I 2024 skrev jeg en blogartikel om EU og de sjældne mineraler og kom herunder ind på Grønland og de mægtige ressourcer, man mener, befinder sig i Grønlands undergrund. I den forbindelse er vedhæftede artikel interessant læsning. Den drøfter, om de store forventninger er realistiske.
Opslaget har jeg fundet på Uffe Steiner Jensens Facebook. Han skriver: “ Jeg kender Uffe Palludan fra Institut for Fremtidsforskning, som Elsam samarbejdede med for mange år siden.”
Uffe Steiner er uddannet civilingeniør og tidligere borgmester i Fredericia.
Myten om Grønlands mineraler
For et år siden skrev jeg en række indlæg om Grønland. Den seneste udvikling har fået mig til at genlæse dem. Særligt ét er vigtigt. Det var indlægget, som jeg skrev den 20. februar 2025 om mine erfaringer i forbindelse med lufthavnsdiskussionen i Grønland. Her er mine nye betragtninger. Jeg mener, det er ekstremt vigtigt og teksten er derfor lang. I al sin enkelthed mener jeg, at de sjældne mineraler i Grønland som Trump – vist nok – ønsker at få fat i, er en myte.
1. Grønlandske fantasterier
I det nævnte indlæg fortalte jeg om nogle af de oplevelser, jeg har haft med udsendte danskere i Grønland, som havde fået en magt, som de aldrig ville have kunnet få i Danmark. Jeg har haft mange mærkelige grønlandske oplevelser i andre sammenhænge end i forbindelse med lufthavnsdiskussionen, men her er det dem, der er vigtige, for de kan måske kan forklare, hvad det er, der ligger bag de dansk-grønlandsk-amerikanske problemstillinger, der netop nu er i fokus.
Når man besøger Grønland møder man for at sige det rent ud mange mærkelige mennesker - det skal derfor også nævnes, at man møder mange rigtigt søde grønlændere. Sagen er, at en tur til Grønland for mange danskere har været en vej til at få stillinger, de ikke ville have kunnet få i Danmark. Samtidig er det velkendt, at rigtigt mange danskere rejser til Grønland, fordi de har en baggrundshistorie i Danmark, som de rejser væk fra, for at få en ny start.
Hertil kommer geografien. Grønland er et enormt land med næsten ingen befolkning og helt isolerede miljøer, som ligger meget, meget langt fra alt. De, der er der, er dermed reelt helt overladt til sig selv, samtidig med de har stor magt. Og i Grønland er proportionerne mildt sagt anderledes end i det lille, flade Danmark. Afstande, klima, ja, alt er vildt. Almindelige målestokke opløses simpelthen. Kommer man til en lille bygd med måske 50 indbyggere kan der sagtens være 50-100 km til anden beboelse, samtidig med der ikke nogen veje, men arktisk klima.
Alt dette fører til, at man i Grønland kan udvikle "store tanker", tænke vildt og kreativt – uden der er nogen, der sætter grænser og spørger til, om tankerne er realistiske. Der er simpelthen grobund for fantasterier – "konen med æggene", om man vil. Ofte mistes jordforbindelsen fuldstændigt. Grænsen mellem det geniale og det vanvittige opløses. Man siger, de pågældende har fået polarkuller, når de måske ikke har set solen i måneder.
I den nuværende internationale situation skal man tage det alvorligt. For det kan ikke udelukkes, at sådanne store og kreative tanker, der er tænkt i en grønlandsk sammenhæng, kan være er endt i hos Big Tech i en helt anden virkelighed. Big Tech er som bekendt også kendetegnet ved at man tænker vildt og stort. I udgangspunkt har de kreative miljøer i Silicon Valley været udviklet af teenagedrenge, og nørder med sygeligt skævvredne hjerner, der har leget med computere. Nærmest ved tilfældigheder er nogle få af dem så endt med at sidde på det, økonomer kalder naturlige monopoler, som har gjort dem styrtende rige uden de af den grund har fået jordforbindelse.
