En uge i maj. På tur med geograferne.

Lørdag den 2. maj

EN DEJLIG DAG

Den første lørdag i maj havde vi besøg af min bror, og vi havde besluttet, at vi ville vise ham vores ørnerede.

Den ene af ørnene var på reden, men den gav ikke så flot en opvisning, som den nogen gange gør. Fotoet er taget af Finn Solvang, der ligesom vores lokale "ørnemand" følger ørnene tæt.

Bagefter gik vi ud til Favnepladsen, og det blev den dag næsten en endnu større oplevelse.

Denne lørdag kom vi senere på eftermiddagen end vi plejer, og det viste sig at være et scoop. Solen og lyset stod helt magisk, så udsynet blev endnu mere fantastisk, end vi før har set. Årø, Bågø, Brandsø, siloerne i Assens længst ude og meget nærmere Fønsskovhalvøen, Føns strand, Wedelsborghalvøen, de mange vindmøller og endda Wedelsborgs bygninger. Og som toppen af kransekagen Husby kirkes gulkalkede mure og tårnets løgkuplede spir. Da ville begejstringen ingen ende tage hos gemalen.

.    

Helt, helt vindstille var der, så en smakkejolle (eller faktisk to) måtte have årerne frem for at komme ud af stedet og ro ind til land - faktisk ret langt ude fra. Det var vist ellers ikke der, de havde tænkt sig, de ville hen.

I Københavns Universitets friluftsvejleder-uddannelse indgår der et kursus i sejlads. Her samarbejdes der med Vends motorik og naturskole på Vestfyn. I smakker som denne sejler de stuederende til Fænø Kalv og overnatter.

Tilbage på matriklen fandt geografen (ikke mig, men Ib) kortet frem og fik indtegnet sigtelinjer, der kunne vise, hvor vidt udsynet virkelig havde været. Meget illustrativt. Det gav en endnu bedre forståelse for, hvad det var, jeg havde set.

  

Tilbageturen var meget grøn efter alt det blå og hvide.

 

Vi slog et slag ind forbi Husvold Voldsted.

 .  

Vi stødte på en vanvittig flot brændestabel

Vi så sjældne og mindre sjældne blomster.

Maj-gøgeurt

Tandrod

Gulnælde

Krybende læbeløs

    

Og det blev sent, inden vi fik aftensmad. Det var en dejlig dag.

Tirsdag den 5. maj

HAMPEN, HOLTUM OG HARRILD - MED OVERRASKELSER OVENI.

Efter mange uger, hvor vi ikke havde bevæget os længere væk end 20-25 km fra matriklen, var det tirsdag blevet tid at se andre egne.

I sommeren for snart tre år siden var vi til en stor dobbelt 40-års fødselsdag hos min søsters den ældste og hans kone lidt nord for Hammel. Vi er så heldige, at i vores familie er der tradition for at invitere onkler og tanter med til store fester. Det sætter vi meget pris på.

Vi havde booket overnatning på et lille motel lidt uden for Hadsten. Sådan virkelig et gammeldags motel. En lang lav bygning med et antal ydmyge værelser. Morgenmaden, som var inklusiv, skulle vi selv hente oppe på tanken, som bestyrede motellet. Men vi vidste, hvad vi gik ind til, for vi havde benyttet selv samme en del år før – ligeledes i forbindelse med en fest hos Lars og Nina. Vi synes, det er sjovt at opsøge sådanne spøjse steder - så længe der er pænt og rent og flinke mennesker.

Næste morgen tog vi naturligvis ikke den lige vej hjem, men lavede en sløjfe, og ved Hampen Sø holdt vi ind og gik en tur rundt om søen – i stille regnvejr. Den tur har vi ofte tænkt tilbage på som en rigtig dejlig tur. 

Juli 2017

I dag ville vi prøve den igen – denne gang i solskin, så vi startede ud inden 9, for der var meldt mørke skyer op ad dagen. De kom nu heldigvis ikke.

