søndag den 15. december 2024

Kina i Afrika 3. Om FOCAC og andre organisationer og om Sydafrikas forhold til Kina.




Denne blogartikel Om Kina i Afrika 3 skulle have  handlet om Kinas investeringer i minedrift i Afrika Sub-Sahara.

Som indledning ville jeg omkring Forum of China Africa Cooperation ( FOCAC ) og et par andre organisationer, og vi skulle se nærmere på Sydafrikas relationer til Kina. 

Men den indledning blev så lang, at det blev hele blogartiklen.

Så må Kinas specifikke investeringer i minedrift i Afrika Sub-Sahara vente. 

Lad mig først se på Kinas behov for og forbrug af mineraler.

Oplysningerne stammer fra en rapport udarbejdet af  Institute of Developing Economie om AGE (African Growing Enterprises).

Skønt den baserer sig på data tilbage fra 2008-2009, synes jeg, den giver et godt indblik.

Rapporten fortæller (om situationen 2008-2009):

Kina er ikke i stand til at opfylde sin årlige efterspørgsel efter kobber, zink, nikkel og en række andre råvarer. Kina importerer derfor uædle metaller for 100 milliarder USD hvert år, hvilket forbruger mere end 25 procent af verdens forsyninger. Dette omfatter 30 procent af den globale zinkproduktion, 25 procent af den globale blyproduktion og 22 procent af raffineret kobberproduktion. Desuden absorberer den kinesiske økonomi 27 procent af klodens jern og stål og 25 procent af dens aluminiumproduktion.

I 2003 passerede Kina USA som verdens største kobberforbruger og forbrugte i det følgende år 46 procent mere end USA. I 2006 annoncerede Kina planer om at oprette en strategisk mineralreserve til oplagring af uran, kobber, aluminium, jernmalm og andre mineraler. Reserverne er afgørende for at give Kina en buffer til at tilpasse sig markedsudsving, håndtere nødsituationer og garantere sikkerheden af ressourceforsyninger.

Afrika spiller en afgørende rolle i leveringen af ​​vigtige mineraler til den kinesiske økonomi. Hvad angår mineraler, er Kina næsten udelukkende afhængig af Afrika syd for Sahara for sin koboltimport og betydeligt afhængig af mangan - mangan primært fra Gabon, Sydafrika og Ghana. Afrika syd for Sahara er også en vigtig leverandør af træ, hovedsageligt fra Gabon, Republikken Congo og Cameroun, og chrom  hovedsageligt fra Sydafrika, Madagaskar og Sudan, der hver tegner sig for omkring en syvendedel af Kinas globale import. 

Ikke så underligt, at Kina har ønsket at knytte de afrikanske lande tæt til sig. 

Et vigtigt element i dette er dannelsen af FOCAC. FOCAC står for Forum of China Africa Cooperation. 

I september i år rejste ledere fra over 50 afrikanske nationer til Beijing for at deltage i FOCAC-topmøde 2024.  Kun kongeriget  Eswatini  var ikke inviteret pga. dets anerkendelse af Taiwan.

Xi Jinpings åbningstale var præget af den sædvanlige bombastiske retorik.

"Venskabet mellem Kina og Afrika overskrider tid og rum, overvinder bjerge og oceaner og går ned gennem generationer. Grundlæggelsen af ​​Forum for Kina-Afrika-samarbejde (FOCAC) i 2000 var en milepæl i historien om Kina-Afrika-forbindelserne. I løbet af de sidste 24 år, især i den nye æra, har Kina gjort fremskridt hånd i hånd med vores afrikanske brødre og søstre i en ånd af oprigtighed, reelle resultater, venskab og god tro. Vi står skulder ved skulder med hinanden for solidt at forsvare vores legitime rettigheder og interesser. 

Vi har altid empati med og støtter hinanden og sætter et stjerneeksempel på en ny type internationale relationer.

