomster af metallerne guld, sølv, kobolt, bly, zink, kviksølv og i mindre grad også mangan. Desuden ikke-metallet bor i betydelig mængde.
Jo, det må virkelig løbe USA koldt ned ad ryggen ved tanken om, at Kina kunne få foden yderligere indenfor i Chile. Det land hvor CIA i 1970'erne støttede kuppet mod præsident Allende.
Indtil videre er canadiske Pampa Metal, baseret i Vancouver, en stærk spiller i kobberudvinding i Chile.
I Bolivia forsøgte man længe at holde lithiumudvindingen på den bolivianske stats hænder. Da det blev nødvendigt med udenlandske investeringer, lagde man ud med aftaler med russiske og kinesiske mineselskaber - man er vel et socialistisk land. Først blev der underskrevet aftaler med det kinesiske konsortium CATL BRUNP & CMOC (CBC) og selskabet Citic Guoan Group, og i midten af december 2023 underskrev Bolivia også en aftale på 450 millioner dollars med Uranium One Group, et datterselskab af det russiske statsejede atomselskab Rosatom. Men senere har landet også indgået aftaler med både Tyskland og Frankrig.
Men i Sydamerika er det i Argentina, det store slag mellem USA og Kina står. Et slag som Kina foreløbig fører stort.
Selv om Argentinas konservative præsident er meget pro-USA og har meddelt, at han vil løsne båndene til Kina, så får Kina stadig store koncessioner.
Tearline.mil, en amerikansk kongresunderstøttet publikationsplatform, har fået lavet en minutiøs opgørelse over det kinesiske engagement i Argentina. Rapporten er udarbejdet af National Geospatial-Intelligence Agency (NGA).
Rapporten fastslår, at skønt Folkerepublikken Kina (PRC) kontrollerer over 50 % af verdens lithiumraffineringskapacitet og omkring 25 % af den globale minedriftskapacitet, søger landet stadig at sikre sig større adgang til rålithium. For at gøre det benytter Kina statsejede virksomheder, men tilskynder i stigende grad private virksomheder til at investere i lithiumtrekanten, herunder i det nordlige Argentina.
Investeringer her hjælper med til at cementere Folkerepublikken Kinas dominans og kontrol over lithiumindustrien.
Redegørelsen indeholder mange detaljer og en lang række luftfotos, der viser noget om, hvor langt de forskellige kinesiske lithiumprojekter er nået. Man får næsten en oplevelse af, at det en ren spion-rapport :-) Se den evt. her.
Jeg vælger stort set kun at referere ejendomsforholdene.
Ifølge Argentinas økonomiministerium er der i februar 2023 16 lithiumprojekter ud over avanceret efterforskning i enten konstruktions-, gennemførligheds-, præ-gennemførligheds- eller foreløbige økonomiske vurderingsfaser.
Seks af projekterne ejes helt eller delvist af en kinesisk virksomhed, herunder fire af de seks mest udviklede projekter.
Ganfeng Lithium driver tre af disse projekter, mens Zijin Mining Group, Tsingshan Holding Group og Sino Lithium Materials hver er involveret i et projekt.
Ifølge estimaterne offentliggjort af Argentinas økonomiministerium er den samlede estimerede gennemsnitlige årlige produktion af disse seks steder 119.000 t/LCE, når hvert produktionssted er i gang - det var nok til at dække 88,8 % af det anslåede globale forbrug af lithium i 2022.
Ganfeng Lithium og Tibet Summit Resources har annonceret investeringer i yderligere tre projekter, der alle er i tidligere udviklingsstadier.
Jeg hæfter mig ved det kinesiske Chemphys samarbejde med canadiske NRG (National Resources Canada) og især ved Ganfengs joint venture med canadiske Lithium Argentina TNR. Forklaring følger.
Men først vil jeg fortælle lidt mere om Zijin/ Liex og derefter komme med en nærmere præsentation af Genfang, som er den helt store spiller.
Den 22. september fejrede Fiambalá, en by i Argentina, etableringen af TEXTIBALA, byens første tøjfabrik med en ceremoni med at klippe et bånd over. Fabrikken blev åbnet med støtte fra Liex, Zijin Minings datterselskab i Argentina. Lin Hongying, vicepræsident for Zijin Mining, og Roxana Paulón, borgmester i Fiambalá, deltog i indvielsen..
Under arrangementet annoncerede Liex, en lithiumproducent baseret i Fiambalá, at deres 3Q-projekt planlægger at give 200 nye job i de kommende to måneder, med prioritet givet til lokale ansøgere. Især beskæftiger TEXTIBALA en helt lokal arbejdsstyrke. Dets etablering er ikke kun et symbol på det stærke partnerskab og fælles udvikling mellem Liex og Fiambalá-samfundene, men også en model for, hvordan mineselskaber kan katalysere vækst i andre sektorer.
Liex SA's lithiumcarbonatforarbejdningsanlæg er beliggende i Puna-ørkenen, en region kendt for sin ekstreme tørhed og hyppige sandstorme. Området, lokalt omtalt som 'vindens og sandets land', oplever vindhastigheder på op til 11 på Beaufort-skalaen. Den årlige fordampningshastighed her er svimlende 3.000 millimeter, mens nedbøren kun er 100 millimeter - hvilket gør fordampningshastigheden 30 gange højere end nedbøren.
Liex skriver på sin hjemmeside:
 |
| Efter at have udholdt flere dage med intense sandstorme, samledes ansatte hos Liex SA, Zijin Minings datterselskab i Argentina, ved daggry til en træplantningsmission. Sammen transporterede de unge træer, ryddede steder og plantede nye træer, hvilket med held tilføjede 200 akacieplanter til landskabet på få minutter. |
Den 10. august 2010 havde virksomheden en børsnotering på Shenzhen-børsen, hvor den udstedte 25 millioner nye aktier, hvilket rejste 517,5 millioner RMB.
RMB = Folkets valuta = den kinesiske yen
Den 11. oktober 2018 havde det en børsnotering på Hong Kong Stock Exchange. Selskabet udstedte 200.185.800 H-aktier , hvilket rejste 3.171 milliarder HKD= Hongkong dollars. H-aktier ( kinesisk : H股) henviser til aktierne i virksomheder, der er registreret på det kinesiske fastland, og som handles på Hong Kong-børsen.
En af 6 hjørnestensinvestorer var sydkoreanske Samsung. De øvrige kinesiske statsejede selskaber.
I 2022 havde Ganfeng en markedsværdi på 26 milliarder USD.
I juli 2022 meddelte Ganfeng, at det var ved at blive undersøgt af China Securities Regulatory Commission i en mulig insiderhandelssag . Virksomhedens aktie faldt 7 % på børsen i Shenzhen efter meddelelsen.
Den sag kender jeg ikke udfaldet af.
I 2014 indgik Ganfeng et joint venture med canadiske International Lithium Corp.i Avalonia, Irland
I 2015 investerede virksomheden i det australske selskab Reed Industrial Minerals, og fik rettigheder til sit Mount Marion spodumene -projekt.
I 2021 købte Ganfeng sig ind i selskabet Bacanora, et engelsk selskab, der havde drevet minedrift i Sonora, Mexico siden 2011 og havde koncessionsrettigheder i 50 år.
I 2021 erhvervede Ganfeng en ejerandel på 50 % i Goulamina-minen, en lithiummine i Malis Ségou-region
I 2021 var Ganfeng den største aktionær i det oprindeligt canadiske Lithium Americas
I 2022 opkøbte Ganfeng Lithea Inc for 962 millioner. Lithea Inc er Argentinas eget største lithiumudvindingsselskab, dvs. det er lithiumdivisionen af det multinationale olieselskab Pluspetrol, ejet af den argentinske forretningskvinde Edith Rodríguez, den rigeste kvinde i Argentina.
Ja, det er svært at finde rundt i med alle de navne, der ligner hinanden. Men du var jo advaret.
Men lad mig gå lidt mere ind i nogle af Ganfengs opkøb.