Og turen var præcis så dejlig, som vi huskede den - også uden regn, selv om det dengang gav en helt særlig stemning.

 

Hampen Sø er en lobeliasø. Det betyder, at den er meget, meget ren og klar, fordi den er næringsfattig. Hampen Sø er faktisk blandt landets reneste og største lobeliesøer.

Vi kom forbi moser og småsøer.

Her den idylliske Troldsø

Vi slog et lille ekstra slag ind i Palsgård Skovdistrikt.

Og vi vendte tilbage til hovedruten, hvor vi begge fangede et ret flot motiv.

Vi har begge haft en anden vandretur på nethinden – langs en å, som Ib mente måske have været Holtum Å, som løber gennem Ejstrupholm. Så fra Hampen søgte vi på Google Map, og da der kun var 10 minutters kørsel dertil, satte vi lidt vestover. Og vi landede nok så nydelig ved en lille plads med bord og bænk ved Holtum Å, hvor vi spiste resten af de medbragte klemmer, drak lidt vand og en kop kaffe. Men Holtum Å har jo en vis længde, og skønt stedet var fint og hyggeligt, var det nu ikke lige det sted, vi havde på nethinden.

Jeg mente at kunne huske, at sidst vi var ”det rigtige sted”, var en lørdag, hvor vi var kørt til Harrild Hede for at gå tur der. Der blæste en lidt kølig vind, og Tanja og jeg havde ikke tøj nok på, så det blev en kort tur, hvorefter vi tilfældigt nåede ådalen langs Holtum Å, hvor der var lunere, og hvor vi så gik en meget idyllisk tur med masser af blomster, summende bier og insekter og sværmende sommerfugle.

Så nu satte vi lidt på lykke og fromme – og uden Google Map – kursen mod Harrild Hede. Og pludselig – inden vi kom til Harrild Hede, men til en naturskole lige uden for området - udbrød vi begge: ”Der var det. Det er det rigtige sted.” 

Så selvfølgelig måtte vi standse bilen og ud og gå rundt og snuse lidt til stedet. Det var lidt et lykketræf at finde stedet uden at have meget konkret at gå efter.

For læseren er der nok ikke den store forskel på de to å-afsnit, men for os var der helt sikkert.

Harrild Hedes Naturcenter havde flotte plancher, og de bød på dagens lille stump ny viden.

 

Bagefter måtte vi naturligvis ud ad grusvejen, ud på Harrild Hede og gå os endnu en tur.

På vejen hjemad kørte vi ad små smalle veje på Margueritruten, der som altid bød på flotte landskaber og fine bygninger – store gårde.

Men oven i hatten fik vi to overraskelser.

Lige nord for Brande kørte vi over Skjern Å, som her havde et meget mildere udseende, end det vi var vant til at se længere ude vestpå. Vi holdt ind ved Mes sø – en opdæmmet sø med et stemmeværk og et lille el-værk, der tilsyneladende stadig var i drift – lidt i stil med Harteværket.

Lidt syd for Give kørte vi over endnu en å og holdt ind ved en infotavle. Det viste sig at være Omme Å. Og da jeg vendte mig om, mødte jeg dagens mest overraskende syn: En lang, lang vejbro hen over den brede ådal. På vejen susede store lastbiler hen over det flade, sikkert lidt sumpede land. Det var et syn, jeg ville forvente – måske i Frankrig – ved Millau eller noget i den retning. Men ikke i et lidt øde midtjysk område syd for Give.

Vi har tit kørt gennem Give. Ude på den store direkte vej. Men vejen med den lange vejbro, der nok bare ligger et par km fra den vej, vi plejer at køre, har vi aldrig set. Det var et overraskende og imponerende syn. Og dagens oplevelse viste endnu engang, at kører man blot lidt uden for den slagne vej, så er der overraskelser i vente. Vi må vist en tur op og køre på den vejbro og gå en tur langs Omme Å en anden dag. For nu var det tid at sætte kurs control mod Kolding.