Modernisering er en umistelig ret for alle lande. Men den vestlige tilgang til det har påført ulandene enorme lidelser. Siden slutningen af ​​Anden Verdenskrig har tredjeverdensnationer, repræsenteret af Kina og afrikanske lande, opnået uafhængighed og udvikling og har bestræbt sig på at rette op på de historiske uretfærdigheder i moderniseringsprocessen. 

Og Xi lovede over 50 milliarder dollars  i støtte til Afrika og 1 million nye jobs.

FOCAC er den primære kanal, hvorigennem Kina leverer ressourcer til de afrikanske lande. Gennem FOCAC yder Kina hjælp i form af  bistandstilskud, lempelige lån og rentefrie lån, men også gældseftergivelse. Den eneste politiske betingelse, Kina kræver, er overholdelse af One China-princippet - dvs. at der kun findes ét Kina og deri indgår Taiwan. Landene må altså ikke anerkende Taiwan som selvstændig nation.

FOCAC mødes hvert tredje år, skiftevis mellem et afrikansk land og Kina. 

Siden 2018 har Kina og de afrikanske stater eksplicit betragtet FOCAC som en del af Kinas Belt and Road Initiative - altså den nye Silkerute.

Den nye Silkevej spænder nu over tre kontinenter og berører 60 procent af verdens befolkning. De omkring 65 lande, der hidtil har skrevet under på programmet (inklusive cirka 20 fra Afrika) tegner sig for 30 procent af verdens BNP og 75 procent af dets energireserver. Omkring 50 kinesiske statsejede virksomheder implementerer 1.700 infrastrukturprojekter rundt om i verden til en værdi af omkring 900 milliarder dollars.

Forum for Kina-Afrika-samarbejde blev, som Xi nævnte, grundlagt i år 2000. Selvom det blev etableret efter opfordringer fra afrikanske diplomater i slutningen af ​​1990'erne, har Kina taget føringen i FOCAC gennem hele organisationens eksistens og ønsker at fungere som talerør for udviklingslandenes sager.

Og hvor står så EU i Afrika?

I 2007 vedtog Den Afrikanske Union og EU "Den fælles Afrika-EU-strategi" som den formelle kanal for EU's forbindelser med afrikanske lande. 

Den Afrikanske Union (AU) blev grundlagt i juli 2002 som efterfølger for OAU eller Organization for African Unity (på dansk  Organisationen for Afrikansk Enhed) , som var dannet i 1963

 Den gamle OAUs  formål var at fremme enhed og solidaritet blandt de afrikanske lande og fungere som kontinentets kollektive stemme i verden. Den arbejdede også for at afvikle koloniherredømmet, og oprettede en frigørelseskomité, som skulle bistå frigørelsesbevægelser.

I 2002 opløstes OAU af organisationens sidste leder, Sydafrikas daværende præsident Thabo Mbeki, og blev erstattet af den Afrikanske Union
På det tidspunkt var 53 af Afrikas stater medlemmer. Marokko havde trukket sig i 1985, efter at  Vestsahara var blevet optaget som medlem i 1982.


Afrikanske Union.
Fuldgyldige medlemmer i mørkegrøn, suspenderede medlemmer i lys grøn.

AU søger at fremme demokrati, menneskerettigheder og udvikling i Afrika.  Organisationen første formand blev Thabo Mbeki. Den Afrikanske Union har 53 medlemmer, der omfatter næsten hele det afrikanske kontinent. Marokko har valgt stadig at stå udenfor, ligesom det gjorde i OAU. 

AU har forladt OAUs princip om ikke-indblanding i indre statslige anliggender og skal sammen danne en fælles fredsstyrke.

Man har  planer om at lave en fælles, afrikansk valuta, Afroen, som efter planen skulle komme Afroen i brug i 2028.

Det administrative hovedkvarter ligger i Addis Ababa, Etiopien.


Addis Abeba er værtsbyen for Den Afrikanske Unions hovedkvarter.
En ny tilføjelse til AU-hovedkvarteret er et enormt konferencecenter og kontortårn (99,9 m) bygget af den kinesiske regering for anslået 200 millioner USD og givet til regionen.