Mineprojektet Mt Marion i Australien, inklusive et spodumenkoncentratforarbejdningsanlæg (37 bogstaver - det ord må kunne bruges i en eller anden konkurrence) med en årlig produktionskapacitet på 600.000 tons administreres af australske MinRes, men driften ejes i fællesskab af MinRes (50%) og Jiabxi Ganfeng Lithium (50%). Det ligger i det vestlige Australien.
Pga. faldende priser på Lithium har selskabet i år tabt betydelige beløb og skærer i øjeblikket ned for produktionen.
Lithiumprojektet i Mali blev købt af det australske mineselskab Leo Lithium Ltd., som havde haft nogle stridigheder med den afrikanske regering, hvilket havde ført til et langt handelsstop. Så de var interesserede i at komme af med projektet.
Goulamina Lithium-projektet omfatter en jordbeholdning på 100 km² i Bougouni-regionen i det sydlige Mali, cirka 150 km fra Malis hovedstad, Bamako. Området er tyndt befolket. Lokalbefolkningen er for hovedparten subsistensbønder.
Opkøbet af Bacanora i Mexico har ikke været uden problemer.
For pludselig nationaliserede præsident López Obradors Mexicos begyndende lithiumindustri i 2022.
 |
| Mexics præsident López Obradors |
I april 2022 fik præsident López Obradors vedtaget en minelov, som gav staten eksklusiv kontrol over lithiumefterforskning og -produktion. Herefter annullerede præsidenten Ganfengs lithiumkoncessioner og hævdede, at Ganfeng og dets datterselskaber ikke opfyldte visse krav. "Denne beslutning var drevet af både nationaliseringen af lithiumressourcerne og den manglende opfyldelse af investeringerne, hvilket førte til tilbagetrækningen af vores koncession," udtalte Alfonso Durazo Montaño, guvernør i Sonora.
For en gangs skyld har USA måske været godt tilfreds med den mexicanske præsident.
De har nok ikke brudt sig om udsigten til et kinesisk projekt lige i deres baghave.
Præsidenten, der er kendt for at favorisere regeringskontrolleret ressourceudvinding frem for privat produktion, antydede, at striden med Ganfeng stammer fra forvirring om, hvordan tidligere administrationer gav minedriftskoncessioner.
I sommeren 2024 antydede præsident Andrés Manuel López Obrador, at han ville søge en aftale med Ganfeng, men udfaldet kender jeg ikke.
Men jeg vender lige tilbage til Ganfengs engagement i Lithium America, hvor situationen senere ændrede sig.
Lithium Americas Corp. er et canadisk mineselskab.
Lithium Americas Corp. blev grundlagt i sommeren 2009 og var et spin-off af argentinske lithiumaktiviteter i Caucharí-Olaroz ejet af Latin American Minerals Inc og Grupo Minero Los Boros, en argentinsk boraxproducent.
I september 2015 fusionerede Lithium Americas med et andet canadisk junior mineselskab, Western Lithium USA Corporation. Western Lithium USA Corporation var blevet grundlagt i 2008 som en spinoff af Western Uraniums lithiumprojekt i King Valley i Nevada, USA, nu kendt som Thacker Pass.
Efter fusionen annoncerede Western Lithium i marts 2016, at det ville omdøbe sig selv til Lithium Americas Corp.Men I oktober 2023 annoncerede Lithium Americas, at det ville adskille sine argentinske og nordamerikanske enheder i to separate enheder,. Opsplittelsen var i virkeligheden en smart måde at distancere selskabet fra samarbejdet med Ganfeng.
Executive vice chair, John Kanellitsas udtalte, at Lithium Americas var nødt til at afbryde forbindelserne med Ganfeng for at bygge Thacker Pass-minen i Nevada, et projekt , der har trukket en investering på 650 millioner dollars fra General Motors, mens USA presser på for at opbygge en indenlandsk forsyningskæde til elektriske køretøjer. Den nordamerikanske afdeling koncentrerer sig nu om udvinding i Thacker Pass i Nevada.
 |
| Ingen tvivl om, at Lithium Americas glæder sig over frigørelsen fra Ganfeng |
"Lithium Americas’ breakup is really about China," executive says.
USA og dets allierede har allerede slået ned på kinesiske investeringer i minedrift, mens de presser på for at konkurrere med Kina om adgang til kritiske mineraler. Lithium Americas' adskillelse blev annonceret dagen efter, at den canadiske regering beordrede tre kinesiske virksomheder at afhænde deres aktier i landets lithiummineselskaber.
Projekt i Irland
Og så kommer vi til Avalonia-projektet i Irland, der virkelig fangede min interesse - fordi det befinder sig så tæt på.
Avalonia-projektet omfatter elleve sammenhængende prospekteringslicenser (PL'er), der dækker et samlet areal på 297,16 km i det sydøstlige County Carlow og det sydvestlige County Wicklow, som BLL besidder med henblik på lithiumefterforskning.
Lithiumholdige pegmatitter blev oprindeligt opdaget på Avalonia-projektområdet i 1970'erne af Geological Survey of Ireland, og efterforskningsarbejde er blevet udført af forskellige virksomheder til og fra, indtil licenserne blev erhvervet til Avalonia-projektet i 2009.
Otte af disse licenser blev første gang udstedt til TNR Gold-gruppen i august 2009, med de tre resterende licenser erhvervet på et senere tidspunkt. TNR konsoliderede derefter sine lithium- og sjældne grundstoffer-interesser i datterselskabet International Lithium Corp (ILC). Blackstairs Lithium Limited (BLL) blev oprettet som et joint venture-selskab af ILC og Ganfeng Lithium Corp (GLC), og efterforskningslicenserne blev derefter overført til dette nye irsk registrerede selskab.
Det blev lidt knudret, men jeg havde advaret om, at der ville komme mange opkøb, fusioner og mærkelige navnene.
Jeg prøver selv at få lidt overblik og søger til selskabernes egne sites.
TNR Gold-gruppen præsenterer sig selv som "The Green Energy Metals Royalty and Gold Company".
"TNR Gold Corp. arbejder på at blive royalty- og guldfirmaet for grønne energimetaller."
"Vores forretningsmodel giver et unikt indgangspunkt i skabelsen af forsyningskæder for kritiske materialer som energimetaller, der driver energiudviklingen, og guldindustrien, der sørger for en afdækning for denne fase af den økonomiske cyklus," skriver de.
Jeg må indrømme, at det med royalties, det forstår jeg ikke. Men det er vel noget med, at selskabet skal have nogle procenter af kommende indtægter.
Vi hørte om TNR allerede i starten af artiklen, hvor jeg fortalte om Mariana-projektet i Argentina. Jeg skrev: Det var et canadisk firma, TNR, der udførte de første undersøgelser i Mariane-projektet. Men på et tidspunkt købte Ganfeng sig ind til 89 % ejerandel, og siden 2022 er Mariane-projektet 100 % Ganfeng-ejet.
Det bestyrker mig i, at TNR er et selskab der foretager de allerførste undersøgelser, men så ofte videregiver et projekt til andre.
Kortet herunder viser TNRs nuværende projekter: Et guldprojekt i Alaska, et litiumprojekt i Argentina og et kobberprojekt ligeledes i Argentina.
Kobber er et vigtigt metal til elektricitetstransmission, og den i forvejen høje og voksende efterspørgsel ser ud til at accelerere meget, da kunstig intelligens kræver, at der bygges ekstremt store og meget elektricitetskrævende datacentre.
Når Avelonia-projektet ikke er medtaget her, må det være fordi, som jeg citerede ovenfor, at "TNR konsoliderede derefter sine lithium- og sjældne grundstoffer i datterselskabet International Lithium Corp (ILC)."
Og senere skal det vise sig, at de nu er gået ud af selskabet.