Som altid var vi taget tidligt hjemmefra, og det er ikke så lidt man kan nå på godt 6 timer og et par sammenklappede klemmer, lidt vand og en kop kaffe.

Som det ses krydsede vi på turen nordpå hen over flere tunneldale. Efter vandreturen ved Hampen Sø krydsede vi hovedstilstandslinjen og kom for en kort bemærkning ud på hedesletten. På turen hjem krydsede vi det samme landskab med morænebakker og tunneldale - blot lidt længere vestpå. 

Fredag den 8. maj

PÅ TUR MOD VEST

Åtte Bjerge. Et dejligt sted, hvor vi ikke tidligere har været.  Her tog vi ud Store Bededag. Men hvem skulle have troet, det var mig, der havde valgt den tur med al den gåen op og ned.

Fra Åtte Bjerge gik turen videre til Lindknud, og efter et stop i Læborg var det retur til Kolding. Se kortet.

Vi startede dagen med at køre på motorvejen mod vest langs Kolding tunneldal. En tunneldal er dannet under isen i seneste istid, hvor isen i bunden er smeltet på grund af det store tryk, og under isen har smeltevandet gravet en dyb rende. De østjyske fjorde løber i sådanne tunneldale. 

Snart kom vi til hovedstilstandslinjen - det sted hvortil isen nåede i seneste istid. - eller indtil nu sidste istid, som den også kaldes.

Herefter kom vi til et landskab bestående af bakkeøer - rester af landskabet fra næstsidste istid - og hedesletter, hvor smeltevandet har kunnet brede sig ud i en kegle og har ædt sig ind i landskabet og ført materiale med vestpå - og dermed efterladt de flade, men svagt skrånende hedesletter.

Ja, jeg bruger stadig ordet hedeslette, som vi gjorde i linjefaget geografi på seminariet i sin tid. Nu benytter  geografer termen  smeltevandslette. Nok for at være mere eksakt, for der findes jo også hede - og sletter med hede oppe på bakkeøerne.

Da vi kom til Vejen tog vi ikke den direkte vej mod syd ned til hovedvejen. I stedet valgte vi en lille vej lidt længere mod vest - til Askov - og først derefter direkte mod syd, for så vidste vi, vi ville få det flotteste udsyn over og ud gennem Kongeådalen afgrænset af skråningerne op til de to bakkeøer, Holsted Bakkeø og Rødding Bakkeø.

Som det ses af kortet, løber Kongeåenhen over en hedeslette, der er ganske smal sammenlignet med mange andre hedesletter, der breder sig meget mere ud, men netop her, hvor man kan overskue det flade land og skråningerne op til begge bakkeøerne, er synet særlig flot.

Åtte Bjerge er et bakkelandskab, der ligger nordvest for Foldingbro på kanten Holsted Bakkeø . Området er fredet, og det er et af de højeste naturområder langs Kongeådalen. Tidligere troede jeg, at heden var sandjord og bakkeø-jord var god jord. Det stemmer med hedesletten, men bakkeøerne har ikke altid god jord skønt federe end heden. For fritlagt som de var under sidste istid, blev mange af næringsstofferne udvasket og ført bort.

Tidligere var Åtte Bjerge dækket af lyng. I dag er området en blanding af overdrev, skov og åbne marker.

Vi valgte den røde vandrerute, som var en kort, men kuperet og en rigtig fin rute. 

 Den gule var endnu kortere.

Da vi kom ud af skovbevoksningen, kom vi op på store, ret ret flade marker-

Herfra gik det videre op på Flaghøj.  Flaghøj er med sine 58,9 meter det højeste punkt i Åtte Bjerge.  

Da Kongeåen fra 1864 til 1920 var grænse mellem Danmark og Tyskland, kunne beboerne på den tyske side af grænsen tydeligt se Dannebrog på Flaghøj. Og vi fik igen en flot og endnu bredere udsigt over det flade land over mod Rødding Bakkeø. Et sådan  panorama kan jeg desværre ikke gengive med det lille kamera i mobilen.