AU's hovedsal. Træfineren på væggene blev importeret fra Kina.


Kina har ikke lagt skjul på. at oprettelse af Forum for Kina Afrika Coorperation skulle sikre dets fremtidig politiske og økonomiske indflydelse i Afrika og modvirke EU indflydelse på det afrikanske kontinent.


 Da Kinas udenlandske bistand stort set er fri for politiske forhold, afviger den fra den globale model, som kræver politiske indrømmelser fra modtagerlandene.  FOCAC's grunderklæring angiver Kinas kritik af den dominerende globale form for udenlandsk bistand.

FOCACs grunderklæring lyder:

Hvert land har ret til i sit udviklingsforløb at vælge sit eget sociale system, udviklingsmodel og levevis i lyset af sine nationale forhold. . . . Desuden bør politiseringen af ​​menneskerettighedsbetingelserne for økonomisk bistand kraftigt modarbejdes, da de udgør en krænkelse af menneskerettighederne.

I Vesten sætter vi  spørgsmålstegn ved, om  Kina lever op til FOCACs grundværdi om ikke at kræve politiske indrømmelser.

Men efter interviews med afrikanske forskere og diplomater konkluderer den amerikanske professor i internationale værdipapirstudier Dawn C. Murphy, at mange afrikanske lande virkelig værdsætter Kinas moralske holdning over for fravær af politiske betingelser for udenlandsk bistand. Afrikanske lande er trætte af Vestens indblanding i deres indre forhold og krav om f.eks. overholdelse af menneskerettigheder og forbud mod børnearbejde.

Man siger, at pengene fra Kina til Afrika kommer  ”no strings attached”. I modsætning til bistand fra Norden, som kommer med strenge krav til anti-korruption, lighed, menneskerettigheder og anstændige arbejdsforhold.

Vestlige medier kan dokumentere, at det er de menige afrikanere, der betaler prisen for Kinas manglende krav på disse områder.

Kinas ambassadør i Danmark mener, det er arrogant at fortælle afrikanerne, hvordan de skal føre politik. Kina er vellidt i Afrika, fordi vi ikke prædiker ædle ord, men leverer, hvad der er behov for. Vestens fortid i Afrika kan ikke ændres, men det kan fremtiden. I må ændre spillereglerne, hvis I vil genvinde de afrikanske landes tillid, skriver Feng Tie.

Dog er der stigende skepsis i Afrika over for den kinesiske modus operandi – som er, at de selv bidrager med alt til de projekter, de søsætter. Ingeniører, arbejdere, materialer, mad, boliger, udstyr – alt kommer fra Kina og vil være der, så længe byggeperioden varer. Det skaber meget lidt lokal udvikling og få varige afrikanske arbejdspladser.

Politiske ledere fra Vesten har karakteriseret Kinas tilstedeværelse som en invasion, som kinesisk imperialisme. "Men mens USA og EU forsøger at danne et narrativ om, at Kinas samarbejde med Afrika svarer til  kolonialisme og gældsfælder, ser de afrikanske stater stort potentiale i at samarbejde med Kina," siger dansk-kinesiske Li Xing til Arbejderen.

Sydafrika -Kina- relationen

Sydafrikas nuværende præsident Cyril Ramaphosa afviser kategorisk, at de mange lån fra Kina får de afrikanske modtagerlande til at ende i en gældsfælde. 

Adspurgt om risikoen for, at Kina trækker afrikanske lande i gæld, har  Ramaphosa udtalt: "Jeg køber ikke tanken om, at når Kina investerer, er det med en intention om i sidste ende at sikre, at disse lande ender i en gældsfælde." Og han fortsætter:

"China has never been a colonial power. I don't believe that it's a relationship that is oppressive or neo-colonial. It should be seen as a mutually beneficial relationship based on recognition, respect and also on promoting each country's own development."  Han afviser altså også, at der er tale om et  undertrykkende, neo-kolonialistisk, men det skal ses som et gensidigt fordelagtigt forhold, der er baseret på anerkendelse, respekt og fremmende hvert lands egen udvikling. 