ILC præsenterer sig selv således:
"International Lithium Corp. er et Canada-baseret selskab til efterforskning og udvikling af lithium-, kobber- og sjældne metaller, som i øjeblikket fokuserer på Canada, Zimbabwe og Irland. Vores store projekt er ved Raleigh Lake nær Ignace, Ontario, hvor vi har krav på 48.500 hektar (485 kvadratkilometer), og i 2023 udgav vi et 43-101 ressourceestimat på den første del af dette område for lithium og rubidium efterfulgt af en foreløbig økonomisk vurdering i første omgang kun for lithium. Dette projekt er helejet og royaltyfrit. Vores kobberprojekt ligger i Firesteel nær Upsala, Ontario, hvor vi har 90 % ejerskab. Vi har også 45 % af Avalonia-projektet i Irland. Vores joint venture-partner er Ganfeng Lithium."
De fortæller videre:
"Ud over betydelige fund af lithium ved Raleigh Lake har vi opdaget betydelige mængder rubidium. Faktisk udgav vi i 2023 et separat rubidium-ressourceestimat. Verdensmarkedet for rubidium er meget mindre end for lithium, men rubidium har mange af de samme anvendelser som cæsium, for eksempel i præcise ion-atomure. Dette er dog ikke en mindre kredit til vores lithiumressource. Rubidiums markedspris i slutningen af maj 2024 var 85 gange højere end for lithium. Spørgsmålet er, hvad den reelle efterspørgsel på verdensmarkedet er for rubidium - og dette er et meget uigennemskueligt marked."
Da canadiske ILC så gik sammen med kinesiske Ganfeng (GLC), valgte de navnet Blackstairs Lithium Limited (BLL), som navnet på det nye fælles selskab, som blev et irsk registreret selskab - men altså med canadiske og kinesiske penge i ryggen.
Indgåelsen af dette joint venture blev bekendtgjort i maj 2018, og man annoncerede påbegyndelsen af boring på Avalonia lithium pegmatit projekt.
"Avalonia-projektet i Blackstairs, Irland, har været et JV mellem ILC og Ganfeng siden 2014, og Ganfeng har haft ledelseskontrol med projektet siden 2017. Selvom der var nogle historiske ressourceestimater, har boring siden da endnu ikke resulteret i yderligere ressourcer, skøn eller en økonomisk analyse.
Selvom projektet menes at være lovende, er det forblevet på et relativt tidligt stadie og har ikke været en prioritet for hverken Ganfeng eller ILC's udgifter."
John Wisbey, bestyrelsesformand og administrerende direktør for virksomheden, kommenterede yderligere:
"Vi er glade for at have afsluttet denne transaktion, der styrker vores balance og gør det muligt for bestyrelsen at fokusere på sine øvrige aktiviteter."
"Vi havde i nogen tid betragtet vores andel i Avalonia som et ikke-strategisk aktiv, så meget mere som det ville være reduceret til 21 % med yderligere udgifter fra vores partner Ganfeng, og projektet kræver stadig betydelige investeringer for at nå de ressourcemål, som kunne gøre det værdifuldt. Derfor gav det mening at sælge aktieposten til Ganfeng og samtidig modtage en 2 % nettosmelter Royalty, der ville være værdifuld, hvis Avalonia-projektet når sine mål og bliver virkeligt. Vores forhold til Ganfeng er fortsat stærkt og vigtigt for os."
"Vi har stadig store forventninger til den fremtidige efterspørgsel efter lithium, og til Raleigh Lake og vores andre lithiumprojekter, på trods af de lithiumpristendenser, vi har set siden slutningen af 2022. Derudover er vi begejstrede over den betydelige værdiansættelses-opside fra vores rubidiumaflejringer ved Raleigh Lake, hvor et Maiden Resource Estimation for rubidium i marts 2023 blev erklæret at have potentialet til at finde kobberrigt Volcanogenic Massive Sulphide ("VMS")-aflejringer på vores Firesteel kobberprojekt, og af vores strategiske interesser i Zimbabwe. Vi ser frem til at opdatere markedet om disse forskellige initiativer med tiden."
 |
| Blackstairs Hills |
Men hvordan går det så med Avalonia-projektet?
Tilsyneladende fortsætter det stille og rolig. Blackstairs Lithium Limited (BLL) - som nu alene består af Ganfeng - gør omhyggeligt rede for, hvilke boringer og undersøgelser der er foretaget, og hvad der venter.
Og så gør de på deres hjemmeside meget for at berolige befolkningen og overbevise dem om, at de ikke vil få store gener ved den kommende udvinding.
Undersøgelserne vil have ringe om nogen indvirkning på det omgivende landskab, da arbejdet kun vil foregå et par uger om året på hvert område og ikke vil involvere, at tunge maskiner bringes ind på jorden.
Størstedelen af efterforskningsaktiviteter vil have ringe eller ingen indvirkning på biodiversiteten. Området er ikke omfattet af eksisterende eller foreslåede særlige bevaringsområder, særlige beskyttelsesområder eller nationale kulturarvsområder. Der er ingen særlige habitater eller arter i området.
Feltarbejdet vil bestå af små hold af BLL-personale, der bruger standard vejgående køretøjer i et begrænset tidsrum i hvert licensområde i blot et par uger om året.Trafikken vil under hele boreprogrammets varighed være minimal, idet tunge maskiner kun flyttes ad offentlig vej ved starten og slutningen af programmet. Når boreriggen er på plads, vil den eneste trafik til og fra stedet være to standardkøretøjer (f.eks. 4 x 4 pick-up jeeps af den type, der bruges af mange landmænd i området) til at transportere borerne og BLL geologisk personale til sitet på daglig basis.
Prospektering for en stor del af Carlow/Wicklow PL-områderne vil omfatte geokemisk prøveudtagning og geofysisk opmåling. Disse aktiviteter vil involvere brug af håndværktøj og let opmålingsudstyr og vil derfor ikke frembringe nogen væsentlig støj eller forstyrrelse.
I tilfælde af boring på Moylisha-bakken vil der blive udført miljøscreening forud for programmet, og forudsagt lydtryk på de nærmeste støjfølsomme steder (f.eks. folks boliger og Natura 2000-områder) vil være en del af denne vurdering. Test udført forud for den sidste borerunde i 2021 viste, at lydtrykket på det nærmeste støjfølsomme sted, en bolig beliggende 430 m væk, blev beregnet til 42,9dB(A), hvilket nogenlunde svarer til den støj, der findes i et stille område eller kontorplads. Der vil blive installeret lydgardiner rundt om boreriggen for yderligere at reducere støjpåvirkningen.
Og så det vigtigste - nemlig vandforbrug.
Vand vil blive brugt under et boreprogram med tiltag for at minimere påvirkningen af både grundvand og overfladevand.
Vand bruges under boring til smøring og til at cirkulere sediment væk fra boret. Der anvendes ingen giftige eller ikke-biologisk nedbrydelige tilsætningsstoffer i denne proces.
Vand, der kræves til boring, vil blive hentet fra et nærliggende vandløb og vil blive transporteret med støttekøretøj fra denne pumpekilde ind i vandtanke placeret på hvert borested. Dette rå vand vil blive UV-behandlet for at sikre, at ingen patogener, forurenende stoffer eller bakterier ledes ind i grundvandet.
Vand vil derefter blive cirkuleret ned i borehullet tilbage til overfladen, hvor det vil blive ledt ind i en centrifuge, som er en maskine designet til at fjerne sediment fra returvandet. Aflejret stensediment vil blive fjernet fra stedet med henblik på passende bortskaffelse. Vandet, der er tilbage fra denne proces, vil derefter blive genbrugt til yderligere boring, hvilket minimerer mængden af vand, der skal udvindes fra det nærliggende vandløb. Ved afslutningen af boreprogrammet får det resterende vand fra bundfældningsprocessen lov til at trænge ned i jorden.
IE Consulting, et vand-, miljø- og civilingeniørrådgivningsfirma med base i Carlow, udførte en vurdering af vandrelaterede aktiviteter under en tidligere borerunde på Moylisha-bakken i 2018. Som en del af deres vurdering testede de en række prøver. Prøverne blev udtaget for at vurdere den risiko, som boreoperationen udgør for det generelle vandmiljø. Resultaterne af analysen indikerede ikke nogen parametre, der giver anledning til bekymring ud fra et miljørisikoperspektiv, eller af nogen parametre, der udgør en toksisk risiko.