Flere af dem lider tydeligvis af storhedsvanvid. De tror, at de fordi de har udviklet computerprogrammer, så har de også forstand på samfundsforhold, filosofi og politik. De tænker i at kolonisere Mars, etablere nye transportsystemer, hvor passagererne sendes af sted som rørpost med enorme hastigheder og de drømmer om helt at overtage verdenen gennem KI. Men det kræver adgang til sjældne mineraler, som Kina sidder på, hvis disse drengedrømme skal realiseres. Her er det så, at man kan forestille sig, at nogen har givet dem den idé, at der er sjældne mineraler på Grønland. Det fører mig så frem til det, man kunne kalde myten om Grønlands mineraler.
2. En metropol i Arktis
Før jeg vil diskutere selve myten, vil jeg fortælle om, mine oplevelser i det grønlandske. Engang for efterhånden mange år siden blev jeg som luftfartsekspert inviteret til Grønland og har siden løbende været involveret i lufthavnsdiskussionen i Grønland og har derfor fulgt den tæt gennem mange år.
Da jeg først kom til Nuuk fik jeg et veritabelt kulturchok. Jeg ankom helt uforberedt. Jeg havde ikke modtaget nogen papirer eller nogen som helst information om, hvad jeg skulle. Jeg var bare tilkaldt.
Straks efter ankomsten blev jeg installeret i et hus og næste dag blev jeg så fløjet rundt med helikopter for at se den anden side af Nuuk-fjorden, det helt ubeboede Nordlandet. Et rent månelandsskab. Man havde nemlig fået den idé, at der skulle anlægges en storlufthavn der. Hvorvidt det var en god idé eller ej forventedes jeg så uden videre at kunne vurdere.
Så der gik vi så, en lille gruppe bestående af en dansk kommunal embedsmand, en grønlandsk bosiddende dansk rådgivende ingeniør samt en dansk arkitekt, der var ankommet til Nuuk sammen med mig rundt på Nordlandet og inspicerede forholdene i ødemarken. Vi simpelthen fløj fra lokation til lokation for at finde det bedste sted for at etablere lufthavnen. Vi fløj også rundt for at finde et egnet sted til anlæg af en havn. Det var godt nok noget andet end at være rådgiver i Danmark.
Da vi så den næste dag skulle sammenfatte, hvad vi var kommet frem til, spurgte jeg skeptisk ind til, hvordan man havde tænkt sig at forbinde lufthavnen på Nordlandet med Nuuk. Det fik den rådgivende ingeniør at fastslå, at det ikke var noget problem at anlægge en tunnel. Det havde man nemlig gjort i Norge ved Nordkap. Nuuk-fjorden har nogenlunde samme dimensioner som Øresund.
Jeg spurgte så til, hvor dyb fjorden var. Svaret var 350 meter, godt nok noget andet end de sølle maksimalt 10 meter, som der er mellem Kastrup og Malmö. Nu diskuterede vi både lufthavn, havn og tunnel som var det noget, man sådan bare kunne anlægge. Finansiering var tydeligvis ikke et problem. En henvisning til økonomi ville helt klart være noget nær upassende.
I udgangspunktet var behovet for en ny lufthavn ellers reelt nok. Grønlands hovedstad manglede en ordentlig lufthavn. Landingsbanen i Nuuk var simpelthen for kort til store fly og vejrforholdene var meget dårlige. Det var helt normalt, at passagererne strandede i Kangerlussuaq. Det var baggrunden for, man havde fået ideen om at bygge en ny lufthavn på Nordlandet.
Uden en atlantlufthavn den ville der fortsat være langt til alt fra Nuuk. En atlantlufthavn var med andre ord en forudsætning for at udvikle Grønlands økonomi. Altså: økonomi var ikke argumentet imod etableringen af den nye lufthavn; økonomi var argumentet for at bygge den. Sådan var tænkningen. Man skulle bare tænke stort nok. Nogen kan måske se, at det er her Danmark bliver et problem. Danskere kan ikke tænke stort. Danmark manglede ressourcer og villighed til at investere og udvikle økonomien og så lå den jo lige til højrebenet at gå til USA. Under mine mange møder fik jeg da også at vide, at Grønland var en del af den vestlige hemisfære og man naturligt orienterede sig mod USA.