"Du skal også huske, at Kina aldrig har været en kolonimagt, især ikke på det afrikanske kontinent. Da Zheng He rejste til Afrika omkring år 1434, var det for at fremme forbindelserne med det afrikanske kontinent. Jeg fortalte præsident Xi Jinping, at jeg ser det Kina, som han leder, bevæger sig i samme retning som kejser Zhu Di, der åbnede Kina på det tidspunkt og ønskede at have et gensidigt fordelagtigt forhold til verden og med vores eget kontinent. Det er et forhold baseret på alle de gode intentioner, og det accepterer vi,” har han udtrykt i et interview.

Sydafrikas tidligere præsident Jacob Zuma (2009-2018) så dog anderledes på det end Cyril Ramaphosa.  Zuma beskrev forholdet mellem Kina og Afrika som »ubæredygtigt« og »smertefuldt for Afrika«. Zuma blev i 2018 tvunget til at gå af, da han blev sigtet for bedrageri, kriminalitet og hvidvaskning af penge i forbindelse med våbenhandel i hans ni år som præsident

Cyril Ramaphosa er som sagt meget begejstret for sine relationer med Kina. En anden, der er lige så begejstret er Guinea-Bissas præsident. Ham skal du høre om i næste blogindlæg.

Sydafrika er del af BRIKS-landene, som består af Brasilien (B), Rusland (R), Indien (I), Kina (K) og Sydafrika (S). Til sammen udgør de omkring 40 % af verdens befolkning og 25 % af verdensøkonomien.


Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa,
sammen med Vladimir Putin og de øvrige stats- og regeringschefer
fra de fem BRIKS-lande til BRIKS-topmøde i Brasilien 2019.

BRIKS-topmøde i Sydafrika august 2023.
Brasiliens Lula da Silva, Kinas Xi Jinping, Sydafrikas Cyril Ramaphosa
(alle præsidenter), Indiens premierminister Narendra Modi
og fra Rusland udenrigsminister Sergej Lavrov.


I 2023 kom Sydafrika i et dilemma, da landet skulle være vært ved det 15. BRICS-topmøde i Johannesburg fra 22. til 24. august 2023.

Sydafrika har nemlig   tilsluttet sig Den Internationale Straffedomstol i Haag, ICC, der retsforfølger personer, som er anklaget for krigsforbrydelser, folkedrab og andre forbrydelser mod menneskeheden.
 I marts 2023 udstedte ICC arrestordre mod Putin, og Sydafrika ville være forpligtet i henhold til både international og national lovgivning til at arrestere Putin og udlevere ham til ICC, hvis han besluttede sig for at rejse til Sydafrika.

Først meddelte den sydafrikanske præsident, Cyril Ramaphosa, at Sydafrika ville melde sig ud af Den Internationale Straffedomstol, men det budskab måtte han trække tilbage dagen efter.
 Nu ville man ikke længere trække sig, men have foretaget ændringer, så man for eksempel ikke var forpligtet til at arrestere en siddende statsleder.
Under alle omstændigheder ville det være umuligt at få på plads forud for topmødet i august.
Løsningen blev, at Putin blev hjemme, men sendte sin udenrigsminister.
Ja man må sno sig.

BRIKS skal ses som en udfordring til de gamle G7-lande, USA, Canada, Frankrig, Storbritannien, Tyskland, Italien,og Japan.

På  topmødet i Sydafrika, blev det besluttet at invitere flere lande til at deltage i samarbejdet fra 2024.

Foreløbig er Saudi-Arabien, Iran, Etiopien, De Forenede Arabiske Emirater og Egypten formelt optaget i BRIKS-samarbejdet fra og med den 1. januar 2024.