Ved at bruge et lukket sløjfesystem kan mængden af vand, der bruges, minimeres. Desuden er granitgrundfjeldet ved Moylisha yderst kompetent og i vid udstrækning klassificeret som et dårligt grundvandsmagasin, hvilket gør det højst usandsynligt, at noget borevand vil komme ind i drikkevandsforsyningen.
Det blev en længere udredning. Men jeg tog så meget med, da jeg synes, det er interessant at se, i hvor høj grad mineselskabet forsøger at dæmpe befolkningens frygt for, hvilke ulemper mineaktiviter kan påføre dem.
De har lært noget om, hvor optaget folk i almindelighed er blevet af eventuelle miljøpåvirkninger
Tango versus afkobling
Jeg skrev tidligere, at jeg undrede mig over canadiske selskabers engagementer med kinesiske og bebudede, at en forklaring ville følge.
Den kommer her. Jeg faldt nemlig over en overskrift: "På trods af presset mod afkobling fortsætter Kina-Vest-samarbejdet i Sydamerikas Lithium Trekant."
Det er overskriften på sitet Diplomaten fra oktober 2023.
De skriver videre:
Cauchari-Olaroz-minen, der ligger i Argentinas Jujuy-provins, lover at udskille 40.000 tons lithium i løbet af de næste 40 år. Men mere medrivende end mineralet er det mærkelige firmapartnerskab, der udvinder det. Minen ejes i fællesskab af Canadas Lithium Americas og Kinas Ganfeng Lithium.
Da USA og Kina konkurrerer globalt, søger vestlige virksomheder måder at "afkoble" eller "af-risiko" fra deres tidligere kinesiske modparter. Alle virksomheder mærker krusningen, især dem i den globale jagt på kritiske mineraler. Men i denne storm opstår en oase: Sydamerikas Lithium Trekant, der omfatter Argentina, Bolivia og Chile. Det canadisk-kinesiske mineprojekt i Cauchari-Olaroz kendetegner det fortsatte Kina-Vest-samarbejde i Sydamerikas lithiumhjerteland. Men i en tidsalder med strategisk konkurrence, hvor længe vil denne tango vare?
Der er tegn i sol og måne på, at den er ved at være til ende.
Jeg har tidligere fortalt, om Lithium Americas, der i 2023 valgte at adskille sine argentinske og nordamerikanske enheder i to separate enheder, hvorved de kom ud af samarbejdet med Ganfeng, og i det irske Avalonia trak også ILC sig ud og lod Ganfeng alene tilbage.. Måske på opfordring af Canadas regering, der har beordret tre kinesiske virksomheder at afhænde deres aktier i landets lithiummineselskaber.
Så afkoblingen er nok i gang, selv om der stadig er canadisk-kinesisk samarbejde i Argentina.
Om Kvanefjeld og Mountain Pass-minen i USA
Også lille Danmark har været involveret i kapløbet om vigtige metaller, dog uden resultat.
Siden den første malmprøve blev udtaget af Kvanefjeld på Grønland i 1962, er der blevet drømt om minen – først som uranleverandør til et dansk atomkraftprogram og fra 2007 som leverandør af de sjældne jordarters metaller til verdensmarkedet og med uran som biprodukt.
Det var Greenland Minerals, der for 14 år siden rykkede ind i Sydgrønland.
 |
|
Kinas indtog i Kvanefjeld-eventyret fandt sted, da det statskontrollerede kinesiske selskab Shenghe Resources Holding købte 12,5 procent af aktierne i Greenland Minerals og dermed blev selskabets største enkeltaktionær med sæde i bestyrelsen.
Kina søgte ind i Kvanefjeld-projektet i bestræbelsen på at udvide sin kontrol over det lukrative globale marked for de sjældne jordarters metaller, omtalt som REE, Rare Earth Elements.
»En af de vigtigste udviklinger i selskabets historie,« lød det glade budskab i 2016-årsberetningen fra Greenland Minerals.
»Shenghe er en af de mest betydningsfulde deltagere i den globale industri for sjældne jordarter med kompetencer i hele værdikæden og en omfattende international kundebase,« oplyste man.
De største forekomster af REE-metaller findes i undergrunden i Kina, der sidder på 33 procent af verdens kendte reserver. Til sammenligning udgør reserverne i USA og i Grønland hver kun én procent af de globale forekomster.
»Pålidelig adgang til de nødvendige materialer … er et fundamentalt krav for Department of Defense,« fastslår det amerikanske forsvarsministerium.
I foråret 2019, da præsident Trump blacklistede kinesiske Huawei og provokerede handelskrigen med Kina i gang, brugte den kinesiske regering USA’s afhængighed af sjældne jordarter – 80 pct. af den amerikanske REE-import kommer fra Kina – som modsvar.
"Med en ny amerikansk præsident er der håb om afspænding i forholdet mellem USA og Kina, " skrev Information. Men det var i starten af 2021, da Biden netop var blevet præsident. Nu vender Trump tilbage med sin aggressive facon. Hvor vil det føre hen?
Kinas egen produktion af REE-metaller tog fart i begyndelsen af 1980’erne, og man overhalede i starten af 1990’erne USA som verdens største producent. USA havde i flere årtier leveret til det internationale marked med afsæt i den store REE-forekomst i Mountain Pass, Californien, men i 2002 måtte minen lukke som en kombineret konsekvens af miljøproblemer og skærpet konkurrence fra et Kina med svagere miljøkrav og statsstøtte til produktionen.
I 2010 var Kina nået op på 97 procent af det globale marked for de sjældne jordarters metaller.
Den styrkeposition blev udnyttet, da Kina i en territorialstrid med Japan i 2010 blokerede sin REE-eksport til Japan og samtidig strammede sine generelle eksportkvoter for metallerne. Det satte forsyningerne på verdensmarkedet under voldsomt pres og udløste med kort varsel en tidobling af priserne.
Én effekt var, at mange internationale virksomheder med behov for REE i deres produktion flyttede til Kina for at sikre sig de essentielle råmaterialer – det gjaldt blandt andet japanske selskaber med tradition for en global hovedrolle i produktion af REE-baserede magneter. På få år skrumpede Japans markedsandel som global leverandør af magneterne fra mindst 50 pct. til under 20 procent. Til gengæld konsolideredes Kinas kontrol med markedet for REE og REE-baserede produkter.
Den uholdbare situation fik USA til i 2012 at genåbne produktionen i Mountain Pass-minen.
 |
| Mountain Pass-minen i Californien |
Men da Kina i 2015 på ny øgede sin eksportkvote, faldt priserne, og samme år måtte minen i Californien nok en gang give op og erklære sig konkurs.
»Kina har foretaget en bevidst oversvømmelse af markedet med sjældne jordarter til subsidierede priser og dermed tvunget konkurrenter ud af markedet og hindret nye aktører i at komme ind,« skrev efterfølgende det amerikanske forsvarsministerium i en rapport.
Bekymringen over den kinesiske kontrol med de strategiske metaller kombineret med den stigende efterspørgsel til blandt andet elbiler og vindmøller førte til endnu en rekonstruktion og genåbning af Mountain Pass-minen i 2018.
Ironisk nok var input af kinesisk kapital i form af en otte procent aktiepost i det rekonstruerede selskab, MP Materials, nødvendig for at sikre genstarten.
Den kinesiske kapital til Mountain Pass blev leveret af selskabet kendt fra Kvanefjeld-projektet, Shenghe Resources Holding.
Som ny medejer af den amerikanske mine har Shenghe sikret, at de amerikansk udvundne metaller i rå form sejles til Kina til nødvendig oparbejdning. Mountain Pass-anlægget er den eneste større producent af sjældne jordarters metaller på den vestlige halvkugle, men besidder ikke kapaciteten til forarbejdning.
Shenghe Ressourcer er et kinesisk delvists tatsejet minedrifts- og forarbejdningsselskab for sjældne jordarter grundlagt i 1998. Virksomheden er noteret på Shanghai-børsen, og dets største aktionær er Naturministeriet.