På en klar dag skulle man kunne se helt til Ribe Domkirke, men så klar en dag var det ikke.

Næste del af turen havde Ib planlagt. Vi kørte nordpå til  Lindknud, en finurlig landsby, som Ib, men ikke jeg, kendte. Og han lokkede med en ganske flad vandretur rundt om landsbyen. 

Vi tog naturligvis den gule rute - den længste - og det blev også en dejlig  tur. Et rigtig fint spor i landskabet den bette landsby har fået anlagt. 

Af en eller anden grund fik jeg ikke taget billeder undervejs. Det var lidt mørkt i vejret, og måske tænkte jeg, jeg kunne snyde og sikkert sagtens finde de motiver, jeg normalt ville tage, på nettet. Men der var det mig, der blev snydt. Kun et enkelt fandt jeg, og ikke det, jeg helst ville finde.

Så herefter er det med en enkelt undtagelse ren tekst og ingen fotos.

Turen udgik fra parkeringspladsen ved kirken og gik rundt om byen. En del af det oprindelige inventar fra kirken er for øvrigt, det, der kan ses på Koldinghus.

Turen startede ud ad landevejen, derefter ind langs mark og eng, over en lille bæk og forbi en lille klat smukke lyngbanker - lyngbanker, der aldrig har været opdyrket eller beplantet. En lillebitte indlandsklit  skabt af storme og sandflugt. Nu førte stien ind i det, der ret ambitiøst kaldes Lindknud Oplevelsesskov. Et område - næsten parkagtigt - som man ville forvente at finde inde i en by og ikke ude i en landsby. Området er beplantet med mange forskellige danske træer, og der er opstillet mange tydelige infotavler. Området byder også på et meget stort grønt område med legeplads, mange borde og bænke og  bålplads og i nærheden er etableret et område med et stort udvalg af bær og frugt, som gæster er velkomne til at tage en smagsprøve af.

Oplevelsesskoven dækker næsten 5 ha, og i forbindelse med etableringen i 2010 fandt man spor efter en jernalderbebyggelse. En informationshytte fortæller om fundene, og sporene efter et langhus er markeret med egetræsstolper.

Turen gik videre forbi en plastikfabrik i udkanten af byen og så ud over markerne for igen at slå et slag ind i byen. 

Sjovt at komme ind gennem selve byen, hvor villaer med store parklignende meget velplejede haver skiftede med den bebyggelse, jeg nok mere havde forventet herude hvor Hærvejen går. Måske skyldtes de mange flotte haver at der lå en stor planteskole i udkanten af byen. 

Bebyggelsen virkede slet ikke landsbyagtig. Der var ingen gårde imellem de nyere huse. Men der var DagligBrugs, skole, børnehave og socialt opholdshjem. 

Efter endnu en lille sløjfe ud til et engareal gik stien gennem Præstegårdsskoven. Den tætte løvskov var vokset frem, efter at præstegården blev bygget i 1895. Igen en lokalitet  - et byagtigt anlæg, jeg ikke havde forventet her i landsbyen.  

Og så var vi nået tilbage til udgangspunktet ved kirkens parkeringsplads.

Nogle af husene i Lindknud gav fornemmelsen af stationsby. Der har dog aldrig havde været jernbane til Lindknud, selv om sognerådet i årene 1919-1924 arbejdede hårdt for at få en sådan. Herom senere.

Indtil sidste halvdel af 1800-tallet var Lindknud Sogn et udpræget hedesogn, og Lindknud Sogn blev helt frem til 1880 anset for at være et af de mest fattige sogne i landet. Men sda der kom gang i opdyrkningen af heden, voksede antallet af gårde/husmandssteder, og andelsbevægelsen  satte også gang i udviklingen. I 1888 blev der anlagt mejeri, og over for mejeriet kom brugsen i 1893. Omkring de to virksomheder voksede der så en by op. Derfor ingen gårde inde i byen. Den gamle Lindknud bondeby lå nemlig syd for Lindknud bæk.