Under mit ophold havde jeg en række møder med grønlandske nøglepersoner, bl.a. råstofforvaltningen, der kunne fortælle mig, at der ikke var det, der ikke var i Grønlands undergrund. Der var olie, guld og diamanter - og sjældne jordarter. Der var simpelthen alt. Grønland havde helt ufattelige ressourcer. Det var nærmest bare at samle dem op, men det forudsatte dog infrastruktur.
Efterhånden tegnede der sig en samlet vision, der var meget større end bare en lufthavn. Lufthavnen, hvor store fly kunne lande, kunne udvikle sig til et nyt Keflavik, blive et knudepunkt mellem Nordamerika og Europa med mange dagligt ankommende fly fra hvert af de to kontinenter, hvor passagererne kunne skifte fly. På den måde forbandt man mange lufthavne i Europa med mange lufthavne i Nordamerika via Nuuk. Grønlands hovedstad fik nu mange forbindelser til både det europæiske og det amerikanske kontinent og – Grønland brød sin isolation og kom i centrum. Kun fantasien satte grænser for mulighederne. I tilknytning til lufthavnen skulle der udvikles en ny by. Faktisk var der pladsproblemer i Nuuk for byudvikling, men på Nordlandet var der plads. Måske skulle Nuuk simpelthen flyttes derover. Der skulle være hoteller og i havnen kunne krydstogtsskibene have basishavn. Turismen kunne med den nye havn blomstre, da passagerer kunne flyves ind til Nuuk. Men vigtigst var mulighederne for minedrift. Også de forudsatte en havn og en lufthavn.
Med til billedet hørte også, at det kun var et spørgsmål om tid før nordvestpassagen ville blive åbnet og så ville den globale skibstrafik mellem Stillehavet på den ene side og Østamerika og Europa på den anden sejle gennem Davis Strædet lige forbi Nuuk og den nye havn kunne dermed udvikle sig til en storhavn. Ja, det ville være en simpel nødvendighed, at man etablerede en storhavn der – konturerne af et nyt Panama tegnede sig. Det var en simpel nødvendighed.
Samlet var billedet en metropol i Aktis, et nyt Dubai. Lige noget for en developer fra byggebranchen med hoteller, casinoer og det hele!
3. Den ukendte undergrund
Tilbage til København spurgte jeg så mig selv, hvad skulle jeg skulle gøre som rådgiver. Det var ret klart, at forudsætningen for lufthavnen var forbindelsen over Nuuk-fjorden. Jeg havde jo godt nok fået at vide, at det ikke var noget problem at lave en tunnel under fjorden, for det havde man gjort i Norge ved Norkap, men jeg var skeptisk. Og uden en tunnel var det svært at se, hvordan man kunne etablere en atlantlufthavn på Nordlandet. Så jeg undrede mig, ramt af et grønlandsk kulturchok, over at det, man når man ikke kunne finansiere en forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg, hvor der bor over en million mennesker i næroplandet, så var det i Nuuk med 15.000 indbyggere helt problemløst.
Jeg mødtes derfor med den førende norske tunnelekspert i Oslo og fik den norske tunnelhistorie. Han fortalte, at det var stort set var umuligt at bygge en sådan tunnel: At man bitterligt havde gjort sig sine erfaringer ved netop Norkap. Da jeg fortalte om de grønlandske visioner blev jeg spurgt om det, jeg havde spurgt om i Nuuk nemlig, hvor dyb Nuuk-fjorden er. Svaret var 350 meter, hvortil tunneleksperten så spurgte, hvor jeg vidste det fra? Om det var seriøst undersøgt med seismiske undersøgelser mv. og hvad bunden bestod af? Sten naturligvis, sagde jeg, hvortil han konstaterede, at der sagtens kunne være dobbelt så langt ned til grundfjeldet, der bare var dækket af mudder.