I 2016 købte Shenghe Resources en aktiepost på 10 procent i det australske mineselskab Energy Transition Minerals. I 2019 indgik virksomhed et partnerskab med China National Nuclear Corporationom om at importere og behandle uran og thorium fra Kvanefjeld-minen iGrønland.
Shenghe Resources er minoritetsaktionær og den eneste køber af MP Materials sjældne jordarters koncentrat, udvundet fra Mountain Pass-minen i Californien.
I 2022 købte Shenghe Resources en andel på 20 procent i det australske mineselskab Peak Rare Earths I 2024 erhvervede virksomheden halvdelen af Peak Rare Earths' ejerskab i et Ngualla-projekt i Tanzania. Ngualla ligger på kanten af den østafrikanske Rift Valley og her skal udvindes sjældne jordarter som højkvalitets niobium-tantal, fosfat, flusspat og baryt.
I 2023 købte Shenghe Resources en aktiepost på 9,9 procent i det australske mineselskab Vital Metals og indvilligede også i at købe hele dets lager af sjældne jordarter fra dets Nechalacho-mine i Northwest Territories.
I juni 2024 blokerede den canadiske regering salget af lageret af nationale sikkerhedsgrunde.
Tilbage til Grønland.
Med grønlandske sjældne jordarter til Kina ville følge det radioaktive uran og thorium, der i Kvanefjeld er tæt bundet til REE-forekomsterne, og det kan være med til at forklare, at Shenghe i januar 2019 indgik et samarbejde med selskabet China National Nuclear Corporation (CNNC) om et nyt fælles selskab, China Nuclear Hua Sheng Mining, med en ejerandel på 45 procent til Shenghe. Det ny selskab skulle stå for "import, eksport og handel med sjældne jordartsmaterialer og produkter med radionuklider."
CNNC er nøgleaktør i det kinesiske atomprogram – civilt som militært – og er af samme grund på USA’s sanktionsliste.
Siden 2007 har det australske mineselskab, Greenland Minerals, altså haft licens til at undersøge mulighederne for at udvinde de eftertragtede jordarter. Selskabet siger selv, at de årligt kan sende 1,5 milliarder kroner ud i det grønlandske samfund og skabe hundredvis af nye arbejdspladser.
Men det, at man kan ikke få de eftertragtede mineraler op uden at få det radioaktive stof Uran med i købet, det frygtede borgere, politikere og miljøorganisationer.
"Vi risikerer at stå tilbage med et land, der ikke kan bruges til noget som helst. Hvor man ikke kan jage eller fiske, fordi det hele er forurenet. Det kan vi ikke være bekendt at give videre til kommende generationer," har Mariane Paviasen tidligere sagt til DR.
Mariane Paviasen er medlem af venstrefløjspartiet Inuit Ataqatigiit (IA) og hendes største bekymring er, at radioaktivt støv vil blive blæst ud over et stort område omkring Kvanefjeld.
Valget i 20121 blev afgørende for minedrift i Kvanefjeld. Det blev vundet af IA, som har sagt endegyldigt nej til mineprojektet.
Journalist og forfatter Martin Breum, som bliver anset for grønlandsekspert, har udtalt: "Grønlænderne stod for den økonomiske fristelse og valgte naturen."
Om kinesernes strategi
Kinesiske virksomheder investerede aggressivt i "junior mineselskaber ", vovemodige enheder, der påtager sig risikoen ved at afsløre naturens begravede skatte. Disse yngre mineselskaber er typisk startet af Canada og Australien og er plejet på deres respektive børser. Men de tørster altid efter kapital. Og kinesiske finansfolk har været alt for glade for at træde til, da vestlige investorer var mere påholdende.
En anden strategi er at indgå joint ventures med vestlige og lokale virksomheder. I Australien har Tianqi en ejerandel på 51 procent i Greenbushes. Greenbushes-minen i det vestlige Australien er den største opererende lithiummine i verden. Det er placeret cirka 250 km syd for Perth i Shire of Bridgetown-Greenbushes, Western Australia.
Talison Lithium Australia, et helejet datterselskab af Windfield Holdings, er projektudvikler. Tianqi Lithium Industries, et selskab med base i Kina, ejer 51 % af aktierne i Windfield Holdings, mens det amerikanske selskab Albemarle Corp ejer de resterende 49 %. Som tidligere nævnt erhvervede Ganfeng en betydelig andel i Mt Marion, sammen med det australske firma Mineral Resources.
Kineserne investerer i mange forskellige miner.
I løbet af de sidste fem årtier har de kinesiske mineselskaber som Ganfeng, Tianqi og Zijin også investeret i andre mineralforekomster og opnået delvis eller flertalskontrol over kritiske mineralminer rundt om i verden. Et eksempel, er f.eks. China Molybdenum Company Limiteds 80 procent af aktierne i den største koboltmine i Den Demokratiske Republik Congo. China Molybdenum Company Limited eller CMOC er et kinesisk mineselskab og metalvirksomhed med hovedkvarter i Luoyang, Henan. Virksomheden er blandt de største producenter i verden af molybdæn, wolfram, kobolt, niobium og kobber.
Kinesiske virksomheder har investeret massivt i Indonesiens nikkelindustri.
 |
| Nikkel |
En tabel viser meget overbevisende udviklingen i udenlandsk investeringer i indonesiske minesektor. FDI = Foreign direct investments
Bemærk hvor små USAs investeringer har været - og nu er helt fraværende.
Bemærk også en periode med UAE-investeringer. UAE = United Arab Emirates.
I 2014 indførte Indonesien pludselig et eksportforbud af rånikkel.
Det startede med, at den ny-tiltrådte præsident Joko Widodo godkendte et generelt forbud mod eksport af råmalm.
 |
| Præsident Joko Widodo 2019 |
Men i sidste øjebliks ændringer tillod han alligevel eksporten af kobber, jernmalm, bly og zinkkoncentrater at fortsætte, til glæde for for de amerikanske minegiganter Freeport McMoRan Copper & Gold og Newmont Mining Corp, som tilsammen forarbejder 97 pct. af Indonesiens kobber.
Indonesien er verdens største producent af nikkel med 34 % af verdensproduktionen. Indonesien er også verdens største eksportør af raffineret tin og termisk kul og hjemsted for den femtestørste kobbermine og topguldmine.
“Mineraler, der skal raffineres før eksport, er bauxit, nikkel, tin, krom, guld og sølv, fordi de ikke har mellemprodukter,” sagde Sukhyar, generaldirektør for kul og mineraler i ministeriet, til Reuters.
Formålet med forbuddet var at øge Indonesiens overskud fra dets mineralrigdomme ved at tvinge mineselskaber til at behandle deres malme før eksport.
Og forbuddet mod eksport af rånikkel gav pote: Værdien af Indonesiens nikkeleksport eksploderede fra 1,06 milliarder dollars i 2014 til næsten 6 milliarder dollars i 2022 ifølge FN-data. Nikkelpriserne er steget støt i de seneste år, mere end fordoblet til $21.690 pr. ton fra et historisk lavpunkt i 2016.
Tidligere er nikkel for en stor dels vedkommende kommet fra Rusland. Invasionen af Ukraine og den seneste politiske udvikling gav stor usikkerhed om den fremtidige forsyning. Det betød at prisen på nikkel i starten af marts 2022 nåede op over 100.000 dollars pr. ton, eller 6-700 kr. pr. kg. Det er fem gange prisen ved udgangen af 2021.
Metalbørsen i London måtte for en tid suspendere handelen med nikkel. Det store prishop skyldtes delvist spekulanter, der satsede enten på stigninger eller fald i prisen på kort sigt.
Kinesiske udlånsbanker og statsejede virksomheder begyndte tidligt at investere i Indonesien. Et af de største kinesiske investeringsprojekter i Indonesien, den Sulawesi-baserede Morowali Industrial Park , oprettet i 2013, blev finansieret af den kinesiske udviklingsbank, China Export-Import Bank, Industrial and Commercial Bank og Kinas rustfri stålgigant Tsingshan Holdings . Blot i første fase bidrog China Development Bank (CDB) (Statsejet Policy Bank), med et lån på $384 millioner.