Efter 1864 og tabet af Sønderjylland blev der etableret nye plantager i området. De groede godt til, og der ville efterhånden være skoveffekter, der skulle transporteres.

I 1874 blev der åbnet en jernbane fra Lunderskov til Esbjerg. Det var blevet nødvendigt med den bane og samtidig med anlæggelsen af Esbjerg havn, for  efter tabet af de Sønderjylland, kunne Danmarks ind- og udførsel ikke længere ligeså uhindret foregå over havnene i Hamburg, Lybeck m. fl.

De nye jernbanestationer som f.eks. Brørup og Holsted blev lagt ude på bar mark, og her opstod stationsbyerne, mens de gamle bebyggelser stagnerede. Derfor opstod der ønsker om stikbaner og helt fra 1914 til 1921 blev der arbejdet med planer om en stiklinje fra Holsted mod nord over Faurskov med station ved Lintrup, derfra efter Lindknud med station vest for byen, videre efter Hovborg vest om Hovborg plantage over Mosgård, Nebel til Vorbasse og videre til Bindeballe.

I 1900-tallets 2 første 10-år troede de fleste, at næsten al trafik, person – som godstrafik, ville komme til at gå ad jernbaner. Vejle – Vandel-banen var indviet i 1914, og det var jo den bane man efter planen ville støde til ved stationen i Bindeballe.

Som kuriosum kan nævnes, at Kolding-Troldhedebanen blev indviet i 1917.

Men efterhånden indtog automobilerne arenaen. 

I Lindknud sognerådets protokol 1921 ses, at der stadig oftere kommer ansøgninger om kørsel med automobil på kommunens veje. Margarinefabrikken Alfa i Vejen søger f.eks. om lov til at køre til brugserne i Lindknud og Hovborg. Men sognerådet synes i første omgang fabrikkens bil er for tung til vejene!!

Senere får de dog lov, ligesom flere og flere andre også får det. Og i erkendelse af, at biltrafikken, måtte jernbaneplanerne bl.a. i Lindknud endelig opgives.

Lindknud nåede sit udviklingsmæssige toppunkt i 1930. Nu er landsbyen stort set kun et bosætningssted. Men det virker soim om, det er et aktivt samfunnd. Anlæg af sporet i landskabet imponerer - hvad jeg ikke tidligere nævnte er, at her også findes fittnessinstallationer, en  multibane, en stor kunstig kælkebakke og shelters til overnatning.

Og hvilken anden lille by med bare godt 400 indbyggere kan fremvise en aftenhøjskole med eksempelvis foredrag om seneste udvikling i Brasilien efter "statskup og valg af fascjístisk præsident , nemlig nyvalgte Jair Bolsonaro, samt fængsling af populære ekspræsident Lula." Citat fra opslag på hjemmeside. 

Efter denne dejlige vandretur satte vi os nu ind i en af de automobiler, der snød Lindknud for at opnå status som stationsby.

 

På vejen hjem gjorde vi et holdt i Læborg. Her er nemlig opstillet en stor runesten. Stenen blev fundet allerede i 1600-tallet på en mark nær Hærvejen. Nu er den opstillet ved Læborg Kirke.  Indskriften lyder ”Tue, Ravns ætling, huggede disse runer efter Thyre, sin drotning". 

De sorte huller viser, at stenen har været forsøgt kløvet.

Ad små veje gik det så østover. Vi kom gennem Hundsbæk Plantage, som lokkede med et udsigtstårn på toppen af det 91 meter høje Fru Mettes Bjerg og en romantisk historie om Fru Mette og kærligheden. Men fru Mette må vente med vores besøg til en anden gang. Der var jo stadig ukrudt, der ventede på os hjemme i haven.