BRIKS-topmødet i 2024 havde Rusland som vært og blev afholdt i Kazan i republikken Tatarstan i oktober. Her var Putin atter med som deltager - på egen jord.


Sydafrika har altid været et af Afrikas økonomiske magtcentre, og i dag er Sydafrika den mest udviklede økonomi i Afrika, og Kina er landets største handelspartner.
Rækken af kinesiske økonomiske engagementer er alenlang. Så dem vil jeg ikke begynde at opremse. I stedet vil jeg  citere  indledningen til den sydafrikanske præsidents skrivelse til sine landsmænd ved hjemkomsten efter topmødet i Kina i september.

"Vi er for nylig vendt tilbage fra Beijing, hvor vi deltog i topmødet i Forum om Kina-Afrika-samarbejde (FOCAC), som samlede stats- og regeringschefer fra hele kontinentet. Forud for topmødet kom mit andet statsbesøg i Folkerepublikken Kina, hvor en række ministre og jeg selv var gæster hos den kinesiske præsident Xi Jinping.
Vi havde ligeledes lejlighed til at møde flere kinesiske virksomheder, der opererer i Sydafrika eller ser  på muligheder i vores land.

En af disse virksomheder var Hisense, en kinesisk elektronikproducent, der har været en del af en spændende sydafrikansk succeshistorie.

Hisense er blot en af ​​et voksende antal kinesiske virksomheder, der udvider deres fodaftryk i Sydafrika, hvilket bringer tiltrængte investeringer og arbejdspladser. Jeg mødtes med andre kinesiske virksomheder, der søger at investere i Sydafrika, især inden for områderne energi, infrastruktur, teknologi og avanceret produktion.

Under statsbesøget blev Kina og Sydafrika enige om at opgradere vores forhold til et allround strategisk samarbejdspartnerskab i en ny æra. Dette betyder styrkelsen af ​​de politiske, økonomiske og sociale bånd mellem de to lande."

- Og det var blot indledningen til talen.

 Præsident Cyril Ramaphosa er meget begejstret.

Det er nok også værd at bemærke, at Kina var tidlig med at anerkende Nelson Mandela - på et tidspunkt hvor vesten stadig betragtede ham som terrorist.

For eksempel rejste den unge konservative Brian Mikkelsen sammen med to andre fra Konservativ Ungdom i 1988 til Sydafrika på Apartheid-styrets regning. De unge KU’ere udviste stor forståelse for landet i en politisk pjece udgivet samme år - ikke mindst fordi Apartheidstyret blev set som et bolværk imod kommunismen. Mandela var inspireret af Kina. På regeringsniveau var Schlüter-regeringen ligeledes imod at indføre sanktioner imod Sydafrikas Apartheidstyre i 1980'erne.

I 1990’erne fortsatte daværende folketingsmedlem for Fremskridtspartiet Pia Kjærsgaard med at kalde Mandela for terrorist fra Folketingets talerstol selv efter hans løsladelse.

I USA blev Mandela først fjernet fra den amerikanske terrorlister få dage før hans 90-års fødselsdag, så sent som i 2013. Tankevækkende!

Ved Mandelas død i december 2013  hyldede de kinesiske statsmedier  Nelson Mandela som en "gammel ven" af Kina. CNR - China National Radio - fremhævede, hvordan Mandela beundrede og blev inspireret af den kommunistiske revolution i Kina, især under sine år i fængsel.


"Det dybe venskab mellem Mandela, befolkningen i Sydafrika og Kina blev skabt under langvarige kampe. Mandela sagde engang, at tidligere generationer af kinesiske ledere som Mao Zedong, Zhou Enlai og Zhu De, og det kinesiske folk gav en masse støtte til sydafrikanernes kamp for at opnå uafhængighed og modstå apartheidsystemet. Selvom han har forladt os i dag, vil hans sang om venskab med det kinesiske folk altid give genlyd i luften over landene i Kina og Sydafrika," sluttede CNR.

ekstern

På et tidspunkt havde Mandela dog irriteret Kina. Årsagen var spørgsmålet om Taiwan.