Da eksportforbuddet af nikkel kom i 2014, var kineserne hurtige til at reagere med tilbud om flere direkte investeringer i Indonesien og finansiering på gunstige vilkår.
Kina har også finansieret den understøttende infrastruktur, der var nødvendig for nikkelforarbejdning. Mange kulfyrede kraftværker, som nikkelsmeltning afhænger af, blev etableret i Indonesien gennem Kinas "Belt and Road Initiative - (BRI)"
KInas Belt and Road Initiative
Belt and Road Initiative har flere navne, som One Belt One Road, Silk Road Economic Belt og i Danmark oftest omtalt som New Silk Road - den nye Silkerute. New Silk Road er en global infrastrukturudviklingsstrategi vedtaget af den kinesiske regering i 2013, der går ud på at investere i mere end 150 lande og internationale organisationer. BRI er et transport- og andre infrastruktur-forbindelsesprojekter i hele Asien, Afrika og Europa. Det dækker over 6 øst-vest eller nord-syd transregionale korridorer, der påvirker 4,4 milliarder mennesker og omkring 50 lande. Også en maritim silkevej, der er forbundet med udvikling af havne indgår. Udgiftsplanen er på 1 billion US dollars.
Her ligger en nærmere gennemgang af nogle af afsnittene.
New Silk Road blev første gang præsenteret af Kinas præsident Xi Jinping under et officielt besøg i Kazakhstan i 2013. Senere samme år annoncerede han under en tale i det indonesiske parlament i Jakarta, 21st Century Maritime Silk Road (MSR), hvilket viste Indonesiens strategiske betydning for hans ambitiøse vision.
 |
| Præsident Xi Jinping |
Fra en bredere relationel vinkel har Indonesiens succes ført til tab i Australiens
Oversvømmelse af nikkelmarkedet fra Indonesien har resulteret i australske nikkelminelukninger. Tabet af arbejdspladser som følge af tabet af konkurrencefordel på nikkelmarkedet vil være særligt akut i det vestlige Australien, hvor de fleste af disse miner befinder sig. I nogle regionale byer nedlægges 30 procent af arbejdspladserne.
Lige siden hollandske kolonister først opdagede nikkel i Indonesien i begyndelsen af 1900-tallet, har det været i centrum af kampene om, hvem der der skulle have ret til udvindingen.
Måsker vi lige skulle gense illustrationen fra før.
Elon Musk kommer på banen
I 2014 indførte landet så forbuddet mod udførsel af nikkel som råmetal, så nikkel nu skulle raffineres i Indonesien.
I midten af 2020 appellerede en oprørt Elon Musk om større adgang til en vare, der er afgørende for produktion af batterier til elektriske køretøjer. "Enhver minevirksomhed derude, venligst mín mere nikkel, okay?" Tesla vil give dig en gigantisk kontrakt for en lang periode, hvis du udvinder nikkel effektivt og på en miljømæssigt følsom måde," skrev han.
I maj 2022 kunne det brasilianske mineselskab Vale så meddele, at det havde underskrevet en langsigtet aftale med Tesla Inc (TSLA.O) om at forsyne Tesla med nikkel fra sine canadiske aktiviteter.
Premierminister i Canadas Newfoundland og Labrador,Andrew Furey, var begejstret. Aftalen skulle omfatte nikkel produceret af Vale på dets Long Harbor-fabrik, som er beliggende i provinsen.
Det er vigtigt at notere sig, at den nikkel, som Musk ville købe af Vale, skulle komme fra selskabets miner i Canada.
Vale er nemlig også engageret i nikkeludvinding i Indonesien.
Vale blev grundlagt i 1942 i provinsen Mineas Gerais af den brasilianske føderale regering. Virksomheden var således tidligere statsejet, men blev privatiseret i 1997. Med sine 26.000 ansatte er Vale det største mineselskab i Sydamerika. Hovedkontoret ligger i Rio de Janeiro. Gennem opkøb af det canadiske mineselskab INCO i 2006 blev virksomheden en global aktør. Dette førte også til, at man ændrede navnet fra CVRD til Vale i 2007.
De har et datterselskab i London.
Sammen med BHP Group Limited, et australsk-britisk multinationalt mine-, metal-, olie- og gasselskab, der også udvinder mineraler som kobber, jern, kul, olie og naturgas, ejer Vale en række dæmninger i Brasilien.
Vale kom i mediernes søgelys, da en af dæmningerne i 2015 kollapsede med mange dødsfald til følge.
Gravercenteret - Danmarks center for undersøgende journalistik har sammen med Danwatch for nylig - så sent som oktober 2024 - foretaget en undersøgelse af Vale.
Vale S.A. står ifølge Gravercentrets opgørelse på ni danske bankers og pensionsselskabers eksklusionslister. Selskabet er blandt andet sortlistet, fordi bankerne anser dets aktiviteter som værende i strid med FN’s virksomhedsprincipper på områder som menneskerettigheder og miljø.
Alligevel har i alt 17 kommuner investeret knap 1 mio. kr. i det problematiske mineselskab. Flere kommuner, heriblandt min nabokommune Fredericia, fralægger sig ansvaret. De henviser i stedet til deres kapitalforvaltere, der udvælger investeringerne.
”Da vi ikke kan foretage direkte investeringer, har vi ikke en holdning til enkeltfirmaer. Vi har en klar forventning om, at investeringsforeningerne følger de retningslinjer, vi har opsat for dem,” skriver Rune Wentzel Helms, der er chef for økonomi og it i Fredericia Kommune.
En række kommuner har desuden oplyst til Danwatch, at de har Sydbank som kapitalforvalter.
Sydbank har ikke sortlistet Vale S.A.
Men Musk havde appetit på mere.
Samme år som aftalen med Vale, altså 2022 indgik Musk en aftale om køb af raffineret nikkel fra Indonesien på 5 milliarder dollars.
Joko Widodos administration har bejlet til Musk og Tesla i en årrække. I maj 2022 mødtes Joko Widodo og Luhut Binsar Pandjaitan, den koordinerende minister for maritime anliggender og investeringer, m.fl. med Musk på SpaceX i Boca Chica,
 |
| Indonesisk delegation på besøg på SpaceX i Boca Chica, Texas. |
I maj i år var Musk inviteret med til World Water Forum på Bali, hvor den amerikanske præsident Joe Biden var vært for et topmøde for sydøstasiatiske ledere.
Musk var da på sit første besøg i Indonesien, et 5-dages besøg, hvor han lancerede sit Starlink-netværk, hvilket gør landet til det tredje i Sydøstasien, hvor satellit-internetselskabet vil operere. Musk lancerede netværket på Bali og sagde, at Starlink ville hjælpe millioner af mennesker i afsidesliggende dele af øgruppen med at få adgang til internettet. "Jeg er meget spændt på at bringe forbindelse til steder, der har lav forbindelse," sagde Musk ifølge en CNN-rapport . "Hvis du har adgang til internettet, kan du lære alt."
Igen mødtes Musk med både præsidenten og Luhut.
 |
| Elon Musk og den indonesiske præsident giver hinanden hånden under World Water Forum på Bali maj 2024. |
Efter mødet talte Luhut med journalister.
"Vi foreslog, at han skulle bygge et batteriværk her. Og han sagde, at han vil overveje det,” udtalte topembedsmanden ifølge Associated Press.
Luhut sagde endvidere, at Jokowi også bad Musk om at overveje at investere i et kunstig intelligenscenter og gentog et tidligere tilbud til Musks SpaceX om at bygge en affyringsrampe på øen Biak, som ligger ud for kysten af Indonesiens Papua-provins.
Musk kom ikke med nogen formelle meddelelser om sine investeringsplaner under sin rejse, men sagde som svar på en journalists spørgsmål, at "det er ret sandsynligt, at mit firma vil investere i Indonesien." Som altid, når Musk er involveret, vil der blive tale om en giga-fabrik.