Nordmanden fortalte nu, at der kunne være kilometerdybe revner i grundfjeldet, der gjorde det umuligt at sprænge en tunnel, som den man havde sprængt ved Norkap. Så fortalte han, at det havde man været ude for ved Norkap. Der havde man oplevet at en stor stenblok, som de foretog sprængningerne i, rev sig løs og vand fossede ind og hver gang de tætnede det rev den sig løs igen ved næste sprængning. Man havde derfor måttet opgive at færdiggøre den halvt færdige tunnel og i stedet lave en helt ny ved siden af. Så i dag ligger en for offentligheden ukendt halv færdig tunnel ved siden af den færdige Norkap-tunnel. Da jeg gik fra mødet, havde han talt sig varm og fortalte, da jeg stod i døren, at han mente, at hvis politikerne havde vidst, hvad de var gået ind til, så havde de nok ikke besluttet sig for at bygge Norkaptunnelen, hvortil kun er at tilføje, at tunnelen over Nuukfjorden er et meget mere vildt projekt – på alle måder.
Her er det så man kan stille et banalt spørgsmål. Hvis man seriøst taler om at etablere en tunnel uden detailkendskab om undergrunden ved Nuuk, kan man så ikke også tale om råstoffer uden detailkendskab om forekomsterne.
4. Lidt råstoføkonomi
Det er nu 50 år siden jeg begyndte at læse økonomi på universitetet. Dengang før jeg forstod de økonomiske sammenhænge var noget af det, der inspirerede mig til at læse økonomi en lille debatbog af prof Mogens Boserup om tidens store debatemne, nemlig hvornår olien ville slippe op. Dengang talte ikke-økonomer om oliereserverne som om, det er en fysiske størrelse, som dermed fysisk kan slippe op. Det, forklarede han så, er en gang vrøvl set med en økonoms øjne. Olien ville aldrig slippe op i fysisk forstand.
Hans bog var skrevet som et svar på tidens helt store alarmistiske debat, som blev italesat uder overskriften "Grænser for vækst", hvor en række tekniske forskere fra MIT under navnet Romklubben havde sat sig til at beregne, hvornår forskellige råstoffer slap op. Forekomsterne var jo kendte og forbruget af dem ligeledes, så det var jo bare at dividere, så vidste man hvor mange år der var til de slap op. På den måde kunne de beregne, hvornår verdensøkonomien ville kollapse, men heldigvis skrev de videnskabelige forskere (de gjorde i deres skriver enormt meget ud af at forklare at de var videnskabelige), at der endnu var tid til undgå det ved at "standse væksten". Det var hjerteskærende usagligt. Hvis forskere på MIT var på det niveau for 50 år siden, så er det ikke svært at forestille sig, det niveau, den nuværende amerikanske administration befinder sig på i dag.
Boserup forklarede, at den til enhver tid gældende kendte mængde olie i verden er et produkt af eftersøgningsaktivitet og den er en udgift som olieselskabet kun afholder, hvis der ikke er kendte reserver nok til de kan opretholde deres produktion. I samme øjeblik, der opstår en relativ knaphed, vil det føre til øgede priser på olie, hvilket indebærer at forrentningen af investeringer i eftersøgning stiger, der dermed bliver mere rentabel, hvorfor eftersøgningsaktiviteten stiger og dermed også de fundne ressourcer. Samtidig vil stigende oliepriser naturligt føre til, at der udvikles alternative energikilder af alle mulige slags. F.eks. var naturgas ukendt i Danmark, hvor man panikslagen diskuterede, hvornår olien slap op, fordi Danmark var blevet udsat for et selektivt olieleveranceboykot fra Saudiarabiens side, da Danmarks statsminister i en tale havde sagt, at det de arabiske lande ønskede, var at smide Israel i havet.
Stigende oliepriser ville ikke bare føre til øget eftersøgning, udvikling af alternativer, men også faldende efterspørgsel. Der ville af simple økonomiske årsager blive gennemført energibesparelser, når prisen på energi steg. Alt dette førte frem til, at der stort set altid ville være oliereserver til en given årrække ud i fremtiden. Når der gik et år, vil der være olie nok til et år længere ud i fremtiden.