Da præsident Nelson Mandela tiltrådte i maj 1994 , blev han straks konfronteret med et udenrigspolitisk problem: Hvordan balancerer man landets diplomatiske forbindelser med Taiwan – arvet fra apartheidregeringen – med Beijings "Et Kina-princip" . Det princip der betyder, at Taiwan er en del af Kina, og at Beijing er den eneste legitime autoritet over hele Kina.

Efter Mandelas indsættelse var det almindeligt forventet, at det nye, demokratiske Sydafrika snart ville anerkende det kinesiske fastland. Verdens mest folkerige land havde en hurtigt voksende økonomi og betydelig international indflydelse, herunder en permanent plads i FN's Sikkerhedsråd . På det tidspunkt anerkendte 159 stater Folkerepublikken Kina, mens kun 29 havde diplomatiske forbindelser med Taiwan.

I stedet for at foretage et hurtigt skifte tog det Mandela 30 måneder at annoncere skiftet fra Taipei til Beijing.

Kort efter Mandela blev præsident udsendte Sydafrika et dokument, der skitserede administrationens tilgang:


Mandela-administrationen havde valgt ikke at vælge. I stedet var dens tilgang et hidtil uset forsøg på dobbelt anerkendelse. Det var der flere grunde til.

For det første var Taiwan Sydafrikas sjette største handelspartner og en stor investor. Da dens daværende præsident og udenrigsminister mødte Mandela dagen efter hans indsættelse, udtrykte de iver efter at yde økonomisk bistand til Sydafrika - "forudsat at de diplomatiske bånd forbliver intakte".

For det andet havde Taiwan doneret 10 millioner dollars til ANCs valgkampagne i 1993. En følelse af loyalitet kombineret med lukrative tilbud om hjælp overtalte Mandela til at fortsætte båndene til Taiwan.

Efter to et halvt års forsøg på dobbelt anerkendelse meddelte Mandela imidlertid, at Pretoria ville skifte fra Taipei til Beijing.

Efter 30 måneders venten var Kina blevet utålmodigt, ja endda rasende, da Mandela omtalte Taiwan som et land i august 1996, hvilket udløste kritik i kinesiske statsmedier. Den kinesiske ledelse havde gjort det åbenlyst klart, at de aldrig vil acceptere dobbelt anerkendelse, 

Tidligt i november 1996 sendte Kina et brev til Mandela, der udtrykte "dyb bekymring" over, at de bilaterale forbindelser mellem Sydafrika og det kinesiske fastland var forværret til nye lavpunkter. Kina  oplistede straffeforanstaltninger, som Kina overvejede, hvis Sydafrika ikke foretog skiftet, herunder ophævelse af sin "mest begunstigede nation"-handelsstatus.

Der skulle træffes en beslutning. Tilskyndet af ANC og skubbet af Beijing annoncerede Mandela sent i november 1996 det skridt, han længe havde nølet med, og efter lange forhandlinger mellem Pretoria og Beijing begyndte de formelle forbindelser i 1998.

Præsident Nelson Mandela mødes med
den kinesiske præsident Jiang Zemin
i Beijing den 5. maj 1999.
Mandela ser lidt beklemt ud, gør han ikke?


Kinesiske mineinteresser i Sydafrika.

Kinesiske selskaber har aktier i mange mineprojekter i Sydafrika - især inden for guld og platin. Platin er et af de reneste metaller og meget mere sjældent end guld, og dermed er metallet langt dyrere end guld.  

Jinchuan Group og China-Afrika Development Fund besidder  45% af aktierne l i Wesizwe Platinum, et junior mineselskab. På tidspunktet for overtagelsen hjalp de kinesiske investorer også med at rejse en $ 650 millioner projektfinansieringsfacilitet til udvikling af Wesizwes Frischgewagde-guldmine.