En Tesla-investering ville være en betydelig tillidserklæring til Indonesiens EV-ambitioner (EV=electric vehicle=elbiler) samt komplementere de for det meste kinesiske og sydkoreanske firmaer, der er hovedinvestorerne i Indonesiens nikkelforarbejdnings- og el-batteriproduktionssektorer.
"Det er ligesom saltet på din salat," har Elon Musk sagt om lithium ved en præsentation tilbage i 2016. "Sammenlignet med nikkel, har batterierne blot brug for et drys lithium."
"Det er en meget lille del af cellemassen - kun 2 %- og en ret lille del af omkostningerne, men det lyder som om det er stort, fordi det kaldes et lithium-ion-batteri, men vores batterier bør hedde nikkel-grafit, fordi det er nikkel-grafit, der er mest af"
Der medgår omkring 50 kilo nikkel i hvert Tesla-batteri. Det lyder godt nok af meget. Af lithiumn er der 8 kg har jeg set andetsteds.
En rapport fra CSIRO viser, at omkring fem gange så meget nikkel (48.006 kilotons) vil være nødvendigt for at imødekomme den globale efterspørgsel i 2050 som lithium (8.990 kilotons).
Musk er tilsyneladende i stand til at komme først, når det gælder om at sikre sig vigtige metaller. Han har f.eks. en føler ude på Fransk Kaledonien, og inden 2025 forventes Tesla at få adgang til nikkel og kobolt fra Tanzanias Kabanga-miner. Det britiske mineselskab Kabanga Nickel har indgået en aftale med Tanzanias regering om udviklingen af, hvad der snart vil være verdens største nikkelforekomstprojekt.
Multimilliard-dollar nikkelforekomstprojektet ser ud til at afdække 58 millioner tons mineraler, herunder over 1,52 millioner tons nikkel og en uspecificeret mængde kobolt og kobber.
"Prisen" er tilsyneladende, at Tanzania får adgang til Musks Starlinks LEO-internet-satellitter.
14. november kunne Jydske Vestkysten i øvrigt fortælle, at Starlinks satellitter var blevet set på nattehimlen over Kolding. At de bliver synlige skyldes, at de ligger meget lavere end andre satellitter. Det sker af og til, at de bliver synlige hos os.
 |
| Dette billede blev taget for et par nætter siden over Fyn. |
 |
| Musk-satellitter april 2020 |
 |
| Foto fra februar 2021 af himlen over Uruguay omtrent 185 kilometer nord for Montevideo. Billedet er taget med lang lukketid på kameraet og viser stien af en gruppe Starlink-satellitter på nattehimlen. |
Ak ja. Den Musk. Og nu sætter Trump ham i spidsen for et nyt amerikansk ministerium, som skal mindske bureaukratiet i USA’s regering.
I Indonesien kan en præsident højst sidde i 10 år. I oktober i år fik Indonesien derfor en ny præsident, Prabowo Subianto.
Prabowo Subianto vil sandsynligvis følge op med andet trin i Joko Widodo udviklingsplan: et forbud mod eksport af raffineret nikkel, hvilket vil tilskynde producenter til at etablere fabrikker i Indonesien. Virksomheder, herunder LG og Hyundai, har allerede bygget batteri- og el-produktionsfaciliteter i landet.
Indonesien er landet lige midt i en intensiveret rivalisering mellem Kina og USA.
ifølge American Enterprise Institute har Kina investeret 17,2 milliarder dollars i Indonesiens metalsektor siden 2006 og har for nylig hældt penge ind i lokal raffineringskapacitet. Yderligere 10 milliarder dollars er i pipelinen.
Men samtidig håber Indonesien, som et neutralt land i striden mellem USA og Kina, at det vil være i stand til at kanalisere enorme mængder af råvarer også til USA – selvom dets raffinaderier er finansieret af kinesiske penge.
Åbent brev til Musk. Indgå ikke aftalen.
Miljøgrupper, især fra øen Sulawesi, hvor Indonesiens største nikkelreserver befinder sig, er foruroliget over jagten efter nikkel.
De skriver i et åbent brev til Elon Musk:
"Vi er dybt bekymrede, da vores mangeårige arbejde lærer os, at nikkelindustrien er ødelæggende for miljøet, at oprindelige folk og miljøforkæmpere vil blive kriminaliseret for at modsætte sig ødelæggelsen af deres land, og at der vil være yderligere krænkelser af rettighederne langs produktionskæde."
Underskriverne, der tilhører WALHI-miljønetværket (Friends of the Earth Indonesia) på øen Sulawesi, har oplevet den massive udvidelse af nikkelminedrift i de seneste år. De bemærker, at næsten 700.000 hektar regnskov allerede er blevet tildelt mineselskaber. Ikke alene bliver regnskoven ødelagt, men floder og havet bliver forurenet med giftigt mineslam: "Rydningen af 4.449 hektar regnskov i det sydlige Sulawesi har resulteret i, at Lake Mahalona, dens bifloder og hele kystregionen er blevet tilslemmet," skriver miljøforkæmperne til Elon Musk.
Hele øer ofres for nikkel, for eksempel på Molukkerne, selvom minedrift på kyster og små øer er forbudt ved lov. Havet bliver forurenet af tailings og mineslam. Kystbefolkningen, som traditionelt lever af fiskeri, mister deres levebrød, da det marine dyreliv bliver ødelagt.
Som turist kan du besøge Wadafolket dybt inde i junglen.
 |
| En turist fortæller om sit besøg: En yndlingsmad var maleoægget, der betragtes som en delikatesse for ærede gæster! Jeg fandt efterfølgende ud af, at maleo-fuglen er en truet art, og dens unger kan flyve næsten lige så snart den klækkes. Maleoen forsøger også at lægge falske huller til sine æg, hvilket er et godt trick, men ikke nok sikkerhed, hvis der mennesker, der holder øje med dig. |
"Nikkelminedrift skader også demokratiet og ytringsfriheden ," argumenterer miljøforkæmpere i brevet til Tesla. Flere steder i Sulawesi er lokale folk blevet anholdt og afhørt. Mindst fire oprindelige folk blev fængslet efter at have protesteret mod udvidelsen af nikkelminedrift af det brasilianske selskab Vale i marts 2022. Vale har store nikkelminekoncessioner i Indonesien.
Dagligdagen for befolkningen i regnskovene har ændret sig fuldstændig, siden store områder blev åbnet for nikkeludvinding. Særlige industrizoner med nikkelsmeltere og batterifabrikker, hvor borger- og arbejdstagerrettigheder er strengt begrænset, er ved at blive etableret nær Morowali Nature Reserve og på Molukken øen Weda. Det lokale folk, fiskere og landmænd mister deres levebrød.
 |
| Nickel for dollars. Anlæg lige op til Morowali Nature Reserve |
 |
Schweiziske Solway Investment Groups Morowali nikkelsmelterprojekt. |
 |
Den indonesiske Weda Bay Industrial Park (IWIP) er et integreret meganikkel-mine- og smelterprojekt og også det "første vertikale, fra minemunding til færdige produkter, integreret elektrisk køretøjsbatteri og rustfrit stålindustrikompleks i verden". Det er beliggende i Weda, Central Halmahera Regency, North Maluku, Indonesien. Det er et joint venture mellem tre kinesiske virksomheder, nemlig Tsingshan Group (40% aktiebesiddelse gennem datterselskabet Perlus Technology), Huayou Group (30%) og Zhenshi Group (30%). Husker du Tsingshan Group? Det var dem, der også er involveret i lithiumudvinding i Argentina.
Weda har et øko-resort, der er fokuseret på at bevare områdets skrøbelige økologi. De leverer dykkerpakker og snorkeludflugter til besøgende. Weda er en af de mest interessante fuglekiggeri-destinationer i Indonesien. I nærheden er Boki Maruru-hulerne, Nusliko-damme og andre områder af interesse.
Forskellen på de to ovenstående billeder fra Weda er slående.