For økonomer er det banalt. 50 år efter mangler verden stadig ikke olie, selv om den ifølge Romklubben for længst skulle være sluppet op. Det er nærmest det modsatte, der er problemet, rent miljømæssigt nemlig, at der stadigt brændes olie af.
Efter Anker Jørgensens Middelfarttale gik der et halvt år før verden oplevede den første oliekrise. Den skyldtes ikke, at verden manglede olie, men at en lille antal oliestater (OPEC) sad på de fleste kendte reserver og de lukkede hanerne for at hæve prisen, men der gik kun få år, så dumpede Saudiarabien priserne. Landet havde nemlig indset, at de høje priser ville betyde, at efterspørgslen på olie i fremtiden ville blive så lav, at deres enorme oliereserver på sigt ville blive værdiløse. Lave priser var for dem en garanti for en konstant afsætning i mange år fremover, for så blev der ikke søgt efter olie andre steder, udviklet nye alternative energikilder og efterspørgslen efter olie ville holde sig på et højt niveau. Så Saudiarabien dumpede prisen.
Det skal også nævnes, at det også koster noget at udnytte de kendte reserver. Man suger ikke bare penge op af jorden. Jeg husker engang, jeg diskuterede den norske nordsøolie med nogle norske økonomer og de fortalte, at et af de store oliefelter var ved at løbe tør. Det vil sige det var det ikke. Men problemet var, at den lodrette boring var ved at løbe tør, mens der var store mængder olie, hvis man borede på skrå, men det var dyrt: faktisk ville produktionsomkostningerne komme op over markedsprisen, så de lukkede feltet. Så det var tomt. Men hvis prisen i fremtiden steg, ville de lukke det op igen. Så var det fyldt.
Det er derfor det er helt afgørende, at man forstår, at naturressourcer ikke er noget et spørgsmål om fysik, men om økonomi. Men i Grønland fokuserede man kun på det fysiske. Der er olie, guld og diamanter – og sjældne mineraler - altså penge lige til at samle op, hvis bare der var infrastruktur.
Problemet er, at der stort set ikke findes et sted i verden, hvor det er mere vanskeligt – og dermed dyrt – at udnytte forekomster af de mineraler, der måtte være end i netop Grønland, så de er der slet ikke i økonomisk forstand. Derfor har det været meget, meget vanskeligt at finde investorer, der er villige til at investere i udnyttelsen af Grønlands mineraler. Skyldes de amerikanske ønsker, at man er faldet for myten om Grønlands mineraler?
5. Konklusion
Men hvad så med de såkaldte sjældne mineraler som Kina har? Svaret er, at ingen aner om de er i Grønland. Der er ikke gennemført grundigere undersøgelser af Grønlands mileralforekomster end af Nuuk-fjordens undergrund og endnu vigtigere: Det handler ikke om tilstedeværelsen af mineraler, men om, hvorvidt de kan udnyttes rentabelt. Det kan de ikke i dag for heller ikke USA råder over de teknologier, der skal til for at udnytte dem. Det er teknologien og ikke mineralerne, som Kina har. De sjældne mineraler findes mange steder i verdenen, man kan bare ikke udnytte dem. Hertil kommer, at Kina i den grad ser stort på de miljøproblemer, der er knyttet til udnyttelsen af dem og netop i Arktis vil det være helt uansvarligt at se bort fra miljøproblemer. Derfor er den megen snak om Grønlands mineraler i virkeligheden fantasterier – en omvendt udgave af angsten for, at olie slipper op. Eller en gentagelse af historien om tunnelen under Nuuk-fjorden. Fysisk er der mineraler over alt, på Grønland, i Canada, i Alaska, over alt – det kan bare ikke betale sig at udnytte dem. Det er jo derfor, ingen har gjort det. Men på Grønland mener man, at den eneste årsag til, at man ikke får gavn af den enorme rigdom, man går ud fra som en selvfølge er i den ikke undersøgte undergrund er danskerne, som beskrevet i en propagandaudsendelse Danmarks Radio lavede om om Grønlands kryolit for et år siden og så er det jo godt, at der er folk, der tænker stort og drømmer om at bygge kasinoer og flyve til Mars...