I 2011 betalte China Investment Corporation (CIC) 243 millioner dollars for en 25% aktiepost i Shanduka Gold, som forvalter en guldmine nær Taung Golds Evander-projekt.

Evander-projektet ligger i  Witwatersrand-bassin, som har leveret mere end en tredjedel af alt det guld, der produceres af menneskeheden. Projektet er placeret cirka 120 km øst-syd-øst for Johannesburg. Evander-projektet omfatter Evander Gold Mine No. 6 Shaft.

Dette var tidligere ejet af Harmony Gold gennem Evander Gold Mines Limited (EGM). EGM drev fire miner i området, som tilsammen udgjorde Evander-guldfeltet. Produktionen fra skakten startede i 1986. Produktionen ophørte i 1998, da en kombination af dårlige guldpriser og mangel på kapital til at uddybe skakten for at nå hovedmalmlegemet, gjorde produktionen urentabel.

I februar 2008 indgik Taung Gold et joint venture med EGM for at opnå en majoritetsandel i projektet. Efter en detaljeret undersøgelse af data, en intensiv borekampagne og afslutning af en vellykket scoping-undersøgelse i begyndelsen af ​​2010, konkluderede virksomhed, at det ville være bedre i stand til at frigøre værdi ved at købe 100 % af projektet. Salgsaftalen om at erhverve projektet blev underskrevet i september 2010, og Taung Gold blev indehaver af en mine-ret over projektet i november 2013.

 Andre kinesiske mineselskaber, der er aktive i Sydafrika, omfatter: Sinosteel; East Asia Metals Investment (datterselskab af Sinosteel); Jinquan jern og stål (Jisco); Minmetaller; Zijin Mining og PMG.

 Zijin udvikler Blue Ridge Mine og Sheba Mine i det nordlige Sydafrika. 

Blue Ridge-minen producerer platin, palladium, rhodium og guld. Sheba Mine, som er en del af det historiske Barberton Mines-kompleks , er en af ​​verdens ældste guldminer, med aktiviteter, der går tilbage til 1885.

Sino Steel er involveret i et joint venture, der driver en krommine i Limpopo-provinsen og har investeret i udviklingen af en manganmine.   

Det blev meget om guld, men det er også den eksportartikel, jeg mest har forbundet Sydafrika med. Min fornemmelse rammer heller ikke helt ved siden af.

I dag udgør guld og ædelstene 40% af landets samlede eksport, men landet er også verdens største producent af metallerne mangan, platin og krom. 

I 2022 var tallene for Sydafrikas  eksportartikler  guld ($22,7 mia.), platin ($19,1 mia.), kulbriketter ($12,7 mia.), biler (!) ($6,89 mia.) og diamanter (6,22 mia. dollar). Den mest almindelige destination for eksporten fra ​​Sydafrika var Kina ($23,4B), USA ($10,9B), Tyskland ($9,96B), Indien ($9,14B) og Japan ($8,85B).

Herunder ses Sydafrikas eksport-fordeling på lande 2023.

Sydafrikas eksport efter land


Sydafrika eksporterer dog meget andet til Kina. Hele den lange og overraskende varierede liste kan ses
her.

Sydafrikas import fra Kina kan ses her.

Herunder ses Sydafrikas import-fordeling på lande.

Sydafrikas import efter land


Sydafrika har en frihandelsaftale med EU, som når man tager EU samlet, trods alt er landets vigtigste handelspartner sammen med Kina og USA.

Men et er import/eksport. Hvad der i min kontekst er mere interessant er Kinas investeringer i minedrift i Afrika og forudsætningerne herfor og følgerne deraf.

Det kommer der mere om i næste blogindlæg.

Afrunding

Sådan kan det gå. Jeg troede jeg skulle skrive om noget, men endte op med noget lidt andet.

Men så kommer der et ikke-planlagt blogindlæg 4 om Kina i Afrika. Det der skulke have været nummer 3.  Om Kinas involvering i minedrift i en række Sub-Sahara-lande.