Men ingen tvivl om, at IWIP er stolte af deres projekt.
 |
| Indonesien Weda Bay Industrial Park er det første integrerede industriområde i Indonesien for at lette mineralsmeltning og til at producere en del af elektriske køretøjers batterier, siger teksten |
"Forureningen af vand og luft og tab af marker gør livet særligt svært for kvinder i dette patriarkalske samfund . De skal nu arbejde stort set døgnet rundt for at forsørge deres familier," står der i brevet til Tesla.
WALHI-grupperne kræver:
• Ingen yderligere udvidelse af nikkelminer
• Ingen nye investeringer i nikkelindustrien
• Respekt for menneskerettigheder
Andre miljøgrupper som JATAM og AEER har også skrevet breve til Tesla- og Tesla-investorer . De er foruroligede over planer om at dumpe tailings fra udvinding af nikkelmalme i dybhavet. Denne proces ødelægger livet i havet i Koraltrekanten, et område, der er internationalt kendt for sin biodiversitet.
Tailings eller hale er de materialer, der er tilbage efter processen med at adskille den værdifulde fraktion fra en malm.
 |
| Gul mudder i koraltrekanten: tailings fra en nikkelsmelter i Morowali, Sulawesi |
Der eksisterer konkrete planer for dybhavsdumping for tre havområder i Koraltrekanten i umiddelbar nærhed af Morowali (Sulawesi), Obi og Weda (Molukkerne) særlige industrizoner.
JATAM og AEER kritiserer også brugen af kulkraft til tilsyneladende "grøn" energi i nikkelbatterier og minder Elon Musk om hans egen appel i september 2020 om ikke at ødelægge miljøet.
Musks reaktion kender jeg ikke.
Et prekært dansk engagement
På den afsides ø Obi Island ligger en af Indonesiens største nikkelminer. Ifølge minens kinesiske ejer Lygend skal den være med til at realisere den grønne omstilling.
Lygend Resources & Technology Co., Ltd. er den nikkelindustriens kædeserviceudbyder i verden, der opnår en førende position inden for både handel og produktion af nikkelprodukter. Det blev etableret i januar 2009. Dets hovedkvarter er beliggende i den smukke kyst af Det Østkinesiske Hav - Ningbo National Hi-Tech Industrial Development Zone, Zhejiang-provinsen. Med udgangspunkt i handel med nikkelmalm og ferronikkel har Lygend Resources kontinuerligt udvidet opstrøms og nedstrøms i mange år og dækker flere områder på tværs af nikkelindustriens kæde. Dens forretning dækker handel og produktion af nikkelprodukter og udstyrsfremstilling og salg.
Men det er nikkel fra Lygends mine på Obi Island, der menes at være årsag til, at befolkningen bliver syge. Den nikkel, der ender i katoderne i batterierne i vore elbiler.
Ifølge The Guardians undersøgelse, har den kinesiske virksomhed GEM (en forkortelse af Green, Eco og Manufacture) indgået købsaftale på nikkel med Lygend, der ejer minen i Indonesien. GEM laver komponenter til batterier, som de leverer til batteriproducenter såsom kinesiske CATL, der står for 30 % af den globale batteriproduktion og leverer elbilbatterier til blandt andet Mercedes Benz og Volkswagen.
Og nu kommer det prekære.
En gennemgang, som Danwatch har foretaget, viser, at 11 millioner danske pensionskroner er investeret i GEM og CATL.
Pensionsselskabet AP Pension har 3,6 millioner kroner investeret i CATL.
Lærernes Pension har investeret 6,7 millioner i CATL
Hos Lægernes Pension har de investeret et mindre beløb i batteriproducenten GEM, og Pensionskassen Velliv har via sin samarbejdspartner ISS 340.746 kr. investeret i GEM
“Der er sket enormt meget, siden minen kom. Før var stranden ren, havet var ikke mørkt og mudret som nu. Folk fiskede foran deres huse. Samtidig med at udvindingen begyndte, så vi en stigning i tilfælde af luftvejsinfektioner”, siger en sygeplejerske, der har boet i Kawasi siden 2009, til The Guardian.
En undersøgelse lavet af The Guardian understøtter antagelsen om, , at siden minen kom til Obi Island, er beboerne i den nærliggende landsby Kawasi blevet syge med luftvejsinfektioner, og drikkevandet er forurenet med det kræftfremkaldende stof hexavalent chromium (Cr6).
Vandprøver fra en kilde 200 meter fra nikkelminen viser et forhøjet indhold af stoffet CR6, der kan give leverskader, skade reproduktionsevnen og nervesystemet. Hvis man drikker vand med Cr6 over en lang periode, kan det føre til mavekræft.
Konfronteret med sådanne oplysninger sammenholdt med deres investeringer, svarer alle de nævnte pensionskasser, at nu vil de undersøge forholdene.
Lærernes Pension skriver i deres Politik for Ansvarlige Investeringer, at de ikke vil investere i virksomheder “som via deres aktivitet viser uansvarlig omgang med naturens ressourcer og/eller unødigt belaster miljøet” og kommunikationschef hos Lærernes Pension Susanne Bych, oplyser, at de undersøger sagen nærmere for at vurdere, om den er på kant med selskabets investeringspolitik.
"Noget af det, der gør det rigtig svært at investere i den grønne omstilling uden at bidrage til miljøforurening, er at eksempelvis et elbilbatteri kræver rigtig mange forskellige råstoffer, der udvindes mange forskellige steder og af mange forskellige mineselskaber," forklarer Cristiana Parisi, der er lektor i virksomhedskontrol og bæredygtig regnskabsførsel på Copenhagen Business School.
Men kan en investering, der sviner en landsby til, være en bæredygtig investering?
At minedrift har miljømæssige omkostninger i en vis grad er vel uundgåeligt. Men det er bemærkelsesværdigt, hvordan et kinesisk firma på europæisk jord - i irske Avalonia-projektet - er meget opsat på / nødt til at undgå problemer, mens de andre steder, som her beskrevet i indonesien, tilsyneladende ser stort på omkostningerne. Her har de enkelte landes lovgivning et kæmpe ansvar.
Jeg nævnte på et tidspunkt kort de kinesiske investeringer i Afrika. De er skræmmende. Så skræmmende, at de vil få deres helt eget blogindlæg.
Afrunding
Når jeg nu har læst alle de mange sider om Kina dominans, kan det undre mig, at Vesten ikke har set risikoen ved det meget tidligere. Utallige artikler dokumenterer, at især USA jo løbende har fulgt med i udviklingen.
Men måske det er, fordi vi i Vesten har haft en illusion om, at vi kunne opdrage Kina, så de efterhånden ville blive lige som os og vedblive at være en velvillig samarbejdspartner. Men med valget af Xi Jinping i november 1212 blev den illusion brudt.
Xi Jinping har højt og tydeligt markeret, at nu er det tiden, at Kina indtager sin retmæssige plads i verden.
Når man husker opiumskrigene i midten af 1800-tallet, udløst af Kinas forsøg på at stoppe den massive import af opium fra britiske handelsmænd, hvilket resulterede i tabet af suverænitet og territoriale indrømmelser til Storbritannien og hvordan Vesten har underkuet og misbrugt fattige kinesere på den mest nedladende facon, f.eks. ved jernbanebygning tværs over USA, så forstår man egentlig godt, at kineserne har brug for oprejsning.
Men med Xi Jinping kan det komme til at ske på en særdeles brutal måde.
Uha. Hvad vil fremtiden byde på?
ps. Efterhånden har jeg skrevet så meget om lithium, at jeg knap kan huske, hvordan jeg kom ind på det emne. Jeg vil lægge mig i selen for, at det nu er slut. At der ikke kommer mere. Men kan jeg mon undgå det i et kommende blogindlæg om Kinas investeringer i Afrika? Jeg kan i al fald forsøge at neddæmpe det.
Her nu blot som en sidste ting vil jeg indsætte en oversigt over de mange forskellige selskaber, der bryder lithium i Chile og især Argentina. Bolivia er ikke medtaget i oversigten.
Den er næsten for god til at udelade, og den viser trods alt, at det ikke kun er kineserne, der opererer her.
F.eks. er Canada ret meget til stede.
